13.9.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 236/9

1)

Har en lovgiver i EU-medlemsstat lov til at udstede en angivelig autentisk fortolkningsregel, der i virkeligheden er innovativ med hensyn til indholdet og som navnlig med tilbagevirkende kraft tillægger bestemmelsen andre retsvirkninger end dem, den tidligere blev tillagt i gældende retspraksis på området?

2)

Kan svaret på ovenstående spørgsmål påvirkes af muligheden for at kvalificere den ovennævnte regel, snarere end som innovativ og med tilbagevirkende kraft, som en ren fortolkningsregel, for så vidt som denne kvalifikation kun er udledt af dens overensstemmelse med den fortolkning af den oprindelige ordlyd, der blev anlagt af et mindretal blandt retsinstanserne, selv om denne fortolkning ved flere lejligheder er blevet tilsidesat af andre retsinstanser?

3)

I bekræftende fald, hvilken retsvirkning har den omstændighed i givet fald, at den pågældende medlemsstat er part i sagen, og at anvendelsen af bestemmelsen reelt pålægger retten at afvise de nedlagte påstande, både i det ene og det andet tilfælde for bedømmelsen af spørgsmålet om, hvorvidt en tilsvarende bestemmelse er forenelig med fællesskabsretten og navnlig med de principper, der gælder for kvalifikationen af processen som »retfærdig«?

4)

Hvilke »tvingende almene hensyn« kan som udgangspunkt berettige — også under fravigelse af det svar, der principielt skal gives på de ovenfor under nr. 1, 2 og 3 anførte spørgsmål — anerkendelsen af, at en lovbestemmelse på det civilretlige og det privatretlige område tillægges tilbagevirkende kraft, selv om de har relation til en offentlig myndighed?

5)

Kan disse hensyn omfatte hensyn af organisatorisk karakter som dem, den italienske Corte di Cassazione har henvist til i dom nr. 618, 677 og 11922/2008, navnlig med henblik på at berettige — navnlig henset til nødvendigheden af »at forvalte en vidtgående organisatorisk ændring« — gennemførelsen af en bestemmelse, der er bestemt til at overføre ATA fra de lokale myndigheder til staten næsten seks år efter, at selve overførslen fandt sted?

6)

Er det under alle omstændigheder den nationale ret, der henset til lovens tavshed desangående skal udpege »de tvingende almene hensyn«, der — mens sagen verserer og under fravigelse af princippet om »ligebyrdighed for så vidt angår retsmidler« — kan berettige vedtagelsen af en bestemmelse med tilbagevirkende kraft, der kan vende op og ned på resultatet, eller er det alternativt den nationale ret, der skal begrænse sin prøvelse til en vurdering af, om de få grunde, som den pågældende lovgiver udtrykkeligt har angivet, er i overensstemmelse med fællesskabsretten?