—

Raffaello Visciano ved avvocato G. Nucifero

—

Istituto nazionale della previdenza sociale (INPS) ved avvocati V. Triolo, G. Fabiani og P. Tadris

—

den italienske regering ved I. Bruni, som befuldmægtiget, bistået af avvocato dello Stato W. Ferrante

—

den spanske regering ved B. Plaza Cruz, som befuldmægtiget

—

den nederlandske regering ved C.M. Wissels og C. ten Dam, som befuldmægtigede

—

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved L. Pignataro-Nolin og J. Enegren, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 3 og 4 i Rådets direktiv 80/987/EØF af 20. oktober 1980 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om beskyttelse af arbejdstagerne i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens (EFT L 283, s. 23).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en sag mellem Raffaello Visciano og Istituto nazionale della previdenza sociale (INPS) (den italienske socialsikringsstyrelse) vedrørende løntilgodehavender.

3

Det anføres i første betragtning til direktiv 80/987:

»Det er nødvendigt at fastsætte bestemmelser til beskyttelse af arbejdstagerne i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens, især for at sikre betalingen af deres tilgodehavender […]«

4

Direktivets artikel 1, stk. 1 og 2, fastsætter:

»1.   Dette direktiv finder anvendelse på krav, som arbejdstagere i medfør af en arbejdsaftale eller et ansættelsesforhold har erhvervet i forhold til arbejdsgivere, der er insolvente i henhold til artikel 2, stk. 1.

2.   Medlemsstaterne kan undtagelsesvis fra dette direktivs anvendelsesområde udelukke krav fra visse kategorier af arbejdstagere, fordi arbejdstagernes arbejdsaftale eller ansættelsesforhold er af en særlig karakter, eller fordi der findes andre former for garanti, som sikrer arbejdstagerne en beskyttelse svarende til den, der fremgår af dette direktiv.

Fortegnelsen over de i første afsnit omhandlede kategorier af arbejdstagere er indeholdt i bilaget.«

5

Direktivets artikel 2, stk. 2, har følgende ordlyd:

»Dette direktiv berører ikke medlemsstaternes nationale retsregler for så vidt angår definitionen af udtrykkene »arbejdstager«, »arbejdsgiver«, »løn«, »erhvervet ret« og »delvis erhvervet ret«.«

6

Artikel 3 i direktiv 80/987 bestemmer:

»1.   Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at garantiinstitutioner, med forbehold af artikel 4, sikrer arbejdstagerne betaling af tilgodehavender, der hidrører fra arbejdsaftaler eller ansættelsesforhold, og som vedrører løn for perioden inden en bestemt dato.

2.   Den i stk. 1 omhandlede dato kan efter medlemsstaternes valg være:

7

Direktivets artikel 4, stk. 1-3, har følgende ordlyd:

»1.   Medlemsstaterne kan begrænse den i artikel 3 omhandlede betalingspligt for garantiinstitutionerne.

2.   Såfremt medlemsstaterne gør brug af den i stk. 1 omhandlede mulighed, skal de:

3.   Medlemsstaterne kan dog for at undgå udbetaling af beløb, der overstiger dette direktivs sociale sigte, fastsætte et loft over garantien for betaling af arbejdstagernes tilgodehavender.

[…]«

8

Direktivets artikel 5 bestemmer følgende:

»Medlemsstaterne fastsætter de nærmere bestemmelser vedrørende garantiinstitutionernes opbygning, finansiering og virksomhed, navnlig under iagttagelse af følgende principper:

9

Artikel 9 i direktiv 80/987 bestemmer:

»Dette direktiv berører ikke medlemsstaternes mulighed for at anvende eller indføre administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser, som er gunstigere for arbejdstagerne.«

10

I henhold til direktivets artikel 10, litra a), berører direktivet »ikke medlemsstaternes mulighed for at træffe foranstaltninger, der måtte være nødvendige for at undgå misbrug«.

11

Til gennemførelse af direktiv 80/987 bestemmer artikel 2 i lov nr. 297 af 29. maj 1982 (GURI nr. 147 af ) om regler vedrørende ophør af arbejdsforhold og vedrørende pensionsforhold, at der skal oprettes en garantifond, som har til formål at træde i stedet for arbejdsgiveren i tilfælde af dennes insolvens, der hindrer denne i at betale den i artikel 2120 i codice civile fastsatte godtgørelse på grund af arbejdsforholdets ophør, der tilkommer arbejdstagerne eller deres ydelsesberettigede pårørende (herefter »fonden«).

12

Denne bestemmelse fastsætter endvidere:

[…]«

13

Ifølge artikel 94 i kongeligt dekret nr. 267 af 16. marts 1942 har en ansøgning om, at en fordring skal indgå i konkursboet, samme virkning som et sagsanlæg og indebærer, at fristerne forældes.

14

I henhold til artikel 2943 og 2945 i codice civile afbrydes forældelsesfristen ved meddelelsen af den retsakt, der medfører, at en konkursbehandling indledes, og indtil spørgsmålet er endeligt afgjort.

15

Artikel 1 og 2 i lovdekret nr. 80 af 27. januar 1992 om gennemførelse af direktiv 80/987 (GURI af , almindeligt tillæg nr. 36, s. 26, herefter »lovdekret nr. 80/92«), vedrører garanti for tilgodehavender i forbindelse med ansættelsesforhold og intervention fra fonden, som forvaltes af INPS.

16

Artikel 1 i lovdekret nr. 80/92, der har overskriften »Garanti for tilgodehavender i forbindelse med ansættelsesforhold«, bestemmer følgende i stk. 1:

»Når der er indledt en procedure mod en arbejdsgiver om konkurs, forebyggende akkord, tvangslikvidation eller en procedure om ekstraordinær forvaltning […], kan arbejdstageren eller dennes ydelsesberettigede pårørende efter ansøgning få dækket tilgodehavender i forbindelse med ansættelsesforholdet, der er nævnt i artikel 2, af fonden […]«

17

Artikel 2, stk. 1-5, i lovdekret nr. 80/92 har følgende ordlyd:

»1.   Fonden betaler i overensstemmelse med artikel 1 tilgodehavender til arbejdstagere, bortset fra dem, der svarer til godtgørelsen på grund af arbejdsforholdets ophør, vedrørende de tre sidste måneder af ansættelsesforholdet, der ligger inden for en periode på tolv måneder forud for:

2.   Det beløb, der udbetales af fonden i henhold til stk. 1, må ikke overstige et beløb, der svarer til tre gange det beløb, som kan udbetales som særligt lønkompensationstillæg, med fradrag af socialsikringsbidrag.

3.   Erhvervelsen af de beløb, der udbetales af fonden i henhold til denne artikel, reguleres af bestemmelserne i artikel 2, stk. 2, 3, 4, 5, 7, første punktum, og stk. 10 i lov nr. 297 af 29. maj 1982. De beløb, der udbetales af fonden, reguleres af bestemmelserne i samme lovs artikel 2, stk. 7, andet punktum.

4.   Det beløb, der er nævnt i denne artikels stk. 1, kan ikke udbetales samtidig med følgende beløb:

5.   Forældelsesfristen for retten til den i stk. 1 omhandlede ydelse er et år. Renter og virkninger af det monetære værditab beregnes fra datoen for indgivelsen af ansøgningen.«

18

Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at Raffaello Visciano indtil den 9. november 2000 havde beskæftigelse som arbejdstager i vagtselskabet Metropoli S.c.a.r.l.. På dette tidspunkt blev han — som følge af indledning af insolvensproceduren om tvangslikvidation, jf. ministerialdekret af — omfattet af en procedure om kollektiv afskedigelse.

19

Den 8. juni 2001 indgav Raffaello Visciano i henhold til artikel 1 og 2 i lovdekret nr. 80/92 en ansøgning til fonden om betaling af tilgodehavender for arbejde udført i de sidste tre måneder af arbejdsforholdet.

20

INPS udbetalte ham ikke hele den udestående løn begrænset til tre gange maksimumsbeløbet for det særlige lønkompensationstillæg, men fradrog dette beløb de fra arbejdsgiveren modtagne lønforskud og udbetalte således et beløb, der var lavere end det beløb, Raffaello Visciano skulle have modtaget.

21

Efter dommen af 4. marts 2004, Barsotti m.fl. (forenede sager C-19/01, C-50/01 og C-84/01, Sml. I, s. 2005), anlagde Raffaello Visciano den sag ved Tribunale di Napoli og nedlagde påstand om, at det blev fastslået, at han havde ret til at modtage forskellen mellem det beløb, INPS havde udbetalt, og det maksimumsbeløb, der tilkom ham, uden fradrag.

22

INPS påberåbte sig den etårige forældelse af tilgodehavendet. Herved anførte INPS, at tilgodehavendet var et selvstændigt og særskilt socialsikringskrav i forhold til det krav, som blev gjort gældende over for arbejdsgiveren, hvilket udelukkede, at kongeligt dekret nr. 267 af 16. marts 1942 kunne finde anvendelse.

23

Den forelæggende ret har anført, at Corte suprema di cassaziones praksis vedrørende kvalifikationen af beløb, der ikke er blevet betalt af arbejdsgiveren, har varieret, og den er af den opfattelse, at muligheden for at tage påstanden til følge afhænger af, hvordan forældelsesspørgsmålet skal løses, hvilket atter afhænger af, hvordan kravet, som sagsøgeren påberåber sig, skal kvalificeres.

24

Tribunale di Napoli har derfor besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

25

Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 3 og 4 i direktiv 80/987 skal fortolkes således, at de er til hinder for nationale retsforskrifter, der gør det muligt at kvalificere arbejdstageres tilgodehavender som »socialsikringsydelser«, fordi de er sikret af fonden.

26

Herved bemærkes for det første, at artikel 3, stk. 1, i direktiv 80/987 pålægger medlemsstaterne at træffe de nødvendige foranstaltninger for, at garantiinstitutioner, med forbehold af nævnte direktivs artikel 4, sikrer arbejdstagerne betaling af tilgodehavender, der hidrører fra arbejdsaftaler eller ansættelsesforhold, og som vedrører løn for perioden inden en bestemt dato (dom af 11.9.2003, sag C-201/01, Walcher, Sml. I, s. 8827, præmis 31).

27

For det andet er det sociale sigte med direktiv 80/987 at sikre alle arbejdstagere en fællesskabsretlig minimumsbeskyttelse i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens ved betaling af tilgodehavender, der hidrører fra arbejdsaftaler eller ansættelsesforhold, og som vedrører løn for en bestemt periode (jf. dommen i sagen Barsotti m.fl., præmis 35 og den deri nævnte retspraksis).

28

Ikke desto mindre bestemmer artikel 2, stk. 2, i direktiv 80/987, at det tilkommer national ret at præcisere udtrykket »løn« og at definere indholdet heraf (dom af 16.12.2004, sag C-520/03, Olaso Valero, Sml. I, s. 12065, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis).

29

Det tilkommer således national ret at definere den juridiske natur af tilgodehavender som dem, der er omhandlet i hovedsagen.

30

I den forbindelse bemærkes, at direktiv 80/987 heller ikke præciserer, hvilke retslige procedurer og forældelsesregler der finder anvendelse på arbejdstageres tilgodehavender i tilfælde af arbejdsgiverens konkurs.

31

Det første spørgsmål skal derfor besvares med, at artikel 3 og 4 i direktiv 80/987 ikke er til hinder for nationale retsforskrifter, der gør det muligt at kvalificere arbejdstageres tilgodehavender som »socialsikringsydelser«, når de betales af en garantiinstitution.

32

Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om det med henblik på anvendelsen af artikel 4 og 5 i direktiv 80/987 er tilstrækkeligt, at nationale retsforskrifter blot anvender en arbejdstagers oprindelige lønfordring som et sammenligningselement, eller om denne fordring skal være beskyttet af fonden ligesom ethvert andet lønkrav.

33

Henset til besvarelsen af det første spørgsmål bemærkes, at den retlige ordning, der skal finde anvendelse på arbejdstagernes ubetalte tilgodehavender, ligeledes skal defineres i national ret.

34

Det følger heraf, at en arbejdstagers oprindelige lønfordring blot kan udgøre et sammenligningselement, der gør det muligt at fastlægge det ydelsesbeløb, som fonden skal sikre.

35

Det følger heraf, at det andet spørgsmål skal besvares med, at direktiv 80/987 ikke er til hinder for nationale retsforskrifter, der blot anvender en arbejdstagers oprindelige lønfordring som et sammenligningselement ved fastlæggelsen af den ydelse, der skal sikres ved fondens indgreb.

36

Med det tredje spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om direktiv 80/987 — i forbindelse med en arbejdstagers ansøgning om fra en garantiinstitution at få udbetalt ubetalte løntilgodehavender — er til hinder for, at der anvendes en mindre gunstig forældelsesordning end den, der gælder for tilgodehavender af tilsvarende karakter.

37

Direktiv 80/987 indeholder ingen bestemmelse, der regulerer spørgsmålet, om medlemsstaterne kan fastsætte en forældelsesfrist for en arbejdstagers indgivelse af en ansøgning om i henhold til direktivet fra fonden at få betalt den løn, som den insolvente arbejdsgiver ikke har betalt.

38

Artikel 4, 5 og 10 i direktiv 80/987, hvorefter det er tilladt medlemsstaterne ikke blot at fastsætte de nærmere bestemmelser vedrørende garantiinstitutionens opbygning, finansiering og virksomhed, men også under visse omstændigheder at begrænse den beskyttelse, den skal yde arbejdstagerne, fastsætter således hverken en tidsmæssig begrænsning for de rettigheder, arbejdstagerne har i henhold til direktivet, eller en begrænsning i medlemsstaternes adgang til at fastsætte en forældelsesfrist (jf. dom af 18.9.2003, sag C-125/01, Pflücke, Sml. I, s. 9375, præmis 31).

39

Under disse omstændigheder står det i princippet medlemsstaterne frit for i deres nationale lovgivning at fastsætte bestemmelser, der foreskriver en forældelsesfrist for arbejdstageres indgivelse af en ansøgning med henblik på — i overensstemmelse med de betingelser, der fremgår af direktiv 80/987 — at få udbetalt deres ubetalte løntilgodehavender. Disse forældelsesregler må imidlertid ikke være mindre gunstige end dem, der gælder for tilsvarende anmodninger på grundlag af national ret (ækvivalensprincippet), og de må ikke være udformet således, at de i praksis umuliggør eller gør udøvelsen af rettigheder, som hjemles i Fællesskabets retsorden (effektivitetsprincippet), uforholdsmæssig vanskelig (jf. Pflücke-dommen, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis).

40

Den forelæggende ret finder herved, at det skal undersøges, om en kvalifikation af arbejdstagernes krav over for fonden som socialsikringsydelser, med den følge, at de regler om afbrydelse af forældelsesfristen for fordringer, der er blevet anmeldt som gyldige i konkursboet, ikke kan anvendes, strider imod ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet.

41

Hvad angår ækvivalensprincippet bemærkes indledningsvis, at en ansøgning om betaling af en arbejdstagers ubetalte løn over for fonden og en ansøgning fra en sådan arbejdstager over for en insolvent arbejdsgiver ikke kan sammenlignes. Dette følger bl.a. af artikel 4 i direktiv 80/987, der giver medlemsstaterne mulighed for at begrænse garantiinstitutionernes betalingspligt.

42

Det følger heraf, at den omstændighed, at der findes forskellige ordninger for forældelsesfrister, ikke er i strid med ækvivalensprincippet.

43

For så vidt angår effektivitetsprincippet har Domstolen fastslået, at det er foreneligt med fællesskabsretten, at der af retssikkerhedshensyn fastsættes rimelige, præklusive søgsmålsfrister til beskyttelse af både den afgiftspligtige og den pågældende myndighed (jf. dom af 17.11.1998, sag C-228/96, Aprile, Sml. I, s. 7141, præmis 19 og den deri nævnte retspraksis). Sådanne frister kan nemlig ikke antages at gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt i praksis at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til fællesskabsretten.

44

Herved bemærkes, at det med hensyn til udbetaling af løntilgodehavender, som efter deres beskaffenhed er af meget stor betydning for de berørte, bør påses, at forældelsesfristen ikke er så kort, at sidstnævnte i praksis ikke kan overholde fristen og dermed ikke kan få den beskyttelse, som direktiv 80/987 netop har til formål at sikre (jf. Pflücke-dommen, præmis 37).

45

I den forbindelse har Domstolen allerede udtalt, at en forældelsesfrist på et år for at anlægge sag om erstatning af det tab, der er lidt som følge af, at direktiv 80/987 er gennemført for sent i national ret, forekommer rimelig (jf. i denne retning dom af 10.7.1997, sag C-261/95, Palmisani, Sml. I, s. 4025, præmis 29).

46

Det fremgår imidlertid også af præmis 39 i dom af 11. juli 2002, Marks & Spencer (sag C-62/00, Sml. I, s. 6325), at forældelsesfrister skal fastsættes forud af hensyn til deres formål, som er at tjene retssikkerheden. En situation karakteriseret ved stor retlig usikkerhed kan udgøre en tilsidesættelse af effektivitetsprincippet, eftersom det kan gøres uforholdsmæssigt vanskeligt i praksis at opnå erstatning for tab, der forvoldes borgere på grund af en tilsidesættelse af fællesskabsretten, som kan tilregnes en medlemsstat, hvis borgerne ikke med rimelig sikkerhed kan fastslå, hvilken forældelsesfrist der finder anvendelse (dom af , sag C-445/06, Danske Slagterier, Sml. I, s. 2119, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis).

47

Med hensyn til tvisten i hovedsagen bemærkes, at ifølge den forelæggende ret fastsætter lovdekret nr. 80/92 en etårig forældelsesfrist, men ikke, hvornår denne frist begynder at løbe.

48

Den forelæggende ret har også anført, at Corte suprema di cassazione i sin praksis først fandt, at de ydelser, der udbetales af fonden, skulle kvalificeres som løn og var identisk med den løn, arbejdsgiveren udbetaler. Denne kvalificering indebærer, at de forældelsesfrister og regler om afbrydelse heraf, der gælder for insolvensproceduren, anvendes på de nævnte ydelser. Senere er Corte suprema di cassazione kommet frem til, at fondens forpligtelse vedrører en socialsikringsydelse, der er uafhængig af arbejdstagerens forpligtelse til at udbetale løn. Dette har bl.a. til følge, at de ovennævnte bestemmelser om afbrydelse af forældelsesfristen ikke finder anvendelse.

49

Disse to resultater kan skabe en retsusikkerhed, som kan udgøre en tilsidesættelse af effektivitetsprincippet, hvis det godtgøres — hvilket det tilkommer den nationale domstol at efterprøve — at denne retsusikkerhed kan forklare, hvorfor Raffaello Visciano anlagde sin sag for sent for den nationale domstol.

50

På grundlag af samtlige de anførte betragtninger skal det tredje spørgsmål besvares med, at direktiv 80/987 — i forbindelse med en arbejdstagers ansøgning om fra en garantiinstitution at få udbetalt ubetalte løntilgodehavender — ikke er til hinder for, at der anvendes en forældelsesfrist på et år (ækvivalensprincippet). Det tilkommer imidlertid den nationale domstol at efterprøve, om fristen er udformet således, at den i praksis umuliggør eller gør udøvelsen af rettigheder, som hjemles i Fællesskabets retsorden (effektivitetsprincippet), uforholdsmæssig vanskelig.

51

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Anden Afdeling) for ret: