—

Ümit Bekleyen ved Rechtsanwalt C. Rosenkranz

—

den danske regering ved J. Bering Liisberg og R. Holdgaard, som befuldmægtigede

—

den nederlandske regering ved C.M. Wissels, som befuldmægtiget

—

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved V. Kreuschitz og G. Rozet, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 7, stk. 2, i associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 af 19. september 1980 om udvikling af associeringen (herefter »afgørelse nr. 1/80«). Associeringsrådet blev oprettet ved aftalen om oprettelse af en associering mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Tyrkiet, som blev undertegnet den i Ankara af Republikken Tyrkiet, på den ene side, og EØF’s medlemsstater og Fællesskabet, på den anden side, og som blev indgået, godkendt og bekræftet på Fællesskabets vegne ved Rådets afgørelse 64/732/EØF af (Samling af Aftaler indgået af De Europæiske Fællesskaber, bind 3, s. 541).

2

Anmodningen er fremsat under en sag mellem Ümit Bekleyen, som er tyrkisk statsborger, og Land Berlin vedrørende sidstnævntes afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Tyskland.

3

Artikel 59 i tillægsprotokollen, der blev undertegnet den 23. november 1970 i Bruxelles og indgået, godkendt og bekræftet på Fællesskabets vegne ved Rådets forordning (EØF) nr. 2760/72 af (Samling af Aftaler indgået af De Europæiske Fællesskaber, bind 3, s. 581), er affattet således:

»Inden for de af denne protokol dækkede områder må der ikke gives Tyrkiet gunstigere betingelser end dem, som medlemsstaterne indrømmer hinanden på grundlag af traktaten om oprettelse af Fællesskabet.«

4

Artikel 6, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80 bestemmer:

»1.   Med forbehold af artikel 7 vedrørende familiemedlemmers frie adgang til beskæftigelse har tyrkiske arbejdstagere med tilknytning til det lovlige arbejdsmarked i en bestemt medlemsstat:

5

Artikel 7 i afgørelse nr. 1/80 bestemmer:

»Når tyrkiske arbejdstagere har tilknytning til det lovlige arbejdsmarked i en medlemsstat, har deres familiemedlemmer, såfremt de har fået tilladelse til at flytte til den pågældende medlemsstat

Tyrkiske arbejdstageres børn, der har gennemført en erhvervsuddannelse i værtslandet, kan uafhængigt af varigheden af deres ophold i medlemsstaten modtage ethvert tilbud om beskæftigelse i den pågældende medlemsstat, forudsat at en af forældrene har været lovligt beskæftiget i denne stat i mindst tre år.«

6

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, om ændring af forordning (EØF) nr. 1612/68 og om ophævelse af direktiv 64/221/EØF, 68/360/EØF, 72/194/EØF, 73/148/EØF, 75/34/EØF, 75/35/EØF, 90/364/EØF, 90/365/EØF og 93/96/EØF (EFT L 158, s. 77, og berigtigelser EFT 2004 L 229, s. 35, EFT 2005 L 197, s. 34 samt EFT 2007 L 204, s. 28), bestemmer i artikel 7:

»1.   Enhver unionsborger har ret til at opholde sig på en anden medlemsstats område i mere end tre måneder, hvis den pågældende: […]

7

Ümit Bekleyen, født i 1975 i Berlin, boede indtil sit fjortende år sammen med sin familie i Tyskland. Fra 1971 og frem havde begge hendes forældre, der er tyrkiske statsborgere, lønnet beskæftigelse i Tyskland. I 1989 vendte Ümit Bekleyen sammen med sin familie tilbage til Tyrkiet, hvor hun gennemførte sin skolegang og studerede landskabsarkitektur.

8

I løbet af januar 1999 vendte Ümit Bekleyen med Land Berlins accept tilbage til Tyskland uden sin familie for at fortsætte sine studier dér. I marts samme år fik hun en opholdstilladelse, der blev forlænget flere gange, sidst ved en opholdstilladelse gældende indtil den 31. december 2005. I løbet af sommeren 2005 afsluttede hun sine studier ved Berlins tekniske universitet og modtog eksamensbevis som diplomingeniør i landskabsplanlægning.

9

Den 19. december 2005 anmodede Ümit Bekleyen om opholdstilladelse på grundlag af den højere uddannelse, som hun havde gennemført i Tyskland, idet hun påberåbte sig artikel 7, stk. 2, i afgørelse nr. 1/80. Ved afgørelse af afslog Land Berlin denne anmodning med den begrundelse, at betingelserne for at opnå omholdtilladelse på grundlag af associeringsaftalen ikke var opfyldt. Land Berlin har gjort gældende, at det efter artikel 7, stk. 2, kræves, at der er en tidsmæssig sammenhæng mellem forældrenes og barnets ophold, hvilket ikke er tilfældet i den foreliggende sag. Ifølge Land Berlin indebærer affattelsen af og formålet med denne bestemmelse i relation til retten til arbejde og ophold, at i det mindste én af forældrene fortsat er bosiddende i værtsmedlemsstaten, når barnet påbegynder sin erhvervsuddannelse.

10

I maj 2007 fik Ümit Bekleyen opholdstilladelse gældende indtil den 13. maj 2009 på grundlag af artikel 6, stk. 1, første led, i afgørelse nr. 1/80 under henvisning til, at hun var ansat af en tysk virksomhed.

11

Ved sag anlagt i juli 2006, der først havde form af et passivitetssøgsmål, men senere blev ændret til at angå en anfægtelse af afgørelsen af 21. december 2006, nedlagde Ümit Bekleyen påstand om anerkendelse af sin ret til ophold i henhold til artikel 7, stk. 2, i afgørelse nr. 1/80.

12

Verwaltungsgericht Berlin frifandt sagsøgte ved dom af 9. august 2007. Retten fandt ganske vist, at sagen kunne admitteres til trods for, at Ümit Bekleyen var tildelt opholdstilladelse i medfør af artikel 6, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80, idet hun havde en retlig interesse. Såfremt hun blev anset for berettiget til at påberåbe sig denne afgørelses artikel 7, stk. 2, ville hun have fri adgang til arbejdsmarkedet i Tyskland. Sagsøgte blev imidlertid frifundet med den begrundelse, at Ümit Bekleyens forlængede ophold i Tyrkiet havde medført, at hun havde mistet til retten til at benytte sig af de fordelagtige regler i artikel 7, stk. 2.

13

Ümit Bekleyen appellerede denne dom til den forelæggende ret.

14

Oberverwaltungsgericht Berlin-Brandenburg fandt, at afgørelsen af sagen under disse omstændigheder nødvendiggør en fortolkning af afgørelse nr. 1/80 og besluttede at udsætte sagen og at forelægge følgende præjudicielle spørgsmål for Domstolen:

»Skal artikel 7, stk. 2, i afgørelse nr. 1/80 […] fortolkes således, at den efter gennemførelsen af en erhvervsuddannelse i værtsmedlemsstaten opnåede ret til adgang til arbejdsmarkedet og den tilsvarende opholdsret også opstår, når et barn, der er født i værtsmedlemsstaten, efter at det med sin familie var vendt tilbage til familiens hjemland, som myndig vender alene tilbage til den pågældende medlemsstat med henblik på at påbegynde en erhvervsuddannelse på et tidspunkt, hvor hendes forældre, der er tyrkiske statsborgere, og som har været beskæftiget i medlemsstaten som arbejdstagere, definitivt var udrejst derfra allerede ti år tidligere?«

15

Med dette spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om et barn af en tyrkisk arbejdstager, der har været lovligt beskæftiget i værtsmedlemsstaten i mere end tre år, efter deri at have afsluttet sin erhvervsuddannelse, i denne medlemsstat kan påberåbe sig retten til adgang til arbejdsmarkedet og den tilsvarende opholdsret, selv om barnet, efter sammen med sine forældre at være vendt tilbage til hjemlandet, er vendt alene tilbage til nævnte medlemsstat for at påbegynde sin uddannelse dér.

16

Ifølge Domstolens faste praksis har artikel 7, stk. 2, i afgørelse nr. 1/80 direkte virkning i medlemsstaterne, således at tyrkiske statsborgere, der opfylder betingelserne, umiddelbart kan påberåbe sig de rettigheder, der følger af denne bestemmelse (dom af 5.10.1994, sag C-355/93, Eroglu, Sml. I, s. 5113, præmis 17, og af , sag C-502/04, Torun, Sml. I, s. 1563, præmis 19).

17

De rettigheder, som artikel 7, stk. 2, i afgørelse nr. 1/80 giver tyrkiske arbejdstageres børn med hensyn til beskæftigelse i værtsmedlemsstaten, indebærer nødvendigvis en opholdsret, da retten til adgang til arbejdsmarkedet og til lønnet beskæftigelse ellers ville være helt illusorisk (jf. Eroglu-dommen, præmis 20 og 23, samt Torun-dommen, præmis 20).

18

Domstolen har ligeledes fastslået, at det fremgår af selve ordlyden af artikel 7, stk. 2, at den ret til at modtage ethvert tilbud om beskæftigelse i værtsmedlemsstaten, som er tildelt tyrkiske arbejdstageres børn, er underlagt to betingelser, nemlig at den pågældende arbejdstagers barn skal have gennemført en erhvervsuddannelse i den pågældende medlemsstat, og at en af barnets forældre lovligt skal have været beskæftiget i denne stat i mindst tre år (dom af 19.11.1998, sag C-210/97, Akman, Sml. I, s. 7519, præmis 25).

19

I henhold til Domstolens retspraksis kræves det endvidere ikke på det tidspunkt, hvor barnet har afsluttet sine studier og opnår ret til adgang til arbejdsmarkedet i værtsmedlemsstaten og som følge heraf ret til at få opholdstilladelse dér med dette formål, at forælderen til dette barn stadig har status som arbejdstager, ligesom det heller ikke kræves, at vedkommende stadig har bopæl på den nævnte stats område, såfremt han tidligere har haft lovlig beskæftigelse dér i mindst tre år (jf. i denne retning Akman-dommen, præmis 51, og dom af 16.3.2000, sag C-329/97, Ergat, Sml. I, s. 1487, præmis 44).

20

I denne sag er det ubestridt, at Ümit Bekleyen har fuldført en erhvervsuddannelse i Tyskland, og at hendes forældre har haft lønnet beskæftigelse dér i mindst tre år.

21

Den danske og den nederlandske regering har imidlertid gjort gældende, at artikel 7, stk. 2, i afgørelse nr. 1/80 betinger retten til adgang til arbejdsmarkedet for barnet af en tyrkisk arbejdstager af, at der er et tidsmæssigt sammenfald mellem en af forældrenes beskæftigelse eller i det mindste dennes ophold i værtsmedlemsstaten og påbegyndelsen af barnets erhvervsuddannelse. I mangel af en sådan tidsmæssig sammenhæng i hovedsagen kan Ümit Bekleyen ikke påberåbe sig de rettigheder, der følger af artikel 7, stk. 2, i afgørelse nr. 1/80.

22

Denne opfattelse kan ikke tiltrædes.

23

Indledningsvis må det præciseres, at en sådan betingelse ikke fremgår udtrykkeligt af artikel 7, stk. 2, i afgørelse nr. 1/80, og som Domstolen allerede har fastslået, skal denne bestemmelse ikke fortolkes strengt (Akman-dommen, præmis 39).

24

Formålet med afgørelse nr. 1/80 er at fremme en gradvis integration i værtsmedlemsstaten af tyrkiske statsborgere, der opfylder betingelserne i en af bestemmelserne i denne afgørelse, og som derfor kan påberåbe sig de rettigheder, de har ifølge afgørelsen (dom af 18.12.2008, sag C-337/07, Altun, Sml. I, s. 10323, præmis 29).

25

Ifølge fast retspraksis er artikel 7, stk. 2, i afgørelse nr. 1/80 en gunstigere bestemmelse end samme artikels stk. 1, idet den tilsigter blandt tyrkiske arbejdstageres familiemedlemmer at forbeholde en særlig ordning for børnene med henblik på at lette deres adgang til arbejdsmarkedet efter afslutningen af en erhvervsuddannelse, hvilket skal tjene til gradvist at gennemføre arbejdskraftens frie bevægelighed i overensstemmelse med den nævnte afgørelses formål (Akman-dommen, præmis 38, og Torun-dommen, præmis 23).

26

I modsætning til artikel 7, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80, der pålægger familiemedlemmet til en tyrkisk arbejdstager en pligt til uafbrudt i en vis periode at være bosat hos denne (Altun-dommen, præmis 30), er der i artikel 7, stk. 2, ikke fastsat nogen betingelse vedrørende et faktisk familiemæssigt samliv med arbejdstageren.

27

Det forholder sig således, fordi artikel 7, stk. 2, i afgørelse nr. 1/80 ikke tilsigter at skabe gunstige betingelser for familiesammenføring i værtsmedlemsstaten (Akman-dommen, præmis 43), men at lette adgang til arbejdsmarkedet for børn af tyrkiske arbejdstagere.

28

Denne konstatering taler for en fortolkning af artikel 7, stk. 2, i afgørelse nr. 1/80, hvorefter denne bestemmelse ikke betinger de rettigheder, som bestemmelsen giver børn af tyrkiske arbejdstagere, af, at én af deres forældre stadig har status som arbejdstager i værtsmedlemsstaten eller stadig har bopæl på dens område på det tidspunkt, hvor barnet påbegynder sin erhvervsuddannelse.

29

Når de i artikel 7, stk. 2, i afgørelse nr. 1/80 fastsatte betingelser er opfyldt, giver denne bestemmelse børn af tyrkiske arbejdstagere en selvstændig ret til adgang til arbejdsmarkedet i værtsmedlemsstaten og en heraf følgende ret til at opholde sig dér.

30

Retten til fri adgang til arbejdsmarkedet for børn af tyrkiske arbejdstagere er naturligvis baseret på, at denne tidligere har arbejdet i værtsmedlemsstaten.

31

Som generaladvokaten har anført i punkt 63 i forslaget til afgørelse, har artikel 7, stk. 2, imidlertid den særlige betydning for integrationen af børn af tyrkiske arbejdstagere på værtsmedlemsstatens arbejdsmarked, at kravet om, at én af forældrene skal have arbejdet i denne stat i mindst tre år, ikke kan forstås som et krav om, at denne forælder stadig har status som arbejdstager på det tidspunkt, hvor barnet påbegynder sin erhvervsuddannelse. Dette krav har alene til formål at fastsætte det niveau for integration af barnet i værtsmedlemsstaten, der i forening med barnets erhvervsuddannelse er tilstrækkeligt til, at barnet kan benytte sig af de særregler, der er fastsat i nævnte bestemmelse.

32

Kravet om, at en forælder skal have bevaret sin status som arbejdstager såvel som kravet om en tidsmæssig sammenhæng mellem forældrenes og barnets ophold i værtsmedlemsstaten, når erhvervsuddannelsen påbegyndes, er vanskeligt forenelige med formålet med artikel 7, stk. 2, i afgørelse nr. 1/80, der, som påpeget i denne doms præmis 27, ikke tilsigter at skabe gunstige betingelser for familiesammenføring i nævnte medlemsstat.

33

Den forelæggende ret ønsker endvidere oplyst, om en sådan fortolkning af artikel 7, stk. 2, i afgørelse nr. 1/80 ikke, i strid med tillægsprotokollens artikel 59, ville føre til, at børn af tyrkiske statsborgere blev givet gunstigere betingelser end dem, som fællesskabsretten giver børn af medlemsstaternes statsborgere.

34

Det fremgår af forelæggelseskendelsen, at tvisten i hovedsagen udelukkende drejer sig om, hvorvidt Ümit Bekleyens ret til ophold i Tyskland, efter at have afsluttet sin erhvervsuddannelse i denne stat og efter at være indtrådt på arbejdsmarkedet dér, skal baseres på artikel 7, stk. 2, i afgørelse nr. 1/80, således som hun gør gældende, eller på denne afgørelses artikel 6, stk. 1, første led, i denne afgørelse, som det fremgår af den opholdstilladelse, som hun blev tildelt den 13. maj 2009. Den forelæggende rets tvivl synes at hidrøre fra det faktum, at retten er af den opfattelse, at et barn af en statsborger i en medlemsstat ikke i henhold til fællesskabsretten har en selvstændig opholdsret i tilfælde, hvor barnets forældre har forladt værtsmedlemsstaten, og barnet vender alene tilbage til denne stat for dér at påbegynde en erhvervsuddannelse.

35

I denne henseende må det erindres, at afgørelse nr. 1/80 ikke berører medlemsstaternes kompetence til at udstede forskrifter såvel om tyrkiske statsborgeres indrejse til landet som om betingelserne for deres første beskæftigelse (dom af 16.12.1992, sag C-237/91, Kus, Sml. I, s. 6781, præmis 25, og Altun-dommen, præmis 48).

36

Medlemsstaterne har ligeledes bevaret deres kompetence til at udstede forskrifter om indrejse til landet for tyrkiske arbejdstageres familiemedlemmer og betingelserne for deres ophold i den første periode på tre år, der går forud for den periode, hvor de har ret til at modtage enhver form for tilbud om beskæftigelse (Ergat-dommen, præmis 42).

37

I øvrigt har tyrkiske statsborgere i modsætning til medlemsstaternes arbejdstagere ikke har ret til fri bevægelighed inden for Den Europæiske Union, men kan kun påberåbe sig bestemte rettigheder på en enkelt værtsmedlemsstats område (dom af 18.7.2007, sag C-325/05, Derin, Sml. I, s. 6495, præmis 66).

38

Vedrørende betingelserne for adgang til arbejdsmarkedet i værtsmedlemsstaten må det mere præcist anføres, at mens Ümit Bekleyen skal opfylde betingelserne i artikel 7, stk. 2, i afgørelse nr. 1/80, følger en sådan ret for børn af arbejdstagere, der er statsborgere i en medlemsstat, direkte af artikel 39, stk. 1, EF, hvis formål er at sikre arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet.

39

Vedrørende betingelserne for indrejse til og ophold i værtsmedlemsstaten er det ubestridt, at Ümit Bekleyens tilbagevenden til Tyskland for at tage en uddannelse dér og den opholdstilladelse, som blev tildelt hende med dette formål, var baseret på afgørelser, som de nationale myndigheder har truffet ikke på grundlag af afgørelse nr. 1/80, men alene på grundlag af national ret.

40

Derimod henhører den situation, at et barn af en anden medlemsstats statsborger, der tidligere har haft lønnet beskæftigelse i værtsmedlemsstaten, vender tilbage til denne stat i en situation svarende til den, som Ümit Bekleyen befandt sig i, under unionsrettens anvendelsesområde.

41

I et sådant tilfælde har barnet af en statsborger i en medlemsstat ret til at tage bopæl i værtsmedlemsstaten for at tage sin uddannelse dér på grundlag af artikel 18, stk. 1, EF, der giver enhver unionsborger ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område.

42

Udøvelsen af denne opholdsret er alene underlagt de betingelser, der er fastsat i artikel 7, stk. 1, litra c) i direktiv nr. 2004/38, hvorefter en unionsborger navnlig skal have en sygeforsikring, der dækker samtlige risici i værtsmedlemsstaten, og tilstrækkelige midler, således at opholdet ikke bliver en byrde for denne stats sociale system.

43

Yderligere bemærkes, at det følger af Domstolens praksis vedrørende de betingelser, hvorunder de rettigheder, der følger af artikel 7 i afgørelse nr. 1/80, kan begrænses, at ud over undtagelsen vedrørende offentlig orden, offentlig sikkerhed og offentlig sundhed, som finder anvendelse på samme måde for tyrkiske statsborgere og medlemsstaternes borgere, er der en yderligere mulighed for fortabelse af disse rettigheder, der kun gælder for vandrende tyrkiske statsborgere, nemlig såfremt disse forlader værtsmedlemsstatens område i en længere periode og uden lovlige grunde (Derin-dommen, præmis 67).

44

Det kan derfor ikke hævdes, at den fortolkning af artikel 7, stk. 2, i afgørelse nr. 1/80, som fremgår af denne doms præmis 23-32, har til følge, at børn af tyrkiske arbejdstagere befinder sig i en gunstigere situation end den, der tilkommer børn af statsborgere i en medlemsstat.

45

Under hensyn til det ovenfor anførte skal det forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 7, stk. 2, i afgørelse nr. 1/80 skal fortolkes således, at når en tyrkisk arbejdstager har været lovligt beskæftiget i værtsmedlemsstaten i mere end tre år, kan barnet af en sådan arbejdstager i denne medlemsstat, efter at have afsluttet sin erhvervsuddannelse i denne, påberåbe sig retten til adgang til arbejdsmarkedet og den tilsvarende opholdsret, selv om barnet, efter sammen med sine forældre at være vendt tilbage til hjemlandet, er vendt alene tilbage til nævnte medlemsstat for at påbegynde sin uddannelse dér.

46

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Anden Afdeling) for ret:

Artikel 7, stk. 2, i afgørelse nr. 1/80 af 19. september 1980 om udvikling af associeringen, vedtaget af associeringsrådet, der blev oprettet ved associeringsaftalen mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Tyrkiet, skal fortolkes således, at når en tyrkisk arbejdstager har været lovligt beskæftiget i værtsmedlemsstaten i mere end tre år, kan barnet af en sådan arbejdstager i denne medlemsstat, efter at have afsluttet sin erhvervsuddannelse i denne, påberåbe sig retten til adgang til arbejdsmarkedet og den tilsvarende opholdsret, selv om barnet, efter sammen med sine forældre at være vendt tilbage til hjemlandet, er vendt alene tilbage til nævnte medlemsstat for at påbegynde sin uddannelse dér.