1.

Denne anmodning om præjudiciel afgørelse, der blev indgivet til Domstolens Justitskontor den 20. juli 2012, vedrører fortolkningen af Unionens forordninger om koordinering af de sociale sikringsordninger, nemlig Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, som ændret og ajourført ved Rådets forordning (EF) nr. 118/97 af 2. december 1996 ( 2 ), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1992/2006 af 18. december 2006 ( 3 ) (herefter »forordning nr. 1408/71«), og navnlig denne forordnings artikel 12, 73 og 76, samt Rådets forordning (EØF) nr. 574/72 af 21. marts 1972 om regler til gennemførelse af forordning nr. 1408/71. ( 4 ), og navnlig denne forordnings artikel 10, stk. 1.

2.

Den præjudicielle forelæggelse er foranlediget af en tvist mellem Caisse nationale des prestations familiales (herefter »CNPF«) og Ulrike og Markus Wiering vedrørende omfanget af deres ret til familieydelser i Storhertugdømmet Luxembourg efter fødslen af deres andet barn.

3.

Ulrike og Markus Wiering, der modtager familieydelser i Tyskland (herefter »Kindergeld« og »Elterngeld«), hvor de er bosat, har i Storhertugdømmet Luxembourg anmodet om et forskelsbetinget tillæg, der svarer til forskellen mellem de tyske og luxembourgske familieydelser.

4.

CNPF og Ulrike og Markus Wiering er ikke enige om, hvilke tyske familieydelser der skal tages i betragtning ved beregningen af det eventuelle forskelsbetingede tillæg, idet CNPF er af den opfattelse, at de tyske ydelser Kindergeld og Elterngeld skal medregnes ved beregningen, mens Ulrike og Markus er af den opfattelse, at Elterngeld udgør en ydelse af en anden art, som derfor ikke skal medregnes ved beregningen.

5.

Artikel 1, litra u), i forordning nr. 1408/71 bestemmer:

»[I denne forordning:]

6.

Artikel 4 i forordning nr. 1408/71 med overskriften »Sagligt anvendelsesområde« bestemmer:

»1.   Denne forordning finder anvendelse på enhver lovgivning om sociale sikringsgrene, der vedrører:

[…]

[…]«

7.

Forordningens artikel 12 med overskriften »Forbud mod dobbeltydelser« har følgende ordlyd:

»1.   Der kan ikke med hjemmel i denne forordning tillægges eller bevares ret til flere ydelser af samme art på grundlag af samme forsikringsperiode tilbagelagt efter en tvungen forsikring. […]

[…]«

8.

Artikel 73 i forordning nr. 1408/71 om arbejdstagere eller selvstændige erhvervsdrivende, hvis familiemedlemmer er bosat i en anden medlemsstat end den kompetente stat, bestemmer:

»En arbejdstager eller en selvstændig erhvervsdrivende, der er omfattet af en medlemsstats lovgivning, har for de af sine familiemedlemmer, der er bosiddende på en anden medlemsstats område, ret til familieydelser efter lovgivningen i førstnævnte stat, som om de pågældende var bosiddende på dennes område […]«

9.

Samme forordnings artikel 76, stk. 1, der har overskriften »Prioritetsregler i tilfælde af samtidig ret til familieydelser i medfør af lovgivningen i den kompetente stat og i medfør af lovgivningen i den medlemsstat, hvor familiemedlemmerne er bosat«, bestemmer:

»1.   Når der i medfør af lovgivningen i den medlemsstat, på hvis område familiemedlemmerne er bosat, kan udbetales familieydelser, stilles retten til familieydelser, der i medfør af lovgivningen i en anden medlemsstat i samme periode kan udbetales til det samme familiemedlem som følge af udøvelse af erhvervsvirksomhed, i påkommende tilfælde i overensstemmelse med artikel 73 eller 74, i bero i et omfang svarende til det beløb, der er fastsat i lovgivningen i førstnævnte medlemsstat.«

10.

Artikel 7-10a i forordning nr. 574/72 fastsætter regler om anvendelse af artikel 12 i forordning nr. 1408/71.

11.

Artikel 10 i forordning nr. 574/72 bestemmer:

[…]«

12.

Domstolen har den 15. marts 2013 anmodet den forelæggende ret om uddybende oplysninger i henhold til artikel 101 i Domstolens procesreglement. Den forelæggende ret er således blevet anmodet om at redegøre nærmere for de luxembourgske familieydelser og betingelserne for tildeling heraf. Ved skrivelse af 29. april 2013 har den forelæggende ret oplyst, at de luxembourgske familieydelser, der er omhandlet i hovedsagen, er børnetilskud og børnepasningsydelse, samt at forældreorlovsydelsen ikke er omhandlet i den for den forelæggende ret verserende sag, idet de klagepunkter, som Ulrike og Markus Wiering har fremsat i denne henseende, er blevet afvist.

13.

Den forelæggende ret har anført, at børnetilskuddet hidrører fra en mekanisme til omfordeling af en del af nationalindkomsten til fordel for børn, som bygger på princippet om social solidaritet. Den forelæggende ret har endvidere anført, at børnetilskuddet ikke skal anses for et løntilskud til en person, der har forsørgelsespligt for et barn, idet der er tale om et tilskud, som har et selvstændigt formål, navnlig efter at ydelsens størrelse er blevet fastsat til det samme beløb for alle børn uanset deres forældres beskæftigelsesmæssige status. For at sikre, at dette mål nås, har lovgiver indført en personlig ret for børnene til at modtage børnetilskud.

14.

Artikel 269, stk. 1, i code de la sécurité sociale (lov om social sikring), der har overskriften »Tildelingsbetingelser«, bestemmer:

»På de i dette kapitel fastsatte betingelser har følgende personer ret til børnetilskud:

[…]«

15.

Det fremgår af code de la sécurité sociales artikel 271, stk. 1, at tilskuddet udbetales fra den måned, hvor barnet er født, og indtil barnet fylder 18 år. Ifølge code de la sécurité sociales artikel 271, stk. 3, kan retten til børnetilskud for elever, der følger en gymnasial eller teknisk uddannelse, højst oppebæres indtil det fyldte 27. år, såfremt den pågældende elev fortrinsvis er studieaktiv.

16.

Code de la sécurité sociales artikel 299, stk. 1, bestemmer:

»Der ydes efter ansøgning børnepasningsydelse til:

17.

CNPF anførte under retsmødet, der blev afholdt den 6. juni 2013, at der er tale om kumulative betingelser.

18.

Ifølge code de la sécurité sociales artikel 299, stk. 2, »tilkommer retten til børnepasningsydelse som en undtagelse til betingelsen i stk. 1, litra c), endvidere enhver, der udøver en eller flere former for erhvervsmæssig beskæftigelse, eller modtager en indkomsterstatning, og som uafhængigt af denne beskæftigelses varighed, sammen med sin ikke-fraseparerede ægtefælle eller den person, som den pågældende har et familiemæssigt samliv med, råder over en indkomst, [der ikke overstiger et nærmere fastsat beløb].«

19.

Code de la sécurité sociales artikel 299, stk. 3, bestemmer:

»Som en undtagelse til betingelsen i stk. 1, litra c), og stk. 2, har følgende ret til den halve børnepasningsydelse uanset størrelsen af den pågældendes egen indkomst:

[…]«

20.

Code de la sécurité sociales artikel 304 bestemmer:

»Børnepasningsydelsen nedsættes med det beløb, der udbetales i udenlandske ydelser af samme art for det samme barn eller de samme børn.

[…] der udbetales ikke børnepasningsydelse, såfremt en af forældrene modtager forældreorlovsydelse for et eller flere børn i henhold til denne lovs kapitel VI eller en udenlandsk ydelse, der har karakter af forældreorlovsydelse. […]«

21.

Den 19. marts 2013 anmodede Domstolen i henhold til artikel 101 i Domstolens procesreglement den tyske regering om at redegøre nærmere for formålet med og tildelingsbetingelserne for Kindergeld og Elterngeld i Tyskland. Ved skrivelse indleveret til Domstolens Justitskontor den 17. april 2013 fremlagde den tyske regering følgende oplysninger om de tyske ydelser.

22.

Ifølge § 31 i Einkommensteuergesetz (tysk lov om indkomstskat, herefter »EStG«) er formålet med Kindergeld at udligne forsørgerbyrden og således sikre barnet et eksistensminimum.

23.

Det fremgår af EStG’s § 62, stk. 1, at den berettigede (som hovedregel en forælder) skal have bopæl eller sædvanligt ophold i Tyskland eller være eller blive anset for fuldt skattepligtig i Tyskland. Barnet skal have bopæl eller sædvanligt ophold i en af Den Europæiske Unions medlemsstater, Schweiz, Island, Lichtenstein eller Norge.

24.

Ifølge EStG’s § 32, stk. 4, har et barn ret til Kindergeld, uden at yderligere betingelser skal være opfyldt, indtil barnets fyldte 18. år eller indtil barnets fyldte 21. år, når den pågældende ikke har erhvervsmæssig beskæftigelse og ikke er tilmeldt som arbejdssøgende hos Agentur für Arbeit im Imland (arbejdsformidlingen) eller indtil barnets fyldte 25. år, når den pågældende er under uddannelse eller udfører anerkendt frivilligt arbejde, eller endelig uden aldersbegrænsning, når den pågældende på grund af fysisk eller psykisk handicap ikke er i stand til at tage vare på sig selv.

25.

Kindergeld udgør på nuværende tidspunkt i henhold til EStG’s § 66, stk. 1, første punktum, 184 EUR pr. måned for hvert af de to første børn, 190 EUR for det tredje barn og 215 EUR for hvert barn derudover, uafhængigt af de øvrige familiemedlemmers indkomst og formue, idet der kun tages hensyn til forældrenes erhvervsmæssige beskæftigelse i de tilfælde, hvor der er tale om udenlandsk forældre, der ikke har ret til fri bevægelighed.

26.

I henhold til § 1 i Bundeselterngeld- und Elternzeitgesetz (forbundslov om børnepasningsydelse og forældreorlov, herefter »BEEG«) tilkommer retten til Elterngeld enhver, der har bopæl eller sædvanligt ophold i Tyskland, lever med sit barn i en husstand, selv drager omsorg for barnet og dets opdragelse og ikke har beskæftigelse eller fuldtidsbeskæftigelse ( 5 ). Elterngeld udbetales fra barnets fødsel og indtil 14 måneder efter dets fødsel ( 6 ).

27.

Elterngeld udgør 67% af den indkomst, der oppebæres fra den erhvervsmæssige beskæftigelse, som udøves forud for barnets fødsel. Beløbet udbetales op til et månedligt loft på 1800 EUR for de fulde måneder, hvor den berettigede ikke har modtaget indkomst fra erhvervsmæssig beskæftigelse.

28.

I de tilfælde, hvor den erhvervsindkomst, der blev oppebåret før fødslen, var mindre end 1000 EUR, forhøjes satsen på 67% i henhold til BEEG’s § 2, stk. 2, første punktum, med 0,1% for hver 2 EUR, som indkomsten er mindre end 1000 EUR og op til 100%. I de tilfælde, hvor indkomsten fra den erhvervsmæssige beskæftigelse, der er oppebåret før fødslen, overstiger 1200 EUR, nedsættes satsen på 67% i henhold til BEEG’s § 2, stk. 2, andet punktum, med 0,1% for hver 2 EUR, som indkomsten overstiger 1200 EUR, og op til 65%. Det fremgår af BEEG’s § 2, stk. 4, første punktum, at Elterngeld udgør mindst 300 EUR pr. måned, og dette gælder tillige i henhold til samme lovs § 2, stk. 4, andet punktum, i de tilfælde, hvor den berettigede ikke oppebar en erhvervsindkomst før barnets fødsel. I den periode, hvor den berettigede modtager minimumsbeløbet på 300 EUR, må den pågældende ikke udøve fuldtidsbeskæftigelse ( 7 ).

29.

Med forbehold af den forelæggende rets efterprøvelse fremgår følgende faktiske omstændigheder af sagsakterne for Domstolen.

30.

Ulrike og Markus Wiering har bopæl i Tyskland, hvor Ulrike Wiering arbejder. Markus Wiering arbejder i Luxembourg.

31.

Ulrike Wiering fødte den 12. maj 2007 sit andet barn og afholdt efterfølgende barselsorlov fra den 13. maj 2007 til den 16. juli 2007 og derefter forældreorlov fra den 17. juli 2007 til den 11. maj 2008. Ulrike Wiering modtog under afholdelsen af forældreorloven Elterngeld i Tyskland. Ulrike og Markus Wiering modtog endvidere Kindergeld for hver af deres to børn fra tidspunktet for børnenes fødsel.

32.

Den 12. oktober 2007 ansøgte Markus Wiering på grundlag af de ydelser, der blev udbetalt for hans to børn, CNPF om udbetaling af et forskelsbetinget tillæg for perioden fra den 1. juli 2007 til den 31. maj 2008, svarende til forskellen mellem de familieydelser, der blev udbetalt i Tyskland, og de ydelser, der blev udbetalt i henhold til luxembourgsk ret.

33.

Ved afgørelse af 17. april 2008 meddelte CNPF’s hovedbestyrelse Ulrike og Markus Wiering afslag på udbetaling af et forskelsbetinget tillæg med den begrundelse, at de ydelser, der blev modtaget i Tyskland, dvs. Kindergeld og Elterngeld, i den pågældende periode oversteg de ydelser, der var fastsat i luxembourgsk ret, nemlig børnetilskud og børnepasningsydelse.

34.

Jeg bemærker, at CNPF’s repræsentant under retsmødet oplyste, at Ulrike og Markus Wiering ikke havde ansøgt om børnepasningsydelse, som derfor automatisk blev taget i betragtning ved den beregning af det forskelsbetingede tillæg, som CNPF foretog. Det synes i øvrigt at følge af code de la sécurité sociales artikel 304, at Ulrike og Markus Wiering ikke ville have haft ret til denne ydelse, såfremt de havde ansøgt herom, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

35.

Den 25. august 2008 indbragte Ulrike og Markus Wiering en klage over afgørelsen af 17. april 2008 for Conseil arbitral des assurances sociales, der afslog klagen den 31. juli 2009.

36.

Ulrike og Markus Wiering iværksatte appel den 9. september 2009 ved Conseil supérieur de la sécurité sociale (herefter »CSSS«), der ved dom af 16. marts 2011 ændrede Conseil arbitral des assurances sociales’ afgørelse af 31. juli 2009, idet CSSS fastslog, at Ulrike og Markus Wiering havde krav på udbetaling af et forskelsbetinget tillæg for deres to børn vedrørende perioden fra den 1. juli 2007 til den 31. maj 2008.

37.

CSSS fastslog, at »kun de familieydelser, der udbetales for det samme familiemedlem« (i det foreliggende tilfælde barnet, selv om beløbet blev udbetalt til forældrene), skulle tages i betragtning ved beregningen af det forskelsbetingede tillæg, hvilket ikke var tilfældet for så vidt angår Elterngeld, der kun udbetales til de familiemedlemmer, som selv varetager børnepasningen, og ikke til børnene selv. Ifølge CSSS havde CNPF derfor med urette taget hensyn til den Elterngeld, som Ulrike Wiering havde modtaget, med henblik på at afslå udbetalingen af et forskelsbetinget tillæg for de to børn.

38.

CNPF iværksatte den 20. maj 2011 kassationsappel til prøvelse af dommen og fremsatte fire anbringender, hvoraf det andet, det tredje og det fjerde anbringende vedrørte tilsidesættelse, manglende anvendelse eller fejlagtig fortolkning af henholdsvis artikel 10, stk. 1, litra a), nr. i), og artikel 10, stk. 3, i forordning nr. 574/72 samt artikel 76, stk. 1, i forordning nr. 1408/71. CNPF kritiserede CSSS’ afgørelse for i strid med EU-retten ikke at have taget Elterngeld i betragtning ved beregningen af det forskelsbetingede tillæg med den begrundelse, at denne ydelse tilkommer og udbetales til moren, og at der ved beregningen kun skal tages hensyn til ydelser, der tilkommer børnene, selv om disse faktisk udbetales til forældrene.

39.

Da Cour de cassation (Luxembourg) under disse omstændigheder således er i tvivl om, hvilke familieydelser, der skal tages i betragtning ved fastlæggelsen af det forskelsbetingede tillæg, besluttede retten den 12. juli 2012 at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Skal samtlige ydelser, der oppebæres af den vandrende arbejdstagers familie i bopælsstaten, i det foreliggende tilfælde ydelserne »Elterngeld« og »Kindergeld«, som er fastsat i den tyske lovgivning, tages i betragtning som familieydelser af samme art ved den beregning af det mulige forskelsbetingede tillæg i overensstemmelse med artikel 1, litra u), nr. i), og artikel 4, stk. 1, litra h), og artikel 76 i […] forordning […] nr. 1408/71 […], og artikel 10, litra b), nr. i), i […] forordning […] nr. 574/72 […], der foretages af den kompetente myndighed i den stat, hvor arbejdsstedet er beliggende?«

40.

Ulrike og Markus Wiering, CNPF og Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg og afgivet mundtlige indlæg under retsmødet.

41.

Det er Ulrike og Markus Wierings opfattelse, at det alene er familieydelser af samme art, der skal tages i betragtning ved beregningen af det forskelsbetingede tillæg. Da Elterngeld og Kindergeld efter deres opfattelse ikke er ydelser af samme art, skal Elterngeld ikke tages i betragtning ved beregning af det forskelsbetingede tillæg. Ifølge Ulrike og Markus Wiering havde alene børnene ret til Kindergeld, mens kun Ulrike Wiering havde ret til Elterngeld, der således bør anses for indkomsterstatning, som udbetales til den forælder, der midlertidigt helt eller delvist opgiver sin erhvervsmæssige beskæftigelse for udelukkende eller hovedsageligt at passe sit barn eller sine børn.

42.

CNPF har anført, at forordning nr. 1408/71 ikke udtrykkeligt, når der er tale om familieydelser, sondrer mellem den ydelsesberettigede og ydelsesmodtageren. Det er CNPF’s opfattelse, at det ikke er muligt både at anerkende, at Elterngeld er en ydelse, der er omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 1408/71 og forordning nr. 574/72, og som adskiller sig fra de særlige ydelser i anledning af fødsel eller adoption ( 8 ), og samtidig afslå at tage denne ydelse i betragtning ved beregningen af det forskelsbetingede tillæg, fordi denne ydelse kun tildeles til »det familiemedlem, som varetager børnepasningen, i det foreliggende tilfælde hustruen, og ikke til børnene selv eller på deres vegne«.

43.

Kommissionen har anført, at der ikke på noget tidspunkt har været rejst tvivl om, at de i det foreliggende tilfælde omhandlede ydelser har karakter af »familieydelser«. Ifølge Kommissionen, der har henvist til dommen i sagen Feyerbacher ( 9 ), udgør Elterngeld en forældreydelse, der tildeles den person, som selv drager omsorg for sit barn og dets opdragelse, hvilket således udgør et formål, der i høj grad svarer til det formål, der forfølges med den børnepasningsydelse, der er omhandlet i Hoever og Zachow-dommen ( 10 ). Domstolen fastslog i denne dom, at en sådan ydelse udgør en »familieydelse«, at dens formål er at udligne forsørgerbyrder som omhandlet i artikel 1, litra u), nr. i), i forordning nr. 1408/71, og at den nærmere bestemt tilsigter at anerkende det arbejde, som børnepasning er, at yde godtgørelse for andre udgifter i forbindelse med pasning og opdragelse samt i givet fald at mildne de økonomiske ulemper som følge af, at der gives afkald på en fuldtidsindkomst. Kommissionen har anført, at det følger af retspraksis, at de ydelser, der under visse betingelser tildeles arbejdstagere, der afbryder deres karriere for at afholde forældreorlov, skal sidestilles med familieydelser som omhandlet i artikel 1, litra u), nr. i), og artikel 4, stk. 1, litra h), i forordning nr. 1408/71.

44.

Kommissionen frafaldt under retsmødet det argument, som den havde fremført i sit skriftlige indlæg, hvorefter den relevante bestemmelse var artikel 10, stk. 1, litra a), i forordning nr. 574/72, idet Ulrike Wiering have afbrudt sin karriere under afholdelsen af forældreorlov med den konsekvens, at Storhertugdømmet Luxembourg og ikke Forbundsrepublikken Tyskland var primært kompetent, hvilket indebar, at spørgsmålet om et eventuelt forskelsbetinget tillæg i Storhertugdømmet Luxembourg ikke opstod.

45.

Uanset om Ulrike Wiering fuldstændigt afbrød sin erhvervsmæssige beskæftigelse under forældreorloven, hvilket er omtvistet mellem parterne, er dette ikke relevant i det foreliggende tilfælde. Alle er nemlig enige om, at hun ikke i denne periode mistede sin status som ansat ved Trier kommune og dermed heller ikke sin status som arbejdstager. Dette indebærer, at artikel 10, stk. 1, litra b), i forordning nr. 574/12 finder anvendelse i det foreliggende tilfælde, og at Forbundsrepublikken Tyskland skal anses for primært kompetent, hvilket i øvrigt svarer til den antagelse, som ligger til grund for det præjudicielle spørgsmål.

46.

Jeg bemærker, at det vil forekomme absurd ikke at anse en mor, der afbryder sin erhvervsmæssige beskæftigelse under forældreorlov, for arbejdstager ( 11 ). For at modtage Elterngeld i Tyskland skal Ulrike Wiering afbryde eller begrænse sin erhvervsmæssige beskæftigelse ( 12 ). Hvis Ulrike Wiering f.eks. afbryder sin erhvervsmæssige beskæftigelse, finder artikel 10, stk. 1, litra a), i forordning nr. 574/12 anvendelse, idet hun ikke længere kan anses for arbejdstager. Dette indebærer, at Forbundsrepublikken Tyskland ikke længere kan anses for den primært kompetente medlemsstat, og at denne medlemsstat derfor ikke længere skal udbetale Elterngeld, og dette vil igen forholde sig anderledes, hvis Ulrike Wiering fortsatte med at arbejde på deltid ( 13 ).

47.

Det af den forelæggende ret stillede spørgsmål vedrører spørgsmålet om, hvorvidt samtlige de familieydelser, der oppebæres af en vandrende arbejdstagers familie i bopælsstaten (i det foreliggende tilfælde Kindergeld og Elterngeld, som familien Wiering modtager i Tyskland), skal tages i betragtning som ydelser af samme art ved den beregning af det mulige forskelsbetingede tillæg, der foretages af den stat, hvor arbejdsstedet er beliggende (i det foreliggende tilfælde Storhertugdømmet Luxembourg), i overensstemmelse med artikel 1, litra u), nr. i), artikel 4, stk. 1, litra h), artikel 12 og artikel 76 i forordning nr. 1408/71 samt artikel 10, litra b), nr. i), i forordning nr. 574/72.

48.

Henset til formuleringen af det forelagte spørgsmål er det hvad angår forordning nr. 1408/71 indledningsvis nødvendigt at præcisere begreberne kumulation og forskelsbetinget tillæg, når der er tale om familieydelser.

49.

Det fremgår af artikel 73 i forordning nr. 1408/71, at en arbejdstager eller en selvstændig erhvervsdrivende for de af sine familiemedlemmer, der er bosiddende på en anden medlemsstats område, har ret til familieydelser efter lovgivningen i beskæftigelsesstaten, som om de pågældende var bosiddende på dennes område. Denne bestemmelse skal gøre det lettere for vandrende arbejdstagere at opnå børnetilskud i beskæftigelsesstaten, når deres familie ikke er flyttet med dem til denne stat ( 14 ).

50.

I de tilfælde, hvor der består en ret til familieydelser vedrørende den samme periode og for det samme familiemedlem, i henhold til lovgivningen i både den stat, hvor familiemedlemmet er bosat, og i den stat, hvor den vandrende arbejdstager er beskæftiget, indeholder artikel 12 og 76 i forordning nr. 1408/71 og artikel 10 i forordning nr. 574/72 imidlertid detaljerede regler med henblik på at fastsætte, hvilken medlemsstat der er primært kompetent til at udbetale familieydelser for således at undgå, at der opstår uberettiget kumulation af disse ydelser.

51.

I overensstemmelse med formålet om at undgå uberettiget kumulation af ydelser, som anføres i 27. betragtning til forordning nr. 1408/71, fremgår det nemlig af samme forordnings artikel 12, stk. 1, med overskriften »Forbud mod dobbeltydelser« bl.a., at »[d]er […] ikke med hjemmel i denne forordning [kan] tillægges eller bevares ret til flere ydelser af samme art på grundlag af samme forsikringsperiode tilbagelagt efter en tvungen forsikring« ( 15 ).

52.

Da artikel 12 i forordning nr. 1408/71 er indeholdt i forordningens afsnit I, der fastsætter almindelige bestemmelser, skal de principper, der følger af denne bestemmelse, anvendes på de prioritetsregler, der gælder, når der består en samtidig ret til familieydelser eller børnetilskud, og som er fastsat i samme forordnings artikel 76 ( 16 ) og artikel 10 i forordning nr. 574/72 ( 17 ).

53.

Domstolen fastslog imidlertid i Ferraioli-dommen ( 18 ), at det med traktaterne forfulgte mål, som er at gennemføre arbejdskraftens frie bevægelighed, var retningsgivende for fortolkningen af bestemmelserne i forordning nr. 1408/71, og at samme forordnings artikel 76 ikke kan anvendes således, at ydelser, der er hjemlet i én medlemsstat, kan erstattes af mindre gunstige ydelser, der er hjemlet i en anden medlemsstat, således at arbejdstageren fratages de mest fordelagtige ydelser. Domstolen fastslog endvidere, at det følger af de principper, der ligger til grund for forordning nr. 1408/71, at såfremt de ydelser, der udbetales af bopælsstaten, er lavere end de ydelser, der udbetales af den anden ydelsespligtige stat, bevarer arbejdstageren det højeste beløb og kan fra den kompetente socialinstitution i sidstnævnte stat kræve udbetalt en supplerende ydelse, som er lig med forskellen mellem de to ydelser ( 19 ).

54.

EU-lovgiver har fastsat gennemførelsesbestemmelser vedrørende reglerne om forbud mod kumulation af familieydelser, som bl.a. foreskriver udveksling af oplysninger mellem myndighederne i bopælsmedlemsstaten og beskæftigelsesmedlemsstaten med henblik for at gøre det muligt at sammenligne de pågældende ydelser og deres størrelse og på den baggrund fastsætte det eventuelle forskelsbetingede tillæg ( 20 ).

55.

Da det følger af artikel 12 i forordning nr. 1408/71, at der kun foreligger uberettiget kumulation af ydelser, når der tillægges ret til flere ydelser af samme art på grundlag af samme forsikringsperiode ( 21 ), er det for at afgøre, om der i det foreliggende tilfælde består en ret til udbetaling af et forskelsbetinget tillæg, nødvendigt først at undersøge de omhandlede ydelsers art.

56.

Det er med andre ord kun familieydelser af samme art, der kan sammenlignes, og som ikke kan kumuleres. Eftersom den berettigede har krav på at modtage det beløb, der svarer til den højeste ydelse af de to ydelser, skal der udbetales et forskelsbetinget tillæg til den pågældende, såfremt det beløb, der tildeles af den primært kompetent medlemsstat, er lavere end dette beløb.

57.

Efter min opfattelse følger det af fast retspraksis på området, at vurderingen af ydelsernes art bl.a. med henblik på anvendelsen af artikel 12, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 nødvendigvis falder i to led. Det første led vedrører fastlæggelsen af ydelsernes formål og kendetegn og det andet led vedrører fastlæggelsen af de ydelsesberettigede.

58.

Domstolen fastslog i Knoch-sagen ( 22 ), at sociale sikringsydelser, uanset de forskellige nationale lovgivningers egenart, skal betragtes som værende af samme art, når deres genstand og formål samt deres beregningsgrundlag og tildelingsbetingelser er identiske. Derimod er rent formelle kendetegn ikke faktorer, der kan tages i betragtning ved klassificeringen af ydelserne.

59.

Domstolen fastslog imidlertid endvidere, at i betragtning af de mange forskelle mellem de nationale sociale sikringsordninger ville et krav om, at ydelsernes beregningsgrundlag og tildelingsbetingelser skal være helt identiske, føre til, at anvendelsen af forbuddet mod dobbeltydelser i artikel 12 ville blive indskrænket betydeligt. Dette er i modstrid med forbuddets formål, som er at hindre, at der uberettiget modtages dobbelte sociale ydelser ( 23 ).

60.

Domstolen fastslog endvidere i Dammer-dommen ( 24 ), at det fremgik af artikel 12, stk. 1, i forordning nr. 1408/71, at der forelå dobbeltydelser, når retten til familieydelser tilkom to forskellige personer, her et forældrepar, for et og samme barn. Ånden i de bestemmelser i forordning nr. 1408/71, der regulerer sammenlægningen af familieydelser, samt de deri indeholdte løsninger i tilfælde af dobbeltydelser, viser også, at formålet med artikel 12 er at hindre, at såvel den direkte modtager af en familieydelse, dvs. arbejdstageren, som de indirekte modtagere, nemlig arbejdstagerens familiemedlemmer, samtidig oppebærer to ydelser af samme art ( 25 ).

61.

Det bemærkes, at der i det foreliggende tilfælde alene skal udbetales et forskelsbetinget tillæg i Storhertugdømmet Luxembourg, såfremt de familieydelser, der tildeles i Luxembourg, er højere end de ydelser, der tildeles i Tyskland. Det er således afgørende at fastslå, om Elterngeld og det luxembourgske børnetilskud udgør ydelser af samme art, idet det er ubestridt, at det luxembourgske børnetilskud og Kindergeld udgør ydelser af samme art.

62.

Kindergeld, der er nærmere beskrevet i punkt 22 ovenfor, har nemlig til formål »at sikre barnet et eksistensminimum«, der ikke er afhængig af andre familiemedlemmers indkomst eller formue eller forældrenes erhvervsmæssige beskæftigelse. I visse tilfælde tildeles Kindergeld til barnet selv.

63.

Det følger af det ovenstående, at selv om Kindergeld har til formål at dække forældrenes udgifter til barnets underhold, er det barnet, der er den endelige modtager, og ikke forældrene. Kindergeld og det luxembourgske børnetilskud, der er nøje beskrevet i punkt 13-15 ovenfor, udgør utvivlsomt ydelser af samme art. Det er barnet, der skaber retten til denne ydelse, og den nationale lovgiver har fastsat, at denne ydelse udgør en personlig ret for barnet.

64.

Hvad angår Elterngeld bemærkes indledningsvis, at hverken parterne i hovedsagen eller Kommissionen i det foreliggende til fælde har anfægtet, at denne ydelse udgør en »familieydelse« som omhandlet i artikel 4, stk. 1, litra h), i forordning nr. 1408/71. Jeg deler denne opfattelse. Det følger nemlig klart af svarene fra den forelæggende ret og den tyske regering på anmodningerne om uddybende oplysninger, at denne ydelse tildeles automatisk til de personer, som opfylder visse objektive kriterier, uden nogen individuel bedømmelse af personlige behov ( 26 ), og at den klart vedrører én af de risici, der udtrykkeligt er anført i artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 1408/71, idet denne ydelse har til formål at hjælpe de berettigede, der er familieforsørgere, ved at lade det offentlige deltage i deres udgifter.

65.

Domstolen fastslog endvidere i Kuusijärvi-dommen ( 27 ), at en ydelse, som skal gøre det muligt for en af forældrene at hellige sig pasningen af et lille barn, og som har til formål at anerkende det arbejde, børnepasning er, at yde godtgørelse for andre udgifter i forbindelse med pasning og opdragelse samt i givet fald at mildne de økonomiske ulemper som følge af, at der gives afkald på en indkomst ved erhvervsmæssig beskæftigelse, må ligestilles med en familieydelse i den betydning, hvori dette udtryk er anvendt i artikel 1, litra u), nr. i), og artikel 4, stk. 1, litra h), i forordning nr. 1408/71.

66.

Det er imidlertid min opfattelse, at Elterngeld klart adskiller sig fra det luxembourgske børnetilskud på flere punkter hvad angår dels ydelsernes formål og kendetegn, dels de ydelsesberettigede, og selv om det er muligt at anse begge former for ydelser for »familieydelser« i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i artikel 4, stk. 1, litra h, i forordning nr. 1408/71, er der ikke tale om ydelser »af samme art« i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt forordningens artikel 12.

67.

Det følger nemlig af den tyske regerings svar på anmodningen om uddybende oplysninger, at Elterngeld har til formål for det første at hjælpe familier med at opretholde deres eksistensgrundlag, når forældrene vælger at hellige sig deres børn, og for det andet at hjælpe forældre, navnlig i den første tid, efter at de er blevet forældre, ved at give dem mulighed for selv at varetage børnepasningen i denne periode, hvilket indebærer, at de midlertidigt helt eller delvist ikke kan udøve en erhvervsmæssig beskæftigelse. Hvis en forælder, der forsøger et barn, afbryder eller begrænser udøvelsen af sin erhvervsmæssig beskæftigelse, har den pågældende afhængigt af sine indkomstforhold ret til at modtage en kompensation for sit indkomsttab i barnets første leveår samt ret til et tilskud, der har til formål at sikre familiens eksistensgrundlag.

68.

Ifølge den tyske regering har Elterngeld endvidere til formål at bidrage til at sikre forældrenes økonomiske eksistensgrundlag i det lange løb. Denne ydelse tilsigter at undgå varige tab, der kan indebære en risiko for, at familien bliver afhængig af statslige ydelser, at sikre muligheden for frit at vælge mellem familie- og arbejdsliv og at fremme økonomisk uafhængighed.

69.

Det følger heraf, at når en forælder som Ulrike Wiering, der er ansat i Trier kommune, varetager pasningen af sit barn i stedet for at udøve sin erhvervsmæssige beskæftigelse, indebærer Elterngeld en delvis udligning af det indkomsttab, som denne forælder påføres, og denne ydelse får derfor karakter af indkomsterstatning.

70.

At Elterngeld har karakter af indkomsterstatning bekræftes af den omstændighed, at denne ydelse som hovedregel udgør 67% af den tidligere indkomst op til et månedligt loft på 1800 EUR.

71.

Jeg er endvidere af den opfattelse, at selv om visse af de tildelingskriterier, der gælder for Elterngeld, åbenbart er knyttet til barnet, f.eks. som følge af barnets eksistens eller alder ( 28 ), følger det utvetydigt af formålet med og kendetegnene ved Elterngeld, at den person, der er berettiget til at modtage Elterngeld, er den forælder, der passer barnet, og ikke barnet selv. Ud over de 300 EUR, der tildeles, selv om forælderen ikke tidligere har udøvet nogen erhvervsmæssig beskæftigelse, imidlertid på betingelse af, at den pågældende ikke udøver fuldtidsbeskæftigelse ( 29 ) i den periode, hvor den pågældende modtager dette minimumsbeløb, er det åbenbart, at der består en sammenhæng mellem udøvelsen af erhvervsmæssig beskæftigelse og den indkomst, der oppebæres derved, og tildelingen af Elterngeld ( 30 ).

72.

Det følger heraf, at den Elterngeld, som Ulrike Wiering modtog under sin forældreorlov, ikke er en ydelse af samme art som det luxembourgske børnetilskud og derfor ikke skal tages i betragtning ved beregningen af det forskelsbetingede tillæg, der eventuelt skal udbetales til Ulrike og Markus Wiering for deres børn, såfremt den tyske Kindergeld er lavere end de nævnte ydelser.

73.

Såfremt det af den forelæggende ret nævnte forskelsbetingede tillæg skal forstås som et muligt tillæg til de to ydelser, der gælder i Luxembourg, nemlig børnetilskud og børnepasningsydelse, står det tilbage at undersøge, om Elterngeld skal anses for en familieydelse af samme art som den luxembourgske børnepasningsydelse.

74.

Jeg bemærker, at Ulrike og Markus Wiering ikke har ansøgt om børnepasningsydelse, at CNPF af egen drift tog denne ydelse i betragtning ved beregningen, og at det er meget tvivlsomt, om Ulrike og Markus Wiering var berettiget til den nævnte ydelse ( 31 ).

75.

Med forbehold af den efterprøvelse, som det tilkommer den forelæggende ret at foretage, tilsigter den børnepasningsydelse, som er fastsat i den luxembourgske code de la sécurité sociales artikel 299, stk. 1, i lighed med Elterngeld i hvert fald delvist at udligne det indkomsttab, som en forælder, der fortrinsvis tager sig af barnets pasning i hjemmet og ikke udøver erhvervsmæssig beskæftigelse eller modtager nogen indkomsterstatning, påføres. Det er således kun, når der er tale om en familieindkomst under en bestemt beløb, at en person, der udøver en erhvervsmæssig beskæftigelse eller modtager indkomsterstatning, har ret til børnepasningsydelse som en undtagelse til hovedreglen i stk. 1 ( 32 ). Det fremgår i øvrigt af artikel 299, stk. 3, at en person, der udøver erhvervsmæssig beskæftigelse på deltid og som fortrinsvis passer børn i hjemmet i et tidsrum, der svarer til mindst halvdelen af den normale arbejdstid, har ret til at modtage børnepasningsydelsen med det halve beløb, hvilket bekræfter, at der består en sammenhæng mellem den luxembourgske børnepasningsydelse og udligningen af indkomsttab eller indkomsterstatning.

76.

Det må således konstateres, at den luxembourgske børnepasningsydelse og Elterngeld skal anses for ydelser af samme art både for så vidt angår deres formål og kendetegn og de eventuelt ydelsesberettigede.

77.

På baggrund af det ovenstående skal Elterngeld ikke tages i betragtning ved beregning af det forskelsbetingede tillæg, der eventuelt skal udbetales af Storhertugdømmet Luxembourg vedrørende det børnetilskud, som Ulrike og Markus Wierings børn har ret til.

78.

Hvis spørgsmålet derimod er, om der i Luxembourg eventuelt skal udbetales et forskelsbetinget tillæg i form af børnetilskud og børnepasningsydelse, må der sondres mellem to tilfælde. Den tyske Kindergeld skal alene tages i betragtning ved beregningen af et eventuelt forskelsbetinget tillæg i form af det luxembourgske børnetilskud, mens Elterngeld alene skal tages i betragtning ved beregningen af det eventuelle forskelsbetingede tillæg i form af børnepasningsydelse.

79.

På baggrund af samtlige ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at besvare det præjudicielle spørgsmål, der er forelagt af Cour de cassation du Grand-Duché de Luxembourg, således:

»Artikel 4, stk. 1, litra h), artikel 12, artikel 73 og artikel 76 i Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, som ændret og ajourført ved Rådets forordning (EF) nr. 118/97 af 2. december 1996, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1992/2006 af 18. december 2006, og artikel 10 i Rådets forordning (EØF) nr. 574/72 af 21. marts 1972 om regler til gennemførelse af forordning nr. 1408/71 skal fortolkes således, at en familieydelse såsom »Elterngeld« i henhold til tysk lovgivning ikke er en ydelse af samme art som »Kindergeld« i henhold til samme lovgivning eller børnetilskud i henhold til luxembourgsk lovgivning, og derfor ikke skal tages i betragtning ved beregningen af det forskelsbetingede tillæg til børnetilskud, der eventuelt skal udbetales for en vandrende arbejdstagers børn.«