Parter
Dommens præmisser
Afgørelse

Parter

I sag T-541/08,

Sasol, Rosebank (Sydafrika),

Sasol Holding in Germany GmbH , Hamburg (Tyskland),

Sasol Wax International AG , Hamburg,

Sasol Wax GmbH , Hamburg,

ved advokaterne W. Bosch, U. Denzel, C. von Köckritz,

sagsøgere,

mod

Europa-Kommissionen ved F. Castillo de la Torre og R. Sauer, som befuldmægtigede, bistået af advokat M. Gray,

sagsøgt,

angående en påstand principalt om delvis annullation af Kommissionens beslutning K(2008) 5476 endelig af 1. oktober 2008 om en procedure i henhold til artikel 81 EF og EØS-aftalens artikel 53 (sag COMP/39.181 – Lysvoks), og subsidiært en påstand om annullation af den bøde, sagsøgerne blev pålagt, eller en nedsættelse af bødens størrelse,

har

RETTEN (Tredje Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, O. Czúcz (refererende dommer), og dommerne I. Labucka og D. Gratsias,

justitssekretær: fuldmægtig N. Rosner,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 3. juli 2013,

afsagt følgende

Dom

Dommens præmisser

Sagens faktiske omstændigheder

1. Den administrative procedure og vedtagelsen af den anfægtede beslutning

1. Ved beslutning K(2008) 5476 endelig af 1. oktober 2008 om en procedure i henhold til artikel 81 EF og EØS-aftalens artikel 53 (sag COMP/39.181 – Lysvoks) (herefter »den anfægtede beslutning«) fastslog Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, at sagsøgerne, Sasol Wax GmbH, Sasol Wax International AG, Sasol Holding in Germany GmbH og Sasol (herefter »Sasol Ltd«) (herefter under ét »Sasol«), sammen med andre virksomheder havde overtrådt artikel 81, stk. 1, EF og artikel 53, stk. 1, i EØS-aftalen ved at deltage i et kartel på markedet for paraffinvoks i EØS og på det tyske marked for råparaffin.

2. Adressaterne for den anfægtede beslutning er, ud over Sasol, følgende selskaber: ENI Spa, Esso Deutschland GmbH, Esso Société anonyme française, ExxonMobil Petroleum and Chemical BVBA og Exxon Mobil Corp. (herefter under ét »ExxonMobil«), H & R ChemPharm GmbH, H & R Wax Company Vertrieb GmbH og Hansen & Rosenthal KG (herefter under ét »H & R«), Tudapetrol Mineralölerzeugnisse Nils Hansen KG, MOL Nyrt., Repsol YPF Lubricantes y Especialidades SA, Repsol Petróleo SA og Repsol YPF SA (herefter under ét »Repsol«), Shell Deutschland Oil GmbH, Shell Deutschland Schmierstoff GmbH, Deutsche Shell GmbH, Shell International Petroleum Company Ltd, The Shell Petroleum Company Ltd, Shell Petroleum NV og The Shell Transport and Trading Company Ltd (herefter under ét »Shell«), RWE Dea AG og RWE AG (herefter under ét »RWE«) samt Total SA og Total France SA (herefter under ét »Total«) (første betragtning til den anfægtede beslutning).

3. Paraffinvoks fremstilles af råolie på et raffinaderi. Det bruges til fremstilling af varer som stearinlys, kemiske produkter, dæk og bilprodukter og anvendes inden for gummi-, emballage-, klæbemiddel- og tyggegummiindustrien (fjerde betragtning til den anfægtede beslutning).

4. Råparaffin er den råvare, der kræves for at fabrikere paraffinvoks. Den fremstilles i raffinaderierne som et biprodukt ved produktionen af olie på grundlag af råolie. Den afsættes også til endelige kunder, såsom producenter af spånplader (femte betragtning til den anfægtede beslutning).

5. Kommissionen indledte sin undersøgelse, efter at Shell Deutschland Schmierstoff ved skrivelse af 17. marts 2005 havde underrettet den om, at der bestod et kartel, og anmodet den om bødefritagelse i henhold til Kommissionens meddelelse om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager (EFT 2002 C 45, s. 3, herefter »samarbejdsmeddelelsen af 2002«) (72. betragtning til den anfægtede beslutning).

6. Den 28. og 29. april 2005 foretog Kommissionen i henhold til artikel 20, stk. 4, i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i artikel 81 [EF] og 82 [EF] (EFT 2003 L 1, s. 1) kontrolundersøgelser på stedet i »H & R/Tudapetrols«, ENI’s og MOL’s lokaler samt i lokaler tilhørende selskaberne i Sasol-, ExxonMobil-, Repsol- og Totalkoncernerne (75. betragtning til den anfægtede beslutning).

7. Mellem den 25. og 29. maj 2007 tilstillede Kommissionen de selskaber, hvortil der henvises i præmis 2 ovenfor, og altså ligeledes sagsøgerne en klagepunktsmeddelelse (85. betragtning til den anfægtede beslutning). Ved skrivelse af 13. august 2007 besvarede Sasol Wax og Sasol Wax International i fællesskab klagepunktsmeddelelsen. Ved skrivelse af samme dag besvarede Sasol Holding in Germany og Sasol Ltd ligeledes i fællesskab klagepunktsmeddelelsen.

8. Den 10. og 11. december 2007 afholdt Kommissionen en høring, hvori sagsøgerne deltog (91. betragtning til den anfægtede beslutning).

9. På grundlag af de beviser, den var i besiddelse af, fastslog Kommissionen i den anfægtede beslutning, at adressaterne, som udgjorde størstedelen af producenterne af paraffinvoks og råparaffin i EØS, havde deltaget i en samlet, kompleks og vedvarende overtrædelse af artikel 81 EF og EØS-aftalens artikel 53, som omfattede hele EØS’ område. Overtrædelsen bestod i aftaler eller samordnet praksis vedrørende prisfastsættelse samt udveksling og fremlæggelse af følsomme handelsoplysninger vedrørende paraffinvoks (herefter »overtrædelsens primære aspekt«). For RWE’s (senere Shells), ExxonMobils, MOL’s, Repsols, Sasols og Totals vedkommende vedrørte overtrædelsen angående paraffinvoks ligeledes opdeling af kunder eller markeder (herefter »overtrædelsens andet aspekt«). Desuden drejede den af RWE, ExxonMobil, Sasol og Total begåede overtrædelse sig ligeledes om råparaffin afsat til endelige kunder på det tyske marked (herefter »råparaffinaspektet af overtrædelsen«) (2., 95. og 328. betragtning til samt artikel 1 i den anfægtede beslutning).

10. Den ulovlige praksis blev udøvet på konkurrencebegrænsende møder, som deltagerne benævnte »tekniske møder« eller undertiden »Blauer Salon-møder«, samt på »råparaffinmøder«, der særligt drejede sig om spørgsmål vedrørende råparaffin.

11. Størrelsen af de bøder, der blev pålagt i det foreliggende tilfælde, blev udmålt på grundlag af retningslinjerne for beregning af bøder efter artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1/2003 (EUT 2006 C 210, s. 2, herefter »retningslinjerne af 2006«), som var gældende på det tidspunkt, hvor Kommissionen tilstillede de selskaber, hvortil der henvises i præmis 2 ovenfor, klagepunktsmeddelelsen.

12. Den anfægtede beslutning indeholder navnlig følgende bestemmelser:

»Artikel 1

Følgende virksomheder har overtrådt bestemmelserne i artikel 81, stk. 1, [EF] og fra den 1. januar 1994 EØS-aftalens artikel 53 ved i de angivne tidsrum at have deltaget i en vedvarende aftale og/eller en samordnet praksis inden for paraffinvokssektoren i fællesmarkedet og fra den 1. januar 1994 i EØS:

[…]

Sasol Wax GmbH: fra den 3. september 1992 til den 28. april 2005

Sasol Wax International AG: fra den 1. maj 1995 til den 28. april 2005

Sasol Holding in Germany GmbH: fra den 1. maj 1995 til den 28. april 2005

Sasol [Ltd]: fra den 1. maj 1995 til den 28. april 2005

[…]

For følgende virksomheder vedrører overtrædelsen ligeledes i de angivne tidsrum råparaffin afsat til endelige kunder på det tyske marked:

[…]

Sasol Wax GmbH: fra den 30. oktober 1997 til den 12. maj 2004:

Sasol Wax International AG: fra den 30. oktober 1997 til den 12. maj 2004

Sasol Holding in Germany GmbH: fra den 30. oktober 1997 til den 12. maj 2004

Sasol [Ltd]: fra den 30. oktober 1997 til den 12. maj 2004

[…]

Artikel 2

Der pålægges følgende bøder for den i artikel 1 omhandlede overtrædelse:

ENI SpA: 29 120 000 EUR

Esso Société anonyme française: 83 588 400 EUR

heraf i fællesskab og solidarisk med

ExxonMobil Petroleum and Chemical BVBA og ExxonMobil Corporation for 34 670 400 EUR, heraf i fællesskab og solidarisk med Esso Deutschland GmbH: 27 081 600 EUR

Tudapetrol Mineralölerzeugnisse Nils Hansen KG: 12 000 000 EUR

Hansen & Rosenthal KG i fællesskab og solidarisk med H & R Wax Company Vertrieb GmbH: 24 000 000 EUR

heraf i fællesskab og solidarisk med

H & R ChemPharm GmbH for 22 000 000 EUR

MOL Nyrt: 23 700 000 EUR

Repsol YPF Lubricantes y Especialidades SA i fællesskab og solidarisk med Repsol Petróleo SA og Repsol YPF SA: 19 800 000 EUR

Sasol Wax GmbH: 318 200 000 EUR

heraf i fællesskab og solidarisk med

Sasol Wax International AG, Sasol Holding in Germany GmbH og Sasol Ltd for 250 700 000 EUR

Shell Deutschland Oil GmbH, Shell Deutschland Schmierstoff GmbH, Deutsche Shell GmbH, Shell International Petroleum Company Limited, the Shell Petroleum Company Limited, Shell Petroleum NV og the Shell Transport and Trading Company Limited: 0 EUR

RWE-Dea AG i fællesskab og solidarisk med RWE AG: 37 440 000 EUR

Total France SA i fællesskab og solidarisk med Total SA: 128 163 000 EUR.«

2. Strukturen i Sasolkoncernen og Varakoncernen og pålæggelsen af ansvaret på moderselskaberne i den anfægtede beslutning

13. I 449. betragtning til den anfægtede beslutning identificerede Kommissionen for så vidt angår Sasolkoncernen først det selskab, der var direkte ansvarlig for overtrædelsen. Kommissionen fastslog således, at der blandt de personer, der deltog i de tekniske møder, var ansatte fra selskabet Hans-Otto Schümann GmbH & Co KG (herefter »HOS«), og dette fra overtrædelsen blev indledt den 3. september 1992 til den 30. april 1995. Fra den 1. maj 1995 til den 31. december 2002 var der derefter tale om selskabet Schümann Sasol GmbH & Co. KG., der i 2000 blev til Schümann Sasol GmbH (herefter samlet »Schümann Sasol«). Fra den 1. januar 2003 var arbejdsgiveren for de omhandlede ansatte Sasol Wax.

14. Sasol Wax, efterfølgeren for HOS og Schümann Sasol, blev derfor i 452. betragtning til den anfægtede beslutning holdt ansvarlig for overtrædelsen i sin egenskab af direkte deltager i overtrædelsen for perioden fra den 3. september 1992 til den 28. april 2005.

15. Kommissionen undersøgte ligeledes udviklingen over tid af indehavelsen af kapitalen i HOS, Schümann Sasol og Sasol Wax. Den skelnede i den forbindelse mellem tre perioder (454. betragtning til den anfægtede beslutning).

16. Hvad angår den første periode fra den 3. september 1992 til den 30. april 1995 (herefter »Schümann-perioden«) fastslog Kommissionen, at HOS i sidste instans var kontrolleret af Hans-Otto Schümann personligt via Vara Holding GmbH & Co KG (herefter »Vara«), der var den eneste kommanditist i HOS (450. og 457. betragtning til den anfægtede beslutning). Hans-Otto Schümann ejede størstedelen af kapitalen i Vara, og de øvrige indehavere var hans familiemedlemmer. Hverken Vara eller Hans-Otto Schümann blev i den anfægtede beslutning holdt ansvarlige for den af HOS begåede overtrædelse.

17. Den anden periode varede fra den 1. maj 1995 til den 30. juni 2002 (herefter »joint venture-perioden«). Den 1. maj 1995 erhvervede Sasol Ltd to tredjedele af HOS. Efter en omstrukturering blev HOS til Schümann Sasol og fortsatte med at være det selskab, der var direkte ansvarlig for overtrædelsen. Schümann Sasol var et datterselskab, der for 99,9% vedkommende var ejet af Schümann Sasol International AG, i hvilket selskab en tredjedel af kapitalen fortsat var ejet af Vara og i sidste instans af Schümann-familien. To tredjedele af kapitalen i Schümann Sasol International var ejet af Sasol Holding in Germany, som selv var et datterselskab, der var ejet fuldt ud af Sasol Ltd. Kommissionen holdt med hensyn til denne periode Sasol Wax (i sin egenskab af retssuccessor for Schümann Sasol), Sasol Wax International (i sin egenskab af retssuccessor for Schümann Sasol International, Schümann Sasols moderselskab), Sasol Holding in Germany (i sin egenskab af moderselskab, som ejede to tredjedele af kapitalen i Schümann Sasol International) og Sasol Ltd (i sin egenskab af Sasol Holding in Germanys moderselskab) for solidarisk ansvarlige (451. og 478. betragtning til den anfægtede beslutning). Kommissionen fastslog, at de tre sidstnævnte selskaber havde udøvet afgørende indflydelse på Schümann Sasol (453. betragtning til den anfægtede beslutning). Hverken Vara, der var indehaver af en tredjedel af kapitalen i Schümann Sasol International, eller Schümann-familien, Varas ejer, blev tillagt ansvaret for den overtrædelse, der blev begået af Schümann Sasol, som på daværende tidspunkt var ejet af Schümann Sasol International (herefter »Schümann Sasol International« eller »joint venturet«), det selskab, der var ejet af Vara og Sasolkoncernen i fællesskab.

18. Den tredje periode varede fra den 1. juli 2002 til den 28. april 2005, datoen for overtrædelsens ophør (herefter »Sasol-perioden«). Den 30. juni 2002 erhvervede Sasolkoncernen den resterende tredjedel af kapitalen i Schümann Sasol International, der indtil da havde været ejet af Vara. Schümann Sasol, der blev omdøbt Sasol Wax, forblev et datterselskab til Schümann Sasol International, som selv blev omdøbt Sasol Wax International. Hele kapitalen i Sasol Wax International var herefter ejet af Sasol Holding in Germany og i sidste instans af Sasol Ltd. Kommissionen holdt for denne periode de fire sagsøgere for fælles og solidarisk ansvarlige for den overtrædelse, der blev begået af Sasol Wax, idet den fandt, at de tre første sagsøgere havde udøvet afgørende indflydelse på Sasol Wax (451. og 453. betragtning til den anfægtede beslutning).

Retsforhandlinger og parternes påstande

19. Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 15. december 2008 har sagsøgerne anlagt den foreliggende sag.

20. På grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Tredje Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling. Som led i foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse i henhold til procesreglementets artikel 64 har Retten anmodet parterne om at besvare visse skriftlige spørgsmål og fremlægge forskellige dokumenter. Parterne har efterkommet denne anmodning inden for den fastsatte frist.

21. Parterne afgav indlæg og besvarede Rettens mundtlige spørgsmål under retsmødet den 3. j uli 2013.

22. Henset til de faktiske forbindelser til sag T-540/08, Esso m.fl. mod Kommissionen, sag T-543/08, RWE og RWE Dea mod Kommissionen, sag T-544/08, Hansen & Rosenthal og H & R Wax Company Vertrieb mod Kommissionen, sag T-548/08, Total mod Kommissionen, sag T-550/08, Tudapetrol mod Kommissionen, sag T-551/08, H & R ChemPharm mod Kommissionen, sag T-558/08, ENI mod Kommissionen, sag T-562/08, Repsol YPF Lubricantes y Especialidades m.fl. mod Kommissionen, og sag T-566/08, Total Raffinage Marketing mod Kommissionen, samt til sammenhængen med og de vanskeligheder, der er forbundet med de rejste retlige spørgsmål, besluttede Retten at henskyde afgørelsen af de konnekse sager til efter det sidste retsmøde, dvs. det retsmøde af 3. juli 2013, der blev afholdt i denne sag.

23. Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande:

– Principalt, annullation af den anfægtede beslutning, for så vidt som den vedrører sagsøgerne.

– Subsidiært, den bøde, der er pålagt sagsøgerne i den anfægtede beslutning, ophæves eller nedsættes i passende omfang.

– Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

24. Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

– Frifindelse i det hele, herunder for de subsidiære påstande.

– Sagsøgerne tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Retlige bemærkninger

25. Sagsøgerne har til støtte for søgsmålet fremsat syv anbringender. Det første anbringende vedrører det forhold, at Sasol Ltd, Sasol Holding in Germany og Sasol Wax International fejlagtigt blev pålagt ansvaret for den overtrædelse, som Schümann Sasol begik i joint venture-perioden. Det andet anbringende vedrører det forhold, at Sasol Ltd, Sasol Holding in Germany og Sasol Wax International fejlagtigt blev pålagt ansvaret for den overtrædelse, som Sasol Wax begik i Sasol-perioden. Det tredje anbringende vedrører tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet, for så vidt som Kommissionen ikke holdt Vara solidarisk ansvarlig for Schümann-perioden og joint venture-perioden. Det fjerde anbringende vedrører en fejlagtig fastsættelse af bødens grundbeløb. Det femte anbringende vedrører en fejlagtig antagelse om, at Sasol havde en ledende rolle. Det sjette anbringende vedrører retsstridigheden af et uddifferentieret loft for bødens størrelse i forhold til de forskellige perioder for overtrædelsen. Det syvende anbringende vedrører en retsstridig undladelse af at indrømme Sasol en fuldstændig fritagelse for så vidt angår visse dele af bøden.

1. Det første anbringende om, at Sasol Ltd, Sasol Holding in Germany og Sasol Wax International fejlagtigt blev pålagt ansvaret for overtrædelsen for så vidt angår joint venture-perioden

26. Sagsøgerne er af den opfattelse, at Kommissionen fejlagtigt fastslog, at Sasol Ltd, via Sasol Holding in Germany, der var dets helejede datterselskab, selv udøvede en afgørende indflydelse på Schümann Sasol International og således fejlagtigt pålagde Sasol Ltd, Sasol Holding in Germany og Sasol Wax International ansvaret vedrørende joint venture-perioden. De organisatoriske, økonomiske og retlige forbindelser mellem Schümann Sasol og de pågældende selskaber, som Kommissionen lagde til grund i den anfægtede beslutning, støtter ikke en sådan konklusion.

27. Sagsøgerne finder principalt, at Vara, det andet moderselskab, alene udøvede afgørende indflydelse på Schümann Sasol International i joint venture-perioden. Subsidiært er de af den opfattelse, at denne afgørende indflydelse blev udøvet i fællesskab af de to moderselskaber.

28. Kommissionen har dertil svaret, at Sasol blev pålagt en sanktion på baggrund af dets eget ansvar og i overensstemmelse med retningslinjerne af 2006. Endvidere følger det af fast retspraksis, at Kommissionen ikke har pligt til at begrunde den omstændighed, at den ikke har vedtaget nogen beslutning om overtrædelse, som er tilstillet tredjeparter, og at en virksomhed ikke kan anfægte en sanktion, der pålægges den, med den begrundelse, at en anden virksomhed ikke skulle betale en bøde.

Indledende bemærkninger

29. Hvad angår et moderselskabs solidariske ansvar for sit datterselskabs adfærd eller for en adfærd, der udvises af et joint venture, der er ejet af moderselskabet, bemærkes, at den omstændighed, at et datterselskab eller et joint venture er en selvstændig juridisk person, ikke udelukker, at ansvaret for dets adfærd kan tilregnes moderselskabet (jf. i denne retning Domstolens dom af 14.7.1972, sag 48/69, Imperial Chemical Industries mod Kommissionen, Sml. s. 619, præmis 132).

30. Unionens konkurrenceret vedrører nemlig virksomheders aktiviteter, og begrebet virksomhed omfatter enhver enhed, som udøver økonomisk virksomhed, uanset denne enheds retlige status og dens finansieringsmåde (Domstolens dom af 10.9.2009, sag C-97/08 P, Akzo Nobel m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 8237, præmis 54, og Rettens dom af 13.7.2011, forenede sager T-141/07, T-142/07, T-145/07 og T-146/07, General Technic-Otis m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s 4977, præmis 53).

31. Unionens retsinstanser har ligeledes præciseret, at begrebet virksomhed i denne kontekst skal forstås som en økonomisk enhed, også når denne økonomiske enhed juridisk set udgøres af flere fysiske eller juridiske personer (jf. Domstolens dom af 12.7.1984, sag 170/83, Hydrotherm Gerätebau, Sml. s. 2999, præmis 11, dommen i sagen Akzo Nobel m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 30 ovenfor, præmis 55 og den deri nævnte retspraksis, og Rettens dom af 29.6.2000, sag T-234/95, DSG mod Kommissionen, Sml. II, s. 2603, præmis 124). Det er således blevet fremhævet, at med henblik på anvendelsen af konkurrencereglerne var den formelle adskillelse mellem to selskaber, som er en følge af deres status som selvstændige juridiske personer, ikke afgørende, idet der skulle lægges vægt på, om de optræder samlet på markedet. Det kan dermed vise sig nødvendigt at tage stilling til, om to selskaber, der er særskilte juridiske personer, udgør eller hører til en og samme virksomhed eller økonomiske enhed, som udfolder en enkelt adfærd på markedet (dommen i sagen Imperial Chemical Industries mod Kommissionen, nævnt i præmis 29 ovenfor, præmis 140, Rettens dom af 15.9.2005, sag T-325/01, DaimlerChrysler mod Kommissionen, Sml. II, s. 3319, præmis 85, og dommen i sagen General Technic-Otis m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 30 ovenfor, præmis 54).

32. Når en sådan økonomisk enhed overtræder konkurrencereglerne, påhviler det den ifølge princippet om personligt ansvar at stå til regnskab for overtrædelsen (jf. dommen i sagen Akzo Nobel m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 30 ovenfor, præmis 56, og dommen i sagen General Technic-Otis m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 30 ovenfor, præmis 55).

33. Et datterselskabs adfærd kan tilregnes moderselskabet som følge af deres tilhørsforhold til samme virksomhed, såfremt dette datterselskab ikke frit bestemmer sin adfærd på markedet, fordi moderselskabet i denne forbindelse udøver afgørende indflydelse på datterselskabet, navnlig under hensyn til de økonomiske, organisatoriske og juridiske forbindelser mellem disse to virksomheder (jf. i denne retning dommen i sagen Akzo Nobel m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 30 ovenfor, præmis 58, og Rettens dom af 20.3.2002, sag T-9/99, HFB m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 1487, præmis 527).

34. Datterselskabets adfærd på markedet er under moderselskabets afgørende indflydelse, bl.a. når datterselskabet i det væsentlige følger instrukser fra moderselskabet (Domstolens dom i sagen Imperial Chemical Industries mod Kommissionen, nævnt i præmis 29 ovenfor, præmis 133, 137 og 138; jf. i denne retning Domstolens dom af 16.11.2000, sag C-294/98 P, Metsä-Serla m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 10065, præmis 27).

35. Et datterselskabs adfærd på markedet er i princippet ligeledes under moderselskabets afgørende indflydelse, såfremt dette kun beholder kompetencen til at vedtage eller godkende visse strategiske handelsmæssige beslutninger, i givet fald gennem sine repræsentanter i datterselskabets organer, hvorimod kompetencen til at fastlægge datterselskabets handelspolitik i snæver forstand er delegeret til de ledere, der har ansvaret for selskabets operationelle drift, som er valgt af moderselskabet, og som repræsenterer og fremmer selskabets erhvervsmæssige interesser (jf. i denne retning Rettens dom af 9.9.2011, sag T-25/06, Alliance One International mod Kommissionen, Sml. II, s. 5741, præmis 138 og 139, stadfæstet ved Domstolens kendelse af 13.12.20112, sag C-593/11 P og sag C-654/11 P,, præmis 30).

36. Når der er sikret en ensartet adfærd på markedet af datterselskabet og dets moderselskab, bl.a. i de tilfælde, der er beskrevet i præmis 34 og 35 ovenfor, eller gennem andre økonomiske, organisatoriske og retlige forbindelser mellem selskaberne, udgør disse samme økonomiske enhed og danner følgelig én virksomhed i henhold til den retspraksis, der er nævnt i præmis 31 ovenfor. Den omstændighed, at et moderselskab og dets datterselskab udgør én virksomhed i artikel 81 EF’s forstand, giver Kommissionen mulighed for at rette en beslutning, hvorved der pålægges en bøde, til moderselskabet, uden at der kræves en konstatering af, at sidstnævnte var direkte impliceret i overtrædelsen (f. i denne retning dommen i sagen Akzo Nobel m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 30 ovenfor, præmis 59).

37. Den retspraksis, der er gengivet i præmis 29-36 ovenfor, finder ligeledes anvendelse, når et eller flere moderselskaber pålægges ansvar for en overtrædelse, der begås af deres joint venture (dommen i sagen General Technic-Otis m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 30 ovenfor, præmis 52-56).

38. Det er på baggrund af disse regler, at der skal foretages en undersøgelse af sagsøgernes argumenter og af rigtigheden af konstateringerne i den anfægtede beslutning i relation til pålæggelsen af ansvaret på sagsøgerne for de handlinger, der blev udvist af Schümann Sasol og dets moderselskab Schümann Sasol International, der i joint venture-perioden var ejet for to tredjedeles vedkommende af Sasol Holding in Germany og for en tredjedels vedkommende af Vara.

Den anfægtede beslutning

39. I den anfægtede beslutning har Kommissionen forkastet sagsøgernes argumentation, der tilsigter at godtgøre, at Schümann Sasol International i joint venture-perioden rent faktisk var kontrolleret af Vara. Kommissionen støttede i det væsentlige denne konklusion på følgende betragtninger:

»[…]

(471) Kommissionen finder, at Sasol via sit helejede datterselskab Sasol Holding in Germany GmbH udøvede afgørende indflydelse på Schümann Sasol International.

(472) Som Sasol har forklaret, var [direktionen] for den løbende virksomhed sammensat af en repræsentant fra Sasol, en repræsentant fra Vara og en administrerende direktør. I henhold til [direktionens] vedtægter skal denne ledelse så vidt muligt træffe sine beslutninger med enstemmighed eller med simpelt flertal. I tilfælde af stemmelighed råder den administrerende direktør over en udslagsgivende stemme. Sasol har gjort gældende, at direktøren i størstedelen af joint venture-perioden var en repræsentant for Vara. Kommissionen har efter at have foretaget mere grundige undersøgelser anfægtet Sasols påstande på dette punkt. Den omhandlede person var snarere direktør som følge af sit kendskab til virksomheden og som følge af den omstændighed, at Sasol også ønskede at se denne som administrerende direktør for joint venturet. Det var vigtigt for Sasol som hovedaktionær at råde over en person i [direktionen], der allerede havde kendskab til HOS’ tidligere aktiviteter. Den omhandlede person havde arbejdet for Schümann Sasol Internationals tyske forgænger og havde følgelig fuldt kendskab til selskabets funktionsmåde, som efterfølgende blev overtaget af Sasol. Endvidere var den omhandlede person på det tidspunkt, hvor han blev administrerende direktør (den 2.5.1995), ikke ansat af Vara. Den omhandlede person var rent faktisk ikke ansat i Vara før 1997. Personen var direktør for joint venturet fra den 2. maj 1995 til den 30. juni 2001, hvor personen blev erstattet af [D.S.R.] fra Sasol.

(473) Joint venturets repræsentantskab var sammensat af seks medlemmer, fire repræsentanter fra Sasol og to fra Vara. Som Sasol har forklaret, bestemte den aktionæraftale om stemmeret, som var indgået mellem Sasol og Vara, at Sasol og Vara skulle vedtage beslutninger med enstemmighed, og at hver især rådede over én stemme, hvorfor Sasols flertal i repræsentantskabet var ophævet. Såfremt der ikke forelå enighed, skulle forslaget anses for forkastet. Aktionæraftalen vedrørende stemmeret bestemte imidlertid ligeledes i artikel 3 vedrørende repræsentantskabets beslutninger, at aftalens artikel 1 fandt tilsvarende anvendelse. Aftalens artikel 1.5 bestemmer, at såfremt der ikke kan opnås en enstemmig beslutning vedrørende de forhold, der er opregnet i den pågældende artikels punkt a)-d), har Sasols forslag forrang, så længe dette selskab ejer mere end 50% af selskabet, og at Vara skal stemme i overensstemmelse med Sasols beslutning. De forhold, der er henvist til i punkt a)-d) i artikel 1.5, er følgende: udarbejdelse af årsregnskaber, udnævnelse af særlige revisorer og godkendelse af investeringer [af kapital foretaget af selskabet] eller af et af dets datterselskaber.

(474) [Hvad angår generalforsamlingen] har Sasol forklaret, at Vara rådede over et blokerende mindretal, eftersom der for vedtagelse af beslutninger krævedes et flertal på tre fjerdedele af de afgivne stemmer. Endvidere foreskrev aktionæraftalen vedrørende stemmeret ifølge Sasol, at Sasol og Vara forpligtede sig til i fællesskab at gennemføre aktionærbeslutninger og at træffe afgørelse med énstemmighed i alle tilfælde, hvorved de hver især rådede over én stemme, og hvis der ikke kunne opnås enstemmighed, kunne hverken Sasol eller Vara agere, og Vara kunne følgelig ikke bringes i mindretal. Som forklaret ovenfor opstiller aktionæraftalen om stemmeret i artikel 1.5, der finder anvendelse på [general]forsamlingen, en liste over visse emner, med hensyn til hvilke Sasols ønsker skulle have forrang (jf. 473. betragtning).

(475) Hvad angår den situation, der er beskrevet i [472.]-[474.] betragtning, og navnlig Sasols mulighed for at få gennemført sin vilje inden for rammerne af vigtige strategiske beslutninger, såfremt en konsensus ikke kunne opnås, som opregnet i artikel 1.5 i aktionæraftalen om stemmeret (eksempelvis godkendelsen af kapitalinvesteringer) må Sasol anses for rent faktisk at have haft kontrol over joint venturet. Den omstændighed, som Sasol har gjort gældende, at direktørerne i [Schümann Sasol] tidligere havde arbejdet i HOS, modsiger ikke denne konklusion, eftersom repræsentantskabets godkendelse var fornøden med hensyn til sådanne beslutninger om rekruttering vedrørende overordnede ledelsesstillinger [artikel 2, stk. 2, [litra] c) i direktionens vedtægter], og eftersom Sasol følgelig kunne opponere mod disse beslutninger.

[…]

(481) Kommissionen finder af de ovenfor anførte grunde, at det ikke alene er det agerende selskab [Schümann Sasol], men ligeledes dets moderselskaber, Sasol International AG, Sasol Ltd og Sasol Holding in Germany GmbH, der er ansvarlige i joint venture-perioden, eftersom det er godtgjort, at Sasol havde kontrol over joint venturet. […] Som det er fastslået i [329.]-[333.] betragtning, danner forskellige virksomheder, der tilhører den samme koncern, en økonomisk enhed og følgelig en virksomhed i henhold til artikel 81 [EF], såfremt de omhandlede selskaber ikke på selvstændig vis bestemmer deres adfærd på markedet. I tilfældet med joint venturet er det muligt at konkludere, at joint venturet og moderselskaberne danner en økonomisk enhed med henblik på en anvendelse af artikel 81 [EF], såfremt joint venturet ikke på selvstændig vis bestemmer sin egen adfærd på markedet. Om joint venturet skal anses for et selvstændigt fungerende joint venture eller ej [er uden relevans] i denne sammenhæng, [eftersom] de faktiske beviser godtgør, at der foreligger udøvelse af afgørende indflydelse. Den omstændighed, at en joint ventures moderselskaber kan anses for ansvarlige, er i overensstemmelse med Kommissionens praksis vedrørende dette særlige spørgsmål som følge af de generelle retsprincipper, der er redegjort for i [340.] betragtning og defineret af Fællesskabets retsinstanser. Den omstændighed, at beslutningen under andre omstændigheder ikke blev tilstillet moderselskaberne til et joint venture, betyder ikke, at Sasol International AG, Sasol Ltd og Sasol Holding in Germany GmbH i deres egenskab af moderselskaber, der hører til Sasolkoncernen, under nærværende omstændigheder ikke kan holdes ansvarlige for deres datterselskabs aktiviteter, eftersom Kommissionen råder over et skøn med hensyn til sin beslutning om at pålægge visse enheder i en virksomhed ansvaret for en overtrædelse og kan foretage sin bedømmelse fra sag til sag.«

Sondringen mellem begrebet kontrol og begrebet faktisk udøvelse af afgørende indflydelse som anvendt i sammenhæng med artikel 81 EF

40. Det skal indledningsvis bemærkes, at Kommissionen i forbindelse med undersøgelsen af spørgsmålet om pålæggelse af ansvaret for den overtrædelse, der blev begået af Schümann Sasol, joint venturets datterselskab, ikke udtrykkeligt skelnede mellem begreberne »kontrol« og »kontrolbeføjelse« på den ene side og begreberne »økonomisk enhed« og »faktisk udøvelse af en afgørende indflydelse på forretningsadfærden« på den anden side.

41. Sagsøgerne har gjort gældende, at denne tilgang er fejlagtig, henset til, at begrebet kontrol ikke indebærer en faktisk udøvelse af en afgørende indflydelse.

42. Det skal for det første bemærkes, at det følger af artikel 3, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser (»EF-fusionsforordningen«) (EUT L 24, s. 1), at »[k]ontrol over en virksomhed opnås gennem rettigheder, aftaler eller på andre måder, som enkeltvis eller tilsammen, under hensyn til alle faktiske og retlige forhold, giver mulighed for at få afgørende indflydelse på virksomhedens drift«.

43. Når et moderselskab pålægges ansvaret for et andet selskabs konkurrencebegrænsende adfærd i henhold til artikel 81 EF, kan Kommissionen ifølge retspraksis ikke støtte sig til den blotte mulighed for udøvelse af afgørende indflydelse, således som det er anført i forbindelse med anvendelsen af forordning nr. 139/2004 ved fastlæggelsen af kontrollen, uden at der er behov for at undersøge, om denne indflydelse faktisk er blevet udøvet (dommen i sagen General Technic-Otis m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 30 ovenfor, præmis 69).

44. Det påhviler derimod principielt Kommissionen at påvise, at der har foreligget en sådan afgørende indflydelse, på grundlag af en flerhed af faktiske omstændigheder (jf. Rettens dom af 27.9.2006, sag T-314/01, Avebe mod Kommissionen, Sml. II, s. 3085, præmis 136 og den deri nævnte retspraksis). Blandt disse omstændigheder figurerer sammenfald af stillinger blandt de samme fysiske personer i moderselskabets ledelse og dets datterselskabs eller joint ventures ledelse (Rettens dom af 12.7.2011, sag T-132/07, Fuji Electric mod Kommissionen, Sml. II, s. 4091, præmis 184; jf. ligeledes i denne retning Domstolens dom af 28.6.2005, forenede sager C-189/02 P, C-202/02 P, C-205/02 P – C-208/02 P og C-213/02 P, Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 5425, præmis 119 og 120) eller den omstændighed, at de pågældende selskaber var forpligtet til at følge de instrukser, der blev givet af selskabernes fælles ledelse, og ikke kunne optræde uafhængigt på markedet (jf. i denne retning dommen i sagen HFB m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 33 ovenfor, præmis 527).

45. I det foreliggende tilfælde støttede Kommissionen sig ikke på et sådan direkte bevis for, at Sasol Ltd og Sasol Holding in Germany udøvede afgørende indflydelse på Schümann Sasol International.

46. Kommissionen foretog nemlig i det væsentlige en undersøgelse af den beslutningskompetence, som Sasol kunne udøve i joint venturets organer via sine repræsentanter. Analysen i denne forbindelse hviler i det væsentlige på en abstrakt undersøgelse af fremgangsmåden for beslutningstagning i de pågældende organer, støttet på bestemmelserne i aktionæraftalen og i direktionens vedtægter, der gengav de fremgangsmåder for afstemning, som var fastsat i joint venturets vedtægter. Endvidere har Kommissionen navnlig støttet sin konklusion om, at Sasol Holding in Germany og Sasol Ltd skulle pålægges ansvaret for Schümann Sasol Internationals handlinger, på en påstand om, at »det er blevet godtgjort, at Sasol havde kontrol med joint venturet« (481. betragtning til den anfægtede beslutning).

47. Det følger heraf, at Kommissionen i det foreliggende tilfælde fastslog, at Sasol Ltd og Sasol Holding in Germany udøvede afgørende indflydelse på Schümann Sasol Internationals forretningsadfærd, i det væsentlige på grundlag af en abstrakt vurdering af de dokumenter, der blev underskrevet inden indledningen af Schümann Sasol Internationals virke, i lighed med en analyse, der foretages i henhold til reglerne om godkendelse af fusioner.

48. For det andet skal Retten således foretage en undersøgelse af, i hvilket omfang en sådan abstrakt og fremadrettet analyse, der foretages på fusionsområdet, hvor vedtagelsen af beslutningen om godkendelse ligger forud for indledningen af joint venturets virke, ligeledes kan tjene til at godtgøre, at der foreligger faktisk udøvelse af afgørende indflydelse på joint venturets forretningsadfærd i en beslutning, der pålægger moderselskaberne ansvaret for en tilsidesættelse af artikel 81 EF, der tidligere blev begået af det pågældende joint venture.

49. Det fremgår i denne forbindelse af retspraksis, at selv om kompetencen til eller muligheden for at vedtage et joint ventures handelsmæssige beslutninger i sig selv alene henhører under den blotte mulighed for at udøve afgørende indflydelse på dets forretningsadfærd og således under begrebet »kontrol« i henhold til forordning nr. 139/2004, kan Kommissionen og Unionens retsinstanser lægge til grund, at lovbestemmelserne og bestemmelserne i aftalerne vedrørende den pågældende virksomheds funktion, navnlig bestemmelserne i den kontrakt, der opretter joint venturet, og i aktionæraftalen om stemmeret, er blevet gennemført og overholdt. I denne forbindelse kan undersøgelsen af, om der er udøvet afgørende indflydelse på et joint ventures forretningsadfærd, bestå i en abstrakt analyse af de dokumenter, der er underskrevet, inden joint venturet indledte sin virksomhed i lighed med analysen vedrørende kontrol. Såfremt de pågældende bestemmelser og klausuler foreskriver, at stemmer fra hvert enkelt moderselskab er nødvendige for vedtagelsen af en beslutning i et af joint venturets organer, kan Kommissionen og Unionens retsinstanser – medmindre det modsatte bevises – fastslå, at de pågældende beslutninger blev vedtaget af moderselskaberne i fællesskab (jf. i denne retning dommen i sagen Avebe mod Kommissionen, nævnt i præmis 44 ovenfor, præmis 137-139, dommen i sagen Fuji Electric mod Kommissionen, nævnt i præmis 44 ovenfor, præmis 186-193, og dommen i sagen General Technic-Otis m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 30 ovenfor, præmis 112 og 113). Tilsvarende kan Kommissionen og Unionens retsinstanser, såfremt de pågældende klausuler gør det muligt for et enkelt moderselskab at vedtage beslutningerne fra joint venturets organer, i mangel af beviser for det modsatte fastslå, at det pågældende moderselskab udøvede afgørende indflydelse på de pågældende beslutninger.

50. Henset til, at undersøgelsen af, om der faktisk foreligger udøvelse af afgørende indflydelse, er retrospektiv og derfor kan støttes på konkrete omstændigheder, kan såvel Kommissionen som de berørte parter imidlertid føre bevis for, at joint venturets erhvervsmæssige beslutninger blev vedtaget i henhold til andre regler end dem, der følger af den blotte abstrakte undersøgelse af aftalerne vedrørende joint venturets funktion (jf. i denne retning dommen i sagen Fuji Electric mod Kommissionen, nævnt i præmis 44 ovenfor, præmis 194 og 195, og dommen i sagen General Technic-Otis m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 30 ovenfor, præmis 115-117). Navnlig kan Kommissionen eller de berørte parter føre bevis for, at de, til trods for et enkelt moderselskabs kompetence til at vedtage de pågældende beslutninger via selskabets repræsentanter i joint venturets organer, i realiteten blev truffet af flere eller af samtlige moderselskaber i enighed.

Berettigelsen af Kommissionens konstatering om, at Sasol Holding in Germany og Sasol Ltd skulle pålægges ansvaret for den overtrædelse, som Schümann Sasol International begik

51. Sagsøgerne har i det væsentlige anfægtet Kommissionens analyse af, at Sasol Holding in Germany og Sasol Ltd skulle pålægges ansvaret for den overtrædelse, som Schümann Sasol International begik, af to grunde. For det første finder de, at Kommissionen anlagde et urigtigt skøn ved ikke at anerkende, at B.I., Schümann Sasol Internationals administrerende direktør, var Varas repræsentant. Ifølge sagsøgerne kunne Vara nemlig via selskabets repræsentant, B.I. selv vedtage direktionens beslutninger i størstedelen af joint venture-perioden, eftersom den administrerende direktør ifølge vedtægterne rådede over en udslagsgivende stemme i tilfælde af stemmelighed mellem direktionens medlemmer. For det andet har de gjort gældende, at Vara ifølge joint venturets vedtægter og aktionæraftalen kunne blokere de vigtigste beslutninger på joint venturets generalforsamling og i dets repræsentantskab, således at Sasol Holding in Germany ikke kunne vedtage sine beslutninger alene via selskabets repræsentanters stemmer. På dette grundlag finder sagsøgerne, at Sasol Holding in Germany ikke kunne udøve afgørende indflydelse på Schümann Sasol Internationals forretningsadfærd.

52. Indledningsvis bemærkes, at hvad angår det forhold, at adskillige moderselskaber pålægges ansvaret for en overtrædelse, der begås af et joint venture, kan Kommissionen godtgøre, at der faktisk udøves afgørende indflydelse ved at fastslå, at der foreligger en fælles ledelse i moderselskaberne af joint venturet. Hvad angår denne fælles ledelses karakter fandt Retten i sin dom i sagen Avebe mod Kommissionen, nævnt i præmis 44 ovenfor (præmis 136-138), det relevant, at de medlemmer i joint venturets organer, der var udpeget af hvert af moderselskaberne, og som repræsenterede deres egne erhvervsmæssige interesser, skulle arbejde tæt sammen i forbindelse med fastlæggelsen og gennemførelsen af joint venturets handelspolitik, og at de beslutninger, der blev vedtaget af disse, nødvendigvis afspejlede en samstemmende vilje mellem hvert af de moderselskaber, der blev holdt ansvarlige af Kommissionen. Retten undersøgte ikke kun den strategiske beslutningstagning i joint venturet, men også varetagelsen af de løbende forretninger og anførte, at de to direktører, der var blevet udpeget af de to moderselskaber, også i denne henseende skulle arbejde tæt sammen (dommen i sagen Avebe mod Kommissionen, nævnt i præmis 44 ovenfor, præmis 136-138).

53. I det foreliggende tilfælde har Kommissionen imidlertid ikke pålagt de to moderselskaber ansvaret for den overtrædelse, som Schümann Sasol International havde begået, men alene Sasol Holding in Germany og dettes moderselskab Sasol Ltd.

54. I tilfælde af, at Kommissionen pålægger et enkelt af joint venturets moderselskaber ansvaret for den af joint venturet begåede overtrædelse, påhviler det Kommissionen at godtgøre, at den afgørende indflydelse på joint venturets forretningsadfærd blev udøvet ensidigt af dette moderselskab.

55. Det fremgår af den anfægtede beslutning og af Kommissionens skriftlige indlæg i forbindelse med proceduren for Retten, at Kommissionen er af den opfattelse, at den betingelse, der er beskrevet i præmis 54 ovenfor, var opfyldt i det foreliggende tilfælde. Kommissionen fastslog nemlig i 471. betragtning til den anfægtede beslutning, at »Sasol [Ltd] via sit helejede datterselskab Sasol Holding in Germany GmbH udøvede en afgørende indflydelse på Schümann Sasol International AG«. Endvidere har Kommissionen i svarskriftets punkt 49 gjort gældende, at »Sasol [Ltd] (via Sasol Holding) udøvede enekontrol over [Schümann Sasol International]«, og har i samme svarskrifts punkt 67 gjort gældende, at »Vara ikke skulle pålægges ansvar, idet Sasol var det eneste selskab, der udøvede afgørende indflydelse på joint venturet«.

56. Der skal således foretages en undersøgelse af, om Kommissionen på grundlag af oplysninger, der var indsamlet i den anfægtede beslutning, og på trods af de argumenter, som sagsøgerne havde fremført under den administrative procedure vedrørende betydningen af Varas tilstedeværelse i joint venturets direktion, gyldigt kunne konkludere, at Sasol ensidigt udøvede afgørende indflydelse på Schümann Sasol International.

Schümann Sasol Internationals direktion

57. Sagsøgerne har anført, at beslutningerne fra Schümann Sasol International direktion blev vedtaget med simpelt flertal, og at det i tilfælde af stemmelighed var den administrerende direktørs stemme, der var udslagsgivende. Den administrerende direktør, B.I., repræsenterede imidlertid Varas interesser.

58. Sagsøgerne har i det væsentlige gjort gældende, at Kommissionen anlagde et urigtigt skøn vedrørende de beviser, den rådede over, for så vidt som den fastslog, at B.I. ikke repræsenterede Vara, men ledede joint venturet efter Sasols ønske. Kommissionen støttede sin konstatering på Varas erklæring af 11. oktober 2007, hvori B.I. i Varas navn besvarede Kommissionens udspørgen og paradoksalt nok erklærede, at han, selv om han betegnede sig selv som Varas repræsentant i relation til ethvert andet spørgsmål, som Kommissionen måtte have, ikke repræsenterede Vara i joint venture-perioden.

59. Sagsøgerne har endvidere henvist til deres erklæring af 18. april 2008, ifølge hvilken B.I. i realiteten kontinuerligt handlede som Schümanns højre hånd og repræsenterede Vara i joint venturet sammen med Sasol. Inden joint venture-perioden havde B.I. været den fysiske person, der udførte en ledende funktion i HOS, som var kontrolleret af Vara, som han havde været generaldirektør for siden 1987, og han havde været Hans-Otto Schümanns fortrolige. Endvidere havde B.I. ligeledes bestridt ledelsesposter i Vara og i andre selskaber, der var ejet af Hans-Otto Schümann under og efter joint venture-perioden. Den tætte tilknytning mellem B.I. og henholdsvis Vara og Hans-Otto Schümann fremgår ligeledes af annonceringen af oprettelsen af joint venturet den 6. juni 1995.

60. Sagsøgerne har gjort gældende, at Kommissionen havde kendskab til disse omstændigheder under den administrative procedure, men at den ikke desto mindre ignorerede dem og uden nogen begrundelse foretrak Varas erklæring, som stammede fra B.I. personligt, dvs. fra en person, der selv som kommanditist ejede en del af kapitalen i Vara.

61. Kommissionen har først og fremmest fremhævet den omstændighed, at begrebet afgørende indflydelse ikke omfatter joint venturets operationelle drift, men de grundlæggende retningslinjer vedrørende selskabets handelspolitik. Som det fremgår af Schümann Sasol Internationals vedtægter, handlede direktionen imidlertid i henhold til repræsentantskabets kontrol, og direktionens handlinger vedrørende væsentlige aspekter af selskabets handelspolitik var undergivet repræsentantskabets forudgående godkendelse.

62. Dernæst har Kommissionen fastholdt, at B.I. ikke repræsenterede Vara, men at hans stilling var begrundet i hans kendskab til det område, som Sasol drev virksomhed inden for, og at hans udnævnelse var udtryk for Sasols vilje. Vara underrettede med sin erklæring af 11. oktober 2007 Kommissionen om, at B.I. var blevet udnævnt til direktør for Sasol International, fordi Sasol ønskede at gøre brug af hans indgående kendskab til HOS’ virksomhed og således ansætte ham i ledelsen. Ifølge Kommissionen er denne oplysning troværdig, eftersom Sasol havde særlig interesse i, at joint venturet blev drevet ordentligt, og ønskede at sikre driftens kontinuitet ved at overlade den daglige drift til et medlem af direktionen, som havde kendskab til paraffinvokssektoren og navnlig til HOS’ tidligere aktiviteter. Under alle omstændigheder fastslog Kommissionen i duplikkens punkt 10, at dens konstateringer i 472. betragtning til den anfægtede beslutning indebar, at B.I. repræsenterede Sasol og ikke Vara i Schümann Sasol Internationals direktion.

63. Retten anser det for hensigtsmæssigt først at foretage en undersøgelse af B.I.s rolle i Schümann Sasol Internationals ledelse og dernæst af det mere generelle spørgsmål, om Sasol ensidigt kunne vedtage de beslutninger, der blev vedtaget i den pågældende direktion.

B.I.s rolle

64. Det bemærkes, at B.I. i næsten hele joint venture-perioden var Schümann Sasol Internationals administrerende direktør.

65. Sagsøgerne gjorde under den administrative procedure gældende, at B.I. havde været repræsentant for Vara, hvorimod Vara erklærede, at B.I.s udnævnelse havde været udtryk for Sasols vilje, således at han ikke repræsenterede Vara.

66. Indledningsvis bemærkes, at konstateringerne i 472. betragtning til den anfægtede beslutning netop afspejler indholdet af Varas erklæring af 11. oktober 2007. Det standpunkt, der blev udtrykt i Sasols erklæring af 18. april 2008 om, at B.I. repræsenterede Vara såvel som de dokumenter, der støttede dette standpunkt, blev derimod forkastet af Kommissionen.

67. Hvad angår indholdet af Kommissionens påstande vedrørende B.I.s rolle, har sagsøgerne i det væsentlige gjort gældende, at Kommissionen anlagde et fejlagtigt skøn ved ikke at anerkende, at han repræsenterede Vara i direktionen.

68. For det første skal det bemærkes, at B.I. bestred nogle vigtige stillinger i de selskaber, der var ejet af Schümann og Varakoncernen inden, under og efter joint venture-perioden.

69. Det skal bemærkes, at B.I. den 29. november 1996 blev kommanditist i Vara, et af Schümann Sasol Internationals direkte moderselskaber. Dette indebar, at han ejede en del af kapitalen i Vara, mens de øvrige ejere af Vara var medlemmer af Schümann-familien. Retten er i denne forbindelse af den opfattelse, at ejerskabet af en del af selskabskapitalen udgør en omstændighed, der kan godtgøre, at B.I. kunne identificere sig med Varas særlige erhvervsmæssige interesser.

70. Tilsvarende var B.I. i det mindste i en del af joint venture-perioden og sideløbende med sin udøvelse af hvervet som administrerende direktør i Schümann Sasol International generaldirektør i Vara.

71. Det fremgår imidlertid af retspraksis, at den omstændighed, at der er et sammenfald mellem de ledende stillinger i et af moderselskaberne og i disses joint venture, udgør et væsentlig indicium for, at det pågældende moderselskab udøver afgørende indflydelse på joint venturets kommercielle beslutninger gennem udøvelsen af en beslutningsbeføjelse, der indehaves af et medlem af ledelsen i joint venturet (jf. i denne retning dommen i sagen Fuji Electric mod Kommissionen, nævnt i præmis 44 ovenfor, præmis 199).

72. Dernæst var B.I. fra den 15. juni 1995 direktør i Vara Beteiligungsgesellschaft mbH. Ifølge et af de beviser, som sagsøgerne har fremlagt, bestred hans stadig denne stilling i 2011 sammen med Schümann. Endvidere havde han været direktør i Beteiligungsgesellschaft Hans-Otto Schümann mbH fra den 4. april 1989 til tidspunktet for opløsningen af dette selskab den 13. september 1996. Dette sidstnævnte selskab er ligeledes forbundet med Hans-Otto Schümann, Varas grundlægger og hovedaktionær.

73. Det skal endvidere bemærkes, at den 1. juli 2001, da D.S.R. afløste B.I. som administrerende direktør i Schümann Sasol International, blev denne et af seks medlemmer af det pågældende selskabs repræsentantskab. B.I. afløste hermed E.B.R, som ifølge Kommissionen også var Varas repræsentant, idet repræsentantskabets sammensætning i øvrigt forblev uændret. Dette indikerer, at B.I. repræsenterede Vara i repræsentantskabet. Dette forhold er endvidere i sig selv tilstrækkeligt til at forkaste Kommissionens påstand om, at B.I. repræsenterede Sasol i direktionen, eftersom det i et sådant tilfælde er utænkeligt, at han umiddelbart efter udløbet af sit hverv kunne have repræsenteret Vara i repræsentantskabet.

74. Endelig skal det bemærkes, at Hans-Otto Schümann og B.I. i skrivelsen af 2. februar 1995 til samtlige ansatte i HOS underrettede disse ansatte om de forhandlinger, de var i gang med at føre med Sasol. De anførte deri, at: »Vi kan udøve vores indflydelse på [den nye ledelse i joint venturet] i fremtiden akkurat som hidtil.«

75. På dette grundlag skal Retten konstatere, at sagsøgerne allerede under den administrative procedure fremlagde beviser, der kunne godtgøre, at B.I. havde tæt forbindelse til Varakoncernen og Hans-Otto Schümann, at han identificerede sig med Varas særlige erhvervsmæssige interesser, navnlig i sin egenskab af kommanditist, og at Vara kunne udøve en væsentlig indflydelse på de af joint venturets direktion trufne beslutninger som følge af sin egenskab af kommanditist, hvilket kunne medføre en tilpasning af Schümann Sasol Internationals handelspolitik med Varas handelspolitik.

76. Følgelig anlagde Kommissionen et urigtigt skøn, da den i sin analyse så bort fra denne række relevante beviser og i den anfægtede beslutning udelukkende anførte, at udnævnelsen af B.I. afspejlede Sasols vilje. En sådan beskrivelse giver et forvrænget billede af sagens relevante omstændigheder og opfylder ikke kriteriet om, at ansvaret for overtrædelse af artikel 81 EF skal fastslås på grundlag af præcise og samstemmende beviser og på en upartisk måde skal tage hensyn til alle de relevante retlige og faktiske omstændigheder, der forelægges den (jf. i denne retning Rettens dom af 27.9.2006, forenede sager T-44/02 OP, T-54/02 OP, T-56/02 OP, T-60/02 OP og T-61/02 OP, Dresdner Bank m.fl. Kommissionen, Sml. II, s. 3567, præmis 59-63; jf. analogt Domstolens dom af 17.5.2001, sag C-450/98 P, IECC mod Kommissionen, Sml. I, s. 3947, præmis 57 og den deri nævnte retspraksis).

77. Kommissionens argumenter kan ikke rejse tvivl om denne konklusion.

78. For det første har Kommissionen henvist til den omstændighed, at Sasol gav sit samtykke til udnævnelsen af B.I. som administrerende direktør.

79. Det skal i denne forbindelse bemærkes, at ifølge vedtægterne for Schümann Sasol International og aktionæraftalen skulle alle medlemmerne af direktionen og den administrerende direktør udnævnes af repræsentantskabet ved en enstemmig afstemning foretaget af repræsentanter fra Vara og Sasol. Følgelig skulle direktionens sammensætning for det første afspejle en aftale mellem de to moderselskaber, dvs. hvert af selskabernes vilje. For det andet skulle Vara også give sit samtykke til udnævnelsen af de medlemmer, der blev udpeget af Sasol, som Kommissionen anså for repræsentanter for sidstnævnte selskab.

80. Følgelig gør den omstændighed, at Sasol gav sit samtykke til udnævnelsen af B.I. til administrerende direktør det hverken muligt at fastslå, at han repræsenterede Sasols erhvervsmæssige interesser ud over, hvad der er nødvendigt for en behørig forvaltning af et joint venture, som ejes af to moderselskaber, eller at tilbagevise de beviser, som sagsøgerne fremlagde, og som tilsigtede at godtgøre, at Vara udøvede afgørende indflydelse i direktionen gennem B.I.s beslutningsbeføjelse.

81. For det andet bemærkes, at det eneste konkrete bevis, hvorpå Kommissionen støttede sin konklusion om, at B.I. ikke repræsenterede Vara, men at udnævnelsen afspejlede Sasols vilje, er Varas erklæring af 11. oktober 2007, som er nævnt i præmis 66 ovenfor.

82. Ifølge Kommissionen er denne erklæring særligt pålidelig, eftersom den blev afsendt som svar på en begæring om oplysninger fra Kommissionen. Vara havde en væsentlig interesse i at fremstille situationen korrekt, henset til, at en falsk erklæring kunne sanktioneres med en processuel bøde, som fastsat i henhold til artikel 23, stk. 1, i forordning nr. 1/2003.

83. I denne forbindelse bemærkes, at det på den første side af svaret af 11. oktober 2007 på begæringen om oplysninger, som indeholdt den omhandlede erklæring, anføres, at den person, der var ansvarlig for svarene først og fremmest var B.I. Det er, som sagsøgerne har anført, ligeledes ubestridt, at B.I. på dette tidspunkt stadig var Varas kommanditist.

84. Det skal endvidere fastslås, at Kommissionen ikke i sin begæring om oplysninger, der blev tilstillet Vara, og i øvrigt heller ikke i den anfægtede beslutning definerede, hvad den mente med ordet »repræsentation«. Eftersom B.I. ikke formelt havde mandat til at repræsentere Vara i joint venturets direktion, kunne Vara i sin erklæring påstå, at der ikke forelå repræsentation uden at risikere en processuel bøde.

85. Det skal endvidere bemærkes, at undersøgelsen af de organisatoriske forbindelser mellem joint venturet og dets moderselskab ikke nødvendigvis vedrører spørgsmålet om moderselskabets repræsentation, der følger af et formelt mandat fra moderselskabet til joint venturets direktør. Det er mere relevant at tage hensyn til repræsentationen i bred forstand af de erhvervsmæssige interesser i moderselskabet (jf. præmis 35 ovenfor) og indflydelsen på beslutningerne truffet af joint venturets organer med henblik på at samordne den pågældende virksomheds handelspolitik med moderselskabets handelspolitik, som det forhold, at der forelå et sammenfald af stillinger i moderselskabet og joint venturet samt en direktør fra joint venturets ejerskab af en del af moderselskabets kapital, vidner om (jf. præmis 44 ovenfor).

86. Ud fra disse betragtninger skal det tilføjes, at spørgsmålet om repræsentation af et moderselskabs erhvervsmæssige interesser i en joint ventures ledelse ikke er en simpel omstændighed, som, hvis de faktiske omstændigheder er fejlagtigt gengivet, kan føre til en processuel bøde. Tværtimod henhører dette spørgsmål under den vurdering, som Kommissionen skal foretage under hensyntagen på upartisk vis til alle de relevante retlige og faktiske omstændigheder, der er forelagt Kommissionen af de moderselskaber, der ofte har modstridende interesser, som fører til, at de lægger vægt på et eller et andet af de relevante forhold. Det skal endvidere bemærkes, at Kommissionen i det foreliggende tilfælde hverken har pålagt Sasol eller Vara en processuel bøde, selv om selskaberne indgav erklæringer, der var fuldstændigt modstridende på dette punkt.

87. Henset til det ovenstående skal der foretages en undersøgelse af, om det urigtige skøn, som Kommissionen anlagde ved undersøgelsen af B.I.s rolle (jf. præmis 76 ovenfor), kan påvirke bedømmelsen af den af Sasol udøvede indflydelse på Schümann Sasol Internationals direktion.

Vedtagelsen af beslutninger i Schümann Sasol Internationals direktion

88. Sagsøgerne har gjort gældende, at Sasol Ltd og Sasol Holding in Germany som følge af den dominerende rolle hos de medlemmer i direktionen, der repræsenterede Vara, navnlig B.I., ikke kunne vedtage den pågældende direktions beslutninger.

89. For det første skal det bemærkes, at B.I. i sin meddelelse af 6. juni 1995 til Schümann Sasol AG (nu Schümann Sasol International) beskrev rollerne i joint venturets direktion. Han præciserede, at »han ved siden af koordinationen af arbejdet i direktionen forblev ansvarlig for marketing, køb og salg og for kontrollen med datterselskaberne«, hvorimod D.S.R. forblev i sin stilling i Sydafrika og tog sig af produktionen og af tekniske aspekter. B.I. gjorde også opmærksom på, at et tredje medlem ville blive udnævnt i Hamburg (Tyskland).

90. Det skal konstateres, at B.I.s beslutningskompetencer er et indicium for hans centrale rolle i Schümann Sasol Internationals direktion.

91. For det andet bemærkes, at B.I. og Schümann i den skrivelse af 2. februar, de tilstillede samtlige ansatte i HOS, gjorde opmærksom på, at de kunne udøve indflydelse på joint venturets nye ledelse, akkurat som det tidligere var tilfældet, når Vara var HOS’ eneste aktionær (jf. præmis 74 ovenfor).

92. Det fremgår ligeledes af denne skrivelse, at Hans-Otto Schümann og Vara ifølge B.I.s og Hans-Otto Schümanns forventninger via B.I. kunne spille en central rolle i Schümann Sasol Internationals ledelse.

93. For det tredje bemærkes, at Kommissionen ikke i den anfægtede beslutning anførte noget forhold, der kunne godtgøre, at Sasol på trods af B.I.s beslutningskompetencer og dennes udslagsgivende stemme i tilfælde af stemmelighed, som fulgte med stillingen som direktør, ensidigt kunne vedtage direktionens beslutninger for det tilfælde, at det skulle vise sig, at B.I. i realiteten repræsenterede Vara og Hans-Otto Schümann i Schümann Sasol Internationals direktion.

94. For det fjerde fremgår en sådan kompetence for Sasol til afgørende at vedtage direktionens beslutninger heller ikke af de oplysninger om de forskellige sammensætninger af direktionen, som blev fremlagt af sagsøgerne under den administrative procedure.

95. Mellem den 2. maj og den 31. oktober 1995 var Schümann Sasol Internationals direktion sammensat af B.I. og D.S.R., som repræsenterede Sasol. Som sagsøgerne med rette har gjort gældende, kunne B.I. som følge af sin udslagsgivende stemme gennemtvinge sine egne beslutninger i direktionen.

96. I perioden fra den 1. november 1995 til den 30. juni 2001 var Schümann Sasol Internationals direktion sammensat af dets direktør B.I., D.S.R. og H.G.B. Sagsøgerne finder, at denne sidstnævnte var Varas repræsentant, hvorimod Kommissionen er af den opfattelse, at han var Sasols repræsentant.

97. Det skal konstateres, at Kommissionen ikke i den anfægtede beslutning undersøgte spørgsmålet, om H.G.B. rent faktisk repræsenterede kommercielle interesser hos det ene eller andet selskab. Der foreligger endvidere indikationer på, at H.G.B. repræsenterede Varas interesser (jf. præmis 99 nedenfor). Denne sammensætning af direktionen gør det heller ikke muligt at konkludere, at Sasol ensidigt vedtog sidstnævntes beslutninger.

98. Mellem den 1. juli 2001 og den 16. maj 2002 var D.S.R. (fra Sasol) direktionens administrerende direktør, mens det andet medlem var H.G.B.

99. Det skal først bemærkes, at denne sammensætning af direktionen vidner om, at H.G.B. var Varas repræsentant. Det er nemlig ikke rimeligt at forvente, at Vara, der ejede en tredjedel af kapitalen i Schümann Sasol International, ville indvillige i en direktion, der udelukkende bestod af Sasols repræsentanter.

100. Sagsøgerne har gjort gældende, at alle beslutninger i direktionen i denne periode blev truffet med enstemmighed.

101. Det skal bemærkes, at den anfægtede beslutning ikke indeholder den mindste vurdering af den omhandlede periode. Henset til, at det fulde ansvar for den overtrædelse, som joint venturet begik, alene blev pålagt Sasol, påhvilede det Kommissionen at godtgøre, at Sasol ensidigt udøvede afgørende indflydelse på Schümann Sasol Internationals handelspolitik (jf. præmis 54 ovenfor).

102. Der skal imidlertid erindres om (jf. præmis 52 ovenfor), at det forhold, at beslutninger skulle vedtages med enstemmighed i direktionen, vidner om et tæt samarbejde mellem moderselskabernes repræsentanter og således om en fælles ledelse i joint venturet, hvilket udgør et indicium for en udøvelse i fællesskab af en afgørende indflydelse og ikke en udøvelse af afgørende indflydelse af et enkelt af moderselskaberne (jf. i denne retning dommen i sagen Avebe mod Kommissionen, nævnt i præmis 44 ovenfor, præmis 137 og 138, og dommen i sagen Fuji Electric mod Kommissionen, nævnt i præmis 44 ovenfor, præmis 194).

103. Denne sammensætning af direktionen kan derfor heller ikke danne grundlag for en konklusion om, at Sasol ensidigt vedtog Schümann Sasol Internationals beslutninger.

104. Endelig var Schümann Sasol Internationals direktion mellem den 17. maj og den 24. september 2002 sammensat af D.S.R., H.G.B. og af C.D.I.

105. Sagsøgerne har gjort gældende, at de to sidstnævnte medlemmer af direktionen var Varas repræsentanter, således at D.S.R. selv i sin egenskab af administrerende direktør kunne bringes i mindretal af disse.

106. Det skal fastslås, at den anfægtede beslutning ikke indeholder nogen undersøgelse af, om der blev udøvet afgørende indflydelse af det ene eller andet selskab via H.G.B. og C.D.I., og der er heller ikke foretaget en generel redegørelse for direktionens sammensætning. Endvidere foreligger der indikationer, der godtgør, at H.G.B. repræsenterede Varas interesser (jf. præmis 99 ovenfor). Det fremgår følgelig ikke af den anfægtede beslutning, at Sasol i den omhandlede periode via sine repræsentanter i direktionen ensidigt kunne vedtage direktionens beslutninger.

107. Henset til den ovenstående undersøgelse skal det fastslås, at Kommissionen ikke i den anfægtede beslutning har godtgjort, at Sasol på baggrund af beslutningskompetencen for B.I. og for de øvrige medlemmer i direktionen, der kunne forbindes med Vara, rent faktisk ensidigt kunne fastlægge indholdet af beslutningerne fra Schümann Sasol Internationals direktion via de medlemmer, der repræsenterede selskabets erhvervsmæssige interesser og sikre tilpasningen af Schümann Sasol Internationals adfærd med selskabets egen adfærd. Den anfægtede beslutning indeholder heller ikke direkte beviser (jf. præmis 44 ovenfor), der kan godtgøre en sådan afgørende indflydelse udøvet af Sasol.

Relevansen af den driftsmæssige ledelse

108. Kommissionen har gjort opmærksom på den omstændighed, at Schümann Sasol Internationals direktion havde ansvaret for forvaltningen af selskabets løbende forretninger. Ifølge Rettens dom af 12. december 2007, Akzo Nobel m.fl. mod Kommissionen (sag T-112/05, Sml. II, s. 5049, præmis 63-65, 82 og 83), er et datterselskabs operationelle drift uden relevans ved bedømmelsen af, om der foreligger en økonomisk enhed mellem et datterselskab og dets moderselskab, eftersom kontrol med handelspolitikken i snæver forstand ikke er en nødvendig betingelse for at fastslå, at et moderselskab danner en samlet virksomhed med et datterselskab. Det er tværtimod tilstrækkeligt, at moderselskabet spiller en betydelig rolle i spørgsmål, der fastlægger datterselskabets handelspolitik.

109. Det bemærkes, at den dom, som Kommissionen har henvist til, vedrører en faktuel situation, hvor moderselskabet ejede 100% af kapitalen i datterselskabet.

110. Det er korrekt, at spørgsmålet om den operationelle drift kan være uden relevans, for så vidt som der er tale om et datterselskab, der er helejet af et enkelt moderselskab, henset til, at det forhold, at det godtgøres, at datterselskabet har en driftsmæssig selvstændighed, ikke i sig selv kan afkræfte formodningen om, at der udøves afgørende indflydelse (jf. den retspraksis, der er nævnt i præmis 153 i det følgende).

111. Hvis der er tale om en eneaktionær skal alle beslutninger, herunder de beslutninger, der vedrører datterselskabets driftsmæssige ledelse, træffes af de ledere, der udpeges og udnævnes enten direkte eller indirekte (af organer, hvis medlemmer er blevet udpeget af moderselskabet) alene af moderselskabet. Tilsvarende er de eneste kommercielle interesser, når der ikke foreligger andre aktionærer, der gør sig gældende hos et datterselskab, i princippet eneaktionærens interesser. Kommissionen kan således antage, at der foreligger faktisk udøvelse af afgørende indflydelse selv i de tilfælde, hvor den driftsmæssige ledelse forestås af datterselskabets ledere på selvstændig vis.

112. Hvis der derimod er tale om joint venture-selskaber, foreligger der en flerhed af aktionærer, og beslutningerne fra joint venturets organer træffes af medlemmer, der repræsenterer kommercielle interesser hos de forskellige moderselskaber, der kan falde sammen, men også divergere. Spørgsmålet om, hvorvidt et moderselskab har udøvet en reel indflydelse på et joint ventures driftsmæssige ledelse, navnlig via de ledere, der er blevet udpeget af moderselskabet, og/eller samtidig bestrider stillinger i moderselskabets ledelse, forbliver derfor relevant.

113. Endelig skal det bemærkes, at Retten foretog en udførlig undersøgelse af fremgangsmåderne for den beslutningstagning, der fandt sted i den driftsmæssige ledelse i dommen i sagen Fuji Electric mod Kommissionen, nævnt i præmis 44 ovenfor (præmis 195), og dommen i sagen General Technic-Otis m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 30 ovenfor, (præmis 112-117) med henblik på at bedømme, om der forelå udøvelse af afgørende indflydelse fra sagsøgernes side i de pågældende sager i forhold til deres joint venture-selskabers adfærd på markedet.

114. Kommissionens argument om, at moderselskabets fastlæggelse af joint venturets handelspolitik i snæver forstand er uden relevans i forbindelse med undersøgelsen af, om der foreligger en økonomisk enhed mellem disse, må derfor forkastes.

Konklusionen vedrørende Schümann Sasol Internationals direktion

115. Det skal for det første bemærkes, at Kommissionen i den anfægtede beslutning anlagde et fejlagtigt skøn, da den undersøgte B.I.s rolle (jf. præmis 76 ovenfor). Det kan ikke udelukkes, at den uden denne fejl ville have fastslået, at Vara udøvede afgørende indflydelse på beslutningerne i Schümann Sasol Internationals direktion i en væsentlig del af joint venture-perioden. For det andet har Kommissionen under alle omstændigheder ikke godtgjort, at Sasol rent faktisk ensidigt fastlagde indholdet af beslutningerne i Schümann Sasol Internationals direktion (jf. præmis 107 ovenfor). For det tredje skal det understreges, at den indflydelse, der blev udøvet på beslutningerne fra joint venturets direktion, er fuldt ud relevant med hensyn til, om moderselskaberne er ansvarlige for en overtrædelse begået af joint venturet (jf. præmis 114 ovenfor).

Schümann Sasol Internationals repræsentantskab og generalforsamling

116. Sagsøgerne har gjort gældende, at Kommissionen ikke gyldigt kunne lægge til grund, at Sasol på afgørende vis havde udøvet indflydelse på de beslutninger, der blev truffet i Schümann Sasol International repræsentantskab og på dets generalforsamling som følge af de beslutningskompetencer, som Vara rådede over.

117. Det bemærkes, at de oplysninger, som Kommissionen har indsamlet i 473. og 474. betragtning til den anfægtede beslutning, indikerer, at både Sasol og Vara kunne blokere samtlige beslutninger på Schümann Sasol Internationals generalforsamling og i repræsentantskabet med undtagelse af de beslutninger, der er omfattet af aktionæraftalens artikel 1.5.

118. Blandt de beslutninger, der er omfattet af aktionæraftalens artikel 1.5, er det alene godkendelsen af investeringer, der hører under kategorien af strategiske handelsmæssige beslutninger, som påvirker joint venturet, ifølge Kommissionens konsoliderede meddelelse om jurisdiktion efter forordning nr. 139/2004 (EFT 2008 C 95, s. 1).

119. Det skal endvidere bemærkes, at ifølge punkt 69 i Kommissionens konsoliderede meddelelse om jurisdiktion efter forordning nr. 139/2004 vedrører de væsentligste vetorettigheder udnævnelse og afskedigelse af den øverste ledelse samt godkendelse af joint venturets budget. Det er ligeledes præciseret deri, at muligheden for at være med til at fastlægge virksomhedens ledelsesstruktur (f.eks. bestyrelsesmedlemmerne) normalt giver mulighed for at udøve afgørende indflydelse på en virksomheds forretningspolitik. Det samme gælder beslutninger om fastlæggelse af virksomhedens budget, da budgettet er afgørende for, hvilke aktiviteter virksomheden kan udøve, og specielt hvilke investeringer det kan foretage.

120. Ifølge lovbestemmelserne og de forskrifter i de aftaler, der regulerer funktionsmåden for joint venturet Schümann Sasol International, havde Sasol Holding in Germany kun kompetence til ensidigt at vedtage beslutninger, der vedrørte godkendelse af investeringer og ikke de vigtigste strategiske erhvervsmæssige beslutninger, dvs. vedrørende budgettet, udnævnelse og afskedigelse af direktører eller virksomhedsplanen.

121. Kommissionen har derfor ikke gennem en abstrakt analyse, der er baseret på lovgivningen og forskrifterne i de aftaler, der regulerer joint venturets funktionsmåde (jf. præmis 49 ovenfor), godtgjort, at Sasol selv i Schümann Sasol Internationals repræsentantskab og på dets generalforsamling kunne vedtage samtlige strategiske erhvervsmæssige beslutninger, der påvirkede joint venturet. Tværtimod fremgår det af den abstrakte analyse, at de vigtigste af de pågældende beslutninger skulle vedtages i fællesskab af Sasol Holding in Germany og Vara.

122. Endvidere indeholder den anfægtede beslutning ingen påvisning, der er støttet på konkrete oplysninger (jf. præmis 50 ovenfor) af, at Sasol Ltd og Sasol Holding in Germany rent faktisk selv på trods af den mulighed for at blokere beslutninger, som Vara rådede over, vedtog de strategiske handelsmæssige beslutninger i joint venturet Schümann Sasol International.

123. Henset til det ovenstående skal Retten fastslå, at Kommissionen ikke har godtgjort, at Sasol ensidigt vedtog de væsentligste beslutninger i Schümann Sasol Internationals repræsentantskab og på selskabets generalforsamling og navnlig de strategiske handelsmæssige beslutninger vedrørende budgettet, virksomhedsplanen og udpegelsen af den øverste ledelse vedrørende selskabet.

Sasol Holding in Germanys faktiske udøvelse af afgørende indflydelse på Schümann Sasol Internationals adfærd på markedet

124. Det skal bemærkes, at det følger af 475. betragtning til den anfægtede beslutning, at »hvad angår den situation, der er beskrevet i 472.-474. betragtning og navnlig til Sasols mulighed for at få gennemført sin vilje inden for rammerne af vigtige strategiske beslutninger, såfremt en konsensus ikke kunne opnås, som opregnet i artikel 1.5 i aktionæraftalen om stemmeret (eksempelvis godkendelsen af kapitalinvesteringer), må Sasol anses for rent faktisk at have haft kontrol over joint venturet«. I 481. betragtning til den anfægtede beslutning lagde Kommissionen til grund, at »det [var] godtgjort, at Sasol havde kontrol over joint venturet«, og at »de faktiske beviser godtg[jorde] at der [forelå] en udøvelse af afgørende indflydelse« foretaget af Sas ol Holding in Germany på Schümann Sasol International.

125. Det fremgår af analysen ovenfor, at Kommissionen ikke i den anfægtede beslutning har godtgjort, at Sasol ensidigt vedtog beslutningerne i Schümann Sasol Internationals direktion og de væsentligste af de strategiske beslutninger, der blev truffet af selskabets generalforsamling og repræsentantskab (jf. præmis 115 og 123 ovenfor).

126. Det skal tilsvarende bemærkes, at Kommissionen ikke gennem direkte beviser har godtgjort, at Sasol Holding in Germany og Sasol Ltd udøvede afgørende indflydelse på Schümann Sasol Internationals forretningsadfærd.

127. Kommissionens analyse, der førte til, at Sasol Holding in Germany og Sasol Ltd blev pålagt ansvaret for den overtrædelse, som Schümann Sasol, Schümann Sasol Internationals datterselskab, havde begået, er behæftet med et fejlagtigt skøn. Det første anbringende må derfor tages til følge og den anfægtede beslutning må annulleres, for så vidt som den pålægger Sasol Holding in Germany og Sasol Ltd ansvaret for overtrædelsen begået af Schümann Sasol.

128. Den anfægtede beslutning må derfor annulleres, for så vidt som Kommissionen har fastslået, at Sasol Holding in Germany og Sasol Ltd havde deltaget i overtrædelsen inden den 1. juli 2002.

Sagsøgernes bevistilbud

129. Sagsøgerne har foreslået, at C.D.I. (nuværende medlem af Sasol Wax Internationals bestyrelse) afhøres som vidne om den omstændighed, at de grundlæggende retningslinjer for joint venturets strategi og erhvervsmæssige operationer blev fastsat af Vara via Hans-Otto Schümann og B.I.

130. Henset til den ovenstående analyse er Retten af den opfattelse, at denne vidneforklaring ikke er fornøden, således at bevistilbuddet må afvises.

2. Det andet anbringende om det forhold, at Sasol Ltd, Sasol Holding in Germany og Sasol Wax International fejlagtigt blev pålagt ansvaret for overtrædelsen for så vidt angår Sasol-perioden

131. Sagsøgerne har gjort gældende, at Kommissionen uretmæssigt pålagde ansvaret for Sasol Wax’ handlinger på dets moderselskab Sasol Wax International, på sidstnævntes moderselskab Sasol Holding in Germany og på koncernens holdingselskab Sasol Ltd for så vidt angår Sasol-perioden fra den 1. juli 2002 til den 28. april 2005.

Første led om en retlig fejl for så vidt angår muligheden for at pålægge et moderselskab ansvar for en overtrædelse, der begås af dets datterselskab, alene på grundlag af en formodning, der støttes på et fuldt ejerskab af kapitalen

132. I 494. betragtning til den anfægtede beslutning anførte Kommissionen følgende:

»Det følger af retspraksis, at Kommissionen kan antage, at moderselskaber udøver afgørende indflydelse på deres helejede datterselskaber. Når en sådan formodning finder anvendelse, som det er tilfældet her for Sasol Wax International AG, Sasol Holding in Germany GmbH og Sasol Ltd, påhviler det moderselskaberne at afkræfte formodningen ved at fremlægge beviser for, at deres datterselskab selvstændigt beslutter, hvordan dets markedsadfærd skal være.«

133. Ifølge sagsøgerne begik Kommissionen en retlig fejl ved at anvende en fejlagtig retlig norm. Der er ikke noget retligt grundlag, der gør det muligt at antage, at en kapitalandel på 100% i sig selv er tilstrækkelig til at fastslå, at et moderselskab er ansvarlig for et kartel, som dets datterselskab har deltaget i. En sådan formodning er i strid med princippet om individuelt retligt ansvar og princippet om uskyldsformodning.

134. Det bemærkes, at i det særlige tilfælde, hvor et moderselskab besidder 100% af kapitalen i et datterselskab, som har begået en overtrædelse af Unionens konkurrenceregler, kan moderselskabet for det første udøve afgørende indflydelse på dette datterselskabs adfærd, og for det andet gælder der en afkræftelig formodning om, at moderselskabet faktisk udøver afgørende indflydelse på datterselskabets adfærd. Det er under disse omstændigheder tilstrækkeligt, at Kommissionen beviser, at hele kapitalen i et datterselskab ejes af moderselskabet, for at kunne formode, at moderselskabet udøver en afgørende indflydelse på dette datterselskabs handelspolitik. Kommissionen vil derefter være i stand til at anse moderselskabet for solidarisk ansvarligt for betaling af den bøde, som er pålagt datterselskabet, medmindre dette moderselskab, som det påhviler at afkræfte den pågældende formodning, fører tilstrækkelige beviser for, at dets datterselskab optræder selvstændigt på markedet (jf. dom af 10.9.2009 i sagen Akzo Nobel m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 30 ovenfor, præmis 60 og 61 og den deri nævnte retspraksis).

135. Det følger endvidere af retspraksis, at formodningen om ansvar, der baserer sig på et selskabs ejerskab af den samlede aktiekapital i et andet selskab, ikke kun gælder i det tilfælde, hvor der eksisterer en direkte forbindelse mellem moderselskabet og dets datterselskab, men ligeledes i det tilfælde, som i den foreliggende sag, hvor denne forbindelse er indirekte på grund af mellemkomsten af et andet selskab (Domstolens dom af 20.1.2011, sag C-90/09 P, General Química m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 1, præmis 90).

136. Kommissionen begik derfor ingen retlig fejl ved at fastslå, at den i tilfælde af, at et moderselskab ejer hele kapitalen i sit datterselskab, kan antage, at det pågældende moderselskab samt de indirekte moderselskaber faktisk udøver afgørende indflydelse på datterselskabets handelspolitik.

137. Såfremt formodningen om, at moderselskabet udøver afgørende indflydelse på datterselskabet ikke er afkræftet, kan Kommissionen fastslå, at datterselskabet og de direkte og indirekte moderselskaber er en del af samme økonomiske enhed og derfor udgør én virksomhed i overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i præmis 31 ovenfor. Den omstændighed, at moderselskaberne og deres datterselskab udgør én virksomhed i artikel 81 EF’s forstand, giver Kommissionen mulighed for at rette en beslutning, hvorved der pålægges en bøde, til moderselskaberne, uden at der kræves en konstatering af, at sidstnævnte var direkte impliceret i overtrædelsen (jf. den retspraksis, der er nævnt i præmis 36 ovenfor).

138. En sådan fremgangsmåde er ikke i strid med princippet om personligt ansvar. Sasol Wax International, Sasol Holding in Germany og Sasol Ltd blev nemlig personligt pålagt en sanktion for den overtrædelse, som de er blevet anset for selv at have begået som følge af de økonomiske og juridiske forbindelser, de havde med Sasol Wax, og som var en følge af indehavelsen af den samlede kapital i sidstnævnte selvskab (jf. i denne retning dommen i sagen Metsä-Serla m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 34 ovenfor, præmis 34).

139. For så vidt angår den påståede tilsidesættelse af princippet om uskyldsformodningen skal det bemærkes, at dette indebærer, at enhver, som anklages for en lovovertrædelse, anses for uskyldig, indtil hans skyld er bevist i overensstemmelse med loven. Den er således til hinder for enhver formel konstatering eller endog antydning af, at en anklaget er skyldig i en bestemt overtrædelse, i den beslutning, der afslutter en procedure, uden at vedkommende har haft mulighed for at gøre brug af samtlige garantier med henblik på udøvelse af retten til forsvar i forbindelse med en procedure, der følger sit normale forløb og afsluttes med beslutning om, hvorvidt indsigelserne var berettigede (Rettens dom af 12.10.2007, sag T-474/04, Pergan Hilfsstoffe für industrielle Prozesse mod Kommissionen, Sml. II, s. 4225, præmis 76).

140. Anvendelsen af princippet om uskyldsformodningen på det konkurrenceretlige område må tilpasses den omstændighed, at konkurrenceretten i modsætning til straffesager, der nødvendigvis omfatter et retssubjekt (en fysisk eller juridisk person), finder anvendelse på en virksomhed, der udpeger en økonomisk enhed, som i givet fald udgøres af adskillige juridiske personer. Endvidere har de selskaber, der står i spidsen for koncernen, frihed til at reorganisere deres interne strukturer, navnlig ved at oprette selskaber, som har status som selvstændig juridisk person for visse aktiviteter.

141. Under sådanne omstændigheder kan alene den omstændighed, at et moderselskab ejer et datterselskab fuldt ud eller næsten, hvilket datterselskab har deltaget direkte i en overtrædelse med henblik på at bevare den effektive virkning af EU-konkurrenceretten, være tilstrækkelig for Kommissionen til at pålægge et ansvar. Når dette klagepunkt er meddelt af Kommissionen, påhviler det moderselskabet at føre modbevis med henblik på at godtgøre, at der ikke foreligger en økonomisk enhed mellem selskabet og dets datterselskab. I det foreliggende tilfælde fulgte Kommissionen denne fremgangsmåde ved at foretage en omhyggelig undersøgelse af de beviser, som sagsøgerne havde fremlagt, og den overholdt således princippet om uskyldsformodningen.

142. Det følger heraf, at det andet anbringendes første led skal forkastes.

Andet led om den påståede fejlagtige fastslåelse af, at formodningen ikke blev afkræftet

143. Sagsøgerne er af den opfattelse, at de gennem beviserne i deres svar på klagepunktmeddelelsen har godtgjort, at Sasol Wax International rent faktisk ikke udøvede afgørende indflydelse på Sasol Wax, eftersom selskabet hverken blandede sig i de strategiske handelsmæssige beslutninger eller i Sasol Wax’ driftsmæssige ledelse.

Den anfægtede beslutning

144. Hvad angår de beviser, som sagsøgerne har fremlagt i forbindelse med deres svar på klagepunktsmeddelelsen, har Kommissionen i den anfægtede beslutning gjort følgende gældende:

»[…]

(498) Hvad angår direktørerne samt sammensætningen af Sasol Wax GmbH’s repræsentantskab har Sasol anerkendt, at Sasol Wax International AG havde kompetence til at udpege Sasol Wax GmbH’s direktører og medlemmerne af selskabets repræsentantskab. Det er ligeledes blevet bekræftet, at adskillige medlemmer af Sasol Wax GmbH’s repræsentantskab i løbet af årene havde været medlemmer af Sasol Wax International AG’s bestyrelse. Sasol har imidlertid påstået, at disse faktiske omstændigheder er ubegrundede, eftersom repræsentantskabet ikke spillede en væsentlig rolle (ingen effektiv kontrol med Sasol Wax GmbH’s drift og/eller strategi), at selskabet var i hænderne på tidligere Vara-ansatte, og at det ikke udøvede indflydelse på Sasol Wax GmbH’s adfærd. For det første er det tilstrækkeligt, at Sasol International AG havde kompetence til at udpege direktørerne og repræsentantskabets medlemmer til, at det er uden relevans, om det fortsatte med at have tidligere Vara-ansatte i virksomheden. For det andet, for så vidt angår repræsentantskabets rolle, opstiller vedtægterne en liste over visse spørgsmål, med hensyn til hvilke repræsentantskabet har kompetence, eksempelvis udpegning af, afskedigelse af og kontrol med ledelsen, godkendelse af årsregnskaber og budgetter, godkendelse af investeringer på mere end 0,5 mio. EUR og ændringer i salgsorganisationen. Selv om Sasol har påstået, at ingen af selskabets beføjelser spillede en betydelig rolle for Sasol Wax GmbH’s forretningsadfærd, at der aldrig har været eksempler på, at repræsentantskabet udøvede nogen indflydelse på forvaltningen af Sasol Wax GmbH’s virksomhed, og at Sasol Wax GmbH’s direktører havde for vane at træffe foranstaltninger, der var essentielle for Sasol Wax GmbH’s strategiske forretningsadfærd uden at indhente repræsentantskabets samtykke, viser de beføjelser, der var tillagt repræsentantskabet, at det var foreskrevet, at repræsentantskabet rent faktisk skulle spille en strategisk og finansiel rolle og have et ansvar, der var forskelligt fra selskabets forvaltning af de løbende forretninger, der normalt blev forestået af bestyrelsen og selskabets direktører.

(499) Sasol har ligeledes fremført, at det forhold, at Sasol Wax International AG ikke udøvede indflydelse, bekræftes af den omstændighed, at de repræsentanter fra Sasol, der var til stede under de tekniske møder, fortsat var Varas tidligere ansatte, og at lederne af de handelsmæssige enheder, hvis aktiviteter blev berørt af de tekniske møder, ikke havde nogle relationer til Sasol Ltd. For så vidt angår den adfærd, der blev udvist af de såkaldte tidligere ansatte i Vara, var disse på det tidspunktet, hvor de begik de ulovlige aktiviteter, ansatte i Sasolkoncernen, og den omstændighed, at de var tidligere ansatte i Vara, eller at deres direkte arbejdsgiver var et datterselskab til Sasol Wax International AG, Sasol Holding in Germany GmbH eller Sasol Ltd er uden betydning, for så vidt som det er muligt at godtgøre, at moderselskaberne udøvede afgørende indflydelse på dette datterselskab.«

Generelle bemærkninger

145. Ifølge retspraksis påhviler det for at afkræfte formodningen om, at moderselskabet udøver afgørende indflydelse på sit datterselskabs adfærd, som beskrevet i præmis 134 ovenfor, sagsøgerne at fremføre alle forhold vedrørende de organisatoriske, økonomiske og retlige forbindelser mellem Sasol Wax og Sasol Wax International, som ifølge sagsøgerne kunne påvise, at de to virksomheder ikke udgjorde én enkelt økonomisk enhed. Retten skal ved vurderingen tage hensyn til samtlige forelagte elementer, hvis art og betydning kan variere, afhængigt af de særlige forhold i de konkrete sager (Rettens dom af 12.12.2007 i sagen Akzo Nobel m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 108 ovenfor, præmis 65, stadfæstet ved Domstolens dom af 10.9.2009, Akzo Nobel m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 30 ovenfor, og af 13.7.2011, sag T-39/07, Eni mod Kommissionen, Sml. II, s. 4457, præmis 95).

146. Den pågældende formodning bygger på konstateringen af dels, at et selskab, som ejer hele kapitalen i et datterselskab, bortset fra helt ekstraordinære omstændigheder, alene i lyset af denne kapitalandel kan udøve en afgørende indflydelse på dette datterselskabs adfærd, dels, at en manglende effektiv udøvelse af en sådan indflydelse normalt kan undersøges mest hensigtsmæssigt i den virksomhedssfære, i forhold til hvilken formodningen eksisterer (Domstolens dom af 29.9.2011, sag C-521/09 P, Elfi Aquitaine mod Kommissionen, Sml. I, s. 8947, præmis 60).

147. Endvidere kan anvendelsen af en sådan formodning begrundes i den omstændighed, at når moderselskabet er eneaktionær i datterselskabet, råder det over alle tænkelige redskaber til at sikre, at datterselskabets handelsmæssige adfærd er tilpasset moderselskabets. Navnlig er det eneaktionæren, som principielt definerer, hvor udstrakt datterselskabets selvstændighed er, ved at fastsætte dets vedtægter, som vælger dets ledelse, og som træffer eller godkender datterselskabets strategiske handelsmæssige beslutninger, eventuelt ved at have repræsentanter i dets organer. På samme måde sikres den økonomiske enhed mellem moderselskabet og datterselskabet normalt yderligere af forpligtelser, der følger af medlemsstaternes selskabsret, såsom at der skal føres et konsolideret regnskab, at datterselskabet er forpligtet til regelmæssigt at aflægge beretning om sin virksomhed til moderselskabet, og at dets årsregnskab skal godkendes af generalforsamlingen, som alene er udpeget af moderselskabet, hvilket nødvendigvis indebærer, at moderselskabet, i det mindste i hovedlinjerne, følger datterselskabets handelsmæssige virksomhed.

148. Endvidere bemærkes, at det for et datterselskab, som et moderselskab ejer fuldt ud eller næsten, gælder, at der principielt kun er én kommerciel interesse, og at medlemmerne af datterselskabets organer alene udpeges og udnævnes af eneaktionæren, som kan give dem instrukser, i det mindste uformelt, og pålægge dem præstationskriterier. I sådanne tilfælde er der derfor nødvendigvis et tillidsforhold mellem datterselskabets og moderselskabets ledelse, og de nævnte ledelser repræsenterer og fremmer nødvendigvis den eneste eksisterende kommercielle interesse, nemlig moderselskabets, når de handler (jf. ligeledes præmis 35 ovenfor). Den omstændighed, at moderselskabet og dets datterselskab handler som en enhed på markedet, er således sikret, uanset hvor stor selvstændighed der er indrømmet ledelsen af datterselskabet med hensyn til den driftsmæssige forvaltning af dette, hvilket henhører under fastlæggelsen af datterselskabets handelspolitik i snæver forstand. Desuden er det normalt eneaktionæren, som alene og i overensstemmelse med sine egne interesser fastlægger reglerne for, hvorledes der skal træffes beslutninger i datterselskabet, og som beslutter, hvor stor driftsmæssig selvstændighed det har, og eneaktionæren kan af egen fri vilje ændre disse forhold ved at justere reglerne for, hvorledes datterselskabet fungerer, inden for rammerne af en omstrukturering eller ved at oprette uformelle beslutningsstrukturer.

149. Anvendelsen af formodningen om, at et moderselskab faktisk udøver afgørende indflydelse på sit datterselskabs handelsmæssige adfærd, er således berettiget, i den udstrækning den omfatter situationer, som er typiske for forholdet mellem et datterselskab og dettes eneste moderselskab, idet den forudsætter, at et enkelt moderselskabs besiddelse af hele eller så godt som hele datterselskabets kapital i princippet indebærer, at selskaberne handler som en enhed på markedet.

150. Det forholder sig ikke desto mindre således, at de berørte selskaber efter at have modtaget klagepunktsmeddelelsen har fuldt ud lejlighed til at godtgøre, at de mekanismer, der beskrives i præmis 147 og 148 ovenfor, og som sædvanligvis fører til, at datterselskabets forretningsadfærd er tilpasset moderselskabets, ikke har fungeret normalt, således at koncernens økonomiske enhed har været brudt.

Sasol Wax’ driftsmæssige ledelse

151. Sagsøgeren er af den opfattelse, at de har godtgjort, at Sasolkoncernen havde som politik ikke at blande sig i sit datterselskab Sasol Wax’ selvstændige adfærd. De har i denne forbindelse påberåbt sig en meddelelse, som Sasol Wax’ direktører underskrev den 9. april 2001.

152. Ifølge sagsøgerne »skulle de emner, der henhørte under den daglige drift, behandles af Sasol Wax [...] i sin egenskab af selvstændig enhed«, hvorimod »visioner, missioner og strategier« skulle udvikles af Sasol Wax International. Endvidere blev Sasol Wax’ direktører ikke på noget tidspunkt mødt med et veto fra Sasol Wax Internationals side, og sidstnævntes direktører har ingen erindring om at have givet nogen instruks til Sasol Wax’ ledelse i Sasol-perioden.

153. I denne forbindelse har Retten allerede fastslået, at den omstændighed, at et datterselskab har sin egen lokale ledelse og sine egne midler, ikke i sig selv beviser, at det fastlægger sin markedsadfærd selvstændigt i forhold til moderselskabet. Det er sædvanlig praksis blandt store virksomheder, der består af flere datterselskaber, som i sidste instans ejes af det samme holdingselskab, at dele opgaverne mellem datterselskaberne og moderselskabet, herunder navnlig at overlade det til de lokale ledere af et fuldt ud ejet datterselskab at forvalte den løbende virksomhed. Beviser, der fremlægges herfor, er, når der er tale om besiddelse af hele eller så godt som hele kapitalen i det datterselskab, som er direkte impliceret i overtrædelsen, derfor ikke egnede til at afkræfte formodningen om, at moderselskabet eller holdingselskabet faktisk har udøvet afgørende indflydelse på datterselskabets adfærd (jf. i denne retning dommen i sagen Alliance One International mod Kommissionen, nævnt i præmis 35 ovenfor, præmis 130 og 131).

154. En sådan løsning begrundes endvidere af betragtningerne i præmis 35, 147 og 148 ovenfor, hvoraf følger, at direktørerne i et datterselskab, som et moderselskab ejer fuldt ud eller næsten, sædvanligvis handler ved at repræsentere og fremme de eneste tilstedeværende erhvervsmæssige interesser, dvs. det eneste moderselskabs interesser. De sikrer således overensstemmelsen mellem datterselskabets forretningsadfærd og forretningsadfærden i resten af koncernen ved udøvelsen af deres selvstændige kompetencer.

155. Det følger heraf, at sagsøgernes argumenter om Sasol Wax’ operationelle selvstændighed, som ikke kan godtgøre, at den økonomiske enhed mellem Sasol Wax og Sasol Wax International var blevet b rudt, må forkastes.

De strategiske handelsmæssige beslutninger

156. For det første har sagsøgerne anført, at Sasol Wax International ikke gjorde brug af sin kompetence til at udpege Sasol Wax’ direktører og ikke udskiftede den tidligere ledelse i HOS. Sasol Wax blev drevet som en uafhængig økonomisk enhed i henhold til traditionerne i Schümann-familien af tre direktører, der var overtaget fra HOS. Kommissionen begik en retlig fejl ved at afvise betydningen af denne oplysning i den anfægtede beslutning og ved at fastslå, at det var tilstrækkeligt, at Sasol Wax International havde kompetence til at udpege direktørerne.

157. Det skal bemærkes, at et sådant argument allerede er blevet forkastet af Retten i dens dom i sagen Alliance One mod Kommissionen, nævnt i præmis 35 ovenfor (præmis 137). Henset til den eneste selskabsdeltagers beføjelse, i det foreliggende tilfælde Sasol Wax International, til at vælge Sasol Wax’ direktører efter erhvervelsen af dette selskabs samlede kapital kan den omstændighed, at de pågældende direktører forblev i deres hverv, kun tilskrives en beslutning fra det eneste moderselskab og indikerer de pågældende direktørers tilknytning til dette. Denne oplysning kan således ikke afkræfte formodningen om, at moderselskabet faktisk udøvede afgørende indflydelse på datterselskabets adfærd.

158. For det andet har sagsøgerne anført, at de har udfærdiget referater fra alle møderne i Sasol Wax’ og Sasol Wax Internationals repræsentantskab. Ingen af disse dokumenter indeholder indikationer på nogen betydelig indflydelse udøvet på Sasol Wax af dets direkte og indirekte moderselskaber. Endvidere plejede Sasol Wax’ direktører at tage initiativer, der vedrørte selskabets strategiske forretningsadfærd, uden at anmode om samtykke fra repræsentantskabet eller selskabsdeltagere. Dette var tilfældet med langtidskontrakterne om levering med ExxonMobil og Shell, der kun blev forhandlet og indgået af Sasol Wax’ direktører, med ansættelse af personale i driftsselskaberne samt med en plan for omkostningsnedskæringer og outsourcing af Sasol Wax’ logistiktjenester til tredjeparter.

159. Det skal konstateres, at initiativerne fra Sasol Wax’ direktører ikke vedrører de strategiske kommercielle beslutninger, der er vigtigst set fra en synsvinkel om vurdering af, om datterselskabet og dets moderselskab handler som en enhed på markedet, såsom beslutninger, der vedrører budgettet, virksomhedsplanen, store investeringer eller udpegelsen af den øverste ledelse. Tilsvarende har sagsøgerne ikke bestridt, at repræsentantskabet havde kompetence til at godkende Sasol Wax’ årsregnskaber.

160. Henset til de ovenstående betragtninger skal det derfor konkluderes, at sagsøgerens argumenter ikke godtgør, at de sædvanlige mekanismer til sikring af, at moderselskabet og dets helejede datterselskab handler som en enhed på markedet, som skaber grundlaget for formodningen om faktisk udøvelse af afgørende indflydelse, blev brudt (jf. præmis 147 og 148 ovenfor), således at Kommissionen med rette kunne fastslå, at der forelå en økonomisk enhed, der svarede til begrebet virksomhed, som fastsat i artikel 81 EF.

Spørgsmålet, om hvorvidt formodningen er uafkræftelig

161. I det tilfælde, at det på trods af samtlige de oplysninger, som sagsøgerne har fremlagt, fastslås, at disse oplysninger ikke er tilstrækkelige til at afkræfte formodningen om, at moderselskabet udøvede afgørende indflydelse på sit datterselskabs adfærd, er denne formodning ifølge sagsøgerne rent faktisk uafkræftelig i strid med artikel 2 i forordning nr. 1/2003, og med begrundelsespligten, princippet om personligt ansvar og uskyldsformodningen.

162. I denne forbindelse skal det bemærkes, at sagsøgernes argumenter, der er fremført med henblik på at afkræfte den pågældende formodning, beskriver den sædvanlige drift i en stor international virksomhed, hvis lokale enhed Sasol Wax ledes af de direktører, der er forblevet i deres stillinger efter beslutning fra Sasol Wax International, selskabets moderselskab, som ejede selskabet fuldt ud, og som ligeledes besluttede at uddelegere beføjelsen til at fastlægge handelspolitik i snæver forstand til de pågældende direktører og bevarede beføjelsen til at vedtage strategiske erhvervsmæssige beslutninger i Sasol Wax’ repræsentantskab og på dets generalforsamling.

163. Afkræftelsen af formodningen om, at moderselskabet faktisk udøver afgørende indflydelse på datterselskabets adfærd, er imidlertid ikke et spørgsmål om mængden eller detaljeringsgraden af beviserne i tilfælde af, at disse henviser til en sædvanlig organisation i en multinational virksomhed, hvor beføjelserne til den driftsmæssige ledelse er delegeret til ledere i virksomhedens lokale enheder. For at afkræfte denne formodning skal der fremlægges usædvanlige omstændigheder, der godtgør, at koncernens økonomiske enhed på trods af moderselskabernes besiddelse af den samlede kapital i koncernens datterselskaber, er blevet brudt, idet de mekanismer, der sikrer, at datterselskabernes forretningsadfærd er tilpasset moderselskabernes, ikke fungerede normalt.

164. Sagsøgerne har imidlertid ikke fremlagt sådanne oplysninger i det foreliggende tilfælde.

165. Det skal ligeledes bemærkes, at Domstolen og Retten allerede har fastslået, at formodningen om, at moderselskabet udøver afgørende indflydelse på datterselskabets adfærd, ikke er uafkræftelig. Ifølge retspraksis holdes en formodning, selv om den er vanskelig at afkræfte, inden for rimelige grænser, når den står i rimeligt forhold til det forfulgte mål, når der er mulighed for at føre modbevis, og retten til forsvar er sikret (dommen i sagen Elf Aquitaine mod Kommissionen, nævnt i præmis 146 ovenfor, præmis 62, og Rettens dom af 27.9.2012, sag T-343/06, Shell Petroleum m.fl. mod Kommissionen,, præmis 54). Dette er tilfældet for så vidt angår formodningen om, at der foreligger en økonomisk enhed mellem datterselskabet og dets moderselskab, henset ligeledes til bemærkningerne i præmis 147-150 ovenfor.

166. Sagsøgernes klagepunkt om, at formodningen ikke kan afkræftes, må derfor forkastes.

Konklusion

167. Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det konkluderes, at det var med rette, at Kommissionen fastslog, at Sasol Wax og Sasol Wax International dannede en økonomisk enhed i henhold til den retspraksis, der er nævnt i præmis 36 ovenfor, og at de selskaber, der udgjorde denne enhed, kunne holdes solidarisk ansvarlige for den omhandlede overtrædelse.

168. Det skal i øvrigt bemærkes, at sagsøgerne ikke har fremført noget specifikt argument vedrørende afkræftelsen af formodningen om, at Sasol Holding in Germany faktisk udøvede en afgørende indflydelse på Sasol Wax Internationals forretningsadfærd, eller at Sasol Ltd udøvede en sådan indflydelse på Sasol Holding in Germany.

169. Det andet anbringende skal således forkastes i sin helhed.

Sagsøgernes bevistilbud

170. Sagsøgerne har foreslået, at C.D.I. og R.G.S., der var direktører i Sasol Wax i Sasol-perioden, afhøres som vidner om den omstændighed, at hverken Sasol Wax International eller Sasol Ltd gav instrukser til deres datterselskab, og at Sasol Wax frit bestemte sin forretningsadfærd.

171. Henset til den ovenstående analyse finder Retten, at de pågældende vidnesbyrd ikke kan indvirke på det forhold, at Sasol Wax International, Sasol Holding in Germany og Sasol Ltd blev pålagt ansvar for den overtrædelse, som Sasol Wax havde begået. Følgelig skal sagsøgernes bevistilbud ikke tages til følge.

3. Det tredje anbringende vedrørende den omstændighed, at Vara ikke blev pålagt solidarisk ansvar for Schümann-perioden og joint venture-perioden

172. Sagsøgerne har anført, at det selskab, der var direkte impliceret i overtrædelsen HOS i Schümann-perioden, var kontrolleret af Vara og i sidste instans af Hans-Otto Schümann personligt. Tilsvarende udøvede Vara i joint venture-perioden i det mindste en fælles kontrol med den driftsmæssige enhed. Ved ikke at pålægge Vara ansvaret for HOS’ og Schümann Sasols handlinger og ved udelukkende at pålægge Sasol solidarisk ansvar for joint venture-perioden foretog Kommissionen en forskelsbehandling af Sasol i forhold til Vara.

173. Kommissionen har på ingen måde givet en begrundelse for, at den behandlede Sasol på den ene side og Vara/Hans-Otto Schümann på den anden side forskelligt. Sagsøgerne har endvidere henvist til de principper, der er opstillet i dommen i sagen HFB m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 33 ovenfor (præmis 105).

174. Dette tiltag fra Kommissionen kompromitterer i alvorlig grad de retsmidler, som Sasol Ltd, Sasol Holding in Germany og Sasol Wax International råder over til fremsættelse af et regreskrav mod Hans-Otto Schümann og/eller Vara, eftersom Sasol ville skulle godtgøre, at disse sidstnævnte deltog i overtrædelsen. En sådan påvisning er særligt vanskelig, henset til, at sagsøgerne ville skulle redegøre for grundene til, at Kommissionen hverken pålagde Vara eller Hans-Otto Schümann ansvaret. Endvidere var en fastslåelse af, at disse sidstnævnte var solidarisk ansvarlige så meget desto mere vigtigt for Sasol, eftersom kartellet blev etableret bl.a. af HOS og Hans-Otto Schümann på et tidspunkt, hvor Sasol ikke udøvede virksomhed i den europæiske sektor for paraffinvoks.

175. Endelig anvendte Kommissionen ikke det loft på 10%, der er fastsat i artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 i forhold til Varas omsætning som følge af, at der ikke blev fastslået et solidarisk ansvar for Vara.

176. Kommissionen har gjort gældende, at den råder over et skøn til at afgøre, hvilke enheder i en virksomhed den finder ansvarlig for en overtrædelse, at dens bedømmelse skal foretages fra sag til sag, og at den ikke er forpligtet til at begrunde den omstændighed, at den ikke i forhold til tredjeparter har udstedt retsakter, der har lighed med dem, der blev tilstillet de enheder, der blev anset for ansvarlige.

177. Under alle omstændigheder har Kommissionen anført, at når en virksomhed har handlet i strid med artikel 81, stk. 1, EF, kan den ifølge retspraksis ikke undgå enhver sanktion med den begrundelse, at en anden erhvervsdrivende ikke er blevet pålagt nogen bøde. Selv om Kommissionen har begået en fejl ved ikke at tilregne Vara overtrædelsen, må overholdelsen af ligebehandlingsprincippet ses i sammenhæng med overholdelsen af legalitetsprincippet, hvorefter ingen til egen fordel kan påberåbe sig en ulovlighed, der er begået til fordel for andre.

178. Indledningsvis bemærkes, at eftersom det første anbringende blev taget til følge, er det ikke fornødent at foretage en undersøgelse af tilsidesættelsen af ligebehandlingsprincippet for så vidt angår joint venture-perioden, eftersom den anfægtede beslutning blev annulleret i den henseende.

179. I det følgende vil Retten udelukkende behandle sagsøgernes klagepunkt om forskelsbehandlingen i forhold til Vara og Hans-Otto Schümann for så vidt angår Schümann-perioden.

180. Det skal først bemærkes, at Kommissionen i 457. betragtning til den anfægtede beslutning udtrykkeligt medgav, at »HOS, det selskab, der var direkte impliceret i overtrædelsen, i sidste instans var ejet af Hans-Otto Schümann personligt, og at ansvaret for den overtrædelse, der blev begået i denne periode, i sidste ende påhviler [Hans-Otto] Schümann«. Kommissionen pålagde imidlertid hverken Vara, HOS’ moderselskab, eller Hans-Otto Schümann et solidarisk ansvar for den af HOS begåede overtrædelse.

181. Ifølge retspraksis er ligebehandlingsprincippet, som kræver, at ensartede situationer ikke må behandles forskelligt, og at forskellige situationer ikke må behandles ens, medmindre forskelsbehandlingen er objektivt begrundet, et grundlæggende princip i EU-retten, som er fastslået i artikel 20 og 21 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (Domstolens kendelse af 15.6.2012, sag C-494/11 P, Otis Luxembourg m.fl. mod Kommissionen,, præmis 53; jf. ligeledes i denne retning Domstolens dom af 14.9.2010, sag C-550/07 P, Akzo Nobel Chemicals og Akcros Chemicals mod Kommissionen, Sml. I, s. 8301, præmis 54 og 55).

182. Endvidere skal det bemærkes, at den mulighed, der følger af den retspraksis, som er nævnt i præmis 36 ovenfor, for at pålægge et moderselskab en sanktion, der vedrører dets datterselskabs ulovlige adfærd, ikke i sig selv er til hinder for, at datterselskabet selv pålægges en sanktion. En virksomhed – dvs. en økonomisk enhed med dens personale og materielle og immaterielle elementer (Domstolens dom af 13.7.1962, sag 19/61, Mannesmann mod Den Høje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 333, org.ref.: Rec. s. 675, på s. 705 og 706) – ledes af de organer, som fremgår af dens juridiske statut, og alle beslutninger om pålæggelse af en bøde skal rettes mod virksomhedens ledelse (bestyrelse, direktion, direktør osv.), selv om de økonomiske konsekvenser i sidste ende bæres af virksomhedens ejere. Denne regel ville blive tilsidesat, såfremt Kommissionen, stillet over for en virksomheds overtrædelser med henblik på at kunne pålægge ejeren sanktioner, altid skulle undersøge, hvem der er ejeren med den afgørende kontrol over virksomheden (Rettens dom af 29.4.2004, forenede sager T-236/01, T-239/01, T-244/01 – T-246/01, T-251/01 og T-252/01, Tokai Carbon m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 1181, præmis 279-281). Da beføjelsen til at pålægge moderselskabet en sanktion for et datterselskabs adfærd således er uden indvirkning på retmæssigheden af en beslutning rettet alene til det datterselskab, der har deltaget i overtrædelsen, kan Kommissionen vælge mellem at sanktionere enten datterselskabet, der har deltaget i overtrædelsen, eller moderselskabet, som har kontrolleret det i overtrædelsesperioden (Rettens dom af 14.12.2006, forenede sager T-259/02 – T 264/02 og T-271/02, Raiffeisen Zentralbank Österreich m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 5169, præmis 331).

183. Dette valg tilkommer ligeledes Kommissionen i tilfælde af en økonomisk succession i kontrollen af datterselskabet. Selv om Kommissionen kan pålægge det tidligere moderselskab ansvaret for datterselskabets adfærd for perioden før overdragelsen og det nye moderselskab for den efterfølgende tid, er den ikke forpligtet til at gøre det og kan vælge kun at pålægge datterselskabet sanktioner for dets egen adfærd (dommen i sagen Raiffeisen Zentralbank Österreich m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 182 ovenfor, præmis 332).

184. I det foreliggende tilfælde har sagsøgerne ikke anfægtet, at Sasol Wax blev pålagt ansvar for den overtrædelse, som HOS havde begået, som følge af en retssuccession mellem selskaber. En sådan ansvarspålæggelse har i øvrigt støtte i retspraksis, hvorefter den omstændighed, at en enhed, der har begået en overtrædelse af konkurrencereglerne, er genstand for en retlig eller organisatorisk ændring, ikke nødvendigvis har den virkning, at der opstår en ny virksomhed, der er fritaget for ansvar for den tidligere virksomheds konkurrencestridige adfærd, såfremt de to virksomheder er identiske i økonomisk henseende (jf. i denne retning dom af 24.9.2009, forenede sager C-125/07 P, C-133/07 P, C-135/07 P og C-137/07 P, Erste Group Bank m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 8681, præmis 79 og den deri nævnte retspraksis).

185. Sagsøgerne er imidlertid af den opfattelse, at eftersom Kommissionen holdt Sasol Wax International, Sasol Holding in Germany og Sasol Ltd solidarisk ansvarlige med Sasol Wax for Sasol-perioden, kunne Kommissionen ikke uden at tilsidesætte ligebehandlingsprincippet fritage HOS’ moderselskaber for solidarisk ansvar for så vidt angår Schümann-perioden.

186. Det skal fastslås, at Sasol Wax International, Sasol Holding in Germany og Sasol Ltd ved at eje hele kapitalen i det selskab, der var direkte impliceret i overtrædelsen i Sasol-perioden, befandt sig i en situation, der var identisk med Varas og Hans-Otto Schümanns situation for så vidt angår Schümann-perioden.

187. Kommissionen behandlede derfor to sammenlignelige situationer forskelligt.

188. Kommissionens øvrige argumenter kan ikke rejse tvivl om denne konstatering.

189. For det første har Kommissionen gjort gældende, at reglerne vedrørende forældelsesfrister i artikel 25 i forordning nr. 1/2003 hindrede den i at fastslå et solidarisk ansvar for Vara og Hans-Otto Schümann for den af HOS begåede overtrædelse, eftersom disse selskaber kun ejede hele kapitalen i HOS indtil den 30. april 1995.

190. I denne forbindelse, og uden at Retten inden for rammerne af nærværende sag skal afgøre, om Vara og Hans-Otto Schümann er ansvarlige for den overtrædelse, som Schümann Sasol havde begået, skal det bemærkes, at det er muligt, at spørgsmålet, om der foreligger et sådant ansvar, er blevet behandlet af Kommissionen i mangel af Kommissionens fejlagtigt anlagt skøn, som det blev anført i forbindelse med behandlingen af det første anbringende. I tilfælde af, at Kommissionen lagde til grund, at Varas og Hans-Otto Schümanns ansvar vedrørte joint venture-perioden, der i det foreliggende tilfælde løb frem til den 30. juni 2002, var ingen af de forældelsesfrister, som er fastsat i artikel 25 i forordning nr. 1/2003, imidlertid udløbet den 17. marts 2005, da Kommissionen blev underrettet om kartellet og HOS’ involvering.

191. Det følger heraf, at Kommissionens argumenter om forældelse må forkastes, eftersom den ikke med henblik på at begrunde en forskelsbehandling gyldigt kan påberåbe sig en forskel i situationen for på den ene side Vara og Hans-Otto Schümann og på den anden side for sagsøgerne, som evt. ikke var opstået i mangel af et af Kommissionen anlagt urigtigt skøn.

192. For det andet kan den retspraksis, som Kommissionen har påberåbt sig, ikke begrunde den forskelsbehandling, der er nævnt i præmis 187 ovenfor. Retten stadfæstede nemlig i sin dom i sagen Rafaelsen Zentralbank Österreich m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 182 ovenfor (præmis 331), at Kommissionen med rette kunne holde »enten det datterselskab, der deltog i overtrædelsen, eller det moderselskab, der kontrollerede det i denne periode«, ansvarlig, men den anførte ikke, at Kommissionen kunne holde det nye moderselskab for solidarisk ansvarlig for den periode, der fulgte efter overdragelsen af datterselskabet, og på samme tid fritage det tidligere moderselskab for solidarisk ansvar for den periode, der lå forud for overdragelsen. Tilsvarende har retspraksis tilladt Kommissionens praksis for enten udelukkende at holde det selskab, der deltager direkte i kartellet, ansvarligt eller at holde såvel det tidligere som det nye moderselskab solidarisk ansvarligt med datterselskabet (Rettens dom af 13.9.2010, sag T-40/06, Trioplast Industrier mod Kommissionen, Sml. II, s. 4893, præmis 72, og af 3.3.2011, forenede sager T-117/07 og T-121/07, Areva m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 633, præmis 137). Kommissionen har derimod ikke påberåbt sig noget fortilfælde i retspraksis, der støtter en fordeling af ansvaret, som den fordeling, den har foretaget i det foreliggende tilfælde.

193. Der skal således foretages en undersøgelse af følgerne af den forskelsbehandling, der er fastslået i præmis 187 ovenfor.

194. Ifølge retspraksis må overholdelsen af ligebehandlingsprincippet ses i sammenhæng med overholdelsen af legalitetsprincippet, der medfører, at ingen til egen fordel kan påberåbe sig en ulovlighed, der er begået til fordel for andre. En eventuel retsstridig foranstaltning, der er iværksat i forhold til en anden virksomhed, der ikke er part i sagen for Retten, kan nemlig ikke medføre, at Retten fastslår, at dette udgør forskelsbehandling og dermed en retsstridig foranstaltning i forhold til sagsøgerne. En sådan fremgangsmåde ville svare til at indføre et princip om »ligebehandling i tilfælde af retsstridighed« og at pålægge Kommissionen en forpligtelse til at bortse fra de beviser, den råder over til pålæggelse af en sanktion mod den virksomhed, der har begået en strafbar handling, alene af den grund, at en virksomhed, der muligvis befinder sig i en lignende situation, med urette har undgået en sådan sanktion. Endvidere kan en virksomhed, når den har handlet i strid med artikel 81, stk. 1, EF, ikke undgå enhver sanktion med den begrundelse, at en anden erhvervsdrivende ikke er blevet pålagt nogen bøde, såfremt denne erhvervsdrivende overhovedet ikke er inddraget i sagen for Unionens retsinstanser (Domstolens dom af 31.3.1993, forenede sager C-89/85, C-104/85, C-114/85, C-116/85, C-117/85 og C-125/85 – C-129/85, Ahlström Osakeyhtiö m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 1307, præmis 197, og Rettens dom af 16.11.2006, sag T-120/04, Peróxidos Orgánicos mod Kommissionen, Sml. II, s. 4441, præmis 77).

195. Det skal imidlertid fastslås, at Kommissionen med rette har fastslået, at Sasol Wax var ansvarlig for den af HOS begåede overtrædelse, hvilket selskab Sasol Wax succederede som et selskab, der deltog direkte i kartellet (jf. præmis 184 ovenfor), således at selskabet lovligt kunne idømmes en bøde for perioden fra den 3. september 1992 til den 28. april 2005.

196. Tilsvarende begik Kommissionen, som det fremgår af behandlingen af det andet anbringende, ingen fejl ved at pålægge Sasol Wax International, Sasol Holding in Germany og Sasol Ltd ansvaret for den overtrædelse, som Sasol Wax direkte havde begået i Sasol-perioden. Det var følgelig med rette, at Kommissionen holdt dem solidarisk ansvarlige for perioden fra den 1. juli 2002 til den 28. april 2005, således at nærværende anbringende i denne henseende må forkastes.

197. Den forskelsbehandling, der er fastslået i præmis 187 ovenfor, begrunder imidlertid en ændring af den anfægtede beslutning, for så vidt som den indebærer et større ansvar for Sasol Wax International, Sasol Holding in Germany og Sasol Ltd for så vidt angår den del af bøden, der blev pålagt for Schümann-perioden (jf. præmis 452 i det følgende).

198. Det skal endvidere bemærkes, at det forhold, at den anfægtede beslutning ikke annulleres for så vidt angår den omstændighed, at Vara og Hans-Otto Schümann ikke blev pålagt ansvar for HOS’ handlinger, ingen betydning har for sagsøgernes eventuelle ret til at fremsætte regreskrav for den nationale domstol.

4. Det fjerde anbringende om en fejlagtig fastsættelse af bødens grundbeløb

Første led om et manglende gyldigt retsgrundlag for den anfægtede beslutning

199. For det første har sagsøgerne gjort gældende, at artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 ikke udgør et lovligt grundlag for vedtagelsen af den anfægtede beslutning.

200. Denne bestemmelse opfylder nemlig ikke kravet om et »klart og utvetydigt grundlag«, som gælder for Kommissionens beslutninger med repressiv karakter, bl.a. på grundlag af artikel 6 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950 (herefter »EMRK«), og chartret om grundlæggende rettigheder, eftersom den giver Kommissionen frihed til at pålægge bøder inden for en grænse på 10% af den pågældende virksomheds omsætning.

201. Det bemærkes, at Retten allerede har behandlet og forkastet sådanne argumenter.

202. Det skal først bemærkes, at sagsøgernes argument vedrørende manglen på »klart og utvetydigt grundlag« skal forstås således, at sagsøgerne påberåber sig princippet om, at strafansvar og straf skal have lovhjemmel (nullum crimen, nulla poena sine lege), sådan som fastsat i artikel 49, stk. 1, i chartret om grundlæggende rettigheder. Dette princip kræver, at en unionsregulering klart skal definere overtrædelserne og sanktionerne (jf. i denne retning Domstolens dom af 29.3.2011, sag C-352/09 P, ThyssenKrupp Nirosta mod Kommissionen, Sml. I, s. 2359, præmis 80).

203. Endvidere har Kommissionen ifølge retspraksis ikke ved vedtagelsen af beslutninger, hvorved der pålægges bøder for ulovlige karteller, en ubegrænset skønsmargin ved fastsættelse af en sådan bøde, for så vidt som de bestemmelser, der finder anvendelse, fastsætter et loft i henhold til de pågældende virksomheders omsætning, dvs. i henhold til et objektivt kriterium. Selv om der således ikke er et absolut loft, som finder anvendelse på alle overtrædelser af konkurrencereglerne, er der imidlertid et absolut loft, som kan beregnes, for den bøde, der kan pålægges, og som beregnes for hver virksomhed for hvert overtrædelsestilfælde, således at det maksimale bødebeløb, der kan pålægges en given virksomhed, kan fastsættes på forhånd (Rettens dom af 5.4.2006, sag T-279/02, Degussa mod Kommissionen, Sml. II, s. 897, præmis 74-76, af 8.10.2008, sag T-69/04, Schunk og Schunk Kohlenstoff-Technik mod Kommissionen, præmis 35 og 36, og af 12.12.2012, sag T-400/09, Ecka Granulate og non ferrum Metallpulver mod Kommissionen, præmis 28).

204. Selv om det er korrekt, at de kriterier om overtrædelsens grovhed og varighed, som er fastsat i artikel 23, stk. 3, i forordning nr. 1/2003, overlader Kommissionen en vid skønsmargin, er der er tale om kriterier, som andre lovgivere anvender for tilsvarende bestemmelser, og som giver Kommissionen mulighed for at vedtage sanktioner under hensyntagen til den pågældende adfærds grad af ulovlighed (dommen i sagen Degussa mod Kommissionen, nævnt i præmis 203 ovenfor, præmis 76, dommen i sagen Schunk og Schunk Kohlenstoff-Technik mod Kommissionen, nævnt i præmis 203 ovenfor, præmis 37, og dommen i sagen Ecka Granulate og non ferrum Metallpulver mod Kommissionen, nævnt i præmis 203 ovenfor, præmis 29).

205. Endvidere er Kommissionen ved fastsættelsen af bøder som dem i den foreliggende sag omhandlede forpligtet til at overholde de generelle retsprincipper, navnlig ligebehandlingsprincippet og proportionalitetsprincippet, således som de er udviklet i Domstolens og Rettens praksis. Tilsvarende er Kommissionens administrative praksis underlagt Fællesskabets retsinstansers fulde prøvelsesret. Denne kontrol gør det netop muligt gennem en fast og offentliggjort praksis at præcisere de ubestemte begreber, som artikel 23, stk. 2 og 3, i forordning nr. 1/2003 kan indeholde (dommen i sagen Degussa mod Kommissionen, nævnt i præmis 203 ovenfor, præmis 77 og 79, dommen i sagen Schink og Schink Kohlenstoff-Technik mod Kommissionen, nævnt i præmis 203 ovenfor, præmis 41, og dommen i sagen Ecka Granulate og non ferrum Metallpulver mod Kommissionen, nævnt i præmis 203 ovenfor, præmis 30).

206. Endvidere bemærkes, at selv om konkurrenceretten ganske vist anses for nærmest at være af strafferetlig karakter, er den imidlertid ikke omfattet af strafferettens kerneområde. De strafferetlige garantier, der gives i EMRK’s artikel 6, skal ikke nødvendigvis anvendes fuldt ud uden for strafferettens »hårde kerne« (jf. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 23.11.2006, Jussila mod Finland, Reports of Judgments and Decisions , 2006-XIV, præmis 43).

207. Det skal i denne sammenhæng ligeledes bemærkes, at inden for konkurrenceretten og i modsætning til i strafferetten er såvel fordele som sanktioner vedrørende ulovlig virksomhed rent økonomiske, ligesom det er tilfældet med motivationen hos overtræderne, som endvidere følger en økonomisk logik med deres handlinger. Den mere eller mindre præcise forudsigelighed af størrelsen af den bøde, der pålægges som følge af en deltagelse i et ulovligt kartel, ville derfor have stærkt skadelige virkninger på Unionens konkurrencepolitik, for så vidt som de virksomheder, der begår overtrædelserne, ville kunne foretage en direkte sammenligning af omkostningerne og fordelene ved deres ulovlige aktiviteter og også tage risikoen for at blive opdaget i betragtning og således forsøge at sikre, at disse aktiviteter er profitable (jf. i denne retning dommen i sagen Degussa mod Kommissionen, nævnt i præmis 203 ovenfor, præmis 83, dommen i sagen Schunk og Schunk Kohlenstoff-Technik mod Kommissionen, nævnt i præmis 203 ovenfor, præmis 45, og dommen i sagen Ecka Granulate og non ferrum Metallpulver mod Kommissionen, nævnt i præmis 203 ovenfor, præmis 32).

208. På grundlag af de ovenstående betragtninger må det lægges til grund, at artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 både udgør et middel, der gør det muligt for Kommissionen at gennemføre EU’s konkurrencepolitik med den fornødne effektivitet, og et retligt grundlag, der er tilstrækkeligt klart og præcist til at vedtage beslutninger, der pålægger deltagere i karteller bøder. Følgelig skal det klagepunkt fra sagsøgerne, der er rejst i denne forbindelse, forkastes.

209. For det andet er sagsøgerne af den opfattelse, at Kommissionen har tilsidesat princippet om forbud mod tilbagevirkende kraft ved at anvende retningslinjerne af 2006 i den anfægtede beslutning, selv om den omhandlede overtrædelse ophørte i april 2005.

210. I denne forbindelse har Domstolen allerede fastslået, at den omstændighed, at Kommissionen tidligere havde pålagt bøder af en bestemt størrelsesorden i tilfælde af visse typer overtrædelser, ikke berøver den muligheden for at forhøje dette niveau inden for de i forordning nr. 1/2003 angivne rammer, hvis det er nødvendigt for at sikre gennemførelsen af Unionens konkurrencepolitik. Af hensyn til en effektiv overholdelse af denne konkurrencepolitik skal Kommissionen nemlig til enhver tid kunne tilpasse bødeniveauet til denne politiks behov (Domstolens dom af 7.6.1983, forenede sager 100/80-103/80, Musique Diffusion française m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 1825, præmis 109, af 2.10.2003, sag C-196/99 P, Aristrain mod Kommissionen, Sml. I, s. 11005, præmis 81, og dommen i sagen Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 44 ovenfor, præmis 169).

211. Den tilsynsopgave, som artikel 81 EF og 82 EF tildeler Kommissionen, indebærer ikke blot, at individuelle overtrædelser skal efterforskes og forfølges, men også en pligt til at føre en generel politik med det formål, at der på konkurrenceområdet anvendes de i traktaten fastlagte principper, og at virksomhedernes adfærd påvirkes i denne retning (jf. dommen i sagen Musique Diffusion française m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 210 ovenfor, præmis 105, og dommen i sagen Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 44 ovenfor, præmis 170).

212. Følgelig bør de omhandlede virksomheder tage i betragtning, at Kommissionen til enhver tid kan beslutte at forhøje størrelsen af bødebeløbene i forhold til det tidligere anvendte niveau. Det anførte gælder ikke kun, når Kommissionen gennemfører en forhøjelse af bødebeløbene i forbindelse med fastsættelsen af bøderne i individuelle beslutninger, men også, hvis denne forhøjelse gennemføres ved, at der i konkrete tilfælde anvendes vejledende regler, der har generel rækkevidde, som f.eks. retningslinjerne (dommen i sagen Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 44 ovenfor, præmis 229 og 230).

213. Afløsningen af retningslinjerne af 1998 af en ny metode for beregning af bøder, som findes i retningslinjerne af 2006, var, såfremt det antages, at denne metode medførte en forhøjelse af niveauet for de bøder, der blev pålagt, rimeligvis til at forudse for kartellets deltagere, henset til det tidspunkt, hvor denne blev indført. Endvidere bemærkes, at de strafferetlige garantier, der gives i EMRK’s artikel 6, ifølge den retspraksis, der er nævnt i præmis 206 ovenfor, ikke nødvendigvis skal anvendes fuldt ud inden for konkurrenceretten. Rækkevidden af denne retspraksis må udvides analogt til EMRK’s artikel 7. Under alle omstændigheder ændrede indførelsen af de nye retningslinjer ikke det maksimale bødeniveau, der er fastsat i artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003, der udgør den eneste gældende lovgivningsramme. Følgelig foretog Kommissionen ikke en tilsidesættelse af princippet om forbud mod tilbagevirkende kraft ved i den anfægtede beslutning at anvende retningslinjerne af 2006 på overtrædelser, der blev begået inden vedtagelsen af disse (jf. i denne retning dommen i sagen Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen, præmis 44, præmis 231 og 232).

214. Endelig skal det bemærkes, at såfremt Kommissionen havde pligt til at anvende de retningslinjer, der var gældende på det tidspunkt, hvor overtrædelsen fandt sted, i det foreliggende tilfælde 13 år tidligere, ville en sådan pligt indebære, at Kommissionens ret, der er anerkendt i den retspraksis, som er nævnt i præmis 210 ovenfor, til at vedtage metoder for beregning af bøden på grundlag af sin pligt til at foretage en effektiv anvendelse af Unionens konkurrenceregler være uden indhold.

215. Det følger heraf, at sagsøgernes andet klagepunkt ligeledes må forkastes, og følgelig må det fjerde anbringendes første led forkastes i sin helhed.

Andet led om det forhold, at salget af mikrovoks fejlagtigt blev medregnet i værdien af Sasols afsætning

216. Det følger af punkt 13 i retningslinjerne af 2006, at Kommissionen med henblik på at fastsætte bødens grundbeløb anvender værdien af virksomhedens afsætning af varer eller tjenester, som er direkte eller indirekte forbundet med overtrædelsen, i det relevante geografiske område inden for EØS. Ifølge fodnoten til dette punkt skal der tages hensyn til indirekte salg, for eksempel for horisontale prisaftaler vedrørende et givet produkt, når prisen på dette produkt efterfølgende tjener som grundlag for prisen på produkter af høj eller lav kvalitet.

217. Sagsøgerne er af den opfattelse, at mikrovoks ikke var berørt af kartellet, således at det var med urette, at Kommissionen medregnede omsætningen vedrørende disse produkter i den værdi af afsætningen, der blev taget hensyn til ved beregningen af bøden.

Principperne for bevisbedømmelsen

218. Ifølge retspraksis skal Kommissionen føre bevis for de fastslåede overtrædelser og for, at de omstændigheder, som udgør overtrædelsen, faktisk foreligger (jf. Domstolens dom af 17.12.1998, sag C-185/95 P, Baustahlgewebe mod Kommissionen, Sml. I, s. 8417, præmis 58, og dommen i sagen Dresdner Bank m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 76 ovenfor, præmis 59 og den deri nævnte retspraksis).

219. Med hensyn til rækkevidden af den retslige prøvelse er det fast retspraksis, at Retten under et annullationssøgsmål vedrørende en beslutning om anvendelse af artikel 81, stk. 1, EF generelt skal udøve fuld kontrol med, om betingelserne for at anvende artikel 81, stk. 1, EF er opfyldt (jf. Rettens dom af 26.10.2000, sag T-41/96, Bayer mod Kommissionen, Sml. II, s. 3383, præmis 62 og den deri nævnte retspraksis).

220. Såfremt der hos Retten foreligger en tvivl, skal denne tvivl i denne forbindelse komme den virksomhed til gode, der er adressat for beslutningen, hvorved en overtrædelse fastslås. Retten kan derfor ikke konkludere, at Kommissionen i tilstrækkeligt omfang har bevist, at den omhandlede overtrædelse foreligger, såfremt Retten fortsat nærer tvivl på dette punkt, navnlig under en sag med påstand om annullation af en beslutning om pålæggelse af en bøde (Rettens dom i sagen Dresdner Bank m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 76 ovenfor, præmis 60, og af 12.7.2011, sag T-112/07, Hitachi m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 3871, præmis 58).

221. I denne sidstnævnte situation skal der nemlig tages hensyn til princippet om uskyldsformodning, hvilket princip bl.a. fremgår af EMRK’s artikel 6, stk. 2, som udgør generelle principper for Den Europæiske Union. Henset til arten af de omtvistede overtrædelser samt til karakteren af og strengheden af de hertil knyttede sanktioner finder den principielle uskyldsformodning navnlig anvendelse på sager vedrørende tilsidesættelser af konkurrencereglerne, der gælder for virksomhederne, som vil kunne føre til at pålægge bøder eller tvangsbøder (jf. dommen i sagen Hitachi m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 220 ovenfor, præmis 59; jf. i denne retning dommen i sagen Dresdner Bank m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 76 ovenfor, præmis 61 og den deri nævnte retspraksis).

222. Det er derfor nødvendigt, at Kommissionen fremlægger præcise og samstemmende beviser for, at overtrædelsen er blevet begået. Det er imidlertid væsentligt at understrege, at hvert enkelt af de af Kommissionen fremlagte beviser ikke nødvendigvis skal opfylde disse kriterier i forhold til hvert enkelt led i overtrædelsen. Det er tilstrækkeligt, at den række indicier, som institutionen har påberåbt sig, bedømt i sin helhed opfylder dette krav (jf. dommen i sagen Dresdner Bank m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 76 ovenfor, præmis 62 og 63 og den deri nævnte retspraksis).

223. De indicier, som Kommissionen har påberåbt sig i beslutningen for at bevise, at en virksomhed har overtrådt artikel 81, stk. 1, EF, skal ikke bedømmes isoleret, men som et hele (jf. Rettens dom af 8.7.2008, sag T-53/03, BPB mod Kommissionen, Sml. II, s. 1333, præmis 185 og den deri nævnte retspraksis).

224. Det skal ligeledes bemærkes, at Kommissionen i praksis ofte er nødt til at bevise, at der foreligger en overtrædelse, under omstændigheder, hvor denne opgave ikke er let, idet der kan være forløbet flere år, siden de faktiske omstændigheder, der udgør overtrædelsen, fandt sted, og idet flere af de virksomheder, som undersøgelsen var rettet mod, ikke har samarbejdet aktivt med Kommissionen. Selv om det nødvendigvis påhviler Kommissionen at bevise, at en ulovlig aftale om prisfastsættelser er blevet indgået, ville det være urimeligt derudover at kræve, at den fører bevis for den særlige fremgangsmåde, hvorved dette mål skulle nås. Det ville således være alt for let for en virksomhed, der er skyldig i en overtrædelse, at slippe fri for enhver sanktion, hvis den til sin fordel kunne påberåbe sig den upræcise karakter af de fremlagte oplysninger vedrørende en ulovlig aftales anvendelsesmåde i en situation, hvor der stadig foreligger tilstrækkeligt bevis for, at aftalen fandtes, og for dens konkurrencestridige formål. Virksomhederne kan forsvare sig hensigtsmæssigt i en sådan situation, forudsat at de har mulighed for at udtale sig om alle de beviser, Kommissionen gør gældende over for dem (Rettens dom af 8.7.2004, forenede sager T-67/00, T-68/00, T-71/00 og T-78/00, JFE Engineering m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2501, præmis 203).

225. Hvad angår de beviser, der kan påberåbes med henblik at påvise en overtrædelse af artikel 81 EF, er det princip, der finder anvendelse i EU-retten, princippet om fri bevisførelse (Rettens dom af 8.7.2004, sag T-50/00, Dalmine mod Kommissionen, Sml. II, s. 2395, præmis 72, og dommen i sagen Hitachi m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 220 ovenfor, præmis 64).

226. For så vidt angår bevisværdien af de forskellige beviser er det eneste relevante kriterium for bedømmelsen af de fremlagte beviser disses troværdighed (dommen i sagen Dalmine mod Kommissionen, nævnt i præmis 225 ovenfor, præmis 72).

227. Ifølge de almindelige bevisregler afhænger troværdigheden og dermed bevisværdien af et dokument af, hvem dokumentet hidrører fra, under hvilke omstændigheder det er blevet til, hvem det er rettet til, og dets indhold (Rettens dom af 15.3.2000, forenede sager T-25/95, T-26/95, T-30/95 – T-32/95, T-34/95 – T-39/95, T-42/95 – T-46/95, T-48/95, T-50/95 – T-65/95, T-68/95 – T-71/95, T-87/95 og T-88/95, T-103/95 og T-104/95, Cimenteries CBR m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 491, præmis 1053 og 1838, og dommen i sagen Hitachi m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 220 ovenfor, præmis 70).

228. Når Kommissionen udelukkende bygger på de pågældende virksomheders adfærd på markedet til støtte for konklusionen om, at der foreligger en overtrædelse, er det tilstrækkeligt, at virksomhederne påviser omstændigheder, der kaster et andet lys på de faktiske omstændigheder, som Kommissionen har bevist, og gør det muligt at give en anden, sandsynlig forklaring på de faktiske omstændigheder end den, som Kommissionen har lagt til grund for sin konklusion om, at der foreligger en tilsidesættelse af Unionens konkurrenceregler (jf. i denne retning dommen i sagen JFE Engineering m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 224 ovenfor, præmis 186).

229. Når Kommissionen derimod har påberåbt sig dokumentbeviser, påhviler det de pågældende virksomheder ikke alene at fremlægge et sandsynligt alternativ til Kommiss ionens opfattelse, men tillige at påvise, at de i den anfægtede beslutning anvendte beviser er utilstrækkelige til at bevise overtrædelsen (dommen i sagen JFE Engineering m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 224 ovenfor, præmis 187). En sådan bevisførelse strider ikke imod princippet om uskyldsformodning (jf. i denne retning Domstolens dom af 8.7.1999, sag C-235/92 P, Montecatini mod Kommissionen, Sml. I, s. 4539, præmis 181).

230. Da forbuddet mod at deltage i konkurrencebegrænsende aftaler er almindeligt kendt, kan det desuden ikke kræves, at Kommissionen fremlægger dokumenter, der udtrykkeligt viser en ulovlig kontakt mellem de pågældende erhvervsdrivende. De brudstykkeagtige og spredte beviser, den har mulighed for at råde over, skal under alle omstændigheder kunne suppleres ved hjælp af følgeslutninger, der gør det muligt at rekonstruere relevante forhold. Den omstændighed, at der foreligger en konkurrencebegrænsende praksis eller aftale, skal derfor udledes ved en slutning ud fra et vist antal sammenfaldende omstændigheder og indicier, der, når de betragtes samlet, og i mangel af en anden logisk forklaring, kan udgøre beviset for en tilsidesættelse af konkurrencereglerne (Domstolens dom af 7.1.2004, forenede sager C-204/00 P, C-205/00 P, C-211/00 P, C-213/00 P, C-217/00 P og C-219/00 P, Aalborg Portland m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 123, præmis 55-57; jf. ligeledes dommen i sagen Dresdner Bank m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 76 ovenfor, præmis 64 og 65 og den deri nævnte retspraksis).

231. Ved bedømmelsen af dokumentbevisernes bevisværdi skal det tillægges stor betydning, at et dokument er blevet udarbejdet umiddelbart i forlængelse af begivenhederne (Rettens dom af 11.3.1999, sag T-157/94, Ensidesa mod Kommissionen, Sml. II, s. 707, præmis 312, og af 16.12.2003, forenede sager T-5/00 og T-6/00, Nederlandse Federatieve Vereniging voor de Groothandel op Elektrotechnisch Gebied mod Kommissionen, Sml. II, s. 5761, præmis 181), eller af et direkte vidne til dem (dommen i sagen JFE Engineering m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 224 ovenfor, præmis 207).

232. Den omstændighed, at et dokument mangler en dato eller signatur, eller at det er dårligt skrevet, afkræfter ikke dets bevisværdi, når blot dets oprindelse, dets sandsynlige dato og dets indhold kan fastslås med tilstrækkelig sikkerhed (Rettens dom af 13.12.2006, forenede sager T-217/03 og T-245/03, FNCBV m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 4987, præmis 124; jf. i samme retning Rettens dom af 10.3.1992, sag T-11/89, Shell mod Kommissionen, Sml. II, s. 757, præmis 86).

233. Det følger af princippet om den frie bevisbedømmelse, at selv om det ved den samlede bedømmelse af den række beviser, Kommissionen påberåber sig, kan vise sig at være relevant i sig selv, at der mangler bevisdokumenter, medfører dette ikke, at den berørte virksomhed kan anfægte Kommissionens påstande ved at fremlægge en alternativ forklaring på de faktiske omstændigheder. Dette kan kun ske, hvis overtrædelsens eksistens ikke kan påvises utvetydigt på grundlag af de af Kommissionen fremlagte beviser, og uden at der kræves en fortolkning (dommen i sagen Hitachi m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 220 ovenfor, præmis 65; jf. ligeledes i denne retning Rettens dom af 12.9.2007, sag T-36/05, Coats Holdings og Coats mod Kommissionen, præmis 74).

234. Endvidere er ingen unionsretlige bestemmelser eller almindelige principper til hinder for, at Kommissionen over for en virksomhed påberåber sig erklæringer fra andre virksomheder, der beskyldes for at have deltaget i kartellet. I modsat fald ville bevisbyrden i forbindelse med overtrædelser af artikel 81 EF, som påhviler Kommissionen, ikke kunne løftes, hvilket ville være uforeneligt med den opgave, der består i tilsyn med den rette anvendelse af disse bestemmelser (dommen i sagen JFE Engineering m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 224 ovenfor, præmis 192, og dommen i sagen Hitachi m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 220 ovenfor, præmis 67).

235. En særlig høj bevisværdi kan tillægges erklæringer, der for det første er troværdige, for det andet afgives på en virksomheds vegne, for det tredje hidrører fra en person, der er fagligt forpligtet til at handle i dette selskabs interesse, for det fjerde går imod den erklærendes interesser, for det femte hidrører fra et direkte vidne til de forhold, der angives, og for det sjette er afgivet skriftligt med omtanke og efter moden overvejelse (dommen i sagen Hitachi m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 220 ovenfor, præmis 71; jf. i denne retning ligeledes dommen i sagen JFE Engineering m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 224 ovenfor, præmis 205-210).

236. En erklæring fra en virksomhed, der foreholdes at have deltaget i et kartel, hvis rigtighed bestrides af flere andre berørte virksomheder, kan imidlertid ikke uden støtte i andre beviser betragtes som et tilstrækkeligt bevis for, at en overtrædelse er begået af disse sidste virksomheder, forudsat at den krævede grad af bestyrkelse kan være mindre, hvilket skyldes troværdigheden af de pågældende erklæringer (dommen i sagen JFE Engineering m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 224 ovenfor, præmis 219 og 220, og dommen i sagen Hitachi m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 220 ovenfor, præmis 68).

237. Selv om der, endvidere, generelt bør udvises en vis vagtsomhed for så vidt angår frivillige erklæringer fra hoveddeltagerne i et ulovligt kartel, henset til muligheden for, at disse deltagere har en tendens til at mindske betydningen af deres egne bidrag til overtrædelsen og forstørre betydningen af de øvriges, står det dog tilbage, at fremsættelse af en anmodning om at være omfattet af anvendelsesområdet for samarbejdsmeddelelsen af 2002 med henblik på at opnå en bødefritagelse eller en bødenedsættelse ikke nødvendigvis medfører en tilskyndelse til at fremlægge forvanskede beviser vedrørende de øvrige deltagere i kartellet. Ethvert forsøg på at vildlede Kommissionen kan nemlig skabe tvivl angående oprigtigheden og samarbejdsviljen hos den virksomhed, der har fremsat anmodningen, og dermed bringe muligheden for denne for at drage fuld nytte af samarbejdsmeddelelsen af 2002 i fare (dommen i sagen Hitachi m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 220 ovenfor, præmis 72; jf. ligeledes i denne retning dommen i sagen Peróxidos Orgánicos mod Kommissionen, nævnt i præmis 194 ovenfor, præmis 70).

238. Navnlig må det antages, at den omstændighed, at en person, der indrømmer at have begået en overtrædelse og dermed vedgår, at der foreligger omstændigheder, der rækker ud over dem, der direkte kunne udledes af de omhandlede dokumenter, a priori indebærer, når der ikke foreligger særlige omstændigheder, der tyder på det modsatte, at denne person har besluttet at sige sandheden. Således skal erklæringer, der går imod anmelderens interesser, i princippet anses for at være særligt pålideligt bevismateriale (Rettens dom i sagen JFE Engineering m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 224 ovenfor, præmis 211 og 212, af 26.4.2007, forenede sager T-109/02, T-118/02, T-122/02, T-125/02, T-126/02, T-128/02, T-129/02, T-132/02 og T-136/02, Bolloré m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 947, præmis 166, og af 8. juli 2008, sag T-54/03, Lafarge mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 59).

239. Ovennævnte retspraksis finder anvendelse analogt på EØS-aftalens artikel 53.

Den anfægtede beslutning og erklæringerne fra kartellets deltagere

240. Indledningsvis bemærkes, at følgende anføres i 111. betragtning til den anfægtede beslutning:

»På størstedelen af de tekniske møder drejede prisdrøftelserne sig for det meste om paraffinvoks og kun sjældent om de forskellige former for paraffinvoks (såsom fuldt raffineret paraffinvoks, semiraffineret paraffinvoks, voksblandinger/specialiteter, hårdparaffinvoks og hydrogeneret voks). Endvidere stod det klart for samtlige virksomheder, at priserne for alle former for paraffinvoks ville stige med samme beløb eller med samme procentsats.«

241. I Shells erklæring af 26. april 2005, som Kommissionen har henvist til i 111. betragtning til den anfægtede beslutning, anføres, at alle former for paraffinvoks var omfattet af den praksis, der havde til formål at fastsætte priser. Shell har erklæret, at det i forbindelse med de tekniske møder af deltagerne generelt blev forstået sådan, at priserne på alle former for paraffinvoks blev forhøjet med samme beløb eller procentdel.

242. Endvidere påstod Shell i sin mundtlige erklæring af 21. marts 2007, at det kun var ved sjældne lejligheder, at forskellige former for paraffinvoks (eksempelvis fuldt raffineret paraffinvoks, semiraffineret paraffinvoks, hårdparaffinvoks og voksblandinger/specialiteter) blev nævnt. Deltagerne var enige om, at priserne på alle former for paraffinvoks skulle forhøjes med det samme beløb eller med den samme procentdel.

243. Dernæst erklærede Total, at prisforhøjelserne i det væsentlige vedrørte paraffin af almindelig kvalitet, der hovedsageligt blev anvendt i stearinlys-sektoren, den eneste form for paraffin, der virkelig interesserede Sasol og de øvrige tyske producenter (DEA og Hansen & Rosenthal). Eftersom stearinlys var en af de væsentligste forretningsmuligheder i Europa, indebar en variation i prisen på dette marked en variation i priserne i de øvrige anvendelser.

244. Sasol bekræftede ligeledes denne praksis ved at erklære, at de aftaler, der blev indgået i forbindelse med de tekniske møder, mere eller mindre satte standarden for andre produktsegmenter, eftersom deltagerne ofte havde forsøgt at foretage en omtrentlig overførelse af de prisforhøjelser, der var blevet besluttet på de øvrige varekategorier.

245. De samstemmende erklæringer fra kartellets deltagere støtter og bekræfter indholdet af 111. betragtning til den anfægtede beslutning.

Den påståede manglende prisaftale på mikrovoks

246. Sagsøgerne har ikke bestridt, at mikrovoks lejlighedsvis blev nævnt under de tekniske møder. Det fremgår imidlertid af de erklæringer fra kartellets deltagere, som blev indsamlet under den administrative procedure, at fuldt raffineret paraffinvoks og semiraffineret paraffinvoks var det centrale under »Blauer Salon-møderne«. Endvidere fandt der ikke et eneste møde sted i overtrædelsesperioden hvorunder deltagerne blev enige om priser på mikrovoks eller foretog opdeling af kunder for så vidt angår disse produkter. Dette bekræftes af Shells erklæringer.

247. Det skal for det første bemærkes, at Shells erklæring af 14. juni 2006, som sagsøgerne har henvist til, begrænser sig til at beskrive mikrovoks’ egenskaber og til at præcisere de råvarer, det består af. Erklæringen vedrører ikke spørgsmålet, om der foreligger en ulovlig praksis i forhold til disse varer eller ej.

248. For det andet bemærkes, at den overtrædelse vedrørende paraffinvoks, der blev tilregnet sagsøgerne, bestod i aftaler eller samordnet praksis, som prisfastsættelse samt udveksling og fremlæggelse af følsomme handelsoplysninger vedrørende paraffinvoks (overtrædelsens primære aspekt) og opdeling af kunder eller markeder (overtrædelsens andet aspekt).

249. Sagsøgerne har ikke anfægtet, at den væsentligste del af kartellet er kompleks, dvs. kombinerer aftaler om priser, samordnet praksis og udveksling af følsomme oplysninger.

250. Artikel 81, stk. 1, EF fastsætter, at »alle aftaler mellem virksomheder, alle vedtagelser inden for sammenslutninger af virksomheder og alle former for samordnet praksis, der kan påvirke handelen mellem medlemsstater, og som har til formål eller følge at hindre, begrænse eller fordreje konkurrencen på fællesmarkedet, er uforenelige med fællesmarkedet og er forbudt«.

251. For at der er tale om en aftale i henhold til artikel 81, stk. 1, EF, er det tilstrækkeligt, at de pågældende virksomheder har givet udtryk for en fælles vilje til at optræde på markedet på en bestemt måde (Rettens dom af 17.12.1991, sag T-7/89, Hercules Chemicals mod Kommissionen, Sml. II, s. 1711, præmis 256, og dommen i sagen HFB m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 33 ovenfor, præmis 199). En aftale som omhandlet i artikel 81, stk. 1, EF kan anses for indgået, når der består en samstemmende vilje med hensyn til selve princippet om at begrænse konkurrencen, selv om specifikke elementer af den planlagte begrænsning stadig er genstand for forhandlinger (jf. Rettens dom af 16.6.2011, sag T-240/07, Heineken Nederland og Heineken mod Kommissionen, Sml. II, s. 3355, præmis 45; jf. ligeledes i denne retning dommen i sagen HFB m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 33 ovenfor, præmis 151-157 og 206).

252. Begrebet samordnet praksis omhandler en form for koordinering mellem virksomheder, hvorved disse ikke går så langt som til at slutte en egentlig aftale, men dog bevidst erstatter den risiko, der er forbundet med normal konkurrence, med et indbyrdes praktisk samarbejde (Domstolens dom af 8.7.1999, sag C-49/92 P, Kommissionen mod Anica Participation, Sml. I, s. 4125, præmis 115, og af 8.7.1999, sag C-199/92 P, Huls mod Kommissionen, Sml. I, s. 4287, præmis 158).

253. I denne henseende udelukker artikel 81, stk. 1, EF enhver direkte eller indirekte kontakt mellem de erhvervsdrivende, som er egnet til enten at påvirke en aktuel eller potentiel konkurrents markedsadfærd eller at informere en sådan konkurrent om den markedsadfærd, som man har besluttet sig til – eller overvejer – selv at følge, når denne kontakt har til formål eller til følge at begrænse konkurrencen (jf. dommen i sagen Heineken Nederland og Heineken mod Kommissionen, nævnt i præmis 251 ovenfor, præmis 47; jf. ligeledes i denne retning dommen i sagen Kommissionen mod Anica Participation, nævnt i præmis 252 ovenfor, præmis 116 og 117).

254. Følgelig var Kommissionen ikke med henblik på at medregne omsætningen fra salget af mikrovoks i værdien af sagsøgernes afsætning forpligtet til at godtgøre, at der var blevet indgået prisaftaler på de tekniske møder. Det følger heraf, at sagsøgernes argumenter om, at der ikke forelå aftaler vedrørende fastsættelse af priser på mikrovoks og opdeling af kunder i forhold til disse varer, må forkastes som uden betydning.

Dokumentbeviserne vedrørende mikrovoks

255. Der skal foretages en undersøgelse af de dokumentbeviser vedrørende mikrovoks, som blev fremlagt i den anfægtede beslutning samt i den dokumentation, som den pågældende beslutning henviser til, og som blev meddelt sagsøgerne under den administrative procedure.

256. For det første anføres følgende i MOL’s notat vedrørende det tekniske møde den 24. juni i Budapest (Ungarn), som Kommissionen har henvist til i fodnoten til 132. betragtning til den anfægtede beslutning under overskriften »Repsol«

»salg: 60 000 t [20 000 t import]

Cepsa/Elf 15-2000 t inkl. 3 000 t mikro

ERT kun råparaffin 15 000 t«.

257. Disse angivelser, der ikke er gengivet i den anfægtede beslutning, men blev meddelt sagsøgerne under den administrative procedure, vidner om, at sagsøgerne angav antal ton af paraffinvoks, herunder mikrovoks, der blev solgt eller var bestemt til at blive solgt til de forskellige kunder med henblik på opdeling af markeder og kunder.

258. For det andet anføres følgende i MOL’s notat vedrørende det tekniske møde den 30. og 31. oktober 1997 i Hamburg, der er nævnt i 145. betragtning til den anfægtede beslutning:

»Knaphed 50/52 mikro - > Repsol Mobil Agip

[…]

Mikrovoks – fransk pris 1500-1600, forhøjelse med 10%«.

259. For det tredje anføres følgende i MOL’s notat vedrørende mødet den 5. og 6. maj 1998 i Budapest, som Kommissionen har henvist til i en fodnote til 147. betragtning til den anfægtede beslutning:

»Total – [ulæseligt] 5 500 – 6 500 mikro [viskositet] 14-15 [;] til Cepsa 4900 emu [ulæseligt] + 4% Total/E«.

260. Når der ligeledes henses til de øvrige beviser, som Kommissionen har nævnt i 147. betragtning til den anfægtede beslutning, er disse forskellige bemærkninger et vidnesbyrd om, at deltagerne angav det antal tons paraffinvoks, herunder mikrovoks, der var blevet solgt eller tilsigtet solgt til de forskellige kunder med henblik på en opdeling af markeder og kunder.

261. For det fjerde indeholder MOL’s notat vedrørende det møde den 13. og 14. april 1999 i München (Tyskland), der er nævnt i 153. betragtning til den anfægtede beslutning, en tabel med en hel kolonne med overskriften »Mikro«. Angivelserne i de øvrige kolonner, der klassificerer de øvrige former for paraffinvoks efter deres smeltepunkt, efterlader ingen tvivl om, at der er tale om mikrovoks.

262. For det femte indeholder det mødereferat fra Sasols »Blauer Salon-møde« af 26. og 27. juni 2001 i Paris (Frankrig), der er nævnt i 163. betragtning til den anfægtede beslutning, følgende oplysninger:

»I juli: ophæve priser for de særlige kunder (= dem, der ikke køber eller købte meget lidt sidste år/budget) hurtigst muligt, eksempelvis inden for 30 dage. Målsætning: fastsætte et udgangspunkt!

Ultimo august[:] samtlige priser ophæves den 30/9.01

Den 1/10.01+ 7,- EUR

Træ/emulsioner + gummi/dæk= senere

Såfremt kunderne spørger til pristendensen for andet halvår:

Tendensen er opadgående eftersom alle budgettal, eksempelvis råolie til 25,- $ til en dollarkurs på 2 DM er overskredet betydeligt. Endvidere er mikrovoks+ ca. 30% / paraffin af høj kvalitet meget sjælden og dyr.«

263. Disse angivelser viser dels, at kartellets deltagere var af den opfattelse, at prisstigningerne for alle former for paraffinvoks var forbundne, dels, at de ligeledes over for kunderne gav forklaringer på disse stigninger.

264. For det sjette nævnes følgende i et håndskrevet notat, der blev fundet hos Total, som vedrørte mødet den 11. og 12. maj 2004, og som er nævnt i 174. betragtning til den anfægtede beslutning: »1. juli – […] + mikrovoks 25 - > 50 $/T«. Der er følgelig tale om et direkte spor, der henviser til en drøftelse, sågar en aftale, vedrørende priser på mikrovoks.

265. Som det er nævnt i præmis 222 ovenfor, skal hvert enkelt af de af Kommissionen fremlagte beviser ikke nødvendigvis være præcise og samstemmende for hvert enkelt led i overtrædelsen. Det er tilstrækkeligt, at den række indicier, som institutionen har påberåbt sig, bedømt i sin helhed opfylder dette krav.

266. Endvidere kan det ifølge den retspraksis, hvortil der henvises i præmis 230 ovenfor, ikke kræves, at Kommissionen fremlægger dokumenter, der udtrykkeligt viser, at der var kontakt mellem de p ågældende virksomheder. De brudstykkeagtige og spredte beviser, som den måtte råde over, skal under alle omstændigheder kunne suppleres ved hjælp af følgeslutninger, der gør det muligt at rekonstruere de relevante forhold.

267. MOL’s notater blev i øvrigt udfærdiget under møderne af den person, der deltog i dem, og indholdet af notaterne er struktureret og relativt detaljeret. Notaterne har derfor meget stor bevisværdi. Hvad angår referaterne af »Blauer Salon-møderne« er der tale om dokumenter, som hidrører fra perioden for de faktiske omstændigheder, og som er blevet udarbejdet in tempore non suspekte, nærmere bestemt kort efter hvert teknisk møde. Selv om den person, der har udfærdiget dem, ikke var til stede på de tekniske møder, støttede den pågældende sig på oplysninger fra en deltager. Bevisværdien af disse referater er således stor.

268. På baggrund af samtlige de af Kommissionen indsamlede beviser skal det fastslås, at priser, de producerede mængder og andre forretningsmæssigt følsomme oplysninger vedrørende mikrovoks samt mængden af mikrovoks, der var blevet solgt eller blev tilsigtet solgt til kunder, blev drøftet under de tekniske møder.

Sagsøgernes øvrige argumenter

269. Sagsøgerne er af den opfattelse, at priserne for fuldt raffineret paraffinvoks (de produkter, der var genstand for de omhandlede aftaler) ikke »tjente som grundlag for priserne på« mikrovoks som »produkter af høj eller lav kvalitet« i henhold til punkt 13 i retningslinjerne af 2006, således at deres pris ikke kunne påvirkes af aftalerne vedrørende priserne på fuldt raffineret og semiraffineret paraffinvoks. Mikrovoks fremstilles nemlig (i modsætning til voksblandinger eller specialiteter) ikke på grundlag af fuldt raffineret og semiraffineret paraffinvoks. De indeholder ikke engang de samme råvarer som fuldt raffineret og semiraffineret paraffinvoks. Mens disse sidstnævnte fremstilles på grundlag af let råolie, bliver mikrovoks fremstillet på grundlag af tyktflydende smøreolie. Mikrovoks’ råvare og selve mikrovoksen adskiller sig klart fra råparaffin og fuldt raffineret og semiraffineret paraffinvoks. Kommissionen blev på detaljeret vis gjort opmærksom på alle disse forhold på s. 2-4 i Sasols ansøgning om bødenedsættelse.

270. Endelig har sagsøgerne henvist til tabellen i deres svar på klagepunktmeddelelsen. Det fremgår heraf, at kurven for prisen på semiraffineret paraffinvoks og kurven på prisen på fuldt raffineret paraffinvoks havde udviklet sig meget ens, hvorimod prisen på mikrovoks havde vist sig »mere uregelmæssig«. Prisen på mikrovoks afhang ikke af markedet for fuldt raffineret paraffinvoks og semiraffineret paraffinvoks, hvorfor Kommissionen ikke var berettiget til at tage hensyn til Sasols afsætning af mikrovoks ved beregningen af bøden.

271. Hvad angår de forskellige egenskaber for mikrovoks i forhold til andre former for paraffinvoks bemærkes, at spørgsmålet, om hvorvidt de produkter, som er omfattet af kartellet, hører til forskellige produktmarkeder eller ej, ikke påvirker lovligheden af den anfægtede beslutning, når Kommissionen råder over materielle beviser for, at de konkurrencebegrænsende aktiviteter direkte eller indirekte vedrører de varer, der er omfattet af beslutningen (jf. i denne retning Rettens dom af 15.6.2005, forenede sager T-71/03, T-74/03, T-87/03 og T-91/03, Tokai Carbon m.fl. mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, herefter »Tokai II -dommen«, præmis 90).

272. Henset til, at det er klart godtgjort, at der forelå drøftelser vedrørende priserne og følsomme handelsoplysninger vedrørende mikrovoks samt vedrørende opdeling af markeder for så vidt angår mikrovoks (jf. præmis 255 ff.) må det lægges til grund, ar disse argumenter fra sagsøgerne ikke kan påvirke gyldigheden af Kommissionens tilgang, hvorved der ved beregningen af bødens grundbeløb blev taget hensyn til omsætningen for salget af mikrovoks.

273. Endelig har sagsøgerne gjort gældende, at de er i stand til at fremstille paraffinvoks på grundlag af råparaffin, men ikke er i stand til at fremstille mikrovoks på grundlag af tyktflydende smøreolie. Sasol er derfor selv indkøber af mikrovoks og har følgelig ingen interesse i en forhøjelse af priserne på dette produkt.

274. Dette argument kan ikke tiltrædes.

275. Det skal først bemærkes, at det fremgår af sagsakterne, at de kunstigt høje priser på råparaffin ikke fandt anvendelse på krydsleverancerne af dette produkt mellem kartellets deltagere. Endvidere gav sagsøgerne som svar på et skriftligt spørgsmål fra Retten detaljerede oplysninger om mængderne af deres indkøb og salg af mikrovoks mellem 2002 og 2005, som blev angivet såvel i euro som i ton. Det fremgår heraf, at deres videresalgspris i gennemsnit oversteg den pris, de indkøbte mikrovoks for, med 63,7%. Det er derfor rimeligt at antage, at de kunstige priser, der var en følge af kartellet, heller ikke fandt anvendelse på krydsleverancerne af mikrovoks mellem deltagerne i kartellet, på samme måde som det var tilfældet med råparaffin. Selv om Sasol ikke selv producerede mikrovoks, kunne selskabet således fuldt ud profitere af virkningerne af kartellet på prisen på mikrovoks, idet selskabet kunne forsyne sig med mikrovoks hos de producenter, der deltog i kartellet eller hos andre kilder til en pris, der svarede til en konkurrencedygtig pris, og videresælge dem til de kunstigt høje priser, der var en følge af kartellet.

276. Det må, henset til de ovenstående betragtninger, derfor konkluderes, at Kommissionen ikke begik nogen fejl ved at medregne salget af mikrovoks i værdien af afsætningen.

277. Følgelig må det fjerde anbringendes andet led forkastes.

Tredje led om fejl, der indvirkede på beregningen af bødens grundbeløb for så vidt angår råparaffin

278. Sagsøgerne har gjort gældende, at Kommissionen i den anfægtede beslutning kun identificerede et enkelt teknisk møde, hvorunder salg af råparaffin til endelige kunder blev nævnt, og at de end ikke eftertrykkeligt påstod, at Sasol deltog i det pågældende møde. Grovheden af overtrædelsen vedrørende det solgte råparaffin til endelige kunder på det tyske marked kan ikke begrunde en sats på 15% af værdien af afsætningen. Kommissionen begik tilsvarende en fejl, for så vidt som den antog, at overtrædelsen varede seks år og seks måneder.

Sagsøgernes deltagelse i det aspekt af overtrædelsen, der vedrørte råparaffin mellem den 30. oktober 1997 og den 12. maj 2004

279. Kommissionen anførte følgende i 288. betragtning til den anfægtede beslutning:

»Både Sasol og Shell har udtrykkeligt indrømmet, at priserne for råparaffin blev drøftet mellem konkurrenter, særligt fra slutningen af 1990’erne, og har oplyst enkeltheder om nogle af de pågældende kontakter (jf. også 112. betragtning). På et møde, der blev afholdt den 30. og 31. oktober 1997 (jf. 145. betragtning), deltog i hvert fald ENI, H & R/Tudapetrol, MOL, Repsol, Sasol, Dea (efter 2002 Shell) og Total i drøftelser om råparaffin og aftalte en prisforhøjelse. Det er blevet fastslået, at Shell og Total var repræsenteret på mindst ét møde, den 8. og 9. marts 1999, der specifikt drejede sig om råparaffin (jf. 152. betragtning). Sasol og ExxonMobil har i deres svar på klagepunktsmeddelelsen ikke benægtet, at de var til stede på mødet, og dette forekommer da også sandsynligt i betragtning af et håndskrevet notat vedrørende en intern e-mail fra Shell, der blev sendt dagen efter, og hvori der henvises til »samtlige producenter«. Sasol, Shell og Total var ligeledes repræsenteret på det tekniske møde den 11. og 12. maj 2004 (jf. 174. betragtning), hvorunder der blev [indgået] en aftale om prisen for råparaffin. Det bemærkes endvidere, at råparaffin blev drøftet på en række tekniske møder, hvori ExxonMobil, Sasol, Shell og Total deltog. ExxonMobil har indrømmet at have deltaget i de nævnte drøftelser i perioden 1993-1996. ExxonMobil har ligeledes indrømmet, at [T.H.], der repræsenterede ExxonMobil, deltog i drøftelser om råparaffin på vegne af spånpladeproducenter i den tysktalende del af Europa i perioden 1999-2001, og generelt bekræftet, at der blev ført drøftelser inden for rammerne af kartellets foranstaltninger vedrørende råparaffin afsat til endelige kunder. På samme måde har Total oplyst, at der fandt drøftelser sted om forhøjelsen af råparaffinprisen. Shell og ExxonMobil har ligeledes bekræftet, at der fandt møder om råparaffin sted uden for rammerne af de tekniske møder. Selv om ENI, H & R-Tudapetrol, MOL og Repsol ligeledes var repræsenteret på nogle af disse møder, er Kommissionen af den opfattelse, at de foreliggende beviser ikke er tilstrækkelige til at finde disse virksomheder ansvarlige for overtrædelsen vedrørende råparaffin. Desuden finder Kommissionen, at selv om visse beviser synes at vedrøre andre perioder og markeder, giver de foreliggende beviser kun grundlag for at fastslå, at der blev begået en overtrædelse vedrørende råparaffin afsat til endelige kunder på det tyske marked i årene 1997-2004.«

280. Endvidere anførte Kommissionen følgende i 112. betragtning til den anfægtede beslutning:

»Spørgsmålet om råparaffin blev behandlet på en række tekniske møder [(fodnote: 144., 145., 152., 157., 174. og 175. betragtning til den anfægtede beslutning)]. Desuden blev der mindst én gang indgået aftaler om råparaffin afsat til endelige kunder på det tyske marked uden for rammerne af de tekniske møder, når repræsentanter for Shell, Sasol, ExxonMobil og Total og muligvis andre mødtes og førte mere indgående drøftelser om råparaffin – med andre ord fastsatte priser og udvekslede følsomme handelsoplysninger. Der er f.eks. bevis for, at et sådant møde blev afholdt i Düsseldorf den 8. og 9. marts 1999. De personer, som repræsenterede virksomhederne på dette særlige møde om råparaffin, var for så vidt angår størstedelen af virksomhederne, Total undtaget, de samme som dem, der deltog i de tekniske møder.«

281. Det bemærkes, at 144., 145., 152., 157., 174. og 175. betragtning til den anfægtede beslutning vedrører henholdsvis møderne den 19. og 20. juni 1997, den 30. og 31. oktober 1997, den 8. og 9. marts 1999, den 3. og 4. februar 2000, den 11. og 12. maj 2004 samt den 3. og 4. august 2004.

282. Kommissionen begrundede sin beslutning om kun at fastslå, at der var blevet udøvet konkurrencebegrænsende praksis vedrørende råparaffin for så vidt angår afsætningen til endelige kunder i Tyskland, på følgende måde:

»[…]

(289) Endvidere anser Kommissionen de nævnte drøftelser for kun at have drejet sig om råparaffin afsat af virksomhederne til endelige kunder såsom producenter af spånplader og ikke om f.eks. paraffinvoks. Selv om der i virksomhedserklæringerne for det meste ikke sondres mellem de forskellige anvendelser af råparaffin, henvises der i den e-mail, der nævnes i 152. betragtning [om mødet i Düsseldorf den 8. og 9. marts 1999], kun til råparaffin afsat til spånpladeproducenter. Kommissionen finder følgelig, at der hersker tvivl om, hvorvidt overtrædelsen omhandlede salg af råparaffin til andre kunder end endelige kunder, og begrænser sine konklusioner til afsætningen af råparaffin til endelige kunder. Disse betragtninger bekræftes af Shell og ExxonMobil.

(290) Det fremgår af de foreliggende beviser, at de lejlighedsvise drøftelser om råparaffin hovedsagelig drejede sig om det tyske marked. ExxonMobil, Sasol, Shell og Total sælger alle råparaffin på det tyske marked, og de møder, hvorpå råparaffin blev drøftet, fandt sted i Tyskland. Kommissionen finder, at der ikke foreligger tilstrækkelige oplysninger til, at det kan fastslås, at aftalerne vedrørende råparaffin ligeledes vedrørte råparaffin afsat til endelige kunder i andre lande.

(291) Kommissionen finder, at overtrædelsen, i den udstrækning den vedrører råparaffin afsat til endelige kunder på det tyske marked, begyndte på mødet den 30. og 31. oktober 1997 og sluttede på mødet den 11. og 12. maj 2004.

(292) Kommissionen finder følgelig, at drøftelserne om råparaffin afsat til endelige kunder på det tyske marked førte til aftaler og/eller samordnet praksis i den betydning, som er omhandlet i artikel 81 [EF] og EØS-aftalens artikel 53. Denne konklusion bygger på de uafhængige og samstemmende erklæringer af Shell og Sasol, der underbygges af erklæringerne af ExxonMobil og Total. Konklusionen bekræftes af de skriftlige beviser«.

283. Hvad for det første angår mødet af 30. og 31. oktober 1997, hvor Sasol var til stede, støtter Kommissionen sig i 145. betragtning til den anfægtede beslutning til et notat fra MOL, der indeholder bemærkningen »slack wax: DM 550 - > 600«. Dette notat indeholder endvidere detaljerede oplysninger vedrørende prisforhøjelserne for paraffinvoks, som præciserer de planlagte tal og datoer for gennemførelsen af forhøjelserne for hver producent, der var medlem af kartellet.

284. Kommissionen udledte deraf, at »henset til, at linjen »prisforhøjelse i januar«, henvis[te] til fremtiden, bekræfte[de] dette notat, at de deltagende virksomheder [havde] aftalt en strategi for at harmonisere og forhøje priserne«, og at »notatet både vedrør[te] paraffinvoks og råparaffin«.

285. Sagsøgerne har gjort gældende, at notatet vedrører råparaffin, der blev leveret til kartellets deltagere med henblik på produktion af paraffinvoks.

286. I denne forbindelse bemærkes, at priserne på råparaffin, for så vidt som dette var genstand for krydsleverancer mellem deltagerne, ifølge erklæringerne fra kartellets deltagere ikke var genstand for tekniske møder, men blev fastsat gennem bilaterale forhandlinger mellem virksomhederne. Dette argument må derfor forkastes.

287. Dernæst har sagsøgerne anført, at MOL ikke leverede råparaffin til tyske kunder, således at notatet ikke vedrører overtrædelsens råparaffin-aspekt. Endvidere kan det ikke udledes af disse angivelser, at der blev indgået en aftale vedrørende priser.

288. Det bemærkes, at disse argumenter er uden relevans, henset til, at en fastsættelse af priser generelt finder anvendelse på alle kunder, herunder som i det foreliggende tilfælde på tyske endelige kunder. Desuden forklarede Kommissionen i 289.-292. betragtning til den anfægtede beslutning, som er gengivet i præmis 282 ovenfor, hvorfor den havde besluttet at begrænse udstrækningen af den konkurrencebegrænsende praksis vedrørende råparaffin til afsætningen til endelige tyske kunder. Sagsøgerne har ikke fremsat nogen argumenter vedrørende denne del af den anfægtede beslutning.

289. Endvidere foreholdt Kommissionen sagsøgerne en kompleks overtrædelse, der bestod i »aftaler og/eller samordnet praksis«, således at det ikke var nødvendigt at påvise, at der blev indgået en aftale om særlige priser.

290. Endelig har sagsøgerne gjort gældende, at »Blauer Salon«-mødereferatet af dette tekniske møde ikke henviser til drøftelserne vedrørende råparaffin.

291. I denne forbindelse er det tilstrækkeligt at bemærke, at de brudstykkeagtige og spredte dokumenter, som Kommissionen måtte være i besiddelse af, ifølge den retspraksis, der er nævnt i præmis 230 ovenfor, i hvert fald burde kunne suppleres ved at rekonstruere visse relevante enkeltheder ved hjælp af følgeslutninger, og bedømmelsen vedrører alle de beviser, der er til rådighed. Det kan derfor ikke med rimelighed kræves, at Kommissionen fører bevis for hver enkelt detalje ved overtrædelsen gennem en række samstemmende dokumentbeviser.

292. Henset til disse betragtninger var det med rette, at Kommissionen lagde til grund, at MOL’s notat vedrørende dette tekniske møde navnlig på baggrund af deltagernes erklæringer, var en del af de samlede beviser, som godtgjorde, at der forelå »aftaler og/eller samordnet praksis« vedrørende råparaffin afsat til endelige tyske kunder.

293. Hvad for andet angår det møde den 8. og 9. marts, der er nævnt i 152. betragtning til den anfægtede beslutning, har Kommissionen gjort følgende gældende:

»Shell har fremlagt et håndskrevet notat, der ifølge selskabet er fra [S.R.] til forberedelse af mødet. Dette forklarer notatets sidste linje, som lyder: »8/9.3.99 PM-spånplade«. Shell har forklaret, at »P.M.« betyder »paraffin Mafia« (»paraffin-mafiaen«), det navn, som Shell gav virksomheder, der normalt deltog i de tekniske møder. Notatet indeholder den dato, hvorpå mødet fandt sted, hvilket gør Shells forklaring om, at notatet blev udfærdiget som forberedelse til mødet, plausibel og sammenhængende med de øvrige beviser. Notatet fra [S.R.] viser, at denne forventede, at de personer, der repræsenterede de forskellige virksomheder, udvekslede oplysninger vedrørende forsyninger af visse store kunder med råparaffin. Dagen efter dette møde sendte [S.R.] sin overordnede [S.T.] en e-mail, hvori det blev oplyst, at Shell agtede at forhøje priserne for råparaffin anvendt inden for spånpladesektoren med 8-10% pr. 1. juni 1999. I et håndskrevet notat vedrørende denne e-mail var der angivet følgende: »Samtlige producenter finder det nødvendigt at forhøje (priserne).« Dette viser, at de personer, som havde repræsenteret selskaberne på mødet, var blevet enige om en forhøjelse af priserne for råparaffin inden for spånpladeindustrien, og at [en af deltagerne] ville anvende aftalen fra juni 1999. Henvisningen til »samtlige producenter« viser også, at de øvrige virksomheder, ud over Total og Shell, må have deltaget i mødet.

294. Ifølge 151. betragtning til den anfægtede beslutning vil Sasol ikke udelukke, at selskabet var til stede på dette møde.

295. Tilsvarende har ExxonMobil ifølge 152. betragtning til den anfægtede beslutning ikke nægtet at have deltaget og har medgivet, at selskabets repræsentant deltog i nogle multinationale drøftelser med Sasol, Shell/Dea og Total, der kun handlede om producenter af spånplader i den tysktalende del af Europa, »måske mellem 1999 og 2001«.

296. Retten konstaterer, at erklæringerne fra ExxonMobil og Shell og notatet fra Shell, som er nævnt i 151. og 152. betragtning til den anfægtede beslutning, er en del af de samlede beviser, hvoraf Retten kan udlede, at Sasol i perioden 1999-2001 deltog i hvert fald et møde, som omhandlede »aftaler og/eller samordnet praksis« vedrørende fastsættelse af prisen for råparaffin, der var bestemt til tyske endelige kunder.

297. Hvad for det tredje angår det tekniske møde den 17. og 18. december 2002, hvor Sasol var til stede, nåede Kommissionen ved at undersøge et notat fra Total, frem til følgende konklusioner i 168. betragtning til den anfægtede beslutning:

»Der er ligeledes en dateret grafik med overskriften »det europæiske marked«, som blev uddelt under mødet. Den kopi, der blev fundet hos Total, indeholder nogle håndskrevne bemærkninger, der viser, at tallene blev drøftet under mødet. Notatet indeholder ligeledes nogle andre håndskrevne bemærkninger, der blandt andet anfører: »Opretholdelse i marts hos Petrogal. Råparaffin under 500 €. Opretholdelse af situationen i 3 uger i juli hos MOL«. Dette viser, at prisen på råparaffin blev drøftet under mødet.«

298. Det bemærkes, at sagsøgerne ikke har fremført nogen argumenter vedrørende de omhandlede dele i den anfægtede beslutning.

299. Den grafik, der blev fundet hos Total, er en del af samtlige de beviser, der godtgør, at der forelå »aftaler og/eller samordnet praksis« vedrørende fastsættelse af priser på råparaffin til tyske endelige kunder.

300. Hvad for det fjerde angår mødet den 11. og 12. maj 2004, hvor Sasol var til stede, har Kommissionen i 174. betragtning til den anfægtede beslutning henvist til e t håndskrevet notat, der blev fundet hos Total, som indeholdt følgende oplysninger:

» - > Sasol 40 €/50 $. Ultimo juli.

- > Mer: 38 - 28.

- > den 1. juli -

+ FRP: 70 - > 6000 €/T

Fyrfadslys 50 - > 500 €/T

+ Mikrovoks: 25 - > 50 $/T

[…]

- > 40 €/T råparaffin«.

301. Det følger af 174. betragtning til den anfægtede beslutning, at »den sidste del viser, at der ligeledes blev aftalt en prisforhøjelse for råparaffin«, og at »(d)et fremgår af notatets generelle sammenhæng, at en pil, der var anført forud for pristabellen viser, at der fandtes en aftalt strategi for fremtiden, nemlig en påtænkt prisforhøjelse«.

302. Ifølge sagsøgerne er der intet, der indikerer, at denne del rent faktisk henviser til en aftale, der vedrører råparaffin, som blev solgt til endelige kunder i Tyskland. Ingen af de øvrige virksomheder, der deltog i mødet den 11. og 12. maj 2004, nævnte indgåelsen af en sådan aftale. Eftersom ExxonMobil, der er en af de største sælgere af råparaffin til endelige kunder, ikke er nævnt blandt de deltagende virksomheder, der er opregnet i 174. betragtning til den anfægtede beslutning, er det endvidere højst usandsynligt, at spørgsmålet om råparaffin solgt til endelige kunder blev behandlet på dette møde.

303. Disse argumenter må forkastes på grundlag af de betragtninger, der allerede er fremført i præmis 289 og 291 ovenfor, og det må lægges til grund, at det omhandlede notat er en del af de samlede beviser, der godtgør, at der forelå »aftaler og/eller samordnet praksis« vedrørende råparaffin, der blev solgt til tyske endelige kunder.

304. Sammenfattende må det konkluderes, at Kommissionen har indsamlet en række dokumentbeviser, der godtgør, at der forelå »aftaler og/eller samordnet praksis« vedrørende råparaffin, der blev solgt til tysk endelige kunder.

305. Sagsøgerne har ikke desto mindre gjort gældende, at disse beviser ikke godtgør, at der blev indgået aftaler med Sasol.

306. Hvad angår konkurrencebegrænsende aftaler, der – som det er tilfældet i denne sag – indgås under møder mellem konkurrerende virksomheder, har Domstolen således allerede fastslået, at der begås en overtrædelse af artikel 81, stk. 1, EF, når disse møder har til formål at begrænse, hindre eller fordreje konkurrencen og således tilsigter kunstigt at tilrettelægge markedets funktion. I denne situation er det tilstrækkeligt, at Kommissionen beviser, at den pågældende virksomhed har deltaget i møder, hvorunder der blev indgået konkurrencestridige aftaler, for at godtgøre, at denne virksomhed deltog i kartellet. Når deltagelsen i sådanne møder er blevet bevist, påhviler det virksomheden at fremføre indicier af en sådan beskaffenhed, at den kan påvise, at dens deltagelse i nævnte møder ikke var sket for at begrænse konkurrencen, og herved påvise, at den over for konkurrenterne havde oplyst, at den deltog i møderne med et andet formål end deres (Domstolens dom i sagen Aalborg Portland m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 230 ovenfor, præmis 81, og af 25.1.2007, forenede sager C-403/04 P og C-405/04 P, Sumitomo Metal Industries og Nippon Steel mod Kommissionen, Sml. I, s. 729, præmis 47).

307. Begrundelsen for denne regel er, at den virksomhed, der har deltaget i det nævnte møde uden offentligt at tage afstand fra det, der blev drøftet, har givet de andre deltagere det indtryk, at den tilsluttede sig mødets resultat og ville rette sig efter det (dommen i sagen Aalborg Portland m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 230 ovenfor, præmis 82, og dommen i sagen Sumitomo Metal Industries og Nippon Steel mod Kommissionen, nævnt i præmis 307 ovenfor, præmis 48).

308. Sagsøgernes tilstedeværelse i de konkurrencebegrænsende møder og deres manglende afstandtagen til det retsstridige indhold begrunder, at Kommissionen tilregner dem dette indhold, uden at det er fornødent, at den specifikt godtgør, at de indgik aftaler i forbindelse med disse møder. Det argument, som sagsøgerne har fremført i denne forbindelse, er derfor uden betydning.

309. Endelig har sagsøgerne gjort gældende, at de tekniske møder afholdt den 30. og 31. oktober 1997 og den 11. og 12. maj 2004 ikke i klagepunktmeddelelsen blev benævnt »møder om råparaffin«.

310. Dette argument kan ikke tiltrædes. De beviser, der vedrører overtrædelsens råparaffin-aspekt, og som er nævnt i den anfægtede beslutning, figurerede allerede i klagepunktmeddelelsen. Tilsvarende var det klart anført i den pågældende meddelelse, at overtrædelsens råparaffin-aspekt blev tilregnet sagsøgerne.

311. I øvrigt skal det bemærkes, at sagsøgerne ikke har bestridt Kommissionens konstatering af, at den praksis, der vedrørte paraffinvoks, og den praksis, der vedrørte råparaffin, udgør én overtrædelse, der er samlet og vedvarende. Beviserne for den med råparaffin forbundne praksis skal derfor bedømmes i sammenhæng med samtlige de af Kommissionen indsamlede beviser for den samlede overtrædelse. Disse beviser godtgør, at der var kontinuerlige kontakter mellem de virksomheder, der deltog i den praksis, der vedrørte råparaffin.

312. På baggrund af samtlige ovenstående betragtninger må konstateringen i den anfægtede beslutning om, at sagsøgerne deltog i råparaffin-aspektet af den komplekse, samlede og vedvarende overtrædels, som omhandlet i den anfægtede beslutning i perioden den 30. oktober 1997 til den 12. maj 2004, tiltrædes.

313. Det følger heraf, at Kommissionen ikke begik en fejl ved i forbindelse med beregningen af grundbeløbet for den bøde, der blev pålagt sagsøgerne, at tage hensyn til værdien af den afsætning, der blev foretaget ved at levere råparaffin, og ved at anvende en multiplikationsfaktor, der svarede til den omhandlede varighed.

Den uproportionale karakter af den faktor på 15%, der blev anvendt på omsætningen fra salget af råparaffin

314. Sagsøgerne har foreholdt Kommissionen at have tilsidesat proportionalitetsprincippet, for så vidt som den beregnede bøden ved at anvende en sats på 15% af Sasols afsætning af råparaffin til endelige kunder i Tyskland.

315. Ifølge retspraksis indebærer proportionalitetsprincippet, at institutionernes retsakter ikke må gå videre end nødvendigt og passende for gennemførelsen af det med de pågældende retsforskrifter lovligt tilsigtede formål, hvorved det forudsættes, at såfremt det er muligt at vælge mellem flere egnede foranstaltninger, skal den mindst bebyrdende foranstaltning vælges, og byrderne må herved ikke være uforholdsmæssige i forhold til de tilsigtede mål (Domstolens dom af 13.11.1990, sag C-331/88, Fedesa m.fl., Sml. I, s. 4023, præmis 13, og af 5.5.1998, sag C-180/96, Det Forenede Kongerige mod Kommissionen, Sml. I, s. 2265, præmis 96, Rettens dom af 12.9.2007, sag T-30/05, Prym og Prym Consumer mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 223).

316. Inden for rammerne af de procedurer, Kommissionen indleder med henblik på at straffe overtrædelser af konkurrencereglerne, indebærer anvendelsen af dette princip, at bøderne ikke må være uforholdsmæssige i forhold til de tilsigtede mål, dvs. i forhold til overholdelsen af reglerne, og at den bøde, der pålægges en virksomhed for en overtrædelse på konkurrenceområdet, skal stå i rimeligt forhold til overtrædelsen betragtet som helhed, navnlig under hensyn til dens grovhed og varighed (jf. i denne retning dommen i sagen Prym og Prym Consumer mod Kommissionen, nævnt i præmis 315 ovenfor, præmis 223 og 224 og den deri nævnte retspraksis). Proportionalitetsprincippet indebærer, at Kommissionen skal udmåle bøden forholdsmæssigt i forhold til de elementer, der tages i betragtning ved vurderingen af overtrædelsens grovhed, og at den i denne henseende skal anvende disse elementer på en sammenhængende og objektivt berettiget måde (jf. Rettens dom af 27.9.2006, sag T-43/02, Jungbunzlauer mod Kommissionen, Sml. II, s. 3435, præmis 226-228, og af 28.4.2010, sag T-446/05, Amann & Söhne og Cousin Filterie mod Kommissionen, Sml. II, s. 1255, præmis 171).

317. For det første skal det bemærkes, at overtrædelsens råparaffin-aspekt bl.a. bestod i hemmeligt aftalte aktiviteter vedrørende fastsættelse af priser mellem konkurrenter og således henhørte under kategorien af de overtrædelser, der er mest skadelige for den fri konkurrence.

318. Retten finder derfor, at anvendelsen af en faktor på 15% på værdien af afsætningen af råparaffin ved beregningen af bøden står i forhold til grovheden af denne del af overtrædelsen.

319. For det andet skal det bemærkes, at Kommissionen tog hensyn til de relevante oplysninger på en sammenhængende og objektivt berettiget måde. Overtrædelsens råparaffin-aspekt henhører nemlig under punkt 23 i retningslinjerne af 2006, som indeholder de alvorligste former for overtrædelse, for hvilke en anvendelse af en faktor »øverst på skalaen«, dvs. på mellem 15% og 30% af værdien af afsætningen, generelt er begrundet. Ved at fastsætte faktoren til 15% af værdien af afsætningen af råparaffin respekterede Kommissionen fuldt ud de pågældende retningslinjer, eftersom den anvendte den laveste faktor, der kunne anvendes i henhold til reglen i retningslinjerne af 2006 på horisontale aftaler eller horisontalt samordnet praksis, der omfatter fastsættelse af priser.

320. For det tredje er sagsøgerne ikke desto mindre af den opfattelse, at den pågældende faktor er uforholdsmæssig, henset til det begrænsede antal møder og deltagere, det begrænsede omfang af overtrædelsens råparaffin-aspekt samt til sagsøgernes relativt lille markedsandel.

321. Hvad angår det påståede begrænsede antal møder, hvorunder spørgsmålet om råparaffin blev behandlet, skal det konstateres, at der er tale om et antal, der er en del større end de to møder, som sagsøgerne har medgivet fandt sted, som det fremgår af analysen i præmis 283-310 ovenfor. Endvidere har Kommissionen på tilstrækkelig vis godtgjort, at sagsøgerne deltog i råparaffin-aspektet af den komplekse, samlede og vedvarende overtrædelse, der er omhandlet i den anfægtede beslutning, i perioden den 30. oktober 1997 til den 12. maj 2004 (jf. præmis 312 ovenfor). Argumentet om det begrænsede antal møder vedrørende råparaffin må derfor forkastes.

322. Hvad angår det begrænsede omfang af overtrædelsens råparaffin-aspekt, for så vidt som den kun vedrører salg til tyske endelige kunder og Sasols påståede begrænsede markedsandel, bemærkes, at der allerede blev taget hensyn til disse oplysninger ved beregningen af bødens grundbeløb. Det var nemlig kun selskabet Sasols omsætning (som afspejler dens præcise markedsandel) fra salget til den omhandlede gruppe af kunder (som afspejler det begrænsede omfang af råparaffin-delen af overtrædelsen), der blev taget hensyn til ved beregningen af den værdi af afsætningen, på hvilken der efterfølgende blev anvendt en faktor på 15% under hensyn til overtrædelsens grovhed.

323. Følgelig må disse argumenter fra sagsøgerne forkastes.

324. For det fjerde har sagsøgerne påberåbt sig den omstændighed, at de ikke producerede råparaffin.

325. I denne forbindelse bemærkes, at de kunstigt høje priser på råparaffin ikke fandt anvendelse på krydsleverancer mellem deltagerne. På trods af den omstændighed, at Sasol ikke selv producerede råparaffin, kunne selskabet derfor nyde godt af overtrædelsens råparaffin-del, eftersom det kunne forsyne sig med råparaffin til en konkurrencedygtig pris og sælge den videre til tyske endelige kunder til de kunstigt høje priser, der var en følge af kartellet.

326. Dette argument må således også forkastes.

327. Følgelig tilsidesatte Kommissionen ikke proportionalitetsprincippet ved som multiplikationsfaktor at anvende en sats på 15% af værdien af afsætningen under hensyn til grovheden af overtrædelsens råparaffin-aspekt.

328. Henset til det ovenstående skal nærværende klagepunkt og følgelig det fjerde anbringendes tredje led forkastes.

Fjerde led om den manglende differentierede fastsættelse af bødens grundbeløb i forhold til de forskellige perioder for de forskellige selskabers deltagelse i kartellet

329. Sagsøgerne har anført, at Kommissionen, såfremt forskellige adressater idømmes bøder for forskellige perioder af overtrædelsen, ifølge dens beslutningspraksis skal fastsætte grundbeløbet for den bøde, der skal pålægges, ved at dividere den del af grundbeløbet, der er beregnet på grundlag af afsætningen, med antallet af forskellige perioder.

330. I det foreliggende tilfælde anvendte Kommissionen imidlertid under hensyn til overtrædelsens varighed dels en faktor på 13 over for Sasol Wax for hele perioden for overtrædelsen, dels en faktor på 10 for de perioder, for hvilke alle sagsøgerne blev anset for solidarisk ansvarlige, idet der samtidigt blev taget hensyn til den samme værdi af afsætningen for de forskellige perioder.

331. Kommissionen fulgte denne fremgangsmåde uden at have forklaret hvorfor en korrekt anvendelse af EU’s konkurrenceregler krævede en særlig streng sanktion mod en sydafrikansk gruppe virksomheder for en periode, hvori der blev begået en overtrædelse, hvorunder den pågældende koncern slet ikke var til stede i Europa, i det foreliggende tilfælde under Schümann-perioden, eller kun var til stede gennem et joint venture, i det foreliggende tilfælde under joint venture-perioden, hvorimod Kommissionen ikke så nogen grund til at pålægge Vara – HOS tidligere moderselskab, som var indehaver af en tredjedel af kapitalen i Schümann Sasol – en sanktion.

332. Hermed tilsidesatte Kommissionen princippet om forbuddet mod urimeligt store bøder og princippet om individuelle straffe.

333. Indledningsvis bemærkes, at ifølge punkt 6 i retningslinjerne af 2006 anses værdien af den afsætning, overtrædelsen omfatter, kombineret med overtrædelsens varighed for i tilstrækkelig grad at afspejle både overtrædelsens og de enkelte deltagende virksomheders økonomiske betydning. Endvidere følger det af de pågældende retningslinjers punkt 13, at Kommissionen med henblik på at fastsætte bødens grundbeløb anvender værdien af virksomhedens afsætning af varer eller tjenester, som er direkte eller indirekte forbundet med overtrædelsen, i det relevante geografiske område inden for EØS.

334. I det omfang der med henblik på fastlæggelsen af forholdet mellem de bøder, som skal pålægges virksomheder, som har medvirket i samme overtrædelse, skal tages udgangspunkt i omsætningen, er det nødvendigt ifølge retspraksis at afgrænse den periode, som skal lægges til grund, således at de fremkomne tal er så sammenlignelige som muligt. Det følger heraf, at en bestemt virksomhed ikke kan kræve, at Kommissionen i forhold til den baserer sig på en anden periode end den, der generelt anvendes, medmindre virksomheden godtgør, at dens omsætning i sidstnævnte periode som følge af dens særlige forhold hverken er udtryk for dens faktiske størrelse, dens økonomiske betydning eller omfanget af den overtrædelse, den har begået (Rettens dom af 14.5.1998, sag T-319/94, Fiskeby Board mod Kommissionen, Sml. II, s. 1331, præmis 42, og af 30.9.2009, sag T-175/05, Akzo Nobel m.fl. mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 142).

335. I 634. betragtning til den anfægtede beslutning anførte Kommissionen, at den anerkendte, at 2004 som følge af udvidelsen af Unionen i maj var et usædvanligt år, og at den anså det for hensigtsmæssigt ikke at anvende værdien af den afsætning, der blev foretaget i 2004 som eneste beregningsgrundlag for bøden, men at anvende de sidste regnskabsår for virksomhedens deltagelse i overtrædelsen.

336. I forhold til det væsentligste aspekt og det andet aspekt af overtrædelsen vedrørende paraffinvoks anvendte Kommissionen gennemsnittet af værdien af Sasols afsætning af paraffinvoks i årene 2002-2004. Den kom således frem til et beløb på 167 326 016 EUR. Hvad angår det tredje aspekt vedrørende råparaffin anvendte den gennemsnittet af Sasols afsætning i regnskabsårene 2001-2003. Den lagde således et beløb på 5 404 922 EUR til grund for råparaffin.

337. Først skal der foretages en undersøgelse af sagsøgernes argumenter set fra situationen for Sasol Wax’ synsvinkel.

338. Sagsøgerne har gjort gældende, at den del af bøden, for hvilken alene Sasol Wax blev holdt ansvarlig, beløber sig til 67,5 mio. EUR, hvilket udgør ca. 22% af omsætningen for 2007. En bøde af en sådan størrelse kan ødelægge Sasol Wax finansielt, medmindre Sasolkoncernen frivilligt påtager sig at bære bøden i mangel af nogen som helst skyld eller noget ansvar for så vidt angår Schümann-perioden.

339. For så vidt som dette argument vedrører bødens loft, henvises der til analysen af det sjette anbringende.

340. Det skal i øvrigt bemærkes, at sagsøgerne ikke har fremført noget argument, der tilsigter at godtgøre, at værdien af den afsætning, der tjente som grundlag for beregningen af grundbeløbet for den bøde, der blev pålagt Sasol, hverken på passende vis afspejlede den økonomiske betydning af den overtrædelse, som selskabet havde begået eller dets relative vægt i kartellet i henhold til retningslinjerne af 2006 og til den retspraksis, der er nævnt i præmis 334 ovenfor.

341. Tilsvarende har sagsøgerne ikke bestridt, at Sasol Wax er ansvarlig for HOS og Schümann Sasols overtrædelseshandlinger, for så vidt som selskabet indtrådte som den retlige efterfølger for de tidligere selskaber, der deltog direkte i kartellet.

342. Det skal bemærkes, at det følger af retspraksis, at i forbindelse med beregningen af bøder pålagt efter artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 ligger en differentieret behandling af de pågældende virksomhe der inden for Kommissionens beføjelser efter denne bestemmelse. Inden for rammerne af Kommissionens skønsbeføjelse er den nemlig forpligtet til at pålægge individuelle sanktioner i forhold til de omhandlede virksomheders adfærd og kendetegn med henblik på at sikre Unionens konkurrencereglers effektivitet i hvert enkelt tilfælde (jf. Domstolens dom af 7.6.2007, sag C-76/06 P, Britannia Alloys & Chemicals mod Kommissionen, Sml. I, s. 4405, præmis 44 og den deri nævnte retspraksis). Sagsøgerne har imidlertid ikke påberåbt sig nogen retsregel, der forpligter Kommissionen til at individualisere værdien af en afsætning inden for en gruppe.

343. Det må følgelig fastslås, at sagsøgerne ikke har godtgjort, at Kommissionen begik nogen fejl ved at anvende gennemsnittet af værdien af virksomheden Sasols afsætning i perioden 2002-2004 til at beregne grundbeløbet for den bøde, der blev pålagt hvert af koncernens selskaber for hele perioden for dens deltagelse i de aspekter af overtrædelsen, som vedrørte paraffinvoks, dvs. perioden fra den 3. september 1992 til den 28. april 2005.

344. Af de samme grunde har sagsøgerne heller ikke godtgjort, at Kommissionen begik nogen fejl ved at anvende gennemsnittet af værdien af virksomheden Sasols afsætning i perioden 2001-2003 til at beregne grundbeløbet for den bøde, der blev pålagt hvert af koncernens selskaber for hele perioden for dens deltagelse i de aspekter af overtrædelsen, der vedrørte råparaffin, dvs. perioden fra den 30. oktober 1997 til den 12. maj 2004.

345. Hvad angår Sasolkoncernens behov for ud fra en økonomisk synsvinkel at påtage sig at betale den del af den bøde, der blev pålagt Sasol Wax, som oversteg 10% af selskabets omsætning, er Retten af den opfattelse, at dette spørgsmål ikke henhører under beregningen af grundbeløbet for bøden, men snarere under den undersøgelse, der skal foretages inden for rammerne af det sjette anbringende.

346. Sagsøgernes argument må derfor forkastes uden at resultatet af undersøgelsen af det sjette anbringende berøres heraf.

347. For det andet skal det bemærkes, at pålæggelsen i forhold til Schümann Sasol International af ansvaret for Schümann Sasols handlinger i joint venture-perioden, må stadfæstes som følge af anvendelsen af formodningen om moderselskabets udøvelse af afgørende indflydelse på sit helejede datterselskabs adfærd, som ikke er blevet afkræftet af sagsøgerne.

348. Endvidere har sagsøgerne ikke anfægtet, at Schümann Sasol Internationals ansvar blev pålagt Sasol Wax International som følge af en retssuccession mellem to juridiske personer.

349. Det må følgelig lægges til grund, at sagsøgerne ikke har godtgjort, at Kommissionen fejlagtigt anvendte den samme værdi af afsætningen for Sasol Wax og for dets eneste moderselskab Sasol Wax International.

350. For det tredje bemærkes, at det første anbringende blev taget til følge, og den anfægtede beslutning blev annulleret for så vidt angår pålæggelsen af ansvaret i forhold til Sasol Holding in Germany og Sasol Ltd for Schümann Sasols handlinger i joint venture-perioden (jf. præmis 127 ovenfor). Spørgsmålet om den påståede ulovlighed som følge af den anvendte værdi af afsætningen til beregningen af bøden, som blev pålagt disse sidstnævnte for joint venture-perioden, er således ikke længere relevant.

351. Hvad i øvrigt angår Sasol-perioden, under hvilken den samlede kapital i Sasol Wax var ejet indirekte af Sasol Holding in Germany og af Sasol Ltd, var der ingen retsregler, der var til hinder for, at Kommissionen anvendte den samme værdi af afsætningen til beregning af den bøde, der blev pålagt det datterselskab, der var direkte impliceret i overtrædelsen, og dets moderselskaber.

352. Henset til samtlige ovenstående bemærkninger finder Retten, at Kommissionen ikke i forbindelse med fastlæggelsen af værdien af afsætningen tilsidesatte princippet om forbuddet mod urimeligt store bøder og princippet om individuelle straffe. Det fjerde anbringendes fjerde led må derfor forkastes, og følgelig må det fjerde anbringende forkastes i sin helhed, uden at de virkninger, der er knyttet til det forhold, at det første og det sjette anbringende tages til følge, berøres heraf.

5. Det femte anbringende om den fejlagtige fastslåelse af, at Sasol havde en ledende rolle

353. Sagsøgerne har gjort gældende, at Kommissionen begik en retlig fejl og anlagde et urigtigt skøn vedrørende beviserne, for så vidt som den fastslog, at den del af bøden vedrørende paraffinvoks, der skulle pålægges Sasol, skulle forhøjes med 50% (dvs. med 210 mio. EUR) med den begrundelse, at Sasol spillede en ledende rolle i kartellet på området for paraffinvoks.

Den anfægtede beslutning

354. Kommissionen fremkom med sin konklusion for så vidt angår Sasols ledende rolle i 681.-686. betragtning til den anfægtede beslutning:

»[…]

(681) [Punkt] 28 i retningslinjerne af 2006 bestemmer med hensyn til bødeberegningen, at: »Bødens grundbeløb kan forhøjes, når Kommissionen fastslår, at der foreligger skærpende omstændigheder, f.eks.: […] har spillet en førende rolle eller har tilskyndet til overtrædelsen […]« I klagepunktsmeddelelsen [anførte] Kommissionen, at den »var særligt opmærksom på den hovedrolle, som Sasol havde kunnet spille, som det fremgår af de omstændigheder, der er beskrevet ovenfor«. I sit svar på klagepunktsmeddelelsen bestrider Sasol at have spillet en sådan ledende rolle. Sasol har gjort gældende, at selskabet kun spillede en ledende rolle for så vidt angår den tekniske del af møderne som følge af selskabets større kendskab til virksomheden; endvidere var Sasol, som var afhængig af forsyninger fra sine konkurrenter, ikke i stand til at lede kartellet, selv om selskabet har medgivet at have indledt drøftelser om priser; selv om HOS, der var lille af størrelse i relation til omsætning sammenlignet med dets konkurrenter, havde kunnet spille en ledende rolle, blev dets indflydelse svækket med tiden. Endelig har Sasol påstået, at selskabets ledende rolle ikke afspejles af de beviser, der er til rådighed. Sasol synes at antyde, at Total og ExxonMobil spillede en ledende rolle i visse perioder og/eller i forhold til visse aspekter af overtrædelsen.

(682) Sasols argumenter kan ikke tiltrædes. De beviser, der er nævnt i kapitel 4, viser, at:

1) Sasol indkaldte til næsten alle tekniske møder, fremsendte invitationer og satte dagsordenerne og arrangerede mange af møderne ved at reservere hotelværelser, leje mødesale og arrangerede middage

2) Sasol ledede de tekniske møder og indledte og organiserede drøftelserne af priser

3) Sasol etablerede i det mindste lejlighedsvis bilaterale kontakter i forlængelse af de tekniske møder

4) Sasol repræsenterede i hvert fald ved en enkelt lejlighed en af de andre omhandlede virksomheder (129. betragtning).

(683) Argumentet om, at Sasol udelukkende indkaldte, arrangerede og ledede den tekniske del af de tekniske møder, kan ikke tiltrædes. Der er intet, der indikerer, at Sasol opgav sin ledende rolle, når drøftelserne på de tekniske møder blev afløst af konkurrencebegrænsende spørgsmål, der var en integrerende del af disse tekniske møder, og Sasol har selv medgivet at have indledt drøftelser om priser. Ingen af notaterne fra dengang indikerer en ændring i struktur mellem mødernes to dele. Kommissionen er under alle omstændigheder af den opfattelse, at de to dele af møderne var tæt forbundne, og at det ikke er muligt at foretage en klar sondring mellem de to. Endelig opfattede de to øvrige deltagere Sasol som spillende en ledende rolle i kartellet. Dette fremgår bl.a. af en e-mail, der blev afsendt af ExxonMobils repræsentant (jf. 600. betragtning) med henblik på at bringe sin deltagelse i kartellet til ophør. Der er ikke noget, der indikerer, at Sasol på noget tidspunkt søgte at give de øvrige deltagere et andet indtryk for så vidt angår dets ledende rolle i kartellet. Den omstændighed, at Sasol var afhængig af de andre selskaber med hensyn til forsyninger, udelukker ikke, at selskabet spillede en ledende rolle i kartellet. Henset til Sasols status som markedsleder på markedet for paraffinvoks er afhængigheden af forsyningerne kun et aspekt ved situationen, idet de øvrige aspekter er, at Sasol i et vist omfang var i stand til at påvirke markedet for paraffinvoks, og at selskabet udgjorde en vægtig køber. Selv om Sasol og dets forgængere kan forekomme lille af størrelse i forhold til de øvrige adressater for denne beslutning i relation til omsætning, må det ikke glemmes, at der er tale om den vigtigste aktør på markedet for paraffinvoks med hensyn til værdien af afsætningen. Den omstændighed, at den omhandlede virksomhed var økonomisk uafhængig af sine konkurrenter, eller at den var i stand til at udøve pression på dem, udgør endvidere ikke en forudgående betingelse for, at det kan fastslås, at der forelå en ledende rolle. Der er ikke til fastslåelse af, at der foreligger en rolle som leder i henhold til retspraksis, krav om, at denne dikterer de andres adfærd. Kommissionen finder følgelig ikke, at denne ledende rolle kan udelukkes på grundlag af uddrag af de erklæringer, som Sasol har nævnt.

(684) Eftersom Sasols ledende rolle ikke har kunnet fastslås for råparaffin, konkluderer Kommissionen, at den skærpende omstændighed, at selskabet spillede en ledende rolle, kun kan anvendes på de øvrige produkter, som overtrædelsen vedrører.

(685) For så vidt som Sasol antyder, at de øvrige virksomheder, henset til visse perioder af eller visse aspekter af overtrædelsen, skal Kommissionen bemærke, at disse påstande ikke er støttet på beviser og af denne grund ikke kan tages i betragtning.

(686) På baggrund af det ovenstående må grundbeløbet for Sasols bøde forhøjes med 50% af den del af grundbeløbet, der er støttet på Sasols afsætning af fuldt raffineret paraffinvoks, semiraffineret paraffinvoks, voksblandinger/specialiteter, hydrogeneret voks og hårdparaffinvoks.«

Relevant retspraksis

355. Det følger af fast retspraksis, at når en overtrædelse er blevet begået af flere virksomheder, skal der i forbindelse med fastsættelsen af bøderne foretages en vurdering af de enkelte virksomheders rolle i overtrædelsen i den periode, de deltog heri (dommen i sagen Kommissionen mod Anic Partecipazioni, nævnt i præmis 252 ovenfor, præmis 150). Det følger bl.a. heraf, at en eller flere virksomheders rolle som kartellets »hovedmænd« (leder) skal tages i betragtning ved beregningen af bøden, eftersom disse virksomheder på grund af deres rolle bærer et særligt ansvar i forhold til de øvrige virksomheder (Domstolens dom af 16.11.2000, sag C-298/98 P, Finnboard mod Kommissionen, Sml. I, s. 10157, præmis 45).

356. I overensstemmelse med disse principper opstiller punkt 28 i retningslinjerne af 2006 under overskriften »skærpende omstændigheder« en ikke-udtømmende liste over omstændigheder, som kan medføre en forhøjelse af bødens grundbeløb, herunder hvis en virksomhed har spillet en førende rolle eller har tilskyndet til overtrædelsen (jf. analogt Rettens dom af 15.3.2006, sag T-15/02, BASF mod Kommissionen, Sml. II, s. 497, præmis 280-282, og af 27.9.2012, sag T-343/06, Shell Petroleum m.fl. mod Kommissionen, præmis 197).

357. For at blive kvalificeret som leder af et kartel skal en virksomhed have været en væsentlig drivende kraft bag kartellet eller have haft et særligt og konkret ansvar for dettes funktion. Denne omstændighed bør vurderes ud fra den foreliggende sags kontekst i sin helhed. Denne omstændighed kan bl.a. udledes deraf, at virksomheden gennem ad hoc-initiativer spontant har givet kartellet en fundamental drivkraft, eller af en flerhed af indicier, som afslører virksomhedens offervilje i forhold til at sikre kartellets stabilitet og succes (dommen i sagen BASF mod Kommissionen, nævnt i præmis 356 ovenfor, præmis 299, 300, 351, 370-375 og 427, og dommen i sagen Shell Petroleum m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 356 ovenfor, præmis 198).

358. Det samme er tilfældet, når virksomheden har deltaget i møder om kartellet på vegne af en anden virksomhed, der ikke selv deltog, og efterfølgende meddeler sidstnævnte virksomhed resultatet af de nævnte møder. Tilsvarende er dette også tilfældet, når det godtgøres, at den pågældende virksomhed har spillet en central rolle i kartellets egentlige funktion, eksempelvis ved at organisere en række møder, ved at samle og formidle oplysninger inden for kartellet eller ved hyppigst at være den, der fremsætter forslag vedrørende kartellets funktion (dommen i sagen BASF mod Kommissionen, nævnt i præmis 356 ovenfor, præmis 400, 439 og 461, og dommen i sagen Shell Petroleum m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 356 ovenfor, præmis 199). Til fastslåelse af, at der foreligger en sådan central rolle, er det ligeledes relevant, om møderne er blevet ledet som formand, og om der er blevet taget initiativ til at oprette et kartel eller til at få en ny deltager til at tilslutte sig kartellet (jf. i denne retning Rettens dom af 8.9.2010, sag T-29/05, Deltafina mod Kommissionen, Sml. II, s. 4077, præmis 333 og 335).

359. Det er derimod ikke en nødvendig forudsætning for at anse en virksomhed for leder af et kartel, at den udøver pression over for de øvrige karteldeltagere eller endog dikterer deres adfærd. En virksomheds position på markedet eller de ressourcer, den råder over, kan heller ikke udgøre indicier for en rolle som leder af overtrædelsen, uanset at de er en del af den kontekst, i forhold til hvilken sådanne indicier skal vurderes (Rettens dom af 27.9.2012, sag T-357/06, Koninklijke Wegenbouw Stevin mod Kommissionen, præmis 286, og dommen i sagen Shell Petroleum m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 356 ovenfor, præmis 201; jf. ligeledes i denne retning dommen i sagen BASF mod Kommissionen, nævnt i præmis 356 ovenfor, præmis 299 og 374).

360. Endelig påhviler det ifølge retspraksis, henset til de væsentlige konsekvenser for så vidt angår størrelsen af den bøde, der pålægges kartellederen, Kommissionen i klagepunktsmeddelelsen at angive de elementer, den finder relevante med henblik på at gøre den tiltalte virksomhed, som kan kvalificeres som kartelleder, i stand til at besvare et sådant klagepunkt. Imidlertid kan det ikke kræves, at Kommissionen allerede på dette tidspunkt foretager en juridisk kvalificering af de elementer, den lægger til grund i sin endelige beslutning for at kvalificere en virksomhed som kartelleder, da en sådan meddelelse forbliver en etape i vedtagelsen af den endelige beslutning og derfor ikke er et udtryk for Kommissionens endelige stillingtagen (Domstolens dom af 9.7.2009, sag C-511/06 P, Archer Daniels Midland mod Kommissionen, Sml. I, s. 5843, præmis 70 og 71).

361. Endelig bemærkes, at de dele af dokumenterne og erklæringerne, der i givet fald ikke blev udtrykkeligt nævnt af Kommissionen hverken i den anfægtede beslutning eller i klagepunktsmeddelelsen, ikke desto mindre kan tages i betragtning af Retten inden for rammerne af dens fulde prøvelsesret, forudsat at de pågældende dokumenter og erklæringer er blevet gjort tilgængelige for sagsøgerne under den administrative procedure efter klagepunktsmeddelelsen (Domstolens dom af 16.11.2000, sag C-279/98 P, SCA Holding mod Kommissionen, Sml. I, s. 10101, præmis 55; jf. i denne retning dommen i sagen BASF-Kommissionen, nævnt i præmis 356 ovenfor, præmis 354, og dommen i sagen Shell Petroleum m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 356 ovenfor, præmis 176).

Overholdelsen af begrundelsespligten vedrørende konstateringen af Sasols ledende rolle

362. Sagsøgerne er af den opfattelse, at Kommissionen ikke tilstrækkeligt har begrundet sin konstatering af, at Sasol spillede en ledende rolle i kartellet.

363. Det skal i denne forbindelse bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at en individuel afgørelses begrundelse klart og utvetydigt skal angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt den anfægtede retsakt, har lagt til grund, således at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, og således at den kompetente ret kan udøve sin prøvelsesret. Det nærmere indhold af begrundelseskravet skal fastlægges i lyset af den konkrete sags omstændigheder. Det kræves ikke, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige momenter, da spørgsmålet, om en beslutnings begrundelse opfylder kravene efter artikel 253 EF, ikke blot skal vurderes i forhold til denne retsakts ordlyd, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område (jf. Domstolens dom af 2.4.1998, sag C-367/95 P, Kommissionen mod Staal og Brink’s France, Sml. I, s. 1719, præmis 63 og den deri nævnte retspraksis).

364. I det foreliggende tilfælde skal det fastslås, at Kommissionen i 681.-686. betragtning tilstrækkeligt præcist anførte de forhold, den støttede sig på for at kvalificere Sasol som leder for det aspekt af overtrædelsen, der vedrørte paraffinvoks. Kommissionen fremførte nemlig de faktiske omstændigheder, den anså for relevante i denne forbindelse, og specificerede de dokumenter, der støttede disse faktuelle konstateringer.

365. Følgelig må klagepunktet om manglende begrundelse forkastes som ugrundet.

Realitetsbedømmelsen af de oplysninger, som Kommissionen indsamlede til støtte for sin konklusion om, at Sasol havde en ledende rolle

366. Indledningsvis er sagsøgerne af den opfattelse, at de oplysninger; der er indsamlet i den anfægtede beslutning, ikke kan støtte konklusionen om, at Sasol var kartellets leder, således at Kommissionen anlagde et urigtigt skøn og begik en retlig fejl i denne forbindelse.

367. For det første skal der foretages en undersøgelse af de oplysninger, der figurerer i 682. betragtning til den anfægtede beslutning, hvorefter Sasol indkaldte til næsten samtlige tekniske møder, afsendte invitationer og satte dagsordenen for de pågældende møder og arrangerede mange af møderne ved at reservere hotelværelser, leje mødesale og arrangere middage, og ifølge hvilke selskabet ledede disse møder og indledte drøftelser om priser.

368. Sagsøgerne har ikke anfægtet rigtigheden af de ovennævnte faktiske omstændigheder.

369. De har imidlertid gjort gældende, at Sasol ikke satte dagsordenen vedrørende drøftelserne om kartellet, men udelukkende for den tekniske del. Endvidere blev datoerne og stederne for »Blauer Salon«-møderne ikke fastlagt ensidigt af Sasol, men blev besluttet af samtlige deltagere.

370. Endvidere hverken arrangerede eller strukturerede Sasol på nogen måde drøftelserne om priserne hos kartellets deltagere. Efter at have ledet den tekniske del af mødet indledte Sasol generelt en drøftelse af priser, men fastsættelse af priser blev dernæst drøftet åbent, og afgørelserne herom blev truffet af samtlige deltagere i form af en åben »bordrunde«. Der er intet, der indikerer, at Sasol udøvede den mindste pression på nogle af de øvrige deltagere med henblik på at få drøftelserne til at føre til et bestemt resultat.

371. Retten er af den opfattelse, at de argumenter, som sagsøgerne har fremført, ikke kan svække betydningen af den omstændighed, at det var Sasol, der indkaldte til næsten samtlige de tekniske møder, afsendte invitationerne til deltagerne, reserverede hotelværelser, lejede mødesale og arrangerede middage. Disse oplysninger viser, at Sasol var arrangør af de konkurrencebegrænsende møder set fra en praktisk synsvinkel.

372. Endvidere har den omstændighed, at Sasol afsendte invitationer, en særlig betydning, som går ud over betydningen af den praktiske organisering, henset til, at når visse deltagere var fraværende fra et eller flere successive tekniske møder og således ikke var blevet bekendt med sted og dato på stedet for det kommende tekniske møde, kunne de deltage i de efterfølgende møder på invitation fra Sasol.

373. Tilsvarende er den omstændighed, at Sasol satte dagsordenen for i hvert fald den tekniske og lovlige del af drøftelserne, et indicium for en særlig førende stilling blandt deltagerne i de tekniske møder, der kunne forstærke den autoritet hos Sasol, som selskabet allerede havde som følge af dets egenskab som største producent af paraffinvoks i EØS med en markedsandel på 22,4% i 2004.

374. Endvidere er den omstændighed, at det generelt var Sasol, der indledte drøftelserne om priser, ligeledes af betydning, eftersom det således generelt var Sasol, der fik drejet legitime drøftelser af teknisk karakter henimod drøftelser af konkurrencebegrænsende karakter. Selv i mangel af indikationer på, at der var konkurrencebegrænsende drøftelser på den dagsorden, som Sasol satte – en naturlig konsekvens af kartellers illegale karakter – var det generelt Sasol, der bestemte, at der blandt de diskuterede emner skulle foretages konkurrencebegrænsende drøftelser. Endvidere fremgår det af sagsakterne, at det generelt var Sasol, der var den første til at annoncere den tiltænkte pris samt tidspunktet for indledningen af anvendelse af de nye priser over for kunderne.

375. Det skal i øvrigt bemærkes, at det ifølge den retspraksis, der er nævnt i præmis 359 ovenfor, ikke er en nødvendig forudsætning for at anse en virksomhed for leder i et kartel, at den udøver pression over for de øvrige karteldeltagere eller endog dikterer deres adfærd. Sagsøgerne kan følgelig ikke med føje gøre gældende, at Sasol ikke udøvede pression over for de øvrige deltagere under de tekniske møder.

376. For det andet har sagsøgerne ikke bestridt, at Sasol i det mindste ved en enkelt lejlighed repræsenterede en af de andre omhandlede virksomheder, nemlig Wintershall. Endvidere underrettede Sasol de øvrige karteldeltagere, hvis repræsentanter ikke havde kunnet deltage i et møde, om resultaterne af dette møde, som det fremgår af 103. betragtning til den anfægtede beslutning og punkt 185 i bilaget til den anfægtede beslutning for så vidt angår MOL, Eni og Repsol.

377. For det tredje har Kommissionen ligeledes i den 683. betragtning til den anfægtede beslutning anført, at de øvrige deltagere i de tekniske møder opfattede Sasol som spillende den ledende rolle i kartellet. Dette fremgår bl.a. af en e-mail, der blev afsendt af ExxonMobils repræsentant med henblik på at bringe selskabets deltagelse i kartellet til ophør.

378. Sagsøgerne er af den opfattelse, at de af Kommissionen indsamlede beviser ikke understøtter sidstnævntes konklusion om, at de øvrige deltagere opfattede Sasol som kartellets leder. ExxonMobils e-mail var blevet afsendt til Sasol, udelukkende fordi det var denne sidstnævnte, der havde afsendt den tidligere e-mail, som indeholdt dagsordenen for det foreslåede møde.

379. ExxonMobils e-mail blev behandlet i 600. betragtning til den anfægtede beslutning. Kommissionen fastslog følgende:

»ExxonMobil har erklæret, at det sidste møde, som en af dets repræsentanter deltog i, var det tekniske møde den 27. og 28. februar i München. Som svar på invitation fra [M.] fra Sasol til mødet […] af 15. januar 2004 anførte [Hu] fra ExxonMobil bl.a.: »Punkterne på dagsordenen synes at være af interesse for vores virksomhed. Som vi har forstået det, mødes denne gruppe af konkurrenter uden støtte fra en erhvervsorganisation og har derfor hverken struktur eller retlig status. Denne situation har vi problemer med, og vi vil gerne foreslå, at disse møder finder sted under ledelse af EWF, enten i det tekniske udvalg eller i et særskilt underudvalgsregi. ExxonMobil deltager ikke i dette møde i mangel af støtte fra en erhvervsorganisation med retlig status.«

380. Henset til denne e-mails sammenhæng skal Retten konstatere, at bemærkningen om møder »mellem konkurrenter […] uden støtte fra en erhvervsorganisation« antyder, at ExxonMobil ønskede at bringe sin deltagelse i kartellet til ophør, som Kommissionen i øvrigt med rette har fastslået. En anvendelse af en mere udtrykkelig sprogbrug ville ikke have været fornuftig, henset til den illegale karakter af kartellerne og til den bøderisiko, der følger af en udtrykkelig bemærkning om konkurrencebegrænsende handlinger i en e-mail.

381. Den omstændighed, at e-mailen kun blev sendt til Sasol og ikke til de øvrige deltagere, antyder uden rimelig tvivl, at ExxonMobil betragtede Sasol som kartellets leder.

382. Shells og Sasols erklæringer, som 107. betragtning til den anfægtede beslutning henviser til, indeholder lignende angivelser, for så vidt som de to virksomheder bekræftede, at møderne generelt blev arrangeret og ledet af Sasols repræsentant.

383. Følgelig må sagsøgernes argumenter i denne forbindelse forkastes, og Kommissionens konstatering om, at de øvrige deltagere opfattede Sasol som kartelles leder, må stadfæstes.

384. Henset til det ovenstående skal det fastslås, at Kommissionen indsamlede en række konvergerende beviser, der på grundlag af den relevante retspraksis begrunder konklusionen om, at Sasol var en væsentlig drivende kraft bag kartellet og havde et særligt og konkret ansvar for dettes funktion, således at Kommissionen gyldigt kunne fastslå, at selskabet var leder for de aspekter af kartellet, der vedrørte paraffinvoks.

385. Sagsøgerens øvrige argumenter kan ikke rejse tvivl om gyldigheden af denne konstatering.

386. For det første er den eneste forskel, der foreligger, mellem Sasol og de øvrige deltagere ifølge sagsøgerne den omstændighed, at Sasol arrangerede og ledede møderne, at selskabet oftere indledte diskussioner om priser og gennemførelse af de aftalte prisforhøjelser, og at selskabet generelt var det første til at gennemføre de priser, der blev aftalt med samtlige deltagere.

387. Det skal først fastslås, at den anfægtede beslutning ikke udelukkende er støttet på disse påstande, som det endvidere fremgår af undersøgelsen ovenfor.

388. Dernæst, og som Kommissionen med rette har gjort gældende, var der ingen anden virksomhed end Sasol, der sad inde med så mange oplysninger, der pegede på dets rolle som leder. Det fremgår nemlig af bilaget til den anfægtede beslutning, at der kun foreligger udtrykkelige beviser for møder, der blev arrangeret af de øvrige deltagere for 5 møder, i det foreliggende tilfælde 1 af MOL, 3 af Total og 1 af Shell ud af et samlet antal på 51, mens nogle invitationer og dagsordener, der blev fremsendt via e-mail, gør det muligt at tilskrive Sasol initiativet og arrangeringen af 11 møder.

389. Dette argument må følgelig forkastes.

390. For det andet har sagsøgerne gjort gældende, at Sasol ikke var i stand til at lede kartellet, eftersom selskabet var afhængig af de øvrige vertikalt integrerede deltagere i kartellet, hos hvilke det fik leveret råparaffin, paraffinvoks’ råvare.

391. Dette argument kan ikke tiltrædes. Sasols markedsandel på markedet for paraffinvoks i EØS var i 2004 på 22,4%, således at Sasol, som sagsøgerne har medgivet, var den væsentligste leverandør af paraffinvoks og »markedsleder«. Endvidere var selskabet en væsentlig aftager af råparaffin, eksempelvis efter eget udsagn den væsentligste aftager af råparaffin produceret af Shell og ExxonMobil. Selskabet havde således en stærk forhandlingsposition over for producenter af råparaffin som følge af sin købekraft. I øvrigt er den omstændighed, at Sasol ikke blev udsat for nogen pression med hensyn til råparaffinpriserne af de vertikalt integrerede producenter, tilstrækkeligt bevist af den omstændighed, at selv det videresalg af råparaffin, som selskabet foretog til de tyske endelige kunder, var en profitabel erhvervsvirksomhed. Det følger heraf, at Sasols handelsmæssige vægt blandt kartellets deltagere ikke blev påvirket af den omstændighed, at selskabet ikke var vertikalt integreret.

392. For det tredje er sagsøgerne af den opfattelse, at Kommissionen ikke gyldigt kunne fastslå, både at den konkurrencebegrænsende aftale eller praksis vedrørende råparaffin og paraffinvoks udgjorde en samlet og vedvarende overtrædelse, og at Sasols ledende rolle ikke kunne fastslås vedrørende råparaffin. Eftersom det ikke er muligt alene at lede et kartel delvist, anlagde Kommissionen i denne forbindelse et fejlagtigt skøn.

393. Som Kommissionen med rette har anført, er begreberne »samlet og vedvarende overtrædelse« og »ledende rolle i overtrædelsen« ikke støttet på de samme kriterier. Begrebet »samlet og vedvarende overtrædelse« er støttet på et samlet konkurrencebegrænsende formål, mens begrebet »ledende rolle i overtrædelsen« hviler på den omstændighed, at en virksomhed udgør en væsentlig drivkraft i kartellet.

394. Der er derfor ingen retsregler, der pålægger Kommissionen en forpligtelse til at godtgøre, at Sasols ledende rolle strakte sig til alle overtrædelsens aspekter. Tværtimod afspejler den omstændighed, at Kommissionen ikke lagde til grund, at Sasol havde en ledende rolle i det aspekt, der vedrørte råparaffin på trods af Sasols rolle som arrangør for så vidt angår de tekniske møder, hvorunder råparaffin ligeledes blev drøftet, en fair tilgang fra Kommissionens side.

395. Henset til det ovenstående skal det fastslås, at Kommissionen har fremlagt adskillige samstemmende beviser, der samlet set gør det muligt at fastslå, at Sasol udgjorde en betydelig drivkraft for kartellet.

396. Kommissionen anlagde derfor hverken et urigtigt skøn eller begik en retlig fejl ved på grundlag af en helhed af sammenhængende og indbyrdes samstemmende beviser at konkludere, at sagsøgeren påtog sig den førende rolle i kartellet på området for paraffinvoks.

397. Nærværende klagepunkt må derfor forkastes.

Den påståede for høje, uforholdsmæssige og diskriminerende forhøjelse med 50% af bødens grundbeløb under hensyn til rollen som leder

398. Sagsøgerne er af den opfattelse, at forhøjelsen af bødens grundbeløb med 210 mio. EUR er uretmæssigt høj og uforholdsmæssig. De har følgelig anmodet Retten om at annullere forhøjelsen med 50% eller i det mindste at foretage en betydelig nedsættelse af forhøjelsessatsen, så den på passende og proportional vis afspejler grovheden af den overtrædelse, som Sasol har begået i forhold til de overtrædelser, som kartellets øvrige deltagere har begået.

399. For det første udledte Kommissionen udelukkende sin konklusion om, at Sasol havde en angivelig ledende rolle af omstændigheder, der i et mindre omfang ligeledes vedrørte kartellets øvrige deltagere, således at der ikke forelå nogen kvalitativ forskel mellem Sasols og de øvrige deltageres bidrag. Kommissionen tilsidesatte derfor ligebehandlingsprincippet, for så vidt som den kun foreholdt disse omstændigheder over for Sasol og ikke over for kartellets øvrige deltagere.

400. Det skal som det følger af analysen i præmis 367-396 ovenfor bemærkes, at Kommissionen har godtgjort, at Sasol, henset til sin ledende rolle i kartellet, befandt sig i en anden situation end de øvrige deltagere. Det var muligt at komme frem til denne konklusion på baggrund af såvel kvantitative som kvalitative oplysninger, henset til, at visse former for adfærd, der indikerede en rolle som leder, kun gyldigt kunne foreholdes Sasol. Kommissionen kan under alle omstændigheder gyldigt differentiere grundbeløb for den bøde, der blev pålagt de forskellige deltagere, ved at tage hensyn til den særlige intensitet af en enkelt karteldeltagers arrangørvirksomhed.

401. Henset til Sasols særlige situation i forhold til de øvrige deltagere og på baggrund af den retspraksis, der er nævnt i præmis 181 ovenfor, har Kommissionen derfor ikke tilsidesat ligebehandlingsprincippet.

402. Sagsøgerne har for det andet fremført, at den overtrædelse, som Sasol har begået, ikke er så meget grovere end den overtrædelse, som de øvrige deltagere har begået, at den kan begrunde en forhøjelse af bøden med 50%. Sasols økonomiske formåen var endvidere mærkbart ringere end de øvrige karteldeltageres økonomiske formåen, således at selskabet allerede er meget hårdere ramt end kartellets øvrige deltagere.

403. Den forhøjelsessats på 50%, der blev tilføjet grundbeløbet, udgør 125% af Sasol Wax’ årlige afsætning af paraffinvoks i EØS. Dette svarer ligeledes til 75% af det samlede grundbeløb for de bøder, der blev pålagt alle de øvrige deltagere i kartellet, selv om Sasol Wax’ markedsandel er på ca. 25-30%.

404. Ifølge retspraksis skal bøden tilpasses under hensyn til den virkning, der tilstræbes over for den virksomhed, den pålægges, således at bøden – i overensstemmelse med de krav, der følger af, at den skal sikres effektivitet, og at proportionalitetsprincippet skal overholdes – ikke bliver ubetydelig eller tværtimod uforholdsmæssigt stor, navnlig i forhold til den pågældende virksomheds økonomiske kapacitet (Rettens dom i sagen Tribunal Degussa mod Kommissionen, nævnt i præmis 203 ovenfor, præmis 283, og af 18.6.2008, sag T-410/03, Hoechst mod Kommissionen, Sml. II, s. 881, præmis 379).

405. Ifølge den retspraksis, der er nævnt i præmis 316 ovenfor, medfører anvendelsen af proportionalitetsprincippet, at bøderne ikke må være uforholdsmæssige, set i forhold til de tilsigtede mål, dvs. i forhold til overholdelsen af de EU-retlige konkurrenceregler, og at størrelsen af den bøde, som pålægges en virksomhed, bør stå i rimeligt forhold til overtrædelsen, vurderet i sin helhed, idet der navnlig bør tages hensyn til overtrædelsens grovhed. Proportionalitetsprincippet indebærer særligt i denne sammenhæng, at Kommissionen skal udmåle bøden forholdsmæssigt i forhold til de elementer, der tages i betragtning ved vurderingen af overtrædelsens grovhed, og at den i denne henseende skal anvende disse elementer på en sammenhængende og objektivt berettiget måde.

406. Det skal i det foreliggende tilfælde bemærkes, at den omstændighed, at bødens grundbeløb udgør 125% af den årlige afsætning af paraffinvoks, der blev foretaget af Sasol Wax i EØS, i det væsentlige følger af den blotte omstændighed, at selskabet deltog i kartellet i 13 år, og at deltagelsens varighed er en multiplikator, der anvendes på værdien af afsætningen.

407. Tilsvarende kan den omstændighed, at forhøjelsen som følge af den ledende rolle, svarer til 75% af de bøder, der blev pålagt de øvrige af kartellets medlemmer, forklares af den omstændighed, at Sasol, der var markedsleder på området for paraffinvoks med en markedsandel på 22,4%, havde foretaget en afsætning af en værdi, der var langt højere end værdien af de øvrige deltageres afsætning.

408. Ingen af de sammenligninger, som sagsøgerne har foretaget, er derfor relevante ved en analyse af proportionaliteten af forhøjelsen af grundbeløbet med 50% som følge af rollen som leder af kartellet.

409. Retten har til gengæld allerede under omstændigheder, der er analoge med denne sags omstændigheder og under udøvelse af sin fulde prøvelsesret, bekræftet, at en forhøjelse med 50% af grundbeløbet for bøden på passende måde afspejlede den yderligere skadelige karakter af overtrædelsen, som fulgte af den ledende rolle i kartellet (dommen i sagen Koninklijke Wegenbouw Stevin mod Kommissionen, nævnt i præmis 359 ovenfor, præmis 302).

410. Det skal i øvrigt bemærkes, at forhøjelsen af grundbeløbet for bøden ikke vedrører spørgsmålet om den økonomiske formåen hos den virksomhed, der er blevet holdt ansvarlig for overtrædelsen. Det beregningskriterium, der er blevet anvendt, er loftet for det samlede beløb for bøden på 10% af virksomhedens årlige omsætning. De argumenter, som sagsøgerne har fremført herom, er derfor irrelevante.

411. Henset til omstændighederne i den foreliggende sag og til de oplysninger, som Kommissionen har indsamlet, som godtgør Sasols rolle som kartellets leder, skal det konkluderes, at Kommissionen ikke har tilsidesat proportionalitetsprincippet og ikke har foretaget en uforholdsmæssig forhøjelse af bødens grundbeløb ved at anvende en forhøjelse af grundbeløbet på 50% som følge af denne ledende rolle.

412. Følgelig må klagepunkterne om tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet og proportionalitetsprincippet forkastes.

413. På baggrund af samtlige foregående betragtninger må det femte anbringende forkastes i sin helhed.

6. Det syvende anbringende om undladelse af at indrømme Sasol fuldstændig fritagelse for så vidt angår visse dele af bøden

414. Sagsøgerne har gjort gældende, at Kommissionen har begået en retlig fejl og tilsidesat punkt 23 i samarbejdsmeddelelsen af 2002, for så vidt som den støttede den bøde, der skulle pålægges Sasol på adskillige oplysninger, der blev afgivet frivilligt af denne sidstnævnte, og som Kommissionen ikke var bekendt med inden Sasols erklæringer, og som havde en betydelig og direkte indvirkning på overtrædelsens grovhed og varighed.

415. I 741. betragtning til den anfægtede beslutning konkluderede Kommissionen, at de beviser, som Sasol havde leveret efter kontrolundersøgelserne ved to meddelelser, der blev indgivet i april og maj 2005 og i de bilag, der ledsagede dem, havde en betydelig merværdi som omhandlet i samarbejdsmeddelelsen af 2002, eftersom de styrkede Kommissionens evne til at godtgøre de faktiske omstændigheder, der var knyttet til kartellet.

416. Endvidere gjorde Kommissionen i 743. betragtning til den anfægtede beslutning gældende, at de første beviser, der havde en direkte indvirkning på fastlæggelsen af kartellets varighed, ikke blev leveret af Sasol, men blev opdaget under kontrolundersøgelserne, nemlig MOL’s notater og referaterne af »Blauer Salon«-møderne, og var indeholdt i Shells anmodning om fritagelse.

417. På dette grundlag anvendte Kommissionen ifølge 749. betragtning til den anfægtede beslutning en nedsættelse på 50% af den bøde, der blev pålagt Sasol, dvs. den maksimale nedsættelsessats, der i medfør af samarbejdsmeddelelsen af 2002 kan indrømmes en virksomhed, som ikke er den første virksomhed, der afslører, at der foreligger et kartel, hvilken virksomhed i det foreliggende tilfælde er Shell.

Første led vedrørende de tekniske møder før år 2000

418. Sagsøgerne har gjort gældende, at det ældste møde, der er nævnt af Shell i selskabets anmodning om bødenedsættelse, er det, der blev afholdt i Budapest den 3. og 4. februar 2000. Shells erklæring indeholdt intet konkret bevis med hensyn til de møder, der blev afholdt inden denne dato. Kommissionen skulle således have støttet sig på Sasols erklæringer for at godtgøre, at der blev afholdt visse møder, særligt for perioden fra 1995 til 2000.

419. Hvad angår MOL’s notater og referaterne af »Blauer Salon«-møderne, der blev fundet i forbindelse med kontrolundersøgelserne, og som altså udgjorde beviser, der lå forud for Sasols frivillige meddelelse, er sagsøgerne af den opfattelse, at disse kilder ikke dækker alle de møder, der er nævnt i Kommissionens beslutning, og at de oplysninger, der er givet med disse notater, for størstedelens vedkommende ikke var tilstrækkeligt udtrykkelige til at fastslå overtrædelsens varighed. Endvidere har sagsøgerne henvist til syv tekniske møder mellem 1996 og 2001, hvoraf de væsentligste oplysninger, såsom datoer, steder, deltagernes identitet og det konkurrencebegrænsende indhold, kun kunne fastslås af Kommissionen med den fornødne grad af sikkerhed takket være Sasols anmodning om bødenedsættelse.

420. Sagsøgerne er derfor af den opfattelse, at det var på grundlag af de oplysninger, som Sasol gav, at Kommissionen kunne føre tilstrækkeligt bevis for, at der forelå en overtrædelse mellem 1992 og 1999. De har følgelig anmodet Retten om at ændre den anfægtede beslutning og at indrømme dem fuld fritagelse for den del af bøden, der vedrører perioden 1992-1999.

421. Det skal fastslås, at sagsøgernes argumenter hverken understøttes af den anfægtede beslutnings indhold eller af de dokumenter, som er nævnt deri.

422. Hvad for det første angår perioden mellem det første møde i 1992 og det ottende, der blev afholdt den 27. januar 1995, rådede Kommissionen over oplysninger om kartellet, som stammede fra andre kilder end Sasols anmodning om bødenedsættelse, nemlig fra notater fra MOL og Sasols referater af »Blauer Salon«-møderne, der blev fundet i forbindelse med kontrolundersøgelserne. Der er tale om de tekniske møder den 3. og 4. september 1992 (126. betragtning til den anfægtede beslutning), den 26. marts 1993 (129. betragtning til den anfægtede beslutning), den 2. juni 1993 (130. betragtning til den anfægtede beslutning), den 25. oktober 1993 (131. betragtning til den anfægtede beslutning), den 24. juni 1994 (132. betragtning til den anfægtede beslutning), den 30. september 1994 (133. betragtning den anfægtede beslutning) og den 27. januar 1995 (134. betragtning til den anfægtede beslutning). Notaterne fra MOL og referaterne af »Blauer Salon«-møderne gav Kommissionen mulighed for at fastslå identiteten af deltagerne, datoerne og stedet for møderne og endog for størstedelens vedkommende indholdet af drøftelserne og deres konkurrencebegrænsende karakter.

423. For så vidt angår perioden mellem det 9. møde, der blev afholdt den 16. og 17. marts 1995, og det 29. møde, der blev afholdt den 27. og 28. oktober 1999, gjorde Sasols erklæringer kun Kommissionen bekendt med tre møder, nemlig mødet den 12. og 13. januar 1999 (150. betragtning til den anfægtede beslutning), den 2. og 3. marts 1999 (151. betragtning til den anfægtede beslutning) og den 23. og 24. september 1999 (155. betragtning til den anfægtede beslutning). Kommissionen kunne derimod fastslå, at der blev afholdt fire møder, et møde den 22. og 23. juni 1995 (136. betragtning til den anfægtede beslutning), et møde den 14. og 15. maj 1996 (140. betragtning til den anfægtede beslutning), et møde den 12. og 13. februar 1998 (146. betragtning til den anfægtede beslutning) og et møde den 8. og 9. juli 1999 (154. betragtning til den anfægtede beslutning), på grundlag af de notater fra MOL, der blev fundet i forbindelse med kontrolundersøgelserne. Kommissionen kunne endvidere rekonstruere indholdet af to af disse møder på grundlag af de beviser, der blev indhentet i forbindelse med kontrolundersøgelserne.

424. Det følger heraf, at de beviser, som Kommissionen rådede over inden indgivelsen af Sasols erklæringer, gjorde det muligt for Kommissionen at fastslå, at der forelå en overtrædelse i den periode, der lå forud for den 3. februar 2000. Sagsøgernes påstande er derfor ubegrundede.

425. For det andet kan sagsøgerne heller ikke påberåbe sig den brudstykkeagtige karakter af den information, der er indeholdt i MOL’s notater og i referaterne af »Blauer Salon«-møderne.

426. Det skal bemærkes, at MOL’s notater er håndskrevne notater, der var blevet udfærdiget under møderne af den person, som deltog i dem, og deres indhold er struktureret og forholdsvis detaljeret. De har derfor meget stor bevisværdi. Sasols referater af »Blauer Salon«-møderne er dokumenter, som hidrører fra perioden for overtrædelsen, og som er blevet udarbejdet in tempore non suspecto, nærmere bestemt kort tid efter det tekniske møde, som de henviser til. De har derfor stor bevisværdi.

427. Endvidere kan det ifølge den retspraksis, der er nævnt i præmis 230 ovenfor, ikke kræves af Kommissionen, henset til den illegale karakter af kartellerne, at den fremlægger dokumenter, der udtrykkeligt viser en ulovlig kontakt mellem de pågældende erhvervsdrivende. De brudstykkeagtige og spredte beviser, den har mulighed for at råde over, skal under alle omstændigheder kunne suppleres ved hjælp af følgeslutninger, der gør det muligt at rekonstruere relevante forhold. Den omstændighed, at der foreligger en konkurrencebegrænsende praksis eller aftale, skal derfor udledes ved en slutning ud fra et vist antal sammenfaldende omstændigheder og indicier, der, når de betragtes samlet og i mangel af en anden logisk forklaring, kan udgøre beviset for en tilsidesættelse af konkurrencereglerne.

428. De notater og referater, der er nævnt ovenfor, udgør en række af beviser, som Kommissionen med rette kunne lægge til grund for sin konstatering af, at kartellet allerede eksisterede mellem 1992 og 1999.

429. De to meddelelser fra Sasol lettede ganske vist Kommissionens arbejde derved, at de leverede supplerende beviser og afklaring med hensyn til de øvrige beviser, der var til rådighed. Dette bidrag er imidlertid på passende måde afspejlet ved den sats for nedsættelse af bøden på 50%, der blev indrømmet Sasol for selskabets samarbejde.

430. Det syvende anbringendes første led skal derfor forkastes.

Andet led om opdeling af markeder og kunder

431. Det bemærkes, at det følger af 653. betragtning til den anfægtede beslutning, at eftersom det var blevet fastslået, at ExxonMobil, MOL, Repsol, RWE, Sasol, Shell og Total ligeledes havde deltaget i opdeling af kunder og/eller markeder, blev den del af afsætningens værdi, der skulle tages i betragtning for disse virksomheder, fastsat til 18% i stedet for 17%, en sats, der blev anvendt på de virksomheder, der kun deltog i overtrædelsens første led.

432. Sagsøgerne har anført, at de oplysninger, som Shell leverede vedrørende dette spørgsmål inden deres erklæringer, viste sig at være brudstykkeagtige ifølge 741. betragtning til den anfægtede beslutning. Tilsvarende har de gjort gældende, at de detaljerede beviser vedrørende opdelingen af kunder og/eller markeder følger af Sasols erklæringer af 30. april 2005 og af 12. maj 2005.

433. Det er i denne forbindelse tilstrækkeligt at bemærke, at de oplysninger, der klart indikerede en opdeling af kunder i forbindelse med de tekniske møder, fandtes i MOL’s notater, der er nævnt i 145. og 147. betragtning til den anfægtede beslutning, i et referat fra Sasol, der er nævnt i 168. betragtning til den anfægtede beslutning, og i et notat fra Total, der er nævnt i 170. betragtning til samme beslutning. Disse beviser var blevet indhentet i forbindelse med kontrolundersøgelserne, dvs. inden Sasol indgav sine erklæringer.

434. Sagsøgernes påstand er følgelig ubegrundet.

435. Hvad angår den brudstykkeagtige karakter af oplysningerne i de pågældende notater er det tilstrækkeligt at henvise til betragtningerne i præmis 426 og 427 ovenfor.

436. På baggrund af det ovenstående må andet led forkastes, og følgelig må det syvende anbringende forkastes i sin helhed.

Udøvelsen af den fulde prøvelsesret og fastsættelsen af bødens endelige beløb

437. Det bemærkes, at legalitetsprøvelsen af de af Kommissionen vedtagne beslutninger suppleres af den fulde prøvelsesret, der tillægges Unionens retsinstanser i artikel 31 i forordning nr. 1/2003 i overensstemmelse med artikel 229 EF, nu artikel 261 TEUF. Som følge af denne kompetence har Unionens retsinstanser beføjelse til, ud over en simpel legalitetskontrol af sanktionen, at anlægge deres egen vurdering i stedet for Kommissionens og derfor ophæve, nedsætte eller forhøje den pålagte bøde eller tvangsbøde. Den i traktaterne omhandlede prøvelse indebærer følgelig, at Unionens retsinstanser i overensstemmelse med de krav, der følger af det princip om domstolsbeskyttelse, som er indeholdt i chartret om grundlæggende rettigheder, foretager en såvel retlig som faktisk prøvelse, og at de har beføjelse til at bedømme beviserne, annullere den anfægtede beslutning og ændre bødebeløbene (jf. i denne retning Domstolens dom af 8.2.2007, sag C-3/06 P, Groupe Danone mod Kommissionen, Sml. I, s. 1331, præmis 60-62, og Rettens dom af 21.10.2003, sag T-368/00, General Motors Nederland og Opel Nederland mod Kommissionen, Sml. II, s. 4491, præmis 181).

438. Det tilkommer derfor Retten inden for rammerne af sin fulde prøvelsesret, når den træffer sin afgørelse, at undersøge, om sagsøgerne er blevet pålagt en bøde, hvis størrelse afspejler den pågældende overtrædelses grovhed og varighed korrekt, således at bøderne er forholdsmæssige i forhold til kriterierne i artikel 23, stk. 3, i forordning nr. 1/2003 (jf. i denne retning Rettens dom af 11.3.1999, sag T-156/94, Aristrain mod Kommissionen, Sml. II, s. 645, præmis 584-586, og af 9.7.2003, sag T-220/00, Cheil Jedang mod Kommissionen, Sml. II, s. 2473, præmis 93).

439. Det skal imidlertid fastslås, at udøvelsen af den fulde prøvelsesret ikke svarer til en kontrol af egen drift, og bemærkes, at proceduren for Unionens retsinstanser er kontradiktorisk (Domstolens dom af 8.12.2011, sag C-386/10, Chalkor mod Kommissionen, Sml. I, s. 13085, præmis 64).

1. Det sjette anbringendes første led om det manglende særskilte loft for så vidt angår Schümann-perioden

440. Sagsøgerne har erindret om, at Sasol Ltd, Sasol Holding in Germany og Sasol Wax International ikke blev holdt ansvarlige for den del af bøden, der vedrørte Schümann-perioden (dvs. 67,5 mio. EUR), som svarer til 22% af omsætningen for Sasol Wax, det eneste selskab, der var ansvarligt for Schümann-perioden i sin egenskab af retssuccessor for HOS. Kommissionen undlod imidlertid med urette at fastslå og anvende det loft på 10%, der er fastsat i artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003, for så vidt angår Schümann-perioden.

441. Den bøde, der blev pålagt Sasol Wax for Schümann-perioden, er for høj og ville ødelægge selskabets økonomiske situation, medmindre Sasol Ltd frivilligt påtager sig at betale bøden, hvilket ville føre til, at selskabet indirekte ville bære ansvaret for Schümann-perioden.

442. Kommissionen har således tilsidesat artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 og princippet om individuelle straffe. Sagsøgerne har derfor nedlagt påstand om, at Retten annullerer den anfægtede beslutning, for så vidt som den pålægger Sasol Wax en bøde, der overstiger loftet på 10% af den omsætning, der blev foretaget i 2007 af Hans-Otto Schümann og den selskabskoncern, der var under hans kontrol. Under retsmødet anmodede sagsøgerne alternativt om en nedsættelse af denne del af bøden ved at lægge et loft over beløbet på 10% af Sasol Wax’ omsætning.

443. Kommissionen er af den opfattelse, at den ved beregningen af det loft på 10%, der er fastsat i artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003, skal tage hensyn til den økonomiske enhed, som den forelå på tidspunktet for vedtagelsen af den anfægtede beslutning, som det fremgår af retspraksis. I øvrigt har Kommissionen anført, at hverken Hans-Otto Schümann eller Vara er adressater for den anfægtede beslutning, og at den alene af denne grund ikke kan anvende loftet på 10% af deres omsætning.

444. Ifølge retspraksis omfatter loftet på 10% af omsætningen den pågældende virksomheds samlede omsætning, da alene denne omsætning angiver virksomhedens betydning og indflydelse på markedet (jf. dommen i sagen Cimenteries CBR m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 227 ovenfor, præmis 5022 og den deri nævnte retspraksis). Endvidere tilsigter det pågældende loft bl.a. at beskytte virksomhederne mod et for vidtgående bødeniveau, som kunne ødelægge deres økonomiske situation (Rettens dom i sagen Tokai II, nævnt i præmis 271 ovenfor, præmis 389, og af 13.7.2011, sag T-138/07, Schindler Holding m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 4819, præmis 193).

445. Det følger heraf, at det formål, der forfølges med indførelsen af loftet på 10%, kun kan gennemføres, såfremt dette loft først anvendes på hver separat adressat for den beslutning, hvorved bøden pålægges. Det er kun, hvis det efterfølgende viser sig, at flere adressater udgør virksomheden i den forstand, at det er den økonomiske enhed, der er ansvarlig for den sanktionerede overtrædelse, hvilket ydermere skal være på det tidspunkt, hvor denne beslutning blev vedtaget, at loftet kan beregnes på grundlag af denne virksomheds samlede omsætning, dvs. alle dele heraf sammenlagt. Hvis denne økonomiske enhed derimod er blevet brudt i mellemtiden, har hver af beslutningens adressater krav på, at det omhandlede loft anvendes på hver af dem isoleret set (Rettens dom i sagen Tokai II, nævnt i præmis 271 ovenfor, præmis 390, af 13.9.2010, sag T-26/06, Trioplast Wittenheim mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 113, og af 16.11.2011, sag T-54/06, Kendrion mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 92).

446. For det første er det i det foreliggende tilfælde ubestridt, at HOS, nu Sasol Wax, i Schümann-perioden for overtrædelsen ikke dannede en økonomisk enhed med Sasol Ltd, Sasol Holding in Germany og Sasol Wax International. På tidspunktet for vedtagelsen af den anfægtede beslutning dannede Sasol Wax imidlertid en økonomisk enhed med de øvrige sagsøgere.

447. For det andet skal det bemærkes, at de domme, som Kommissionen har påberåbt sig i sine skriftlige indlæg (Rettens dom i sagen HFB m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 33 ovenfor, præmis 528, af 8.7.2008, sag T-52/03, Knauf Gips mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 353, og Tokai II-dommen, nævnt i præmis 271 ovenfor, præmis 389), ikke vedrører situationer, i hvilke det direkte ansvarlige selskab i den periode, der omfatter overtrædelsen, endnu ikke dannede en økonomisk enhed med de moderselskaber, der ejede selskabets kapital på tidspunktet for vedtagelsen af beslutningen. De løsninger, der blev anvendt i de pågældende domme, kan derfor ikke direkte overføres en faktuel situation, der er forskellig på dette altafgørende punkt.

448. For det tredje skal det tilføjes, at en af de positive følger af reglerne om, at der skal ses bort fra en formel adskillelse mellem to selskaber og pålægges bøder solidarisk til det datterselskab og dets moderselskab, som danner den samme virksomhed (jf. præmis 31 og 36 ovenfor), er udelukkelsen af risikoen for, at et selskab kan undgå eller minimere bøder ved at koncentrere deres illegale aktiviteter i et datterselskab, der har en ubetydelig omsætning. Reglen om, at loftet for bøden skal fastlægges på baggrund af virksomhedens samlede omsætning, kan anses for at sikre et sådant resultat. Et sådant mål bringes dog ikke i fare af et differentieret loft for bøden for en overtrædelsesperiode, der ligger inden oprettelsen af en økonomisk enhed mellem det datterselskab, der deltager direkte i kartellet og det moderselskab, som ejer det på tidspunktet for vedtagelsen af Kommissionens beslutning, såfremt datterselskabets aktiver ikke omfordeles til andre juridiske enheder efter erhvervelsen af selskabet og efterfølgende efter afsløringen af kartellet.

449. For det fjerde har Kommissionen ikke bestridt sagsøgerens påstand om, at idet Sasol Wax ikke var i stand til at betale den del af bøden, der vedrørte Schümann-perioden, svarende til 22% af dets årlige omsætning, bør Sasol Ltd, holdingselskabet, betale en del af bøden i stedet for Sasol Wax, nemlig den del, der lå over loftet på 10%, som ikke skulle bæres af Sasol Wax.

450. For det femte skal det ligeledes understreges, at Sasol Wax International, Sasol Holding in Germany og Sasol Ltd i Schümann-perioden ikke kunne profitere af de ulovlige aktiviteter, eftersom de endnu ikke var indehavere af Sasol Wax.

451. For det sjette skal der tages hensyn til den omstændighed, at det solidariske ansvar for betaling af en bøde, der pålægges som følge af en overtrædelse af artikel 81 EF i de nationale retssystemer, giver hver enkelt af de involverede meddebitorer en ret til at anmode de øvrige om at bidrage til betaling af den del af bøden, som er blevet betalt i dennes navn (jf. i denne retning Domstolens dom af 11.4.2013, sag C-652/11 P, Mindo mod Kommissionen, præmis 36 og 37). I det foreliggende tilfælde har sagsøgerne netop gjort gældende, at der foreligger vanskeligheder med at gøre regres gældende mod Vara og Hans-Otto Schümann, da de ikke er idømt en bøde af Kommissionen uden at blive modsagt af Kommissionen på dette punkt.

452. Den forskelsbehandling, som Kommissionen har foretaget (jf. præmis 187 og 197 ovenfor), sammenholdt med det manglende særskilte loft for den del af bøden, der vedrører Schümann-perioden, kan forøge det økonomiske ansvar for Sasol Wax International, Sasol Holding in Germany og Sasol Ltd for den overtrædelse, der blev begået af HOS. Den del af bøden, der overstiger 10% af Sasol Wax’ omsætning, skal nemlig bæres af selskabets moderselskaber, mens det forhold, at Vara og Hans-Otto Schümann ikke blev holdt solidarisk ansvarlige, kan påvirke den endelige fordeling af bødebeløbet ved de nationale domstole til skade for sagsøgerne og navnlig til skade for Sasols nuværende tre moderselskaber.

453. Henset til samtlige ovenstående betragtninger finder Retten, at det under sagens særlige omstændigheder er hensigtsmæssigt at lægge et loft over den del af bøden, der blev pålagt Sasol Wax for den overtrædelse, der blev begået i Schümann-perioden på 10% af selskabets omsætning i 2007. Idet denne omsætning beløb sig til 308 600 000 EUR, fastsættes den del af bøden, der skal pålægges Sasol Wax for denne periode, til 30 860 000 EUR.

454. Den således fastsatte del af bøden berører ikke Kommissionens efterfølgende bedømmelse af denne doms virkninger i denne henseende.

2. Det sjette anbringendes andet led om det manglende særskilte loft for så vidt angår joint venture-perioden, sammenholdt med det forhold, at det første anbringende blev taget til følge

455. Sagsøgerne har gjort gældende, at Sasol Holding in Germany og Sasol Ltd ikke kunne tillægges ansvaret for joint venture-perioden og Sasol-perioden. Det følger heraf, at der for den del af bøden, der vedrører disse perioder, skulle have været lagt et loft på 10% af Sasol Wax’ omsætning eller i tilfælde af, at Retten finder, at Sasol Wax og Sasol Wax International dannede en samlet økonomisk enhed i disse respektive perioder, på 10% af Sasol Wax Internationals omsætning i 2007.

456. Som det fremgår af undersøgelsen af det andet anbringende, må den anfægtede beslutning stadfæstes, for så vidt som Kommissionen lagde til grund, at der forelå en økonomisk enhed mellem Schümann Sasol og Schümann Sasol International samt mellem deres efterfølgere Sasol Wax og Sasol Wax International.

457. Det skal imidlertid bemærkes, at den anfægtede beslutning på grundlag af de afsluttende konklusioner vedrørende det første anbringende skal ændres, for så vidt som Kommissionen tillagde Sasol Holding in Germany og Sasol Ltd ansvaret for den overtrædelse, som den samlede økonomiske enhed, der udgjordes af Schümann Sasol og Schümann Sasol International, havde begået.

458. For det første skal det bemærkes, at den del af den bøde, der blev pålagt Sasol Wax og Sasol Wax International, som vedrørte joint venture-perioden (179 657 803 EUR), langt oversteg 10% af Sasol Wax Internationals omsætning (480 800 000 EUR i 2007).

459. For det andet har Kommissionen ikke bestridt sagsøgernes påstand om, at eftersom Sasol Wax International ikke var i stand til at betale hele den bøde, der vedrørte joint venture-perioden, skulle Sasol Ltd, holdingselskabet, betale en del af bøden, nemlig den del, der lå ud over loftet på 10%, som ikke skal bæres af Sasol Wax International.

460. For det tredje skal det fastslås, at det urigtige skøn, der blev konstateret inden for rammerne af det første anbringende, rejser tvivl om omfanget af den virksomhed, der begik overtrædelsen i joint venture-perioden. Endvidere forudsætter det forhold, at flere selskaber holdes solidarisk ansvarlige, en forudgående fastslåelse af, at de samlet udgjorde en enkelt virksomhed som omhandlet i artikel 81 EF på det tidspunkt, hvor overtrædelsen blev begået. Eftersom definitionen af virksomheden i det foreliggende tilfælde er fejlagtigt, kan det ikke udelukkes, at Kommissionen, såfremt der ikke havde foreligget de omhandlede fejlagtige skøn, ville have fastslået et solidarisk ansvar for Vara og Hans-Otto Schümann for den overtrædelse, som direkte blev begået af Schümann Sasol.

461. For det fjerde skal Retten, henset til den retspraksis, der er nævnt i præmis 451 ovenfor, fastslå, at de urigtige skøn vedrørende definitionen af den virksomhed, der begik overtrædelsen i joint venture-perioden, sammenholdt med det manglende særskilte loft for den del af bøden, der er knyttet til den pågældende periode, kan forværre de økonomiske konsekvenser for sagsøgerne af den overtrædelse, der blev begået direkte af Schümann Sasol. Den del af bøden, der overstiger 10% af Sasol Wax’ omsætning, må forventes at blive båret af selskabets moderselskaber, mens det forhold, at Vara og Hans-Otto Schümann ikke blev pålagt solidarisk ansvar, kan indvirke på den endelige fordeling af bøden ved de nationale domstole til skade for sagsøgerne og navnlig for Sasol Holding in Germany og Sasol Ltd.

462. På baggrund af samtlige ovenstående betragtninger finder Retten, at det er passende at lægge et loft for den del af bøden, der blev pålagt Sasol Wax og Schümann Sasol International for den overtrædelse, der blev begået i joint venture-perioden på 10% af sidstnævntes omsætning i 2007. Eftersom dette beløb er på 480 800 000 EUR skal den del af den pågældende bøde, der blev pålagt Sasol Wax og Sasol Wax International, nedsættes til 48 080 000 EUR.

463. Den således fastsatte del af bøden berører ikke Kommissionens efterfølgende bedømmelse af denne doms virkninger i den henseende.

3. Den del af bøden, der knytter sig til Sasol-perioden

464. Hvad endelig angår overtrædelsens Sasol-periode og den dertil knyttede del af bøden, der beløber sig til 71 042 197 EUR, finder Retten under udøvelsen af sin fulde prøvelsesret, at den bøde, der blev pålagt sagsøgerne, er passende, henset til den begåede overtrædelses grovhed og varighed.

Sagens omkostninger

465. I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 3, kan Retten fordele sagens omkostninger eller bestemme, at hver part skal bære sine egne omkostninger, hvis parterne henholdsvis taber eller vinder på et eller flere punkter.

466. I det foreliggende tilfælde blev tre af de syv anbringender, som sagsøgerne har fremsat, taget til følge, og den bøde, der blev pålagt hver af sagsøgerne, blev nedsat betydeligt. Ud fra en vurdering af sagens omstændigheder bestemmes det derfor, at Kommissionen skal bære sine egne omkostninger og betale to tredjedele af sagsøgernes omkostninger, der således bærer en tredjedel af deres egne omkostninger.

Afgørelse

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Tredje Afdeling):

1) Artikel 1 i Kommissionens beslutning K(2008) 5476 endelig af 1. oktober 2008 om en procedure i henhold til artikel 81 EF og EØS-aftalens artikel 53 (sag COMP/39.181 – Lysvoks) annulleres, for så vidt som Europa-Kommissionen deri fastslog, at Sasol Holding in Germany GmbH og Sasol havde deltaget i overtrædelsen inden den 1. juli 2002.

2) Den bøde, der blev pålagt Sasol Wax GmbH, nedsættes til 149 982 197 EUR, hvilken betaling på den ene side Sasol Wax International AG, for et beløb på 119 122 197 EUR, og på den anden side Sasol og Sasol Holding in Germany, for et beløb på 71 042 197 EUR, holdes solidarisk ansvarlige for.

3) I øvrigt frifindes Kommissionen.

4) Kommissionen bærer sine egne omkostninger og betaler to tredjedele af de omkostninger, der er afholdt af Sasol, Sasol Holding in Germany, Sasol Wax International et Sasol Wax.

5) Sasol, Sasol Holding in Germany, Sasol Wax International og Sasol Wax bærer hver en tredjedel af deres egne omkostninger.