Parter
Dommens præmisser
Afgørelse

Parter

I sag T-151/11,

Telefónica de España, SA , Madrid (Spanien),

Telefónica Móviles España, SA , Madrid,

ved advokaterne F. González Díaz og F. Salerno,

sagsøgere,

mod

Europa-Kommissionen, ved G. Valero Jordana og C. Urraca Caviedes, som befuldmægtigede,

sagsøgt,

støttet af:

Kongeriget Spanien, først ved abogado del Estado M. Muñoz Pérez, dernæst ved abogados del Estado S. Centeno Huerta og N. Díaz Abad, derefter ved N. Díaz Abad og endelig ved abogado del Estado M. Sampol Pucurull,

og af

Corporación de Radio y Televisión Española, SA (RTVE), Madrid, ved advokaterne A. Martínez Sánchez, A. Vázquez-Guillén Fernández de la Riva og J. Rodríguez Ordóñez,

intervenienter,

angående en påstand om annullation af Kommissionens afgørelse 2011/1/EU af 20. juli 2010 om statsstøtteordning C 38/09 (ex NN 58/09), som Spanien påtænker at gennemføre til fordel for Corporación de Radio y Televisión Española (RTVE) (EUT 2011 L 1, s. 9),

har

RETTEN (Tredje Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, O. Czúcz (refererende dommer), og dommerne I. Labucka og D. Gratsias,

justitssekretær: fuldmægtig T. Weiler,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 15. oktober 2013,

afsagt følgende

Dom

Dommens præmisser

1. Ved nærværende søgsmål har sagsøgerne, Telefónica de España, SA, og Telefónica Móviles España, SA, nedlagt påstand om annullation af Kommissionens afgørelse 2011/1/EU af 20. juli 2010 om statsstøtteordning C 38/09 (ex NN 58/09), som Spanien påtænker at gennemføre til fordel for Corporación de Radio y Televisión Española (RTVE) (EUT 2011 L 1, s. 9, herefter »den anfægtede afgørelse«). Ved denne afgørelse fastslog Kommissionen, at finansieringsordningen for Corporación de Radio y Televisión Española, SA (RTVE), som Kongeriget Spanien ændrede ved Ley 8/2009, de 28 de agosto, de financiación de la Corporación de Radio y Televisión Española (lov nr. 8 af 28.8.2009 om finansiering af RTVE, BOE nr. 210 af 31.8.2009, s. 74003, herefter »lov nr. 8/2009«), der ændrede Ley 17/2006, de 5 de junio, de la radio y la televisión de titularidad estatal (lov nr. 17 af 5.6.2006 om offentlig radio og fjernsyn, BOE nr. 134 af 6.6.2006, s. 21270, herefter »lov nr. 17/2006«), var forenelig med det indre marked i henhold til artikel 106, stk. 2, TEUF.

Tvistens baggrund og den anfægtede afgørelse

2. Telefónica de España er den oprindelige operatør i telekommunikationssektoren i Spanien, bl.a. for fastnettelefonitjenester, som kan omfatte levering af betalingskabel-tv, sammenkobling og lejede linjer. Telefónica Móviles España er operatør for mobiltelefoni i Spanien. Disse to selskaber er 100%-ejet af Telefónica de España, SA. Telefónica de España er aktiv på markedet for udbud af audiovisuelle programmer over sit »Internet Protocol Television«-net gennem udbud af sin tjeneste »Imagenio«.

3. RTVE er den offentlige spanske radio- og tv-virksomhed, som ved lov nr. 17/2006 er pålagt public service-opgaver på disse områder.

4. Lov nr. 17/2006 fastsatte en ordning for blandet finansiering af RTVE. I henhold til denne lov havde RTVE dels indtægter fra sine kommercielle aktiviteter, bl.a. salg af reklameplads. Dels modtog virksomheden et vederlag fra den spanske stat for udførelsen af public service-opgaver. Denne finansieringsordning (herefter »den eksisterende finansieringsordning for RTVE«) blev godkendt af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved dens beslutning K(2005) 1163 endelig af 20. april 2005 om statsstøtte til RTVE (E 8/2005) (hvoraf et resumé er offentliggjort i EUT 2006 C 239, s. 17) og beslutning K(2007) 641 endelig af 7. marts 2007 om finansiering af foranstaltninger til nedsættelse af midler til RTVE (NN 8/2007) (hvoraf et resumé er offentliggjort i EUT C 109, s. 2).

5. Kommissionen modtog den 22. juni 2009 en klage over det lovforslag, der lå til grund for lov nr. 8/2009. Den 5. august 2009 anmodede Kommissionen Kongeriget Spanien om oplysninger om dette lovforslag.

6. Lov nr. 8/2009, som trådte i kraft den 1. september 2009, ændrede den eksisterende finansieringsordning for RTVE.

7. Lov nr. 8/2009 fastsatte først og fremmest, at RTVE fra udgangen af 2009 ikke længere ville blive finansieret af indtægter fra reklamer, teleshopping, sponsorering eller betalingstjenester. De eneste kommercielle indtægter, som RTVE fortsat ville have efter denne dato, var indtægter fra tjenesteydelser til tredjemand og salg af egne produktioner [artikel 2, stk. 1, litra e), i lov nr. 8/2009]. Disse indtægter var begrænset til ca. 25 mio. EUR (niende betragtning til den anfægtede afgørelse).

8. For at kompensere for tabet af andre kommercielle indtægter indførte eller ændrede lov nr. 8/2009 med artikel 2, stk. 1, litra b)-d), og artikel 4-6 dernæst følgende tre afgiftsforanstaltninger:

– En ny skat på 3% på indtægterne for gratis tv-stationer og på 1,5% på indtægterne for betalings-tv-stationer med hjemsted i Spanien. Denne skats bidrag til RTVE’s budget kan ikke overstige 15% (for almindeligt tilgængelige kanaler) og 20% (for betalings-tv) af den samlede årlige støtte til RTVE. Enhver skatteindtægt, som overstiger disse procentsatser, overføres til den spanske stats almindelige budget [artikel 2, stk. 1, litra d), og artikel 6 i lov nr. 8/2009].

– En ny skat på 0,9% af bruttodriftsindtægterne (bortset fra dem, der hidrører fra referenceengrosmarkedet) for udbydere af telekommunikationstjenester, som har hjemsted i Spanien, som er opført i registeret for udbydere af telekommunikationstjenester, som dækker et geografisk område, der svarer til den spanske stats område, eller som er større end en selvstyrende region, og som udbyder audiovisuelle tjenester eller enhver anden tjeneste, hvori der indgår reklame, inden for en eller flere af følgende tjenester: fasttelefonitjeneste, mobiltelefonitjeneste og internetadgang. Dette bidrag kan ikke overstige 25% af den samlede årlige støtte til RTVE. Enhver skatteindtægt, som overstiger denne procentsats, overføres til den spanske stats almindelige budget [artikel 2, stk. 1, litra c), og artikel 5 i lov nr. 8/2009].

– En procentsats på 80% og et maksimalt beløb på 330 mio. EUR af den allerede eksisterende skat på radiospektrumanvendelse. Resten overføres til den spanske stats almindelige budgetter. Denne procentdel kan ændres i overensstemmelse med lovgivningen om den spanske stats almindelige budgetter [artikel 2, stk. 1, litra b), og artikel 4 i lov nr. 8/2009].

9. Endvidere er kompensationen for opfyldelse af public service-forpligtelser fastsat i lov nr. 17/2006 blevet opretholdt [artikel 2, stk. 1, litra a), i lov nr. 8/2009]. Hvis ovennævnte finansieringskilder [og andre kilder uden større betydning fastsat i artikel 2, stk. 1, litra f)-i), i lov nr. 8/2009] ikke var tilstrækkelige til at dække RTVE’s samlede udgifter til opfyldelsen af public service-forpligtelser, var den spanske stat i henhold til artikel 2, stk. 2, i lov nr. 8/2009 og artikel 33 i lov nr. 17/2006 forpligtet til at dække denne forskel. Ordningen med blandet finansiering af RTVE blev derfor omdannet til en næsten udelukkende offentlig finansieringsordning (herefter »den næsten udelukkende offentlige finansieringsordning«).

10. Endelig fastsatte artikel 3, stk. 2, i lov nr. 8/2009 de maksimale indtægter for RTVE. For årene 2010 og 2011 måtte disse indtægter samlet ikke overstige 1,2 mia. EUR årligt, hvilket ligeledes svarede til de maksimale udgifter for hvert regnskabsår. For perioden 2012-2014 fastsattes der en maksimal stigning på 1% af dette beløb, og for de efterfølgende år afhang stigningen af den årlige udvikling i forbrugerprisindekset.

11. Lov nr. 8/2009 ændrede ligeledes definitionen af de public service-opgaver på radio- og tv-området, som RTVE var pålagt. Loven fastsatte bl.a. supplerende forpligtelser for RTVE vedrørende børneprogrammer. Desuden fastsatte nævnte lov grænser for erhvervelsen af senderettigheder til sportsbegivenheder samt for visning af film produceret af store internationale filmselskaber i den bedste sendetid.

12. Den 2. december 2009 meddelte Kommissionen Kongeriget Spanien, at den havde besluttet at indlede den procedure, der er fastsat i artikel 108 TEUF vedrørende ændringen af RTVE’s finansieringsordning (herefter »afgørelsen om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure«) (hvoraf et resumé er offentliggjort i EUT 2010 C 8, s. 31). Kommissionen opfordrede interesserede tredjeparter til at fremsætte deres bemærkninger til den pågældende foranstaltning.

13. Kommissionen indledte den 18. marts 2010 traktatbrudsproceduren efter artikel 258 TEUF, idet den vurderede, at skatten på elektronisk kommunikation var i strid med bestemmelserne i artikel 12 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/20/EF af 7. marts 2002 om tilladelser til elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (tilladelsesdirektivet) (EFT L 108, s. 21). Den 30. september 2010 anmodede Kommissionen i en begrundet udtalelse Kongeriget Spanien om at ophæve denne skat som følge af dens uforenelighed med nævnte direktiv.

14. Den 20. juli 2010 vedtog Kommissionen den anfægtede afgørelse, hvorved den fastslog, at ændringen af finansieringsordningen for RTVE fastsat i lov nr. 8/2009 var forenelig med det indre marked i henhold til artikel 106, stk. 2, TEUF. Kommissionen lagde bl.a. vægt på konklusionen om, at de tre skatteforanstaltninger, som blev indført eller ændret ved lov nr. 8/2009, ikke var en integrerende del af de nye støtteelementer, der var fastsat ved denne lov, og at disse skatteforanstaltningers eventuelle uforenelighed med tilladelsesdirektivet således ikke påvirkede undersøgelsen af dens forenelighed med det indre marked. Kommissionen fandt endvidere, at den ændrede finansieringsordning for RTVE var i overensstemmelse med artikel 106, stk. 2, TEUF, eftersom den var forholdsmæssig.

Retsforhandlinger for Retten

15. Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 11. marts 2011 har sagsøgerne anlagt den foreliggende sag.

16. Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 25. maj 2011 har Kongeriget Spanien fremsat begæring om at måtte intervenere i sagen til støtte for Kommissionens påstande.

17. Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 16. juni 2011 har RTVE fremsat begæring om at måtte intervenere i sagen til støtte for Kommissionens påstande.

18. Ved kendelser af henholdsvis 30. juni og 22. september 2011 har formanden for Rettens Tredje Afdeling givet tilladelse til intervention.

19. Ved skrivelse indleveret til Rettens Justitskontor den 20. juli 2011 har sagsøgerne anmodet om fortrolig behandling i forhold til RTVE af visse oplysninger i bilagene til stævningen.

20. Ved skrivelse indleveret til Rettens Justitskontor den 10. oktober 2011 har RTVE fremsat indvendinger mod sagsøgernes anmodning om fortrolig behandling.

21. Ved kendelse afsagt den 7. december 2011 har formanden for Rettens Tredje Afdeling givet afslag på denne anmodning om fortrolig behandling.

22. Intervenienterne har afgivet indlæg, og sagsøgerne har afgivet bemærkninger herom inden for de fastsatte frister.

23. Ved skrivelse indleveret til Rettens Justitskontor den 8. marts 2012 har sagsøgerne anmodet om fortrolig behandling i forhold til Kongeriget Spanien og RTVE af visse oplysninger i deres bemærkninger til RTVE’s interventionsindlæg.

24. Ved skrivelser indleveret til Rettens Justitskontor henholdsvis den 10. og den 11. april 2012 har Kongeriget Spanien og RTVE anfægtet sagsøgernes anmodninger om fortrolig behandling.

25. Ved kendelse afsagt den 4. juli 2013 har formanden for Rettens Tredje Afdeling givet afslag på denne anmodning om fortrolig behandling.

26. Ved skrivelser af 9. juli 2013 har Retten anmodet parterne om at besvare to spørgsmål som led i foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse i henhold til artikel 64 i Rettens procesreglement. Parterne har efterkommet denne anmodning inden for de fastsatte frister.

27. På grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Tredje Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling. Parterne har afgivet indlæg og besvaret Rettens spørgsmål under retsmødet den 15. oktober 2013.

28. Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande:

– Den anfægtede afgørelse annulleres i medfør af artikel 263 TEUF.

– Kommissionen tilpligtes under alle omstændigheder at betale sagens omkostninger.

– Kongeriget Spanien tilpligtes at betale samtlige de omkostninger, der er forbundet med dets intervention, herunder de omkostninger, der er blevet afholdt af sagsøgerne.

– RTVE tilpligtes at betale samtlige de omkostninger, der er forbundet med selskabets intervention, herunder de omkostninger, der er blevet afholdt af sagsøgerne.

29. Kommissionen, Kongeriget Spanien og RTVE har nedlagt følgende påstande:

– Sagen afvises delvist.

– Kommissionen frifindes under alle omstændigheder.

– Sagsøgerne tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Retlige bemærkninger

30. Søgsmålet er støttet på fem anbringender om for det første en tilsidesættelse af de processuelle rettigheder, der er sikret i henhold til artikel 108, stk. 2, TEUF, for det andet en tilsidesættelse af artikel 108 TEUF og af artikel 1, litra c), i Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22. marts 1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af […] artikel [108 TEUF] (EFT L 83, s. 1), for det tredje en tilsidesættelse af begrundelsespligten i den henseende, for det fjerde en fejl vedrørende begrebet statsstøtte som omhandlet i artikel 107 TEUF og for det femte en tilsidesættelse af artikel 106, stk. 2, TEUF og af begrundelsespligten.

1. Om formaliteten

31. Kommissionen har, støttet af Kongeriget Spanien og RTVE, gjort gældende, at søgsmålet skal afvises delvist. Sagsøgerne har udelukkende søgsmålsinteresse i deres annullationspåstand hvad angår de forhold i den anfægtede afgørelse, der er forbundet med de bidrag, sagsøgerne selv skal betale. Sagsøgerne har derimod ikke søgsmålsinteresse i at påstå den anfægtede afgørelse annulleret, for så vidt som den vedrører både de bidrag, selskaberne skulle betale under alle omstændigheder uafhængigt af beløbenes anvendelsesformål, og de bidrag, de ikke skulle betale. Hvert bidrag fastsat i artikel 4-6 i lov nr. 8/2009 kan adskilles fra de øvrige bidrag. Annullationen af et bidrag påvirker således ikke de øvrige bidrag.

32. Kongeriget Spanien har for sit vedkommende gjort gældende, at det andet og det femte anbringende skal afvises, idet sagsøgerne ikke har søgsmålsinteresse. Disse anbringender vedrører den anfægtede afgørelses velbegrundethed. Det er således ikke tilstrækkeligt, at sagsøgerne kan anses for interesserede parter som omhandlet i artikel 108, stk. 2, TEUF, men de skal ligeledes være individuelt berørte af den nævnte afgørelse. Sagsøgernes position på markedet er ikke væsentligt påvirket af lov nr. 8/2009.

33. Sagsøgerne har bestridt disse argumenter.

34. Det skal i den forbindelse blot bemærkes, at Unionens retsinstanser har ret til at vurdere, om det hvad angår realiteten er berettiget efter sagens omstændigheder af hensyn til god retspleje at frifinde sagsøgte i sagen uden først at tage stilling til, om søgsmålet skal afvises (Domstolens dom af 26.2.2002, sag C-23/00 P, Rådet mod Boehringer, Sml. I, s. 1873, præmis 51 og 52, og Rettens dom af 15.6.2005, sag T-171/02, Regione autonoma della Sardegna mod Kommissionen, Sml. II, s. 2123, præmis 155).

35. Under den foreliggende sags omstændigheder finder Retten det af procesøkonomiske hensyn hensigtsmæssigt indledningsvis at behandle sagsøgernes annullationspåstand samt spørgsmålet, om de anbringender, som de har fremsat til støtte herfor, er begrundede, uden først at tage stilling til formaliteten vedrørende nærværende søgsmål og vedrørende det andet til det femte anbringende, idet søgsmålet under alle omstændigheder og af de nedenstående årsager er ugrundet.

2. Om realiteten

Det første anbringende om en tilsidesættelse af de processuelle rettigheder, der er sikret i henhold til artikel 108, stk. 2, TEUF

36. Sagsøgerne har med deres første anbringende gjort gældende, at Kommissionen har tilsidesat deres processuelle rettigheder som sikret i henhold til artikel 108, stk. 2, TEUF. Kommissionens fastslog i 29. betragtning til afgørelsen om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure, at de tre skatteforanstaltninger, der blev indført eller ændret ved lov nr. 8/2009, kunne adskilles fra den eksisterende finansieringsordning for RTVE, selv om der var tvivl herom. Kommissionen har således begrænset genstanden for den formelle undersøgelsesprocedure. Denne begrænsning har medført en indskrænkning i sagsøgernes processuelle rettigheder, eftersom Kommissionen udelukkende er forpligtet til at tage hensyn til interesserede tredjeparters bemærkninger vedrørene procedurens genstand. Følgelig har sagsøgerne vedrørende spørgsmålet, om skatteforanstaltningerne kunne adskilles fra støtteelementerne, gjort gældende, at de ikke har haft en beskyttelse, der svarer til den, som de ville have haft, såfremt dette spørgsmål havde været genstand for proceduren. Situationen svarer således til, at Kommissionen træffer en endelig afgørelse om en foranstaltning uden at indlede den formelle undersøgelsesprocedure, uanset at der var alvorlig tvivl om den pågældende foranstaltning.

37. Kommissionen har, støttet af Kongeriget Spanien og RTVE, bestridt disse argumenter.

38. Det skal i den forbindelse bemærkes, at den formelle undersøgelsesprocedure omhandlet i artikel 108, stk. 2, TEUF bl.a. tilsigter at beskytte potentielt interesseredetredjeparters rettigheder, og at den er uundværlig, når Kommissionen støder på alvorlige vanskeligheder ved undersøgelsen af, om en foranstaltning er forenelig med fællesmarkedet (Domstolens dom af 27.10.2011, sag C-47/10 P, Østrig mod Scheucher-Fleisch m.fl., Sml. I, s. 10707, præmis 70, og Rettens dom af 10.2.2009, sag T-388/03, Deutsche Post og DHL International mod Kommissionen, Sml. II, s. 199, præmis 87).

39. Det skal ligeledes bemærkes, at sagsøgerne i nærværende sag ikke har kritiseret Kommissionen for ikke at have indledt den formelle undersøgelsesprocedure i forhold til lov nr. 8/2009. De har gjort gældende, at Kommissionen, selv om den besluttede at indlede den formelle undersøgelsesprocedure vedrørende denne lov, har tilsidesat deres processuelle rettigheder, som er sikret ved artikel 108, stk. 2, TEUF, ved i afgørelsen om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure at fastslå, at de tre skatteforanstaltninger, som blev indført eller ændret ved lov nr. 8/2009, kunne adskilles fra den eksisterende finansieringsordning for RTVE.

40. Dette argument må forkastes.

41. De konklusioner om de tre skatteforanstaltninger, som blev indført eller ændret ved lov nr. 8/2009, som Kommissionen nåede frem til i 29. betragtning til afgørelsen om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure, kan ikke påvirke sagsøgernes processuelle rettigheder som sikret ved artikel 108, stk. 2, TEUF.

42. I modsætning til hvad sagsøgerne har gjort gældende, kan situationen i nærværende sag ikke sammenlignes med et tilfælde, hvor Kommissionen har besluttet ikke at indlede den formelle undersøgelsesprocedure i forhold til lov nr. 8/2009.

43. Såfremt Kommissionen havde besluttet ikke at indlede en formel undersøgelsesprocedure i forhold til lov nr. 8/2009, kunne sagsøgerne nemlig ikke have gjort de processuelle rettigheder, som de er sikret ved artikel 108, stk. 2, TEUF, gældende som interesserede tredjeparter.

44. I nærværende sag har Kommissionen endvidere besluttet at indlede den formelle undersøgelsesprocedure i forhold til lov nr. 8/2009. Sagsøgerne kunne således indgive bemærkninger som interesserede tredjeparter, og Kommissionen kunne tage hensyn til disse bemærkninger.

45. For det første var Kommissionens konklusioner i 29. betragtning til afgørelsen om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure ikke til hinder for, at sagsøgerne kan udtrykke deres tvivl i forhold til, om de skatteforanstaltninger, der blev indført eller ændret ved lov nr. 8/2009, kan adskilles fra støtteforanstaltningen. Når Kommissionen beslutter at foretage en formel undersøgelse af en foranstaltning, opfordrer den nemlig også interesserede tredjeparter til at fremsætte deres bemærkninger hertil. Der er intet til hinder for, at disse tredjeparter ikke alene fremsætter bemærkninger til den tvivl, som Kommissionen har omtalt i afgørelsen om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure, men ligeledes til andre forhold ved den undersøgte foranstaltning.

46. Selv om det forudsættes, at Kommissionen i afgørelsen om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure ikke har givet udtryk for tvivl om, hvorvidt skatteforanstaltningerne kan adskilles fra støtteforanstaltningen, er dette endvidere ikke til hinder for, at der tages hensyn til den tvivl, som interesserede tredjeparter har givet udtryk for under den formelle undersøgelsesprocedure. Der er intet til hinder for, at Kommissionen, efter at en interesseret tredjepart har givet udtryk for tvivl i sine bemærkninger, foretager en grundigere undersøgelse, indsamler yderligere oplysninger og i givet fald ændrer sin indstilling. Det fremgår nemlig af artikel 4, stk. 4, og artikel 6, stk. 1, i forordning nr. 659/1999, at afgørelsen om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure omfatter en foreløbig vurdering, som giver Kommissionen mulighed for at danne sig en indledende opfattelse af spørgsmålet om, hvorvidt de undersøgte foranstaltninger har karakter af støtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF og er forenelige med det indre marked. En sådan afgørelse er således kun af forberedende karakter (jf. i denne retning Rettens kendelse af 25.11.2009, sag T-87/09, Andersen mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 53). Den nødvendigvis midlertidige karakter af vurderingerne i en afgørelse om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure bekræftes af artikel 7 i forordning nr. 659/1999, som bestemmer, at Kommissionen i den endelige afgørelse kan beslutte, at den undersøgte foranstaltning ikke udgør støtte, at den anmeldte støtte er forenelig med fællesmarkedet, at den anmeldte støtte kan erklæres forenelig med fællesmarkedet, hvis visse betingelser opfyldes, eller at den anmeldte støtte ikke er forenelig med fællesmarkedet (Rettens dom af 27.11.2003, sag T-190/00, Regione Siciliana mod Kommissionen, Sml. II, s. 5015, præmis 48).

47. Følgelig kan sagsøgerne ikke påberåbe sig, at deres processuelle rettigheder som sikret ved artikel 108, stk. 2, TEUF er blevet påvirket af Kommissionen konklusion i 29. betragtning til afgørelsen om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure.

48. Ingen af sagsøgernes argumenter kan anfægte denne konklusion.

49. Sagsøgerne har for det første gjort gældende, at det kan udledes af præmis 90-99 i Domstolens dom af 2. september 2010, Kommissionen mod Scott (sag C-290/07 P, Sml. I, s. 7763), at Kommissionen ikke er forpligtet til at tage hensyn til tvivl vedrørende forhold ved den undersøgte foranstaltning, som er fremført af interesserede tredjeparter, når den ikke har givet udtryk for dem i afgørelsen om at indlede dem formelle undersøgelsesprocedure. Denne fortolkning af ovennævnte dom er ukorrekt. Domstolen konkluderede i nævnte dom nemlig blot, at Kommissionen ikke var forpligtet til at tage hensyn til dokumenter, som dels ikke var blevet forelagt den under den administrative procedure, men senere, dels kun indeholdt vage angivelser.

50. For det andet har sagsøgerne ved at påberåbe sig præmis 124-137 i Rettens dom af 12. september 2007, González y Díez mod Kommissionen (sag T-25/04, Sml. II, s. 3121), gjort gældende, at Kommissionen skal tage hensyn til den berettigede forventning, som angivelserne i afgørelsen om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure har kunnet skabe.

51. Dette argument skal ligeledes forkastes.

52. Den i præmis 50 ovenfor nævnte dom vedrører nemlig et tilfælde, hvor Retten undersøgte, om Kommissionen i afgørelsen om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure havde givet tilstrækkelige angivelser, der således gav den af foranstaltningen begunstigede mulighed for at indse, at Kommissionen nærede tvivl om et element i den undersøgte foranstaltning, at gøre argumenter gældende og at fremlægge de oplysninger, som han fandt nødvendige i den henseende på et velinformeret grundlag. Såfremt der ikke foreligger tilstrækkelige angivelser, kan den af en foranstaltning begunstigede ikke forventes at skulle tilbagevise den tvivl, som Kommissionen nærer i forhold til denne. Den begunstigede kan derfor påberåbe sig princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, når Kommissionen i sin endelige afgørelse støtter sig på denne tvivl.

53. Denne argumentation kan ikke overføres på nærværende sag, hvori sagsøgerne, såfremt de var uenige, kunne fremsætte deres bemærkninger vedrørende Kommissionens konklusion i 29. betragtning til afgørelsen om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure, hvorefter de tre skatteforanstaltninger, der blev indført eller ændret ved lov nr. 8/2009, kunne adskilles fra den eksisterende finansieringsordning for RTVE. I betragtning af at Kommissionens vurderinger i en sådan afgørelse nødvendigvis er foreløbige, kunne sagsøgerne ikke være sikre på, at Kommissionen i løbet af proceduren, efter bl.a. sagsøgernes bemærkninger, ikke ville ændre opfattelse.

54. Det første anbringende skal derfor forkastes som ugrundet.

Det andet anbringende om en fejl vedrørende begrebet ny støtte som omhandlet i artikel 108 TEUF og artikel 1, litra c), i forordning nr. 659/1999

55. Det andet anbringende vedrører den del af den anfægtede afgørelses begrundelse, der har overskriften »Analyse af foranstaltningernes karakter af eksisterende støtte«, og som udgøres af 48.-55. betragtning. Kommissionen besvarede det af Kongeriget Spanien fremsatte argument, hvorefter lov nr. 8/2009 ikke udgjorde en væsentlig ændring af den eksisterende støtteordning, som var ændret i overensstemmelse med Kommissionens beslutning E 8/05, og at den derfor ikke udgjorde ny støtte, som kræver en ny anmeldelse (jf. 48. betragtning til den anfægtede afgørelse).

56. Sagsøgerne har gjort gældende, at Kommissionen i 48.-55. betragtning til den anfægtede afgørelse tilsidesatte begrebet ny støtte som omhandlet i artikel 108 TEUF og artikel 1, litra c), i forordning nr. 659/1999 ved at fastslå, at den ændring i finansieringsordningen for RTVE, som blev indført ved lov nr. 8/2009, kunne adskilles fra RTVE’s eksisterende finansieringsordning. Denne lov kan ikke anses for blot at være en tilføjelse til den eksisterende ordning. Den ændrer ikke blot finansieringen af RTVE, men ligeledes den public service-opgave, som denne virksomhed er pålagt. Der er en forbindelse mellem finansieringen og udførelsen af public service-opgaven. Følgelig kunne Kommissionen ikke konkludere, at den ændring af finansieringen af RTVE, som blev indført ved den nævnte lov, kunne afskilles fra den eksisterende ordning og ikke skulle have været undersøgt selvstændigt.

57. Sagsøgerne har også gjort gældende, at Kommissionen har tilsidesat retssikkerhedsprincippet. Den sondring, som Kommissionen i den anfægtede afgørelse har foretaget mellem analysen af ændringen af finansieringen og analysen af public service-opgaven, er i strid med Kommissionens beslutningspraksis.

58. Kommissionen har, støttet af Kongeriget Spanien og RTVE, derimod gjort gældende, at dette anbringende skal forkastes. Ændringerne indført ved lov nr. 8/2009 kan adskilles fra den eksisterende ordning. Udelukkende de ændringer, der påvirker selve indholdet, dvs. en eksisterende ordnings grundlæggende funktion, er uadskillelige fra denne. Ændringerne indført ved lov nr. 8/2009 påvirkede ikke den eksisterende finansieringsordnings funktion. For det første påvirkede de tre skatteforanstaltninger, der blev indført eller ændret ved lov nr. 8/2009, hverken vurderingen af de øvrige elementer i støtten til RTVE eller den indvirkning, som statsstøtten kunne have på markedet. Den omstændighed, at skatteforanstaltningerne havde styrket uafhængigheden af public service-tjenesten, påvirkede endvidere hverken den eksisterende støtteordnings egentlige funktion eller den indvirkning, som støtten kunne have på markedet. Endelig indførte tilpasningerne af public service-opgaven en mere restriktiv definition af denne opgave, hvilket ikke påvirkede undersøgelsen af dens forenelighed og heller ikke ændrede kvalificeringen af den eksisterende støtteordning for RTVE som eksisterende støtte.

59. Kommissionen har tilføjet, at argumentet om dens beslutningspraksis er uden relevans, eftersom eksistensen af en sådan praksis ikke kan påvirke afgørelsens lovlighed. Dens praksis er under alle omstændigheder ikke usammenhængende.

60. Der skal i den forbindelse først henvises til reglerne for ændringer af en eksisterende støtteordning, inden det undersøges, om Kommissionen i 48.-55. betragtning til den anfægtede afgørelse har overholdt disse regler.

Reglerne for ændringer af en eksisterende støtteordning

61. Hvad angår reglerne for ændringer af en eksisterende støtteordning skal det først bemærkes, at der i henhold artikel 1, litra c), i forordning (EF) nr. 659/1999 ved ny støtte forstås enhver støtteordning og individuel støtte, som ikke er eksisterende støtte, herunder ændringer i eksisterende støtte.

62. Imidlertid følger det af artikel 4 i Kommissionens forordning (EF) nr. 794/2004 af 21. april 2004 om gennemførelse af Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 (EUT L 140, s. 1), at ikke alle ændringer i en eksisterende støtte nødvendigvis udgør en ny støtte. Det fremgår nemlig af denne bestemmelse, at ændringer, der er af rent formel eller administrativ art, som ikke kan påvirke vurderingen af støtteforanstaltningen, ikke betragtes som en ændring i eksisterende støtte. For at udgøre ny støtte skal ændringen af en eksisterende støtte således være væsentlig.

63. Såfremt ændringen af en eksisterende støtteordning udgør en ny støtte, skal Kommissionen undersøge, i hvilket omfang den påvirker den eksisterende støtteordning. I princippet er det kun ændringen i sig selv, der udgør en ny støtte. Det er kun i det tilfælde, hvor ændringen påvirker selve indholdet af den oprindelige ordning, at denne ordning bliver en ny støtteordning. En ændring påvirker ikke selve indholdet af den oprindelige ordning, selv når det nye element klart kan adskilles fra den oprindelige ordning (Rettens dom af 30.4.2002, forenede sager T-195/01 og T-207/01, Government of Gibraltar mod Kommissionen, Sml. II, s. 2309, præmis 109-111).

64. En ændring af en støtteordning, som medfører en udvidelse af en eksisterende støtteordning til at omfatte en ny kategori af modtagere, er en ændring, som klart kan adskilles fra den oprindelige ordning, eftersom anvendelsen af den eksisterende støtteordning på den nye kategori modtagere ikke påvirker vurderingen af den oprindelige ordnings forenelighed (Rettens dom af 11.6.2009, sag T-189/03, ASM Brescia mod Kommissionen, Sml. II, s. 1831, præmis 106).

65. Det skal i den sammenhæng bemærkes, at det kun er, når ændringen af en eksisterende støtteordning påvirker selve indholdet af denne, at den skal anses for ny støtte som omhandlet i artikel 1, litra c), i forordning nr. 659/1999. Kommissionen kan derfor nøjes med alene at vurdere de elementer i den eksisterende ordning, hvis indhold er blevet påvirket af ændringen. Hvad angår disse elementer er der intet til hinder for, at Kommissionen støtter sig på resultatet af sin oprindelige vurdering og blot undersøger, om denne drages i tvivl med ændringen. For så vidt angår en medlemsstats anmeldelsespligt følger det heraf, at selv i et tilfælde, hvor en ny støtteforanstaltning ændrer indholdet af en eksisterende støtteordning, er medlemsstaten ikke nødvendigvis forpligtet til på ny at anmelde støtteordningen i dens helhed, men kan nøjes med at anmelde ændringen, på betingelse af at en sådan anmeldelse indeholder alle de nødvendige oplysninger for, at Kommissionen kan vurdere den nye støtteforanstaltning.

Kommissionens tilgang i det foreliggende tilfælde

66. Det skal i lyset af de ovennævnte betragtninger undersøges, om Kommissionen i 48.-55. betragtning til den anfægtede afgørelse overholdt reglerne for ændringer af en eksisterende støtteordning.

67. Kommissionen anførte i 49. og 50. betragtning til den anfægtede afgørelse, at den i henhold til artikel 4 i forordning nr. 794/2004 først skulle undersøge, om den ændring af støtteordningen for RTVE, der blev indført ved lov nr. 8/2009, var væsentlig. Den fastslog herefter, at den overgang fra en blandet finansieringsordning til en næsten udelukkende offentlig finansieringsordning for RTVE, som Kongeriget Spanien havde gennemført ved vedtagelsen af nævnte lov, havde udgjort en væsentlig ændring og således udgjorde ny støtte. I den forbindelse fandt Kommissionen, at støttens størrelse steg væsentligt, og at den finansiering, der var knyttet sammen med reklame, som ikke havde udgjort støtte, var blevet erstattet af den spanske stats finansiering.

68. I denne del af den anfægtede afgørelses begrundelse, som parterne i øvrigt ikke har anfægtet, tog Kommissionen således udelukkende stilling til, om de ændringer i den eksisterende finansieringsordning for RTVE, som blev indført ved lov nr. 8/2009, udgjorde ny støtte (jf. præmis 62 ovenfor). Disse betragtninger vedrører således ikke spørgsmålet, om de ændringer, som ved lov nr. 8/2009 blev indført i den eksisterende finansieringsordning for RTVE, kan adskilles fra støtteforanstaltningen.

69. Kommissionen redegjorde i 51. og 52. betragtning til den anfægtede afgørelse for den metode, som den ville følge hvad angår behandlingen af en ændring af en eksisterende støtteordning. Efter at have henvist til artikel 1, litra c), i forordning nr. 659/1999 og til den retspraksis, der er omtalt ovenfor i præmis 63, fandt Kommissionen i første punktum i 52. betragtning til den anfægtede afgørelse, at tilpasningerne, som ikke berørte evalueringen af støtteforanstaltningens forenelighed, ej heller berørte selve indholdet af støtten og derfor ikke ændrede ved vurderingen af foranstaltningen som eksisterende støtte. I andet og tredje punktum i 52. betragtning til den anfægtede afgørelse fastslog Kommissionen, at hvis en ændring berørte indholdet af en ordning, men ikke i et sådant omfang, at det krævede en selvstændig evaluering af de øvrige elementer i denne, kunne der dog gennemføres en uafhængig evaluering af ændringen uden hensyntagen til ordningens øvrige elementer, og at i så fald gjaldt medlemsstatens forpligtelse til at foretage en anmeldelse og Kommissionens pligt til at foretage en undersøgelse alene ændringen.

70. Disse konklusioner er ikke behæftet med fejl. Som det er bemærket ovenfor i præmis 63 og 64, skal en ændring, der ikke kan påvirke vurderingen af en eksisterende støtteordning, fordi den ikke påvirker indholdet heraf, nemlig anses for at kunne adskilles fra denne ordning. I et tilfælde, hvor en foranstaltning, der skal anses for ny støtte, kan påvirke vurderingen af en oprindelig støtteordning, er det som bemærket ovenfor i præmis 65 udelukkende de elementer i denne støtteordning, hvis indhold påvirkes, som omdannes til ny støtte.

71. Kommissionen anvendte i 53.-55. betragtning til den anfægtede afgørelse metoden nævnt ovenfor i præmis 69.

72. Kommissionen tog således i 54. og 55. betragtning til den anfægtede afgørelse stilling til, om de ændringer i den eksisterende støtteordning for RTVE, som blev indført ved lov nr. 8/2009, kunne adskilles fra den eksisterende støtteordning.

73. I 54. betragtning til den anfægtede afgørelse undersøgte Kommissionen forholdet mellem RTVE’s nye midler og de støtteelementer, der var fastsat i RTVE’s eksisterende finansieringsordning. Efter at have konstateret, at disse nye midler var væsentlige og således udgjorde ny støtte, fastslog Kommissionen, at de ikke kunne berøre »hele støttens forenelighed« og således heller ikke de støtteelementer, der allerede var fastsat ved den eksisterende støtteordning for RTVE.

74. I 55. betragtning til den anfægtede afgørelse konkluderede Kommissionen, at disse ændringer burde have været anmeldt formelt til Kommissionen, fordi de påvirkede foreneligheden af hele RTVE’s finansieringsordning. Kommissionen præciserede, at kvalificeringen som ny støtte udelukkende vedrørte selve ændringen, hvorfor Kommissionen alene var forpligtet til at evaluere arten af disse ændringer og deres konsekvenser for støttens forenelighed.

75. I 54. og 55. betragtning til den anfægtede afgørelse fastslog Kommissionen således ikke, at de nye støtteelementer, som blev indført ved lov nr. 8/2009, kunne adskilles fra den eksisterende støtteordning. Det fremgår tværtimod klart af disse betragtninger, at Kommissionen fandt, at nævnte lov havde ændret visse dele af indholdet af den eksisterende støtteordning..

76. Denne konklusion bekræftes af den anfægtede afgørelses opbygning. Kommissionen undersøgte nemlig som led i vurderingen af støttens forenelighed RTVE’s finansieringsordning, som den var ændret ved lov nr. 8/2009, og således støtteordningen til fordel for RTVE, ikke alene i form af de nye støtteelementer indført ved denne lov, men ligeledes i form af de elementer i den eksisterende ordning, hvis indhold var blevet ændret. Kommissionen analyserede således i 56.-60. betragtning til den anfægtede afgørelse den ændrede definition af RTVE’s public service-opgave. Endvidere kontrollerede den i 67.-76. betragtning til den anfægtede afgørelse, om der forelå en risiko for overkompensation i betragtning af denne opgave og de samlede støtteelementer, som RTVE havde krav på, dvs. de offentlige midler, der var indført ved denne lov, og de offentlige midler, som allerede var fastsat ved den eksisterende finansieringsordning for RTVE.

77. Det fremgår således klart af 54. og 55. betragtning til den anfægtede afgørelse samt af den anfægtede afgørelses opbygning, at Kommissionen ikke konkluderede, at støtteelementerne fastsat ved lov nr. 8/2009 udgjorde ny støtte, der kunne adskilles fra RTVE’s eksisterende støtteordning.

78. Denne konklusion anfægtes ikke af Kommissionens bemærkninger i 53. betragtning til den anfægtede afgørelse. Kommissionen konstaterede ganske vist, at de tre skatteforanstaltninger, der blev indført eller ændret ved lov nr. 8/2009, kunne adskilles fra RTVE’s nuværende finansieringsordning. Kommissionen fandt i den sammenhæng, at de nye finansieringskilder kunne berøre ordningens lovlighed som sådan, men at de hverken berørte vurderingen af de øvrige elementer ved den støtte, der var ydet RTVE, eller den indvirkning, støtten kunne have på markedet.

79. I modsætning til hvad sagsøgerne har gjort gældende, kan det imidlertid ikke af 53. betragtning til den anfægtede afgørelse udledes, at Kommissionen fandt, at støtteelementerne fastsat ved lov nr. 8/2009 kunne adskilles fra RTVE’s eksisterende støtteordning.

80. En sådan fortolkning er for det første ikke nødvendigvis korrekt. Det synes nemlig ligeledes antageligt, at de bemærkninger, som Kommissionen fremsatte i 53. betragtning til den anfægtede afgørelse, kun vedrører de skatteforanstaltninger, der blev indført eller ændret ved lov nr. 8/2009 og således den nævnte lovs skattedel. Hvis dette er tilfældet, vedrører Kommissionens bemærkninger i denne betragtning udelukkende elementer i denne lov, som ifølge Kommissionen ikke kunne påvirke støttens forenelighed med fællesmarkedet, eftersom de ikke var en integrerende del af støtten (jf. 61.-66. betragtning til den anfægtede afgørelse, hvis velbegrundethed undersøges som led i det fjerde anbringende). Det synes ligeledes antageligt, at Kommissionen i denne betragtning ønskede at begrænse sig til at fastslå, at Kongeriget Spanien var forpligtet til at anmelde den pågældende lov til Kommissionen, men ikke til ex novo at anmelde alle elementerne i den eksisterende finansieringsordning for RTVE (jf. i den retning præmis 65 ovenfor).

81. Selv om det skal fastslås, at den præcise rækkevidde af Kommissionens bemærkninger i 53. betragtning til den anfægtede afgørelse ikke er helt klar, skal sagsøgernes fortolkning af denne betragtning for det andet under alle omstændigheder forkastes, eftersom den ville være diametralt modsat resten af begrundelsen og denne afgørelses opbygning (jf. præmis 72-77 ovenfor).

82. Det skal således fastslås, at Kommissionen i 53. betragtning til den anfægtede afgørelse ikke konkluderede, at ændringerne i den eksisterende finansieringsordning for RTVE udgjorde ny støtte, der kunne adskilles fuldt ud fra denne og kunne gøres til genstand for en selvstændig undersøgelse. I modsætning til hvad sagsøgerne har gjort gældende, har Kommissionen således ikke tilsidesat artikel 108 TEUF og artikel 1, litra c), i forordning nr. 659/1999.

83. Det andet anbringende skal således forkastes i det hele.

Det tredje anbringende om en tilsidesættelse af begrundelsespligten vedrørende spørgsmålet, om ændringen til den eksisterende støtteordning kunne adskilles fra støtteordningen

84. Sagsøgerne har som led i det tredje anbringende gjort gældende, at Kommissionen i 53. betragtning til den anfægtede afgørelse tilsidesatte begrundelsespligten. Den begrundede ikke, hvordan den nåede til konklusionen om, at de tre skatteforanstaltninger, der blev indført eller ændret ved lov nr. 8/2009, kunne adskilles fra den nuværende finansieringsordning for RTVE.

85. Kommissionen har, støttet af Kongeriget Spanien og RTVE, derimod gjort gældende, at den anfægtede afgørelses begrundelse er tilstrækkelig.

86. Det skal i den forbindelse bemærkes, at den begrundelse, som kræves i henhold til artikel 296 TEUF, skal tilpasses karakteren af den pågældende retsakt og klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt den anfægtede retsakt, har lagt til grund, således at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, og således at den kompetente ret kan udøve sin prøvelsesret. Begrundelseskravet skal fastlægges i lyset af den konkrete sags omstændigheder, navnlig indholdet af den pågældende retsakt, indholdet af de anførte grunde samt den interesse, som retsaktens adressater samt andre, der må anses for umiddelbart og individuelt berørt af retsakten, kan have i begrundelsen. Det kræves ikke, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige momenter, da spørgsmålet, om en beslutnings begrundelse opfylder kravene efter artikel 296 TEUF, ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område (jf. Rettens dom af 1.7.2009, forenede sager T-81/07 – T-83/07, KG Holding m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2411, præmis 61 og 62 og den deri nævnte retspraksis).

87. For det første skal dette anbringende forkastes, for så vidt som det vedrører Kommissionens konstatering af, at de nye offentlige midler indført ved lov nr. 8/2009 og ændringen af definitionen af public service-opgaven kunne adskilles fra den eksisterende støtteordning. Som bemærket ovenfor i præmis 71-83, indeholder den anfægtede afgørelse ikke sådanne konstateringer fra Kommissionen.

88. For det andet skal det hvad angår tvivlen om den præcise rækkevidde af Kommissionens bemærkninger i 53. betragtning til den anfægtede afgørelse (jf. præmis 80 og 81 ovenfor) bemærkes, at en eventuel selvmodsigelse i begrundelsen for en afgørelse kun udgør en tilsidesættelse af begrundelsespligten, såfremt det godtgøres, at adressaten for retsakten på grund af selvmodsigelsen helt eller delvis er afskåret fra at gøre sig bekendt med den egentlige begrundelse for afgørelsen, og at der derfor ikke er nogen som helst retlig støtte for retsaktens konklusion eller dele heraf (jf. i denne retning Rettens dom af 12.9.2013, sag T-347/09, Tyskland mod Kommissionen, præmis 101 og den deri nævnte retspraksis).

89. Denne betingelse er ikke opfyldt i nærværende sag. Som det er bemærket ovenfor i præmis 72-76, fremgår det først og fremmest klart af 54. og 55. betragtning til den anfægtede afgørelse samt af denne afgørelses opbygning, at Kommissionen ikke fandt, at ændringerne indført ved lov nr. 8/2009 kunne adskilles fra den eksisterende støtteordning. Det skal i den forbindelse ligeledes fastslås, at årsagerne til, at Kommissionen fandt, at støtteordningen for RTVE, som ændret ved lov nr. 8/2009, var forenelig med fællesmarkedet, fremgår af 56.-76. betragtning til den anfægtede afgørelse, hvor Kommissionen ikke blot undersøgte foreneligheden af de nye støtteelementer indført ved lov nr. 8/2009, men ligeledes af de ændrede støtteelementer i henhold til lov nr. 17/2006.

90. Selv om det forudsættes, at Kommissionen i 53. betragtning til den anfægtede afgørelse har modsagt resten af betragtningerne til denne afgørelse, hvilket ikke er godtgjort, kan en sådan modsigelse for det tredje ikke påvirke den anfægtede afgørelses lovlighed. Kommissionens egentlige tilgang og begrundelse følger nemlig af 54. og 55. betragtning til den anfægtede afgørelse og af dennes opbygning (jf. i denne retning dommen i sagen Tyskland mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 88, præmis 101 og den deri nævnte retspraksis).

91. Det tredje anbringende skal således forkastes.

Det fjerde anbringende vedrørende Kommissionens konstatering af, at de tre skatteforanstaltninger, der blev indført eller ændret ved lov nr. 8/2009, ikke var en integrerende del af støtten

92. Det fjerde anbringende vedrører begrundelsen i 61.-66. betragtning til den anfægtede afgørelse, hvori Kommissionen fastslog, at de tre skatteforanstaltninger, der blev indført eller ændret ved lov nr. 8/2009, ikke var en integrerende del af den herved indførte støtteforanstaltning.

93. Sagsøgerne har gjort gældende, at de tre skatteforanstaltninger, der blev indført eller ændret ved lov nr. 8/2009, i modsætning til hvad Kommissionen har fundet, var en integrerende del af de nye støtteelementer, der blev indført ved denne lov. Som led i undersøgelsen af støttens forenelighed skulle Kommissionen således ligeledes have undersøgt de tre nye skatteforanstaltningers forenelighed med EU-retten, navnlig med tilladelsesdirektivet.

94. Dette anbringende består af to led. For det første har sagsøgerne gjort gældende, at Kommissionen har tilsidesat de kriterier, der regulerer forholdet mellem en støtteforanstaltning og dens finansiering. For det andet har de gjort gældende, at Kommissionen i medfør af de korrekte kriterier skulle have fastslået, at de tre skatteforanstaltninger, der blev indført eller ændret ved lov nr. 8/2009, var en integrerende del af støtteelementerne indført ved denne lov.

Første led vedrørende de betingelser, hvorunder en støttes finansieringsmetode skal anses for at være en integrerende del heraf.

95. Det første led vedrører 61.-63. betragtning til den anfægtede afgørelse. Kommissionen fastslog i 61. betragtning, at i henhold til lov nr. 8/2009 var overgangen fra en ordning med blandet finansiering af RTVE til en ordning med en næsten udelukkende offentlig finansiering ledsaget af indførelsen eller ændringen af tre skatteforanstaltninger, hvis formål var at generere de nødvendige indtægter. I 62. betragtning bemærkede Kommissionen, at i de tilfælde, hvor en skat er en integrerende del af støtten, skulle Kommissionen tage hensyn til støttens finansieringsmetode og kunne kun erklære støtteordningen forenelig med det indre marked, hvis støtteordningen var i overensstemmelse med EU-retten. Kommissionen fandt i 63. betragtning, at for at en skat kan anses for en integrerende del af en støtteforanstaltning, burde dennes formål obligatorisk være knyttet sammen med støtten i den forstand, at indtægterne fra skatten obligatorisk anvendtes til finansiering af støtten og havde direkte indflydelse på dens omfang.

96. Sagsøgerne har gjort gældende, at det, i modsætning til hvad Kommissionen konstaterede i 63. betragtning til den anfægtede afgørelse, for at konkludere, at skatteforanstaltninger, der skal finansiere en støtteforanstaltning, er en integrerende del af sidstnævnte, er tilstrækkeligt, at de går til støttemodtageren. Det er derimod ikke nødvendigt, at en skatteforanstaltning har en direkte indflydelse på støttens størrelse. Der er i dette tilfælde blot tale om et indicium blandt flere.

97. Kommissionen har derimod, støttet af Kongeriget Spanien og RTVE, gjort gældende, at kriterierne anført i 63. betragtning til den anfægtede afgørelse ikke er urigtige. En skat kan kun anses for at være en integrerende del af en støtteforanstaltning, når to betingelser er opfyldt, nemlig for det første, at indtægterne fra skatten anvendes til finansiering af støtten, og for det andet, at indtægterne fra skatten har direkte indflydelse på dens omfang.

98. Det skal i den sammenhæng bemærkes, at EUF-traktaten foretager en præcis afgrænsning mellem på den ene side de regler om statsstøtte, der er fastsat i artikel 107 TEUF – 109 TEUF, og på den anden side de regler om de fordrejninger, der følger af forskelle mellem love eller administrativt fastsatte bestemmelser i medlemsstaterne, og navnlig deres afgiftsbestemmelser, som er fastsat i artikel 116 TEUF og 117 TEUF (jf. i denne retning Domstolens dom af 13.1.2005, sag C-174/02, Streekgewest, Sml. I, s. 85, præmis 24).

99. Det følger heraf, at skatter, som skal finansiere en støtteforanstaltning, i princippet ikke omfattes af anvendelsesområdet for EUF-traktatens bestemmelser om statsstøtte (jf. i denne retning Domstolens dom af 13.1.2005, sag C-175/02, Pape, Sml. I, s.127, præmis 14, og Streekgewest-dommen, nævnt i præmis 98 ovenfor, præmis 25).

100. Når skatterne udgør den måde, hvorved en støtteforanstaltning finansieres, således at skatterne er en integrerende del af denne foranstaltning, kan Kommissionen imidlertid ikke adskille sin undersøgelse af en støtte fra virkningen af dens finansieringsmetode, eftersom finansieringsmetodens uforenelighed med EU-retten i en sådan situation kan påvirke støtteordningens forenelighed med fællesmarkedet (Pape-dommen, nævnt i præmis 99 ovenfor, præmis 14, og Streekgewest-dommen, nævnt i præmis 98 ovenfor, præmis 25).

101. Hvad angår kriterierne for at afgøre spørgsmålet, om støtteforanstaltningen og dens finansiering ikke kan adskilles fra hinanden, følger det af Domstolens praksis, at der skal bestå en tvungen forbindelse mellem afgiften og støtten i henhold til den relevante nationale lovgivning, således at skatteindtægterne nødvendigvis anvendes til at finansiere støtten og har direkte indvirkning på dennes størrelse og dermed på bedømmelsen af denne støttes forenelighed med fællesmarkedet (Domstolens dom af 15.6.2006, forenede sager C-393/04 og C-41/05, Air Liquide Industries Belgium, Sml. I, s. 5293, præmis 46, og af 22.12.2008, sag C-333/07, Regie Networks, Sml. I, s. 10807, præmis 99).

102. Det følger således af denne retspraksis, for det første, at der, for at en skat kan anses for at være en integrerende del af en støtteforanstaltning, nødvendigvis skal findes en bindende bestemmelse i national ret, der pålægger forbindelsen mellem skatten og finansieringen af støtten. Det følger heraf, at skatten uden en sådan bestemmelse ikke kan anses for at anvendes til en støtteforanstaltning og således ikke udgør en af dens metoder. For det andet er den blotte omstændighed, at denne bestemmelse findes, ikke i sig selv nok til at udgøre en tilstrækkelig betingelse for at fastslå, at en skat er en integrerende del af en støtteforanstalt ning. Når der findes en sådan bestemmelse i national ret, skal det endvidere undersøges, om indtægterne fra skatten har direkte indflydelse på omfanget af støtten.

103. I modsætning til det af sagsøgerne anførte er det således, for at en skat kan anses for at være en integrerende del af en støtteforanstaltning, ikke tilstrækkeligt, at indtægterne fra den nødvendigvis bruges til at finansiere denne støtteforanstaltning.

104. Hvad angår den retspraksis, som sagsøgerne har påberåbt sig til støtte for deres argumenter, skal det fastslås, at ingen af de domme, som de har omtalt, kan støtte deres antagelse om, at det for at godtgøre, at finansieringsmetoden er en integrerende del af støtteforanstaltningen, er tilstrækkeligt at godtgøre, at den opkrævning, der er foretaget på grundlag af skatteforanstaltningen, anvendes til støttemodtageren.

105. Sagsøgerne har i den forbindelse påberåbt sig den omstændighed, at Domstolen i visse domme har fastslået, at der skal findes en tvungen forbindelse mellem skatteforanstaltningen og støtteforanstaltningen, og at indtægterne fra skatteforanstaltningen, såfremt der findes en sådan forbindelse, skal have direkte indflydelse på støttens omfang.

106. I modsætning til hvad sagsøgerne har anført, kan det ikke udledes af de påberåbte domme (Streekgewest-dommen, nævnt i præmis 98 ovenfor, præmis 26, Pape-dommen, nævnt i præmis 99 ovenfor, præmis 15, dom af 14.4.2005, forenede sager C-128/03 og C-129/03, AEM og AEM Torino, Sml. I, s. 2861, præmis 46 og 47, og af 27.10.2005, forenede sager C-266/04 – C-270/04, C-276/04 og C-321/04 – C-325/04, Distribution Casino France m.fl., Sml. I, s. 9481, præmis 40), at skatteforanstaltningens direkte indflydelse på støttens omfang ikke er en nødvendig betingelse, men udelukkende et indicium blandt andre. Det fremgår tværtimod af Streekgewest-dommen, nævnt i præmis 98 ovenfor, præmis 28, at Domstolen ikke blot undersøgte, om der var en tvungen forbindelse mellem skatteforanstaltningen og støtteforanstaltningen, men ligeledes undersøgte, om indtægterne fra denne skatteforanstaltning havde en direkte indflydelse på størrelsen af nævnte støtteforanstaltning.

107. Det skal endvidere bemærkes, at der i de domme, hvor Domstolen har konstateret en uadskillelig forbindelse mellem støtteforanstaltningen og dens finansiering uden udtrykkeligt at henvise til kravet om skatteforanstaltningens direkte indflydelse på støttens størrelse (Domstolens dom af 21.10.2003, forenede sager C-261/01 og C-262/01, van Calster m.fl., Sml. I, s. 12249, præmis 55, og af 27.11.2003, forenede sager C-34/01 – C-38/01, Enirisorse, Sml. I, s. 14243, præmis 47), var tale om tilfælde, hvor denne betingelse var opfyldt.

108. Følgelig begik Kommissionen ikke en retlig fejl ved at fastslå, at der, for at finansieringsmetoden kan anses for en integrerende del af en støtteforanstaltning, skulle være en tvungen forbindelse mellem den pågældende skat og støtte, således at indtægterne fra skatten nødvendigvis skulle finansiere støtten og påvirkede dennes størrelse direkte.

109. Det første led skal derfor forkastes.

Andet led vedrørende anvendelsen af disse betingelser

110. Det andet led vedrører 64.-66. betragtning til den anfægtede afgørelse, hvori Kommissionen konstaterede, at de betingelser, som skal være opfyldt, for at det kan fastslås, at finansieringsmetoden var en integrerende del af støtteforanstaltningen, ikke var opfyldt i dette tilfælde.

111. I 64. betragtning til den anfægtede afgørelse fastslog Kommissionen, at størrelsen af støtten til RTVE blev fastsat udelukkende under hensyn til RTVE's finansieringsbehov og de skønnede nettoudgifter til public service-radio- og tv-virksomhed. Finansieringsstøtten til RTVE var i praksis og i overensstemmelse med lovgivningen uafhængig af skatteindtægterne, idet den udelukkende afhang af nettoudgifterne til opfyldelse af public service-forpligtelsen. Den planlagte samlede finansiering af RTVE's public service-virksomhed afhang derfor ikke af størrelsen af de specifikke skatteindtægter, men ville under alle omstændigheder ske over den spanske stats almindelige budgetter. På den ene side fastslog Kommissionen i den forbindelse, at skatteindtægterne til finansiering af RTVE ikke kunne overstige nettoudgifterne til opfyldelse af public service-forpligtelsen, idet enhver indtægt, der oversteg disse udgifter, overførtes til statens almindelige budgetter. På den anden side fandt den, at hvis nettoudgifterne til opfyldelse af public service-forpligtelsen var større end skatteindtægterne, ville forskellen udlignes med bidrag fra statens almindelige budgetter. Større eller mindre skatteindtægter ville ikke medføre ændringer af de budgetterede beløb. Hvis indtægterne fra de nye skattekilder ikke var store nok til at dække det underskud, der var resultatet af afskaffelsen af reklamerne, ville de nødvendige midler hentes fra statens almindelige budgetter i henhold til artikel 33 i lov nr. 17/2006.

112. Endvidere fandt Kommissionen i 65. betragtning til den anfægtede afgørelse, at det forhold, at forbindelsen mellem skatterne og formålet med deres indførelse nævnes i begrundelsen og i selve lov nr. 8/2009, ikke ændrede denne konklusion. I teksten til loven defineres det ikke, hvilken forbindelse mellem skatterne og støtten der er tale om.

113. I 66. betragtning til den anfægtede afgørelse konkluderede Kommissionen endelig, at de tre skatteforanstaltninger, der blev indført eller ændret ved lov nr. 8/2009, ikke var en integrerende del af støtten, og at deres uforenelighed med tilladelsesdirektivet således ikke var relevant for så vidt angår evalueringen af støtteforanstaltningens forenelighed med det indre marked.

114. Sagsøgerne har gjort gældende, at disse konstateringer er behæftet med retlige fejl. Det er deres opfattelse, at Kommissionen skulle have fastslået, at skatten pålagt ved artikel 5 i lov nr. 8/2009 var en integrerende del af støtteelementerne indført ved denne lov.

115. For det første følger det af artikel 5, stk. 1 og 7, i lov nr. 8/2009, at indtægterne fra dette indskud bidrager til finansieringen af RTVE og således i det væsentlige ikke har andre formål. De procentsatser, der anvendes på skattepligtige personer i henhold til de tre skatteforanstaltninger, der blev indført eller ændret ved denne lov, er desuden blevet fastsat således, at den spanske stat kan modtage et beløb, der giver den mulighed for at dække det underskud, som følger af afskaffelsen af reklamer.

116. Dernæst, og i modsætning til hvad Kommissionen har gjort gældende, er forbindelsen mellem de nye skatteforanstaltninger og støtteforanstaltningen rettet til RTVE ikke blevet brudt. Det kan for det første ikke udledes af artikel 33 i lov nr. 17/2006, at den spanske stat forpligtede sig til at levere de nødvendige midler til RTVE. For det andet er en garanti fra den spanske stat kun supplerende og hypotetisk, hvilket dels bekræftes af RTVE’s klager, ifølge hvilke de private operatørers manglende betalinger og/eller de urigtige beregninger af deres bidrag skabte likviditetsproblemer for RTVE, dels af at den spanske stat i praksis ikke er parat til at opfylde en sådan garanti. For det tredje kan Kommissionen ikke med fordel gøre gældende, at det overskydende beløb ville blive føjet til den spanske stats budget. På den ene side anvendes det samlede beløb af skatterne obligatorisk til RTVE’s finansiering indtil det fastsatte loft. På den anden side er tilknytningen til den spanske stats budget kun en nærmest teoretisk mulighed og under alle omstændigheder overflødig, eftersom lov nr. 8/2009 foreskrev oprettelsen af reservefonde, der bestod i indtægter, der oversteg de reelle nettoomkostninger ved public service-forpligtelsen.

117. For at godtgøre, at skatteforanstaltningen fastsat i artikel 5 i lov nr. 8/2009 ikke var en integrerende del af støtten, skulle Kommissionen under alle omstændigheder have godtgjort, at den spanske stat, selv hvis skatten var ulovlig, havde forpligtet sig til at finansiere hele RTVE’s budget. Det fremgår af nævnte lov, at de private operatører skulle bære den økonomiske byrde ved RTVE’s finansiering.

118. Kommissionen har, støttet af Kongeriget Spanien og RTVE, bestridt disse argumenter.

119. Det skal indledningsvis bemærkes, at sagsøgerne for at godtgøre, at den skat, der blev indført ved artikel 5 i lov nr. 8/2009, var en integrerende del af de støtteelementer, der blev indført ved nævnte lov, først og fremmest har påberåbt sig argumenter, der skal godtgøre, at der fandtes den nødvendige forbindelse mellem denne skatteforanstaltning og RTVE’s finansiering.

120. Som anført i præmis 101-108 ovenfor, er det, for at en skatteforanstaltning er en integrerende del af støtten, ikke tilstrækkeligt, at der findes den nødvendige forbindelse mellem skatteforanstaltningen og støtteforanstaltningen. Det skal endvidere godtgøres, at skatteforanstaltningen har en direkte indflydelse på støttens omfang.

121. Retten finder imidlertid, at visse argumenter fremført af sagsøgerne ligeledes kan forstås således, at de ikke blot vedrører betingelsen vedrørende eksistensen af en tvungen forbindelse mellem skatteforanstaltningen og finansieringen af RTVE, men ligeledes betingelsen om beviset for skatteforanstaltningens direkte indflydelse på støttens størrelse.

122. Det skal derfor først undersøges, om de af sagsøgerne fremførte argumenter kan rejse tvivl om Kommissionens konklusion, hvorefter indtægterne fra de tre skatteforanstaltninger, som blev indført eller ændret ved lov nr. 8/2009, ikke havde direkte indflydelse på størrelsen af støtten til RTVE.

123. Det skal i den forbindelse fastslås, at størrelsen af støtten til RTVE i medfør af lov nr. 8/2009 fastsættes under hensyntagen til nettoomkostningerne ved opfyldelsen af de public service-opgaver med radio- og tv-virksomhed, som selskabet er pålagt. Størrelsen af den støtte, selskabet modtager, afhænger således ikke af den opkrævning, der foretages på grundlag af de skatteforanstaltninger, der blev indført eller ændret ved denne lov.

124. I henhold til artikel 33 i lov nr. 17/2006, som ændret ved lov nr. 8/2009, omfordeles det overskydende beløb nemlig, såfremt RTVE’s indtægter overstiger omkostningerne til opfyldelse af public service-forpligtelsen med radio- og tv-virksomhed. Såfremt dette overskydende beløb ikke overstiger 10% af RTVE’s budgetterede årlige omkostninger, indsættes det på en reservefond, og såfremt det overstiger denne grænse, udbetales det til statskassen.

125. Hvad angår det beløb, der indbetales til reservefonden, fremgår det af artikel 8 i lov nr. 8/2009, at dette kun må bruges med udtrykkelig tilladelse fra det spanske økonomi- og finansministerium, og at det, såfremt det ikke anvendes inden for fire år, skal benyttes til at nedbringe de kompensationer, der påhviler den spanske stats almindelige budget. Følgelig kan de beløb, der indbetales til reservefonden, ikke anses for at have en direkte indflydelse på størrelsen af støtten til RTVE.

126. Endvidere fastsættes i artikel 3, stk. 2, i lov nr. 8/2009 en absolut grænse for RTVE’s indtægter, der er fastsat til 1,2 mia. EUR for 2010 og 2011. Ethvert beløb over denne grænse tilgår direkte den spanske stats almindelige budget.

127. Såfremt de indtægter, som RTVE har til rådighed, ikke er tilstrækkelige til at dække omkostningerne til opfyldelse af public service-opgaverne med radio- og tv-virksomhed, dækkes forskellen i henhold til artikel 2, stk. 2, i lov nr. 8/2009 med bidrag fra den spanske stats almindelige budget.

128. Kommissionen fastslog således med føje, at størrelsen af opkrævningen foretaget på grundlag af de tre skatteforanstaltninger, der blev indført eller ændret ved lov nr. 8/2009, ikke kunne have direkte indflydelse på størrelsen af den af RTVE modtagne støtte, som blev afgjort ud fra nettoomkostningerne ved opfyldelsen af public service-forpligtelsen med radio- og tv-virksomhed.

129. Ingen af de argumenter, som sagsøgerne har fremsat, kan rejse tvivl om denne konstatering.

130. I modsætning til hvad sagsøgerne har anført, er den omstændighed, at de tre skatteforanstaltninger, der blev indført eller ændret ved lov nr. 8/2009, ikke var udfærdiget således, at de kompenserede for RTVE’s tab af kommercielle indtægter (jf. 13. betragtning til den anfægtede afgørelse), for det første ikke i sig selv tilstrækkelig til at godtgøre, at finansieringsmetoden var en integrerende del af støtteforanstaltningen. Domstolen har nemlig tidligere fastslået, at denne omstændighed ikke i sig selv er tilstrækkelig til at godtgøre, at der findes en tvungen forbindelse mellem skatten og skattefordelen (Streekgewest-dommen, nævnt i præmis 98 ovenfor, præmis 26 og 27).

131. For det andet skal sagsøgernes argument om, at Kommissionen begik en fejl ved i 64. betragtning til den anfægtede afgørelse at fastslå, at den spanske stats forpligtelse til at udfylde forskellen mellem de ifaldne omkostninger til opfyldelsen af public service-opgaven og de finansielle midler, som RTVE har til rådighed, kan udledes af artikel 33 i lov nr. 17/2006, forkastes. Det skal i den forbindelse blot bemærkes, at artikel 2, stk. 2, i lov nr. 8/2009 udtrykkeligt fastsætter en sådan forpligtelse, og at denne bestemmelse henviser til artikel 33, stk. 1, i lov nr. 17/2006, der ligeledes fastsætter en sådan forpligtelse.

132. For det tredje har sagsøgerne gjort gældende, at selv om der i teorien forelå en sådan forpligtelse, er den spanske stat ikke i praksis beredt til at supplere RTVE’s budget med midler fra statens almindelige budget.

133. Dette argument skal ligeledes forkastes.

134. Det skal nemlig i den forbindelse bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at en EU-retsakts lovlighed som led i et annullationssøgsmål indledt i henhold til artikel 263 TEUF skal vurderes ud fra de faktiske og retlige forhold, som fandtes på det tidspunkt, da retsakten blev vedtaget. Kommissionens vurderinger må følgelig kun bedømmes på baggrund af de oplysninger, som Kommissionen sad inde med på det tidspunkt, hvor den anlagde vurderingerne (Domstolens dom af 7.2.1979, forenede sager 15/76 og 16/76, Frankrig mod Kommissionen, Sml. s. 321, præmis 7).

135. Det skal fastslås, at sagsøgerne ikke har fremlagt noget forhold, der kan godtgøre, at Kommissionen, da den vedtog den anfægtede afgørelse, havde oplysninger, der godtgjorde, at den spanske stat ikke var beredt til at supplere RTVE’s budget i henhold til artikel 2, stk. 2, i lov nr. 8/2009. Samtlige de dokumenter, sagsøgerne har fremlagt i denne forbindelse, ligger nemlig efter datoen for vedtagelsen af den anfægtede afgørelse og således efter den 20. juli 2010.

136. For det fjerde har sagsøgerne gjort gældende, at en skatteforanstaltning, der tilsigter at finansiere en støtteforanstaltning, kun kan anses for at udgøre en integrerende del af sidstnævnte, såfremt Kommissionen godtgør, at den pågældende medlemsstat, hvis skatteforanstaltningen er uforenelig med EU-retten, påtager sig at finansiere hele støtteforanstaltningen.

137. Dette argument skal ligeledes forkastes.

138. Såfremt skatteforanstaltningen i medfør af de to ovennævnte kriterier, nemlig betingelsen om en tvungen forbindelse mellem skatteforanstaltningen og finansieringen af RTVE og betingelsen om skatteforanstaltningens direkte indflydelse på støttens omfang, skal anses for en integrerende del af støtteforanstaltningen, som i tilfælde af en skattelignende foranstaltning, hvor hele eller en bestemt del af en skatteopkrævning direkte eller ubetinget tildeles støttemodtageren, har skattedelens uforenelighed direkte indflydelse på støtteforanstaltningen. I et sådant tilfælde medfører den hele eller delvise uforenelighed af skattedelen af den skattelignende foranstaltning en ophævelse af støtteforanstaltningen eller en nedsættelse af dens størrelse.

139. I nærværende sag bestemte artikel 2, stk. 2, i lov nr. 8/2009 og artikel 33 i lov nr. 17/2006, at den spanske stat, såfremt de finansielle midler ikke var tilstrækkelige til at dække alle RTVE’s omkostninger til at opfylde sine public service-forpligtelser, skulle dække denne forskel. I nærværende sag var støttens størrelse således ikke direkte afhængig af skatteforanstaltningen.

140. Kommissionen har således med føje konstateret, at størrelsen af støtten til RTVE ikke direkte afhang af størrelsen af opkrævningen gennemført på grundlag af de tre skatteforanstaltninger, der blev indført eller ændret ved lov nr. 8/2009.

141. Som anført ovenfor i præmis 120, skal både betingelsen om en nødvendig forbindelse mellem skatteforanstaltningen og støtteforanstaltningen og betingelsen om beviset for skatteforanstaltningens direkte indflydelse på størrelsen af den nævnte støtteforanstaltning være opfyldt, for at de tre skatteforanstaltninger, der blev indført eller ændret ved lov nr. 8/2009, kan anses for at være en integrerende del af støtteelementet indført ved denne lov.

142. Eftersom den anden betingelse ikke er opfyldt, er det ikke nødvendigt at undersøge de argumenter, som sagsøgerne har anført for at godtgøre, at der foreligger den nødvendige forbindelse mellem skatteforanstaltningen fastsat i artikel 5 i lov nr. 8/2009 og finansieringen af RTVE, eftersom disse argumenter er irrelevante.

143. Det fjerde anbringende skal således forkastes i det hele.

Det femte anbringende om en tilsidesættelse af artikel 106, stk. 2, TEUF og en tilsidesættelse af begrundelsespligten

144. Det femte anbringende vedrører den begrundelse, der fremgår af 67.-73. betragtning til den anfægtede afgørelse, hvori Kommissionen undersøgte, om der fandtes en risiko for overkompensation, og konkluderede, at intet indikerede, at den skønnede årlige kompensation for den public service-forpligtelse, der påhvilede RTVE, oversteg de omkostninger, som rimeligvis kunne forventes at være forbundet med denne tjenesteydelse, eller i sidste ende ville overstige nettoomkostningerne til public service-forpligtelsen. I 71. betragtning anførte Kommissionen følgende:

»Spanien har dokumenteret, at det planlagte budget fortsat er i overensstemmelse med de budgetterede årlige udgifter de tidligere år, og at der ikke var grund til at antage, at den blotte afskaffelse af reklame hverken nu eller i en nær fremtid kan resultere i en betydelig reduktion af udgifterne. RTVE bør fortsat nå ud til et stort publikum, og afskaffelsen af reklamer vil gøre det nødvendigt at finansiere og sende flere produktioner. I sammenligning med tallene fra de tidligere regnskabsår (1,7 mia. EUR i 2007, 1,222 mia. EUR i 2008 og 1,146 mia. EUR i 2009) og under hensyn til både de supplerende udgifter (104 mio. EUR ) til de produktioner, der er nødvendige for at udfylde den sendetid, der tidligere var forbeholdt reklamer, og de resterende kommercielle indtægter (ifølge beregningerne ca. 25 mio. EUR), forekommer et loft på 1,2 mia. EUR for de budgetterede udgifter at være et fornuftigt og rimeligt årligt kompensationsloft for varetagelse af public service-opgaverne. Princippet vedrørende kompensation for en offentlig radio- og tv-virksomheds faktiske nettoudgifter omfatter nødvendigvis beskyttelse af virksomheden over for udsving i reklameindtægterne.«

145. Det femte anbringende kan opdeles i to led, der dels vedrører en tilsidesættelse af artikel 106, stk. 2, TEUF, dels en tilsidesættelse af begrundelsespligten.

Første led vedrørende en tilsidesættelse af artikel 106, stk. 2, TEUF

146. Sagsøgerne har anført, at Kommissionen har tilsidesat artikel 106, stk. 2, TEUF ved at godkende finansieringsordningen for RTVE uden at have sikkerhed for, at den ikke medførte en risiko for overkompensation.

147. Sagsøgerne har for det første gjort gældende, at Kommissionen i 71. betragtning til den anfægtede afgørelse ikke foretog en tilstrækkeligt detaljeret kontrol ex ante, men støttede sig på indicier. For det andet har de gjort gældende, at Kommissionen ikke tog hensyn til den omstændighed, at den økonomiske krise medførte en reduktion af de kommercielle indtægter i 2010 og således en reduktion af RTVE’s samlede indtægter.

– Klagepunktet om manglen på en tilstrækkeligt detaljeret kontrol

148. Sagsøgerne har gjort gældende, at Kommissionen for at sikre, at der ikke er en risiko for overkompensation, skal skaffe sig detaljerede oplysninger og klart skal fremlæge sin argumentation for, at der ikke er risiko for overkompensation. Kommissionen kan i den forbindelse ikke støtte sig på blotte indicier. I nærværende sag har Kommissionen blot sammenlignet det budget, som RTVE havde til rådighed i henhold til den blandede finansieringsordning, med det, som selskabet havde i medfør af den næsten udelukkende offentlige finansieringsordning, der blev indført ved lov nr. 8/2009. Denne tilgang er ukorrekt, eftersom de reelle omkostninger, som RTVE ifaldt for at levere public service i medfør af lov nr. 8/2009, var faldet. Eftersom RTVE var blevet en operatør, der ikke længere var underlagt det kommercielle pres, der er forbundet med deltagelsen på reklamemarkedet, kunne det udbyde en anden programmering og skulle ikke investere lige så mange midler for at erhverve rettigheder. Kommissionen kunne derfor ikke begrænse sig til i 71. betragtning til den anfægtede afgørelse at fastslå, at RTVE fortsat skulle nå ud til et stort publikum, og at det ifaldt yderligere omkostninger på 104 mio. EUR for at udfylde den sendetid, der var frigjort ved afskaffelsen af reklamer. Den blotte tilstedeværelse af kontrolmekanismer ex post er ikke tilstrækkeligt til at udelukke en risiko for overkompensation.

149. Kommissionen har, støttet af Kongeriget Spanien og RTVE, bestridt disse argumenter.

150. Der skal i den forbindelse indledningsvis henvises til artikel 106, stk. 2, TEUF samt den retlige sammenhæng, som den er en del af.

151. Ifølge artikel 106, stk. 2, TEUF er virksomheder, der har fået overdraget at udføre tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse, underkastet traktatens bestemmelser, navnlig konkurrencereglerne, i det omfang anvendelsen af disse bestemmelser ikke retligt eller faktisk hindrer opfyldelsen af de særlige opgaver, som er betroet dem. Det er i denne artikel endvidere bestemt, at udviklingen af samhandelen ikke må påvirkes i et sådant omfang, at det strider mod Unionens interesse.

152. For at statsstøtte som omhandlet i artikel 107 TEUF kan erklæres forenelig med det indre marked i henhold til artikel 106, stk. 2, TEUF, skal følgende betingelser være opfyldt: Dels skal den pågældende operatør være pålagt en opgave af almindelig økonomisk interesse ved en offentlig myndigheds retsakt, som klart definerer forpligtelserne ved den pågældende tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse, dels må den nævnte operatør ikke modtage en overdreven kompensation, og den statslige finansiering må ikke påvirke konkurrencen på det indre marked uforholdsmæssigt (jf. i denne retning Rettens dom af 12.2.2008, sag T-289/03, BUPA m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 81, præmis 181 og 222).

153. I nærværende sag har sagsøgerne ikke bestridt Kommissionens konklusioner om, at RTVE er pålagt en opgave af almindelig økonomisk interesse ved en retsakt udstedt af en offentlig myndighed, som klart fastsætter forpligtelserne ved tjenesteydelsen af almindelig økonomisk interesse.

154. Sagsøgerne har til gengæld gjort gældende, at Kommissionens konstatering i 73. betragtning til den anfægtede afgørelse – hvorefter der ikke var tegn på, at den skønnede årlige kompensation for RTVE’s opfyldelse af public service-forpligtelsen ville overstige de udgifter, som det rimeligvis kunne forventes var forbundet med denne forpligtelse, eller at kompensationen i sidste ende ville overstige de hermed forbundne nettoudgifter – er behæftet med en fejl, fordi Kommissionen ikke undersøgte risikoen for overkompensation tilstrækkeligt.

155. Inden dette klagepunkt undersøges, skal der henvises til principperne for Rettens efterprøvelse af en kommissionsafgørelse på public service-området, og nærmere bestemt på området for radio- og tv-tjenester.

156. I henhold til artikel 14 TEUF sørger Unionen og medlemsstaterne inden for deres respektive kompetenceområde og inden for rammerne af traktaternes anvendelsesområde for, at tjenester af almen økonomisk interesse ydes på grundlag af principper og vilkår, navnlig økonomiske og finansielle, der gør det muligt for dem at opfylde deres opgaver. Denne artikel bestemmer ligeledes, at disse principper og vilkår fastlægges, uden at dette anfægter medlemsstaternes kompetence til under overholdelse af traktaterne at levere, udlægge og finansiere sådanne tjenesteydelser.

157. Det fremgår af protokol nr. 26 om tjenesteydelser af almen interesse, der supplerer EU-traktaten og EUF-traktaten, at en af Unionens fælles værdier med hensyn til disse tjenesteydelser er nationale, regionale og lokale myndigheders vigtige rolle og vide skønsbeføjelser med hensyn til at levere, udlægge og tilrettelægge tjenesteydelser af almen økonomisk interesse.

158. I henhold til protokol nr. 29 om offentlig radio- og tv-virksomhed i medlemsstaterne, der supplerer EU-traktaten og EUF-traktaten, hænger offentlig radio- og tv-virksomhed i medlemsstaterne direkte sammen med de demokratiske, sociale og kulturelle behov i de enkelte samfund og med nødvendigheden af at bevare mediepluralisme. Det fremgår ligeledes af denne protokol, at bestemmelserne i EUF-traktaten ikke griber ind i medlemsstaternes beføjelse til at finansiere public service radio- og tv-virksomhed, for så vidt som finansieringen ydes til radio- og fjernsynsforetagender, så disse kan opfylde deres public service-opgaver som pålagt dem, defineret og tilrettelagt af de enkelte medlemsstater, og denne finansiering ikke ændrer handels- og konkurrencevilkårene i Unionen i et omfang, der strider mod de fælles interesser, idet der tages hensyn til opfyldelsen af disse public service-opgaver.

159. Det følger heraf, at medlemsstaterne har vide skønsbeføjelser hvad angår fastsættelsen af kompensationen for udførelsen af en public service-opgave med radio- og tv-virksomhed (jf. analogt dommen i sagen BUPA m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 152 ovenfor, præmis 220).

160. Følgelig er Kommissionens kontrol af, om kompensationen er forholdsmæssig, begrænset (jf. analogt dommen i sagen BUPA m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 152 ovenfor, præmis 220).

161. Hvad angår Rettens prøvelse af Kommissionens afgørelser på dette område skal det fastslås, at Kommissionens vurdering vedrører komplekse økonomiske omstændigheder. Rettens prøvelse af Kommissionens afgørelse er derfor endnu mere begrænset end Kommissionens kontrol af den pågældende medlemsstats foranstaltning. Den er begrænset til at efterprøve, om den fastsatte kompensation er nødvendig, for at den pågældende service-opgave af almen interesse kan opfyldes under økonomisk acceptable forhold, eller om den pågældende foranstaltning er åbenbart uhensigtsmæssig i forhold til det mål, som forfølges (jf. analogt dommen i sagen BUPA m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 152 ovenfor, præmis 221 og 222).

162. Hvad angår sagsøgernes klagepunkt skal det fastslås, at de blot har gjort gældende, at Kommissionen ikke har undersøgt risikoen for overkompensation på passende vis, idet den ikke har foretaget en tilstrækkeligt detaljeres undersøgelse af, om beløbet på 1,2 mia. EUR, som er fastsat i artikel 3, stk. 2, i lov nr. 8/2009, svarede til de omkostninger, som RTVE ifaldt ved opfyldelsen af sine public service-forpligtelser.

163. Det skal i den forbindelse for det første fastslås, at sagsøgerne kun har bestridt en enkelt af de kontrolmekanismer, der er fastsat for RTVE’s finansieringsordning, selv om ordningen foreskrev en hel række kontrolmekanismer med henblik på at sikre, at RTVE kun modtog de midler, som var nødvendige for at opfylde sine forpligtelser.

164. I den sammenhæng skal det først bemærkes, at den økonomiske dimension af RTVE’s virksomhed fastsættes i betragtning af de public service-forpligtelser, som selskabet er pålagt. Det fremgår således af artikel 3, stk. 2, i lov nr. 8/2009, at RTVE’s virksomhed fastsættes ved en rammeopgave, som godkendes af lovgiver for en periode på ni år (jf. artikel 4, stk. 1, i lov nr. 17/2006), og af kontraktprogrammer, som specificerer rammeopgaven, og som godkendes af regeringen for en periode på tre år (jf. artikel 4, stk. 2, i lov nr. 17/2006). Disse retsakter skal indeholde angivelser om den økonomiske dimension af RTVE’s virksomhed samt om grænserne for dens årlige vækst, idet denne økonomiske dimension skal fastsættes under hensyn til de public service-forpligtelser, som selskabet er pålagt.

165. Det skal dernæst bemærkes, at RTVE’s finansieringskilder er indrettet således, at de udelukker en overkompensation. Som anført i præmis 6-9 ovenfor, finansieres RTVE af forskellige kilder, der er opstillet i artikel 2, stk. 1, i lov nr. 8/2009. Hovedkilderne er dels indtægter fra de tre skatteforanstaltninger, der blev indført eller ændret ved nævnte lovs artikel 4-6, dels den årlige kompensation fra den spanske stats almindelige budget, som er omtalt i lovens artikel 2, stk. 1, litra a). Fastsættelsen af den årlige kompensations størrelse giver således mulighed for at tilpasse den forventede størrelse af de indtægter, som RTVE vil have til rådighed for et givent regnskabsår. Hvad angår den årlige kompensations størrelse bestemmer artikel 33, stk. 1, i lov nr. 17/2006, at den skal fastsættes således, at den samlede sum af denne kompensation og RTVE’s øvrige indtægter ikke overstiger omkostningerne til de public service-forpligtelser, som selskabet skal opfylde i løbet af det pågældende budgetår.

166. Endvidere bestemmer artikel 33, stk. 2, i lov nr. 17/2006, som ændret ved lov nr. 8/2009, at såfremt det ved regnskabsårets afslutning konstateres, at den kompensation, som RTVE har modtaget, overstiger de nettoomkostninger, som er afholdt til opfyldelse af public service-forpligtelsen med radio- og tv-virksomhed i løbet af det pågældende regnskabsår, fratrækkes det overskydende beløb, som ikke indbetales til reservefonden, fra de beløb, der skal udbetales fra den spanske stats almindelige budget for det følgende regnskabsår.

167. Endelig fastsætter RTVE’s finansielle ordning ligeledes en kontrol ex post. Som Kommissionen anførte i 72. betragtning til den anfægtede afgørelse, foreskrev RTVE’s finansieringsordning for det første budgetkontrolmekanismer, der bestod i en intern revision, en offentlig revision gennemført af den spanske stats inspektionsorgan og en ekstern revision, der gennemføres af en specialiseret privat virksomhed, for det andet det spanske parlament og den spanske audiovisuelle myndigheds tilsyn med RTVE’s varetagelse af public service-opgaverne og med dets årlige regnskab og for det tredje den spanske revisionsrets kontrol.

168. Kontrolmekanismerne nævnt i præmis 164-167 ovenfor er ganske vist af abstrakt karakter. Det skal imidlertid bemærkes, at Kommissionen i den anfægtede afgørelse kontrollerede en støtteordnings forenelighed. Den kunne derfor nøjes med at undersøge, om der fandtes tilstrækkelige kontrolmekanismer til at sikre, at den samlede størrelse af den støtte, som RTVE modtager i et givent regnskabsår i medfør af denne ordning, ikke overstiver nettoomkostningerne til varetagelsen af de opgaver med radio- og tv-virksomhed, som selskabet er blevet pålagt.

169. Det skal slås fast, at sagsøgerne ikke har fremsat argumenter, som konkret tilsigter at anfægte de i præmis 164-167 ovenfor omtalte kontrolmekanismers effektivitet. For så vidt som de har gjort gældende, at Kommissionen i den anfægtede afgørelse ikke kunne henvise til sine tidligere afgørelser vedrørende finansieringen af RTVE, skal det bemærkes, at Kommissionen kun var forpligtet til at undersøge elementerne i den eksisterende finansieringsordning for RTVE’s forenelighed, i det omfang de blev påvirket af lov nr. 8/2009 (jf. præmis 65 ovenfor). For så vidt som effektiviteten af RTVE’s tidligere finansieringsordnings kontrolmekanismer ikke blev berørt ved ændringerne indført ved lov nr. 8/2009, var der dermed intet til hinder for, at Kommissionen henviste til sin tidligere analyse af disse mekanismer.

170. For det andet, og nærmere bestemt vedrørende sagsøgernes klagepunkter om Kommissionens vurderinger i 71. betragtning til den anfægtede afgørelse, skal funktionen af beløbet 1,2 mia. EUR, der er fastsat i artikel 3, stk. 2, i lov nr. 8/2009, undersøges, inden det undersøges, om Kommissionen har foretaget en tilstrækkelig efterprøvelse.

171. Hvad angår funktionen af beløbet på 1,2 mia. EUR skal det indledningsvis bemærkes, at Kommissionen ikke har godkendt en finansieringsordning, hvorefter RTVE for et givent regnskabsår har rådighed over et budget af denne størrelse. Som det er anført i præmis 164-167 ovenfor, fastsættes i lov nr. 8/2009 nemlig mekanismer, der tilsigter at sikre, at støtten til RTVE svarer til nettoomkostningerne til opfyldelsen af selskabets public service-forpligtelser. I artikel 3, stk. 2, i lov nr. 8/2009 fastsættes således en absolut grænse på 1,2 mia. EUR for RTVE’s budget, og således en grænse, som ikke må overskrides, selv om RTVE’s budget kunne være højere, hvis det eneste relevante kriterium var omkostningerne til opfyldelse af dets public service-forpligtelser. I medfør af denne grænse kan RTVE’s budget ikke overstige maksimumsbeløbet på 1,2 mia. EUR, men det kan være lavere, når omkostningerne til opfyldelse af dets public service-opgaver for et givent regnskabsår er lavere.

172. Det følger først og fremmest heraf, at sagsøgernes klagepunkt om, at RTVE’s omkostninger til opfyldelse af dets public service-forpligtelser eventuelt kan være lavere end 1,2 mia. EUR, skal forkastes. Kontrolmekanismerne omtalt i præmis 164-167 ovenfor sikrer nemlig, at støtten i et sådant tilfælde for et givent regnskabsår begrænser sig til de nettoomkostninger, som er afholdt i forbindelse med opfyldelsen af public service-forpligtelserne med radio- og tv-virksomhed.

173. Hvad dernæst angår sagsøgernes klagepunkter om det utilstrækkelige omfang af Kommissionens prøvelse af maksimumsgrænsen på 1,2 mia. EUR skal det bemærkes, at medlemsstaterne har et vidt skøn ved fastsættelsen af kompensationen for udøvelse af en public service-radio- og tv-virksomhed, og at Kommissionens kontrol af forholdsmæssigheden af en kompensation for en public service-radio- og tv-virksomhed er begrænset, og at Rettens kontrol af en kommissionsafgørelse er endnu mere begrænset (jf. præmis 159-161 ovenfor). Rettens kontrol er således begrænset til at undersøge, om Kommissionen har anlagt et åbenbart urigtigt skøn.

174. I nærværende sag kan ingen af sagsøgernes argumenter godtgøre, at overvejelserne fremført i 71. betragtning til den anfægtede afgørelse, hvorefter et loft på 1,2 mia. EUR forekom fornuftigt, var behæftet med et åbenbart urigtigt skøn.

175. Som Kommissionen anførte i 71. betragtning til den anfægtede afgørelse, svarede beløbet på 1,2 mia. EUR for det første til det gennemsnitlige budget, som RTVE havde haft til rådighed under ordningen med blandet finansiering.

176. For det andet fremgår det af 71. betragtning til den anfægtede afgørelse, at Kommissionen dels tog hensyn til de supplerende udgifter på 104 mio. EUR for at udfylde den sendetid, der tidligere var forbeholdt reklamer, og udgifterne forbundet med opfyldelsen af de supplerende public service-forpligtelser i forbindelse med programmer, der var pålagt RTVE ved lov nr. 8/2009, dels fandt, at der ikke var anledning til at tro, at afskaffelsen af reklamer kunne medføre en betydelig nedsættelse af RTVE’s faktiske omkostninger.

177. I modsætning til hvad sagsøgerne har gjort gældende, er disse betragtninger ikke åbenbart urigtige. Det er nemlig ikke sikkert, at de omkostninger til opfyldelsen af public service-opgaverne, som RTVE ville ifalde, ville være væsentligt lavere end de omkostninger, selskabet var ifaldet under ordningen i henhold til lov nr. 17/2006. Kommissionen har ganske rigtigt i 59. betragtning til den anfægtede afgørelse fastslået, at det forhold, at RTVE trækkes tilbage fra reklamemarkedet, ved at gøre programmeringen mindre afhængig af kommercielle hensyn og svingende kommercielle indtægter kan medvirke til at styrke varetagelsen af public service-opgaverne. I modsætning til hvad sagsøgerne har gjort gældende, giver den omstændighed alene, at RTVE er blevet en operatør, der ikke længere er underlagt det kommercielle pres, der er forbundet med reklamemarkedet, ikke mulighed for heraf at udlede, at selskabet ville kunne tilbyde en anden programmering, som ville give det mulighed for at virke til væsentligt lavere omkostninger. Artikel 106, stk. 2, TEUF er nemlig ikke til hinder for, at en medlemsstat foretager en bred definition af public service-opgaver med radio- og tv-virksomhed, som giver den offentlige radio- og tv-virksomhed mulighed for at levere en afbalanceret og varieret programmering, samtidigt med at den bevarer et vist seertal (Rettens dom af 26.6.2008, sag T-442/03, SIC mod Kommissionen, Sml. II, s. 1161, præmis 201).

178. For det tredje og i modsætning til hvad sagsøgerne har gjort gældende, har Kommissionen ikke anlagt et åbenbart urigtigt skøn ved heller ikke at undersøge, om overgangen til en ordning med næsten udelukkende offentlig finansiering og ændringen af public service-forpligtelserne kunne påvirke RTVE’s omkostninger. I betragtning af den omstændighed, at det beløb på 1,2 mia. EUR, der er fastsat i artikel 3, stk. 2, i lov nr. 8/2009, alene er en maksimumsgrænse for RTVE’s budget, og at de mekanismer, der er beskrevet i præmis 164-167 ovenfor, sikrer, at størrelsen af støtten til RTVE ikke overstiger nettoomkostningerne til opfyldelsen af selskabets public service-forpligtelser, var Kommissionen ikke forpligtet til at foretage en grundigere undersøgelse

179. For det fjerde, og for så vidt som sagsøgerne har gjort gældende, at Kommissionen skulle have handlet på bemærkningerne fra visse nationale myndigheder, skal det fastslås, at Kommissionen i 69. betragtning til den anfægtede afgørelse selv gav udtryk for tvivl vedrørende foranstaltningens forholdsmæssighed, men efter sin undersøgelse konkluderede, at der ikke var risiko for overkompensation. Under alle omstændigheder kan det forhold, at Kommissionen ikke foretog en detaljeret undersøgelse af alle de kritiske bemærkninger fra de nationale administrative myndigheder om et lovforslag, ikke i sig selv godtgøre, at Kommissionen har anlagt et åbenbart urigtigt skøn, navnlig når der er tale om et område, hvor medlemsstaterne har et vidt skøn, og Kommissionens kontrol er begrænset.

180. Følgelig har sagsøgerne ikke godtgjort, at Kommissionens konstat ering i 71. betragtning til den anfægtede afgørelse, hvorefter loftet på 1,2 mia. EUR forekom fornuftigt, var behæftet med et åbenbart urigtigt skøn.

181. Under hensyn til de ovennævnte betragtninger skal klagepunktet om manglen på en tilstrækkeligt detaljeret kontrol ex ante forkastes.

– Klagepunktet om en manglende hensyntagen til nedsættelsen af de kommercielle indtægter.

182. Sagsøgerne har gjort gældende, at Kommissionen ikke har taget hensyn til, at den økonomiske krise medførte en reduktion af de kommercielle indtægter i 2010 og således en reduktion af RTVE’s samlede indtægter.

183. Kommissionen har, støttet af Kongeriget Spanien og RTVE, bestridt dette argument.

184. Det skal i den forbindelse bemærkes, at kriteriet for fastsættelse af RTVE’s budget allerede under den blandede finansieringsordning, der blev indført med lov nr. 17/2006, ikke var størrelsen af de kommercielle indtægter, men omkostningerne til public service-forpligtelsen. Som det fremgår af syvende betragtning til den anfægtede afgørelse, var den spanske stats budgetkompensation for 2009 under den blandede finansieringsordning allerede steget på grund af nedgangen i RTVE’s reklameindtægter i løbet af dette år.

185. Den omstændighed alene, at Kommissionen ikke tog hensyn til, at RTVE’s kommercielle indtægter fra salg af reklametid var gået ned under den blandede finansieringsordning, kan nemlig ikke godtgøre, at Kommissionen anlagde et åbenbart urigtigt skøn.

186. Følgelig skal dette klagepunkt og dermed det femte anbringendes første led i det hele forkastes.

Andet led vedrørende en tilsidesættelse af begrundelsespligten

187. Sagsøgerne har gjort gældende, at Kommissionen har tilsidesat begrundelsespligten som omhandlet i artikel 296 TEUF. Dels har den ikke givet en tilstrækkelig begrundelse for konstateringen af, at der ikke var risiko for overkompensation. Dels har den ikke taget tilstrækkelig stilling til den konkurrenceforvridning, der fulgte af forpligtelserne til at betale de bidrag, der var indført ved lov nr. 8/2009.

– Det første klagepunkt om en utilstrækkelig begrundelse med hensyn til den manglende risiko for overkompensation

188. Sagsøgerne har gjort gældende, at Kommissionen ikke har givet en tilstrækkelig begrundelse for den anfægtede afgørelse for så vidt angår årsagerne til, at der ikke var risiko for overkompensation. Kommissionen skulle først og fremmest have reageret positivt på visse nationale myndigheders bemærkninger om tvivlen med hensyn til overkompensation. Endvidere har den hverken givet konkrete oplysninger om RTVE’s virksomhedsplan for de kommende år eller om nettoomkostningerne ved udførelsen af public service-tjenesten. Ud over Kommissionens kortfattede argumentation gengivet i 71. betragtning til den anfægtede afgørelse gives der ingen præciseringer, som giver mulighed for at fastlægge de forhold, som Kommissionens argumentation var støttet på. Det er således umuligt for sagsøgerne på grundlag af denne afgørelse at fremsætte andre bemærkninger end dem, de har fremsat i stævningen. Endvidere kunne Kommissionen ikke henvise til begrundelsen givet i en tidligere afgørelse vedrørende RTVE.

189. Kommissionen har, støttet af RTVE, gjort gældende, at den i 67.-69. og 71.-73. betragtning til den anfægtede afgørelse har givet en tilstrækkelig begrundelse for sin konklusion om, at der ikke var tegn på overkompensation.

190. I betragtning af de krav, der følger af begrundelsespligten, og som er omtalt ovenfor i præmis 86, skal det fastslås, at den anfægtede afgørelses begrundelse var tilstrækkelig.

191. I modsætning til hvad sagsøgerne har gjort gældende, var begrundelsen for den anfægtede afgørelse, som Kommissionen støttede sin konklusion om, at der ikke var risiko for overkompensation, på, først og fremmest nemlig ikke begrænset til 71. betragtning til den anfægtede afgørelse. I 67.-73. betragtning til denne afgørelse henviste Kommissionen nemlig ligeledes til de kontrolmekanismer, der er omtalt i præmis 164-167 ovenfor. Det skal i denne sammenhæng ligeledes fastslås, at Kommissionen i 14., 16. og 17. betragtning til denne afgørelse ligeledes henviste til disse mekanismer.

192. Endvidere skal det hvad angår sagsøgernes klagepunkt om visse af disse betragtningers abstrakte karakter bemærkes, at det klart fremgår af den anfægtede afgørelse, at Kommissionen blot godkendte en støtteordning, som gav RTVE mulighed for at modtage en støtte, der svarede til nettoomkostningerne ved opfyldelsen af selskabets public service-forpligtelser, og at Kommissionen ikke tog stilling til foreneligheden af en støtte på 1,2 mia. EUR.

193. Endvidere skal det, for så vidt som sagsøgerne har gjort gældende, at Kommissionen skulle have reageret på visse nationale myndigheders bemærkninger, fastslås, at Kommissionen har begrundet en afgørelse tilstrækkeligt, såfremt den klart og utvetydigt har ladet sin begrundelse fremgå heraf, således at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, og således at den kompetente ret kan udøve sin prøvelsesret, men at det ikke kræves, at begrundelsen angiver alle de relevante faktiske og retlige momenter. Eftersom Kommissionen i 67.-76. betragtning til den anfægtede afgørelse havde nævnt årsagerne til, at foranstaltningen var forholdsmæssig, var den således ikke forpligtet til konkret at besvare de nationale administrative myndigheders kritiske bemærkninger om et lovforslag. Dette gælder så meget desto mere for et område, hvor medlemsstaterne har et vidt skøn, og hvor Kommissionens kontrol som følge heraf er begrænset.

194. I modsætning til hvad sagsøgerne har gjort gældende, er der endvidere intet til hinder for, at Kommissionen henviser til sine tidligere afgørelser, som vedrørte RTVE’s finansiering og således var en del af den anfægtede afgørelses sammenhæng som omhandlet i retspraksis nævnt ovenfor i præmis 86. I nærværende sag kunne Kommissionen så meget desto mere med rette henvise til sine tidligere afgørelser, eftersom en stor del af kontrolmekanismerne var indført ved lov nr. 17/2006, og den kunne således nøjes med at undersøge, om dens oprindelige vurdering af disse mekanismer blev anfægtet ved de ændringer, der blev indført ved lov nr. 8/2009 (jf. præmis 65 ovenfor).

195. Hvad endelig angår sagsøgernes argumenter om, at de ikke på grundlag af den anfægtede afgørelse kunne fremsætte andre bemærkninger end dem, de har fremsat i stævningen, fastslår Retten, at der intet var til hinder for, at de fremsatte argumenter for at anfægte effektiviteten af kontrolmekanismerne indført ved RTVE’s finansieringsordning. Sagsøgerne har imidlertid ikke fremført noget argument herom.

196. Følgelig skal det femte anbringendes andet leds første klagepunkt forkastes.

– Det andet klagepunkt vedrørende fordrejningerne indført ved forpligtelserne til at betale et bidrag

197. Sagsøgerne har gjort gældende, at Kommissionen tilsidesatte begrundelsespligten, fordi den ikke tog tilstrækkelig stilling til den konkurrenceforvridning, der blev indført med bidragsforpligtelserne, bl.a. ved nedsættelsen af deres konkurrenceevne i forhold til RTVE. Konstateringen i 53. betragtning til den anfægtede afgørelse, hvorefter de skatteforanstaltninger, der blev indført eller ændret ved artikel 4, 5 og 6 i lov nr. 8/2009, kunne adskilles fra den nuværende finansieringsordning for RTVE, er ikke tilstrækkelig. Sagsøgerne har i replikken gjort gældende, at lov nr. 8/2009 indebærer forskelsbehandling, eftersom udelukkende operatører, hvis geografiske virkeområde svarer til den spanske stats territorium eller er større end en selvstyrende region, er underkastet skatten, idet de øvrige er fritaget for omkostningerne til finansiering af RTVE.

198. Kommissionen og RTVE har bestridt disse argumenter, idet RTVE har gjort gældende, at sagsøgernes argumenter fremsat ved replikken skal afvises.

199. Femte anbringendes andet leds andet klagepunkt skal ligeledes forkastes, uden at der er grundlag for at undersøge, om sagsøgernes argument fremsat ved replikken skal afvises. Det er nemlig tilstrækkeligt at bemærke, at Kommissionen i 61.-66. betragtning til den anfægtede afgørelse redegjorde for årsagerne til, at de tre skatteforanstaltninger, der blev indført eller ændret ved lov nr. 8/2009, ikke var en integrerende del af de ved denne lov indførte støtteelementer, og at deres forenelighed med fællesmarkedet således ikke skulle undersøges som led i den procedure, der førte til den anfægtede afgørelse.

200. Følgelig skal det andet led og dermed også det femte anbringende i sin helhed forkastes.

201. På grundlag af de foranstående betragtninger skal Kommissionen frifindes.

Sagens omkostninger

202. Ifølge procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da sagsøgerne har tabt sagen, bør de i overensstemmelse med Kommissionens og RTVE’s påstande pålægges at bære deres egne omkostninger samt in solidum at betale de af Rådet og Kommissionen afholdte omkostninger.

203. I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 4, første afsnit, bærer medlemsstater, der er indtrådt i en sag, deres egne omkostninger. Kongeriget Spanien bærer derfor sine egne omkostninger.

Afgørelse

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer

RETTEN (Tredje Afdeling):

1) Europa-Kommissionen frifindes.

2) Telefónica de España, SA, og Telefónica Móviles España, SA, bærer deres egne omkostninger og betaler in solidum de af Kommissionen og Corporación de Radio y Televisión Española, SA (RTVE), afholdte omkostninger.

3) Kongeriget Spanien bærer sine egne omkostninger.