—

Nordex Food A/S ved Rechtsanwalt U. Schrömbges

—

Hauptzollamt Hamburg-Jonas ved D. Baden-Berthold, som befuldmægtiget

—

Europa-Kommissionen ved D. Triantafyllou og G. von Rintelen, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 4, stk. 1, artikel 49, stk. 2, og artikel 51 i Kommissionens forordning (EF) nr. 800/1999 af 15. april 1999 om fælles gennemførelsesbestemmelser for eksportrestitutioner for landbrugsprodukter (EFT L 102, s. 11, som berigtiget i EFT 1999 L 180, s. 53), som ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 2299/2001 af 26. november 2001 (EFT L 308, s. 19, herefter »forordning nr. 800/1999«).

2

Denne anmodning er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem Nordex Food A/S (herefter »Nordex«), der er et selskab etableret i Danmark, og Hauptzollamt Hamburg-Jonas vedrørende et afslag på indrømmelse af eksportrestitution og vedrørende pålæggelse af en sanktion på grundlag af artikel 51 i forordning nr. 800/1999.

3

Artikel 4, stk. 5, i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks (EFT L 302, s. 1, herefter »toldkodeksen«) definerer begrebet »afgørelse« som »enhver forvaltningsakt vedrørende toldforskrifter, hvorved der tages stilling til et konkret tilfælde, og som har retsvirkning for en eller flere personer, hvis identitet kendes eller kan fastslås«.

4

Kommissionens forordning (EF) nr. 612/2009 af 7. juli 2009 om fælles gennemførelsesbestemmelser for eksportrestitutioner for landbrugsprodukter (EUT L 186, s. 1) ophævede forordning nr. 800/1999, som ikke desto mindre stadig finder anvendelse på de faktiske omstændigheder, der er omhandlet i hovedsagen.

5

63. og 64. betragtning til forordning nr. 800/1999 havde følgende ordlyd:

6

Artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 800/1999 havde følgende ordlyd:

»Retten til restitution forudsætter, at der fremlægges en eksportlicens med forudfastsættelse af restitutionen, undtagen i forbindelse med udførsel af varer [...]«

7

I henhold til denne forordnings artikel 5, stk. 1 og 2, forstås ved udførselsdagen den dato, på hvilken toldmyndighederne antager den udførselsangivelse, hvori det angives, at der vil blive ansøgt om restitution. Datoen for antagelse af udførselsangivelsen lægges til grund ved bestemmelse af bl.a. restitutionssatsen, de justeringer, der skal foretages, og mængden af det udførte produkt, dets art og egenskaber.

8

I henhold til denne forordnings artikel 5, stk. 7, fjerde afsnit, skal det kompetente toldsted kunne foretage fysisk kontrol og træffe de fornødne identifikationsforanstaltninger for transporten til det toldsted, hvor ladningen forlader Fællesskabets toldområde.

9

Samme forordnings artikel 49, stk. 2 og 4, bestemte:

»2.   Dokumenterne vedrørende udbetaling af restitutionen eller frigivelse af sikkerhedsstillelsen skal, undtagen i tilfælde af force majeure, indgives senest 12 måneder efter antagelsen af udførselsangivelsen.

[...]

4.   Når de ifølge artikel 16 krævede dokumenter ikke har kunnet fremskaffes inden udløbet af den i stk. 2 nævnte frist, skønt eksportøren har gjort sig umage for at fremskaffe og fremsende dem inden for denne frist, kan der efter anmodning fra eksportøren indrømmes denne supplerende frist til at fremskaffe disse dokumenter.«

10

Artikel 50, stk. 2, i forordning nr. 800/1999, foreskrev:

»Hvis bevis for, at alle kravene i EF-bestemmelserne er opfyldt, føres senest seks måneder efter udløbet af fristen i artikel 49, stk. 2 og 4, udbetales en restitution på 85% af det beløb, der ville være blevet udbetalt, hvis alle krav var opfyldt.

[...]«

11

Forordningens artikel 51 havde følgende ordlyd:

»1.   Hvis det konstateres, at en eksportør med henblik på at opnå en eksportrestitution har ansøgt om en restitution, der er større end den, vedkommende har ret til, er restitutionen for den pågældende udførsel den restitution, der gælder for den faktisk foretagne udførsel, nedsat med et beløb svarende til:

[...]

3.   Den i stk. l, litra a), fastsatte sanktion anvendes ikke:

[...]

7.   Sanktioner finder ikke anvendelse, blot fordi den ansøgte restitution er højere end den restitution, der gælder ifølge artikel 4, stk. 2, artikel 18, stk. 3, artikel 35, stk. 2, og/eller artikel 50.

[...]«

12

Kommissionens forordning (EF) nr. 1291/2000 af 9. juni 2000 om fælles gennemførelsesbestemmelser for ordningen med import- og eksportlicenser og forudfastsættelsesattester for landbrugsprodukter (EFT L 152, s. 1) blev ophævet ved Kommissionens forordning (EF) nr. 376/2008 af 23. april 2008 om fælles gennemførelsesbestemmelser for ordningen med import- og eksportlicenser og forudfastsættelsesattester for landbrugsprodukter (EUT L 114, s. 3).

13

Forordning nr. 1291/2000 finder imidlertid stadig anvendelse på de faktiske omstændigheder, der er omhandlet i hovedsagen.

14

15. og 16. betragtning til forordning nr. 1291/2000 havde følgende ordlyd:

15

Forordningens artikel 24 bestemte:

»1.   Licenseksemplar nr. 1 fremlægges

[...]

[...]

2.   Licenseksemplar nr. 1 fremlægges eller skal være til rådighed for toldmyndighederne ved antagelsen af den i stk. 1 omhandlede angivelse.

3.   Efter det i stk. 1 omhandlede toldsteds afskrivning og påtegning leveres licenseksemplar nr. 1 tilbage til den pågældende. Medlemsstaterne kan dog pålægge eller tillade den pågældende at foretage afskrivning på licensen. Denne afskrivning efterprøves og påtegnes i begge tilfælde af det kompetente kontor.

[...]«

16

Denne forordnings artikel 25, stk. 1, fastsatte:

»Uanset artikel 24 kan en medlemsstat tillade, at licensen indgives til det udstedende organ eller til den myndighed, der skal udbetale restitutionen.«

17

Den 2. maj 2002 angav Nordex udførsel af tysk fetaost til Kosovo ved det kompetente toldsted, Zollamt Nesserland. Nordex henviste i denne forbindelse til en eksportlicens udstedt af de danske myndigheder. Da denne licens ikke blev fremlagt sammen med udførselsangivelsen, indrømmede Zollamt Nesserland Nordex en frist på én uge til at fremlægge licensen. Da licensen blev fremlagt inden for denne frist, foretog Zollamt Nesserland en afskrivning med hensyn til de udførte varer.

18

Den 22. maj 2002 indgav Nordex en anmodning om differentieret eksportrestitution ved Hauptzollamt Hamburg-Jonas, som var den kompetente myndighed for betaling af denne restitution. Anmodningen var vedlagt en formular dateret den 7. maj 2002 og udstedt af Kosovos provisoriske toldmyndighed, De Forenede Nationers Midlertidige Forvaltningsmission i Kosovo (UNMIK), som godtgjorde ostens overgang til fri omsætning i Kosovo.

19

Ved afgørelse af 9. august 2002 gav Hauptzollamt Hamburg-Jonas afslag på betaling af den eksportrestitution, der var ansøgt om, med den begrundelse, at den omhandlede udførsel havde fundet sted uden gyldig eksportlicens. Da Nordex’ klage over denne afgørelse blev forkastet af Hauptzollamt Hamburg-Jonas, anlagde Nordex sag ved Finanzgericht Hamburg med henblik på at opnå denne restitution.

20

Det var først i løbet af 2004 og 2005, at de uregelmæssigheder, som de kosovanske tolddokumenter var behæftet med, blev opdaget. Da toldtjenestens stempel på det dokument, der godtgjorde varernes overgang til fri omsætning i Kosovo, var forfalsket, pålagde Hauptzollamt Hamburg-Jonas Nordex en sanktion på grundlag af artikel 51 i forordning nr. 800/1999.

21

Som følge deraf nedlagde Nordex i forbindelse med den retssag om indrømmelse af eksportrestitution, som stadig verserede ved Finanzgericht Hamburg, ligeledes påstand om annullation af den pålagte sanktion. Nordex fremlagde i den henseende nye dokumenter i form af skrivelser fra UNMIK’s toldtjeneste samt en bekræftet kopi af en original toldattest fra denne tjeneste.

22

Finanzgericht Hamburg gav ikke Nordex medhold i søgsmålet. Ifølge denne ret var Hauptzollamt Hamburg-Jonas bundet af Zollamt Nesserlands afgørelse om forlængelse af fristen, og Hauptzollamt kunne derfor ikke nægte betaling af eksportrestitutionen på grundlag af en for sen indgivelse af eksportlicensen. For så vidt som de dokumenter, der godtgjorde gennemførelsen af alle toldformaliteter for indførsel til Kosovo, som Nordex fremlagde under retssagen, ikke var blevet indgivet inden for de pålagte frister, nemlig inden for den i artikel 49, stk. 2, i forordning nr. 800/1999 fastsatte frist på 12 måneder, eller, i mangel deraf, inden for den i denne forordnings artikel 50, stk. 2, nævnte frist på 18 måneder, kunne den eksportrestitution, der var anmodet om, til gengæld ikke indrømmes, og betingelserne for pålæggelse af den i artikel 51 i forordning nr. 800/1999 omhandlede sanktion var ligeledes opfyldte.

23

Nordex appellerede denne afgørelse til Bundesfinanzhof.

24

Denne retsinstans er for det første af den opfattelse, at retstvistens afgørelse afhænger af spørgsmålet om, hvorvidt den i hovedsagen omtvistede ret til restitution i henhold til artikel 4 i forordning nr. 800/1999 er betinget af overholdelsen af de procedureregler, der bl.a. fremgår af artikel 24, stk. 2, i forordning nr. 1291/2000. Retten har præciseret, at dette spørgsmål imidlertid kun er relevant, hvis den kompetente myndighed for betaling af restitution ikke er bundet af den fristforlængelse, som udførselstoldstedet indrømmede for indgivelse af eksportlicensen.

25

For det andet har Bundesfinanzhof udtrykt tvivl for så vidt angår anvendelsen af den i artikel 49, stk. 2, i forordning nr. 800/1999 fastsatte frist på 12 måneder i tilfælde af, at den for sene indgivelse af beviset for varernes ankomst til destinationen hverken har hindret eller forsinket restitutionsproceduren, idet de kompetente myndigheder gav afslag på Nordex’ anmodning af andre grunde.

26

Hvad for det tredje angår anvendelsen af en sanktion har Bundesfinanzhof anført, at det ikke fremgår klart af artikel 51, stk. 1, i forordning nr. 800/1999, som fortolket af Domstolen, at en sanktion bør pålægges, når de dokumenter, der godtgør varernes ankomst til destinationen, viser sig at være forfalskede, men når de under en verserende retssag erstattes af dokumenter, som opfylder de stillede krav.

27

På den baggrund har Bundesfinanzhof besluttet at udsætte sagen og stille Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

28

Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om fremlæggelse af en eksportlicens kan anses for at være foretaget i overensstemmelse med artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 800/1999, når udførslen fandt sted uden fremlæggelse af denne licens, hvis eksistens imidlertid blev godtgjort på tidspunktet for udførselsangivelsen, og når licensen blev fremlagt af eksportøren inden for den yderligere frist på en uge, som det kompetente toldsted indrømmede for fremlæggelse deraf.

29

Det må fastslås, at artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 800/1999 foreskriver, at retten til restitution forudsætter, at der fremlægges en eksportlicens for de kompetente toldmyndigheder.

30

Da artikel 4 i forordning nr. 800/1999 er en del af forordningens almindelige bestemmelser om retten til restitution, bemærkes det, at Domstolen for så vidt angår artikel 3 i Kommissionens forordning (EØF) nr. 3665/87 af 27. november 1987 om fælles gennemførelsesbestemmelser for eksportrestitutioner for landbrugsprodukter (EFT L 351, s. 1), som svarer til artikel 5 i forordning nr. 800/1999, og som er en del af de samme almindelige bestemmelser, har fastslået, at de i artikel 3 omhandlede oplysninger ikke alene bruges med henblik på beregningen af restitutionens nøjagtige størrelse, men i højere grad som grundlag for afgørelsen af, om ansøgeren har ret til restitution (dom Dachsberger & Söhne, C‑77/08, EU:C:2009:172, præmis 24 og den deri nævnte retspraksis).

31

For så vidt angår den kontrol, der skal gennemføres, foreskriver artikel 5, stk. 7, i forordning nr. 800/1999, at det kompetente toldsted skal kunne foretage fysisk kontrol af de produkter, for hvilke der er blevet anmodet om eksportrestitution, og træffe de fornødne identifikationsforanstaltninger for transporten til det toldsted, hvor ladningen forlader Unionens toldområde.

32

Disse kontroller er således nødvendige, for at formålene med EU-lovgivningen på området for eksportrestitutioner kan opfyldes (jf. i denne retning domme Dachsberger & Söhne, EU:C:2009:172, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis, samt Südzucker m.fl., C‑608/10, C-10/11 og C-23/11, EU:C:2012:444, præmis 43).

33

Det følger heraf, at fremlæggelse af eksportlicensen udgør et væsentligt element i ordningen med efterprøvelse af restitutionsansøgninger.

34

Forordning nr. 800/1999 indeholder imidlertid ikke nogen præciseringer med hensyn til den fremgangsmåde, der skal anvendes ved fremlæggelsen af eksportlicensen. Disse præciseringer fremgår af forordning nr. 1291/2000. Som det fremgår af 15. betragtning til den forordning, giver denne licens ret til at udføre, og den skal følgelig forelægges ved antagelsen af udførselsangivelsen.

35

Artikel 24, stk. 1, i forordning nr. 1291/2000 bestemmer, at eksportlicensen fremlægges for det toldsted, der antager angivelsen vedrørende udførsel. I henhold til denne forordnings artikel 24, stk. 2, skal licensen fremlægges eller være til rådighed for toldmyndighederne ved antagelsen af denne angivelse.

36

Uanset denne forordnings artikel 24 fastsætter forordningens artikel 25, at en medlemsstat kan tillade, at eksportlicensen indgives til det udstedende organ eller til den myndighed, der skal udbetale restitutionen.

37

Derudover kan der i henhold til 16. betragtning til samme forordning i forbindelse med forenklede udførselsprocedurer dispenseres fra forelæggelse af licensen for toldvæsenet, eller den kan forelægges på et senere tidspunkt. Dog skal eksportøren være i besiddelse af denne licens på den dato, der gælder som antagelsesdato for udførselsangivelsen.

38

Det fremgår således af artikel 24 og 25 i forordning nr. 1291/2000 samt af 16. betragtning til denne forordning, at EU-lovgiver har ønsket, under visse omstændigheder, at foreskrive en mulighed for, at eksportøren enten kan stille eksportlicensen til rådighed for toldmyndighederne eller fremlægge den for toldmyndighederne senere.

39

Selve eksistensen af disse undtagelser viser således, at fremlæggelsen af eksportlicensen på tidspunktet for antagelsen af udførselsangivelsen under alle omstændigheder ikke er en ufravigelig betingelse for indrømmelse af eksportrestitution dog med forbehold for, at formålene med EU-lovgivningen på området for eksportrestitutioner ikke bringes i fare, og at den fysiske kontrol har kunnet gennemføres af de kompetente myndigheder.

40

Det er i den foreliggende sag indledningsvis ubestridt, at eksportlicensen fandtes på tidspunktet for antagelsen af udførselsangivelsen, og at det kompetente toldsted var bevidst derom. Det forekommer endvidere, at forsinkelsen ved overgivelsen af denne af de danske myndigheder udstedte eksportlicens til dette toldsted ikke direkte kunne tilregnes Nordex. Endelig fremgår det ikke af forelæggelsesafgørelsen, at fremlæggelsen af denne eksportlicens efter indgivelsen af udførselsangivelsen udgjorde nogen hindring for de nødvendige fysiske kontroller, som blev gennemført af det kompetente toldsted.

41

For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt den myndighed, som er ansvarlig for udbetaling af eksportrestitution, kunne modsætte sig den kompetente toldmyndigheds beslutning om at indrømme en fristforlængelse, bemærkes det, at de EU-retlige toldbestemmelser skal fortolkes således, at det toldsted, som er ansvarlig for udbetaling af eksportrestitution, er bundet af en afgørelse fra udførselstoldstedet, hvis denne afgørelse opfylder alle de formelle og materielle betingelser for en »afgørelse« i henhold til såvel toldkodeksens artikel 4, nr. 5), som de relevante bestemmelser i den pågældende nationale ret (jf. i denne retning dom Südzucker m.fl., EU:C:2012:444, præmis 64-67).

42

Det tilkommer imidlertid den nationale ret at efterprøve, om den omhandlede afgørelse opfylder disse betingelser (jf. i denne retning dom Südzucker m.fl., EU:C:2012:444, præmis 67).

43

Det fremgår af samtlige de ovenstående betragtninger, at artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 800/1999, sammenholdt med artikel 24 i forordning nr. 1291/2000, skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for, at eksportrestitution indrømmes under særlige omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede, hvor udførslen fandt sted uden fremlæggelse af eksportlicensen, hvis eksistens imidlertid var godtgjort på tidspunktet for udførselsangivelsen, og som blev fremlagt af eksportøren inden for den yderligere frist på en uge, som det kompetente toldsted indrømmede for fremlæggelse deraf.

44

Henset til besvarelsen af det første spørgsmål er det ufornødent at besvare det andet præjudicielle spørgsmål.

45

Med det tredje spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om en eksportør, der har fremlagt falske tolddokumenter for at godtgøre de udførte varers ankomst til destinationslandet, i forbindelse med en verserende retssag om indrømmelse af eksportrestitution har ret til at fremlægge gyldige tolddokumenter efter udløbet af de i artikel 49 og 50 i forordning nr. 800/1999 fastsatte frister, selv om denne indrømmelse blev forsinket af andre årsager end de vedrørende beviset for varernes ankomst.

46

Det bemærkes indledningsvis, at eksportøren i overensstemmelse med artikel 49, stk. 1, i forordning nr. 800/1999 kan fremsætte en udtrykkelig anmodning om udbetaling af eksportrestitution. I henhold til denne forordnings artikel 49, stk. 2, har eksportøren, undtagen i tilfælde af force majeure, en frist på 12 måneder efter antagelsen af udførselsangivelsen til at indgive dokumenterne vedrørende udbetaling af restitutionen til de kompetente nationale myndigheder.

47

For så vidt angår denne frist på 12 måneder har Domstolen for det første fastslået, at en sådan frist tager højde for de nationale myndigheders interesse i at få afsluttet restitutionssagerne inden for en rimelig frist (jf. i denne retning vedrørende de tilsvarende bestemmelser i artikel 47, stk. 2, i forordning nr. 3665/87 dom Eribrand, C‑467/01, EU:C:2003:364, præmis 40).

48

For det andet tager EU-bestemmelserne ligeledes hensyn til, at det for eksportørerne kan være praktisk vanskeligt at få udleveret tolddokumenter fra det importerende tredjelands myndigheder, over for hvilke de ikke råder over pressionsmidler. Det er i den sammenhæng, at EU-bestemmelserne giver de nationale kompetente myndigheder mulighed for at indrømme den pågældende eksportør forlængede frister (jf. i denne retning dom Eribrand, EU:C:2003:364, præmis 41 og 42).

49

Det fremgår således af såvel opbygningen af som ånden bag de pågældende bestemmelser, og særligt af artikel 49 i forordning nr. 800/1999, at forordningen tilsigter ikke automatisk at afskære en omhyggelig eksportør fra de fastsatte restitutioner, når eksportøren, skønt han har udvist alle de anstrengelser, som det påhvilede ham at udvise, ikke har kunnet fremlægge de dokumenter, der kræves for udbetaling af restitution, på grund af, at disse dokumenter er mistet af grunde, der ikke kan tilregnes ham (jf. i denne retning dom Bonn Fleisch, C-1/06, EU:C:2007:396, præmis 46).

50

Artikel 49, stk. 4, i forordning nr. 800/1999 foreskriver således, at når de dokumenter, der beviser, at toldformaliteterne ved indførsel er afsluttede, ikke har kunnet fremskaffes inden udløbet af fristen på 12 måneder, skønt eksportøren har gjort sig umage for at fremskaffe og fremsende dem inden for denne frist, kan der efter anmodning fra eksportøren indrømmes denne supplerende frist til at fremskaffe disse dokumenter.

51

Selv om ordlyden af artikel 49 i forordning nr. 800/1999 ikke indeholder nogen begrænsning med hensyn til varigheden af de supplerende frister, der kan indrømmes, fremgår det af den udtrykkelige henvisning i denne forordnings artikel 50, stk. 2, til de i artikel 49, stk. 2 og 4, foreskrevne frister, at eksportøren, såfremt den pågældende er blevet indrømmet en forlænget frist, råder over en yderligere periode på seks måneder efter udløbet af denne frist til at fremsende den manglende dokumentation og dermed opnå betaling på 85% af det beløb, der ville være blevet udbetalt, hvis alle krav havde været opfyldt (jf. i denne retning dom Eribrand, EU:C:2003:364, præmis 45).

52

Til gengæld gælder det, som det fremgår af 25. betragtning til forordning nr. 3665/87, at når udførselsfristerne eller fristerne for levering af de beviser, der er nødvendige for at opnå betaling af restitutionen, er overskredet, ydes der ikke længere restitution. Domstolen har også med hensyn til den forordning fastslået, at manglende overholdelse af de processuelle regler i forordningen kan føre til en nedsættelse og endog til fortabelse af retten til eksportrestitution, og at dette er tilfældet, navnlig når eksportøren først fremlægger den dokumentation, der kræves for at få eksportrestitution, efter at fristerne i forordningens artikel 47, stk. 2, og artikel 48, stk. 2, er udløbet, hvoraf indholdet i det væsentlige er identisk med indholdet af artikel 49, stk. 2, og 50, stk. 2, i forordning nr. 800/1999 (dom Laub, C‑428/05, EU:C:2007:368, præmis 16).

53

Denne konklusion drages ikke i tvivl af den omstændighed, at den for sene fremlæggelse af bevis for de eksporterede varers ankomst til destinationslandet ikke havde nogen indflydelse på forløbet af proceduren om indrømmelse af eksportrestitution, idet denne procedure var forsinket af andre årsager end de vedrørende beviset for denne ankomst.

54

Hvis en sådan fremlæggelse blev tilladt, ville ikke blot artikel 49 og 50 i forordning nr. 800/1999 og den mulighed, som de kompetente myndigheder har for at indrømme en forlængelse af fristerne efter eksportørens anmodning, men også proceduren med efterprøvelse af restitutionsansøgninger, miste deres effektive virkning. Hvis gyldige dokumenter, der godtgør de eksporterede varers ankomst til destinationslandet, kunne fremlægges efter, at det er blevet fastslået, at de oprindeligt forelagte dokumenter er falske, kunne eksportøren tilpasse sin anmodning om restitution efter forgodtbefindende eller efter resultatet af en eventuel kontrol og dermed bl.a. unddrage sig de sanktioner, der er foreskrevet i artikel 51 i forordning nr. 800/1999, og derved ville artiklen miste sin afskrækkende karakter og en stor del af sin effektive virkning.

55

I denne samme sammenhæng kan varigheden af de undersøgelser, som de kompetente nationale myndigheder foretog, og som gav mulighed for at fastslå forfalskningen af de dokumenter, der dokumenterede de eksporterede varers ankomst til destinationslandet, ikke ligestilles med et tilfælde af force majeure som omhandlet i artikel 49, stk. 2, i forordning nr. 800/1999, for så vidt som de nationale myndigheders forsinkelser, som det fremgår af den næstsidste betragtning til forordning nr. 3665/87, kan udgøre et tilfælde af force majeure, når de er af administrativ karakter, men ikke når de kan tilregnes eksportøren.

56

I overensstemmelse med Domstolens faste praksis gælder det, at selv om eksportørens medkontrahents uagtsomhed eller fejl kan anses for at udgøre en omstændighed, der ligger uden for eksportørens kontrol, forholder det sig ikke desto mindre således, at dette henhører under sædvanlig handelsrisiko og ikke kan anses for uforudseeligt i handelsforhold. Eksportøren har et frit valg med hensyn til sine medkontrahenter, og det påhviler eksportøren at træffe passende modforholdsregler enten ved at indføje bestemmelser herom i de kontrakter, som eksportøren indgår med disse medkontrahenter, eller ved at tegne en særlig forsikring i den henseende (jf. i denne retning domme AOB Reuter, C‑143/07, EU:C:2008:249, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis, og Eurofit, C‑99/12, EU:C:2013:487, præmis 43).

57

Det følger af de ovenstående betragtninger, at artikel 49 og 50 i forordning nr. 800/1999 skal fortolkes således, at en eksportør, der for at godtgøre eksporterede varers ankomst til destinationslandet har fremlagt tolddokumenter, som efterfølgende viser sig at være forfalskede, ikke efter udløbet af de frister, der er foreskrevet i disse artikler, kan fremlægge gyldige tolddokumenter i forbindelse med en verserende retssag om indrømmelse af eksportrestitution, selv om denne indrømmelse blev forsinket af andre årsager end de vedrørende beviset for varernes ankomst, undtagen i tilfælde af force majeure.

58

Med det fjerde spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 51, stk. 1, litra a), i forordning nr. 800/1999 skal fortolkes således, at den sanktion, der er foreskrevet i denne bestemmelse, skal pålægges, når eksportøren har fremlagt dokumenter, der godtgør de eksporterede varers ankomst til destinationslandet, inden for de foreskrevne frister, og disse viser sig at være forfalskede, selv om det fremgår af gyldige dokumenter, som fremlægges under en verserende retssag, at den eksportrestitution, der er blevet anmodet om, svarer til den, som ville være blevet indrømmet.

59

Med henblik på bedømmelsen af rækkevidden af artikel 51 i forordning nr. 800/1999 bemærkes det, at EU-bestemmelserne i overensstemmelse med 63. og 64. betragtning til forordningen har til formål, henset til de indhentede erfaringer, at bekæmpe uregelmæssigheder og især svig over for Unionens budget, idet der foreskrives sanktioner med det formål at tilskynde eksportørerne til at overholde bestemmelserne på området (jf. i denne retning dom Elfering Export, C‑27/05, EU:C:2006:260, præmis 31), hvorved eksportørens subjektive skyld i denne forbindelse er uden betydning (dom Eurofit, EU:C:2013:487, præmis 38).

60

Det følger deraf, at den i artikel 51, stk. 1, litra a), i forordning nr. 800/1999 foreskrevne sanktion bygger på et ansvar, der i det væsentlige er af objektiv karakter (jf. for så vidt angår bestemmelserne i artikel 11, stk. 1, første afsnit, litra a), i forordning nr. 3665/87, hvis indhold i det væsentlige er identisk med denne bestemmelse i forordning nr. 800/1999, dom AOB Reuter, EU:C:2008:249, præmis 19). Det følger heraf, at den i artikel 51, stk. 1, litra a), i forordning nr. 800/1999 foreskrevne nedsættelse af restitutionen kan finde anvendelse, selv når eksportøren ikke har begået fejl (jf. i denne retning dom AOB Reuter, EU:C:2008:249, præmis 17).

61

Det bemærkes ligeledes, at sanktionsbestemmelserne skal tilskynde til overholdelse af EU-bestemmelserne i almindelighed og ikke blot en del heraf eller visse særlige bestemmelser heri (jf. dom Elfering Export, EU:C:2006:260, præmis 32). Sanktionsbestemmelserne foreskriver derfor ikke sondringer mellem de formelle betingelser vedrørende overholdelse af frister og de materielle betingelser vedrørende angivelsernes indhold.

62

I den foreliggende sag viste de dokumenter, der godtgjorde de eksporterede varers ankomst til destinationslandet, og som blev fremlagt inden for de ved reglerne fastsatte frister, sig at være forfalskede. Da den berørte eksportør således ikke inden for fristerne har fremlagt alle de dokumenter, der kræves efter de omhandlede regler, bør vedkommende pålægges den i artikel 51, stk. 1, litra a), i forordning nr. 800/1999 foreskrevne sanktion, med mindre en af de på den udtømmende liste i forordningens artikel 51, stk. 3, opregnede fritagelsesgrunde finder anvendelse på eksportøren, idet der ikke kan tilføjes et yderligere undtagelsestilfælde, der bl.a. består i, at eksportøren ikke har handlet uagtsomt, til denne (jf. i den retning domme AOB Reuter, EU:C:2008:249, præmis 36, og Eurofit, EU:C:2013:487, præmis 43).

63

Det fremgår af de foregående betragtninger, at artikel 51, stk. 1, litra a), i forordning nr. 800/1999 skal fortolkes således, at den sanktion, der er foreskrevet i denne bestemmelse, skal pålægges, når eksportøren inden for de foreskrevne frister har fremlagt dokumenter, der godtgør de eksporterede varers ankomst til destinationslandet, og disse viser sig at være forfalskede, selv om det fremgår af gyldige dokumenter, som fremlægges under en verserende sag, at den eksportrestitution, der er blevet anmodet om, svarer til den, som ville være blevet indrømmet.

64

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Sjette Afdeling) for ret: