RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS KENDELSE

(Anden Afdeling)

22. maj 2014 (*)

»Procesreglementets artikel 32, stk. 1 – tilsidesættelse af retsplejehensyn – en partsrepræsentants udelukkelse fra retsforhandlingerne«

I sag F-58/13,

angående et søgsmål anlagt i medfør af artikel 270 TEUF, der finder anvendelse på Euratom-traktaten i henhold til denne traktats artikel 106A,

Luigi Marcuccio, tidligere tjenestemand ved Europa-Kommissionen, Tricase (Italien), ved advokat A,

sagsøger,

mod

Europa-Kommissionen ved C. Berardis-Kayser og G. Gattinara, som befuldmægtigede,

sagsøgt,

har

PERSONALERETTEN

(Anden Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, M.I. Rofes i Pujol, og dommerne K. Bradley (refererende dommer) og J. Svenningsen,

justitssekretær: W. Hakenberg,

afsagt følgende

Kendelse

1        I henhold til procesreglementets artikel 32, stk. 1, giver Personaleretten, hvis den bl.a. finder »at en partsrepræsentants optræden over for [Personaleretten] […] er uforenelig med [Personalerettens] værdighed eller med retsplejehensyn«, den pågældende meddelelse herom. På samme grundlag kan Personaleretten, »efter høring af den pågældende, til enhver tid ved kendelse udelukke den pågældende fra retsforhandlingerne. Kendelsen kan fuldbyrdes straks«.

 Den repræsenterede parts tidligere retssager

2        Det skal indledningsvis præciseres, at sagsøgeren, der i den foreliggende sag er repræsenteret ved advokat A, siden 2002 har anlagt et særligt stort antal søgsmål ved Den Europæiske Unions forskellige retsinstanser mod sin tidligere arbejdsgiver, Europa-Kommissionen, såvel førsteinstanssager som appelsager. På nuværende tidspunkt er det samlede antal søgsmål, der er anlagt af sagsøgeren, på mere end 190.

3        For langt størstepartens vedkommende har disse søgsmål ført til frifindelse af sagsøgte, eller de er blevet afvist. Den Europæiske Unions Domstol har selv i tre kendelser af 28. februar 2013, Kommissionen mod Marcuccio (sag C-432/08 P-DEP, sag C-513/08 P-DEP og sag C-528/08 P-DEP), ikke undladt at bemærke »det særdeles store antal søgsmål og den systematiske karakter, hvorpå Luigi Marcuccio anlægger disse ved Unionens retsinstanser«. I en kendelse af 21. oktober 2013, Marcuccio mod Kommissionen (sag T-226/13 P, præmis 42), fremhævede Den Europæiske Unions Ret »sagsøgerens fremgangsmåde med systematisk og vilkårlig anlæggelse af søgsmål«, idet sagsøgeren »uden udvisning af nogen form for dømmekraft« påberåber sig anbringender og argumenter, som Unionens retsinstanser »på grundlag af fast retspraksis« kun kan forkaste, fordi de er åbenbart ubegrundede, eller fordi det er åbenbart, at de ikke kan antages til realitetsbehandling. Den Europæiske Unions Ret fastslog desuden i samme kendelses præmis 44, at »sagsøgerens opførsel unødigt belaster [Den Europæiske Unions] Ret, hvilket i uforholdsmæssigt omfang er til skade for retsplejehensyn«.

4        Personaleretten, der var meget bekymret over denne situation, henledte ved brev fremsendt via telefax den 7. december 2012, og hvis original blev modtaget af den berørte den 4. januar 2013, sagsøgerens daværende repræsentants opmærksomhed på »advokatens rolle, idet denne ved lov tillægges en pligt til som rettens hjælper at repræsentere sagsøgeren under overholdelse af de gældende processuelle regler«, og idet denne »først og fremmest netop skal sørge for at undgå, at der gentagne gange anlægges søgsmål, der i adskillige tilfælde efterfølgende må afvises eller fører til frifindelse af sagsøgte, fordi de er åbenbart ugrundede«. I samme brev fastslog Personaleretten endvidere, at der kunne være tvivl om, hvorvidt de søgsmål, der var blevet anlagt af Luigi Marcuccio, alle var udarbejdet af en advokat.

5        Henset til, at sagsøgerens repræsentant ikke besvarede nævnte brev og ikke foretog sig noget i denne anledning, idet antallet af søgsmålet siden da tværtimod fortsat er steget, så Personaleretten sig nødsaget til, ved brev af 16. april 2013, at rette henvendelse til formanden for sammenslutningen af advokater ved retten i Lecce (Italien), som den nævnte repræsentant henhørte under, for at klage over sidstnævntes opførsel og opfordre formanden for advokatsammenslutningen til at træffe de nødvendige foranstaltninger med henblik på at rette op på situationen, der var særdeles skadelig for Personalerettens arbejde og for behandlingen af de øvrige sager. Dette brev forblev ligeledes ubesvaret.

6        Noget tid efter fremsendelsen af denne skrivelse bad sagsøgeren advokat A om at varetage sine interesser. Det fremgår, at advokat A i løbet af en periode på fire måneder, mellem juni og september 2013, på vegne af Luigi Marcuccio anlagde nærværende søgsmål samt fire andre søgsmål (registreret henholdsvis som sag F-62/13, sag F-65/13, sag F-89/13 og sag F-90/13) for Personaleretten og derved aktivt bidrog til, at sagsøgeren fortsatte den opførsel, der var blevet kritiseret af Domstolens tre retsinstanser.

7        Eftersom Personaleretten er af den opfattelse, at den måde, hvorpå advokat A udøver sin rolle som advokat i nærværende sag, henset til den pligt til værdighed og korrekthed samt til råd og vejledning, der er knyttet til hans funktion som rettens hjælper, er uforenelig med retsplejehensyn, og på dette grundlag agter at bringe procesreglementets artikel 32, stk. 1, i anvendelse over for advokat A, meddelte denne ved brev af 4. december 2013 advokat A, at den har til hensigt at gøre brug af denne bestemmelse, og opfordrede advokat A til at fremsætte sine bemærkninger med henblik på høring af denne.

8        Ved brev af 23. december 2013 bestred advokat A i det foreliggende tilfælde at have tilsidesat sine forpligtelser til værdighed og korrekthed og gjorde gældende, at Personalerettens holdning alene var baseret på »antagelser«, der ikke var understøttet af objektive og relevante oplysninger og derfor kun var resultatet af en »misforstået og summarisk bedømmelse af sagens omstændigheder« og kunne opfattes som »et lidet skjult forsøg på at intimidere« sagsøgerens »forsvarere«. Ifølge advokat A var »truslerne« i skrivelsen af 4. december 2013 »resultatet« ikke af »en upartisk og objektiv bedømmelse af de faktiske forhold og omstændigheder, der direkte vedrører [hans] erhvervsvirksomhed«, men af en »slags »forebyggende« (og negativ) dom« over sagsøgerens udøvelse »og håndhævelse af sine rettigheder«.

 Vedrørende tilsidesættelsen af retsplejehensyn

9        Advokat A har gjort gældende, at »kun 5 ud af i alt 192 søgsmål anlagt af [sagsøgeren] siden 2002 […] bærer hans underskrift«, og at han »intet har at gøre med« de øvrige søgsmål. Sagsøgeren anmodede ham nemlig om at varetage de pågældende 5 søgsmål af grunde, som han »er ubekendt med«, og som det ikke tilkommer ham at »kritisere«. Det var således ved Personalerettens brev af 4. december 2013, at advokat A »blev bekendt med antallet« af søgsmål, som sagsøgeren har anlagt mod Kommissionen.

10      Advokat A er dernæst af den opfattelse, at påstanden om, at de sagsakter, der er indgivet med hans underskrift, muligvis ikke er udarbejdet af ham, er »yderst ærekrænkende« og »risikabel« samt »uoverlagt og ubegrundet«.

11      Endelig er det advokat A’s opfattelse, at de »bemærkninger«, som Personaleretten har fremført vedrørende hans »hverv, er så vage og generelle«, at de ikke gør det muligt for ham at »forsvare sig på nogen måde overhovedet«.

12      Det må imidlertid konstateres, at advokat A’s bemærkninger ikke på nogen måde rejser tvivl hverken om den omstændighed, at sagsøgerens tilbøjelighed til systematisk og vilkårligt at vælge at anlægge søgsmål kan skade hensynet til en ordentlig retspleje, eller om den omstændighed, at advokat A’s egen optræden i det foreliggende tilfælde direkte medvirker til, at sagsøgerens kritisable opførsel kan fortsætte.

13      I bemærkningerne til besvarelsen af brevet af 4. december 2013 har advokat A i det væsentlige indskrænket sig til at anføre den omstændighed, at han, efter at være trådt i stedet for sagsøgerens tidligere repræsentant, hvilket skete kort efter Personalerettens henvendelse til advokatsammenslutningen i Lecce, kun har indgivet fem søgsmål, der er forsynet med hans underskrift, for Personaleretten, ligesom han påstår, at han intet kendskab har til de øvrige sager.

14      En sådan omstændighed kan imidlertid ikke begrunde advokat A’s opførsel, henset til retsplejehensyn.

15      For det første blev de pågældende fem søgsmål nemlig anlagt i løbet af en periode på kun fire måneder, mellem juni og september 2013.

16      Dernæst har advokat A medgivet sammen med en anden advokat at have deltaget i repræsentationen af Luigi Marcuccio i sag F-56/09. Den endelige dom i den pågældende sag opregner imidlertid et vist antal andre sager, der allerede var blevet anlagt af den berørte, og henleder opmærksomheden på den omstændighed, at denne havde nedlagt et ret stort antal påstande og havde nedlagt uforholdsmæssige erstatningspåstande. Det må ligeledes konstateres, at selv om det er korrekt, at advokat A har påberåbt sig, at han er indskrevet i sammenslutningen af advokater ved retten i Madrid (Spanien) med henblik på at repræsentere sin klient i nærværende sag, idet han i sit brev oplyste, at han kun var »midlertidigt« indskrevet i sammenslutningen af advokater ved retten i Milano (Italien), forholder det sig ikke desto mindre således, at han i forbindelse med indgivelsen af stævningen med henblik på forkyndelsen af processkrifter har valgt bopæl i Galatone (Italien), som er en by, der henhører under det territoriale område for advokatsammenslutningen i Lecce, i det foreliggende tilfælde på samme adresse som en af sagsøgerens tidligere advokater, med hvem han desuden deler samme telefon- og faxnummer. Under disse omstændigheder er advokat A’s påstand om, at han først fik kendskab til omfanget af sager anlagt af Luigi Marcuccio ved brevet fra Personalerettens Justitskontor af 4. december 2013, åbenbart utroværdig.

17      Hvis det forholder sig således, at advokat A ikke har haft kendskab til antallet af søgsmål, der i tidens løb er blevet anlagt af hans klient mod Kommissionen, må det antages, at A har tilsidesat sine faglige forpligtelser ved ikke at skaffe sig oplysninger om den kontekst, hvori de stævninger, han indgav på vegne af Luigi Marcuccio, indgik, og dette til trods for, at de afgørelser, der er truffet i hans klients adskillige sager, uden vanskeligheder kan konsulteres under denne klients navn på Domstolens hjemmeside under afsnittet »Retspraksis«. Reelt viser den blotte gennemlæsning af stævningens fremstilling af de faktiske omstændigheder klart, at A ikke har kunnet være uvidende om sin klients retslige fortid ved Unionens retsinstanser.

18      Den omstændighed, at dette søgsmål, der er anlagt med advokat A’s underskrift, dels er baseret på faktiske omstændigheder, der er næsten identiske med dem, der gav anledning til søgsmålet i sag F-67/12, Marcuccio mod Kommissionen, dels støtter sig på de samme anbringender, er særlig kendetegnende for sagsøgerens tilbøjelighed til at anlægge søgsmål systematisk og vilkårligt. I sag F-67/12 fastslog Personaleretten imidlertid ved kendelse af 6. februar 2013, at sagen var åbenbart ugrundet, altså lang tid inden indbringelsen af nærværende sag. Den appel, der blev indgivet til prøvelse af denne kendelse, blev efterfølgende forkastet ved kendelse af 21. oktober 2013, Marcuccio mod Kommissionen, der er nævnt ovenfor, idet det var åbenbart, at appellen delvis ikke kunne antages til realitetsbehandling, delvis var ugrundet, og sagsøgeren blev pålagt at tilbagebetale 2 000 EUR i henhold til artikel 90 i procesreglementet for Den Europæiske Unions Ret, idet appellen blev anset for uberettiget.

19      Henset til det ovenstående er det tilstrækkeligt godtgjort, at advokat A ved sin optræden uden at udvise dømmekraft i denne sag har medvirket til at opretholde sagsøgerens misbrug af retssystemet, som, henset til det særdeles store antal søgsmål, der er anlagt af sidstnævnte ved Unionens retsinstanser, og hvis store antal en sædvanligt påpasselig advokat ikke kunne være uvidende om, har vist sig at være særdeles skadelig for retsplejehensyn.

20      Advokat A’s brev af 23. december 2013 fremkalder endvidere følgende bemærkninger. I dette brev hævder A, at »de betragtninger, der rejser tvivl om den omstændighed, at de sagsakter, der er forsynet med [hans] underskrift, er udarbejdet af [ham], er yderst ærekrænkende samt uoverlagte og ubegrundede«, og at »det er usædvanligt, at [Personaleretten] fremsætter en så alvorlig og risikabel påstand uden at fremlægge nogen dokumentation eller [noget] bevis til støtte for et sådant synspunkt«.

21      Personaleretten konstaterer i denne henseende:

–        at punkterne 14, 17, 24, 25, 28, 32-38 og 42 i stævningen i nærværende sag er identiske ord for ord med henholdsvis punkterne 4, 7, 14, 15, 18, 26-32 og 36 i den stævning, der blev indleveret i sag F-67/12, Marcuccio mod Kommissionen, af sagsøgerens tidligere advokat

–        at punkterne 13, 16, 18, 20, 22, 26 (anden halvdel), 27 (første linje), 29, 30, 31, 39 (med tilføjelse af fire linjer), 40 (første punktum) og 41 (med tilføjelser) med mindre ændringer i det væsentlige er identiske med punkterne 3, 6 [første punktum og underafsnit c)], 8, 9, 13, 16, 17, 19 (fire første linjer), 24, 25, 33, 34 og 35 i stævningen i sag F-67/12.

22      Det følger heraf, at hele den retlige del, bortset fra tilføjelsen eller udeladelsen af visse sætninger, til støtte for stævningen (dvs. punkterne 26-42) i denne sag såvel som en væsentlig del af fremstillingen af de faktiske omstændigheder (punkt 1-25) enten er identiske eller i det væsentlige identiske med den retlige og faktiske fremstilling i en stævning, der blev indleveret tidligere i forbindelse med et søgsmål, hvorunder sagsøgeren ikke var repræsenteret af advokat A. Under disse omstændigheder forekommer det mere sandsynligt, at advokat A, i modsætning til det af ham påståede, ikke har udarbejdet stævningen i denne sag.

23      Advokat A har endvidere i sit brev anført, at »det synes at fremgå af de betragtninger, [som Personaleretten har fremsat] […], at der er en slags forudindtagethed med hensyn til udfaldet [af de sager, der verserer for Personaleretten], en opfattelse, der netop synes at tyde på, at disse sager vil blive forkastet eller afvist, endog uden en bedømmelse, som er relevant og vedrører sagens realitet, hvilket er i åbenbart strid med de fælles principper i medlemsstaternes forfatningstraditioner«.

24      Det må i denne henseende blot konstateres, at en sådan udtalelse fra advokat A ikke har noget faktisk grundlag. Udelukkelse i henhold til procesreglementets artikel 32, stk. 1, af en partsrepræsentant forpligter nemlig ganske vist parten til at skifte retlig repræsentant, men berører på ingen måde Personalerettens bedømmelse af søgsmålets materielle indhold, idet dette fortsat er indbragt for Personaleretten, så længe sagsøgeren ikke hæver sagen.

25      Under disse omstændigheder finder Personaleretten, både henset til indholdet af den i denne sag indleverede stævning og til stævningens kontekst, at procesreglementets artikel 32, stk. 1, bør finde anvendelse på det foreliggende tilfælde, således at advokat A udelukkes fra retsforhandlingerne, og således, at der sendes en kopi af denne kendelse til de kompetente spanske og italienske myndigheder, som den berørte henhører under.

På grundlag af disse præmisser bestemmer

PERSONALERETTEN

(Anden Afdeling):

1)      Advokat A udelukkes fra retsforhandlingerne i overensstemmelse med procesreglementets artikel 32, stk. 1.

2)      Kopi af denne kendelse sendes til de kompetente spanske og italienske myndigheder, som advokat A henhører under.

Således bestemt i Luxembourg den 22. maj 2014.

W. Hakenberg

M.I. Rofes i Pujol

Justitssekretær

Afdelingsformand

---

* Processprog: italiensk.