—

Raad van bestuur van de Sociale verzekeringsbank ved H. van der Most

—

L.F. Evans ved advocaat N. Matt

—

den nederlandske regering ved J. Langer, M. Bulterman og M. Gijzen, som befuldmægtigede

—

den portugisiske regering ved L. Inez Fernandes, som befuldmægtiget, bistået af professor A. Silva Rocha

—

Europa-Kommissionen ved M. van Beek, som befuldmægtiget,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 2, 3 og/eller 16 i Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, som ændret og ajourført ved Rådets forordning (EF) nr. 118/97 af 2. december 1996 (EFT 1997 L 28, s. 1), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1992/2006 af 18. december 2006 (EUT L 392, s. 1, herefter »forordning nr. 1408/71«), samt subsidiært af artikel 7, stk. 2, i Rådets forordning (EØF) nr. 1612/68 af 15. oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet (EFT L 257, s. 2).

2

Anmodningen er blevet indgivet under en sag mellem Raad van bestuur van de Sociale verzekeringsbank (herefter »Svb«) og L.F. Evans, som er britisk statsborger, vedrørende beregningen af pensionsrettigheder for den periode, hvor hun var ansat ved Amerikas Forenede Staters generalkonsulat i Amsterdam (Nederlandene) og havde en privilegeret status, ifølge hvilken hun bl.a. var fritaget for at betale socialsikringsbidrag og således ikke var dækket af den nederlandske sociale sikringsordning.

3

Wienerkonventionen om konsulære forbindelser, der blev indgået i Wien den 24. april 1963 (United Nations Treaty Series, bind 596, s. 261, herefter »Wienerkonventionen af 1963«), bestemmer i artikel 1, stk. 1 og 3, følgende:

»1.   I denne konvention har nedennævnte udtryk følgende betydning:

[…]

[...]

3.   Den særlige stilling for konsulatsmedlemmer, der er statsborgere eller fast bosiddende i modtagerstaten, er fastlagt i denne konventions artikel 71.«

4

Under overskriften »Fritagelse med hensyn til social tryghed« har konventionens artikel 48 følgende ordlyd:

»1.   Med forbehold af bestemmelserne i denne artikels stk. 3 skal konsulatsmedlemmer i udøvelsen af deres tjeneste for udsenderstaten samt de til deres husstand hørende familiemedlemmer være fritaget for de i modtagerstaten eventuelt gældende bestemmelser om social tryghed.

2.   Den ved denne artikels stk. 1 hjemlede fritagelse gælder ligeledes for private tjenestefolk, der udelukkende er beskæftiget af konsulatsmedlemmer på betingelse af:

3.   Konsulatsmedlemmer, der beskæftiger personer, som ikke omfattes af den ved denne artikels stk. 2 hjemlede fritagelse, skal overholde de forpligtelser, som modtagerstatens lovgivning om social tryghed pålægger arbejdsgivere.

4.   De ved denne artikels stk. 1 og 2 hjemlede fritagelser skal ikke udelukke frivillig deltagelse i modtagerstatens sociale tryghedsordning, såfremt en sådan deltagelse er tilladt af denne stat.«

5

Under overskriften »Personer, som er statsborgere eller fast bosiddende i modtagerstaten« bestemmer nævnte konventions artikel 71 følgende:

»1.   Bortset fra sådanne yderligere lettelser, forrettigheder og immuniteter, som modtagerstaten måtte tilstå, skal konsulatsembedsmænd, som er statsborgere eller fast bosiddende i modtagerstaten, kun nyde fritagelse for retsforfølgning og personlig ukrænkelighed for tjenstlige handlinger udført under varetagelse af deres opgaver samt den ved artikel 44, stk. 3, hjemlede forrettighed. For så vidt angår sådanne konsulatsembedsmænd, skal modtagerstaten ligeledes være bundet af den i artikel 42 fastsatte forpligtelse. Såfremt der rejses straffesag mod en sådan konsulatsembedsmand, skal sagen fremmes – undtagen når den pågældende er fængslet eller tilbageholdt – på en måde, som hæmmer varetagelsen af konsulære opgaver mindst muligt.

2.   Andre konsulatsmedlemmer, som er statsborgere eller fast bosiddende i modtagerstaten, samt medlemmer af deres familier […] skal kun nyde lettelser, forrettigheder og immuniteter i det omfang, sådanne rettigheder tilstås dem af modtagerstaten. […]«

6

Kongeriget Nederlandene deponerede sit ratifikationsinstrument til Wienerkonventionen af 1963 hos De Forenede Nationers generalsekretær den 17. december 1985, hvilket ledte til dennes ikrafttrædelse den 16. januar 1986.

7

I henhold til artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 1612/68 nyder arbejdstagere med statsborgerskab i én medlemsstat på de andre medlemsstaters områder samme sociale og skattemæssige fordele som indenlandske arbejdstagere.

8

Femte og ottende betragtning til forordning nr. 1408/71 har følgende ordlyd:

»Koordineringsreglerne skal sikre, at der inden for Fællesskabet gives samtlige statsborgere i medlemsstaterne samt deres ydelsesberettigede pårørende ligebehandling efter de enkelte medlemsstaters lovgivning.

[…]

Arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende, som flytter inden for Fællesskabet, bør være omfattet af den sociale sikringsordning i en enkelt medlemsstat således, at samtidig anvendelse af flere nationale lovgivninger og de vanskeligheder, som kan opstå som følge heraf, undgås.«

9

Artikel 1, litra a), i forordning nr. 1408/71 bestemmer, at i henhold til anvendelsen af denne forordning betyder begrebet »arbejdstager« bl.a. enhver person, der er forsikret i henhold til en tvungen forsikring eller en frivillig fortsat forsikring mod en eller flere risici, der svarer til de sikringsgrene, som indgår i en social sikringsordning for arbejdstagere.

10

Artikel 2, stk. 1, i denne forordning fastsætter:

»Denne forordning finder anvendelse på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og studerende, som er eller har været omfattet af lovgivningen i en eller flere medlemsstater, og som er statsborgere i en af disse stater eller er statsløse eller flygtninge bosat på en medlemsstats område, samt på deres familiemedlemmer og efterladte.«

11

Artikel 3, stk. 1, i nævnte forordning bestemmer:

»Personer, der er omfattet af denne forordnings bestemmelser, har de samme pligter og rettigheder i henhold til en medlemsstats lovgivning som denne medlemsstats egne statsborgere, medmindre andet følger af særlige bestemmelser i denne forordning.«

12

Under afsnit II med overskriften »Bestemmelse af, hvilken lovgivning der skal anvendes« fastsætter artikel 13 i forordning nr. 1408/71 med overskriften »Almindelige regler« følgende:

»1.   Med forbehold af artikel 14c og 14f er personer, der er omfattet af denne forordning, alene undergivet lovgivningen i én medlemsstat. Spørgsmålet om, hvilken lovgivning der skal anvendes, afgøres efter bestemmelserne i dette afsnit.

2.   Med forbehold af artikel 14 til 17:

[…]«

13

Nævnte forordnings artikel 16, som har overskriften »Særlige regler for tjenstgørende personale ved diplomatiske missioner og konsulater samt for De Europæiske Fællesskabers hjælpepersonale«, har følgende ordlyd:

»1.   Bestemmelserne i artikel 13, stk. 2, litra a), finder anvendelse på medlemmer af det tjenstgørende personale ved diplomatiske missioner eller konsulater samt på personer, der står i privat tjeneste hos embedsmænd, der er knyttet til sådanne missioner eller konsulater.

2.   De i stk. 1 nævnte arbejdstagere, der er statsborgere i den medlemsstat, som den pågældende mission eller det pågældende konsulat repræsenterer, kan dog vælge at være omfattet af lovgivningen i denne stat. Denne ret til at vælge kan udøves på ny ved udgangen af hvert kalenderår og har ikke tilbagevirkende kraft.

[…]«

14

Forordning nr. 1408/71 blev ophævet med virkning fra den 1. maj 2010 af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger (EUT L 166, s. 1). Denne sidstnævnte forordning finder imidlertid ikke anvendelse på tvisten i hovedsagen.

15

Artikel 6, stk. 1, i lov om almindelig aldersdomsforsikring (Algemene Ouderdomswet, Stb. 1956, nr. 281, herefter »AOW«) bestemmer, at det bl.a. er personer med bopæl i Nederlandene, som er forsikrede i henhold til den nederlandske sociale sikringsordning. Bestemmelsens stk. 3 fastsætter, at »kredsen af forsikrede kan udvides eller begrænses ved bekendtgørelse eller i henhold til denne, som undtagelse til stk. 1 og 2«.

16

Med hjemmel i AOW’s artikel 6, stk. 3, har de nederlandske myndigheder vedtaget adskillige bekendtgørelser om udvidelse og begrænsning af kredsen af forsikrede i henhold til sociale forsikringer i årerne 1976, 1989 og 1998.

17

I henhold til disse bekendtgørelser om udvidelse og begrænsning af kredsen af forsikrede i henhold til sociale forsikringer er konsulatsfuldmægtige og konsulatsfunktionærer, herunder administrativt personale, ikke forsikret i henhold til sociale forsikringer, medmindre de har nederlandsk statsborgerskab, eller medmindre de i henhold til de bekendtgørelser, der er gældende fra den 1. juli 1989, er fast bosiddende i Nederlandene.

18

For så vidt angår denne status som fast bosiddende antog de nederlandske myndigheder oprindeligt, at konsulatsfunktionærer som omhandlet i artikel 1, litra e), i Wienerkonventionen af 1963, som er bosiddende i Nederlandene, men har udenlandsk statsborgerskab, ikke kunne betegnes som fast bosiddende som omhandlet i artikel 1, stk. 3, og artikel 71 i Wienerkonventionen af 1963 og dermed var omfattet af den i konventionens artikel 48 fastsatte privilegerede ordning.

19

Fra den 1. august 1987 ændrede de nederlandske myndigheder opfattelse og antog, at personale, der var rekrutteret lokalt, og som havde været bosiddende i Nederlandene i mere end et år på tidspunktet for ansættelsen, skulle anses for fast bosiddende, og udelukkede dermed, at dette personale var omfattet af den privilegerede ordning i henhold til Wienerkonventionen af 1963. For at undgå at krænke allerede erhvervede retsstillinger besluttede de nederlandske myndigheder, at denne ændring ikke ville få nogen konsekvenser for de personer, der allerede arbejdede ved en konsulær repræsentation før den 1. august 1987. I 1999 tilbød det nederlandske udenrigsministerium imidlertid disse personer, der allerede arbejdede ved et konsulat eller en ambassade i Nederlandene før den 1. august 1987, mulighed for – inden den 15. december 1999 – at vælge at blive forsikret i henhold til den nederlandske sociale sikringsordning.

20

L.F. Evans, der er britisk statsborger, arbejdede i Det Forenede Kongerige fra 1972 til 1973 og flyttede derefter samme år til Nederlandene, hvor hun først var ansat i forskellige virksomheder og dernæst, indtil april 1980, ved Det Forenede Kongeriges generalkonsulat i Rotterdam (Nederlandene).

21

Siden den 17. november 1980 har hun arbejdet ved Amerikas Forenede Staters generalkonsulat i Amsterdam i egenskab af administrativ og teknisk medarbejder som omhandlet i artikel 1, litra e), i Wienerkonventionen af 1963 og har siden tiltrædelsen af tjenesten haft en sygeforsikring, der var tegnet af hendes arbejdsgiver i et privat nederlandsk forsikringsselskab.

22

Idet udenrigsministeriet fandt, at L.F. Evans ikke kunne betragtes som fast bosiddende i Nederlandene som omhandlet i artikel 1, stk. 3, i Wienerkonventionen af 1963, blev hun i forbindelse med hendes tiltrædelse af tjenesten tildelt en privilegeret status, som fastsat i Wienerkonventionen af 1963, der bl.a. indebar en fritagelse for de fleste indbetalinger af skat og sociale bidrag. L.F. Evans har dermed ikke fra dette tidspunkt været tilknyttet nogen social sikringsgren.

23

I 1999 opfordrede de nederlandske myndigheder L.F. Evans til at foretage det i denne doms præmis 19 anførte valg mellem at bevare sin privilegerede status eller fremover at blive tilknyttet den almindelige nederlandske sociale sikringsordning. Den 5. december samme år valgte hun at bevare denne status med følgende erklæring: »Jeg ønsker at bevare min privilegerede status, hvilket indebærer, at jeg ikke er forsikret i henhold til den nederlandske sociale sikringsordning og således ikke har ret til den dækning, som denne ordning tilbyder.«

24

I 2008 anmodede L.F. Evans Svb om en oversigt over hendes forsikringsperioder i henhold til AOW med henblik på beregning af hendes fremtidige pension. Den 27. marts 2008 modtog hun meddelelse om, at Svb var af den opfattelse, at hun havde været forsikret ved Svb i perioden fra 1973 til 1980, men ikke i den periode, hvor hun havde været ansat ved Amerikas Forenede Staters generalkonsulat. Svb støttede sig herved på den omstændighed, at forordning nr. 1408/71 ikke finder anvendelse på hende, for så vidt som Amerikas Forenede Stater ikke er en medlemsstat i Den Europæiske Union, og at konsulatfuldmægtige og administrativt personale i henhold til den nederlandske lovgivning, som finder anvendelse i en sådan situation, ikke er omfattet af sociale forsikringer, medmindre de har nederlandsk statsborgerskab.

25

L.F. Evans indgav herefter en klage til prøvelse af Svb’s afgørelse, der blev erklæret ugrundet og blev gjort til genstand for et søgsmål for Rechtbank Amsterdam. Ved en afgørelse af 15. marts 2011 fastslog denne retsinstans, at L.F. Evans måtte betragtes som forsikret i henhold til AOW i perioden fra den 18. november 1980 til den 12. marts 2008 med den begrundelse, at artikel 3 i forordning nr. 1408/71 bestemmer, at L.F. Evans’ britiske statsborgerskab skal sidestilles med et nederlandsk statsborgerskab under henvisning til dom Boukhalfa (C-214/94, EU:C:1996:174). Nævnte retsinstans fandt desuden, at L.F. Evans måtte betragtes som fast bosiddende, og at den omstændighed, at hun var berettiget til en privilegeret status, ikke havde nogen betydning i denne sammenhæng.

26

Svb appellerede denne dom til Centrale Raad van Beroep.

27

Centrale Raad van Beroep er i tvivl om, hvorvidt der i en situation som den i hovedsagen omhandlede foreligger en direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af nationalitet, og, subsidiært, om denne indirekte forskelsbehandling, i tilfælde af, at der foreligger en sådan, er berettiget, og har besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

Såfremt spørgsmål 1 besvares benægtende:

28

Med sit første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 2 i forordning nr. 1408/71, sammenholdt med denne forordnings artikel 16, skal fortolkes således, at i den periode, hvor en statsborger i en medlemsstat har været ansat ved en tredjestats konsulære repræsentation, der er etableret på en anden medlemsstats område, hvor den pågældende ikke er statsborger, men er bosiddende, kan denne statsborger af sidstnævnte medlemsstat anses for ikke at være omfattet af en medlemsstats lovgivning som omhandlet i denne bestemmelse og af denne grund være udelukket fra anvendelsesområdet for forordning nr. 1408/71.

29

Indledningsvis bemærkes, at forordning nr. 1408/71 i henhold til dens artikel 2, stk. 1, finder anvendelse på arbejdstagere, som er eller har været omfattet af lovgivningen i en eller flere medlemsstater, og som er statsborgere i en af disse medlemsstater.

30

I den foreliggende sag er det ubestridt, at L.F. Evans er statsborger i en medlemsstat, og at hun for så vidt angår den omtvistede periode ikke var tilknyttet nogen social sikringsgren i en medlemsstat fra tidspunktet for hendes tiltrædelse af tjenesten ved Amerikas Forenede Staters generalkonsulat.

31

Der skal således tages stilling til, om en person i en situation som den, L.F. Evans befinder sig i, dvs. en person, der er ansat ved en tredjestats konsulære repræsentation, som er etableret på en anden medlemsstats område, hvor personen ikke er statsborger, men hvor personen er bosiddende, skal anses for at være omfattet af denne medlemsstats lovgivning som omhandlet i artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 1408/71.

32

I forbindelse hermed skal det konstateres, at en situation som den i hovedsagen omhandlede er forskellig fra den, der gav anledning til dommen Boukhalfa (EU:C:1996:174), som den forelæggende ret har henvist til, for så vidt som den sag, der gav anledning til denne dom, omhandlede en statsborger i en medlemsstat, der var ansat ved en anden medlemsstats ambassade på en tredjestats område.

33

Det skal ligeledes for det første påpeges, at EU-retten i princippet ikke har indvirkning på medlemsstaternes kompetence til selv at udforme deres sociale sikringsordninger (jf. i denne retning dom Salgado González, C-282/11, EU:C:2013:86, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis).

34

I mangel af harmonisering på EU-niveau tilkommer det i princippet lovgiver i de enkelte medlemsstater at fastsætte betingelserne for, om der består en ret eller en pligt til at tilslutte sig en social sikringsordning eller en bestemt sikringsgren inden for en sådan ordning (jf. i denne retning domme van Pommeren Bourgondiën, C-227/03, EU:C:2005:431, præmis 33, og Bakker, C-106/11, EU:C:2012:328, præmis 32).

35

For det andet bemærkes, at EU-retten skal fortolkes i lyset af de relevante regler i folkeretten, eftersom denne ret udgør en del af Unionens retsorden og er bindende for dens institutioner (jf. i denne retning domme Racke, C-162/96, EU:C:1998:293, præmis 45 og 46, og Kadi og Al Barakaat International Foundation mod Rådet og Kommissionen, C-402/05 P og C-415/05 P, EU:C:2008:461, præmis 291).

36

Som generaladvokaten har anført i punkt 52 i forslaget til afgørelse bør begrebet »omfattet af en medlemsstats lovgivning« som omhandlet i artikel 2 i forordning nr. 1408/71 fortolkes i lyset af de relevante bestemmelser i folkeretlig sædvaneret (jf. analogt dom Salemink, C-347/10, EU:C:2012:17, præmis 31), dvs. Wienerkonventionen af 1963, der kodificerer reglerne om konsulære relationer og fastsætter principper og afgørende regler for opretholdelsen af fredelige relationer mellem stater, og som er accepteret verden over af nationer af alle religioner, kulturer og politiske overbevisninger (jf. Den Internationale Domstols dom af 24.5.1980, sag vedrørende det diplomatiske og konsulære personale ved Amerikas Forenede Staters konsulat i Teheran (Amerikas Forenede Stater mod Iran), I.C.J. Reports 1980, s. 3, præmis 45).

37

Hvad angår den sociale sikringsordning, der omfatter konsulatspersonale, bestemmer Wienerkonventionen af 1963 i artikel 48, at konsulatsmedlemmer i udøvelsen af deres tjeneste for udsenderstaten i princippet er fritaget for de i modtagerstaten eventuelt gældende bestemmelser om social tryghed, mens det i artikel 71, stk. 2, anerkendes, at konsulatsmedlemmer, som er statsborgere eller fast bosiddende i modtagerstaten, nyder lettelser, forrettigheder og immuniteter i det omfang, sådanne rettigheder tilstås dem af modtagerstaten.

38

I den foreliggende sag fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at i perioden før den 1. august 1987 var det i henhold til den nederlandske lovgivning bestemt, at konsulatsembedsmænd og konsulatfuldmægtige, der ikke var nederlandske, ikke var omfattet af sociale forsikringer, og at konsulatsembedsmænd og konsulatfuldmægtige, der var fast bosiddende i Nederlandene, i perioden efter denne dato var omfattet af disse, mens lovgivningen samtidig indførte en valgordning for personale, der var tiltrådt tjenesten inden den 1. august 1987, og i medfør af hvilken disse fortsat kunne vælge ikke at være forsikrede i henhold til de nederlandske sociale forsikringer, hvilket var den ordning, som L.F. Evans valgte.

39

Heraf fremgår, at Kongeriget Nederlandene dermed ønskede at gøre brug af den mulighed, der overlades medlemsstaterne i artikel 71, stk. 2, i Wienerkonventionen af 1963, for at fritage visse personalegrupper ved de konsulære repræsentationer, såsom L.F. Evans, fra den nederlandske sociale sikringsordning.

40

Henset til ovenstående betragtninger skal det dermed fastslås, at en ansat ved en konsulær repræsentation i en situation som den, L.F. Evans befinder sig i, for så vidt angår den periode, hvor den pågældende er ansat ved en tredjestats konsulære repræsentation, ikke er omfattet af den omhandlede medlemsstats socialsikringslovgivning som omhandlet i artikel 2 i forordning nr. 1408/71, og dermed ikke er omfattet af denne forordnings anvendelsesområde.

41

Denne konklusion berøres ikke af artikel 16 i forordning nr. 1408/71, sammenholdt med de relevante bestemmelser i Wienerkonventionen af 1963.

42

L.F. Evans har i denne sammenhæng gjort gældende, at hun er omfattet af den nederlandske lovgivning i medfør af denne artikels stk. 1, hvorefter bestemmelserne i forordningens artikel 13, stk. 2, litra a), finder anvendelse på medlemmer af det tjenstgørende personale ved diplomatiske missioner eller konsulater samt på personer, der står i privat tjeneste hos embedsmænd, der er knyttet til sådanne missioner eller konsulater.

43

Det fremhæves i denne forbindelse, at artikel 13, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1408/71 ikke har til formål at fastsætte betingelserne for, om der består en ret eller en pligt til at tilslutte sig en social sikringsordning. Således som det fremgår af den i nærværende doms præmis 34 nævnte retspraksis, tilkommer det lovgiver i de enkelte medlemsstater at fastsætte disse betingelser (jf. domme Kits van Heijningen, C-2/89, EU:C:1990:183, præmis 19, og Salemink, EU:C:2012:17, præmis 38 og den deri nævnte retspraksis).

44

Selv om medlemsstaterne har bevaret deres kompetence til selv at udforme betingelserne for tilslutning til deres sociale sikringsordninger, skal de imidlertid overholde EU-retten ved udøvelsen af denne kompetence. Som anført af den forelæggende ret har Domstolen fremhævet, at betingelserne for, om der består en ret eller en pligt til at tilslutte sig en social sikringsordning, ikke kan have til virkning at udelukke de personer, hvorpå en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede i henhold til forordning nr. 1408/71 finder anvendelse, fra anvendelsesområdet for samme lovgivning (jf. domme Salemink, EU:C:2012:17, præmis 40, og Bakker, EU:C:2012:328, præmis 33). Artikel 13, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1408/71 har således den virkning, at en regel i gældende national lovgivning, hvorefter tilslutning til den sociale sikringsordning, der er fastsat i denne lovgivning, er underlagt en betingelse om bopæl i den berørte medlemsstat, ikke kan gøres gældende over for personer, der er omfattet af den nævnte bestemmelse i forordning nr. 1408/71 (jf. i denne retning domme Salemink, EU:C:2012:17, præmis 45, og Bakker, EU:C:2012:328, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis).

45

Denne retspraksis kan imidlertid ikke have den konsekvens, at en arbejdstagers tilknytning til en medlemsstats sociale sikringsordning som omhandlet i forordning nr. 1408/71 fastlægges alene ved denne forordning, uafhængigt af den nationale lovgivning, der regulerer tilknytningen.

46

Hvad nærmere angår tjenstgørende personale ved diplomatiske missioner og konsulater som omhandlet i artikel 16 i forordning nr. 1408/71 må det fastslås, at denne artikel, ligesom denne forordnings artikel 13, stk. 2, litra a), således som det tydeligt fremgår af overskriften på nævnte forordnings afsnit II og af nævnte artikel 16’s ordlyd, begrænser sig til at fastsætte den gældende nationale lovgivning. Derimod fastsætter nævnte artikel 16 ikke betingelserne for, om der består en ret eller en pligt til at tilslutte sig en social sikringsordning, idet disse, som det er fastslået i nærværende doms præmis 43, skal fastlægges af lovgiver i de enkelte medlemsstater i lyset af gældende international ret.

47

Hverken artikel 13, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1408/71 eller forordningens artikel 16 bevirker således, at statsborgere fra medlemsstater, der er ansat ved tredjelandes konsulære repræsentationer og ligesom L.F. Evans ikke er omfattet af en medlemsstats sociale sikringsordning som omhandlet i denne forordnings artikel 2, tildeles en ret til tilknytning til en medlemsstats sociale sikringsordning eller pålægges en pligt til at tilknytte sig en sådan ordning.

48

Da Wienerkonventionen af 1963 ikke kræver en obligatorisk tilknytning af de ansatte ved konsulære repræsentationer, der er fast bosiddende i bopælsstaten, til en social sikringsordning i denne medlemsstat, overholder en sådan fortolkning kravene i nævnte konvention.

49

Henset til det ovenstående skal det første spørgsmål derfor besvares med, at artikel 2 i forordning nr. 1408/71, sammenholdt med denne forordnings artikel 16, skal fortolkes således, at i den periode, hvor en statsborger i en medlemsstat har været ansat ved en tredjestats konsulære repræsentation, der er etableret på en anden medlemsstats område, hvor den pågældende ikke er statsborger, men er bosiddende, er denne statsborger ikke omfattet af en medlemsstats lovgivning som omhandlet i denne bestemmelse, såfremt nævnte statsborger i henhold til bopælsmedlemsstatens lovgivning, der er vedtaget i medfør af artikel 71, stk. 2, i Wienerkonventionen af 1963, ikke er tilknyttet den nationale sociale sikringsordning.

50

Henset til besvarelsen af det første spørgsmål er det ufornødent at besvare det andet spørgsmål.

51

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Femte Afdeling) for ret:

Artikel 2 i Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, som ændret og ajourført ved Rådets forordning (EF) nr. 118/97 af 2. december 1996, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1992/2006 af 18. december 2006, sammenholdt med denne forordnings artikel 16, skal fortolkes således, at i den periode, hvor en statsborger i en medlemsstat har været ansat ved en tredjestats konsulære repræsentation, der er etableret på en anden medlemsstats område, hvor den pågældende ikke er statsborger, men er bosiddende, er denne statsborger ikke omfattet af en medlemsstats lovgivning som omhandlet i denne bestemmelse, såfremt nævnte statsborger i henhold til bopælsmedlemsstatens lovgivning, der er vedtaget i medfør af artikel 71, stk. 2, i Wienerkonventionen om konsulære forbindelser, udfærdiget i Wien den 24. april 1963, ikke er tilknyttet den nationale sociale sikringsordning.