8.2.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 39/12

—

Rettens dom (Fjerde Afdeling) afsagt den 16. september 2013 i de forenede sager T-373/10, T-374/10, T-382/10 og T-402/10 ophæves, i det omfang den frifinder Europa-Kommissionen, og for så vidt den vedrører sagsøgeren.

—

Subsidiært ophæves delvist artikel 1 i Kommissionens afgørelse K(2010) 4185 endelig af 23. juni 2010, der indgår i den appellerede dom, for så vidt den vedrører sagsøgeren.

—

Subsidiært nedsættes den bøde, der er pålagt sagsøgeren ved artikel 2 i Kommissionens anfægtede afgørelse af 23. juni 2010, i passende omfang.

—

Mere subsidiært hjemvises sagen til Retten med henblik på fornyet prøvelse.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

1)

Med det første anbringende har sagsøgeren anført, at Rettens vurderinger med hensyn til en angivelig ulovlig handling i Østrig er retligt fejlagtige. Retten har baseret sin dom på konstateringer og begrundelser, der ikke tidligere har været genstand for Kommissionens anfægtede afgørelse eller klagepunkterne. Samtidig hermed er sagsøgerens relevante argumenter blevet forbigået eller gengivet forkert.

2)

Med det andet anbringende anfægtes den retlige sammenfatning af flere forhold, der ikke er forbundet hverken faktisk eller retligt, til en angiveligt enkelt, sammensat og vedvarende overtrædelse (single, complex and continuous infringement), der efter sagsøgerens opfattelse allerede på grund af den manglende komplementaritet af de forhold, der er vurderet under ét, retligt set ikke burde have fundet sted. Således som det er anvendt i det foreliggende tilfælde, tilsidesætter det retlige begreb vedrørende en »single, complex and continuous infringement« grundsætningen om retten til en retfærdig rettergang.

3)

Med det tredje anbringende har sagsøgeren anført, at Retten har foretaget et fejlagtigt og såkaldt »light review«, hvorved Retten ikke har varetaget sin prøvelsesopgave i tilstrækkeligt omfang og dermed tilsidesat den fællesskabsretligt sikrede adgang til at anlægge sag.

4)

Endelig anføres det med det fjerde anbringende, at den stadfæstede bøde endvidere er uforholdsmæssigt stor. Under hensyntagen til, at fastlæggelsen af visse belastende faktiske forhold allerede er blevet ophævet ved dommen, og til at disse på grund af en retligt fejlagtig begrundelse bør ophæves i endnu videre omfang, kan en uændret bøde som fastsat af Retten svarende til den lovmæssigt fastsatte maksimumstraf på højst 10 % af koncernens omsætning, ikke være forholdsmæssig og dermed ikke lovlig. Da de fleste af de faktiske forhold, der er anført for at begrunde overtrædelsen, ikke forelå, kan det ikke lægges til grund — henset til den åbenbare mangel på beviser og årsagsforbindelse, samt til manglende tilregnelse i forhold til appellanten — at der er blevet begået en enkelt, sammensat og vedvarende overtrædelse i en periode på ti år for så vidt angår tre grupper af varer i seks forskellige lande, men højst, at der er begået lokale overtrædelser, der på ingen måde kan begrunde omfanget af den pålagte straf. Den foreliggende sag udgør langt fra et alvorligt tilfælde eller et meget alvorligt tilfælde, hvilket Retten har undladt at tage hensyn til, hvorved denne i høj grad har tilsidesat de vurderingskriterier, som den burde have fortolket.