Parter
Dommens præmisser
Afgørelse

Parter

I sag T-406/08,

Industries chimiques du fluor (ICF), Tunis (Tunesien), først ved advokaterne M. van der Woude og T. Hennen, derefter ved advokaterne P. Wytinck og D. Gillet,

sagsøger,

mod

Europa-Kommissionen ved M.É. Gippini Fournier, K. Mojzesowicz og N. von Lingen, som befuldmægtigede,

sagsøgt,

angående en påstand om annullation af Kommissionens beslutning K(2008) 3043 af 25. juni 2008 vedrørende en procedure i henhold til artikel 81 [EF] og EØS-aftalens artikel 53 (sag COMP/39 180 – Aluminiumfluorid) vedrørende et kartel på verdensmarkedet for aluminiumfluorid med prisfastsættelse og fordeling af markedsandele på verdensplan samt, subsidiært, en påstand om nedsættelse af den bøde, sagsøgeren er blevet pålagt,

har

RETTEN (Første Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, J. Azizi (refererende dommer), og dommerne I. Labucka og S. Frimodt Nielsen,

justitssekretær: fuldmægtig C. Kristensen,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 15. juni 2012,

afsagt følgende

Dom

Dommens præmisser

Sagens baggrund

I – Faktiske omstændigheder

1. Kommissionens beslutning K(2008) 3043 af 25. juni 2008 vedrørende en procedure i henhold til artikel 81 EF og EØS-aftalens artikel 53 (COMP/39 180 – Aluminiumflourid) (herefter »den anfægtede beslutning«) omhandler et kartel på verdensmarkedet for aluminiumflourid med prisfastsættelse og fordeling af markedsandele på verdensplan, hvori sagsøgeren, Industries chimiques du fluor (ICF), deltog aktivt.

2. Sagsøgeren er et tunesisk aktieselskab, der er børsnoteret i Tunis (Tunesien) og driver virksomhed med produktion og salg af aluminiumflourid (23. betragtning til den anfægtede beslutning).

3. Boliden Odda A/S (herefter »Boliden«) er et norsk selskab, der driver virksomhed med produktion og salg af zink og aluminiumflourid (femte betragtning til den anfægtede beslutning). Den 23. marts 2005 anmodede Boliden Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber om bødefritagelse i henhold til Kommissionens meddelelse fra 2002 om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager (EFT C 45, s. 3, herefter »samarbejdsmeddelelsen«). I april 2005 fremkom Boliden med yderligere præciseringer og oplysninger og afgav mundtlige erklæringer. Den 28. april 2005 indrømmede Kommissionen Boliden betinget bødefritagelse i medfør af samarbejdsmeddelelsens punkt 8, litra a) (56. betragtning til den anfægtede beslutning).

4. Den 25. og 26. maj 2005 gennemførte Kommissionen kontrolundersøgelser i henhold til artikel 20, stk. 4, i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i artikel 81 [EF] og 82 [EF] (EFT 2003 L 1, s. 1) i lokalerne hos europæiske leverandører af aluminiumflourid (57. betragtning til den anfægtede beslutning), bl.a. hos Floursid SpA, et italiensk selskab, Aluflour AB, Derivados del Fluor, SA og CE Giulini & C. Srl.

5. Den 23. og 31. august 2006 gennemførte Kommissionen interviews med den tidligere salgsdirektør for afdelingen for aluminiumflourid »Noralf« i Boliden, O., i henhold til artikel 19 i forordning nr. 1/2003 (58. betragtning til den anfægtede beslutning).

6. Mellem september 2006 og februar 2007 fremsendte Kommissionen en række anmodninger om oplysninger til de virksomheder, der på dette tidspunkt var omfattet af den administrative procedure, bl.a. til sagsøgeren, Boliden, Alufluor, Derivados del Fluor, Fluorsid, CE Giulini & C., Minmet – et schweizisk selskab, der er hovedaktionær i Floursid – og til det mexicanske selskab Industrial Quimica de Mexico (IQM), i henhold til artikel 18, stk. 2, i forordning nr. 1/2003, som disse selskaber besvarede (59. betragtning til den anfægtede beslutning).

7. Under et møde med Kommissionen den 29. marts 2007 fremlagde Floursid visse dokumenter. Den 22. april 2007 indgav Floursid en »anmodning om bødefritagelse eller bødenedsættelse« i medfør af samarbejdsmeddelelsen, som Kommissionen fortolkede som en anmodning om nedsættelse af bødebeløbet. Den 27. maj 2007 indgav Floursid et tillæg til denne anmodning. Den 13. juli 2007 informerede Kommissionen Floursid om, at den ikke havde til hensigt at indrømme dette selskab bødenedsættelse i henhold til samarbejdsmeddelelsen (60., 248. og 249. betragtning til den anfægtede beslutning).

8. Den 24. april 2007 indledte Kommissionen formelt proceduren mod bl.a. sagsøgeren, Boliden, Floursid, Minmet og IQM og vedtog en klagepunktsmeddelelse, som blev tilstillet disse den 25. april 2007, og som blev meddelt dem mellem den 26. og den 30. april 2007. Samtidig gav Kommissionen dem adgang til sagsakterne i form af en cd-rom (61. betragtning til den anfægtede beslutning).

9. Med undtagelse af Boliden har modtagerne af klagepunktmeddelelsen indgivet bemærkninger vedrørende de klagepunkter, der er fremført vedrørende dem (62. betragtning til den anfægtede beslutning).

10. Den 13. september 2007 blev der afholdt mundtlig høring i sagen, hvori alle modtagerne af klagepunktsmeddelelsen deltog (63. betragtning til den anfægtede beslutning).

11. Den 11. og den 14. april 2008 sendte Kommissionen alle modtagerne af klagepunktsmeddelelsen anmodninger om oplysninger, idet de blev opfordret til at anføre deres samlede omsætning og deres salg af aluminiumflourid og til at præcisere enhver betydelig kommende ændring med hensyn til aktivitet eller ejerforhold (64. betragtning til den anfægtede beslutning).

II – Den anfægtede beslutning

A – Den anfægtede beslutnings konklusion

12. Den anfægtede beslutnings konklusion lyder således:

»Artikel 1

Følgende virksomheder har overtrådt […] artikel 81 [EF] og artikel 53 i EØS-traktaten ved fra den 12. juli 2000 til den 31. december 2000 at have deltaget i en aftale og/eller samordnet praksis i aluminiumfluoridsektoren:

a) Boliden […]

b) Fluorsid […] og Minmet […]

c) [ICF]

d) [IQM] og QB Industrias SAB

Artikel 2

Der pålægges følgende bøder for den i artikel 1 nævnte overtrædelse:

a) Boliden […]: 0 EUR

b) Fluorsid […] og Minmet […], som hæfter solidarisk: 1 600 000 EUR

c) [ICF]: 1 700 000 EUR

d) [IQM] og QB Industrias SAB, som hæfter solidarisk: 1 670 000 EUR

[…]«

B – Den anfægtede beslutnings begrundelse

13. I den anfægtede beslutnings begrundelse anførte Kommissionen i det væsentlige følgende.

1. Aluminiumfluoridsektoren

14. Ifølge Kommissionen er aluminiumfluorid en kemisk forbindelse, der bruges til fremstilling af aluminium, og som gør det muligt at nedsætte det forbrug af elektricitet, der kræves til udsmeltningsprocessen, ved fremstillingen af primær aluminium, og som således bidrager betragteligt til at reducere omkostningerne ved fremstilling af aluminium. Aluminiumsproducenterne er hovedforbrugerne af aluminiumfluorid. Der produceres årligt mere end 20 mio. tons aluminium i verden, hvoraf ca. 30% produceres i Europa (anden og tredje betragtning til den anfægtede beslutning).

15. I 2000 beløb sagsøgerens salg af aluminiumfluorid i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS) sig til 8 146 129 EUR og i hele verden til 34 339 694 EUR. I 2007 udgjorde omsætningen på verdensplan et beløb på 36 891 574 EUR (25. betragtning til den anfægtede beslutning).

16. I 2000 var den skønnede samlede markedsværdi af aluminiumfluorid, der blev solgt på det åbne marked i EØS, ca. 71 600 000 EUR. Markedsværdien af aluminiumfluorid, som blev solgt på det åbne verdensmarked, der blev berørt af kartellet, var i 2000 ca. 340 000 000 EUR. Den skønnede samlede markedsandel hos de virksomheder, der er omfattet af den anfægtede beslutning, udgjorde ca. 33% af EØS-markedet og ca. 35% af verdensmarkedet (33. betragtning til den anfægtede beslutning).

17. Aluminiumfluorid forhandles på globalt plan. Der foretages salg fra De Forenede Stater til EØS og fra EØS til De Forenede Stater, Afrika, Sydamerika og Australien (35. betragtning til den anfægtede beslutning). Sagsøgeren solgte betragtelige mængder af produktet i EØS (36. betragtning til den anfægtede beslutning). Siden 1997 har sammenslutningen af aluminiumfluoridvirksomheder, Inorganic Fluorine Producers Association (IFPA), samlet producenter fra hele verden (38. betragtning til den anfægtede beslutning).

2. Mødet i Milano og kartellets udmøntning i praksis

18. Ifølge Kommissionen fandt der allerede visse former for hemmeligt aftalt praksis sted i aluminiumfluoridsektoren i perioden mellem oprettelsen af IFPA i 1997 og mødet i Milano (Italien) den 12. juli 2000, men der foreligger ingen overbevisende dokumentation herfor (73. betragtning til den anfægtede beslutning). Kommissionen har præciseret, at der i mødet i Milano deltog repræsentanter fra Floursid, sagsøgeren og IQM, mens en repræsentant fra Bolidens »Noralf«-afdeling deltog i dette møde over telefonen. På mødet blev deltagerne enige om et mål om at forhøje priserne med 20%. De analyserede situationen i forskellige regioner i verden, herunder Europa, med henblik på fastlæggelse af et generelt prisniveau og i visse tilfælde en opdeling af markedet. Ifølge deres aftale var det generelle formål at opnå et højere prisniveau og at modvirke enhver betydelig rabat. Mødedeltagerne udvekslede endvidere følsomme kommercielle oplysninger. Kommissionen har i denne forbindelse støttet sig på referatet fra mødet i Milano udarbejdet af Floursids repræsentant, R., noterne fra repræsentanten for Bolidens »Noralf«-afdeling, O., og O.s erklæring (77.-91. betragtning til den anfægtede beslutning).

19. Efter mødet i Milano forblev de pågældende virksomheder i kontakt med hinanden (93. betragtning til den anfægtede beslutning).

20. Den 25. oktober 2000 udvekslede T. fra Bolidens »Noralf«-afdeling og A. fra IQM telefonisk oplysninger om de respektive tilbud til en kunde i Australien, herunder oplysninger om prisniveauet, varigheden af kontrakten og den tilbudte mængde. Indholdet af denne telefonsamtale blev refereret i et håndskrevet notat fra dette tidspunkt fra T. til O., ligeledes fra Bolidens »Noralf«-afdeling (94. betragtning til den anfægtede beslutning).

21. Den 8. november 2000 sendte Minmets administrerende direktør, C., et notat til Floursid om en telefonsamtale, som han samme dag havde ført med G. fra sagsøgeren om salgspriserne på aluminiumfluorid (95. betragtning til den anfægtede beslutning).

22. Den 9. november 2000 sendte Minmet et andet referat til Fluorsid fra et møde med sagsøgeren i Lausanne (Schweiz) vedrørende kunderne og priserne på forskellige markeder, navnlig Brasilien og Venezuela (96. betragtning til den anfægtede beslutning).

3. Anvendelsen af artikel 81, stk. 1, EF og EØS-aftalens artikel 53, stk. 1

23. Kommissionen konkluderede, at mødet i Milano og de følgende handlinger med henblik på udmøntningen heraf i praksis havde alle kendetegnene ved en aftale og/eller samordnet praksis i henhold til artikel 81 EF eller EØS-aftalens artikel 53 (115.-122. betragtning til den anfægtede beslutning), og at dette kartel udgjorde en samlet og vedvarende overtrædelse (123.-129. betragtning til den anfægtede beslutning).

24. Overtrædelsen havde til formål at begrænse konkurrencen i Fællesskabet og i EØS (130.-135. betragtning til den anfægtede beslutning), men dens geografiske rækkevidde var global, idet den udstrakte sig til de regioner, der var nævnt i referatet af mødet i Milano, nemlig bl.a. Europa, Tyrkiet, Australien, Sydamerika, Sydafrika og Nordamerika (136. betragtning til den anfægtede beslutning).

25. Ifølge Kommissionen kunne kartellet indebære en mærkbar påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne »og/eller« de kontraherende parter i EØS-aftalen (137.-142. betragtning til den anfægtede beslutning).

4. Overtrædelsens varighed

26. På trods af, at der forelå oplysninger, hvorefter aluminiumflouridproducenterne allerede i den anden halvdel af 1990’erne havde en hemmeligt aftalt praksis, navnlig efter et møde i Grækenland i 1999, var Kommissionen af den opfattelse, at den først rådede over overbevisende dokumentation for, at der forelå et kartel fra »i det mindste« den 12. juli 2000, som var datoen for mødet i Milano (144. betragtning til den anfægtede beslutning).

27. I aluminiumfluoridsektoren forhandles leveringsaftalerne på forhånd i en periode, der starter i løbet af hvert kalenderårs andet halvår, og som afsluttes i slutningen af dette kalenderår eller i løbet af de første fem måneder i det følgende kalenderår. Dette gælder også for flerårige kontrakter. I nogle flerårige kontrakter fastsættes der altid enten en årlig forhandling om priserne i slutningen af hvert kalenderår eller en halvårlig prisrevision i slutningen af hvert halvår. Referatet af mødet i Milano bekræftede, at sektorens praksis bestod i at fastlægge priserne på forhånd for det følgende regnskabsår. Kommissionen udledte deraf, at resultatet af de hemmeligt aftalte kontakter fra juli 2000 fandt anvendelse på de forhandlinger, der var blevet ført i løbet af andet halvår af 2000 (146. betragtning til den anfægtede beslutning).

28. Kommissionen nåede derfor til den konklusion, at kartelaftalen var i kraft og fortsatte med at begrænse konkurrencen ved deltagerne i kartellets handlinger indtil »i det mindste« den 31. december 2000 (147. betragtning til den anfægtede beslutning).

5. Fastsættelsen af størrelsen af bøden

29. Kommissionen fastsatte grundbeløbet for den bøde, der skulle pålægges sagsøgeren, til 1 700 000 EUR (243. betragtning til den anfægtede beslutning), idet den anførte, at bødens grundbeløb ifølge retningslinjerne for beregning af bøder efter artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1/2003 (EUT 2006 C 210, s. 2, herefter »retningslinjerne fra 2006«) »skal fastsættes på basis af en bestemt del af afsætningens værdi, som afhænger af overtrædelsens grovhed, og multipliceres med det antal år, overtrædelsen har varet« (234. betragtning til den anfægtede beslutning).

30. I det foreliggende tilfælde bestod overtrædelsen bl.a. i en horisontal aftale om fastsættelse af priser, der efter selve sin art hørte til blandt de mest alvorlige begrænsninger af konkurrencen. Dette aspekt skulle afspejles i den del af afsætningsværdien, der skulle tages i betragtning (236. betragtning til den anfægtede beslutning). I 2000 var den samlede estimerede markedsandel for de virksomheder, der deltog i overtrædelsen, ikke over 35% i EØS (237. betragtning til den anfægtede beslutning). Kartellets geografiske udstrækning var global (238. betragtning til den anfægtede beslutning). Kommissionen »tog endvidere hensyn til, i hvilken grad overtrædelsen var blevet udmøntet i praksis [134., 135., 154.-156., 172. og 185. betragtning til den anfægtede beslutning], for at fastlægge den del af afsætningens værdi, der skulle tages i betragtning« (239. betragtning til den anfægtede beslutning).

31. Kommissionen konkluderede deraf, at under hensyntagen til de faktorer, der er nævnt ovenfor vedrørende arten af overtrædelsen og dens geografiske rækkevidde, var den del af værdien af afsætningen for hver af virksomhederne, på grundlag af hvilken bødernes grundbeløb skulle pålægges, på 17% (240. betragtning til den anfægtede beslutning).

32. Da overtrædelsens varighed »i det mindste« svarede til perioden fra den 12. juli til den 31. december 2000, var den multiplikationsfaktor, der skulle anvendes på det det fastsatte grundbeløb, 0,5 (241. betragtning til den anfægtede beslutning). Det yderligere beløb for at afskrække virksomhederne fra at deltage i horisontale aftaler om prisfastsættelser som den, der er omhandlet i det foreliggende tilfælde, var på 17% af værdien af afsætningen (242. betragtning til den anfægtede beslutning).

33. Kommissionen fastlagde grundbeløbene for de bøder, der skulle pålægges deltagerne i kartellet, som følger:

– Boliden: 1 mio. EUR

– Fluorsid og Minmet: 1,6 mio. EUR

– ICF: 1,7 mio. EUR

– IQM, QB Industrias SAB: 1,67 mio. EUR.

34. Under anvendelse af samarbejdsmeddelelsen indrømmede Kommissionen endelig Boliden fuldstændig bødefritagelse.

6. Formildende omstændigheder

35. Kommissionen har vurderet, at de oplysninger, som sagsøgeren har fremlagt, ikke har påvist, at selskabets reelle adfærd på markedet »kunne modvirke overtrædelsens konkurrencebegrænsende virkninger, eller at selskabet altid handle[de] uafhængigt på markedet i overtrædelsesperioden«. Tværtimod viser oplysningerne i Kommissionens sagsakter ifølge Kommissionen, at sagsøgeren opretholdt de bilaterale kontakter med sine konkurrenter selv efter mødet i Milano (245.-247. betragtning til den anfægtede beslutning). Kommissionen har ikke konstateret nogen formildende omstændigheder til fordel for sagsøgeren, der kan føre til en nedsættelse af bøden.

36. Kommission har konkluderet, at størrelsen af den bøde, der pålægges sagsøgeren i medfør af artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1/2003, bør være 1,7 mio. EUR (276. betragtning til den anfægtede beslutning).

Retsforhandlinger og parternes påstande

37. Sagsøgeren har anlagt nærværende sag pr. e-mail og telefax, der blev indleveret til Rettens Justitskontor henholdsvis den 19. og den 20. september 2008. Papirudgaven af stævningen blev indleveret til Justitskontoret den 24. september 2008. Hver forsendelse var vedlagt en følgeskrivelse.

38. Den 27. oktober 2008 fremsatte sagsøgeren efter opfordring fra Retten sine bemærkninger vedrørende den originale karakter af papirudgaven af stævningen, der blev modtaget den 24. september 2008.

39. Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

– Den anfægtede beslutning annulleres.

– Subsidiært nedsættes den bøde, sagsøgeren er blevet pålagt, væsentligt.

– Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

40. Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

– Søgsmålet afvises, subsidiært, frifindelse.

– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

41. På grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Første Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling.

42. Da et af afdelingens medlemmer har forfald, har Rettens præsident i overensstemmelse med artikel 32, stk. 3, i Rettens procesreglement udpeget en anden dommer, for at afdelingen kan være beslutningsdygtig.

43. Som led i foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse truffet i henhold til procesreglementets artikel 64 har Retten anmodet Kommissionen om at fremlægge nærmere bestemte dokumenter og skriftligt at besvare en række spørgsmål. Kommissionen har efterkommet disse foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse inden for den fastsatte frist.

44. Parterne har afgivet mundtlige indlæg og besvaret mundtlige spørgsmål fra Retten under retsmødet den 14. juni 2012.

Retlige bemærkninger

I – Formaliteten

45. Kommissionen har gjort gældende, at sagen må afvises.

46. Den anfægtede beslutning af 25. juni 2008 blev meddelt sagsøgeren den 10. juli 2008. Fristen for at anlægge sag med påstand om annullation af den anfægtede beslutning forlænget med afstandsfristen på ti dage udløb den 22. september 2008. En kopi af stævningen blev indleveret til Rettens Justitskontor pr. e-mail den 19. september 2008 og pr. telefax den 20. september 2008, mens papirudgaven først blev indleveret den 24. september 2008. For så vidt som papirudgaven ikke var den originale stævning, men en fotokopi af originalen, finder procesreglementets artikel 43, stk. 6, ikke anvendelse, og sagen skal afvises som for sent anlagt. Underskriften på kopien af stævningen er ikke en håndskreven underskrift, men en kopi af den. Kravet om en håndskreven underskrift i procesreglementets artikel 43, stk. 1, må anses for at udgøre en væsentlig formforskrift, der må anvendes strengt, med den virkning, at manglende overholdelse medfører, at sagen må afvises. Kommissionen har overladt det til Retten at fastslå, hvorvidt sagen kan antages til realitetsbehandling.

47. Ifølge sagsøgeren har den omhandlede »administrative håndteringsfejl« hverken været til skade for retssikkerhedsprincippet eller procesreglementets artikel 43. Den 19. september 2008 fremsendte sagsøgerens rådgiver stævningen underskrevet af M. van der Woude og T. Hennen pr. telefax. Følgeskrivelsen til telefaxen var underskrevet af T. Hennen og P. Wytinck, kollegaer til M. van der Woude. Samme dag sendte T. Hennen stævningen, følgeskrivelsen og kvitteringen for modtagelsen af telefaxen pr. e-mail til Domstolens Justitskontor, og M. Van der Woude videresendte denne e-mail til Rettens Justitskontor den 20. september 2008. Den 23. september 2008 sendte T. Hennen med selskabet UPS syv eksemplarer af stævningen til Rettens Justitskontor, hvoraf et eksemplar var angivet som værende originaleksemplaret og de øvrige seks bekræftede kopier deraf. Den følgeskrivelse, der var vedlagt forsendelsen, var underskrevet af T. Hennen. De syv eksemplarer, der blev sendt den 23. september 2008, var identiske med den tekst, som var sendt med telefax og som e-mail og alle underskrevet af T. Hennen. Den version af stævningen, der var angivet som værende originalen, hvilket ikke var tilfældet, da den originale udgave deraf ikke var blevet sendt som følge af en »håndteringsfejl«, var ikke påført en håndskreven underskrift.

48. Sagsøgeren har gjort gældende, at den papirudgave af stævningen, der blev fremsendt til Justitskontoret, faktisk havde karakter af en »original«. Selv om underskriften ikke var håndskreven, er retssikkerhedsprincippet i det konkrete tilfælde blevet overholdt. For det første er alle de udgaver af stævningen, der er indleveret til Justitskontoret, materielt set identiske. For det andet fremgår det klart af følgeskrivelsen af 23. september 2008, der er skrevet under i hånden af T. Hennen, at sagsøgerens hensigt var at fremsende en original. Underskriften på brevet er identisk med den, der er gengivet i det dokument, som er angivet som værende den originale stævning, og med de underskrifter, der er påført alle de øvrige dokumenter, som er fremsendt til Rettens Justitskontor. For det tredje er den udgave, der er angivet som værende den originale stævning, identisk med den udgave, som er scannet ind og fremsendt via e-mail. For det fjerde er der, eftersom T. Hennen har underskrevet alle de dokumenter, der er fremsendt til Rettens Justitskontor, ingen tvivl om, at disse dokumenter hidrører fra den befuldmægtigede advokat. Sagsøgeren har konkluderet, at der ikke kunne have hersket tvivl om ophavsmanden til den stævning, der er angivet som værende den originale.

49. I henhold til procesreglementets artikel 43, stk. 1, skal det originale eksemplar af ethvert processkrift underskrives af partens befuldmægtigede eller advokat.

50. Det følger af procesreglementets artikel 43, stk. 6, at såfremt et processkrift først er fremsendt til Justitskontoret pr. telefax eller ved ethvert andet teknisk kommunikationsmiddel, som Retten råder over, før udløbet af procesfristen, anses denne frist for at være overholdt, såfremt det underskrevne originaleksemplar af processkriftet indleveres til Justitskontoret senest ti dage senere.

51. I det foreliggende tilfælde blev papirudgaven af stævningen indleveret til Justitskontoret inden for fristen på ti dage efter fremsendelsen af udgaverne pr. telefax og e-mail.

52. Som det er anerkendt i retspraksis, har kravet om en håndskreven underskrift i procesreglementets artikel 43, stk. 1, første afsnit, således ud fra retssikkerhedsmæssige betragtninger til formål at sikre stævningens autenticitet og at udelukke risikoen for, at underskriften i virkeligheden ikke hidrører fra den person, der har beføjelse til at skrive under. Dette krav må herefter anses for at udgøre en væsentlig formforskrift, der må anvendes strengt, med den virkning, at manglende overholdelse medfører, at sagen må afvises (Rettens dom af 23.5.2007, sag T-223/06 P, Parlamentet mod Eistrup, Sml. II, s. 1581, præmis 51).

53. Procesreglementets artikel 43 har til formål at sikre overholdelsen af retssikkerhedsprincippet og kræver i denne henseende, at stævningen er autentisk og hidrører fra en advokat med behørig bemyndigelse fra sin klient.

54. I den foreliggende sag havde T. Hennen, som det fremgår af dokumentet af 8. september 2008, der var vedlagt stævningen som bilag, behørig bemyndigelse fra sagsøgeren.

55. Selv om selve stævningen, der blev afsendt den 23. september 2008, ikke var forsynet med en original underskrift fra den repræsenterende advokat, men alene med en kopi af denne, var den vedlagt et følgebrev med en original håndskreven underskrift fra samme repræsenterende advokat, T. Hennen, som ligeledes svarede til underskriften på følgebrevet vedlagt fremsendelsen pr. telefax. Det er således åbenbart, at underskriften på følgebrevet, underskriften på papirudgaven af stævningen afsendt den 23. september 2008 og underskriften på den udgave af stævningen, der blev fremsendt pr. telefax, hidrørte fra den samme advokat, T. Hennen. Det følger heraf, at der ikke var nogen tvivl om identiteten af ophavsmanden til den stævning, der var angivet som værende den originale. Desuden må et brev eller en følgeskrivelse, der er underskrevet af sagsøgerens repræsentant, og et indlæg, der ikke er underskrevet, anses for at udgøre et enkelt behørigt underskrevet processkrift, når de er en del af en og samme postforsendelse som i den foreliggende sag.

56. Det må derfor lægges til grund, at fremsendelsen af stævningen pr. telefax og pr. e-mail er blevet forskriftsmæssigt bekræftet i rette tid i overensstemmelse med procesreglementets artikel 43, stk. 5, og at sagen følgelig kan antages til realitetsbehandling.

II – Realiteten

A – Resumé af annullationsanbringenderne

57. Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren i det væsentlige anført fire anbringender, hvoraf visse anbringender er opdelt i flere led.

58. Det første anbringende vedrører først og fremmest en tilsidesættelse af retten til forsvar og af artikel 27 i forordning nr. 1/2003. Den overtrædelse, der pålægges straf for i den anfægtede beslutning, er en anden end den, der er beskrevet i klagepunktsmeddelelsen, og Kommissionen har efter fremsendelsen af klagepunktsmeddelelsen støttet sig på nye dokumenter i den anfægtede beslutning. Sagsøgeren har derfor ikke haft mulighed for at få kendskab til Kommissionens egentlige klagepunkter, hvilket udgør en tilsidesættelse af sagsøgerens ret til forsvar.

59. Det andet anbringende vedrører en tilsidesættelse af artikel 81 EF. Det andet anbringendes første led vedrører det forhold, at de faktiske omstændigheder, der foreholdes sagsøgeren, ikke udgør en tilsidesættelse af artikel 81 EF. De beviser, der er anført i den anfægtede beslutning, påviser hverken, at der forelå en aftale om prisfastsættelse eller en samordnet praksis som omhandlet i artikel 81 EF. Det andet anbringendes andet led, der er gjort gældende subsidiært, vedrører det forhold, at de faktiske omstændigheder, der foreholdes sagsøgeren, ikke kan betegnes som en samlet og vedvarende overtrædelse.

60. Det tredje anbringende, der er blevet gjort gældende subsidiært, vedrører en tilsidesættelse af artikel 23 i forordning nr. 1/2003 og af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning. Det tredje anbringendes første led vedrører en fejlagtig anvendelse af punkt 18 i retningslinjerne fra 2006. Det tredje anbringendes andet led vedrører en fejlagtig fastsættelse af grundbeløbet og det yderligere beløb for bøden.

61. Det fjerde anbringende vedrører en tilsidesættelse af artikel 36 i Euro-Middelhavsaftalen om oprettelse af en associering mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Den Tunesiske Republik på den anden side (EFT 1998 L 97, s. 2, herefter »Euro-Middelhavsaftalen«), af pligten til omhu samt af princippet om international høflighed.

62. Retten finder det hensigtsmæssigt først at behandle det andet anbringende.

B – Det andet anbringende om en tilsidesættelse af artikel 81 EF

1. Andet anbringendes første led vedrørende det forhold, at de faktiske omstændigheder, der foreholdes sagsøgeren, ikke udgør en tilsidesættelse af artikel 81 EF

a) Indledende bemærkninger

63. Sagsøgeren har bestridt, at der er sket tilsidesættelse af artikel 81 EF, og at der foreligger et kartel eller en udveksling af oplysninger med konkurrencebegrænsende formål eller virkning. Sagsøgeren har ligeledes gjort gældende, at Kommissionen har begået en retlig fejl ved at hævde, at tilstedeværelsen af et konkurrencebegrænsende formål er tilstrækkeligt til at godtgøre, at der foreligger en konkurrencebegrænsning.

64. De beviser, der er angivet i den anfægtede beslutning, viser højst, at der har været en kontakt, hvor deltagerne har gennemgået de forskellige markeder, hvorpå de opererer. Sagsøgeren var ikke blevet enig med sine konkurrenter om prisen hverken i form af en aftale eller en samordnet praksis. De faktiske omstændigheder, der er lagt til grund i den anfægtede beslutning, kan maksimalt udgøre en udveksling af oplysninger, hvis konkurrencebegrænsende formål eller virkning ikke er bevist. Kommissionen har ikke godtgjort, at de berørte virksomheder er blevet enige om en forhøjelse af priserne for aluminiumfluorid på 20% eller fastsatte målene for en prisstigning. Referatet fra mødet i Milano afslørede kun en stigning i produktionsomkostningerne, hvilket var en markedsoplysning, som alle havde kendskab til, og deltagernes »ønske« om en tilsvarende prisstigning på deres produkt. Deltagerne tvivlede imidlertid på, at markedet kunne acceptere en sådan prisstigning. Sagsøgeren har gjort gældende, at diskussionen var »af hypotetisk karakter«, og at der ikke havde været en fælles holdning vedrørende en forhøjelse af priserne for aluminiumfluorid med 20%. Der var tale om et analytisk dokument og ikke en prisaftale. O.’s notater fra mødet i Milano var ligeledes af analytisk karakter og viste ikke en prisaftale. Notaterne fra O. fra Bolidens »Noralf«-afdeling af 25. oktober 2000 vedrørende Australien henviser ikke til en aftale eller til mødet i Milano. Ligeledes er Fluorsids notater af 8. november 2000 og notaterne fra R. fra Fluorsid den 9. november 2000 ikke bevis for en prisaftale og indeholder ingen henvisninger til den angivelige Milano-aftale. Endelig har sagsøgeren anført, at idéen om, at det har været muligt for fire producenter at aftale en verdensomspændende prisstigning, er »økonomisk set absurd«. Endelig har Kommissionen hverken bevist formålet med udvekslingen af oplysninger eller udvekslingens konkurrencebegrænsende virkning.

65. Kommissionen har gjort gældende, at dette anbringende skal forkastes.

66. Indledningsvis bemærkes i denne henseende, at det er anerkendt fast retspraksis, at det dels påhviler den part eller myndighed, der gør en tilsidesættelse af konkurrencereglerne gældende, at føre bevis herfor ved på retligt tilstrækkelig måde at føre bevis for de faktiske omstændigheder, der udgør en sådan overtrædelse, dels påhviler den virksomhed, der påberåber sig retten til at bestride, at der foreligger en overtrædelse, at føre bevis for, at betingelserne for at gøre en sådan indsigelse gældende er opfyldt, således at myndigheden herefter må anvende andre beviser (Domstolens dom af 17.12.1998, sag C-185/95 P, Baustahlgewebe mod Kommissionen, Sml. I, s. 8417, præmis 58, og af 7.1.2004, forenede sager C-204/00 P, C-205/00 P, C-211/00 P, C-213/00 P, C-217/00 P og C-219/00 P, Aalborg Portland m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 123, præmis 78, samt Rettens dom af 16.11.2006, sag T-120/04, Peróxidos Orgánicos mod Kommissionen, Sml. II, s. 4441, præmis 50).

67. For så vidt angår bevisførelsen i forbindelse med en overtrædelse af artikel 81, stk. 1, EF bemærkes endvidere, at Kommissionen skal fremlægge præcise og samstemmende beviser for sin faste overbevisning om, at overtrædelsen har fundet sted (jf. i denne retning Domstolens dom af 28.3.1984, forenede sager 29/83 og 30/83, Compagnie royale asturienne des mines og Rheinzink mod Kommissionen, Sml. s. 1679, præmis 20). Såfremt der hos Retten foreligger en tvivl, skal dette komme den virksomhed til gode, der er adressat for beslutningen, hvorved en overtrædelse fastslås. Retten kan derfor ikke konkludere, at Kommissionen har ført fornødent bevis for den pågældende overtrædelse, hvis den fortsat nærer tvivl vedrørende dette spørgsmål, navnlig i en sag, hvori der er nedlagt påstand om annullation af en beslutning, hvori der pålægges en bøde (Rettens dom af 25.10.2005, sag T-38/02, Groupe Danone mod Kommissionen, Sml. II, s. 4407, præmis 215).

68. Det fremgår endvidere af fast retspraksis, at hver enkelt af de af Kommissionen fremlagte beviser ikke nødvendigvis skal opfylde disse kriterier i forhold til hvert enkelt led i overtrædelsen. Det er tilstrækkeligt, at den række indicier, institutionen har påberåbt sig, ud fra en samlet betragtning opfylder dette krav (jf. Rettens dom af 8.7.2004, forenede sager T-67/00, T-68/00, T-71/00 og T-78/00, JFE Engineering m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2501, præmis 180 og den deri nævnte retspraksis).

69. Det er desuden hyppigt forekommende, at de aktiviteter, som en konkurrencebegrænsende aftale eller praksis vedrører, gennemføres hemmeligt, at møderne afholdes hemmeligt, og at dokumenterne herom begrænses til et minimum. Selv i tilfælde, hvor Kommissionen opdager dokumenter, der udtrykkeligt viser en ulovlig kontakt mellem erhvervsdrivende, som f.eks. referater fra et møde, er disse normalt kun brudstykkeagtige og spredte, hvorfor det ofte viser sig nødvendigt at rekonstruere visse enkeltheder ved hjælp af følgeslutninger. I de fleste tilfælde må den omstændighed, at der foreligger en konkurrencebegrænsende praksis eller aftale, udledes ved en slutning ud fra et vist antal sammenfaldende omstændigheder og indicier, der, når de betragtes samlet, og i mangel af en anden logisk forklaring kan udgøre beviset for en tilsidesættelse af konkurrencereglerne (Domstolens dom i sagen Aalborg Portland m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 66, præmis 55-57, og dom af 25.1.2007, forenede sager C-403/04 P og C-405/04 P, Sumitomo Metal Industries og Nippon Steele mod Kommissionen, Sml. I, s. 729, præmis 51).

b) Indholdet af den anfægtede beslutning

70. Det skal bemærkes, at Kommissionen i den anfægtede beslutning i det væsentlige støttede sig på følgende dokumenter for at fastslå, at der forelå en overtrædelse af artikel 81 EF: referatet af mødet i Milano (77. og 81.-88. betragtning til den anfægtede beslutning), noterne fra O. fra Bolidens »Noralf«-afdeling, der blev taget under dette møde (89. betragtning til den anfægtede beslutning), O.’s erklæring afgivet for Kommission den 23. og den 31. august 2006 vedrørende nævnte referat (90. betragtning til den anfægtede beslutning), O.’s notat af 25. oktober 2000 om telefonmødet mellem Bolidens »Noralf«-afdeling og IQM (94. betragtning til den anfægtede beslutning) samt C. fra Minmets notater af 8. og 9. november 2000 (95. og 96. betragtning til den anfægtede beslutning). Kommissionen udledte af disse dokumenter, at der havde fundet et møde sted mellem repræsentanten fra Floursid, R., repræsentanten fra ICF, G., og repræsentanten fra IQM, A., den 12. juli 2000 i Milano, Italien, hvori repræsentanten fra Bolidens »Noralf«-afdeling, O., havde deltaget over telefonen. Referatet fra mødet i Milano var blevet udarbejdet af R. fra Floursid. Ifølge Kommissionen havde dette møde et konkurrencebegrænsende formål (115.-122. betragtning til den anfægtede beslutning).

71. De tekniske udtryk, der blev anvendt i de nævnte dokumenter, er følgende:

– »US$/T eller US$/MT«, som betyder, at priserne er angivet i US-dollars (USD) pr. ton eller metrisk ton

– »incoterms«, som betyder »international commercial terms« (internationale handelsklausuler)

– »C & F filo« (cost and freight og free in liner out), hvilket betyder »omkostninger og fragt samt frit indladet og losset på linjefartens betingelser«

– »cfr« (cost and freight), hvilket betyder »omkostninger og fragt«

– »fca« (free carrier), hvilket betyder »frit fragtfører«

– »fob« (free on board), hvilket betyder »frit ombord«

– »LME« (London Metal Exchange), på dansk »børsen for metal i London«, er en metalbørs. LME’s kurs fastlægger prisen for aluminium. I de dokumenter, der henvises til, angiver denne forkortelse aluminiumsprisen.

– »AlF 3 « er forkortelsen for aluminiumflourid. Det skal endvidere anføres, at prisen for aluminiumflourid kan beregnes som en procentdel af LME’s kurs. Ifølge parterne er AlF 3 -prisen normalt mellem 45 og 55% af LME, og normalt mellem 650 og 900 USD.

72. Det skal endvidere bemærkes, at de dokumenter, som Kommissionen støttede sig på i den anfægtede beslutning, er blevet fremlagt dels af Boliden, dels af de andre deltagere i kartellet, herunder bl.a. sagsøgeren. Sagsøgeren har hverken anfægtet, at dokumenterne er autentiske eller troværdige, eller at dokumenterne har en bevisværdi, og der er ingen oplysninger i sagen, der giver grund til at antage, at der kan stilles spørgsmålstegn ved deres beviskraft. Sagsøgeren har nemlig ikke stillet spørgsmålstegn ved disse bevisers indhold som sådan, men har begrænset sig til at anfægte de konklusioner, som Kommissionen har draget deraf for at bevise, at der eksisterer et kartel.

c) Beviset for overtrædelsen

73. I den anfægtede beslutning anførte Kommissionen, at deltagerne i mødet i Milano indgik en aftale om at forhøje prisen for salg af aluminiumfluorid med 20%. De aftalte endvidere et generelt prisniveau i flere regioner af verden, herunder Europa, og opdelte i visse tilfælde markederne og udvekslede følsomme kommercielle oplysninger. Det er derfor nødvendigt at vurdere de beviser, som Kommissionen baserede sig på i den anfægtede beslutning til støtte for sin konklusion.

74. Indledningsvis henviser referatet af mødet i Milano til en forhøjelse på 20% af samtlige omkostninger mellem juni 1999 og juni 2000, hvilket gjorde det nødvendigt at forhøje prisen for aluminiumfluorid i 2001 med 20%. I denne forbindelse præciseredes herefter følgende (81. betragtning til den anfægtede beslutning):

»Eftersom salgsprisen for [aluminiumfluorid] i 2000 blev fastsat i slutningen af det det første halvår af 1999, og vores omkostninger i midten af 2000 er 20% højere end i 2000, er det nødvendigt, at vores priser på [aluminiumfluorid] i 2001 er 20% højere end priserne i 2000. De tre parter [Floursid, sagsøgeren og IQM] blev enige om, at denne stigning var fornuftig ud fra producentens synsvinkel. Det er imidlertid spørgsmålet, om udbuddet/efterspørgslen på markedet tillader en sådan stigning« (s. 1 i referatet af mødet i Milano).

75. Det fremgår således klart af referatet af mødet i Milano, at de repræsentanter, der deltog i dette møde, herunder sagsøgeren, indgik en aftale om at forhøje deres priser for salg af aluminiumfluorid i 2001 med 20%.

76. Hvad angår det europæiske marked henviser referatet af mødet i Milano til en aftale mellem disse repræsentanter for 2001 for en pris på 775 USD »fca«, dvs. 800 USD »fob« pr. ton aluminiumfluorid (85. betragtning til den anfægtede beslutning):

»For år 2001 vil [ICF] hæve prisen til 800 USD/t fca Mordijk [o]g 775 USD/t fob Gabes. [D]en europæiske producentpris [er således på] 775/800 USD/t fca/fob [pr.] europæisk producent« (s. 6 i referatet af mødet i Milano).

77. Det fremgår af alle disse dokumenter, at denne pris udgør en minimal salgspris, under hvilken deltagerne i kartellet ikke burde afgive tilbud på de berørte markeder.

78. Disse konklusioner bekræftes af noterne fra O. fra Bolidens »Noralf«-afdeling, der blev taget under mødet i Milano, som han deltog i over telefonen, samt af de erklæringer, som han afgav mundtligt for Kommissionen den 23. og 31. august 2006 (77., 89., og 90. betragtning til den anfægtede beslutning). Det fremgår således af disse noter og erklæringer, at deltagerne i dette møde havde behov for en forhøjelse på 20% af prisen, og at de – efter at have opstillet tabellen over omkostningerne – konkluderede, at priserne for 2001 skulle hæves med 20% og fastsættes til 800 USD pr. ton, dvs. 50% af »LME«-prisen.

79. Flere dokumenter, der er dateret efter mødet i Milano, beviser endvidere, at deltagerne i dette møde overholdt målene i denne aftale, opretholdt bilaterale kontakter i den henseende og udvekslede følsomme kommercielle oplysninger, navnlig for gensidigt at kontrollere deres respektive prispolitikker. Notatet fra T. fra Bolidens »Noralf«-afdeling, der blev sendt til O., ligeledes fra Bolidens »Noralf«-afdeling, der vedrører en telefonsamtale af 25. oktober 2000 mellem T. og AR. fra IQM, indikerer, at sidstnævnte udvekslede oplysninger om deres pristilbud til en kunde i Australien. Disse pristilbud svarer til den minimumspris på 800 USD pr. ton, der blev aftalt på mødet i Milano. Det fremgår nemlig deraf, at IQM gav denne kunde et tilbud om et prisniveau på »850 – 875 – 900 USD«, mens Bolidens »Noralf«-afdeling anførte, at dette selskab havde afgivet et tilbud om en pris på ca. 800 USD, men endnu ikke havde indgået aftale med den australske kunde (94. betragtning til den anfægtede beslutning).

80. Det fremgår endvidere af C. fra Minmets notat om dennes telefonsamtale af 8. november 2000 med G. fra sagsøgeren, at sidstnævnte havde været utilfreds med de »lave« priser, som Minmet havde tilbudt i forbindelse med et egyptisk offentligt udbud – som var på »725 USD pr. ton fob/745 USD pr. ton cfr« – og havde spurgt, hvordan Minmet beregnede at hæve de priser, der blev praktiseret i Venezuela, til 875 USD, eftersom venezuelanerne havde adgang til udbuddet i Egypten. Ifølge samme notat svarede C. fra Minmet, at situationen var vanskelig at kontrollere som følge af en mangel på tillid, og G. bekræftede, at de priser, der blev tilbudt kunden Albras, en aluminiumsproducent i Brasilien, var højere end 800 USD pr. ton. Det fremgår ligeledes af dette notat, at sagsøgeren efter mødet i Milano var i kontakt med en anden af deltagerne i mødet, Minmet, vedrørende den på mødet indgåede aftale med henblik på at kontrollere de priser, Minmet havde krævet, og informere Minmet om sine egne priser, der blev tilbudt Albras (jf. ligeledes 95. betragtning til den anfægtede beslutning).

81. Ifølge mødereferatet af 9. november 2000, der blev udarbejdet af C. fra Minmet og sendt til Floursid, vedrørende et møde med G. og T. fra sagsøgeren, havde sagsøgeren desuden oplyst om, at selskabet havde krævet en pris på 845 USD »cfr« af kunden Albras for 3 000 metriske tons og en option på 1 000 metriske tons og på »740 USD »fob + 65 freight«« og Derivados del Fluor havde krævet en pris på 803 USD pr. ton cfr af Albras. Minmet anførte i dette mødereferat, at sagsøgeren hævdede at have krævet 845 USD pr. ton »fob« af kunden Egyptalum og at have afvist kundens krav om at sænke prisen til 750 USD pr. ton. Ifølge dette mødereferat havde sagsøgeren været utilfreds med de lave priser, som Minmet havde krævet. Mødereferatet henviser også til en udveksling af oplysninger vedrørende IQM’s kommercielle adfærd i Australien, Nordamerika og Brasilien samt vedrørende det venezuelanske marked. For så vidt angår sidstnævnte marked er det anført, at sagsøgeren bekræftede, at selskabet maksimalt ville tilbyde 6 000 metriske tons, mens Minmet havde insisteret på, at priserne i Venezuela var højere end 800 USD pr. ton »cfr« (jf. ligeledes 96. betragtning til den anfægtede beslutning).

82. Det fremgår således af dokumenterne vedrørende kontakterne af 25. oktober og 8. og 9. november 2000, at de berørte virksomheder praktiserede en gensidig kontrol af prisniveauerne. Som Kommissionen endvidere med rette har anført i den anfægtede beslutning, svarede priserne til resultaterne af de forhandlinger, der blev ført på mødet i Milano. I denne forbindelse skal det også bemærkes, at dokumenterne af 25. oktober og 8. og 9. november 2000 fastslår, at der har været kontakter mellem mødets deltagere senere end mødet i Milano, navnlig mellem Fluorsid, Minmet og sagsøgeren, som var åbenbart knyttet til aftalen om priser, der blev indgået under dette møde, eftersom de henviser til de væsentligste elementer i denne aftale.

83. Denne aftale om priser vedrørte for det første de europæiske markeder. I denne henseende anførtes i referatet af mødet i Milano omfanget af produktionen og salget af aluminiumflourid gennemført i 2000 i Norge, Sverige, Spanien og Italien (s. 2 i referatet af mødet i Milano) samt forventningerne til salget for år 2001 til Rumænien, Italien, Norge, Tyskland og Nederlandene (s. 2 og 3 i referatet af mødet i Milano). Desuden anførtes i referatet af mødet i Milano en udveksling af oplysninger vedrørende karteldeltagernes salg i Europa, herunder navnlig i Italien, Rumænien, Spanien, Skandinavien, Tyskland, Benelux og Det Forenede Kongerige. I denne henseende angav sagsøgeren, at dette selskab ønskede at hæve prisen til 800 USD pr. ton i 2001 »fca Mordijk« og til 775 USD pr. ton »fob Gabes« med det resultat, at den europæiske producents pris ville være på 775/800 USD pr. ton »fca/fob« (s. 6 i referatet af mødet i Milano; jf. ligeledes 85. betragtning til den anfægtede beslutning og præmis 76 ovenfor).

84. For det andet har Kommissionen bevist, at denne aftale også fandt anvendelse i forskellige regioner i verden. Ifølge referatet af mødet i Milano var »prisidéen« for 2001 med hensyn til Australien på 800 USD pr. ton »fob Europe«, dvs. »50% LME fob«, mens den europæiske pris kunne være højere end den kinesiske pris og kunne være på 875 USD pr. ton. Hvad angik Sydamerika indeholdt mødereferatet priser for år 2000 og minimumspriser for 2001. Med hensyn til Venezuela anførtes en pris på 850 USD pr. metrisk ton »C & F Filo« for 2001 og som absolut minimumspris 890 USD pr. metrisk ton. For Brasilien var alle producenterne enige om, at prisen skulle være ca. »50% LME fob« og 875 USD pr. ton »cfr«. For så vidt angik Nordamerika var Alcoas pris i 2000 på 775 USD pr. metrisk ton »ex Point Comfort« og i 2001 800/825 USD pr. metrisk ton »ex Point Comfort«. De leverandører, der ikke leverede til Alcoa, skulle opnå en pris p 825 USD pr. leveret ton. Deltagerne i mødet i Milano udtrykte interesse for at levere til visse regioner i verden. For så vidt angik Indien anførtes det i referatet af mødet i Milano, at der var en interesse i at sælge 3 000 tons, men at prisen skulle være 900 USD pr. leveret metrisk ton. For så vidt angik Tyrkiet var anført en pris på 800 USD pr. ton »fob« (s. 6 og 7 i referatet af mødet i Milano; jf. ligeledes 86. og 87. betragtning til den anfægtede beslutning).

85. I de mundtlige erklæringer afgivet over for Kommissionen den 23. og 31. august 2006 har O. fra Bolidens »Noralf«-afdeling desuden bekræftet, at deltagerne i mødet i Milano blev enige om hinandens kunder samt om prisniveauet, der skulle opretholdes i Europa og uden for Europa. Formålet med mødet i Milano havde også været at udarbejde en fælles forklaring vedrørende måden, hvorpå de nye prisniveauer skulle introduceres. Deltagerne i mødet i Milano blev enige om de mængder, der skulle tilbydes de forskellige kunder. Der var en stiltiende aftale om at respektere hinandens kunder og de leveringer, som hver især forestod (jf. 90. betragtning til den anfægtede beslutning).

86. Det fremgår endvidere af telefonnotatet af 25. oktober 2000, at A. fra IQM ville »forblive i kontakt« med T. fra Bolidens »Noralf«-afdeling og for så vidt angik Australien erklærede sig enig i, at Bolidens »Noralf«-afdeling leverede 3 000 tons, og oplyste, at IQM havde leveret 7 000 tons i 1999 og ønskede at opretholde dette niveau. Desuden fremgår det af notatet, at T. ved denne lejlighed gentog prisen på 800 USD, som svarede til den, der var blevet aftalt for Australien på mødet i Milano. Dette notat er således bevis for, at der var kontakter mellem Bolidens »Noralf«-afdeling og IQM efter mødet i Milano omkring priser og leverede eller tilbudte mængder af aluminiumflourid i Australien, og at indholdet heraf svarede til det, der var blevet aftalt på mødet i Milano (jf. ligeledes 94. betragtning til den anfægtede beslutning).

87. Endelig fremgår det af referatet af mødet i Milano, at deltagerne i mødet i Milano, dvs. Flourid, sagsøgeren og IQM, efterfølgende udvekslede oplysninger om produktionen og salgsomfanget i 2000 samt om forventningerne for 2001 med hensyn til forskellige lande i verden med angivelse af præcise omfang samt oplysninger i forhold til producenter og kunder. Hvad angår de »individuelle« markeder anføres følgende i mødereferatet (84. betragtning til den anfægtede beslutning):

»Vi undersøgte hvert marked for at fastlægge et generelt prisniveau og i nogle tilfælde en opdeling af markedet. Vi blev dog alle enige om, at uanset hvem der får lov til at sælge, skal der opnås et højere prisniveau. Vi må derfor modvirke betydelige rabatter« (s. 5 i referatet af mødet i Milano).

88. Det følger heraf, at deltagerne i mødet i Milano udvekslede følsomme kommercielle oplysninger, herunder oplysninger om deres produktionsomfang, om det omfang, som de havde solgt eller tilsigtede at sælge, om deres kunder både i Europa og i verden, om fastlæggelsen af deres priser samt om opdelingen af markeder mellem dem for at blive enige om disse konkurrencemæssige parametre.

89. Det fremgår således af alle disse beviser, hvis indhold som sådan sagsøgeren ikke har anfægtet, at Kommissionen på tilstrækkelig retlig måde har bevist, at der forelå en aftale om prisfastsættelse som omhandlet i artikel 81 EF og af EØS-aftalens artikel 53, som blev indgået under mødet i Milano, som sagsøgeren deltog i.

90. Det følger heraf, at Kommissionen i den anfægtede beslutning har bevist det konkurrencebegrænsende formål med mødet i Milano, og at der foreligger en aftale, som tilsidesætter artikel 81, stk. 1, EF, uden at det er nødvendigt at bevise, at denne aftale har haft virkninger (Domstolens dom af 8.7.1999, sag C-49/92 P, Kommissionen mod Anic Partecipazioni, Sml. I, s. 4125, præmis 123, og dommen i sagen JFE Engineering m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 68, præmis 181). Det bemærkes i denne henseende, at en aftales konkurrencebegrænsende formål og virkning ikke er kumulative betingelser, men derimod alternative ved bedømmelsen af, om en sådan aftale falder ind under forbuddet i artikel 81, stk. 1, EF. Som det fremgår af fast retspraksis, medfører det alternative forhold i denne betingelse – hvilket ses af bindeordet »eller« – at det er nødvendigt først og fremmest at tage aftalens egentlige formål i betragtning, hvorved der må tages hensyn til den økonomiske sammenhæng, hvori den skal gælde. Det er imidlertid ikke nødvendigt at undersøge virkningen af en aftale, hvis det allerede er godtgjort, at den har et konkurrencebegrænsende formål (jf. i denne retning Domstolens dom af 6.10.2009, forenede sager C-501/06 P, C-513/06 P, C-515/06 P og C-519/06 P, GlaxoSmithKline Services m.fl. mod Kommissionen m.fl., Sml. I, s. 9291, præmis 55, og af 4.10.2011, forenede sager C-403/08 og C-429/08, Football Association Premier League m.fl., Sml. I, s. 9083, præmis 135).

91. Under disse omstændigheder er der ikke anledning til at undersøge, om de kriterier fra retspraksis, der gælder for begrebet samordnet praksis (jf. dommen i sagen Kommissionen mod Anic Partecipazioni, nævnt i præmis 90 ovenfor, præmis 111-114 og 131-132, og Rettens dom af 20.3.2002, sag T-9/99, HFB m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 1487, præmis 187 og 190), også er opfyldt i det foreliggende tilfælde. Eftersom kriteriet for, at der foreligger en »aftale«, er opfyldt i det foreliggende tilfælde, hvorfor det forbud, der er fastsat i artikel 81 EF, finder anvendelse, er det alene et spørgsmål om den alternative kvalifikation af samme kartel, som ikke har betydning for resten af analysen.

92. Det følger således af samtlige de betragtninger, der er anført ovenfor, at klagepunktet om en tilsidesættelse af artikel 81 EF må forkastes som ugrundet.

2. Andet anbringendes andet led, der er fremsat subsidiært, vedrørende det forhold, at de faktiske omstændigheder, der foreholdes sagsøgeren, ikke kan betegnes som en samlet og vedvarende overtrædelse

a) Indledende bemærkninger

93. Sagsøgeren har bestridt den anfægtede beslutning, for så vidt som Kommissionen har betegnet overtrædelsen som en samlet og vedvarende overtrædelse. Klagepunktsmeddelelsen skaber ingen forbindelse mellem de forskellige kontakter, der har været mellem karteldeltagerne. Desuden synes Kommissionen heller ikke at være i besiddelse af beviser for et kartel efter mødet i Milano. De bilaterale kontakter mellem Bolidens »Noralf«-afdeling og IQM på den ene side og Fluorsid og sagsøgeren på den anden side er ikke tilstrækkeligt til at fastslå, at alle deltagerne i mødet i Milano opretholdt kontakter til hinanden. Endelig henvises der ikke til mødet i Milano i dokumenterne vedrørende kontakterne i oktober og november 2000.

94. Kommissionen har bestridt sagsøgerens argumenter og har påstået det andet anbringende forkastet.

b) Samlet og vedvarende overtrædelse

95. Først skal der redegøres for begrebet en samlet og vedvarende overtrædelse.

96. Det er fastslået i retspraksis, at det ville være kunstigt at opdele en vedvarende adfærd, som var karakteriseret af et enkelt mål, i flere særskilte overtrædelser, når der tværtimod var tale om en samlet overtrædelse, som gradvis tog konkret form gennem såvel aftaler som former for samordnet praksis (dommen i sagen Kommissionen mod Anic Partecipazioni, nævnt i præmis 90 ovenfor, præmis 81, og Rettens dom af 16.6.2011, sag T-211/08, Putters International mod Kommissionen, Sml. II, s. 3729, præmis 31).

97. Under sådanne omstændigheder er en virksomhed, der har deltaget i en sådan overtrædelse gennem egne handlinger, som var omfattet af de i artikel 81, stk. 1, EF omhandlede begreber aftaler og samordnet praksis med konkurrencebegrænsende formål, og som tilsigtede at bidrage til gennemførelsen af overtrædelsen i sin helhed, for så vidt angår hele det tidsrum, hvori den deltog i den, også ansvarlig for de handlinger, andre virksomheder har foretaget som led i den samme overtrædelse (dommen i sagen Kommissionen mod Anic Partecipazioni, nævnt i præmis 90 ovenfor, præmis 83, og dommen i sagen Putters International mod Kommissionen, nævnt i præmis 96 ovenfor, præmis 32).

98. Det fremgår af denne retspraksis, at med henblik på at godtgøre, at der foreligger en samlet og vedvarende overtrædelse, skal Kommissionen føre bevis for, at virksomheden har haft til hensigt ved sin egen adfærd at bidrage til de fælles mål, deltagerne som helhed har fulgt, og at den har haft kendskab til de konkrete handlinger, som de øvrige virksomheder har planlagt eller foretaget med de samme mål for øje, eller at den med rimelighed har kunnet forudse dem og været indstillet på at løbe den dermed forbundne risiko (dommen i sagen Kommissionen mod Anic Partecipazioni, nævnt i præmis 90 ovenfor, præmis 87, og dommen i sagen Putters International mod Kommissionen, nævnt i præmis 96 ovenfor, præmis 33).

99. Karteller kan således kun anses for at udgøre en samlet konkurrencebegrænsende aftale, hvis det er bevist, at de er en del af en samlet plan med et fælles mål. Kun såfremt denne virksomhed, da den deltog i disse karteller, vidste eller burde have vidst, at den dermed tog del i en samlet aftale, kan dens deltagelse i de pågældende karteller være udtryk for, at den tilsluttede sig aftalen (dommen i sagen Putters International mod Kommissionen, nævnt i præmis 96 ovenfor, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis).

100. Det fremgår således af den retspraksis, der er nævnt i præmis 96-99 ovenfor, at der er tre betingelser, der skal være opfyldt for at fastslå deltagelsen i en samlet og vedvarende overtrædelse, nemlig at der foreligger en samlet plan med et fælles mål, at virksomheden har tilsigtet at bidrage til denne plan og den omstændighed, at den var bekendt med de øvrige deltageres ulovlige adfærd (dommen i sagen Putters International mod Kommissionen, nævnt i præmis 96 ovenfor, præmis 35).

101. Begrebet en samlet overtrædelse vedrører således en situation, hvor flere virksomheder har deltaget i en overtrædelse bestående af en vedvarende adfærd, hvor der forfølges et enkelt økonomisk formål med henblik på at fordreje konkurrencen, eller individuelle overtrædelser, som er indbyrdes forbundet af et fælles mål (idet samtlige dele har det samme formål) og de samme aktører (de samme virksomheder, som bevidst stræber efter det samme formål) (jf. Rettens dom af 24.3.2011, sag T-385/06, Aalberts Industries m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 1223, præmis 86, af 28.4.2010, sag T-446/05, Amann & Söhne og Cousin Filterie mod Kommissionen, Sml. II, s. 1255, præmis 89, og af 8.7.2008, sag T-53/03, BPB mod Kommissionen, Sml. II, s. 1333, præmis 257). Denne fortolkning kan ikke anfægtes under henvisning til, at et eller flere elementer i rækken af handlinger eller i den sammenhængende adfærd også i sig selv kan udgøre en tilsidesættelse af artikel 81 EF (jf. dommen i sagen Aalberts Industries m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor, præmis 86, og BPB mod Kommissionen, nævnt ovenfor, præmis 252).

102. Desuden kan begrebet en samlet overtrædelse, som det er anerkendt i fast retspraksis, vedrøre den retlige kvalificering af en konkurrencebegrænsende adfærd som aftaler, en samordnet praksis eller vedtagelser inden for sammenslutninger af virksomheder (jf. i denne retning Rettens dom af 20.4.1999, forenede sager T-305/94 – T-307/94, T-313/94 – T-316/94, T-318/94, T-325/94, T-328/94, T-329/94 og T-335/94, Limburgse Vinyl Maatschappij m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 931, præmis 696-698, dommen i sagen HFB m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 91, præmis 186, dom af 12.12.2007, forenede sager T-101/05 og T-111/05, BASF og UCB mod Kommissionen, Sml. II, s. 4949, præmis 159, og dommen i sagen Amann & Söhne og Cousin Filterie mod Kommissionen, nævnt i præmis 101 ovenfor, præmis 91).

103. Når de forskellige handlinger indgår i en »samlet plan«, fordi de har det samme formål, nemlig at fordreje konkurrencen inden for fællesmarkedet, kan Kommissionen med rette pålægge ansvaret for disse handlinger på grundlag af deltagelsen i overtrædelsen betragtet i sin helhed (Domstolens dom i sagen Aalborg Portland m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 66, præmis 258, dom af 21.9.2006, sag C-113/04, Technische Unie mod Kommissionen, Sml. I, s. 8831, præmis 178, dommen i sagen Amann & Söhne og Cousin Filterie mod Kommissionen, nævnt i præmis 101 ovenfor, præmis 90, og dommen i sagen Aalberts Industries m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 101, præmis 87). De forskellige udtryk for den ulovlige adfærd skal således ses i en overordnet sammenhæng, som forklarer baggrunden for disse. I denne henseende bemærkes, at inden for rammerne af en bevisførelse øges eller understøttes de forskellige faktiske omstændigheders bevismæssige værdi af de øvrige faktiske omstændigheder, som sammen giver et logisk og fuldstændigt billede af en samlet overtrædelse (Rettens dom af 8.7.2008, sag T-54/03, Lafarge mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 271).

104. Det skal ligeledes præciseres, at begrebet et fælles mål ikke kan fastsættes under en generel henvisning til en konkurrenceforvridning på det af overtrædelsen berørte marked, eftersom påvirkningen af konkurrencevilkårene, som formål eller virkning, udgør et væsentligt forhold ved enhver adfærd, som er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 81, stk. 1, EF. En sådan definition af begrebet et fælles mål risikerer, at begrebet en samlet og vedvarende overtrædelse vil blive berøvet en del af sin mening, i det omfang den vil bevirke, at flere former for adfærd vedrørende erhvervssektoren, som er forbudte i henhold til artikel 81, stk. 1, EF, systematisk skal kvalificeres som forhold, der udgør en samlet overtrædelse. Med henblik på at kvalificere forskellige former for udvist adfærd som en samlet og vedvarende overtrædelse skal det således kontrolleres, om de fremstod som et supplement til hinanden i den forstand, at hver af disse handlinger skulle bidrage til at imødegå en eller flere konsekvenser af den normale konkurrence, og gennem et samspil bidrog til virkeliggørelsen af de af overtræderne tilstræbte samlede konkurrencebegrænsende virkninger i forbindelse med en overordnet plan med et fælles mål. Der skal i denne forbindelse tages hensyn til enhver omstændighed, som kan fastslå eller rejse tvivl om den nævnte forbindelse, såsom anvendelsesperioden, indholdet (herunder de anvendte metoder), og i sammenhæng hermed formålet med de pågældende forskellige former for adfærd (jf. i denne retning dommen i sagen BASF og UCB mod Kommissionen, nævnt i præmis 102 ovenfor, præmis 179-181, dommen i sagen Amann & Söhne og Cousin Filterie mod Kommissionen, nævnt i præmis 101 ovenfor, præmis 92, og dommen i sagen Aalberts Industries m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 101, præmis 88).

105. I det foreliggende tilfælde har Kommissionen i den anfægtede beslutning anført, at mødet i Milano, telefonsamtalen mellem Bolidens »Noralf«-afdeling og IQM den 25. oktober 2000 og kontakterne i november 2000 udgør en samlet og vedvarende overtrædelse styret af deltagernes, herunder sagsøgerens, fælles hensigt om at handle på en bestemt måde på markedet for aluminiumflourid. Ifølge den anfægtede beslutning blev deltagerne i det nævnte møde enige om ved en aftale »og/eller« en samordnet praksis at ensrette deres adfærd på markedet og derved begrænse deres respektive individuelle kommercielle strategi. Denne adfærd falder inden for rammerne af en samlet plan med et samlet og fælles konkurrencebegrænsende mål, nemlig at fordreje den normale prisdannelse for aluminiumflourid (125.-128. betragtning til den anfægtede beslutning).

106. Som Kommissionen har fastslået, fremgår det af de beviser, som den anfægtede beslutning er støttet på, og som er bedømt ovenfor i præmis 73-89, at deltagerne i mødet i Milano, herunder sagsøgeren, har udvekslet oplysninger om priser, der var eller ville blive faktureret, og blev enige om at forhøje priserne. De udvekslede endvidere følsomme kommercielle oplysninger om forventet salg og deres adfærd i forskellige geografiske regioner og holdt sig efter mødet i Milano orienteret om hinandens handlinger, tilbud og priser på markedet. Alle de deltagende virksomheders handlinger havde et og samme formål, nemlig at forhøje prisen på aluminiumflourid og at koordinere den hermed forbundne adfærd hos karteldeltagerne på markedet. Det fremgår af de dokumenter, der godtgør kontakterne mellem dem efter mødet i Milano, at deltagerne i dette møde forblev i kontakt, fortsatte med at udveksle kommercielle oplysninger om formålet med mødet i Milano, dvs. de priser, der blev tilbudt til forskellige kunder i de forskellige regioner i verden, og kontrollerede, at de svarede til det, der var blevet aftalt på mødet i Milano. I denne henseende er det forhold, at der i dokumenterne vedrørende kontakterne i oktober og november 2000 ikke henvises til mødet i Milano, ikke afgørende, og en udtrykkelig henvisning til mødet i Milano er ikke nødvendig. Som det klart fremgår af disse dokumenter, er de priser, der er anført heri, således i fuldstændig overensstemmelse med dem, der blev aftalt på mødet i Milano. Følgelig kunne Kommissionen konkludere, at der var tale om en kontrol af, at karteldeltagerne fulgte den adfærd på markedet vedrørende prisen på aluminiumflourid, som oprindeligt var aftalt.

107. Den omstændighed, at de forskellige kontakter, såvel mødet i Milano som de senere kontakter, fandt sted inden for et relativt kort tidsrum, påvirker ikke Kommissionens konklusion om, at der foreligger en samlet og vedvarende overtrædelse. En minimumsvarighed eller et minimum antal handlinger eller møder er ikke påkrævet for at udgøre en samlet og vedvarende overtrædelse, men varigheden og hyppigheden heraf kan være til støtte for konstatering af, at der foreligger en sådan overtrædelse. Det er afgørende, at de forskellige elementer er del af en samlet plan, hvilket Kommissionen har bevist i den anfægtede beslutning. Der var tale om handlinger med samme formål, nemlig aftalen om prisen på aluminiumfluorid og karteldeltagernes overholdelse af denne aftale.

108. Retten finder derfor, at der er med rette, at Kommissionen har fastslået, at der i det foreliggende tilfælde er tale om en samlet og vedvarende overtrædelse.

109. Det andet anbringende skal således forkastes.

C – Det første anbringende om en tilsidesættelse af retten til forsvar og artikel 27 i forordning nr. 1/2003

1. Indledende bemærkninger

110. Sagsøgeren er af den opfattelse, at Kommissionen ved at træffe den anfægtede beslutning ikke har overholdt artikel 27 i forordning nr. 1/2003 samt det grundlæggende princip om retten til forsvar. I den anfægtede beslutning pålægges straf for andre faktiske forhold og omstændigheder end dem, der er foreholdt sagsøgeren i klagepunktsmeddelelsen. Denne afvigelse har skadet sagsøgerens ret til at give sine synspunkter til kende under den administrative procedure. Der er mærkbare forskelle imellem aktørerne og varigheden af overtrædelsen. Den geografiske rækkevidde af kartellet, som blev dømt ved den anfægtede beslutning, er mærkbart mere omfangsrigt end anvendelsesområdet for den restriktive praksis, der var beskrevet i klagepunktsmeddelelsen. Systematikken, strukturen og formålet med den overtrædelse, der er beskrevet i den anfægtede beslutning, svarer ikke til beskrivelsen af overtrædelsen i klagepunktsmeddelelsen. Ifølge den deltog sagsøgeren i en kompleks overtrædelse af betydelig varighed, der var karakteriseret ved en forberedende fase med bilaterale møder og en definitiv fase efter indgåelsen af en aftale i Grækenland den 29. juli 1999, hvorunder priserne blev aftalt for år 2000. Mødet i Milano udgjorde sammen med mødet i Grækenland kulminationspunktet for kartellet og gjorde det muligt for de berørte virksomheder at fastsætte priserne for 2001. Kommissionen har ikke fundet beviser for nogen andre møder i kartellet i årene efter mødet i Milano. De efterfølgende kontakter har været begrænset til bilaterale udvekslinger af oplysninger. Den anfægtede beslutning ser derimod bort fra den forberedende fase og mødet i Grækenland, beskriver mødet i Milano som en markering af starten på en ny overtrædelse efter en række tidligere begivenheder og slår fast, at kontakterne efter mødet i Milano har gjort det muligt for deltagerne at overvåge gennemførelsen af deres påståede aftale. Desuden har Kommissionen i den anfægtede beslutning støttet sig på beviser, der ikke var nævnt i klagepunktsmeddelelsen. Sagsøgeren har konkluderet, at afvigelserne mellem den overtrædelse, der er beskrevet i klagepunktsmeddelelsen, og den, der er straffet i den anfægtede beslutning, er så væsentlige, at der først var ved en gennemlæsning af den anfægtede beslutning, at sagsøgeren kunne få kendskab til Kommissionens faktiske klagepunkter. Under den administrative procedure fik sagsøgeren ikke lejlighed til at udtale sig om den centrale rolle af mødet i Milano eller om de senere kontakter, der angiveligt iværksatte mødet. Klagepunktsmeddelelsen giver ifølge sagsøgeren desuden anledning til tvivl for så vidt angår kartellets geografiske udstrækning. Sagsøgeren har ikke haft lejlighed til at udtale sig om de nye oplysninger, der har ført Kommissionen til at betegne en anden overtrædelse som en samlet og vedvarende overtrædelse på grundlag af kontakter, som sagsøgeren ikke har haft mulighed for at udtale sig om. Kommissionen har således tilsidesat sagsøgerens ret til forsvar. Tilsidesættelsen af retten til forsvar er så meget desto mere alvorlig, som det er åbenbart, at proceduren ville have fået et andet udfald, såfremt parterne havde været i stand til at gøre deres argumenter gældende.

111. Kommissionen har bestridt sagsøgerens argumenter. I denne forbindelse har Kommissionen henvist til principperne vedrørende meddelelsen af klagepunkter i sammenhæng med overholdelsen af retten til forsvar. Klagepunktsmeddelelsen skal navnlig indeholde en redegørelse for klagepunkterne, der er tilstrækkeligt klar til, at parterne kan forstå, hvilken adfærd Kommissionen lægger dem til last. Den endelige beslutning skal dog ikke nødvendigvis være en kopi af klagepunktsmeddelelsen, da Kommissionen skal være i stand til i beslutningen at tage hensyn til svarene fra de berørte virksomheder.

112. For så vidt angår varigheden af og antallet af aktører i overtrædelsen har Kommissionen anført, at den skal kunne ændre sin bedømmelse vedrørende varigheden af og deltagerne i overtrædelsen, navnlig når den begrænser omfanget af de klagepunkter, der er gjort gældende. Kommissionen anvendte perioden fra den 12. juli 2000 til den 31. december 2000 i den anfægtede beslutning i stedet for perioden fra den 30. juni 1997 til den 31. december 2001. Der er ikke sket tilsidesættelse af sagsøgerens ret til forsvar som følge af disse forskelle. For så vidt angår kartellets geografiske rækkevidde har Kommissionen henvist til kartellets globale dimension, som allerede var fastslået i klagepunktsmeddelelsen, og som klart fremgår af referatet af mødet i Milano. Sagsøgeren havde kendskab til kartellets globale dimension og har haft mulighed for at udtale sig derom under den administrative procedure. Hvad angår karakteren af overtrædelsen har Kommissionen anført, at klagepunktsmeddelelsen og den anfægtede beslutning begge lægger til grund, at de beskrevne konkurrencebegrænsende aktiviteter havde kendetegnene ved en aftale og/eller samordnet praksis i henhold til artikel 81 EF, og at denne adfærd udgjorde en samlet og vedvarende overtrædelse. Endvidere var de faktiske omstændigheder, der blev anført til støtte for overtrædelsen, kendt af sagsøgeren, der har haft lejlighed til at gøre sit synspunkt gældende under den administrative procedure. I modsætning til, hvad sagsøgeren har gjort g ældende, er der i den anfægtede beslutning ikke set bort fra den forberedende fase og mødet i Grækenland, og mødet i Milano er ikke begyndelsen på en overtrædelse, der anses for påbegyndt på ny (»ab nihilo«). Imidlertid var beviserne for så vidt angik perioden forud for mødet i Milano ikke tilstrækkelige. Desuden har sagsøgeren haft lejlighed til at udtale sig om den centrale rolle af mødet i Milano samt om de bilaterale kontakter, der fandt sted efter mødet i Milano.

113. Hvad angår dokumenterne vedrørende kontakterne den 8. og 9. november 2000 mellem Minmet og sagsøgeren har Kommissionen anført, at disse dokumenter fremgik af de sagsakter, der blev fremsendt til sagsøgeren sammen med klagepunktsmeddelelsen, og blev anvendt af Kommissionen i den anfægtede beslutning til at imødegå sagsøgerens argumenter om, at der ikke forelå nogen aftale. I øvrigt anførte Kommissionen i klagepunktsmeddelelsen, at de selskaber, der var indblandet i aftalen, efter mødet i Milano var fortsat med at udveksle oplysninger om markedet ved hjælp af bilaterale kontakter. Under alle omstændigheder er Kommissionen af den opfattelse, at beviserne vedrørende mødet i Milano i tilstrækkelig grad påviser sagsøgerens deltagelse i den overtrædelse, der er beskrevet i klagepunktsmeddelelsen og i den anfægtede beslutning, og at sagsøgeren ikke har godtgjort, at selskabet har taget afstand fra den aftale, der blev indgået i dette møde.

114. Det første anbringende om tilsidesættelse af retten til forsvar skal derfor forkastes som ugrundet.

2. Rettens bemærkninger

a) Generelt

115. Det bemærkes, at overholdelsen af retten til forsvar ved gennemførelsen af administrative procedurer på området for konkurrencepolitikken udgør et generelt EU-retligt princip, hvis overholdelse Unionens retsinstanser sikrer (jf. Domstolens dom af 3.9.2009, sag C-534/07 P, Prym og Prym Consumer mod Kommissionen, Sml. I, s. 7415, præmis 26 og den deri nævnte retspraksis).

116. Som det er blevet anerkendt i fast retspraksis, indebærer overholdelsen af retten til forsvar, at den pågældende virksomhed under den administrative procedure gives lejlighed til at ytre sig dels om, hvorvidt de fremførte faktiske forhold og andre omstændigheder faktisk foreligger, og hvilken betydning de har, dels om de dokumenter, som Kommissionen påberåber sig til støtte for den påståede overtrædelse af traktaten (jf. Domstolens dom af 7.6.1983, forenede sager 100/80-103/80, Musique Diffusion française m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 1825, præmis 10, af 6.4.1995, sag C-310/93 P, BPB Industries og British Gypsum mod Kommissionen, Sml. I, s. 865, præmis 21, og af 9.7.2009, sag C-511/06 P, Archer Daniels Midland mod Kommissionen, Sml. I, s. 5843, præmis 88 og den deri nævnte retspraksis).

117. Artikel 27, stk. 1, i forordning nr. 1/2003 afspejler dette princip, eftersom den foreskriver, at der skal tilstilles parterne en meddelelse af klagepunkter, der klart skal angive alle de væsentlige faktiske forhold, som Kommissionen støtter sig på i denne fase af proceduren (jf. i denne retning dommen i sagen Aalborg Portland m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 66, præmis 67), for at parterne reelt kan forstå, hvilken adfærd Kommissionen lægger dem til last, og de bevismidler, som den råder over (jf. i denne retning Domstolens dom af 15.10.2002, forenede sager C-238/99 P, C-244/99 P, C-245/99 P, C-247/99 P, C-250/99 P – C-252/99 P og C-254/99 P, Limburgse Vinyl Maatschappij m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 8375, præmis 315 og 316, og dommen i sagen Aalborg Portland m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 66, præmis 66 og 67), og gøre brug af deres ret til forsvar, inden Kommissionen træffer en endelig beslutning (jf. i denne retning dommen i sagen Archer Daniels Midland mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 116, præmis 85 og 86). Dette krav er opfyldt, hvis beslutningen ikke beskylder de pågældende for andre overtrædelser end de i klagepunktsmeddelelsen nævnte og kun tager hensyn til faktiske forhold, som de pågældende har haft lejlighed til at udtale sig om (jf. i denne retning Rettens dom af 19.3.2003, sag T-213/00, CMA CGM m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 913, præmis 109 og den deri nævnte retspraksis).

118. Imidlertid kan formuleringen af de væsentlige elementer, som Kommissionen støtter sig på i klagepunktsmeddelelsen, være kortfattet, og den endelige beslutning skal ikke nødvendigvis være en kopi af klagepunktsmeddelelsen (dommen i sagen Musique Diffusion française m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 116, præmis 14), da en sådan meddelelse er et forberedende dokument, hvis faktiske og retlige bedømmelser alene er af foreløbig karakter (jf. i denne retning Domstolens dom af 17.11.1987, forenede sager 142/84 og 156/84, British American Tobacco og Reynolds Industries mod Kommissionen, Sml. s. 4487, præmis 70). Tilføjelser i forhold til meddelelsen af klagepunkter, som foretages på baggrund af parternes svarskrift, der viser, at de faktisk har haft mulighed for at udøve deres ret til kontradiktion, er således tilladelige. Kommissionen kan ligeledes af hensyn til den administrative procedure ændre eller tilføje faktiske eller retlige argumenter til støtte for de fremsatte klagepunkter (jf. i denne retning Rettens dom af 28.2.2002, sag T-86/95, Compagnie générale maritime m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 1011, præmis 448, og af 22.10.2002, sag T-310/01, Schneider Electric mod Kommissionen, Sml. II, s. 4071, præmis 438). Kommissionen kan følgelig, især i lyset af parternes skriftlige og mundtlige indlæg, frafalde nogle af eller endog samtlige de klagepunkter, som i begyndelsen vedrørte dem, og således ændre sit standpunkt i deres favør, indtil den endelige beslutning er taget, eller derimod beslutte at tilføje nye klagepunkter, forudsat at den giver de berørte virksomheder lejlighed til at udtale sig om disse (jf. Rettens dom af 30.9.2002, forenede sager T-191/98 og T-212/98 – T-214/98, Atlantic Container Line m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2531, præmis 115 og den deri nævnte retspraksis).

119. Som det er blevet anerkendt i retspraksis, er retten til forsvar endvidere blevet tilsidesat, såfremt det er muligt, at den administrative procedure, som Kommissionen gennemførte, kunne have fået et andet resultat, fordi Kommissionen har begået en fejl. En sagsøgende virksomhed beviser, at der er begået en sådan ulovlighed, såfremt den i tilstrækkeligt omfang påviser, ikke at Kommissionens beslutning ville have fået et andet indhold, hvis det ulovlige processuelle forhold ikke havde foreligget, men at virksomheden bedre ville have været i stand til at varetage sit forsvar, f.eks. fordi den til sit forsvar kunne have anvendt dokumenter, som den blev nægtet aktindsigt i under den administrative procedure (jf. i denne retning Domstolens dom af 2.10.2003, sag C-194/99 P, Thyssen Stahl mod Kommissionen, Sml. I, s. 10821, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis, og af 1.7.2010, sag C-407/08 P, Knauf Gips mod Kommissionen, Sml. I, s. 6375, præmis 28; jf. også analogt Domstolens dom af 1.10.2009, sag C-141/08 P, Foshan Shunde Yongjian Housewares & Hardware mod Rådet, Sml. I, s. 9147, præmis 94).

120. Hvad nærmere bestemt angår retten til aktindsigt i sagen er det i fast retspraksis med hensyn til det teoretiske eksempel, at der er blevet givet afslag på aktindsigt, blevet anerkendt, at det er tilstrækkeligt, at virksomheden påviser, at den kunne have anvendt det pågældende dokument til sit forsvar (jf. Domstolens dom af 25.10.2011, sag C-109/10 P, Solvay mod Kommissionen, endnu Sml. I, s. 10329, præmis 57 og den deri nævnte retspraksis, og generaladvokat Kokotts forslag til afgørelse i denne sag, Sml. I, s. 10329, punkt 171 og den deri nævnte retspraksis, dommen i sagen Aalborg Portland m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 66, præmis 74 og 75, dommen i sagen Knauf Gips mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 119, præmis 23, og dommen af 15.10.2002 i sagen Limburgse Vinyl Maatschappij m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 117, præmis 318 og 324). Det påhviler ikke denne virksomhed at bevise, at denne fejl har påvirket den administrative procedures forløb og indholdet af Kommissionens beslutning til skade for virksomheden, men alene, at den har kunnet påvirke procedurens forløb og indholdet af Kommissionens beslutning (jf. i denne retning generaladvokat Kokotts forslag til afgørelse i sagen, der førte til dommen af 25.10.2011, Solvay mod Kommissionen, punkt 179 og 181, og Domstolens dom af 8.7.1999, sag C-51/92 P, Hercules Chemicals mod Kommissionen, Sml. I, s. 4235, præmis 81, og af 2.10.2003, sag C-199/99 P, Corus UK mod Kommissionen, Sml. I, s. 11177, præmis 128, samt dommen af 15.10.2002, Limburgse Vinyl Maatschappij m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 117, præmis 318, og dommen i sagen Aalborg Portland m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 66, præmis 74). Såfremt dokumenterne ikke er blevet fremlagt, skal den berørte virksomhed således ikke bevise, at den administrative procedure ville have fået et andet udfald, hvis de omtvistede dokumenter var blevet fremlagt (jf. generaladvokat Kokotts forslag til afgørelse i sagen, der gav anledning til dommen af 25.10.2011, Solvay mod Kommissionen, punkt 181 og den deri nævnte retspraksis, og dommen i sagen Knauf Gips mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 119, præmis 28). Det er tilstrækkeligt at kræve, at den berørte virksomhed godtgør, at der var en, om end blot ubetydelig, mulighed for, at den kunne have anvendt de dokumenter, som den ikke fik indsigt i under den administrative procedure, til sit forsvar (jf. generaladvokat Kokotts forslag til afgørelse i sagen, der gav anledning til dommen af 25.10.2011 i sagen Solvay mod Kommissionen, punkt 181, og dommen i sagen Aalborg Portland m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 66, præmis 131).

b) Bedømmelse af den foreliggende sag

Indledning

121. I det foreliggende tilfælde har sagsøgeren kritiseret Kommissionen for i den anfægtede beslutning at have lagt vægt på andre inkriminerende faktiske forhold og omstændigheder end dem, der er lagt vægt på i klagepunktsmeddelelsen. Dette vedrører aktørerne i, varigheden af samt den geografiske rækkevidde og beskrivelsen af overtrædelsen. Endvidere har Kommissionen i den anfægtede beslutning støttet sig på dokumenter, der ikke var omfattet af klagepunktsmeddelelsen. Sagsøgeren hævder ikke at have haft mulighed for at udtale sig om disse punkter.

Klagepunktet vedrørende deltagerne i og varigheden af kartellet

122. For så vidt angår det af sagsøgeren hævdede med hensyn til aktørerne i overtrædelsen bemærkes, at Kommissionen i den anfægtede beslutning reducerede antallet af deltagere i overtrædelsen i forhold til dem, der var anført i klagepunktsmeddelelsen. Som anført ovenfor i præmis 117 og 118, kan Kommissionen under den administrative procedure tilpasse eller ændre sin bedømmelse bl.a. under hensyntagen til svarene på klagepunktsmeddelelsen. Den omstændighed, at en fremmed virksomhed ud over sagsøgeren var modtager af klagepunktsmeddelelsen, men ikke adressat for den anfægtede beslutning, er ikke til skade for sagsøgeren ret til forsvar. Kommissionen har følgelig ikke tilsidesat sagsøgerens ret til forsvar ved at reducere antallet af adressater for den anfægtede beslutning. Retten konstaterer i øvrigt, at sagsøgeren ikke har fremsat nogen argumenter til støtte for dette synspunkt.

123. For så vidt angår varigheden af overtrædelsen bemærkes, at den overtrædelse, der nævnes i den anfægtede beslutning, for perioden mellem den 12. juli og den 31. december 2000, er kortere end den periode, der blev anført i klagepunktsmeddelelsen for perioden fra den 30. juni 1997 til den 31. december 2001. I den anfægtede beslutning anførte Kommissionen, at visse oplysninger indikerede, at der eksisterede en vis hemmeligt aftalt praksis i aluminiumflouridindustrien før mødet i Milano den 12. juli 2000, men at der ikke forelå afgørende bevis for denne tidligere periode (73. betragtning til den anfægtede beslutning). Det fremgår heraf, at Kommissionen under den administrative procedure indskrænkede overtrædelsens varighed i betragtning af bevisværdien af bevismidlerne, idet den anførte, at den med mødet i Milano og beviserne for dette og dets indhold havde overbevisende bevismidler for en hemmelig forståelse fra den 12. juli 2000 (73.-76. og 144. betragtning til den anfægtede beslutning). Den omstændighed, at mødet i Milano i den anfægtede beslutning er anset for at være bevis for overtrædelsens begyndelse, og ikke allerede mødet i Grækenland den 29. juli 1999 som anført i klagepunktsmeddelelsen, udgør således en indskrænkning af varigheden af den overtrædelse, som Kommissionen har gjort gældende. Denne indskrænkning udgør ikke et supplerende klagepunkt og har på ingen måde krænket sagsøgerens interesser. Tværtimod har indskrænkningen af varigheden af den overtrædelse, der er lagt til grund i klagepunktsmeddelelsen, i forhold til den, der er lagt til grund i den anfægtede beslutning, således været i sagsøgerens favør og kan derfor principielt ikke skade virksomhedens interesser (dommen i sagen JFE Engineering m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 68 ovenfor, præmis 435). Det må anses for et delvist og tilladeligt frafald fra Kommissionen side af et klagepunkt til fordel for sagsøgeren (jf. analogt dommen i sagen Atlantic Container Line m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 118, præmis 115).

124. Desuden skal det konstateres, at sagsøgeren har haft lejlighed til at fremkomme med sine bemærkninger til klagepunktsmeddelelsen, herunder til det anførte om en længere varighed af overtrædelsen end den kortere periode, der i sidste ende blev anført i den anfægtede beslutning. Under den administrative procedure har sagsøgeren udelukkende gjort gældende, at »varigheden skal begrænses til datoen for den faktiske udveksling af oplysninger, dvs. til den 12. juli 2000« (168. betragtning til den anfægtede beslutning med henvisning til 245. betragtning til beslutningen).

125. Kommissionen har derfor heller ikke tilsidesat sagsøgerens ret til forsvar i relation til varigheden af overtrædelsen i den anfægtede beslutning.

Klagepunktet vedrørende kartellets geografiske rækkevidde

126. For så vidt angår klagepunktet vedrørende kartellets geografiske rækkevidde er det tilstrækkeligt at konstatere, at Kommissionen i henholdsvis klagepunktsmeddelelsen og den anfægtede beslutning fastslog, at kartellet havde global rækkevidde. Overtrædelsens geografiske dimension er således betegnet som global såvel i klagepunktmeddelelsens punkt 163 som i 136. betragtning til den anfægtede beslutning.

127. Det fremgår heraf, at der i modsætning til, hvad sagsøgeren har gjort gældende, ikke er nogen forskel med hensyn til geografisk rækkevidde mellem klagepunktsmeddelelsen og den anfægtede beslutning. Desuden har sagsøgeren haft lejlighed til at udtale sig om kartellets globale geografiske rækkevidde i klagepunktsmeddelelsen. Det må derfor konkluderes, at der ikke er sket en tilsidesættelse af sagsøgerens ret til forsvar i denne henseende.

Klagepunktet vedrørende logikken og strukturen i kartellet og dokumenterne vedrørende kontakterne den 8. og 9. november 2000

i) Indledning

128. Sagsøgeren har gjort gældende, at den overtrædelse, der er beskrevet i den anfægtede beslutning, ikke svarer til beskrivelsen af overtrædelsen i klagepunktsmeddelelsen, navnlig for så vidt angår »systematikken« i, »strukturen« af og »formålet« med overtrædelsen.

129. De væsentligste faktiske omstændigheder, der blev lagt grund af Kommissionen i den anfægtede beslutning til støtte for konstateringen af overtrædelsen, svarer imidlertid til dem, der var anført i klagepunktsmeddelelsen. Det følger heraf, at disse omstændigheder var kendt af sagsøgeren, og at selskabet havde haft lejlighed til at udtale sig i denne henseende under den administrative procedure (jf. punkt 62-70 i sagsøgerens svar på klagepunktsmeddelelsen). Mødet i Milano og dets vigtige rolle var således også tilstrækkeligt fremhævet i klagepunktsmeddelelsen (jf. klagepunktsmeddelelsens punkt 103-116, 151, 163-165 og 200). I stævningens punkt 16 henviser sagsøgeren selv til klagepunktsmeddelelsen som udtryk for, at mødet i Milano sammen med mødet i Grækenland udgjorde »kartellets kulminationspunkt«.

130. Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen har støttet den anfægtede beslutning på beviser, der ikke var anført i klagepunktsmeddelelsen, herunder navnlig dokumenterne vedrørende kontakterne den 8. og 9. november 2000. Under den administrative procedure havde sagsøgeren ikke lejlighed til at udtale sig om kontakterne efter mødet i Milano.

ii) Indholdet af klagepunktsmeddelelsen

131. I klagepunktsmeddelelsen anførte Kommissionen, at der havde været kontakter fra 1997 (punkt 76 ff.), og nævner et møde i Grækenland den 29. juli 1999 (punkt 85 ff.) samt »senere kontakter« (punkt 92 ff.) og mødet i Milano (punkt 103 ff.). I klagepunktsmeddelelsen nævnes under beskrivelsen af de faktiske omstændigheder vedrørende kartellets funktion kontakter mellem medlemmerne af kartellet, herunder kontakter, der ligger senere end mødet i Milano. Kommissionen fandt, at »[efter] mødet i Milano fortsatte de selskaber, der var involveret i den aftale, man var kommet frem til der, med at udveksle oplysninger vedrørende aluminiumflouridmarkedet ved bilaterale kontakter« (punkt 117). I denne forbindelse anførte Kommissionen udtrykkeligt kontakter af 25. oktober 2000, kontakter i løbet af 2001, en konference, der fandt sted mellem den 17. og den 21. februar 2002, en anden konference i San Diego den 6. marts 2003 samt kontakter i januar 2004 og den 21. januar 2005 (punkt 118-123). Kommissionen anførte endvidere, at kartellet var blevet udmøntet i praksis, hvilket ville blive tillagt vægt i forbindelse med bedømmelsen af overtrædelsens grovhed (punkt 227).

132. For så vidt angår overtrædelsens varighed anførte Kommissionen i klagepunktsmeddelelsen, at overtrædelsen var begyndt den 30. juni 1997, som var datoen for mødet i Sousse, at den var blevet intensiveret fra datoen for mødet i Grækenland den 29. juli 1999, »da den endelige aftale vedrørende forhøjelsen af priserne for salg i 2000 var blevet indgået og trådt i kraft«, og at en tilsvarende aftale var blevet indgået den 12. juli 2000 i Milano for priserne for salg i 2001. Kommissionen konkluderede deraf, at overtrædelsen for Floursids, sagsøgerens og IQM’s vedkommende var fortsat »i det mindste indtil den 31. december 2001«, idet slutningen af perioden for udmøntningen i praksis af denne aftale svarede til slutningen af perioden, hvor de salg, der var berørt af aftalen, var blevet foretaget (punkt 216).

iii) Indholdet af den anfægtede beslutning

133. I 155. og 156. betragtning til den anfægtede beslutning henviser Kommissionen til »bilaterale kontakter i efteråret 2000«, navnlig dem af 25. oktober og af 8. og 9. november 2000. Disse kontakter viser en opfølgning på den aftale, der var blevet indgået på mødet i Milano, med henblik på at anvende denne i praksis. I 239. betragtning til den anfægtede beslutning henviser Kommissionen på ny til dokumenterne vedrørende kontakterne af 8. og 9. november 2000 med hensyn til udmøntningen af kartellet i praksis i forbindelse med fastsættelse af bødens grundbeløb. Den anfører deri, at den tog hensyn til, i hvilken grad overtrædelsen var blevet udmøntet i praksis, for at fastlægge den del af afsætningens værdi, der skulle tages i betragtning, og henviste bl.a. til 154.-156. betragtning til den anfægtede beslutning.

134. For så vidt angår overtrædelsens varighed anførte Kommissionen i den anfægtede beslutning, at aftalen eksisterede i det mindste i perioden fra den 12. juli til den 31. december 2000 (241. og 147. betragtning til den anfægtede beslutning). I 146. betragtning til den anfægtede beslutning anføres, at »leveringsaftalerne forhandles på forhånd i en periode, der starter i løbet af hvert kalenderårs andet halvår, og som afsluttes i slutningen af dette kalenderår eller i løbet af de første fem måneder i det følgende kalenderår«. Kommissionen var derfor af den opfattelse, at priserne fastlægges på forhånd for det følgende regnskabsår i overensstemmelse med den praksis, der anvendes i sektoren for aluminiumflourid.

135. Det skal endelig præciseres, at dokumenterne vedrørende kontakterne efter mødet i Milano, herunder kontakterne af 8. og 9. november 2000, ikke er nævnt i den del af den anfægtede beslutning, der vedrører overtrædelsens varighed.

iv) Bedømmelse

– Aktindsigt i de omhandlede dokumenter under den administrative procedure

136. Klagepunktsmeddelelsen henviste til dokumenter vedrørende kontakter, der lå senere end mødet i Milano, såsom dem, der er nævnt i præmis 131 ovenfor. Imidlertid skal det således fastslås, at klagepunktsmeddelelsen ikke udtrykkeligt henviste til de dokumenter, der vedrører de bilaterale kontakter af 8. og 9. november 2000, som derimod er nævnt i den anfægtede beslutning.

137. Disse dokumenter vedrørende kontakterne af 8. og 9. november 2000 var imidlertid indeholdt i Kommissionens administrative sagsakter, og Kommissionen havde meddelt dem til parterne i den administrative procedure og således til sagsøgeren, da klagepunktmeddelelsen blev sendt, således at retten til forsvar og retten til aktindsigt kunne udøves. Sagsøgeren havde således adgang til alle disse dokumenter. Situationen i den foreliggende sag er således i høj grad forskellig fra tilfælde af afslag på aktindsigt i sagen eller i visse dokumenter, i hvilke tilfælde retspraksis har anerkendt, at der er sket tilsidesættelse af retten til forvar. Det er således ikke blevet anfægtet for det første, at sagsøgeren har fået fuld aktindsigt i sagen, herunder i dokumenterne vedrørende kontakterne af 8. og 9. november 2000, og for det andet, at de kontakter, der lå efter mødet i Milano, blev nævnt udtrykkeligt, selv om det var generelt, i klagepunktsmeddelelsen.

–  Betydningen af de omhandlede dokumenter for bedømmelsen af overtrædelsens udmøntning i praksis

138. Både de bilaterale kontakter af 8. og 9. november 2001, der ikke blev nævnt i klagepunktsmeddelelsen, og de bilaterale kontakter, der blev nævnt udtrykkeligt dér, viser, at sagsøgeren var indblandet i kartellet og dets udmøntning i praksis efter mødet i Milano. I denne forbindelse var det tilstrækkeligt, at Kommissionen i klagepunktsmeddelelsen støttede sin vurdering vedrørende en samlet og vedvarende overtrædelse og vedrørende dennes udmøntning i praksis på forskellige oplysninger, herunder mødet i Milano og bi- og multilaterale kontakter, der lå efter dette, bl.a. en kontakt af 25. oktober 2000. De bevismidler, der fremgik af klagepunktsmeddelelsen, var nemlig allerede tilstrækkelige til at alarmere sagsøgeren om den omstændighed, at Kommissionen kunne bruge disse imod selskabet som inkriminerede beviser. I betragtning af dokumenterne vedrørende de kontakter, der lå efter mødet i Milano, som blev nævnt i klagepunktsmeddelelsen, var dokumenterne vedrørende kontakterne af 8. og 9. november 2000 således ikke oplysninger, der var nødvendige for at bevise den vedvarende overtrædelse og dens udmøntning i praksis. Således henviste Kommissionen i 156. betragtning til den anfægtede beslutning, navnlig i fodnote 128, til kontakten af 25. oktober 2000, der allerede var blevet nævnt i klagepunktsmeddelelsens punkt 118. Dokumenterne vedrørende kontakterne af 8. og 9. november 2000 var derfor ikke som sådanne afgørende for det resultat, som Kommissionen nåede frem til i den anfægtede beslutning, eftersom en vedvarende overtrædelse samt dennes udmøntning i praksis, der gik ud over den 31. december 2000, allerede var blevet anført i klagepunktsmeddelelsen på grundlag af andre bevismidler.

139. I denne henseende skal det, som det også er blevet bekræftet ved den retspraksis, der er nævnt ovenfor i præmis 119, bemærkes, at retten til forsvar kun er blevet tilsidesat, når der er en mulighed for, at den administrative procedure kunne have fået et andet resultat, hvis det ulovlige processuelle forhold – dvs. i det foreliggende tilfælde undladelsen af udtrykkeligt at henvise til dokumenterne vedrørende kontakterne af 8. og 9. november 2000 – ikke havde foreligget.

140. Dette er imidlertid ikke tilfældet i denne sag.

141. Som det blev fastslået ovenfor i præmis 137, havde sagsøgeren nemlig aktindsigt i dokumenterne vedrørende kontakterne af 8. og 9. november 2000 sammen med klagepunktsmeddelelsen, uden at selskabet har udledt noget diskulperende forhold heraf, hverken i den administrative procedure eller i nærværende sag. Under den administrative procedure gav sagsøgeren endda endvidere afkald på at tage stilling til kontakterne efter mødet i Milano, som blev udtrykkeligt nævnt i klagepunktsmeddelelsen (punkt 117-123 i klagepunktsmeddelelsen). I nærværende sag har sagsøgeren endvidere hverken forklaret eller underbygget, hvorledes den omstændighed, at de pågældende dokumenter ikke blev nævnt udtrykkeligt i klagepunktsmeddelelsen, har skadet effektiviteten af sagsøgerens forsvar under den administrative procedure, og hvordan selskabet ville have kunnet forsvare sig mere effektivt, hvis det ved denne lejlighed var blevet informeret udtrykkeligt, fordi Kommissionen havde til hensigt at bruge dokumenterne af 8. og 9. november 2000 som inkriminerende beviser i den anfægtede beslutning for sagsøgerens deltagelse i overtrædelsen og dens udmøntning i praksis. I betragtning af disse dokumenters indhold samt den omstændighed, at sagsøgeren havde fuldstændigt kendskab hertil, skal det derimod fastslås, at sagsøgeren ikke har bevist, at selskabet havde kunnet udlede noget diskulperende forhold af, at der forelå en konkurrencebegrænsende aftale og dennes senere udmøntning i praksis. I denne forbindelse skal det præciseres, at Kommissionen ikke i forbindelse med vurderingen af grovheden af overtrædelsen med henblik på at beregne bødebeløbet har taget hensyn til virkningerne af den omhandlede overtrædelse. Sagsøgeren har derfor ikke været i stand til at bevise, at den omstændighed, at selskabet ikke i klagepunktsmeddelelsen blev informeret om Kommissionens intention om at bruge de omhandlede dokumenter som inkriminerende beviser, kunne påvirke effektiviteten af sagsøgerens forsvar og følgelig det resultat, som Kommissionen kom frem til i den anfægtede beslutning (jf. i denne retning og analogt dom af 17.12.1991, Hercules Chemicals mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 120, præmis 56 og den deri nævnte retspraksis, der blev opretholdt ved Domstolens dom af 8.7.1999, Hercules Chemicals mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 120, s. 80).

– Betydningen af de omhandlede dokumenter for bedømmelsen af overtrædelsens varighed

142. Hverken i klagepunktsmeddelelsen eller i den anfægtede beslutning var varigheden af overtrædelsen støttet på kontakterne af 8. og 9. november 2000 efter mødet i Milano. For så vidt angår varigheden af overtrædelsen efter mødet i Milano adskiller den anfægtede beslutning sig ikke fra klagepunktsmeddelelsen, hvori der også var blevet fastslået en varighed, som også gik ud over mødet i Milano, nemlig indtil den 31. december 2001, bl.a. for så vidt angår sagsøgeren. Det følger heraf, at sagsøgeren fuldt ud var i stand til at anerkende relevansen af bevismidlerne vedrørende kontakterne efter mødet i Milano mellem de berørte virksomheder, som indeholdt i såvel klagepunktsmeddelelsen som i den anfægtede beslutning, ved fastlæggelsen af varigheden af overtrædelsen, som Kommissionen i det væsentlige havde udledt af aluminiumflouridsektorens praksis, hvorefter priserne fastsættes på forhånd for det følgende regnskabsår. Under hensyntagen til denne praksis havde Kommissionen allerede med støtte i de bevismidler, der udtrykkeligt blev nævnt allerede i klagepunktsmeddelelsen, grundlag for at antage, at hele det pågældende halvår indtil den 31. december 2001 var omfattet af overtrædelsens varighed. I denne forbindelse er den yderligere henvisning i den anfægtede beslutning til de dokumenter, der vedrører kontakterne af 8. og 9. november 2000, uden betydning.

143. Det skal desuden præciseres, at den varighed, som Kommissionen anførte i den anfægtede beslutning, er minimumsvarigheden af en overtrædelse, idet perioder på under seks måneder beregnes som et halvt år, og den multiplikationsfaktor, der skal anvendes på bødens grundbeløb, kun er på 0,5 i de to tilfælde. Selv hvis det blev antaget, at varigheden af overtrædelsen blev begrænset til det ene møde i Milano, uden at der blev taget hensyn til virkningerne af den aftale, der blev indgået på dette møde, og kontakter, der ligger senere end dette møde, ville faktoren for varigheden for fastlæggelsen af bøden således have været den samme.

v) Konklusion

144. Henset til samtlige ovenstående betragtninger må det konkluderes, at der ikke er sket en tilsidesættelse af sagsøgerens ret til forsvar. Det første anbringende må herefter forkastes.

D – Det tredje anbringende vedrørende en tilsidesættelse af artikel 23 i forordning nr. 1/2003 og af retningslinjerne fra 2006 vedrørende fastsættelsen af størrelsen af bøden

1. Indledende bemærkninger

145. Indledningsvis bemærkes, at retningslinjerne fra 2006 skal anvendes i den foreliggende sag.

146. Anbringendet er i det væsentlig opdelt i tre led, nemlig for det første en tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, for det andet en fejlagtig anvendelse af retningslinjerne fra 2006 vedrørende fastlæggelse af afsætningsværdierne, og for det tredje en fejlagtig fastsættelse af grundbeløbet og det yderligere beløb for bøden.

147. Indledningsvis skal der henvises til de generelle principper for fastsættelsen af bødebeløb.

148. Det fremgår af artikel 23, stk. 3, i forordning nr. 1/2003, at der ved fastlæggelse af størrelsen af bøden, der skal pålægges for så vidt angår tilsidesættelser af artikel 81, stk. 1, EF, skal tages hensyn til både overtrædelsens grovhed og varighed.

149. Det er fast retspraksis, at grovheden af overtrædelser af konkurrencereglerne skal fastslås på grundlag af en lang række forhold, herunder sagens særlige omstændigheder, dens sammenhæng og bødernes afskrækkende virkning, uden at der er opstillet en bindende eller udtømmende liste over de kriterier, som obligatorisk skal tages i betragtning (Domstolens dom af 28.6.2005, forenede sager C-189/02 P, C-202/02 P, C-205/02 P – C-208/02 P og C-213/02 P, Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 5425, præmis 241, dommen i sagen Prym og Prym Consumer mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 115, præmis 54, og dom af 24.9.2009, forenede sager C-125/07 P, C-133/07 P, C-135/07 P og C-137/07 P, Erste Group Bank m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 8681, præmis 91).

150. Det er blevet anerkendt i retspraksis, at der med hensyn til fastsættelsen af bøder skal tages hensyn til overtrædelsernes varighed og alle de elementer, der kan indgå i bedømmelsen af overtrædelsers grovhed, såsom de enkelte virksomheders adfærd og rolle ved gennemførelsen af den samordnede praksis, den fortjeneste, virksomhederne har kunnet opnå ved denne praksis, deres størrelse og værdien af de omhandlede varer samt den risiko, som overtrædelser af den art indebærer for Fællesskabet (jf. Domstolens dom af 8.12.2011, sag C-386/10 P, Chalkor mod Kommissionen, Sml. I, s. 13085, præmis 56 og den deri nævnte retspraksis).

151. Det er endvidere blevet fastslået, at objektive faktorer, såsom den konkurrencebegrænsende adfærds indhold og varighed, dens hyppighed og dens intensitet, hvor stort det påvirkede marked er, og hvilken skade der er påført de samfundsøkonomiske interesser, skal tages i betragtning. Ved bedømmelsen skal der endvidere tages hensyn til de ansvarlige virksomheders relative størrelse og markedsandel såvel som til en eventuel gentagelsessituation (jf. dommen i sagen Chalkor mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 150, præmis 57 og den deri nævnte retspraksis).

152. Dette store antal elementer kræver, at Kommissionen foretager en tilbundsgående undersøgelse af omstændighederne i forbindelse med overtrædelsen (dommen i sagen Chalkor mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 150, præmis 58).

153. For at sikre gennemsigtigheden og den objektive karakter af sine beslutninger, hvormed der fastsættes bøder for tilsidesættelse af konkurrencereglerne, har Kommissionen vedtaget retningslinjer for beregningen af bøder (punkt 3 i retningslinjerne fra 2006). I disse retningslinjer har Kommissionen oplyst, i hvilket omfang den tager den ene eller den anden omstændighed i betragtning i forbindelse med en overtrædelse, og hvilke konsekvenser det kan have for bødens størrelse (dommen i sagen Chalkor mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 150, præmis 59 og den deri nævnte retspraksis).

154. Retningslinjerne, som Domstolen har fastslået fastsætter de vejledende regler for den praksis, der skal følges, og som myndighederne ikke kan fravige i konkrete tilfælde uden at angive grunde, som er i overensstemmelse med princippet om ligebehandling, begrænser sig til at beskrive den metode, som Kommissionen benytter ved undersøgelsen af en overtrædelse, og de kriterier, denne forpligter sig til at tage i betragtning ved fastsættelsen af en bøde (jf. dommen i sagen Chalkor mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 150, præmis 60 og den deri nævnte retspraksis).

155. Retningslinjerne er nemlig et instrument, der – under overholdelse af trinhøjere retsregler – har til formål at præcisere de kriterier, som Kommissionen anvender i forbindelse med udøvelsen af den skønsbeføjelse ved bødefastsættelsen, som artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 indrømmer den. Retningslinjerne udgør således ikke den retlige hjemmel for en beslutning, der fastsætter bøder, og som har hjemmel i forordning nr. 1/2003, men fastlægger generelt og abstrakt den metode, som Kommissionen har pålagt sig selv at anvende med henblik på udmålingen af de bøder, der pålægges ved denne beslutning, og de garanterer dermed retssikkerheden for virksomhederne (dommen i sagen Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 149, præmis 209-213, og Rettens dom af 14.12.2006, forenede sager T-259/02 – T-264/02 og T-271/02, Raiffeisen Zentralbank Österreich m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 5169, præmis 219 og 223).

156. Selv om retningslinjerne ikke kan anses for at være retsregler, som vedkommende myndighed under alle omstændigheder er forpligtet til at overholde, fastsætter de dog vejledende regler for den praksis, der skal følges af myndigheden, som denne ikke kan fravige i konkrete tilfælde uden at angive en begrundelse, idet der er risiko for, at retssikkerhedsprincippet og princippet om ligebehandling tilsidesættes (dommen i sagen Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 149, præmis 209 og 210, og dom af 18.5.2006, sag C-397/03 P, Archer Daniels Midland og Archer Daniels Midland Ingredients mod Kommissionen, Sml. I, s. 4429, præmis 91).

157. I henhold til punkt 5 i retningslinjerne fra 2006, som finder anvendelse på det foreliggende tilfælde, skal Kommissionen fastsætte bødebeløbet på grundlag af værdien af de afsatte varer eller tjenester, som overtrædelsen omfatter. Der skal ligeledes tages hensyn til varigheden af overtrædelsen som vigtigt element. Værdien af den afsætning, overtrædelsen omfatter, kombineret med overtrædelsens varighed, afspejler overtrædelsens økonomiske betydning og den betydning, der skal tillægges de enkelte deltagende virksomheder. Ifølge punkt 6 i retningslinjerne fra 2006 giver anvendelsen af disse elementer et godt fingerpeg om bødens størrelse, men bør ikke opfattes som grundlag for en »automatisk og aritmetisk beregningsmetode«.

158. Ifølge punkt 10 og 11 i retningslinjerne fra 2006 fastsætter Kommissionen for udmålingen af bøden et grundbeløb for hver virksomhed, som den kan regulere.

159. I medfør af punkt 12 og 13 i retningslinjerne fra 2006 fastsættes bødens grundbeløb på basis af værdien af virksomhedens afsætning af varer eller tjenester, som er direkte eller indirekte forbundet med overtrædelsen, i det relevante geografiske område inden for EØS, normalt i det seneste fulde regnskabsår, hvor virksomheden har deltaget i overtrædelsen. Ifølge punkt 15 i retningslinjerne fra 2006 skal Kommissionen anvende de »bedste, tilgængelige oplysninger«.

160. Punkt 18 i retningslinjerne fra 2006 fastsætter følgende:

»Hvis en overtrædelse geografisk set strækker sig ud over det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (»EØS«) (f.eks. når der er tale om verdensomspændende karteller), afspejler virksomhedens afsætning inden for EØS måske ikke i tilstrækkelig grad de enkelte virksomheders betydning i forbindelse med overtrædelsen. Dette kan f.eks. være tilfældet ved verdensomspændende aftaler om markedsdeling.

Under sådanne omstændigheder kan Kommissionen, for at fastlægge både den samlede relevante afsætning inden for EØS og de enkelte virksomheders relative betydning i forbindelse med overtrædelsen, foretage et skøn over den samlede værdi af de afsatte varer og tjenester, som overtrædelsen omfatter, inden for det relevante geografiske område (større end EØS), fastlægge den del af afsætningen, som den enkelte virksomhed, der deltager i overtrædelsen, tegner sig for på dette marked og sammenligne denne del med de samme virksomheders samlede afsætning inden for EØS. Resultatet vil blive anvendt som afsætningens værdi med henblik på fastsættelse af bødens grundbeløb.«

161. I medfør af punkt 19 i retningslinjerne fra 2006 fastsættes bødens grundbeløb på basis af en bestemt del af afsætningens værdi, som afhænger af overtrædelsens grovhed og multipliceres med det antal år, overtrædelsen har varet. Ifølge punkt 20 i retningslinjerne fra 2006 vurderes overtrædelsens grovhed fra sag til sag for alle typer overtrædelser, idet der tages hensyn til alle relevante forhold i den enkelte sag. I henhold til punkt 21 i retningslinjerne fra 2006 vil den del af afsætningens værdi, der skal tages i betragtning, normalt blive fastsat til et niveau, der kan udgøre op til 30%.

2. Anbringendets første led vedrørende tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning

162. Det bemærkes, at sagsøgeren i forbindelse med sit tredje anbringende ligeledes har henvist til en tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning i forhold til fastsættelsen af bødebeløbet uden dog at have uddybet eller underbygget dette aspekt i forbindelse med de argumenter, der er anført til støtte for dette anbringende.

163. I henhold til artikel 21, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol og i henhold til procesreglementets artikel 44, stk. 1, litra c), skal stævningen imidlertid angive søgsmålets genstand og indeholde en kort fremstilling af søgsmålsgrundene. Disse angivelser skal, uafhængigt af, hvilket ordvalg der benyttes, være så klare og præcise, at sagsøgte får mulighed for at tilrettelægge sit forsvar og Retten for at gennemføre den retslige efterprøvelse. Det fremgår af fast retspraksis, at Retten er forpligtet til at afvise at realitetsbehandle en påstand i den for Retten indgivne stævning, når de væsentlige faktiske og retlige omstændigheder, som denne påstand er støttet på, ikke fremgår af selve stævningens ordlyd på en sammenhængende og forståelig måde (Domstolens dom af 18.7.2006, sag C-214/05 P, Rossi mod KHIM, Sml. I, s. 7057, præmis 37, Domstolens kendelse af 13.3.2007, sag C-150/06 P, Arizona Chemical m.fl. mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser præmis 45, og Domstolens dom af 16.12.2010, sag C-480/09 P, AceaElectrabel mod Kommissionen, Sml. I, s. 13335, præmis 28).

164. Særligt er det, selv om det kan være tilstrækkeligt at fremstille søgsmålsgrundene ved deres indhold snarere end ved den retlige kvalifikation heraf, dog en betingelse, at de anførte klagepunkter fremgår af stævningen med tilstrækkelig tydelighed. En rent abstrakt opregning af anbringenderne opfylder desuden ikke de ovenfor anførte krav, idet det skal fremgå af stævningen, hvilke søgsmålsgrunde der gøres gældende. En stævning, der ikke indeholder nogen fremstilling, end ikke kort, af søgsmålsgrundene eller de retlige forhold, der gøres gældende, som kan gøre det muligt for sagsøgte at vurdere, på hvilke grunde sagsøgerens søgsmål er støttet, eller at forstå, hvorledes dennes konklusioner kan underbygges, opfylder således ikke disse minimumskrav (Rettens dom af 27.11.1997, sag T-224/95, Tremblay m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2215, præmis 79, og af 26.3.2010, sag T-577/08, Progres mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 19-21).

165. Da sagsøgeren blot har anført en tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning uden imidlertid at uddybe dette led nærmere, end ikke kortfattet, kan dette led ikke antages til realitetsbehandling og må afvises.

3. Anbringendets andet led vedrørende fejlagtig anvendelse af retningslinjerne fra 2006 om fastlæggelse af afsætningsværdierne

a) Indledende bemærkninger

166. I det foreliggende tilfælde har sagsøgeren anført, at værdien af selskabets afsætning er blevet beregnet efter metoden i punkt 18 retningslinjerne for beregning af bøder, men at Kommissionen har begået to fejl ved anvendelsen af dette punkt. For det første blev der i 25. betragtning til den anfægtede beslutning fastlagt en omsætning på verdensplan på 34 339 694 EUR for 2000, der var oplyst af sagsøgeren i dennes svarskrift af 30. oktober 2006. Sagsøgeren har anført, at dette tal ikke var det bedste, tilgængelige beløb på tidspunktet for vedtagelsen af den anfægtede beslutning. Den 25. april 2008 fremlagde sagsøgeren på Kommissionens udtrykkelige opfordring reviderede oplysninger, hvorefter sagsøgerens omsætning for 2000 beløb sig til 32 368 925 EUR, hvilket beløb skulle have været anvendt af Kommissionen i overensstemmelse med punkt 15 i retningslinjerne fra 2006. For det andet har Kommissionen ikke foretaget en korrekt anvendelse af punkt 18 i retningslinjerne fra 2006. Kommissionen foretog en vurdering af hver enkelt virksomheds procentvise afsætning i en større geografisk sektor end i EØS i forhold til karteldeltagernes afsætning. Denne vurdering skulle være foretaget i forhold til alle andre virksomheder, der er aktive på markedet for aluminiumflourid. Endelig er sagsøgeren af den opfattelse, at Kommissionen, såfremt den havde anvendt de reviderede tal, som var lavere end de tal, der blev lagt til grund, og havde foretaget en korrekt anvendelse af punkt 18, ville være nået frem til en procentdel, der var lavere end de 28,5%, som er anført i den anfægtede beslutning.

167. Kommissionen har bestridt de af sagsøgeren anførte argumenter og har gjort gældende, at dette led af det tredje anbringende skal forkastes.

168. Det bemærkes, at sagsøgeren i den foreliggende sag anfægter det grundbeløb, der er fastsat af Kommissionen i den anfægtede beslutning, ved at bestride den afsætningsværdi, der er fastsat af Kommissionen, samt overtrædelsens grovhed. Imidlertid har sagsøgeren ikke anfægtet spørgsmålet om overtrædelsens varighed eller reguleringerne af grundbeløbet.

169. Dette led kan opdeles i to dele, dvs. dels en ukorrekt anvendelse af salgstallene ved beregningen af bøden, dels en fejlagtig anvendelse af punkt 18 i retningslinjerne fra 2006 som følge af manglende hensyntagen til afsætningen for andre virksomheder, som ikke deltog i kartellet.

b) Den omsætning, der er anvendt af Kommissionen

170. Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen har anvendt ukorrekte salgstal ved beregningen af bøderne.

171. For så vidt angår grundbeløbet er det fastsat i retningslinjerne fra 2006, at det fastsættes på basis af værdien af virksomhedens afsætning af varer eller tjenester, som er direkte eller indirekte forbundet med overtrædelsen, i det relevante geografiske område inden for EØS, normalt i det seneste fulde regnskabsår, hvor virksomheden har deltaget i overtrædelsen (punkt 12 og 13 i retningslinjerne fra 2006). Kommissionen skal i denne henseende anvende de »bedste, tilgængelige oplysninger« (punkt 15 i retningslinjerne fra 2006).

172. Hvis en overtrædelse geografisk set strækker sig ud over EØS, f.eks. når der er tale om verdensomspændende karteller som i det foreliggende tilfælde, anføres det i punkt 18 i retningslinjerne fra 2006, at virksomhedens afsætning inden for EØS måske ikke i tilstrækkelig grad afspejler de enkelte virksomheders betydning i forbindelse med overtrædelsen, hvilket særligt kan være tilfældet ved verdensomspændende aftaler om markedsdeling. Under sådanne omstændigheder kan Kommissionen foretage et skøn over den samlede værdi af den afsætning, som overtrædelsen omfatter, inden for det relevante geografiske område, større end EØS, og fastlægge den del af afsætningen, som den enkelte virksomhed, der deltager i overtrædelsen, tegner sig for på dette marked og sammenligne denne del med de samme virksomheders samlede afsætning inden for EØS.

173. I den foreliggende sag fremlagde sagsøgeren ved skrivelse af 30. oktober 2006 omsætningstal for årene 1997-2005 vedrørende selskabets salg af aluminiumflourid såvel på globalt plan som inden for EØS, samt ved skrivelse af 25. april 2008 for årene 1999, 2000 og 2001. I skrivelsen af 25. april 2008 var desuden anført vekselkursen for tunesiske dinar og euro i de pågældende år, herunder år 2000.

174. I den anfægtede beslutning fastsatte Kommissionen et beløb på 8 146 129 EUR som sagsøgerens afsætning af aluminiumflourid i 2000 inden for EØS og i det geografiske område, der var omfattet af overtrædelsen, dvs. verdensmarkedet, et beløb på 34 339 694 EUR (25. betragtning til den anfægtede beslutning). Kommissionen har anført, at den støttede sig på de tal, der var fremagt af sagsøgeren den 30. oktober 2006, samt sagsøgerens skrivelser af 25. april 2008 og 12. mal 2008, og at den benyttede sig af den vekselkurs, som sagsøgeren havde oplyst i sin skrivelse af 25. april 2008, til at omregne tunesiske dinar til euro.

175. Vedrørende den omsætning, der er nævnt i dokumentet af 25. april 2008, er det anført deri, at omsætningen er »fob netto inkl. kommission«, dvs. netto omsætning inklusive transportomkostninger og kommissioner. Det er denne omsætning, der giver det mest fuldstændige billede af det transaktionsbeløb, som er interessant ved fastsættelsen af afsætningsværdien med henblik på at fastsætte bødens grundbeløb. Det er således omsætningen, som den fremgår af virksomhedens regnskab, der skal tages i betragtning. Kommissionen har endvidere anført, at den sendte en anmodning om oplysninger til sagsøgeren vedrørende tallene fremlagt den 25. april 2008, som sagsøgeren ikke har besvaret fyldestgørende. Desuden skal der henvises til punkt 16 i retningslinjerne fra 2006, hvoraf fremgår, at hvis de oplysninger, en virksomhed har stillet til rådighed, er ufuldstændige eller upålidelige, kan Kommissionen fastlægge værdien af den pågældende virksomheds afsætning på grundlag af de ufuldstændige oplysninger, den har modtaget, og/eller alle andre oplysninger, som den finder relevante eller velegnede.

176. Som Kommissionen har anført, skal afsætningsværdien i øvrigt afspejle prisen, således som den er faktureret til kunden, uden fradrag for transportomkostninger eller andre omkostninger. I denne sammenhæng skal der henvises til retspraksis, hvorefter det for så vidt angår transportomkostninger må antages, at når en producent på kundens anmodning leverer de solgte mængder til bestemmelsesstedet, udgør transportydelsen en integreret del af salget af produktet. Den pris, som opkræves for en sådan ydelse, udgør således, uanset om den svarer til tilbagebetalingen af det beløb, som sælgeren skylder den uafhængige transportør, som har udført denne ydelse for sælgeren, en del af den samlede salgspris (jf. i denne retning Rettens dom af 15.3.2000, forenede sager T-25/95, T-26/95, T-30/95 – T-32/95, T-34/95 – T-39/95, T-42/95 – T-46/95, T-48/95, T-50/95 – T-65/95, T-68/95 – T 71/95, T-87/95, T-88/95, T-103/95 og T-104/95, Cimenteries CBR m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 491, præmis 5030).

177. Følgelig var det med rette, at Kommissionen fandt, at de tal, der blev fremlagt den 30. oktober 2006, var de bedste, tilgængelige beløb som omhandlet i punkt 15 i retningslinjerne fra 2006. Første del af anbringendets første led vedrørende en fejlagtig anvendelse af retningslinjerne fra 2006 om fastlæggelse af afsætningsværdien skal følgelig forkastes.

178. Det skal præciseres i denne henseende, at Kommissionen i 229. betragtning til den anfægtede beslutning anførte, at afsætningsværdien for sagsøgeren beregnet i overensstemmelse med punkt 18 i retningslinjerne fra 2006 var på 6 739 601 EUR inden for EØS. I denne henseende henviste Kommissionen til de oplysninger, der var fremlagt af sagsøgeren den 30. oktober 2006, hvorefter sagsøgerens afsætningsværdi i 2000 var på 8 146 129 EUR inden for EØS og på 34 339 694 EUR i det geografiske område, der var omfattet af overtrædelsen, dvs. på verdensplan (25. betragtning til den anfægtede beslutning).

c) Afsætning og markedsandel

179. Hvad angår den anden del af dette led af anbringendet bemærkes, at Kommissionen i overensstemmelse med punkt 18 i retningslinjerne fra 2006 i den anfægtede afgørelse anførte, at hver enkelt omhandlet virksomheds relative betydning svarede til deres procentvise afsætning, der har forbindelse med overtrædelsen, inden for det geografiske område, der var omfattet af kartellet, sammenlignet med alle de omhandlede virksomheders samlede afsætning inden for denne sektor. Denne procentdel skal derefter sammenlignes med de omhandlede virksomheders samlede afsætning, som overtrædelsen omfatter, inden for EØS (232. betragtning til den anfægtede beslutning). Kommissionen har således præciseret, at spørgsmålet om, hvorvidt andre virksomheders bundne salg skal tages i betragtning, og spørgsmålet om den konkrete metode anvendt til at definere det geografiske marked var uden betydning for beregningen af afsætningsværdien og den endelige bøde (233. betragtning til den anfægtede beslutning).

180. Endvidere følger det af 32. betragtning til den anfægtede beslutning, at visse »store aluminiumsproducenter og dermed store forbrugere af aluminiumflourid har en betydelig »bunden« produktion af aluminiumflourid, hvilket betyder, at de (hovedsageligt) producerer til eget forbrug, selv om de også i overtrædelsesperioden har indkøbt aluminiumflourid hos andre producenter«.

181. Sagsøgeren har bestridt lovligheden af 232. betragtning ff. til den anfægtede beslutning med den begrundelse, at Kommissionen har foretaget en forkert anvendelse af punkt 18 i retningslinjerne fra 2006. Ifølge sagsøgeren har Kommissionen således undladt at tage hensyn til afsætningen hos andre virksomheder, der ikke deltog i kartellet, herunder virksomheder med en bunden produktion. Desuden har Kommissionen modsagt sin egen beslutningspraksis.

182. Henset til disse klagepunkter bemærkes, at Kommissionen i henhold til punkt 18 i retningslinjerne fra 2006, for at fastlægge både den samlede relevante afsætning inden for EØS og de enkelte virksomheders relative betydning i forbindelse med overtrædelsen, kan foretage et skøn over den samlede værdi af de afsatte varer og tjenester, som overtrædelsen omfatter, inden for det relevante geografiske område (større end EØS), fastlægge den del af afsætningen, som den enkelte virksomhed, der deltager i overtrædelsen, tegner sig for på dette marked, og sammenligne denne del med de samme virksomheders samlede afsætning inden for EØS. Resultatet vil blive anvendt som afsætningens værdi med henblik på fastsættelse af bødens grundbeløb.

183. Det fremgår af systematikken i og ordlyden af punkt 18 i retningslinjerne fra 2006, at udtrykket »den samlede værdi af de afsatte varer og tjenester, som overtrædelsen omfatter« skal forstås således, at det betegner den samlede afsætningsværdi for de virksomheder, der har deltaget i overtrædelsen, og ikke den samlede afsætningsværdi for samtlige virksomheder, der er aktive på det marked, hvor virksomhederne har begået overtrædelsen. Afsætningen for de virksomheder, der ikke har deltaget i overtrædelsen, er således ikke afsætning, »som overtrædelsen omfatter«.

184. Denne ordlydsfortolkning er desuden i overensstemmelse med systematikken i punkt 18 i retningslinjerne fra 2006, som har til formål både at fastlægge den samlede relevante afsætning og de enkelte virksomheders relative betydning i forbindelse med overtrædelsen. Sidstnævnte formål indebærer, at der alene skal tages hensyn til afsætningsværdien for de virksomheder, der har deltaget i overtrædelsen.

185. Endelig er ovenævnte fortolkning i overensstemmelse med sammenhængen og systematikken i retningslinjerne fra 2006 som helhed, som har til formål at benytte den afsætningsværdi, som overtrædelsen omfatter, som grundlag for fastsættelsen af bøden. Som Kommissionen har understreget, modsvarer den afsætningsværdi, der tages i betragtning i overensstemmelse med punkt 13 og 14 i retningslinjerne fra 2006, der findes under samme overskrift som punkt 18, den værdi, der er realiseret af virksomhederne som følge af overtrædelsen.

186. Denne fortolkning ændres ikke ved henvisningen til »dette marked«, der fremgår af punkt 18 i retningslinjerne fra 2006. Dette »marked« henviser således kun til det geografiske marked større end EØS, som er relevant for den afsætning, som de virksomheder, der deltager i overtrædelsen, tegner sig for.

187. Det er følgelig med urette, at sagsøgeren har anført, at Kommissionen, såfremt den havde overholdt retningslinjerne, ville have taget hensyn til andre virksomheders afsætning og ligeledes til den bundne produktion fra erhvervsdrivende såsom Alcan og Alcoa.

188. I modsætning til, hvad sagsøgeren har anført, afsvækkes denne fortolkning af retningslinjerne fra 2006 ikke af Kommissionens tidligere beslutningspraksis, som illustreret ved Kommissionens beslutning 2002/742/EF af 5. december 2001 om en procedure efter EF-traktatens artikel 81 og EØS-aftalens artikel 53 (sag COMP/E-1/36 604 – Citronsyre) (EFT L 239, s. 18), hvorefter bødebeløbene blev reguleret i forhold til parternes relative betydning i forbindelse med karteller, der strakte sig uden for Unionen.

189. Som det er anerkendt i retspraksis, kan den omstændighed, at Kommissionen tidligere har anvendt bøder af en vis størrelse på forskellige typer af overtrædelser, ikke fratage den muligheden for at forhøje dette niveau inden for de i forordning nr. 1/2003 angivne rammer, hvis det er nødvendigt for at sikre gennemførelsen af Unionens konkurrencepolitik, men at Kommissionen for at Unionens konkurrenceregler kan gennemføres effektivt, tværtimod til enhver tid må have mulighed for at tilpasse bødeniveauet efter konkurrencepolitikkens krav. Det anførte gælder ikke kun, når Kommissionen gennemfører en forhøjelse af bødebeløbene i forbindelse med fastsættelsen af bøderne i individuelle beslutninger, men også, hvis denne forhøjelse gennemføres ved, at der i konkrete tilfælde anvendes vejledende regler, der har generel rækkevidde, som f.eks. retningslinjerne (jf. i denne retning dommen i sagen Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 149 ovenfor, præmis 227 og 230).

190. Den tidligere beslutningspraksis, som sagsøgeren henviser til, er støttet på Kommissionens meddelelse af 14. januar 1998 om retningslinjer for beregningen af bøder i henhold til artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 og artikel 65, stk. 5, i EKSF-traktaten (EFT C 9, s. 3, herefter »retningslinjerne fra 1998«).

191. I punkt 3-5 i retningslinjerne fra 2006 har Kommissionen desuden anført, at den ønsker at udbygge og præcisere sin bødepolitik, der har til formål at sanktionere overtrædelser og at få andre virksomheder til at afholde sig fra at udøve eller fortsat udøve en adfærd, der er i strid med artikel 81 EF og 82 EF. For at nå disse mål er det Kommissionens opfattelse, at det vil være passende at fastsætte bøderne på grundlag af værdien af de afsatte varer eller tjenester, som overtrædelsen omfatter. Kommissionen anførte således årsagen til, at den benyttede en ny metode med hensyn til beregningen af bødebeløbet, nemlig nødvendigheden af at sikre en mere effektiv gennemførelse af Unionens konkurrencepolitik, og sagsøgeren har ikke anført nogen argumenter, der rejser tvivl om, at denne ændrede tilgangsvinkel var velbegrundet.

192. Der er således ikke grundlag for at fortolke bestemmelserne i retningslinjerne fra 2006 i lyset af den anvendelse, der blev foretaget af bestemmelserne i retningslinjerne fra 1998.

193. Af de grunde, der er anført ovenfor, skal anden del af dette anbringendes andet led ligeledes forkastes.

4. Anbringendets tredje led vedrørende en fejlagtig fastsættelse af grundbeløbet for bøden og en fejlagtig anvendelse af det yderligere beløb

194. Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen har begået fejl vedrørende bedømmelsen af overtrædelsens grovhed, mere konkret ved vurderingen af dens karakter, og i sin analyse af de markedsandele, som adressaterne for den anfægtede beslutning besad. Desuden var det med urette, at Kommissionen lagde vægt på gennemførelsen blandt de faktorer, som bødens grundbeløb var støttet på.

195. Sagsøgeren har således gjort gældende, at Kommissionen har foretaget en fejlagtig kvalifikation af overtrædelsen. De faktiske omstændigheder, der er foreholdt sagsøgeren, kan højst betegnes som lejlighedsvis udveksling af oplysninger, hvilket ikke udgør en overtrædelse, som karakteriseret ved konkurrenceretten, og ikke er omfattet af horisontale prisaftaler som omhandlet i punkt 23 og 24 i retningslinjerne. Kommissionens kvalifikation i den anfægtede beslutning af en horisontal aftale om prisfastsættelse og følgelig af en alvorlig konkurrencebegrænsning resulterede i, at Kommissionen forhøjede grundbeløbet med et yderligere beløb i overensstemmelse med punkt 25 i retningslinjerne fra 2006. Sagsøgeren har desuden gjort gældende, at den anførte overtrædelse ikke kan betegnes som en samlet og vedvarende overtrædelse. I denne sammenhæng har sagsøgeren gentaget påstanden om, at Kommissionen har tilsidesat sagsøgerens ret til forsvar, hvilket ikke har gjort det muligt for Retten at udøve sin fulde prøvelsesret. Sagsøgeren har følgelig gjort gældende, at Retten skal ændre 236. og 242. betragtning til den anfægtede beslutning.

196. Ifølge sagsøgeren tillagde den skønnede samlede markedsandel på 35%, der blev fastslået i den anfægtede beslutning, det formodede kartel en uforholdsmæssig økonomisk betydning, for så vidt som denne procentdel blev beregnet uden hensyntagen til de store aluminiumproducenters bundne produktion. Kommissionen foretog således en ukorrekt analyse af en af hovedfaktorerne for bedømmelsen af den omhandlede overtrædelses grovhed.

197. Endelig fandt Kommissionen, at aftalen indgået i Milano angiveligt vedrørende en prisstigning, var blevet fulgt op i løbet af det anden halvår af år 2000, og henviste til bilaterale kontakter mellem IQM og Bolidens »Noralf«-afdeling den 25. oktober 2000 og til drøftelser mellem sagsøgeren og Fluorsid i november 2000, selv om disse bilaterale kontakter ingen forbindelse havde til mødet i Milano og ikke kunne gøres gældende over for sagsøgeren, da de ikke var omfattet af klagepunktsmeddelelsen. Der kan således ikke udledes noget med hensyn til udmøntningen af kartelet i praksis, da der ikke foreligger dokumenter eller andre gyldige bevismidler vedrørende tiden efter mødet i Milano. Det følger heraf, at det er nødvendigt at slette det yderligere beløb som helhed og forholdsmæssigt reducere procentdelen på 17%, der er anvendt til fastsættelsen af grundbeløbet.

198. Kommissionen har bestridt sagsøgerens argumenter og har gjort gældende, at dette tredje led af det tredje anbringende skal forkastes.

199. I det foreliggende tilfælde bemærkes, at det for så vidt angår spørgsmålet, om der foreligger en tilsidesættelse af artikel 81, stk. 1, EF, er med rette, at Kommissionen har gjort gældende, at der har været et kartel, en horisontal aftale om prisfastsættelse og en opdeling af markedet mellem deltagerne, herunder sagsøgeren (jf. præmis 66-92 ovenfor). Dette kan ikke på nuværende tidspunkt drages i tvivl ved det af sagsøgeren hævdede i forhold til den bøde, der er blevet pålagt af Kommissionen.

200. I modsætning til, hvad sagsøgeren har gjort gældende, har Kommissionen i overensstemmelse med punkt 23 i retningslinjerne fra 2006 i den anfægtede beslutning korrekt anført, at der i det foreliggende tilfælde var tale om en overtrædelse, der bl.a. havde bestået i en horisontal aftale om prisfastsættelse, der efter selve sin art hørte til blandt de mest alvorlige begrænsninger af konkurrencen.

201. Det var således uden at begå fejl, at Kommissionen kunne anvende punkt 25 i retningslinjerne fra 2006, der bestemmer, at »[u]afhængigt af, hvor længe en virksomhed har deltaget i overtrædelsen, vil Kommissionen også lade bødens grundbeløb omfatte et beløb på mellem 15 og 25% af afsætningens værdi […] for at afskrække virksomhederne fra […] at indtræde i [bl.a.] horisontale aftaler om prisfastsættelse [og] markedsopdeling«, idet den navnlig tog hensyn til faktorer som overtrædelsens art, virksomhedernes samlede markedsandel, overtrædelsens geografiske udstrækning og spørgsmålet om, hvorvidt overtrædelsen er blevet udmøntet i praksis eller ikke som fastsat i punkt 22 i retningslinjerne fra 2006.

202. I den anfægtede beslutning fandt Kommissionen, at den samlede markedsandel i EØS ikke havde overskredet 35% i 2000 (237. betragtning til den anfægtede beslutning med henvisning til 33. betragtning hertil), og at overtrædelsens geografiske udstrækning var global (238. betragtning til den anfægtede beslutning med henvisning til 136. betragtning hertil). Det skal endvidere bemærkes, at Kommissionen anførte, at den havde taget hensyn til en markedsandel på mindre end 35%, hvilket indebar, at den ikke havde forhøjet grundbeløbet. Disse forhold vedrørende overtrædelsens grovhed er blevet fastlagt korrekt af Kommissionen, hvilket der er redegjort for i præmis 199-201 ovenfor.

203. Vedrørende kartellets udmøntning i praksis fandt Kommissionen med rette i den anfægtede beslutning, at aftalen i Milano var genstand for opfølgning i løbet af det andet halvår af 2000. Kommissionen har således i den anfægtede beslutning godtgjort, at der forelå en aftale mellem adressaterne for beslutningen, herunder sagsøgeren. Det er godtgjort, at der blev indgået en aftale under mødet i Milano, og at der var bilaterale kontakter efter dette møde, bl.a. den 25. oktober 2000. I forbindelse md disse bilaterale kontakter praktiserede adressaterne for den anfægtede beslutning, herunder sagsøgeren, en gensidig kontrol af prisniveauerne, således som det er godtgjort ovenfor i forbindelse med det første anbringende vedrørende spørgsmålet, om der forelå en overtrædelse. De priser, der blev nævnt i forbindelse med kontakterne efter mødet i Milano, svarede til indholdet af den aftale, der blev indgået under dette møde. Kommissionen kunne derfor med føje antage, at disse kontakter henviste til aftalen på mødet i Milano, og de er således bevis for kartellets udmøntning i praksis.

204. Eftersom sagsøgerens andet anbringende er forkastet, som anført i præmis 66-109 ovenfor, og da Retten har stadfæstet den anfægtede beslutning for så vidt angår den omstændighed, at der forelå en aftale, samt med hensyn til aftalens varighed og grovhed, skal denne del af det tredje anbringende vedrørende en fejlagtig fastsættelse af bødens grundbeløb forkastes som ugrundet.

205. Kommissionen kunne følgelig med rette bruge 17% af afsætningsværdien som andel for fastlæggelse af det beløb, der lå til grund for fastsættelse af grundbeløbet for den bøde, der skulle pålægges sagsøgeren.

206. I øvrigt skal det, selv om varigheden af overtrædelsen ikke er bestridt af sagsøgeren, bemærkes, at Kommissionen i den anfægtede beslutning har godtgjort, at varigheden »i det mindste« var fra den 12. juli 2000 til den 31. december 2000. I overensstemmelse med punkt 24 i retningslinjerne fra 2006 anvendte Kommissionen multiplikationsfaktoren på 0,5. Det følger således af punkt 24 i retningslinjerne fra 2006, at for at tage fuldt hensyn til, hvor længe de enkelte virksomheder har deltaget i overtrædelsen, multipliceres det beløb, der fastsættes på grundlag af afsætningens værdi, med det antal år, virksomheden har deltaget i overtrædelsen. Perioder på under seks måneder medregnes som et halvt år, og perioder på over seks måneder, men under et år, medregnes som et helt år.

207. Det tredje anbringende skal derfor forkastes.

E – Det fjerde anbringende vedrørende en tilsidesættelse af artikel 36 i Euro-Middelhavsaftalen af pligten til omhu samt af princippet om international høflighed

1. Indledende bemærkninger

208. Sagsøgeren har anført, at konkurrencereglerne i Euro-Middelhavsaftalen finder anvendelse i det foreliggende tilfælde, eventuelt parallelt, med EU-konkurrencereglerne. Kommissionen har imidlertid udelukket anvendelsen af Euro-Middelhavsaftalen artikel 36, stk. 1, til fordel for den eksklusive anvendelse af EU-konkurrencereglerne. Derved har Kommissionen tilsidesat beskyttelsesklausulen i Euro-Middelhavsaftalen artikel 36, stk. 6. Vedtagelsen af en sådan ensidig foranstaltning, krævede at Kommissionen forinden havde hørt associeringsrådet. Sagsøgeren er af den opfattelse, at den manglende overholdelse af proceduren i Euro-Middelhavsaftalen udgør en tilsidesættelse af et væsentligt formkrav, der, såfremt det havde været overholdt, kunne have haft en afgørende indflydelse på sagens udfald. Kommissionens ensidige tilgang er ikke alene i strid med Euro-Middelhavsaftalen artikel 36, men også med princippet om international høflighed samt dens pligt til omhu.

209. Kommissionen bestrider sagsøgerens argumenter og har påstået det fjerde anbringende forkastet.

210. Som anerkendt i retspraksis, finder EU-konkurrenceretten anvendelse på et kartel, som får virkning inden for det indre markeds område, uanset om en af de virksomheder, der deltager i en aftale, har sæde i et tredjeland (jf. i denne retning Domstolens dom af 25.11.1971, sag 22/71, Béguelin Import, Sml. 1971, s 257, org.ref.: Rec. s. 949, præmis 22-29, og af 27.9.1988, forenede sager 89/85, 104/85, 114/85, 116/85, 117/85 og 125/85-129/85, Ahlström Osakeyhtiö m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 5193, præmis 11-23, samt dommen i sagen Atlantic Container Line m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 118, præmis 69-93).

2. Euro-Middelhavsaftalen

211. Euro-Middelhavsaftalen mellem Fællesskabet og Tunesien er en del af de Euro-Middelhavs-associeringsaftaler, der er indgået mellem Fællesskabet og syv lande i det sydlige Middelhavsområde. Disse aftaler danner ramme for den politiske dialog mellem nord og syd, udgør grundlaget for en gradvis liberalisering af handlen i middelhavsområdet og fastsætter vilkårene for det økonomiske, sociale og kulturelle samarbejde mellem Fællesskabet og de enkelte partnerlande.

212. For så vidt angår Euro-Middelhavsaftalen er det, uafhængigt at dennes retlige karakter og indvirkning på Unionens retsorden, tilstrækkeligt at fastslå, at aftalen ikke har forrang for den anvendelige EU-ret, herunder for artikel 81 EF, og ikke udelukker anvendelsen deraf. Tværtimod følger det af Euro-Middelhavsaftalen artikel 36, som sagsøgeren har henvist til, at parterne forpligter sig til at anvende konkurrenceretten, og det bestemmes udtrykkeligt deri, at alle former for praksis, der er i strid hermed, skal vurderes på grundlag af de kriterier, der følger af anvendelsen af artikel 81 EF, 82 EF og 87 EF (Euro-Middelhavsaftalen artikel 36, stk. 2). I Euro-Middelhavsaftalen artikel 36, stk. 6, er det alene fastsat, at der kan ske konsultation i associeringsudvalget under visse betingelser, bl.a. såfremt konkurrenceretten ikke kan løse problemet.

213. Den anfægtede aftale vedrører ikke en praksis, der specifikt vedrører handelen mellem Den Europæiske Union og Tunesien, men en praksis med en global dimension, der påvirker det europæiske marked. I den anfægtede beslutning udøvede Kommissionen sin kompetence og anvendte artikel 81 EF for så vidt angår påvirkningen af konkurrencen inden for EØS. Den anfægtede beslutning er derimod ikke omfattet af anvendelsesområdet for Euro-Middelhavsaftalen og er så meget desto mere ikke i strid med denne aftale. Der var således intet grundlag for at anvende Euro-Middelhavsaftalen og procedurerne deri.

214. Argumenterne i denne henseende savner således grundlag og skal forkastes.

3. Princippet om international høflighed og »pligten til omhu«

215. For så vidt angår sagsøgerens argument om, at princippet om international høflighed (comitas gentium) ikke er blevet iagttaget, har sagsøgeren ikke uddybet det anførte princip eller fastlagt dets virkning, eller anført, på hvilken måde det rejser tvivl om lovligheden af den anfægtede beslutning. Det er ikke muligt at fastslå, af hvilken grund det skulle følge heraf, at Kommissionen burde have »kontaktet de tunesiske myndigheder, før den foretog en ensidig anvendelse af de fællesskabsretlige konkurrencebestemmelser«.

216. For så vidt som sagsøgerens argument har til formål at rejse tvivl om Fællesskabets kompetence til at anvende sine konkurrenceregler på handlinger som dem, der er konstateret i det foreliggende tilfælde (dommen i sagen Ahlström Osakeyhtiö m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 210 ovenfor, præmis 31 og 32), må det under alle omstændigheder forkastes. Kommissionen har således kompetence til at forfølge og sanktionere overtrædelser af artikel 81 EF vedrørende det europæiske marked. Kommissionen har påvist, at der foreligger en sådan overtrædelse i denne sag. Under disse omstændigheder er det vedtaget efter de folkeretlige regler, at Kommissionen har kompetence til at anvende Fællesskabets konkurrenceregler på sådanne handlinger (jf. i denne retning dommen i sagen Ahlström Osakeyhtiö m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 210 ovenfor, præmis 18; jf. desuden analogt Rettens dom af 25.3.1999, sag T-102/96, Sml. II, s. 753, præmis 89 ff.).

217. For så vidt angår den påståede »pligt til omhu«, der er gjort gældende af sagsøgeren, hvorefter Kommissionen bl.a. burde have kontaktet de tunesiske myndigheder, er dette hverken underbygget eller uddybet. Det er derfor ikke tydeligt, hvad sagsøgeren gør gældende. I øvrigt har sagsøgeren heller ikke anført, hvorledes dette almindelige folkeretlige princip skulle påvirke lovligheden af den anfægtede beslutning.

218. Efter artikel 21, stk. 1, i Domstolens statut og procesreglementets artikel 44, stk. 1, litra c), skal en stævning angive søgsmålets genstand og en kort fremstilling af søgsmålsgrundene. I denne henseende henvises til de principper og den retspraksis, der er nævnt i præmis 163 og 164 ovenfor.

219. Eftersom sagsøgeren alene har anført, at »international høflighed« ikke er iagttaget, og hævdet, at der forelå en »pligt til omhu«, uden imidlertid at uddybe, end ikke kortfattet, dette, kan denne argumentation ikke antages til realitetsbehandling.

220. Det fjerde anbringende skal derfor forkastes.

221. På baggrund af alt det ovenstående bør påstandene om annullation forkastes i deres helhed. Hvad angår den subsidiære påstand om ændring af det bødebeløb, der er pålagt sagsøgeren, er der navnlig på baggrund af ovenstående betragtninger ikke anledning til som led i udøvelsen af Rettens fulde prøvelsesret at tage denne påstand til følge.

222. Kommissionen bør derfor frifindes i det hele.

Sagens omkostninger

223. Ifølge procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Sagsøgeren har tabt sagen og pålægges derfor at betale sagens omkostninger i overensstemmelse med Kommissionens påstand herom.

Afgørelse

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Første Afdeling):

1) Europa-Kommissionen frifindes.

2) Industries Chimiques du Fluor bærer sine egne omkostninger og betaler Kommissionens omkostninger.