—

Provincie Antwerpen ved advocaat G. van Gelder

—

Belgacom NV van publiek recht ved advocaten H. de Bauw og B. Den Tandt

—

Mobistar NV ved advocaten T. De Cordier, H. Waem og E. Taelman

—

den belgiske regering ved A. Vandewalle og M. Jacobs, som befuldmægtigede

—

den ungarske regering ved Z. Fehér, K. Szíjjártó og A. Szilágyi, som befuldmægtigede

—

den polske regering ved B. Majczyna, som befuldmægtiget

—

den svenske regering ved A. Falk, C. Meyer-Seitz, U. Persson, E. Karlsson, L. Swedenborg og C. Hagerman, som befuldmægtigede

—

Europa-Kommissionen ved L. Nicolae, F. Wilman og T. van Rijn, som befuldmægtigede,

1

Anmodningerne om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 6 og 13 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/20/EF af 7. marts 2002 om tilladelser til elektroniske kommunikationsnet og ‑tjenester (tilladelsesdirektivet) (EFT L 108, s. 21).

2

Anmodningerne er blevet fremsat i forbindelse med to tvister mellem Provincie Antwerpen (provinsen Antwerpen) og henholdsvis Belgacom NV van publiek recht (herefter »Belgacom«) og Mobistar NV (herefter »Mobistar«) vedrørende afgørelser, hvorved disse to virksomheder blev pålagt en generel provinsafgift for deres driftssteder inden for Provincie Antwerpens område.

3

Tilladelsesdirektivets artikel 1 med overskriften »Formål og anvendelsesområde« bestemmer:

»1.   Målet med dette direktiv er gennem en harmonisering og forenkling af regler og vilkår for tilladelser at skabe et indre marked for elektroniske kommunikationsnet og ‑tjenester for derigennem at lette udbud heraf i hele Fællesskabet.

2.   Dette direktiv finder anvendelse på tilladelser i forbindelse med udbud af elektroniske kommunikationsnet og ‑tjenester.«

4

Direktivets artikel 6 med overskriften »Vilkår knyttet til den generelle tilladelse og brugsretten til radiofrekvenser og numre samt særlige forpligtelser« bestemmer:

»1.   Den generelle tilladelse til udbud af elektroniske kommunikationsnet eller ‑tjenester samt brugsretten til radiofrekvenser og numre kan kun underlægges de i bilagets del A, B og C anførte vilkår. Sådanne vilkår skal være objektivt begrundede set i forhold til det pågældende net eller den pågældende tjeneste, ikke-diskriminerende, forholdsmæssigt afpassede og transparente.

2.   Særlige forpligtelser, der […] kan pålægges udbydere af elektroniske kommunikationsnet og ‑tjenester eller, som […] er blevet udpeget til at varetage forsyningspligtydelser, skal retligt være adskilt fra de rettigheder og forpligtelser, som gælder i henhold til den generelle tilladelse. For at sikre virksomhederne transparens skal der i den generelle tilladelse henvises til kriterier og procedurer for at pålægge den enkelte virksomhed sådanne særlige forpligtelser.

3.   Den generelle tilladelse må kun indeholde vilkår, der er specifikke for den pågældende sektor og er anført i bilagets del A, og må ikke indeholde vilkår, som allerede gælder for virksomhederne i medfør af anden national lovgivning.

4.   Medlemsstaterne må ikke gentage den generelle tilladelses vilkår, når de giver virksomheder brugsret til radiofrekvenser eller numre.«

5

Direktivets artikel 13 med overskriften »Afgifter for brugsrettigheder og tilladelser til installation af faciliteter« har følgende ordlyd:

»Medlemsstaterne kan give den relevante myndighed tilladelse til at opkræve afgifter for brugsret til radiofrekvenser eller numre eller for tilladelser til at installere faciliteter på, over eller under offentlig eller privat ejendom, som afspejler behovet for at sikre, at disse ressourcer udnyttes optimalt. Medlemsstaterne sikrer, at sådanne afgifter er ikke-diskriminerende, transparente, objektivt begrundede og forholdsmæssigt afpassede efter det tilsigtede formål og tager hensyn til målene i artikel 8 i [Europa-Parlamentets og Rådets] direktiv 2002/21/EF [om fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og ‑tjenester (rammedirektivet) (EFT L 108, s. 33)].«

6

Del B i bilaget til tilladelsesdirektivet bestemmer:

»Vilkår, som kan knyttes til brugsret til radiofrekvenser

[…]

[…]«

7

Artikel 97 i wet betreffende de hervorming van sommige economische overheidsbedrijven (lov om ændring af visse offentlige virksomheder) af 21. marts 1991 (Belgisch Staatsblad, 27.3.1991, s. 6155) i den affattelse, der var gældende på tidspunktet for tvisterne i hovedsagerne (herefter »lov af 21. marts 1991«), bestemmer:

»1.   På de i dette kapitel fastsatte betingelser er enhver operatør af et offentligt telekommunikationsnet berettiget til at gøre brug af statens og kommunernes offentlige område til at etablere kabler, luftledninger og dertil hørende faciliteter og at udføre ethvert arbejde, der er forbundet hermed under hensyntagen til deres formål og til retlige og administrative bestemmelser vedrørende benyttelsen.

[…]

2.   De kabler, luftledninger og dertil hørende faciliteter, der er etableret, forbliver den pågældende operatørs ejendom.«

8

Lovens artikel 98 bestemmer:

»1.   Før der etableres kabler, luftledninger og dertil hørende faciliteter på offentligt område, fremlægger en operatør af et offentligt telekommunikationsnet et situationsrids og en nærmere beskrivelse af de arbejder, der skal udføres, til godkendelse af den myndighed, hvorunder det offentlige område hører.

[…]

2.   Myndighederne kan ikke pålægge en operatør af et offentligt telekommunikationsnet nogen afgift, skat, betaling, vederlag eller godtgørelse, uanset hvilken form det måtte have, for retten til at benytte dette offentlige område.

Operatøren af et offentligt telekommunikationsnet har endvidere ret til gratis adgang til kabler, luftledninger og dertil hørende faciliteter i de offentlige indretninger på det offentlige område.

[…]«

9

Provincieraad van de Provincie Antwerpen (rådet for provinsen Antwerpen) vedtog for 2005-2008 fire afgiftsbekendtgørelser, hvorved der indførtes en generel provinsafgift af driftssteder på denne provins’ område. Det fremgår af de sagsakter, som Domstolen har til rådighed, at ordlyden af de væsentligste bestemmelser i afgiftsbekendtgørelserne for 2005-2007 (herefter »afgiftsbekendtgørelserne 2005-2007«) er identiske. Afgiftsbekendtgørelsen for 2008 (herefter »afgiftsbekendtgørelsen 2008«) adskiller sig fra disse navnlig for så vidt angår størrelsen af den indførte afgift.

10

Afgiftsbekendtgørelserne 2005-2007 bestemmer således i artikel 1, at den generelle provinsafgift bl.a. skal betales for ethvert driftssted, hvilket defineres som »ethvert individuelt eller fælles areal, uanset i hvilken form. Arealer, der grænser op til hinanden, betragtes som et enkelt driftssted, såfremt de ikke er adskilt af en offentlig vej, skelmur eller lignende. To eller flere arealer, der er forbundet med hinanden via det almindelige vejnet, betragtes som et enkelt driftssted«.

11

Ifølge artikel 1, B, stk. 2, i disse afgiftsbekendtgørelser skal den generelle provinsafgift bl.a. betales af »enhver juridisk person, der er stiftet efter belgisk eller udenlandsk ret, som er selskabsskattepligtig, herunder juridiske personer under likvidation, og som pr. 1. januar [det pågældende år] på Antwerpen provins’ område har et eller flere driftssteder, som anvendes af de nævnte juridiske personer eller er forbeholdt til deres anvendelse«.

12

Artikel 2, B, i de nævnte afgiftsbekendtgørelser bestemmer, at afgiftens størrelse i princippet andrager 99 EUR pr. driftssted med et areal på 1000 m2 eller derunder.

13

Afgiften i henhold til afgiftsbekendtgørelse 2008, der blev vedtaget den 5. oktober 2007, skal ligeledes betales for enhver driftssted på Provincie Antwerpens område. Denne afgiftsbekendtgørelses artikel 1, B, stk. 2, er affattet i tilsvarende vendinger, som dem i afgiftsbekendtgørelserne 2005-2007.

14

Artikel 8, stk. 1 og 2, i afgiftsbekendtgørelsen 2008 bestemmer:

»Den afgiftspligtige skal betale afgift af enhver særskilt driftssted, uanset hvordan den benævnes, som anvendes af den afgiftspligtige eller er forbeholdt til anvendelse for denne, og som er beliggende på Provincie Antwerpens område.

Et afgiftspligtigt driftssted er »ethvert areal, der er bestemt til erhvervs- eller driftsformål, eller som anvendes til erhvervs- eller driftsformål, er forbeholdt til brug eller bidrager til virkeliggørelsen/gennemførelsen af erhvervs- eller driftsformål.«

15

Afgiftsbekendtgørelsens artikel 11 bestemmer, at størrelsen af den afgift, der skal betales for driftssteder, som er større end 1000 m2, i princippet er 135 EUR.

16

Belgacom og Mobistar er udbydere af elektroniske kommunikationsnet og ‑tjenester.

17

Det fremgår af forelæggelsesafgørelserne, at Belgacom og Mobistar på Provincie Antwerpens område opstillede et betydeligt antal mobiltelefonimaster, ‑pyloner og ‑antenner, som var nødvendige for udbuddet af elektroniske kommunikationstjenester.

18

Provincie Antwerpens myndigheder udstedte i henhold til de i denne doms præmis 9 nævnte afgiftsbekendtgørelser afgiftspålæg vedrørende Belgacoms skyldige afgifter for 2007 og 2008 og Mobistars skyldige afgifter for 2005-2007 med henvisning til deres driftssteder på Provincie Antwerpens område.

19

Belgacom og Mobistar indgav klager over disse afgiftspålæg til guvernøren for Provincie Antwerpen. Da disse klager blev afvist, anlagde selskaberne sag ved rechtbank van eerste aanleg te Antwerpen (førsteinstansretten i Antwerpen), som annullerede de pågældende afgiftspålæg. Provincie Antwerpen har iværksat appel til prøvelse af de domme, der blev afsagt i første instans, til den forelæggende ret.

20

Det fremgår endvidere af forelæggelsesafgørelserne, at Grondwettelijk Hof (forfatningsdomstolen) har taget stilling til forfatningsmæssigheden af artikel 98, stk. 2, i lov af 21. marts 1991 ved en dom af 15. december 2001, hvorved det blev fastslået, at denne bestemmelse ikke forbyder provinserne af budgetmæssige eller andre grunde at opkræve en afgift af den økonomiske aktivitet, som telekommunikationsoperatørerne udøver på dens område, og som er materialiseret ved de mobiltelefonimaster, ‑pyloner eller ‑antenner, som de på offentligt eller privat område anvender til aktiviteterne.

21

Belgacom og Mobistar har inden for rammerne af de sager, der verserer for den forelæggende ret, rejst spørgsmålet, om de omhandlede afgiftspålæg er forenelige med tilladelsesdirektivet. Endvidere har disse selskaber gjort gældende, at Grondwettelijk Hofs bedømmelse af den i hovedsagerne omhandlede generelle provinsafgift ikke er forenelig med Domstolens praksis, nærmere bestemt med dom Vodafone España og France Telecom España (C‑55/11, C‑57/11 og C‑58/11, EU:C:2012:446), hvori Domstolen fastslog, at medlemsstaterne ikke inden for rammerne af tilladelsesdirektivet kan opkræve andre afgifter eller gebyrer i forbindelse med udbud af elektroniske kommunikationsnet og ‑tjenester end dem, der er fastsat i dette direktiv.

22

Hof van beroep te Antwerpen har på baggrund af denne dom rejst spørgsmålet, om den fortolkning af artikel 98, stk. 2, i lov af 21. marts 1991, som Grondwettelijk Hof foretog, er forenelig med tilladelsesdirektivets artikel 6 og 13.

23

På denne baggrund har hof van beroep te Antwerpen besluttet at udsætte sagerne og i begge sager forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Skal [»tilladelses«] direktivets artikel 6 og 13 fortolkes således, at de er til hinder for, at en medlemsstats myndighed [af budgetmæssige] eller andre grunde må opkræve en afgift af den økonomiske aktivitet, som telekommunikationsoperatørerne udøver på dens område eller en del heraf, og som er materialiseret ved de [mobiltelefoni]master, ‑pyloner eller ‑antenner, som de på offentligt eller privat område anvender til aktiviteterne?«

24

Ved kendelse afsagt af Domstolens præsident den 6. juni 2013 blev sagerne C‑256/13 og C‑264/13 forenet med henblik på den skriftlige og den mundtlige forhandling samt dommen.

25

Med sit spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om »tilladelsesdirektivets« artikel 6 og 13 skal fortolkes således, at de er til hinder for, at operatører, der udbyder elektroniske kommunikationsnet og ‑tjenester, pålægges en generel afgift af driftssteder med henvisning til de mobiltelefonimaster, ‑pyloner og ‑antenner, der er opsat på offentligt eller privat område, og som er nødvendige for udøvelsen af deres virksomhed.

26

Det bemærkes, at tilladelsesdirektivets artikel 6 vedrører de vilkår og særlige forpligtelser, som kan knyttes til den generelle tilladelse og brugsretten til radiofrekvenser eller numre. Denne artikel bestemmer, at den generelle tilladelse til udbud af elektroniske kommunikationsnet eller ‑tjenester samt brugsretten til radiofrekvenser og numre kun kan underlægges de i del A, B og C i direktivets bilag anførte vilkår.

27

I denne henseende fremgår det af del B, nr. 6, i bilaget til tilladelsesdirektivet, at afgifter for brugsret, jf. direktivets artikel 13, figurerer blandt de vilkår, som kan knyttes til de pågældende rettigheder.

28

I det foreliggende tilfælde fremgår det ikke af forelæggelsesafgørelserne, at den i hovedsagerne omhandlede afgift figurerer blandt de vilkår og særlige forpligtelser, der er udtømmende opregnet i bilaget til tilladelsesdirektivet, og som kan knyttes til den generelle tilladelse eller brugsretten til radiofrekvenser i henhold til tilladelsesdirektivets artikel 6. Følgelig er denne artikel i »tilladelsesdirektivet« ikke relevant i de foreliggende sager.

29

Hvad angår spørgsmålet, om tilladelsesdirektivets artikel 13 er til hinder for, at de berørte virksomheder pålægges en afgift som den i hovedsagerne omhandlede, skal det bemærkes, at Domstolen allerede har fastslået, at tilladelsesdirektivet ikke kun fastsætter regler vedrørende procedurerne for udstedelse af tilladelser eller brugsret til radiofrekvenser eller numre og indholdet af disse tilladelser, men ligeledes vedrørende arten eller endog størrelsen af de økonomiske byrder, som er knyttet til disse procedurer, og som medlemsstaterne kan pålægge virksomhederne i sektoren for elektroniske kommunikationstjenester (dom Vodafone Malta og Mobisle Communications, C‑71/12, EU:C:2013:43, præmis 20 og den deri nævnte retspraksis).

30

Ifølge fast retspraksis kan medlemsstaterne inden for rammerne af tilladelsesdirektivet således ikke opkræve andre afgifter eller gebyrer i forbindelse med udbud af elektroniske kommunikationsnet og ‑tjenester end dem, der er fastsat i dette direktiv (jf. dom Vodafone España og France Telecom España, EU:C:2012:446, præmis 28 og den deri nævnte retspraksis).

31

Hvad angår tilladelsesdirektivets artikel 13 bemærkes, at denne artikel vedrører betingelserne for opkrævning af afgifter for brugsret til radiofrekvenser eller numre eller for tilladelser til at installere faciliteter på, over eller under offentlig eller privat ejendom (jf. i denne retning Vodafone Malta og Mobisle Communications, EU:C:2013:431, præmis 19).

32

I henhold til denne artikel i tilladelsesdirektivet kan medlemsstaterne underlægge brugsret til radiofrekvenser eller numre og tilladelser til installation af faciliteter en afgift, der har til formål at sikre, at denne ressource udnyttes optimalt (jf. i denne retning dom Belgacom m.fl., C‑375/11, EU:C:2013:185, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis).

33

Begreberne »faciliteter« og »installere«, der er anvendt i denne artikel 13, henviser til henholdsvis den fysiske infrastruktur, der muliggør udbud af elektroniske kommunikationsnet og ‑tjenester, og til deres fysiske installation på den pågældende offentlige eller private ejendom (jf. i denne retning dom Vodafone España og France Telecom España, EU:C:2012:446, præmis 32).

34

Tilladelsesdirektivets artikel 13 omfatter imidlertid ikke alle de afgifter, som den infrastruktur, der muliggør levering af elektroniske kommunikationsnet og ‑tjenester, kan undergives.

35

Tilladelsesdirektivet finder nemlig ifølge artikel 1, stk. 2, anvendelse på tilladelser i forbindelse med udbud af elektroniske kommunikationsnet og ‑tjenester, og direktivets artikel 13 omfatter kun afgifter for brugsret til radiofrekvenser eller numre eller for tilladelser til at installere faciliteter på, over eller under offentlig eller privat ejendom, som afspejler behovet for at sikre, at disse ressourcer udnyttes optimalt.

36

I det foreliggende tilfælde fremgår det imidlertid af forelæggelsesafgørelserne, at bl.a. enhver juridisk person, der er stiftet efter belgisk eller udenlandsk ret, og som på Provincie Antwerpens område har et eller flere driftssteder, som anvendes af denne juridiske person eller er forbeholdt til dennes anvendelse, pålægges den i hovedsagerne omhandlede afgift, uanset driftsstedets karakter og den aktivitet, der udøves af den afgiftspligtige. Afgiftens størrelse afhænger af driftsstedernes areal. Det er således ikke kun operatører, der udbyder elektroniske kommunikationsnet og –tjenester, eller de personer, der er tillagt de rettigheder, der er fastsat i tilladelsesdirektivets artikel 13, der er afgiftspligtige.

37

Det følger heraf, at den afgiftsudløsende begivenhed ikke er knyttet til tildeling af brugsret til radiofrekvenser eller tilladelser til installation af faciliteter som omhandlet i tilladelsesdirektivets artikel 13. En sådan afgift udgør derfor ikke en afgift i den i denne artikel omhandlede forstand og henhører følgelig ikke under direktivets anvendelsesområde.

38

På baggrund af samtlige ovenstående betragtninger skal det forelagte spørgsmål besvares med, at tilladelsesdirektivets artikel 6 og 13 skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for, at operatører, der udbyder elektroniske kommunikationsnet og ‑tjenester, pålægges en generel afgift af driftssteder med henvisning til de mobiltelefonimaster, ‑pyloner og ‑antenner, der er opsat på offentligt eller privat område, og som er nødvendige for udøvelsen af deres virksomhed.

39

Da sagernes behandling i forhold til hovedsagernes parter udgør et led i de sager, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tredje Afdeling) for ret:

Artikel 6 og 13 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/20/EF af 7. marts 2002 om tilladelser til elektroniske kommunikationsnet og ‑tjenester (tilladelsesdirektivet) skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for, at operatører, der udbyder elektroniske kommunikationsnet og ‑tjenester, pålægges en generel afgift af driftssteder med henvisning til de mobiltelefonimaster, ‑pyloner og ‑antenner, der er opsat på offentligt eller privat område, og som er nødvendige for udøvelsen af deres virksomhed.