1. 

Med denne anmodning om en præjudiciel afgørelse anmodes Domstolen om at fortolke bestemmelserne i rammeafgørelse 2001/220 om ofres stilling i forbindelse med straffesager ( 2 ) og navnlig denne afgørelses artikel 9.

2. 

Spørgsmålet er, hvorvidt, og i givet fald i hvilket omfang, et offer for en strafbar handling kan opnå erstatning for skade, som er opstået som følge af denne handling, ikke kun fra den fysiske person eller de fysiske personer, som begik handlingen, men også fra en juridisk person, som i det nationale retssystem i den pågældende medlemsstat anses for ansvarlig for handlingens begåelse.

3.

På sit ekstraordinære møde i Tampere den 15. og 16. oktober 1999 om oprettelsen af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed i Den Europæiske Union besluttede Det Europæiske Råd bl.a. at fastlægge minimumsstandarder for beskyttelse af ofre for forbrydelser. Disse standarder skulle omfatte retten til erstatning for ofre for skade opstået som følge af en forbrydelse ( 3 ).

4.

Rammeafgørelsen blev vedtaget med henblik på at gennemføre denne beslutning ( 4 ).

5.

Af fjerde, femte og syvende betragtning i præamblen til rammeafgørelsen fremgår følgende:

[…]

6.

Artikel 1 indeholder følgende definitioner:

[…]

7.

Rammeafgørelsens artikel 9, stk. 1 (med overskriften »Ret til erstatning i forbindelse med straffesagen«), foreskriver:

»Hver medlemsstat sikrer, at ofre for forbrydelser har ret til, at der inden for en rimelig frist som led i straffesagen træffes afgørelse om erstatning fra skadevolder undtagen i de tilfælde, hvor spørgsmålet om erstatning efter national ret afgøres i anden sammenhæng.«

8.

Artikel 185 i den italienske Codice Penale (straffelov) bestemmer, at personer, som har begået en strafbar handling, skal yde erstatning til ofret for enhver skade mod ofret, der følger af deres handlinger. Disse handlinger kan også give anledning til erstatningsansvar for personen eller personerne (fysiske eller juridiske), som er ansvarlige for gerningsmandens adfærd.

9.

Artikel 74 i Codice di procedura penale (strafferetsplejeloven) giver ofret for en sådan strafbar handling ret til som civil part at indtræde i en straffesag mod den tiltalte. Ofret vil, hvis det får medhold i sagen, blive tildelt erstatning fra den tiltalte på samme måde, som hvis, men (i de fleste sager) på et tidligere tidspunkt, han havde anlagt et særskilt søgsmål mod den tiltalte ved de civile domstole vedrørende den samme skade.

10.

Indtil vedtagelsen af Decreto legislavito (lovdekret) nr. 231/2001 (herefter »lovdekretet«) anvendte italiensk ret maksimen socieras delinquere non potest ( 5 ). Selv om juridiske personer kunne være indirekte ansvarlige for retsstridige handlinger begået af personer, som de var ansvarlige for, under et civilt søgsmål, kunne de ikke som sådan blive retsforfulgt for at have begået en strafbar handling i henhold til italiensk ret.

11.

Lovdekretets artikel 1 foreskriver, at juridiske personer kan ifalde ansvar, formelt kategoriseret som et »tjenstligt« ansvar, for så vidt angår retsstridige handlinger. Denne bestemmelse omfatter selskaber og virksomheder, som har status som juridiske personer, samt sammenslutninger, herunder dem, som ikke har status som juridiske personer. Det finder imidlertid ikke anvendelse på staten eller regionale myndigheder, ikke-erhvervsdrivende offentlige organer eller organer, som udfører forfatningsmæssige opgaver ( 6 ).

12.

Lovdekretets kapitel I er inddelt i tre afsnit. Det første afsnit indeholder en generel del, som fastlægger de kriterier, som skal være opfyldt for at en juridisk person kan ifalde ansvar i henhold til dette dekret. Tredje afsnit opregner (med henvisning til bestemmelserne i straffeloven) de særlige lovovertrædelser, for hvilke en juridisk person kan ifalde ansvar.

13.

For så vidt angår de anvendelige kriterier opregner lovdekretets artikel 5 de fysiske personer, der som gerningsmænd til en strafbar handling kan give anledning til ansvar for den juridiske person. Der er hovedsageligt tale om følgende: (a) personer, der handler i en udøvende eller ledelsesmæssig funktion, og (b) personer, som er under de i punkt (a) omhandlede personers kontrol. Artikel 6 og 7 angiver de omstændigheder, under hvilke ansvaret kan tilregnes en juridisk person. Hvor den pågældende lovovertrædelse blev begået af en person, der handlede i en udøvende eller ledelsesmæssig funktion, vil der være en formodning om ansvar for den juridiske person. Formodningen afkræftes alene, hvis den juridiske person kan godtgøre, at den havde etableret, og reelt anvendt, et organisatorisk og ledelsesmæssigt system, der kunne sikre, at de pågældende lovovertrædelser ikke burde blive begået, eller at den pågældende person uretmæssigt havde undergravet eller udnyttet systemet. For så vidt angår personer, som ikke handler i en udøvende eller ledelsesmæssig funktion, vil der ikke være en formodning om ansvar for den juridiske person. I stedet er det nødvendigt at godtgøre, at lovovertrædelsen blev muliggjort som følge af en undladelse af at anvende de nødvendige standarder om ledelse eller tilsyn.

14.

I medfør af lovdekretets artikel 25 f omfatter lovovertrædelserne opregnet i den specielle del manddrab og overfald og grov legemsbeskadigelse.

15.

Fire andre bestemmelser i lovdekretet bør nævnes. Artikel 8 foreskriver, at ansvaret for en juridisk person for så vidt angår en lovovertrædelse kan være selvstændigt, dvs. at det kan bestå, selv når den fysiske person, som begik den pågældende overtrædelse, ikke kan identificeres, eller der ikke kan rejses tiltale over for personen. Artikel 34 foreskriver, at de processuelle regler, som finder anvendelse på en juridisk person, som er tiltalt i henhold til de ovennævnte bestemmelser, er dem, som er fastlagt i lovdekretet, og, hvor anvendelige, dem, som er fastlagt i strafferetsplejeloven samt i lovdekret nr. 271/1989 ( 7 ). Artikel 35 bestemmer, at de processuelle regler, der finder anvendelse på en fysisk person, som er tiltalt for en strafbar handling, skal finde anvendelse på en juridisk person, som er tiltalt i henhold til de ovennævnte bestemmelser, i det omfang de er anvendelige. I henhold til artikel 36 ligger kompetencen med hensyn til tiltalte juridiske personer hos den kriminalret, som har kompetence for så vidt angår lovovertrædelser begået af fysiske personer.

16.

Strafferetsplejelovens artikel 74 foreskriver, at ofret for en strafbar handling (eller hans nærmeste pårørende) kan indtræde som civile parter i straffesager mod bl.a. den person, der er tiltalt for at have begået den strafbare handling, med henblik på at opnå erstatning for ethvert tab, der er indtrådt som følge af den strafbare handling.

17.

Strafferetsplejelovens artikel 83 foreskriver:

»En person, som i henhold til civilretten er ansvarlig for handlinger begået af en tiltalt person, kan påtales i straffesager af [ofret for sådanne handlinger] […]. Den tiltalte kan påtales for så vidt angår ethvert civilretligt ansvar, han måtte have for handlinger begået af hans medsigtede i tilfælde af hans frifindelse eller en afgørelse om, at en stillingtagen til sagen er ufornøden.«

18.

Den 2. oktober 2008 fandt en ulykke sted ved jernbaneknudepunktet nær Firenze. Ulykken skyldtes tilsyneladende dårligt håndværk (som udgør strafbar forsømmelighed i henhold til den italienske straffelovs artikel 41, 113 og 589 (II) og (IV)) fra Maurizio Giovanardis og fire andre personers side ( 8 ). Disse personer er genstand for en tiltaleanmodning rejst af Pubblico Ministero (den offentlige anklagemyndighed) for Ufficio del Guidice delle indagini preliminari (kontoret for forundersøgelsesdommeren) ved Tribunale di Firenze (distriktsdomstolen i Firenze) den 28. juli 2010. De pågældende personer var ansatte ved Rete Ferroviaria Italiana (herefter »RFI«), den statsejede jernbanedriftsvirksomhed. Som følge af ulykken blev Alessandro Marrai dræbt, Aldo Bardelli måtte have sit ben amputeret, og Andrea Tomberli blev alvorligt skadet. Alle skadelidte var også ansatte hos RFI.

19.

Anklageskriftet mod de pågældende personer omfatter også tiltalen mod to juridiske personer for så vidt angår uheldet, nemlig Elettri Fer s.r.l. (herefter »Elettri Fer«) og RFI. Den tiltale er rejst på grundlag af bl.a. lovdekretets artikel 25 f.

20.

I sagen ved den forelæggende ret har Aldo Bardelli og repræsentanter for Alessandro Marrais nærmeste pårørende (herefter »sagsøgerne i hovedsagen«) fremsat begæring om at måtte indtræde som civile parter i henhold til strafferetsplejelovens artikel 74 ff. De har nedlagt påstand om erstatning for al økonomisk skade og ikke-økonomisk skade som følge af ulykken og anmoder den forelæggende ret om at give dem tilladelse til at indtræde i retssagen, ikke alene mod de personer, som er anklaget for at have begået de pågældende strafbare handlinger, men også mod Elettri Fer og RFI.

21.

Den nationale ret skal træffe afgørelse om en indsigelse, der er rejst mod denne anmodning, baseret på, at italiensk lov ikke tillader ofre for forbrydelser og deres repræsentanter direkte at rette krav mod juridiske personer i straffesager.

22.

Den forelæggende ret har anført, at det spørgsmål, som indsigelsen rejser, har været genstand for mange drøftelser, men efter dens opfattelse indtil nu er forblevet uafklaret. Den har anført, at i henhold til national ret kvalificeres en lovovertrædelse begået af en juridisk person, som indirekte og subsidiær og kan således ikke anses for en nødvendighed for den pågældende strafbare handling. Efter at have overvejet argumenterne for og imod indsigelsen er den forelæggende ret af den opfattelse, at selv om spørgsmålet ikke er hævet over enhver tvivl, støtter en korrekt fortolkning af national ret argumenterne fra de parter, der har rejst indsigelsen.

23.

På denne baggrund har den forelæggende ret forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Er de italienske bestemmelser om tjenstligt ansvar for juridiske personer, således som de fremgår af [lovdekretet], med senere ændringer, forenelige med de EU-retlige bestemmelser om beskyttelse af ofret under straffesager, for så vidt de ikke udtrykkeligt bestemmer, at juridiske personer kan anses for erstatningsansvarlige for den skade, som ofret har lidt?«

24.

Der er indgivet skriftlige indlæg af repræsentanterne for Alessandro Marrais nærmeste pårørende, den tyske, den italienske, den nederlandske og den østrigske regering samt Europa-Kommissionen. Under retsmødet den 15. marts 2012 blev der afgivet mundtlige indlæg af repræsentanterne for Alessandro Marrais nærmeste pårørende, den tyske og den italienske regering samt af Kommissionen.

25.

Rammeafgørelsen blev vedtaget på grundlag af artikel 31 EF og artikel 34, stk. 2, litra b), EU. Disse bestemmelser var en del af EU-traktatens afsnit VI med overskriften »Bestemmelser om politisamarbejde og retligt samarbejde i kriminalsager«. Artikel 35, stk. 1, EU fastlagde Domstolens kompetence til at træffe præjudicielle afgørelser om bl.a. fortolkningen af rammeafgørelser vedtaget i henhold til dette afsnit, dog altid med forbehold for de i bestemmelsen fastsatte betingelser. Disse betingelser omfattede kravet i henhold til artikel 35, stk. 2, EU om, at medlemsstaten først skulle fremsætte en erklæring om, at den godkendte Domstolens kompetence til at træffe præjudicielle afgørelser for så vidt angik artikel 35, stk. 1, EU. Den Italienske Republik fremsatte en sådan erklæring, som trådte i kraft den 1. maj 1999 ( 9 ).

26.

Siden rammeafgørelsens vedtagelse er Lissabontraktaten trådt i kraft ( 10 ).

27.

Som Domstolen forklarede i X-dommen ( 11 ), bevirker artikel 9 og artikel 10, stk. 1, i protokol nr. 36 om overgangsbestemmelser, der er knyttet som bilag til EUF-traktaten, at retsvirkningerne af rammeafgørelsen bevares uanset denne traktats ikrafttrædelse, og Domstolens kompetence for så vidt angår præjudicielle afgørelser forbliver den samme ( 12 ).

28.

Domstolen har således kompetence til at træffe en præjudiciel afgørelse.

29.

Selv om den forelæggende ret ikke specifikt har rejst problemstillingen i det præjudicielle spørgsmål, har den i forelæggelsesafgørelsen angivet, at den søger retningslinjer ikke kun for så vidt angår fortolkningen af rammeafgørelsen, men også om anvendeligheden af direktiv 2004/80 ( 13 ) på de foreliggende omstændigheder.

30.

Som dette direktivs artikel 1 gør det klart, finder det alene anvendelse i tilfælde, hvor en »forsætlig voldsforbrydelse« er blevet begået, og som indebærer et grænseoverskridende element. Der er intet i nærværende sag, der tyder på, at en forbrydelse, i det omfang den blev begået, blev begået forsætligt. Ej heller er der et grænseoverskridende element. Direktivet finder således ikke anvendelse på omstændighederne ( 14 ), og jeg vil ikke behandle det yderligere.

31.

Med sit spørgsmål søger den forelæggende ret retningslinjer for så vidt angår foreneligheden af visse bestemmelser i national ret med rammeafgørelsens artikel 9, stk. 1. Det fremgår klart, at i henhold til national ret kan et offer for en lovovertrædelse begået af en fysisk person opnå erstatning fra denne person ved at rette et krav herom som en civil part under en straffesag ( 15 ). Hvor lovovertrædelsen imidlertid blev begået af en juridisk person, er den forelæggende ret af den opfattelse, at et sådan krav ikke kan antages til realitetsbehandling, og at ofret må rejse kravet under et civilt søgsmål anlagt specifikt med det formål ( 16 ). Den forelæggende ret har anført, at ofret for at anlægge et sådant civilt søgsmål har et valg. Han kan enten afvente, at domfældelsen, hvis nogen, af de personer, som har begået den pågældende lovovertrædelse, får retskraft, hvilket (i hvert fald hvis domfældelsen eller afgørelsen appelleres) kan tage år, og dernæst anlægge et søgsmål ved de civile domstole, et søgsmål, som i sig selv sandsynligvis vil tage endnu flere år. Alternativt kan han med det samme anlægge et parallelt civilt søgsmål, men selv hvis han gjorde det, ville tidshorisonten være »meget langvarig«, og der ville være betydelige meromkostninger.

32.

I det omfang den forelæggende ret med sit spørgsmål anmoder Domstolen om en præjudiciel afgørelse om foreneligheden af en national bestemmelse med EU-retten, er det ikke et spørgsmål, som Domstolen har kompetence til at behandle. Domstolen kan imidlertid forsyne den forelæggende ret med en afgørelse om fortolkningen af EU-retten, som kan sætte denne ret i stand til at afgøre, hvorvidt en sådan forenelighed eksisterer, med henblik på at træffe en afgørelse i den sag, som verserer for den ( 17 ). Som Kommissionen med rette har anført, kan spørgsmålet omformuleres for at kunne give den forelæggende ret et nyttigt svar. Grundlæggende er spørgsmålet, hvorvidt rammeafgørelsens artikel 9, stk. 1, tillader, at der sondres mellem fysiske og juridiske personer, som har begået en lovovertrædelse, for så vidt angår et offers ret til at opnå erstatning for skade indtrådt som følge af denne lovovertrædelse under en straffesag mod disse personer.

33.

Den tyske, den nederlandske og den østrigske regering har i deres indlæg alle fremhævet det skøn, som rammeafgørelsen overlader medlemsstaterne for så vidt angår dens gennemførelse. Domstolen har givetvis anerkendt den brede skønsmargen, som består i denne henseende ( 18 ). Dette kan navnlig være relevant, hvor et udfald kan være i strid med forfatningsretlige bestemmelser i den pågældende medlemsstat, hvorimod en anden form for afgørelse ikke er i strid hermed ( 19 ). Samtidigt må man imidlertid ikke overse det forhold, at rammeafgørelsen havde til formål at pålægge medlemsstaterne forpligtelser for så vidt angår de mål, som den søger at opnå. Det følger heraf, at Domstolen på dette område skal gå varsomt til værks. Det betyder dog ikke, at den slet ikke skal gå til værks.

34.

Før spørgsmålet om fortolkningen af artikel 9, stk. 1, behandles, er det værd kort at overveje, hvad denne bestemmelse ikke kræver. Den kræver ikke, at medlemsstaterne ændrer deres materielle strafferet og således indfører eller udvider begrebet om juridiske personers strafansvar ( 20 ). Med andre ord kræver den ikke, at en medlemsstat skaber ansvar, hvor intet er. Således vil en medlemsstat, hvis retssystem fastlægger, at alene fysiske personer kan dømmes for en strafbar handling, ikke overtræde rammeafgørelsens bestemmelser, hvis den ikke vedtager bestemmelser om ansvar, der også omfatter juridiske personer, som kan tænkes at bære et medansvar for lovovertrædelsen, og om erstatning fra sådanne juridiske personer i henhold til artikel 9, stk. 1. Et offer, som i en sådan medlemsstat ønsker at opnå erstatning for en retsstridig handling, for hvilken den pågældende juridiske person formodes at være ansvarlig, må anlægge et civilt søgsmål med alle de konsekvenser, som dette indebærer i det nationale system.

35.

Det er imidlertid ikke tilfældet her. Det er min opfattelse, at det af forelæggelsesafgørelsen, de skriftlige indlæg for Domstolen og de mundtlige indlæg under retsmødet fremgår, at i henhold til italiensk ret:

36.

Selv om italiensk ret ikke gør det muligt for et offer at opnå erstatning fra en juridisk person under en straffesag ved at indtræde som civil part i sagen i henhold til strafferetsplejelovens artikel 74, vil det samme resultat i praksis tilsyneladende kunne opnås ad anden vej. I en dom afsagt i oktober 2010 fastslog Corte Suprema di Cassazione (sjette strafferetlige afdeling) som følger:

»[…] i henhold til proceduren fastlagt i lovdekretet er ofrets situation garanteret i alle tilfælde, da han ikke alene kan tage umiddelbare skridt til beskyttelse af sine interesser ved at anlægge et civilt søgsmål, men også kan påtale den juridiske person for så vidt angår dennes civilretlige ansvar i henhold til strafferetsplejelovens artikel 83 under et søgsmål om strafferetligt ansvar for gerningsmanden til en retsstridig handling begået i den juridiske persons interesse eller til fordel for denne og kan – almindeligvis – gøre det under samme søgsmål som det, der er anlagt for at fastlægge ansvaret for den juridiske person« ( 24 ).

37.

Det tilkommer naturligvis den forelæggende ret at efterprøve, om det ovenstående er en korrekt gengivelse af retsstillingen i henhold til national ret.

38.

Er de regler, som jeg har beskrevet ovenfor, forenelige med rammeafgørelsens artikel 9, stk. 1?

39.

Artikel 9, stk. 1, beskytter ofre for forbrydelser ved at kræve, at medlemsstaterne indfører ordninger om erstatning til disse ofre inden for en rimelig frist som led i en straffesag. Ved at få deres krav fastlagt på denne måde bør ofre, som Kommissionen har påpeget, nyde godt af en procedure, som er både hurtigere og mindre omkostningsfuld, end den ville være, hvis de var nødsaget til at få fastslået deres krav via anlæggelse af separate civile søgsmål.

40.

Bestemmelsen er inddelt i to dele. Første del fastlægger hovedreglen om, at medlemsstater er forpligtet til at sikre, at ofre for forbrydelser har ret til inden for en rimelig frist at opnå en afgørelse om erstatning fra gerningsmanden som led i straffesagen. Anden del udgør en undtagelse til denne hovedregel. Den finder anvendelse »i de tilfælde«, hvor spørgsmålet om erstatning efter national ret afgøres i anden sammenhæng.

41.

Jeg vil først behandle hovedreglen fastlagt i første del af rammeafgørelsens artikel 9, stk. 1, inden jeg vender mig mod undtagelsen som fastlagt i anden del.

42.

Hvad er de grundlæggende betingelser, under hvilke artikel 9, stk. 1, pålægger medlemsstaterne at sikre, at en afgørelse om erstatning til et offer for skade lidt som følge af en forbrydelse træffes inden for en rimelig frist? For det første skal der været begået en forbrydelse. For det andet skal det være muligt i henhold til retssystemet i den pågældende medlemsstat at anlægge en straffesag mod den tiltalte for sådan en forbrydelse. For det tredje skal der anlægges en straffesag.

43.

Hvis vi tager et ligetil eksempel, er anvendelsen af disse betingelser klar. Lad os forestille os, at i en bestemt medlemsstat resulterer hensynsløs kørsel fra X’s side i forbindelse med hans ansættelse hos Y (en juridisk person) i en ulykke, som forårsager skade på et eller flere ofre. Denne medlemsstat accepterer princippet om juridiske personers ansvar for strafbare handlinger og retsforfølger juridiske personer, der formodes at have begået sådanne handlinger ved kriminalretterne på sædvanlig vis. Lad os yderligere forestille os, at begrebet »gerningsmand« i artikel 9, stk. 1, kan finde anvendelse på juridiske personer (jeg skal vende tilbage til dette punkt nedenfor ( 25 )). Som følge af ulykken tiltales både X (som den fysiske person direkte involveret i at forårsage uheldet) og Y (som den juridiske person indirekte ansvarlig for forårsagelsen heraf) ved kriminalretterne. Der rejses tiltale over for dem for nært beslægtede lovovertrædelser. Her er det klart, at rammeafgørelsen pålægger en medlemsstat, hvis retssystem ikke allerede giver ofrene adgang til at kræve og (eventuelt) opnå erstatning gennem en straffesag, at ændre sin nationale lovgivning, hvis den skal opfylde artikel 9, stk. 1.

44.

Den foreliggende sag er imidlertid ikke så ligetil.

45.

Hvad dernæst angår betingelserne i punkt 42 ovenfor forekommer det mig for det første, at rammeafgørelsen ikke beskæftiger sig så meget med den tekniske kvalificering af »lovovertrædelsen« i henhold til national ret som med dens grundlæggende karakter. Rammeafgørelsen fokuserer på substansen mere end formen. Selv om Domstolen har henvist til den brede skønsmargin, som de nationale myndigheder har ved valget af, hvorledes de vil gennemføre målene med rammeafgørelsen, har den også fastslået, at det for ikke at fratage den dens effektive virkning er nødvendigt at foretage en formålsorienteret fortolkning ( 26 ).

46.

Således kan det med henblik på at fastlægge foreneligheden med artikel 9, stk. 1, ikke være relevant, at det nationale system kvalificerer de pågældende lovovertrædelser som »indirekte og subsidiære«. Juridiske personers ansvar for lovovertrædelser er efter sin art sandsynligvis hverken direkte eller primær. For fuldstændighedens skyld tilføjer jeg, at det ikke er nødvendigt, at fysiske og juridiske personer tiltales for den samme handling. Artikel 9, stk. 1, kræver heller ikke, at en eller flere fysiske personer først skal tiltales for den pågældende lovovertrædelse, for at juridiske personer er omfattet af bestemmelsens anvendelsesområde.

47.

For så vidt angår kvalificeringen i henhold til italiensk ret af overtrædelsen begået af en juridisk person som »tjenstlig« ( 27 ) mener jeg, at samme fortolkningsprincip ikke desto mindre bør finde anvendelse. Det fremgår klart af fjerde betragtning i præamblen til rammeafgørelsen, at dens formål er at sikre ofre for forbrydelser et »højt beskyttelsesniveau«. I henhold til artikel 9, stk. 1, er et af midlerne, hvormed den søger at nå dette mål, at gøre erstatning tilgængelig for disse ofre via straffesager anlagt for så vidt angår den retsstridige handling, der gav anledning til den pågældende skade. Jeg medgiver gerne, at vedtagelsen af rammeafgørelsen ikke forpligter medlemsstaterne til at indføre begrebet om juridiske persons strafansvar i deres nationale lovgivning, hvis det ikke var en del af deres systemer før ( 28 ). Det er imidlertid min opfattelse, at en medlemsstat, som faktisk accepterer dette begreb som en del af sit system, ikke da af udelukkende formelle grunde kan fritages for sin pligt til at yde beskyttelse i overensstemmelse med artikel 9, stk. 1.

48.

I den foreliggende sag giver den pågældende medlemsstats retssystem mulighed for, at juridiske personer kan ifalde strafansvar for retsstridige handlinger under ordninger, hvorefter (1) de kriterier, som definerer den retsstridige handling, er fastlagt med henvisning til straffelovens bestemmelser, (2) ansvaret for handlingen som sit afgørende grundlag har det forhold, at en retsstridig handling blev begået af en fysisk person, og (3) en sag mod en juridisk person anlægges ved kriminalretterne, er underlagt strafferetsplejelovens bestemmelser og vil under normale omstændigheder blive forenet med sagen mod de(n) fysiske person(er), som formodes at have begået den pågældende retsstridige handling. Artikel 9, stk. 1, skal gøres til genstand for en formålsfortolkning, som tager hensyn til substans over form. I overensstemmelse hermed er det forhold, at national ret kvalificerer ansvaret for juridiske personer for sådanne retsstridige handlinger som »tjenstligt«, efter min mening ikke tilstrækkeligt til at udelukke anvendelsen af denne artikel og således pligten til at yde beskyttelse til et offer for sådanne handlinger.

49.

For det andet skal den pågældende handling føre til en sag anlagt mod en gerningsmand. Mens rammeafgørelsens artikel 1, litra a), definerer begrebet »offer«, er der ingen tilsvarende definition af begrebet »gerningsmand« ( 29 ). Under disse omstændigheder mener jeg, at begrebet skal tillægges dets naturlige og almindelige betydning. Der er tale om en bred term, som anvendes i en kontekst, hvor lovgiver, hvis han havde ønsket at udtrykke sig snævert, havde gjort det. Jeg kan således nemt konkludere, at »gerningsmand« skal fortolkes som ikke alene omfattende fysiske personer, men også juridiske personer, som er tiltalt for at have begået retsstridige handlinger.

50.

For det tredje skal der anlægges en straffesag. Dette krav giver sig selv. Uden det ville artikel 9, stk. 1, være uden mening. Rammeafgørelsens artikel 1, litra c), bestemmer, at begrebet skal forstås under henvisning til den relevante nationale ret. Der findes med andre ord intet harmoniseret europæisk begreb om, hvad begrebet »straffesag« skal omfatte. Eftersom der i den foreliggende sag ikke synes at herske tvivl om, at de pågældende retssager er straffesager – hvilket er blevet bekræftet af den italienske regering under retsmødet ( 30 ) – vil jeg ikke behandle dette spørgsmål yderligere.

51.

Hvis disse betingelser er opfyldt, skal den pågældende medlemsstat sikre, at dens nationale lovgivning indeholder bestemmelser, som gør det muligt for et offer for en retsstridig handling at deltage i en straffesag på en måde, der sætter ham i stand til som led i denne sag at fastholde et krav om behørig erstatning mod den tiltalte. Dette omfatter juridiske personer.

52.

Under punkt 36 ovenfor har jeg henvist til en dom fra Corte Suprema di Cassazione, som den italienske regering har henledt Domstolens opmærksomhed på i sine indlæg, og som var genstand for langvarige drøftelser under retsmødet. I henhold til denne dom kan ofre for retsstridige handlinger, der involverer juridiske personer, ikke anvende strafferetsplejelovens artikel 74 med henblik på at indtræde som civile parter i en sag mod juridiske personer. Imidlertid vil de reelt blive beskyttet, eftersom (1) de kan anlægge en civil retssag med henblik på at forfølge deres krav mod disse personer, og (2) de kan støtte ret på denne lovs artikel 83 med henblik på at indbringe deres krav for kriminalretterne ad anden vej. Den første af disse muligheder – dvs. muligheden for at anlægge en civil retssag – er ikke relevant i denne forbindelse. Den forelæggende ret har således anført, at tidsperspektivet ved at gå denne vej sandsynligvis vil blive forlænget ( 31 ). Hvis dette er tilfældet, vil den beskyttelse, som rammeafgørelsen søger at give, ikke blive opnået. Derimod forekommer muligheden for at støtte sig til denne lovs artikel 83 potentielt relevant. Hvis det virkelig er en mulig vej for ofre for disse retsstridige handlinger, vil det forhold, at italiensk ret kan udelukke dem fra at indtræde som civile parter under disse retssager, ikke have nogen indflydelse på spørgsmålet om, hvorvidt national lovgivning lever op til kravene i rammeafgørelsens artikel 9, stk. 1.

53.

Parterne er fremkommet med forskellige synspunkter om anvendelsen af denne dom i forhold til hovedsagen. Det tilkommer den forelæggende ret at afgøre dette spørgsmål.

54.

I lyset af de ovennævnte betragtninger er jeg af den opfattelse, at hovedreglen i første del af rammeafgørelsens artikel 9, stk. 1, skal fortolkes således, at hvor en medlemsstats nationale retssystem indeholder bestemmelser om, at en retssag kan anlægges mod juridiske personer for så vidt angår en retsstridig handling, vil det forhold, at dette system kvalificerer ansvaret for en sådan handling som »indirekte og subsidiært« og/eller »tjenstligt«, ikke fritage medlemsstaten fra sin pligt til at anvende bestemmelserne i denne artikel for så vidt angår juridiske personer, når (1) de kriterier, som definerer den retsstridige handling, er fastlagt med henvisning til straffelovens bestemmelser, (2) ansvaret for denne handling som sit afgørende grundlag har det forhold, at en retsstridig handling blev begået af en fysisk person, og (3) en sag mod en juridisk person anlægges ved kriminalretterne, er underlagt strafferetsplejelovens bestemmelser og under normale omstændigheder vil blive forenet med sagen mod de(n) fysiske person(er), som formodes at have begået den pågældende retsstridige handling.

55.

Hovedreglen i artikel 9, stk. 1, finder ikke anvendelse »i de tilfælde, hvor spørgsmålet om erstatning efter national ret afgøres i anden sammenhæng«.

56.

Den tyske og den nederlandske regering har anført, at undtagelsen finder anvendelse i hovedsagen. Når det står åbent for ofre at forfølge deres krav mod juridiske personer, der formodes at have begået lovovertrædelserne, ved de civile domstole, er en medlemsstat ikke forpligtet til at sikre, at kravene kan indbringes for kriminalretterne mod disse personer.

57.

Jeg deler ikke dette synspunkt.

58.

Som en fravigelse fra hovedreglen i første del af artikel 9, stk. 1, skal undtagelsen fortolkes snævert ( 32 ). En fortolkning af undtagelsen, hvorefter den fra hovedreglen udelukker alle tilfælde, der involverer en særlig kategori af gerningsmænd, dvs. juridiske personer, ville indebære en risiko for at gøre undtagelsen til hovedreglen. Et sådan resultat kan ikke have været lovgivers hensigt. Undtagelsen finder anvendelse »i [visse] tilfælde«. I den forbindelse vil jeg henvise til forarbejderne til rammeafgørelsen, som gengiver en drøftelse, der fandt sted under et møde i den relevante arbejdsgruppe under Rådet, på hvilket forslaget til rammeafgørelsen blev behandlet ( 33 ). Det fremgår af referatet fra dette møde, at de svenske, østrigske og tyske delegationer havde foreslået, at de pågældende ( 34 ) ord skulle slettes. Det fremgår endvidere af referatet, at formandskabet (det franske) havde understreget, at »uden (den) sætning ville stk. 1 være uden mening«.

59.

Det betyder ikke, at der aldrig kan være omstændigheder, under hvilke undtagelsen kan finde anvendelse. I den forbindelse er jeg enig med Kommissionen i, at der skal være objektive omstændigheder, som begrunder et sådan resultat. Disse vil omfatte tilfælde, hvor hovedreglen ikke kan anvendes af praktiske årsager, f. eks hvor skaden, som er indtrådt som følge af forbrydelsen, ikke kan fastlægges, eller ikke kan fastlægges med tilstrækkelig klarhed til at formulere en påstand, indtil efter at straffesagen mod gerningsmanden er afsluttet. Udelukkelsen af juridiske personer som en kategori fra anvendelsesområdet for artikel 9, stk. 1, kan imidlertid ikke begrundes objektivt.

60.

Jeg konkluderer derfor, at undtagelsen til hovedreglen i anden del af artikel 9, stk. 1, ikke kan fortolkes således, at den fra hovedreglen i første del af artikel 9, stk. 1, udelukker alle tilfælde, der involverer en særlig kategori af gerningsmænd, såsom juridiske personer.

61.

I hovedsagen tilkommer det den forelæggende ret at foretage følgende. For det første må den fastlægge, hvorvidt de pågældende juridiske personer har begået en forbrydelse som omhandlet i rammeafgørelsens artikel 9, stk. 1. Ved fastlæggelsen heraf skal den tage i betragtning ikke alene de nationale bestemmelser vedrørende den retsstridige handlings karakter, men også principperne fastlagt i punkt 48 ovenfor. For det andet skal den efterprøve, om disse personer falder ind under betegnelsen gerningsmænd efter denne bestemmelse. Den skal tage hensyn til betragtningerne i punkt 49 ovenfor med henblik på at afgøre dette spørgsmål. For det tredje skal den vurdere, hvorvidt den pågældende retssag er en straffesag i henhold til denne bestemmelse. Den skal i denne forbindelse tage hensyn til de betragtninger, der er nævnt i punkt 50 ovenfor. Endelig skal den fastlægge, hvorvidt der er særlige omstændigheder, der kan begrunde anvendelsen af undtagelsen i anden del af artikel 9, stk. 1. Hvis den herefter fastslår, at hovedreglen, og ikke undtagelsen, finder anvendelse, skal den derefter vurdere, hvorvidt national ret reelt opfylder hovedreglen.

62.

I den henseende vil jeg fremsætte følgende generelle betragtninger.

63.

Domstolen har allerede fastslået, at princippet om, at national ret skal fortolkes i overensstemmelse med EU-retten, er bindende i forhold til rammeafgørelsen, som er vedtaget inden for rammerne af afsnit VI i traktaten om Den Europæiske Union. Den forelæggende ret er ved anvendelsen af national ret forpligtet til i videst muligt omfang at fortolke denne ret i lyset af rammeafgørelsens ordlyd og formål med henblik på at nå det med rammeafgørelsen tilsigtede resultat og således handle i overensstemmelse med traktatens bestemmelser ( 35 ).

64.

Samtidigt har Domstolen imidlertid gentagne gange fastslået, at forpligtelsen for den forelæggende ret til at fortolke national ret i overensstemmelse med EU-retten begrænses af generelle retsprincipper, navnlig principperne om retssikkerhed og forbuddet mod tilbagevirkende kraft. Princippet kan med andre ord ikke tjene som grundlag for en fortolkning contra legem af national ret. Dette princip forudsætter ikke desto mindre, at den forelæggende ret i givet fald tager hensyn til de nationale bestemmelser som helhed med henblik på at vurdere, hvorvidt de kan anvendes således, at de ikke fører til et resultat, der er i strid med det resultat, der tilsigtes med rammeafgørelsen ( 36 ).

65.

Endelig har den forelæggende ret anført, at en fortolkning af national ret som den, sagsøgerne i hovedsagen har foreslået, vil indebære en risiko for overtrædelse af den nationale bestemmelse, der udelukker en analog anvendelse af straffelovens bestemmelser in malam partem.

66.

Det er ikke alene national ret, der forbyder anvendelsen af straffelovens bestemmelser på den måde. Så langt tilbage som i 1963 fastslog Den Europæiske Menneskerettighedskommission, at det ville være i strid med artikel 7, stk. 1, i den europæiske menneskerettighedskonvention, hvorefter ingen kan kendes skyldig i et strafbart forhold på grund af en handling eller undladelse, der ikke udgjorde en forbrydelse efter national ret eller international ret på det tidspunkt, da den blev begået ( 37 ). En tilsvarende tilgang er blevet anvendt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i sin praksis ( 38 ).

67.

Konventionens artikel 7, stk. 1, er formuleret identisk med den relevante del af artikel 49, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Efter ikrafttrædelsen af Lissabontraktaten med virkning fra den 1. december 2009 har chartret virkning af primær ret ( 39 ). I medfør af chartrets artikel 52, stk. 3, skal rettigheder fastlagt i chartret, som svarer til rettigheder, der er sikret ved konventionen, have samme betydning og omfang som i konventionen.

68.

En analog anvendelse af bestemmelserne i national strafferet in malam partem kan eller kan ikke være i strid med national ret (i forhold til hvilket jeg ikke fremkommer med en vurdering). Tilbage står imidlertid spørgsmålet om anvendelsen af dette princip i forbindelse med rammeafgørelsens artikel 9, stk. 1.

69.

Artikel 9, stk. 1, pålægger ikke en medlemsstat at ændre de materielle aspekter af national strafferet på nogen måde ( 40 ). Bestemmelsen påvirker heller ikke størrelsen af den erstatning, der betales til et offer i tilfælde af tab eller skade indtrådt som følge af begåelsen af en retsstridig handling – intet i rammeafgørelsen foreskriver, at det pågældende beløb skal beregnes anderledes i henholdsvis straffesager og civile sager. I forsøget på at beskytte interesserne for ofre for forbrydelser fremskynder rammeafgørelsen det tidspunkt, hvor den pågældende erstatning skal betales. Dette er et processuelt spørgsmål. Det påvirker ikke det strafferetlige ansvar for den ansvarlige på nogen måde. Under disse omstændigheder ser jeg intet grundlag for, at princippet in malam partem kan finde anvendelse ved den fortolkning af rammeafgørelsens artikel 9, stk. 1, som jeg foreslår i dette forslag til afgørelse.

70.

Jeg foreslår derfor Domstolen at besvare det forelagte spørgsmål fra Tribunale di Firenze på følgende måde:

»Hovedreglen i første del af artikel 9, stk. 1, i Rådets rammeafgørelse 2001/220/RIA af 15. marts 2001 om ofres stilling i forbindelse med straffesager skal fortolkes således, at hvor en medlemsstats nationale retssystem indeholder bestemmelser om, at en retssag kan anlægges mod juridiske personer for så vidt angår en retsstridig handling, vil det forhold, at dette system kvalificerer ansvaret for en sådan handling som »indirekte og subsidiært« og/eller »tjenstligt«, ikke fritage medlemsstaten fra sin pligt til at anvende bestemmelserne i denne artikel for så vidt angår juridiske personer, når (1) de kriterier, som definerer den retsstridige handling, er fastlagt med henvisning til straffelovens bestemmelser, (2) ansvaret for denne handling som sit afgørende grundlag har det forhold, at en retsstridig handling blev begået af en fysisk person, og (3) en sag mod en juridisk person anlægges ved kriminalretterne, er underlagt strafferetsplejelovens bestemmelser og under normale omstændigheder vil blive forenet med sagen mod de(n) fysiske person(er), som formodes at have begået den pågældende retsstridige handling.

Undtagelsen til hovedreglen i anden del af artikel 9, stk. 1, skal fortolkes snævert. Den kan ikke fortolkes således, at den fra hovedreglen i første del af denne artikel udelukker alle tilfælde, der involverer særlige kategorier af gerningsmænd, såsom juridiske personer.«