—

Caisse nationale des prestations familiales ved avocats A. Rodesch og R. Jazbinsek

—

Ulrike og Markus Wiering ved avocats G. Pierret og S. Coï

—

Europa-Kommissionen ved D. Martin og V. Kreuschitz, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 1, litra u), nr. i), artikel 4, stk. 1, litra h), og artikel 76 i Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, som ændret og ajourført ved Rådets forordning (EF) nr. 118/97 af 2. december 1996 (EFT 1997 L 28. s. 1), som ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 1606/98 af 29. juni 1998 (EFT L 209, s. 1, herefter »forordning nr. 1408/71«), samt af artikel 10, stk. 1, litra b), nr. i), i Rådets forordning (EØF) nr. 574/72 af 21. marts 1972 om regler til gennemførelse af forordning nr. 1408/71 (EFT 1972 I, s. 149, org.ref.: JO L 74, s. 1), som ændret og ajourført ved forordning nr. 118/97 (herefter »forordning nr. 574/72«).

2

Denne anmodning er blevet indgivet inden for rammerne af en sag mellem, på den ene side, Caisse nationale des prestations familiales (herefter »CNPF«) og, på den anden side, Ulrike og Markus Wiering, der er bosiddende i Tyskland, og som arbejder i henholdsvis Tyskland og Luxembourg, vedrørende CNPF’s afslag på at udbetale dem et supplerende forskelsbetinget børnetilskud for deres børn.

3

Første, femte, ottende og tiende betragtning til forordning nr. 1408/71 har følgende ordlyd:

»Reglerne om koordinering af de enkelte medlemsstaters lovgivning om social sikring indgår som led i den frie bevægelighed for personer og skal således bidrage til en forbedring af arbejdstagernes levestandard og beskæftigelsesvilkår.

[…]

Koordineringsreglerne skal sikre, at der inden for Fællesskabet gives samtlige statsborgere i medlemsstaterne, samt deres ydelsesberettigede pårørende, ligebehandling efter de enkelte medlemsstaters lovgivning.

[…]

Arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende, som flytter inden for Fællesskabet, bør være omfattet af den sociale sikringsordning i en enkelt medlemsstat således, at samtidig anvendelse af flere nationale lovgivninger og de vanskeligheder, som kan opstå som følge heraf, undgås.

[…]

For i videst muligt omfang at sikre ligebehandling af alle arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende, der er beskæftiget på en medlemsstats område, er det hensigtsmæssigt som hovedregel at fastsætte, at den lovgivning, der skal finde anvendelse, er lovgivningen i den medlemsstat, på hvis område den pågældende udøver sin lønnede beskæftigelse eller selvstændige virksomhed.«

4

Denne forordnings artikel 1 opregner definitionerne af de udtryk, der er anvendt på det område, som er reguleret af denne.

5

Den nævnte forordnings artikel 1, litra u), bestemmer følgende:

»[I denne forordning:]

6

Ifølge samme forordnings artikel 4, stk. 1, litra h), finder denne forordning anvendelse på enhver lovgivning om sociale sikringsgrene, der vedrører familieydelser.

7

Artikel 12, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 bestemmer:

»Der kan ikke med hjemmel i denne forordning tillægges eller bevares ret til flere ydelser af samme art på grundlag af samme forsikringsperiode tilbagelagt efter en tvungen forsikring. […]«

8

Forordningens artikel 13, der har overskriften »Almindelige regler«, bestemmer:

»1.   Med forbehold af artikel 14c og 14f er [de] personer, der er omfattet af denne forordning, alene undergivet lovgivningen i én medlemsstat. Spørgsmålet om, hvilken lovgivning der skal anvendes, afgøres efter bestemmelserne i dette afsnit.

2.   Med forbehold af artikel 14 til 17:

[…]«

9

Den nævnte forordnings artikel 73 fastsætter følgende:

»En arbejdstager eller en selvstændig erhvervsdrivende, der er omfattet af en medlemsstats lovgivning, har for de af sine familiemedlemmer, der er bosiddende på en anden medlemsstats område, ret til familieydelser efter lovgivningen i førstnævnte stat, som om de pågældende var bosiddende på dennes område, jf. dog bestemmelserne i bilag VI.«

10

Samme forordnings artikel 76 har følgende ordlyd:

»1.   Når der i medfør af lovgivningen i den medlemsstat, på hvis område familiemedlemmerne er bosat, kan udbetales familieydelser, stilles retten til familieydelser, der i medfør af lovgivningen i en anden medlemsstat i samme periode kan udbetales til det samme familiemedlem som følge af udøvelse af erhvervsvirksomhed, i påkommende tilfælde i overensstemmelse med artikel 73 eller 74, i bero i et omfang svarende til det beløb, der er fastsat i lovgivningen i førstnævnte medlemsstat.

2.   Når der ikke er indgivet ansøgning om ydelser i den medlemsstat, på hvis område familiemedlemmerne er bosat, kan den kompetente institution i den anden medlemsstat anvende bestemmelserne i stk. 1, som om der var blevet tilkendt ydelser i førstnævnte medlemsstat.«

11

Artikel 7-10a i forordning nr. 574/72 fastsætter de nærmere regler til gennemførelse af artikel 12 i forordning nr. 1408/71.

12

Artikel 10, stk. 1, i forordning nr. 574/72 bestemmer:

13

Det bemærkes dels, at forordning nr. 1408/71 er blevet erstattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger (EUT L 166, s. 1), dels, at forordning nr. 574/72 er blevet erstattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 987/2009 af 16. september 2009 om de nærmere regler til gennemførelse af forordning nr. 883/2004 (EUT L 284, s. 1), idet disse nye forordninger har fundet anvendelse siden den 1. maj 2010 i overensstemmelse med artikel 91 i forordning nr. 883/2004 og artikel 97 i forordning nr. 987/2009. Henset til tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagen henhører disse imidlertid under forordning nr. 1408/71 og forordning nr. 574/72.

14

Den 15. marts 2013 anmodede Domstolen i henhold til procesreglementets artikel 101 den forelæggende ret om uddybende oplysninger. Den forelæggende ret blev navnlig opfordret til at redegøre nærmere for de i hovedsagen omhandlede luxembourgske familieydelser og betingelserne for tildelingen heraf. Ved skrivelse af 29. april 2013 oplyste den forelæggende ret bl.a., at de i hovedsagen omhandlede luxembourgske familieydelser var børnetilskuddene (herefter »de luxembourgske børnetilskud«) og børnepasningsydelsen, og den tilsendte Domstolen bestemmelserne i luxembourgsk ret, der regulerer tildelingen af disse ydelser. Den præciserede endvidere, at forældreorlovsydelsen ikke var omhandlet i den sag, der verserede for den, idet den påstand, som Ulrike og Markus Wiering havde fremsat vedrørende denne ydelse, var blevet afvist.

15

Ifølge de oplysninger, der er blevet indgivet af den forelæggende ret, bestemmer artikel 269, stk. 1, i den luxembourgske code de la sécurité sociale (lov om social sikring) følgende:

»På de i dette kapitel fastsatte betingelser har følgende personer ret til børnetilskud:

16

I henhold til af lovens artikel 271, stk. 1, skal tilskuddet udbetales fra den måned, hvor barnet er født, og indtil det fylder 18 år. Ifølge samme lovs artikel 271, stk. 3, kan retten til børnetilskud for elever, der følger en post-gymnasial eller teknisk uddannelse, højst oppebæres indtil det fyldte 27. år, såfremt den pågældende fortrinsvis er studieaktiv.

17

Artikel 299 i den luxembourgske code de la sécurité sociale fastsætter:

»(1)   Der ydes efter ansøgning børnepasningsydelse til:

(2)   Som en undtagelse fra betingelsen i stk. 1, litra c), tilkommer retten til børnepasningsydelse endvidere enhver, der udøver en eller flere former for erhvervsmæssig beskæftigelse eller modtager en indkomsterstatning, og som uafhængigt af denne beskæftigelses varighed, sammen med sin ikke-fraseparerede ægtefælle eller den person, som den pågældende har et familiemæssigt samliv med, råder over en indkomst, der, efter at de sociale sikringsbidrag er fratrukket, ikke overstiger:

(3)   Som en undtagelse fra betingelsen i stk. 1, litra c), og stk. 2 har følgende ret til den halve børnepasningsydelse, uanset størrelsen af den pågældendes egen indkomst:

[…]«

18

Den nævnte lovs artikel 302 fastsætter følgende:

»Der udbetales børnepasningsydelse fra den første dag i den måned, der følger efter enten udløbet af barselsorloven eller adoptionsorloven eller efter udløbet af den ottende uge efter fødslen.

Ydelsen betales i den måned, for hvilken den skal udredes.

Ydelsen ophører den første dag i den måned, der følger efter den måned, hvori barnet fylder to år.

Uanset foregående stykke

I tilfælde af adoption af flere børn med forskellige aldre, anvendes aldersgrænsen i forhold til det yngste adoptivbarn.

Ydelsen skal også fortsat udbetales til enhver person, der i hjemmet passer et barn, der endnu ikke er fyldt fire år, for hvilket der udbetales et supplerende særligt tillæg som fastsat i artikel 272, stk. 4.

Retten til ydelsen ophører, hvis betingelserne for tildeling af denne, som er fastsat i dette kapitel, ikke længere er opfyldt.«

19

Samme lovs artikel 303 har følgende ordlyd:

»Børnepasningsydelsen fastsættes til 485,01 EUR pr. måned, uanset antallet af børn, der passes i samme hjem. Ved anvendelsen af de tærskler, der er fastsat i artikel 299, stk. 2, skal ydelsen nedsættes i det omfang, den samlede indtægt, efter at bidrag til socialsikring og børnepasningsydelsen er fratrukket, overstiger disse tærskler.«

20

Artikel 304 i den luxembourgske code la sécurité sociale bestemmer:

»Børnepasningsydelsen suspenderes indtil det beløb, der udbetales i udenlandske ydelser af samme art for det samme barn eller de samme børn.

Der udbetales ikke børnepasningsydelse, såfremt en af forældrene modtager forældreorlovsydelse for det eller de samme børn i henhold til denne lovs kapitel VI eller en udenlandsk ydelse, der har karakter af forældreorlovsydelse.«

21

Den 19. marts 2013 anmodede Domstolen den tyske regering om at redegøre nærmere for bl.a. formålet med og tildelingsbetingelserne for »Kindergeld« og »Elterngeld«. Ved skrivelse af 17. april 2013 indgav den tyske regering oplysninger om disse ydelser til Domstolen.

22

Ifølge disse oplysninger udgør »Kindergeld« et af aspekterne af den økonomiske udligning af forsørgerbyrden, der er fastsat i § 31 i Einkommensteuergesetz (lov om indkomstskat, herefter »EStG«).

23

Som denne bestemmelse fastsætter, tilsigter »Kindergeld« at udligne forsørgerbyrden og at sikre barnet et eksistensminimum.

24

Ifølge EStG’s § 62, stk. 1, skal den berettigede, dvs. som hovedregel en forælder, have bopæl eller sædvanligt ophold i Tyskland eller være eller blive anset for fuldt skattepligtig i Tyskland. I henhold til EStG’s § 63, stk. 1, skal barnet have bopæl eller sædvanligt ophold i en af Den Europæiske Unions medlemsstater, Schweiz, Island, Lichtenstein eller Norge.

25

I henhold til EStG’s § 32, stk. 4, giver et barn ret til »Kindergeld«, uden at yderligere betingelser skal være opfyldt, indtil dets fyldte 18. år eller indtil dets fyldte 21. år, når den pågældende ikke har erhvervsmæssig beskæftigelse og er tilmeldt som arbejdssøgende hos en arbejdsformidling, eller indtil dets fyldte 25. år, når den pågældende er under uddannelse eller udfører anerkendt frivilligt arbejde, eller endelig uden aldersbegrænsning, når den pågældende på grund af fysisk eller psykisk handicap ikke er i stand til at tage vare på sig selv.

26

»Kindergeld« udgør i henhold til EStG’s § 66, stk. 1, første punktum, 184 EUR pr. måned for hvert af de to første børn, 190 EUR for det tredje barn og 215 EUR for hvert barn derudover, uafhængigt af familiemedlemmernes indkomst og formue.

27

I henhold til § 1, stk. 1, i Bundeselterngeld- und Elternzeitgesetz (forbundslov om »Elterngeld« og forældreorlov, herefter »BEEG«) tilkommer retten til Elterngeld enhver, der har bopæl eller sædvanligt ophold i Tyskland, lever med sit barn i en husstand, selv drager omsorg for barnet og dets opdragelse og ikke har beskæftigelse eller fuldtidsbeskæftigelse. I medfør af BEEG’s § 4, stk. 1, udbetales »Elterngeld« fra barnets fødsel, og indtil barnet er 14 måneder.

28

I medfør af BEEG’s § 2, stk. 1, svarer »Elterngeld« til 67% af den indkomst, der oppebæres fra den erhvervsmæssige beskæftigelse, som udøves forud for barnets fødsel. Beløbet udbetales op til et månedligt loft på 1800 EUR for de fulde måneder, hvor den berettigede ikke har modtaget indkomst fra erhvervsmæssig beskæftigelse.

29

Det fremgår af BEEG’s § 2, stk. 2, første punktum, at i det tilfælde, hvor indkomsten fra den erhvervsmæssige beskæftigelse, der er oppebåret før fødslen, er mindre end 1000 EUR, forhøjes procentsatsen med 0,1% for hver 2 EUR, som indkomsten er mindre end 1000 EUR og op til 100%. I de tilfælde, hvor indkomsten fra den erhvervsmæssige beskæftigelse, der er oppebåret før fødslen, overstiger 1200 EUR, nedsættes satsen på 67% i henhold til BEEG’s § 2, stk. 2, andet punktum, med 0,1% for hver 2 EUR, som indkomsten overstiger 1200 EUR, og op til 65%. I henhold til BEEG’s § 2, stk. 4, første punktum, udgør »Elterngeld« mindst 300 EUR pr. måned, og dette gælder i henhold til samme lovs § 2, stk. 4, andet punktum, tillige i de tilfælde, hvor den berettigede ikke oppebar en erhvervsindkomst før barnets fødsel.

30

Det bestemmes i BEEG’s § 2a, stk. 1, første punktum, at hvis den berettigede lever i en husstand med to børn, der endnu ikke er fyldt tre år, eller med mindst tre børn, som endnu ikke er fyldt seks år, forhøjes »Elterngeld« med 10%, idet denne forhøjelse ikke kan være lavere end et minimumsbeløb på 75 EUR. Det fremgår af BEEG’s § 2a, stk. 4, første punktum, at »Elterngeld« ved flerbørnsfødsler forhøjes med 300 EUR for det andet barn og for ethvert yderligere barn.

31

Ulrike og Markus Wiering bor sammen med deres to børn i Trier (Tyskland). Det fremgår af de sagsakter, som Domstolen har til rådighed, at Markus Wiering udøver lønnet beskæftigelse i Luxembourg, mens hans hustru arbejder som tjenestemand i Tyskland.

32

Den 12. oktober 2007 ansøgte Markus Wiering CNPF om udbetaling af børnetilskud for sine to børn.

33

CNPF’s hovedbestyrelse afslog at udbetale Ulrike og Markus Wiering et forskelsbetinget supplement for så vidt angår børnetilskuddet for deres to børn, svarende til forskellen mellem de ydelser, der er fastsat i luxembourgsk ret, og de ydelser, der oppebæres i medfør af deres bopælsmedlemsstats lovgivning, med den begrundelse, at beløbet for sidstnævnte, dvs. »Kindergeld« og »Elterngeld«, i perioden fra den 1. juli 2007 og indtil den 31. august 2008 oversteg beløbet for de ydelser, der er fastsat i luxembourgsk ret, dvs. børnetilskud og børnepasningsydelse.

34

Ved afgørelse af 31. juli 2009 afslog Conseil arbitral des assurances sociales Ulrike og Markus Wierings klage over CNPF’s hovedbestyrelses afgørelse.

35

Conseil supérieur de la sécurité sociale, der behandlede den af Ulrike og Markus Wiering iværksatte appel, ændrede ved afgørelse af 16. marts 2011 denne afgørelse og fastslog, at Ulrike og Markus Wiering havde ret til at få udbetalt et forskelsbetinget supplement for deres to børn i den omhandlede periode. Conseil supérieur de la sécurité sociale fandt, at »Elterngeld« er en familieydelse, der skal betales til det familiemedlem, der varetager pasningen af børnene, og ikke til børnene selv. Denne ydelse kan følgelig ikke tages i betragtning ved fastsættelsen af det forskelsbetingede supplement, der udbetales til arbejdstageren i form af børnetilskud, som han modtager på sine børns vegne, og det er alene familieydelser, der betales til det samme familiemedlem, uden hensyntagen til de ydelser, der udbetales til andre familiemedlemmer, der skal tages i betragtning ved fastsættelsen af dette forskelsbetingede supplement.

36

CNPF har iværksat kassationsanke til prøvelse af denne afgørelse og har gjort fire anbringender gældende. Det andet, tredje og fjerde anbringende vedrører tilsidesættelse, manglende anvendelse eller fejlagtig fortolkning af henholdsvis artikel 10, stk. 1, litra b), nr. i), og artikel 10, stk. 3, i forordning nr. 574/72 samt artikel 76, stk. 1, i forordning nr. 1408/71.

37

CNPF foreholder Conseil supérieur de la sécurité sociale, at dets afgørelse ved en tilsidesættelse af disse bestemmelser ikke har taget hensyn til »Elterngeld« ved beregningen af det forskelsbetingede supplement.

38

Den forelæggende ret er i tvivl med hensyn til spørgsmålet, om der alene skal tages hensyn til familieydelser af samme art, eller om alle familieydelser, der oppebæres af en vandrende arbejdstagers familie, skal tages i betragtning ved beregningen af det forskelsbetingede supplement. På den baggrund har Cour de cassation besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Skal samtlige ydelser, der oppebæres af den vandrende arbejdstagers familie i bopælsstaten, i det foreliggende tilfælde ydelserne »Elterngeld« og »Kindergeld«, som er fastsat i den tyske lovgivning, tages i betragtning som familieydelser af samme art ved den beregning af det mulige forskelsbetingede tillæg i overensstemmelse med artikel 1, litra u), nr. i), og artikel 4, stk. 1), litra h), og artikel 76 i forordning [nr. 1408/71], og [med] artikel [10, stk. 1, litra b), nr. i)], i forordning [nr. 574/72], der foretages af den kompetente myndighed i den stat, hvor arbejdsstedet er beliggende?«

39

Med spørgsmålet ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 1, litra u), nr. i), artikel 4, stk. 1), litra h), og artikel 76 i forordning nr. 1408/71 samt artikel 10, stk. 1, litra b), nr. i), i forordning nr. 574/72 skal fortolkes således, at samtlige familieydelser, der oppebæres af en vandrende arbejdstagers familie i medfør af lovgivningen i bopælsmedlemsstaten, i det foreliggende tilfælde »Elterngeld« og »Kindergeld«, der er fastsat i tysk lovgivning, skal tages i betragtning som ydelser af samme art ved beregningen af det forskelsbetingede supplement, der eventuelt skal betales til denne arbejdstager i den pågældendes beskæftigelsesmedlemsstat.

40

Det skal indledningsvis bemærkes, at selv om artikel 73 i forordning nr. 1408/71 fastsætter, at en arbejdstager, der er omfattet af en medlemsstats lovgivning, for de af sine familiemedlemmer, der er bosiddende i en anden medlemsstat, har ret til familieydelser efter lovgivningen i førstnævnte stat, som om de pågældende var bosiddende på dennes område, er den nævnte bestemmelse, om end den er en generel regel om familieydelser, dog ikke en ubetinget regel (jf. i denne retning dom Schwemmer, C-16/09, EU:C:2010:605, præmis 41 og 42).

41

Det skal nemlig fastslås, at der i overensstemmelse med artikel 12 i forordning nr. 1408/71 ikke med hjemmel i denne forordning kan tillægges eller bevares ret til flere ydelser af samme art på grundlag af samme forsikringsperiode tilbagelagt efter en tvungen forsikring.

42

Derfor skal artikel 73 i den nævnte forordning i tilfælde, hvor der er risiko for, at der opstår en sammenlægning af rettigheder efter bopælsstatens lovgivning og af rettigheder efter beskæftigelsesstatens lovgivning, sammenholdes med antikumulationsreglerne i denne forordning og i forordning nr. 574/72, dvs. navnlig artikel 76 i forordning nr. 1408/71 og artikel 10 i forordning nr. 574/72 (jf. i denne retning dom Schwemmer, EU:C:2010:605, præmis 43 og 44).

43

Det fremgår af de sagsakter, som Domstolen har til rådighed, at lovgivningen i Ulrike og Markus Wierings bopælsmedlemsstat, dvs. Forbundsrepublikken Tyskland, i tvisten i hovedsagen giver ret til de i hovedsagen omhandlede familieydelser på den betingelse, at der er bopæl og sædvanligt ophold i denne medlemsstat, og ikke »som følge af udøvelse af erhvervsvirksomhed«, således som artikel 76 i forordning nr. 1408/71 kræver det for at kunne finde anvendelse. Hvad nærmere angår »Elterngeld« er tildelingen heraf bl.a. underlagt den betingelse, at den berettigede har bopæl eller sædvanligt ophold i Tyskland og ikke har beskæftigelse eller fuldtidsbeskæftigelse, selv om ydelsesbeløbet som hovedregel beregnes på grundlag af den tidligere erhvervsmæssige indkomst.

44

Det følger heraf, at den nævnte artikel 76 ikke er anvendelig i en situation som den i hovedsagen omhandlede (jf. i denne retning dom Dodl og Oberhollenzer, C-543/03, EU:C:2005:364, præmis 53, og dom Schwemmer, EU:C:2010:605, præmis 46).

45

Det tilfælde, hvor retten til familieydelser i bopælsmedlemsstaten ikke er betinget af forsikring eller af lønnet eller selvstændig beskæftigelse, men af et bopælskrav, er derimod omfattet af artikel 10 i forordning nr. 574/72.

46

Det følger af antikumulationsreglen i denne forordnings artikel 10, stk. 1, litra a), at de tilskud, der udbetales af beskæftigelsesmedlemsstaten, har forrang frem for dem, som udbetales af bopælsstaten, der som følge deraf suspenderes. Imidlertid foreskriver den nævnte forordnings artikel 10, stk. 1, litra b), nr. i), i de tilfælde, hvor der udøves beskæftigelse i bopælsmedlemsstaten, den modsatte løsning, dvs. at retten til tilskud i bopælsmedlemsstaten får forrang frem for retten til tilskud i beskæftigelsesmedlemsstaten, der således suspenderes.

47

Domstolen har således udtalt, at erhvervsmæssig beskæftigelse, der udøves af en person, som tager sig af børn, herunder særligt ægtefællen til den berettigede ifølge artikel 73 i forordning nr. 1408/71, og som finder sted i børnenes bopælsstat, i medfør af artikel 10 i forordning nr. 574/72 bevirker suspension af retten til de tilskud, der er omhandlet i nævnte artikel 73, med et beløb svarende til de tilskud af samme art, som faktisk udbetales af bopælsmedlemsstaten, hvilket gælder, uanset hvem der er direkte berettiget til børnetilskud ifølge bopælsstatens lovgivning (jf. i denne retning dom Dodl og Oberhollenzer, EU:C:2005:364, præmis 59, og dom Weide, C-153/03, EU:C:2005:428, præmis 30).

48

I denne forbindelse er de berørte parter, der var repræsenteret på retsmødet, enige om, at Ulrike Wiering ikke mistede sin tjenestemandsstatus i Tyskland i den periode, hvor hun modtog »Elterngeld«, hvilket det dog tilkommer den forelæggende ret at undersøge. Hvis dette faktisk var tilfældet, er den antikumulationsregel, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen, artikel 10, stk. 1, litra b), nr. i), i forordning nr. 574/72, for så vidt som det således kan antages, at Ulrike Wiering udøvede erhvervsmæssige beskæftigelse i Tyskland i den omhandlede periode.

49

Under forbehold af de undersøgelser, der skal foretages af den forelæggende ret, følger det heraf, at Forbundsrepublikken Tyskland var den medlemsstat, der primært var kompetent til at betale familieydelser til Markus og Ulrike Wiering for den i hovedsagen omhandlede periode, således at sidstnævnte kun havde ret til udbetaling af et eventuelt forskelsbetinget supplement fra den kompetente institution i Markus Wierings beskæftigelsesmedlemsstat, dvs. CNPF, som svarede til differencen mellem ydelsesbeløbet, der er fastsat i luxembourgsk ret, og ydelsesbeløbet, der modtages i Tyskland (jf. i denne retning dom McMenamin, C-119/91, EU:C:1992:503, præmis 26).

50

Det skal i øvrigt fastslås, at der ikke er blevet stillet spørgsmålstegn ved kvalifikationen af de forskellige i hovedsagen omhandlede ydelser som familieydelser.

51

Det skal derfor afgøres, om artikel 10, stk. 1, litra b), nr. i), i forordning nr. 574/72, således som CNPF har gjort gældende, inden for rammerne af beregningen af et forskelsbetinget supplement, der er ansøgt om i en situation som den i hovedsagen omhandlede, indebærer, at der skal tages hensyn til alle de familieydelser, som en vandrende arbejdstagers familie modtager i bopælsmedlemsstaten.

52

Som generaladvokaten har anført i punkt 52 i forslaget til afgørelse, skal de principper, der følger af artikel 12 i forordning nr. 1408/71, eftersom denne bestemmelse er indeholdt i denne forordnings afsnit I vedrørende de almindelige bestemmelser, anvendes på prioritetsreglerne, når der består en samtidig ret til familieydelser eller børnetilskud, som fastsat både i nævnte forordnings artikel 76 og i artikel 10 i forordning nr. 574/72.

53

Det skal fastslås, at alene retten til flere ydelser af samme art på grundlag af samme periode udgør en uberettiget kumulation i henhold til artikel 12 i forordning nr. 1408/71.

54

I denne forbindelse fremgår det af Domstolens praksis, at sociale sikringsydelser, uanset de forskellige nationale lovgivningers egenart, skal betragtes som værende af samme art, når deres genstand og formål samt deres beregningsgrundlag og tildelingsbetingelser er identiske. Til gengæld er rent formelle kendetegn ikke faktorer, der skal tages i betragtning ved klassificeringen af ydelserne (jf. bl.a. dom Valentini, 171/82, EU:C:1983:189, præmis 13, og dom Knoch, C-102/91, EU:C:1992:303, præmis 40).

55

Domstolen har imidlertid præciseret, at i betragtning af de mange forskelle mellem de nationale sociale sikringsordninger ville et krav om, at ydelsernes beregningsgrundlag og tildelingsbetingelser skal være helt identiske, føre til, at anvendelsen af forbuddet mod dobbeltydelser i artikel 12 i forordning nr. 1408/71 ville blive indskrænket betydeligt. Dette er i modstrid med forbuddets formål, som er at hindre, at der uberettiget modtages dobbelte sociale ydelser (jf. dom Knoch, EU:C:1992:303, præmis 42).

56

Domstolen har imidlertid også udtalt, at det fremgår af den nævnte bestemmelse, at der foreligger dobbeltydelser, ikke blot når en person samtidig har ret til to forskellige familieydelser, men også når retten til sådanne ydelser tilkommer to forskellige personer, her et forældrepar, for et og samme barn. Ånden i de bestemmelser i forordning nr. 1408/71, der regulerer sammenlægningen af familieydelser, og de deri indeholdte løsninger i tilfælde af dobbeltydelser viser nemlig, at formålet med bestemmelsen er at hindre, at såvel den direkte modtager af en familieydelse, dvs. arbejdstageren, som de indirekte modtagere, nemlig arbejdstagerens familiemedlemmer, samtidig kan oppebære to ydelser af samme art (jf. i denne retning dom Dammer, C-168/88, EU:C:1989:652, præmis 10 og 12).

57

Det skal tilføjes, at forordning nr. 1408/71 omhandler dels »familieydelser«, der er defineret i den nævnte forordnings artikel 1, litra u), nr. i), dels »børnetilskud«, der udgør en kategori af »familieydelser«, og som er defineret i samme forordnings artikel 1, litra u), nr. ii).

58

Det fremgår af de ovenstående betragtninger, at de forskellige familieydelser, som en vandrende arbejdstager kan modtage i medfør af lovgivningen i beskæftigelsesmedlemsstaten, og de familieydelser, der oppebæres af denne arbejdstager eller af dennes familiemedlemmer i medfør af lovgivningen i bopælsmedlemsstaten, ikke nødvendigvis er ydelser »af samme art« i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i artikel 12 i forordning nr. 1408/71.

59

Selv om disse familieydelser i overensstemmelse med denne forordnings artikel 1, litra u), nr. i), skal udligne forsørgerbyrder, har de nemlig imidlertid ikke nødvendigvis alle sammen den samme særlige genstand eller de samme kendetegn eller modtagere.

60

Endvidere er det kun nogle af disse, der udgør børnetilskud i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i den nævnte forordnings artikel 1, litra u), nr. ii).

61

For at antikumulationsreglen, der er fastsat i artikel 10, stk. 1, litra b), nr. i), i forordning nr. 574/72, skal kunne finde anvendelse, skal det således, inden for rammerne af beregningen af det forskelsbetingede supplement, der eventuelt skal betales til en vandrende arbejdstager i den pågældendes beskæftigelsesmedlemsstat, blandt de forskellige familieydelser, som denne arbejdstager har ret til i medfør af lovgivningen i denne stat, og de familieydelser, som oppebæres af den nævnte arbejdstager eller dennes familiemedlemmer i medfør af lovgivningen i bopælsmedlemsstaten, identificeres, hvilke der er »af samme art« i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i artikel 12 i forordning nr. 1408/71, under hensyntagen til deres genstand, deres formål, deres beregningsgrundlag og deres tildelingsbetingelser samt deres modtagere.

62

Det tilkommer i sidste ende den forelæggende ret, som er enekompetent til at bedømme de faktiske omstændigheder i tvisten i hovedsagen og til at fortolke den nationale lovgivning, henset til disse oplysninger, at undersøge, om »Elterngeld« kan anses for at være af samme art som de luxembourgske børnetilskud, og om »Elterngeld« derfor kan tages i betragtning ved beregningen af det eventuelle forskelsbetingede supplement, der skal betales til Ulrike og Markus Wiering (jf. i denne retning dom Ottica New Line di Accardi Vincenzo, C-539/11, EU:C:2013:591, præmis 48 og den deri nævnte retspraksis).

63

Domstolen, hvis opgave det er at give den forelæggende ret et fyldestgørende svar, er dog kompetent til på grundlag af det i hovedsagen oplyste samt de for Domstolen indgivne skriftlige og mundtlige indlæg at vejlede denne ret på en sådan måde, at denne kan træffe afgørelse (jf. dom Ottica New Line di Accardi Vincenzo, EU:C:2013:591, præmis 49 og den deri nævnte retspraksis).

64

I tvisten i hovedsagen er det ganske vist ikke blevet anfægtet, at de luxembourgske børnetilskud er af samme art som »Kindergeld«. Ulrike og Markus Wiering har imidlertid i det væsentlige gjort gældende, at de nævnte børnetilskud ikke er ydelser af samme art som »Elterngeld«. Der skulle således ikke have været taget hensyn til »Elterngeld« ved beregningen af det forskelsbetingede supplement, som Markus Wiering havde ansøgt om hos CNPF.

65

I denne henseende følger det af de sagsakter, som Domstolen har til rådighed, at ydelser som »Kindergeld« og de luxembourgske børnetilskud skal gøre det muligt for forældrene at dække de omkostninger, der er forbundet med barnets behov, og at de ydes uden hensyntagen til familiemedlemmernes indkomster eller formue eller forældrenes eventuelle erhvervsmæssige beskæftigelse. De endelige modtagere af disse ydelser er således ikke forældrene, men barnet selv. De nævnte ydelser synes endvidere at være periodiske kontantydelser, der ydes udelukkende afhængigt af antallet af børn og deres alder, således at de kan kvalificeres som »børnetilskud« som omhandlet i artikel 1, litra u), nr. ii), i forordning nr. 1408/71.

66

Hvad angår »Elterngeld« følger det af de sagsakter, som Domstolen har til rådighed, således som generaladvokaten har anført i punkt 66 i forslaget til afgørelse, at en sådan ydelse afskiller sig fra ydelser som »Kindergeld« og de luxembourgske børnetilskud i flere henseender med hensyn til dels genstanden og kendetegnene, dels modtagerne.

67

Ifølge den tyske regerings oplysninger skal »Elterngeld« nemlig hjælpe familier med at opretholde deres eksistensgrundlag, når forældre vælger at hellige sig deres børn. »Elterngeld« har hovedsageligt til formål at bidrage til opretholdelsen af det nævnte eksistensgrundlag ved et midlertidigt helt eller delvist ophør af forældrenes erhvervsmæssige beskæftigelse for at opfylde deres små børns pasningsbehov.

68

En forælder, som forsørger et barn, og som ikke udøver erhvervsmæssig beskæftigelse, eller som afbryder eller begrænser denne beskæftigelse, har således i givet fald afhængigt af sin indkomst før denne afbrydelse eller begrænsning i barnets første leveår ret til at modtage en kompensation for sit indkomsttab, der skal opretholde familiens eksistensgrundlag. Det bemærkes, at »Elterngeld«-beløbet som hovedregel udgør 67% af den tidligere løn, uden at det dog kan overstige 1800 EUR pr. måned.

69

Formålet med en ydelse som »Elterngeld« er således under sådanne omstændigheder at gøre det muligt for en forælder at modtage et bidrag til opretholdelsen af dennes families eksistensgrundlag, hvis størrelse som hovedregel er knyttet til den indkomst, som den pågældendes tidligere erhvervsmæssige aktivitet tilvejebragte.

70

I modsætning til »Kindergeld« og de luxembourgske børnetilskud ydes »Elterngeld« således ikke udelukkende afhængigt af antallet af børn og deres alder. Selv om visse af tildelingsbetingelserne er knyttet til det forhold, at der er et barn og dettes alder, beregnes »Elterngeld« i princippet på grundlag af den løn, der blev oppebåret, før den forælder, der sikrer pasningen af barnet, afbrød sin erhvervsaktivitet. »Elterngeld«-beløbet forhøjes kun, hvis der er tale om familier med flere børn eller ved flerbørnsfødsler.

71

Selv om en ydelse som »Elterngeld« udgør en »familieydelse« som omhandlet i artikel 1, litra u), nr. i), i forordning nr. 1408/71 (jf. analogt dom Kuusijärvi, C-275/96, EU:C:1998:279, præmis 60), kan den derfor dog ikke kvalificeres som »børnetilskud« i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i denne forordnings artikel 1, litra u), nr. ii).

72

Det skal i øvrigt bemærkes, at CNPF i tvisten i hovedsagen også har ladet børnepasningsydelsen indgå i beregningen af det forskelsbetingede supplement. Som generaladvokaten har anført i punkt 34 og 74 i forslaget til afgørelse og med forbehold af de undersøgelser, der skal foretages af den forelæggende ret, har Ulrike Wiering ikke ansøgt om at modtage denne ydelse, og henset til artikel 304 i den luxembourgske code de la sécurité sociale, er det ikke sikkert, at hun ville have haft ret til at modtage den.

73

Det skal i denne henseende præciseres, at det under alle omstændigheder – selv hvis den nævnte ydelse kunne anses for at være af samme art som de luxembourgske børnetilskud – fremgår af retspraksis, at det, for at det kan antages, at der i et konkret tilfælde foreligger en kumulation af retten til familieydelser, f.eks. ikke er tilstrækkeligt, at sådanne ydelser er skyldige i det berørte barns bopælsmedlemsstat og samtidigt i en anden medlemsstat, hvor en af dette barns forældre arbejder, alene er potentielt skyldige (jf. dom Schwemmer, EU:C:2010:605, præmis 52).

74

Domstolen har således i forbindelse med artikel 10 i forordning nr. 574/72 fastslået, at for at kunne anse familieydelser for at være skyldige i henhold til en medlemsstats lovgivning, skal loven i denne stat give det familiemedlem, der arbejder i denne stat, en ret til udbetaling af ydelser. Det kræves således, at den berørte person opfylder alle de betingelser, både formelt og materielt, som den nationale lovgivning i denne stat pålægger for at kunne udøve den ret, herunder i givet fald en betingelse om, at der skal indgives en forudgående ansøgning med henblik på udbetaling af sådanne ydelser (jf. dom Schwemmer, EU:C:2010:605, præmis 53).

75

Det følger heraf, at børnepasningsydelsen – selv hvis denne ydelse kunne anses for at være af samme art som de luxembourgske børnetilskud, i hvilket tilfælde de betingelser, der er fastsat ved luxembourgsk lovgivning for at kunne modtage børnepasningsydelsen, ikke var opfyldt i hovedsagen – ikke kunne tages i betragtning ved beregningen af det forskelsbetingede supplement, der eventuelt skulle betales til Ulrike og Markus Wiering.

76

Henset til alle de ovenstående betragtninger skal det forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 1, litra u), nr. i), og artikel 4, stk. 1), litra h), i forordning nr. 1408/71 samt artikel 10, stk. 1, litra b), nr. i), i forordning nr. 574/72 i en situation som den i hovedsagen omhandlede skal fortolkes således, at samtlige familieydelser, der oppebæres af en vandrende arbejdstagers familie i medfør af lovgivningen i bopælsmedlemsstaten, ikke skal tages i betragtning ved beregningen af det forskelsbetingede supplement, der eventuelt skal betales til denne arbejdstager i den pågældendes beskæftigelsesmedlemsstat, eftersom »Elterngeld«, der er fastsat i den tyske lovgivning – med forbehold af de undersøgelser, som den forelæggende ret skal foretage – ikke er af samme art som »Kindergeld«, der er fastsat i denne lovgivning, og de børnetilskud, der er fastsat i den luxembourgske lovgivning, jf. artikel 12 i forordning nr. 1408/71.

77

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Femte Afdeling) for ret:

Artikel 1, litra u), nr. i), og artikel 4, stk. 1), litra h), i Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, som ændret og ajourført ved Rådets forordning (EF) nr. 118/97 af 2. december 1996, som ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 1606/98 af 29. juni 1998, samt artikel 10, stk. 1, litra b), nr. i), i Rådets forordning (EØF) nr. 574/72 af 21. marts 1972 om regler til gennemførelse af forordning nr. 1408/71, som ændret og ajourført ved forordning nr. 118/97, skal i en situation som den i hovedsagen omhandlede fortolkes således, at samtlige familieydelser, der oppebæres af en vandrende arbejdstagers familie i medfør af lovgivningen i bopælsmedlemsstaten, ikke skal tages i betragtning ved beregningen af det forskelsbetingede supplement, der eventuelt skal betales til denne arbejdstager i den pågældendes beskæftigelsesmedlemsstat, eftersom »Elterngeld«, der er fastsat i den tyske lovgivning – med forbehold af de undersøgelser, som den forelæggende ret skal foretage – ikke er af samme art som »Kindergeld«, der er fastsat i denne lovgivning, og de børnetilskud, der er fastsat i den luxembourgske lovgivning, jf. artikel 12 i forordning nr. 1408/71.