539

Kommissionen har gjort indsigelser og bestridt, at den tredje række af sager kan antages til realitetsbehandling. Disse indsigelser, som sagsøgerne har bestridt, er blevet henskudt til afgørelse i forbindelse med sagens realitet.

540

Det bemærkes, at ikke enhver skriftlig meningstilkendegivelse fra en EU-institution kan udgøre en beslutning, der kan anfægtes gennem et annullationssøgsmål i medfør af artikel 263, stk. 1, TEUF, eftersom den ikke kan afføde retsvirkninger eller ikke har til formål at skabe sådanne virkninger (jf. i denne retning dom af 27.3.1980, Sucrimex og Westzucker mod Kommissionen, 133/79, EU:C:1980:104, præmis 15-19, og af 27.9.1988, Det Forenede Kongerige mod Kommissionen, 114/86, EU:C:1988:449, præmis12-15).

541

Det er ligeledes ikke enhver skrivelse fra en EU-institution, hvori en anmodning besvares, der udgør en retsakt, der kan gøres til genstand for et søgsmål i medfør af artikel 263, stk. 4, i TEUF (jf. i denne retning kendelse af 27.1.1993, Miethke mod Parlamentet, C-25/92, EU:C:1993:32, præmis 10).

542

Derimod fremgår det af fast retspraksis, at foranstaltninger, der har retligt bindende virkninger, som kan berøre tredjemands interesser gennem en væsentlig ændring af hans retsstilling, udgør retsakter eller beslutninger, der kan gøres til genstand for et søgsmål i medfør af artikel 263 TEUF (jf. dom af11.11.1981, IBM mod Kommissionen, 60/81, EU:C:1981:264, præmis 9 og den deri nævnte retspraksis, og af 17.4.2008, Cestas mod Kommissionen, T-260/04, EU:T:2008:115, præmis 67 og den deri nævnte retspraksis).

543

Der skal endvidere lægges vægt på indholdet af den foranstaltning, der påstås annulleret, med henblik på at afgøre, hvorvidt den kan gøres til genstand for et søgsmål i henhold til artikel 263 TEUF, hvorimod den form, hvori foranstaltningen er vedtaget, principielt er uden betydning i denne henseende (jf. dom af 11.11.1981, IBM mod Kommissionen, 60/81, EU:C:1981:264, præmis 9 og den deri nævnte retspraksis, og af 17.4.2008, Cestas mod Kommissionen, T-260/04, EU:T:2008:115, præmis 68 og den deri nævnte retspraksis).

544

Kun den akt, hvorved et EU-organ utvetydigt og endeligt har fastlagt sin holdning i en form, som gør det muligt at fastslå dens karakter, udgør en beslutning, der kan være genstand for et søgsmål i henhold til artikel 263 TEUF, dog på den betingelse, at der ikke er tale om en beslutning, der blot er en bekræftelse af en tidligere retsakt (jf. i denne retning dom af 26.5.1982, Tyskland og Bundesanstalt für Arbeit mod Kommissionen, 44/81, EU:C:1982:197, præmis 12).

545

Det fremgår af fast retspraksis, at et søgsmål til prøvelse af en retsakt, der blot bekræfter en anden afgørelse, som er blevet endelig, skal afvises. En retsakt betragtes som rent bekræftende i forhold til en tidligere beslutning, såfremt den ikke indeholder noget nyt i forhold til den tidligere afgørelse og ikke er truffet på grundlag af en fornyet undersøgelse af forholdene for adressaten for den tidligere afgørelse (dom af 7.2.2001, Inpesca mod Kommissionen, T-186/98, EU:T:2001:42, præmis 44, af 22.5.2012, Sviluppo Globale mod Kommissionen, T-6/10, ikke trykt i Sml., EU:T:2012:245, præmis 22, og af 2.10.2014, Euro-Link Consultants og European Profiles mod Kommissionen, T-199/12, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:848, præmis 40).

546

Spørgsmålet om, hvorvidt en retsakt er bekræftende, kan imidlertid ikke afgøres udelukkende på grundlag af dens indhold i forhold til indholdet af den tidligere afgørelse, den måtte bekræfte. Karakteren af den anfægtede retsakt skal således også bedømmes efter arten af den henvendelse, den er svar på (dom af 7.2.2001, Inpesca mod Kommissionen, T-186/98, EU:T:2001:42, præmis 45, af 22.5.2012, Sviluppo Globale mod Kommissionen, T-6/10, ikke trykt i Sml., EU:T:2012:245, præmis 23, og af 2.10.2014, Euro-Link Consultants og European Profiles mod Kommissionen, T-199/12, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:848, præmis 41).

547

Det gælder navnlig, at såfremt en retsakt er svar på en henvendelse, hvori der påberåbes nye væsentlige omstændigheder, og hvorved myndighederne anmodes om at tage en tidligere beslutning op til fornyet vurdering, kan retsakten ikke antages at være rent bekræftende, for så vidt som der herved træffes afgørelse vedrørende disse omstændigheder, og den således omfatter et nyt forhold sammenlignet med den tidligere beslutning (dom af 7.2.2001, Inpesca mod Kommissionen, T-186/98, EU:T:2001:42, præmis 46, af 22.5.2012, Sviluppo Globale mod Kommissionen, T-6/10, ikke trykt i Sml., EU:T:2012:245, præmis 24, og af 2.10.2014, Euro-Link Consultants og European Profiles mod Kommissionen, T-199/12, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:848, præmis 42).

548

Det fremgår af fast retspraksis, at nye væsentlige omstændigheder kan begrunde en anmodning om en fornyet vurdering af en tidligere afgørelse, der er blevet endelig. Såfremt en anmodning om, at en afgørelse, der er blevet endelig, tages op til fornyet vurdering, er baseret på nye væsentlige omstændigheder, er den berørte institution forpligtet til at foretage en sådan vurdering. Institutionen skal herefter træffe en ny afgørelse, hvis lovlighed i givet fald kan prøves ved Unionens retsinstanser. Såfremt en sådan anmodning derimod ikke er baseret på nye væsentlige omstændigheder, er institutionen ikke forpligtet til at imødekomme den (jf. dom af 7.2.2001, Inpesca mod Kommissionen, T-186/98, EU:T:2001:42, præmis 47 og 48 og den deri nævnte retspraksis, og af 2.10.2014, Euro-Link Consultants og European Profiles mod Kommissionen, T-199/12, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:848, præmis 43).

549

Et søgsmål, der er anlagt til prøvelse af en afgørelse om ikke at tage en afgørelse, der er blevet endelig, op til fornyet gennemgang, skal fremmes til realitetsbehandling, hvis det viser sig, at anmodningen faktisk var baseret på nye væsentlige omstændigheder. Hvis det derimod viser sig, at anmodningen ikke er baseret på sådanne omstændigheder, skal søgsmålet til prøvelse af beslutningen om ikke at tage en afgørelse, der er blevet endelig, op til fornyet vurdering, afvises (jf. dom af 7.2.2001, Inpesca mod Kommissionen, T-186/98, EU:T:2001:42, præmis 49 og den deri nævnte retspraksis, og af 2.10.2014, Euro-Link Consultants og European Profiles mod Kommissionen, T-199/12, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:848, præmis 44).

550

For så vidt angår spørgsmålet om, på grundlag af hvilke kriterier omstændighederne skal kvalificeres som »nye« og »væsentlige«, fremgår det af retspraksis, at for at en omstændighed kan anses for »ny«, er det nødvendigt, at hverken sagsøgeren eller myndighederne har haft eller har kunnet få kendskab til den pågældende omstændighed på det tidspunkt, hvor den tidligere afgørelse blev truffet (jf. dom af 7.2.2001, Inpesca mod Kommissionen, T-186/98, EU:T:2001:42, præmis 50 og den deri nævnte retspraksis, og af 2.10.2014, Euro-Link Consultants og European Profiles mod Kommissionen, T-199/12, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:848, præmis 45).

551

For at være »væsentlig« skal den pågældende faktiske omstændighed i væsentlig grad kunne ændre retsstillingen for den person, der indgav den oprindelige ansøgning, der har givet anledning til den tidligere afgørelse, som er blevet endelig (jf. dom af 7.2.2001, Inpesca mod Kommissionen, T-186/98, EU:T:2001:42, præmis 51 og den deri nævnte retspraksis, og af 2.10.2014, Euro-Link Consultants og European Profiles mod Kommissionen, T-199/12, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:848, præmis 46).

552

Det er i lyset af denne retspraksis, at formaliteten vedrørende den foreliggende sag skal undersøges, for så vidt som dette søgsmål er rettet mod skrivelsen af 25. juli 2012.

553

Det må indledningsvis bemærkes, at generaldirektøren med henblik på afvisningen af anmodningerne om fornyet behandling i skrivelsen af 25. juli 2012 lagde de samme begrundelser til grund, som kommissærkollegiet havde lagt til grund i den anfægtede afgørelse.

554

Generaldirektøren fandt således i den foreliggende sag, at de oplysninger, sagsøgerne havde fremsendt efter vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, viste, at deres økonomiske situation var blevet forbedret sammenlignet med den, som Kommissionen havde taget i betragtning, da den fandt, at de var i stand til at betale bøden ved efter omstændighederne at benytte sig af kreditinstitutter.

555

For så vidt angår den anden begrundelse, der anføres i den anfægtede afgørelse, nemlig muligheden for at rette henvendelse til de juridiske og fysiske personer, der er aktionærer, gentog generaldirektøren denne begrundelse uændret, idet han fandt, at Rub.s død, der indtrådte under undersøgelsen af anmodningerne om fornyet behandling, ikke var af væsentlig betydning, idet hans personlige formue var blevet overdraget til hans arvinger.

556

Selv om Kommissionen ikke har ret i, at kun en forværring af en virksomheds økonomiske situation kan begrunde, at den indgiver en ny anmodning om vurdering af dens betalingsevne, må det ikke desto mindre fastslås, at når den eneste ændring sammenlignet med den faktiske situation, Kommissionen undersøgte på det tidspunkt, hvor den vurderede en virksomheds betalingsevne, består i en forbedring af dens økonomiske situation, er virksomheden ikke berettiget til at kræve af Kommissionen, at den på ny skal undersøge den stillingtagen, den tidligere har vedtaget. I en sådan situation er Kommissionens afvisning af denne anmodning om fornyet vurdering derfor ikke en anfægtelig retsakt.

557

Der må således – når der til forvaltningen indgives en anmodning om fornyet behandling af en tidligere truffet afgørelse – sondres mellem spørgsmålet om undersøgelsen af den faktiske og retlige situation, som den berørte part befinder sig i, og spørgsmålet om fornyet vurdering af den tidligere afgørelse. Det er kun, når forvaltningen efter afslutningen af undersøgelsen af den berørte parts situation fastslår en væsentlig faktisk eller retlig ændring i den berørte parts situation, at forvaltningen således er forpligtet til at tage sin afgørelse op til fornyet behandling. Derimod er forvaltningen ikke i fraværet af en væsentlig ændring af den faktiske eller retlige situation forpligtet til at tage sine afgørelser op til fornyet behandling, og den stillingtagen, hvorved forvaltningen afviser en anmodning om fornyet behandling, som er blevet indgivet under disse omstændigheder, har ikke karakter af en afgørelse, således at et søgsmål anlagt til prøvelse af en sådan stillingtagen skal afvises, fordi det er rettet mod en retsakt, der ikke kan gøres til genstand for et søgsmål. Imidlertid kan forvaltningens vurdering, hvorefter den berørte part ikke har fremlagt nye faktiske omstændigheder og ikke har godtgjort en væsentlig ændring af sin faktiske og retlige situation, indbringes for Unionens retsinstanser.

558

Det må således undersøges, om sagsøgernes økonomiske situation, som Kommissionen har gjort gældende, er blevet forbedret sammenlignet med den situation, der blev taget i betragtning i den anfægtede afgørelse, hvilket sagsøgerne har bestridt.

559

Det bemærkes indledningsvis, at Kommissionen med rette ved vedtagelsen af den anfægtede afgørelse kunne tage sagsøgernes situation, således som den fremgik af det seneste tilgængelige årsregnskab, hvilket var årsregnskabet for 2009, i betragtning (jf. præmis 518 ovenfor). I øvrigt har sagsøgerne fremlagt talrige oplysninger vedrørende deres økonomiske situation til støtte for deres anmodninger om fornyet behandling (jf. præmis 532 ovenfor). De første oplysninger blev fremlagt på tidspunktet for disse anmodninger, dvs. i juli 2011, og vedrørte begyndelsen af 2011. Behandlingen af anmodningerne om fornyet behandling varede næsten et år, i løbet af hvilket tidsrum Kommissionen anmodede om og modtog oplysninger, således at generaldirektøren i sin skrivelse af 25. juli 2012 lagde økonomiske oplysninger, der forelå ved udgangen af 2011, til grund.

560

Sagsøgerne har imidlertid ikke til støtte for det anførte om, at deres situation er blevet forværret siden vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, sammenlignet oplysningerne ved udgangen af 2011 – dvs. de seneste tilgængelige oplysninger, da generaldirektøren tog stilling – med oplysningerne for 2009 – dvs. dem, som Kommissionen tog i betragtning i den anfægtede afgørelse – men har sammenlignet oplysningerne for begyndelsen af 2011 med oplysningerne for 2008, som var det år, hvor krisen havde sit højdepunkt.

561

Det må imidlertid fastslås, at sammenligningen af sagsøgernes situation, således som den kunne erkendes i juli 2012, med situationen i 2009, som Kommissionen tog i betragtning i den anfægtede afgørelse, fremviser en mærkbar forbedring. De oplysninger, Kommissionen har fremlagt i denne henseende, er ikke blevet anfægtet af sagsøgerne.

562

Mens det samlede beløb for bøderne inklusive renter var 54,26 mio. EUR i 2010 og blev fastsat til 58,6 mio. EUR ved udgangen af 2011, steg GSW’s samlede omsætning på verdensplan i den samme periode fra 543 mio. EUR til 823 mio. EUR. Forholdet mellem bødebeløbet og GSW’s omsætning formindskedes således fra 10% på datoen for vedtagelsen af den anfægtede afgørelse til 7,1% på den dato, hvor generaldirektøren tog stilling.

563

Det må konstateres, at forholdet mellem bødebeløbet og værdien af GSW’s og TQ’s samlede aktiver i den samme periode forblev stabilt og udgjorde mellem 6 og 7%.

564

Selv om det er korrekt, at sagsøgernes egenkapital blev formindsket i perioden fra 2009 til 2011, idet den gik fra 212 mio. EUR til 196 mio. EUR, hvilket medførte, at forholdet mellem bødernes samlede beløb og egenkapitalen ligeledes i let grad blev forringet, idet det gik fra 26% til 30%, må der tages hensyn til de prognoser, som sagsøgerne har indgivet til Kommissionen, hvorefter det forventede niveau for egenkapitalen i 2015 var 244 mio. EUR, dvs. et højere niveau end det for regnskabsåret 2009 konstaterede.

565

I løbet af denne samme periode er GSW’s rentabilitetsudsigter i øvrigt blevet væsentligt forbedrede. Således konstaterede GSW i 2009 et tab efter fem på hinanden følgende år med positive resultater. De forventede resultater for 2010 og 2011 udgjorde ved udgangen af 2009 tab på henholdsvis 6 mio. EUR og 5 mio. EUR. De faktiske resultater var imidlertid bedre end disse prognoser, nemlig et overskud på 1 mio. EUR i 2010 og på 25 mio. EUR i 2011. Ligeledes var »earnings before interest, taxes, depreciation, and amortization« (indtægter før renter, skat og af- og nedskrivninger, eller EBITDA) – 20 mio. EUR i 2009, men 51 mio. EUR i 2010 og 90 mio. EUR i 2011. GSW’s risikoprofil, som udgøres af forholdet mellem selskabets nettogæld, med eller uden bøden, og EBITDA, er således blevet væsentligt forbedret i perioden fra 2009 til 2011.

566

Derudover er den disponible likviditet ligeledes blevet forbedret i perioden fra 2009 til 2011, idet arbejdskapitalen er gået fra – 51 mio. EUR i 2010 til – 42 mio. EUR i 2011. Selv om resultatet for Altman Z-scoren, som er en indikator for konkurssandsynligheden på grundlag af historiske data, gav anledning til bekymring i 2009 (0,59 uden bøde og 0,44, når bøden blev medregnet), var dette ikke længere tilfældet i 2011 (1,35 uden bøde og 1,29, når bøden blev medregnet), idet tærskelværdien for industrigrenen er 1,23.

567

Mens GSW i 2009 rådede over samlede bankkreditter på mere end 160 mio. EUR, hvoraf 22 mio. EUR ikke var anvendt i 2011, blev virksomhedernes bankgæld endelig med succes genforhandlet for et beløb på 3 mia. EUR, hvoraf bøderne udgjorde ca. 2%.

568

Sagsøgerne har ikke anfægtet rigtigheden af disse økonomiske oplysninger. De har således begrænset sig til at foreslå andre sammenligninger med oplysninger vedrørende andre år. I denne forbindelse kan Kommissionen af de i denne doms præmis 559 ovenfor anførte grunde med rette gøre gældende, at ved den vurdering af udviklingen i sagsøgernes situation, der skal foretages på datoen for skrivelsen af 25. juli 2012, er grundlaget for sammenligningen dels den situation, der forelå ved udløbet af 2009, og som blev taget i betragtning i den anfægtede afgørelse, dels den, der forelå på den dato, hvorpå generaldirektøren affattede skrivelsen af 25. juli 2012. Det må således fastslås, at sagsøgernes økonomiske situation blev væsentligt forbedret mellem disse to datoer.

569

Henset til de i præmis 556 og 557 ovenfor anførte betragtninger følger det, at de af sagsøgerne i anmodningerne om fornyet behandling påberåbte faktiske omstændigheder ikke på væsentlig vis kan ændre vurderingen af deres betalingsevne i den anfægtede afgørelse. Derfor har skrivelsen af 25. juli 2012 ikke karakter af en afgørelse, og de søgsmål, som udgør den tredje række af sager (sagerne T-438/12 – T-441/12), må, idet de er rettet mod denne skrivelse, afvises.

570

Det følger af det foregående, at Kommissionen bør frifindes i det hele.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Sjette Afdeling):