1

Den 29. februar 1996 indgav sagsøgeren, Stella Kunststofftechnik GmbH, i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 40/94 af om EF-varemærker (EFT 1994 L 11, s. 1), som ændret (erstattet af Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af om EF-varemærker (EUT L 78, s. 1)), en ansøgning om registrering af et EF-varemærke til Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM) (herefter »Harmoniseringskontoret«). Efter berigtigelse blev indgivelsesdatoen fastsat til den i overensstemmelse med artikel 27 i forordning nr. 40/94 (nu artikel 27 i forordning nr. 207/2009) og regel 9 i Kommissionens forordning (EF) nr. 2868/95 af om gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 40/94 (EUT L 303, s. 1).

2

Det varemærke, der er søgt registreret, er ordmærket Stella.

3

De varer, som registreringsansøgningen vedrører, henhører under klasse 6, 8, 16, 20 og 21 i Nicearrangementet af 15. juni 1957 vedrørende international klassificering af varer og tjenesteydelser til brug ved registrering af varemærker, som revideret og ændret, og er for hver af disse klasser beskrevet på følgende måde:

4

Varemærket blev registreret den 19. september 2001 som EF-varemærke (herefter »det omstridte varemærke«).

5

Den 11. maj 2004 indgav intervenienten Stella Pack S.A. (tidligere Stella Pack sp. z o.o.) i henhold til forordning nr. 40/94 en EF-varemærkeansøgning til Harmoniseringskontoret.

6

Det varemærke, der søgtes registreret, er et figurmærke, der indeholder bestanddelen »stella pack«.

7

De varer, som varemærkesansøgningen vedrører, henhører under klasse 4, 6, 16, 20 og 21 i Nicearrangementet og er beskrevet på følgende måde:

8

Den 27. juni 2005 rejste sagsøgeren i henhold til artikel 42, stk. 1, i forordning nr. 40/94 (nu artikel 41, stk. 1, i forordning nr. 207/2009) indsigelse mod registreringen af det af intervenienten ansøgte figurmærke.

9

Indsigelsen, der var baseret på det omstridte varemærke, var rettet mod registreringen af det af intervenienten ansøgte varemærke for følgende varer i klasse 6, 16 og 21 i Nicearrangementet:

10

Den 22. december 2006 indgav intervenienten i henhold til artikel 50, stk. 1, litra a), og artikel 55, stk. 1, litra a), i forordning nr. 40/94 [nu artikel 51, stk. 1, litra a), og artikel 56, stk. 1, litra a), i forordning nr. 207/2009] en begæring om fortabelse af det omstridte varemærke.

11

Den 27. februar 2008 fastslog Annullationsafdelingen efter at have konstateret, at der ikke var gjort reel brug af det omstridte varemærke for visse varer, at varemærket med virkning fra den var fortabt for følgende varer: »Varer af metal (i det omfang de er omfattet af klasse 6), håndværktøj og instrumenter (hånddrevne) og nærmere bestemt ringpresser i klasse 8, papir, pap og varer af disse materialer (i det omfang er omfattet af klasse 16) i klasse 16 samt varer i klasse 20 af plastik«. Den opretholdt derimod registreringen af det omstridte varemærke for de øvrige varer, der var omfattet af varemærket.

12

Den 28. april 2008 indgav sagsøgeren en klage til Harmoniseringskontoret i henhold til artikel 57-62 i forordning nr. 40/94 (nu artikel 58-64 i forordning nr. 207/2009) over Annullationsafdelingens afgørelse i dens helhed. Sagsøgeren fastholdt, at der var gjort brug af det omstridte varemærke, og gjorde desuden i det væsentlige gældende, at intervenientens begæring om fortabelse af varemærket skulle have været afvist, idet sagsøgeren på grundlag af det samme varemærke allerede havde rejst en indsigelsessag for Harmoniseringskontoret til prøvelse af figurmærket Stella pack, og at denne indsigelsessag stadig verserede.

13

Ved afgørelse af 13. november 2008, som blev meddelt sagsøgeren den (herefter »den anfægtede afgørelse«), afviste Fjerde Appelkammer ved Harmoniseringskontoret klagen.

14

Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt klagen kunne antages til realitetsbehandling, fastslog appelkammeret, at klagen delvis skulle afvises fra realitetsbehandling, for så vidt som sagsøgeren anfægtede Annullationsafdelingens afgørelse i dens helhed, mens Annullationsafdelingen afslog begæringen om fortabelse af det omstridte varemærke for visse varer, og at afgørelsen således ikke i det omfang var ufordelagtig for sagsøgeren.

15

Vedrørende realiteten fastslog appelkammeret, at eftersom Annullationsafdelingen delvis afslog begæringen om fortabelse efter at have givet en detaljeret begrundelse derfor, samt fastslog, at der i princippet havde været gjort en brug af det omstridte varemærke, som var egnet til at sikre, at rettighederne blev bevaret for nogle af de registrerede varer, skulle sagsøgeren ikke blot på ny have påberåbt sig brug af varemærket, men skulle gennem bevisførelse have godtgjort, hvorfor de beviser, som var blevet fremlagt til godtgørelse af brugen, skulle anses for at være egnede til bevarelse af rettighederne, herunder for de varer, i relation til hvilke Annullationsafdelingen havde erklæret fortabelse af det omstridte varemærke. Sagsøgeren påberåbte sig ifølge appelkammeret imidlertid intet i den henseende. Appelkammeret bemærkede desuden, at sagsøgerens bemærkninger vedrørende den indsigelsessag, som virksomheden havde indledt for Harmoniseringskontoret den 27. juni 2005, var irrelevante. Ifølge appelkammeret kunne indsigelsessagen højst suspenderes, men dette kunne ikke ske i fortabelsessagen.

16

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

17

Harmoniseringskontoret og intervenienten har nedlagt følgende påstande:

18

Sagsøgeren har til støtte for sin påstand påberåbt sig to anbringender. Det første anbringende vedrører urigtig retsanvendelse, idet appelkammeret med urette forkastede sagsøgerens betragtninger, som tilsigtede at godtgøre en reel brug af det omstridte varemærke. Det andet anbringende vedrører den påståede retsstridige karakter ved begæringen om fortabelse, idet appelkammeret skulle have afvist denne begæring eller i det mindste have suspenderet den med den begrundelse, at den vedrører et varemærke, der allerede er blevet påberåbt til støtte for en stadigt verserende indsigelsessag for Harmoniseringskontoret.

19

Indledningsvis bemærkes, at stævningen i henhold til artikel 44, stk. 1, i Rettens procesreglement, som i medfør af procesreglementets artikel 130, stk. 1, og artikel 132, stk. 1, finder anvendelse i sager om intellektuel ejendomsret, skal indeholde en kort fremstilling af søgsmålsgrundene. Det fremgår af fast retspraksis, at selv om visse punkter i stævningen kan støttes og udbygges med henvisninger til afsnit i dokumenter, der vedlægges som bilag til stævningen, kan en generel henvisning til andre dokumenter ikke afhjælpe, at der mangler væsentlige oplysninger i den retlige argumentation, der i medfør af de nævnte bestemmelser skal være indeholdt i selve stævningen (Rettens dom af 14.9.2004, sag T-183/03, Applied Molecular Evolution mod KHIM (APPLIED MOLECULAR EVOLUTION), Sml. II, s. 3113, præmis 11, og af , forenede sager T-350/04 — T-352/04, Bitburger Brauerei mod KHIM — Anheuser-Busch (BUD, American Bud og Anheuser Busch Bud), Sml. II, s. 4255, præmis 33.

20

I det foreliggende tilfælde har sagsøgeren i sit første anbringende blot nævnt artiklerne i forordning nr. 40/94 samt visse bestemmelser i Harmoniseringskontorets interne retningslinjer, og har alene foretaget en generel henvisning til sit skriftlige indlæg af 2. april 2007 og til de bilag, som sagsøgeren fremlagde i sagen for Annullationsafdelingen med henblik på at godtgøre, at der var gjort reel brug af det omstridte varemærke for de varer, i relation til hvilke Annullationsafdelingen havde erklæret fortabelse af varemærket. På denne baggrund og henset til den i ovenstående præmis nævnte retspraksis, skal nærværende anbringende afvises.

21

Sagsøgeren har gjort gældende, at denne forud for den af intervenienten indgivne begæring om fortabelse af det omstridte varemærke den 27. juni 2005 havde indbragt en indsigelsessag for Harmoniseringskontoret under påberåbelse af det pågældende varemærke mod den af intervenienten indledte sag om varemærkeregistrering. Idet denne indsigelsessag verserede på tidspunktet for indgivelsen af begæringen om fortabelse, skulle Annullationsafdelingen have afvist begæringen eller skulle i stedet have besluttet at udsætte afgørelsen, til der forelå endelig afgørelse i denne tidligere indledte indsigelsessag.

22

I henhold til artikel 50, stk. 1, litra a), i forordning nr. 40/94 erklæres EF-varemærkeindehaverens ret fortabt efter indgivelse af begæring herom til Harmoniseringskontoret eller ved fremsættelse af modkrav under en sag om varemærkekrænkelse, når der inden for en sammenhængende periode på fem år ikke inden for Fællesskabet er gjort reel brug af varemærket for de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det er registreret, og der ikke foreligger rimelig grund til, at brug ikke har fundet sted. Ifølge samme bestemmelse kan ingen dog gøre gældende, at indehaveren har fortabt sin ret, hvis reel brug af varemærket påbegyndes eller genoptages i tiden mellem udløbet af femårsperioden og tidspunktet for indgivelsen af begæring om fortabelse eller fremsættelsen af modkrav. Påbegyndelse eller genoptagelse af brugen inden for de sidste tre måneder forud for indgivelsen af begæring om fortabelse eller fremsættelsen af modkrav, idet denne tremånedersperiode tidligst begynder ved udløbet af den sammenhængende periode på fem år, tages imidlertid ikke i betragtning, såfremt forberedelserne til påbegyndelse eller genoptagelse af brugen først indledes, når indehaveren har fået kendskab til, at der eventuelt vil blive indgivet begæring om fortabelse eller fremsat modkrav.

23

Artikel 55, stk. 1, litra a), i forordning nr. 40/94 om begæring om et varemærkes fortabelse bestemmer, at en begæring om et EF-varemærkes fortabelse kan indgives til Harmoniseringskontoret af enhver fysisk eller juridisk person samt af enhver sammenslutning, som er oprettet med henblik på at repræsentere fabrikanter, producenter, tjenesteydende virksomheder, handlende eller forbrugere, og som ifølge den lovgivning, der finder anvendelse på dem, selv kan optræde som part i en retssag.

24

Hvad for det første angår de pågældende bestemmelser, som sagsøgeren har baseret sit anbringende på, bemærkes, som Harmoniseringskontoret med rette har gjort gældende, at det ikke fremgår af bestemmelsernes ordlyd, at en indsigelsessag, som indledes på grundlag af et varemærke, og som stadig verserer, kan have nogen indflydelse på spørgsmålet om, hvorvidt en fortabelsessag skal antages til realitetsbehandling, endsige på forløbet af en fortabelsessag, som indledes til prøvelse af dette varemærke.

25

Disse bestemmelser fastlægger udelukkende fortabelsesgrundende samt de betingelser, hvorunder en begæring kan indbringes for Harmoniseringskontoret, uanset om der er indledt andre sager.

26

Sagsøgeren har til støtte for sit anbringende desuden påberåbt sig bestemmelserne i forordning nr. 2868/95 samt Harmoniseringskontorets interne retningslinjer fra november 2007 om procedurerne for begæring om fortabelse eller ugyldighed samt om bevis for brug i indsigelsessager.

27

Selv om det antages, at disse bestemmelser kan føje supplerende betingelser til betingelserne i forordning nr. 40/94, skal det bemærkes, at de ikke bestemmer, at en begæring om fortabelse af et varemærke ikke kan antages til realitetsbehandling med den begrundelse, at en indsigelsessag rejst på grundlag af det pågældende varemærke stadig verserer.

28

Regel 37 i forordning nr. 2868/95 om begæring om, at et EF-varemærke erklæres fortabt eller er ugyldigt, præciserer udelukkende de betingelser, hvorunder en sådan begæring kan indgives, samt navnlig de oplysninger, der skal angives i begæringen.

29

Endvidere fremgår det ikke af ordlyden af Harmoniseringskontorets interne retningslinjer om procedurer for erklæring om fortabelse, dvs. del D, afsnit 2, i disse retningslinjer i udgaven fra november 2007, at en sag om fortabelse af et varemærke skal afvises eller suspenderes med den begrundelse, at der forudgående er blevet indledt en indsigelsessag, som fortsat verserer, og som er støttet på det varemærke, der begæres fortabelse af. Navnlig anføres det i retningslinjernes punkt 3.1.2 vedrørende reel brug, som sagsøgeren har påberåbt sig, udelukkende, at bedømmelseskriterierne med hensyn til en sådan brug i en sag for Annullationsafdelingen er de samme som dem, der finder anvendelse ved undersøgelsen af bevis for brug af EF-varemærker i en indsigelsessag, samt at de detaljerede bestemmelser i del 6 i de interne retningslinjer om indsigelsessager skal følges.

30

I denne del 6 i de interne retningslinjer, som vedrører bevis for brug, og nærmere bestemt i punkt 4 om brugens varighed, som sagsøgeren ligeledes har påberåbt sig, anføres udelukkende, at forpligtelsen til at føre bevis for brug i overensstemmelse med artikel 43, stk. 2, i forordning nr. 40/94 (nu artikel 42, stk. 2, i forordning nr. 207/2009), som vedrører indsigelsessager, indebærer, at det skal godtgøres, at det ældre varemærke har været registreret i mindst fem år på tidspunktet for offentliggørelsen af ansøgningen om EF-varemærket. Der henvises på ingen måde til indsigelsessagens eventuelle virkning på fortabelsessagen, en virkning, som skulle medføre, at fortabelsessagen ikke kan antages til realitetsbehandling eller skal udsættes, indtil den første sag er afsluttet.

31

For det andet strider sagsøgerens argument, hvorefter begæringen om fortabelse af et varemærke ikke kan behandles, før en indsigelsessag, der er indbragt forudgående på grundlag af varemærket, er afsluttet, mod den generelle opbygning af bestemmelserne i forordning nr. 40/94.

32

Det fremgår nemlig af forordningen, at procedurerne for indsigelse og for fortabelse er to specifikke og selvstændige procedurer, som hver har sine egne virkninger, og at det er muligt at behandle en fortabelsessag på trods af, at der forudgående er indbragt en fortsat verserende indsigelsessag på grundlag af det varemærke, som er omfattet af begæringen om fortabelse.

33

I den forbindelse bemærkes, at de pågældende procedurer reguleres i to forskellige afsnit i forordning nr. 40/94. Indsigelser reguleres af forordningens afsnit IV, fjerde afdeling (nu afsnit IV, fjerde afdeling, i forordning nr. 207/2009), mens sager om fortabelse reguleres af samme forordnings afsnit VI, anden og fjerde afdeling (nu afsnit VI, anden og fjerde afdeling, i forordning nr. 207/2009).

34

De to procedurer har hver især deres eget formål og egne virkninger. Indsigelsen sigter på under visse betingelser at hindre ansøgningen om varemærkeregistrering som følge af tilstedeværelsen af et ældre varemærke, og et afslag på indsigelsen medfører ikke fortabelse af det ældre varemærke. En sådan fortabelse kan alene opnås i forlængelse af en indgivelse af sag med et sådant formål.

35

Denne forskel i formål og virkning forklarer, hvorfor hver type sag har sine egne regler. Mens en retlig interesse for indsigeren samt en frist på tre måneder til indgivelse af indsigelsen er blandt formalitetsbetingelserne for at rejse indsigelse i henhold til artikel 42 i forordning nr. 40/94 (nu artikel 41 i forordning nr. 207/2009) samt til regel 18 i forordning nr. 2868/95 (jf. Rettens dom af 13.6.2002, sag T-232/00, Chef Revival USA mod KHIM — Massagué Marín (Chef), Sml. II, s. 2749, præmis 32), henviser artikel 55, stk. 1, litra a), i forordning nr. 40/94, der finder anvendelse i sager om fortabelse, ikke til nogen retlig interesse.

36

Der gælder ej heller nogen frist for indledning af sag om fortabelse, når bortses fra, at det til opnåelse et varemærkes fortabelse i overensstemmelse med artikel 50, stk. 1, litra a), i forordning nr. 40/94 og i lighed med, hvad der følger af samme forordnings artikel 43, stk. 2, vedrørende indsigelser, skal godtgøres, at der ikke er gjort reel brug af varemærket i Fællesskabet for de varer og tjenesteydelser, som det er registreret for, i en sammenhængende periode på fem år, og at der ikke foreligger rimelig grund til, at brug ikke har fundet sted.

37

På baggrund af disse betragtninger var det med rette, at appelkammeret i den anfægtede afgørelses punkt 14 fastslog, at den adgang til at indlede begæring om fortabelse som følge af manglende brug af et varemærke, som indrømmes enhver, består fuldstændig uafhængigt af eventuelle samtidige indsigelsessager, som vedrører det EF-varemærke, der er omfattet af begæringen om fortabelse. Sagsøgerens argumentation, hvorefter den begæring om fortabelse, som blev indgivet til prøvelse af et varemærke, ikke kan antages til realitetsbehandling som følge af, at der forud herfor er indledt en indsigelsessag på grundlag af dette varemærke, som fortsat verserer på tidspunktet for indgivelsen af den pågældende begæring, må således forkastes.

38

Det bemærkes ligeledes, at appelkammeret heller ikke begik en retlig fejl ved at fastslå, stadig i den anfægtede afgørelses punkt 14, at en sag om fortabelse, der indledes efter en indsigelsessag, højst kan medføre en suspension af indsigelsessagen. I det tilfælde, at der erklæres fortabelse af det ældre varemærke, er indsigelsessagen nemlig uden genstand.

39

En fortsættelse af indsigelsessagen uden at afvente afgørelsen i sagen om fortabelse ville modsat ikke give indehaveren af det ældre varemærke, som påberåbes i indsigelsessagen, og som omfattes af sagen om fortabelse, nogen fordel. Selv om en indsigelsessag afsluttes med et afslag på EF-varemærkeansøgningen, er der intet til hinder for en fornyet indgivelse af samme ansøgning efter en erklæring om fortabelse af det ældre varemærke.

40

Det fremgår af det ovenstående, at sagsøgerens argumentation om, at intervenientens indgivelse af begæringen om fortabelse er retsmisbrug, idet indsigelsessagen fortsat verserede, ikke kan tiltrædes.

41

Endelig skal det tilføjes, at den omstændighed, at en sag om fortabelse behandles inden afslutningen på en indsigelsessag, som er indledt forud herfor på grundlag af samme varemærke, ikke kan anfægtes af sagsøgeren med den begrundelse, at sagsøgerens ret som EF-varemærkeindehaver til ligebehandling samt til at blive hørt er blevet tilsidesat, således som sagsøgeren har gjort gældende i sin stævning.

42

For det første er det klagepunkt, som sagsøgeren herved har fremført, formuleret i for brede vendinger til, at det kan forstås klart og præcist. Sagsøgeren har uden egentlig forklaring henvist til adskillige artikler i forordning nr. 40/94, nemlig til artikel 15 (nu artikel 15 i forordning nr. 207/2009), artikel 43 samt artikel 77 og 79 (nu artikel 79 og 83 i forordning nr. 207/2009), som vedrører brug af EF-varemærker, behandling af indsigelsen, tilstillelse af Harmoniseringskontorets afgørelser samt henvisninger til almindelige principper. Det samme gælder henvisningen til regel 69 i forordning nr. 2868/95, som vedrører meddelelser af dokumenter, når flere parter er involveret i en sag.

43

Selv om det for det andet antages, at sagsøgeren med sit klagepunkt har påberåbt sig en tilsidesættelse af artikel 73, andet punktum, i forordning nr. 40/94 (nu artikel 75, andet punktum, i forordning nr. 207/2009), som bestemmer, at Harmoniseringskontorets afgørelser kun må støttes på grunde, som parterne har haft lejlighed til at udtale sig om, bemærkes, at et appelkammer ved Harmoniseringskontoret efter denne bestemmelse kun kan støtte afgørelsen på faktiske eller retlige forhold, om hvilke parterne har haft mulighed for at fremkomme med deres bemærkninger (Domstolens dom af 21.10.2004, sag C-447/02 P, KWS Saat mod KHIM, Sml. I, s. 10107, præmis 42, samt Rettens dom af , sag T-242/02, Sunrider mod KHIM (TOP), Sml. II, s. 2793, præmis 59, og af , sag T-168/04, L & D mod KHIM — Sämann (Aire Limpio), Sml. II, s. 2699, præmis 115).

44

Ved denne bestemmelse fastslås det generelle princip om beskyttelse af retten til kontradiktion inden for EF-varemærkeretten (Rettens dom af 15.9.2005, sag T-320/03, Citicorp mod KHIM (LIVE RICHLY), Sml. II, s. 3411, præmis 21, og af , sag T-317/05, Kustom Musical Amplification mod KHIM (en guitars form), Sml. II, s. 427, præmis 26). I henhold til dette almindelige fællesskabsretlige princip skal adressaterne for offentlige myndigheders beslutninger, der føleligt berører disse adressaters interesser, i rette tid have lejlighed til at fremføre deres synspunkter (Domstolens dom af , sag 17/74, Transocean Marine Paint Association mod Kommissionen, Sml. s. 1063, præmis 15, Rettens dom af , sag T-34/00, Eurocool Logistik mod KHIM (EUROCOOL), Sml. II, s. 683, præmis 21, samt LIVE RICHLY-dommen, præmis 22).

45

Det følger desuden af retspraksis, at retten til at blive hørt omfatter alle forhold af faktisk eller retlig art, som danner grundlag for beslutningsprocessen, og ikke det endelige standpunkt, som administrationen agter at indtage (Aire Limpio-dommen, nævnt i præmis 43 ovenfor, præmis 116, og dommen i sagen om en guitars form, nævnt i præmis 44 ovenfor, præmis 27). Appelkammeret er således ikke forpligtet til at høre en sagsøger vedrørende en faktisk bedømmelse, der er et led i dets endelige standpunkt (Rettens dom af 20.11.2007, sag T-458/05, Tegometall International mod KHIM — Wuppermann (TEK), Sml. II, s. 4721, præmis 45).

46

Det fremgår imidlertid ikke, at sagsøgeren i det foreliggende tilfælde ikke har været i stand til at fremsætte sine bemærkninger vedrørende samtlige faktiske og retlige omstændigheder, som udgør grundlaget for den anfægtede afgørelse.

47

Som det nemlig fremgår af den anfægtede afgørelses præmis 7, som ikke anfægtes af sagsøgeren, blev denne givet lejlighed til at gøre sine synspunkter gældende såvel for Annullationsafdelingen som for appelkammeret.

48

Heraf følger, at det andet anbringende skal forkastes som ugrundet.

49

Det følger af samtlige de anførte betragtninger, at Harmoniseringskontoret bør frifindes i det hele, uden at det er fornødent at tage stilling til, om sagsøgerens af Harmoniseringskontoret anfægtede anden og tredje påstand kan antages til realitetsbehandling.

50

I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom.

51

Sagsøgeren har tabt sagen og bør derfor pålægges at betale sagens omkostninger i overensstemmelse med Harmoniseringskontorets og intervenientens påstande herom.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Femte Afdeling):