1.

Med denne præjudicielle forelæggelse får Domstolen for første gang lejlighed til at fortolke begrebet »[ydelser,] som udredes på grundlag af en frivillig eller en frivillig fortsat forsikring« i forbindelse med artikel 46a, stk. 3, litra c), i forordning (EØF) nr. 1408/71 ( 2 ), der undtager de nævnte ydelser fra anvendelsen af nationale antikumulationsregler.

2.

I tvisten i hovedsagen stiller Arbeidshof te Antwerpen (arbejdsretten i Antwerpen, Belgien) spørgsmålstegn ved, om den pågældende bestemmelse omfatter det særlige tilfælde med en nederlandsk alderspension, der skyldes en forsikring, der i princippet er tvungen, men som i visse tilfælde giver mulighed for fritagelse fra tilslutning.

3.

Artikel 46a i forordning nr. 1408/71 indeholder, som det fremgår af dens overskrift, almindelige bestemmelser om nedsættelse, midlertidig inddragelse eller bortfald af ydelser ved invaliditet, alderdom eller til efterladte i henhold til medlemsstaternes lovgivning.

4.

Forordningens artikel 46a, stk. 3, bestemmer:

»Ved anvendelse af bestemmelser i en medlemsstats lovgivning om, at en ydelse skal nedsættes, stilles i bero eller bortfalde, når der samtidig består ret til en ydelse ved invaliditet, alderdom eller til efterladte og en ydelse af samme art eller en anden ydelse eller andre indtægter, gælder følgende regler:

[…]

[…]«

5.

Forordning (EØF) nr. 574/72 ( 3 ) bestemmer i artikel 47 med overskriften »Beregning af de ydelsesbeløb, der svarer til forsikringsperioder tilbagelagt efter en frivillig eller frivillig fortsat ordning«:

»Institutionen i hver medlemsstat beregner i henhold til den for denne institution gældende lovgivning det beløb, der svarer til forsikringsperioder tilbagelagt efter en frivillig eller frivillig fortsat ordning, som i henhold til [artikel 46a, stk. 3, litra c), i forordning nr. 1408/71] ikke er undergivet reglerne om nedsættelse, midlertidig inddragelse eller bortfald af ydelser i en anden medlemsstat.«

6.

Artikel 52, stk. 1, første afsnit, i arrêté royal du 21 décembre 1967 portant règlement général du régime de pension de retraite et de survie des travailleurs salariés (kongelig bekendtgørelse af 21.12.1967 om almindelige bestemmelser for arbejdsophørs- og efterladtepension for arbejdstagere, Belgisch Staatsblad, 16.1.1968, s. 441) bestemmer:

»Når den efterlevende ægtefælle kan gøre krav på dels en efterladtepension i henhold til pensionsordningen for arbejdstagere, dels en eller flere arbejdsophørspensioner eller enhver anden ydelse, der sidestilles hermed, i henhold til pensionsordningen for arbejdstagere eller i henhold til en anden eller flere andre pensionsordninger, kan efterladtepensionen kun kumuleres med disse arbejdsophørspensioner op til et loft svarende til 110% af beløbet for den efterladtepension, som ville være blevet tilkendt den efterlevende ægtefælle for et fuldt erhvervsforløb.«

7.

Algemene Ouderdomswet (lov om almindelige regler for alderspension, herefter »AOW«) fastsætter en tvungen forsikring navnlig for samtlige nederlandske statsborgere, der opholder sig i Kongeriget Nederlandene.

8.

Artikel 22 i Besluit beperking en uitbreiding kring verzekerden volksverzekeringen (kongelig bekendtgørelse om begrænsning af og udvidelse af kredsen af forsikrede under folkeforsikringerne, herefter »den nederlandske bekendtgørelse«) bestemmer:

»En borger, der har bopæl, men ikke arbejder i Nederlandene, og som har ret til en ydelse i henhold til en udenlandsk lovbestemt eller ikke-lovbestemt socialsikringsordning eller i henhold til en international organisations ordning, fritages, efter anmodning, af den nationale pensionsinstitution fra [AOW]-pensionsordningen, […] så længe denne:

[…]«

9.

Theodora Hendrika Bouman, der er nederlandsk statsborger, var gift med en belgisk statsborger og opholdt sig i Belgien i perioden fra 1957 til 1974.

10.

Da hendes mand afgik ved døden i 1968, har hun siden den 1. september 1969 modtaget en belgisk efterladtepension.

11.

Efter at Theodora Hendrika Bouman vendte tilbage til Nederlandene i 1974, har hun i henhold til AOW betalt til en nederlandsk alderspension.

12.

For så vidt angår de sidste fire år forud for pensionsalderen, dvs. fra den 1. august 2003, anmodede Theodora Hendrika Bouman om og opnåede i medfør af artikel 22 i den nederlandske bekendtgørelse en fritagelse fra omfattelse af AOW-forsikringen. Hun ophørte således med at betale til den nederlandske socialsikring, hvilket har medført, at hendes AOW-pension ikke er fuldstændig.

13.

Fra og med den 1. juni 2007, da hun nåede pensionsalderen, modtog hun en ufuldstændig AOW-pension.

14.

Ved afgørelse af 4. februar 2009 revurderede det belgiske Office national des pensions beløbet for den efterladtepension, som Theodora Hendrika Bouman modtog, og besluttede at nedsætte denne med virkning fra den 1. juni 2007, idet der blev taget hensyn til AOW-pensionen, og det blev besluttet, at det overskydende beløb skulle tilbagebetales.

15.

Den 4. maj 2009 indbragte Theodora Hendrika Bouman denne afgørelse for Arbeidsrechtbank te Antwerpen (arbejdsretten i Antwerpen).

16.

Sociale Verzekeringsbank (det nederlandske pensionsinstitut, herefter »SVB«) blev anmodet om at afgøre, om den ydelse, som Theodora Hendrika Bouman modtog, blev givet på grundlag af en frivillig eller frivillig fortsat forsikring.

17.

Som det fremgår af forelæggelseskendelsen, anførte SVB ved skrivelser af 31. juli 2009 og 15. juni 2010, at AOW-pensionen i princippet er en tvungen forsikring, og at det kun i to tilfælde drejer sig om en frivillig eller frivillig fortsat forsikring, nemlig for det første, såfremt der inden for et år efter begyndelsen af den første tvungne forsikring anmodes om regularisering af tidligere ikke forsikrede perioder, for det andet, såfremt der inden for et år efter udløbet af den tvungne forsikring søges om tilladelse til frivilligt at fortsætte forsikringen. I begge tilfælde skal der rettes anmodning til SVB, og der er ifølge SVB ingen tvivl om, at Theodora Hendrika Bouman aldrig har benyttet sig af denne mulighed for en frivillig eller frivillig fortsat forsikring.

18.

SVB har derfor konkluderet, at den pågældendes AOW-pension »på ingen måde, heller ikke delvist, udgør en frivillig forsikringsperiode, men i sin helhed udgøres af tvungne forsikringsperioder«.

19.

Da Arbeidsrechtbank te Antwerpen på materielt grundlag afviste sagen ved dom af 6. maj 2010, appellerede Theodora Hendrika Bouman afgørelsen til Arbeidshof te Antwerpen.

20.

Arbeidshof te Antwerpen er i tvivl om, hvorvidt SVB’s synspunkt er i overensstemmelse med artikel 46a, stk. 3, litra c), i forordning nr. 1408/71, og finder at den er kompetent til at behandle dette spørgsmål i forbindelse med tvisten i hovedsagen.

21.

Arbeidshof te Antwerpen har herefter udsat sagen og forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Skal den del af en AOW-ydelse, der udbetales til en nederlandsk hjemmehørende, og som er baseret på en forsikringsperiode, hvori denne nederlandske hjemmehørende på simpel anmodning kan ophæve sin tilslutning til den nederlandske ordning og hermed bidragspligten, hvilket vedkommende i en bestemt periode også faktisk gjorde, betragtes som en ydelse, der udredes på grundlag af en frivillig fortsat forsikring i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 46a, stk. 3, litra c), i forordning nr. 1408/71, således at der ikke skal tages hensyn til den ved anvendelsen af antikumulationsbestemmelsen i artikel 52, stk. 1, nr. 1, i den belgiske kongelige bekendtgørelse af 21. december 1967 om almindelige regler for alders- og efterladtepension til arbejdstagere?«

22.

Forelæggelseskendelsen af 4. marts 2013 er indgået til Domstolens Justitskontor den 11. marts 2013. Theodora Hendrika Bouman, Kongeriget Belgien og Kommissionen har afgivet skriftlige indlæg. Der er ikke afholdt mundtligt retsmøde, da der ikke er anmodet herom.

23.

Den foreliggende sag er særlig, fordi det er den forelæggende belgiske ret, der anmoder om fortolkningen af EU-retten, da den er i tvivl om, hvorvidt det af det nederlandske pensionsmyndighed, SVB, udtrykte synspunkt i et af myndigheden udfærdiget dokument er i overensstemmelse med EU-retten.

24.

Det dokument, der er udfærdiget af SVB, bekræfter den tvungne karakter af det samlede antal forsikringsperioder, som Theodora Hendrika Bouman har tilbagelagt, og afviser således hypotesen om, at hendes nederlandske pension delvist kan skyldes en frivillig eller frivillig fortsat forsikring.

25.

Der skal erindres om, at i henhold til artikel 47 i forordning nr. 574/72 beregner den kompetente institution det beløb, der svarer til forsikringsperioder tilbagelagt efter en frivillig eller frivillig fortsat ordning, med henblik på anvendelsen af en anden medlemsstats antikumulationsregler.

26.

For at give den foreliggende ret et nyttigt svar under disse omstændigheder mener jeg, at man først må behandle spørgsmålet om, hvorvidt en attest, der er udfærdiget i overensstemmelse med artikel 47 i forordning nr. 574/72, binder institutionerne i en anden medlemsstat.

27.

Problematikken med anerkendelse af administrative dokumenter inden for socialsikringsområdet er underlagt medlemsstaternes kompetente institutionernes pligt til loyalt samarbejde, således at EU-rettens bestemmelser får fuld virkning, og virkeliggørelsen af målene med artikel 45 TEUF – 48 TEUF sikres. Denne almindelige pligt følger af princippet om loyalt samarbejde fastsat i artikel 4, stk. 3, første afsnit, TEU ( 4 ).

28.

I retspraksis fra FTS-dommen ( 5 ), som Kommissionen har påberåbt sig til støtte for, at den forelæggende belgiske ret er bundet af SVB’s synspunkt, har Domstolen fastslået, at en attest om gældende lovgivning, der er udstedt i henhold til bestemmelserne i del III i forordning nr. 574/72 (E 101-attest ( 6 )), er bindende for socialsikringsinstitutionerne i de andre medlemsstater, for så vidt som den bekræfter, at arbejdstagere, som er udsendt af en virksomhed, er omfattet af socialsikringsordningen i den medlemsstat, hvor deres virksomhed har hjemsted.

29.

Denne løsning bevirker, at den nævnte attest undtages fra den kontrol, der udøves af retsinstanserne i værtsmedlemsstaten, idet løsningen af eventuelle tvister skal omfattes af den forligsprocedure, der er fastsat i EU-lovgivningen ( 7 ), med forbehold af de gældende klageprocedurer i den udstedende institutions medlemsstat samt værtsmedlemsstatens indledning af en traktatbrudsag mod den udstedende institutions medlemsstat ( 8 ).

30.

Selv om denne begrænsning af domstolskontrollen begrundes af retssikkerhedshensyn i relation til det administrative dokument, der bekræfter, at den pågældende er tilsluttet en medlemsstats socialsikringsordning, kan den efter min opfattelse ikke automatisk udvides til andre attester, der er udstedt inden for det område, der er reguleret af forordning nr. 1408/71.

31.

Dette synspunkt synes forstærket ved den fremgangsmåde, som Domstolen har fulgt i sin afgørelse i Adanez-Vega-dommen vedrørende en attest på forsikringsperioder fuldført i en anden medlemsstat, der påberåbes for at fastslå, at der foreligger en ret til arbejdsløshedsydelse. Samtidig med, at den henviste til FTS-dommen, fastslog Domstolen, at en attest udstedt af den kompetente spanske institution, og hvori der nævnes de forsikrings- eller beskæftigelsesperioder, der er tilbagelagt som arbejdstager, ikke er et uigendriveligt bevis i forhold til den kompetente tyske institution eller de tyske retsinstanser, hvilket forudsætter, at sidstnævnte er frit stillet med hensyn til at efterprøve indholdet af denne attest ( 9 ).

32.

Efter min mening kan der trækkes en sondringsmæssig linje mellem på den ene side de administrative dokumenter, der bekræfter, at den pågældende er tilsluttet, og på den anden side de dokumenter, der skal angive de begivenheder, der er indtruffet, eller perioder, der er fuldført under den oprindelige medlemsstats lovgivning, med henblik på at fastslå de rettigheder, der følger af værtsmedlemsstatens lovgivning.

33.

I dette andet tilfælde er myndighederne i værtsmedlemsstaten, som skal fastsætte den pågældendes rettigheder, frit stillet til at kontrollere samtlige relevante elementer, herunder de, der er bekræftet af den myndighed, der har udstedt attesten.

34.

Det er netop tilfældet i den foreliggende sag, eftersom de belgiske myndigheder skal tage hensyn til de forsikringsperioder, der er fuldført under den nederlandske lovgivning, med henblik på at fastsætte omfanget af Theodora Hendrika Boumans rettigheder, således som disse følger af de belgiske antikumulationsregler. Under disse omstændigheder kan den belgiske retsinstans kontrollere indholdet af den af den nederlandske myndighed i henhold til artikel 47 i forordning nr. 574/72 udstedte attest, navnlig i henseende til dens overensstemmelse med EU-retten.

35.

Den forelæggende ret kan således forelægge Domstolen et præjudicielt spørgsmål, der opstår i forbindelse med en sådan kontrol.

36.

Efter fast retspraksis skal der ved fortolkningen af en EU-forskrift ikke blot tages hensyn til dennes ordlyd, men også til dens sammenhæng og de formål, der forfølges med de øvrige regler, som forskriften udgør en del af ( 10 ). En EU-retlig bestemmelses tilblivelse kan ligeledes give relevante elementer med henblik på dens fortolkning ( 11 ).

37.

Det skal først og fremmest præciseres, at begrebet »frivillig eller frivillig fortsat forsikring« ikke er genstand for en lovbestemt definition i forordning nr. 1408/71.

38.

Hvad angår ordlyden af artikel 46a, stk. 3, litra c), i forordning nr. 1408/71 anvender de forskellige sprogversioner af forordningen, med henblik på at betegne »frivillig eller frivillig fortsat forsikring«, lidt forskellige vendinger, som imidlertid er sammenfaldende, idet de vægter den frivillige karakter af tilslutningen til forsikringen ( 12 ).

39.

Hvad dernæst angår konteksten for den fortolkede retsregel skal det erindres, at forordning nr. 1408/71, ved bestemmelserne i dens afsnit II, udgør et fuldstændigt og ensartet system af lovkonfliktregler, der er baseret på princippet om anvendelse af én lovgivning ( 13 ).

40.

Denne koordineringsordning omfatter i princippet ikke en frivillig fortsat forsikring, idet denne i henhold til artikel 15, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 forbliver udelukket fra anvendelsen af forordningens artikel 13-14d med undtagelse af det tilfælde, hvor der for det pågældende område i en medlemsstat alene findes en frivillig ordning ( 14 ).

41.

Artikel 46a, stk. 3, litra c), i forordning nr. 1408/71 unddrager en frivillig eller frivillig fortsat forsikring fra anvendelsen af antikumulationsreglerne i det tilfælde, hvor disse indgår i en medlemsstats lovgivning.

42.

Den pågældende bestemmelse udgør en logisk konsekvens af, at en frivillig eller frivillig fortsat forsikring udelukkes fra ordningen om koordinering, baseret på princippet om anvendelse af én lovgivning. Den gør det således muligt for den person, der flytter inden for Den Europæiske Union, og som frivilligt har valgt at lave en alders-, invaliditets- eller efterladtepension i en anden medlemsstat, at bevare den supplerende socialsikring, der følger af dette valg.

43.

Denne betragtning bekræftes af tilblivelsen af den pågældende bestemmelse, der blev indført i forordning nr. 1408/71 ved forordning nr. 1248/92.

44.

Som det fremgår af Kommissionens forslag på det pågældende tidspunkt ( 15 ), havde den begrænsning, der var tilsigtet med indførelsen af artikel 46a, stk. 3, litra c), i forordning nr. 1408/71, til formål at besvare en tendens, der fulgte af Schaap-dommen ( 16 ), vedrørende fortolkningen af artikel 46, stk. 2, i forordning nr. 574/72 ( 17 ). Sidstnævnte bestemmelse, der blev ophævet ved forordning nr. 1248/92, undtog de ydelser, der kunne henføres til frivillige eller frivillige fortsatte forsikringsperioder med henblik på anvendelsen af nationale antikumulationsregler i forbindelse med artikel 46, stk. 3, i forordning nr. 1408/71.

45.

Der skal erindres om, at Max Schaap, der var en nederlandsk statsborger, gjorde gældende, at artikel 46, stk. 2, i forordning nr. 574/72, hvis overskrift indeholdt en udtrykkelig henvisning til tilfælde med sammenfald af frivillige og tvungne forsikringsperioder, var til hinder for, at de nederlandske myndigheder i hans nederlandske pension fratrak den del af den tyske pension, der var erhvervet i henhold til frivillige forsikringsperioder, selv om forsikringsperioderne i Max Schaaps tilfælde ikke var sammenfaldende.

46.

Domstolen fastslog, at forordning nr. 1408/71 »tillægger arbejdstageren de ydelser, som svarer til en frivillig eller frivillig fortsat forsikringsperiode«, også i det tilfælde, hvor der ikke er tale om sammenfald af perioder, og udvidede derfor anvendelsen af artikel 46, stk. 2, i forordning nr. 574/72 til alle tilfælde af kumulering af pension, der omfattes af artikel 46, stk. 3, i forordning nr. 1408/71 ( 18 ).

47.

Henset til tilblivelsen af den fortolkede bestemmelse samt til de tilstræbte mål ved dens indførelse i ordningen i forordning nr. 1408/71 skal udtrykket »frivillig eller frivillig fortsat forsikring« efter min mening fortolkes tilstrækkeligt vidt for ikke at afskære den pågældende fra at drage fordel af enhver frivillig eller frivillig fortsat forsikringsperiode, der er optjent i henhold til lovgivningen i en anden medlemsstat.

48.

Dette synspunkt styrkes ved formålet med forordning nr. 1408/71, der er at sikre personers frie bevægelighed inden for Unionen under hensyntagen til særegenhederne i de nationale lovgivninger om social sikring samt ikke at stille disse personer ringere, når de udnytter deres ret til fri bevægelighed ( 19 ).

49.

Bestemmelserne i forordning nr. 1408/71 skal således fortolkes i lyset af artikel 48 TEUF, hvilket bl.a. indebærer, at de vandrende arbejdstagere ikke må miste retten til sociale ydelser eller tåle en nedsættelse af størrelsen af disse, fordi de har udnyttet den ret til fri bevægelighed, som tilkommer dem i henhold til EUF-traktaten ( 20 ).

50.

Som Kommissionen også har anført i sine indlæg i den foreliggende sag, skal den pågældende bestemmelse med henblik på at indgå på harmonisk vis i forfølgelsen af dette underliggende formål med forordning nr. 1408/71 fortolkes således, at den udelukker muligheden for, at arbejdstageren eller et medlem af dennes familie, der har en afledt ret til ydelser, i kraft af de nationale antikumulationsregler ( 21 ) afskæres fra at drage fordel af forsikringsperioder, der er erhvervet frivilligt efter lovgivningen i en anden medlemsstat.

51.

Endelig styrkes en bred fortolkning af begrebet »frivillig eller frivillig fortsat forsikring« af det standpunkt, som Domstolen har indtaget i forbindelse med fortolkningen af artikel 9, stk. 2, i forordning nr. 1408/71.

52.

I forbindelse med den pågældende bestemmelse, der skal lette adgangen til frivillig eller frivillig fortsat forsikring ved at kræve anerkendelse af forsikringsperioder erhvervet i en anden medlemsstat, har Domstolen givet en bred fortolkning af det pågældende udtryk, idet den fastslog, at bestemmelsen dækker »alle forsikringsformer af frivillig karakter«, hvad enten der er tale om en fortsættelse af et tidligere etableret forsikringsforhold eller ej ( 22 ).

53.

Efter min opfattelse taler samtlige disse betragtninger klart og tydeligt for en bred fortolkning af begrebet »frivillig eller frivillig fortsat forsikring«.

54.

Hvad angår den foreliggende sag henhører AOW-pensionen, således som det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, i princippet under en tvungen forsikring, som Theodora Hendrika Bouman automatisk har været underlagt, siden hun vendte tilbage til Nederlandene i 1974.

55.

Det fremgår ligeledes af den nævnte afgørelse, at Theodora Hendrika Boumans situation i en vis deltagelsesperiode henhørte under det tilfælde, der er nævnt i artikel 22 i den nederlandske bekendtgørelse, der gjorde det muligt at opnå en fritagelse for tilslutning efter anmodning fra den pågældende. Theodora Hendrika Bouman anmodede om og fik denne fritagelse alene for de sidste fire år, inden hun nåede pensionsalderen.

56.

Under disse omstændigheder skal der i det væsentlige stilles spørgsmålstegn ved, om en forsikring, der gælder automatisk, men som indeholder muligheden for at ophæve tilslutningen efter anmodning fra den pågældende, henhører under begrebet »frivillig eller frivillig fortsat forsikring« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i den fortolkede bestemmelse.

57.

I modsætning til den holdning, som Kongeriget Belgien har givet udtryk for i sit indlæg, mener jeg ikke, at anerkendelsen af en almindelig ordnings frivillige karakter, hvor tilslutningen sker automatisk, men hvor der kan anmodes om fritagelse, som det er tilfældet i den foreliggende sag, strider mod selve princippet om en frivillig forsikrings grundlæggende karakter.

58.

Den frivillige karakter af tilslutningen til en forsikringsordning kan efter min opfattelse skyldes såvel den omstændighed, at den pågældende skal anmode om tilslutning til forsikringen eller fortsættelse af forsikringen, som den omstændighed, at han har ret til at blive fritaget fra tilslutningen. Begge tilfælde indebærer, at den forsikrede skal foretage et valg, og vidner om, at tilslutningen, såfremt den fortsætter, ikke er undtaget et element af frivillighed.

59.

Det skal i denne forbindelse understreges, at det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at de af Theodora Hendrika Bouman erlagte betalinger i den periode, hvor hun havde ret til at kræve fritagelse, har påvirket størrelsen af hendes AOW-pension, idet hun har fået en supplerende socialsikring.

60.

Derfor mener jeg, at den del af ydelsen, der skyldes en periode, under hvilken den pågældende havde ret til at anmode om fritagelse for tilslutning, men ikke gjorde det, henhører under begrebet »[ydelse], som udredes på grundlag af en frivillig eller en frivillig fortsat forsikring« som omhandlet i artikel 46a, stk. 3, litra c), i forordning nr. 1408/71, såfremt den fortsatte tilslutning i den pågældende periode har påvirket størrelsen af de fremtidige ydelser.

61.

I denne henseende er jeg ikke overbevist af den mere restriktive fremgangsmåde, som Kongeriget Belgien har foreslået, og hvorefter der med udtrykket »frivillig fortsat forsikring« alene menes de mekanismer, der gør det muligt for den pågældende at dække de perioder, hvor denne ikke er tilsluttet, for derved at udfylde hullerne i pensionsdækningen.

62.

Efter min opfattelse fremgår det hverken af ordlyden eller opbygningen af bestemmelsen i artikel 46a, stk. 3, litra c), i forordning nr. 1408/71, at udfyldningen af tomrum er en iboende egenskab i en »frivillig eller frivillig fortsat forsikring« i den pågældende bestemmelses forstand.

63.

Henset til det underliggende formål med den pågældende bestemmelse, der består i ikke at hindre den pågældende i at drage fordel af hele den frivillige eller frivillige fortsatte forsikringsperiode erhvervet i henhold til lovgivningen i en anden medlemsstat ( 23 ), giver dette udtryk efter min opfattelse anledning til en mere åben fortolkning, der ser bort fra de forskellige mål, der kan forfølges i den pågældende nationale lovgivning.

64.

Bestemmelsen kan således ligeledes omfatte den pågældendes mulighed for at få ophævet tilslutningen i visse perioder eller ej, for så vidt som dette frivillige valg har en konsekvens for størrelsen af den fremtidige socialsikringsydelse.

65.

Det er netop tilfældet i den foreliggende sag, henset til den omstændighed, at Theodora Hendrika Bouman havde valget mellem at fortsætte sin tilslutning i henhold til AOW og at blive fritaget, hvilket, som det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, havde konsekvenser for hendes forsikringsperioder og ligeledes for størrelsen af hendes alderspension.

66.

I lyset af ovenstående betragtninger mener jeg, at artikel 46a, stk. 3, litra c), i forordning nr. 1408/71 omfatter den del af en ydelse, der skyldes en forsikringsperiode, i hvilken den pågældende havde ret til at opnå fritagelse fra den tvungne forsikringsordning, for så vidt som tilslutningen i den pågældende periode påvirker omfanget af socialsikringsydelsen.

67.

I lyset af ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at besvare Arbeidshof te Antwerpens præjudicielle spørgsmål således:

»Artikel 46a, stk. 3, litra c), i Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, som ændret og ajourført ved Rådets forordning (EF) nr. 118/97 af 2. december 1996, skal fortolkes således, at den omfatter den del af en ydelse, der skyldes en forsikringsperiode, i hvilken den pågældende havde ret til at opnå fritagelse fra den tvungne forsikringsordning, for så vidt som tilslutningen i den pågældende periode påvirker omfanget af socialsikringsydelsen.«