1

Den 5. oktober 2012 blev indkaldelsen af forslag EACEA/21/12 MEDIA 2007 – støtte til grænseoverskridende distribution af europæiske film – den »selektive« støtteordning 2013 (EUT 2012 C 300, s. 5), offentliggjort inden for rammerne af den »selektive« ordning, hvorefter der udvælges et vist antal projekter med henblik på at støtte disse, således at den bredest muligt grænseoverskridende distribution af nye europæiske ikke-nationale film stimuleres og støttes.

2

Denne offentliggørelse fandt sted inden for rammerne af Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1718/2006/EF af 15. november 2006 om et støtteprogram for den europæiske audiovisuelle sektor (Media 2007) (EUT L 327, s. 12), fastsat for perioden fra den 1. januar 2007 til den 31. december 2013, hvis indhold er blevet præciseret i de faste retningslinjer for støtteprogrammet MEDIA 2007, der er knyttet til den nævnte indkaldelse af forslag (herefter »retningslinjerne«).

3

Retningslinjernes punkt 5 med overskriften »Udvælgelseskriterier« indeholder et punkt 5.1 benævnt »Støtteberettigede selskaber« med følgende ordlyd:

4

Retningslinjernes punkt 5.5 med overskriften »Støtteberettigede forslag« har følgende ordlyd:

5

Retningslinjernes punkt 13 med overskriften »Procedure for indgivelse af forslag« har følgende ordlyd:

6

Sagsøgeren, Italian International Film Srl, indgav den 22. marts 2013 sin ansøgning om støtte til distribution i Italien af filmen »Only God Forgives« (»Kun Gud tilgiver«, herefter »filmen«).

7

Den 4. juni 2013 meddelte en af de ansatte i Forvaltningsorganet for Undervisning, Audiovisuelle Medier og Kultur (EACEA), der havde til opgave at behandle ansøgningerne om støtte, sagsøgeren, at der skulle fremlægges yderligere dokumenter. Den 6. juni 2013 fremlagde sagsøgeren visse dokumenter, som af EACEA blev vedlagt sagsøgerens ansøgning med henblik på evaluering af denne.

8

Det udvalg, der skulle evaluere ansøgningerne om støtte (herefter »evalueringsudvalget«), anførte i møder afholdt den 20. og den 21. juni 2013, at filmen i Italien blev distribueret af selskabet 01 Distribution og ikke af sagsøgeren, hvorfor dennes ansøgning ikke kunne tildeles støtte. Det var således et forslag til afgørelse om afslag, der blev sendt fra evalueringsudvalget til Europa-Kommissionen.

9

I et møde afholdt den 26. juli 2013 i MEDIA 2007-udvalget under Kommissionens Generaldirektorat (GD) for uddannelse og kultur afgav dette udvalg en udtalelse om at tiltræde forslaget fra evalueringsudvalget bortset fra to ændringer, der ikke vedrørte sagsøgeren.

10

Ved gennemførelsesafgørelse C(2013) 5212 final af 2. august 2013 vedrørende en individuel afgørelse om tildeling af støtte inden for rammerne af MEDIA 2007-programmet – selektiv støtte til distribution (herefter »afgørelse af 2. august 2013«) tiltrådte Kommissionen udtalelsen fra MEDIA 2007-udvalget (tredje betragtning til den nævnte afgørelse), hvorefter sagsøgeren ikke indgik blandt de ansøgere, der fik tildelt støtte til distribution af den film, der er nævnt i bilaget til den nævnte afgørelse.

11

Den 7. august 2013 meddelte EACEA sagsøgeren indholdet af afgørelsen af 2. august 2013 på en standardformular med EACEA’s logo, hvorved det oplystes, at »ansøgeren ikke selv er ansvarlig for distributionen af filmen til biografer«.

12

Ved skrivelse af 4. september 2013 anfægtede sagsøgeren denne begrundelse for afslaget og indgav en række bemærkninger til EACEA. Sagsøgeren oplyste navnlig, at denne var distributør af filmen til biografer, og at dette fremgik af de dokumenter, der var vedhæftet den nævnte skrivelse. Sagsøgeren anførte de erhvervsmæssige grunde til, at 01 Distributions logo figurerede som hovedselskabet, og beklagede, at dette havde kunnet bringe Kommissionen til at antage, at sagsøgeren ikke var distributør af filmen. Derfor anmodede sagsøgeren om genbehandling af afgørelsen af 2. august 2013, hvis indhold var blevet meddelt denne den 7. august 2013.

13

Ved skrivelse af 8. oktober 2013 besvarede EACEA sagsøgerens bemærkninger og afviste dem, henset til, at selv om udlicitering af faktureringsaktiviteter og af indkassering af indtægter til en fysisk distributør kunne tillades i henhold til retningslinjernes punkt 5.1, var en sådan tilladelse imidlertid underlagt et krav om meddelelse af de dermed forbundne aftaler til EACEA. EACEA understregede, at sagsøgeren, da denne blev kontaktet den 4. juni 2013 med henblik på yderligere oplysninger (jf. præmis 7 ovenfor), havde undladt at give oplysning om den aftale, der blev underskrevet den 26. april 2013 med 01 Distribution med henblik på distribution af filmen, hvilket var nødvendigt for at gøre det muligt for evalueringsudvalget at foretage en retfærdig vurdering af sagsøgerens mulighed for at få tildelt støtte. EACEA konkluderede, at det »beklagede at måtte bekræfte, at det ovennævnte projekt ikke var støtteberettiget i overensstemmelse med evalueringsudvalgets første anbefaling«.

14

EACEA meddelte endvidere sagsøgeren dennes mulighed for at indgive klage over »denne afgørelse« og fristerne herfor (herefter »skrivelse af 8. oktober 2013«).

15

Sagsøgeren har ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 18. december 2013 anlagt nærværende sag.

16

Ved særskilt processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 14. marts 2014 har EACEA rejst formalitetsindsigelse i medfør af artikel 114, stk. 1, i Rettens procesreglement af 2. maj 1991.

17

Sagsøgeren har i sit skriftlige indlæg indleveret til Rettens Justitskontor den 24. april 2014 anfægtet EACEA’s formalitetsindsigelse.

18

Ved kendelse af 15. september 2014 henskød Retten i overensstemmelse med artikel 114, stk. 4, i procesreglementet af 2. maj 1991 EACEA’s formalitetsindsigelse til afgørelse i forbindelse med sagens realitet.

19

Den 27. oktober 2014 indleverede EACEA sit svarskrift. En replik blev indleveret den 12. december 2014 og en duplik den 26. januar 2015.

20

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

21

EACEA har nedlagt følgende påstande:

22

Det bemærkes, at søgsmålet er anlagt med henblik på prøvelse af den afgørelse, som ifølge sagsøgeren er indeholdt i skrivelsen af 8. oktober 2013, og ikke af afgørelsen af 2. august 2013. Dette fremgår af stævningens udtrykkelige ordlyd. Selv om det desuden er korrekt, at sagsøgeren den 4. september 2013 anmodede om en fornyet behandling af den sidstnævnte afgørelse, blev kun betydningen af og begrundelsen for denne bragt til sagsøgerens kendskab ved en standardformular meddelt den 7. august 2013, og ikke selve afgørelsen af 2. august 2013, der ikke blev nævnt i den pågældende formular, og som alene er blevet identificeret i forhold til sagsøgeren i den afvisningsbegæring, der er fremsat af EACEA.

23

EACEA har fremført tre formalitetsindsigelser, hvoraf den første vedrører det forhold, at sagen skal afgøres ved præklusion, såfremt det må antages, at den skal anses for anlagt med henblik på prøvelse af afgørelsen af 2. august 2013, den anden vedrører den omstændighed, at skrivelsen af 8. oktober 2013 ikke er en bebyrdende retsakt, idet kun afgørelsen af 2. august 2013, som meddelt den 7. august 2013, er af en sådan karakter, og for det tredje det forhold, at skrivelsen af 8. oktober 2013 udelukkende har bekræftende karakter i forhold til afgørelsen af 2. august 2013.

24

Sagsøgeren har bestridt disse formalitetsindsigelser og er af den opfattelse, at sagen bør antages til realitetsbehandling.

25

Det fremgår af præmis 22 ovenfor, at søgsmålet er anlagt til prøvelse af den afgørelse, som efter sagsøgerens opfattelse er indeholdt i skrivelsen af 8. oktober 2013, med udelukkelse af enhver anden afgørelse. Følgelig kan formalitetsindsigelsen vedrørende præklusion af søgsmålet, i det omfang dette er rettet mod afgørelsen af 2. august 2013, hvorom det må understreges, at den inden nærværende retssag ikke blev identificeret for sagsøgeren, hverken for så vidt angår dens dato eller selve dokumentet, kun forkastes.

26

Det skal bemærkes, at den omstændighed, at der foreligger en skrivelse fra et af Den Europæiske Unions organer, kontorer eller agenturer som svar på en anmodning fra skrivelsens adressat, ikke er tilstrækkelig til at kvalificere skrivelsen som en afgørelse som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF, der kan anfægtes ved et annullationssøgsmål (jf. i denne retning kendelse af 27.1.1993, Miethke mod Parlamentet, C-25/92, Sml., EU:C:1993:32, præmis 10, dom af 22.5.1996, AITEC mod Kommissionen, T-277/94, Sml., EU:T:1996:66, præmis 50, og kendelse af 5.11.2003, Kronoply mod Kommissionen, T-130/02, Sml., EU:T:2003:293, præmis 42).

27

Såfremt der nemlig gives mulighed for at anlægge annullationssøgsmål i forhold til alle de bestemmelser, der træffes af Unionens institutioner, uanset disse bestemmelsers art eller form og i givet fald under de særlige betingelser og vilkår fastsat efter artikel 263, stk. 5, TEUF, med hensyn til de bestemmelser, der fastsættes af EU-organer, ‑kontorer og ‑agenturer, skal det være under betingelse af, når fysiske eller juridiske personer anlægger et søgsmål, at disse bestemmelser har bindende retsvirkninger, der kan berøre sagsøgerens interesser gennem en væsentlig ændring af dennes retsstilling (jf. i denne retning dom af 11.11.1981, IBM mod Kommissionen, 60/81, Sml., EU:C:1981:264, præmis 9 og 10, dom af 13.10.2011, Deutsche Post og Tyskland mod Kommissionen, C-463/10 P og C-475/10 P, Sml., EU:C:2011:656, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis, og kendelse af 13.3.2015, European Coalition to End Animal Experiments mod ECHA, T-673/13, Sml., EU:T:2015:167, præmis 22).

28

EACEA er et EU-organ, der er en juridisk person (dom af 21.10.2010, Agapiou Joséphidès mod Kommissionen og EACEA, T-439/08, EU:T:2010:442, præmis 35), som blev oprettet ved Kommissionens afgørelse 2005/56/EF af 14. januar 2005 om oprettelse af Forvaltningsorganet for Undervisning, Audiovisuelle Medier og Kultur til forvaltning af Fællesskabets indsats inden for områderne undervisning, audiovisuelle medier og kultur i medfør af Rådets forordning (EF) nr. 58/2003 (EUT L 24, s. 35), ophævet og erstattet af Kommissionens afgørelse 2009/336/EF af 20. april 2009 om oprettelse af Forvaltningsorganet for Undervisning, Audiovisuelle Medier og Kultur til forvaltning af Fællesskabets indsats inden for områderne undervisning, audiovisuelle medier og kultur i medfør af Rådets forordning (EF) nr. 58/2003 (EUT L 101, s. 26). Afgørelse 2009/336, som ændret ved Kommissionens gennemførelsesafgørelse 2012/797/EU af 18. december 2012 (EUT L 349, s. 68) og derefter selv ophævet, men gældende for nærværende sag, indeholder ingen bestemmelse truffet i henhold til artikel 263, stk. 5, TEUF.

29

Det er således alene, såfremt det godtgøres, at skrivelsen af 8. oktober 2013 i forhold til sagsøgeren har haft bindende retsvirkninger, der kan berøre sagsøgerens interesser og væsentligt ændre dennes retsstilling, at sagsøgeren kan anlægge et annullationssøgsmål om den nævnte skrivelse, der kan antages til realitetsbehandling (jf. i denne retning dom IBM mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 27, EU:C:1981:264, præmis 9, dom af 5.4.2006, Deutsche Bahn mod Kommissionen, T-351/02, Sml., EU:T:2006:104, præmis 35, og kendelse af 19.11.2013, 1. garantovaná mod Kommissionen, T-42/13, EU:T:2013:621, præmis 20).

30

For at afgøre, om en retsakt har sådanne virkninger, skal der fokuseres på dens indhold (dom IBM mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 27, EU:C:1981:264, præmis 9, kendelse af 29.4.2004, SGL Carbon mod Kommissionen, T-308/02, Sml., EU:T:2004:119, præmis 39, og kendelse af 9.10.2012, Région Poitou-Charentes mod Kommissionen, T-31/12, EU:T:2012:528, præmis 32).

31

Dels har dette den konsekvens, at den omstændighed, at EACEA i skrivelsen af 8. oktober 2013 har anvendt udtrykket »afgørelse«, alene udgør en oplysning blandt flere, som kan tages i betragtning af Unionens retsinstanser med henblik på at bestemme indholdet af den omhandlede retsakt, men gør det ikke i sig selv muligt at betegne denne som en afgørelse som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF. Dels kan EACEA i forbindelse med en formalitetsindsigelse ikke med rette anføre, at dette formodentlig ikke har nogen kompetence til at vedtage en sådan afgørelse, idet spørgsmålet om ophavsmanden til den pågældende skrivelses kompetence, såfremt en analyse af sagens omstændigheder medfører, at det konkluderes, at skrivelsen af 8. oktober 2013 har karakter af en afgørelse, bør undersøges i forhold til den formelle gyldighed af den deri indeholdte afgørelse, hvilket vedrører den materielle ret og ikke afvisningsspørgsmålet.

32

Det skal i det foreliggende tilfælde bemærkes, at EACEA med skrivelsen af 8. oktober 2013 overskred grænsen for, hvad en simpel forklaring af afgørelsen af 2. august 2013 indebærer, idet EACEA havde meddelt dennes indhold og begrundelse. EACEA begrænsede sig ikke til at fremhæve den nævnte afgørelse, men tog selv stilling i form af et afslag på sagsøgerens ansøgning om støtte.

33

Selv om det er korrekt, at skrivelsen af 8. oktober 2013 indeholder en fortolkning af retningslinjernes punkt 5.1, har denne fortolkning ikke til formål at oplyse sagsøgeren om grundene til vedtagelsen af afgørelsen af 2. august 2013, der i øvrigt ikke som sådan citeres i skrivelsen (jf. præmis 22 ovenfor), men støtter det afslag, som EACEA selv har anført »i overensstemmelse med evalueringsudvalgets første anbefaling«.

34

Det fremgår således af undersøgelsen af denne skrivelse, at EACEA har villet tillægge den bindende retsvirkninger ved at opretholde det forudgående afslag på sagsøgerens ansøgning om tildeling af støtte, hvilket berører den sidstnævntes interesser, idet denne fratages muligheden for at modtage støtte til distribution af filmen på italiensk område. Under hensyntagen til den retspraksis, der er nævnt ovenfor i præmis 26-30, må det derfor konkluderes, at skrivelsen af 8. oktober 2013 udgør en afgørelse som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF (herefter »afgørelsen af 8. oktober 2013«), og dermed forkastes EACEA’s anden formalitetsindsigelse.

35

Det fremgår af fast retspraksis, at en afgørelse udelukkende er en bekræftelse af en tidligere afgørelse, hvis den ikke indeholder et nyt element i forhold til den tidligere akt, og hvis der ikke forinden er indledt en fornyet vurdering af adressatens retsstilling (dom af 14.4.1970, Nebe mod Kommissionen, 24/69, Sml., EU:C:1970:22, præmis 8, af 10.12.1980, Grasselli mod Kommissionen, 23/80, Sml., EU:C:1980:284, præmis 18, og af 11.6.2002, AICS mod Parlamentet, T-365/00, Sml., EU:T:2002:151, præmis 30).

36

Det må konstateres, at EACEA inden vedtagelsen af afgørelsen af 8. oktober 2013 foretog en undersøgelse af de elementer, der var blevet fremlagt af sagsøgeren i dennes skrivelse af 4. september 2013, og derefter anførte, at disse i overensstemmelse med retningslinjernes punkt 5.1 burde have været sendt til EACEA på det tidspunkt, hvor dette kontaktede sagsøgeren, den 4. juni 2013, »med henblik på nærmere forklaringer af den operative kapacitet hos det selskab, der skulle distribuere filmen«, idet en sådan oplysning ville have gjort det muligt for evalueringsudvalget at foretage en »nøjagtig vurdering af projektet«. Det kan deraf udledes, at afgørelsen af 8. oktober 2013 er baseret på den begrundelse, at sagsøgeren ikke havde gjort EACEA bekendt med de nødvendige elementer til at kunne foretage en nøjagtig vurdering af projektet, mens afgørelsen af 2. august 2013, hvis indhold blev meddelt den 7. august 2013 ved en standardformular, var baseret på den begrundelse, at sagsøgeren ikke selv skulle stå for distributionen af filmen til biograferne. I denne henseende har EACEA præciseret, at der kan gives tilladelse til en begrænset anvendelse af udlicitering såsom til billetsalg og fakturering på betingelse af, at EACEA har fået kendskab hertil. Afgørelsen af 8. oktober 2013, der indeholder en begrundelse, der er forskellig fra den i afgørelsen af 2. august 2013, og som vidner om, at der er taget hensyn til de nævnte nye elementer, som sagsøgeren har oplyst i sin skrivelse af 4. september 2013, har således ikke en bekræftende karakter.

37

EACEA’s tredje formalitetsindsigelse må dermed forkastes, og sagen kan antages til realitetsbehandling.

38

Sagsøgeren har til støtte for søgsmålet fremsat to anbringender, hvor det første vedrører tilsidesættelse af begrundelsespligten og det andet et åbenbart urigtigt skøn, der har betydning for lovligheden af afgørelsen af 8. oktober 2013.

39

EACEA har anført, at ingen af disse anbringender er begrundet.

40

Inden der i givet fald foretages en undersøgelse af sagens to anbringender, skal det ex officio undersøges, om EACEA havde kompetence til at vedtage afgørelsen af 8. oktober 2013 (jf. for så vidt angår den præceptive karakter af et anbringende vedrørende inkompetence hos ophavsmanden til en afgørelse, der var underlagt Unionens retsinstansers legalitetskontrol, dom af 10.5.1960, Tyskland mod Den Høje Myndighed, 19/58, Sml., EU:C:1960:19, s. 488, dom af 28.1.2003, Laboratoires Servier mod Kommissionen, T-147/00, Sml., EU:T:2003:17, præmis 45, og af 13.12.2013, Ungarn mod Kommissionen, T-240/10, Sml., EU:T:2013:645, præmis 70), idet det præciseres, at parterne har haft lejlighed til kontradiktorisk at drøfte dette spørgsmål, henset til, at EACEA selv i formalitetsindsigelsen har gjort gældende, at det ikke havde kompetence til at vedtage en afgørelse som afgørelsen af 8. oktober 2013, og at der i retsmødet blev stillet flere spørgsmål til EACEA bl.a. om, hvorvidt dette havde kompetence til at foretage en fornyet undersøgelse af en afgørelse som afgørelsen af 2. august 2013, og om der var tilfælde med bunden kompetence på området for afslag på ansøgninger om tildeling af støtte. Sagsøgeren blev under retsmødet opfordret til at udtale sig om disse spørgsmål og om de besvarelser, som EACEA havde givet. Det følger heraf, at kontradiktionsprincippet både under sagens skriftlige og mundtlige forhandling er blevet overholdt for så vidt angår anbringendet om inkompetence hos ophavsmanden til den anfægtede retsakt, hvilket er i overensstemmelse med retspraksis angående et retligt anbringende, der rejses ex officio (jf. i denne retning dom af 2.12.2009, Kommissionen mod Irland m.fl., C-89/08 P, Sml., EU:C:2009:742, præmis 57 og 60).

41

Det bemærkes for det første, at der ifølge ordlyden af syvende betragtning til afgørelse 2009/336, med senere ændringer, »i forbindelse med gennemførelsen af […] program[mer kan] uddelegeres opgaver til et forvaltningsorgan, idet der foretages en klar adskillelse dels af projektets programlægning og vedtagelsen af finansieringsafgørelser, […] dels af projekternes gennemførelse, som bør overlades til forvaltningsorganet«. Endvidere anføres det i ottende betragtning til den nævnte afgørelse, at »[o]prettelsen af forvaltningsorganet […] hverken [ændrer] ved Rådets uddelegering til Kommissionen af forvaltningen af visse aktionsforløb under de forskellige programmer eller uddelegeringen til nationale organer af forvaltningen af visse programmer«.

42

Artikel 4, stk. 1, i afgørelse 2009/336, med senere ændringer, fastsætter, at EACEA »skal være ansvarligt for forvaltningen af visse dele af følgende EF-programmer: […]

43

Samme afgørelses artikel 4, stk. 2, med senere ændringer, bestemmer for så vidt angår forvaltningen af dele af de EF-programmer, der er nævnt i stk. 1, at EACEA »skal være ansvarligt for følgende opgaver:

44

Endvidere har Kommissionens afgørelse K(2009) 3355 endelig af 6. maj 2009 om uddelegering af beføjelser til Forvaltningsorganet for Undervisning, Audiovisuelle Medier og Kultur med henblik på gennemførelse af de opgaver, der er knyttet til gennemførelsen af EF-programmer på området for uddannelse, audiovisuelle medier og kultur, herunder navnlig gennemførelsen af bevillinger på fællesskabsbudgettet, som ændret ved afgørelse K(2010) 7095 endelig, gennemført afgørelse 2009/336. Programmet MEDIA 2007 nævnes således i punkt 28 i afgørelse K(2009) 3355 endelig. Denne afgørelses artikel 5 med overskriften »Budgetgennemførelsesopgaver« præciserer i stk. 1, litra a), at EACEA foretager »tildeling af støtte og forvalter de dermed forbundne aftaler og afgørelser«, og at »EACEA med henblik herpå af Kommissionen er pålagt ansvaret for at udføre visse eller alle de operationer, der er nødvendige for påbegyndelse og afslutning af de støtteprocedurer, hvorom de nærmere bestemmelser fremgår af bilag III«.

45

Det fremgår af punkt 26, tredje led, i bilag I til afgørelse K(2009) 3355 endelig, med senere ændringer, at EACEA deltager i gennemførelsen af forvaltningen af de fleste dele af MEDIA 2007-programmet, herunder for så vidt angår distribution.

46

Bilag III til samme afgørelse fastsætter de opgaver, der uddelegeres til EACEA, herunder som anført i punkt A 5, »udvælgelsen af projekter eller, [hvis retsgrundlaget for programmerne fastsætter], at det tilkommer Kommissionen at udvælge projekterne, forberedelsen af et forslag til udvælgelse, som Kommissionen skal træffe afgørelse om i henhold til komitologiprocedurerne«, i punkt A 6, »meddelelse [til adressaterne] af individuelle afgørelser om [tildeling af] støtte« og i punkt A 7, »[behandlingen af] anmodninger [om en fornyet undersøgelse af afgørelser om tildeling af støtte]«.

47

Endelig fastsætter afgørelse nr. 1718/2006 (jf. præmis 2 ovenfor) i artikel 10, stk. 2, litra e), at forslag om tildeling af fællesskabsmidler, der overstiger 300000 EUR inden for distribution henhører under proceduren i samme afgørelses artikel 11, stk. 2, mens det af den nævnte afgørelses artikel 10, stk. 3, fremgår, at de »nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af den [nævnte] afgørelse […] for så vidt angår alle andre emneområder [vedtages] efter proceduren i artikel 11, stk. 3«, i afgørelse nr. 1718/2006, hvilket navnlig omfatter forslag vedrørende tildeling af fællesskabsmidler på op til 300000 EUR inden for distribution. Artikel 11 i afgørelse nr. 1718/2006 præciserer i dennes stk. 1, at Kommissionen bistås af et udvalg, og der henvises i stk. 2 til artikel 4 og 7 i Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen (EFT L 184, s. 23), og i stk. 4 til artikel 3 og 7 i afgørelse 1999/468. Den sidstnævnte afgørelses artikel 3 definerede rådgivningsproceduren, og artikel 4 forvaltningsproceduren. Afgørelse 1999/468 er imidlertid blevet ophævet ved artikel 12, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser (EUT L 55, s. 13), hvori artikel 13 præciserer, at henvisninger til artikel 3 i afgørelse 1999/468, for fremtiden skal forstås som rådgivningsproceduren i artikel 4 i forordning nr. 182/2011, mens henvisninger til artikel 4 i afgørelse 1999/468 skal forstås som undersøgelsesproceduren i artikel 5 i forordning nr. 182/2011, bortset fra denne artikels stk. 4, andet og tredje afsnit.

48

I denne henseende skal det blot tilføjes, at det i retningslinjernes punkt 4, næstsidste afsnit, anføres, at det maksimale støttebeløb er 150000 EUR pr. distributør og pr. film, og at det i retningslinjernes punkt 4, sidste afsnit, præciseres, at EACEA forbeholder sig ret til ikke at tildele alle de disponible midler. Denne tærskel og dette forbehold gentages i indkaldelsen af forslag EACEA/21/12, punkt 5, tredje og fjerde afsnit.

49

Det følger af de ovennævnte bestemmelser, at EACEA’s kompetence på området for støtte, tildelt inden for rammerne af indkaldelse af forslag EACEA/21/12, der blev vedtaget i forbindelse med gennemførelsen af MEDIA 2007-programmet, var begrænset til for det første at behandle hver ansøgers sag med henblik på at udarbejde »et forslag til Kommissionens udvælgelse i overensstemmelse med komitologiprocedurerne« i henhold til andet alternativ i punkt A 5, i bilag III til afgørelse K(2009) 3355 endelig, med senere ændringer, for det andet til at give »meddelelse [til adressaterne] om individuelle afgørelser om [tildeling af] støtte« i henhold til det nævnte bilags punkt A 6 og for det tredje, i overensstemmelse med samme bilags punkt A 7, til »[behandlingen af] anmodninger [om en fornyet undersøgelse af afgørelser om tildeling af støtte]«.

50

I det foreliggende tilfælde har EACEA behandlet sagsøgerens sag på grundlag af de elementer, som selskabet havde forelagt, og EACEA anmodede pr. e-mail den 4. juni 2013 om yderligere dokumentation. Som besvarelse af denne e-mail bekræftede sagsøgeren ved e-mail af samme dato, at denne var »den italienske distributør af filmen«, uden dog at vedlægge nogen dokumentation herfor og sendte den 6. juni 2013 yderligere oplysninger til EACEA om den erfaring, som denne havde opnået som distributør, navnlig i de seneste fem år. Efter en analyse af hele sagen udarbejdede EACEA et forslag til afslag på støtte til Kommissionen, der vedtog afgørelsen af 2. august 2013 efter rådgivningsproceduren i artikel 4 i forordning nr. 182/2011, idet der var tale om et forslag vedrørende tildeling af EU-midler på op til 300000 EUR inden for distribution, i overensstemmelse med artikel 10, stk. 2, i afgørelse nr. 1718/2006, sammenholdt med dennes artikel 10, stk. 3. Tredje betragtning til afgørelsen af 2. august 2013 gentager begrundelsen i MEDIA 2007-udvalgets udtalelse af 26. juli 2013, hvilket udvalg selv for så vidt angår sagsøgeren havde tiltrådt evalueringsudvalgets forslag til afgørelse (jf. præmis 8-10 ovenfor), nemlig at filmen i Italien blev distribueret af selskabet 01 Distribution og ikke af sagsøgeren, hvorfor dennes ansøgning ikke kunne tildeles støtte. Den 7. august 2013 gentog EACEA denne begrundelse for afslaget, idet dette i standardformularen for meddelelse afmærkede det felt, der havde følgende beskrivelse: »Ansøgeren er ikke selv den ansvarlige for distribution af filmen til biografer.« Den 4. september 2013 sendte sagsøgeren en skrivelse til EACEA, der klart må betegnes som en anmodning om en fornyet undersøgelse af en afgørelse om tildeling af støtte som omhandlet i punkt A 7 i bilag III til afgørelse K(2009) 3355 endelig, med senere ændringer.

51

Under de i sagen foreliggende omstændigheder havde EACEA derfor med henblik på behandlingen af denne anmodning valget mellem at begrænse sig til at uddybe afgørelsen af 2. august 2013 eller at forelægge sagen for Kommissionen med henblik på, at denne ændrede afgørelsen enten til en tildeling af støtte eller til et afslag med en anden begrundelse end den oprindelige. EACEA havde nemlig på ingen måde kompetence til at ændre en afgørelse, som det ikke havde kompetence til at vedtage.

52

Selv om det er rigtigt, at retningslinjernes punkt 5.1 bestemmer, at i tilfælde, hvor distributionsaktiviteterne er delt mellem flere selskaber, skal kontrakterne/aftalerne mellem disse selskaber meddeles EACEA, som almindeligvis anser det selskab for støtteberettiget, der faktisk foretager distributionen af filmen i det pågældende område, hvorefter EACEA vedtager en »afgørelse, [der] ikke [kan] ankes«, skal denne ordlyd fortolkes således, at den henviser til den omstændighed, at EACEA i forbindelse med behandlingen af ansøgningerne skal vedtage sin endelige holdning med henblik på at forelægge et forslag til tildeling af støtte for Kommissionen med det forbehold, at ansøgeren har mulighed for efterfølgende i forbindelse med en administrativ klage at anfægte denne institutions afgørelse. Enhver anden fortolkning ville være i strid med den udtrykkelige ordlyd af punkt A 7 i bilag III til afgørelse K(2009) 3355 endelig, med senere ændringer, der giver ret til en sådan klage.

53

Det følger heraf, at EACEA, da det selv gav et afslag med en begrundelse, som Kommissionen ikke havde tiltrådt, har behæftet afgørelsen af 8. oktober 2013 med en fejl på grund af manglende kompetence.

54

Det følger imidlertid af fast retspraksis i sager, hvor omstændighederne er sammenlignelige med dem i den foreliggende sag, at manglende kompetence i tilfælde af bunden kompetence ikke kan medføre annullation af den anfægtede afgørelse, idet den nævnte annullation på grund af manglende kompetence hos ophavsmanden til den anfægtede afgørelse – efter rettelse af denne fejl med tilbagevirkende kraft – alene kan føre til vedtagelse af en materielt identisk afgørelse (jf. i denne retning dom af 6.7.1983, Geist mod Kommissionen, 117/81, Sml., EU:C:1983:191, præmis 6 og 7, af 9.10.1992, De Persio mod Kommissionen, T-50/91, Sml., EU:T:1992:104, præmis 10, 22 og 24, og af 19.1.2010, De Fays mod Kommissionen, T-355/08 P, Sml. Pers., EU:T:2010:16, præmis 57 og 58).

55

Det skal derfor afgøres, om Kommissionen i den foreliggende sag befandt sig i en situation med bunden kompetence, således at EACEA, da dette erstattede en begrundelse for afslaget på sagsøgerens ansøgning med den begrundelse, som Kommissionen havde givet i dennes afgørelse af 2. august 2013, traf en afgørelse, der materielt var identisk med den afgørelse, som Kommissionen på grundlag af sin kompetence havde vedtaget efter forelæggelse af de samme elementer som dem, der var blevet meddelt i skrivelsen af 4. september 2013.

56

Som det fremgår af retningslinjernes punkt 5.1, der er anført ovenfor i præmis 3, forudsætter tildeling af støtte inden for distribution, at ansøgeren selv foretager distribution af filmen til biograferne i det berørte område. Denne bestemmelse fastsætter imidlertid en mulighed for, at distributøren i begrænset omfang indgår aftaler om udlicitering på betingelse af, at »EACEA er blevet oplyst herom«. Efterfølgende i punkt 5.1 gentages denne oplysningsforpligtelse i tilfælde, hvor distributionsaktiviteten er delt, idet det anføres, at »[i] tilfælde hvor distributionsaktiviteten er delt mellem flere selskaber, skal kontrakterne/aftalerne mellem disse selskaber meddeles EACEA«. Samme punkt præciserer, at anvendelsen af fysiske distributører til særlige tjenesteydelser såsom reservering af biografer og indsamling af indtægter er tilladt.

57

Sagsøgeren har gjort gældende, at denne slet og ret er distributør af filmen, og at den aftale, som denne har indgået med selskabet 01 Distribution om reservering af biograferne, fordeling af kopier af filmen, indsamling af indtægter, samt oplysning om filmen under hovedlogoet 01 Distribution, ikke skulle meddeles EACEA, henset til, at denne aftale reelt burde kvalificeres som uddelegering til tredjemand af en aktivitet, der betegnes som »materiel distribution«, og som under alle omstændigheder er af en anden art end udlicitering.

58

EACEA har anfægtet denne fortolkning.

59

Det skal påpeges, at retningslinjernes punkt 5.1, som det fremgår af præmis 56 ovenfor, reelt indeholder en inddeling af distributionsaftaler i tre kategorier, der henholdsvis svarer til aftaler om udlicitering, aftaler om delte distributionsaktiviteter mellem flere operatører og aftaler om anvendelsen af »fysiske distributører« til særlige tjenesteydelser, der ikke kan tildeles støtte. Den omstændighed, at de fysiske distributører ikke kan tildeles støtte, betyder imidlertid ikke, at aftalerne med disse til særlige tjenesteydelser ikke skal meddeles EACEA. Selv om det desuden alene er med henblik på at undersøge, om der reelt foreligger en sådan aftale om fysisk distribution, og om den overskrider dette præcise anvendelsesområde, er alle ansøgere forpligtet til så godt som muligt at oplyse EACEA om de elementer, der er nødvendige for undersøgelsen af ansøgningen om støtte, herunder de elementer, der på grund af en forkert opfattelse af deres rækkevidde, kan være til hinder for et positivt udfald af støtteansøgningen.

60

Denne forståelse har så meget desto større vægt, henset til, at den omstændighed, at en distributør via en kontrakt anvender tredjemænd til at varetage en del af distributionsopgaverne, udgør en undtagelse til princippet om, at denne selv skal varetage distributionen af filmen, hvilket indebærer, at der skal foretages en indskrænkende fortolkning (jf. i denne retning dom af 17.9.2014, Baltic Agro, C-3/13, Sml., EU:C:2014:2227, præmis 24 og den deri nævnte retspraksis, og af 22.5.2012, Internationaler Hilfsfonds mod Kommissionen, T-300/10, Sml., EU:T:2012:247, præmis 90 og den deri nævnte retspraksis). Desuden påpeges det i retningslinjernes punkt 13.3, at der er en forpligtelse til at »fremlægge alle de distributionsaftaler, der er relevante«, og at det er vigtigt at oplyse EACEA ordentligt.

61

Det skal tilføjes, at sagsøgeren i det foreliggende tilfælde fik en yderligere mulighed for at fuldstændiggøre sin sag, idet denne blev kontaktet af EACEA med henblik på fremlæggelse af en række dokumenter. Dette burde have henledt sagsøgerens opmærksomhed på, at sagen muligvis var utilstrækkeligt oplyst, og derved bragt sagsøgeren til at sørge for en så vidt muligt udtømmende belysning af samme.

62

Sagt på en anden måde var sagsøgeren forpligtet til, selv om den kontrakt, der knyttede sagsøgeren til selskabet 01 Distribution, blot var en kontrakt om fysisk distribution som omhandlet i retningslinjernes punkt 5.1, hvilket sagen ikke gør det muligt at fastslå, at oplyse EACEA om kontrakten ved indgivelsen af ansøgningen om støtte, således at EACEA såvel som Kommissionen var i stand til at træffe afgørelse på et fuldt oplyst grundlag med hensyn til årsagen til, at 01 Distributions logo befandt sig på filmens trailer og filmplakaterne. Det er imidlertid kun via et dokument, der var vedhæftet sagsøgerens skrivelse af 4. september 2013, dvs. mere end en måned efter afgørelsen af 2. august 2013, at EACEA blev oplyst om, at der eksisterede en aftale indgået den 26. april 2013 mellem sagsøgeren og selskabet 01 Distribution.

63

Den fortolkning, hvorved der lægges vægt på, at EACEA skal oplyses fuldt ud og så hensigtsmæssigt som muligt, er i øvrigt den eneste, der er forenelig med princippet om god forvaltningsskik og navnlig princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning og kontrol med, at Unionens budgetmidler anvendes til de fastsatte formål (jf. i denne retning dom af 17.6.2010, CEVA mod Kommissionen, T-428/07 og T-455/07, Sml., EU:T:2010:240, præmis 126 og den deri nævnte retspraksis, og af 19.4.2013, Aecops mod Kommissionen, T-53/11, EU:T:2013:205, præmis 45 og den deri nævnte retspraksis). En ufuldstændig eller fejlagtig oplysning, der er fremlagt af ansøgeren, medfører, at EACEA ikke kan anbefale Kommissionen at finansiere distributionen af filmen, mens der er tvivl om, hvorvidt distributøren opfylder betingelserne i de gældende retsforskrifter. Dette er i øvrigt klart udtrykt i retningslinjernes punkt 13.3, ifølge hvilket ufuldstændige ansøgninger anses for ikke-støtteberettigede. EACEA har således med afslaget på ansøgningen om støtte med den begrundelse, at det ikke var blevet oplyst om, at der eksisterede en aftale mellem sagsøgeren og 01 Distribution, hvilken begrundelses faktuelle grundlag ikke bestrides af sagsøgeren, handlet i en situation, hvor Kommissionen, der er den institution, der har kompetence til at vedtage en sådan afgørelse, ville have truffet afgørelsen inden for rammerne af en bunden kompetence.

64

Dernæst følger det af den retspraksis, der er anført ovenfor i præmis 54, at manglende kompetence ikke kan medføre annullation af den anfægtede afgørelse, idet en sådan annullation på grund af manglende kompetence hos ophavsmanden til den anfægtede afgørelse alene vil kunne indebære, at der vedtages en materielt identisk afgørelse, når den formelle fejl er blevet rettet med virkning fra den dato, den opstod.

65

Det følger af den retspraksis, der er anført ovenfor i præmis 54, at såfremt det fastslås, at administrationen har handlet i en situation med bunden kompetence, kan alle de anbringender, der er fremsat mod afgørelsen, kun forkastes som værende irrelevante. Dette gør sig bl.a. gældende for så vidt angår anbringender vedrørende en manglende eller utilstrækkelig begrundelse (dom af 29.9.1976, Morello mod Kommissionen, 9/76, Sml., EU:C:1976:129, præmis 11, og Geist mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 54, EU:C:1983:191, præmis 6 og 7) og pr. definition for så vidt angår en faktisk eller retlig vildfarelse eller et åbenbart fejlagtigt skøn (jf. i denne retning dom Morello mod Kommissionen, nævnt ovenfor, EU:C:1976:129, præmis 11), fordi administrationen var forpligtet til at nå frem til den konklusion, som den vedtog.

66

For fuldstændighedens skyld skal det præciseres, at den selvmodsigende begrundelse, som sagsøgeren har hævdet foreligger, netop er opstået på grundlag af den begrundelse for afslaget, der er forskellig fra den, der fremgår af afgørelsen af 2. august 2013, og som blev anført af EACEA (jf. præmis 36 ovenfor), hvilket har bragt Retten til at afvise, at afgørelsen af 8. oktober 2013 har bekræftende karakter. Således som fastslået ovenfor i præmis 63 kan sagsøgeren ikke med rette anfægte en sådan begrundelse, henset til, at den svarer til den begrundelse, som Kommissionen ville have været forpligtet til at give, hvis den havde fået forelagt sagen.

67

Endelig for så vidt angår påstanden om, at Retten bør pålægge EACEA at vedtage »heraf afledte foranstaltninger«, skal Retten bemærke, at den i forbindelse med en legalitetskontrol på grundlag af artikel 263 TEUF ikke har kompetence til at nedlægge forbud over for Unionens organer, kontorer og agenturer (dom af 15.9.1998, European Night Services m.fl. mod Kommissionen, T-374/94, T-375/94, T-384/94 og T-388/94, Sml., EU:T:1998:198, præmis 53, og kendelse af 27.1.2014, Stolz mod Parlamentet og Kommissionen, T-582/13, EU:T:2014:69, præmis 10).

68

Det følger af det ovenfor anførte, at søgsmålet er ubegrundet, og at EACEA skal frifindes fuldt ud.

69

I henhold til artikel 135, stk. 2, i Rettens procesreglement kan Retten pålægge endog en vindende part helt eller delvist at betale sagsomkostningerne, såfremt det synes berettiget, henset til denne parts forhold, også forud for sagsanlægget, og navnlig såfremt denne har påført modparten udgifter, som Retten finder, er påført unødvendigt eller af ond vilje.

70

I den foreliggende sag fremgår det på den ene side af sagens akter, at meddelelsen af 7. august 2013, der med rette blev sendt med EACEA’s logo, ikke over for sagsøgeren præciserede hverken den omstændighed, at ophavsmanden til afgørelsen om afslag på støtte til sagsøgeren var Kommissionen, eller datoen for den nævnte afgørelse, dvs. den 2. august 2013. Det var først efter anlæggelsen af denne sag, at sagsøgeren fik kendskab til disse elementer. Desuden skabte EACEA ved vedtagelsen den 8. oktober 2013 af en afgørelse i eget navn med en anden begrundelse end den, Kommissionen havde givet, idet EACEA desuden efterfølgende benægtede, at den udstedte retsakt havde karakter af afgørelse, og idet EACEA ikke forelagde afgørelsen for Kommissionen, så denne kunne rette den, en situation med uvished, som sagsøgeren først ved anlæggelsen af sagen for Retten har kunnet opnå klarhed over.

71

På den anden side har denne situation udviklet sig på grund af sagsøgerens adfærd, idet denne ikke allerede ved ansøgningen om støtte fremlagde de elementer, som retningslinjerne udtrykkeligt pålagde sagsøgeren at vedlægge, og som ville have gjort det muligt for EACEA at udarbejde et forslag til Kommissionen, der havde været mere korrekt og under alle omstændigheder baseret på alle sagens komponenter, og sagsøgeren har derved selv frataget dette organ og denne institution muligheden for at afgøre, om den aftale, der var indgået med 01 Distribution var en simpel aftale om fysisk distribution og dermed, om sagsøgeren var den eneste distributør af filmen.

72

På den baggrund finder Retten det således rimeligt under hensyn til de foreliggende omstændigheder, at hver part bærer sine egne omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Ottende Afdeling):