—

Bundesanstalt für Landwirtschaft und Ernährung ved W. Wolski, B. Messerschmidt og J. Jakubiec, som befuldmægtigede

—

Pfeifer & Langen KG ved Rechtsanwälte D. Ehle og C. Hagemann

—

Europa-Kommissionen ved G. von Rintelen og P. Rossi, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 3 i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 2988/95 af 18. december 1995 om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser (EFT L 312, s. 1).

2

Anmodningen er blevet indgivet under en sag mellem Pfeifer & Langen KG (herefter »Pfeifer & Langen«) og Bundesanstalt für Landwirtschaft und Ernährung (den tyske forbundsmyndighed for landbrug og fødevarer, herefter »Bundesanstalt«) vedrørende tilbagebetaling af krav på renter i forbindelse med refusioner af lageromkostninger, som er modtaget med urette til skade for Den Europæiske Unions økonomiske interesser.

3

Ifølge tredje betragtning til forordning nr. 2988/95 »[er det] nødvendigt at bekæmpe handlinger, der skader De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser, på alle områder«.

4

Ifølge femte betragtning til forordningen »[fastsættes] de handlinger, der betragtes som uregelmæssigheder, samt de administrative foranstaltninger og sanktioner i den forbindelse […] i retsreglerne på de enkelte områder i overensstemmelse med denne forordning«.

5

Forordningens artikel 1 bestemmer:

»1.   Med henblik på beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser vedtages der generelle regler for ensartet kontrol og for administrative foranstaltninger og sanktioner i forbindelse med uregelmæssigheder vedrørende fællesskabsretten.

2.   Som uregelmæssighed betragtes enhver overtrædelse af en fællesskabsbestemmelse, som kan tilskrives en økonomisk beslutningstagers handling eller undladelse, der skader eller kunne skade De Europæiske Fællesskabers almindelige budget eller budgetter, der forvaltes af De Europæiske Fællesskaber, enten ved formindskelse eller bortfald af indtægter, der stammer fra de egne indtægter, der opkræves direkte for Fællesskabernes regning, eller ved afholdelse af en uretmæssig udgift.«

6

Artikel 3 i forordning nr. 2988/95 fastsætter:

»1.   Forældelsesfristen for retsforfølgning er fire år fra det tidspunkt, hvor den i artikel 1, stk. 1, omhandlede uregelmæssighed fandt sted. Der kan imidlertid i reglerne for bestemte sektorer fastlægges en kortere frist, som dog ikke kan være mindre end tre år.

Hvad angår vedvarende eller gentagne uregelmæssigheder regnes forældelsesfristen fra den dag, da uregelmæssigheden er ophørt. For de flerårige programmers vedkommende løber forældelsesfristen indtil programmets endelige afslutning.

Forældelsesfristen for retsforfølgning afbrydes af enhver handling fra den kompetente myndigheds side, som den pågældende gøres bekendt med, og som vedrører undersøgelse eller retsforfølgning af uregelmæssigheden. Efter hver afbrydelsen løber forældelsesfristen videre.

[...]

2.   Fristen for fuldbyrdelse af afgørelsen om pålæggelse af den administrative sanktion er tre år. Denne frist regnes fra den dag, da afgørelsen blev endelig.

Afbrydelse og suspension er omfattet af de relevante bestemmelser i national ret.

3.   Medlemsstaterne bevarer muligheden for at anvende en længere frist end fristen i […] stk. 1 […]«

7

Forordningens artikel 4, stk. 1 og 2, bestemmer:

»1.   Enhver uregelmæssighed medfører i almindelighed tilbagekaldelse af den uberettiget opnåede fordel:

[...]

2.   Anvendelsen af de i stk. 1 omhandlede foranstaltninger er begrænset til tilbagekaldelse af den opnåede fordel, eventuelt med tillæg af rente, som kan beregnes efter en fast sats.«

8

Artikel 8 i Rådets forordning (EF) nr. 1258/1999 af 17. maj 1999 om finansiering af den fælles landbrugspolitik (EFT L 160, s. 103) er affattet således:

»1.   Medlemsstaterne træffer i overensstemmelse med de nationale administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser de fornødne foranstaltninger for

Medlemsstaterne underretter Kommissionen om de foranstaltninger, der er truffet med henblik herpå, navnlig om forløbet af sager vedrørende administrativ eller retslig forfølgning.

2.   Tilbagebetales de nævnte beløb ikke fuldt ud, bærer Fællesskabet de finansielle følger af uregelmæssighederne eller forsømmelserne; dette gælder dog ikke for uregelmæssigheder eller forsømmelser, som medlemsstaternes myndigheder eller organer kan gøres ansvarlige for.

De tilbagebetalte beløb indbetales til de godkendte betalingsorganer, der trækker beløbene fra de udgifter, som finansieres af [EUGFL]. Renter af tilbagebetalte eller for sent indbetalte beløb indbetales til [EUGFL].

3.   Rådet fastsætter på forslag af Kommissionen med kvalificeret flertal de almindelige regler for anvendelsen af denne artikel.«

9

Artikel 32 i Rådets forordning (EF) nr. 1290/2005 af 21. juni 2005 om finansiering af den fælles landbrugspolitik (EUT L 209, s. 1) bestemmer:

»1.   Beløb, der inddrives som følge af uregelmæssigheder eller forsømmelighed, og de påløbne renter udbetales til betalingsorganerne og bogføres af disse som indtægter bestemt til [Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL)] for den måned, hvor beløbene rent faktisk modtages.

2.   Ved indbetalingen til fællesskabsbudgettet kan medlemsstaten tilbageholde 20% af de inddrevne beløb, som fast godtgørelse af opkrævningsomkostninger, med undtagelse af de beløb, der skyldes uregelmæssigheder eller forsømmelighed, som må tilskrives forvaltningerne eller andre organer i den pågældende medlemsstat.

3.   I forbindelse med fremsendelsen af årsregnskaberne som omhandlet i artikel 8, stk. 1, litra c), nr. iii), sender medlemsstaterne Kommissionen en sammenfattende oversigt over de inddrivelsesprocedurer, der er iværksat som følge af uregelmæssigheder, og som skal omfatte en fordeling af endnu ikke inddrevne beløb efter administrativ og/eller retslig procedure og efter år svarende til den første administrative eller retslige konstatering af uregelmæssigheden.

Medlemsstaterne stiller en detaljeret oversigt over de individuelle inddrivelsesprocedurer og over de individuelle endnu ikke inddrevne beløb til rådighed for Kommissionen.

[...]«

10

Artikel 32 i forordning nr. 1290/2005 finder i overensstemmelse med forordningens artikel 49 anvendelse for så vidt angår tilfælde, der er indberettet i henhold til artikel 3 i Rådets forordning (EØF) nr. 595/91 af 4. marts 1991 om uregelmæssigheder og tilbagebetaling af beløb, der uberettiget er udbetalt inden for rammerne af finansieringen af den fælles landbrugspolitik samt om oprettelse af et informationssystem på dette område samt om ophævelse af forordning (EØF) nr. 283/72 (EFT L 67, s. 11), og som ikke er fuldstændigt inddrevet pr. 16. oktober 2006.

11

Krav på tilbagebetaling af særlige fordele såsom ydelser, der er opnået til udligning af lageromkostninger, forrentes i medfør af § 6, stk. 1, nr. 11, og § 14, stk. 1, første punktum, i loven om gennemførelse af de fælles markedsordninger (Gesetz zur Durchführung der Gemeinsamen Marktorganisationen), som affattet ved lov om ændring af visse forvaltningsprocesretlige forskrifter (Gesetz zur Änderung verwaltungsverfahrensrechtlicher Vorschriften) af 2. maj 1996 (BGBl. 1996 I, s. 656, herefter »markedsordningsloven«) med 3% over Deutsche Bundesbanks til enhver tid gældende diskontosats, fra det tidspunkt, hvor kravet opstår, for så vidt som Rådet for Den Europæiske Union eller Kommissionen ikke har fastsat andet i en retsakt.

12

Ifølge oplysningerne fra den forelæggende ret fremgår det af §§ 197 og 201 i den borgerlige lovbog (»Bürgerliches Gesetzbuch«, herefter »BGB«) i den indtil 31. december 2001 gældende affattelse, at forældelsesfristen for krav, der består i renterestancer, var fire år, regnet fra den 31. december i det år, hvor rentekravet er opstået. Disse bestemmelser fandt analog anvendelse på rentekrav i henhold til offentlig ret.

13

Siden ikrafttræden af loven om modernisering af obligationsretten (»Gesetz zur Modernisierung des Schuldrechts«) af 26. november 2001 (BGBl. 2001 I, s. 3138), har BGB’s § 195 i den affattelse, der trådte i kraft på denne dato, fastsat, at den sædvanlige forældelsesfrist for krav, der består i renterestancer, er tre år, mens forældelsesfristen på fire år fortsat finder anvendelse på de nævnte krav, der er opstået før den 1. januar 2002.

14

Det fremgår af BGB’s § 217 i den affattelse, der var i kraft indtil den 31. december 2001, at »[s]åfremt forældelsen afbrydes, tages den tid, der er forløbet indtil afbrydelsen, ikke i betragtning. En ny forældelsesfrist begynder først at løbe fra afbrydelsen er afsluttet«.

15

I henhold til § 53, stk. 1, i forvaltningsloven (Verwaltungsverfahrensgesetz), i den affattelse, der var gældende indtil den 31. december 2001, »afbryder en forvaltningsakt, der er vedtaget med henblik på at gennemføre et krav for et offentligretligt retssubjekt, forældelsen af dette krav. Denne afbrydelse forlænges indtil det tidspunkt, hvor forvaltningsakten bliver endelig, eller indtil den administrative procedure, hvormed denne akt blev vedtaget, på anden måde er afsluttet. §§ 212 og 217 i [BGB i den affattelse, der var i kraft indtil den 31. december 2001,] finder analog anvendelse«.

16

Forvaltningslovens § 53, stk. 1, i den affattelse, der har fundet anvendelse siden 1. januar 2002, bestemmer, at »en forvaltningsakt, der udstedes med henblik på at fastsætte eller gennemføre et krav for et offentligretligt retssubjekt, suspenderer forældelsen af dette krav. Suspensionen ophører, når forvaltningsakten bliver endelig, eller seks måneder efter, at gennemførelsen heraf på anden måde er afsluttet«.

17

§ 80, stk. 1, i lov om forvaltningsretspleje (Verwaltungsgerichtsordnung) bestemmer, at »[e]n indsigelse eller et annullationssøgsmål har opsættende virkning«.

18

Pfeifer & Langen modtog i sukkerproduktionsårene 1994/95, 1995/96 og 1996/97 efter ansøgning refusioner af omkostninger til oplagring af sukker inden for den fælles markedsordning, således som det er fastsat i artikel 8, stk. 2, i Rådets forordning (EØF) nr. 1785/81 af 30. juni 1981 om den fælles markedsordning for sukker (EFT L 177, s. 4).

19

Bundesanstalt bestemte ved tre afgørelser af 30. januar 2003, at der var grundlag for tilbagesøgning af de omhandlede refusioner af lageromkostninger, idet Pfeifer & Langen i ansøgningerne havde anmeldt for store mængder sukker. Det blev endvidere i disse afgørelser fastslået, at de beløb, der skulle tilbagebetales, udløste renter, og at det præcise skyldige rentebeløb ville blive fastsat i senere afgørelser.

20

Pfeifer & Langen anfægtede disse afgørelser. Ved afgørelser af 10. oktober 2006 nedsatte Bundesanstalt de tilbagebetalingspligtige beløb, men afviste i øvrigt indsigelserne.

21

Pfeifer & Langen anlagde søgsmål med påstand om delvis annulation af afgørelserne om virksomhedens indsigelser, men disse søgsmål er endnu ikke afgjort.

22

De afgørelser, der blev truffet om Pfeifer & Langens indsigelser, er blevet endelige hvad angår det beløb, som ikke blev anfægtet ved retten, dvs. 469421,12 EUR, som sagsøgeren i hovedsagen betalte den 15. november 2006.

23

Bundesanstalt fastslog ved afgørelse af 13. april 2007, at der skulle betales renter af denne sum og anmodede derfor Pfeifer & Langen om at betale et beløb på 298650,93 EUR i renter.

24

Pfeifer & Langen gjorde indsigelse mod denne afgørelse, idet virksomheden navnlig gjorde gældende, at rentekravet var delvis forældet.

25

Ved afgørelse af 22. oktober 2007 om den nævnte indsigelse gav Bundesanstalt Pfeifer & Langen delvis medhold for så vidt angår rentekravene for 1997 og 1998. Bundesanstalt var af den opfattelse, at den i national ret fastsatte forældelsesfrist på fire år fandt anvendelse på disse krav, således at de nævnte krav var forældet på tidspunktet for vedtagelsen af afgørelserne om tilbagebetaling af refusionerne af lageromkostninger, dvs. den 30. januar 2003. Hvad derimod angår de rentekrav, der er opstået efter den 31. december 1998, på 237644,17 EUR, fandt Bundesanstalt, at disse rentekrav, der er opstået i løbet af de efterfølgende år, ikke var forældede, bl.a. fordi de nævnte afgørelser af 30. januar 2003 havde afbrudt forældelsesfristen. Som følge heraf blev Pfeifer & Langens indsigelse afvist for så vidt angår disse sidstnævnte rentekrav.

26

Pfeifer & Langen anlagde den 14. november 2007 sag ved Verwaltungsgericht Köln med påstand om delvis annullation af afgørelsen af 22. oktober 2007 om virksomhedens indsigelse for så vidt angår rentekravene vedrørende perioden fra den 1. januar 1999 til den 31. december 2002, hvilke krav beløber sig til 119984,27 EUR. Sagsøgeren i hovedsagen har indfriet de rentekrav, der opstod i løbet af de efterfølgende år.

27

Ved dom afsagt den 25. november 2009 annullerede Verwaltungsgericht Köln afgørelsen af 22. oktober 2007 for så vidt angår det anfægtede beløb. Verwaltungsgericht Köln var således af den opfattelse, at de krav, der er forbundet med tilbagebetaling af særlige fordele i medfør af markedsordningslovens § 14, forrentes fra den dato, hvor de opstår. Ifølge Verwaltungsgericht Köln opstod de omhandlede krav på morarenter først med meddelelsen af afgørelserne af 30. januar 2003, dvs. den 31. januar 2003, således at der ikke bestod en rentepligt for perioden forud for denne dato.

28

Bundesanstalt iværksatte derefter »revisionsanke« for Bundesverwaltungsgericht med påstand om, at Pfeifer & Langens påstande blev forkastet.

29

Bundesverwaltungsgericht tilsluttede sig Verwaltungsgericht Kölns opfattelse, hvorefter pligten i hovedsagen til at betale renter af de beløb, der svarer til de fordele, der med urette er opnået ved EU’s budget, skal fastlægges efter national ret, i det foreliggende tilfælde markedsordningslovens § 14, for så vidt som EU-retten ikke indeholder en bestemmelse på sukkerområdet, der fastsætter en sådan pligt.

30

Bundesverwaltungsgericht fandt imidlertid, at Verwaltungsgericht Köln fortolkede markedsordningslovens artikel 14 urigtigt. Ifølge Bundesverwaltungsgericht forrentes krav vedrørende tilbagebetaling af fordele, der er modtaget med urette, nemlig fra det tidspunkt, hvor kravene opstår. Bundesverwaltungsgericht fandt under disse omstændigheder, at der, for så vidt som afgørelserne af 30. januar 2003 havde til formål at tilbagetrække den med urette opnåede fordel med tilbagevirkende kraft, faktisk skulle svares renter for de perioder, der lå forud for disse afgørelser.

31

Bundesverwaltungsgericht fastslog, at de omhandlede rentekrav ikke var forældede, eftersom forældelsesfristen i medfør af forvaltningslovens § 53, stk. 1, i den affattelse, der har været gældende siden den 1. januar 2002, blev suspenderet ved vedtagelsen af tilbagebetalingsafgørelserne af 30. januar 2003. Denne ret er imidlertid af den opfattelse, at en mulig anvendelse af de forældelsesregler, der er fastsat i artikel 3 i forordning nr. 2988/95, herunder reglerne om begyndelsestidspunktet for forældelsen og afbrydelse heraf, kunne være af betydning for dens afgørelse af »revisionsanken«.

32

Bundesverwaltungsgerichts tvivl med hensyn til anvendelsen af artikel 3 i forordning nr. 2988/95 under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede, skyldes navnlig den omstændighed, at Bundesfinanzhof i en sag om eksportrestitutioner har fastslået, at den nævnte artikel 3 fandt anvendelse på forældelsesfristen for tilbagebetaling af med urette opnåede fordele som omhandlet i forordningens artikel 4, stk. 2.

33

Bundesverwaltungsgericht er imidlertid af den opfattelse, at en sådan fortolkning ikke nødvendigvis er tvingende, og da forordningens artikel 4, stk. 2, ikke er til hinder for, at der i national ret fastsættes en forpligtelse til at opkræve renter, når der ikke eller endnu ikke er fastsat en sådan pligt i EU-retten, kunne det være logisk, at forældelsen af rentekrav, der pålægges i national ret, ligeledes skal reguleres i henhold til national ret. Bundesverwaltungsgericht har endvidere bemærket, at hvis bestemmelserne i artikel 3 i forordning nr. 2988/95 fandt anvendelse på sådanne rentekrav, ville der være visse vanskeligheder forbundet med at anvende princippet om, at forældelsesfristen løber fra»uregelmæssigheden« som omhandlet i forordningens artikel 1, eftersom rentekrav ikke opstår på det tidspunkt, hvor uregelmæssigheden begås, men i løbet af den tid, der forløber efter uregelmæssigheden.

34

Under disse omstændigheder har Bundesverwaltungsgericht besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

35

Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 3 i forordning nr. 2988/95 skal fortolkes således, at den i bestemmelsen fastsatte forældelsesfrist ikke blot finder anvendelse på inddrivelsen af hovedkravet, der svarer til tilbagebetaling af en fordel, der med urette er modtaget fra EU’s budget, men ligeledes på inddrivelsen af renter, der er opstået i anledning af dette krav, hvorved pligten til at betale disse renter ikke følger af EU-retten, men alene af national ret.

36

Det bemærkes, at artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 2988/95 indfører »generelle regler for ensartet kontrol og for administrative foranstaltninger og sanktioner i forbindelse med uregelmæssigheder vedrørende fællesskabsretten«, og at denne indførelse, som det fremgår af tredje betragtning til forordningen, har til formål at »bekæmpe handlinger, der skader De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser, på alle områder«.

37

Med vedtagelsen af forordning nr. 2988/95 og navnlig dens artikel 3, stk. 1, første afsnit, har EU-lovgiver tilsigtet at indføre en almindelig forældelsesregel, der finder anvendelse på dette område, hvorved den tilsigtede dels at fastsætte en minimumsfrist, der finder anvendelse i samtlige medlemsstater, dels at det ikke skal være muligt at tilbagesøge beløb, som uberettiget er opnået fra EU’s budget, efter udløbet af en periode på fire år fra det tidspunkt, hvor uregelmæssigheden vedrørende de omtvistede betalinger fandt sted (dom af 22.12.2010, sag C-131/10, Corman, Sml. I, s. 14199, præmis 39, af 5.5.2011, forenede sager C-201/10 og C-202/10, Ze Fu Fleischhandel og Vion Trading, Sml. I, s. 3545, præmis 24, og af 21.12.2011, sag C-465/10, Chambre de commerce et d’industrie de l’Indre, Sml. I, s. 14081, præmis 52).

38

Hvad angår refusioner af lageromkostninger, som er modtaget med urette, såsom de i hovedsagen omhandlede, bemærkes, at artikel 8 i forordning nr. 1258/1999 bestemmer, at medlemsstaterne inden for den fælles landbrugspolitik træffer de fornødne foranstaltninger for at sikre en effektiv beskyttelse af Unionens finansielle interesser, med henblik på bl.a. at geninddrive beløb, der er udbetalt med urette på grund af uregelmæssigheder eller forsømmelser.

39

Den regel om fireårig forældelse, der er fastsat i artikel 3, stk. 1, første afsnit, i forordning nr. 2988/95, finder i mangel af en sektorbestemt bestemmelse, der fastslår det modsatte, anvendelse på de uregelmæssigheder, der er omfattet af forordningens artikel 4, og som kan skade EU’s finansielle interesser (jf. dom af 24.6.2004, sag C-278/02, Handlbauer, Sml. I, s. 6171, præmis 34, og af 29.1.2009, forenede sager C-278/07 - C-280/07, Josef Vosding Schlacht-, Kühl- und Zerlegebetrieb m.fl., Sml. I, s. 457, præmis 22).

40

Da hverken forordning nr. 1258/1999 eller forordning nr. 1785/81 indeholder bestemmelser om en forældelsesordning, der finder anvendelse på dette område, forældes inddrivelsen af refusion af lageromkostninger, der er modtaget med urette, i henhold til artikel 3, stk. 1, første afsnit, i forordning nr. 2988/95, efter en periode på fire år regnet fra det tidspunkt, hvor uregelmæssigheden blev begået, når der ikke er foretaget nogen afbrydelseshandling, og på betingelse af, at den medlemsstat, i hvilken uregelmæssighederne er begået, ikke har benyttet den mulighed, den har i henhold til artikel 3, stk. 3, i forordning nr. 2988/95, for at fastsætte en længere forældelsesfrist (jf. dommen i sagen Josef Vosding Schlacht-, Kühl- und Zerlegebetrieb m.fl., præmis 36, og Corman-dommen, præmis 48).

41

Artikel 4, stk. 2, i forordning nr. 2988/95 fastsætter i øvrigt, at tilbagekaldelse af den med urette opnåede fordel eventuelt kan tillægges renter, som kan beregnes efter en fast sats.

42

Opkrævning af sådanne renter i tillæg til hovedkravet, der udgøres af den fordel, der med urette er modtaget fra EU’s budget, kan foreskrives i en sektorbestemt EU-retlig forskrift. Dette er f.eks. tilfældet med Kommissionens forordning (EF) nr. 800/1999 af 15. april 1999 om fælles gennemførelsesbestemmelser for eksportrestitutioner for landbrugsprodukter (EFT L 102, s. 11) eller Kommissionens forordning (EØF) nr. 1957/69 af 30. september 1969 om supplerende gennemførelsesbestemmelser vedrørende ydelse af eksportrestitutioner inden for de varesektorer, for hvilke der er fastsat fællespriser (EFT 1969 II, s. 410).

43

Hvad derimod angår refusioner af lageromkostninger, der er modtaget med urette, som de i hovedsagen omhandlede, fremgår det hverken af forordning nr. 1258/1999 eller af forordning nr. 1785/81, at tilbagebetaling af disse refusioner, når disse er modtaget med urette, skal suppleres af en opkrævning af renter.

44

Artikel 8 i forordning nr. 1258/1999 og artikel 32, stk. 1, i forordning nr. 1290/2005 fastsætter ganske vist, at renter af tilbagebetalte beløb på grund af uregelmæssigheder eller forsømmelser skal udbetales til betalingsorganerne og bogføres af disse som indtægter til henholdsvis EUGFL eller EGFL for den måned, hvor beløbene rent faktisk modtages. Disse bestemmelser, der blot indeholder en simpel bestemmelse om den budgetmæssige anvendelse af sådanne indtægter, indeholder imidlertid ikke en forpligtelse for medlemsstaterne til at opkræve renter af sådanne tilbagebetalte beløb, når de vedrører refusion af lageromkostninger.

45

Dermed opstår der i hovedsagen spørgsmålet om, hvorvidt EU-retten, navnlig artikel 4, stk. 2, i forordning nr. 2988/95, i fraværet af en sektorbestemt forskrift, der fastsætter opkrævning af renter, er til hinder for, at en medlemsstat indfører en forpligtelse i sin nationale ret, hvorefter der kræves betaling af renter i tillæg til tilbagebetaling af en fordel, der med urette er modtaget fra EU’s budget, og hvis dette ikke er tilfældet, om inddrivelsen af et krav, der består i sådanne renter, skal undergives den forældelsesfrist, der er fastsat i forordningens artikel 3, eller forblive reguleret i denne medlemsstats nationale lovgivning.

46

Hvad for det første angår selve princippet om opkrævning af renter, der er fastsat i national ret i en situation, hvor EU-retten ikke indeholder bestemmelser om opkrævning af sådanne renter, er det allerede fastslået, at det er foreneligt med EU-retten, at en medlemsstat i tilfælde af tilbagebetaling af en fordel, der er modtaget med urette fra EU’s budget, i medfør af sin nationale ret opkræver renter, som i mangel af regler om indbetaling af dem til Fællesskabet indgår i medlemsstatens eget budget (jf. dom af 6.5.1982, sag 54/81, Fromme, Sml. s. 1449, præmis 8).

47

Det kan ikke forholde sig anderledes, når disse renter, som ikke opkræves i henhold til EU-retten, inden for rammerne af de foranstaltninger, der finansieres af EGFL, tilføres EU’s budget. I en situation som den i hovedsagen omhandlede er EU-retten, navnlig artikel 4, stk. 2, i forordning nr. 2988/95, således ikke til hinder for, at medlemsstaterne i deres nationale lovgivning fastsætter opkrævning af morarenter og/eller udligningsrenter ud over tilbagebetaling af fordele, der med urette er modtaget fra EU’s budget, hvorved sådanne renter inden for rammerne af de foranstaltninger, der finansieres af EGFL, tilbageføres til EU’s budget.

48

Hvad for det andet angår de nærmere regler og betingelser for opkrævningen af sådanne renter i en situation som den i hovedsagen omhandlede, hvor kravet på renter ud over tilbagebetaling af den økonomiske fordel, der med urette er modtaget fra EU’s budget, følger af en medlemsstats nationale ret, skal de nærmere regler og betingelser for inddrivelsen af disse renter, som kun er accessoriske i forhold tilbagebetalingen af de beløb, der er modtaget med urette, fastsættes i denne medlemsstats nationale ret (jf. dom af 21.5.1976, sag 26/74, Roquette frères mod Kommissionen, Sml. s. 677, præmis 12).

49

I mangel af en sektorbestemt forskrift, der finder anvendelse på området, tilkommer det således ligeledes den nævnte medlemsstat at definere og indføre den forældelsesordning, der finder anvendelse på inddrivelse af et sådant rentekrav, som er fastsat i medlemsstatens nationale ret, og som i denne ret anses for et selvstændigt krav i forhold til den fordel, der med urette er modtaget fra EU’s budget, hvis inddrivelse fortsat reguleres af de forældelsesregler og fravigelser, der er fastsat i artikel 3 i forordning nr. 2988/95.

50

Selv om tilbagebetalingen af en fordel, der med urette er modtaget fra EU’s budget, i denne forbindelse er omfattet af den forældelsesordning, der er fastsat i artikel 3 i forordning nr. 2988/95, fremgår det imidlertid hverken af denne bestemmelses ordlyd eller af forordningens opbygning, at denne ordning har til formål at regulere inddrivelse af rentekravet, når opkrævningen af disse renter, som tilfældet er i hovedsagen, under alle omstændigheder ikke er fastsat i en sektorbestemt forskrift, men i national ret.

51

Henset til den accessoriske karakter af det nævnte rentekrav, kan det imidlertid ikke inddrives, hvis hovedkravet, dvs. den fordel, der med urette er modtaget fra EU’s budget, selv er forældet i medfør af artikel 3 i forordning nr. 2988/95 eller en sektorbestemt forskrift.

52

Eftersom medlemsstaterne i medfør af artikel 325 TEUF er forpligtet til at træffe de samme foranstaltninger til bekæmpelse af svig, der skader Unionens finansielle interesser, som til bekæmpelse af svig, der skader deres egne finansielle interesser, er medlemsstaterne desuden i mangel af EU-retlige bestemmelser, og når deres nationale lovgivning fastsætter opkrævning af renter i forbindelse med tilbagebetaling af samme type fordele, der med urette er modtaget fra deres eget nationale budget, forpligtet til på samme måde at opkræve renter ved tilbagebetaling af fordele, der med urette er modtaget fra EU’s budget, navnlig når de beløb, der modtages i renter, som er opkrævet i henhold til national ret, til forskel fra omstændighederne i den sag, der gav anledning til Fromme-dommen, i sidste ende tilføres EU’s budget.

53

På baggrund af det anførte skal det første spørgsmål besvares således, at artikel 3 i forordning nr. 2988/95 skal fortolkes således, at den i bestemmelsen fastsatte forældelsesfrist for inddrivelsen af hovedkravet, der svarer til tilbagebetaling af en fordel, der med urette er modtaget fra EU’s budget, ikke finder anvendelse på inddrivelsen af renter, der er opstået i anledning af dette krav, når forpligtelsen til at betale disse renter ikke følger af EU-retten, men alene af en forpligtelse i henhold til national ret.

54

Det andet til det fjerde spørgsmål er forelagt subsidiært for det tilfælde, at det første spørgsmål besvares bekræftende.

55

I betragtning af besvarelsen af det første spørgsmål er det følgelig ufornødent at besvare det andet til det fjerde spørgsmål.

56

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Fjerde Afdeling) for ret:

Artikel 3 i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 2988/95 af 18. december 1995 om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser skal fortolkes således, at den i bestemmelsen fastsatte forældelsesfrist for inddrivelsen af hovedkravet, der svarer til tilbagebetaling af en fordel, der med urette er modtaget fra EU’s budget, ikke finder anvendelse på inddrivelsen af renter, der er opstået i anledning af dette krav, når forpligtelsen til at betale disse renter ikke følger af EU-retten, men alene af en forpligtelse i henhold til national ret.