—

Ilie Nicolae Nicula ved avocat D. Târşia

—

den rumænske regering ved R. Radu, V. Angelescu og A.-L. Crişan, som befuldmægtigede

—

Europa-Kommissionen ved R. Lyal og G.-D. Bălan, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 6 TEU, artikel 110 TEUF og artikel 17, 20 og 21 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder samt af retssikkerhedsprincippet og princippet om forbud mod reformatio in pejus.

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem Ilie Nicolae Nicula på den ene side og Administraţia Finanţelor Publice a Municipiului Sibiu (den offentlige økonomiforvaltning i Sibiu) og Administraţia Fondului pentru Mediu (myndigheden for miljøfonden) på den anden side vedrørende de sidstnævntes afslag på at efterkomme hans anmodning om tilbagebetaling af den forureningsafgift på motorkøretøjer (herefter »forureningsafgiften«), der er blevet opkrævet i strid med EU-retten.

3

Ved Ordonanța de Urgenţă a Guvernului nr. 50/2008 pentru instituirea taxei pe poluare pentru autovehicule (regeringens hastedekret nr. 50/2008 om indførelse af en forureningsafgift på motorkøretøjer) af 21. april 2008 (Monitorul Oficial al României, del I, nr. 327 af 25.4.2008, herefter »OUG nr. 50/2008«), der trådte i kraft den 1. juli 2008, indførtes en forureningsafgift for køretøjer af kategori M1-M3 og N1-N3. Pligten til at erlægge denne afgift opstod bl.a. ved den første indregistrering af et motorkøretøj i Rumænien.

4

OUG nr. 50/2008 blev ændret flere gange, inden det blev ophævet ved Legea nr. 9/2012 privind taxa pentru emisiili poluante provenite de la autovehicule (lov nr. 9/2012 om afgift på luftforureningsemissioner fra motorkøretøjer) af 6. januar 2012 (Monitorul Oficial al României, del I, nr. 17 af 10.1.2012, herefter »lov nr. 9/2012«), der trådte i kraft den 13. januar 2012.

5

I medfør af artikel 4 i lov nr. 9/2012 opstod pligten til at erlægge afgiften på luftforureningsemissioner fra motorkøretøjer ikke kun ved den første indregistrering af et køretøj i Rumænien, men også, under særlige omstændigheder, ved den første registrering i Rumænien af ejendomsretten til et brugt køretøj.

6

Ved Ordonanța de Urgență a Guvernului nr. 1/2012 pentru suspendarea aplicării unor dispoziții ale Legii nr. 9/2012 privind taxa pentru emisiile poluante provenite de la autovehicule, precum şi pentru restituirea taxei achitate în conformitate cu prevederile art. 4 alin. 2 din lege (regeringens hastedekret nr. 1/2012 om udsættelse af anvendelsen af visse bestemmelser i lov nr. 9/2012 om afgift på luftforureningsemissioner fra motorkøretøjer samt om tilbagebetaling af den i henhold til bestemmelserne i den nævnte lovs artikel 4, stk. 2, indbetalte afgift) af 30. januar 2012 (Monitorul Oficial al României, del I, nr. 79 af 31.1.2012), der trådte i kraft den 31. januar 2012, blev pålæggelsen af afgiften på luftforureningsemissioner fra motorkøretøjer på den første registrering i Rumænien af ejendomsretten til et brugt køretøj udsat til den 1. januar 2013.

7

Ordonanţa de urgenţă nr. 9/2013 privind timbrul de mediu pentru autovehicule (regeringens hastedekret nr. 9/2013 om miljømærke for motorkøretøjer) af 19. februar 2013 (Monitorul Oficial al României, del I, nr.o 119 af 4.3.2013, herefter »OUG nr. 9/2013«) om ophævelse af lov nr. 9/2012 trådte i kraft den 15. marts 2013.

8

Artikel 4 i OUG nr. 9/2013 har følgende ordlyd:

»Beløbet for [miljømærket for motorkøretøjer (herefter »miljømærket«)] skal kun indbetales én gang:

9

Artikel 12, stk. 1 og 2, i OUG nr. 9/2013 fastsætter:

»1.   Såfremt den allerede indbetalte særlige afgift for personbiler og motorkøretøjer, [forureningsafgiften] eller afgiften på luftforureningsemissioner fra motorkøretøjer overstiger det beløb for mærket, som følger af anvendelsen af disse bestemmelser om miljømærke, omregnet [til rumænske lei (RON)] efter kursen på datoen for indregistreringen eller registreringen af ejendomsretten til et brugt motorkøretøj, kan differencen i forhold til den indbetalte afgift tilbagebetales, dog kun til den afgiftspligtige person og på grundlag af proceduren i overensstemmelse med gennemførelsesbestemmelserne for dette hastedekret. Den difference, som skal tilbagebetales, beregnes på grundlag af den formel, som er fastsat i dette hastedekret, ved anvendelse af de elementer, som blev vurderet i forbindelse med indregistreringen eller registreringen af ejendomsretten til et brugt motorkøretøj.

2.   Det beløb, som svarer til forskellen mellem på den ene side det af den afgiftspligtige person indbetalte beløb som den særlige afgift for personbiler og motorkøretøjer, forureningsafgiften […] eller afgiften på luftforureningsemissioner fra motorkøretøjer og på den anden side det beløb, som følger af anvendelsen af [miljømærket], tilbagebetales inden for den præklusionsfrist, som bestemmes i Ordonanţa Guvernului nr. 92 [privind Codul de procedură fiscală (regeringens dekret nr. 92 om skatteprocedureloven) af 24. december 2003 (Monitorul Oficial al României, DEL I, Nr. 941 af 29.12.2003)], som bekendtgjort på ny, og som senere ændret og suppleret, på grundlag af proceduren i overensstemmelse med gennemførelsesbestemmelserne for dette hastedekret.«

10

I løbet af 2009 købte Ilie Nicolae Nicula, der er rumænsk statsborger bosiddende i Rumænien, et brugt motorkøretøj, som var blevet indregistreret for første gang i Tyskland. Med henblik på indregistreringen af motorkøretøjet i Rumænien skulle han i medfør af artikel 4 i OUG nr. 50/2008 betale forureningsafgiften på 5153 RON.

11

Ved dom af 3. maj 2012 gav Tribunalul Sibiu Ilie Nicolae Nicula medhold i det søgsmål, som han ved denne ret havde anlagt mod Agenţia Fondului pentru Mediu, dvs. modtageren af forureningsafgiften, og tilpligtede denne myndighed at tilbagebetale afgiften, idet den var blevet indført i strid med artikel 110 TEUF som fortolket af Domstolen i dom Tatu (C-402/09, EU:C:2011:219). Tribunalul Sibiu afviste imidlertid søgsmålet, for så vidt som det også var anlagt mod Administraţia Finanţelor Publice Sibiu, dvs. den enhed, der opkrævede afgiften.

12

Som følge af den til prøvelse af den nævnte dom iværksatte appel for Curtea de Apel Alba-Iulia (appelretten i Alba-Iulia) besluttede sidstnævnte den 25. januar 2013 at ophæve dommen og henvise sagen til førsteinstansretten, idet appelretten med henblik på den fornyede prøvelse anførte, at det i tvister af denne art ikke alene er modtageren af en i strid med EU-retten opkrævet afgift, som har egenskab af »passivt retssubjekt« i søgsmålet med påstand om tilbagebetaling af nævnte afgift, men også opkræveren heraf.

13

OUG nr. 9/2013 trådte i kraft den 15. marts 2013, dvs. efter at sagen på ny blev registreret ved Tribunalul Sibiu. Sidstnævnte ret har anført, at i medfør af denne normative retsakt kan den allerede erlagte forureningsafgift kun tilbagebetales i det tilfælde, hvor beløbet på den indbetalte forureningsafgift overstiger beløbet for miljømærket, idet tilbagebetalingen er fastsat indskrænkende og alene begrænset til denne eventuelle difference.

14

I Ilie Nicolae Niculas konkrete situation svarer beløbet for miljømærket for det pågældende køretøj ved beregning i henhold til OUG nr. 9/2013 til 8126,44 RON, hvorimod den tidligere erlagte forureningsafgift beløb sig til 5153 RON. Tribunalul Sibiu er af den opfattelse, at sagsøgeren tager fejl ved at gøre gældende, at modværdien af miljømærket for hans køretøj kun er på 3779,74 RON, idet den difference, som skal tilbagebetales, i overensstemmelse med samme OUG’s artikel 12, stk. 1, andet punktum, beregnes på grundlag af den i dette dekret fastsatte formel ved anvendelse af de elementer, hvortil der blev taget hensyn på tidspunktet for indregistreringen af køretøjet i Rumænien, og ikke på grundlag af de nuværende elementer.

15

Tribunalul Sibiu er således af den opfattelse, at Ilie Nicolae Nicula i medfør af OUG nr. 9/2013 ikke er berettiget til tilbagebetaling af forureningsafgiften og renterne heraf, eftersom det tilsvarende beløb tilbageholdes af skatte- og miljøbeskyttelsesmyndighederne som betaling for miljømærket, idet miljømærkets værdi overstiger værdien på den forureningsafgift, som han havde betalt ved indregistreringen af sit køretøj.

16

På denne baggrund har Tribunalul Sibiu besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Kan bestemmelserne i artikel 6 [TEU], artikel 17, 20 og 21 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, artikel 110 TEUF samt princippet om retssikkerhed og princippet om forbud mod reformatio in pejus, som begge er fastlagt i [EU-]retten og bekræftet i Domstolens praksis [domme Belbouab, 10/78, EU:C:1978:181, og Belgocodex, C-381/97, EU:C:1998:589], fortolkes således, at de er til hinder for bestemmelser som de i [OUG nr. 9/2013] omhandlede?«

17

Den rumænske regering har i medfør af artikel 16, stk. 3, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol anmodet om, at Domstolen sættes som stor afdeling.

18

Den rumænske regering er af den opfattelse, at den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse ikke kan antages til realitetsbehandling. I denne henseende har den rumænske regering for det første gjort gældende, at den af den forelæggende ret anførte bestemmelse i national ret, nemlig artikel 12 i OUG nr. 9/2013, regulerer en administrativ og udenretlig procedure for tilbagebetaling af afgifter, således at bestemmelsen ikke fastsætter fortolkningsmæssige begrænsninger for de retter, ved hvilke der er nedlagt påstande om tilbagebetaling af en i strid med EU-retten opkrævet afgift, såsom den i hovedsagen omhandlede. Det er derfor med urette, at den forelæggende ret har gjort gældende, at den nævnte bestemmelse forhindrer den i at træffe afgørelse om tilbagebetaling af hele det beløb, som Ilie Nicolae Nicula har betalt i forureningsafgift.

19

Den rumænske regering har for det andet gjort gældende, at OUG nr. 9/2013 under alle omstændigheder ikke kan finde anvendelse på tvisten i hovedsagen, idet hastedekretet ikke var trådt i kraft, da Ilie Nicolae Nicula betalte forureningsafgiften.

20

Af disse grunde er den rumænske regering af den opfattelse, at besvarelsen af det af den forelæggende ret forelagte spørgsmål ikke er relevant for afgørelsen af tvisten i hovedsagen, og at anmodningen om præjudiciel afgørelse derfor bør afvises fra realitetsbehandling.

21

I denne henseende bemærkes, at det fremgår af Domstolens faste praksis, at det inden for rammerne af den procedure, der er indført ved artikel 267 TEUF, udelukkende tilkommer den nationale ret, som tvisten er indbragt for, og som har ansvaret for den retsafgørelse, der skal træffes, på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag at vurdere, såvel om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at den kan afsige dom, som relevansen af de spørgsmål, den forelægger Domstolen. Når de stillede spørgsmål vedrører fortolkningen af EU-retten, er Domstolen følgelig principielt forpligtet til at træffe afgørelse (jf. i denne retning domme Gouvernement de la Communauté française og Gouvernement wallon, C‑212/06, EU:C:2008:178, præmis 28, Zurita García og Choque Cabrera, C‑261/08 og C‑348/08, EU:C:2009:648, præmis 34, samt Filipiak, C‑314/08, EU:C:2009:719, præmis 40).

22

Domstolen har imidlertid ligeledes fastslået, at det med henblik på at efterprøve sin egen kompetence under særlige omstændigheder tilkommer den at undersøge de omstændigheder, hvorunder den nationale ret har forelagt sagen (jf. i denne retning dom Filipiak, EU:C:2009:719, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).

23

I denne henseende bemærkes, at Domstolen kun kan afslå at træffe afgørelse vedrørende et præjudicielt spørgsmål fra en national ret, når det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af EU-retten savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, når problemet er af hypotetisk karakter, eller når Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan foretage en saglig korrekt besvarelse af de stillede spørgsmål (dom Zurita García og Choque Cabrera, EU:C:2009:648, præmis 35).

24

I det foreliggende tilfælde har Domstolen i henhold til dens procesreglements artikel 101, stk. 1, anmodet den forelæggende ret om at angive, om artikel 12 i OUG nr. 9/2013, henset til arten af den for denne verserende procedure finder anvendelse på tvisten i hovedsagen. Den forelæggende ret bekræftede med sit svar, der blev indleveret til Domstolens Justitskontor den 13. marts 2014, at artiklen udgør den materielle retsregel, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen med henblik på den fornyede prøvelse af den sag, i hvilken der er iværksat appel ved samme ret. Ifølge den forelæggende ret er den i nævnte artikel 12, stk. 1, fastsatte regel utvetydig og indskrænker tilbagebetalingen af de afgifter, der er blevet erlagt inden indførelsen af miljømærket, til den ene situation, hvor disses værdi overstiger værdien af dette mærke som indført ved OUG nr. 9/2013.

25

På denne baggrund må det fastslås, at Domstolens bidrag til den fortolkning, som den forelæggende ret har anmodet om, er hensigtsmæssig for sidstnævnte med henblik på at træffe afgørelse om den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivnings forenelighed med EU-retten, således at den rumænske regerings argumenter vedrørende den påståede afvisning af en realitetsbehandling af anmodningen om præjudiciel afgørelse skal forkastes, og at anmodningen derfor skal fremmes til realitetsbehandling.

26

Med sit spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om EU-retten skal fortolkes således, at den er til hinder for en ordning med tilbagebetaling af en i strid med EU-retten opkrævet afgift, såsom den i hovedsagen omhandlede.

27

Det fremgår af Domstolens faste praksis, at retten til at få tilbagebetalt afgifter, som en medlemsstat har opkrævet i strid med EU-rettens regler, består som en konsekvens af og i tilslutning til de rettigheder, som borgerne er tillagt ved de EU-retlige forskrifter, der forbyder sådanne afgifter, således som disse er blevet fortolket af Domstolen. Medlemsstaterne er derfor i princippet forpligtet til at tilbagebetale de afgifter, der er opkrævet i strid med EU-retten (domme Littlewoods Retail m.fl., C‑591/10, EU:C:2012:478, præmis 24, og Irimie, C-565/11, EU:C:2013:250, præmis 20).

28

Domstolen har desuden allerede fastslået, at når en medlemsstat har opkrævet afgifter i strid med EU-rettens regler, har borgerne ikke blot ret til tilbagebetaling af den skat, der er opkrævet med urette, men også af beløb, der er betalt til denne stat eller indeholdt af denne i direkte forbindelse med denne skat (jf. i denne retning domme Littlewoods Retail m.fl., EU:C:2012:478, præmis 25, og Irimie, EU:C:2013:250, præmis 21).

29

Princippet om medlemsstaternes forpligtelse til at tilbagebetale de i strid med EU-retten opkrævne afgiftsbeløb med rente er udledt af EU-retten (domme Littlewoods Retail m.fl., EU:C:2012:478, præmis 26, og Irimie, EU:C:2013:250, præmis 22).

30

I det foreliggende tilfælde bemærkes indledningsvis, at den affattelse af OUG, på grundlag af hvilken Ilie Nicolae Nicula er blevet pålagt forureningsafgiften på datoen for indregistreringen af sit køretøj i Rumænien, ikke klart fremgår af forelæggelsesafgørelsen. Domstolen har imidlertid allerede fastslået, at artikel 110 TEUF er til hinder for en afgift som den forureningsafgift, der er indført ved OUG nr. 50/2008, såvel i dekretets oprindelige affattelse som i de ændrede affattelser heraf (jf. i denne retning domme Tatu, EU:C:2011:219, præmis 58 og 61, samt Nisipeanu, C-263/10, EU:C:2011:466, præmis 27 og 29).

31

Domstolen har nemlig fastslået, at anvendelsen af bestemmelserne i OUG nr. 50/2008, uanset affattelsen heraf, havde til virkning, at indførte brugte køretøjer kendetegnet ved en betydelig alder og slitage blev pålagt en afgift tæt på 30% af handelsværdien, mens lignende køretøjer sat til salg på det indenlandske marked for brugte køretøjer, hvilke sidstnævnte således udgør lignende indenlandske varer som omhandlet i artikel 110 TEUF, på ingen måde blev belastet med en sådan afgift. Domstolen konkluderede på denne baggrund, at en sådan foranstaltning afskrækker fra ibrugtagning af brugte køretøjer købt i andre medlemsstater uden dog at afskrække køberne fra at købe brugte køretøjer af samme alder og med samme slitage på det indenlandske marked (jf. i denne retning domme Tatu, EU:C:2011:219, præmis 55, 58 og 61, samt Nisipeanu, EU:C:2011:466, præmis 26, 27 og 29).

32

Rumænien har som følge af domme Tatu (EU:C:2011:219) og Nisipeanu (EU:C:2011:466) vedtaget OUG nr. 9/2013, hvorved der er indført en ny afgiftspålæggelse af motorkøretøjer, nemlig miljømærket. I henhold til dette dekrets artikel 4 opstår pligten til at betale for miljømærket enten ved den første indregistrering af et motorkøretøj i Rumænien, ved genindførelsen af et motorkøretøj i den nationale bilpark eller ved registreringen af ejendomsretten til et brugt motorkøretøj, for hvilket ingen af de tidligere gældende afgifter på køretøjer er blevet betalt, eller for hvilket en myndighed har truffet beslutning om tilbagebetaling af disse afgifter eller indregistrering uden betaling af disse.

33

Som det fremgår af forelæggelsesafgørelsen og af den forelæggende rets besvarelse af Domstolens anmodning om uddybende oplysninger, indfører OUG nr. 9/2013 ligeledes ved sin artikel 12 en ordning med tilbagebetaling af afgift erlagt i henhold til bl.a. OUG nr. 50/2008 eller de ændrede affattelser heraf, hvorved det gøres muligt for borgerne at opnå tilbagebetaling for den allerede erlagte afgift, såfremt dennes værdi overstiger miljømærkets. Den forelæggende ret er af den opfattelse, at den i henhold til nævnte bestemmelse ikke har mulighed for at foranstalte dels tilbagebetaling til Ilie Nicolae Nicula af det beløb, som han har måttet erlægge i forureningsafgift, dels betaling af de hertil knyttede renter.

34

Det skal således undersøges, om en sådan ordning med tilbagebetaling ved modregning gør det muligt for borgerne faktisk at udøve den ret til tilbagebetaling af den uretmæssigt erlagte afgift, som de er tillagt i medfør af EU-retten.

35

I denne henseende fremgår det af artikel 12, stk. 1, i OUG nr. 9/2013 som udlagt af den forelæggende ret, at den i strid med EU-retten opkrævede forureningsafgift for så vidt angår brugte køretøjer indført fra en anden medlemsstat kun tilbagebetales til den afgiftspligtige person, såfremt den overstiger det skyldige beløb for miljømærket beregnet på grundlag af de elementer, som blev vurderet på datoen for indregistreringen af det indførte køretøj i Rumænien.

36

Det følger heraf, således som Europa-Kommissionen har anført, at en tilbagebetalingsordning som den i hovedsagen omhandlede for så vidt angår et fra en anden medlemsstat indført brugt køretøj medfører, at pligten til tilbagebetaling af den i strid med EU-retten opkrævede forureningsafgift begrænses eller sågar, ligesom i hovedsagen, helt fjernes, hvilket kan opretholde den forskelsbehandling, som Domstolen konstaterede i domme Tatu (EU:C:2011:219) og Nisipeanu (EU:C:2011:466).

37

Desuden indebærer den nævnte ordning, at de nationale myndigheder fritages for forpligtelsen til at tage hensyn til de renter, som skyldes til den afgiftspligtige person for perioden mellem den uretmæssige opkrævning af forureningsafgiften og tilbagebetalingen heraf, og ordningen opfylder derfor ikke det i denne doms præmis 29 anførte krav.

38

På denne baggrund skal det fastslås, at en tilbagebetalingsordning som den i hovedsagen omhandlede ikke muliggør den faktiske udøvelse af den ret til tilbagebetaling af en i strid med EU-retten opkrævet afgift, som borgerne råder over i medfør af denne ret.

39

Henset til de ovenstående betragtninger skal det fastslås, at EU-retten skal fortolkes således, at den er til hinder for en ordning med tilbagebetaling af en i strid med EU-retten opkrævet afgift, såsom den i hovedsagen omhandlede.

40

I tilfælde af, at Domstolen fastslår, at EU-retten er til hinder for en afgift som det ved OUG nr. 9/2013 indførte miljømærke, har den rumænske regering i sine skriftlige indlæg anmodet Domstolen om at begrænse de tidsmæssige virkninger af dommen.

41

I denne henseende bemærkes, at den forelæggende ret ved den ønskede fortolkning af EU-retten ikke ønsker oplyst, om EU-retten er til hinder for en afgift som miljømærket, men alene om nævnte ret er til hinder for en ordning som den, der er indført ved OUG nr. 9/2013, og som fastsætter tilbagebetaling af den afgift, der uretmæssigt er blevet opkrævet i henhold til OUG nr. 50/2008.

42

Under disse omstændigheder bemærkes blot, at de argumenter, som den rumænske regering har gjort gældende til støtte for en begrænsning af de tidsmæssige virkninger af Domstolens dom, vedrører andre tilfælde end den i hovedsagen omhandlede, og det er derfor ufornødent at udtale sig om nævnte regerings anmodning om at opnå en tidsmæssig begrænsning af denne doms virkninger.

43

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Store Afdeling) for ret:

EU-retten skal fortolkes således, at den er til hinder for en ordning med tilbagebetaling af en i strid med EU-retten opkrævet afgift, såsom den i hovedsagen omhandlede.