1. 

Med disse præjudicielle forelæggelser anmodes Domstolen om at definere, hvilke handlinger der kan udgøre »forfølgelse« i relation til en alvorlig krænkelse af religionsfriheden. Det drejer sig om et grundlæggende spørgsmål, eftersom svaret på dette spørgsmål er afgørende for, hvilke asylansøgere der kan blive anerkendt som flygtninge og være berettiget til international beskyttelse som omhandlet i direktiv 2004/83/EF ( 2 ).

2. 

Disse anmodninger indgår som led i tvisterne mellem Bundesrepublik Deutschland, repræsenteret ved Bundesministerium des Inneren (indenrigsministeriet), der selv er repræsenteret ved Bundesamt für Migration und Flüchtlinge (forbundsstyrelsen for indvandrere og flygtninge) ( 3 ), og Y (sag C-71/11) og Z (sag C-99/11), som er to pakistanske statsborgere, der har ansøgt om tildeling af flygtningestatus. Disse to personer er aktive medlemmer af Ahmadiyya-trossamfundet, som er en fornyelsesbevægelse inden for islam, der længe er blevet bestridt af sunnimuslimerne, der udgør flertallet i Pakistan, og Ahmadi-muslimers mulighed for religiøse aktiviteter er stærkt begrænset i henhold til den pakistanske straffelov. Y og Z kan således ikke offentligt bekende sig til deres tro, uden at denne udøvelse risikerer at blive anset for blasfemisk, en anklage, der ifølge straffelovens bestemmelser kan medføre fængsling og endog dødsstraf.

3. 

Bundesverwaltungsgericht (Tyskland) har nærmere bestemt stillet Domstolen tre spørgsmål. Den spørger for det første, i hvilket omfang et indgreb i religionsfriheden, og navnlig i individets ret til åbent og fuldt at bekende sig til troen, kan udgøre »forfølgelse« som omhandlet i direktivets artikel 9, stk. 1, litra a).

4. 

Dernæst spørger den forelæggende ret Domstolen, om begrebet forfølgelse bør begrænses til krænkelser, der påvirker et angiveligt »kerneområde« i religionsfriheden.

5. 

Endelig spørger den Domstolen, om flygtningens frygt for forfølgelse er velbegrundet som omhandlet i direktivets artikel 2, litra c), når den pågældende har til hensigt at foretage religiøse handlinger ved en tilbagevenden til hjemlandet, der vil medføre en fare for hans liv, frihed eller fysiske integritet, eller om han med rimelighed må forventes at tåle at afholde sig fra sådanne handlinger.

6.

Det fælles europæiske asylsystem bygger på en fuldstændig og inklusiv anvendelse af konventionen om flygtninges retsstilling ( 4 ) og på respekten for de rettigheder og principper, der anerkendes i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder ( 5 ).

7.

Inden for rammerne af dette system har direktivet til formål at fastsætte minimumsstandarder og fælles kriterier for samtlige medlemsstater for anerkendelse af asylansøgere som flygtninge som omhandlet i Genèvekonventionens artikel 1. Medlemsstaterne kan følgelig frit indføre eller opretholde gunstigere standarder for fastsættelse af, hvem der kan anerkendes som flygtninge, dog for så vidt som disse standarder er forenelige med direktivet ( 6 ).

8.

Begrebet »flygtning« er defineret i direktivets artikel 2, litra c), med den samme ordlyd som Genèvekonventionens artikel 1, afsnit A, stk. 2, første afsnit:

»»flygtning«: en tredjelandsstatsborger, som i kraft af en velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af race, religion, nationalitet, politisk anskuelse eller tilhørsforhold til en bestemt social gruppe opholder sig uden for det land, hvor den pågældende er statsborger, og som ikke kan eller, på grund af en sådan frygt, ikke vil påberåbe sig dette lands beskyttelse […]«.

9.

Genèvekonventionens forfattere har valgt ikke at definere begrebet forfølgelse. Begrebet er defineret således i direktivets artikel 9, stk. 1:

»Forfølgelse som omhandlet i artikel 1, afsnit A, i Genèvekonventionen skal:

10.

I direktivets artikel 9, stk. 2, opstilles endelig en ikke-udtømmende liste over handlinger, der kan anses for omfattet af dette begreb. Sådanne handlinger omfatter bl.a. »fysisk eller psykisk vold, herunder seksuelle overgreb«, »juridiske, administrative, politimæssige og/eller retlige foranstaltninger, der i sig selv er diskriminerende eller gennemføres på en diskriminerende måde«, og »uforholdsmæssig eller diskriminerende retsforfølgning eller straf«.

11.

Endvidere kræver direktivets artikel 9, stk. 3, en sammenhæng mellem de i artikel 10 nævnte årsager og forfølgelsen. Der er fem årsager, herunder religion.

12.

Direktivets artikel 10, stk. 1, litra b), bestemmer:

»[…]

13.

De af Y (sag C-71/11) og Z (sag C-99/11) fremsatte asylansøgninger på grundlag af artikel 16a, stk. 1, i Grundgesetz (den tyske grundlov) blev afslået af Bundesamt ved to afgørelser af henholdsvis 4. maj 2004 og 8. juli 2004. Bundesamt fandt, at der ikke forelå tilstrækkelige holdepunkter for at antage, at asylansøgerne havde forladt deres oprindelsesland på grund af velbegrundet frygt for forfølgelse.

14.

Efter domme afsagt af Verwaltungsgericht fastslog Oberverwaltungsgericht ved domme af 13. november 2008 imidlertid, at Y og Z i deres egenskab af aktive Ahmadiyya-tilhængere ville risikere forfølgelse som omhandlet i §60, stk. 1, første punktum, i Gesetz über den Aufenthalt, die Erwerbstätigkeit und die Integration von Ausländern im Bundesgebiet (lov om udlændinges ophold, erhvervsmæssige beskæftigelse og integration af udlændinge på Forbundsrepublikkens område), i den affattelse, der er offentliggjort den 25. februar 2008 ( 8 ), og at det ved en tilbagevenden til deres oprindelsesland ikke ville være muligt for dem fortsat at udøve deres religion offentligt uden risiko for liv, fysisk integritet og frihed.

15.

Der er blevet iværksat revisionsanke ved Bundesverwaltungsgericht i begge sager. Denne ret er i tvivl om fortolkningen af direktivet, navnlig på grund af divergerende retspraksis ved de tyske retter.

16.

I forelæggelsesafgørelsen i sag C-99/11 har retten redegjort for de to retninger i retspraksis ( 9 ). Den første, der forfægtes af Bundesamt og Bundesbeauftragter für Asylangelegenheiten (forbundskommissær for asylspørgsmål), blev etableret forud for direktivets ikrafttrædelse og begrænser begrebet forfølgelse til handlinger, der griber ind i religionsfrihedens »kerneområde« eller menneskets »religiøse eksistensminimum«. Dette »kerneområde« består dels af enhvers ret til at have den religion, han ønsker, eller til ikke at have en religion, dels retten til at udøve sin tro privat eller i en kreds af dem, der deler samme tro ( 10 ). I overensstemmelse med denne retspraksis udgør begrænsningerne af den offentlige udøvelse af troen, såsom de begrænsninger, der pålægges medlemmerne af Ahmadiyya-trossamfundet, ikke et tilstrækkeligt alvorligt indgreb i religionsfriheden til at udgøre forfølgelse, medmindre det pågældende individ allerede har været udsat for trusler mod sit liv, sin integritet eller sin frihed. Såfremt dette ikke er tilfældet, forventer myndighederne, at den pågældende ved en tilbagevenden til sit oprindelsesland udviser en rimelig adfærd og afholder sig fra eller begrænser offentlig udøvelse af sin tro.

17.

Den anden retning i retspraksis forfægtes af Oberverwaltungsgericht og andre tyske forvaltningsretter efter direktivets ikrafttrædelse. Denne retning udvider begrebet forfølgelse til indgreb i bestemte former for offentlig udøvelse af troen. I dette tilfælde kan det dreje sig om udøvelse, der har en særlig betydning for den enkelte, eller som udgør en vigtig del af den religiøse lære.

18.

Det er i denne sammenhæng og for at afklare disse tvivlsspørgsmål, at Bundesverwaltungsgericht har besluttet at udsætte sagen og stille Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål, som er formuleret næsten identisk i de to sager C-71/11 og C-99/11:

19.

Parterne i hovedsagerne, den tyske, den franske og den nederlandske regering samt Europa-Kommissionen har afgivet skriftlige indlæg.

20.

I henhold til direktivets artikel 2, litra c), forudsætter anerkendelse af flygtningestatus, at den pågældende tredjelandsstatsborger står over for en velbegrundet frygt for forfølgelse ( 11 ) i sit hjemland på grund af race, religion, nationalitet, politisk anskuelse eller tilhørsforhold til en bestemt social gruppe.

21.

For at tildele flygtningestatus skal den for undersøgelsen af asylansøgningen ansvarlige myndighed derfor nå til den konklusion, at der er tale om forfølgelse eller en risiko for forfølgelse af den pågældende person.

22.

Det følger af direktivets artikel 9, sammenholdt med artikel 10, at begrebet forfølgelse består af to elementer. Det første er det materielle element. Det drejer sig om det i direktivets artikel 9 definerede begreb »forfølgelse«. Dette element er afgørende, da det begrunder personens frygt og forklarer, hvorfor denne ikke kan eller vil påberåbe sig beskyttelse i sit hjemland. Det andet er det intellektuelle element. Der er herved tale om de i direktivets artikel 10 omhandlede årsager til, at handlingen eller handlingerne eller foranstaltningerne samlet set er foretaget eller iværksat.

23.

Den for undersøgelsen af asylansøgningen ansvarlige myndighed skal dernæst, på grundlag af en vurdering af de faktiske forhold og omstændighederne i forbindelse med ansøgningen om international beskyttelse, undersøge, om flygtningens frygt for forfølgelse ved tilbagevenden til sit hjemland er velbegrundet.

24.

Med sine spørgsmål anmoder den forelæggende ret Domstolen om at præcisere rækkevidden af hver af disse to betingelser inden for rammerne af en asylansøgning, der støttes på en krænkelse af religionsfriheden.

25.

Den kontekst, hvori besvarelsen af den forelæggende rets spørgsmål indgår, forekommer således at være klar.

26.

Det drejer sig om at fastslå, hvem af asylansøgerne der har grund til at frygte »forfølgelse« på grund af krænkelse af den pågældendes religionsfrihed, og som følgelig kan anerkendes som flygtning.

27.

Dette giver Domstolen lejlighed til ikke alene at definere fælles vurderingskriterier for samtlige medlemsstater til brug for den individuelle vurdering af en ansøgning om international beskyttelse, der støttes på religion, men ligeledes til at definere et minimumsgrundlag, under hvilket disse stater ikke kan nægte at anerkende, at der er tale om forfølgelse af en asylansøger, som lider under en streng begrænsning af udøvelsen af religionsfrihed i sit hjemland.

28.

Det formål, som EU-lovgiver forfølger inden for rammerne af det fælles europæiske asylsystem, vil tjene som rettesnor for besvarelsen af de af den forelæggende ret stillede spørgsmål. Opmærksomheden henledes således på, at formålet ikke er at tildele beskyttelse, hver gang en person ikke fuldt og effektivt kan udøve de garantier, der er anerkendt i chartret eller i EMRK, i sit hjemland, men at begrænse anerkendelsen som flygtning til personer, der risikerer en alvorlig nægtelse eller en systemisk krænkelse af deres mest grundlæggende rettigheder, og hvis liv er blevet utåleligt i hjemlandet.

29.

Man er følgelig nødt til at skelne begrebet forfølgelse fra alle andre former for diskriminerende foranstaltninger. Man skal derfor sondre mellem den situation, hvor personen lider under en begrænsning eller forskelsbehandling i forbindelse med udøvelsen af en af de grundlæggende rettigheder og migrerer af personlige årsager eller for at forbedre sine levevilkår eller sociale status, fra den situation, hvor personen lider under en så streng begrænsning, at den risikerer at berøve den pågældende de mest grundlæggende rettigheder, uden at vedkommende kan få beskyttelse i sit hjemland.

30.

Med sit første spørgsmål spørger den forelæggende ret nærmere bestemt, om, og i givet fald i hvilket omfang, en handling, som begrænser religionsfriheden og navnlig enhvers ret til at udøve sin tro, udgør »forfølgelse« som omhandlet i direktivets artikel 9, stk. 1, litra a).

31.

Jeg mener, at besvarelsen af dette spørgsmål forudsætter, at det først undersøges, om det kan kræves af et menneske, at det begrænser visse aspekter af udøvelsen af sin religion til det, som den forelæggende ret kalder et »kerneområde«. Såfremt dette kan besvares bekræftende, vil det faktisk have en direkte indvirkning på anvendelsesområdet for direktivets artikel 9, stk. 1, litra a).

32.

Religionsfrihed er foreskrevet i Den Europæiske Union i chartrets artikel 10, stk. 1. Denne rettighed er ligeledes garanteret med samme ordlyd i EMRK’s artikel 9, stk. 1. I henhold til chartrets artikel 52, stk. 3, skal betydningen og rækkevidden af denne frihed fastsættes under hensyntagen til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis på dette område ( 12 ).

33.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol anser religionsfriheden for at udgøre en af grundpillerne i et demokratisk samfund. Der er efter dens mening tale om et væsentligt element i troendes identitet og deres livsopfattelse og om et værdifuldt gode for ateister, agnostikere, skeptikere og indifferente ( 13 ).

34.

For det første er religionsfriheden et udtryk for den enkeltes overbevisning, dvs. friheden til at have, ikke at have eller skifte religion. Begrebet religion fortolkes bredt, da direktivet, som det fremgår af artikel 10, stk. 1, litra b), dækker teistiske, ikke-teistiske og ateistiske overbevisninger. Det omhandler ikke alene de traditionelle religioner, såsom den katolske og den muslimske religion, men også nyere religioner og mindretalsreligioner.

35.

Denne komponent i religionsfriheden nyder absolut beskyttelse.

36.

For det andet indebærer religionsfriheden frihed til at udøve sin tro. Den kan antage stærkt varierede former, eftersom den kan udøves alene eller sammen med andre, privat eller offentligt, gennem gudstjeneste, undervisning, andagt og overholdelse af religiøse skikke.

37.

Friheden til at udøve sin tro har derimod ikke absolut karakter. Den beskytter ikke en hvilken som helst handling, der er begrundet eller inspireret i en religion eller en overbevisning, og sikrer ikke altid retten til en adfærd, der er dikteret af en religiøs overbevisning ( 14 ). Endvidere kan friheden være genstand for begrænsninger på nationalt plan på de betingelser, der udtrykkeligt er omhandlet i chartrets artikel 52, stk. 1, og EMRK’s artikel 9, stk. 2.

38.

Er det i denne forbindelse muligt i religionerne at konstatere et »kerneområde«, som det tilkommer de nationale myndigheder, under kontrol af de nationale retter og af Domstolen efter præjudiciel anmodning, at fastsætte, som i den aktuelle situation?

39.

På dette punkt er mit svar klart benægtende af flere grunde.

40.

For det første forekommer en sådan fremgangsmåde mig at være i strid med ordlyden af direktivets artikel 9 og 10.

41.

Det er for det første klart for enhver, i hvor høj grad en sådan øvelse, uanset hvor stor omhu den, der forsøger sig hermed, måtte udvise, pr. definition risikerer at være vilkårlig. Dernæst følger risikoen som følge af, at der med sikkerhed er lige så mange anskuelser som individer. En sådan relativitet i definitionen af et begreb, der er så væsentligt og personligt for enhver, kan ikke modsvare formålet med direktivet, som er at udlede et fælles grundlag, der kan identificeres af enhver.

42.

I denne henseende har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i dommen i sagen Leyla Șahin mod Tyrkiet om retten til at bære islamisk tørklæde på universitetet i Istanbul (Tyrkiet) påpeget, at »man ikke i Europa kan konstatere en ensartet anskuelse af religionens betydning i samfundet […], og betydningen og indflydelsen af handlinger, der indebærer et offentligt udtryk for en religiøs overbevisning, er ikke de samme alt efter epoker og sammenhænge« ( 15 ). Lad os forestille os en tur gennem verden og gennem tidsaldrene. Religionen er ikke alene udtryk for en overbevisning, men ligeledes for grupper, der er nært sammenknyttede på grund af race eller nationalitet. Religionen blander nationale og kulturelle traditioner, indebærer radikale, konservative eller reformistiske fortolkninger og omfatter en bred vifte af overbevisninger, riter og skikke, der er lige så betydningsfulde for visse religioner, som de er betydningsløse for andre.

43.

Overholdelsen af religiøse skikke kan således omfatte ceremonielle handlinger, der er knyttet til visse livsfaser, samt forskellige former for praksis i forbindelse med disse, herunder bygning af kultsteder, anvendelsen af formularer og rituelle genstande, fremvisning af symboler og iagttagelse af fest- og hviledage, samt skikke såsom iagttagelse af ernæringsforskrifter og beklædning eller hovedbeklædning i overensstemmelse med religionen. Endvidere kan udøvelse af og undervisning i religion indebære friheden til at vælge religiøse ledere, præster og undervisere, at holde møder, arrangere seminarer og oprette religiøse skoler, danne velgørende foreninger og skrive, udskrive og udbrede publikationer ( 16 ).

44.

Hver af disse handlinger har imidlertid en særlig betydning alt efter den pågældende religions forskrifter og inden for rammerne af det samme trossamfund alt efter individets personlighed. Dette forklarer efter UNHCR’s mening, hvorfor asylansøgninger, der støttes på religion, er de mest komplekse ( 17 ).

45.

Alle disse elementer taler således for en bred fortolkning af religion, der omfatter samtlige komponenter, uanset om de er offentlige eller private, kollektive eller individuelle.

46.

Dette er givet også grunden til, at EU-lovgiver i direktivets artikel 9, stk. 1, nøje har klarlagt, at forfølgelse består i en materiel handling, hvis karakter udgør det mest objektive kriterium for at vurdere, om der er tale om forfølgelse, og dette ud over den berørte frihed, når handlingen er inspireret af en af de årsager, der er nævnt i direktivets artikel 10. Hvis det f.eks. var fastsat, at »kerneområdet« udgøres af det, der må betegnes som den indre frihed, vil en alvorlig handling, der griber ind i denne frihed, være forfølgelse, mens det ikke vil være forfølgelse, hvis den kun sanktionerer den ydre udøvelse af denne frihed. Dette er efter min opfattelse meningsløst.

47.

Direktivets artikel 9, stk. 1, litra a), udsondrer endvidere kun de rettigheder, som ikke kan fraviges, blandt de grundlæggende rettigheder. EU-lovgivers hensigt var ikke en yderligere underinddeling af de inden for direktivets rammer beskyttede rettigheder, men at have en tekst, der var tilstrækkeligt åben og smidig til at afspejle de stadigt skiftende former for forfølgelse ( 18 ). Med en sådan fortolkning ville der imidlertid blive åbnet op for en anvendelse ved analogislutning til andre friheder og grundlæggende rettigheder, og man ville risikere at reducere anvendelsesområdet for international beskyttelse langt ud over EU-lovgivers ordvalg.

48.

I forbindelse med asylansøgninger, der støttes på religion, er det endelig let at konstatere, at forfølgelsens materielle og intellektuelle elementer, der er omhandlet i henholdsvis direktivets artikel 9 og 10, er sammenfaldende. Der er følgelig ingen objektiv grund til at indføre en sondring med hensyn til anvendelsesområdet for religionsfriheden, alt efter om den konkretiserer den materielle forfølgelseshandling som omhandlet i direktivets artikel 9, stk. 1, litra a), eller udgør begrundelsen herfor som omhandlet i direktivets artikel 10, stk. 1, litra b).

49.

Der er for det andet ikke noget element i Domstolens praksis eller Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, der giver holdepunkter for at antage, at religionsfrihedens »kerneområde« skal begrænses til det indre og til friheden til at udøve den privat eller i en kreds af dem, der deler troen og således udelukke offentlig udøvelse af religionen.

50.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i sagen Église métropolitaine de Bessarabie m.fl. mod Moldova således fastslået, at »[v]idnesbyrd, i ord og handlinger, er forbundet med religiøs overbevisning« ( 19 ). Udøvelse af religionen er uløseligt knyttet til troen og udgør en væsentlig komponent i religionsfriheden, uanset om den udøves offentligt eller privat. Den Europæiske Menneskerettighedskommission har anført, at det i teksterne omhandlede alternativ »privat eller offentligt« ikke betyder andet end at tillade den troende i en og/eller anden form at udøve sin tro og skal ikke fortolkes således, at de udelukker hinanden eller overlader et valg til de offentlige myndigheder ( 20 ).

51.

Endelig bemærkes for det tredje, at såfremt der er tale om forfølgelse – hvilket fremkalder billedet af forfulgte mennesker – vil selv den simpleste eller mest uvæsentlige begrundelse blive valgt af torturbødlerne for at gøre de troende til genstand for voldshandlinger, som alene i kraft af deres iboende alvor i sammenhæng med deres følger, det hele kombineret med den påberåbte begrundelse, udgør det objektive kriterium for forfølgelse. Det er således dette kriterium, der gør det muligt at udlede det fælles vurderingsparameter for samtlige medlemsstater, således som det er søgt tilvejebragt ved direktivet.

52.

Forfølgelse er således ikke kendetegnet ved religionsfrihedens område, men ved arten af den undertrykkelse, der udøves over den pågældende, og følgerne heraf.

53.

Som tidligere nævnt er forfølgelse defineret i direktivets artikel 9, stk. 1. I henhold til denne bestemmelse skal der være tale om en handling eller flere foranstaltninger, der er »tilstrækkelig alvorlige« på grund af deres karakter eller deres gentagne forekomst til at udgøre en »alvorlig krænkelse« af en grundlæggende menneskerettighed. Dette begreb er således veldefineret på grundlag af et objektivt kriterium om handlingens karakter og iboende alvor eller den oplevede situation og de følger, som den pågældende har været udsat for i sit hjemland. Dette element er afgørende, da det i henhold til direktivets artikel 2, litra c), skal forklare, hvorfor ansøgeren ikke kan eller vil vende tilbage til sit hjemland.

54.

For at udpege den materielle forfølgelseshandling skal den myndighed, der er ansvarlig for at undersøge asylansøgningen, derfor vurdere karakteren af den konkrete situation, som personen befinder sig i i sit hjemland, når den pågældende udøver sin grundlæggende frihed eller handler i strid med de restriktioner, som friheden er underlagt i det pågældende land.

55.

Af de tidligere anførte årsager vedrørende formålet med det fælles europæiske asylsystem skal den pågældende handling efter min mening være af særligt alvorlig karakter, således at den pågældende person ikke længere med rimelighed kan leve i eller tåle at leve i sit hjemland.

56.

Forfølgelse er faktisk udtryk for en ultimativt alvorlig handling, fordi den består i åbenlyst og eftertrykkeligt at nægte mennesket dets mest centrale rettigheder på grund af hudfarve, nationalitet, køn og seksuel orientering, politisk anskuelse eller religiøs tro. Uanset form og ud over den diskrimination, den indebærer, ledsages forfølgelse af afvisning af det pågældende menneske og stræber efter at udelukke det fra samfundet. Bag forfølgelsen tegner sig tanken om et forbud, forbud mod at leve i samfundet sammen med andre på grund af køn, forbud mod at blive behandlet på lige fod på grund af overbevisning eller mod adgang til sundhed og uddannelse på grund af race. Disse forbud indebærer i sig selv en sanktion, nemlig sanktionen for, hvad den pågældende person er eller repræsenterer.

57.

Dette er grunden til, at forfølgelse er en forbrydelse mod menneskeheden som omhandlet i artikel 7, stk. 1, litra h), i Romstatutten for Den Internationale Straffedomstol ( 21 ) og i henhold til statutterne for de internationale krigsforbryderdomstole, når den udøves kollektivt og systematisk mod en bestemt befolkning.

58.

Udøvet individuelt og isoleret mod en person er forfølgelse en lige så alvorlig og utålelig krænkelse af mennesket, herunder af dets mest centrale rettigheder.

59.

Dette fremgår i øvrigt af forarbejderne til direktivet.

60.

Rådet definerede allerede i fælles holdning 96/196/RIA ( 22 ) begrebet »forfølgelse« som omhandlende hændelser, der er en alvorlig krænkelse af menneskerettighederne, såsom retten til liv, retten til frihed eller til fysisk integritet, eller som helt åbenbart ikke gør det muligt for den pågældende fortsat at leve i sit hjemland ( 23 ).

61.

I 2002, i Rådets forarbejder, henviste EU-lovgiver til de grundlæggende menneskerettigheder og pegede som det første på »retten til livet, retten til ikke at underkastes tortur, retten til frihed og sikkerhed« før der, efter at visse medlemsstater havde udtrykt forbehold, henvistes til de rettigheder, der ikke kan fraviges i henhold til EMRK’s artikel 15, stk. 2 ( 24 ).

62.

De rettigheder, der omhandles i denne bestemmelse, er ethvert menneskes såkaldte »absolutte« eller »umistelige« rettigheder. De kan ikke undergives nogen begrænsning, ikke engang i tilfælde af en ekstraordinær offentlig faretilstand. Der er herved tale om retten til livet, retten til ikke at underkastes tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, retten til ikke at holdes i slaveri eller trældom samt retten til ikke at arresteres eller tilbageholdes vilkårligt ( 25 ).

63.

Når en mand af en af de i direktivets artikel 10 omhandlede årsager risikerer at blive henrettet, tortureret eller fængslet uden anden form for rettergang, eller en kvinde risikerer at blive omskåret med tvang eller holdt i slaveri, foreligger der i sig selv åbenbart og ubestrideligt forfølgelse. Den lidelse, der risikeres, har i sig selv en alvorlig og uoprettelig karakter, og en stats manglende evne til at beskytte sine statsborgere mod sådanne overgreb fordrer, at der indtræder international beskyttelse. Medlemsstaterne er i øvrigt forpligtet til ikke at sende disse mennesker tilbage til deres hjemland, idet staterne ellers kan drages til ansvar i henhold til chartrets artikel 19, stk. 2, og direktivets artikel 21 samt i henhold til de forpligtelser, de har indgået inden for rammerne af EMRK ( 26 ).

64.

Når forfølgelsen består i krænkelse af en ufravigelig rettighed, er forfølgelse godtgjort ipso facto, når krænkelsen udspringer af religiøs diskrimination.

65.

Hvordan forholder det sig, når personen støtter sin asylansøgning på krænkelse af friheden til at udøve sin religion, der ikke er en i EMRK’s artikel 15, stk. 2, omhandlet absolut rettighed?

66.

Det samme kriterium skal efter min mening ligeledes anvendes i den sammenhæng.

67.

Friheden til at udøve sin religion er ikke en ufravigelig ret. Den er ikke desto mindre en grundlæggende rettighed, og man kan mene, at en begrænsning af denne rettighed eller krænkelse af den bør sanktioneres selv i tilfælde af en mindre krænkelse.

68.

En sådan begrænsning er imidlertid efter sin natur nødvendig for samfundslivets balance. Begrænsningen af religiøs udøvelse i en lovgivning, der har til formål at sikre balance mellem udøvelsen af forskellige religioner i en stat, kan ikke udgøre »forfølgelse« og heller ikke en krænkelse af religionsfriheden. Tværtimod bidrager en sådan lovgivning til bestræbelserne på at opretholde en reel religiøs pluralisme, og til – i en retsstat og i henhold til chartrets artikel 52, stk. 1, og EMRK’s artikel 9, stk. 2 – at sikre fredelig sameksistens mellem de forskellige overbevisninger, sådan som det bør være i et demokratisk samfund ( 27 ). Disse bestræbelser begrunder, at visse forbud kan sanktioneres strafferetligt på betingelse af, at de foreskrevne sanktioner står i et rimeligt forhold til formålet og er fastsat i respekt for garantien for de individuelle frihedsrettigheder, bl.a. retten til forsvar.

69.

Det er således på niveauet for de sanktioner og foranstaltninger, der træffes eller kan træffes mod den pågældende person, at der kan vise sig et urimeligt forhold, som er forfølgelsens objektive mærke, dvs. en krænkelse af en af menneskets ufravigelige rettigheder.

70.

Det tilkommer i den forbindelse de myndigheder, der er ansvarlige for at undersøge asylansøgningen, konkret at efterprøve, både hvilke regler der påberåbes i hjemlandet, og dets undertrykkelsespraksis i bred forstand og ikke alene i henhold til den straffelovgivning, som faktisk anvendes dér.

71.

Den fortolkning, jeg foreslår, ligger på linje med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelse om afvisning i sagen Z. og T. mod Det Forenede Kongerige ( 28 ).

72.

Opmærksomheden skal henledes på ovennævnte sag, da det spørgsmål, der var forelagt Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, er meget lig, for ikke at sige identisk, med det spørgsmål, som Bundesverwaltungsgericht har forelagt i forelæggelsesafgørelserne. Der skal endvidere henvises til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols stillingtagen, da religionsfriheden, som nævnt, er sikret med samme ordvalg i chartret og i EMRK, og denne friheds betydning og omfang skal derfor fastlægges under hensyntagen til menneskerettighedsdomstolens retspraksis.

73.

I den nævnte sag havde Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol fået forelagt spørgsmålet, om en kontraherende stat kan drages til ansvar i henhold til EMRK’s artikel 9, hvis den afslår at anerkende en person, der ved tilbagevenden til sit hjemland vil blive berøvet retten til åbent og frit at bekende sig til sin tro, som flygtning. I det omhandlede tilfælde gjorde to pakistanske statsborgere, som tilhørte det kristne trossamfund, gældende, at ved tilbagevenden til deres hjemland ville de ikke kunne leve som kristne uden at risikere at blive genstand for fjendtlig opmærksomhed eller uden at skulle træffe foranstaltninger til at skjule deres tro. Ifølge disse sagsøgere var det at kræve af dem, at de i praksis ændrede adfærd og skjulte deres tilhørsforhold til kristendommen og gav afkald på muligheden for at tale om deres tro og vidne herom over for andre, det samme som at berøve dem retten til religionsfrihed.

74.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol forkastede deres påstand på grundlag af en sondring mellem de i EMRK’s artikel 2-6 omhandlede grundlæggende garantier og de øvrige bestemmelser i EMRK.

75.

Den gentog, at en kontraherende stat kan drages til ansvar, når en udsendelsesforanstaltning bringer en person, der vender tilbage til sit hjemland, i reel risiko for enten at dø, underkastes tortur, blive tilbageholdt vilkårligt eller udsat for åbenbar retsnægtelse. Denne retspraksis bygger på disse bestemmelsers grundlæggende betydning. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har imidlertid ikke haft til hensigt automatisk at anvende disse »tvingende« hensyn på andre bestemmelser i EMRK, idet den tilføjede, at man på et rent pragmatisk plan »ikke kan kræve, at den kontraherende stat, som afviser en ansøger, alene udviser udlændingen til et land, hvor betingelserne er i fuld og effektiv overensstemmelse med enhver af de garantier, der er forbundet med de af [EMRK] foreskrevne rettigheder og friheder«.

76.

Menneskerettighedsdomstolen afviste således at udvide denne retspraksis til EMRK’s artikel 9, hvis personen kun risikerer at blive hindret i udøvelsen af sin religion. Menneskerettighedsdomstolen bemærkede, at i modsat fald ville det være det samme som at forpligte de kontraherende stater til »at handle som indirekte garanter for religionsfriheden for den øvrige verden«. Det er kun i ekstraordinære tilfælde, når den pågældende person løber en »reel risiko for åbenbar krænkelse« af denne frihed, at staten kan drages til ansvar. Ifølge Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol er det imidlertid vanskeligt at forestille sig en sag, hvori en tilstrækkeligt åbenbar krænkelse af den nævnte frihed ikke ligeledes indebærer en reel risiko for, at den pågældende dør, bliver underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling, udsættes for åbenbar retsnægtelse eller bliver tilbageholdt vilkårligt.

77.

På baggrund af disse elementer mener jeg, at direktivets artikel 9, stk. 1, litra a), skal fortolkes således, at en alvorlig krænkelse af religionsfriheden kan udgøre »forfølgelse«, når asylansøgeren på grund af udøvelsen af denne frihed eller tilsidesættelse af de restriktioner, denne er underlagt i den pågældendes hjemland, løber en reel risiko for at blive henrettet eller underkastet tortur, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, blive holdt i slaveri eller trældom eller blive retsforfulgt eller fængslet vilkårligt.

78.

Denne fortolkning kan efter min mening dels gøre det muligt at definere et fælles minimumsgrundlag for samtlige medlemsstater, som disse ikke må gå under, dels i overensstemmelse med direktivets artikel 3 overlade dem frihed til at indføre eller opretholde gunstigere standarder, for så vidt som disse standarder er forenelige med direktivet.

79.

Lad os overføre dette ræsonnement på situationen for sagsøgerne i hovedsagen.

80.

I Pakistan, hvor sunni-islam er statsreligion, og dens tilhængere udgør flertallet af befolkningen, er Ahmadiyya-trossamfundet en religiøs minoritet, hvis medemmer anses for kættere. Siden ikrafttrædelsen af bekendtgørelse XX den 28. april 1984 har loven om blasfemi styrket artikel 295 og 298-A i den pakistanske straffelov ved at indføre dødsstraf og fængselsstraf for alle, som i ord og skrifter, fagter eller synlige udtryk, med direkte eller indirekte antydninger krænker profeten Muhammeds hellige navn eller de symboler og steder, der er forbundet med islam. Endvidere straffes enhver, der er medlem af Ahmadiyya-trossamfundet, og som forkynder sin tro offentligt, identificerer den med islam, propaganderer for den, tilskynder til konvertering, anvender eller låner adjektiver, beskrivelser, titler eller hilsener, der er forbundet med den muslimske religion, citerer vers fra Koranen offentligt, udøver en praksis, der er forbundet med islam, som f.eks. begravelsesriter, eller på anden måde krænker islam, i medfør af straffelovens artikel 298-B og 298-C med tre års fængsel eller en bøde.

81.

På baggrund af disse oplysninger er de i direktivs artikel 9 og 10 fastsatte betingelser opfyldt. Det i direktivets artikel 10 omhandlede intellektuelle element i forfølgelsen består i den religiøse årsag, idet Ahmadiyya-tilhængerne i øvrigt klart er omhandlet i den pakistanske straffelovs artikel 298-B og 298-C. Med hensyn til det materielle element indgår det i en lovgivning af strafferetlig karakter, herunder også de sanktioner, der ledsager det.

82.

Hvis denne lovgivning faktisk gennemføres af de pakistanske myndigheder – hvilket det påhviler den for undersøgelsen af asylansøgningen ansvarlige myndighed at efterprøve på grundlag af de jævnlige rapporter, der udgives af staterne og menneskerettighedsorganisationerne – kan den nå et niveau, der udgør forfølgelse.

83.

Tilsidesættelse af den nævnte lovgivning giver sig nemlig udslag i alvorlige og utålelige krænkelser af mennesket.

84.

På den ene side udgør det forbud, den indebærer, en alvorlig krænkelse af religionsfriheden, som berøver mennesket et centralt element af dets personlighed. Loven indebærer endvidere en krænkelse af ytrings- og forsamlingsfriheden, som er sikret i henhold til chartrets artikel 11 og 12 og EMRK’s artikel 10 og 11, eftersom lovgivningen ved at begrænse retten til at udøve sin religion offentligt nægter troende retten til frit at danne foreninger og udtrykke deres overbevisning.

85.

På den anden side tilsigter de sanktioner, der ledsager dette forbud, at berøve enhver, som fortsætter udøvelsen af sin tro, de mest centrale rettigheder med trusler om fængselsstraf og endog dødsstraf.

86.

Som svar på den forelæggende rets første spørgsmål mener jeg følgelig, at direktivets artikel 9, stk. 1, litra a), skal fortolkes således, at en alvorlig krænkelse af religionsfriheden, uanset den af krænkelsen omfattede komponent, kan udgøre »forfølgelse«, når asylansøgeren på grund af udøvelse af denne frihed eller tilsidesættelse af de restriktioner, denne er underlagt i den pågældendes hjemland, løber en reel risiko for at blive henrettet eller underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, blive holdt i slaveri eller trældom eller blive retsforfulgt eller fængslet vilkårligt.

87.

I en sådan sammenhæng og i overensstemmelse med artikel 3 i direktiv 2004/83 kan medlemsstaterne frit indføre eller opretholde gunstigere standarder, for så vidt som disse standarder er forenelige med direktivet.

88.

På baggrund af den besvarelse, jeg foreslår af dette første spørgsmål, finder jeg det ufornødent at undersøge den forelæggende rets andet spørgsmål.

89.

Med sit tredje spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om der foreligger en velbegrundet frygt for forfølgelse som omhandlet i direktivets artikel 2, litra c), når flygtningen, ved en tilbagevenden til hjemlandet, har til hensigt at udføre visse religiøse handlinger, som vil medføre en fare for hans liv, frihed eller integritet, eller om han med rimelighed må forventes at tåle at afholde sig fra sådanne handlinger.

90.

Helt konkret drejer spørgsmålet sig om, hvorvidt man kan fortolke denne bestemmelse således, at flygtningens frygt for forfølgelse ikke er velbegrundet, når den pågældende kan undgå forfølgelse i sit hjemland ved at give afkald på offentligt at udøve sin religion.

91.

Jeg tager klart afstand fra en sådan fortolkning af følgende grunde.

92.

Denne fortolkning har ikke noget grundlag i direktivets ordlyd, og navnlig ikke i artikel 4.

93.

I forbindelse med en ansøgning om international beskyttelse skal den for undersøgelse af asylansøgningen ansvarlige myndighed i henhold til direktivets artikel 2, litra c), som tidligere nævnt efterprøve, om den pågældende persons frygt for forfølgelse ved tilbagevenden til sit hjemland er begrundet. Såfremt følelsen af frygt er præget af subjektivitet, skal det godtgøres, at den er berettiget under hensyntagen til mere objektive elementer. Vurderingen af frygtens begrundelse vil således alene være baseret på en konkret vurdering af de risici, den pågældende vil udsætte sig for ved en tilbagevenden til sit hjemland.

94.

Dette indebærer, at der foretages en individuel vurdering af ansøgningen om international beskyttelse, der er undergivet principperne i direktivets artikel 4.

95.

I overensstemmelse med direktivets artikel 4, stk. 3, litra a), forudsætter vurderingen en undersøgelse af alle foreliggende oplysninger og alle relevante kendsgerninger vedrørende forholdene i ansøgerens hjemland, bl.a. dets love og den måde, hvorpå de anvendes.

96.

Det indebærer dernæst en analyse af den pågældende persons adfærd ved tilbagevenden til hjemlandet, bl.a. hvilke aktiviteter han påtænker at udøve.

97.

I henhold til direktivets artikel 4, stk. 2, stk. 3, litra b)-d), og artikel 4, skal den for undersøgelse af asylansøgningen ansvarlige myndighed tage hensyn til alle foreliggende oplysninger om asylansøgeren, bl.a. vedrørende hans personlighed, karakter, personlige forhold, meninger, alder samt slægtninge og baggrund og de aktiviteter, han har eller ikke har udøvet, siden han forlod sit hjemland.

98.

Det drejer sig således om yderst konkrete oplysninger, der alene skal gøre det muligt at fastslå, om der ved tilbagevenden til hjemlandet foreligger en velbegrundet frygt for, at asylansøgerens fremtidige aktiviteter vil udsætte ham for forfølgelse. Derimod er der intet i denne bestemmelse, der angiver, at det ved vurderingen af frygtens berigtigelse skal forsøges at finde en løsning, der giver asylansøgeren mulighed for at leve i hjemlandet uden frygt for at lide overlast ved bl.a. at anmode den pågældende om at give afkald på nogle af de rettigheder og friheder, vedkommende er garanteret.

99.

For det andet sikrer en sådan fortolkning ikke respekten for de i chartret proklamerede grundlæggende rettigheder, i modsætning til hvad der følger af tiende betragtning til direktivet og Domstolens faste praksis.

100.

Dels finder jeg den nævnte fortolkning i strid med den i chartrets artikel 1 foreskrevne respekt for menneskets værdighed. Ved at kræve, at asylansøgeren skjuler, ændrer eller giver afkald på offentlig udøvelse af sin tro, anmoder vi den pågældende om at ændre det, som kan udgøre et grundlæggende element i vedkommendes identitet, dvs. på en måde at fornægte sig selv. Ingen råder imidlertid over en sådan ret.

101.

Dels er denne fortolkning i strid med chartrets artikel 10, da den tilsigter at berøve den pågældende person en grundlæggende rettighed, som er garanteret vedkommende i denne bestemmelse, ud over de tilfælde, der udtrykkeligt er tilladt i chartrets artikel 52, stk. 1.

102.

Ved at anlægge den nævnte fortolkning risikerer den for undersøgelsen af asylansøgningen ansvarlige myndighed endvidere at forværre en situation præget af krænkelse af de grundlæggende rettigheder, som ansøgeren allerede lider under i hjemlandet. Endelig gør denne fortolkning den pågældende til ansvarlig part i de krænkelser, vedkommende er underlagt, mens han eller hun reelt er offer for undertrykkelsen.

103.

Man kan for det tredje ikke med rimelighed forvente af en asylansøger, at han eller hun giver afkald på at udøve sin tro, eller at han eller hun skjuler et hvilket som helst andet element, der udgør hans eller hendes identitet, for at undgå at blive forfulgt, uden at risikere at modarbejde de rettigheder, som direktivet tilsigter at beskytte, og de mål, som det forfølger ( 29 ).

104.

Forfølgelsen ophører nemlig ikke med at være forfølgelse, fordi den pågældende person ved en tilbagevenden til sit hjemland kan udvise tilbageholdenhed og diskretion i forbindelse med udøvelsen af sine rettigheder og friheder og skjule sin seksualitet og politiske anskuelse, skjule sit tilhørsforhold til et trossamfund eller give afkald på at praktisere sin religion ( 30 ). Hvis det forholdt sig således, ville direktivet ganske enkelt blive berøvet sin effektive virkning, eftersom det ikke ville gøre det muligt at beskytte de mennesker, som, fordi de vælger at udøve deres rettigheder og friheder i deres hjemland, udsætter sig for forfølgelse. I sager som de i hovedsagerne omhandlede ville de rettigheder, som direktivet tilsigter at garantere Y og Z, og på hvilke deres asylansøgning støttes, nemlig deres ret til at udøve deres religion offentligt uden frygt for forfølgelse, blive undergravet.

105.

For det fjerde er der på dette område intet, der udelukkende kan afgøres på grundlag af overvejelser om rationalitet. Som Domstolen fastslog i dommen i sagen Salahadin Abdulla m.fl. ( 31 ), skal der ved vurderingen af risikoens omfang i alle tilfælde udvises påpasselighed og forsigtighed, eftersom det drejer sig om den menneskelige integritet og individuelle frihed, dvs. områder, der er en del af Unionens grundlæggende værdier ( 32 ). At forvente, at en asylansøger opfører sig rationelt, når han lever i usikkerhed og angst for aggression eller fængsling, giver ikke mulighed for en korrekt forståelse af den risiko, han vil være udsat for. Det drejer sig om en risikabel balancegang, og retten til asyl kan ikke baseres på en sådan prognose. Det vil efter min mening endvidere være at udvise ligegyldighed. Uafhængigt af de bestræbelser, som den pågældende kan udfolde i sin måde at leve offentligt på, forbliver han i sit hjemland en kætter, systemkritiker eller homoseksuel. I visse lande kan enhver aktivitet, selv den mest ubetydelige, som bekendt være påskud for enhver form for overgreb.

106.

På baggrund af det ovenstående mener jeg følgelig, at direktivets artikel 2, litra c), skal fortolkes således, at der er en velbegrundet frygt for forfølgelse, når asylansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil udøve religiøse aktiviteter, som udsætter ham for en risiko for forfølgelse. I denne sammenhæng og for at sikre respekten for de i chartret proklamerede grundlæggende rettigheder mener jeg, at den for undersøgelsen af asylansøgningen ansvarlige myndighed ikke med rimelighed kan forvente, at ansøgeren giver afkald på disse aktiviteter, herunder bl.a. udøvelsen af sin tro.

107.

På baggrund af de foregående betragtninger foreslår jeg Domstolen at svare Bundesverwaltungsgericht således: