Parter
Dommens præmisser
Afgørelse

Parter

I sag T-540/08,

Esso Société anonyme française , Courbevoie (Frankrig),

Esso Deutschland GmbH , Hamburg (Tyskland),

ExxonMobil Petroleum and Chemical BVBA , Antwerpen (Belgien),

Exxon Mobil Corp., West Trenton, New Jersey (Amerikas Forenede Stater),

ved R. Subiotto, QC, og advokaterne R. Snelders, L.-P. Rudolf og M. Piergiovanni,

sagsøgere,

mod

Europa-Kommissionen ved F. Castillo de la Torre, som befuldmægtiget, bistået af barrister M. Gray,

sagsøgt,

angående en påstand om delvis annullation af Kommissionens beslutning K(2008) 5476 endelig af 1. oktober 2008 om en procedure i henhold til artikel 81 [EF] og EØS-aftalens artikel 53 (sag COMP/39.181 – Lysvoks) samt en påstand om nedsættelse af den bøde, der blev pålagt sagsøgerne,

har

RETTEN (Tredje Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, O. Czúcz (refererende dommer), og dommerne I. Labucka og D. Gratsias,

justitssekretær: fuldmægtig N. Rosner,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 21. marts 2011,

afsagt følgende

Dom

Dommens præmisser

Sagens baggrund og den anfægtede beslutning

Den administrative procedure og vedtagelsen af den anfægtede beslutning

1. Ved beslutning K(2008) 5476 endelig af 1. oktober 2008 om en procedure i henhold til artikel 81 [EF] og EØS-aftalens artikel 53 (sag COMP/39.181 – Lysvoks) (herefter »den anfægtede beslutning«) fastslog Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, at sagsøgerne, Esso Deutschland GmbH, Esso Société anonyme française (herefter »Esso France«), ExxonMobil Petroleum and Chemical BVBA (herefter »EMPC«) samt Exxon Mobil Corp. (herefter »EMC«) (herefter samlet »ExxonMobil« eller »ExxonMobil-koncernen«), sammen med andre virksomheder havde overtrådt artikel 81, stk. 1, EF og artikel 53, stk. 1, i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS) ved at deltage i et kartel på markedet for paraffinvoks i EØS og på det tyske marked for råparaffin.

2. Adressaterne for den anfægtede beslutning er, ud over sagsøgerne, følgende selskaber: ENI SpA, H & R ChemPharm GmbH, H & R Wax Company Vertrieb GmbH og Hansen & Rosenthal KG, Tudapetrol Mineralölerzeugnisse Nils Hansen KG, MOL Nyrt., Repsol YPF Lubricantes y Especialidades SA, Repsol Petróleo SA og Repsol YPF SA (herefter under et »Repsol«), Sasol Wax GmbH, Sasol Wax. International AG, Sasol Holding in Germany GmbH og Sasol Ltd (herefter under et »Sasol«), Shell Deutschland Oil GmbH, Shell Deutschland Schmierstoff GmbH, Deutsche Shell GmbH, Shell International Petroleum Company Ltd, The Shell Petroleum Company Ltd, Shell Petroleum NV og The Shell Transport and Trading Company Ltd (herefter under et »Shell«), RWE Dea AG og RWE AG (herefter under et »RWE«) samt Total SA og Total France SA (herefter under et »Total«) (første betragtning til den anfægtede beslutning).

3. Paraffinvoks fremstilles af råolie på et raffinaderi. Det bruges til fremstilling af varer som stearinlys, kemiske produkter, dæk og bilprodukter og anvendes inden for gummi-, emballage-, klæbemiddel- og tyggegummiindustrien (fjerde betragtning til den anfægtede beslutning).

4. Råparaffin er den råvare, der kræves for at fabrikere paraffinvoks. Den fremstilles i raffinaderierne som et biprodukt ved produktionen af olie på grundlag af råolie. Den afsættes også til endelige kunder, såsom producenter af spånplader (femte betragtning til den anfægtede beslutning).

5. Kommissionen indledte sin undersøgelse, efter at Shell Deutschland Schmierstoff ved skrivelse af 17. marts 2005 havde underrettet den om, at der bestod et kartel, og anmodet den om bødefritagelse i henhold til Kommissionens meddelelse om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager (EFT 2002 C 45, s. 3) (72. betragtning til den anfægtede beslutning).

6. Den 28. og 29. april 2005 foretog Kommissionen i henhold til artikel 20, stk. 4, i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i artikel 81 [EF] og 82 [EF] (EFT 2003 L 1, s. 1) kontrolundersøgelser på stedet i »H & R/Tudapetrols«, ENI’s, MOL’s, Sasols, ExxonMobils, Repsols og Totals lokaler (75. betragtning til den anfægtede beslutning).

7. Den 29. maj 2007 tilstillede Kommissionen de selskaber, hvortil der henvises i præmis 1 ovenfor, herunder sagsøgerne, en klagepunktsmeddelelse (85. betragtning til den anfægtede beslutning). Sagsøgerne besvarede klagepunktsmeddelelsen ved skrivelse af 21. august 2007.

8. Den 10. og 11. december 2007 afholdt Kommissionen en høring, hvori sagsøgerne deltog (91. betragtning til den anfægtede beslutning).

9. På grundlag af de beviser, den var i besiddelse af, fastslog Kommissionen i den anfægtede beslutning, at adressaterne, som udgjorde størstedelen af producenterne af paraffinvoks og råparaffin i EØS, havde deltaget i en samlet, kompleks og vedvarende overtrædelse af artikel 81 EF og EØS-aftalens artikel 53, som omfattede hele EØS’ område. Denne overtrædelse bestod i aftaler eller samordnet praksis vedrørende fastsættelse af priser og udveksling og fremlæggelse af følsomme handelsoplysninger vedrørende paraffinvoks. For RWE’s (senere Shell), ExxonMobils, MOL’s, Repsols, Sasols og Totals vedkommende vedrørte overtrædelsen angående paraffinvoks ligeledes opdeling af kunder eller markeder. Desuden drejede den af RWE, ExxonMobil, Sasol og Total begåede overtrædelse sig ligeledes om råparaffin afsat til endelige kunder på det tyske marked (2., 95. og 328. betragtning til samt artikel 1 i den anfægtede beslutning).

10. Den ulovlige praksis blev udøvet på konkurrencebegrænsende møder, som deltagerne benævnte »tekniske møder« eller undertiden »Blauer Salon-møder«, samt på »råparaffinmøder«, der særligt drejede sig om spørgsmål vedrørende råparaffin.

11. Størrelsen af de bøder, der blev pålagt i det foreliggende tilfælde, blev udmålt på grundlag af retningslinjerne for beregning af bøder efter artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1/2003 (EUT 2006 C 210, s. 2, herefter »2006-retningslinjerne«), som var gældende på det tidspunkt, hvor Kommissionen tilstillede de selskaber, hvortil der henvises i præmis 1 ovenfor, klagepunktsmeddelelsen.

12. Den anfægtede beslutning indeholder navnlig følgende bestemmelser:

» Artikel 1

Følgende virksomheder har overtrådt bestemmelserne i artikel 81, stk. 1, [EF] og fra den 1. januar 1994 EØS-aftalens artikel 53 ved i de angivne tidsrum at have deltaget i en vedvarende aftale og/eller en samordnet praksis inden for paraffinvokssektoren i fællesmarkedet og fra den 1. januar 1994 i EØS:

[…]

Esso Deutschland GmbH: fra den 22. februar 2001 til den 20. november 2003

Esso Société anonyme française: fra den 3. september 1992 til den 20. november 2003

ExxonMobil Petroleum and Chemical BVBA: fra den 30. november 1999 til den 20. november 2003

Exxon Mobil [Corp.]: fra den 30. november 1999 til den 20. november 2003

[…]

For følgende virksomheder vedrører overtrædelsen ligeledes i de angivne tidsrum råparaffin afsat til endelige kunder på det tyske marked:

[…]

Esso Deutschland GmbH: fra den 22. februar 2001 til den 18. december 2002

Esso Société anonyme français: fra den 8. marts 1999 til den 18. december 2002

ExxonMobil Petroleum and Chemical BVBA: fra den 20. november 1999 til den 18. december 2002

Exxon Mobil [Corp.]: fra den 20. november 1999 til den 18. december 2002

[…]

Artikel 2

Der pålægges følgende bøder for den i artikel 1 omhandlede overtrædelse:

ENI SpA: 29 120 000 EUR

Esso Société anonyme française: 83 588 400 EUR

heraf i fællesskab og solidarisk med

ExxonMobil Petroleum and Chemical BVBA og ExxonMobil [Corp.] 34 670 400 EUR, heraf i fællesskab og solidarisk med Esso Deutschland GmbH: 27 081 600 EUR

Tudapetrol Mineralölerzeugnisse Nils Hansen KG: 12 000 000 EUR

Hansen & Rosenthal KG i fællesskab og solidarisk med H & R Wax Company Vertrieb GmbH: 24 000 000 EUR

heraf i fællesskab og solidarisk med

H & R ChemPharm GmbH: 22 000 000 EUR

MOL Nyrt: 23 700 000 EUR

Repsol YPF Lubricantes y Especialidades SA i fællesskab og solidarisk med Repsol Petróleo SA og Repsol YPF SA: 19 800 000 EUR

Sasol Wax GmbH: 318 200 000 EUR

heraf i fællesskab og solidarisk med

Sasol Wax International AG, Sasol Holding in Germany GmbH og Sasol Limited: 250 700 000 EUR

Shell Deutschland Oil GmbH, Shell Deutschland Schmierstoff GmbH, Deutsche Shell GmbH, Shell International Petroleum Company Limited, The Shell Petroleum Company Limited, Shell Petroleum NV og The Shell Transport and Trading Company Limited: 0 EUR

RWE-Dea AG i fællesskab og solidarisk med RWE AG: 37 440 000 EUR

Total France SA i fællesskab og solidarisk med Total SA: 128 163 000 EUR.«

Exxon-Mobil-fusionen og pålæggelsen af ansvaret for overtrædelsen i den anfægtede beslutning

13. Den 30. november 1999 erhvervede Exxon Corp. Mobil Corp. og blev efterfølgende omdøbt EMC (herefter »Exxon-Mobil-fusionen«). Den 6. maj 2003 blev Mobil Oil Française (herefter »Mobil France«) overtaget af Esso France.

14. Kommissionen har særligt i 348.-352. betragtning til den anfægtede beslutning beskrevet pålæggelsen af ansvar for de konkurrencebegrænsende aktiviteter i de forskellige selskaber i ExxonMobil-koncernen:

»6.2.2. ExxonMobil-koncernen

(348) Det blev fastslået i kapitel 4, at ExxonMobil i perioden for dets deltagelse deltog i det ulovlige samarbejde via ansatte i Mobil [France] (og dette selskabs [retlige efterfølger]) og Esso Deutschland.

(349) Mobil [France] deltog i kartellet via adskillige af selskabets ansatte fra indledningen af overtrædelsen [den 3. september 1992] indtil datoen, hvor selskabet ophørte med at eksistere, dvs. den 6. maj 2003. Esso Deutschland deltog via sine egne ansatte fra i hvert fald den 22. februar 2001. Kommissionen ønsker i første omgang at holde disse selskaber ansvarlige for deres direkte deltagelse i kartellet.

[…]

(351) Mobil [France] blev overtaget af [Esso France den 6. maj 2003].

(352) Følgelig må [Esso France] anses for ansvarlig for de [konkurrencebegrænsende aktiviteter, der blev udøvet af Mobil France inden den 6. maj 2003].«

15. EMPC’s ansvar blev fastslået i forbindelse med Exxon-Mobil-fusionen, dvs. den 30. november 1999 på grundlag af den omstændighed, at det var moderselskab til Esso Deutschland og Esso France. EMC’s ansvar blev fastslået på samme dato på grundlag af den omstændighed, at det var moderselskab til EMPC (535. og 354. betragtning til den anfægtede beslutning).

Beregningen af den bøde, der blev pålagt sagsøgerne

16. I nærværende sag tog Kommissionen ved beregningen af bødens grundbeløb hensyn til en procentsats af værdien af ExxonMobil-koncernens afsætning i EØS og multiplicerede dernæst det således fremkomne beløb med en faktor, der afspejlede varigheden af deltagelsen i overtrædelsen for hver enkelt sagsøger.

17. For det første fastlagde Kommissionen den årlige afsætning af paraffinvoks og råparaffin. For paraffinvoks tog Kommissionen ExxonMobil-koncernens indtægter for 2000-2002 som beregningsgrundlag for et årligt gennemsnit. For råparaffin tog Kommissionen ExxonMobil-koncernens indtægter for 2000-2001 som beregningsgrundlag for et årligt gennemsnit. De herved fremkomne beløb var 19 790 382 EUR for paraffinvoks og 1 259 217 EUR for råparaffin. De multiplikationsfaktorer, der blev anvendt på disse beløb som følge af overtrædelsens grovhed, var 18% for paraffinvoks og 15% for råparaffin.

18. Kommissionen fastsatte dernæst varigheden af sagsøgernes deltagelse i overtrædelsen for så vidt angår paraffinvoks og råparaffin. I denne forbindelse fastslog Kommissionen for så vidt angår paraffinvoks, at Esso France havde deltaget i en periode, der svarede til en multiplikationsfaktor på 11,5. For Esso Deutschland var denne faktor 3. For EMPC og EMC blev den fastsat til 4.

19. For det andet tilføjede Kommissionen i henhold til 2006-retningslinjernes punkt 25 til disse beløb et ekstrabeløb (»adgangsbeløb«), der svarede til 18 og 15% af værdien af afsætningen af henholdsvis paraffinvoks og råparaffin.

20. For det tredje blev der ikke identificeret nogen skærpende eller formildende omstændighed, der kunne have betydning for bødens størrelse. Bødens størrelse blev derfor ikke ændret under hensyn hertil.

21. For det fjerde fastslog Kommissionen, at der skulle anvendes en multiplikationsfaktor under hensyn til den afskrækkende virkning som følge af ExxonMobil-koncernens betydelige størrelse. Følgelig blev der anvendt en multiplikationsfaktor på 2.

22. For det femte foretog Kommissionen en nedsættelse af bøden på 7% som følge af de oplysninger, som sagsøgerne leverede, og af det samarbejde, som de indledte inden for rammerne af Kommissionens meddelelse om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager. Bødernes størrelse blev således i sidste ende fastsat som følger: for Esso France en bøde på 83 588 400 EUR, heraf 27 081 600 solidarisk med Esso Deutschland og 34 670 400 solidarisk med EMPC og EMC.

Retsforhandlinger og parternes påstande

23. Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 12. december 2008 har sagsøgerne anlagt nærværende sag.

24. På grundlag af den re fererende dommers rapport har Retten (Tredje Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling. Som led i foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse i henhold til procesreglementets artikel 64 har Retten anmodet parterne om at besvare visse skriftlige spørgsmål og at fremlægge forskellige dokumenter. Parterne har efterkommet denne anmodning inden for den fastsatte frist.

25. Ved skrivelse af 10. februar 2011 anmodede Kommissionen Retten om fra sagsakterne at fjerne visse passager i sagsøgernes svar på de skriftlige spørgsmål. Sagsøgerne rejste indsigelse mod denne anmodning. Ved kendelse af 3. maj 2011 har Retten (Tredje Afdeling) henskudt anmodningen til afgørelse i forbindelse med sagens realitet.

26. Parterne afgav indlæg og besvarede Rettens mundtlige spørgsmål under retsmødet den 21. marts 2011.

27. Henset til de faktiske forbindelser til sag T-541/08, Sasol m.fl. mod Kommissionen, sag T-543/08, RWE og RWE Dea mod Kommissionen, sag T-544/08, Hansen & Rosenthal og H & R Wax Company Vertrieb mod Kommissionen, sag T-548/08, Total mod Kommissionen, sag T-550/08, Tudapetrol mod Kommissionen, sag T-551/08, H & R ChemPharm mod Kommissionen, sag T-558/08, ENI mod Kommissionen, sag T-562/08, Repsol YPF Lubricantes y especialidades m.fl. mod Kommissionen, og sag T-566/08, Total Raffinage Marketing mod Kommissionen, og til sammenhængen med de rejste retlige spørgsmål, har Retten besluttet først at træffe afgørelse i nærværende sag efter retsmøderne i de pågældende konnekse sager, hvoraf det sidste fandt sted den 3. juli 2013.

28. Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande:

– Den anfægtede beslutning annulleres delvist.

– Den bøde, der er blevet pålagt sagsøgerne, nedsættes.

– Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

29. Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

– Frifindelse.

– Sagsøgerne tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Retlige bemærkninger

30. Sagsøgerne har til støtte for søgsmålet påberåbt sig to anbringender. Det første anbringende vedrører en retlig fejl ved beregningen af grundbeløbet af den bøde, der blev pålagt Esso France, for så vidt som dette ikke afspejler den omstændighed, at Exxon ikke deltog i overtrædelsen inden fusionen. Det andet anbringende vedrører den angiveligt fejlagtige fastlæggelse af slutdatoen for sagsøgernes deltagelse i de dele af overtrædelsen, der vedrører paraffinvoks.

31. Retten finder det hensigtsmæssigt at indlede sin undersøgelse af nærværende søgsmål med det andet anbringende.

Det andet anbringende om en påstået begået retlig fejl ved fastlæggelsen af slutdatoen for sagsøgernes deltagelse i overtrædelsen

Indledende bemærkninger

32. Sagsøgerne er af den opfattelse, at Kommissionen fejlagtigt fastslog, at deres deltagelse i de to første dele af overtrædelsen vedrørende paraffinvoks ophørte den 20. november 2003. De har gjort gældende, at de ikke deltog i de tekniske møder, der blev afholdt efter mødet den 27. og 28. februar 2003.

33. Hvad dette angår anførte Kommissionen følgende i den anfægtede beslutning:

»[…]

(600) ExxonMobil har erklæret, at det sidste møde, som en af dets repræsentanter deltog i, var det tekniske møde den 27. og 28. februar i München. Som svar på invitationen fra [M.] fra Sasol til mødet […] den 15. januar 2004 anførte [Hu.] fra ExxonMobil bl.a.: »Punkterne på dagsordenen synes at være af interesse for vores virksomhed. Som vi har forstået det, mødes denne gruppe af konkurrenter uden støtte fra en erhvervsorganisation og har derfor hverken struktur eller retlig status. Denne situation har vi problemer med, og vi vil gerne foreslå, at disse møder finder sted under ledelse af [European Wax Federation] enten i det tekniske udvalg eller i et særskilt underudvalgsregi. ExxonMobil deltager ikke i dette møde i mangel af støtte fra en erhvervsorganisation etableret i henhold til lov.« Denne e-mail af 20. november 2003 blev sendt til [M.] fra Sasol og som kopi tilstillet [Hu.s] overordnede i ExxonMobil. Kommissionen har ikke noget bevis for, at ExxonMobil fortsatte med at deltage i overtrædelsen efter afsendelsen af denne e-mail. Kommissionen finder således, at ExxonMobil gennem denne mail til Sasol (arrangøren af de fleste af de tekniske møder) offentligt tog afstand fra kartellet.

(601) Påstanden om, at ExxonMobils deltagelse i overtrædelsen ophørte efter det tekniske møde af 27. og 28. februar 2003, kan imidlertid ikke tiltrædes. Det er ikke tilstrækkeligt at afholde sig fra at deltage i møder for at bringe en deltagelse til ende. Den offentlige afstandtagen, der er påkrævet i henhold til retspraksis, fandt først sted med [Hu.s] e-mail af 20. november 2003. Den omstændighed, at dennes afholdelse fra at deltage i møderne ikke af de øvrige deltagere og navnlig ikke af Sasol blev opfattet som en sådan offentlig afstandtagen, godtgøres af den omstændighed, at ExxonMobil fortsatte med at modtage invitationer til de tekniske møder, hvilket til sidst fremprovokerede [Hu.s] afsendelse af e-mailen af 20. november 2003.«

34. Sagsøgerne har anfægtet denne vurdering. De har gjort gældende, at de hverken deltog i eller blev underrettet om resultaterne af de tekniske møder, der blev afholdt efter mødet den 27. og 28. februar 2003, under hvilket T., deres repræsentant under de tekniske møder, officielt havde underrettet de øvrige deltagere om sin forestående fratrædelse fra ExxonMobil uden at annoncere sin efterfølger. Tilsvarende foreligger der ikke noget bevis, der godtgør, at sagsøgerne efter T.s forflyttelse og efterfølgende pensionering havde kendskab til dennes tidligere deltagelse i overtrædelsen. De eksisterende beviser viser tværtimod, at T. forsætligt skjulte det konkurrencebegrænsende indhold af de tekniske møder for direktionen og for sine kolleger.

35. De har derfor gjort gældende, at Kommissionen skulle have anset slutdatoen for ExxonMobils deltagelse i kartellet for den 28. februar 2003, datoen for det sidste møde, som T. deltog i, eller under alle omstændigheder datoen for T.s forflyttelse til Sasol, den 31. marts 2003 eller datoen for hans pensionering, den 30. juni 2003.

Kravet om ExxonMobils afstandtagen over for kartellets aktiviteter for at godtgøre, at selskabets deltagelse i overtrædelsen var bragt til ophør

36. Sagsøgerne har gjort gældende, at Kommissionen fejlagtigt fastslog, at der i henhold til retspraksis var krav om tage afstand til kartellets aktiviteter for at kunne statuere, at ExxonMobils deltagelse i kartellet var ophørt.

37. Denne argumentation modsiges imidlertid af retspraksis.

38. Retten har således afgjort, at det ikke kunne fastslås, at en virksomhed bragte sin deltagelse i kartellet endeligt til ophør, medmindre selskabet offentligt havde taget afstand fra kartellets indhold (Rettens dom af 27.9.2006, sag T-329/01, Archer Daniels Midland mod Kommissionen, Sml. II, s. 3255, præmis 246, og af 28.4.2010, sag T-446/05, Amann & Söhne og Cousin Filterie mod Kommissionen, Sml. II, s. 1255, præmis 241).

39. Denne argumentation må følgelig forkastes.

Opfattelsen hos kartellets øvrige medlemmer af ExxonMobils påståede afstandtagen

40. Det bemærkes, at ifølge retspraksis er de andre karteldeltageres opfattelse af, hvad der er den omhandlede virksomheds intention, afgørende for vurderingen af, om denne virksomhed har forsøgt at distancere sig fra den ulovlige aftale (Domstolens dom af 19.3.2009, sag C-510/06 P, Archer Daniels Midland mod Kommissionen, Sml. I, s. 1843, præmis 120).

41. I denne forbindelse har sagsøgerne gjort gældende, at T. under mødet den 27. og 28. februar 2003 bekendtgjorde sin fratrædelse uden at præsentere sin efterfølger med henblik på deltagelsen i de næste møder. De har ligeledes henvist til Shells erklæring om, at S. fra Sasol efter T.s afgang ikke længere sendte skrivelser om prisforhøjelser til ExxonMobil.

42. Indledningsvis bemærkes med hensyn til de beviser, som kan påberåbes i denne forbindelse, at det princip, der finder anvendelse i EU-retten, er princippet om den frie bevisbedømmelse (Rettens dom af 8.7.2004, sag T-50/00, Dalmine mod Kommissionen, Sml. II, s. 2395, præmis 72).

43. Angående de forskellige bevisers bevisværdi er det eneste relevante kriterium for bedømmelsen af beviserne disses troværdighed (dommen i sagen Dalmine mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 42, præmis 72).

44. Ifølge de almindelige bevisregler afhænger troværdigheden og dermed bevisværdien af et dokument af, hvem dokumentet hidrører fra, under hvilke omstændigheder det er blevet til, hvem det er rettet til, og dets indhold (Rettens dom af 15.3.2000, forenede sager T-25/95, T-26/95, T-30/95 – T-32/95, T-34/95 – T-39/95, T-42/95 – T-46/95, T-48/95, T-50/95 – T-65/95, T-68/95 – T-71/95, T-87/95, T-88/95, T-103/95 og T-104/95, Cimenteries CBR m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 491, præmis 1053 og 1838).

45. Endvidere bemærkes, at da forbuddet mod at deltage i konkurrencebegrænsende praksis og aftaler såvel som de sanktioner, der kan ifaldes ved at overtræde dette forbud, er almindeligt kendt, er det hyppigt forekommende, at de aktiviteter, som en sådan praksis og sådanne aftaler indebærer, gennemføres hemmeligt, at møderne afholdes hemmeligt – som oftest i et tredjeland – og at dokumenterne herom begrænses til et minimum. Det kan derfor ikke kræves, at Kommissionen fremlægger dokumenter, der udtrykkeligt viser en ulovlig kontakt mellem de pågældende erhvervsdrivende. Selv i tilfælde, hvor Kommissionen opdager sådanne dokumenter, er disse normalt kun brudstykkeagtige og spredte, hvorfor det ofte viser sig nødvendigt at rekonstruere visse enkeltheder ved hjælp af følgeslutninger (Domstolens dom af 7.1.2004, forenede sager C-204/00 P, C-205/00 P, C-211/00 P, C-213/00 P, C-217/00 P. og C-219/00 P, Aalborg Portland m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 123, præmis 55-57; jf. ligeledes Rettens dom af 27.9.2006, forenede sager T-44/02 OP, T-54/02 OP, T-56/02 OP, T-60/02 OP og T-61/02 OP, Dresdner Bank m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 3567, præmis 64 og 65).

46. Denne retspraksis finder ligeledes analog anvendelse på opfattelsen hos de øvrige medlemmer af kartellet for så vidt angår den række indicier af en virksomheds påståede offentlige afstandtagen fra og den vedvarende deltagelse i det pågældende kartel i en periode, hvorunder denne sidstnævnte ikke er til stede ved de konkurrencebegrænsende møder. De øvrige deltagere i kartellet forudsættes ikke at skulle tilkendegive deres opfattelse vedrørende et medlem af et kartels vedvarende deltagelse, hvis repræsentant ikke deltager i visse konkurrencebegrænsende møder, eller at fremlægge andre samtidige beviser i den henseende, netop fordi de forsøger at afholde sig fra udtrykkelige henvisninger til konkurrencebegrænsende arrangementer med henblik på at reducere beviser mod dem til et minimum. De øvrige deltageres opfattelse må derfor i givet fald udledes af den række indicier og indirekte beviser, som Kommissionen og Retten kan råde over.

47. I det foreliggende tilfælde finder Retten på grundlag af oplysningerne i sagsakterne, at ExxonMobil ikke ifølge de øvrige deltageres opfattelse offentligt distancerede sig fra kartellet inden sin skrivelse af 20. november 2003.

48. For det første fortsatte Sasol, som Kommissionen med rette anførte i den anfægtede beslutning, med at sende invitationer til de tekniske møder frem til den 20. november 2003, datoen for Hu.s skrivelse, hvori blev anført, at ExxonMobil »ikke vil deltage i dette møde, idet der ikke forligger støtte fra en erhvervsorganisation etableret i henhold til lov«, og som af Kommissionen blev anset for at være datoen for ophøret af ExxonMobils deltagelse i kartellet. Såfremt Sasol havde været af den opfattelse, at ExxonMobil ikke længere var en del af kartellet efter T.s fratrædelse, som følge af at der ikke var blevet udpeget en efterfølger, ville selskabet ikke længere have sendt invitationer til ExxonMobil efter den 31. marts 2003.

49. Ifølge et svar fra Sasol af 18. december 2006 på en begæring om oplysninger fra Kommissionen, deltog T.s efterfølger, Hu., endvidere aldrig i de tekniske møder, men havde bilaterale kontakter i hvert fald med Sasol.

50. For det andet kan sagsøgerne ikke gyldigt støtte sig på Shells erklæring af 16. juni 2006 om, at S. fra Shell efter T.s afgang ikke længere sendte prisskrivelser til ExxonMobil. Som Kommissionen med rette har anført, kan denne omstændighed ligeledes forklares med, at S. ikke længere havde en betroet person i ExxonMobil efter T.s afgang. Den erklæring, som sagsøgerne har henvist til, udgør derfor ikke et bevis for en ændring i opfattelsen hos Shell af ExxonMobils fortsatte deltagelse i kartellet. Under alle omstændigheder påvirker den pågældende erklæring på ingen måde konklusionen om, at Sasol, der arrangerede de tekniske møder, fortsatte med at opfatte ExxonMobil som medlem af kartellet, som det fremgår af de oplysninger, der er anført i præmis 48 og 49 ovenfor.

51. Det skal endvidere bemærkes, at den omhandlede komplekse, samlede og vedvarende overtrædelse bestod i aftaler eller samordnet praksis vedrørende prisfastsættelse samt udveksling og fremlæggelse af følsomme handelsoplysninger samt i opdeling af kunder eller markeder. Den omstændighed, at ExxonMobil ikke længere modtog Shells prisskrivelser, vedrører kun et enkelt aspekt af overtrædelsen, nemlig en del af mekanismen for kontrol af de prisforhøjelser, som deltagerne adskillige gange blev enige om på de tekniske møder. Den omstændighed, at Shell ikke længere regelmæssigt meddelte ExxonMobil sine nye priser, viser ikke, at ExxonMobil ifølge opfattelsen hos deltagerne i kartellet ikke anså sig for forpligtet af de tidligere tilsagn, selskabet havde givet inden for rammerne af den komplekse, samlede og vedvarende overtrædelse.

52. For det tredje fremgår det af Hu.s erklæring på tro og love, at denne besvarede en invitation til et teknisk møde, som blev modtaget af M. fra Sasol den 26. juni 2003, ved at anføre, at han ikke kunne deltage i det følgende møde som følge af en »kolliderende planlagt aftale«. Tilsvarende besvarede han invitationen til et møde den 24. september 2003, der blev modtaget af M. den 17. juli 2003, med, at han skulle rejse mod slutningen af september, og at »det tekniske møde ikke skulle udsættes for hans skyld«.

53. Disse reaktioner fra Hu. rejser ligeledes tvivl om sagsøgerens påstand om, at ExxonMobil blev anset for at have distanceret sig fra kartellet efter T.s afgang den 31. marts 2003. For det første, såfremt de øvrige deltagere havde opfattet ExxonMobil som ikke længere værende medlem af kartellet, ville selskabets repræsentant ikke have været adressat for e-mails, der tilsigtede at fastsætte datoen for det næste tekniske møde. For det andet er det ikke rimeligt at lægge til grund, at såfremt deltagerne i kartellet havde opfattet det således, at ExxonMobil havde distanceret sig fra kartellet, ville Hu. have påberåbt sig en »kolliderende planlagt aftale« i en e-mailudveksling, der tilsigtede at finde en dato, der passede alle deltagerne, eftersom en sådan attitude ville give de øvrige medlemmer det indtryk, at han var åben for en fortsat deltagelse.

54. Følgelig må Kommissionens analyse, hvorefter ExxonMobil, eftersom der ikke forelå en offentlig afstandtagen, af de øvrige deltagere i kartellet blev opfattet som medlem af kartellet indtil den 20. november 2003, tages til følge.

De ansatte i ExxonMobils manglende kendskab til deltagelsen i overtrædelsen efter T.s fratrædelse

55. Sagsøgerne har gjort gældende, at der ikke kunne stilles krav om en offentlig afstandtagen fra ExxonMobils side, henset til, at der ikke foreligger noget bevis for, at ExxonMobil efter T.s fratrædelse havde kendskab til dennes tidligere deltagelse i overtrædelsen, og at de foreliggende beviser tværtimod viser, at T. bevidst skjulte det konkurrencebegrænsende indhold af de tekniske møder for sin ledelse og kolleger.

– De processuelle spørgsmål

56. Det skal bemærkes, at Kommissionen som bilag til sin duplik indgav nogle bevisdokumenter med henblik på at afkræfte sagsøgernes påstande om, at T. var den eneste ansatte i ExxonMobil, der var bekendt med sidstnævnte selskabs deltagelse i overtrædelsen.

57. I deres svar af 21. december 2010 på Rettens skriftlige spørgsmål fremkom sagsøgerne med nogle detaljerede bemærkninger til de beviser, der var vedlagt som bilag til duplikken, selv om de pågældende spørgsmål ikke vedrørte dette emne.

58. For det første anmodede Kommissionen ved skrivelse af 10. februar 2011 Retten om fra sagsakterne at fjerne visse passager fra sagsøgernes svar på Rettens skriftlige spørgsmål, mens sagsøgerne i deres skrivelse af 11. marts 2011 rejste indsigelse mod en sådan delvis fjernelse fra sagsakterne af det omhandlede dokument.

59. Det bemærkes, som Kommissionen har gjort opmærksom på, at sagsøgerne i deres svar på Rettens skriftlige spørgsmål ikke begrænsede sig til at besvare de af Retten stillede spørgsmål og til at forklare sammenhængen for disse svar, men ligeledes besvarede de af Kommissionen i dens duplik fremførte argumenter og de beviser, der blev vedlagt denne.

60. Et skriftligt svar på duplikken er ganske vist ikke reguleret i procesreglementet. Henset til, at Retten ikke har haft lejlighed til inden retsmødet at afgøre, om hvert enkelt punkt i det pågældende svar kunne antages til realitetsbehandling, ville sagsøgerne kunne forledes til at antage, at deres svar ville blive tilføjet sagsakterne i sin helhed og således under retsmødet undlade at gentage visse passager, også selv om de havde mulighed herfor.

61. Retten finder endvidere, at sagsøgernes betragtninger vedrørende de beviser, der blev vedlagt duplikken, er hensigtsmæssige med henblik på en løsning af tvisten. For så vidt som Retten som led i foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse havde kunnet opfordre parterne til at tage stilling til de pågældende beviser, kan den af procesøkonomiske hensyn beslutte at opretholde de pågældende betragtninger i sagsakterne.

62. Henset både til kriteriet om en retfærdig rettergang og til procesøkonomien har Retten besluttet at afslå Kommissionens anmodning om fjernelse af dokumentet fra sagsakterne og at føje sagsøgernes svar til Rettens spørgsmål til sagsakterne i deres helhed.

63. For det andet har sagsøgerne i det pågældende svar på Rettens skriftlige spørgsmål gjort gældende, at Kommissionen skulle have begrundet den for sene fremlæggelse af de beviser, der var vedlagt som bilag til duplikken. I mangel af en sådan begrundelse kan de pågældende beviser ikke antages til realitetsbehandling.

64. Ifølge procesreglementets artikel 48, stk. 1, kan parterne i replikken og duplikken anføre yderligere beviser til støtte for deres anbringender og skal begrunde, hvorfor beviserne først påberåbes på dette tidspunkt.

65. Det skal i det foreliggende tilfælde bemærkes, at sagsøgerne i replikken i høj grad udviklede og understøttede deres påstand om, at ExxonMobil ikke havde kendskab til kartellet efter datoen for T.s afgang, og om, at ingen af deres ansatte havde kendskab til kartellet efter denne dato. Idet Kommissionen henviste til disse argumenter i replikken i forbindelse med fremlæggelsen af de beviser, der var vedlagt som bilag til duplikken, er grunden til, at Kommissionen har femlagt de pågældende oplysninger for første gang i duplikken, derfor klart forståelig. Det skal endvidere bemærkes, at Kommissionen under retsmødet videre forklarede, at de beviser, der var vedlagt som bilag til duplikken, var blevet fremlagt som svar på de argumenter, som sagsøgerne fremførte i replikken og i bilag C 1 hertil.

66. Retten finder derfor, at Kommissionen gav en behørig begrundelse for den forsinkede indgivelse af beviserne, således at de skal antages til realitetsbehandling.

– Realiteten

67. Sagsøgerne har henvist til erklæringen på tro og love fra Hu., ansat i ExxonMobil, som T. refererede til på det tidspunkt. Hu. erklærede, at T. i slutningen af marts 2003, da han forberedte sin fratrædelse, havde underrettet Hu. om, at fandtes visse tekniske møder, der blev arrangeret af Sasol. T. nævnte ikke, at nogle spørgsmål vedrørende markedet ligeledes var blevet diskuteret. Hu. erklærede, at han ikke havde udnævnt nogen afløser for T., men han havde først ønsket selv at deltage i et af møderne, idet han ikke helt forstod, hvad disse tekniske diskussioner, der fandt sted under møderne, bestod i, og han ønskede at se, om det var »umagen værd«, at ExxonMobil fortsatte med at deltage i møderne. Hu. insisterede på, at der ikke på det tidspunkt var grund til at have mistanke om, at disse møder havde et konkurrencebegrænsende indhold, eller at T. havde deltaget regelmæssigt i konkurrencebegrænsende møder, som han selv skulle have distanceret sig fra i ExxonMobils navn.

68. Det skal bemærkes, at sagsøgernes faktiske påstand modsiges direkte af oplysningerne i sagsakterne, selv om Retten har besluttet ikke at tage hensyn til visse akter, der blev indgivet af Kommissionen som bilag til duplikken, henset til sagsøgernes svar på de skriftlige spørgsmål. Det fremgår nemlig af sagsakterne, at Hu. (ansvarlig for specialprodukter for visse medlemmer af Unionen hos Mobil mellem 1996 og 2000 og ansvarlig for salg af voks og voksemulsioner i ExxonMobil-koncernen på adskillige kontinenter fra 2000), som T. refererede til i den omtvistede periode, havde kendskab til ExxonMobils deltagelse i overtrædelsen.

69. I denne forbindelse bemærkes, at ifølge en e-mail fra J. fra Mobil af 28. juni 1999, der var stilet til et vist antal modtagere, herunder Hu. og P. fra ExxonMobil, vedrørte et teknisk møde, der var fastsat til den 9. juli 1999 i Wien (Østrig) »forsøg[te] [Sü. fra Sasol] at opnå en aftale mellem fabrikanterne med henblik på at tilbyde at indskrænke produktionsgrænserne med henblik på at skabe barrierer for adgangen til markedet«, og at »Mobils interesse efter [hans] opfattelse i princippet var at støtte S[ü.]s standpunkt« (154. betragtning til den anfægtede beslutning).

70. Tilsvarende underrettede Hu. ved intern e-mail af 12. september 1997 adressaterne om sin intention om at anvende den prisforhøjelse, som var annonceret af Sü. fra Sasol. En af disse adressater, Su. fra ExxonMobil, svarede som følger:

»[T]ak, god oplysning. Jeg/vi vil gerne forsøge at tilskynde de andre til også at følge.«

71. Ved e-mail af 10. oktober 2000, der blev afsendt af Hu. til P. og til S. fra ExxonMobil, blev det anført, at »markedet forbered[te] sig på en prisforhøjelse på 15 DEM (minimumsniveau på 140 tyske mark) regnet fra januar 2001«. I sit svar på de skriftlige spørgsmål fra Retten har sagsøgerne fremført en anden forklaring om, at Hu. ikke modtog oplysningen om den tiltænkte prisforhøjelse fra konkurrenter, men fra andre kilder, navnlig fra kunder. En sådan forklaring må imidlertid forkastes. Det er nemlig ikke plausibelt, at ExxonMobils kunder, som havde en interesse i en opretholdelse af lave priser, skulle have meddelt Hu. et præcist beløb for prisforhøjelsen (og et minimumsniveau for prisen), knyttet til en præcis dato.

72. Ved e-mail af 13. november 2000 underrettede Hu. K. fra ExxonMobil om, at »den generelle besked på det europæiske marked [var] en forhøjelse med 15%«.

73. Den e-mail af 19. november 2000, der blev afsendt af Hu. til P. fra ExxonMobil, og som havde »forhøjelse af priserne på voks« som overskrift, viser, at førstnævnte var bekendt med udvekslingen af prislister blandt konkurrenter. Ifølge den pågældende e-mail »ha[vde] [C. fra ExxonMobil] endnu en gang modtaget en mængde oplysninger (skrivelser vedrørende voks) (EWF, [Sü.], Total)«. Denne e-mail var en del af en række e-mails, herunder en tidligere e-mail fra C. fra ExxonMobil, hvormed Hu. var blevet oplyst om, at »Total og [Sü fra Sasol havde] sendt en officiel skrivelse til kunderne (der allerede var modtaget af [ExxonMobils] kunder) med henblik på at underrette dem om den kommende prisforhøjelse den 1. januar 2001«, og hvortil Hu. i en e-mail havde svaret som følger: »Tak [C.], jeg ved det.«

74. Disse dokumenter viser klart, at Hu. havde kendskab til ExxonMobils deltagelse i kartellet, idet de vidner om Hu.s modtagelse af handelsoplysninger fra de øvrige deltagere, og om ExxonMobils tilpasning af forretningsadfærd i forhold til disse oplysninger.

75. Retten er af den opfattelse, at Hu.s erklæring på tro og love af 6. august 2007 ikke kan rejse tvivl om konstateringen i præmis 74 ovenfor. Som Kommissionen har anført, blev dette dokument nemlig udarbejdet efter sagsøgernes modtagelse af klagepunktsmeddelelsen med henblik på at forsvare deres interesser for Kommissionen. De dokumenter, som blev fundet i forbindelse med kontrolundersøgelserne har imidlertid en større bevisværdi end de erklæringer, der blev udarbejdet in tempore suspecto af repræsentanter eller tidligere repræsentanter for de anklagede virksomheder, som tilsigtede at lempe disses ansvar (jf. i denne retning Rettens dom af 27.9.2006, sag T-59/02, Archer Daniels Midland mod Kommissionen, Sml. II, s. 3627, præmis 277, og af 8.7.2008, sag T-54/03, Lafarge mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 379).

76. Som e-mailene af 10. oktober og 19. november 2000 (jf. præmis 71 og 73 ovenfor) vidner om, fremsendte Hu. endvidere tilstrækkeligt med oplysninger om konkurrenternes priser og deres forretningsadfærd til P. (ansvarlig for specialprodukter for Europa, Afrika og Mellemøsten) for at gøre det muligt for denne sidstnævnte at forstå ExxonMobils deltagelse i den konkurrencebegrænsende adfærd. P. fortsatte imidlertid med at være ansat i ExxonMobil indtil 2005.

77. Endelig har sagsøgerne gjort gældende, at Retten ikke i forbindelse med bedømmelsen af den anfægtede beslutnings lovlighed kan tage hensyn til de bevisdokumenter, der er nævnt i præmis 69-73 ovenfor, idet de blev fremlagt af Kommissionen som bilag til dennes duplik, således at de udgør for sent fremlagte beviser.

78. Dette argument kan ikke tiltrædes.

79. For det første henviser Kommissionen nemlig i 154. betragtning til den anfægtede beslutning til det dokument, der er nævnt i præmis 69 ovenfor. For det andet blev alle de dokumenter, der er nævnt i præmis 69-73 ovenfor, fundet i ExxonMobils lokaler og var endvidere en del af de sagsakter, som sagsøgerne havde adgang til under den administrative procedure, således at deres indhold var kendt af disse sidstnævnte. Der er således ikke tale om nye oplysninger, der er fremført af Kommissionen for første gang for Retten. For det tredje bemærkes, at mens sagsøgerne i deres svar på klagepunktsmeddelelsen koncentrerede sig om Hu.s erklæring på tro og love for Retten og navnlig i replikken, udviklede og understøttede de i høj grad deres påstand om, at ExxonMobil ikke havde kendskab til kartellet efter datoen for T.s afgang, og om, at ingen af deres ansatte havde kendskab til kartellet efter den pågældende dato. Overholdelsen af Kommissionens ret til forsvar forudsætter, at Kommissionen gives mulighed for at afkræfte de faktuelle påstande, der nedlægges af sagsøgerne for Retten, ved at støtte sig til oplysninger i de administrative sagsakter, som sagsøgerne havde adgang til under proceduren for Kommissionen.

80. Henset til det ovenstående må sagsøgernes argument om, at ExxonMobil ikke havde kendskab til sin deltagelse i kartellet efter T.s afgang, forkastes.

81. For det fjerde har sagsøgerne gjort gældende, at T.s deltagelse i de tekniske møder ikke havde virkninger, der kunne række videre end det sidste tekniske møde, som han deltog i, dvs. mødet den 27. og 28. februar 2003.

82. For det første må sagsøgernes argumenter i denne forbindelse forkastes, henset til de betragtninger, der er fremført i præmis 74-80 ovenfor, for så vidt som de er baseret på påstanden om, at T. var den eneste ansatte i ExxonMobil, der havde kendskab til dette selskabs deltagelse i kartellet.

83. For det andet er den loyale konkurrents adfærd ifølge retspraksis karakteriseret ved den uafhængige måde, hvorpå han tager stilling til den politik, han vil føre på det fælles marked. Selv om den omhandlede virksomhed ikke deltog i kartellets aktiviteter efter en vis dato, må det kunne antages, at virksomheden tog hensyn til informationsudvekslingen med dens konkurrenter for at fastlægge dens adfærd på markedet (jf. i denne retning Domstolens dom af 8.7.1999, sag C-49/92 P, Kommissionen mod Anic Partecipazioni, Sml. I, s. 4125, præmis 121, sag C-199/92 P, Hüls mod Kommissionen, Sml. I, s. 4287, præmis 162, og Rettens dom af 29.11.2005, sag T-62/02, Union Pigments mod Kommissionen, Sml. II, s. 5057, præmis 39).

84. Den omstændighed alene, at ExxonMobil ikke deltog i de tekniske møder, der blev afholdt mellem den 28. februar 2000 og den 20. november 2001, hindrede på ingen måde selskabet i at gøre brug af de oplysninger om konkurrenternes priser, det havde modtaget under de mange foregående tekniske møder, som selskabet havde deltaget i, eller at drage fordel af de aftaler om opdeling af markeder og kunder, som var kommet i stand på de foregående tekniske møder.

85. Følgelig var det med rette, at Kommissionen i den anfægtede beslutning fastslog, at sagsøgeren havde deltaget i kartellet indtil den 30. november 2003.

86. På baggrund af det ovenstående må sagsøgernes andet anbringende forkastes.

Det første anbringende om en retlig fejl som følge af en manglende hensyntagen ved beregningen af bøden til Exxons manglende deltagelse i overtrædelsen inden fusionen

87. Sagsøgerne har anfægtet beregningen af den bøde, der blev pålagt Esso France, med den begrundelse, at den ikke afspejler det faktum, at Exxon ikke deltog i overtrædelsen inden Exxon-Mobil-fusionen i november 1999.

Indledende bemærkninger

88. I henhold til punkt 13 i 2006-retningslinjerne skal Kommissionen ved beregningen af bøden normalt anvende værdien af virksomhedens afsætning i det seneste fulde regnskabsår, hvor den har deltaget i overtrædelsen.

89. I det foreliggende tilfælde var det seneste fulde regnskabsår for deltagelse i overtrædelsen 2004 for de virksomheder, der deltog i kartellet indtil dets ophør, og 2002 for så vidt angår ExxonMobil. Kommissionen anvendte imidlertid ikke det seneste fulde regnskabsår for deltagelse i overtrædelsen som referenceår, men derimod gennemsnittet af de tre seneste fulde regnskabsår som følge af den udvidelse af Unionen, der fandt sted i 2004 (634. betragtning til den anfægtede beslutning). Kommissionen foretog en beregning af den gennemsnitlige værdi af afsætningen i de tre seneste år for alle deltagerne i kartellet.

90. Kommissionen afviste endvidere sagsøgernes anmodning i deres svar på klagepunktsmeddelelsen om at tage hensyn til den omstændighed, at Exxon ikke havde været involveret i overtrædelsen inden Exxon-Mobil-fusionen ved at fastslå følgende:

»ExxonMobil har anmodet Kommissionen om at dele perioden for ExxonMobils deltagelse op i en periode inden fusionen og en periode efter fusionen og om kun at tage hensyn til Mobils afsætning i perioden forud for fusionen for at afspejle den omstændighed, at Exxon ikke deltog i overtrædelsen. ExxonMobil har gjort gældende, at i stedet for året 2002 burde Kommissionen tage hensyn til den omstændighed, at Exxon mellem 1992 og 2000 ikke deltog i overtrædelsen. Kommissionen deler ikke dette synspunkt. 2006-retningslinjerne […] bestemmer, at det normalt er det sidste fulde år for deltagelsen i overtrædelsen, der skal tages i betragtning som referenceår, dvs. 2002 for så vidt angår ExxonMobil. ExxonMobil har ikke fremført noget argument, der forklarer, hvorfor dette ikke bør være tilfældet. Henset til den omstændighed, at Exxon og Mobil fusionerede i 1999, ser Kommissionen ingen grund til ikke at tage hensyn til værdien af ExxonMobils afsætning i 2002. Som det er godtgjort i punkt 6.2.2 [(jf. 348.-352. betragtning til den anfægtede beslutning, nævnt i punkt 14 ovenfor)], er ansvaret for Mobils deltagelse knyttet til ExxonMobils ansvar, og sidstnævnte er det selskab, der er blevet pålagt bøden, og følgelig er det værdien af ExxonMobils afsætning, der skal tages hensyn til.«

91. På grundlag af disse betragtninger lagde Kommissionen den gennemsnitlige værdi af ExxonMobil-koncernens afsætning for årene 2000-2002 til grund ved beregningen af bøden. Alle sagsøgernes bøder, herunder Esso Frances bøde, blev beregnet på grundlag af denne værdi af afsætningen.

Lovligheden af den anfægtede beslutning

92. Sagsøgerne har gjort gældende, at Kommissionen ved beregningen af den bøde, der blev pålagt Esso France, begik en retlig fejl ved at tage hensyn til værdien af afsætningen inden ExxonMobil-koncernen fusionerede (gennemsnittet for årene 2000-2002) og ved også at multiplicere den med antallet af år (fra 1992 til 1999), under hvilke alene Mobil (Mobil France, efterfølgende overtaget af Esso France) deltog i kartellet, hvorimod Exxon ikke var medlem heraf.

93. Ifølge sagsøgerne pålagde Kommissionen herved Esso France det samme bødebeløb, som hvis Exxon reelt havde deltaget i overtrædelsen under denne periode på lidt mere end syv år, som lå forud for fusionen (fra 1992 til 1999). Denne tilgang er uforenelig med de faktuelle konstateringer, der blev foretaget i den anfægtede beslutning. Endvidere er den i strid med ligebehandlingsprincippet og proportionalitetsprincippet samt med artikel 23, stk. 3, i forordning nr. 1/2003 og med 2006-retningslinjerne.

94. Indledningsvis bemærkes, at ifølge punkt 6 i 2006-retningslinjerne anses værdien af den afsætning, overtrædelsen omfatter, kombineret med overtrædelsens varighed for i tilstrækkelig grad at afspejle både overtrædelsens og de enkelte deltagende virksomheders økonomiske betydning.

95. Ifølge retspraksis kan et sådant valg, selv om Kommissionen som hovedregel kan støtte sig på det sidste år for deltagelsen i overtrædelsen som referenceperiode for beregningen af værdien af afsætningen, ikke lægges til grund. Der skal nemlig vælges en beregningsmetode, som gør det muligt at tage højde for de enkelte virksomheders størrelse og økonomiske betydning samt omfanget af overtrædelsen for hver enkeltes vedkommende ud fra den økonomiske situation, som den var på det tidspunkt, da overtrædelsen blev begået (Domstolens dom af 16.11.2000, sag C-291/98 P, Sarrió mod Kommissionen, Sml. I, s. 9991, og Rettens dom af 13.9.2010, sag T-40/06, Trioplast Industrier mod Kommissionen, Sml. II, s. 4893, præmis 92).

96. Endvidere, i det omfang der med henblik på fastlæggelsen af forholdet mellem de bøder, som skal pålægges virksomheder, som har medvirket i samme overtrædelse, skal tages udgangspunkt i omsætningen, er det nødvendigt at afgrænse den periode, som skal lægges til grund, således at de fremkomne tal er så sammenlignelige som muligt. Det følger heraf, at en bestemt virksomhed ikke kan kræve, at Kommissionen i forhold til den baserer sig på en anden periode end den, der generelt anvendes, medmindre virksomheden godtgør, at dens omsætning i sidstnævnte periode som følge af dens særlige forhold hverken er udtryk for dens faktiske størrelse, dens økonomiske betydning eller omfanget af den overtrædelse, den har begået (Rettens dom af 14.5.1998, sag T-319/94, Fiskeby Board mod Kommissionen, Sml. II, s. 1331, præmis 42).

97. Sagsøgerne har ikke anfægtet, at den gennemsnitlige omsætning, som ExxonMobil opnåede på det marked, der var omfattet af kartellet i perioden 2000-2002, korrekt afspejler rækkevidden af den overtrædelse, som selskabet havde begået, og dens relative vægt i kartellet for så vidt angår den periode, der fulgte efter fusionen, dvs. mellem november 1999 og november 2003 (fire år). Sagsøgerne har imidlertid kritiseret det forhold, at det grundbeløb, der blev beregnet på grundlag af denne omsætning, blev multipliceret med 11,5 for så vidt angår Esso France, og at Kommissionen følgelig anvendte ExxonMobils omsætning efter fusionen for perioden september 1992 til november 1999 (syv et halvt år), da Mobil deltog alene i kartellet. Ifølge sagsøgerne afspejlede værdien af afsætningen efter ExxonMobil-koncernens fusion ikke Mobils relative vægt i overtrædelsen for så vidt angår perioden september 1992-november 1999.

98. Kommissionen har fastholdt, at ExxonMobils gennemsnitlige omsætning mellem 2000 og 2002 korrekt afspejler ExxonMobils relative vægt i kartellet i en væsentlig del af overtrædelsens periode, nemlig den periode, der fulgte efter fusionen, således at denne omsætning er repræsentativ. Kommissionen har endvidere henvist til den skønsmargin, den har ved valget af referenceperiode, og til retspraksis på området.

99. For det første overlader kriterierne overtrædelsens grovhed og varighed, der er nævnt i artikel 23, stk. 3, i forordning nr. 1/2003, ifølge retspraksis Kommissionen en vid skønsmargin ved beregningen af bøden, hvilket giver Kommissionen mulighed for at vedtage sanktioner under hensyntagen til den pågældende adfærds grad af ulovlighed (Rettens dom af 5.4.2006, sag T-279/02, Degussa mod Kommissionen, Sml. II, s. 897, præmis 76, og af 8.10.2 008, sag T-69/04, Schunk og Schunk Kohlenstoff-Technik mod Kommissionen, Sml. II, s. 2567, præmis 37).

100. Endvidere er Kommissionen ved fastsættelsen af bøder såsom den i denne sag omhandlede forpligtet til at overholde de generelle retsprincipper, navnlig ligebehandlingsprincippet og proportionalitetsprincippet (dommen i sagen Degussa mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 99, præmis 77 og 79, og dommen i sagen Schunk og Schunk Kohlenstoff-Techni mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 99, præmis 41).

101. For det andet er ligebehandlingsprincippet ifølge retspraksis kun tilsidesat, såfremt ensartede situationer behandles forskelligt, eller forskellige situationer behandles ens, medmindre en sådan behandling er objektivt begrundet (Domstolens dom af 13.12.1984, sag 106/83, Sermide, Sml. s. 4209, præmis 28, og Rettens dom af 4.7.2006, sag T-304/02, Hoek Loos mod Kommissionen, Sml. II, s. 1887, præmis 96).

102. I det foreliggende tilfælde befandt ExxonMobil sig imidlertid i en anden situation end de øvrige virksomheder, der deltog i kartellet, for så vidt som næsten halvdelen af selskabets produktion af paraffinvoks – Exxons produktion – ikke var blevet berørt af kartellet inden Exxon-Mobil-fusionen, der fandt sted i 1999. Kommissionen behandlede imidlertid selskabet på samme måde som de øvrige deltagere i kartellet, for så vidt som den tog hensyn til gennemsnittet af værdien af ExxonMobils afsætning i de tre sidste år af selskabets deltagelse.

103. Kommissionen tilsidesatte derfor ligebehandlingsprincippet.

104. For det tredje skal der foretages en samlet undersøgelse af klagepunkterne om tilsidesættelsen af artikel 23, stk. 3, i forordning nr. 1/2003 og tilsidesættelsen af proportionalitetsprincippet.

105. I henhold til artikel 23, stk. 3, i forordning nr. 1/2003 skal der ved fastlæggelse af bødens størrelse tages hensyn til både overtrædelsens grovhed og varighed.

106. Ifølge retspraksis indebærer proportionalitetsprincippet, at institutionernes retsakter ikke må gå videre end nødvendigt og passende for gennemførelsen af det med de pågældende retsforskrifter lovligt tilsigtede formål, hvorved det forudsættes, at såfremt det er muligt at vælge mellem flere egnede foranstaltninger, skal den mindst bebyrdende foranstaltning vælges, og byrderne må herved ikke være uforholdsmæssige i forhold til de tilsigtede mål (Domstolens dom af 13.11.1990, sag C-331/88, Fedesa m.fl., Sml. I, s. 4023, præmis 13, og af 5.5.1998, sag C-180/96, Det Forenede Kongerige mod Kommissionen, Sml. I, s. 2265, præmis 96; Rettens dom af 12.9.2007, sag T-30/05, Prym og Prym Consumer mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 223).

107. Inden for rammerne af de procedurer, Kommissionen indleder med henblik på at straffe overtrædelser af konkurrencereglerne, indebærer anvendelsen af dette princip, at bøderne ikke må være uforholdsmæssige i forhold til de tilsigtede mål, dvs. i forhold til overholdelsen af reglerne, og at den bøde, der pålægges en virksomhed for en overtrædelse på konkurrenceområdet, skal stå i rimeligt forhold til overtrædelsen betragtet som helhed, navnlig under hensyn til dens grovhed og varighed (jf. i denne retning dommen i sagen Prym og Prym Consumer mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 106, præmis 223 og 224 og den deri nævnte retspraksis). Proportionalitetsprincippet indebærer i denne sammenhæng, at Kommissionen skal udmåle bøden forholdsmæssigt i forhold til de elementer, der tages i betragtning ved vurderingen af overtrædelsens grovhed, og at den i denne henseende skal anvende disse elementer på en sammenhængende og objektivt berettiget måde (Rettens dom af 27.9.2006, sag T-43/02, Jungbunzlauer mod Kommissionen, Sml. II, s. 3435, præmis 226-228, og dommen i sagen Amann & Söhne og Cousin Filterie mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 38, præmis 171).

108. Det skal bemærkes, at det følger af punkt 6 i 2006-retningslinjerne, at »værdien af afsætningen kombineret med overtrædelsen og varigheden skal anses for en passende erstatningsværdi, der kan afspejle overtrædelsens økonomiske betydning og hver virksomheds relative vægt i overtrædelsen«. En sådan bestemmelse omfatter berettigelsen af den generelle metode, som Kommissionen anvender i henhold til de pågældende retningslinjer, som består i en multiplikation af en bestemt del af værdien af afsætningen i referenceperioden (18% i det foreliggende tilfælde for råparaffin) med antallet af år for deltagelsen i overtrædelsen.

109. Den omstændighed, at grundbeløbet efter denne metode er matematisk proportionalt med varigheden af deltagelsen i overtrædelsen (bortset fra den mindre del, der udgøres af »adgangsbeløbet«), viser, at kombinationen af værdien af afsætningen og varigheden i opbygningen af 2006-retningslinjerne skal udgøre en erstatningsværdi i forhold til hele deltagelsen varighed og ikke kun i forhold til det sidste fulde år af deltagelsen eller »en betydelig del« af dette år. En sådan konklusion gælder endvidere i henhold til den retspraksis, der er nævnt i præmis 95 ovenfor, hvorefter der skal vælges en beregningsmetode, som gør det muligt at tage højde for de enkelte virksomheders størrelse og økonomiske betydning samt omfanget af overtrædelsen for hver enkeltes vedkommende ud fra den økonomiske situation, som den var på det tidspunkt, da overtrædelsen blev begået.

110. Det grundbeløb, der er beregnet på grundlag af værdien af afsætningen i referenceperioden multipliceret med en faktor under hensyn til varigheden, giver imidlertid kun en passende erstatningsværdi, der afspejler de økonomiske realiteter under hele overtrædelsens varighed, hvis den komponent, der udgør udgangspunktet – værdien af afsætningen – i det mindste er nogenlunde repræsentativ for hele overtrædelsens varighed.

111. Det skøn, som Kommissionen har i forbindelse med beregningen af bødens størrelse, giver den ganske vist mulighed for under normale omstændigheder at tage hensyn til det sidste år af deltagelsen i overtrædelsen som referenceperiode. En sådan generel løsning er berettiget, idet det pågældende skøn gør det muligt for Kommissionen ikke at tage hensyn til enhver ændring i værdien af afsætningen i løbet af årene for overtrædelsen, og eftersom en stigning i værdien af afsætningen kan være resultatet af selve kartellet.

112. I tilfælde af at en fusion har fundet sted i perioden for kartellet, og hvor alene en af parterne deltog i kartellet inden fusionen, kan værdien af afsætningen for den enhed, der fulgte af fusionen, i det sidste fulde år multipliceret med antallet af år for deltagelsen ikke kun for den enhed, der fulgte af fusionen, men ligeledes den del, der inden fusionen deltog alene i kartellet, imidlertid ikke udgøre en »passende erstatningsværdi, der kan afspejle overtrædelsens økonomiske betydning og hver virksomheds relative vægt i overtrædelsen« for hele overtrædelsen varighed. Ved også at multiplicere værdien af afsætningen for den enhed, der var en følge af fusionen, med antallet af år, hvorunder kun en af fusionens parter deltog i overtrædelsen, forhøjer Kommissionen kunstigt bødens grundbeløb på en måde, der ikke afspejler de økonomiske realiteter i årene forud for fusionen.

113. Dette er imidlertid tilfældet i denne sag, eftersom Kommissionen beregnede det grundbeløb, der skulle anvendes ved fastlæggelsen af Esso Frances bøde, ved at multiplicere værdien af ExxonMobil-koncernens afsætning i perioden 2000-2002 med et antal år, som omfattede de år, hvor alene Mobil deltog i kartellet (fra 1992 til 1999). Det således fremkomne grundbeløb står ikke i forhold til overtrædelsens grovhed, eftersom det ikke på passende vis afspejler den økonomiske betydning af den overtrædelse, som Mobil France begik inden fusionen, og heller ikke afspejler dens relative vægt i kartellet.

114. Kommissionen tilsidesatte følgelig artikel 23, stk. 3, i forordning nr. 1/2003 samt proportionalitetsprincippet.

115. Kommissionens øvrige argumenter kan ikke rejse tvivl om de betragtninger, der er fremført i præmis 103 og 114 ovenfor.

116. For det første har Kommissionen gjort gældende, at den tog hensyn til Exxon-Mobil-fusionen i forbindelse med beregningen af bøden, eftersom der på Esso Deutschland, EMC og EMPC blev anvendt faktorer, der afspejlede en kortere varighed.

117. Det skal imidlertid bemærkes, at den værdi af ExxonMobils afsætning, som Kommissionen tog hensyn til ved beregningen af Esso Frances bøde, omfatter værdien af den afsætning, der er knyttet til aktiviteten »hydrogeneret voks«, der blev overtaget fra Exxon, som ikke var involveret i kartellet inden Exxon-Mobil-fusionen.

118. Dette argument må derfor forkastes.

119. For det andet skal der foretages en undersøgelse af Kommissionens argumenter om retspraksis på området.

120. For det første henviste Kommissionen under retsmødet til dommen af 3. marts 2011, Siemens og VA Tech Transmission & Distribution mod Kommissionen (forenede sager T-122/07 – T-124/07, Sml. II, s. 793, præmis 124 og 127), hvori Retten bekræftede Kommissionen tilgang, hvorefter værdien af afsætningen for den virksomhed, der opstod efter fusionen mellem Reyrolle Ltd, Schneider Electric High Voltage SA (herefter »SEHV«) og Nuova Magrini Galileo SpA (herefter »Magrini«) blev lagt til grund, og hvilken afsætning blev foretaget i overtrædelsens sidste fulde regnskabsår, med henblik på beregningen af udgangsbeløbet i forhold til alle selskaberne, selv om fusionen først fandt sted to år efter starten på deres deltagelse i overtrædelsen.

121. I denne forbindelse er det, som sagsøgerne med rette har gjort gældende, tilstrækkeligt at bemærke, at Reyrolle, Schneider Electric High Voltage og Nuova Magrini Galileo deltog separat i kartellet inden fusionen (dommen i sagen Siemens og VA Tech Transmission & Distribution mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 120, præmis 19), i modsætning til Exxon i den foreliggende sag. Retten er af den opfattelse, at denne omstændighed udgør en meget væsentlig faktisk forskel, således at den pågældende dom ikke med føje kan påberåbes af Kommissionen i denne sag.

122. For det andet har Kommissionen henvist til Rettens dom af 30. september 2009, Akzo Nobel m.fl. mod Kommissionen (sag T-175/05, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 139-146), som ligeledes vedrører et kartel, hvorunder sagsøgerne erhvervede et selskab, der ikke deltog i kartellet inden fusionen.

123. Der erindres om indholdet af dommen i sagen Akzo Nobel m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 122, der blev afsagt i den såkaldte monochloreddikesyre-sag, hvori Kommissionen anvendte retningslinjerne for beregningen af bøder i henhold til artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 og artikel 65, stk. 5, [KS] (EFT 1998 C 9, s. 3, herefter »1998-retningslinjerne«).

124. Retten fastslog i præmis 143 i dommen i sagen Akzo Nobel m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 122, at det forhold, at der tages hensyn til den omsætning, der foretages af hver enkelt af virksomhederne i løbet af referenceåret, dvs. det sidste fulde år i den fastslåede overtrædelsesperiode, gjorde det muligt at bedømme de enkelte virksomheders størrelse og økonomiske betydning samt omfanget af overtrædelsen for hver enkeltes vedkommende, idet disse oplysninger er relevante for bedømmelsen af grovheden af den overtrædelse, der er begået af hver enkelt virksomhed.

125. Dernæst stadfæstede Retten Kommissionens analyse, hvori Akzo Nobel blev klassificeret i den første kategori af overtrædere, for hvilken bødens grundbeløb blev fastsat til 30 mio. EUR foran Hoechst, der blev klassificeret i den anden kategori, for hvilken bødens grundbeløb blev fastsat til 21 mio. EUR, og som var den største producent af monochloreddikesyre i den største del af overtrædelsen varighed (fra 1984 til 1994). Akzo deltog i kartellet fra 1984 til 1999, men det var først i 1994 efter selskabets fusion med Nobel Industrier, som deltog i kartellet fra 1993, at Akzo Nobel blev den vigtigste producent af monochloreddikesyre foran Hoechst.

126. I denne forbindelse skal det fastslås, at den generelle metode, som Kommissionen fulgte i henhold til 2006-retningslinjerne, er meget forskellig fra den metode, der blev anvendt i henhold til 1998-retningslinjerne.

127. Der var nemlig ingen bestemmelse i 1998-retningslinjerne, der pålagde Kommissionen at tage hensyn til værdien af afsætningen for de virksomheder, der var involveret på det marked, som var omfattet af et kartel. Bødens udgangsbeløb skulle fastsættes på grundlag af overtrædelsens grovhed, »den faktiske økonomiske kapacitet for overtrædelsens deltagere til at forvolde betydelig skade på de øvrige operatører«, »den specifikke vægt af og således den faktiske fra hver enkelt virksomheds ulovlige adfærd indvirkning på konkurrencen« på en måde, der »sikrer en tilstrækkelig afskrækkende virkning« for den omhandlede virksomhed.

128. 1998-retningslinjerne overlod derfor et betydeligt større skøn til Kommissionen ved fastlæggelsen af udgangsbeløbet for bøden, en fastlæggelse, som den ofte har foretaget ved at klassificere de virksomheder, der har deltaget i et kartel, i flere kategorier, navnlig i forhold til deres respektive markedsandele. I 2006-retninglinjerne forpligtede Kommissionen sig til en metode, der indebar, at grundbeløbet skulle være matematisk proportionalt med værdien af afsætningen, eftersom det pågældende beløb svarede til »en del af værdien af afsætningen fastlagt på grundlag af overtrædelsens grovhed multipliceret med det antal år, overtrædelsen har varet«, hvortil føjes et beløb benævnt »adgangsbeløb«, på mellem 15 og 25% af værdien af afsætningen med henblik på at afskrække virksomhederne fra at deltage i de mest alvorlige aftaler.

129. Følgelig kan den løsning, der blev anvendt i dommen i sagen Akzo Nobel m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 122, med hensyn til anvendelsen af 1998-retningslinjerne, ikke overføres til det foreliggende tilfælde, henset til forskellen i den metode, der blev anvendt af Kommissionen i den anfægtede beslutning, som blev vedtaget på grundlag af 2006-retningslinjerne.

130. Henset til det ovenstående skal det første anbringende tages til følge, og den anfægtede beslutning skal annulleres i forhold til Esso France for så vidt angår beregningen af værdien af afsætning for paraffinvoks, uden at der foretages en undersøgelse af sagsøgernes øvrige klagepunkter og anbringender. Det behandles i præmis 134 og de følgende præmisser nedenfor, hvilke konsekvenser der skal drages med hensyn til fastsættelsen af bøden.

131. I øvrigt bør Kommissionen frifindes.

Udøvelsen af den fulde prøvelsesret og fastsættelsen af den endelige bøde

132. Det bemærkes, at legalitetsprøvelsen af de af Kommissionen vedtagne beslutninger suppleres af den fulde prøvelsesret, der tillægges Unionens retsinstanser i artikel 31 i forordning nr. 1/2003 i overensstemmelse med artikel 261 TEUF. Som følge af denne kompetence har Unionens retsinstanser beføjelse til, ud over en simpel legalitetskontrol af sanktionen, at anlægge deres egen vurdering i stedet for Kommissionens og derfor ophæve, nedsætte eller forhøje den pålagte bøde eller tvangsbøde. Den i traktaterne omhandlede prøvelse indebærer følgelig, at Unionens retsinstanser i overensstemmelse med de krav, der følger af det princip om domstolsbeskyttelse, som er indeholdt i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, foretager en såvel retlig som faktisk prøvelse, og at de har beføjelse til at bedømme beviserne, annullere den anfægtede beslutning og ændre bødebeløbene (jf. i denne retning Domstolens dom af 8.2.2007, sag C-3/06 P, Groupe Danone mod Kommissionen, Sml. I, s. 1331, præmis 60-62, og Rettens dom af 21.10.2003, sag T-368/00, General Motors Nederland og Opel Nederland mod Kommissionen, Sml. II, s. 4491, præmis 181).

133. Det tilkommer derfor Retten inden for rammerne af sin fulde prøvelsesret, når den træffer sin afgørelse, at undersøge, om sagsøgerne er blevet pålagt en bøde, hvis størrelse afspejler den pågældende overtrædelses grovhed og varighed korrekt, således at bøderne er forholdsmæssige i forhold til kriterierne i artikel 23, stk. 3, i forordning nr. 1/2003 (jf. i denne retning Rettens dom af 11.3.1999, sag T-156/94, Aristrain mod Kommissionen, Sml. II, s. 645, præmis 584-586, og af 9.7.2003, sag T-220/00, Cheil Jedang mod Kommissionen, Sml. II, s. 2473, præmis 93). Det skal imidlertid fastslås, at udøvelsen af den fulde prøvelsesret ikke svarer til en kontrol af egen drift, og det skal understreges, at proceduren for Unionens retsinstanser er kontradiktorisk.

134. Med henblik på at berigtige de i præmis 103 og 114 ovenfor nævnte ulovligheder, som Kommissionen har begået, må der tages udgangspunkt i særskilte værdier af afsætningen for perioderne inden og efter Exxon-Mobil-fusionen.

135. Hvad angår Esso Frances deltagelse i overtrædelsen i perioden mellem den 3. september 1992 og den 29. november 1999 skal der i mangel af tilgængelige oplysninger for 1999 tages hensyn til værdien af Esso Frances afsætning i 2000, og denne værdi skal multipliceres med en faktor på 7,5 med henblik på at afspejle varigheden af denne del af overtrædelsen.

136. Hvad angår Esso Frances deltagelse i overtrædelsen efter Exxon-Mobil-fusionen mellem den 30. november 1999 og den 20. november 2003 skal der tages hensyn til værdien af ExxonMobil-koncernens afsætning som fastsat af Kommissionen i den anfægtede beslutning, dvs. værdien af den afsætning, der blev foretaget i årene 2000-2002. Dernæst skal dette beløb multipliceres med en faktor på 4 med henblik på at tage hensyn til varigheden af denne del af overtrædelsen.

137. De andre elementer af beregningen af bøden forbliver uændrede. Retten konstaterer navnlig, at Kommissionen i henhold til 2006-retningslinjernes punkt 30 anvendte en multiplikationsfaktor på 2 under hensyn til den afskrækkende virkning som følge af ExxonMobil-koncernens betydelige størrelse, som den fastsatte ved udelukkende at tage hensyn til forholdet mellem værdien af ExxonMobils afsætning og selskabets samlede omsætning, idet den samtidig sikrede proportionaliteten med multiplikationsfaktorer, der blev anvendt på de øvrige virksomheder, som deltog i kartellet, og uden at fastsætte et minimumsbeløb for bøden under hensyn til den afskrækkende virkning (jf. 712. og 713. betragtning til den anfægtede beslutning). På denne baggrund, og da der ikke foreligger argumenter eller oplysninger, der peger i modsat retning, er Retten af den opfattelse, at samme fremgangsmåde skal benyttes ved som følge af ExxonMobil-koncernens størrelse at anvende en multiplikationsfaktor på 2 på grundbeløbet af den bøde, der blev pålagt Esso France, som beregnet efter den metode, der er beskrevet i præmis 135 og 136 ovenfor. Det følger heraf, at den bøde, der er pålagt Esso France i den anfægtede beslutnings artikel 2, skal fastsættes til 62 712 895 EUR.

138. Under alle omstændigheder finder Retten som led i udøvelsen af sin fulde prøvelsesret, at den således fastsatte bøde er passende under hensyn til grovheden og varigheden af den af Esso France begåede overtrædelse.

Sagens omkostninger

139. I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 3, kan Retten fordele sagens omkostninger eller bestemme, at hver part skal bære sine egne omkostninger, hvis parterne henholdsvis taber eller vinder på et eller flere punkter.

140. I det foreliggende tilfælde blev sagsøgernes første anbringende vedrørende de fejl, som Kommissionen begik i forbindelse med beregningen af størrelsen af den bøde, som blev pålagt Esso France, for så vidt angår den periode for deltagelse, der lå forud for Exxon-Mobil-fusionen, taget til følge af Retten. Argumentationen vedrørende dette anbringende udgjorde den største del i stævningen, hvis længde i øvrigt var betydeligt kortere end det maksimale antal sider i processkrift er, som fastsat i punkt 15 i de praktiske anvisninger til parterne for Retten. Derimod blev den argumentation, der blev fremført inden for rammerne af det andet anbringende til støtte for nedsættelsen af bødens størrelse i forhold til den periode for overtrædelsen, der lå efter Exxon-Mobil-fusionen, forkastet i sin helhed. Det bødebeløb, der solidarisk blev pålagt Esso Deutschland, EMPC og EMC, vedrører udelukkende denne anden periode. Følgelig findes Kommissionen efter sagens omstændigheder at burde bære sine egne omkostninger samt betale Esso Frances omkostninger, og at Esso Deutschland, EMPC et EMC skal bære deres egne omkostninger.

Afgørelse

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Tredje Afdeling):

1) Den bøde, som blev pålagt Esso Société anonyme française i artikel 2 i Kommissionens beslutning K(2008) 5476 endelig af 1. oktober 2008 vedrørende en procedure i henhold til artikel 81 [EF] og EØS-aftalens artikel 53 (sag COMP/39.181 – Lysvoks ), fastsættes til 62 712 895 EUR.

2) I øvrigt frifindes Europa-Kommissionen.

3) Kommissionen bærer sine egne omkostninger og betaler Esso Société anonyme françaises omkostninger.

4) Esso Deutschland GmbH, ExxonMobil Petroleum and Chemical BVBA og Exxon Mobil Corp. bærer deres egne omkostninger.