1.

Den foreliggende sag er den første, hvor den italienske forfatningsdomstol, Corte costituzionale ( 2 ), har forelagt Domstolen en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 234 EF.

2.

Hovedsagen, en sag om forfatningsmæssighed, vedrører en regionalskat i den autonome region Sardinien ( 3 ), som i årene 2006-2008 hvert år i perioden fra den 1. juni til den 30. september blev opkrævet på visse mellemlandinger med privatfly og fritidsfartøjer. Skattepligten vedrørte imidlertid kun personer uden skattemæssigt hjemsted på Sardinien. Skatten blev bl.a. heller ikke opkrævet på mellemlandinger med fartøjer, som har liggeplads på Sardinien hele året.

3.

Den italienske forfatningsdomstol er i tvivl om, hvorvidt denne sardinske skatteordning er forenelig med fællesskabsretten, nærmere bestemt med den frie udveksling af tjenesteydelser (artikel 49 EF) og forbuddet mod statsstøtte (artikel 87 EF). Spørgsmålet, om skatten er i strid med fællesskabsretten, er også af betydning for sagen om forfatningsmæssighed ved forfatningsdomstolen, da fællesskabsretten i henhold til italiensk forfatningsret er en del af det vurderingskriterium, der skal anvendes i denne forbindelse.

4.

De fællesskabsbestemmelser, der finder anvendelse i denne sag, er EF-traktatens bestemmelser dels om den frie udveksling af tjenesteydelser, dels statsstøtte.

5.

Princippet om fri udveksling af tjenesteydelser er fastsat i artikel 49, stk. 1, EF:

»Inden for rammerne af nedennævnte bestemmelser er der forbud mod restriktioner, der hindrer fri udveksling af tjenesteydelser inden for Fællesskabet for så vidt angår statsborgere i medlemsstaterne, der er bosat i et andet af Fællesskabets lande end modtageren af den pågældende ydelse.«

6.

Derudover indeholder artikel 50, stk. 1, EF følgende definition:

»Som tjenesteydelser i denne traktats forstand betragtes de ydelser, der normalt udføres mod betaling, i det omfang de ikke omfattes af bestemmelserne vedrørende den frie bevægelighed for varer, kapital og personer.«

7.

Det afsnit i EF-traktaten, der vedrører statsstøtte, indledes med artikel 87, stk. 1, EF. Denne har følgende ordlyd:

»Bortset fra de i denne traktat hjemlede undtagelser er statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, uforenelig med fællesmarkedet, i det omfang den påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne.«

8.

Som supplement henvises til artikel 88, stk. 3, EF:

»Kommissionen skal underrettes så betids om enhver påtænkt indførelse eller ændring af støtteforanstaltninger, at den kan fremsætte sine bemærkninger hertil. Er Kommissionen af den opfattelse, at det påtænkte er uforeneligt med fællesmarkedet i henhold til artikel 87, iværksætter den uopholdeligt den i stk. 2 fastsatte fremgangsmåde. Den pågældende medlemsstat må ikke gennemføre de påtænkte foranstaltninger, før den nævnte fremgangsmåde har ført til endelig beslutning.«

9.

I national ret er, foruden de relevante bestemmelser i den italienske forfatning, visse bestemmelser i national lovgivning og visse bestemmelser, der er vedtaget af den autonome region Sardinien, af betydning.

10.

Den italienske forfatning bestemmer i artikel 117, stk. 1:

»Den lovgivende magt udøves af staten og regionerne i overensstemmelse med forfatningen og under hensyn til de forpligtelser, der følger af fællesskabsretten og internationale forpligtelser.«

11.

I artikel 743, stk. 1, i den italienske Codice della navigazione ( 4 ) er begrebet luftfartøj defineret på følgende måde:

»Ved luftfartøj forstås enhver indretning, der er beregnet til lufttransport af personer eller goder.«

12.

I artikel 1, stk. 2, i den italienske Codice della nautica da diporto ( 5 ), indført ved decreto legislativo ( 6 ) nr. 171 af 18. juli 2005, er begrebet lystsejlads defineret på følgende måde:

»I denne lov forstås ved lystsejlads den sejlads, der foretages i indre farvande i fritidssportsligt øjemed og uden vinding for øje.«

13.

I artikel 2, stk. 1, i Codice della nautica da diporto reguleres den kommercielle anvendelse af fritidsfartøjer, som defineres på følgende måde:

»1.   Fartøjet anvendes kommercielt, når

[…]«

14.

Regionen Sardiniens lov nr. 4 af 11. maj 2006 ( 7 ) (herefter også »regionallov nr. 4/2006«), som blev ændret i 2007 ( 8 ), indeholder følgende artikel 4:

»(Regionalskat på mellemlandinger foretaget af luftfartøjer og fritidsfartøjer til turistmæssige formål)

1.   Der vil fra 2006 blive opkrævet en regionalskat på mellemlandinger foretaget af luftfartøjer og fritidsfartøjer til turistmæssige formål.

2.   Skatten opkræves på

3.   Som skattepligtig person anses en fysisk eller juridisk person, der har skattemæssigt hjemsted uden for det regionale område, og som står for driften af et luftfartøj som omhandlet i […] eller et fritidsfartøj som omhandlet i […].

4.   Den i stk. 2, litra a), omhandlede regionalskat betales ved hver mellemlanding, og den i stk. 2, litra b), omhandlede regionalskat betales årligt.

5.   Skatten fastsættes som følger:

For sejlbåde med hjælpemotor og for motorsejlbåde nedsættes skatten med 50%.

6.   Følgende er fritaget for skat:

[…]

7.   Skatten skal betales

jf. den […] fastsatte procedure.

[…]«

15.

Det skal endvidere bemærkes, at kredsen af skattepligtige med en ændring af den ovennævnte regionallovgivning, der blev foretaget i 2008, blev udvidet til også at omfatte personer med skattemæssigt hjemsted på Sardinien. I 2009 blev den omtvistede skatteordning fuldstændigt ophævet ( 9 ). Den foreliggende sag vedrører imidlertid fortsat regionalskatten i den tidligere affattelse fra 2007.

16.

Ved den italienske forfatningsdomstol verserer en sag om forfatningsmæssighed, som den italienske ministerpræsident (præsident for ministerrådet) har rejst til prøvelse af flere bestemmelser, som den autonome region Sardinien har vedtaget ( 10 ), til klarlæggelse af, om de er forenelige med den italienske forfatning. Blandt disse bestemmelser er også artikel 4 i regionallov nr. 4/2006, som ændret i 2007.

17.

I hovedsagen er det gjort gældende, at sidstnævnte bestemmelse er i strid med de fællesskabsretlige forpligtelser, som den lovgivende magt i Italien er undergivet i henhold til artikel 117, stk. 1, i den italienske forfatning. Det påtales først, at der er sket en tilsidesættelse af artikel 49 EF, dernæst at der er sket en tilsidesættelse af artikel 81 EF, sammenholdt med 3, stk. 1, litra g), EF og artikel 10 EF, samt endelig, at der er sket en tilsidesættelse af artikel 87 EF.

18.

Den italienske forfatningsdomstol har på sagens nuværende stadium begrænset sig til at undersøge de påståede tilsidesættelser af artikel 49 EF og artikel 87 EF. Den vil lade sin afgørelse om den påståede tilsidesættelse af artikel 81 EF, sammenholdt med artikel 3, stk. 1, litra g), EF og artikel 10 EF, afhænge af sagens videre forløb. Den har derfor i første omgang udtrykkeligt ikke omfattet sidstnævnte bestemmelser af forelæggelseskendelsen i denne præjudicielle sag.

19.

Ved kendelse nr. 103/2008 af 13. februar 2008 ( 11 ), indgået til Domstolen den 21. april 2008, har den italienske forfatningsdomstol besluttet at udsætte det søgsmål om forfatningsmæssighed, der verserer for denne, og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

20.

Under sagen for Domstolen har den autonome region Sardinien, den nederlandske regering og Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber indgivet skriftlige indlæg. Domstolen har ikke afholdt mundtlig forhandling i sagen, efter at den autonome region Sardinien i modsætning til sin oprindelige begæring afstod fra at deltage, og andre parter har heller ikke ønsket at afgive mundtlige indlæg.

21.

Den foreliggende anmodning om en præjudiciel afgørelse udgør en ny udvikling i den italienske forfatningsdomstols praksis. Efter at denne ikke hidtil har villet vedkende sig en egenskab som ret som omhandlet i artikel 234 EF ( 12 ), indgår den nu i den kreds af nationale forfatningsdomstole, som har et aktivt samarbejde med Domstolen ( 13 ).

22.

Den foreliggende sag viser meget tydeligt, at der også i sager ved nationale forfatningsdomstole kan opstå fællesskabsretlige spørgsmål, som er relevante for afgørelsen af den pågældende forfatningssag. Artikel 117, stk. 1, i den italienske forfatning pålægger således udtrykkeligt den lovgivende magt at overholde de forpligtelser, der følger af fællesskabsretten. I søgsmål om forfatningsmæssighed udgør fællesskabsretten dermed, som forfatningsdomstolen har anført ( 14 ), et »supplement til kriteriet om forfatningsmæssighed« og »konkretiserer« de krav til lovgivningen, der er fastsat i forfatningen.

23.

Fællesskabsretten kan også uden en sådan udtrykkelig inkorporering være relevant for afgørelsen af forfatningsretlige tvister, f.eks. når det i en forfatningssag skal afgøres, hvilke virkninger en fællesskabsretsakt har, eller hvilken skønsbeføjelse, som kan prøves af forfatningsdomstolen, denne retsakt giver den nationale lovgiver.

24.

Den nationale lovgivers skønsbeføjelse er i sidste instans også af afgørende interesse i den foreliggende sag. Den italienske forfatningsdomstol skal tage stilling til, om den autonome region Sardinien tilsidesatte den skønsbeføjelse, som den har i henhold til fællesskabsretten, ved at indføre den omtvistede regionalskat. Det skal afgøres, om en ordning som den sardinske, hvorefter skat på mellemlandinger med luftfartøjer og fritidsfartøjer udelukkende pålægges ikke-hjemmehørende, er i overensstemmelse med den frie udveksling af tjenesteydelser og statsstøttereglerne.

25.

Disse spørgsmål er heller ikke nødvendigvis blevet uden genstand som følge af, at den omtvistede regionalskat blev fuldstændig afskaffet i 2009. For tidligere perioder kan det nemlig også fortsat være relevant at få afklaret, om den dagældende retsstilling var forenelig med fællesskabsretten. Dette kan ikke mindst være af betydning for udfaldet af eventuelt verserende sager mellem enkelte skattepligtige og skattemyndigheden i regionen Sardinien.

26.

Med det første og tredje spørgsmål ønsker den italienske forfatningsdomstol nærmere bestemt oplyst, om den frie udveksling af tjenesteydelser (artikel 49 EF) er til hinder for den regionale lovgivning i en autonom region, hvorefter skat på luftfartøjers og fritidsfartøjers mellemlandinger i turistmæssigt øjemed udelukkende pålægges selskaber med skattemæssigt hjemsted uden for denne region, men ikke selskaber med skattemæssigt hjemsted inden for regionen.

27.

En skatteordning som den sardinske skal kun vurderes på grundlag af fællesskabsbestemmelserne om den frie udveksling af tjenesteydelser, for så vidt som den vedrører tjenesteydelser i EF-traktatens forstand.

28.

Begrebet tjenesteydelse defineres i artikel 50, stk. 1, EF ( 15 ). I henhold hertil er der tale om ydelser, der normalt udføres mod betaling ( 16 ), i det omfang de ikke omfattes af bestemmelserne vedrørende den frie bevægelighed for varer, kapital og personer.

29.

For at afgøre, om og hvorvidt der i den foreliggende sag er tale om sådanne ydelser, skal der sondres mellem de mellemlandinger med henholdsvis luftfartøjer og fritidsfartøjer, hvorpå regionalskatten opkræves.

30.

Hvad angår lufttrafik opkræves den sardinske regionalskat kun på mellemlandinger med luftfartøjer til almenflyvning, der anvendes til privat persontransport [artikel 4, stk. 2, litra a), i regionallov nr. 4/2006].

31.

Af denne begrænsning af skattepligten ved almenflyvning og privat persontransport fremgår ifølge den forelæggende ret ( 17 ), at den sardinske skatteordning navnlig omfatter mellemlandinger i forbindelse med forretningsflyvning, der sker som transport uden betaling som led i det pågældende selskabs drift. Desuden omfatter ordningen kun flyvninger, der generelt ikke kan købes af offentligheden ( 18 ).

32.

Udtrykt mere generelt vedrører den sardinske regionalskat således kun mellemlandinger med privatfly (»privatjetfly« og »firmajetfly«). De transportydelser, der udføres med sådanne fly, kan normalt ikke betragtes som tjenesteydelser som omhandlet i fællesskabsretten, fordi brugeren ikke betaler noget vederlag herfor til operatøren af flyet. I de fleste tilfælde vil brugeren og operatøren af flyet endog være den samme.

33.

Den klassiske virksomhed blandt flyselskaber og rejsearrangører, som erhvervsmæssigt og mod vederlag befordrer personer til og fra Sardinien og således udfører tjenesteydelser, omfattes tilsyneladende ikke af regionalskatten; begrænsningen af skattepligten til privat transport — dvs. transport, der ikke kan købes af offentligheden — tyder på dette.

34.

Af den blotte omstændighed, at den egentlige lufttransporttjeneste i den foreliggende sag ikke udgør en tjenesteydelse som omhandlet i fællesskabsretten, må det imidlertid ikke sluttes, at en skatteordning som den sardinske overhovedet ikke har nogen sammenhæng med den frie udveksling af tjenesteydelser.

35.

Dels skal det nemlig bemærkes, at artikel 49 EF og 50 EF ikke kun sikrer den aktive frie udveksling af tjenesteydelser. Det fremgår tværtimod af retspraksis, at den frie udveksling af tjenesteydelser også omfatter en ret for tjenestemodtagere til at rejse til en anden medlemsstat for at modtage tjenesteydelser dér ( 19 ). Denne passive frie udveksling af tjenesteydelser berøres imidlertid i reglen, når en flyoperatør, der har hjemsted i udlandet, med sit fly beflyver en sardinsk lufthavn eller flyveplads. Normalt benytter han sig nemlig af flere tjenesteydelser dér; foruden anvendelse af start- og landingsbanen er dette f.eks. lodstjenester, optankning og forsyning af flyet samt eventuelle vedligeholdelsesarbejder.

36.

Dels vil også de personer, der om bord på privatjetfly eller firmajetfly transporteres fra udlandet til Sardinien, normalt rejse dertil for enten at udføre eller modtage tjenesteydelser. Dette gælder ikke kun for forretningsrejsende, men også for turister ( 20 ). Det fremgår af skatteordningens officielle titel (»Regionalskat på mellemlandinger […] til turistmæssige formål«), at denne ikke mindst vedrører privatfly, som transporterer turister til Sardinien.

37.

Selv om transport af personer om bord på udenlandske operatørers privatfly, der er omfattet af regionalskatten, som sådan ikke udgør en tjenesteydelse som omhandlet i artikel 49 EF og 50 EF, er disse flys mellemlanding imidlertid en nødvendig forudsætning for at udføre eller benytte sig af tjenesteydelser på stedet, både med hensyn til flyoperatøren og de befordrede personer. I denne henseende har en skatteordning som den sardinske derfor en ikke ubetydelig sammenhæng med den frie udveksling af tjenesteydelser ( 21 ).

38.

Hvad angår søtransport opkræves den sardinske regionalskat på mellemlandinger med fritidsfartøjer og fartøjer bestemt til rekreative formål, såfremt disse er over 14 meter lange [artikel 4, stk. 2, litra b), i regionallov nr. 4/2006]. Som anført af den forelæggende ret, gælder denne skat også for selskaber, navnlig for selskaber, hvis virksomhed består i at stille fritidsfartøjer eller fartøjer bestemt til rekreative formål til rådighed for tredjemand.

39.

En bådudlejningsvirksomhed kan f.eks. udleje fritidsfartøjer til tredjemand, og en motorbådsskole eller en dykkerskole kan afholde kurser mod vederlag på de fartøjer, som de opererer ( 22 ). Det er ikke nødvendigt at komme nærmere ind på, om sådanne aktiviteter udgør tjenesteydelser som omhandlet i artikel 49 EF og artikel 50, stk. 1, EF ( 23 ).

40.

Den frie udveksling af tjenesteydelser finder imidlertid kun anvendelse, hvis et selskab med hjemsted i udlandet udøver en sådan virksomhed på Sardinien. Der skal således foreligge et grænseoverskridende element ( 24 ). Den frie udveksling af tjenesteydelser finder ikke anvendelse på rent interne forhold ( 25 ).

41.

I den foreliggende sag opkræves den omtvistede regionalskat i henhold til artikel 4, stk. 3, i regionallov nr. 4/2006 kun hos fartøjsoperatører med skattemæssigt hjemsted uden for den autonome region Sardinien. Selv om denne ordning først og fremmest skal være rettet mod fartøjsoperatører med hjemsted i andre italienske regioner, berører den under alle omstændigheder også fartøjsoperatører med hjemsted i andre medlemsstater, f.eks. operatører med hjemsted på den nærliggende franske ø Korsika ( 26 ).

42.

Såfremt et selskab med hjemsted på Korsika f.eks. udlejer fritidsfartøjer til privatpersoner, som ønsker at anløbe havne på Sardinien eller ligge for anker i sardinske kystvande, finder i det mindste en del af tjenesteydelsen ikke sted på Korsika, men derimod på Sardinien. Dermed foreligger der en tjenesteydelse med et grænseoverskridende element ( 27 ).

43.

Det grænseoverskridende element er endnu tydeligere, når en rejsearrangør med hjemsted på Korsika herfra foretager udflugter til Sardinien med sine fartøjer, eller en dykker- eller motorbådsskole med hjemsted på Korsika tilbyder kurser på sine fartøjer, hvor der er planlagt mellemlandinger i Sardiniens havne eller ankring i regionens kystvande ( 28 ).

44.

Det er i denne forbindelse uden betydning, hvilke medlemsstater disse selskabers kunder kommer fra. Artikel 49 EF finder nemlig anvendelse i alle tilfælde, hvor en tjenesteyder tilbyder tjenesteydelser i en anden medlemsstat end den, hvor han er etableret, uanset hvor modtagerne af tjenesteydelserne er hjemmehørende ( 29 ).

45.

Kun for fuldstændighedens skyld skal jeg bemærke, at når fartøjer, som opereres af ikke-hjemmehørende, anløber Sardinien, gør de også brug af de havnefaciliteter ( 30 ), der findes dér, og de personer, som befordres på disse fartøjer, kan eventuelt anvende mellemlandingen på Sardinien til ophold i turistmæssigt øjemed. I den forbindelse vil der som nævnt ligeledes være tale om at gøre brug af tjenesteydelser ( 31 ).

46.

Som det fremgår af alle de nævnte eksempler, har en skatteordning som den sardinske også i denne henseende en sammenhæng med den frie udveksling af tjenesteydelser, da den omfatter mellemlandinger med fritidsfartøjer og fartøjer bestemt til rekreative formål på Sardinien ( 32 ).

47.

Den omstændighed, at der i en skatteordning som den sardinske sondres på grundlag af de skattepligtiges skattemæssige hjemsted, kan ved første øjekast forlede til at undersøge, om den er forenelig med den frie udveksling af tjenesteydelser ud fra spørgsmålet om en indirekte forskelsbehandling på grundlag af nationalitet. En sådan forskelsbehandling ville ganske vist forudsætte, at den omtvistede skatteordning i højere grad kan indvirke på udenlandske end indenlandske statsborgere ( 33 ). I den foreliggende sag er det imidlertid på ingen måde sikkert, at kredsen af skattepligtige i overvejende grad består af statsborgere fra andre medlemsstater. Det skal nemlig tages i betragtning, at der blandt de ikke-hjemmehørende, som mellemlander på Sardinien med deres fly eller fartøjer, formentlig også er mange fysiske og juridiske personer, der har deres skattemæssige hjemsted i andre regioner i Italien. I de fleste tilfælde vil der i den forbindelse være tale om italienske statsborgere. På baggrund heraf må det i den foreliggende sag anses for lidet sandsynligt, at der foreligger en indirekte forskelsbehandling på grundlag af nationalitet ( 34 ).

48.

Ifølge fast retspraksis omfatter princippet om fri udveksling af tjenesteydelser imidlertid ikke kun et forbud mod forskelsbehandling, men også et forbud mod restriktioner i den frie bevægelighed. Derfor kræver artikel 49 EF ikke kun afskaffelse af enhver form for forskelsbehandling til skade for en tjenesteyder med hjemsted i en anden medlemsstat på grundlag af dennes nationalitet, men også ophævelse af enhver restriktion, også selv om den gælder uden forskel for såvel indenlandske tjenesteydere som tjenesteydere fra andre medlemsstater, der kan være til hinder for, indebære ulemper for eller gøre det mindre interessant at udøve virksomhed som tjenesteyder med hjemsted i en anden medlemsstat, hvor tjenesteyderen lovligt leverer tilsvarende tjenesteydelser ( 35 ).

49.

En national skatteforanstaltning, der hindrer udøvelsen af den frie udveksling af tjenesteydelser, kan også være forbudt i henhold til artikel 49, hvad enten den anvendes af medlemsstaten selv eller en kollektiv enhed ( 36 ).

50.

Skatter og afgifter skal imidlertid ikke betragtes som restriktioner for den frie udveksling af tjenesteydelser, alene fordi de generelt fordyrer leveringen af en tjenesteydelse ( 37 ). I overensstemmelse hermed har Domstolen præciseret, at artikel 49 EF ikke omfatter foranstaltninger, hvis eneste virkning er at skabe yderligere omkostninger for den pågældende ydelse, og som påvirker leveringen af tjenesteydelser mellem medlemsstaterne og levering internt i en medlemsstat på samme måde ( 38 ).

51.

Således forholder det sig imidlertid netop ikke i den foreliggende sag.

52.

En regionalskat som den sardinske, der kun pålægges ikke-hjemmehørende, udgør for operatørerne af privatfly og fritidsfartøjer med skattemæssigt hjemsted uden for Sardinien en yderligere omkostningsfaktor, som deres konkurrenter med skattemæssigt hjemsted på Sardinien ikke er underlagt. For ikke-hjemmehørende er det tilsvarende dyrere end for hjemmehørende at mellemlande med privatfly og fritidsfartøjer på Sardinien. Af samme grund bliver det ligeledes dyrere og dermed vanskeligere for ikke-hjemmehørende fartøjsoperatører end for hjemmehørende at stille fritidsfartøjer til rådighed for tredjemand. Også for turister bliver det dermed i sidste instans mindre attraktivt at anløbe sardinske kystvande og havne med et fartøj, der er lejet uden for Sardinien.

53.

En skatteordning som den sardinske har således forskellig virkning for levering og brug af tjenesteydelser i forbindelse med sådanne flyvninger og bådture alt efter, om operatøren af flyet eller fritidsfartøjet har sit skattemæssige hjemsted i den italienske region Sardinien eller uden for Sardinien ( 39 ).

54.

En sådan ordning kan ikke kritiseres ud fra et fællesskabsretligt synspunkt, for så vidt som den kun berører udveksling af tjenesteydelser på nationalt plan mellem Sardinien og andre regioner i Italien, da fællesskabsretten som allerede nævnt ikke finder anvendelse på sådanne rent interne forhold ( 40 ).

55.

For så vidt som en skatteordning som den sardinske imidlertid har virkning for den grænseoverskridende udveksling af tjenesteydelser — f.eks. for udvekslingen af tjenesteydelser mellem Sardinien og den franske ø Korsika — bevirker den, at udveksling af tjenesteydelser mellem medlemsstater bliver vanskeligere end levering af tjenesteydelser internt i en enkelt medlemsstat eller i en del heraf, i det foreliggende tilfælde inden for den italienske region Sardinien ( 41 ).

56.

Selv om en sådan skattemæssig forskellig behandling ikke indebærer en forskelsbehandling på grundlag af nationalitet ( 42 ), udgør den alligevel en hindring for den frie udveksling af tjenesteydelser i henhold til artikel 49 EF ( 43 ) og må derfor anses for en restriktion, som hindrer den frie udveksling af tjenesteydelser.

57.

Det står tilbage at undersøge, om de konstaterede restriktioner for den frie udveksling af tjenesteydelser kan begrundes, som den autonome region Sardinien har påstået.

58.

I mangel på fællesskabsretlige harmoniseringsforanstaltninger kan den frie udveksling af tjenesteydelser begrænses i medfør af nationale retsforskrifter, som kan begrundes i de hensyn, der er nævnt i artikel 46, stk. 1, EF, sammenholdt med artikel 55 EF, eller i tvingende almene hensyn ( 44 ).

59.

I den foreliggende sag har den autonome region Sardinien i det væsentlige påberåbt sig to begrundelser, nemlig miljøbeskyttelse og beskyttelse af den offentlige sundhed.

60.

Det påhviler ikke Domstolen, men den forelæggende ret at undersøge, om man ved vedtagelsen af den omtvistede skatteordning forfulgte disse og ikke andre formål ( 45 ). I det følgende antager jeg, at beskyttelsen af miljøet og den offentlige sundhed faktisk var de afgørende motiver for den regionale lovgiver.

61.

På samme måde som Fællesskabet er forpligtet til at integrere miljøbeskyttelseskrav i udformningen og gennemførelsen af sine politikker og aktioner (jf. navnlig artikel 2 EF og 6 EF ( 46 )), giver det også medlemsstaterne mulighed for at forfølge miljømål. I fast retspraksis er miljøbeskyttelse derfor anerkendt som et tvingende alment hensyn, som medlemsstaternes restriktioner af de ved EF-traktaten sikrede grundlæggende friheder kan være begrundet i ( 47 ).

62.

Den autonome region Sardinien har anført, at den omtvistede skatteordning er motiveret i miljøhensyn og skal ses i forbindelse med denne regionale myndigheds generelle indsats inden for miljø- og landskabsbeskyttelse samt beskyttelsen af dens kulturgoder.

63.

De talrige fritidsfartøjer og fly, der hvert år mellemlander på Sardinien i turistmæssigt øjemed, er ifølge regionen forbundet med en ikke ubetydelig miljøforurening. Navnlig Sardiniens kyster, hvor hovedparten af turismen er koncentreret, rammes af denne forurening.

64.

Den omtvistede skat, der opkræves på privatflys og fritidsfartøjers mellemlandinger i turistmæssigt øjemed, tilsigter ifølge regionen at generere indtægter, som skal gøre det muligt for den at intensivere foranstaltningerne til at beskytte og genoprette miljøressourcer, der påvirkes af turismen, ikke mindst i de særligt belastede kystområder.

65.

Som regionen desuden har anført, skal skatten have en styringseffekt: Dels skal der generelt opnås en mindre belastning af kystområderne, dels skal turiststrømmene spredes bedre ud over året, hvorfor skatten kun opkræves i højsæsonen fra den 1. juni til den 30. september, men ikke i de perioder af året, hvor der er mindre turisme. På denne måde skal der ydes et bidrag til en bæredygtig udvikling af turismen i regionen.

66.

Regionen har endvidere understreget, at den omtvistede skatteordning er baseret på princippet om, at forureneren betaler.

67.

Er en skatteordning baseret på sådanne overvejelser, forfølger den uden tvivl et legitimt miljømæssigt formål.

68.

Om en skatteordning som den sardinske imidlertid i sidste instans er forenelig med kravene med hensyn til den frie udveksling af tjenesteydelser (artikel 49 EF), afhænger af dens konkrete udformning. Foruden forekomsten af et legitimt formål, der er begrundet i tvingende almene hensyn, forudsætter begrundelsen for en restriktion af de ved EF-traktaten sikrede grundlæggende friheder nemlig, at den pågældende foranstaltning er egnet til at sikre virkeliggørelsen af det formål, som den forfølger, og ikke går ud over, hvad der er nødvendigt for at opnå dette formål ( 48 ).

69.

Ifølge Domstolens praksis er en national lovgivning kun egnet til at sikre gennemførelsen af det påberåbte formål, hvis dette formål reelt opfylder hensynet om at nå målet på en sammenhængende og systematisk måde ( 49 ).

70.

Det er problematisk med hensyn til en ordning som den sardinske, at der deri sondres på grundlag af det skattemæssige hjemsted, og at regionalskatten kun opkræves hos ikke-hjemmehørende, men ikke hos hjemmehørende.

71.

Den autonome region Sardinien finder, at en sådan ordninger i overensstemmelse med princippet om, at forureneren betaler. Ikke-hjemmehørende ville i modsat fald kunne udnytte regionens miljøressourcer uden økonomisk at bidrage til at opretholde og genoprette dem og i den henseende optræde som »fripassagerer«.

72.

Dette argument er korrekt med hensyn til, at det efter princippet om, at forureneren betaler, som også er fastsat i artikel 174, stk. 2, EF, er den, der er ansvarlig for forurening, som også skal betale for at få den fjernet igen ( 50 ). Ligeledes skal den, der er ansvarlig for at forbruge miljøressourcer, bidrage til at beskytte og genoprette dem. Ud fra princippet om, at forureneren betaler, kan det således ikke kritiseres, at der i forbindelse med en ordning som den sardinske hos operatører af privatfly og fritidsfartøjer ved mellemlandinger i regionen opkræves en skat, der er motiveret i miljøhensyn.

73.

En ordning, som er baseret på princippet om, at forureneren betaler, kan imidlertid ikke begrænse sig til alene at opkræve en miljøskat hos ikke-hjemmehørende operatører af privatfly og fritidsfartøjer, men derimod ikke hos hjemmehørende. For så vidt som de privatfly og fritidsfartøjer, der mellemlander på Sardinien, nemlig forårsager miljøforurening, opstår den uafhængigt af disse flys og fartøjers oprindelse, og den har navnlig ingen sammenhæng med operatørernes skattemæssige hjemsted. Ikke-hjemmehørendes fly og fartøjer bidrager til at påvirke miljøressourcerne på samme måde som hjemmehørendes fly og fartøjer.

74.

Det er derfor i overensstemmelse med princippet om, at forureneren betaler, at hver fly- eller fartøjsoperatør gøres ansvarlig for at afhjælpe miljøskader i forhold til sit forureningsbidrag, uden hensyntagen til vedkommendes skattemæssige hjemsted og øvrige skattebyrder ( 51 ). En ordning som den sardinske lader derimod det offentlige bære ansvaret for miljøforurening, der forårsages af hjemmehørendes fly og fartøjer, hvilket er i strid med princippet om, at forureneren betaler ( 52 ).

75.

Diskrepansen mellem kravene i forbindelse med princippet om, at forureneren betaler — som den autonome region Sardinien har påberåbt sig — og den faktiske udformning af den omtvistede regionallov, fremgår meget tydeligt, hvis man ser nærmere på den skattemæssige behandling af fritidsfartøjer, som ligger til kaj hele året i regionale havne. Disse fartøjer er fritaget for regionalskatten ( 53 ), selv om deres bidrag til miljøforureningen normalt er betydeligt højere end miljøforureningen fra tilsvarende fartøjer, der har liggeplads uden for Sardinien og kun sporadisk anløber regionens kystvande og havne.

76.

Overordnet set pålægger den sardinske ordning vilkårligt nogle miljøforurenere — de ikke-hjemmehørende — at finansiere foranstaltninger til at beskytte og genoprette miljøressourcerne, men ikke andre — de hjemmehørende. Dermed bliver de miljømæssige formål, som den autonome region Sardinien selv har fremført, ikke gennemført på en sammenhængende og systematisk måde.

77.

Under disse omstændigheder kan en skatteordning som den sardinske ikke anses for at være egnet til at virkeliggøre miljømæssige formål. Allerede af den grund er den ikke forenelig med kravene med hensyn til den frie udveksling af tjenesteydelser.

78.

Den autonome region Sardiniens argument om, at hjemmehørende og ikke-hjemmehørende befinder sig i forskellige situationer, således at en forskellig behandling med hensyn til regionalskatten er objektiv nødvendig, er ikke overbevisende i denne forbindelse.

79.

Domstolen har ganske vist flere gange anerkendt, at det kan være legitimt at behandle ikke-hjemmehørende og hjemmehørende forskelligt med hensyn til direkte skatter ( 54 ). Dette må imidlertid ikke generaliseres i den forstand, at ikke-hjemmehørende og hjemmehørende altid befinder sig i forskellige situationer. Tværtimod er en forskelsbehandling mellem disse to kategorier af personer kun berettiget, for så vidt som dette afspejler objektive forskelle ( 55 ). I tilfælde, hvor der ikke er sådanne forskelle, må medlemsstaternes skatteret heller ikke foretage forskelsbehandling mellem hjemmehørende og ikke-hjemmehørende ( 56 ).

80.

Det skal derfor altid konkret undersøges, om situationen for ikke-hjemmehørende og hjemmehørende er objektiv forskellig. Dette skal vurderes på grundlag af indholdet af og formålet med den pågældende skatteordning ( 57 ).

81.

Som det er fremført for Domstolen, forfølger en skatteordning som den sardinske det miljømæssige formål at beskytte og genoprette miljøressourcer i regionen, der påvirkes af turismen, navnlig i kystområderne. Med hensyn til dette specifikke formål befinder hjemmehørende og ikke-hjemmehørende operatører af privatfly og fritidsfartøjer sig i samme situation. Som allerede nævnt forurener privatfly og fritidsfartøjer, der mellemlander på Sardinien, miljøet helt uafhængigt af deres oprindelse og operatørernes skattemæssige hjemsted ( 58 ).

82.

Da hjemmehørende og ikke-hjemmehørende i den foreliggende sag således befinder sit i samme situation med hensyn til den sardinske skatteordnings miljømæssige formål, skal deres mellemlandinger på Sardinien med privatfly og fritidsfartøjer også beskattes på samme måde ( 59 ).

83.

Den autonome region Sardinien har heroverfor anført, at personer med skattemæssigt hjemsted på Sardinien allerede bidrager til det almindelige skatteprovenu i denne region, navnlig gennem deres indkomstskat og momsen på deres forbrug på stedet ( 60 ). På denne måde er hjemmehørende med til at finansiere foranstaltninger til at beskytte og genoprette miljøressourcer. Derimod yder ikke-hjemmehørende ikke et sådant bidrag til regionens budget.

84.

Jeg finder heller ikke dette argument overbevisende.

85.

Byrden i form af en regionalskat som den omtvistede, der kun pålægges ikke-hjemmehørende, kan ikke opvejes af de påståede fordele, som måtte opstå for ikke-hjemmehørende med hensyn til andre beskatningsformer. Det følger nemlig af fast retspraksis, at en ufordelagtig skattemæssig behandling i strid med en grundlæggende frihed ikke kan begrundes med, at der findes andre skattefordele, selv hvis det må antages, at der findes sådanne fordele ( 61 ).

86.

Det ville kun eventuelt forholde sig anderledes, hvis det var ubestridt, at hjemmehørende for deres privatfly og fritidsfartøjer skulle betale en tilsvarende skat eller afgift med et specifikt miljømæssigt formål, f.eks. i forbindelse med liggepladsafgifterne for de fartøjer, der ligger i Sardiniens havne. En sådan argumentation er imidlertid ikke fremført for Domstolen i den foreliggende sag. Den omtvistede regionalskat er snarere kun blevet sammenlignet med den generelle skattebyrde, der påhvilede indbyggerne på Sardinien.

87.

I den henseende skal jeg bemærke, at den omtvistede regionalskat på mellemlandinger med privatfly og fritidsfartøjer ikke har samme formål som de øvrige skatter, som betales af de skattepligtige på Sardinien, dvs. indkomstskat og moms. Mens førstnævnte ifølge den autonome region Sardiniens egne oplysninger specifikt forfølger miljømæssige formål og også skal have en styringseffekt, har sidstnævnte generelt til formål at dække de offentlige budgetter og har ingen sammenlignelig styringseffekt.

88.

Hertil kommer, at hjemmehørende i lang større udstrækning end ikke-hjemmehørende anvender infrastrukturen i deres hjemregion og drager fordel af ydelserne i denne forbindelse. Det er derfor rimeligt, at hjemmehørende bidrager tilsvarende mere til denne regions almindelige skatteprovenu end ikke-hjemmehørende ( 62 ). De generelle sundheds- og uddannelsesinstitutioner, der stilles til rådighed i en medlemsstat eller en region, anvendes således først og fremmest af hjemmehørende, hvorimod ikke-hjemmehørende kun undtagelsesvis kommer i denne situation.

89.

På den baggrund kan en forskellig behandling af hjemmehørende og ikke-hjemmehørende ved beskatningen af deres mellemlandinger med privatfly og fritidsfartøjer ikke uden videre begrundes med henvisning til hjemmehørendes bidrag til regionens almindelige skatteprovenu.

90.

Sammenfattet kan restriktioner for den frie udveksling af tjenesteydelser, som den sardinske skatteordning indebærer, derfor ikke begrundes i miljøbeskyttelseshensyn.

91.

Foruden miljøbeskyttelse har den autonome region Sardinien også påberåbt sig beskyttelse af den offentlige sundhed som begrundelse for den omtvistede skatteordning.

92.

Beskyttelse af den offentlige sundhed udgør et af de tvingende almene hensyn, som i henhold til artikel 46, stk. 1, EF, sammenholdt med artikel 55 EF, kan begrunde restriktioner for den frie udveksling af tjenesteydelser ( 63 ).

93.

En ordning som den sardinske forfølger imidlertid ifølge oplysninger fra den autonome region Sardinien først og fremmest et miljømæssigt formål. Ved hjælp af denne ordning er det også muligt indirekte at mindske risici for den offentlige sundhed, som kan være forbundet med en forringelse af miljøet. Bortset herfra har begrundelsen i form af beskyttelse af den offentlige sundhed imidlertid ingen selvstændig betydning, der går ud over miljøbeskyttelsesformålet. I den foreliggende sag kan en påberåbelse af beskyttelsen af den offentlige sundhed som begrundelse ikke medføre et andet resultat end påberåbelsen af miljøbeskyttelsen ( 64 ), som jeg allerede har behandlet ovenfor ( 65 ).

94.

Navnlig kan det ikke begrundes med henvisning til beskyttelsen af den offentlige sundhed, at den omtvistede skat på privatflys og fritidsfartøjers mellemlandinger udelukkende pålægges ikke-hjemmehørende, hvorimod hjemmehørende ikke er underlagt denne skat.

95.

I henhold til artikel 46, stk. 1, EF, sammenholdt med artikel 55 EF, kan der ganske vist på sundhedsbeskyttelsesområdet — i modsætning til miljøbeskyttelsesområdet — udtrykkeligt også indføres foranstaltninger, som specifikt er rettet mod udlændinge. Dette forudsætter imidlertid, at der netop udgår en fare fra en udlænding for den offentlige sundhed ( 66 ). I den foreliggende sag er den pågældende miljøforurening samt eventuelle sundhedsrisici, der er forbundet hermed, derimod uafhængig af det pågældende privatflys eller fritidsfartøjs oprindelse og operatørens skattemæssige hjemsted. Den forårsages såvel af de ikke-hjemmehørendes fly og fartøjer som af de hjemmehørendes fly og fartøjer. Påberåbelsen af beskyttelsen af den offentlige sundhed kan således ikke begrunde foranstaltninger, der specifikt er rettet mod fly- og fartøjsoperatører med skattemæssigt hjemsted uden for Sardinien. Dette gælder så meget desto mere, som artikel 46, stk. 1, EF er en undtagelsesbestemmelse, som skal fortolkes strengt ( 67 ).

96.

Restriktioner for den frie udveksling af tjenesteydelser, som den sardinske skatteordning indebærer, kan derfor heller ikke begrundes i hensyn til beskyttelsen af den offentlige sundhed.

97.

For fuldstændighedens skyld vil jeg i det følgende behandle en række yderligere aspekter, som kan være relevante i forbindelse med spørgsmålet, om den sardinske skatteordning kan begrundes.

98.

Den autonome region Sardinien har for at begrunde den omtvistede skatteordning flere gange henvist til sammenhængen i det skattesystem, som denne ordning indgår i. Den omstændighed, at hjemmehørende ikke pålægges skat ved mellemlandinger med privatfly og fritidsfartøjer, begrundes i det væsentlige med, at hjemmehørende allerede betaler andre skatter — navnlig indkomstskat og moms — og derved bidrager til regionens budget.

99.

Ifølge fast retspraksis kan hensynet til at sikre sammenhængen i skattesystemet begrunde en restriktion for udøvelsen af de ved EF-traktaten sikrede grundlæggende friheder ( 68 ). Dette gælder imidlertid kun, hvis der er påvist en direkte sammenhæng mellem den pågældende skattemæssige fordel og udligningen af denne fordel ved en bestemt skatteopkrævning ( 69 ), hvilket skal vurderes på grundlag af formålet med den pågældende skatteordning ( 70 ).

100.

Den omtvistede regionalskat på mellemlandinger med privatfly og fritidsfartøjer forfølger, som jeg allerede har nævnt ( 71 ), ikke samme formål som generelle skatter, som hjemmehørende er underlagt. Allerede derfor kan de fordele og ulemper, som de pågældende skatteordninger er forbundet med for de skattepligtige, ikke anses for at være to sider af samme sag. Den fordel, som hjemmehørende opnår ved, at de ikke skal betale en regionalskat på mellemlandinger med privatfly og fritidsfartøjer, svarer ikke til de byrder, som andre beskatningsformer som indkomstskat og moms medfører for dem.

101.

Der er ingen tvivl om, at alle skatter i sidste instans har til formål at generere indtægter til de offentlige budgetter. Denne sammenhæng er imidlertid for generel og indirekte til at kunne begrunde, at de skattemæssige fordele, som hjemmehørende opnår i forbindelse med den omtvistede regionalskat, og de byrder, som andre beskatningsformer medfører for dem, opvejes mod hinanden ( 72 ).

102.

En skatteordning som den sardinske kan derfor ikke begrundes i hensynet til sammenhængen i skattesystemet.

103.

Som det fremgår af forelæggelseskendelsen, har den autonome region Sardinien også for den italienske forfatningsdomstol påberåbt sig sin status som øsamfund. Det er nødvendigt at udligne de forhøjede omkostninger, som selskaber med hjemsted på Sardinien har, gennem beskatning af selskaber uden skattemæssigt hjemsted på Sardinien, henset til de geografiske og økonomiske særegenheder, der er forbundet med det forhold, at Sardinien er en ø.

104.

Senest siden regeringskonferencen om Amsterdamtraktaten, hvis slutakt indeholder en erklæring om øområder, har det været anerkendt på fællesskabsplan, »at øområder lider under vedvarende strukturelle ulemper, der skyldes deres status som øsamfund, og som hæmmer deres økonomiske og sociale udvikling«, og at der i EF-lovgivningen skal tages hensyn til disse ulemper ( 73 ).

105.

En sådan hensyntagen kan ske inden for rammerne af forskellige fællesskabspolitikker, f.eks. regionalpolitikken, strukturpolitikken, politikken for økonomisk og social samhørighed (jf. i denne henseende tillige artikel 158, stk. 2, EF) eller transportpolitikken. Til opvejning af ulemper i øområder kan der derfor træffes positive støtteforanstaltninger. I øområder kan det også blive nødvendigt at træffe særlige foranstaltninger til at beskytte den økologiske ligevægt mod neofyter og neozoer ( 74 ).

106.

Derimod må en medlemsstats eller en regions status som øsamfund ikke misbruges som påskud for (igen) at indføre handelshindringer eller protektionistiske foranstaltninger, der er i strid med princippet for det indre marked. Erklæringen om øområder er også baseret på dette princip, når den formulerer målet om bedre at integrere dem i det indre marked.

107.

Denne integration af øområder i det indre marked skal ifølge den pågældende erklæring ske »på rimelige vilkår«. Der er således mulighed for foranstaltninger til at opveje ulemper eller løse problemer, som står umiddelbart i forbindelse med en regions eller medlemsstats status som øsamfund. Sådanne foranstaltninger er imidlertid kun rimelige, hvis de er egnet til at afhjælpe den pågældende ulempe eller det pågældende problem og ikke går ud over, hvad der er nødvendigt for at gøre det. Sådanne foranstaltninger må heller ikke medføre, at der gøres indgreb i selve kernen i princippet for det indre marked eller princippet om en åben markedsøkonomi ( 75 ).

108.

I det foreliggende tilfælde fremgår det ikke, at netop de operatører af privatfly og fritidsfartøjer, der har hjemsted på Sardinien, lider under specifikke ulemper eller problemer, som står umiddelbart i forbindelse med regionens status som øsamfund. Under alle omstændigheder er der ikke fremført nogen argumentation for Domstolen i denne henseende. Formål af rent økonomisk art, der ikke umiddelbart står i forbindelse med regionens status som øsamfund, kan imidlertid ikke begrunde en begrænsning af en grundlæggende frihed, som er sikret ved EF-traktaten ( 76 ).

109.

Det kan derfor ikke sluttes af Sardiniens status som øsamfund, at restriktioner for den frie udveksling af tjenesteydelser, som den omtvistede skatteordning indebærer, kan begrundes.

110.

Afslutningsvis gør jeg opmærksom på, at en ordning som den sardinske heller ikke synes at kunne begrundes ud fra socialpolitiske betragtninger.

111.

En sondring mellem ikke-hjemmehørende og hjemmehørende kan ganske vist være begrundet, når medlemsstater eller regionale myndigheder indrømmer sociale fordele. Det er nemlig i princippet i overensstemmelse med et legitimt mål kun at forbeholde sådanne fordele — for så vidt som der ikke findes nogen harmoniserings- eller koordineringsordning herfor på fællesskabsplan — for personer, som opviser en tilstrækkelig grad af integration i den pågældende medlemsstat eller region, i hvilken forbindelse hjemstedet i givet fald kan give vigtige holdepunkter ( 77 ).

112.

Det er imidlertid vanskeligt at forestille sig, at det kunne være motiveret i socialpolitiske betragtninger, at operatører af privatfly og fritidsfartøjer på over 14 meter — dvs. ejere af store luksusyachter — med hjemsted på Sardinien fritages for en regionalskat som den omtvistede.

113.

Sammenfattende bemærkes, at restriktioner for den frie udveksling af tjenesteydelser, som den omtvistede skatteordning indebærer, ikke kan begrundes.

114.

Heraf bør man dog ikke drage den forhastede slutning, at fællesskabsretten generelt er til hinder for alle ordninger, som specielt bebyrder turister eller virksomheder, der er aktive inden for turisme, f.eks. foranstaltninger i forbindelse med ferie- og sekundærboliger ( 78 ), kurafgifter eller turismeafgifter. Det afgørende er derimod altid den konkrete udformning af den pågældende foranstaltning, skat eller afgift. En sondring mellem hjemmehørende og ikke-hjemmehørende kan være begrundet, hvis og for så vidt som den er hensigtsmæssig og nødvendig i forbindelse med et legitimt mål.

115.

I den foreliggende sag gælder imidlertid følgende:

Artikel 49 EF er til hinder for lovgivningen i en autonom region, hvorefter en i det væsentlige i miljøhensyn motiveret skat på luftfartøjers og fritidsfartøjers mellemlandinger i turistmæssigt øjemed udelukkende pålægges selskaber med skattemæssigt hjemsted uden for denne region, men ikke selskaber med skattemæssigt hjemsted inden for regionen.

116.

Med det andet og fjerde præjudicielle spørgsmål søger den italienske forfatningsdomstol oplysning om begrebet statsstøtte som omhandlet i artikel 87, stk. 1, EF. Den forelæggende ret ønsker nærmere bestemt oplyst, om den regionale lovgivning i en autonom region, hvorefter skat på luftfartøjers og fritidsfartøjers mellemlandinger i turistmæssigt øjemed udelukkende pålægges selskaber med skattemæssigt hjemsted uden for denne region, udgør statsstøtte til fordel for selskaber, der udøver samme form for virksomhed og har skattemæssigt hjemsted inden for regionen.

117.

EF-traktatens almindelige bestemmelser, herunder konkurrencereglerne, finder anvendelse på søtransport og luftfart ( 79 ). En skatteordning som den sardinske, der specielt vedrører mellemlandinger med luftfartøjer og fritidsfartøjer ejet af operatører med skattemæssigt hjemsted uden for Sardinien, skal derfor vurderes på grundlag af artikel 87 EF.

118.

Inden jeg tager materielt stilling til fortolkningen af artikel 87 EF, vil jeg præcisere, hvordan kompetencen er fordelt mellem Kommissionen og de nationale retter i forbindelse med denne bestemmelse.

119.

Det fremgår af fast retspraksis, at Kommissionen er enekompetent til under forbehold af Fællesskabets retsinstansers prøvelsesret at træffe afgørelse om, hvorvidt en støtteordning er forenelig med fællesmarkedet ( 80 ). De nationale retter kan imidlertid på området for statsstøtte få forelagt tvister, som indebærer, at de skal fortolke og anvende det i artikel 87, stk. 1, EF omhandlede støttebegreb ( 81 ).

120.

Sådanne tvister rejses normalt af borgere, som påberåber sig forbuddet mod at gennemføre statsstøtte inden Kommissionens godkendelse heraf (artikel 88, stk. 3, tredje punktum, EF). Heraf må det imidlertid ikke sluttes, at nationale retters kompetence til at fortolke og anvende artikel 87, stk. 1, EF alene er begrænset til procedurer, som har til formål at sikre beskyttelsen af individuelle rettigheder ( 82 ).

121.

Støtteforanstaltninger i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i artikel 87, stk. 1, EF, der iværksættes i strid med de betingelser, som følger af artikel 88, stk. 3, EF, kan nemlig generelt betragtes som ulovlige ( 83 ). Enhver national ret, også en forfatningsdomstol, er i henhold til artikel 10 EF forpligtet til inden for rammerne af sin kompetence at gøre alt for effektivt at medvirke til gennemførelsen af støtteforbuddet i artikel 87, stk. 1, EF samt anmeldelsespligten og gennemførelsesforbuddet i artikel 88, stk. 3, EF. De nationale retter skal samtidig afholde sig fra at træffe foranstaltninger, der er egnede til at bringe virkeliggørelsen af EF-traktatens målsætninger i fare.

122.

Alle nationale retter skal følgelig sikre, at der i henhold til national ret drages alle konsekvenser af en tilsidesættelse af gennemførelsesforbuddet (artikel 88, stk. 3, tredje punktum, EF), herunder konstateringen af, at støtteforanstaltningers gennemførelsesretsakter er ugyldige ( 84 ). Sådanne konsekvenser kan ligeledes drages i søgsmål om forfatningsmæssighed, navnlig i tilfælde, hvor den ulovlige støtteordning blev indført ved lov.

123.

Kvalificering af en foranstaltning som støtte i EF-traktatens forstand forudsætter, at de fire kumulative kriterier, som fremgår af artikel 87, stk. 1, EF, er opfyldt ( 85 ). For det første skal der være tale om statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler, for det andet skal denne støtte kunne påvirke samhandelen mellem medlemsstater, for det tredje skal den give modtageren en fordel, og for det fjerde skal den fordreje eller true med at fordreje konkurrencevilkårene ( 86 ).

124.

Beskatningsordninger er også omfattet af begrebet støtte, hvis de opfylder disse fire kriterier ( 87 ). Det skal derfor undersøges i det følgende, om en skatteordning som den sardinske kan anses for støtte som omhandlet i artikel 87, stk. 1, EF.

125.

I den foreliggende sag påkalder det tredje kriterium sig særlig opmærksomhed. Det skal undersøges, om den omstændighed, at den omtvistede regionalskat kun pålægges ikke-hjemmehørende ved mellemlandinger på Sardinien, medfører en fordel for hjemmehørende selskaber.

126.

Begrebet støtte omfatter ikke kun positive ydelser såsom tilskud, lån eller kapitalindskud i virksomheder, men ligeledes de indgreb, der under forskellige former letter de byrder, som normalt belaster en virksomheds budget og derved, uden at være tilskud i ordets egentlige forstand, er af samme art og har tilsvarende virkninger ( 88 ).

127.

Det følger heraf, at en foranstaltning, hvorved offentlige myndigheder indrømmer visse virksomheder en afgiftsfritagelse, der, selv om den ikke indebærer en overførsel af statslige midler, giver de fritagne virksomheder en gunstigere økonomisk stilling end andre afgiftspligtige, kan udgøre en statsstøtte som omhandlet i artikel 87, stk. 1, EF ( 89 ).

128.

Det er i denne forbindelse uden betydning, hvilken reguleringsteknik der blev anvendt ( 90 ): Skattefordelen kan således følge af, at lovgiveren udtrykkeligt har fritaget enkelte erhvervsdrivende for den pågældende skat, som de ellers ville være underlagt ( 91 ). Skattefordelen kan imidlertid lige så vel følge af, at betingelserne eller anvendelsesområdet for en skatteordning allerede er udformet asymmetrisk ( 92 ), således at nogle selskaber omfattes heraf som skattepligtige, mens andre ikke gør det. Det er tilfældet i den foreliggende sag, idet den sardinske ordning er formuleret således, at ikke-hjemmehørende er underlagt skat på mellemlandinger med privatfly og fritidsfartøjer, mens dette ikke er tilfældet med hensyn til hjemmehørende.

129.

Da hjemmehørende selskaber ikke er underlagt den omtvistede regionalskat, opnår de en omkostningsfordel i forhold til deres konkurrenter, der har hjemsted uden for Sardinien. Dette har den italienske forfatningsdomstol også peget på.

130.

En sådan fordel er imidlertid kun omfattet af artikel 87, stk. 1, EF, når den begunstiger »visse virksomheder eller visse produktioner«. Der skal med andre ord være tale om en selektiv fordel ( 93 ).

131.

Denne selektivitet kan også være af regional art.

132.

Der kan ganske vist ikke antages at foreligge regional selektivitet, alene fordi den pågældende foranstaltning blev vedtaget af en regional myndighed som regionen Sardinien og dermed kun gælder for en del af en medlemsstats område. Er denne regionale myndighed nemlig tilstrækkeligt selvstyrende i forhold til den stat, som den indgår i, udgør alene dens kompetenceområde referencerammen for vurderingen af, om støtten eventuelt er selektiv ( 94 ). Omvendt kan det imidlertid heller ikke antages, at fordele, som en regional myndighed indrømmer visse selskaber i sit kompetenceområde, på forhånd ikke ville være selektive og dermed ikke have karakter af støtte ( 95 ).

133.

Med henblik på at vurdere, om en foranstaltning er selektiv, skal det derimod altid konkret undersøges, om visse virksomheder begunstiges i forhold til andre virksomheder i en tilsvarende faktisk og retlig situation, under hensyn til det formål, der forfølges med den pågældende ordning ( 96 ). En eventuel sondring mellem selskaber inden for rammerne af en skatte- eller afgiftsordning kan i den forbindelse ikke mindst være begrundet under hensyn til karakteren eller opbygningen af denne ordning ( 97 ).

134.

Dermed opstår i sidste instans samme spørgsmål med hensyn til statsstøttereglerne som i forbindelse med de grundlæggende friheder, og der er ingen anledning til at besvare dem anderledes inden for rammerne af statsstøttereglerne end inden for rammerne af de grundlæggende friheder. For at undgå modstridende vurderinger mellem bestemmelserne om de grundlæggende friheder og statsstøttereglerne skal de samme kriterier derimod anvendes i begge tilfælde.

135.

Derfor vil jeg i det følgende i vidt omfang basere mig på min argumentation vedrørende den frie udveksling af tjenesteydelser inden for rammerne af det første og tredje præjudicielle spørgsmål.

136.

Som allerede nævnt forfølger den omtvistede skatteordning ifølge den autonome region Sardiniens egne oplysninger et miljømæssigt formål: Den tilsigter at beskytte og genoprette Sardiniens miljøressourcer, der påvirkes af turismen, navnlig i kystområderne ( 98 ).

137.

Med hensyn til dette specifikke formål befinder hjemmehørende og ikke-hjemmehørende operatører af privatfly og fritidsfartøjer sig i samme situation, da de privatfly og fritidsfartøjer, der mellemlander på Sardinien, forurener miljøet helt uafhængigt af deres oprindelse og operatørernes skattemæssige hjemsted ( 99 ).

138.

Den sondring, som den sardinske regionale lovgiver har foretaget mellem hjemmehørende og ikke-hjemmehørende med hensyn til skattepligten i forbindelse med mellemlandinger med privatfly og fritidsfartøjer, kan derfor ikke begrundes med miljømæssige betragtninger ( 100 ). Som allerede nævnt kan de heller ikke være begrundet i hensyn til skatteordningens karakter eller opbygning ( 101 ).

139.

En skatteordning som den sardinske opfylder dermed kriteriet om en — selektiv — fordel som omhandlet i artikel 87, stk. 1, EF.

140.

Den omstændighed, at der med den pågældende skatteordning forfølges miljømæssige eller regionale formål, er ikke til hinder for at omfatte den af begrebet statsstøtte som omhandlet i artikel 87, stk. 1, EF og fritager den ikke på forhånd for statsstøttekontrollen i henhold til EF-traktaten ( 102 ). Artikel 87, stk. 1, EF sondrer ikke ud fra grundene til eller formålet med de statslige interventioner, men bestemmelsen definerer disse i kraft af deres virkninger ( 103 ).

141.

Miljømæssige eller regionale aspekter kan kun vurderes inden for rammerne af artikel 87, stk. 3, EF ved undersøgelsen af, om en skatteordning som den sardinske er forenelig med fællesmarkedet ( 104 ), idet der også i denne forbindelse skal tages hensyn til sammenhængen med andre retsområder, navnlig med grundlæggende principper i EF-traktaten som den frie udveksling af tjenesteydelser ( 105 ). Undersøgelsen heraf henhører imidlertid alene under Kommissionens kompetence under forbehold af Fællesskabets retsinstansers prøvelsesret ( 106 ).

142.

I det følgende vil jeg kort behandle de øvrige kriterier i forbindelse med begrebet støtte som omhandlet i artikel 87, stk. 1, EF.

143.

En statslig foranstaltning eller en foranstaltning finansieret ved hjælp af statsmidler skal ikke nødvendigvis vedtages af den pågældende medlemsstat som centralstat, men lige så godt af en myndighed på lavere niveau. Foranstaltninger vedtaget af regionale myndigheder kan ifølge fast retspraksis ligeledes udgøre støtte som omhandlet i artikel 87, stk. 1, EF ( 107 ).

144.

Som allerede nævnt skal de, der er omfattet af foranstaltningen — i denne forbindelse selskaber med skattemæssigt hjemsted på Sardinien — ikke nødvendigvis modtage betaling fra staten eller den regionale myndighed ( 108 ). Allerede en eller anden form for finansiel byrde for staten eller den regionale myndighed, som foranstaltningen kan tilregnes, er tilstrækkelig til at antage, at der er tale om statslig finansiering eller finansiering ved hjælp af statsmidler ( 109 ).

145.

Ved at den autonome region Sardinien kun opkræver den omtvistede skat hos ikke-hjemmehørende, men ikke hos hjemmehørende, giver den indirekte afkald på indtægter. Indtægterne fra den nævnte skat ville nemlig nødvendigvis være højere, hvis regionen uden undtagelse beskattede alle mellemlandinger med privatfly og fritidsfartøjer. Det afkald på skatteindtægter, der er forbundet med, at skattepligten er begrænset til ikke-hjemmehørende, er tilstrækkeligt til at antage, at der er tale om statslig finansiering eller finansiering ved hjælp af statsmidler som omhandlet i artikel 87, stk. 1, EF ( 110 ).

146.

Endvidere er en foranstaltning kun omfattet af anvendelsesområdet for artikel 87, stk. 1, EF, hvis den kan påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne. I denne henseende skal det ikke godtgøres, at foranstaltningen reelt påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne, men alene undersøges, om den kan påvirke denne samhandel ( 111 ). Selv en forholdsvis ubetydelig støtte, som forholdsvis små virksomheder nyder godt af, kan medføre en sådan påvirkning af samhandelen ( 112 ).

147.

Med hensyn til en skatteordning kan det altid antages, at samhandelen mellem medlemsstater påvirkes, når de, der er omfattet af skatteordningen, driver virksomhed, som er genstand for en grænseoverskridende samhandel, og når det ikke kan udelukkes, at de konkurrerer med erhvervsdrivende i andre medlemsstater ( 113 ).

148.

I forbindelse med vurderingen af det første og tredje præjudicielle spørgsmål har jeg allerede peget på, at en skatteordning som den sardinske medfører en restriktion for den frie udveksling af tjenesteydelser (artikel 49 EF), ikke mindst med hensyn til selskaber med hjemsted på den nærliggende franske ø Korsika ( 114 ). En sådan ordning kan derfor også påvirke samhandelen mellem medlemsstater som omhandlet i artikel 87, stk. 1, EF.

149.

Endelig er en foranstaltning kun omfattet af anvendelsesområdet for artikel 87, stk. 1, EF, hvis den fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencen. I den forbindelse skal det ikke godtgøres, at foranstaltningen faktisk fordrejer konkurrencen, men alene undersøges, om den kan fordreje konkurrencen ( 115 ).

150.

Foranstaltninger, der skal frigøre en virksomhed for omkostninger, som den normalt ville skulle bære inden for dens almindelige drift eller dens sædvanlige aktiviteter, kan i princippet fordreje konkurrencevilkårene ( 116 ). Det er i den forbindelse ikke nødvendigt at foretage en økonomisk analyse af den faktiske situation på det relevante marked og den omtvistede foranstaltnings virkninger på priserne ( 117 ).

151.

En skatteordning som den sardinske forskåner hjemmehørende selskaber for skat på mellemlandinger med privatfly og fritidsfartøjer i turistmæssigt øjemed. Selskaberne med hjemsted på Sardinien behøver i forbindelse med deres normale økonomiske virksomhed således ikke at bære en omkostning, som alle andre selskaber, der har skattemæssigt hjemsted uden for Sardinien, er nødt til at bære ved mellemlandinger med privatfly og fritidsfartøjer på Sardinien.

152.

I betragtning af regionalskattens størrelse — den kan for luftfartøjer udgøre op til 1000 EUR pr. mellemlanding og for fartøjer op til 15000 EUR pr. år ( 118 ) — bliver det klart, at omkostningsfordelen for hjemmehørende i forhold til ikke-hjemmehørende selskaber ikke er ligefrem ubetydelig. For ikke-hjemmehørende bliver det således vanskeligere end for hjemmehørende at anvende deres privatfly og fritidsfartøjer til at udføre eller gøre brug af tjenesteydelser på Sardinien ( 119 ).

153.

Som jeg allerede har anført i forbindelse med det første og tredje spørgsmål, kan denne omkostningsfordel for de hjemmehørende selskaber heller ikke anses for at være ubetydelig med henvisning til deres generelle skattebyrde ( 120 ).

154.

Sammenfattet kan en skatteordning som den sardinske dermed fordreje konkurrencevilkårene som omhandlet i artikel 87, stk. 1, EF.

155.

Sammenfattende skal det konkluderes:

En regionallovgivning som den autonome region Sardiniens lovgivning, hvorefter skat på luftfartøjers og fritidsfartøjers mellemlandinger i turistmæssigt øjemed udelukkende pålægges selskaber med skattemæssigt hjemsted uden for denne region, udgør støtte som omhandlet i artikel 87, stk. 1, EF til fordel for selskaber, der udøver samme form for virksomhed og har skattemæssigt hjemsted inden for regionen.

156.

På ovenstående baggrund foreslår jeg Domstolen at besvare de af den italienske forfatningsdomstol forelagte spørgsmål således: