Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62011CA0472

    Sag C-472/11: Domstolens dom (Første Afdeling) af 21. februar 2013 — Banif Plus Bank Zrt. mod Csaba Csipai og Viktória Csipai (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Fővárosi Törvényszék (tidligere Fővárosi Bíróság) — Ungarn) (Direktiv 93/13/EØF — urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler — den nationale rets ex officio-undersøgelse af, om et vilkår er urimeligt — pligt for den nationale ret, der ex officio har konstateret, at et vilkår er urimeligt, til at anmode parterne om at fremsætte bemærkninger, inden den drager konsekvenser af denne konstatering — kontraktvilkår, der skal tages hensyn til ved undersøgelsen af, om der foreligger urimelighed)

    EUT C 114 af 20.4.2013, p. 14–14 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    20.4.2013   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    C 114/14


    Domstolens dom (Første Afdeling) af 21. februar 2013 — Banif Plus Bank Zrt. mod Csaba Csipai og Viktória Csipai (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Fővárosi Törvényszék (tidligere Fővárosi Bíróság) — Ungarn)

    (Sag C-472/11) (1)

    (Direktiv 93/13/EØF - urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler - den nationale rets ex officio-undersøgelse af, om et vilkår er urimeligt - pligt for den nationale ret, der ex officio har konstateret, at et vilkår er urimeligt, til at anmode parterne om at fremsætte bemærkninger, inden den drager konsekvenser af denne konstatering - kontraktvilkår, der skal tages hensyn til ved undersøgelsen af, om der foreligger urimelighed)

    2013/C 114/19

    Processprog: ungarsk

    Den forelæggende ret

    Fővárosi Törvényszék (tidligere Fővárosi Bíróság)

    Parter i hovedsagen

    Sagsøger: Banif Plus Bank Zrt.

    Sagsøgte: Csaba Csipai og Viktória Csipai

    Sagens genstand

    Anmodning om præjudiciel afgørelse — Fővárosi Bíróság — fortolkning af artikel 7, stk. 1 i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (EFT L 95, s. 29) — national lovgivning, hvorefter en national retsinstans er begrænset i sin prøvelse af spørgsmålet om, hvorvidt standardvilkår er urimelige, når parterne ikke udtrykkeligt har gjort dette gældende — spørgsmålet, om den nationale ret, der har fastslået, at et almindeligt kontraktvilkår i den kontrakt, der er forelagt retten til prøvelse, er urimeligt, har kompetence til, i mangel af en særlig begæring herom, at anmode tvistens parter om at fremlægge er erklæring vedrørende dette kontraktvilkår for at kunne afgøre, om kontrakten af denne årsag må anses for at være en nullitet

    Konklusion

    1)

    Artikel 6, stk. 1, og artikel 7, stk. 1, i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler skal fortolkes således, at den nationale ret, der ex officio har konstateret, at der foreligger et urimeligt kontraktvilkår, ikke med henblik på at drage konsekvenserne af denne konstatering har pligt til at afvente, at den forbruger, der er blevet underrettet om sine rettigheder, anmoder om, at det pågældende vilkår annulleres. Kontradiktionsprincippet påbyder imidlertid som hovedregel den nationale ret, der ex officio har konstateret, at der foreligger et urimeligt kontraktvilkår, at meddele tvistens parter dette og give dem mulighed for kontradiktorisk at drøfte det i henhold til de former, der er fastsat herom i de nationale processuelle regler.

    2)

    Den nationale ret skal ved bedømmelsen af, om det kontraktvilkår, der er grundlaget for den påstand, der er nedlagt for den, eventuelt er urimeligt, tage hensyn til alle andre vilkår i aftalen.


    (1)  EUT C 370 af 17.12.2012.


    Top