Appel iværksat den 8. december 2011 af Timsas Srl til prøvelse af dom afsagt af Retten (Fjerde Afdeling) den 20. september 2011 i forenede sager T-394/08, sag T-408/08, sag T-453/08 og sag T-454/08, Regione autonoma della Sardegna m.fl. mod Kommissionen

(Sag C-632/11 P)

2012/C 118/14

Processprog: italiensk

Parter

Appellant: Timsas Srl (ved avvocati D. Dodaro og S. Pinna)

De andre parter i appelsagen: Europa-Kommissionen, Regione autonoma della Sardegna og Selene di Alessandra Cannas Sas m.fl.

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Anbringender og væsentligste argumenter

Den appellerede dom er behæftet med mangler på grund af Rettens fordrejning af søgsmålsgrundene, en retlig fejl, en mangel på logik og en selvmodsigende begrundelse. Appellanten har navnlig gjort gældende, at Retten ikke, heller ikke indirekte, har begrundet sin afvisning af klagepunkterne om den åbenbare fejl, som Kommissionen begik ved vurderingen af støttens tilskyndende virkning. Retten konstaterede, at »det alene drejer sig om at undersøge, om sagsøgerne har påvist, at der i det foreliggende tilfælde foreligger omstændigheder, som kan sikre den omtvistede ordnings tilskyndende virkning, selv i tilfælde, hvor anmodningen ikke er indgivet inden gennemførelsen af de pågældende projekter påbegyndes«. Retten anførte imidlertid ikke, at sagsøgerne ikke havde godtgjort dette, og angav ikke nogen grund, som giver mulighed for at forstå begrundelsen for en sådan (fuldstændig implicit) overbevisning.

Det i dommens præmis 227 anførte, hvorefter Kommissionen ikke var forpligtet til at vurdere de særlige omstændigheder for de individuelle støttemodtagere, er utilstrækkeligt og selvmodsigende. Det er vanskeligt at se, hvorledes sagsøgerne ville kunne godtgøre eksistensen af den tilskyndende virkning uden at fremstille omstændighederne i deres egen sag: Kommissionen og Retten burde i forbindelse med søgsmålet have udledt et ensartet princip ved at objektivere situationen for hver repræsenteret part, som kan anses for at være særligt eller specifik for denne, ikke kun med hensyn til konkrete oplysninger, men som også egner sig til en generel og abstrakt udtalelse.

Endelig har både Kommissionen i den anfægtede afgørelse og Retten i den appellerede dom forvansket appellantens hensigt ved at tillægge regionen det mål på individuel basis at flytte en afgørelse, der havde en generel ordning som reference, og som følge af denne misforståelse fejlagtigt undlod at tage hensyn til den virkning, som de øvrige omstændigheder, som appellanten havde beskrevet for dem, kunne have for vurderingen af støtteordningens rækkevidde i generelle vendinger.