1

Ved appelskrift har Elitaliana SpA (herefter »Elitaliana«) nedlagt påstand om ophævelse af kendelse afsagt af Den Europæiske Unions Ret den 4. juni 2013 i sagen Elitaliana mod Eulex Kosovo (T-213/12, EU:T:2013:292) (herefter »den appellerede kendelse«), hvorved Retten afviste appellantens søgsmål med påstand om dels annullation af de foranstaltninger, som blev vedtaget af den mission, der blev indledt på grundlag af Rådets fælles aktion 2008/124/FUSP af 4. februar 2008 om Den Europæiske Unions retsstatsmission i Kosovo, Eulex Kosovo (EUT L 42, s. 92), som ændret ved Rådets afgørelse 2011/752/FUSP af 24. november 2011 (EUT L 310, s. 10 herefter »fælles aktion 2008/124«), i forbindelse med tildeling af en offentlig kontrakt med overskriften »EuropeAid/131516/D/SER/XK – Helikopterstøtte til Eulex-missionen i Kosovo (PROC/272/11)« (herefter »de omtvistede foranstaltninger«) til en anden tilbudsgiver, dels, at »retsstatsmissionen i Kosovo«, benævnt »Eulex Kosovo«, som omhandlet i artikel 1 i fælles aktion 2008/124 pålægges at betale erstatning for skade som følge af, at appellanten ikke fik tildelt nævnte kontrakt.

2

Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 af 25. juni 2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget (EFT L 248, s. 1), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 1081/2010 af 24. november 2010 (EUT L 311, s. 9, herefter »finansforordningen«), som var i kraft på tidspunktet for de faktiske omstændigheder, fastsatte i artikel 1, stk. 1, at denne forordning havde til formål at fastsætte »regler for opstilling og gennemførelse af Den Europæiske Unions almindelige budget […], og for aflæggelse og revision af regnskaber«.

3

Nævnte forordning fastsatte følgende i artikel 4, stk. 2, litra a):

»Fællesskabernes udgifter og indtægter omfatter:

4

Forordningens artikel 48, stk. 1, fastsatte, at »Kommissionen har ansvaret for gennemførelsen af budgettet med hensyn til indtægter og udgifter i overensstemmelse med denne forordning og inden for rammerne af de givne bevillinger«.

5

Finansforordningens artikel 53a bestemte:

»Når Kommissionen gennemfører budgettet centralt, udføres gennemførelsesopgaverne enten direkte af dens tjenestegrene eller af EU-delegationerne efter artikel 51, stk. 2, eller indirekte efter artikel 54-57.«

6

Denne forordning fastsatte følgende i artikel 54, stk. 1 og 2:

»1.   Kommissionen kan ikke […] overdrage tredjemand sine gennemførelsesbeføjelser i medfør af traktaterne, når beføjelserne indebærer en betydelig skønsmargen, der vil kunne afspejle overvejelser af politisk art. De gennemførelsesopgaver, der uddelegeres til tredjemand, skal være præcist defineret, og det skal nøje kontrolleres, hvordan de udføres.

[...]

2.   Inden for begrænsningerne i stk. 1 kan Kommissionen, når den gennemfører budgettet ved indirekte central forvaltning eller ved decentral forvaltning i henhold til artikel 53a eller 53c, uddelegere offentligretlige opgaver og navnlig budgetgennemførelsesopgaver til:

[...]

[...]«

7

Nævnte forordnings artikel 56, stk. 1, havde følgende ordlyd:

»Når Kommissionen gennemfører budgettet ved indirekte central forvaltning, skal den først indhente bevis for, at følgende foreligger og fungerer hensigtsmæssigt inden for de enheder, hvortil den overdrager gennemførelsen:

[...]«

8

Afsnit V med overskriften »Indgåelse af offentlige indkøbsaftaler« i samme forordnings første del fastsatte bestemmelser, der fandt anvendelse på dette område.

9

Artikel 1 i fælles aktion 2008/124 med overskriften »Missionen«, som var i kraft på tidspunktet for de faktiske omstændigheder, der gav anledning til nærværende tvist, fastsatte, at Unionen oprettede en EU-retsstatsmission i Kosovo, benævnt »Eulex Kosovo«.

10

Eulex Kosovos missionsbeskrivelse var ifølge denne fælles aktions artikel 2 følgende:

»Eulex Kosovo bistår Kosovoinstitutionerne, de retlige myndigheder og retshåndhævende myndigheder med at gøre fremskridt i retning af bæredygtighed og ansvarlighed og med yderligere at udvikle og styrke et uafhængigt multietnisk retssystem og et multietnisk politi og toldvæsen, idet den sikrer, at disse institutioner er fri for politisk indblanding og overholder internationalt anerkendte standarder og bedste europæiske praksis.

Eulex Kosovo opfylder i fuldt samarbejde med Europa-Kommissionens bistandsprogrammer sit mandat gennem overvågning, mentorordninger og rådgivning, idet den bevarer et vist udøvende ansvar.«

11

Artikel 3 i nævnte fælles aktion definerede Eulex Kosovos opgaver således:

»For at efterleve missionsbeskrivelsen i artikel 2 skal Eulex Kosovo:

12

Artikel 8, stk. 5, i samme fælles aktion definerede missionschefens opgaver således:

»Missionschefen har ansvaret for gennemførelsen af Eulex Kosovos budget. Missionschefen undertegner med henblik herpå en kontrakt med Kommissionen.«

13

Artikel 11 i fælles aktion 2008/124 med overskriften »Kommandovej« fastsatte:

»1.   Eulex Kosovo skal som krisestyringsoperation have én fælles kommandovej.

2.   PSC udøver med referat til Rådet og HR den politiske kontrol med og den strategiske styring af Eulex Kosovo.

3.   […] [D]en øverstbefalende for den civile operation, der er under politisk kontrol og strategisk ledelse af PSC og under HR’s overordnede myndighed, [er] den øverstbefalende for Eulex Kosovo på strategisk niveau og giver som sådan instrukser til missionschefen og yder vedkommende rådgivning og teknisk støtte.

[...]«

14

Denne fælles aktions artikel 16, stk. 2-4, vedrørende finansielle ordninger har følgende ordlyd:

»2.   Alle udgifter forvaltes efter de regler og procedurer, der gælder for EU’s almindelige budget.

3.   Missionschefen kan med Kommissionens godkendelse indgå tekniske ordninger med [EU-]medlemsstaterne, deltagende tredjelande og andre internationale aktører i Kosovo vedrørende udstyr, tjenesteydelser og lokaler til Eulex Kosovo. [...].

4.   Missionschefen refererer fuldt og helt til Kommissionen, som fører tilsyn med vedkommende, for så vidt angår det arbejde, der udføres inden for rammerne af hans kontrakt.«

15

Tvistens faktiske omstændigheder er gengivet som følger i den appellerede kendelses præmis 2-7:

16

Det skal præciseres, at det fremgik af udbudsbekendtgørelsen, at nævnte kontrakt indgik i programmet for fælles aktion 2008/124, og at den var beskrevet således: »levering af helikoptertjenester (24/7) i Kosovo og i nabostaterne til eftersøgnings- og rednings- og medicinske evakueringsflyvninger (Medevac) samt til flyvninger til støtte for operationer, som er led i missionen, såsom transport af politifolk, luftovervågning og andre aktiviteter i tilknytning til missionen. [...]«.

17

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 23. maj 2012 anlagde Elitaliana sag med påstand om dels annullation af de omtvistede foranstaltninger, dels, at Eulex Kosovo blev tilpligtet at betale erstatning for den skade, som appellanten er blevet påført som følge af disse foranstaltninger.

18

Eulex Kosovo fremsatte i forbindelse med den sag en formalitetsindsigelse i overensstemmelse med artikel 114, stk. 1, i Rettens procesreglement om dels, at Elitalianas annullationssøgsmål ikke kunne rettes mod Eulex Kosovo, idet denne mission ikke er et selvstændigt organ, og at den af samme grund ikke havde status som sagsøgt, dels, at Retten var inkompetent, henset til, at de omtvistede foranstaltninger var blevet vedtaget på grundlag af bestemmelserne i TEUF om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (»FUSP«).

19

Retten tiltrådte i den appellerede kendelses præmis 19-37 Eulex Kosovos formalitetsindsigelse og afviste derfor Elitalianas søgsmål.

20

Retten undersøgte for det første i den appellerede kendelses præmis 19-25, om Eulex Kosovo udgjorde »et af Unionens organer, kontorer eller agenturer« som omhandlet i artikel 263, stk. 1, TEUF, og som følge heraf kunne have status som sagsøgt i den sag, der verserede for Retten.

21

Retten konkluderede – efter en analyse af artikel 1, stk. 1, artikel 6, artikel 7, stk. 1 og 2, og artikel 11 i fælles aktion 2008/124 – i den appellerede kendelses præmis 26 følgende:

22

Efter for det andet i den appellerede kendelses præmis 27 at have bemærket, at Elitaliana havde nedlagt påstand om annullation af de foranstaltninger, som Eulex Kosovo havde vedtaget inden for rammerne af tildelingen af den anfægtede kontrakt, fastslog Retten i denne kendelses artikel 31, at i henhold til artikel 8, stk. 5, og artikel 16, stk. 2, i fælles aktion 2008/124 havde missionschefen ansvaret for gennemførelsen af Eulex Kosovos budget, og den pågældende undertegnede med henblik herpå en kontrakt med Kommissionen, og at udgifterne skulle forvaltes »efter de fællesskabsretlige regler og procedurer, der gælder for EU’s almindelige budget«. Retten udledte af disse elementer, at Kommissionen havde delegeret visse beføjelser vedrørende gennemførelsen af Eulex Kosovos budget til chefen for denne mission.

23

Retten konkluderede på grundlag heraf i den appellerede kendelses præmis 34, at »[d]et […] under disse omstændigheder må fastslås, at de retsakter, som chefen for Eulex Kosovo vedtog inden for rammerne af proceduren om tildeling af den omhandlede kontrakt, må tilskrives Kommissionen, der kan optræde som sagsøgt i henhold til artikel 263, stk. 1, TEUF. Disse retsakter kan derfor underlægges domstolskontrol i overensstemmelse med de almindelige principper, som Elitaliana har henvist til, og hvorefter enhver retsakt udstedt af en af Unionens institutioner, organer, kontorer eller agenturer, som har til formål at have retsvirkninger i forhold til tredjemand, bør kunne underlægges domstolskontrol. Disse betragtninger foranledigede Retten til i den appellerede kendelses præmis 35 at fastslå, at »Eulex Kosovo kan derfor ikke anses for at have status som sagsøgt«.

24

Retten behandlede for det tredje Elitalianas argument om, at såfremt Eulex Kosovos status som sagsøgt ikke kunne anerkendes, var det altid muligt for den påkendende retsinstans at afhjælpe denne fejl ved at anse ophavsinstitutionen til den anfægtede retsakt for sagsøgt.

25

Retten fastslog i den appellerede kendelses præmis 39, at den omstændighed, at Eulex Kosovo var angivet som sagsøgt i stævningen, ikke var en fejl, eftersom det klart fremgik af stævningens indhold, at Elitaliana var af den opfattelse, at Eulex Kosovo var »et af Unionens organer, kontorer elle agenturer« som omhandlet i artikel 263, stk. 1, TEUF, og at stævningen under alle omstændigheder ikke indeholdt oplysninger, der gjorde det muligt at fastslå, at appellanten havde anlagt sag mod en anden enhed end Eulex Kosovo.

26

Retten vurderede for det fjerde, om Elitaliana med føje kunne påberåbe sig, at der var tale om en undskyldelig fejl, således som virksomheden havde anført på grundlag af retspraksis fra Domstolen og Retten, i medfør af hvilken det anerkendes, at der foreligger i en sådan fejl, når den berørte institution har udvist en adfærd, der i sig selv eller i afgørende omfang kan fremkalde en vildfarelse hos den berørte person, som er i god tro, og som udviser en sådan agtpågivenhed, der kræves af en normalt påpasselig person.

27

Retten fastslog vedrørende dette sidste anbringende, som Elitaliana havde fremført, i den appellerede kendelses præmis 41, at ingen af dokumenterne vedrørende den omhandlede kontrakt angav den del, som søgsmålet kunne være rettet imod. Retten udledte heraf, at »henset til den komplekse retlige situation, der bestod i forholdet mellem Eulex Kosovo og chefen for Eulex Kosovo på den ene side og Kommissionen og Rådet på den anden side, var det uden tvivl vanskeligt for appellanten at identificere den part, som de [omtvistede] foranstaltninger måtte tilskrives, og som kunne optræde som sagsøgt«.

28

Retten fastslog imidlertid dernæst i den appellerede kendelses præmis 42, at det følger af den retspraksis, som Elitaliana har henvist til, at en undskyldelig fejl kun kan indebære, at den påkendende ret antager et søgsmål til realitetsbehandling, selv om det er anlagt for sent. Retten bemærkede, at idet Elitalianas søgsmål var anlagt rettidigt, fandt denne retspraksis ikke anvendelse i det foreliggende tilfælde.

29

Retten bemærkede i den appellerede kendelses artikel 43, at det fremgik af stævningen, at Elitaliana havde identificeret Eulex Kosovo som et organ, kontor eller agentur og klart havde rettet søgsmålet mod denne enhed, selv om en læsning af fælles aktion 2008/124 ville have sat appellanten i stand til at undgå en sådan fejl.

30

Retten afsluttede endelig for det femte sin analyse i den appellerede kendelses præmis 45 således:

31

Domstolen har ved afgørelse af 24. juni 2014 fordelt sagen til Femte Afdeling og besluttet at træffe afgørelse uden at afholde en mundtlig forhandling. Generaladvokaten fremsatte forslag til afgørelse i retsmødet den 4. december 2014.

32

Domstolens har ved kendelse af 10. februar 2015 besluttet at genåbne den mundtlige forhandling og afholde et retsmøde. Parterne og, i henhold til artikel 24, stk. 2, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, Kommissionen og Rådet er blevet opfordret til at tage stilling til spørgsmålet, om Retten og Domstolen havde kompetence til at påkende denne sag, idet de herved skulle tage bestemmelserne vedrørende [FUSP] i afsnit V, kapitel 2, første afdeling, i EU-traktaten og i artikel 275 TEUF i betragtning.

33

Efter den mundtlige forhandling den 25. marts 2015 og generaladvokatens fremsættelse af forslag til afgørelse i retsmødet den 21. maj 2015 blev den mundtlige del afsluttet.

34

Elitaliana har ved appellen nedlagt påstand om ophævelse af den appellerede kendelse. For det tilfælde, at sagen er moden til påkendelse, har Elitaliana nedlagt påstand om, at virksomhedens påstande i første instans tages til følge, og at Eulex Kosovo tilpligtes at betale sagens omkostninger. For det tilfælde, at Domstolen er af den opfattelse, at tvisten ikke er moden til påkendelse, har virksomheden nedlagt påstand om, at den hjemvises til Retten.

35

Eulex Kosovo har nedlagt påstand om, at appellen forkastes, og at Elitaliana tilpligtes at betale sagens omkostninger.

36

Det bemærkes indledningsvis, at Retten ikke har behandlet det spørgsmål, som Eulex Kosovo har rejst vedrørende Unionens retsinstansers kompetence til påkende sagen i forhold til de traktatbestemmelser, der vedrører FUSP, men har truffet afgørelse om den afvisningspåstand, hvorefter Eulex Kosovo ikke kan optræde som sagsøgt.

37

For så vidt som spørgsmålet om Domstolens kompetence til at påkende en tvist vedrører en ufravigelig procesforudsætning, kan Domstolen til enhver tid under sagen, også af egen drift, træffe afgørelse om et sådant spørgsmål (jf. i denne retning dom Kommissionen mod Cypern, C-340/10, EU:C:2012:143, præmis 20).

38

I det foreliggende tilfælde er der grundlag for af egen drift at rejse dette spørgsmål, som har været genstand for en genåbning af den mundtlige forhandling og behandle det først.

39

Rådet, Kommissionen og Elitaliana er af den opfattelse, at Domstolen har kompetence til at påkende den foreliggende sag.

40

Eulex Kosovo har anført, at Domstolen har kompetence til at træffe afgørelse vedrørende Rådets og Kommissionens status og aktiviteter, men at den ikke er kompetent til at træffe afgørelse vedrørende Eulex Kosovos status og aktiviteter.

41

Det bemærkes, at Domstolen i henhold til artikel 24, stk. 1, andet afsnit, sidste punktum, TEU og artikel 275 TEUF principielt ikke har kompetence med hensyn til bestemmelserne vedrørende FUSP og retsakter vedtaget på grundlag af disse bestemmelser (dom Parlamentet mod Rådet, C-658/11, EU:C:2014:2025, præmis 69).

42

Den nævnte artikel 24, stk. 1, andet afsnit, sidste punktum, TEU og artikel 275 TEUF indfører imidlertid en undtagelse fra reglen om den generelle kompetence, som artikel 19 TEU tildeler Domstolen, for at sikre overholdelsen af lov og ret ved fortolkningen og anvendelsen af traktaterne, og de skal følgelig fortolkes indskrænkende (jf. dom Parlamentet mod Rådet, C-658/11, EU:C:2014:2025, præmis 70).

43

Det følger af artikel 41, stk. 2, første afsnit, TEU, at »[a]ktionsudgifter til iværksættelsen af [kapitlet vedrørende specifikke bestemmelser omhandlende FUSP] afholdes […] over Unionens budget bortset fra udgifter til operationer, der har indvirkning på militær- eller forsvarsområdet, og tilfælde, hvor Rådet med enstemmighed træffer anden afgørelse«.

44

Denne bestemmelse er i det væsentlige gengivet i finansforordningens artikel 4, stk. 2, litra a).

45

I henhold til artikel 17 TEU og artikel 317 TEUF tilkommer det Kommissionen at gennemføre Unionens budget.

46

Det følger af artikel 16, stk. 2, i fælles aktion 2008/124, at »[a]lle [Eulex Kosovo-missionens] udgifter forvaltes efter de regler og procedurer, der gælder for EU’s almindelige budget«.

47

Det er i det foreliggende tilfælde ubestridt, at Eulex Kosovo-missionen efter sin art er civil, og at der skulle afholdes udgifter til støttetjenester ved Eulex Kosovo-missionens helikoptere over Unionens budget.

48

De omtvistede foranstaltninger, der er nedlagt påstand om annullation af som følge af en tilsidesættelse af de retsregler, der finder anvendelse på Unionens offentlige kontrakter, vedrører således indgåelse af en offentlig kontrakt, som har medført udgifter, der skal afholdes over Unionens budget. Det følger heraf, at den omhandlede kontrakt er omfattet af finansforordningens bestemmelser.

49

På baggrund af denne sags omstændigheder kan det ikke gøres gældende, at rækkevidden af den undtagelsesvise begrænsning af Domstolens kompetence i artikel 24, stk. 1, andet afsnit, sidste punktum, TEU og artikel 275 TEUF udstrækker sig til at udelukke, at Domstolen er kompetent til at fortolke og anvende bestemmelserne i finansforordningen vedrørende indgåelse af offentlige kontrakter.

50

Følgelig har Retten og Domstolen i tilfælde af appel kompetence til at påkende denne tvist.

51

Elitaliana har med det første og det andet anbringende, der skal behandles samlet, for det første foreholdt Retten, at den begik en retlig fejl ved at fastslå i den appellerede kendelses præmis 26, at »Eulex Kosovo ikke [har] status som juridisk person, og [at] det [ikke] fremgår […] af disse bestemmelser, at Eulex Kosovo kan optræde som part i en sag for Unionens retsinstanser«, hvilket foranledigede den til at konkludere, at Eulex Kosovo ikke udgjorde »et af Unionens organer, kontorer og agenturer« som omhandlet i artikel 263, stk. 1, TEUF. Elitaliana har gjort gældende, at Retten med urette ikke anvendte den retspraksis, der følger af dom Les Verts mod Parlamentet (294/83, EU:C:1986:166). Elitaliana har herved anført, at artikel 8 og 16 i fælles aktion 2008/124 har tildelt missionschefen repræsentationen og det juridiske ansvar, som er forbundet med Eulex Kosovos retsakter samt finansiel autonomi. Elitaliana har på grundlag heraf konkluderet, at denne enhed var en »selvstændig myndighed med ansvar for tildeling af rettigheder og pålæggelse af pligter«, hvorved denne enhed har opnået status som en juridisk person og følgelig status som et af Unionens organer, kontorer og agenturer.

52

Elitaliana har for det andet gjort gældende, at Retten i den appellerede kendelses præmis 27-35 med urette sidestillede Eulex Kosovo med en delegation for på grundlag heraf at konkludere, at de retsakter, der blev vedtaget i forbindelse med den offentlige kontrakt, kunne tilregnes Kommissionen.

53

Eulex Kosovo har nedlagt påstand om, at disse to anbringender forkastes.

54

Hvad angår status som et af Unionens organer, kontorer og agenturer, som appellanten har foreholdt Retten, at den har nægtet Eulex Kosovo, bemærkes, at artikel 263 TEUF bestemmer, at Domstolen prøver lovligheden af de retsakter vedtaget af disse organer, kontorer og agenturer, der skal have retsvirkninger.

55

Som Retten bemærkede i den appellerede kendelses præmis 24 og 25, fremgår det af flere bestemmelser i fælles aktion 2008/124, bl.a. artikel 11, stk. 2, heri, at den politiske kontrol med og den strategiske styring af Eulex Kosovo ikke blev udøvet selvstændigt af denne mission, men af Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité (PSC), der selv udøvede nævnte kontrol og styring med referat til den højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (HR).

56

Hvad angår budget- og finansområdet fremgår det af artikel 8, stk. 5, i fælles aktion 2008/124, at missionschefen »har ansvaret for gennemførelsen af Eulex Kosovos budget. Missionschefen undertegner med henblik herpå en kontrakt med Kommissionen«. Artikel 16, stk. 3, i denne fælles aktion fastsatte endvidere, at »[m]issionschefen […] med Kommissionens godkendelse [kan] indgå tekniske ordninger med [EU-]medlemsstaterne, deltagende tredjelande og andre internationale aktører i Kosovo vedrørende udstyr, tjenesteydelser og lokaler til Eulex Kosovo«. Artikel 16, stk. 4, i nævnte fælles aktion fastsatte, at »[m]issionschefen refererer fuldt og helt til Kommissionen, som fører tilsyn med vedkommende, for så vidt angår det arbejde, der udføres inden for rammerne af hans kontrakt«.

57

Det følger heraf, at selv om missionschefen i henhold til fælles aktion 2008/124 havde »ansvaret« for gennemførelsen af Unionens budget, forholder det sig således, at missionschefens kompetencer på budget og finansområdet blev udøvet under Kommissionens tilsyn og ledelse. Disse forhold foranledigede Retten til i den appellerede kendelses præmis 36 med rette at fastslå, at missionschefen på dette område rådede over begrænsede beføjelser, og at den pågældende i realiteten kun var tillagt »en meget begrænset retlig handleevne, der er klart materielt begrænset«, i modsætning til det af appellanten anførte, hvorefter Eulex Kosovo »bestemt havde status som juridisk person i sin egenskab af selvstændig myndighed med ansvar for tildeling af rettigheder og pålæggelse af pligter«.

58

Det fremgår af de ovenstående overvejelser, at det er med rette, at Retten fastslog, at Eulex Kosovo ikke kunne anses for en juridisk person, henset til, at fælles aktion 2008/124 kvalificerede denne enhed som en »mission«, og henset til den omstændighed, at nævnte mission på det politiske og strategiske område blev placeret under Rådets og HR's ledelse og kontrol, og at missionschefen på budget- og finansområdet udøvede sine beføjelser under Kommissionens tilsyn og ledelse.

59

Det var dermed uden at begå en retlig fejl, at Retten i den appellerede kendelses præmis 26 fastslog dels, at Eulex Kosovo ikke udgjorde en juridisk person, dels, at det ikke fremgik, at denne enhed kunne optræde som part i en sag for Unionens retsinstanser. På grundlag af disse elementer udledte Retten med rette, at Eulex Kosovo var en mission med en begrænset varighed, som ikke kunne anses for et »organ, kontor eller agentur« som omhandlet i artikel 263, stk. 1, TEUF.

60

Hvad angår det klagepunkt, som appellanten har fremsat om, at Retten med urette fastslog, at Eulex Kosovo havde vedtaget de omtvistede foranstaltninger i forbindelse med en delegation, må dette forkastes af følgende grunde.

61

Det fremgår af finansforordningens artikel 53a, at når Kommissionen gennemfører budgettet centralt, kan gennemførelsesopgaverne udføres indirekte efter denne forordnings artikel 54-57. Denne forordnings artikel 54, stk. 2, litra d), præciserer, at når Kommissionen gennemfører budgettet ved indirekte central forvaltning i henhold til artikel 53a, kan den uddelegere offentligretlige opgaver og navnlig budgetgennemførelsesopgaver til personer, der er pålagt at gennemføre specifikke aktioner i henhold til afsnit V i EU-traktaten.

62

I det foreliggende tilfælde bestemmer artikel 8, stk. 5, og artikel 16, stk. 4, i fælles aktion 2008/124, at missionschefen har ansvaret for gennemførelsen af Eulex Kosovos budget, og at vedkommende med henblik herpå undertegner en kontrakt med Kommissionen. I forbindelse med gennemførelsen af denne kontrakt er chefen for Eulex Kosovo-missionen forpligtet til fuldt og helt at referere til Kommissionen, som fører tilsyn med vedkommende, for så vidt angår det arbejde, der udføres inden for rammerne af hans kontrakt.

63

Det følger af de to foregående præmisser i nærværende dom, og således som Retten med rette har bemærket i den appellerede kendelses præmis 31 og 32, at Kommissionen ved den kontrakt, som den har undertegnet med missionschefen, og i medfør af finansforordningens artikel 54, stk. 2, litra d), har delegeret sin beføjelse til budgetgennemførelse til missionschefen. Chefen for Eulex Kosovo-missionen er i forbindelse med denne delegation i sin egenskab af stedfortræder for Kommissionen forpligtet til at overholde de EU-retlige budgetbestemmelser, herunder bestemmelserne om indgåelse af offentlige kontrakter, således som de er fastsat i finansforordningens afsnit V, første del.

64

I denne henseende henviste Retten i den appellerede kendelses præmis 33 til princippet om, at retsakter, der vedtages i henhold til delegeret kompetence, normalt skal tilskrives den institution, der uddelegerer beføjelserne, hvilken det påhviler at give møde vedrørende den pågældende retsakt.

65

I modsætning til det af appellanten anførte, således som generaladvokaten har bemærket i punkt 62 og 63 i forslaget til afgørelse af 4. december 2014, gælder, at selv om der i den appellerede kendelses præmis 33 blev henvist til en afgørelse fra Retten vedrørende en EU-delegation, dvs. en enhed, der er etableret i henhold til artikel 221 TEUF for at sikre Unionens repræsentation, i det konkrete tilfælde Den Europæiske Unions repræsentation i Montenegro, kan denne præmis ikke fortolkes således, at Retten deri fastslog, at Eulex Kosovo skulle sidestilles med en sådan enhed, men blot henlede opmærksomheden på et retsprincip, som Retten havde anvendt i denne afgørelse.

66

Det følger heraf, at det er med rette, at Retten i den appellerede kendelses præmis 34 og 35 konkluderede, at de retsakter, som Eulex Kosovo vedtog i forbindelse med den omhandlede udbudsprocedure, skulle tilregnes Kommissionen, og at Eulex Kosovo af denne grund ikke havde status som sagsøgt.

67

Det skal i denne henseende fremhæves, at Elitaliana ikke med føje kan anføre, at den omstændighed, at Eulex Kosovo ikke har status som sagsøgt i sagen, fører til en tilsidesættelse af de principper, som Domstolen henviste til i dom Les Verts mod Parlamentet (294/83, EU:C:1986:166), hvorefter traktatens ordning giver adgang til direkte søgsmål til prøvelse af enhver af institutionerne vedtagen bestemmelse, som er bestemt til at afføde retsvirkninger. Som Retten med rette bemærkede i den appellerede kendelses præmis 34, kunne de omtvistede foranstaltninger således gøres til genstand for en domstolskontrol dog på den betingelse, at ikke Eulex Kosovo, men Kommissionen i sin egenskab af delegerende myndighed blev angivet som sagsøgt i stævningen med henblik på bl.a. annullation af disse foranstaltninger.

68

Under hensyn til de ovenfor anførte betragtninger må det første og det andet appelanbringende forkastes som ugrundede.

69

Elitalianas tredje anbringende, som omhandler Rettens bemærkninger vedrørende en undskyldelig fejl, er opdelt i to led.

70

Med det første led af det tredje anbringende har Elitaliana gjort gældende, at Retten i den appellerede kendelses præmis 42 med urette begrænsede en sådan fejls formildende virkning til kun at omfatte de tilfælde, hvor den part, der påberåber sig fejlen, ønsker at undgå konsekvenserne af en overskridelse af en processuel frist.

71

Med det andet led af det tredje anbringende har Elitaliana gjort gældende, at der foreligger en modstridende begrundelse i den appellerede kendelses præmis 41 og 43, idet Retten på den ene side har medgivet, at den komplekse retlige situation i forbindelse med den omhandlede kontrakt gjorde det svært at identificere den part, som de omtvistede foranstaltninger skulle tilregnes, og på den anden side har tiltrådt, at bestemmelserne i fælles aktion 2008/124 var tilstrækkeligt klare til, at appellanten ikke begik den fejl at antage, at Eulex Kosovo udgjorde »et af Unionens organer, kontorer eller agenturer« som omhandlet i artikel 263 TEUF.

72

Hvad angår dette anbringendes første led bemærkes, at det fremgår af artikel 21 i statutten for Domstolen, at søgsmål, der anlægges til prøvelse af EU-institutionernes retsakter, skal anlægges formelt mod den institution, som den anfægtede retsakt tilregnes.

73

For det første har Domstolen tiltrådt, at den omstændighed, at der i stævningen er angivet en anden part som sagsøgt end udstederen af den anfægtede retsakt, ikke indebærer, at søgsmålet skal afvises, såfremt stævningen indeholder sådanne oplysninger, som gør det muligt uden tvivl at identificere den part, som søgsmålet er rettet mod, såsom oplysninger i form af angivelse af den anfægtede retsakt og udstederen heraf (jf. i denne retning kendelse Kommissionen mod EIB, 85/86, EU:C:1986:292, præmis 6). Når søgsmålet er rettet mod en anden person end den person, som skal tilregnes den handling, der er genstand for søgsmålet, kan Domstolen hverken modsætte sig sagsøgerens vilje eller erstatte dennes vilje med sin egen og har ikke andet valg end at afvise søgsmålet.

74

I det foreliggende tilfælde bemærkede Retten imidlertid i den appellerede kendelses præmis 39 dels, at Elitalianas søgsmål uden tvivl var rettet mod Eulex Kosovo, der ifølge appellanten udgjorde et af Unionens organer, kontorer eller agenturer som omhandlet i artikel 263, stk. 1, TEUF, dels, at appellanten på intet tidspunkt havde rettet søgsmålet mod andre parter end Eulex Kosovo. Under disse omstændigheder fastslog Retten med rette, at den retspraksis, der er nævnt i denne doms forrige præmis, ikke fandt anvendelse, og at det ikke påhvilede Retten at identificere den part, som søgsmålet burde have været anlagt imod.

75

For det andet henviste Retten i den appellerede kendelses præmis 42 med rette til den omstændighed, at den af appellanten påberåbte retspraksis vedrørende en undskyldelig fejl, dvs. mere præcist præmis 19 i dom Schertzer mod Parlamentet (25/68, EU:C:1977:158), alene kunne indebære, at et søgsmål, der er anlagt efter udløbet af de processuelle frister, som er fastsat i denne henseende, ikke afvises, for heraf indirekte, men nødvendigvis at udlede, at påberåbelsen af en undskyldelig fejl er uvirksom i det foreliggende tilfælde, eftersom, således som Retten har fastslået, »[det] [i] det foreliggende tilfælde [var] […] ubestridt, at [appellanten havde] overholdt søgsmålsfristen«, og at appellanten ikke på noget tidspunkt havde anlagt sag mod andre parter end Eulex Kosovo.

76

Dette anbringendes første led skal følgelig forkastes som ugrundet.

77

Hvad angår andet led af det tredje anbringende, som Elitaliana har rejst til støtte for appellen, bemærkes, at Retten i den appellerede kendelses præmis 41 medgav, at det var vanskeligt at identificere den part, som de omtvistede foranstaltninger skulle tilregnes, hvorefter den i den appellerede kendelses præmis 43 konkluderede, at appellanten ikke burde have begået den fejl at rette søgsmålet mod Eulex Kosovo.

78

Dette klagepunkt, hvorved konklusionen om, at der ikke foreligger en undskyldelig fejl, anfægtes, skal straks forkastes, idet det er rettet imod en overflødig begrundelse i kendelsen, og idet det ikke kan føre til ophævelse af kendelsen (jf. i denne retning dom Aéroports de Paris mod Kommissionen, C-82/01 P, EU:C:2002:617, præmis 41 og 67 og den deri nævnte retspraksis). Retten fastslog således med rette af de grunde, der allerede er anført i nærværende doms præmis 75, at påberåbelsen af en undskyldelig fejl var uvirksom i det foreliggende tilfælde.

79

Da det tredje anbringendes andet led er irrelevant, skal det tredje anbringende forkastes som delvist ugrundet, delvist irrelevant.

80

Da ingen af de anbringender, som Elitaliana har påberåbt sig til støtte for appellen, kan tiltrædes, skal appellen forkastes i det hele.

81

I henhold til artikel 138, stk. 1, i Domstolens procesreglement, der i medfør af samme reglements artikel 184, stk. 1, finder anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Eulex Kosovo har nedlagt påstand om, at Elitaliana tilpligtes at betale sagens omkostninger, og da denne har tabt sagen, pålægges Elitaliana at betale omkostningerne i den foreliggende sag.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Femte Afdeling):