DOMSTOLENS DOM (Tredje Afdeling)

17. februar 2011 (*)

»Tilnærmelse af lovgivningerne – telekommunikation – net og tjenester – direktiv 2002/22/EF – udpegning af virksomheder til at varetage forsyningspligten – pålæggelse af særlige forpligtelser for den udpegede virksomhed – nummeroplysningstjenester og abonnentfortegnelser«

I sag C-16/10,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Court of Appeal (England & Wales) (Civil Division) (Det Forenede Kongerige) ved afgørelse af 15. december 2009, indgået til Domstolen den 11. januar 2010, i sagen:

The Number (UK) Ltd,

Conduit Enterprises Ltd

mod

Office of Communications,

British Telecommunications plc,

har

DOMSTOLEN (Tredje Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, K. Lenaerts (refererende dommer), og dommerne D. Šváby, E. Juhász, G. Arestis og T. von Danwitz,

generaladvokat: J. Mazák

justitssekretær: ekspeditionssekretær L. Hewlett,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 8. december 2010,

efter at der er afgivet indlæg af:

–        The Number (UK) Limited og Conduit Enterprises Limited ved D. Rose, QC, og barrister B. Kennelly

–        British Telecommunications plc ved R. Thomson, QC, barrister J. O’ Flaherty og solicitor S. Murray

–        Det Forenede Kongeriges regering ved F. Penlington, som befuldmægtiget, bistået af C. Vajda, QC

–        den italienske regering ved G. Palmieri, som befuldmægtiget, bistået af avvocato dello Stato P. Gentili

–        Europa-Kommissionen ved G. Braun og A. Nijenhuis, som befuldmægtigede,

og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,

afsagt følgende

Dom

1        Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/20/EF af 7. marts 2002 om tilladelser til elektroniske kommunikationsnet og ‑tjenester (tilladelsesdirektivet) (EFT L 108, s. 21), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/21/EF af 7. marts 2002 om fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og ‑tjenester (rammedirektivet) (EFT L 108, s. 33) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/22/EF af 7. marts 2002 om forsyningspligt og brugerrettigheder i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og ‑tjenester (forsyningspligtdirektivet) (EFT L 108, s. 51) i de udgaver, der var gældende på tidspunktet for vedtagelsen af forelæggelsesafgørelsen.

2        Anmodningen er indgivet under en sag mellem The Number (UK) Ltd (herefter »The Number«) og Conduit Enterprises Ltd (herefter »Conduit Enterprises«), to udbydere af nummeroplysningstjenester og abonnentfortegnelser i Det Forenede Kongerige, på den ene side og British Telecommunications plc (herefter »BT«) på den anden side vedrørende størrelsen af de gebyrer, som BT opkræver for at levere oplysninger fra en database, der indeholder oplysninger om abonnenter på telekommunikationstjenester, som vedligeholdes af BT som led i dennes opgaver som udbyder af forsyningspligttjenester.

 Retsforskrifter

 EU-retten

3        Følgende fremgår af syvende betragtning til forsyningspligtdirektivet:

»Medlemsstaterne bør fortsat sikre, at de i kapitel II omhandlede tjenester udbydes i den specificerede kvalitet til alle slutbrugere på deres område uanset geografisk placering, samt til en rimelig pris under hensyn til specifikke nationale forhold. [...]«

4        11. betragtning til forsyningspligtdirektivet har følgende ordlyd:

»Nummeroplysning og nummeroplysningstjenester er et vigtigt adgangsgivende middel for offentligt tilgængelige telefonitjenester og indgår i forsyningspligten. Brugerne og forbrugerne ønsker udtømmende abonnentfortegnelser og nummeroplysningstjenester, der dækker alle registrerede telefonabonnenter og deres numre (herunder numre for faste telefoner og mobiltelefoner), og de har brug for, at oplysningerne gives uden forskel. […]«

5        Forsyningspligtdirektivets artikel 3, stk. 2, er affattet således:

»Medlemsstaterne fastlægger den mest effektive og hensigtsmæssige strategi til sikring af forsyningspligtens varetagelse under iagttagelse af principperne om objektivitet, transparens, ikke-diskriminering og proportionalitet. De skal minimere konkurrenceforvridning, navnlig udbud af tjenester til priser eller på betingelser eller vilkår, der afviger fra almindelige forretningsmæssige betingelser, idet de samtidig tilgodeser samfundsinteresser.«

6        Forsyningspligtdirektivets artikel 4, stk. 1, fastsætter:

»Medlemsstaterne sikrer, at alle rimelige anmodninger om tilslutning til det offentlige telefonnet på et fast sted og om adgang til offentligt tilgængelige telefonitjenester på et fast sted efterkommes af mindst én virksomhed.«

7        Forsyningspligtdirektivets artikel 5 med overskriften »Nummeroplysningstjenester og abonnentfortegnelser« bestemmer følgende:

»1.      Medlemsstaterne sikrer:

a)      at mindst én udtømmende nummerfortegnelse er tilgængelig for slutbrugerne i en form, der er godkendt af den relevante myndighed, enten i trykt eller elektronisk form eller begge dele, og at den ajourføres regelmæssigt, dog mindst én gang årligt

b)      at mindst én udtømmende nummeroplysningstjeneste er tilgængelig for alle slutbrugere, herunder brugere af offentlige betalingstelefoner.

2.      Nummerfortegnelsen/‑oplysningstjenesten i stk. 1 skal med forbehold af bestemmelserne i artikel 11 i direktiv 97/66/EF omfatte alle abonnenter på offentligt tilgængelige telefontjenester.

3.      Medlemsstaterne sikrer, at de(n) virksomhed(er), der udbyder de i stk. 1 nævnte tjenester, anvender princippet om ikke-diskriminering under behandlingen af oplysninger, de har modtaget fra andre virksomheder.«

8        Forsyningspligtdirektivets artikel 8, stk. 1, er affattet som følger:

»Medlemsstaterne kan udpege en eller flere virksomheder til at varetage de i artikel 4, 5, 6 og 7 og, hvor det er muligt, artikel 9, stk. 2, omhandlede forsyningspligttjenester, således at hele det nationale område dækkes. Medlemsstaterne kan udpege forskellige virksomheder eller grupper af virksomheder til at varetage forskellige af forsyningspligtens elementer og/eller til at dække forskellige dele af deres område.«

9        Forsyningspligtdirektivets artikel 9 med overskriften »Rimelige takster« bestemmer:

»1.      De nationale tilsynsmyndigheder overvåger detailtaksternes udvikling og niveau for så vidt angår de tjenester, der i artikel 4, 5, 6 og 7 angives som værende omfattet af forsyningspligten og ydes af de udpegede virksomheder, navnlig i forhold til nationale forbrugerpriser og indkomster.

2.      Medlemsstaterne kan under hensyn til de nationale forhold kræve, at udpegede virksomheder tilbyder forbrugerne takstvalgmuligheder eller ‑ordninger, der afviger fra dem, der tilbydes under almindelige forretningsmæssige vilkår, navnlig for at sikre, at personer med lave indkomster eller personer med særlige sociale behov ikke hindres i at få adgang til eller anvende den offentligt tilgængelige telefonitjeneste.

[…]

4.      Medlemsstaterne kan kræve, at virksomheder med forpligtelser i medfør af artikel 4, 5, 6 og 7, under hensyntagen til de nationale forhold, anvender ensartede takster, herunder geografisk udligning, i hele landet, eller overholder prislofter.

[…]«

10      Forsyningspligtdirektivets artikel 11 med overskriften »Kvalitetskrav til tjenester, der leveres af udpegede virksomheder« har følgende ordlyd:

»1.      De nationale tilsynsmyndigheder sikrer, at alle udpegede virksomheder med forpligtelser i henhold til artikel 4, 5, 6 og 7 og artikel 9, stk. 2, offentliggør fyldestgørende og ajourførte oplysninger om kvalitetsmålinger på forsyningspligtområdet på grundlag af de i bilag III omhandlede tjenestekvalitetsparametre, definitioner og målemetoder. De offentliggjorte oplysninger meddeles også den nationale tilsynsmyndighed.

[...]

4.      De nationale tilsynsmyndigheder kan fastsætte kvalitetsmål for virksomheder med forsyningspligt, som minimum for forsyningspligt i henhold til artikel 4. De nationale tilsynsmyndigheder tager i den forbindelse hensyn til de berørte parters synspunkter, navnlig som omhandlet i artikel 33.

5.      Medlemsstaterne sikrer, at de nationale tilsynsmyndigheder er i stand til at kontrollere, om de udpegede virksomheder opfylder de anførte kvalitetsmål.

[...]«

11      I forsyningspligtdirektivets artikel 25, stk. 2, hedder det:

»Medlemsstaterne sikrer, at alle virksomheder, der tildeler abonnenter telefonnumre, som led i udbuddet af offentligt tilgængelige nummeroplysningstjenester og nummerfortegnelser imødekommer enhver rimelig anmodning om at stille relevante oplysninger til rådighed i nærmere aftalt form og på rimelige, objektive, omkostningsbaserede og ikke-diskriminerende vilkår.«

12      Rammedirektivets artikel 8, der har overskriften »Politiske mål og tilsynsprincipper«, bestemmer:

»1.      Medlemsstaterne sikrer, at de nationale tilsynsmyndigheder under udførelsen af de i dette direktiv og særdirektiverne omhandlede tilsynsopgaver træffer alle rimelige foranstaltninger med henblik på opfyldelse af målene i stk. 2, 3 og 4. Foranstaltningerne skal stå i et rimeligt forhold til disse mål.

Medlemsstaterne sikrer, at de nationale tilsynsmyndigheder under udførelsen af de i dette direktiv og særdirektiverne omhandlede tilsynsopgaver, særlig sådanne, som har til formål at sikre en reel konkurrence, tager videst muligt hensyn til, at reguleringen helst skal være teknologineutral.

De nationale tilsynsmyndigheder kan inden for deres beføjelser bidrage til at sikre, at der på forskellige områder gennemføres en politik, der tilsigter at fremme såvel kulturel og sproglig mangfoldighed som mediepluralisme.

2.      De nationale tilsynsmyndigheder fremmer konkurrencen inden for udbud af elektroniske kommunikationsnet, elektroniske kommunikationstjenester og dertil hørende faciliteter og tjenester ved bl.a. at:

a)      sikre, at brugerne […] får maksimalt udbytte for så vidt angår valgmuligheder, pris og kvalitet

[...]

3.      De nationale tilsynsmyndigheder bidrager til udviklingen af det indre marked [...]

4.      De nationale tilsynsmyndigheder fremmer Den Europæiske Unions borgeres interesser ved bl.a. at:

a)      sikre, at alle borgere har adgang til en forsyningspligtydelse som defineret i [forsyningspligtdirektivet]

[...]«

13      Tilladelsesdirektivets artikel 3, stk. 2, er affattet som følger:

»Udbud af elektroniske kommunikationsnet eller ‑tjenester kan med forbehold af de særlige forpligtelser, der er omhandlet i artikel 6, stk. 2, eller brugsrettigheder omhandlet i artikel 5, kun gøres betinget af en generel tilladelse. Der kan stilles krav om, at den pågældende virksomhed skal anmelde aktiviteten, men ikke om, at den skal indhente en udtrykkelig afgørelse eller anden administrativ handling fra den nationale tilsynsmyndigheds side, inden den udøver de rettigheder, tilladelsen indebærer. Efter anmeldelse, når en sådan kræves, kan en virksomhed påbegynde sin aktivitet, om nødvendigt med forbehold af bestemmelserne om brugsrettigheder i artikel 5, 6, 7.«

14      Tilladelsesdirektivets artikel 6, stk. 2, fastsætter:

»Særlige forpligtelser, der i henhold til artikel 5, stk. 1 og 2, samt artikel 6 og 8 i direktiv 2002/19/EF (adgangsdirektivet) og artikel 16, 17, 18 og 19 i direktiv 2002/22/EF (forsyningspligtdirektivet) kan pålægges udbydere af elektroniske kommunikationsnet og ‑tjenester eller, som i henhold til nævnte direktiv er blevet udpeget til at varetage forsyningspligtydelser, skal retligt være adskilt fra de rettigheder og forpligtelser, som gælder i henhold til den generelle tilladelse. For at sikre virksomhederne transparens skal der i den generelle tilladelse henvises til kriterier og procedurer for at pålægge den enkelte virksomhed sådanne særlige forpligtelser.«

 Nationale bestemmelser

15      Universal Service Condition 7 (herefter »USC 7«), der er pålagt BT som led i dennes udpegelse som udbyder af forsyningspligttjenester i henhold til reglerne i Electronic Communications (Universal Service) Regulations 2003, har følgende ordlyd:

»7.1. BT skal vedligeholde en database med nummerfortegnelse vedrørende alle abonnenter, der har fået tildelt telefonnumre af en kommunikations[net eller ‑tjeneste]udbyder (herefter »databasen«). BT skal sikre, at databasen opdateres løbende.

7.2.      BT skal, i overensstemmelse med punkt 7.3 og 7.4 nedenfor og efter anmodning, stille følgende til rådighed:

a)      til enhver kommunikations[net eller ‑tjeneste]udbyder, der er omfattet af punkt 8.2 i General Condition 8, med henblik på at tillade den pågældende kommunikations[net eller ‑tjeneste]udbyder at opfylde kravene i det nævnte punkt, sådanne nummerfortegnelser, som BT udarbejder, og som opfylder kravene i nævnte General Condition

b)      til enhver, der søger at udbyde offentligt tilgængelige tjenester vedrørende abonnentoplysninger og/eller nummerfortegnelser, indholdet af databasen i maskinlæsbar form.

7.3.      BT skal levere oplysningerne omhandlet i litra a) og b) i punkt 7.2 ovenfor, når en person fremsætter en rimelig anmodning herom. Uden at det berører den generelle karakter af foranstående, kan BT afslå at levere sådanne oplysninger, hvis

a)      den, der anmoder om sådanne oplysninger, ikke har til hensigt at behandle disse elektronisk i overensstemmelse med enhver relevant praksis herfor, og/eller

b)      BT har rimelig grund til at tro, at den, der anmoder om oplysningerne, ikke har til hensigt at overholde de relevante databeskyttelsesregler.

7.4.      BT skal levere oplysningerne omhandlet i litra a) og b) i punkt 7.2 ovenfor på vilkår, der er rimelige, objektive og omkostningsbaserede, og som ikke udgør en urimelig forskelsbehandling, samt i et format, der aftales mellem BT og den, der anmoder om oplysningerne. Hvis ikke der indgås aftale herom, kan direktøren i overensstemmelse med dennes funktion som ankeinstans beslutte formatet for oplysningerne.«

 Hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

16      I Det Forenede Kongerige er udbyderen af forsyningspligttjenester på området for telekommunikation BT, bortset fra hvad angår området omkring byen Hull.

17      The Office of Communications (herefter »OFCOM«) er den nationale tilsynsmyndighed for telekommunikation i Det Forenede Kongerige. OFCOM afløste i 2003 telekommunikationsmyndigheden Oftel.

18      USC 7, som er affattet af Oftel, forpligter BT til at stille sin udtømmende database vedrørende telefonabonnenter, kaldet »OSIS«, som den opretter ved at indsamle oplysninger fra alle operatører af fastnettelefoni, til rådighed for andre udbydere af nummeroplysningstjenester og abonnentfortegnelser, som ikke er udpeget som udbydere af forsyningspligttjenester, på vilkår, der er rimelige, objektive, omkostningsbaserede, og som ikke udgør en urimelig forskelsbehandling, samt i et format, der aftales mellem parterne.

19      I stedet for at pålægge forsyningspligt, der fokuserer på slutbrugeren, pålægger USC 7 BT en forpligtelse i engrosleddet, hvilket i praksis betyder, at der på markedet i Det Forenede Kongerige findes flere konkurrerende udbydere af nummeroplysningstjenester og abonnentfortegnelser, som opererer på grundlag af OSIS-databasen.

20      Ved dom af 25. november 2004, KPN Telecom (sag C-109/03, Sml. I, s. 11273) fastslog Domstolen bl.a., at de gebyrer, som udbydere af fastnettelefoni opkrævede for at stille »relevante oplysninger« vedrørende abonnenter til rådighed, ikke bør omfatte de interne omkostninger til indsamling og opdatering af udbyderens egne abonnentoplysninger. The Number og Conduit Enterprises har anfægtet de gebyrer, som BT har opkrævet hos dem for at anvende OSIS-databasen, idet de har henvist til denne dom til støtte for deres sagsanlæg.

21      OFCOM, for hvilken disse sager blev indbragt i 2005, har truffet afgørelser den 10. marts 2008. I disse afgørelser har OFCOM bl.a. fastslået, at USC 7 var uforenelig med EU-retten, idet den ikke gennemførte bestemmelserne i forsyningspligtdirektivets artikel 5 korrekt. OFCOM fandt således, at BT ikke var forpligtet til at give adgang til OSIS-databasen på de fastsatte vilkår bortset fra de oplysninger, som vedrørte selskabets egne abonnenter. Selskabet var således forpligtet til at give de sidstnævnte oplysninger i henhold til en anden end den i USC 7 indeholdte forpligtelse, som ikke behandles i hovedsagen, og som finder anvendelse på alle virksomheder inden for telekommunikation og gennemfører forsyningspligtdirektivets artikel 25.

22      Ved dom af 24. november 2008 gav Competition Appeal Tribunal medhold i sagen anlagt til prøvelse af OFCOM’s afgørelse. Det blev således fastslået, at USC 7 gennemførte de relevante bestemmelser i forsyningspligtdirektivet korrekt.

23      BT appellerede herefter med støtte fra OFCOM Competition Appeal Tribunals afgørelse til den forelæggende ret. Selv om denne ret var af den foreløbige opfattelse, at USC 7 var i strid med forsyningspligtdirektivet, fandt retten det nødvendigt at forelægge Domstolen et præjudicielt spørgsmål før domsafsigelsen, idet den fandt, at det »i betragtning af de involverede principper, forskellene mellem de autoritative tekster og de anbringender, der er blevet fremført« er påvist, »at det omtvistede spørgsmål ikke kan anses for at være uden for enhver tvivl«.

24      Court of Appeal (England & Wales) (Civil Division) har under disse omstændigheder besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1)      Skal de beføjelser, der er tillagt medlemsstaterne i henhold til [forsyningspligtdirektivets] artikel 8, stk. 1, […], sammenholdt med [rammedirektivets] artikel 8 […], [tilladelsesdirektivets] artikel 3, stk. 2, og artikel 6, stk. 2, […] og [forsyningspligtdirektivets] artikel 3, stk. 2, […] samt andre relevante materielle regler i EU-retten, til at udpege en eller flere virksomheder til at varetage forsyningspligttjenester eller, som fastsat i forsyningspligtdirektivets artikel 4-7 og artikel 9, stk. 2, forskellige elementer af forsyningspligttjenester, forstås på følgende måde:

a)      Medlemsstaten kan, hvis den beslutter at udpege en virksomhed i henhold til den nævnte artikel 8, alene pålægge den pågældende virksomhed særlige forpligtelser, hvorefter det påhviler virksomheden selv at stille forsyningspligttjenester eller elementer heraf til rådighed for slutbrugerne i forhold til det, virksomheden er udpeget til, eller

b)      Medlemsstaten kan, hvis den beslutter at udpege en virksomhed i henhold til den nævnte artikel 8, pålægge den udpegede virksomhed sådanne særlige forpligtelser, som medlemsstaten anser for at være mest effektive og passende, og som står i et rimeligt forhold til formålet med at varetage forsyningspligttjenesten eller levere elementer heraf til slutbrugerne, uanset om disse forpligtelser kræver, at den udpegede virksomhed selv stiller forsyningspligttjenesten eller elementer heraf til rådighed for slutbrugerne?

2)      Tillader ovennævnte bestemmelser, også når de læses på baggrund af forsyningspligtdirektivets artikel 3, stk. 2, at medlemsstaterne under omstændigheder, hvor en virksomhed udpeges i henhold til forsyningspligtdirektivets artikel 8, stk. 1, med henblik på artikel 5, stk. 1, litra b), der vedrører udtømmende nummeroplysningstjeneste, uden at det kræves, at virksomheden leverer en sådan tjeneste direkte til slutbrugerne, fastsætter særlige forpligtelser for den udpegede virksomhed:

a)      om at vedligeholde og opdatere en udtømmende database med abonnentoplysninger

b)      om at stille indholdet af en udtømmende database med abonnentoplysninger, som opdateres løbende, til rådighed i maskinlæsbar form til enhver person, der søger at levere offentligt tilgængelige nummeroplysningstjenester eller abonnentfortegnelser (uanset om denne person agter at levere en udtømmende nummeroplysningstjeneste til slutbrugere), og

c)      om at levere oplysninger til en sådan person fra databasen på vilkår, der er rimelige, objektive, omkostningsbaserede, og som ikke udgør en forskelsbehandling?«

 Om de præjudicielle spørgsmål

 Det første spørgsmål

25      Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om forsyningspligtdirektivets artikel 8, stk. 1, giver medlemsstaterne mulighed for, hvis de i henhold til denne bestemmelse beslutter at udpege en eller flere virksomheder til at varetage forsyningspligttjenester eller, som fastsat i direktivets artikel 4-7 og artikel 9, stk. 2, forskellige elementer af forsyningspligttjenester, alene at pålægge disse virksomheder særlige forpligtelser vedrørende den måde, hvorpå de stiller de forsyningspligttjenester til rådighed for slutbrugerne, som de er udpeget til, eller om medlemsstaterne derimod kan pålægge de udpegede virksomheder de forpligtelser, som medlemsstaterne anser for at være mest passende med henblik på at sikre forsyningspligttjenesterne, uanset om virksomhederne selv leverer tjenesterne eller ej.

26      Det skal indledningsvis bemærkes, at dette spørgsmål er rejst inden for rammerne af en hovedsag vedrørende bl.a. foreneligheden med EU-retten af en forpligtelse i den nationale forsyningspligtordning, som bl.a. finder anvendelse på nummeroplysningstjenester og abonnentfortegnelser, og som er pålagt en enkelt udbyder, nemlig BT, i engrosleddet. I henhold til den pågældende forpligtelse skal denne udbyder vedligeholde og stille sin OSIS-database, som den opretter ved at indsamle oplysninger fra alle operatører af fastnettelefoni, til rådighed for andre udbydere af sådanne nummeroplysningstjenester og abonnentfortegnelser på vilkår, der er rimelige, objektive og omkostningsbaserede, og som ikke udgør en urimelig forskelsbehandling, samt i et format, der aftales mellem parterne.

27      Det er under disse omstændigheder, at den forelæggende ret ønsker oplyst, om bestemmelserne i tilladelses-, ramme- og forsyningspligtdirektivet og særligt artikel 8, stk. 1, i sidstnævnte direktiv giver medlemsstaterne mulighed for at pålægge en bestemt udbyder i engrosleddet en sådan forpligtelse i forbindelse udpegning af denne udbyder i henhold til denne bestemmelse med henblik på ved hjælp af skabelsen af et passende konkurrencepræget miljø indirekte at opnå det formål med forsyningspligten, som følger af 11. betragtning til forsyningspligtdirektivet, som er omhandlet i dette direktivs artikel 5, og som består i at stille udtømmende nummeroplysningstjenester og abonnentfortegnelser til rådighed for alle slutbrugere.

28      Med henblik på at fastslå betydningen og rækkevidden af forsyningspligtdirektivets artikel 8, stk. 1, skal bestemmelsen indledningsvis ses i den lovgivningsmæssige sammenhæng, hvori den indgår (jf. analogt dom af 3.10.2006, sag C-475/03, Banca popolare di Cremona, Sml. I, s. 9373, præmis 18 og den deri nævnte retspraksis). Derefter skal bestemmelsen fortolkes, idet der tages hensyn til dens ordlyd og til direktivets generelle opbygning og de af lovgiver forfulgte formål.

29      Det skal i denne forbindelse bemærkes, at i overensstemmelse med tilladelsesdirektivets artikel 3, stk. 2, kan udbud af elektroniske kommunikationsnet eller ‑tjenester med forbehold af de særlige forpligtelser, der er omhandlet i direktivets artikel 6, stk. 2, eller brugsrettigheder til radiofrekvenser og numre omhandlet i artikel 5, kun gøres betinget af en generel tilladelse. Der er ikke tale om sådanne rettigheder i hovedsagen.

30      Medlemsstaterne kan således alene pålægge en eller flere bestemte virksomheder særlige forpligtelser, i det omfang disse forpligtelser hører under de tilfælde, der er omhandlet i artikel 6, stk. 2, i tilladelsesdirektivet. Sidstnævnte bestemmelse henviser bl.a. til forpligtelser pålagt virksomheder udpeget til at varetage forsyningspligttjenester i henhold til forsyningspligtdirektivet. Blandt disse forpligtelser er udbud af udtømmende nummeroplysningstjenester og abonnentfortegnelser som omhandlet i direktivets artikel 5. Det er i henhold til samme direktivs artikel 8, stk. 1, at der skal udpeges udbydere til levering af forsyningspligttjenester eller forskellige dele heraf.

31      Som undtagelse til forbuddet mod at pålægge individuelle udbydere særlige forpligtelser skal de forpligtelser til at levere forsyningspligttjenester, der i henhold til bestemmelserne i forsyningspligtdirektivet kan pålægges de virksomheder, der er udpeget i henhold til samme direktivs artikel 8, stk. 1, fortolkes indskrænkende.

32      Hvad angår ordlyden af forsyningspligtdirektivets artikel 8, stk. 1, bemærkes, at selv om bestemmelsen i første punktum bestemmer, at der kan udpeges en virksomhed til at varetage forsyningspligttjenesterne, præciseres det ligeledes i bestemmelsens andet punktum, at »medlemsstaterne kan udpege forskellige virksomheder eller grupper af virksomheder til at varetage forskellige af forsyningspligtens elementer«. Det følger således af bestemmelsens ordlyd læst i sin helhed, at en medlemsstat kun kan pålægge en udpeget virksomhed de særlige forpligtelser, der følger af bestemmelserne i forsyningspligtdirektivet vedrørende udbud til slutbrugerne af virksomheden selv af et af forsyningspligtens særlige elementer fastsat i det pågældende direktivs artikel 4-7 og artikel 9, stk. 2.

33      Det skal tilføjes, at virksomhedens eget udbud til forsyningspligttjenesternes brugere ikke udelukker muligheden for virksomheden for at give dette udbud i underentreprise til tredjemand på betingelse af, at virksomheden forbliver ansvarlig for, hvorledes tjenesten varetages i forhold til medlemsstatens kompetente myndigheder.

34      Betragtninger vedrørende forsyningspligtdirektivets generelle opbygning og formål bekræfter i øvrigt denne fortolkning. Bestemmelserne i direktivets artikel 9 og 11 vedrørende henholdsvis takster og de nationale tilsynsmyndigheders kontrol med de udpegede virksomheders levering af forsyningspligttjenesterne medfører således, at det nødvendigvis er disse, der leverer tjenesterne selv.

35      Hvad for det første angår forsyningspligtdirektivets artikel 9 fremgår det af syvende betragtning til direktivet, at et af dets hovedformål er at sikre ydelse af et bestemt minimum af kommunikationstjenester til alle slutbrugere til en rimelig pris. Med henblik herpå fastsætter forsyningspligtdirektivets artikel 9 og særligt bestemmelsens stk. 1, 2 og 4 en ordning med de kompetente nationale myndigheders kontrol med og regulering af strukturen og niveauet for de takster, som den virksomhed, der er udpeget som udbyder af forsyningspligttjenester, anvender.

36      Denne artikel 9 fastsætter derimod ikke nogen ordning til regulering af de priser, som andre end de udpegede virksomheder anvender. Selv om disse andre virksomheder kunne have adgang til en udtømmende database vedrørende alle telefonabonnenter, såsom BT’s OSIS-database, til en fast takst fastsat af den nationale lovgiver i henhold til en særlig national forpligtelse, såsom USC 7, ville de således ikke være forpligtede til at levere det element i forsyningspligten, som er omhandlet i direktivets artikel 5, og som består i at stille udtømmende nummeroplysningstjenester og abonnentfortegnelser til rådighed for alle slutbrugere til en rimelig pris. Følgelig vil en forpligtelse som den, der er fastsat i den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning, ikke som sådan sikre, at det omhandlede element i forsyningspligten blev stillet til rådighed for alle slutbrugere til en rimelig pris.

37      I henhold til forsyningspligtdirektivets artikel 11 tilkommer det for det andet de nationale tilsynsmyndigheder at overvåge de udpegede virksomheders varetagelse af forsyningspligten og om nødvendigt at pålægge dem at overholde visse særlige kvalitetskrav. Denne bestemmelse bygger på den forudsætning, at de udpegede virksomheder råder over operationelle oplysninger vedrørende levering af forsyningspligttjenester og er i stand til at yde direkte indflydelse på, hvorledes forsyningspligten varetages, hvilket forudsætter, at de leverer tjenesterne selv.

38      Det er korrekt, at det i henhold til forsyningspligtdirektivets artikel 3, stk. 2, tilkommer medlemsstaterne at fastlægge »den mest effektive og hensigtsmæssige strategi til sikring af forsyningspligtens varetagelse«. Den skønsmargin, som medlemsstaterne råder over ifølge denne bestemmelse, giver dem imidlertid ikke mulighed for at pålægge visse virksomheder andre særlige forpligtelser end dem, der hører under tilfældene i tilladelsesdirektivets artikel 6, stk. 2. Forsyningspligtdirektivets artikel 3, stk. 2, kan således ikke fortolkes på en måde, som udvider rækkevidden for den udpegelse, der er tilladt efter direktivets artikel 8, stk. 1, således at en medlemsstat kan pålægge en således udpeget virksomhed andre forpligtelser end dem, der følger af bestemmelserne i det pågældende direktiv.

39      Hvad endelig angår den eventuelle relevans af forsyningspligtdirektivets artikel 25, stk. 2, i denne sammenhæng skal det blot bemærkes, at denne bestemmelse alene forpligter medlemsstaterne til at sikre, at »alle virksomheder, der tildeler abonnenter telefonnumre«, imødekommer enhver rimelig anmodning om at stille oplysninger om deres egne abonnenter til rådighed som led i udbuddet af nummeroplysningstjenester og nummerfortegnelser. Denne bestemmelse, som vedrører en forpligtelse, der generelt anvendes på alle udbydere, har således ingen betydning for omfanget af de særlige forpligtelser, som en medlemsstat kan pålægge en eller flere bestemte virksomheder, som den har udpeget til at varetage forsyningspligten i overensstemmelse med forsyningspligtdirektivets artikel 8, stk. 1.

40      Henset til samtlige ovenstående bemærkninger skal det første spørgsmål besvares med, at forsyningspligtdirektivets artikel 8, stk. 1, giver medlemsstaterne mulighed for, hvis de i henhold til denne bestemmelse beslutter at udpege en eller flere virksomheder til at varetage forsyningspligttjenester eller, som fastsat i direktivets artikel 4-7 og artikel 9, stk. 2, forskellige elementer af forsyningspligttjenester, alene at pålægge disse virksomheder de særlige forpligtelser, der følger af direktivets bestemmelser, som er forbundet med udbud af de pågældende tjenester eller elementer heraf til slutbrugerne af de udpegede virksomheder selv.

 Det andet spørgsmål

41      Henset til besvarelsen af det første spørgsmål er det ufornødent at besvare det andet spørgsmål. Dette bygger således på en forudsætning, hvorefter en medlemsstat lovligt har pålagt en virksomhed, som er udpeget i henhold til forsyningspligtdirektivets artikel 8, stk. 1, en særlig forpligtelse, uden at det kræves, at virksomheden leverer tjenesten direkte til slutbrugerne, og hvorefter det nærmere bestemt ønskes oplyst, om en sådan forpligtelse kan omfatte krav vedrørende førelsen af en database, og at denne skal stilles til rådighed for andre udbydere i engrosleddet. Det følger imidlertid af besvarelsen af det første spørgsmål, at en sådan forpligtelse ikke kan pålægges i henhold til den pågældende bestemmelse.

 Sagens omkostninger

42      Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tredje Afdeling) for ret:

Artikel 8, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/22/EF af 7. marts 2002 om forsyningspligt og brugerrettigheder i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og ‑tjenester (forsyningspligtdirektivet) giver medlemsstaterne mulighed for, hvis de i henhold til denne bestemmelse beslutter at udpege en eller flere virksomheder til at varetage forsyningspligttjenester eller, som fastsat i direktivets artikel 4-7 og artikel 9, stk. 2, forskellige elementer af forsyningspligttjenester, alene at pålægge disse virksomheder de særlige forpligtelser, der følger af direktivets bestemmelser, som er forbundet med udbud af de pågældende tjenester eller elementer heraf til slutbrugerne af de udpegede virksomheder selv.

Underskrifter

---

* Processprog: engelsk.