PERSONALERETTENS KENDELSE

(Første Afdeling)

3. februar 2009

Sag F-40/08

Daniela Paula Carvalhal Garcia

mod

Rådet for Den Europæiske Union

»Personalesag – tidligere tjenestemænd – vederlag – uddannelsestillæg – afslag på tildeling – søgsmål anlagt for sent – åbenbart afvisningsgrundlag«

Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvorved Daniela Paula Carvalhal Garcia bl.a. har nedlagt påstand om annullation af afgørelse af 16. november 2007 truffet af Rådets vicegeneralsekretær om afslag på sagsøgerens klage over afgørelsen om at indstille udbetalingen af det uddannelsestillæg, som hun tidligere oppebar til sin datter.

Udfald: Sagen afvises. Daniela Paula Carvalhal Garcia betaler sagens omkostninger.

Sammendrag

Retspleje – afgørelse truffet ved begrundet kendelse – betingelser – søgsmål, der åbenbart ikke kan antages til realitetsbehandling, eller som åbenbart er retligt ugrundet – administrativ klage indgivet for sent

(Personalerettens procesreglement, art. 76; tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)

Såfremt en sag må afvises eller er åbenbart ugrundet, finder den mulighed for at træffe afgørelse ved begrundet kendelse uden at fortsætte sagens behandling, der er fastsat i artikel 76 i Personalerettens procesreglement, ikke blot anvendelse på de tilfælde, hvor den manglende opfyldelse af betingelserne for antagelse til realitetsbehandling er så klar og åbenlys, at der ikke kan fremsættes noget seriøst argument til støtte for, at sagen skulle antages til realitetsbehandling, men ligeledes i tilfælde, hvor dommerkollegiet på grundlag af en gennemgang af sagsakterne finder sig tilstrækkeligt oplyst af sagsakterne til at fastslå, at det er fuldt ud overbevist om, at stævningen ikke kan antages til realitetsbehandling, bl.a. fordi den tilsidesætter de krav, der er fastslået i en fast retspraksis, og desuden fastslår, at afholdelse af et retsmøde ikke ville bidrage med nogen nye oplysninger i denne henseende. I et sådant tilfælde bidrager afvisning af sagen ved kendelse ikke blot til en effektiv sagsbehandling, men sparer ligeledes parterne for de sagsomkostninger, som et retsmøde ville have affødt.

Dette er tilfældet, når en tjenestemand – i strid med fast retspraksis, hvorefter en sags antagelse til realitetsbehandling bl.a. i relation til fristerne forudsætter en forudgående forskriftsmæssigt gennemført administrativ procedure som omhandlet i vedtægtens artikel 90 og 91, og hverken parterne eller Personaleretten, eftersom denne regel er en ufravigelig procesforudsætning, kan disponere over fristerne – indgiver en simpel anmodning og ikke en klage over en bebyrdende retsakt, eller indgiver en klage inden for fristerne over en rent bekræftende retsakt eller for sent anlægger en sag som følge af et afslag på den pågældendes klage.

Begrebet en undskyldelig fejl, der udgør en eventuel undtagelse til eller fravigelse af disse frister, skal fortolkes restriktivt og må kun omfatte usædvanlige omstændigheder, navnlig hvor den pågældende institution har udvist en adfærd, der kan fremkalde en vildfarelse hos en borger, der er i god tro, og som har udvist en sådan agtpågivenhed, der kræves af en normalt påpasselig person. Dette er ikke tilfældet, når administrationen sender en e-mail til klageren, hvori den klart anfører, at den er forpligtet til at anvende de gældende regler, også selv om de er strenge, og den meddeler den pågældende, at den på ny vil forelægge sagen for de sagkyndige, uden at den har forsøgt at afholde den pågældende fra at anvende de til rådighed stående retsmidler til at anfægte den bebyrdende retsakt eller afslaget og heller ikke har fremkaldt en vildfarelse med hensyn til de søgsmålsfrister, der gælder for disse retsmidler, eller ladet forstå, at disse frister kan forlænges.

Den omstændighed alene, at sagsøgeren har sin egen fortolkning af sagsforløbet og af den retlige karakter af de vedtagne akter og de udvekslede e-mails, gør det ikke muligt at slutte, at den pågældende stiltiende har påberåbt sig en undskyldelig fejl, idet Personaleretten i modsat fald skulle efterprøve, om der foreligger en sådan fejl i praktisk talt alle sager, hvor der opstår et spørgsmål om formaliteten, og hvor sagsøgerens fortolkning ikke tages til følge.

(jf. præmis 13, 14, 16-21 og 23-25)

Henvisning til:

Domstolen, 12. juli 1984, sag 227/83, Moussis mod Kommissionen, Sml. s. 3133, præmis 12, 29. juni 2000, sag C-154/99 P, Politi mod Det Europæiske Erhvervsuddannelsesinstitut, Sml. I, s. 5019, præmis 15.

Retten i Første Instans, 11. maj 1992, sag T-34/91, Whitehead mod Kommissionen, Sml. II, s. 1723, præmis 18, 15. februar 1995, sag T-112/94, Moat mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 37, og II, s. 135, præmis 20, 24. april 1996, sag T-6/94, A mod Parlamentet, Sml. Pers. I-A, s. 191, og II, s. 555, præmis 52-54, 30. marts 2001, sag T-312/00, Tavares mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 75, og II, s. 367, præmis 23, 10. april 2003, sag T-186/01, Robert mod Parlamentet, Sml. Pers. I-A. s. 131, og II, s. 631, præmis 52, 53, 54 og den deri nævnte retspraksis, 55 og 56, 17. maj 2006, sag T-95/04, Lavagnoli mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A-2, s. 121, og II-A-2, s. 569, præmis 41.

Personaleretten, 27. marts 2007, sag F-87/06, Manté mod Rådet, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 16 og 18.