1. 

Denne anmodning om præjudiciel afgørelse fra Bundesverwaltungsgericht giver, nu to år efter Domstolens afgørelse i Trianel-sagen ( 2 ), Domstolen anledning til på ny at tage stilling til fortolkningen af artikel 10a i direktiv 85/337/EØF (herefter »VVM-direktivet«) ( 3 ) som affattet ved direktiv 2003/35/EF ( 4 ) inden for rammerne af de tyske forvaltningsretlige regler.

2. 

Mens afgørelsen i Trianel-sagen vedrørte ikke-statslige miljøbeskyttelsesforeningers adgang til klage og domstolsprøvelse i en medlemsstat inden for rammerne af VVM-direktivets artikel 10a, drejer den foreliggende sag sig dels om den tidsmæssige anvendelse af bestemmelsen, dels, og navnlig, om omfanget af den kontrol, som bestemmelsen foreskriver.

3. 

Spørgsmålene er blevet rejst under et søgsmål til prøvelse af en vandplansafgørelse vedtaget af forbundsstaten Rheinland-Pfalz, hvorunder sagsøgerne har gjort gældende, at den gennemførte miljøvurdering er behæftet med fejl.

4.

UNECE-konventionen om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet (herefter »Århuskonventionen«) blev undertegnet af Det Europæiske Fællesskab den 25. juni 1998, trådte i kraft den 30. oktober 2001 og blev godkendt på vegne af Det Europæiske Fællesskab den 17. februar 2005 ( 5 ). Forbundsrepublikken Tyskland undertegnede Århuskonventionen den 25. juni 1998 og ratificerede konventionen den 15. januar 2007.

5.

Århuskonventionens bestemmelser fremstilles i reglen som en tresøjlet model, idet den første søjle vedrører adgangen til miljøoplysninger, den anden den offentlige deltagelse i sager på miljøområdet og den tredje adgangen til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet ( 6 ).

6.

6., 7., 8., 13. og 18. betragtning til Århuskonventionen er affattet som følger:

[...]

[...]

7.

Århuskonventionens artikel 1 fastlægger konventionens formål:

»Med henblik på at bidrage til beskyttelsen af den ret, der tilkommer ethvert menneske i denne og kommende generationer, til at leve i et miljø, der er tilfredsstillende for hans eller hendes sundhed og velbefindende, garanterer hver part retten til adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser og adgang til klage og domstolsprøvelse i overensstemmelse med reglerne i denne konvention.«

8.

I artikel 2, stk. 5, defineres »den berørte offentlighed« som »den del af offentligheden, som er berørt af, kan blive berørt af eller har en interesse i beslutningsprocesser, der vedrører miljøet […]«. Begrebet »offentlighed« omfatter i henhold til artikel 2, stk. 4, også »en eller flere fysiske eller juridiske personer«.

9.

Artikel 3, stk. 1, bestemmer følgende:

»Hver part træffer de nødvendige retlige, administrative og andre foranstaltninger med henblik på at etablere og opretholde en klar, gennemsigtig og sammenhængende ramme for opfyldelsen af bestemmelserne i denne konvention, herunder foranstaltninger, der sikrer overensstemmelse mellem bestemmelser til gennemførelse af reglerne i denne konvention om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse og adgang til klage og domstolsprøvelse, samt passende håndhævelsesforanstaltninger.«

10.

Århuskonventionens artikel 9, stk. 2, har følgende ordlyd:

»Hver part sikrer, inden for rammerne af dens nationale lovgivning, at medlemmer af den berørte offentlighed:

Hvad der udgør tilstrækkelig interesse eller en krænkelse af en rettighed, fastsættes i overensstemmelse med kravene i national ret og i overensstemmelse med det mål at give den berørte offentlighed vid adgang til klage og domstolsprøvelse inden for rammerne af denne konvention. […]

Bestemmelserne i dette stk. 2 udelukker ikke muligheden for foreløbig prøvelse ved en administrativ myndighed og påvirker ikke krav om udtømning af administrative klagemuligheder, forinden sagen påklages eller indbringes for domstolen, hvor et sådant krav måtte eksistere efter national ret.«

11.

Med henblik på at tilpasse EU-retten til Århuskonventionen blev direktiv 2003/35 ( 7 ) udstedt, inden Fællesskabet ratificerede konventionen. Ved dette direktiv ændredes VVM-direktivet og direktiv 96/61/EF (herefter »IPPC-direktivet«) ( 8 )»så de fuldt ud opfylder betingelserne i Århus-konventionen, særlig dennes […] artikel 9, stk. 2 […]« ( 9 ).

12.

Følgende fremgår af niende betragtning til direktiv 2003/35:

»Artikel 9, stk. 2 og 4, i Århus-konventionen indeholder bestemmelser om adgang til ved en domstol eller ved andre procedurer at få prøvet den materielle og processuelle lovlighed af enhver afgørelse, handling eller undladelse, der er omfattet af bestemmelserne om offentlig deltagelse i konventionens artikel 6.«

13.

Artikel 6, stk. 1, første punktum, i direktiv 2003/35 har følgende ordlyd:

»Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest den 25. juni 2005.«

14.

Artikel 3 i direktiv 2003/35 indeholder en række ændringer af VVM-direktivet. Således er der bl.a. indsat følgende definition af begrebet »den berørte offentlighed« i VVM-direktivets artikel 1, stk. 2: »Den del af offentligheden, som er berørt af, kan blive berørt af eller har en interesse i de beslutningsprocedurer på miljøområdet, der er nævnt i artikel 2, stk. 2 [...].« Begrebet »offentlighed« omfatter i henhold til en yderligere definition, svarende til den i Århuskonventionen, »[e]n eller flere fysiske eller juridiske personer«.

15.

Ved direktiv 2003/35 indsættes desuden en ny artikel 10a i VVM-direktivet. Den er affattet som følger:

»Medlemsstaterne sikrer inden for rammerne af deres relevante nationale lovgivning, at medlemmerne af den berørte offentlighed:

har adgang til ved en domstol eller et andet uafhængigt og upartisk ved lov nedsat organ at få prøvet den materielle og processuelle lovlighed af enhver afgørelse, handling eller undladelse, der er omfattet af dette direktivs bestemmelser om offentlig deltagelse.

Medlemsstaterne afgør, på hvilket stadium der kan rejses indsigelse mod afgørelser, handlinger eller undladelser.

Medlemsstaterne fastsætter, hvad der forstås ved tilstrækkelig interesse og krænkelse af en rettighed, i overensstemmelse med målet om at give den berørte offentlighed vidtgående adgang til klage og domstolsprøvelse. [...]

Denne artikel udelukker ikke muligheden for at indgive en foreløbig klage til en administrativ myndighed og påvirker ikke kravet om, at de administrative klagemuligheder skal være udtømt, inden sagen kan påklages eller indbringes for domstolene, såfremt et sådant krav findes i den nationale lovgivning.«

16.

VVM-direktivet blev ophævet den 17. februar 2012 og kodificeret og erstattet af direktiv 2011/92/EU ( 10 ), idet artikel 11 i det nye direktiv svarer til artikel 10a i VVM-direktivet. Henset til tidspunktet for de faktiske omstændigheder i sagen finder VVM-direktivet anvendelse.

17.

§ 61 i den tyske lov om forvaltningsprocessen (Verwaltungsgerichtsordnung, herefter »VwGO«) ( 11 ) har følgende ordlyd:

»Partsevne har

18.

§ 46 i den tyske forvaltningslov (Verwaltungsverfahrensgesetz, herefter »VwVfG«) ( 12 ) om følgerne af processuelle og formelle fejl bestemmer:

»En forvaltningsakt, der ikke er ugyldig i henhold til § 44, kan ikke kræves ophævet alene med den begrundelse, at den er truffet i strid med bestemmelser vedrørende procedure, form eller stedlig kompetence, når det er åbenbart, at tilsidesættelsen ikke har påvirket afgørelsen i sagen.«

19.

Bestemmelserne om gennemførelse af reglerne om retsmidler i direktiv 2003/35 findes i loven om supplerende bestemmelser vedrørende retsmidler i miljøsager i henhold til EF-direktiv 2003/35/EF (Umwelt-Rechtsbehelfsgesetz, herefter »UmwRG«) ( 13 ). Denne lovs § 1, stk. 1, har følgende ordlyd:

»Denne lov finder anvendelse på retsmidler mod

kan være pligt til at gennemføre en miljøvurdering.«

20.

UmwRG’s § 4 har følgende ordlyd:

»(1)   En afgørelse om et projekts lovlighed i henhold til § 1, stk. 1, første punktum, nr. 1, kan kræves ophævet, såfremt en i henhold til bestemmelserne i loven om miljøvurdering […]

(3)   Stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse på retsmidler, der iværksættes af parter i henhold VwGO’s § 61, nr. 1 og 2.«

21.

UmwRG’s § 5, stk. 1, er en overgangsbestemmelse med følgende ordlyd: »Denne lov gælder for sager i henhold til § 1, stk. 1, første punktum, der er påbegyndt eller skulle være påbegyndt efter den 25. juni 2005 [...].«

22.

§ 2 i den tyske lov om miljøvurdering (herefter »UVPG«) ( 14 )bestemmer følgende:

»(1)   Miljøvurderingen er en ikke-selvstændig del af den forvaltningsretlige sagsbehandling med henblik på afgørelse af lovmæssigheden af projekter.

[...]

(3)   Afgørelser i henhold til stk.1, første punktum, omfatter

23.

I hovedsagen er der tale om et søgsmål til prøvelse af en vandplansafgørelse vedtaget af forbundsstaten Rheinland-Pfalz med henblik på oprettelse af et vandbindingsområde på Oberrhein-plateauet syd for byerne Mannheim og Ludwigshafen (Waldsee/Altrip/Neuhofen).

24.

Det planlagte vandbindingsområde, der skal tjene som beskyttelse mod oversvømmelse, dækker et areal på ca. 327 ha. En del heraf skal, afhængigt af vandstanden i Rhinen, oversvømmes regelmæssigt, en anden del skal oversvømmes ved ekstremt høje vandstande for at forhindre oversvømmelser af beboelses- og erhvervsområder og infrastrukturer i Rhindalen. Projektet skal yde beskyttelse mod oversvømmelse af et omfang, der indtræder hver 200. år. Med henblik på oprettelsen af vandbindingsområdet er der planlagt talrige anlægsarbejder.

25.

Planlægningen berører navnlig arealer, der udnyttes til landbrug, og skovområder. En del af bindingsområdet skal imidlertid ligge i habitatområdet »Rheinniederung Speyer-Ludwigshafen«, der blev udpeget i maj 2004. I nærheden af projektet findes endnu et habitatområde og to europæiske fuglebeskyttelsesområder.

26.

I en skrivelse af 31. januar 2002 ansøgte den underordnede vandmyndighed i den sagsøgte forbundsstat i sin egenskab af ansvarlig for projektet om godkendelse af planen om bygning af en vandbinding hos Struktur-und Genehmigungsdirektion Süd i forbundsstaten Rheinland-Pfalz. Planen blev godkendt ved en afgørelse af 20. juni 2006.

27.

Kommunen Gemeinde Altrip, firmaet Gebrüder Hört GbR og borgeren Willi Schneider (herefter »sagsøgerne«) anfægtede denne afgørelse om godkendelse af planen. De gjorde bl.a. gældende, at den foretagne miljøvurdering af vandbindingsområdet var behæftet med væsentlige fejl.

28.

12% af Gemeinde Altrips areal er omfattet af de planlagte bindingsområder. Kommunen ejer desuden flere grundstykker, der befinder sig inden for det planlagte projekts område.

29.

Gebrüder Hört GbR producerer frugt og grøntsager. Selskabsdeltagerne er ejere og forpagtere af forskellige arealer, der ligger inden for bindingsområdet, hvoraf nogle også vil blive inddraget til bygning af diger.

30.

Willi Schneider ejer flere grunde, der ligger tæt på den planlagte bindingsområde, deriblandt en beboelsesgrund og grunde i et rekreativt område, der bruges til en campingplads.

31.

Ved dom af 13. december 2007 forkastede Verwaltungsgericht sagsøgernes påstand.

32.

Sagsøgerne appellerede afgørelsen til Oberverwaltungsgericht Rheinland-Pfalz, der stadfæstede underinstansens afgørelse ved dom af 12. februar 2009. Efter rettens opfattelse har sagsøgerne ikke beføjelse til at gøre mangler ved miljøvurderingen gældende med henvisning til UmwRG, da denne lov ifølge dens § 5, stk. 1, kun finder anvendelse på sager, der er påbegyndt efter den 25. juni 2005. Det er for så vidt ikke nødvendigt at tage stilling til, om sagsøgerne i tilfælde af en mangelfuld gennemførelse af en miljøvurdering i henhold til UmweltRG’s § 4 overhovedet kan have krav på ophævelse af godkendelsen af planen, selv om denne bestemmelse ifølge dens ordlyd kun omfatter et fuldstændigt fravær af en miljøvurdering. Det er desuden tvivlsomt, om sagsøgerne opfylder de krav til årsagssammenhæng, der gælder i henhold til Bundesverwaltungsgerichts retspraksis.

33.

Sagsøgerne har iværksat kassationsanke ved Bundesverwaltungsgericht.

34.

Bundesverwaltungsgericht mener, i lighed med Oberverwaltungsgericht Rheinland-Pfalz, at UmwRG i henhold til lovens § 5, stk. 1, hvorefter UmwRG kun gælder for sager, der er påbegyndt efter den 25. juni 2005, allerede af tidsmæssige årsager ikke finder anvendelse. Bundesverwaltungsgericht er dog i tvivl om, hvorvidt dette er i overensstemmelse med EU-rettens krav.

35.

Selv hvis UmwRG fandt tidsmæssig anvendelse, ville sagsøgerne ifølge Bundesverwaltungsgericht efter den tyske gennemførelse af direktiv 2003/35 ikke kunne få medhold i et anbringende om, at miljøvurderingen er behæftet med fejl. I henhold til UmwRG’s § 4, stk. 1, der finder anvendelse i henhold til UmwRG’s § 4, stk. 3, og VwGO’s § 61, nr. 1, kan en afgørelse kun kræves ophævet, såfremt den krævede miljøvurdering eller den foreskrevne foreløbige konkrete vurdering af, om der er pligt til en miljøvurdering, slet ikke er gennemført, heller ikke efterfølgende. UmwRG’s § 4, stk. 1, kan, henset til bestemmelsens ordlyd og tilblivelseshistorie, ikke fortolkes på anden måde. En videregående hensyntagen til processuelle fejl, der på baggrund af afgørelsen i Wells-sagen ( 15 ) oprindeligt blev anset for nødvendig i lovforslaget til UmwRG ( 16 ), bortfaldt nemlig under lovgivningsproceduren. Bundesverwaltungsgericht er ligeledes i tvivl om, hvorvidt denne bestemmelse opfylder direktivets krav.

36.

Såfremt denne begrænsning af mulighederne for at anfægte en afgørelse ikke er lovlig, opstår der ifølge Bundesverwaltungsgericht det spørgsmål, om de kriterier, der efter fast praksis anvendes i national ret, og som begrænser udsigten til at få medhold ved en domstolsprøvelse af den processuelle lovlighed af afgørelser, er i overensstemmelse med fællesskabsretten.

37.

På denne baggrund har Bundesverwaltungsgericht ved kendelse af 10. januar 2012 besluttet at udsætte sagen og anmode Domstolen om en besvarelse af følgende præjudicielle spørgsmål i henhold til artikel 267 TEUF:

38.

Sagsøgerne i hovedsagen, forbundsstaten Rheinland-Pfalz, Forbundsrepublikken Tyskland, Irland og Kommissionen har afgivet skriftlige indlæg i sagen.

39.

De samme parter afgav mundtlige indlæg under retsmødet den 16. januar 2013.

40.

Bundesverwaltungsgericht har stillet Domstolen tre spørgsmål, der alle vedrører den adgang til en prøvelse, som VVM-direktivets artikel 10a sikrer, idet det andet og tredje spørgsmål hver især er betinget af, at det forudgående spørgsmål besvares bekræftende. Med det første spørgsmål skal den tidsmæssige anvendelse af den pågældende bestemmelse afklares. Såfremt Domstolen finder, at bestemmelsen tidsmæssigt finder anvendelse, skal den i det andet og tredje præjudicielle spørgsmål tage stilling til rækkevidden af en sådan prøvelse. Det andet præjudicielle spørgsmål drejer sig om, hvorvidt det er lovligt at begrænse anvendelsen af de nationale forskrifter, der blev vedtaget til gennemførelse af VVM-direktivets artikel 10a med henblik på anfægtelse af den processuelle lovlighed af en afgørelse, til det tilfælde, hvor der ikke er gennemført en miljøvurdering. Såfremt en sådan begrænsning ikke er lovlig, skal der med det tredje præjudicielle spørgsmål opnås en afklaring af kontrolomfanget, navnlig henset til spørgsmålet om, hvorvidt de kriterier, der anvendes i national retspraksis, vedrørende kravet om årsagssammenhæng og krænkelsen af en individuel ret for, at en anfægtelse af en afgørelse med hensyn til dens processuelle lovlighed kan tiltrædes, er i overensstemmelse med fællesskabsretten.

41.

Irland er af den opfattelse, at det andet og tredje præjudicielle spørgsmål ikke kan antages til realitetsbehandling. Irland har anført, at Bundesverwaltungsgerichts kendelse ikke indeholder nogen som helst oplysninger om, hvilke fejl ved miljøvurderingen sagsøgerne har gjort gældende. I så henseende opfordres Domstolen til at træffe afgørelse vedrørende hypotetiske spørgsmål, hvis besvarelse ikke har nogen betydning for tvisten.

42.

Ifølge Domstolens faste praksis tilkommer det principielt den nationale ret, for hvem en tvist er indbragt, på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag at vurdere, om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at den kan afsige dom, og relevansen af de spørgsmål, den forelægger Domstolen ( 17 ).

43.

Domstolen kan kun fravige dette princip, hvis det er »åbenbart« ( 18 ), at fortolkningen af EU-retten er irrelevant for sagen. I overensstemmelse hermed har Domstolen kun i sjældne tilfælde på baggrund af den forelæggende rets oplysninger om national lovgivning og om sagens faktiske omstændigheder konkluderet, at de stillede spørgsmål er af hypotetisk karakter ( 19 ), eller at tvisten som sådan er af kunstig karakter ( 20 ).

44.

Det fremgår af Bundesverwaltungsgerichts kendelse, at den miljøvurdering, der kræves i forbindelse med det omtvistede projekt, er blevet gennemført og er blevet kritiseret af sagsøgerne for at være behæftet med fejl. Det fremgår dog ikke af kendelsen, hvilke fejl sagsøgerne har påberåbt sig under søgsmålet.

45.

Dette indebærer imidlertid ikke, at det andet og tredje præjudicielle spørgsmål ikke kan antages til realitetsbehandling. For så vidt angår det andet spørgsmål følger dette allerede af den omstændighed, at den gældende tyske lovgivning ifølge Bundesverwaltungsgerichts oplysninger ikke fastsætter en ret til at få ophævet afgørelsen, når der er gennemført en miljøvurdering, uanset hvilken form for processuelle fejl der påberåbes. Ifølge den forelæggende ret ville en mulighed for at efterprøve miljøvurderingen med henblik på fejl i sig selv føre til en hjemvisning af sagen til Oberverwaltungsgericht. I så fald opstår spørgsmålet om, hvorvidt de kriterier, der efter fast praksis hidtil har været anvendt i tysk ret, eller andre kriterier, som Bundesverwaltungsgericht ifølge egne oplysninger skal give Oberverwaltungsgericht som retlig vurdering, er i overensstemmelse med EU-retten, hvilket er genstanden for det tredje præjudicielle spørgsmål. Selv om de manglende oplysninger vedrørende karakteren af de processuelle fejl i den foreliggende sag ikke giver mulighed for en endelig, detaljeret besvarelse af det tredje spørgsmål, således som Kommissionen med rette har anført, råder Domstolen over tilstrækkelige oplysninger til inden for rammerne af samarbejdsforholdet mellem Domstolen og den forelæggende ret at kunne give et nyttigt svar på spørgsmålet.

46.

Det andet og tredje præjudicielle spørgsmål kan dermed antages til realitetsbehandling.

47.

Med det første præjudicielle spørgsmål spørger Bundesverwaltungsgericht om den tidsmæssige anvendelse af artikel 10a i VVM-direktivet, der blev indført ved direktiv 2003/35, henset til den i national lov til gennemførelse af direktiv 2003/35 indeholdte og ovenfor beskrevne bestemmelse i UmwRG’s § 5, stk. 1. Direktiv 2003/35 fastsætter i så henseende, at medlemsstaterne skal efterkomme direktivet senest den 25. juni 2005 (artikel 6, stk. 1, første punktum). Spørgsmålet er imidlertid, om dette indebærer, at medlemsstaterne skal give den adgang til prøvelse, der er fastsat i VVM-direktivets artikel 10a, for så vidt angår administrative tilladelsesprocedurer, der indledes fra denne skæringsdato, eller om en sådan adgang også skal gives for så vidt angår procedurer, der blev indledt før skæringsdatoen, men hvor tilladelsen først blev givet efter denne dato.

48.

Forbundsrepublikken Tyskland og Irland er af den opfattelse, at direktiv 2003/05 ikke forpligter medlemsstaterne til at fastsætte den adgang til prøvelse, der er foreskrevet i VVM-direktivets artikel 10a, for godkendelsesprocedurer, der blev indledt, inden fristen for gennemførelse af direktiv 2003/05 udløb, selv om tilladelsen først blev givet efter gennemførelsesfristens udløb. Deres bemærkninger til de øvrige præjudicielle spørgsmål er for så vidt fremsat subsidiært. Rheinland-Pfalz har tilsluttet sig Forbundsrepublikken Tysklands retsopfattelse.

49.

Sagsøgerne er derimod af den opfattelse, at direktiv 2003/35’s artikel 6, stk. 1, forpligter medlemsstaterne til at anvende de nationale bestemmelser til gennemførelse af VVM-direktivets artikel 10a på administrative tilladelsesprocedurer, hvor tilladelse blev meddelt efter den 25. juni 2005, uanset hvornår proceduren blev indledt. Kommissionen mener ligeledes, at VVM-direktivets artikel 10a finder anvendelse på tilladelsesprocedurer, der allerede var indledt den 25. juni 2005.

50.

Efter min opfattelse skal VVM-direktivets artikel 10a anvendes på tilfælde som det foreliggende.

51.

Medlemsstater er forpligtet til at gennemføre direktiver i national ret inden for den til enhver tid fastsatte frist ( 21 ). Rettigheder i henhold til et direktiv skal indrømmes inden for denne frist, medmindre undtagelser udtrykkeligt er fastsat i direktivet. Opfylder en medlemsstat ikke denne forpligtelse, kan de relevante bestemmelser i direktivet på de kendte betingelser få direkte virkning ( 22 ).

52.

Dette princip kan være problematisk, hvis en ny bestemmelse i henhold til sådanne bestemmelser skal finde anvendelse på et allerede påbegyndt eller endog afsluttet faktisk forløb. Såfremt en EU-retsakt ikke indeholder en udtrykkelig overgangsbestemmelse vedrørende et sådant tilfælde, fastlægger Domstolen den tidsmæssige anvendelse ved fortolkning under hensyntagen til retssikkerhedsprincippet (princippet om forbud mod tilbagevirkende kraft), princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og princippet om opretholdelse af retsaktens effektive virkning ( 23 ).

53.

Domstolen har måttet anvende dette princip adskillige gange. Den har således fastslået, at processuelle regler også gælder for tvister, der verserer på ikrafttrædelsestidspunktet, mens materielle EU-regler i reglen kun gælder for forhold, der indtræder efter ikrafttrædelsestidspunktet ( 24 ). Derimod finder en ny forskrift principielt anvendelse på endnu ikke indtrådte virkninger af et faktisk forhold ( 25 ). Med hensyn til pligten til at gennemføre en miljøvurdering har Domstolen fastslået, at denne pligt ikke finder anvendelse i de tilfælde, hvor tidspunktet for den formelle indgivelse af ansøgningen om tilladelse til et projekt ligger før udløbet af fristen for gennemførelse af VVM-direktivet ( 26 ).

54.

Nærværende sag vedrører spørgsmålet om anvendelsen af den nye mulighed for domstolsprøvelse, der er garanteret ved VVM-direktivets artikel 10a, fra gennemførelsesfristens udløb på tilladelsesprocedurer, der allerede var indledt på dette tidspunkt. Direktiv 2003/35 indeholder ingen overgangsordning vedrørende denne situation.

55.

Det følger af en fortolkning af VVM-direktivets artikel 10a under hensyntagen til retssikkerhedsprincippet (princippet om forbud mod tilbagevirkende kraft), princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og princippet om opretholdelse af direktivets effektive virkning, at bestemmelsen skal finde anvendelse på administrative tilladelsesprocedurer, der blev indledt inden udløbet af fristen for direktiv 2003/35’s gennemførelse, men som på dette tidspunkt endnu ikke var endeligt afsluttet.

56.

Hensynet til en effektiv og rettidig gennemførelse af direktivet taler for, at VVM-direktivets artikel 10a finder anvendelse fra gennemførelsesfristens udløb. Selv hvis man – som Tyskland og Irland – kan erkende et svagt element af tilbagevirkende kraft ( 27 ) i anvendelsen af nye muligheder for domstolsprøvelse på procedurer, der verserer på det tidspunkt, hvor mulighederne for domstolsprøvelse træder i kraft, er retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning ikke til hinder for en anvendelse af bestemmelsen i sådanne tilfælde. Disse principper er afgørende for spørgsmålet om fortolkningen af direktivet med hensyn til dets tidsmæssige anvendelse og ikke en inddeling i processuelle og materielle regler, der ikke er til megen nytte i tilfælde som dette.

57.

Tilsvarende følger, i modsætning til det af Tyskland og Irland anførte, af Domstolens praksis vedrørende den tidsmæssige anvendelse af pligten til at gennemføre en miljøvurdering.

58.

Domstolen har i forbindelse med denne praksis taget udgangspunkt i, at VVM-direktivet i tiltagende grad tager sigte på projekter af større omfang, hvis gennemførelse er meget tidskrævende. En yderligere forsinkelse af allerede indledte procedurer som følge af direktivets særlige krav påvirker allerede stiftede forhold ( 28 ). Den projektansvarlige kan i så henseende forlade sig på, at proceduren vil forløbe således, som han antog, da han indgav ansøgningen, og må ikke påregne, at proceduren vanskeliggøres yderligere.

59.

Som Bundesverwaltungsgericht med rette har fastslået, opstår der i den foreliggende sag ikke nye krav for så vidt angår den administrative procedure eller verserende retssager. Det drejer sig derimod om en forbedring af adgangen til prøvelse af overholdelsen af retlige bestemmelser, der allerede var bindende inden da. Princippet om beskyttelsen af den berettigede forventning kan ikke omfatte forventningen om, at overholdelsen af gældende ret ikke efterprøves. Ganske vist må der ved en udvidelse af mulighederne for domstolsprøvelse i forbindelse med projekter af større omfang rent faktisk påregnes forsinkelser. Disse bør dog alene anses for en følge af domstolsefterprøvelsen af allerede bindende bestemmelser. Den projektansvarlige må acceptere sådanne forsinkelser. Hensynet til direktivets effektive virkning har i så henseende fortrinsret.

60.

Hensynet til en effektiv og rettidig gennemførelse af direktivet underbygges i det foreliggende tilfælde yderligere af, at direktivet gennemfører Århuskonventionens bestemmelser, der trådte i kraft den 17. februar 2005 i Fællesskabet, og som i henhold til artikel 216, stk. 2, TEUF er bindende for EU-institutionerne og medlemsstaterne ( 29 ). Såfremt VVM-direktivets artikel 10a først skulle anvendes på procedurer, der er indledt efter gennemførelsesfristens udløb, ville den adgang til en prøvelse, der i henhold til Århuskonventionens artikel 9, stk. 2, skal garanteres, ikke være sikret i flere år, henset til den betydelige varighed af de relevante tilladelsesprocedurer.

61.

Det må dermed fastslås, at artikel 6, stk. 1, i direktiv 2003/35 skal fortolkes således, at medlemsstaterne er forpligtet til at fastsætte, at de nationale forskrifter, der blev vedtaget til gennemførelse af VVM-direktivets artikel 10a, også finder anvendelse på sådanne administrative tilladelsesprocedurer, som var blevet indledt før den 25. juni 2005, og som på dette tidspunkt endnu ikke var endeligt afsluttede. Dermed bør det andet spørgsmål, der blev stillet under forudsætning af, at det første præjudicielle spørgsmål besvares bekræftende, besvares.

62.

Med det andet præjudicielle spørgsmål ønsker Bundesverwaltungsgericht oplyst, om VVM-direktivets artikel 10a forpligter medlemsstaterne til at udvide anvendelsen af de nationale forskrifter til gennemførelse af VVM-direktivets artikel 10a med henblik på anfægtelse af den processuelle lovlighed af en afgørelse til at omfatte det tilfælde, hvor der er gennemført en miljøvurdering, men denne er behæftet med fejl.

63.

Alle procesdeltagerne, med undtagelse af Irland, er af den opfattelse, at VVM-direktivets artikel 10a forpligter medlemsstaterne til også at lade muligheden for klage og domstolsprøvelse gælde i tilfælde af en fejlagtig gennemførelse af en miljøvurdering. Forbundsrepublikken Tyskland er af den opfattelse, at den tyske lovgivning allerede opfylder disse krav, da en afgørelse om tilladelse i henhold til VwVfG’s § 46, der finder anvendelse sideløbende med UmwRG’s § 4, stk. 1, også kan kræves ophævet i tilfælde af en fejlagtig gennemførelse af en miljøvurdering. Henset til de manglende oplysninger vedrørende karakteren af de fejl, der påberåbes, har Irland henvist til medlemsstaternes procesautonomi, der skal udøves i overensstemmelse med direktivets mål.

64.

Med hensyn til Forbundsrepublikken Tysklands bemærkninger skal det indledningsvis fastslås, at Domstolen ikke har kompetence til at fortolke national ret. Inden for rammerne af samarbejdsforholdet med den forelæggende ret skal den i så henseende forlade sig på den forelæggende rets udsagn vedrørende national ret.

65.

Allerede ordlyden af VVM-direktivets artikel 10a er entydig med hensyn til den principielle rækkevidde af prøvelsen inden for rammerne af den fastsatte procedure. Ifølge bestemmelsen sikrer medlemsstaterne, at medlemmerne af den berørte offentlighed, der opfylder en af de to betingelser, der er anført i bestemmelsen, »har adgang til ved en domstol […] at få prøvet den materielle og processuelle lovlighed af enhver afgørelse […], der er omfattet af dette direktivs bestemmelser om offentlig deltagelse« ( 30 ). Den fremhævede passage gennemfører ordret Århuskonventionens artikel 9, stk. 2 ( 31 ).

66.

I Trianel-sagen fastslog Domstolen således med rette, at bestemmelsen på ingen måde begrænser de anbringender, der kan påberåbes til støtte for et sådant søgsmål ( 32 ).

67.

En begrænsning af mulighederne for at anfægte en tilladelsesprocedure, hvor der er pligt til en miljøvurdering, til tilfælde, hvor der ikke er gennemført en miljøvurdering (»total mangel«), er ikke forenelig med disse krav. En anfægtelse af miljøvurderingens fejlagtige karakter må principielt ikke udelukkes.

68.

Det andet spørgsmål bør herefter besvares med, at VVM-direktivets artikel 10a skal fortolkes således, at det inden for rammerne af den i bestemmelsen fastsatte prøvelse også skal være muligt at anfægte en afgørelses processuelle lovlighed i tilfælde, hvor der er gennemført en miljøvurdering, men denne er behæftet med fejl. Dermed skal Bundesverwaltungsgerichts tredje og sidste præjudicielle spørgsmål, der er stillet, såfremt prøvelsen også omfatter en miljøvurderings fejlagtige karakter, ligeledes besvares.

69.

Med det tredje præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret afklaret, i hvilket omfang det skal være muligt at anfægte afgørelser, der er omfattet af VVM-direktivets bestemmelser om offentlig deltagelse i beslutningsprocessen, ved domstolene på grund af processuelle fejl, og om dette skal kunne føre til ophævelse af afgørelsen i de tilfælde, hvor det i en medlemsstats forvaltningsretlige regler i overensstemmelse med VVM-direktivets artikel 10a, stk. 1, litra b), foreskrives, at medlemmerne af den berørte offentlighed principielt kun har adgang til domstolsprøvelse under forudsætning af, at de gør gældende, at en rettighed er krænket. I denne forbindelse ønsker retten navnlig oplyst, om to af de begrænsninger af relevansen af processuelle fejl, der anvendes kumulativt i den nationale retspraksis, er lovlige, nemlig kravet om årsagssammenhæng og kravet om, at sagsøgerens materielle retsstilling skal være berørt.

70.

Med henblik på en bedre forståelse er det nærliggende ganske kort at beskrive disse to kriterier, der anvendes i den nationale retspraksis, på grundlag af parternes anbringender og forelæggelsesafgørelsen.

71.

Det såkaldte »krav om årsagssammenhæng« indebærer, at anfægtelsen af en afgørelse på grund af en processuel fejl kun kan tiltrædes, såfremt det efter sagens omstændigheder konkret er muligt, at den anfægtede afgørelse ville have fået et andet indhold uden den processuelle fejl ( 33 ).

72.

Desuden skal den processuelle fejl påvirke en »materiel retsstilling«, der tilkommer sagsøgeren. Efter national retspraksis giver UVPG og de processuelle regler i andre speciallove, ifølge Bundesverwaltungsgericht, ikke dem, der er berørt af det projekt, der er omfattet af krav om miljøvurdering, nogen selvstændige processuelle rettigheder ( 34 ). Det fremgår af parternes anbringender, at kriteriet om en materiel retsstilling, der tilkommer sagsøgeren, også har betydning for den materielle bedømmelse af søgsmålet. Dette ville betyde, at kriteriet begrænser kontrolomfanget af de søgsmål, som opfylder kravet om søgsmålskompetence inden for rammerne af formaliteten – typisk f.eks. fordi sagsøgeren påberåber sig et muligt indgreb i dennes ejendomsret ( 35 ).

73.

Parterne har klart forskellige opfattelser med hensyn til det tredje præjudicielle spørgsmål. Sagsøgerne mener, at de to ovenfor beskrevne kriterier ikke er i overensstemmelse med fællesskabsretten. Der skal tages hensyn til processuelle fejl i videre omfang. På grundlag af artikel 263, stk. 2, TEUF bør der i al fald tages hensyn til tilsidesættelser af væsentlige processuelle regler ved anfægtelsen ved domstolene af den processuelle lovlighed af en afgørelse, medmindre det i den konkrete sag åbenbart kan udelukkes, at fejlen har påvirket sagens udfald. Retsforskrifter i forbindelse med offentlig deltagelse og VVM-direktivets artikel 3 er i så henseende væsentlige processuelle regler.

74.

Inden for rammerne af medlemsstaternes procesautonomi anser Forbundsrepublikken Tyskland det i retspraksis anvendte kriterium om årsagssammenhæng for at være i overensstemmelse med EU-retten. Forbundsstaten Rheinland-Pfalz har tilsluttet sig denne opfattelse.

75.

Irland er af den opfattelse, at det, henset til medlemsstaternes procesautonomi, er op til disse selv at fastsætte, hvilke handlinger, undladelser eller afgørelser der er omfattet af kontrollen i henhold til VVM-direktivets artikel 10a, og hvad der udgør en krænkelse af en rettighed, idet dette skal ske i overensstemmelse med direktivets mål, nemlig at garantere den berørte offentlighed adgang til domstolsprøvelse.

76.

Endelig er Kommissionen af den opfattelse, at den nationale domstol under realitetsbehandlingen i det mindste skal efterprøve overholdelsen af alle processuelle og materielle regler, der følger af EU-retten og dennes gennemførelse i national ret, idet prøvelsen ikke er begrænset til de retsregler, der giver søgsmålskompetencen, eller en krænkelse af en materiel retsstilling.

77.

Der må ikke gælde et krav om årsagssammenhæng for alvorlige processuelle fejl, mens mindre væsentlige processuelle fejl ikke fører til ophævelse af en afgørelse, såfremt myndigheden godtgør, at det efter sagens omstændigheder konkret ikke er muligt, at den anfægtede afgørelse ville have fået et andet indhold uden den processuelle fejl.

78.

I forbindelse med anfægtelsen ved domstolene af afgørelser, som er omfattet af direktivets bestemmelser om offentlig deltagelse, skal der tages hensyn til processuelle fejl, medmindre de er uvæsentlige i forhold til at nå VVM-direktivets mål.

79.

Det er ikke første gang, Domstolen har haft anledning til at beskæftige sig med fortolkningen af VVM-direktivets artikel 10a. Som allerede anført i indledningen gav navnlig Trianel-sagen anledning til en stillingtagen til bestemmelsen.

80.

I den pågældende sag skulle Domstolen i det væsentlige tage stilling til rækkevidden af ikke-statslige organisationers adgang som omhandlet i VVM-direktivets artikel 1, stk. 2, til en prøvelse som omhandlet i samme direktivs artikel 10a. Domstolen fastslog i så henseende, at sådanne ikke-statslige organisationer ikke må nægtes mulighed i forbindelse med et søgsmål i henhold til VVM-direktivets artikel 10a til prøvelse af en relevant afgørelse om tilladelse ved domstolen at påberåbe sig en tilsidesættelse af bestemmelser, som følger af EU-retten og har til formål at beskytte miljøet, med den begrundelse, at disse bestemmelser alene beskytter almene interesser og ikke borgernes interesser. I den forbindelse kan det udledes af afgørelsen, at en sådan begrænsning hverken må foretages med hensyn til formaliteten eller med hensyn til realiteten ( 36 ). Forbundsrepublikken Tyskland, hvis nationale lovgivning gav anledning til forelæggelsen i Trianel-sagen, drog konsekvenser af dommen ( 37 ).

81.

Den foreliggende sag vedrører i modsætning til Trianel-sagen fysiske og juridiske personer, der i henhold til VVM-direktivets artikel 1, stk. 2, alle er en del af den berørte offentlighed, uden dog at udgøre en deri nævnt ikke-statslig organisation.

82.

I min besvarelse af det andet præjudicielle spørgsmål har jeg allerede redegjort for, at VVM-direktivets artikel 10a for så vidt angår sådanne organisationer ikke tillader, at muligheden for at anfægte relevante afgørelser begrænses til tilfælde, hvor der ikke er gennemført en foreskreven miljøvurdering.

83.

Dette betyder dog på ingen måde, at EU-retten inden for rammerne af VVM-direktivets artikel 10a fastsætter detaljerede krav til omfanget af kontrollen i forbindelse med den pågældende domstolsprøvelse. Tværtimod har medlemsstaterne ifølge Domstolens praksis som følge af deres procesautonomi principielt et spillerum ved gennemførelsen af VVM-direktivets artikel 10a (og Århuskonventionens artikel 9, stk. 2, der blev gennemført ved denne bestemmelse). De kan i så henseende selv fastsætte den procedure, ved hvilken adgangen til domstolsprøvelse gives. De er i denne forbindelse underlagt to begrænsninger: Reglerne må ikke være mindre gunstige end dem, der gælder for tilsvarende interne faktiske forhold (ækvivalensprincippet), og de må ikke i praksis gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til Fællesskabets retsorden (effektivitetsprincippet) ( 38 ).

84.

EU-retlige krav vedrørende omfanget af kontrollen inden for rammerne af prøvelsen i henhold til VVM-direktivets artikel 10a følger navnlig af effektivitetsprincippet. Intet tyder på, at ækvivalensprincippet er blevet tilsidesat i den foreliggende sag.

85.

Som jeg allerede har redegjort for i forbindelse med mit forslag til besvarelse af det andet præjudicielle spørgsmål, er ordlyden af VVM-direktivets artikel 10a entydig med hensyn til prøvelsen af den processuelle lovlighed af afgørelser i den i bestemmelsen fastsatte procedure. Bestemmelsen begrænser i så henseende på ingen måde de anbringender, der kan påberåbes til støtte for et sådant søgsmål.

86.

Imidlertid tillader VVM-direktivets artikel 10a medlemsstaterne at underlægge adgangen for medlemmer af den berørte offentlighed til den i bestemmelsen fastsatte prøvelse en betingelse. I så henseende kan medlemsstaterne som udtryk for deres procesautonomi vælge mellem to alternativer. Den første mulighed er, at sådanne medlemmer af offentligheden skal have en »tilstrækkelig interesse«, den anden mulighed, som Tyskland har valgt, er, at de gør gældende, »at en rettighed er krænket, når dette er en forudsætning i henhold til en medlemsstats forvaltningsretlige regler«. I henhold til VVM-direktivets artikel 10a fastsætter medlemsstaterne endvidere selv, hvad der forstås ved krænkelse af en rettighed. Dette skal dog ske i overensstemmelse med målet om at give den berørte offentlighed vidtgående adgang til klage og domstolsprøvelse.

87.

Har disse to alternativer i artikel 10a indvirkning på kontrollens omfang inden for rammerne af den prøvelse, der skal gives adgang til?

88.

Ud fra bestemmelsens ordlyd er det nærliggende at antage, at de to alternativer i VVM-direktivets artikel 10a er en beskrivelse af en formalitetsbetingelse, der gælder for det pågældende søgsmål. Såfremt denne betingelse er opfyldt, foretages der en prøvelse af realiteten med hensyn til »den materielle og processuelle lovlighed af enhver afgørelse«. Med hensyn til alternativerne henviser Domstolen også udtrykkeligt til »formalitetsbetingelserne for søgsmål« ( 39 ).

89.

En fortolkning af VVM-direktivets artikel 10a, der tager hensyn til international ret, herunder Århuskonventionens artikel 9, stk. 2 ( 40 ), bekræfter, at de to alternativer i VVM-direktivets artikel 10a har til formål at begrænse muligheden for at anlægge søgsmål med henblik på en prøvelse, ikke omfanget af denne prøvelse. Den Implementation Guide ( 41 ), der kan anvendes som bidrag til fortolkningen af konventionen, betegner nemlig meget rammende de pågældende kriterier som standing-kriterier ( 42 ).

90.

Jeg tilslutter mig i så henseende generaladvokat Sharpstons opfattelse, idet hun ligeledes forklarer de to alternativer med, at de stater, som har undertegnet Århuskonventionen, gennem disse alternativer ønskede at tage hensyn til de forskellige nationale kriterier for søgsmålskompetence ( 43 ).

91.

Med hensyn til prøvelsens omfang i processuel henseende står det således fast, at VVM-direktivet fastsætter en prøvelse af den processuelle lovlighed af afgørelser og på ingen måde begrænser de anbringender, der kan påberåbes til støtte for et sådant søgsmål. I henhold til effektivitetsprincippet må denne mulighed for domstolsprøvelse for så vidt angår bestemmelser, som følger af EU-retten og har til formål at beskytte miljøet, ikke i praksis gøres umulig eller uforholdsmæssigt vanskelig. En national domstolsprøvelse, der følger disse krav, er også i overensstemmelse med artikel 19, stk. 1, andet led, TEU, hvorefter medlemsstaterne tilvejebringer den nødvendige adgang til domstolsprøvelse for at sikre en effektiv retsbeskyttelse på de områder, der er omfattet af EU-retten. Mere uddybende udsagn om prøvelsens omfang er ikke mulige, henset til de manglende oplysninger vedrørende de konkret påberåbte processuelle fejl.

92.

I det følgende vil jeg indledningsvis undersøge, om kriteriet om, at sagsøgerens materielle retsstilling skal være berørt, i den af Bundesverwaltungsgericht beskrevne form inden for rammerne af VVM-direktivets artikel 10a er i overensstemmelse med direktivets krav. Forvaltningsretsvidenskaben i den berørte medlemsstat har i de seneste år beskæftiget sig intensivt med emnet og har, også påvirket af Trianel-dommen, heftigt diskuteret, hvorvidt kravet om krænkelse af en individuel ret kan opretholdes inden for miljøretten og netop også med henblik på processuelle fejl i forbindelse med miljøvurderingen ( 44 ).

93.

En omhyggelig fortolkning af VVM-direktivets artikel 10a, herunder bestemmelsens formål og hensigt, viser, at kriteriet i den af Bundesverwaltungsgericht beskrevne form ikke er i overensstemmelse med direktivets krav.

94.

Som fastslået ovenfor fastsætter ordlyden af artikel 10a en prøvelse med henblik på en anfægtelse (også) af den processuelle lovlighed uden nogen form for henvisning til en begrænsning af de argumenter, der fremføres til støtte herfor. Derved tillader bestemmelsen, at adgangen til en prøvelse begrænses til sådanne medlemmer af den berørte offentlighed, som hævder, at en rettighed er krænket. Medlemsstaterne fastsætter selv indholdet heraf under udtrykkelig hensyntagen til målet om at give den berørte offentlighed vidtgående adgang til klage og domstolsprøvelse. Dette kriterium er imidlertid – som også allerede anført – et tilladt formalitetskriterium, ikke en mulighed for at begrænse omfanget af prøvelsen. En begrænsning af prøvelsens omfang kan således ikke begrundes med dette kriterium.

95.

Det bemærkes endvidere, at Århuskonventionen, som VVM-direktivets 10a tjener til gennemførelse af, giver nyttige fingerpeg om bestemmelsens formål. Bestemmelsen skal i henhold til konventionens artikel 1 bidrage til beskyttelsen af retten til at leve i et miljø, der er tilfredsstillende for velbefindendet. Med henblik herpå fastsættes visse processuelle regler (adgang til oplysninger, offentlig deltagelse), og der gives en effektiv adgang til klage og domstolsprøvelse.

96.

Syvende og ottende betragtning til konventionen belyser baggrunden for retten til adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet nærmere. Borgerne gives denne adgang, for at de kan varetage deres ret til et sundt miljø og opfylde deres pligt til at beskytte og forbedre miljøet til gavn for nulevende og kommende generationer.

97.

Heraf følger efter min opfattelse to ting. For det første har processuelle regler og overholdelsen af sådanne regler netop også i miljøretten en væsentlig funktion med henblik på beskyttelsen af de indrømmede rettigheder. Det er årsagen til, at rettigheder med hensyn til deltagelse spiller en stigende rolle inden for miljøretten, idet sådanne rettigheder i dag ikke blot anses for et bidrag til legitimering af afgørelser, men også som et bidrag til forbedring af miljøbeskyttelsen ( 45 ). Denne forståelse af proceduren forklarer også værdien af en korrekt gennemførelse af en miljøvurdering ( 46 ). På denne baggrund står det klart, hvorfor VVM-direktivets artikel 10a nævner prøvelse af den materielle og processuelle lovlighed i samme åndedrag.

98.

For det andet anser Århuskonventionen ikke beskyttelsen af miljøet som en specifik funktion, der varetages af ikke-statslige organisationer, der er stiftet med dette formål, men anser derimod den enkelte borger for at have beføjelse, ja endog forpligtelse, til at varetage miljøhensyn ( 47 ). En begrænsning af prøvelsens omfang i forbindelse med søgsmål anlagt af borgere kan i så henseende ikke begrundes med, at miljøbeskyttelsesforeninger jo kan arbejde for at fremme miljøhensyn generelt. Med hensyn til søgsmålskompetencen er miljøbeskyttelsesforeningernes stilling ganske vist privilegeret i henhold til artikel 10a, stk. 3, andet og tredje punktum, for så vidt som de i henhold til bestemmelsen har rettigheder, der kan krænkes ( 48 ). For så vidt angår realitetsbehandlingen er der dog ikke noget, der indikerer, at medlemmer af den berørte offentlighed er dårligere stillet end miljøbeskyttelsesforeninger. Borgerne bliver i så henseende, som det fremgår af de nævnte bestemmelser i Århuskonventionen, selv en instans, der håndhæver beskyttelsen af miljøet ( 49 ), som er en opgave, som miljøbeskyttelsesforeningerne – som sagsøgerne har anført – kun kan varetage i begrænset omfang på grund af manglende finansielle midler.

99.

På baggrund af det ovenstående må den nationale ret ikke udelukke spørgsmål om den processuelle lovlighed inden for VVM-direktivets (miljøretlige) rammer fra omfanget af domstolsprøvelsen i forbindelse med søgsmål anlagt af medlemmer af den berørte offentlighed. Dette ville tilsidesætte effektivitetsprincippet og ville ikke udgøre en tilfredsstillende gennemførelse af VVM-direktivets artikel 10a i overensstemmelse med EU-retten. I det omfang et kriterium for at anfægte en krænkelse af subjektive rettigheder udelukker bestemmelser, som følger af EU-retten og har til formål at beskytte miljøet, fra omfanget af prøvelsen som omhandlet i VVM-direktivets artikel 10a, således som det ifølge Bundesverwaltungsgerichts fremstilling er tilfældet, kan det pågældende kriterium efter min opfattelse ikke opretholdes.

100.

På denne baggrund er det også muligt at forstå Domstolens udtalelse i Trianel-sagen, hvorefter »det er tilladt den nationale lovgiver at begrænse de rettigheder, hvis tilsidesættelse kan påberåbes af en borger i forbindelse med et søgsmål til prøvelse af en af disse afgørelser, handlinger eller undladelser, der er omfattet af artikel 10a i direktiv 85/337, til kun at omfatte offentlige subjektive rettigheder [...]« ( 50 ). Begrebet offentlige subjektive rettigheder skal fortolkes således, at borgere kan påberåbe sig EU-retlige bestemmelser, der tager sigte på beskyttelse af miljøet, i forbindelse med realitetsbehandlingen. I så henseende er der konvergens mellem en objektivt og en subjektivt defineret domstolsprøvelse, hvilket den ret til at leve i et miljø, der er passende for sundhed og trivsel, som er nævnt i Århuskonventionens artikel 1, også indikerer.

101.

Den komité, der er nedsat til overvågning af overholdelsen af Århuskonventionen, har således også anset en udelukkelse af miljøretlige krav fra søgsmål på grundlag af en begrænsning af nabosøgsmål til egne rettigheder og en udelukkelse af miljøret fra dette koncept for en tilsidesættelse af artikel 9, stk. 2. Selv om denne afgørelse ikke er bindende for Domstolen ( 51 ), støtter den alligevel min fortolkning af konventionen ( 52 ).

102.

For så vidt angår princippet om årsagssammenhæng skal der anlægges lignende kriterier. Der er heller ikke her tvivl om medlemsstaternes procesautonomi. Den indebærer, at et kriterium om årsagssammenhæng med henblik på vurderingen af processuelle fejls relevans principielt ikke er udelukket. I denne sammenhæng skal ækvivalens- og effektivitetsprincippet dog overholdes. Kravet om årsagssammenhæng skal således navnlig også vurderes på grundlag af effektivitetsprincippet ( 53 ). Heller ikke her peger noget på en tilsidesættelse af ækvivalensprincippet.

103.

Kravet om årsagssammenhæng må herefter ikke hindre udøvelsen af rettighederne i henhold til VVM-direktivets artikel 10a.

104.

Som jeg har påpeget ovenfor, spiller proceduren netop på det her berørte område en særlig rolle med henblik på at sikre en effektiv beskyttelse af miljøet. Adgangen til en prøvelse vedrørende processuelle fejl er imidlertid kun effektiv, såfremt det ikke på forhånd er udelukket, at et sådant anbringende kan tiltrædes. Udformningen af kriteriet om årsagssammenhæng skal netop også inden for rammerne af den europæiske miljøret tage højde for procedurens særlige betydning, og den må ikke reelt udelukke processuelle fejl fra prøvelsens omfang.

105.

Dette indebærer på ingen måde, at enhver processuel fejl skal føre til, at en afgørelse ophæves. Det fremgår allerede af parallellen til konsekvenserne af fejl i forbindelse med Unionens retsakter. Artikel 263, stk. 2, TEUF bestemmer for så vidt, at »Domstolen [har] kompetence til at udtale sig om klager, der af en medlemsstat, af Europa-Parlamentet, af Rådet eller af Kommissionen indbringes under påberåbelse af […] væsentlige formelle mangler […]«. I retspraksis håndteres dette – forenklet udtrykt – således, at en akt i tilfælde af en tilsidesættelse af særligt væsentlige processuelle regler uden videre er ugyldig ( 54 ), mens det i forbindelse med mindre væsentlige regler skal godtgøres, at manglen har haft en virkning ( 55 ). De kriterier, der er udviklet inden for rammerne af denne bestemmelse, kan på grund af medlemsstaternes procesautonomi ikke uden videre overføres på VVM-direktivets artikel 10a.

106.

Derimod skal effektivitetsprincippet overholdes ved anvendelsen af kriteriet om årsagssammenhæng. Dette indebærer, at kriteriet, herunder også udformningen af bevisbyrden inden for kriteriets rammer, ikke i praksis må udelukke, at processuelle regler, der følger af EU-retten og har til formål at beskytte miljøet, kan påberåbes. For særligt vigtige processuelle regler skal der i så henseende ses helt bort fra kravet om årsagssammenhæng i forhold til udfaldet af den administrative procedure.

107.

På baggrund af det anførte foreslår jeg, at Domstolen besvarer de spørgsmål, som Bundesverwaltungsgericht har forelagt, således: