1. 

I denne sag anmoder Gerechtshof Arnhem-Leeuwarden (Nederlandene) (herefter »den forelæggende ret«) om en præjudiciel afgørelse om to sæt spørgsmål vedrørende direktiv 1999/44/EF, som harmoniserer visse aspekter af forbrugeraftaler ( 2 ). Det første sæt vedrører i det væsentlige, hvorvidt EU-retten pålægger en national ret af egen drift at undersøge, om en køber af varer er en forbruger i den betydning, ordet tillægges i direktiv 1999/44, og, hvis det er tilfældet, denne forpligtelses omfang ( 3 ). Det andet sæt vedrører forbrugerens pligt til at underrette sælgeren om manglende overensstemmelse for varer leveret i henhold til en aftale, der er omfattet af direktiv 1999/44, samt bevisbyrden vedrørende den manglede overensstemmelse i eventuelle efterfølgende retssager.

2. 

Disse spørgsmål er opstået i en tvist mellem Froukje Faber og Autobedrijf Hazet Ochten BV (herefter »Hazet«) vedrørende skadeserstatning som følge af påstået manglende overensstemmelse for en brugt bil, som Hazet solgte til Froukje Faber, og som brød i brand.

3.

Direktiv 1999/44 bidrager til at nå målet om at sikre et højt forbrugerbeskyttelsesniveau som omhandlet i artikel 169 TEUF ( 4 ). Direktivet fastsætter en minimumsharmonisering ( 5 ). Ifølge femte betragtning til direktivet vil »skabelsen af et fælles grundlag af minimumsrettigheder for forbrugerne, som gælder, uanset hvor i [Den Europæiske Union] varerne er købt, [...] øge forbrugernes tillid og give dem bedre mulighed for at udnytte fordelene ved det indre marked«.

4.

I henhold til sjette betragtning udgør manglende overensstemmelse med købsaftalen de største vanskeligheder for forbrugerne og den største kilde til konflikt med sælgerne. I syvende betragtning uddybes overensstemmelsesbegrebet således:

»[V]arerne bør frem for alt være i overensstemmelse med købsaftalen; begrebet overensstemmelse med købsaftalen kan betragtes som et fælles element i medlemsstaternes forskellige retstraditioner; inden for visse medlemsstaters retstraditioner vil det ikke være muligt alene at basere sig på dette princip, hvis man vil sikre en minimumsbeskyttelse af forbrugeren; det kan specielt i forbindelse med sådanne retstraditioner være hensigtsmæssigt at vedtage supplerende nationale bestemmelser for at sikre, at forbrugeren er beskyttet i de tilfælde, hvor parterne ikke har vedtaget særlige aftalevilkår, eller hvor parterne har vedtaget aftalevilkår eller bestemmelser, der direkte eller indirekte ophæver eller begrænser forbrugerens rettigheder; i det omfang disse rettigheder følger af direktivet, er sådanne aftalevilkår eller bestemmelser ikke bindende for forbrugeren.«

5.

I henhold til ottende betragtning er det, for at lette anvendelsen af princippet om, at en vare skal være i overensstemmelse med købsaftalen, »nyttigt at indføre en formodning for varens overensstemmelse med købsaftalen, der dækker de hyppigst forekommende tilfælde; denne formodning indskrænker ikke princippet om parternes aftalefrihed«. Endvidere anføres det i ottende betragtning, at »elementerne i denne formodning [vil] kunne anvendes til at afgøre, om varerne er i overensstemmelse med købsaftalen i tilfælde, hvor der ikke er fastsat særlige aftalevilkår, og i tilfælde af anvendelse af minimumsklausulen; den beskaffenhed og brugbarhed, som forbrugerne med rimelighed kan forvente, afhænger bl.a. af, om varerne er nye eller brugte; elementerne i formodningen er kumulative; hvis et af elementerne er åbenlyst uanvendeligt i en given situation finder de øvrige elementer stadig anvendelse«.

6.

I 19. betragtning hedder det, at »medlemsstaterne bør kunne fastsætte en frist, inden for hvilken forbrugeren skal underrette sælgeren om manglende overensstemmelse med købsaftalen; medlemsstaterne kan fastsætte et højere beskyttelsesniveau for forbrugeren ved ikke at indføre en sådan forpligtelse; alle forbrugere i [Den Europæiske Union] bør under alle omstændigheder have en frist på mindst to måneder til at underrette sælgeren om manglende overensstemmelse med købsaftalen«.

7.

I 22. betragtning hedder det, at »de rettigheder, der tillægges forbrugerne med direktivet, [ikke må] kunne indskrænkes eller ophæves efter aftale mellem parterne, da den lovmæssige beskyttelse i så fald ville blive indholdsløs«.

8.

I forbindelse med direktiv 1999/44 forstås ved »forbruger«»en fysisk person, der i forbindelse med de af dette direktiv omfattede aftaler ikke handler som led i sit erhverv« [artikel 1, stk. 2, litra a)], og ved »sælger«»en fysisk eller juridisk person, der ved en købsaftale handler som led i sit erhverv« [artikel 1, stk. 2, litra c)], og »forbrugsvarer« omfatter »enhver løsøregenstand« [artikel 1, stk. 2, litra b)] ( 6 ).

9.

Ifølge artikel 2, stk. 1, »[har sælgeren] pligt til at levere forbrugeren varer, der er i overensstemmelse med købsaftalen«. I henhold til artikel 2, stk. 2, formodes forbrugsvarer at være i overensstemmelse med aftalen, hvis de:

10.

I artikel 2, stk. 3, hedder det, at »[der ikke er] tale om manglende overensstemmelse i denne artikels forstand, hvis forbrugeren på det tidspunkt, hvor aftalen blev indgået, havde kendskab til eller ikke med rimelighed kunne være ubekendt med den manglende overensstemmelse, eller hvis den manglende overensstemmelse skyldes materialer leveret af forbrugeren«.

11.

Ifølge artikel 3, stk. 1, skal sælgeren over for forbrugeren være ansvarlig for manglende overensstemmelse med købsaftalen, der foreligger ved forbrugsvarens levering. Resten af artikel 3 vedrører de retsmidler, der står til forbrugerens rådighed. De er opsummeret i artikel 3, stk. 2, i følgende rækkefølge: gratis afhjælpning eller omlevering, så forbrugsvaren bringes i overensstemmelse med købsaftalen, passende afslag i prisen og ophævelse af købsaftalen vedrørende de pågældende varer.

12.

Artikel 5, der har overskriften »Frister«, har følgende ordlyd:

»1.   Sælgeren er ansvarlig i medfør af artikel 3, når den manglende overensstemmelse viser sig senest to år efter leveringen af varen. Hvis de i artikel 3, stk. 2, nævnte rettigheder ifølge national lovgivning er underkastet en reklamationsfrist, må denne ikke udløbe inden for en periode af to år fra varens levering [ ( 7 ) ].

2.   Medlemsstaterne kan fastsætte, at forbrugeren for at benytte sig af sine rettigheder skal underrette sælgeren om den manglende overensstemmelse senest to måneder efter, at han har opdaget den.

[...]

3.   Medmindre andet bevises, skal manglende overensstemmelse, der viser sig senest seks måneder efter varens levering, formodes at have eksisteret på leveringstidspunktet, medmindre denne formodning er uforenelig med varens eller den manglende overensstemmelses art.«

13.

I artikel 8, stk. 2 (»National ret og mindstebeskyttelse«) hedder det:

»Medlemsstaterne kan på det af dette direktiv omfattede område vedtage eller opretholde strengere bestemmelser, der er forenelige med traktaten, for at sikre forbrugerne et højere beskyttelsesniveau« ( 8 ).

14.

I henhold til artikel 9 »[træffer medlemsstaterne] hensigtsmæssige foranstaltninger med henblik på at orientere forbrugerne om den nationale lovgivning til gennemførelse af dette direktiv og opfordrer, hvis det er hensigtsmæssigt, erhvervsorganisationer til at orientere forbrugerne om deres rettigheder«.

15.

I artikel 7:5, stk. 1, i den borgerlige lovbog (»Burgerlijk Wetboek«, herefter »BW«) defineres forbrugerkøb som »[e]n aftale om køb af et rørligt gode, [...] som indgås mellem en sælger, der handler i medfør af et erhverv eller en virksomhed, og en køber, der er en fysisk person, der ikke handler i medfør af et erhverv eller en virksomhed«.

16.

I henhold til BW’s artikel 7:17, stk. 1, skal salgsgenstanden være i overensstemmelse med købsaftalen.

17.

BW’s artikel 7:18, stk. 2, som gennemførte artikel 5, stk. 3, i direktiv 1999/44 i nederlandsk lov, bestemmer:

»Ved forbrugerkøb formodes det, at salgsgenstanden ved levering ikke svarer til købsaftalen, såfremt den manglende overensstemmelse med det aftalte viser sig inden for en frist på seks måneder fra leveringen, medmindre salgsgenstandens eller den manglende overensstemmelses art er til hinder for denne formodning.«

18.

Ifølge de forklarende bemærkninger til BW’s artikel 7:18, stk. 2, må køber gøre gældende (og ved indsigelse godtgøre), at salgsgenstanden ikke er i overensstemmelse med det aftalte, og at den manglende overensstemmelse har vist sig inden for seks måneder efter leveringen. Sælgeren må derefter gøre gældende og bevise, at salgsgenstanden ved leveringen faktisk svarede til det aftalte.

19.

I BW’s artikel 7:23, stk. 1, hedder det:

»Køber kan ikke gøre gældende, at salgsgenstanden ikke svarer til det aftalte, såfremt han ikke inden for en rimelig frist efter, at han har opdaget dette eller med rimelig omhu burde have opdaget dette, underretter sælger herom. Fremgår det imidlertid, at genstanden mangler en egenskab, som den ifølge sælger havde, eller vedrører den manglende overensstemmelse faktiske omstændigheder, som sælger kendte eller burde kende, men ikke har meddelt, skal underretningen ske inden for en rimelig frist efter konstateringen. Ved forbrugerkøb skal underretning ske inden for en rimelig frist efter konstateringen, hvorved underretning inden tre måneder efter konstateringen anses for rettidig.«

20.

Ifølge den forelæggende ret skal køberen underrette sælgeren om, at salgsgenstanden ved levering ikke var i overensstemmelse med købsaftalen inden for betydningen i BW’s artikel 7:17. Det kræves ikke, at denne underretning skal være skriftlig; en mundtlig underretning kan være tilstrækkeligt. Ifølge retspraksis ved Hoge Raad (Nederlandenes Højesteret), hvor sælgeren har gjort gældende, at underretningen ikke blev givet inden for en rimelig frist (som er den i artikel 7:23, stk. 1, tredje punktum, beskrevne tidsbetingelse for forbrugerkøb), har køberen pligt til at gøre gældende, og om nødvendigt bevise, at vedkommende har klaget inden for en rimelig frist og på en for sælger kendelig måde.

21.

Den forelæggende ret har forklaret, at hvis sælgeren underrettes for sent, mister køberen alle rettigheder i forbindelse med manglende overensstemmelse.

22.

Hvorvidt køberen har underrettet sælgeren inden for en rimelig tidsfrist (som er den generelle tidsfrist for køb, der fremgår af artikel 7:23, stk. 1, første og andet punktum), afhænger (ifølge Hoge Raads retspraksis) af, om køberen i) har udført en undersøgelse, der under de givne omstændigheder med rimelighed kan forventes af ham, for at konstatere, om salgsgenstanden ved levering er i overensstemmelse med købsaftalen, og ii) har underrettet sælgeren inden for en rimelig tidsfrist efter at have konstateret (eller efter en sådan undersøgelse burde have konstateret) manglende overensstemmelse. Den periode, der er til rådighed for den under i) omtalte undersøgelse, afhænger af omstændighederne i det enkelte tilfælde, herunder bl.a. manglens art og synlighed, hvordan den blev synlig og køberens sagkundskab. En undersøgelse ved en sagkyndig kan vise sig nødvendig. Med hensyn til omfanget af den under ii) omhandlede frist, når der ikke er tale om forbrugerkøb, skal alle berørte interesser afvejes, og der skal tages hensyn til alle relevante omstændigheder. En fast frist er derfor uanvendelig. Hvad angår forbrugerkøb afhænger det af sagens kendsgerninger og omstændigheder, hvorvidt underretning af sælgeren over to måneder efter konstateringen er rettidig underretning.

23.

Uanset at BW’s artikel 7:23, stk. 1 (undtagen sidste punktum), gælder både forbrugerkøb og ikke-forbrugerkøb, har den forelæggende ret anført, at den pågældende bestemmelse gennemfører artikel 5, stk. 2, i direktiv 1999/44.

24.

I nederlandsk ret betragtes de fleste aspekter af lovgivningen om forbrugerbeskyttelse ikke som ufravigelige retsgrundsætninger.

25.

I henhold til artikel 22 i den nederlandske civile lovbog (»Wetboek van Burgerlijke Rechtsvordering«, herefter »Rv«) må en dommer under alle omstændigheder og på ethvert trin i retssagen anmode en af parterne eller begge parter om at forklare deres holdning yderligere. I overensstemmelse med Rv’s artikel 23 træffer dommeren afgørelse på grundlag af alt, hvad parterne har fremlagt og anmodet om, samt, i overensstemmelse med Rv’s artikel 24, på grundlag af de kendsgerninger, omstændigheder og begrundelser, der ligger til grund for parternes krav. Rv’s artikel 149 forhindrer i princippet en dommer i at tage kendsgerninger i betragtning, som ikke indgår i det af parterne fremlagte; dette gælder dog ikke velkendte kendsgerninger.

26.

I appelsager må dommeren kun basere sin afgørelse på parternes påstande. Dommeren må dog også af egen drift anvende ufravigelige retsgrundsætninger. Parterne må fremlægge nye kendsgerninger, men kun i deres første skriftlige indlæg i appelsagen.

27.

Under retsmødet forklarede den nederlandske regering yderligere, at selv om en nederlandsk dommer har en passiv rolle i civile retssager, skal dommeren afgøre, hvilke retsregler der gælder for et bestemt sæt kendsgerninger, og har også visse andre midler til rådighed for at afklare tvisten, f.eks. at anmode parterne om yderligere oplysninger.

28.

Froukje Faber købte den 27. maj 2008 en brugt bil hos Hazet til en pris af 7002 EUR. Bilen blev leveret samme dag. De aftalte betingelser var indeholdt i en standardaftale, »Koopovereenkomst particulier« (herefter »Købekontrakt private«), udfyldt med bl.a. Froukje Fabers navn og adresse, bilens specifikationer, salgsbetingelserne (»uden garanti«), købsprisen og underskrifter fra Froukje Faber og en repræsentant for Hazet.

29.

Den 26. september 2008 førte Froukje Faber bilen på vej til et forretningsmøde. Også hendes datter befandt sig i bilen. Bilen brød i brand og udbrændte fuldstændig. Redningstjenesten beordrede bilen slæbt hen til Hazets garage med henblik på opbevaring. Froukje Faber anfører, at hun havde telefonisk kontakt med Hazet, mens hun og hendes datter kørte med som passagerer i bjergningskøretøjet på vej til Hazet umiddelbart efter branden. Hazet afviser, at Froukje Faber på det tidspunkt nævnte noget om mulige årsager til branden eller Hazets rolle. På Hazets anmodning blev bilen transporteret hen til Autodemontagebedrijf Reuvers (herefter »Reuvers«) med henblik på opbevaring i overensstemmelse med gældende miljølove.

30.

I begyndelsen af 2009 optog Hazet telefonisk kontakt med Froukje Faber vedrørende den udbrændte bil og fik at vide, at hun stadig afventede politiets tekniske rapport om branden.

31.

Den 16. februar 2009 anmodede Froukje Faber politiet om den tekniske rapport, men politiet svarede den 26. februar 2009, at der ikke var udarbejdet nogen teknisk rapport.

32.

Den 8. maj 2009 blev den udbrændte bil ophugget af Reuvers, der to dage forinden havde informeret Hazet pr. e-mail om, at bilen ville blive ophugget, hvis Hazet ikke gav anden anvisning ( 9 ).

33.

Ved skrivelse af den 11. maj 2009 fremsendte Froukje Faber et krav om erstatning til Hazet (på i alt 10828,55 EUR) for det tab, hun havde lidt som følge af branden, nemlig købsprisen for bilen, en laptop, et kamera, en skindjakke, en anden jakke, et navigationsapparat og et foto på lærred, som var bestemt til den kunde, hun var på vej til at møde, da bilen brød i brand. Hun hævdede også, at hun havde lidt psykisk skade.

34.

Froukje Faber anmodede i begyndelsen af juli 2009 skadeseksperten Extenso om at gennemføre en teknisk undersøgelse for at finde årsagen til branden. Den 7. juli 2009 meddelte Extenso Froukje Faber, at man ikke kunne gennemføre undersøgelsen, da bilen allerede var blevet ophugget og ikke længere var til rådighed med henblik på undersøgelsen.

35.

Hazet afviste at være ansvarlig for skaden og at betale erstatning. Hazet anførte bl.a., at Froukje Faber havde tilsidesat BW’s artikel 7:23, stk. 1, ved ikke at underrette Hazet rettidigt om den manglende overensstemmelse, og at hun havde ventet ni måneder med at anmode om en teknisk undersøgelse.

36.

Den 26. oktober 2010 anlagde Froukje Faber sag ved Rechtbank te Arnhem (herefter »Rechtbank«) og nedlagde påstand om erstatning fra Hazet, med procesrente og udenretlige omkostninger, for den skade, hun havde lidt. Hun gjorde gældende, at bilen ikke var i overensstemmelse med købsaftalen, og at Hazet derved havde overtrådt BW’s artikel 7:17. Froukje Faber gjorde ikke specifikt gældende, at hun optrådte som forbruger.

37.

Hazet bestred påstanden og tilføjede, at Froukje Faber havde underrettet Hazet om den manglende overensstemmelse for sent, og at hun således, i overensstemmelse med BW’s artikel 7:23, stk. 1, havde fortabt sin ret til skadeserstatning.

38.

Den 27. april 2011 afviste Rechtbank Froukje Fabers påstande og gav Hazet medhold i dets anbringende på grundlag af BW’s artikel 7:23, stk. 1: Den første kontakt mellem parterne fandt sted i begyndelsen af 2009, dvs. mere end tre måneder efter branden (der beskrives som det tidspunkt, hvor den manglende overensstemmelse blev konstateret). Froukje Faber havde ikke anført særlige omstændigheder, der kunne begrunde forsinkelsen. Rechtbank undlod at besvare spørgsmålet, om Froukje Fabers kommunikation med Hazet var tilstrækkelig tydelig under telefonsamtaler på datoen for branden og i begyndelsen af 2009 til at udgøre rettidig underretning af sælgeren, eller om hendes køb udgjorde et forbrugerkøb i henhold til BW’s artikel 7:23, stk. 1.

39.

Den 26. juli 2011 appellerede Froukje Faber denne kendelse til den forelæggende ret. Heller ikke under appelsagen gjorde Froukje Faber gældende, at hun havde underskrevet købsaftalen i sin egenskab af forbruger. Hun appellerede heller ikke den del af Rechtbanks kendelse. Den forelæggende ret finder det ikke muligt at besvare dette spørgsmål på grundlag af oplysningerne i sagen.

40.

Froukje Faber blev bistået af en advokat i sagen i første instans og i appelsagen.

41.

På den baggrund har den forelæggende ret anmodet Domstolen om oplysning vedrørende følgende spørgsmål:

42.

Den østrigske, den belgiske og den nederlandske regering samt Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg. Hazet, den nederlandske regering og Kommissionen afgav mundtlige forklaringer under retsmødet den 11. september 2014.

43.

I en privat tvist som den foreliggende kan ingen af parterne forlade sig på den direkte virkning af direktiv 1999/44. En national domstol, der er forelagt en sådan sag, skal, »når den anvender nationale bestemmelser, [...] tage samtlige bestemmelser i national ret i betragtning og i videst muligt omfang [...] fortolke dem i lyset af ordlyden af samt formålet med det direktiv, der finder anvendelse på området, for at nå til en løsning, der er i overensstemmelse med det formål, der forfølges med direktivet« ( 10 ). I den foreliggende sag søger den forelæggende ret oplysning om fortolkningen af direktiv 1999/44 med henblik på hjælp til at anvende BW’s artikel 7:18, stk. 2, og 7:23, stk. 1.

44.

De præjudicielle spørgsmål opstår i forbindelse med en retssag, der er anlagt af Froukje Faber, som har købt en brugt bil, og som kræver skadeserstatning fra sælgeren, Hazet. Sidstnævnte påberåber sig en national retsbestemmelse (som dels gælder køb generelt, dels forbrugerkøb specifikt) som forsvar i sagen, idet Hazet gør gældende, at Froukje Faber har fortabt sin ret til skadeserstatning, fordi hun underrettede Hazet for sent om den påståede manglende overensstemmelse.

45.

Spørgsmålet om Froukje Fabers status som forbruger opstod tilsyneladende ikke i første omgang, fordi Rechtbank fandt, at hun under alle omstændigheder havde underrettet Hazet for sent og dermed fortabt sin ret til at kræve skadeserstatning. Ved at påberåbe sig en national retsbestemmelse, der tilsyneladende gælder alle typer køb (BW’s artikel 7:17, stk. 1), gjorde Froukje Faber heller ikke gældende, at hun optrådte som forbruger.

46.

I behandlingen af Froukje Fabers appel betragter den forelæggende ret det som relevant at vide, om hun optrådte som forbruger, da det er afgørende for, hvilke retsregler der skal anvendes (herunder BW’s artikel 7:23, stk. 1, sidste punktum). Da Rechtbank imidlertid undlod at afgøre dette, forhindrer Rv’s artikel 24 og 149 og bestemmelserne om appel den forelæggende ret i at undersøge spørgsmålet af egen drift. I en appelsag kan den kun gøre det, hvis de relevante retsregler er ufravigelige retsgrundsætninger, og ifølge den forelæggende ret er det ikke tilfældet for (nationale) bestemmelser om forbrugerbeskyttelse.

47.

På den baggrund vedrører spørgsmål 1 og 4, hvorvidt EU-retten kræver, at en national ret af egen drift skal undersøge, om en køber er en forbruger som omhandlet i direktiv 1999/44, og således om dette direktiv skal finde anvendelse. (Den nationale ret skal faktisk først overveje direktivets anvendelsesområde, inden den kan anvende navnlig artikel 5 ( 11 ) ved at fortolke gældende nationale retsforskrifter i overensstemmelse med denne bestemmelse.) Domstolen har inden for lovgivning om forbrugerbeskyttelse (især urimelige kontraktvilkår i købsaftaler ( 12 )) bekræftet anvendelsen af princippet om, at når der ikke foreligger harmoniserede procesregler, finder nationale retsforskrifter fortsat anvendelse under forudsætning af overholdelse af effektivitetsprincippet og ækvivalensprincippet ( 13 ). I den foreliggende sag forekommer det mig, at spørgsmål 1-3 især vedrører effektivitetsprincippet, og om Domstolens retspraksis, navnlig inden for urimelige vilkår i købsaftaler, gælder analogt, mens spørgsmål 4 i højere grad vedrører ækvivalensprincippet. Såfremt der er et krav om ex officio at undersøge, om en køber er en forbruger som omhandlet i direktiv 1999/44, anmoder den forelæggende ret således i spørgsmål 2 og 3 om oplysninger vedrørende de omstændigheder, hvorunder en national ret har den pågældende forpligtelse.

48.

Spørgsmål 4 kan dog også fortolkes (bredere) som et spørgsmål om, hvorvidt den pågældende ret, såfremt den fastslår, at Froukje Faber optrådte som forbruger, og at hun underrettede sælgeren rettidigt om manglende overensstemmelse (BW’s artikel 7:23, stk. 1, sidste punktum), således ex officio skal anvende den bevisbyrde, der fremgår af BW’s artikel 7:18, stk. 2, som gennemfører artikel 5, stk. 3, i direktiv 1999/44. Jeg vil også belyse det aspekt af spørgsmål 4.

49.

Hvor en medlemsstat i overensstemmelse med artikel 5, stk. 2 i direktiv 1999/44 kræver, at forbrugeren skal underrette sælgeren om manglende overensstemmelse inden for to måneder for at benytte sig af sine rettigheder i henhold til navnlig artikel 3 i direktiv 1999/44, drejer spørgsmål 5 sig i det væsentlige om, hvorvidt forbrugeren handlede rettidigt. Spørgsmål 6 fokuserer på artikel 5, stk. 3, og bevisbyrden med hensyn til at konstatere, om der foreligger manglende overensstemmelse (og om sælgeren dermed er erstatningsansvarlig). Jeg vil behandle de to spørgsmål hver for sig. Spørgsmål 7 står for sig selv.

50.

Før jeg gør det, vil jeg først kort belyse den sammenhæng, hvori spørgsmål 1-4 og 7 er opstået.

51.

Jeg er uenig i Kommissionens synspunkt om, at spørgsmålene vedrørende ex officio-undersøgelsen af anvendelsesområdet for direktiv 1999/44 ikke kan antages. Kommissionen støtter sin holdning på, at ingen af parterne i hovedsagen synes at betvivle Froukje Fabers status som forbruger, og at disse spørgsmål derfor udelukkende er hypotetiske.

52.

Det er fastslået, at der er en formodning om relevans med hensyn til fortolkningsspørgsmål, som forelægges af en national ret under de faktiske og retlige omstændigheder, som den definerer. Domstolen kan kun afvise en anmodning om en præjudiciel afgørelse, såfremt det klart fremgår, at de forelagte spørgsmål savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, når problemet er af hypotetisk karakter, eller når Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan foretage en saglig korrekt besvarelse af de stillede spørgsmål ( 14 ).

53.

I den foreliggende sag er det spørgsmål, som er forelagt Domstolen, ikke, hvem der er forbruger som omhandlet i direktiv 1999/44. Det er heller ikke Domstolens opgave at afgøre, om den forelæggende ret (og tidligere Rechtbank) havde tilstrækkelige oplysninger til at kunne fastslå Froukje Fabers status ( 15 ). Domstolen anmodes derimod om en EU-retlig besvarelse af spørgsmålet om ex officio-undersøgelsen af en købers status under omstændigheder, hvor national ret tilsyneladende forhindrer en sådan undersøgelse. De præjudicielle spørgsmål er således relevante og ikke hypotetiske for sagen for den forelæggende ret. Derfor foreslår jeg besvarelser til alle spørgsmålene.

54.

Uanset at spørgsmålene om ex officio-undersøgelsen efter min opfattelse kan antages, indrømmer jeg, at jeg, i betragtning af den nederlandske regerings yderligere forklaringer under retsmødet om dommerens rolle i henhold til nederlandsk ret, var noget overrasket over, at Rechtbank (uanset eventuelle grunde til, at Froukje Faber ikke udtrykkeligt påberåbte sig status som forbruger) ikke undersøgte hendes status, og at den forelæggende ret finder, at den ikke kan undersøge dette. I første instans og i appelsagen påberåbte Froukje Faber sig bestemmelser i BW, som gælder både forbrugerkøb og køb generelt, og som (i det mindste delvis) forekommer at gennemføre direktiv 1999/44. Hazet påberåbte sig en bestemmelse, hvis sidste punktum specifikt gælder forbrugerkøb, mens resten gælder generelt for alle køb, og som gennemfører artikel 5, stk. 2, i direktiv 1999/44. Endvidere bekræftede den nederlandske regering på retsmødet, at det er rettens opgave at fastslå, hvilke retsregler der skal anvendes, at afgøre, om den nationale ret gennemfører EU-retten, og at fortolke nederlandsk ret i overensstemmelse med EU-retten. Når det er sagt, er disse problemer i mangel af en tydeligere forståelse af nederlandsk ret ikke tilstrækkeligt grundlag for at erklære, at spørgsmål 1-4 og 7 ikke kan antages.

55.

Af hensyn til udførligheden tilføjer jeg, at det bl.a. fremgår af 8. og 16. betragtning til direktiv 1999/44, af medlemsstaternes mulighed i henhold til artikel 1, stk. 3, for at fastsætte, at »forbrugsvarer« ikke omfatter brugte genstande, som sælges på visse typer offentlig auktion, og af muligheden ifølge artikel 7, stk. 1, andet punktum, for at forkorte fristen for sælgerens erstatningsansvar, når det drejer sig om brugte varer, at direktiv 1999/44 i princippet gælder sådanne varer.

56.

Ved direktiv 1999/44 garanteres forbrugerrettigheder, navnlig retten til at rejse krav ved salgsgenstandens manglende overensstemmelse med det aftalte. Direktivet kommer dog ikke ind på, om nationale retter har pligt til af egen drift at undersøge, om direktiv 1999/44 og den beskyttelse, det giver, finder anvendelse i en tvist forelagt den pågældende ret.

57.

Det er fast retspraksis, at medlemsstaterne, i mangel af harmonisering af processuelle regler, fortsat har kompetence til at fastlægge deres egen retsorden (princippet om procesautonomi) ( 16 ). Selve den omstændighed, at EU-retten har forrang, betyder ikke, at nationale processuelle regler altid skal tilsidesættes til fordel for EU-retten ( 17 ). Medlemsstaternes udøvelse af denne kompetence er imidlertid underlagt effektivitetsprincippet og ækvivalensprincippet, som er en del af EU-retten ( 18 ), og som indirekte garanterer, at EU-rettens forrang respekteres.

58.

Ifølge ækvivalensprincippet må krav rejst i medfør af EU-retten i national ret ikke behandles på vilkår, der er mindre gunstige end dem, der er baseret på national ret ( 19 ). I den forbindelse tilkommer det den nationale ret at efterprøve såvel formålet med som de væsentligste momenter ved søgsmål på grundlag af national ret, som hævdes at være tilsvarende søgsmål ( 20 ). En specifik anvendelse af dette princip, som også fremgår af Domstolens retspraksis vedrørende andre EU-direktiver om forbrugerbeskyttelse, er, at når national ret kræver ex officio-undersøgelse af en national retsregel, gælder det samme således også en ækvivalent EU-retsregel. Heraf følger, at »[n]år domstolene efter national ret af egen drift skal inddrage anbringender, der støttes på en bindende national regel, som parterne ikke har påberåbt sig, må en sådan forpligtelse også gælde, såfremt der er tale om bindende [EU-]regler«, eller »såfremt national ret giver domstolen mulighed for af egen drift at anvende den bindende retsregel« ( 21 ).

59.

Effektivitetsprincippet betyder, at national ret i praksis ikke må gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der er tillagt forbrugerne ved EU-retten ( 22 ). Ved bedømmelsen af, om dette princip er overholdt, skal der tages hensyn til, hvilken stilling en specifik bestemmelse indtager i den samlede procedure, herunder dens forløb og dens særlige kendetegn, for de forskellige nationale instanser, samt tages hensyn til de principper, der ligger til grund for den nationale retspleje, bl.a. princippet om beskyttelsen af retten til forsvar, retssikkerhedsprincippet og princippet om en hensigtsmæssig sagsbehandling ( 23 ).

60.

I den foreliggende sag kræves det ved nationale processuelle regler, at dommere skal respektere parternes uafhængighed. De skal basere deres afgørelse på de krav, argumenter og oplysninger, som parterne har fremsat. Med undtagelse af velkendte kendsgerninger må de kun tage de kendsgerninger i betragtning, som indgår i det af parterne fremlagte. Appelinstanser må af egen drift udelukkende anvende ufravigelige retsregler ( 24 ). Jeg har allerede givet udtryk for tvivl om, hvorvidt nederlandsk ret faktisk, under omstændigheder, der svarer til den foreliggende sag, forhindrer nationale domstole i at fastslå, om en person som Froukje Faber er en forbruger, på grundlag af de retlige og faktiske oplysninger, de har til rådighed ( 25 ). Hvad angår denne sag må det formodede udgangspunkt dog være, at disse regler tilsammen, efter nederlandsk ret, forhindrer en national ret i at undersøge en købers, som f.eks. Froukje Fabers, stilling. Ellers ville spørgsmål 1-4 og 7 aldrig være opstået i forbindelse med den foreliggende tvist.

61.

Indebærer EU-retten alligevel et krav om, at en ret under omstændigheder som de foreliggende skal undersøge, om Froukje Faber falder ind under anvendelsesområdet for direktiv 1999/44, og, hvis det er tilfældet, under hvilke betingelser?

62.

Domstolen har, navnlig på grundlag af effektivitetsprincippet, krævet en ex officio-undersøgelse af individuelle bestemmelser i andre EU-direktiver om forbrugerbeskyttelse ( 26 ). Det forekommer mig, at Domstolen i det væsentlige nåede til den afgørelse, fordi lovgiveren typisk har udarbejdet disse direktiver under antagelse af, at forbrugeren er den svage part, der (måske) ikke kender sine rettigheder, og som ellers ikke ville være beskyttet overhovedet. Domstolen har udviklet denne retspraksis uafhængigt af sager, der drejer sig om tilsvarende spørgsmål i sammenhæng med andre dele af EU-retten ( 27 ).

63.

Med hensyn til direktiv 93/13 ( 28 ) har Domstolen således fastslået, at EU-retten kræver, at nationale domstole af egen drift skal prøve, om et kontraktvilkår eventuelt er urimeligt, så snart den råder over de oplysninger vedrørende de retlige eller faktiske omstændigheder, som denne prøvelse kræver ( 29 ). Det er, fordi direktiv 93/13 »hviler på den betragtning, at forbrugeren befinder sig i en svagere stilling end den erhvervsdrivende såvel hvad angår forhandlingsstyrke som informationsniveau« ( 30 ). En forbruger tiltræder betingelser, som på forhånd er udarbejdet af en professionel sælger, uden at forbrugeren kan øve nogen indflydelse på disse ( 31 ). Således er det kun positiv handling, der ikke er forbundet med de faktiske aftaleparters handling, der kan afhjælpe en sådan ubalance ( 32 ). Som følge deraf har Domstolen anlagt det synspunkt, at med hensyn til direktiv 93/13 kan »effektiv beskyttelse af forbrugeren [...] følgelig kun opnås, såfremt den nationale domstol anses for berettiget til at tage stilling til et sådant vilkår ex officio« ( 33 ). Af samme grund er en national ordning, der indfører en forældelsesfrist for prøvelse af, om et kontraktvilkår er urimeligt, udelukket ( 34 ). I samme sammenhæng har Domstolen imidlertid tilføjet, at effektivitetsprincippet ikke må »føre til, at der skal kompenseres for den pågældende forbrugers fuldstændige passivitet« ( 35 ).

64.

Efter min opfattelse er urimelige kontraktvilkår i væsentlighed vilkår, som sælgeren har specifik viden om, og hvis urimelighed han ikke har nogen interesse i at oplyse, men som han har en interesse i at få håndhævet, mens forbrugeren ofte er ude af stand til at gøre indsigelse mod dem eller at blive fuldt oplyst om deres urimelighed. Det betyder, at retslig beskyttelse mod urimelige kontraktvilkår bliver alvorligt svækket uden indgriben fra tredjemand.

65.

Måske er det ikke så nemt at retfærdiggøre en national rets ex officio-indgriben hvad angår individuelle bestemmelser i andre direktiver om forbrugerbeskyttelse. Generaladvokat Kokott anlagde således i sagen Duarte Hueros det synspunkt, at mens direktiv 93/13 og direktiv 1999/44 begge vedrører forbrugerbeskyttelse i retsforhold og tilsigter at virkeliggøre et højt forbrugerbeskyttelsesniveau, er der forskel på den situation, hvor lovgivningen tilsigter at udligne en forbrugers ringere position ved indgåelsen af en aftale (direktiv 93/13), og den situation, hvor lovgivningen vedrører gennemførelsen af en allerede indgået aftale (direktiv 1999/44). Hun fandt, at hvad angår sidstnævnte beror en mangelfuld opfyldelse af en aftale i de fleste tilfælde ikke på parternes vilje, og forbrugeren befinder sig ikke i en tilsvarende svag position som er tilfældet ved urimelige kontraktvilkår, fordi det er let for forbrugeren at fastslå, om købsgenstanden er af den aftalte kvalitet ( 36 ).

66.

Jeg er enig i, at forbrugeren ikke er i samme position i de to situationer. Der kan dog stadig være tale om asymmetrisk information (måske i mindre grad), således at forbrugeren efter aftalens indgåelse fortsat er den svage part hvad angår salgsgenstandens overensstemmelse med det aftalte. Medmindre forbrugeren på det tidspunkt, hvor aftalen blev indgået, havde kendskab til eller ikke med rimelighed kunne være ubekendt med den manglende overensstemmelse (eller hvis den manglende overensstemmelse skyldes materialer leveret af forbrugeren) ( 37 ), afhænger vurderingen af overensstemmelse af oplysninger, navnlig oplysninger i aftalen, om forbrugsvarens formål, beskaffenhed og brugbarhed ( 38 ). Det følger af listen i artikel 2, stk. 2. Jeg mener ikke, at det i forbindelse med den foreliggende sag er nødvendigt at afgøre, om denne liste er udtømmende ( 39 ). Det er tilstrækkeligt her at konstatere, at den vurdering er baseret på oplysninger fra sælgeren til forbrugeren (inden aftalens indgåelse), oplysninger fra forbrugeren til sælgeren på tidspunktet for aftalens indgåelse, generelle antagelser om forbrugsvarens anvendelse samt offentlige oplysninger afgivet af sælgeren, producenten eller dennes repræsentant. Endvidere kan det ofte være sælgeren, som vælger, hvilken specifik vare der skal leveres til forbrugeren (selv om det ikke altid er tilfældet). Således befinder forbrugeren sig ofte i en ringere position med henblik på vurderingen af, om og i hvilket omfang varen ikke stemmer overens med det, som forbrugeren med rimelighed kan forvente.

67.

Under alle omstændigheder opstår spørgsmålet om ex officio-undersøgelse ikke med hensyn til en bestemmelse i direktiv 1999/44 vedrørende aftalens opfyldelse. Det vedrører heller ikke en bestemmelse om rettigheder i tilfælde af manglende overensstemmelse (artikel 3) eller en bestemmelse om fastsættelse af tidsbetingelser og bevisbyrderegler, som er relevante for at kunne fastslå sælgerens erstatningsansvar for manglende overensstemmelse og gøre det gældende, og for at kunne gøre disse rettigheder gældende (artikel 5, som spørgsmål 5 og 6 handler om) ( 40 ). Spørgsmålet opstår i stedet i forbindelse med det præjudicielle spørgsmål vedrørende anvendelsesområdet for direktiv 1999/44. Såfremt EU-retten pålægger den forelæggende ret af egen drift at undersøge, om Froukje Faber har status som forbruger, og den pågældende ret afgør, at det har hun, er det klart, at både hun og Hazet anvendte nationale retsregler, der gennemfører direktiv 1999/44. Den nationale ret vil derefter skulle afgøre, om f.eks. BW’s artikel 7:23, stk. 1, sidste punktum, finder anvendelse, og, hvis det er tilfældet, fortolke bestemmelsen i overensstemmelse med artikel 5, stk. 2, i direktiv 1999/44. Derimod opstår spørgsmålet om en ex officio-undersøgelse af artikel 5, stk. 2, ikke under den foreliggende sags omstændigheder. Det er således efter min opfattelse ikke muligt at besvare den forelæggende rets spørgsmål i den foreliggende sag ved først at afgøre, om en bestemt bestemmelse skal anvendes ex officio, hvor resultatet så kan danne grundlag for at afgøre, om der også ex officio skal tages stilling til anvendelsesområdet for direktiv 1999/44 ( 41 ).

68.

Spørgsmålet om en ex officio-undersøgelse opstår således her på et mere overordnet og abstrakt niveau.

69.

Efter min opfattelse må svaret på spørgsmål 1 være, at en national processuel retsregel under omstændigheder, hvor en køber har anlagt sag med erstatningskrav mod en sælger på grundlag af nationale retsregler, som bl.a. gælder forbrugeraftaler, men ikke specifikt har påberåbt sig status som forbruger, ikke kan forhindre en national ret i at undersøge, om den pågældende virkelig er en forbruger som omhandlet i direktiv 1999/44, og derefter anvende nationale retsregler om forbrugerbeskyttelse fortolket i overensstemmelse med direktiv 1999/44. Ifølge effektivitetsprincippet skal en sådan national processuel regel tilsidesættes, så den nationale ret har mulighed for af egen drift at undersøge, om en køber som Froukje Faber er en forbruger som omhandlet i direktiv 1999/44.

70.

Det skyldes, at lovgiveren har valgt at garantere forbrugere et højt beskyttelsesniveau, eftersom de generelt befinder sig i en ringere position i kontraktforhold med en sælger. Direktiv 1999/44 garanterer således et højt niveau af forbrugerbeskyttelse ( 42 ) for alle fysiske personer, der opfylder definitionen i direktivets artikel 1, stk. 2, litra a) ( 43 ). På baggrund af dette ræsonnement har lovgiveren skabt et regelsæt, som, medmindre andet er udtrykkeligt fastsat, giver et minimumsniveau af beskyttelse, som både medlemsstaterne og kontrahenterne i forbrugeraftaler skal respektere. Der er således tale om et obligatorisk niveau af beskyttelse. Det er således fornuftigt at have en ufravigelig retsregel, som pålægger den nationale ret at undersøge, om sagsøgeren, i sager anlagt af en køber, der gør sine rettigheder gældende, hvad angår et varekøb, falder inden for anvendelsesområdet for direktiv 1999/44 (og andre direktiver om forbrugerbeskyttelse) ( 44 ), da en sådan beskyttelse forstærker direktivets effektivitet og minimerer risikoen for, at en køber, på grund af manglende kendskab til loven, har en mindre grad af beskyttelse, end EU-retten foreskriver ( 45 ).

71.

Dette krav indebærer dog ikke automatisk, at en national ret af egen drift skal undersøge hver eneste bestemmelse i direktiv 1999/44. Dette krav skal med hensyn til hver enkelt bestemmelse fastlægges af Domstolen fra sag til sag. Dette skyldes navnlig, at forbrugerbeskyttelsesniveauet kan variere, afhængig af den pågældende bestemmelse, og at en forbruger udtrykkeligt kan beslutte ikke at udøve en rettighed eller på anden måde nyde godt af en individuel bestemmelse ( 46 ). Desuden kan det ikke udelukkes, at individuelle bestemmelser (måske undtagelsesvis) kan beskytte sælgeren frem for forbrugeren ( 47 ).

72.

Mit forslag til afgørelse afhænger ikke af, om forbrugeren er bistået af en advokat (som er genstand for spørgsmål 7). En sådan omstændighed kan ikke ændre betydningen af EU-retten eller omfanget af effektivitetsprincippet og ækvivalensprincippet. Selv om en persons kendskab til sin status og sine rettigheder som forbruger (forhåbentlig) forbedres, når personen bistås af en advokat, kan selve den omstændighed, at en forbruger bistås af en advokat, ikke foranledige eller danne grundlag for en antagelse af et sådant kendskab ( 48 ).

73.

Endvidere er kravet om en ex officio-undersøgelse af anvendelsesområdet for direktiv 1999/44 underlagt de samme betingelser, som Domstolen har fastsat med hensyn til andre direktiver om forbrugerbeskyttelse (genstand for spørgsmål 2 og 3). Den nationale ret skal således have de retlige og faktiske oplysninger til rådighed, som er nødvendige for opgaven ( 49 ), enten fordi disse oplysninger allerede indgår i sagen, eller fordi den nationale ret kan opnå dem i overensstemmelse med nationale processuelle regler. Den nationale ret må således ikke gå ud over omfanget af tvisten som defineret af parterne. Den samme forpligtelse til en ex officio-undersøgelse og de samme betingelser gælder for en appel, hvor i) mindst den ene af parterne har påberåbt sig nationale retsregler, som (i det mindste delvis) gennemfører direktiv 1999/44, og ii) en part, afhængigt af om vedkommende har status som forbruger (eller ej), (ikke) kan nyde godt af den øgede beskyttelse, som disse bestemmelser giver.

74.

Hvis Domstolen er uenig i mit forslag til afgørelse, kræver ækvivalensprincippet så alligevel, at den nationale ret skal undersøge, om Froukje Faber havde status som forbruger som omhandlet i direktiv 1999/44?

75.

Som jeg forstår det, gælder de nederlandske processuelle regler, der er tale om her, uanset om forbrugeren har baseret sin sag på EU-ret eller national ret.

76.

Ækvivalensprincippet ligger også til grund for spørgsmål 4, som henviser til artikel 5 i direktiv 1999/44. Efter min opfattelse er det dog den nationale retsregel, der gennemfører artikel 5, stk. 2 (her BW’s artikel 7:23, stk. 1), der er indbragt for den forelæggende ret. Der opstår således ikke noget spørgsmål om en ex officio-undersøgelse af artikel 5, stk. 2. I stedet skal den forelæggende ret fortolke national ret i overensstemmelse med artikel 5 ( 50 ).

77.

Såfremt den forelæggende ret imidlertid finder, at Froukje Faber har status som forbruger og har overholdt BW’s artikel 7:23, stk. 1, opstår spørgsmålet om, hvorvidt den ex officio skal anvende reglen om bevisbyrden i BW’s artikel 7:18, stk. 2, som gennemfører artikel 5, stk. 3, i direktiv 1999/44 i nederlandsk ret. Spørgsmål 4 skal udelukkende behandles i den sammenhæng.

78.

Reglen om bevisbyrde i artikel 5, stk. 3, finder anvendelse, hvor det er nødvendigt at fastslå, om sælgeren er erstatningsansvarlig eller ej for manglende overensstemmelse. Hvis en ret i første instans ikke har afgjort faktiske spørgsmål (f.eks. fordi den har fastslået, at en forbruger på grund af for sen underretning har fortabt sin ret til at gøre et sådant krav gældende), forekommer det mig at være usandsynligt, at en efterfølgende appelinstans nødvendigvis kan anvende den pågældende regel. Jeg ved ikke, om denne gåde kan løses ved hjælp af nationale processuelle regler (f.eks. ved at sende sagen tilbage til retten i første instans for yderligere afklaring af de faktiske omstændigheder). Derfor er jeg noget i tvivl om, hvorvidt spørgsmålet om en ex officio-undersøgelse af reglen i artikel 5, stk. 3, i direktiv 1999/44 er relevant for den forelæggende rets behandling af Froukje Fabers appelsag.

79.

Uanset at Domstolen i forbindelse med behandlingen af den foreliggende sag ikke kan afgøre, hvad nederlandske ufravigelige retsgrundsætninger er, kan den besvare spørgsmål 4 (og også spørgsmål 6) ved at give oplysning om fortolkning af artikel 5, stk. 3, i direktiv 1999/44. Bestemmelsen yder obligatorisk beskyttelse til forbrugere ved delvis at vende bevisbyrden om for at forbedre de vilkår, hvorunder en forbruger kan udnytte sine rettigheder i henhold til direktiv 1999/44, navnlig de rettigheder, der er til rådighed i tilfælde af sælgerens erstatningsansvar. Hverken medlemsstaterne eller parterne i en forbrugeraftale kan give mulighed for en strengere byrde ( 51 ). Bevisbyrden ændres til fordel for forbrugere, fordi de generelt befinder sig i en ringere position i forhold til sælgere, hvad angår de tilgængelige oplysninger om varen og dens tilstand ved levering. Uden en (i det mindste) delvis vending af bevisbyrden undermineres effektiv udnyttelse af forbrugerrettigheder i alvorlig grad inden for et område, som er den primære kilde til tvister med sælgere ( 52 ). Det forekommer mig således, at effektivitetsprincippet kræver ex officio-anvendelse af artikel 5, stk. 3, forudsat at den nationale ret har de nødvendige retlige og faktiske omstændigheder til rådighed og ikke ændrer omfanget af tvisten som defineret af parterne. I det omfang artikel 5, stk. 3, indeholder egenskaber svarende til en ufravigelig retsgrundsætning i national ret, kan ækvivalensprincippet også kræve, at en national ret, som i hovedsagen, af egen drift anvender en national retsregel, der gennemfører artikel 5, stk. 3.

80.

Nederlandene har ved henvisning til artikel 5, stk. 2, i direktiv 1999/44 pålagt forbrugeren underretningskrav ( 53 ). I spørgsmål 5 spørger den forelæggende ret om, hvordan den skal fastslå forbrugerens opfyldelse af disse krav.

81.

Efter min opfattelse er dette styret af nationale bevisretlige regler. Så længe national ret foreskriver en periode på mindst to måneder, ikke indeholder regler, der ændrer indholdet af de forpligtelser, der følger af artikel 5, og i øvrigt er i overensstemmelse med ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet, begrænser direktiv 1999/44 ikke medlemsstaternes kompetence til at fastsætte og anvende sådanne bevisretlige regler, som de skønner passende.

82.

Således foreskriver artikel 5, stk. 2, ikke, hvordan forbrugeren skal underrette sælgeren. Bestemmelsen hverken udelukker eller kræver, at sælgeren skal underrettes skriftligt frem for mundtligt. Eftersom en sådan underretning er en forudsætning for at kunne udøve de rettigheder, der garanteres af direktiv 1999/44, mener jeg, at national ret ikke kan foreskrive vilkår, der gør det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt for forbrugeren at bevise, at denne har underrettet sælgeren behørigt og rettidigt i forbindelse med artikel 5, stk. 2. Det følger også af effektivitetsprincippet.

83.

På tilsvarende måde kan national ret ikke foreskrive bevisretlige regler, som er uforenelige med indholdet i den forpligtelse, der fremgår af artikel 5, stk. 2, og artikel 5 i øvrigt. Efter min opfattelse kan en medlemsstat således ikke kræve, at forbrugeren, når denne underretter sælgeren om manglende overensstemmelse, også skal bevise manglende overensstemmelse. Denne fortolkning bekræftes ved at sammenligne ordlyden i stk. 2 og 3 i artikel 5. At underrette sælgeren om manglende overensstemmelse (artikel 5, stk. 2) er ikke det samme som henvisningen i artikel 5, stk. 3, til at bevise manglende overensstemmelse ( 54 ). En forbruger underretter sælgeren om manglende overensstemmelse for fortsat at kunne benytte sig af sine rettigheder i medfør af direktiv 1999/44. Det drejer sig ikke kun om de rettigheder, der følger af artikel 3, stk. 3, men også om tidsbetingelserne og bevisreglerne i artikel 5, stk. 3. Logisk set kan underretning af sælgeren (hvor dette kræves) ikke finde sted efter udøvelse eller benyttelse af rettighederne i de pågældende andre bestemmelser. Underretningen skal finde sted, før forbrugeren beslutter sig for at gøre sine rettigheder gældende og i den forbindelse fremlægger de nødvendige beviser for at fastslå sælgerens erstatningsansvar. I sit oprindelige forslag til direktiv 1999/44 forklarede Kommissionen, at kravet i (det, der nu er) artikel 5, stk. 2, »øger retssikkerheden og tilskynder køberen til agtpågivenhed, samtidig med at der tages hensyn til sælgerens interesse« ( 55 ).

84.

Efter min opfattelse betyder det, at artikel 5, stk. 2, er opfyldt, såfremt forbrugeren underretter sælgeren på en sådan måde, at sælgeren er informeret om en mulig manglende overensstemmelse og dermed også om sit potentielle erstatningsansvar. De oplysninger, som forbrugeren giver sælgeren, skal indeholde identifikation af varen og salget. Forbrugeren skal forbinde varen med sælgeren. Uden de oplysninger kan sælgeren ikke vide, hvilke varer han eventuelt vil blive gjort erstatningsansvarlig for. De afgivne oplysninger skal endvidere identificere de omstændigheder, der har fået forbrugeren til at underrette sælgeren om den manglende overensstemmelse. En forbruger kan have forskellige grunde til at finde, at den leverede vare, på leveringstidspunktet eller senere, ikke er, hvad forbrugeren med rimelighed kunne forvente at modtage på grundlag af beskrivelsen af varen i købsaftalen og andre oplysninger, som sælgeren måtte have afgivet, eller som på anden måde var tilgængelige. På dette stadium skal forbrugeren dog ikke bevise den manglende overensstemmelse og den mulige årsag hertil.

85.

Forarbejderne til direktivet bekræfter denne fortolkning. I Kommissionens oprindelige forslag til sidste punktum i artikel 5, stk. 2, hed det »[...] fra det tidspunkt, hvor forbrugeren har opdaget eller normalt burde have opdaget manglen« i stedet for »[...] efter, at han har opdaget den«. Ifølge de forklarende bemærkninger til det pågældende forslag var hensigten med dette punktum, at»forbrugeren har pligt til at udvise normal omhu i betragtning af omstændighederne og undersøge varerne efter modtagelsen«. Dette punktum indførte dog ikke »en streng pligt til at foretage en omhyggelig kontrol med varen eller gennemføre undersøgelser for at bedømme dens funktionsdygtighed« ( 56 ).

86.

Ved spørgsmål 6 anmoder den forelæggende ret i det væsentlige om oplysning med hensyn til bevisbyrden i henhold til artikel 5, stk. 3, i direktiv 1999/44. Såfremt en medlemsstat fastsætter, at forbrugeren skal underrette sælgeren i henhold til artikel 5, stk. 2, er spørgsmålet kun relevant, hvis forbrugeren først gør dette behørigt og rettidigt og derefter søger at benytte sig af sine rettigheder navnlig i medfør af artikel 3 i direktiv 1999/44. Antagelsen i artikel 5, stk. 3, gælder, medmindre den er uforenelig med karakteren af enten varerne eller den manglende overensstemmelse. Den forelæggende ret har imidlertid ikke anmodet om oplysning vedrørende den undtagelse, og jeg går derfor ikke nærmere ind på den.

87.

Artikel 5, stk. 3, indebærer en delvis vending af bevisbyrden til fordel for forbrugeren, som, inden for en bestemt tidsfrist, ikke behøver at påvise, at den manglende overensstemmelse allerede eksisterede på leveringstidspunktet. Det påhviler således stadig forbrugeren at gøre gældende, og om nødvendigt bevise, at de leverede varer ikke er i overensstemmelse med de standarder for beskaffenhed, brugbarhed og egnethed til formålet, som forbrugeren med rimelighed kunne have forventet at modtage i henhold til købsaftalen og de oplysninger, der er opregnet i artikel 2, stk. 2. Det er den manglende overensstemmelse, der skal påvises, ikke årsagen dertil. I den foreliggende sag er det således ikke tilstrækkeligt for en forbruger som Froukje Faber udelukkende at bevise, at branden fandt sted. Hun skal snarere påvise, hvorfor hun, som følge af branden, mener, at den bil, der blev leveret til hende, ikke stemte overens med den bil, som hun, på grundlag af købsaftalen og andre relevante oplysninger, havde forventet at modtage. Under omstændigheder som i den foreliggende sag kan det være tilstrækkeligt, at Froukje Faber beviser, at produktet ikke længere (behørigt) kan udføre den funktion, som det var købt til (fordi hun ikke længere kan køre bilen), uden at hun skal afklare, hvorfor det blev tilfældet ( 57 ).

88.

Forbrugeren behøver dog ikke at gøre gældende, og om nødvendigt bevise, at den manglende overensstemmelse kan tilskrives sælgeren (hvilket formentlig ville kræve en undersøgelse af varens tilstand før levering til forbrugeren eller på leveringstidspunktet). Et sådant krav ville fuldstændig underminere reglen i artikel 5, stk. 3. Endvidere er sælgerens erstatningsansvar i medfør af direktiv 1999/44 ikke et fejlbaseret ansvar. Det følger også af artikel 4, som giver sælgeren regresret over for producenten, hvis handling eller undladelse resulterede i den manglende overensstemmelse. Desuden ville det være uigennemførligt at placere sådan en bevisbyrde på forbrugeren, fordi det er rimeligt at antage, at sælgeren i princippet har flere (mere detaljerede) oplysninger om varen og dens leveringstilstand. Forbrugeren kan ikke pålægges at fremlægge beviser, som ikke er tilgængelige for ham ( 58 ). Det ville også gå imod hele formålet med den afkræftelige formodning i artikel 5, stk. 3, og de bredere formål med direktiv 1999/44.

89.

Ordlyden i artikel 5, stk. 3, i og ottende betragtning til direktiv 1999/44 viser, at bevisbyrden derefter skifter over til sælgeren, som for at undgå erstatningsansvar skal påvise, at den manglende overensstemmelse ikke eksisterede på leveringstidspunktet ( 59 ), eller på anden måde bestride forbrugerens krav og tilbagevise beviserne. Dette kan sælgeren f.eks. gøre ved at fastslå, at manglen skyldes handling eller undladelse efter varens levering, eller at den kan tilskrives en årsag, som sælgeren ikke er ansvarlig for. Kun på dette senere tidspunkt afhænger forbrugerens krav af, om forbrugeren kan bevise, hvad den manglende overensstemmelse skyldes.

90.

Endelig fastlægger artikel 5, stk. 3, hvem der skal bevise hvad og i hvilken rækkefølge. Den foreskriver dog ikke, hvordan disse beviskrav skal opfyldes. Det er efter min opfattelse i mangel af EU-retlige regler op til de nationale processuelle bevisregler, som i denne sammenhæng selvfølgelig også skal respektere ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet ( 60 ).

91.

I lyset af alle de foregående overvejelser mener jeg, at Domstolen bør besvare anmodningen om en præjudiciel afgørelse fra Gerechtshof Arnhem-Leeuwarden som følger:

»Under omstændigheder, hvor en køber har anlagt sag med erstatningskrav mod en sælger på grundlag af bestemmelser i national ret, som bl.a. gælder forbrugeraftaler, men ikke specifikt har påberåbt sig status som forbruger, kan en national processuel retsregel ikke forhindre en national ret i at undersøge, om den pågældende virkelig er en forbruger som omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/44/EF af 25. maj 1999 om visse aspekter af forbrugerkøb og garantier i forbindelse hermed, og dermed anvende nationale retsregler om forbrugerbeskyttelse fortolket i overensstemmelse med direktiv 1999/44. Dette krav er imidlertid betinget af, at den nationale ret skal have de retlige og faktiske oplysninger til rådighed, som er nødvendige for opgaven, enten fordi disse oplysninger allerede indgår i sagen, eller fordi den nationale ret kan opnå dem i overensstemmelse med nationale processuelle retsregler. Den nationale ret må således ikke gå ud over omfanget af tvisten som defineret af parterne. Den samme forpligtelse til en ex officio-undersøgelse og de samme betingelser gælder for en appel, hvor i) mindst den ene af parterne har påberåbt sig nationale retsregler, som (i det mindste delvis) gennemfører direktiv 1999/44, og ii) en part, afhængigt af om vedkommende har status som forbruger (eller ej), (ikke) kan nyde godt af den øgede beskyttelse, som disse bestemmelser giver. Den omstændighed, at forbrugeren var bistået af en advokat, ændrer ikke denne konklusion.

Effektivitetsprincippet kræver en ex officio-undersøgelse af artikel 5, stk. 3, forudsat at den nationale ret har de nødvendige retlige og faktiske omstændigheder til rådighed og ikke ændrer omfanget af tvisten som defineret af parterne. I det omfang artikel 5, stk. 3, indeholder egenskaber svarende til en ufravigelig retsgrundsætning i national ret, kan ækvivalensprincippet også kræve, at en national ret, som i hovedsagen, af egen drift anvender den nationale retsregel, der gennemfører artikel 5, stk. 3.

Direktiv 1999/44 begrænser ikke medlemsstaternes kompetence til at fastsætte og anvende bevisretlige regler hvad angår kravet i medfør af artikel 5, stk. 2, i direktiv 1999/44, om, at forbrugeren skal underrette sælgeren om manglende overensstemmelse, så længe national ret i) foreskriver en periode på mindst to måneder, ii) ikke indeholder regler, der ændrer indholdet af de forpligtelser, der følger af artikel 5 i direktiv 1999/44, og iii) de regler, der finder anvendelse, ikke på anden måde er mindre gunstige end de regler, der gælder for retssager anlagt på grundlag af national ret, og ikke er formuleret på en sådan måde, at det i praksis bliver umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der følger af EU-retten.

Artikel 5, stk. 3, i direktiv 1999/44 indebærer en delvis vending af bevisbyrden til fordel for forbrugeren, som, inden for en bestemt tidsfrist, ikke behøver at påvise, at den manglende overensstemmelse allerede eksisterede på leveringstidspunktet. Det påhviler således stadig forbrugeren at konstatere, at den leverede vare ikke er i overensstemmelse med det, som forbrugeren med rimelighed kunne have forventet at modtage i henhold til købsaftalen og de oplysninger, der er opregnet i artikel 2, stk. 2. Forbrugeren behøver dog ikke at bevise, at den manglende overensstemmelse kan tilskrives sælgeren.«