Sag C-334/08

Europa-Kommissionen

mod

Den Italienske Republik

»Traktatbrud – Unionens egne indtægter – nægtelse af at stille egne indtægter hidrørende fra visse ulovlige toldtilladelser til rådighed for Unionen – force majeure – toldmyndighedernes svigagtige adfærd – medlemsstaternes ansvar – retmæssig kreditering af de fastlagte fordringer i det særskilte regnskab«

Sammendrag af dom

1.        De Europæiske Fællesskabers egne indtægter – fastlægges og stilles til rådighed af medlemsstaterne

[Rådets forordning nr. 1150/2000, art. 17, stk. 1 og 2; Rådets afgørelse 2000/597, art. 2, stk. 1, litra a) og b), og art. 8, stk. 1]

2.        De Europæiske Fællesskabers egne indtægter – fastlægges og stilles til rådighed af medlemsstaterne

(Rådets forordning nr. 1150/2000, art. 17, stk. 2)

3.        De Europæiske Fællesskabers egne indtægter – fastlægges og stilles til rådighed af medlemsstaterne

(Rådets forordning nr. 1150/2000, art. 17, stk. 2; Rådets afgørelse 2000/597, art. 2 og art. 8)

4.        De Europæiske Fællesskabers egne indtægter – fastlægges og stilles til rådighed af medlemsstaterne

[Rådets forordning nr. 1150/2000, art. 6, stk. 3, litra a) og b), og art. 17, stk. 2]

1.        Unionens egne indtægter som omhandlet i artikel 2, stk. 1, litra a) og b), i afgørelse 2000/597 om ordningen for De Europæiske Fællesskabers egne indtægter opkræves som det fremgår af artikel 8, stk. 1, i denne afgørelse af medlemsstaterne, som er forpligtet til at overdrage disse indtægter til Kommissionen. I medfør af artikel 17, stk. 1 og 2, i forordning nr. 1150/2000 om gennemførelse af afgørelse 94/728 om ordningen for Fællesskabernes egne indtægter har medlemsstaterne pligt til at træffe alle nødvendige foranstaltninger, for at de beløb, som svarer til de i henhold til samme forordnings artikel 2 fastlagte fordringer, stilles til Kommissionens rådighed. Medlemsstaterne er alene fritaget for denne pligt, såfremt inddrivelse ikke var mulig på grund af force majeure, eller hvis det viser sig, at det definitivt er umuligt at foretage inddrivelsen af grunde, som ikke kan tilskrives dem.

Ethvert statsorgans adfærd kan i princippet tilskrives staten. Et organ omfatter enhver person eller enhed, som har denne status i henhold til den interne ret i den pågældende stat. Den omstændighed, at en sådan person eller et sådant organ med beføjelse til at udøve statslig enekompetence og handle i denne egenskab ved sin adfærd krænker loven, gør sig skyldig i magtmisbrug eller omgår instrukser fra højere instanser, ændrer ikke denne antagelse.

(jf. præmis 34, 35 og 39)

2.        Begrebet force majeure som omhandlet i artikel 17, stk. 2, i forordning nr. 1150/2000 om gennemførelse af afgørelse 94/728 om ordningen for Fællesskabernes egne indtægter betegner de usædvanlige og uforudselige omstændigheder, som den, der påberåber sig dem, ikke har nogen indflydelse på, og som han ikke har mulighed for at afværge, heller ikke selv om han udviser den størst mulige påpasselighed Et af begrebskriterierne for force majeure er, at der indtræffer en begivenhed, som den, der påberåber sig force majeure, ikke har nogen indflydelse på, hvilket vil sige et forhold indtruffet uden for den pågældendes handlingssfære.

De toldembedsmænds adfærd, som i embeds medfør meddeler ulovlige tilladelser, kan ikke anses for at være en adfærd, som den forvaltning, de er en del af, ikke har nogen indflydelse på. Desuden er det ikke blevet godtgjort, at konsekvenserne af denne adfærd, der kan tilregnes medlemsstaten, ikke kunne have været undgået på trods af, at medlemsstaten havde udvist påpasselighed. Følgelig kan denne medlemsstat ikke støtte ret på force majeure med henblik på at blive fritaget for forpligtelsen til at stille Unionens egne indtægter til rådighed for Kommissionen.

(jf. præmis 42, 46, 47 og 49)

3.        Selv om en fejl begået af toldmyndighederne i en medlemsstat har bevirket, at Unionens egne indtægter ikke bliver inddrevet, kan en sådan fejl ikke rejse tvivl om, at den pågældende medlemsstat har pligt til at betale de konstaterede fordringer samt morarenter.

Under disse betingelser har en medlemsstat, som undlader at fastslå en fordring fra Unionen på egne indtægter og at stille det tilsvarende beløb til rådighed for Kommissionen, uden at betingelserne i artikel 17, stk. 2, i forordning nr. 1150/2000 om gennemførelse af afgørelse 94/728 om ordningen for Fællesskabernes egne indtægter er opfyldt, tilsidesat sine forpligtelser i medfør af EU-retten og navnlig artikel 2 og 8 i afgørelse 2000/597 om ordningen for De Europæiske Fællesskabers egne indtægter.

(jf. præmis 50 og 51)

4.        Medlemsstaternes mulighed for at blive fritaget for deres forpligtelse til at overdrage Kommissionen beløb svarende til fastlagte fordringer kræver ikke blot, at de betingelser, der er nævnt i artikel 17, stk. 2, i den ændrede forordning nr. 1150/2000 om gennemførelse af afgørelse 94/728 om ordningen for Fællesskabernes egne indtægter overholdes, men også, at de nævnte fordringer regelmæssigt er blevet opført i B-regnskabet.

Forordningens artikel 6, stk. 1, bestemmer nemlig, at medlemsstaternes finansforvaltning eller det af hver medlemsstat udpegede organ skal føre et regnskab over egne indtægter. I medfør af artikel 6, stk. 3, litra a) og b), skal medlemsstaterne i A-regnskabet opføre de i henhold til denne forordnings artikel 2 konstaterede fordringer senest den første arbejdsdag efter den 19. i den anden måned efter den måned, i hvilken fordringen blev konstateret, dog kan de i B-regnskabet inden for samme frist opføre de fordringer, der er konstateret, men »endnu ikke er […] [inddrevet]«, og for hvilke der ikke er stillet sikkerhed, samt »fordringer, der er konstateret og dækket af garantier, [men som] anfægtes og forventes at blive ændret som følge af de opståede uoverensstemmelser«.

Opførelsen af egne indtægter i B-regnskabet er således udtryk for en undtagelsessituation, der er kendetegnet ved, at det er muligt for medlemsstaterne enten i henhold til artikel 6, stk. 3, litra b), i forordning nr. 1150/2000 ikke at overdrage Kommissionen disse fordringer, efter at de er blevet konstateret, fordi de endnu ikke er indgået, eller på grundlag af denne forordnings artikel 17, stk. 2, at være fritaget for at overdrage de nævnte fordringer, hvis de viser sig uinddrivelige på grund af force majeure eller af andre grunde, som ikke kan tilskrives dem.

Under disse omstændigheder er det for at kunne påberåbe sig en sådan undtagelsessituation nødvendigt, at medlemsstaterne under overholdelse af EU-retten har opført de fastlagte fordringer i B-regnskabet.

(jf. præmis 65, 66, 68 og 69)

DOMSTOLENS DOM (Anden Afdeling)

8. juli 2010 (*)

»Traktatbrud – Unionens egne indtægter – nægtelse af at stille egne indtægter hidrørende fra visse ulovlige toldtilladelser til rådighed for Unionen – force majeure – toldmyndighedernes svigagtige adfærd – medlemsstaternes ansvar – retmæssig kreditering af de fastlagte fordringer i det særskilte regnskab«

I sag C-334/08,

angående et traktatbrudssøgsmål i henhold til artikel 226 EF, anlagt den 18. juli 2008,

Europa-Kommissionen ved A. Aresu og A. Caeiros, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg,

sagsøger,

mod

Den Italienske Republik ved I. Bruni, som befuldmægtiget, bistået af avvocato dello Stato G. Albenzio, og med valgt adresse i Luxembourg,

sagsøgt,

støttet af:

Forbundsrepublikken Tyskland ved M. Lumma og B. Klein, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg,

intervenient,

har

DOMSTOLEN (Anden Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, J.N. Cunha Rodrigues (refererende dommer), og dommerne A. Rosas, U. Lõhmus, A. Ó Caoimh og A. Arabadjiev,

generaladvokat: J. Kokott

justitssekretær: fuldmægtig N. Nanchev,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 17. december 2009,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 15. april 2010,

afsagt følgende

Dom

1        Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber har i stævningen nedlagt påstand om, at Domstolen fastslår, at Den Italienske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 10 EF, artikel 8 i Rådets afgørelse 2000/597/EF, Euratom af 29. september 2000 om ordningen for De Europæiske Fællesskabers egne indtægter (EFT L 253, s. 42) samt artikel 2, 6, 10, 11 og 17 i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1150/2000 af 22. maj 2000 om gennemførelse af afgørelse 94/728/EF, Euratom om ordningen for Fællesskabernes egne indtægter (EFT L 130, s. 1), idet den har nægtet at stille egne indtægter til rådighed for Kommissionen svarende til toldskylden afledt af, at Direzione Compartimentale delle Dogane per le Regioni Puglia e Basilicata (den lokale toldmyndighed for Puglia og Basilicata) i Bari fra den 27. februar 1997 udstedte ulovlige tilladelser til i Taranto at oprette og drive toldlagre af type C efterfulgt af bevillinger til forarbejdning under toldkontrol og aktiv forædling, indtil tilladelserne blev tilbagekaldt den 4. december 2002.

 Retsforskrifter

2        På området for Unionens egne indtægter er Rådets afgørelse 94/728/EF, Euratom af 31. oktober 1994 om ordningen for De Europæiske Fællesskabers egne indtægter (EFT L 293, s. 9) med virkning fra den 1. januar 2002 blevet ophævet og erstattet af afgørelse 2000/597.

3        Ordlyden af artikel 2, stk. 1, i afgørelse 2000/597 er som følger:

»1.      Egne indtægter, der opføres på Den Europæiske Unions budget, omfatter provenuet af:

b)      told i henhold til den fælles toldtarif og anden told, der af Fællesskabernes institutioner er pålagt eller vil blive pålagt handelen med ikke-medlemsstater […]

[…]«

4        Artikel 8, stk. 1, i afgørelse 2000/597 bestemmer:

»Fællesskabernes egne indtægter som omhandlet i artikel 2, stk. 1, litra a) og b), opkræves af medlemsstaterne i henhold til deres nationale love og administrative bestemmelser, som i givet fald tilpasses fællesskabsforskrifternes krav.

Kommissionen foretager med regelmæssige mellemrum en gennemgang af de nationale bestemmelser, som medlemsstaterne meddeler den, meddeler medlemsstaterne de tilpasninger, som den anser for nødvendige for at sikre disse bestemmelsers overensstemmelse med fællesskabsforskrifterne, og aflægger rapport til budgetmyndigheden.

Medlemsstaterne stiller de i artikel 2, stk. 1, litra a)-d), fastsatte indtægter til Kommissionens rådighed.«

5        I forordning nr. 1150/2000, afsnit I, der har overskriften »Almindelige bestemmelser«, fastsættes følgende i artikel 2, stk. 1:

»Med henblik på anvendelsen af nærværende forordning opstår der en fordring for Fællesskaberne på de i artikel 2, stk. 1, litra a) og b), i afgørelse 94/728/EF, Euratom omhandlede egne indtægter, når toldbestemmelsernes betingelser om bogføring af fordringen er opfyldt, og beløbet er meddelt debitor.«

6        I forordning nr. 1150/2000, afsnit II, der har overskriften »Bogføring af egne indtægter«, bestemmes det i artikel 6, stk. 1 og 2, samt stk. 3, litra a) og b):

»1.      Et regnskab over egne indtægter, opdelt efter indtægternes art, føres af hver medlemsstats finansforvaltning eller af det af hver medlemsstat udpegede organ.

2.      Af hensyn til bogføringen af egne indtægter sker fastlæggelsen af regnskabet tidligst kl. 13 den sidste arbejdsdag i den måned, hvor fastlæggelsen har fundet sted.

3.      a)     De i henhold til artikel 2 konstaterede fordringer opføres, med forbehold af litra b), i regnskabet [normalt betegnet »A-regnskabet«] senest den første arbejdsdag efter den 19. i den anden måned efter den måned, i hvilken fordringen blev konstateret.

b)      De fordringer, der er konstateret, men ikke opført i det regnskab, der er omhandlet i litra a), fordi de endnu ikke er indgået, og der ikke er stillet sikkerhed, opføres inden for den i litra a) fastsatte frist i et særskilt regnskab [normalt betegnet »B-regnskabet«]. Medlemsstaterne kan benytte samme fremgangsmåde, når fordringer, der er konstateret og dækket af garantier, anfægtes og forventes at blive ændret som følge af de opståede uoverensstemmelser.«

7        Artikel 9, stk. 1, i forordning nr. 1150/2000, der findes i afsnit III, som har overskriften »Overdragelse af egne indtægter«, foreskriver følgende:

»Som fastlagt i artikel 10 fører hver enkelt medlemsstat egne indtægter til kredit for den konto, som med henblik herpå er oprettet i Kommissionens navn hos medlemsstatens finansforvaltning eller hos det af medlemsstaten udpegede organ. […]«

8        Ordlyden af artikel 10, stk. 1, i forordning nr. 1150/2000 i samme afsnit III, er følgende:

»Efter fradrag af 10% i opkrævningsomkostninger, jf. artikel 2, stk. 3, i afgørelse 94/728/EF, Euratom, foretages den i artikel 2, stk. 1, litra a) og b), i nævnte afgørelse omhandlede kreditering senest den første arbejdsdag efter den 19. i den anden måned efter den måned, i hvilken fordringen blev fastlagt i henhold til artikel 2 i nærværende forordning.

For de fordringer, som er opført i det særskilte regnskab i henhold til artikel 6, stk. 3, litra b), skal krediteringen dog foretages senest den første arbejdsdag efter den 19. i den anden måned efter den måned, i hvilken fordringen er indgået.«

9        Artikel 11 i forordning nr. 1150/2000 fastsætter:

»Enhver forsinkelse af krediteringen af den i artikel 9, stk. 1, foreskrevne konto medfører, at den pågældende medlemsstat skal betale en rente, hvis sats er lig med den på forfaldsdagen på medlemsstatens pengemarked gældende rentesats for kortfristet finansiering forhøjet med 2 procentpoint. Denne sats forhøjes med 0,25 procentpoint for hver måneds forsinkelse. Den således forhøjede sats anvendes på hele forsinkelsesperioden.«

10      Artikel 17, stk. 1 og 2, i forordning nr. 1150/2000, der findes i afsnit VII, som har overskriften »Kontrolforskrifter«, lyder:

»1.      Medlemsstaterne skal træffe alle nødvendige foranstaltninger for, at de beløb, som svarer til de i henhold til artikel 2 konstaterede fordringer, stilles til Kommissionens rådighed efter de i denne forordning indeholdte regler.

2.      Medlemsstaterne er kun fritaget for at stille beløb svarende til de konstaterede fordringer til Kommissionens rådighed, såfremt disse beløb ikke har kunnet inddrives på grund af force majeure. Medlemsstaterne kan i øvrigt i visse tilfælde undlade at stille disse beløb til Kommissionens rådighed, når det efter en dybtgående undersøgelse af alle relevante oplysninger om det pågældende tilfælde viser sig, at det definitivt er umuligt at foretage inddrivelsen af grunde, som ikke kan tilskrives dem. Disse tilfælde skal nævnes i den rapport, der er foreskrevet i stk. 3, såfremt beløbene overstiger 10 000 EUR, omregnet til national valuta til kursen den første arbejdsdag i oktober i det forudgående kalenderår. Rapporten skal indeholde oplysning om, hvorfor medlemsstaten ikke har kunnet overdrage de pågældende beløb. Kommissionen har en frist på seks måneder til i givet fald at meddele den pågældende medlemsstat sine bemærkninger.«

11      Forordning nr. 1150/2000 blev ændret ved Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 2028/2004 af 16. november 2004 (EUT L 352, s. 1, herefter »den ændrede forordning nr. 1150/2000«), som trådte i kraft den 28. november 2004.

12      Artikel 17, stk. 2, i den ændrede forordning nr. 1150/2000 bestemmer:

»Medlemsstaterne fritages for at overdrage Kommissionen beløb svarende til fastlagte fordringer, der viser sig uinddrivelige:

a)      enten på grund af force majeure

b)      eller af andre grunde, som ikke kan tilskrives dem.

Fastlagte fordringer erklæres for uinddrivelige ved afgørelse truffet af den kompetente administrative myndighed, der fastslår, at beløbet ikke kan inddrives.

Fastlagte fordringer anses for uinddrivelige senest fem år efter den dato, hvor beløbet er fastlagt i overensstemmelse med artikel 2, eller – i tilfælde af administrativ eller retlig anke – efter meddelelse, notifikation eller offentliggørelse af den endelige afgørelse.

Ved betaling i rater skal femårsperioden tidligst regnes fra den sidste faktiske betaling, forudsat at denne ikke bringer saldoen ned på nul.

Beløb, der er erklæret eller anses for uinddrivelige, slettes definitivt i [B-regnskabet], der er omhandlet i artikel 6, stk. 3, litra b). De slettede beløb anføres i et bilag til den kvartalsopgørelse, der er omhandlet i stk. 4, litra b), i samme artikel, og eventuelt i den kvartalsopgørelse, der er omhandlet i stk. 5 i samme artikel.«

 Den administrative procedure

13      Efter en klage vedrørende uregelmæssigheder på toldområdet, som angiveligt havde fundet sted ved toldkontoret i Taranto (Italien), anmodede Kommissionen ved skrivelse af 27. oktober 2003 de italienske myndigheder om at meddele den afklarende oplysninger herom.

14      I svaret fremsendte de italienske myndigheder til Kommissionen en intern revisionsberetning dateret den 18. februar 2003, hvoraf følgende fremgik:

–        Den 27. februar og den 7. april 1997 gav de kompetente italienske toldmyndigheder bl.a. Fonderie SpA (herefter »Fonderie«) en række tilladelser til at oprette to private toldoplag af type C med henblik på forarbejdning af de dér opbevarede aluminiumsblokke, som henhører under toldposition 7601 svarende til en toldsats på 6%, til aluminiumsaffald, som henhører under toldposition 7602 til nultold, under anvendelse af forarbejdningsproceduren under toldtilsyn.

–        De omhandlede myndigheder havde meddelt tilladelserne i strid med Fællesskabets toldregler med den konsekvens, at Fællesskabets egne indtægter hverken var blevet konstateret eller inddrevet i perioden fra 1997 til 2002, hvorved toldskylden blev anslået til ca. 46,6 mia. ITL.

–        Efter en klage fra et selskab fra samme branche tilbagekaldte de kompetente toldmyndigheder de omhandlede tilladelser den 4. december 2002 og konstaterede Fællesskabets fordringer på de omhandlede egne indtægter.

–        Ud over de pågældende selskaber var også visse italienske toldembedsmænd blevet stillet til ansvar for toldskyldsbeløbet og for udstedelsen af de ulovlige tilladelser, idet der på denne baggrund var blevet indledt straffesag mod dem for »groft smugleri« og »dokumentfalsk vedrørende offentlige akter«.

15      Ved skrivelse af 30. september 2005 indgav de italienske myndigheder supplerende oplysninger til Kommissionen, hvoraf det fremgik, at de samlede mistede fællesskabsindtægter androg et beløb på 22 730 818,35 EUR, og at dette i løbet af marts, juni og juli 2003 blev opført i B-regnskabet i henhold til artikel 6, stk. 3, litra b), i forordning nr. 1150/2000.

16      Efter en skriftveksling mellem de italienske myndigheder og Kommissionen fremsendte denne den 23. marts 2007 en åbningsskrivelse til Den Italienske Republik, hvori den opfordrede medlemsstaten til hurtigst muligt at stille et beløb på 22 730 818,35 EUR til rådighed for Kommissionen, svarende til de egne indtægter, som medlemsstaten selv havde fastlagt, og at lade dette beløb opføre i bilaget til den månedlige oversigt over A-regnskabet som omhandlet i artikel 6, stk. 3, litra a), i forordning nr. 1150/2000.

17      De italienske myndigheder svarede ved skrivelse af 7. maj 2007, hvoraf det fremgik, at de var uenige i Kommissionens standpunkt. Navnlig gjorde de italienske myndigheder gældende, at der ikke konkret forelå »fejl« eller »forsømmelse« hos myndighederne, men andres forsætlige skadevoldende handlinger af svigagtig karakter, som ikke kan tilregnes medlemsstaten.

18      Den 23. oktober 2007 tilsendte Kommissionen Den Italienske Republik en begrundet udtalelse, hvori den anmodede medlemsstaten om, inden for en frist på to måneder fra modtagelsen af nævnte udtalelse, at træffe de nødvendige foranstaltninger med henblik på som Fællesskabets egne indtægter at tilstille Kommissionen beløbet på 22 730 818,35 EUR. Den 24. december 2007 besvarede de italienske myndigheder den begrundede udtalelse, hvori de gentog indsigelserne mod Kommissionens klagepunkter.

19      På dette grundlag besluttede Kommissionen at anlægge nærværende sag.

20      Ved kendelse afsagt af Domstolens præsident den 3. december 2008 har Forbundsrepublikken Tyskland fået tilladelse til at intervenere til støtte for Den Italienske Republiks påstande.

 Om søgsmålet

 Klagepunktet vedrørende tilsidesættelse af artikel 8 i afgørelse 2000/597 og af artikel 2, 6, 10, 11 og 17 i forordning nr. 1150/2000

 Parternes argumenter

21      Kommissionen har noteret sig de italienske toldmyndigheders opfattelse, hvorefter såvel den retsstridige meddelelse af tilladelser som funktionen af de omhandlede toldordninger er en konsekvens af de nationale embedsmænds organiserede svig. Kommissionen gør imidlertid gældende, at den italienske stat ikke kan fraskrive sig ethvert ansvar i forhold til følgerne af forvaltningsakter udstedt i dens navn. Uden at den italienske stat kan afvente straffesagens udfald eller resultatet af inddrivelsesproceduren hos debitorerne, er denne medlemsstat ifølge Kommissionen forpligtet til at påtage sig det økonomiske ansvar for sine egne forvaltningsorganers misligheder. Det er derfor af sekundær betydning, om uregelmæssigheden kunne tilregnes den italienske forvaltning enten på grund af fejl eller svig, som dens personale havde begået, på grund af utilstrækkeligt tilsyn eller på grund af en systematisk ulovlig praksis.

22      Med henvisning til Fællesskabets egne indtægter og under inddragelse af princippet om loyalt samarbejde har Kommissionen gjort gældende, at det ikke er acceptabelt, at medlemsstaten fraskriver sig sit ansvar for den toldskyld, som er direkte afledt af handlinger foretaget af dens egen forvaltning. Heraf følger, at det ikke i det foreliggende tilfælde kan påhvile Fællesskabet at bære den økonomiske risiko forbundet med den efterfølgende inddrivelse hos debitorerne.

23      Den Italienske Republik har bemærket, at de faktiske omstændigheder, der ligger til grund for denne sag, ubestrideligt har tilknytning til handlinger, som kan forfølges strafferetligt. Da sagen inden for rammerne af det strafferetlige ansvar har et subjektivt element, kan de omhandlede faktiske omstændigheder på ingen måde tilregnes den forvaltning, som de korrupte tjenestemænd var tilknyttet.

24      Den Italienske Republik har påpeget, at det af artikel 17, stk. 2, i forordning nr. 1150/2000 følger, at medlemsstaterne ikke er forpligtede til at stille beløb, som ikke har kunnet inddrives på grund af force majeure, til Kommissionens rådighed. Ifølge medlemsstaten er force majeure kendetegnet ved, at skyldneren har gjort, hvad der normalt lå inden for hans muligheder, men at han af grunde, som var uafhængige af hans vilje og med tilknytning til en udenforståendes forsætlige og svigagtige adfærd, ikke kunne forhindre den strafbare begivenhed. Tjenestemænds misligheder udgør forhold, som ligger uden for forvaltningens virke samt den tilsyns- og kontrolpligt, der påhviler forvaltningen. Følgelig er det ikke muligt at pålægge den italienske stat objektivt ansvar for betaling af Fællesskabets egne indtægter, når henses til, at der såvel strafferetligt som civilretligt er rejst sager mod de ansvarlige for den mislige adfærd, og der henses til den åbenbare påpasselighed, der er udvist i forbindelse med kontrollen og påtalen af de nævnte forhold.

25      Kommissionen har i replikken præciseret, at når force majeure udgør en diskulperende omstændighed, er det, fordi force majeure er en følge af en ydre begivenhed i forhold til det ansvarlige organ, i hvilken den skadevoldende omstændighed opstod, og hvis negative følger det blot rammes af. I det foreliggende tilfælde er embedsmændenes forsætlige handling derimod blevet udført inden for selve den forvaltning, som de omhandlede embedsmænds handling tilregnes. Der foreligger således ikke et tilfælde af force majeure, men en ulovlig handling udført af en national forvaltning, som Den Italienske Republik direkte kan tilregnes.

26      Den sagsøgte medlemsstat har hertil svaret, at når en embedsmand handler i egen retsstridige interesse og dermed helt ignorerer sin institutionelle funktion, falder han uden for det forvaltningsapparat, han tilhører. Hvis ikke det forholdt sig sådan, ville enhver – selv svigagtig – adfærd, som en national embedsmand måtte gøre sig skyldig i, indebære ansvar for forvaltningen, i det foreliggende tilfælde den medlemsstat, som ophavsmanden til denne adfærd abstrakt set er tilknyttet.

27      Forbundsrepublikken Tyskland har i interventionsindlægget gjort gældende, at Kommissionen ikke ved udløbet af den i den begrundede udtalelse fastsatte frist kunne kræve, at de egne indtægter blev stillet til dens rådighed, da det traktatbrud, som den omhandlede medlemsstat tilregnes, ikke forelå på dette tidspunkt.

28      Forbundsrepublikken Tyskland har indledningsvis gjort gældende, at de italienske myndigheder med rette opførte de omhandlede egne indtægter i B-regnskabet og ikke i A-regnskabet, eftersom det drejede sig om fordringer, der var konstateret, men endnu ikke var indgået, og der ikke var stillet sikkerhed. Desuden fremgår det af Domstolens praksis, at der ikke er pligt til at overføre konstaterede beløb fra B-regnskabet til A-regnskabet.

29      Forbundsrepublikken Tyskland har desuden påpeget, at det af bestemmelserne i artikel 6, stk. 3, litra b), sammenholdt med artikel 10, stk. 1, andet afsnit, i den ændrede forordning nr. 1150/2000 følger, at pligten til at stille de i B-regnskabet opførte fordringer til rådighed som princip forudsætter hver medlemsstats forudgående inddrivelse af beløbene.

30      Dette princip kan ifølge intervenienten kun fraviges undtagelsesvist i henhold til artikel 17, stk. 2-4, i den ændrede forordning nr. 1150/2000. Forbundsrepublikken Tyskland har tilføjet, at disse bestemmelser i den ændrede forordning nr. 1150/2000 fastsætter betingelserne for medlemsstaternes fritagelse for deres forpligtelse til at stille de egne indtægter, som er opført i B-regnskabet, til rådighed for Fællesskabet, herunder betingelsen med krav om, at beløbene viser sig uinddrivelige. Hvis ikke denne betingelse er opfyldt, altså hvis de beløb, som de nationale myndigheder har erklæret for uinddrivelige, i realiteten kunne inddrives, ville medlemsstaterne således ifølge den tyske regering undtagelsesvist være underlagt forpligtelsen til at stille egne indtægter til rådighed for Kommissionen, og dette før deres inddrivelse.

31      I det foreliggende tilfælde har de nationale myndigheder ikke erklæret de omhandlede beløb for uinddrivelige, og de havde heller ikke anset dem for uinddrivelige. Under disse omstændigheder skulle Kommissionen have afventet udløbet af fristen på fem år som fastsat i artikel 17, stk. 2, tredje afsnit, i den ændrede forordning nr. 1150/2000, som løber fra og med krediteringen af indtægterne i B-regnskabet, før Kommissionen kunne pålægge Den Italienske Republik at betale disse indtægter. Eftersom en sådan frist ikke var udløbet før juli 2008, skal det ifølge Forbundsrepublikken Tyskland heraf udledes, at Den Italienske Republik ikke havde tilsidesat sine forpligtelser ved udløbet af den i den begrundede udtalelse fastsatte frist, nemlig ved udgangen af december 2007.

32      I sit svar har Kommissionen rejst den indsigelse, at artikel 40, stk. 4, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol og artikel 93, stk. 4, i Domstolens procesreglement afskærer en intervenient fra i interventionsindlægget at fremsætte anbringender, der ændrer eller forvansker tvistens rammer som fastsat i stævningen. Den tyske regerings argumenter i forhold til den ændrede forordning nr. 1150/2000 bør derfor afvises med den begrundelse, at de falder helt uden for den retlige ramme som fastsat af parterne, og at de ikke har relevans for de af de italienske myndigheder fremsatte bemærkninger.

33      Den tyske regerings argumenter savner under alle omstændigheder ethvert grundlag, dels da den særlige procedure som omhandlet i artikel 17, stk. 2-4, i den ændrede forordning nr. 1150/2000 i sin helhed er uden relevans, dels fordi den heri fastsatte frist på fem år ikke finder anvendelse. Ifølge Kommissionen kan denne procedure kun finde anvendelse på indtægter, der på lovlig vis findes i B-regnskabet, som derfor ikke kan stilles til rådighed for Fællesskabet, fordi de er uinddrivelige. I sagen her blev de omhandlede beløb derimod opført i B-regnskabet på grund af en fejl begået af de italienske myndigheder, som skulle have opført dem i A-regnskabet på tidspunktet for indførslen – og den efterfølgende fortoldning – af de varer, som de tilladelser, der ulovligt blev meddelt af selv samme myndigheder, vedrørte.

 Domstolens bemærkninger

34      Som det fremgår af artikel 8, stk. 1, i afgørelse 2000/597 opkræves Unionens egne indtægter som omhandlet i denne afgørelses artikel 2, stk. 1, litra a) og b), af medlemsstaterne, som er forpligtet til at overdrage disse indtægter til Kommissionen.

35      I medfør af artikel 17, stk. 1 og 2, i forordning nr. 1150/2000 har medlemsstaterne pligt til at træffe alle nødvendige foranstaltninger, for at de beløb, som svarer til de i henhold til samme forordnings artikel 2 fastlagte fordringer, stilles til Kommissionens rådighed. Medlemsstaterne er alene fritaget for denne pligt, såfremt inddrivelse ikke var mulig på grund af force majeure, eller hvis det viser sig, at det definitivt er umuligt at foretage inddrivelsen af grunde, som ikke kan tilskrives dem (jf. i denne retning dom af 15.11.2005, sag C-392/02, Kommissionen mod Danmark, Sml. I, s. 9811, præmis 66).

36      I det foreliggende tilfælde bestrides hverken den omstændighed, at der foreligger en toldskyld, eller størrelsen på beløbet af de egne indtægter, eftersom dette beløb i øvrigt er blevet fastlagt af de italienske myndigheder.

37      Den Italienske Republik hævder, at den manglende inddrivelse af egne indtægter ikke skyldes fejl i forvaltningen, der kan tilregnes de nationale myndigheder, men svigagtig adfærd fra toldembedsmænd, som handlede i forening med de ansvarlige for det implicerede selskab. En sådan adfærd må utvivlsomt bryde den kausale forbindelse, der er mellem forvaltningen og den skadevoldende handling, hvorved det bliver muligt at anerkende en force majeure-situation som omhandlet i artikel 17, stk. 2, i forordning nr. 1150/2000.

38      Dette argument kan ikke lægges til grund.

39      Indledningsvis skal det fastslås, at ethvert statsorgans adfærd i princippet kan tilskrives staten. Et organ omfatter enhver person eller enhed, som har denne status i henhold til den interne ret i den pågældende stat. Den omstændighed, at en sådan person eller et sådant organ med beføjelse til at udøve statslig enekompetence og handle i denne egenskab ved sin adfærd krænker loven, gør sig skyldig i magtmisbrug eller omgår instrukser fra højere instanser, ændrer ikke denne antagelse.

40      Konkret fremgår det af den interne revisionsberetning af 18. februar 2003, som den italienske toldforvaltning har fremsendt til Kommissionen, at de kompetente toldmyndigheder ved afgørelser af henholdsvis den 27. februar og den 7. april 1997 meddelte Fonderie ulovlige tilladelser til at oprette to private toldoplag af type C og til at forarbejde de dér opbevarede aluminiumsblokke til aluminiumsaffald, hvorved de omhandlede varer blev underlagt en nultoldsordning, uanset at varerne normalt ville være belagt med told.

41      Det fremgår også af revisionsberetningen, at de ovennævnte ulovligheder indebar, at fordringer på Unionens egne indtægter ikke blev fastlagt, og at disse indtægter ikke blev inddrevet mellem 1997 og 2002.

42      Det står fast, at på det tidspunkt, hvor de ulovlige tilladelser blev meddelt af toldembedsmændene, skete dette i embeds medfør.

43      Disse tjenestehandlinger i embeds medfør skal således anses for at have fundet sted inden for samme forvaltning.

44      Under disse omstændigheder ses det, at den nationale forvaltnings ulovlige handlinger skal tilskrives Den Italienske Republik.

45      Herefter er det spørgsmålet, om denne stat kan støtte ret på force majeure som omhandlet i artikel 17, stk. 2, i forordning nr. 1150/2000 for at blive fritaget for forpligtelsen til at overdrage beløb svarende til de fastlagte fordringer.

46      Ifølge Domstolens faste praksis betegner begrebet force majeure de usædvanlige og uforudselige omstændigheder, som den, der påberåber sig dem, ikke har nogen indflydelse på, og som han ikke har mulighed for at afværge, heller ikke selv om han udviser den størst mulige påpasselighed (jf. navnlig dom af 5.2.1987, sag 145/85, Denkavit België, Sml. s. 565, præmis 11, samt domme af 5.10.2006, sag C-105/02, Kommissionen mod Tyskland, Sml. I, s. 9659, præmis 89, og sag C-377/03, Kommissionen mod Belgien, Sml. I, s. 9733, præmis 95).

47      Et af begrebskriterierne for force majeure er, at der indtræffer en begivenhed, som den, der påberåber sig force majeure, ikke har nogen indflydelse på, hvilket vil sige et forhold indtruffet uden for den pågældendes handlingssfære.

48      Som generaladvokaten i øvrigt har anført i punkt 31 i forslaget til afgørelse, kan Den Italienske Republik ikke i et forsøg på at fraskrive sig ethvert ansvar rejse den indsigelse, at der foreligger force majeure, idet den gør gældende, at uregelmæssighederne ikke ville være blevet opdaget ved normale kontrolforanstaltninger, men kun efter en klage fra en konkurrerende virksomhed. Da årsagen til den manglende toldopkrævning i denne sag findes i Den Italienske Republiks ansvarsområde, er det ikke længere afgørende, hvilke konkrete foranstaltninger der havde eller ikke havde kunnet forhindre de omhandlede misligheder.

49      Betragtningerne i de ovennævnte præmisser lader forstå, at de pågældende toldembedsmænds adfærd ikke i det foreliggende tilfælde kan anses for at være en adfærd, som den forvaltning, de er en del af, ikke har nogen indflydelse på. Desuden er det ikke blevet godtgjort, at konsekvenserne af denne adfærd, der kan tilregnes Den Italienske Republik, ikke kunne have været undgået på trods af, at medlemsstaten havde udvist påpasselighed. Følgelig kan sagsøgte medlemsstat ikke støtte ret på force majeure med henblik på at blive fritaget for forpligtelsen til at stille Unionens egne indtægter til rådighed for Kommissionen.

50      Hvad endelig angår Den Italienske Republiks forpligtelse til at stille et beløb svarende til fastlagte fordringer til rådighed for Kommissionen skal det påpeges, at det af helt fast retspraksis fremgår, at selv om en fejl begået af toldmyndighederne i en medlemsstat har bevirket, at Unionens egne indtægter ikke bliver inddrevet, kan en sådan fejl ikke rejse tvivl om, at den pågældende medlemsstat har pligt til at betale de konstaterede fordringer samt morarenter (jf. i denne retning dommen i sagen Kommissionen mod Danmark, præmis 63, og dom af 19.3.2009, sag C-275/07, Kommissionen mod Italien, Sml. I, s. 2005, præmis 100).

51      Under disse betingelser har en medlemsstat, som undlader at fastslå en fordring fra Unionen på egne indtægter og at stille det tilsvarende beløb til rådighed for Kommissionen, uden at betingelserne i artikel 17, stk. 2, i forordning nr. 1150/2000 er opfyldt, tilsidesat sine forpligtelser i medfør af EU-retten og navnlig artikel 2 og 8 i afgørelse 2000/597 (jf. i denne retning dom af 18.10.2007, sag C-19/05, Kommissionen mod Danmark, Sml. I, s. 8597, præmis 32).

52      Med hensyn til Forbundsrepublikken Tysklands intervention til støtte for Den Italienske Republiks påstande er der tillige anledning til at fremkomme med følgende bemærkninger.

53      I henhold til artikel 40, stk. 4, i statutten for Domstolen kan påstande, der fremsættes i en begæring om intervention, kun gå ud på at understøtte en af parternes påstande.

54      Tillige bestemmer artikel 93, stk. 5, i Domstolens procesreglement, at interventionsindlægget bl.a. skal indeholde de af intervenienten fremførte anbringender og argumenter.

55      Samtidig med at Forbundsrepublikken Tyskland i lighed med Den Italienske Republik har nedlagt påstand om sidstnævntes frifindelse, har den i sit interventionsindlæg fremsat et yderligere anbringende ud over dem, den sagsøgte medlemsstat gjorde gældende til støtte for sine påstande. Herved har Forbundsrepublikken Tyskland således ikke tilsidesat ovennævnte bestemmelser i statutten eller i procesreglementet (jf. i denne retning dom af 23.2.1961, sag 30/59, De Gezamenlijke Steenkolenmijnen in Limburg mod Den Høje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 211, org.ref.: Rec. s. 1, og af 15.7.2004, sag C-501/00, Spanien mod Kommissionen, Sml. I, s. 6717, præmis 131-157).

56      Forbundsrepublikken Tysklands interventionsindlæg bør således påkendes Domstolen.

57      Forbundsrepublikken Tysklands anbringende om, at det traktatbrud, som Den Italienske Republik påstås at have begået ved udløbet af den i den begrundede udtalelse fastsatte frist, ikke foreligger, hviler på den forudsætning, at de ved forordning nr. 2028/2004 indførte ændringer til forordning nr. 1150/2000, navnlig til artikel 17, stk. 2, heri, finder anvendelse i det foreliggende tilfælde.

58      Forbundsrepublikken Tyskland har nemlig gjort gældende, at eftersom de italienske myndigheder ikke har erklæret de omhandlede beløb for uinddrivelige, og de heller ikke har regnet dem for uinddrivelige, skal Kommissionen dermed afvente udløbet af fristen på fem år som fastsat i artikel 17, stk. 2, i den ændrede forordning nr. 1150/2000, som løber fra og med krediteringen af de fastlagte fordringer i B-regnskabet – dvs. fra og med marts, juni og juli 2003 – før den kan pålægge den italienske regering at betale disse fordringer. Eftersom en sådan frist ikke var udløbet før juli 2008, har Den Italienske Republik klart ikke tilsidesat sine forpligtelser ved udløbet af den i den begrundede udtalelse fastsatte frist, nemlig ved udgangen af december 2007.

59      Det skal i denne forbindelse påpeges, at formålet med nærværende traktatbrudssøgsmål er at få fastslået, at Den Italienske Republik har undladt at opfylde sine forpligtelser i henhold til EU-retten, fordi den har nægtet at overdrage Kommissionen Unionens egne indtægter, som er en følge af indførsler foretaget mellem 1997 og 2002, idet denne medlemsstat opførte de fastlagte fordringer heraf i B-regnskabet i marts, juni og juli 2003, uanset at forordning nr. 2028/2004 først trådte i kraft den 28. november 2004.

60      Ifølge fast retspraksis antages processuelle regler almindeligvis at finde anvendelse i samtlige tvister, der verserer på ikrafttrædelsestidspunktet, til forskel fra materielretlige regler, der normalt fortolkes således, at de ikke omfatter forhold, som ligger forud for ikrafttrædelsen (jf. bl.a. dom af 12.11.1981, forenede sager 212/80 – 217/80, Meridionale Industria Salumi m.fl., Sml. s. 2735, præmis 9, og af 1.7.2004, forenede sager C-361/02 og C-362/02, Tsapalos og Diamantakis, Sml. I, s. 6405, præmis 19).

61      Artikel 17, stk. 2, i den ændrede forordning nr. 1150/2000 opretter en ny procedure, der gør det muligt for medlemsstaternes forvaltningsmyndigheder enten at erklære visse beløb i de fastlagte fordringer for uinddrivelige eller at anse beløbene af de fastlagte fordringer for uinddrivelige senest fem år efter den dato, hvor beløbet er fastlagt. Disse beløb slettes definitivt i B-regnskabet, og hvis ikke Kommissionen rejser indsigelse mod de grunde, medlemsstaterne har påberåbt sig til støtte for force majeure, eller andre grunde, som ikke kan tilskrives dem, fritages de for at overdrage Kommissionen de nævnte beløb.

62      Ved ændringen af artikel 17, stk. 2, i forordning nr. 1150/2000 har EU-lovgiver villet skabe en ny processuel mekanisme for at afhjælpe manglerne ved det gamle system med det dobbelte regnskab, således at visse beløb af fastlagte fordringer, som ikke har kunnet inddrives, ikke længere skal være opført i B-regnskabet, og at medlemsstaterne ikke er forpligtede til at overdrage Kommissionen disse beløb.

63      Et sådant formål fremgår navnlig af sjette betragtning til forordning nr. 2028/2004, hvori udtales, at »[f]ormålet med det dobbelte regnskab, der blev indført i 1989, var at indføre en sondring, der afspejler den faktiske inddrivelse af fordringerne. Dette system har kun delvis opfyldt sine mål for så vidt angår den måde, [B-regnskabet] afsluttes på. Den af Revisionsretten og Kommissionen udførte kontrol har således afsløret en række tilbagevendende uregelmæssigheder i forbindelse med føringen af [B-regnskabet], der medfører, at dette ikke viser, hvordan det i realiteten går med inddrivelsen. [B-regnskabet] bør renses for beløb, hvis inddrivelse er usikker ved udløbet af en given periode, og hvis fortsatte opførelse i regnskabet giver et forkert billede af saldoen«.

64      Hvad angår de processuelle bestemmelser skal de ifølge den i præmis 60 ovenfor nævnte retspraksis finde anvendelse i nærværende tvist.

65      Det skal dog indledningsvis bemærkes, at medlemsstaternes mulighed for at blive fritaget for deres forpligtelse til at overdrage Kommissionen beløb svarende til fastlagte fordringer ikke blot kræver, at de betingelser, der er nævnt i artikel 17, stk. 2, i den ændrede forordning nr. 1150/2000 overholdes, men også at de nævnte fordringer regelmæssigt er blevet opført i B-regnskabet.

66      Artikel 6, stk. 1, i forordning nr. 1150/2000 bestemmer nemlig, at medlemsstaternes finansforvaltning eller det af hver medlemsstat udpegede organ skal føre et regnskab over egne indtægter. I medfør af artikel 6, stk. 3, litra a) og b), skal medlemsstaterne i A-regnskabet opføre de i henhold til denne forordnings artikel 2 konstaterede fordringer senest den første arbejdsdag efter den 19. i den anden måned efter den måned, i hvilken fordringen blev konstateret; dog kan de i B-regnskabet inden for samme frist opføre de fordringer, der er konstateret, men »endnu ikke er […] [inddrevet]«, og for hvilke »der ikke er stillet sikkerhed«, samt fordringer, der er konstateret og »dækket af garantier, [men som] anfægtes og forventes at blive ændret som følge af de opståede uoverensstemmelser« (jf. i denne retning dommen i sagen Kommissionen mod Tyskland, præmis 74).

67      For at de egne indtægter kan blive stillet til rådighed, pålægger artikel 9, stk. 1, i forordning nr. 1150/2000 desuden hver enkelt medlemsstat som fastlagt i nævnte forordnings artikel 10 at føre egne indtægter til kredit for den konto, som med henblik herpå er oprettet i Kommissionens navn. I overensstemmelse med artikel 10, stk. 1, foretages krediteringen efter fradrag af opkrævningsomkostninger senest den første arbejdsdag efter den 19. i den anden måned efter den måned, i hvilken fordringen blev fastlagt i henhold til artikel 2 i samme forordning, bortset fra fordringer, som i medfør af artikel 6, stk. 3, litra b), er opført i B-regnskabet, hvor krediteringen skal foretages senest den første arbejdsdag efter den 19. i den anden måned efter den måned, i hvilken fordringen er »[…] [inddrevet]« (jf. i denne retning dommen i sagen Kommissionen mod Tyskland, præmis 75).

68      Opførelsen af egne indtægter i B-regnskabet er således udtryk for en undtagelsessituation, der er kendetegnet ved, at det er muligt for medlemsstaterne enten i henhold til artikel 6, stk. 3, litra b), i forordning nr. 1150/2000 ikke at overdrage Kommissionen disse fordringer, efter at de er blevet konstateret, fordi de endnu ikke er indgået, eller på grundlag af denne forordnings artikel 17, stk. 2, at være fritaget for at overdrage de nævnte fordringer, hvis de viser sig uinddrivelige på grund af force majeure eller af andre grunde, som ikke kan tilskrives dem.

69      Under disse omstændigheder er det for at kunne påberåbe sig en sådan undtagelsessituation nødvendigt, at medlemsstaterne under overholdelse af EU-retten har opført de fastlagte fordringer i B-regnskabet.

70      I denne sag skyldes den manglende fastlæggelse og inddrivelse af fordringer på Unionens egne indtægter fra afgifter på de indførsler, som Fonderie foretog mellem 1997 og 2002, de italienske toldembedsmænds adfærd, der, som Domstolen fastslog i nærværende doms præmis 44, skal tilregnes Den Italienske Republik.

71      Uanset om den nævnte adfærd var forenelig med de forpligtelser, der bl.a. pålægges ved artikel 2, stk. 1 og 2, samt artikel 6, stk. 3, litra a), i forordning nr. 1150/2000, var fordringerne på de omhandlede egne indtægter fastlagt fra og med indførslen og den efterfølgende fortoldning, og af denne grund skulle de have været krediteret i A-regnskabet senest den første arbejdsdag efter den 19. i den anden måned efter den måned, i hvilken de blev fastlagt.

72      Som generaladvokaten har anført i punkt 77 i forslaget til afgørelse, følger det heraf, at Den Italienske Republik dels for så vidt angår perioden fra 1997 til 2002 må lade sig behandle, som om den havde fastlagt fordringerne og krediteret dem i A-regnskabet. Dels kan medlemsstaten ikke påberåbe sig, at betingelserne for kreditering i B-regnskabet foreligger, idet medlemsstaten selv, ved ikke at have fastlagt fordringerne, skabte betingelserne for at anvende artikel 6, stk. 3, litra b), i forordning nr. 1150/2000.

73      Da de italienske myndigheder uretmæssigt har krediteret fordringerne på egne indtægter i B-regnskabet, finder bestemmelserne i artikel 17, stk. 2, i den ændrede forordning nr. 1150/2000 ikke anvendelse.

74      Følgelig kan Forbundsrepublikken Tysklands supplerende anbringende ikke tages til følge.

 Klagepunktet vedrørende tilsidesættelse af artikel 10 EF

75      Vedrørende tilsidesættelsen af artikel 10 EF, som Kommissionen ligeledes har påberåbt sig, er det tilstrækkeligt at bemærke, at det er ufornødent at fastslå en selvstændig tilsidesættelse af de almindelige forpligtelser i denne artikels bestemmelser i forhold til, hvad der er udtalt om tilsidesættelsen af de mere præcise forpligtelser, som påhvilede Den Italienske Republik efter artikel 8 i afgørelse 2000/597 samt artikel 2, 6, 10, 11 og 17 i forordning nr. 1150/2000 (jf. i denne retning dommen af 18.10.2007 i sagen Kommissionen mod Danmark, præmis 36).

76      På grundlag af de foregående bemærkninger skal det fastslås, at Den Italienske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 8 i afgørelse 2000/597 samt artikel 2, 6, 10, 11 og 17 i forordning nr. 1150/2000, idet den har nægtet at stille egne indtægter til rådighed for Kommissionen svarende til toldskylden afledt af, at Direzione Compartimentale delle Dogane per le Regioni Puglia e Basilicata i Bari fra den 27. februar 1997 udstedte ulovlige tilladelser til i Taranto at oprette og drive toldlagre af type C efterfulgt af bevillinger til forarbejdning under toldkontrol og aktiv forædling, indtil tilladelserne blev tilbagekaldt den 4. december 2002.

 Sagens omkostninger

77      I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Kommissionen har nedlagt påstand om, at Den Italienske Republik tilpligtes at betale sagens omkostninger, og Den Italienske Republik har tabt sagen, bør det pålægges den at betale sagens omkostninger. I henhold til samme artikels stk. 4 bærer Forbundsrepublikken Tyskland sine egne omkostninger.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Anden Afdeling):

1)      Den Italienske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 8 i Rådets afgørelse 2000/597/EF, Euratom af 29. september 2000 om ordningen for De Europæiske Fællesskabers egne indtægter samt artikel 2, 6, 10, 11 og 17 i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1150/2000 af 22. maj 2000 om gennemførelse af afgørelse 94/728/EF, Euratom om ordningen for Fællesskabernes egne indtægter, idet den har nægtet at stille egne indtægter til rådighed for Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber svarende til toldskylden afledt af, at Direzione Compartimentale delle Dogane per le Regioni Puglia e Basilicata i Bari fra den 27. februar 1997 udstedte ulovlige tilladelser til i Taranto at oprette og drive toldlagre af type C efterfulgt af bevillinger til forarbejdning under toldkontrol og aktiv forædling, indtil tilladelserne blev tilbagekaldt den 4. december 2002.

2)      Den Italienske Republik betaler sagens omkostninger.

3)      Forbundsrepublikken Tyskland bærer sine egne omkostninger.

Underskrifter

---

* Processprog: italiensk.