Retsforskrifter

De tyske bestemmelser

DSD’s fritagelsesordning, aftalen om brug af logoet og serviceaftalen

Direktiv 89/104/EØF

Tvistens baggrund

Den omtvistede beslutning

Retsforhandlingerne for Retten og den appellerede dom

Retsforhandlingerne for Domstolen

Om appellen

Om det første anbringende vedrørende tilsidesættelse af begrundelsespligten som følge af indbyrdes modstridende præmisser i den appellerede dom

Parternes argumenter

Domstolens bemærkninger

Om det andet anbringende vedrørende en urigtig gengivelse af aftalen om brug af logoet og andre dele af sagsakterne

Parternes argumenter

Domstolens bemærkninger

Det tredje anbringende vedrørende utilstrækkelig begrundelse, urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder og urigtig retsanvendelse vedrørende de med DGP-logoet forbundne eksklusive rettigheder

Parternes argumenter

Domstolens bemærkninger

Om det fjerde anbringende vedrørende overtrædelse af EF-varemærkeretten

Parternes argumenter

Domstolens bemærkninger

Om det femte anbringende vedrørende tilsidesættelse af artikel 82 EF

Parternes argumenter

Domstolens bemærkninger

Om det sjette anbringende vedrørende tilsidesættelse af artikel 3 i forordning nr. 17 og proportionalitetsprincippet

Parternes argumenter

Domstolens bemærkninger

Om det syvende anbringende vedrørende en rettergangsfejl

Parternes argumenter

Domstolens bemærkninger

Om det ottende anbringende vedrørende tilsidesættelse af det grundlæggende princip om, at retssager skal behandles inden for en rimelig tid

Parternes argumenter

Domstolens bemærkninger

Sagens omkostninger

1

Med sit appelskrift har Der Grüne Punkt — Duales System Deutschland GmbH (herefter »DSD«) nedlagt påstand om ophævelse af dom afsagt af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans den 24. maj 2007, Duales System Deutschland mod Kommissionen (sag T-151/01, Sml. II, s. 1607, herefter »den appellerede dom«), hvorved selskabet ikke fik medhold i sin påstand om annullation af Kommissionens beslutning 2001/463/EF af om en procedure i henhold til EF-traktatens artikel 82 (sag COMP D3/34493 — DSD) (EFT L 166, s. 1, herefter »den omtvistede beslutning«).

2

Den 12. juni 1991 vedtoges forordning om forebyggelse af produktion af emballageaffald (Verordnung über die Vermeidung von Verpackungsabfällen, BGBl. 1991 I, s. 1234), hvis ændrede version — der finder anvendelse i denne tvist — trådte i kraft den (herefter »emballageforordningen«). Denne forordning har til formål at mindske miljøbelastningen fra emballageaffald, og det pålægges med henblik herpå emballageproducenter og -distributører at tilbagetage og nyttiggøre brugt salgsemballage uden for det offentlige renovationssystem.

3

Producenter og distributører skal bl.a. vederlagsfrit tage den af emballageforordningen omfattede brugte emballage tilbage på eller i umiddelbar nærhed af leveringsstedet og nyttiggøre den (herefter »den individuelle ordning«). Forbrugeren skal ved hjælp af klart synlige og letlæselige skilte oplyses om denne mulighed.

4

Fritaget fra den individuelle forpligtelse til at tilbagetage og nyttiggøre brugt salgsemballage i henhold til forordningen er imidlertid producenter og distributører, som anvender en ordning, der sikrer, at der overalt i distributørens dækningsområde regelmæssigt afhentes brugt salgsemballage hos den endelige forbruger eller i nærheden af dennes hjemsted med henblik på nyttiggørelse af denne emballage (herefter »fritagelsesordningen«). Producenter og distributører, der anvender en fritagelsesordning, er fritaget fra tilbagetagelses- og nyttiggørelsespligten for så vidt angår al emballage, der er dækket af denne ordning, og de kan tilkendegive, at de deltager i denne ordning ved brug af mærkater eller på enhver anden passende måde. De kan ligeledes anføre oplysninger om denne deltagelse på emballagen eller benytte andre midler, såsom oplysning til kunderne på udsalgsstedet eller ved hjælp af en emballagen vedlagt meddelelse.

5

Fritagelsesordninger skal godkendes af de kompetente myndigheder i de omhandlede delstater. For at blive godkendt skal disse ordninger bl.a. dække et område, der omfatter mindst en delstat, sikre regelmæssig indsamling i nærheden af forbrugernes husstand og være støttet på skriftlige aftaler med de lokale kommuner, der er ansvarlige for affaldshåndtering. Enhver virksomhed, der opfylder disse betingelser i en delstat, er berettiget til dér at organisere en godkendt fritagelsesordning.

6

Siden den 1. januar 2000 har de individuelle ordninger og de producenter og distributører, der har valgt en fritagelsesordning, skullet overholde de samme genvindingskvoter. Disse kvoter, der fremgår af emballageforordningens bilag I, varierer alt efter hvilket materiale emballagen består af. Overholdelsen af indsamlings- og nyttiggørelsespligten sikres for så vidt angår den individuelle ordning gennem attester fra uafhængige eksperter og for så vidt angår fritagelsesordningen ved fremlæggelse af oplysninger angående de indsamlede og nyttiggjorte emballagemængder.

7

DSD er et selskab, som siden året 1991 har drevet en fritagelsesordning, der dækker hele det tyske område (herefter »DSD-ordningen«). I begyndelsen af 1993 godkendtes DSD i denne henseende af de kompetente myndigheder i alle de tyske delstater.

8

Forholdet mellem DSD og de producenter og distributører, der er tilsluttet DSD-ordningen, er reguleret af en standardaftale vedrørende brugen af logoet Der Grüne Punkt (herefter »aftalen« eller »aftalen om brug af logoet«). Ved indgåelse af denne aftale opnår den tilsluttede virksomhed tilladelse til, mod betaling af vederlag, at anbringe logoet Der Grüne Punkt (herefter »DGP-logoet«) på sin salgsemballage, som indgår i DSD-ordningen.

9

DSD har i 1991 ladet nævnte logo, som gengivet nedenfor, registrere som varemærke ved det tyske patent- og varemærkekontor:

10

DSD har i form af en generallicens overdraget retten til at udnytte DGP-logoet uden for Tyskland, bl.a. i De Europæiske Fællesskabers øvrige medlemsstater, til Packaging Recovery Organisation Europe SPRL (ProEurope) med hjemsted i Bruxelles (Belgien).

11

I Tyskland garanterer DSD i medfør af artikel 2 i aftalen om brug af logoet, at selskabet for den ordningen tilsluttede virksomheds (herefter »licenshaveren«) regning forestår indsamlingen, sorteringen og nyttiggørelsen af den del af virksomhedens brugte salgsemballage, som virksomheden vælger at lade behandle af DSD-ordningen, således at virksomheden fritages fra sine tilbagetagelses- og nyttiggørelsesforpligtelser med hensyn til den pågældende emballage. De tilsluttede virksomheder er med henblik herpå i henhold til det i nævnte aftales artikel 3, stk. 1, fastsatte forpligtede til at foretage anmeldelse af den emballage, som de ønsker behandlet ved hjælp af DSD-ordningen, og til at anbringe DGP-logoet på hver af disse emballagetyper, der er beregnet på brug i Tyskland.

12

Brugeren af DGP-logoet betaler i henhold til aftalen om brug af logoet, der var i kraft på tidspunktet for de faktiske omstændigheder i den foreliggende tvist, en afgift til DSD for al den emballage, der bærer dette logo, som brugeren distribuerer på det tyske område. I henhold til nævnte aftales artikel 4, stk. 1, kræver undtagelser herfra en særskilt skriftlig aftale. Det følger af samme aftales artikel 5, stk. 1, at der kræves betaling for al emballage, der bærer DGP-logoet, som brugeren af dette logo distribuerer på det tyske område.

13

Licensafgiftsbeløbet er fastsat med udgangspunkt i to faktorer, nemlig dels emballagens vægt og det materiale, den er fremstillet af, dels emballagens volumen eller overflade. Licensafgifterne beregnes i henhold til artikel 4, stk. 2 og 3, i aftalen om brug af logoet uden avancetillæg og skal udelukkende dække omkostningerne ved indsamling, sortering og nyttiggørelse samt hermed forbundne administrationsomkostninger.

14

Emballage forsynet med DGP-logoet kan indsamles enten i specielle beholdere, der er forskellige, alt efter om det drejer sig om metal, plast eller kompositmateriale, eller samles i containere i nærheden af de private husstande (særligt papir og glas), mens almindeligt køkkenaffald lægges i den offentlige renovationsordnings beholdere.

15

Derimod hverken indsamler eller nyttiggør DSD dog selv den brugte emballage, men benytter i den forbindelse lokale indsamlingsselskaber som underentreprenører. Forholdet mellem DSD og disse selskaber er reguleret af en standardaftale, der er blevet ændret ad flere omgange, og som har til formål at etablere og drive en ordning vedrørende indsamling og sortering af emballage (herefter »serviceaftalen«). I henhold til denne aftale, der er indgået mellem DSD og 537 lokale selskaber, råder hvert af disse selskaber over en eksklusiv ret til inden for et fastsat område at foretage indsamling af emballage for DSD’s regning. Når den er sorteret, transporteres denne emballage til et genanvendelsescenter med henblik på nyttiggørelse.

16

Serviceaftalen var genstand for Kommissionens beslutning 2001/837/EF af 17. september 2001 om en procedure i henhold til artikel 81 EF og EØS-aftalens artikel 53 (sag COMP/34493 — DSD, COMP/37366 — Hofmann + DSD, COMP/37299 — Edelhoff + DSD, COMP/37291 — Rethmann + DSD, COMP/37288 — ARGE og 5 andre + DSD, COMP/37287 — AWG og 5 andre + DSD, COMP/37526 — Feldhaus + DSD, COMP/37254 — Nehlsen + DSD, COMP/37252 — Schönmackers + DSD, COMP/37250 — Altvater + DSD, COMP/37246 — DASS + DSD, COMP/37245 — Scheele + DSD, COMP/37244 — SAK + DSD, COMP/37243 — Fischer + DSD, COMP/37242 — Trienekens + DSD, COMP/37267 — Interseroh + DSD) (EFT L 319, s. 1). Ved Rettens dom af , Duales System Deutschland mod Kommissionen (sag T-289/01, Sml. II, s. 1691), der ikke har været genstand for appel til Domstolen, fik DSD ikke medhold i den ved søgsmålet nedlagte påstand om annullation af beslutning 2001/837.

17

Følgende er fastsat i artikel 5, stk. 1, i Rådets første direktiv 89/104/EØF af 21. december 1988 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker (EFT 1989 L 40, s. 1):

»Det registrerede varemærke giver indehaveren en eneret. Indehaveren kan forbyde tredjemand, der ikke har hans samtykke, at gøre erhvervsmæssig brug af:

18

I samme direktivs artikel 8 er følgende fastsat:

»1.   Der kan gives licens til varemærket for alle eller en del af de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det er registreret, samt for en medlemsstats område som helhed eller for en del af dette. Licencen kan være en eksklusiv eller en ikke-eksklusiv licens.

2.   Indehaveren af et varemærke kan gøre de rettigheder, der er knyttet hertil, gældende over for en licenstager, der overtræder en af bestemmelserne i licensaftalen med hensyn til licensens gyldighedsperiode, den udformning, hvori varemærket må anvendes i henhold til registreringen, arten af de varer eller tjenesteydelser, for hvilke licensen er indrømmet, det område, inden for hvilket der må gøres brug af varemærket, eller kvaliteten af de af licenstageren fremstillede varer eller præsterede tjenesteydelser.«

19

Direktiv 89/104 er blevet ophævet ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/95/EF af 22. oktober 2008 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker (EUT L 299, s. 25), der trådte i kraft den . Henset til tidspunktet for de faktiske omstændigheder finder direktiv 89/104 dog anvendelse på nærværende tvist.

20

Den 2. september 1992 anmeldte DSD aftalen om brug af logoet og serviceaftalen til Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber med henblik på at opnå negativattest, subsidiært fritagelse.

21

Efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende den 27. marts 1997 (EFT C 100, s. 4) af den meddelelse, hvori Kommissionen tilkendegav, at den agtede at indtage en positiv holdning til de anmeldte aftaler, modtog denne bemærkninger fra interesserede tredjeparter bl.a. vedrørende forskellige aspekter af anvendelsen af aftalen om brug af logoet. Disse tredjeparter klagede især over den hævdede konkurrencefordrejning, der ville opstå, fordi de skulle betale dobbeltafgifter, hvis de på en og samme tid skulle deltage i DSD- ordningen og en anden tjenesteyders ordning.

22

Den 15. oktober 1998 afgav DSD over for Kommissionen en række tilsagn, som tog sigte på at undgå betaling af dobbeltafgifter fra emballageproducenter og -distributører, tilsluttet DSD-ordningen, i tilfælde af, at de deltager i en anden fritagelsesordning, der virker på regionalt plan. DSD forholdt sig navnlig til den situation, hvor der som alternativ til DSD-ordningen etableres fritagelsesordninger, som er begrænset til én eller flere delstater. I så fald vil ens udformet emballage fra samme distributør eller producent deltage i en af de nye ordninger i disse delstater og i DSD-ordningen i de øvrige delstater. DSD afgav i den henseende følgende tilsagn:

»Under forudsætning af, at der som alternativ til [DSD-ordningen] etableres ordninger på regionalt plan, som er formelt godkendt af de kompetente øverste delstatsmyndigheder efter emballageforordningen […], er [DSD] rede til at håndhæve [aftalen om brug af logoet] på en sådan måde, at licenshaverne får mulighed for at deltage i en sådan ordning med delmængder af deres emballage. Med hensyn til emballage, hvor det kan dokumenteres, at den er afleveret til en sådan alternativ ordning, opkræver [DSD] ingen licensafgift på grundlag af [aftalen om brug af logoet]. Det er en yderligere forudsætning for fritagelsen for forpligtelsen til at betale en licensafgift for emballage, der er forsynet med [DGP-logoet], at beskyttelsen af varemærket [DGP] ikke påvirkes.«

23

Den 3. november 1999 erklærede Kommissionen, at de tilsagn, DSD havde afgivet den , skulle udvides til at omfatte individuelle ordninger for behandling af delmængder af emballage og ikke være begrænset til kun at omfatte fritagelsesordninger.

24

Den 15. november 1999 rettede visse emballageproducenter en klage til Kommissionen. De gjorde gældende, at aftalen om brug af logoet udgjorde en hindring for etablering af en individuel ordning for tilbagetagelse af emballage. Det var klagernes opfattelse, at DSD misbruger en dominerende stilling, når der sker brug af logoet, uden at DSD faktisk leverer en tjenesteydelse i form af affaldsbehandling.

25

Ved skrivelse af 13. marts 2000 afgav DSD yderligere to tilsagn over for Kommissionen. Det ene af disse tilsagn vedrører det tilfælde, hvor emballageproducenter eller -distributører med hensyn til delmængder af emballage gør brug af en individuel indsamlingsordning og er tilsluttet DSD-ordningen for så vidt angår de resterende delmængder. I det tilfælde påtog DSD sig ikke at opkræve nogen licensafgift på grundlag af aftalen om brug af logoet for så vidt angår de delmængder af emballage, hvor det kan dokumenteres, at de er taget tilbage af den sidstnævnte ordning.

26

Den 3. august 2000 rettede Kommissionen en klagepunktsmeddelelse til DSD, der besvarede denne ved skrivelse af .

27

Den 20. april 2001 vedtog Kommissionen den omtvistede beslutning.

28

Det er i betragtning 20 til den omtvistede beslutning anført, at det fremgår af de tyske myndigheders bemærkninger, at det er tilladt at kombinere en individuel indsamlingsordning med en fritagelsesordning og kun deltage i en fritagelsesordning for så vidt angår tilbagetagelse af en del af den emballage, der er bragt i omsætning (herefter »de kombinerede ordninger«). Det er i betragtning 23 til nævnte beslutning ligeledes blevet fremhævet, at det fremgår af et svar fra de tyske myndigheder, at emballageforordningen ikke indebærer, at det kun er muligt at etablere én bestemt ordning. Lovgiver har således aldrig haft til hensigt, at der kun skal være mulighed for at etablere én enkelt ordning på forbundsplan eller i de enkelte delstater.

29

I betragtning 95 til den omtvistede beslutning er der ligeledes taget udgangspunkt i den af DSD ubestridte omstændighed, at selskabet har en dominerende stilling, der på tidspunktet for vedtagelse af den omtvistede beslutning udgjordes af den faktiske omstændighed, at det var det eneste selskab, som tilbød en fritagelsesordning, der dækkede hele det tyske område, og at DSD-ordningen forestod indsamling af ca. 70% af salgsemballagen i Tyskland og ca. 82% af den salgsemballage, der ender hos den private endelige forbruger i Tyskland.

30

Ifølge betragtning 100-102 til den omtvistede beslutning består misbruget af en dominerende stilling i, at den afgift, som DSD opkræver hos emballageproducenter og -distributører, der er tilsluttet DSD-ordningen, ikke blot afhænger af, hvorvidt ordningen anvendes effektivt, men beregnes på grundlag af antallet af emballageenheder, der bærer DGP-logoet, som bringes i omsætning i Tyskland af disse producenter og distributører. De producenter og distributører, der er tilsluttet DSD-ordningen, skulle anbringe DGP-logoet på al emballage, der er registreret som omfattet af DSD-ordningen og beregnet på at blive forbrugt i Tyskland. Det fremgik af Kommissionens undersøgelse, at metoden til beregning af den afgift, der betales til DSD, udgjorde en hindring for visse DSD-ordningen tilsluttede emballageproducenters ønske om at kunne anvende deres egen individuelle ordning eller en anden fritagelsesordning til håndtering af en del af den emballage, de bringer i omsætning.

31

Ifølge betragtning 103-107 til den omtvistede beslutning ville den af DSD foreslåede løsning, dvs. at give afkald på mærkning med DGP-logoet med hensyn til den emballage, som ikke er omfattet af DSD-ordningen, mislykkes på grund af de økonomiske realiteter. En sådan løsning ville forudsætte en selektiv mærkning af emballagen (med eller uden DGP-logoet), hvilket ville medføre betydelige meromkostninger. En sådan løsning ville endvidere kræve, at producenter og distributører, der benytter blandede ordninger, præcist vil skulle styre, at den emballage, der er forsynet med DGP-logoet, kun ender de steder, hvor DSD-ordningen står for indsamlingen, og at den emballage, som ikke er forsynet med dette logo, kun ender de steder, hvor de andre ordninger står for tilbagetagelsen, hvilket i praksis vil være umuligt. Når det endelig tages i betragtning, at den endelige forbruger i mange tilfælde først efter købet af det emballerede produkt, eventuelt først når det er brugt, tager stilling til, om han vil aflevere emballagen i en fritagelsesordning nærheden af husstanden eller returnere den til forretningen med henblik på at returnere den til en individuel ordning, er det umuligt at foretage en korrekt fordeling af den delmængde, der er forsynet med DGP-logoet, mellem den ene og den anden type indsamling.

32

I betragtning 111-115 til den omtvistede beslutning har Kommissionen vurderet, at virkningerne af misbruget af dominerende stilling er dobbelte. For det første indebærer den omstændighed, at afgiften udelukkende afhænger af, om DGP-logoet finder anvendelse, at DSD udsætter de virksomheder, der ikke gør brug af selskabets tjenesteydelse, eller som kun gør brug af denne tjenesteydelse for så vidt angår en del af emballagen, for urimelige priser og handelsvilkår. Som følge af den urimelig store forskel mellem omkostningen ved at levere tjenesteydelsen og DSD’s pris, er der tale om et tilfælde af misbrug af en dominerende stilling i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i artikel 82, stk. 2, litra a), EF. For det andet er det, henset til afgiftsordningen i aftalen om brug af logoet for de afgiftspligtige virksomheder, økonomisk uinteressant at deltage i en konkurrerende fritagelsesordning eller i en konkurrerende individuel indsamlingsordning, da der enten foruden godtgørelsen til konkurrenten vil skulle betales en licensafgift til DSD, eller det vil være nødvendigt at etablere adskilte emballage- og distributionslinjer. Licensafgiftsordningen gør det dermed vanskeligere for konkurrenter til DSD-ordningen at få adgang til markedet.

33

I betragtning 143-153 til den omtvistede beslutning har Kommissionen bemærket, at konstateringen af et misbrug af dominerende stilling ikke svækkes af nødvendigheden af at bevare DGP-logoets særpræg. Hvad dette angår er det i den omtvistede beslutning anført, at logoets væsentligste funktion er opfyldt, hvis det over for forbrugeren angiver, at emballagen kan behandles af DSD.

34

I betragtning 155-160 til nævnte beslutning har Kommissionen bemærket, at misbruget af en dominerende stilling, der består i de omtvistede vilkår for den aftalemæssige afgift, kan påvirke samhandelen mellem medlemsstater mærkbart, når henses til de omstændigheder, hvorunder tilbagetagelse og nyttiggørelse finder sted i Tyskland og i fællesmarkedet.

35

Som konklusion på Kommissionens bedømmelse af sagen i henhold til artikel 82 EF er den omtvistede beslutnings artikel 1 affattet på følgende måde:

»Ved i henhold til [aftalen om brug af logoets] § 4, stk. 1, første punktum, og § 5, stk. 1, første punktum, at kræve betaling af en licensafgift for den samlede mængde af den salgsemballage, der bringes på markedet i Tyskland med varemærket [DGP], udviser [DSD] en adfærd, der er uforenelig med fællesmarkedet i de tilfælde, hvor de i henhold til emballageforordningen tilbagetagelsespligtige virksomheder:

36

Efter at have konstateret, at der foreligger et misbrug af en dominerende stilling, har Kommissionen i betragtning 161-167 til den omtvistede beslutning og i beslutningens artikel 2-7 i medfør af artikel 3, stk. 1, i Rådets forordning nr. 17 af 6. februar 1962: Første forordning om anvendelse af bestemmelserne i [artikel 81 EF] og [82 EF] (EFT 1959-1962, s. 81), fastsat, hvorledes DSD skal bringe den konstaterede overtrædelse til ophør.

37

Den vigtigste af de DSD pålagte foranstaltninger forpligter sidstnævnte til ikke at opkræve en licensafgift for delmængder af salgsemballage, der markedsføres i Tyskland med DGP-logoet, og for hvilke anvendelse af tjenesteydelsen vedrørende behandling af affald ikke finder sted, når det kan dokumenteres, at forpligtelserne ifølge emballageforordningen opfyldes på anden vis. Denne foranstaltning, der er fastsat i den omtvistede beslutnings artikel 3, er formuleret således:

»DSD skal over for alle parter i varemærkeaftalen forpligte sig til ikke at opkræve en licensafgift for delmængder af salgsemballage, der markedsføres i Tyskland med varemærket [DGP], og for hvilke der ikke gøres brug af fritagelsesydelsen i henhold til [aftalen om brug af logoets] § 2, når det kan dokumenteres, at forpligtelserne ifølge emballageforordningen opfyldes på anden vis.

Forpligtelsen i henhold til stk. 1 træder i stedet for en undtagelsesordning efter [aftalen om brug af logoets] § 4, stk. 1, andet punktum.«

38

Endvidere har Kommissionen i den anfægtede beslutnings artikel 5 anført kravene til dokumentation i disse typetilfælde som følger:

»1.   Som dokumentation for, at forpligtelserne ifølge emballageforordningen opfyldes på anden vis i overensstemmelse med artikel 3 og 4, er det i tilfælde af en delvis eller fuldstændig deltagelse i en konkurrerende fritagelsesordning tilstrækkeligt, at systemoperatøren bekræfter, at den pågældende emballagemængde er omfattet af den konkurrerende ordning.

2.   I tilfælde af en delvis eller fuldstændig deltagelse i en individuel indsamlingsordning er det tilstrækkeligt, at der efterfølgende forelægges en erklæring fra en uafhængig ekspert om, at tilbagetagelses- og nyttiggørelseskravene er opfyldt med hensyn til den pågældende emballagemængde. Denne erklæring kan udstedes for den enkelte producent, henholdsvis distributør, eller for en individuel indsamlingsordning.

[…]

4.   Uanset hvilken version af emballageforordningen der er tale om, er det med hensyn til den dokumentation, der skal forelægges for DSD, under alle omstændigheder tilstrækkeligt, at erklæringen bekræfter, at aftalepartneren har opfyldt tilbagetagelses- og nyttiggørelseskravene, i relation til en bestemt emballagemængde.

[…]«

39

Følgende er fastsat i den omtvistede beslutnings artikel 4:

»1.   Med hensyn til emballage, som i en anden medlemsstat er omfattet af en indsamlings- og nyttiggørelsesordning med [DGP-]mærket, og som markedsføres med mærket i det område, hvor emballageforordningen gælder, må DSD ikke opkræve en licensafgift, når det kan dokumenteres, at forpligtelserne ifølge emballageforordningen opfyldes på anden vis end gennem deltagelse i den af DSD etablerede ordning […].

[…]«

40

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 5. juli 2001 har DSD anlagt søgsmål med påstand om annullation af den omtvistede beslutning.

41

Ved særskilt dokument indleveret til Rettens Justitskontor samme dag indgav DSD i medfør af artikel 242 EF ligeledes en begæring om udsættelse af gennemførelsen af denne beslutnings artikel 3 samt dens artikel 4-7, for så vidt som disse henviser til nævnte artikel 3, indtil Retten havde truffet afgørelse i hovedsagen.

42

Ved kendelse af 15. november 2001, Duales System Deutschland mod Kommissionen (sag T-151/01 R, Sml. II, s. 3295), tog Rettens præsident ikke nævnte begæring om udsættelse af gennemførelsen af den anfægtede beslutning til følge.

43

Ved kendelse af 5. november 2001 tillod Retten virkomhederne Vfw AG (nu Vfw GmbH, herefter »Vfw«), Landbell AG für Rückhol-Systeme (herefter »Landbell«) og BellandVision GmbH (herefter »BellandVision«) at intervenere til støtte for Kommissionens påstande. Disse virksomheder, der er konkurrenter til DSD, har afgivet interventionsindlæg den .

44

Det sidste processkrift blev indgivet den 27. maj 2002. Parterne blev underrettet om afslutningen af den skriftlige forhandling den .

45

I løbet af juni måned 2006 besluttede Retten at indlede den mundtlige forhandling. Som led i foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse stillede den en række spørgsmål til parterne til mundtlig besvarelse under retsmødet. Disse spørgsmål vedrørte de forskellige faser i processen vedrørende indsamling og nyttiggørelse af emballage og de betingelser, hvorunder der kan antages at foreligge konkurrence mellem individuelle ordninger og fritagelsesordninger. Retten har ligeledes opfordret Kommissionen til at fremlægge et dokument, som de tyske myndigheder har indgivet inden for rammerne af den administrative procedure. Den 26. juni 2006 fremsendte Kommissionen dette dokument.

46

Parterne har afgivet mundtlige indlæg og besvaret spørgsmål fra Retten under retsmødet den 11. og 12. juli 2006.

47

Ved den appellerede dom frifandt Retten Kommissionen og tilpligtede DSD at bære sine egne omkostninger og betale Kommissionens, Landbells og BellandVisions omkostninger, herunder omkostningerne i sagen om foreløbige forholdsregler. Retten tilpligtede Vfw, der ikke havde nedlagt påstand om, at DSD tilpligtedes at betale sagens omkostninger, at bære sine egne omkostninger, herunder omkostningerne i sagen om foreløbige forholdsregler.

48

DSD havde gjort tre anbringender gældende vedrørende, for det første, tilsidesættelse af artikel 82 EF, for det andet, tilsidesættelse af artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 17 samt proportionalitetsprincippet og, for det tredje, tilsidesættelse af artikel 86, stk. 2, EF.

49

Med det første anbringende gjorde DSD gældende, at de omtvistede bestemmelser i aftalen om brug af logoet havde været nødvendige for at sikre opfyldelsen af emballageforordningens formål, der består i, at varemærket Der Grüne Punkts (herefter »varemærket DGP«) forskellige funktioner bevares, og at DSD-ordningen er velfungerende.

50

Som svar på forskellige argumenter fremført af DSD inden for rammerne af dette anbringende har Retten bl.a. i den appellerede doms præmis 139 og 154 fastslået, at det var muligt for en producent eller distributør at anvende kombinerede ordninger for at iagttage de fastsatte genvindingskvoter:

[…]

51

Retten har ligeledes i den appellerede doms præmis 156 fastslået, at »den omstændighed, at [DGP-logoet] og angivelsen på en »passende måde« af en anden fritagelsesordning […] optræder på samme emballage i tilfælde af samtidig anvendelse af to forskellige fritagelsesordninger, og den omstændighed, at der på samme emballage er anbragt [DGP-logoet] og en angivelse af muligheden for returnering i butikken, i tilfælde af samtidig anvendelse af DSD-ordningen og en individuel ordning, [ikke] udgør […] et indgreb i DSD’s varemærkes væsentligste funktion«.

52

I dommens præmis 163 har Retten tilføjet, at »for så vidt angår argumenterne vedrørende nødvendigheden af at sikre, at DSD-ordningen er velfungerende […] påvirkes [denne ikke] i tilfælde af blandede ordninger. Det gælder under alle omstændigheder, at nødvendigheden af, at DSD-ordningen er velfungerende, ikke kan begrunde den af sagsøgeren udviste adfærd, der er kvalificeret i dommene BäKo, afsagt af Bundesgerichtshof, og Hertzel, afsagt af Oberlandesgericht Düsseldorf, hvortil Kommissionen henviser […], i de forskellige klager, rettet til Kommissionen […] og i det standpunkt, DSD oprindelig præsenterede i stævningen […], hvorefter sagsøgeren stiller krav om betaling af en afgift for den samlede mængde emballage med [DGP-logoet], der bringes i omsætning i Tyskland, selv om det godtgøres, at en del af denne emballage er blevet tilbagetaget og nyttiggjort af en anden fritagelsesordning eller en individuel ordning.«

53

Retten har i dommens præmis 164 konkluderet, at »hverken emballageforordningen, varemærkeretten eller nødvendigheden af at sikre, at DSD-ordningen er velfungerende, berettiger [DSD] til at kræve, at de virksomheder, der anvender DSD-ordningen, skal betale en afgift for al emballage, der bærer [DGP-logoet], og som bringes i omsætning i Tyskland, når disse virksomheder godtgør, at de kun anvender DSD-ordningen for så vidt angår en del af denne emballage«.

54

Med det andet anbringende gjorde DSD gældende, at en ordning vedrørende selektiv mærkning af emballage alt efter den benyttede ordning ville være mere passende end den i den omtvistede beslutning fastsatte forpligtelse. Denne beslutnings artikel 3 og 4 var uforholdsmæssige, eftersom de forpligtede DSD til at meddele tredjemand en licens.

55

Retten har forkastet dette anbringende. Den har i den appellerede doms præmis 176 fastslået, at »den omstændighed, at det teoretisk set er muligt selektivt at anbringe [DGP-logoet] på emballage, ikke kan medføre, at de [inden for rammerne af den omtvistede beslutning fastsatte] foranstaltninger annulleres, eftersom denne løsning er mere omkostningskrævende og vanskeligere at anvende for emballageproducenterne og -distributørerne end de foranstaltninger, der er fastsat i [nævnte beslutnings] artikel 3-5«.

56

Retten har i den appellerede doms præmis 181 ligeledes anført, at de i den omtvistede beslutning fastsatte forpligtelser ikke havde til formål at »pålægge DSD at meddele en tidsubegrænset licens til brug af [DGP-logoet], men blot at forpligte DSD til ikke at opkræve afgiften for al den emballage, der bærer [dette logo], når det godtgøres, at den samlede mængde eller en delmængde af denne emballage er blevet tilbagetaget og nyttiggjort ved hjælp af en anden ordning«.

57

Retten har i den appellerede doms præmis 196 bemærket, at den omtvistede beslutning skulle fortolkes således, at den ikke udelukker muligheden for, at DSD kan kræve en passende afgift for den blotte brug af varemærket i den situation, hvor det godtgøres, at emballage, der bærer nævnte logo, er blevet tilbagetaget og nyttiggjort gennem en anden ordning.

58

Til støtte for denne konstatering har Retten i den appellerede doms præmis 193 og 194 anført følgende:

59

Med det tredje anbringende gjorde DSD gældende, at en overtrædelse af artikel 82 EF var udelukket, eftersom selskabet havde fået overdraget at udføre en tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i artikel 86, stk. 2, EF, nemlig forvaltning af affald af miljømæssige hensyn.

60

Retten har i den appellerede doms præmis 208 anført, at selv hvis DSD havde fået overdraget at udføre en sådan tjenesteydelse, er det ikke godtgjort, at der som følge af den anfægtede beslutning foreligger en risiko for, at udførelsen af denne opgave undergraves.

61

DSD har indgivet appelskriftet den 8. august 2007.

62

Ved dokument indleveret til Domstolens Justitskontor den 16. november 2007 har Interseroh Dienstleistungs GmbH (herefter »Interseroh«), der siden 2006 har drevet en fritagelsesordning, der dækker hele det tyske område, fremsat begæring om tilladelse til at intervenere til støtte for Kommissionens påstande. Ved kendelse afsagt af Domstolens præsident af blev der givet tilladelse til denne intervention.

63

DSD har nedlagt følgende påstande:

64

Kommissionen, Vfw, Landbell, BellandVision og Interseroh har nedlagt følgende påstande:

65

Ifølge DSD har Retten tilsidesat sin pligt til at begrunde den appellerede dom, idet den har foretaget indbyrdes modstridende konstateringer vedrørende det angivelige misbrug af dominerende stilling.

66

Til støtte for dette anbringende har DSD foretaget en sammenligning mellem den måde, hvorpå nævnte misbrug er blevet beskrevet af Kommissionen i betragtning 101, 102, 111 og 115 til den omtvistede beslutning, som gengivet af Retten i den appellerede doms præmis 48, 50, 58, 60, 119, 163 og 164 og de i sidstnævnte doms præmis 194 anførte grunde.

67

For det første har Retten støttet sig på den faktiske omstændighed, at DSD kræver af de virksomheder, der godtgør, at de enten ikke anvender selskabets ordning eller kun anvender den for så vidt angår en del af den salgsemballage, der bærer DGP-logoet, at de betaler den fulde skyldige afgift i henhold til aftalen om brug af logoet.

68

For det andet har Retten i den appellerede doms præmis 194 overvejet, at DSD for så vidt angår emballage, der ikke er omfattet af DSD-ordningen, ikke nødvendigvis kræver den faktiske pris for levering af tjenesteydelsen vedrørende indsamling og nyttiggørelse. Disse af Retten foretagne konstateringer er imidlertid åbenbart indbyrdes modstridende.

69

Kommissionen har bemærket, at afgiften har til formål at dække udgifterne til indsamling, sortering og nyttiggørelse samt administrationsudgifter og således ikke udgør en modydelse for brug af varemærket. Den omtvistede beslutning og den appellerede dom vedrørte derfor ikke spørgsmålet om en afgift for brug af varemærket DGP.

70

Vfw, Landbell og BellandVision anfægter ligesom Kommissionen, at den af DSD påberåbte selvmodsigelse skulle foreligge. Den appellerede doms præmis 194 har intet med Rettens konstateringer vedrørende misbrug af dominerende stilling at gøre. Den vedrører udelukkende spørgsmålet, om den blotte anbringelse af DGP-logoet på emballage kan have en pris, selv når DSD ikke leverer nogen tjenesteydelse vedrørende bortskaffelse af affald.

71

I henhold til fast retspraksis er spørgsmålet, om begrundelsen for en dom afsagt af Retten er selvmodsigende, et retsspørgsmål, der som sådan kan rejses under en appelsag (jf. bl.a. dom af 17.12.1998, sag C-185/95 P, Baustahlgewebe mod Kommissionen, Sml. I, s. 8417, præmis 25, af , forenede sager C-403/04 P og C-405/04 P, Sumitomo Metal Industries og Nippon Steel mod Kommissionen, Sml. I, s. 729, præmis 77, og af , forenede sager C-120/06 P og C-121/06 P, FIAMM m.fl. mod Rådet og Kommissionen, Sml. I, s. 6513, præmis 90).

72

I denne sag er det DSD’s opfattelse, at der foreligger en modsætning mellem den i den appellerede doms præmis 194 foretagne konstatering og de af Rettens konstateringer, hvorved den har fastslået forekomsten af det af Kommissionen beskrevne misbrug af dominerende stilling.

73

Således som det fremgår af den appellerede doms præmis 193 og 194, vedrører disse præmisser den omstændighed, at DSD som følge af de af Kommissionen i den omtvistede beslutning pålagte forpligtelser ikke længere må opkræve den i aftalen om brug af logoet fastsatte afgift for emballage, som selskabet er blevet underrettet om, som bærer DGP-logoet, og hvorom det er godtgjort, at den er blevet tilbagetaget og nyttiggjort gennem DSD-ordningen.

74

I nævnte doms præmis 194 har Retten konstateret, at det på trods af denne omstændighed ikke kan udelukkes, at producenter og distributører af sådan emballage skal betale et beløb til DSD som modydelse for den blotte anbringelse af logoet på emballagen, eftersom denne anbringelse indebærer, at DSD-ordningen stilles til rådighed for forbrugeren og således udgør en udnyttelse af varemærket DGP, der kan have en pris.

75

Således som Retten selv har præciseret i samme præmis, er det beløb, som DSD eventuelt kunne oppebære som modydelse for anbringelsen af varemærket DGP, forskellig fra den afgift, der skal betales for den emballage, der faktisk er blevet tilbagetaget og nyttiggjort af DSD i henhold til aftalen om brug af logoet.

76

Det følger for det første heraf, at Retten i den appellerede doms præmis 194 ikke har konstateret, at DSD kunne modtage et beløb svarende til prisen for tjenesteydelsen vedrørende indsamling og nyttiggørelse som modydelse for blot at stille sin ordning til rådighed.

77

Det følger for det andet heraf, at den appellerede doms præmis 194 vedrører konsekvenserne af de foranstaltninger, der er fastsat i den omtvistede beslutning, og ikke konstateringen af misbrug af dominerende stilling. Den har alene til formål at konstatere, at den omtvistede beslutning i modsætning til, hvad DSD havde gjort gældende for Retten, ikke medfører, at det bliver umuligt for DSD at oppebære betaling i forbindelse med den blotte anbringelse af varemærket DGP på emballage.

78

Derfor bør den af DSD påberåbte indbyrdes modsigelse ikke betragtes som begrundet, og det første anbringende bør følgelig forkastes.

79

DSD har bemærket, at tvistens kerne udgøres af den i betragtning 111 til den omtvistede beslutning foretagne konstatering, hvorefter »DSD påtvinger aftaleparterne urimelige priser i de tilfælde, hvor mængden af emballage, der er forsynet med [DGP-]mærket, er større end den mængde emballage, [vedrørende hvilken] der gøres brug af fritagelsesydelsen«. Retten konstaterede i denne forbindelse, at DSD i medfør af aftalen om brug af logoet meddeler en enkeltstående licens for brug af DGP-logoet, dvs. en licens for mærkning af salgsemballage, for hvilken DSD-ordningen ikke benyttes.

80

Denne konstatering udgjorde en fordrejning af aftalen om brug af logoet, da denne aftale kun giver en ret til at bruge DGP-logoet i forbindelse med opfyldelsen af de forpligtelser, som følger af emballageforordningen.

81

Denne konstatering udgør endvidere en urigtig gengivelse af andre af sagens akter. DSD har i den henseende bemærket, at det fremgår af selve korrespondancen mellem DSD og Kommissionen under den administrative procedure, at DSD ikke meddelte en licens i det af Retten angivne omfang, men at selskabet blot nægtede at godtage Kommissionens forslag om at acceptere, at emballage bestemt til konkurrerende ordninger kunne bære DGP-logoet.

82

Endvidere udgør den af Retten foretagne konstatering vedrørende en »enkeltstående licens« en urigtig gengivelse af de af sagens akter, som Retten selv udtrykkeligt støttede sig på i bl.a. den appellerede doms præmis 163, såsom visse domme afsagt af tyske domstole og de klager, der var indbragt for Kommissionen.

83

Ifølge Kommissionen, Vfw, Landbell, BellandVision og Interseroh har Retten helt enkelt ikke foretaget konstateringen vedrørende en »enkeltstående licens«, således som DSD hævder.

84

Vfw, Landbell og BellandVision mener endvidere, at dette anbringende bør afvises, for så vidt som DSD kun kan støtte sin appel på Rettens tilsidesættelse af retsregler og ikke på en angiveligt urigtig bedømmelse af de faktiske omstændigheder.

85

I modsætning til, hvad Vfw, Landbell og BellandVision har anført, kan dette anbringende vedrørende urigtig gengivelse af aftalen om brug af logoet og andre dele af sagsakterne antages til realitetsbehandling.

86

Den fejl, som DSD kritiserer Retten for, vedrører urigtig gengivelse af omfanget af den i henhold til aftalen om brug af logoet meddelte licens.

87

Som anført i denne doms præmis 11 har aftalen om brug af logoet til formål at gøre det muligt for DSD’s medkontrahenter at blive fritaget fra tilbagetagelses- og nyttiggørelsesforpligtelsen med hensyn til emballage, som de giver DSD underretning om. Det er i denne henseende fastsat i aftalen, at virksomheder, der deltager i DSD-ordningen, skal anbringe DGP-logoet på al emballage, som DSD er blevet underrettet om, og som er beregnet på brug i Tyskland.

88

Det følger heraf, at den licens til brug af logoet, der er meddelt DSD’s kunder, vedrører anbringelse af DGP-logoet på al emballage, som DSD er underrettet om, og som er beregnet på brug i Tyskland.

89

Således som det bl.a. fremgår af den omtvistede beslutnings artikel 1, består det af Kommissionen konstaterede misbrug af dominerende stilling i den omstændighed, at der i henhold til aftalen om brug af logoet kræves betaling af en licensafgift for den samlede mængde af den salgsemballage, som DSD er underrettet om, selv når det er godtgjort, at dele heraf tilbagetages og nyttiggøres gennem konkurrerende fritagelsesordninger eller individuelle indsamlingsordninger.

90

Det skal konstateres, at Retten ikke har foretaget urigtig gengivelse af disse dele af sagsakterne.

91

Således bemærkede Retten i den appellerede doms præmis 141 med rette, at »kun de bestemmelser i aftalen om brug af logoet, der omhandler afgiften, er blevet kvalificeret som et misbrug i den [omtvistede] beslutning, [og at den nævnte] beslutning [således ikke] kritiserer […] den omstændighed, at [nævnte aftale] pålægger den producent eller distributør, der ønsker at benytte DSD-ordningen, at anbringe [DGP-logoet] på [al den emballage], der er beregnet på brug i Tyskland«.

92

Hvad angår det specifikke spørgsmål om omfanget af den i henhold til aftalen om brug af logoet meddelte licens har DSD ikke været i stand til at identificere de passager i den appellerede dom, hvor Retten skulle have foretaget en urigtig gengivelse af omfanget af denne licens. Med hensyn til de afsnit, der indeholder den faktiske og retlige bedømmelse, som Retten har foretaget, har DSD inden for rammerne af dette anbringende begrænset sig til at nævne den appellerede doms præmis 119, 163 og 164, hvori Retten har gengivet indholdet af den omtvistede beslutning og konstateret, at Kommissionen uanset DSD’s argumenter angående nødvendigheden af at sikre, at selskabets ordning er velfungerende, med rette havde konstateret, at det udgjorde et misbrug at stille krav om betaling af en afgift for den samlede mængde emballage, hvorom der var givet underretning til DSD, og hvorpå DGP-logoet var anbragt, selv om det var blevet godtgjort, at en del af denne emballage var blevet tilbagetaget og nyttiggjort af en anden fritagelsesordning eller en individuel ordning.

93

Det følger heraf, at det andet anbringende ligeledes bør forkastes.

94

Ifølge DSD er den konstatering, der er anført i den appellerede doms præmis 161, hvorefter DGP-logoet ikke er omfattet af den af selskabet fremførte eksklusivitet, således at det ikke kunne begrænse tildelingen af licens til kun at omfatte emballage, der behandles af selskabets ordning, utilstrækkeligt begrundet. Den nævnte konstatering er i det væsentlige baseret på Rettens konklusioner i den appellerede doms præmis 130 ff. samt på parternes indlæg og svar under retsmødet, uden at det er muligt at fastslå, hvad der var den egentlige genstand for denne kontradiktoriske debat mellem parterne.

95

Endvidere var den i den appellerede doms præmis 139 foretagne konstatering, hvorefter »emballageproducenten eller -distributøren til DSD ikke overfører et bestemt antal stykker emballage, som er beregnet til at være mærket med [DGP-logoet], men snarere overfører en materialemængde, som denne producent eller distributør vil bringe i omsætning i Tyskland, og hvis tilbagetagelse og nyttiggørelse denne således agter at betro DSD-ordningen«, i åbenbar strid med bestemmelserne i aftalen om brug af logoet vedrørende registrering og tildeling af licenser, med bestemmelserne i emballageforordningen om at blive befriet for tilbagetagelsesforpligtelsen, med gennemsigtighedskravet i nævnte forordning og endelig med kravet i henhold til varemærkeretten om, at emballage, der er omfattet af DSD-ordningen, skal kunne identificeres.

96

Ligeledes udgør den appellerede doms præmis 129 og 154, hvorefter emballage, der er betroet DSD, samtidig kan være omfattet af en anden affaldsbehandlingsordning, en urigtig gengivelse af sagsakterne, herunder bl.a. emballageforordningen.

97

Nævnte doms præmis 137, hvorefter en distributør, der har været tilsluttet en fritagelsesordning, efterfølgende kan opfylde sin tilbagetagelses- og nyttiggørelsesforpligtelse selv og omvendt, udgør også en urigtig gengivelse af emballageforordningen. Ifølge denne forordning indebærer tilslutning til en fritagelsesordning, at affaldsbehandlingsforpligtelserne afløftes. For så vidt angår emballage, der er omfattet af en fritagelsesordning, er det således ikke muligt efterfølgende at anvende en individuel indsamlingsordning.

98

De af Retten foretagne konstateringer er endvidere uforenelige med varemærkeretten. Den af Retten beskrevne situation, hvor emballage, som ikke blev behandlet under DSD-ordningen, kunne bære DGP-logoet, ville berøve dette logo dets særpræg. DSD har fremhævet, at dette logo i dets egenskab af registreret varemærke udelukkende henviser til selskabets ordning og dermed til dets tjenesteydelser.

99

Kommissionen har gjort gældende, at Retten i de præmisser i den appellerede doms, der kritiseres af DSD, har redegjort for den gennemgang, den har foretaget vedrørende DGP-logoets særpræg og de kombinerede ordningers funktion, dvs. kombinationen af DSD-ordningen og en anden fritagelsesordning eller en individuel indsamlingsordning.

100

Med hensyn til den appellerede doms præmis 154 er det Kommissionens opfattelse, at Retten på dette punkt med rette har godtaget den tyske regerings erklæringer om, at den samme emballage på samme tid kan være omfattet af flere ordninger. DSD tillægger fejlagtigt emballageforordningen en tilgang, der er centreret om individuel emballage, hvilken tilgang ikke svarer til de økonomiske vilkår, som de blandede løsninger indgår i.

101

For så vidt angår den appellerede doms præmis 137 har Kommissionen bemærket, at denne udgør et obiter dictum vedrørende gennemførelse af eventuelle korrektionsmekanismer i tilfælde af manglende opfyldelse af genvindingskvoterne. Endvidere er DSD’s kritik af nævnte præmis under alle omstændigheder ubegrundet.

102

For så vidt angår den appellerede doms præmis 161 har Kommissionen anført, at DGP-logoet alene udgør en angivelse af muligheden for, at emballagen kan tilbagetages og nyttiggøres af DSD. Den har bemærket, at dette logo er beregnet til at oplyse de erhvervsdrivende og de endelige forbrugere om, at emballage, hvorpå det er anbragt, kan behandles ved hjælp af DSD-ordningen.

103

Ifølge Vfw er det med urette, når DSD hævder, at emballage ikke kan være omfattet af to forskellige ordninger.

104

Landbell og BellandVision har gjort gældende, at dette anbringende er åbenbart ubegrundet, for så vidt som det herved søges at retfærdiggøre misbruget af en dominerende stilling ved henvisning til emballageforordningen og varemærkeretten. I modsætning til, hvad DSD har gjort gældende, er blandede ordninger tilladt, således som den tyske regering endvidere har erklæret.

105

Ifølge Interseroh har DSD foretaget en urigtig gengivelse af emballageforordningen, idet selskabet har anført, at tjenesteydelsen bestående i at overtage ansvaret for affaldsbehandlingsforpligtelserne henviser til et specifikt stykke emballage.

106

Det skal indledningsvis konstateres, at DSD’s argumenter, hvorefter anbringelse af DGP-logoet på emballage, som ikke behandles af selskabets ordning, udgør en overtrædelse af varemærkeretten, i det væsentlige er de samme som dem, der er gjort gældende som det fjerde anbringende. De vil derfor blive behandlet i forbindelse med sidstnævnte anbringende.

107

Med hensyn til den resterende del af dette anbringende har DSD i det væsentlige gjort gældende, at de af Retten i den appellerede doms præmis 139, 154 og 161 foretagne konstateringer er utilstrækkeligt begrundede og udgør en urigtig gengivelse af visse dele af sagsakterne.

108

I den appellerede doms præmis 139 har Retten udledt af de i nævnte doms præmis 129-138 anførte oplysninger og betragtninger, at det er muligt for emballageproducenter og -distributører at anvende kombinerede ordninger for at frigøre sig fra deres forpligtelser med hensyn til indsamling og nyttiggørelse i henhold til emballageforordningen.

109

Således som det fremgår af bl.a. den appellerede doms præmis 129 og 154, vedrører denne af Retten foretagne konstatering angående kombinerede ordninger den faktiske omstændighed, der er bestridt af appellanten, at emballage, der betros DSD, og som bærer DGP-logoet, samtidig kan være omfattet af en anden tilbagetagelses- og nyttiggørelsesordning end DSD-ordningen.

110

Det følger utvetydigt af de grunde, der er angivet i den appellerede doms præmis 131-138, at Retten har støttet sin argumentation på den betragtning, at spørgsmålet om, hvorvidt emballage bærer DGP-logoet eller ej, ikke er afgørende. Ifølge Retten er det eneste væsentlige, at de materialemængder, der skal nyttiggøres, og som bringes i omsætning af producenten eller distributøren, faktisk bliver tilbagetaget og nyttiggjort, og at de i forordningen fastsatte genvindingskvoter således opfyldes.

111

I denne forbindelse har Retten i den appellerede doms præmis 137 som eksempel anført indsamling og nyttiggørelse af plastaffald fra en fast food-restaurationskæde.

112

Således som Kommissionen med rette har påpeget, udgør nævnte præmis 137 et obiter dictum. Med henblik på den gennemgang, der skal foretages under appellen, er det den af Retten i den appellerede doms præmis 139, 154 og 161 foretagne konstatering, hvorefter der ikke foreligger nogen eksklusivitetsforbindelse mellem den med DGP-logoet mærkede emballage og DSD’s tjenesteydelser vedrørende tilbagetagelse og nyttiggørelse, der har betydning.

113

For det første har Retten foretaget en tilstrækkelig angivelse af de grunde, der har ført den til at drage denne konklusion.

114

Det bemærkes i denne henseende, at det ikke i medfør af begrundelsespligten påhviler Retten i sin fremstilling udtømmende og et for et at behandle alle de argumenter, der er fremført af parterne i sagen, og at begrundelsen således kan fremgå indirekte, forudsat at de berørte parter kan få kendskab til begrundelsen for, at Retten ikke har godtaget deres argumenter, og således, at Domstolen kan råde over de oplysninger, der er nødvendige for, at den kan udøve sin prøvelsesret (jf. bl.a. dom af 7.1.2004, forenede sager C-204/00 P, C-205/00 P, C-211/00 P, C-213/00 P, C-217/00 P og C-219/00 P, Aalborg Portland m.fl. Kommissionen, Sml. I, s. 123, præmis 372, og af , sag C-167/06 P, Komninou mfl. mod Kommissionen, Sml. I, præmis 22, samt dommen i sagen FIAMM m.fl. mod Rådet og Kommissionen, præmis 96).

115

Der er i den appellerede dom taget udførligt stilling til den af DSD fremførte argumentation vedrørende den med DGP-logoet angiveligt forbundne eksklusivitet, hvilket gør det muligt for Domstolen at udøve sin prøvelsesret. Retten har i den appellerede doms præmis 131-138 og 150-154 udførligt anført grundene til, at den lagde til grund, at emballageforordningen og andre i sagsakterne foreliggende oplysninger gjorde det muligt at konkludere, at emballage forsynet med DGP-logoet ikke nødvendigvis udelukkende er omfattet af DSD-ordningen.

116

Det skal for det andet bemærkes, at de af Retten foretagne konstateringer i modsætning til, hvad DSD har gjort gældende, ikke udgør en urigtig gengivelse af hverken emballageforordningen eller aftalen om brug af logoet.

117

Det er i den henseende tilstrækkeligt at konstatere, at DSD ikke har identificeret bestemmelser eller afsnit i emballageforordningen, hvoraf det ville følge, at hvert enkelt stykke emballage kun kan behandles af en ordning, og at emballage, der bærer DGP-logoet, derfor nødvendigvis skal behandles af DSD-ordningen. Selskabet har heller ikke godtgjort, at aftalen om brug af logoet indeholder angivelser i den retning.

118

Hvad endelig angår kravet om gennemsigtighed har DSD ikke fremlagt nogen konkrete beviser på, at den fortolkning, som Kommissionen og Retten har foretaget, der er anført i den appellerede doms præmis 154, hvorefter det skal være gennemskueligt for forbrugerne og myndighederne, hvilken emballage der er omfattet af tilbagetagelsesforpligtelsen på eller i umiddelbar nærhed af salgsstedet, og hvilken emballage der ikke er det, udgør en urigtig gengivelse af dele af sagsakterne. Selskabet har endvidere ikke godtgjort, at anbringelsen af DGP-logoet på emballage, der behandles af en anden ordning end DSD’s, ville være i strid med denne gennemsigtighedsforpligtelse. Anbringelse af dette logo på emballage, hvorom der er foretaget underretning til DSD-ordningen, angiver uanset spørgsmålet om, hvorvidt emballagen rent faktisk vil blive behandlet af denne ordning eller af en anden ordning, klart for forbrugerne og de relevante myndigheder, at den pågældende emballage ikke længere er omfattet af tilbagetagelsesforpligtelsen på eller i umiddelbar nærhed af salgsstedet, men er registreret af DSD.

119

Det fremgår heraf, at det tredje anbringende bør forkastes.

120

DSD har gjort gældende, at den i den appellerede doms præmis 161 foretagne konstatering, hvorefter DGP-logoet ikke kan tillægges den eksklusivitet, som dets indehaver påberåber sig, idet en sådan eksklusivitet »ikke ville have nogen anden virkning end at forhindre emballageproducenter og -distributører i at anvende en blandet ordning og at legitimere sagsøgerens mulighed for at modtage vederlag for en tjenesteydelse, som de interesserede parter har godtgjort faktisk ikke bliver leveret«, er i modstrid med artikel 5 i direktiv 89/104, der giver indehaveren af et varemærke en eneret. Nævnte konstatering udgør således en tilsidesættelse af EF-varemærkeretten.

121

Ifølge Kommissionen har den i artikel 5 i direktiv 89/104 beskrevne eksklusivitet ikke noget at gøre med den, der er fremstillet i den appellerede doms præmis 161. Retten har i det afsnit i den appellerede dom blot draget konsekvenserne af den argumentation, der er formuleret i nævnte doms præmis 156 og 157, hvorefter DGP-logoet kun er udtryk for en behandlingsmulighed og at logoets oprindelsesfunktion ikke påvirkes, når emballage, der bærer dette logo, også er genstand for andre behandlingsmuligheder.

122

Kommissionen har tilføjet, at den omtvistede beslutning ikke indebærer en uretmæssig brug af varemærket, dvs. brug foretaget af personer, med hvem DSD ikke har indgået en aftale.

123

Vfw har bemærket, at DGP-logoet ikke er et varemærke i ordets klassiske forstand. Selskabet har bemærket, at et varemærke kvalificerer produkter og tjenesteydelser, der er identiske med eller ligner dem, for hvilke mærket er blevet registreret. DGP-logoet tjener udelukkende til at angive deltagelsen i en fritagelsesordning og ikke til at identificere identiske eller lignende varer eller tjenesteydelser.

124

Det skal indledningsvis bemærkes, at Vfw’s argument om, at DGP-logoet ikke kan anses for et varemærke i egentlig forstand, ikke kan godtages. Det er ubestridt, at nævnte logo er blevet registreret som et varemærke, som det tyske patent- og varemærkekontor har registreret for tjenesteydelser vedrørende indsamling, sortering og genvinding af affald.

125

Derefter skal det for så vidt angår Rettens angivelige tilsidesættelse af artikel 5 i direktiv 89/104 bemærkes, at et registreret varemærke i medfør af denne artikels stk. 1, litra a), giver indehaveren en eneret, hvorefter denne kan forbyde tredjemand, der ikke har hans samtykke, at gøre erhvervsmæssig brug af et tegn, der er identisk med varemærket, for varer eller tjenesteydelser af samme art som dem, for hvilke varemærket er registreret.

126

Når DSD således har anført, at Retten i den appellerede doms præmis 161 har tilsidesat den eksklusive ret til brug af logoet, som selskabet i henhold til artikel 5 i direktiv 89/104 er indehaver af, gør selskabet gældende, at Retten burde have fastslået, at den omtvistede beslutning uretmæssigt hindrede selskabet i at forbyde tredjemand at anvende et tegn, der var identisk med dets logo. DSD fremhævede dette argument under retsmødet, idet selskabet understegede, at DGP-logoet på grund af de forpligtelser, der er fastsat i den omtvistede beslutning, og Rettens godkendelse heraf i praksis står til rådighed for enhver.

127

Der skal som svar på denne argumentation foretages en sondring mellem DSD’s medkontrahenters brug af DGP-logoet og tredjemands eventuelle brug af samme logo.

128

Hvad angår DSD’s medkontrahenters brug af DGP-logoet fremgår det af selve ordlyden af artikel 5 i direktiv 89/104, at bestemmelsen ikke omfatter tilfælde, hvor en tredjemand bruger et varemærke med samtykke fra dets indehaver. Dette gælder især, hvis indehaveren har tilladt sine medkontrahenter at bruge varemærket i henhold til en licensaftale.

129

Heraf følger, at DSD ikke med føje kan påberåbe sig den eksklusive ret, som tillægges den af DGP-logoet, for så vidt angår den brug af dette logo, som foretages af producenter og distributører, der har indgået aftalen om brug af nævnte logo med DSD. Det er rigtigt, at det i artikel 8, stk. 2, i direktiv 89/104 er fastsat, at indehaveren af et varemærke kan gøre de rettigheder, der er knyttet hertil, gældende over for en licenstager, der overtræder en af bestemmelserne i den licensaftale, der er omfattet af samme bestemmelse i dette direktiv. Således som generaladvokaten har anført i punkt 192 i forslaget til afgørelse, har DSD i denne sag selv skabt en ordning, som forpligter til at anbringe DGP-logoet på al registreret emballage, selv om en vis del heraf ikke tilbagetages via denne ordning. Det er derfor ubestridt, at brugen af DGP-logoet på al emballage, hvorom der er sket underretning til DSD, udgør et krav i henhold til licensaftalen og følgelig er i overensstemmelse hermed.

130

For så vidt som DSD har gjort gældende, at de foranstaltninger, som Kommissionen har pålagt, har den virkning, at licenstagernes brug af DGP-logoet delvis bliver gratis, er det tilstrækkeligt at bemærke, at den omtvistede beslutning alene har til formål og følge at forhindre DSD i at modtage betaling for tjenesteydelser vedrørende indsamling og nyttiggørelse, hvorom det er godtgjort, at de ikke er blevet leveret af dette selskab. Sådanne foranstaltninger er ikke uforenelige med de regler, der er fastsat ved direktiv 89/104.

131

Hertil kommer, således som Retten med rette har fastslået i den appellerede doms præmis 194, at det ikke kan udelukkes, at anbringelsen af DGP-logoet på emballage, uanset om den er omfattet af DSD-ordningen eller ej, kan have en pris, der, selv hvis den ikke udgør den faktiske pris for levering af tjenesteydelsen vedrørende indsamling og nyttiggørelse, bør betales til DSD som modydelse for den blotte brug af varemærket.

132

For så vidt angår brug af DGP-logoet, der foretages af en tredjemand, som ikke er DSD’s medkontrahent, skal det konstateres, at hverken den omtvistede beslutning eller den appellerede dom indeholder en konstatering, hvorefter en sådan brug skulle være tilladt i henhold til varemærkeretten. Retten har i den henseende med rette konstateret i den appellerede doms præmis 180, at de i den omtvistede beslutning definerede forpligtelser kun omfatter forholdet mellem DSD og »de emballageproducenter og -distributører, som enten kontraherer med DSD inden for rammerne af aftalen om brug af logoet […], eller er indehavere af en licens til brug af varemærket [DGP] i en anden medlemsstat inden for rammerne af en ordning for tilbagetagelse eller nyttiggørelse, der anvender det logo, der svarer til dette varemærke […]«.

133

Følgelig kan en eventuel brug af DGP-logoet, der foretages af en tredjemand, som ikke er DSD’s medkontrahent, hverken tilskrives Kommissionen eller Retten. Desuden er der intet, der hindrer DSD i at anlægge sag mod en sådan tredjemand ved de kompetente nationale domstole.

134

Det følger af samtlige ovenstående betragtninger, at det fjerde anbringende ligeledes bør forkastes.

135

Idet Retten uden tilstrækkelig begrundelse og i strid med dele af sagens akter har konstateret, at DSD har udvist en adfærd, der indebærer misbrug, ved at levere licenser til brug af DGP-logoet uafhængigt af brugen af DSD-ordningen og ved at kræve betaling af licensafgiften, herunder når licenstageren godtgør, at han ikke har brugt nævnte ordning, har den tilsidesat artikel 82 EF.

136

Hvis Retten havde foretaget en korrekt retlig analyse, ville den ifølge DSD have været forpligtet til at lægge til grund, at selskabet ikke udsteder en licens til brug af sit logo uafhængigt af anvendelsen af DSD-ordningen, således at den omtvistede beslutning ville skulle fortolkes i den retning, at afvisning af at tildele en sådan licens udgør et misbrug. Nævnte beslutning ville således have den virkning, at DSD ville være forpligtet til at tildele en licens. Retten har således set bort fra den omstændighed, at de nødvendige betingelser for en sådan forpligtelses berettigelse ikke var opfyldt. Denne tilsidesættelse udgør en urigtig retsanvendelse.

137

DSD har tilføjet, at det er en følge af den appellerede dom, at delvis deltagelse i DSD-ordningen vil være mulig (herunder f.eks. hvis blot 0,1% af emballagen er forsynet med DGP-logoet), uden at DSD vil være i stand til at kontrollere sandsynligheden eller rimeligheden af en deltagelse i så ringe et omfang. DSD ville navnlig ikke være i stand til at kontrollere, om de grunde, som ifølge den omtvistede beslutning gør det nødvendigt at anbringe DGP-logoet på al emballage, foreligger, når kun en del af emballagen er omfattet af DSD-ordningen. Eksemplet med en deltagelse i DSD-ordningen, som kan være af ringe omfang og vilkårlig, selv om DGP-logoet er anbragt på al emballagen, fremhæver den faktiske omstændighed, at den omtvistede beslutning pålægger en forpligtelse til at udstede en licens til brug af dette logo.

138

Kommissionen, Landbell og BellandVision har bemærket, at den omtvistede beslutning og den appellerede dom ikke er støttet på antagelsen om meddelelse af en licens til brug af DGP-logoet uafhængigt af brugen af DSD-ordningen, men i stedet tager afgiftsbeløbet i forhold til de leverede tjenesteydelser i betragtning. Beslutningen og dommen har endvidere ikke til følge, at DSD forpligtes til at meddele en licens til brug af DGP-logoet til producenter og distributører, til hvem selskabet ikke ønsker at meddele en sådan.

139

Ifølge Vfw hviler dette anbringende på en fejlagtig forståelse af tvistens genstand, idet Kommissionen ikke ønsker at påtvinge DSD en forpligtelse til at tildele licensen, men alene at forhindre dette selskab i at benytte sin dominerende stilling til at udelukke konkurrence fra konkurrerende ordninger.

140

Interseroh har ligeledes bemærket, at Retten intetsteds i den appellerede dom foreslår, at DSD tilbyder en licens til brug af DGP-logoet uafhængig af anvendelsen af DSD-ordningen. Den appellerede dom skaber heller ikke nogen forpligtelse for DSD til at tildele denne licens.

141

Således som Retten har bemærket i den appellerede doms præmis 121, fremgår det af artikel 82, stk. 2, litra a), EF, at et misbrug af dominerende stilling kan bestå i direkte eller indirekte påtvingelse af urimelige priser eller af andre urimelige forretningsbetingelser.

142

I samme præmis i den appellerede dom har Retten bemærket, at der i henhold til fast retspraksis er tale om misbrug af en dominerende stilling, når en virksomhed, som indtager en sådan, for sine tjenesteydelser opkræver urimelige priser eller priser, der ikke står i et rimeligt forhold til de præsterede ydelser (jf. dom af 11.11.1986, sag 226/84, British Leyland, Sml. s. 3263, præmis 27, og af , sag C-340/99, TNT Traco, Sml. I, s. 4109, præmis 46).

143

Således som Retten har fastslået i den appellerede doms præmis 164, efter den i nævnte doms præmis 119-163 anførte gennemgang, udgør den adfærd, der i den omtvistede beslutnings artikel 1 bebrejdes DSD, der består i at kræve betaling af en afgift for al emballage, der bærer DGP-logoet, og som bringes i omsætning i Tyskland, selv når dette selskabs kunder godtgør, at de kun anvender DSD-ordningen for så vidt angår en del af denne emballage, et misbrug af dominerende stilling som omhandlet i bestemmelsen og den ovennævnte retspraksis. Det fremgår endvidere af denne doms præmis 107-117 og 126-133, at denne af Retten foretagne bedømmelse er tilstrækkeligt begrundet og ikke er ugyldig som følge af urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder eller urigtig anvendelse af den af DSD påberåbte ret i medfør af selskabets eksklusive ret i forbindelse med DGP-logoet.

144

Retten har ligeledes i den appellerede doms præmis 91 med rette fastslået, at Kommissionen, når der foreligger et misbrug af en dominerende stilling, i medfør af artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 17 har beføjelse til at pålægge DSD at bringe den konstaterede overtrædelse til ophør.

145

Som Retten har bemærket i samme præmis i den appellerede dom, udgør den forpligtelse, som ved den omtvistede beslutnings artikel 3 er pålagt DSD til ikke hos dem, der har indgivet aftalen om anvendelse af logoet, at opkræve en licensafgift for delmængder af salgsemballage, der markedsføres i Tyskland med DGP-logoet, og for hvilke anvendelse af DSD’s tjenesteydelse vedrørende affaldsbehandling ikke finder sted, når forpligtelserne ifølge emballageforordningen opfyldes på anden vis, ikke andet end den naturlige konsekvens af konstateringen af et misbrug af en dominerende stilling og udøvelse af Kommissionens beføjelser til at pålægge DSD at bringe overtrædelsen til ophør.

146

I modsætning til, hvad DSD har gjort gældende, udgør den ved den omtvistede beslutnings artikel 3 fastsatte forpligtelse ikke på nogen måde et krav om meddelelse af licens til brug af DGP-logoet. Der er intet i beslutningen, som påvirker DSD’s valgfrihed med hensyn til, hvilke personer selskabet indgår aftale med om brug af logoet, og til hvem det følgelig meddeler nævnte licens. DSD er i henhold til den omtvistede beslutning alene forpligtet til ikke at kræve betaling fra sine medkontrahenter for tilbagetagelses- og nyttiggørelsestjenesteydelser, som selskabet ikke har leveret.

147

På grundlag af alle de ovenstående betragtninger skal det konkluderes, at Retten ikke har tilsidesat artikel 82 EF og at det femte appelanbringende følgelig bør forkastes.

148

DSD har for det første bemærket, at emballageforordningen og varemærkeretten er til hinder for, at selskabet er forpligtet til at tildele en licens til brug af DGP-logoet. De foranstaltninger, der er pålagt ved den anfægtede beslutnings artikel 3 ff., er ensbetydende med at pålægge selskabet en sådan forpligtelse. Ved ikke at anerkende, at disse foranstaltninger er retsstridige, har Retten tilsidesat artikel 3 i forordning nr. 17, hvori det er fastsat, at Kommissionen, når den har konstateret en overtrædelse af artikel 81 EF eller 82 EF, ved beslutning kan pålægge de berørte virksomheder at bringe denne overtrædelse til ophør.

149

DSD har for det andet bemærket, at emballageforordningen og varemærkeretten er til hinder for, at selskabet forhindres i at kræve, at dets kunder på den emballage, der bærer DGP-logoet, men som ikke behandles af DSD-ordningen, anbringer en forklarende bemærkning, som gør det muligt at neutralisere dette varemærkes særpræg. Ved i den appellerede doms præmis 200 at afvise DSD’s grundlæggende argument, hvorefter emballage, der bærer DGP-logoet og behandles af DSD-ordningen, skal kunne sondres fra den emballage, der bærer det samme logo, men som ikke behandles af denne ordning, har Retten ifølge DSD ikke erkendt den faktiske omstændighed, at artikel 3 i den omtvistede beslutning udgør en tilsidesættelse af artikel 3 i forordning nr. 17 samt af proportionalitetsprincippet.

150

Ifølge Kommissionen, Landbell og BellandVision støtter det første argument, der er fremsat inden for rammerne af dette anbringende, sig på det fejlagtige postulat, at Retten har lagt hypotesen om en enkeltstående licens til brug af DGP-logoet til grund.

151

Vedrørende DSD’s andet argument har Kommissionen gjort gældende, at hverken emballageforordningen eller varemærkeretten kræver en identifikation af de forskellige emballager, der gør det muligt at tildele emballagen til DSD-ordningen eller til en anden erhvervsdrivende. Landbell og BellandVision har støttet denne argumentation og har tilføjet, at en forklarende angivelse, hvorefter den pågældende emballage ikke er omfattet af DSD-ordningen, ikke vil kunne afhjælpe den af DSD udviste adfærd, der udgør et misbrug.

152

Som det er blevet konstateret i denne doms præmis 146, indeholder den omtvistede beslutning ikke nogen forpligtelse for DSD til at meddele licens til at bruge DGP-logoet.

153

Det første argument, der er påberåbt til støtte for det sjette anbringende, kan derfor ikke godtages.

154

For så vidt angår DSD’s argument, hvorefter emballage, der bærer DGP-logoet og behandles af DSD-ordningen, skal kunne sondres fra den emballage, der bærer dette logo, men som ikke behandles af denne ordning, har Retten i den appellerede doms præmis 200 konstateret, at det i forhold til kombinerede ordninger ikke er muligt at foretage den af DSD ønskede sondring.

155

Denne konstatering er ikke urigtig. Som anført i denne doms præmis 129, er det DSD selv, der pålægger sine medkontrahenter at anbringe DGP-logoet på al emballage, hvorom der er foretaget underretning til DSD. Således som generaladvokaten har bemærket i punkt 240 i forslaget til afgørelse, er det ikke muligt på forhånd at afgøre, hvilken vej gennem afsætningskanalen et stykke emballage tager. Det er derfor ikke muligt på det tidspunkt, hvor et produkt pakkes eller sælges, at sondre mellem de produkter, der bærer DGP-logoet og faktisk behandles af DSD-ordningen, og dem, der bærer det samme logo, men som vil blive behandlet af en anden ordning.

156

Følgelig er det andet argument til støtte for det sjette anbringende ligeledes ubegrundet.

157

Nævnte anbringende bør derfor forkastes.

158

DSD kritiserer Retten for at have sat sin egen begrundelse i stedet for Kommissionens og for at have tilsidesat de bestemmelser, der regulerer den administrative procedure, herunder bl.a. retten til at blive hørt.

159

Retten har foretaget nye konstateringer, der bygger på udtalelser, som var afgivet af parterne under retsmødet. Det drejer sig om svar på detaljerede spørgsmål, som Retten havde stillet dels næsten tre uger før retsmødet, dels under dette, uden at angive, hvilke konsekvenser den agtede at drage af de afgivne svar eller forbindelsen mellem disse spørgsmål og konstateringerne i den omtvistede beslutning.

160

De af Retten foretagne nævnte konstateringer var ligeledes nye på grund af den faktiske omstændighed, at deres genstand hverken forekom i den omtvistede beslutning eller i Kommissionen eller DSD’s processkrifter.

161

DSD har navnlig henvist til to konstateringer, nemlig dels den, der bl.a. er anført i den appellerede doms præmis 139-154, hvorefter emballage, der betros DSD, på samme tid kan være omfattet af en fritagelsesordning og en individuel ordning, dels den, der er anført i denne doms præmis 137 og 139, hvorefter emballageforordningen indeholder bestemmelser om mange korrektionsmekanismer, der giver producenter og distributører mulighed for at påtage sig de forpligtelser, der følger af nævnte forordning, ved efterfølgende at betro emballage til en individuel ordning eller fritagelsesordning.

162

Ifølge Kommissionen, Vfw, Landbell og BellandVision indeholder den appellerede dom ikke noget nyt i forhold til, hvad der allerede er blevet undersøgt under den administrative procedure og den skriftlige forhandling for Retten.

163

Det bemærkes, at det alene tilkommer Retten at bedømme, om det er nødvendigt at supplere bevismaterialet i de sager, der forelægges den til afgørelse. Spørgsmålet om, hvilken beviskraft dokumenterne i sagen har, henhører under den vurdering af de faktiske omstændigheder, som kun Retten kan foretage, og som ikke er undergivet Domstolens prøvelsesret under appelsagen, medmindre Retten har gengivet de forelagte beviser urigtigt, eller det fremgår af de fremlagte dokumenter, at Rettens konstateringer er materielt urigtige (jf. bl.a. dom af 10.7.2001, sag C-315/99 P, Ismeri Europa mod Revisionsretten, Sml. I, s. 5281, præmis 19, og af , forenede sager C-75/05 P og C-80/05 P, Tyskland m.fl. mod Kronofrance, Sml. I, s. 6619, præmis 78).

164

Derfor kan Retten ikke kritiseres for forud for og under retsmødet at have rettet en række detaljerede spørgsmål til parterne med henblik på at supplere de oplysninger, som den allerede rådede over, og for at have draget visse konklusioner af de af parterne på disse spørgsmål afgivne svar.

165

Det skal endvidere konstateres, at Retten har respekteret tvistens genstand, således som den fremgår af den af DSD indgivne stævning, og har afholdt sig fra at tilføje nye elementer til dem, der er anført i den omtvistede beslutning. Det fremgår særligt vedrørende muligheden for at kombinere flere tilbagetagelses- og nyttiggørelsesordninger bl.a. af betragtning 20 og 23 til denne beslutning, at spørgsmålet om kombinerede ordninger blev undersøgt af Kommissionen som en del af den undersøgelse, som den foretog, og at dette spørgsmål følgelig ikke udgør et nyt element, som Retten har tilføjet sagsakterne.

166

Følgelig bør det syvende appelanbringende forkastes.

167

DSD har gjort gældende, at Retten har begået en rettergangsfejl, der tilsidesætter selskabets interesser, idet den har tilsidesat det grundlæggende fællesskabsretlige princip om, at retssager skal behandles inden for en rimelig tid, som anerkendt ved artikel 6 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950, og ved artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, proklameret i Nice den (EFT C 364, s. 1).

168

DSD har bemærket, at sagen for Retten begyndte den 5. juli 2001 og sluttede den . Selv under hensyntagen til de begrænsninger, der er en iboende del af en sag ved Fællesskabets retsinstanser, er denne periode urimeligt lang. DSD har i den henseende bemærket, at der mellem meddelelsen om afslutningen af den skriftlige forhandling den og beslutningen vedtaget den om at indlede den mundtlige forhandling og anmode parterne om at besvare visse spørgsmål under retsmødet forløb mere end 45 måneder, uden at der i denne periode blev vedtaget nogen foranstaltning.

169

DSD har endvidere anført, at den urimeligt lange sagsbehandlingstid udgør en alvorlig krænkelse af selskabets interesser, der bl.a. har skadet selskabets aftale- og forretningsmodel og berøvet det muligheden for at oppebære et passende vederlag som modydelse for den blotte brug af DGP-logoet.

170

Ifølge DSD følger det af artikel 58, sammenholdt med artikel 61, i statutten for Domstolen, at når et anbringende, der er gjort gældende til støtte for en appel, vedrørende den omstændighed, at der for Retten er begået rettergangsfejl, der krænker appellantens interesser, er velbegrundet, skal Domstolen ophæve den af Retten afsagte dom. Denne regel er, således som Domstolen har anerkendt i dommen i sagen Baustahlgewebe mod Kommissionen, berettiget af procesøkonomiske hensyn og for umiddelbart og effektivt at afhjælpe en sådan rettergangsfejl.

171

Ligeledes i medfør af artikel 58 og 61 i statutten for Domstolen er det DSD’s opfattelse, at en sådan for Retten begået rettergangsfejl berettiger ophævelsen af den af Retten afsagte dom, uafhængig af spørgsmålet om, hvorvidt denne uregelmæssighed har haft betydning for tvistens afgørelse.

172

Kommissionen, Landbell og BellandVision har bemærket, at intet i den foreliggende sag kan ligge til grund for en antagelse, hvorefter der var en sammenhæng mellem sagsbehandlingstiden og sagens udfald. Hertil kommer, at ophævelse af den appellerede dom kun kan forlænge sagsbehandlingstiden yderligere.

173

Under alle omstændigheder var sagsbehandlingstidens længde begrundet i tvistens kompleksitet, for hvilken DSD selv var ansvarlig, for så vidt som selskabets skriftlige indlæg var omfangsrige og ledsaget af talrige bilag. Det samme gjorde sig gældende i sag T-289/01, der gav anledning til dom af 24. maj 2007, Duales System Deutschland mod Kommissionen, som Retten behandlede sideløbende med sag T-151/01, der lå til grund for den appellerede dom.

174

For så vidt angår det af DSD anførte vedrørende den skade, som selskabets interesser har lidt, anser Kommissionen dette for at være ukorrekt. Kommissionen har navnlig vedrørende DSD’s forretningsmodel bemærket, at enhver bestemmelse, der vedtages i henhold til artikel 82 EF, hvorved der meddeles pålæg om, at et misbrug bringes til ophør, nødvendigvis må indebære en ændring af den berørte virksomheds forretningspolitik.

175

Vfw har gjort gældende, at DSD ikke har lidt under nogen ulempe på grund af sagsbehandlingstiden, for så vidt som selskabet var i stand til at forfølge dets aktiviteter, og eftersom dets stilling på markedet ikke blev væsentligt svækket. Selv hvis det lagdes til grund, at appellantens interesser var blevet skadet, ville en ophævelse af den appellerede være uforholdsmæssig.

176

Således som det fremgår af artikel 58, stk. 1, i statutten for Domstolen og af retspraksis, har Domstolen kompetence til at undersøge, om der under sagens behandling ved Retten er begået rettergangsfejl, som krænker appellantens interesser, og den skal efterprøve, at almindelige fællesskabsretlige principper er blevet overholdt (dommen i sagen Baustahlgewebe mod Kommissionen, præmis 19, og dom af 15.6.2000, sag C-13/99 P, TEAM mod Kommissionen, Sml. I, s. 4671, præmis 36).

177

For så vidt angår den inden for rammerne af dette anbringende påberåbte uregelmæssighed skal det bemærkes, at det i artikel 6, stk. 1, i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder er fastsat, at enhver, når der skal træffes afgørelse enten i en strid om hans borgerlige rettigheder og forpligtelser eller angående en mod ham rettet anklage for en forbrydelse, skal være berettiget til en retfærdig og offentlig rettergang inden en rimelig tid for en ved lov oprettet uafhængig og upartisk domstol.

178

I sin egenskab af grundlæggende fællesskabsretligt princip finder denne ret anvendelse under en retssag til prøvelse af en kommissionsbeslutning (dommen i sagen Baustahlgewebe mod Kommissionen, præmis 21, og dom af 1.7.2008, forende sager C-341/06 P og C-342/06 P, Chronopost og La Poste mod UFEX m.fl., Sml. I, s. 4777, præmis 45).

179

Denne ret er desuden blevet bekræftet i artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Således som Domstolen gentagne gange har fastslået, vedrører denne artikel princippet om effektiv retsbeskyttelse (dom af 13.3.2007, sag C-342/05, Unibet, Sml. I, s. 2271, præmis 37, af , forenede sager C-402/05 P og C-415/05 P, Kadi og Al Barakaat International Foundation mod Rådet og Kommissionen, Sml. I, s. 6351, præmis 335, og af , sag C-47/07 P, Masdar (UK) mod Kommissionen, Sml. I, s. 9761, præmis 50).

180

For så vidt som Kommissionen og Vfw bestrider, at der findes en sammenhæng mellem sagsbehandlingstiden og DSD’s interesser og dermed rejser spørgsmålet om, hvorvidt det foreliggende anbringende faktisk vedrører en rettergangsfejl, der krænker appellantens interesser som omhandlet i artikel 58, stk. 1, i statutten for Domstolen, skal det fastslås, at en virksomhed, som anlægger et søgsmål med påstand om annullation af en beslutning, hvorved virksomheden pålægges at tilpasse den standardaftale, den indgår med sine kunder, af åbenbare forretningspolitiske grunde har en vis interesse i, at der inden for en rimelig frist tages stilling til den argumentation, hvorved den gør gældende, at beslutningen er ugyldig. Den omstændighed, at Domstolen i andre tilfælde har undersøgt spørgsmålet om sagsbehandlingstidens længde i sager anlagt til prøvelse af Kommissionens beslutninger om pålæggelse af bøder for overtrædelse af konkurrencereglerne (jf. bl.a. dommen i sagen Baustahlgewebe mod Kommissionen, præmis 21, dom af 2.10.2003, sag C-194/99 P, Thyssen Stahl mod Kommissionen, Sml. I, s. 10821, præmis 154, og dommen i sagen Sumitomo Metal Industries og Nippon Steel mod Kommissionen, præmis 115), selv om ingen bøde blev pålagt DSD i det foreliggende tilfælde, har i denne sammenhæng ingen betydning.

181

Det skal ligeledes bemærkes, at den rimelige karakter af fristen for afsigelse af dom bør vurderes på grundlag af omstændighederne i den enkelte sag, såsom sagens kompleksitet og parternes adfærd (jf. i den retning dommen i sagen Sumitomo Metal Industries og Nippon Steel mod Kommissionen, præmis 116 og den deri nævnte retspraksis, og kendelse af 26.3.2009, sag C-146/08 P, Efkon mod Parlamentet og Rådet, præmis 54).

182

Domstolen har i den henseende præciseret, at listen over disse kriterier ikke er udtømmende, og at vurderingen af nævnte frists rimelige karakter ikke kræver en systematisk undersøgelse af sagens omstændigheder med henblik på hvert enkelt af kriterierne, når varigheden af proceduren fremstår som begrundet med hensyn til et enkelt kriterium. Sagens kompleksitet kan således anvendes til at begrunde en frist, der ved første øjekast synes for lang (dom af 15.10.2002, forenede sager C-238/99 P, C-244/99 P, C-245/99 P, C-247/99 P, C-250/99 P — C-252/99 P og C-254/99 P, Limburgse Vinyl Maatschaappij m.fl. mod Kommissionen, præmis 188, og dommen i sagen Thyssen Stahl mod Kommissionen, præmis 156).

183

I det foreliggende tilfælde skal det konstateres, at længden af sagsbehandlingstiden for Retten, der udgjorde ca. fem år og ti måneder, ikke kan begrundes i nogen af de i sagen foreliggende særlige omstændigheder.

184

Det fremgår bl.a., at perioden mellem underretningen om afslutningen på den skriftlige forhandling, der fandt sted i løbet af september måned 2002, og indledningen af den mundtlige forhandling i løbet af juni måned 2006 varede tre år og ni måneder. Længden af denne periode kan ikke forklares af sagens omstændigheder, det være sig tvistens kompleksitet, parternes adfærd eller opståede procedurespørgsmål.

185

For så vidt angår især tvistens kompleksitet skal det konstateres, at de af DSD anlagte søgsmål med påstand om annullation af den omtvistede beslutning og beslutning 2001/837, der ganske vist krævede en grundig undersøgelse af emballageforordningen, DSD’s aftalemæssige forbindelser, Kommissionens beslutninger og DSD’s argumenter, ikke var kendetegnet ved en vanskelighed eller et omfang, som forhindrede Retten i at udlede essensen af sagsakterne og forberede den mundtlige forhandling inden for en kortere periode end tre år og ni måneder.

186

Således som Domstolen allerede har bemærket, har det grundlæggende krav om retssikkerhed, som gælder for virksomhederne, og hensynet til at sikre, at konkurrencen inden for det indre marked ikke fordrejes under en tvist om, hvorvidt der foreligger en tilsidesættelse af konkurrencereglerne, endvidere stor betydning, ikke kun for appellanten og selskabets konkurrenter, men også for udenforstående på grund af de mange personer, der er berørt heraf, og de involverede økonomiske interesser (dommen i sagen Baustahlgewebe mod Kommissionen, præmis 30). Henset til DSD’s dominerende stilling, størrelsen af det marked for tjenesteydelser, hvorpå DSD og selskabets konkurrenter er aktive, de mulige virkninger af tvistens udfald på den praksis, der skal følges, og de gebyrer, der skal betales af producenter og distributører af emballerede produkter, og de spørgsmål, som tvisten har rejst for så vidt angår den meget udbredte anvendelse af DGP-logoet, var det i den foreliggende sag forløbne tidsrum mellem afslutningen på den skriftlige forhandling og procedurens næste fase for langt.

187

Endvidere blev nævnte tidsrum, således som generaladvokaten har bemærket i punkt 293-299 i forslaget til afgørelse, ikke afbrudt hverken ved Rettens vedtagelse foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse eller af proceduremæssige spørgsmål rejst af parterne.

188

Henset til det ovenstående skal det fastslås, at sagsbehandlingen for Retten udgjorde en tilsidesættelse af kravet om, at retssager skal behandles inden for en rimelig tid.

189

For så vidt angår konsekvenserne af manglende iagttagelse af en rimelig sagsbehandlingstid for Retten har DSD påberåbt sig bestemmelsen i artikel 61, stk. 1, i statutten for Domstolen, hvorefter Domstolen ophæver den af Retten trufne afgørelse, når appellen er velbegrundet. Da det foreliggende anbringende vedrører en tilsidesættelse af en rimelig sagsbehandlingstid, og idet dette udgør en rettergangsfejl, som krænker appellantens interesser som omhandlet i denne statuts artikel 58, bør konstateringen af denne rettergangsfejl ifølge DSD nødvendigvis føre til ophævelse af den appellerede dom, uanset om denne fejl havde indflydelse på tvistens udfald. I mangel af en sådan ophævelse ville Domstolen ikke iagttage i statuttens artikel 61.

190

Med denne argumentation foreslår DSD Domstolen, at den bør genoverveje sin retspraksis, hvorefter manglende iagttagelse af en rimelig sagsbehandlingstid for Retten kun fører til ophævelse af den appellerede dom, hvis der foreligger holdepunkter for at antage, at sagsbehandlingstiden har haft indflydelse på sagens udfald (jf. i denne retning dommen i sagen Baustahlgewebe mod Kommissionen, præmis 49). I den foreliggende sag har DSD ikke godtgjort, at der foreligger sådanne holdepunkter.

191

Det er ganske vist korrekt, således som DSD har fremhævet, at manglende iagttagelse af en rimelig sagsbehandlingstid udgør en rettergangsfejl (jf. i denne retning dommen i sagen Baustahlgewebe mod Kommissionen, præmis 48).

192

Imidlertid skal artikel 61, stk. 1, i statutten for Domstolen fortolkes og anvendes effektivt.

193

For så vidt som der ikke foreligger holdepunkter for, at den manglende iagttagelse af en rimelig sagsbehandlingstid har haft indflydelse på sagens udfald, ville en ophævelse af dommen ikke afhjælpe den af Retten foretagne tilsidesættelse af princippet om effektiv domstolsbeskyttelse.

194

Hertil kommer, således som generaladvokaten har anført i punkt 305 og 306 i forslaget til afgørelse, at Domstolen, henset til behovet for at sikre fællesskabskonkurrencereglernes iagttagelse, ikke udelukkende på grund af en tilsidesættelse af en rimelig sagsbehandlingstid kan give en appellant medhold i, at der kan rejses tvivl om, hvorvidt der foreligger en overtrædelse, når samtlige de anbringender, der er blevet gjort gældende til anfægtelse af de konstateringer, som Retten har foretaget vedrørende denne overtrædelse og den hermed forbundne administrative procedure, er blevet forkastet.

195

Derimod kan Rettens tilsidesættelse af en rimelig sagsbehandlingstid, således som generaladvokaten har anført i punkt 307 ff. i forslaget til afgørelse, kun give anledning til en påstand om erstatning i forbindelse med et erstatningssøgsmål anlagt mod Fællesskabet inden for rammerne af artikel 235 EF og 288, stk. 2, EF.

196

Derfor er DSD’s argumentation, hvorefter overskridelsen af en rimelig sagsbehandlingstid med henblik på at genoprette denne rettergangsfejl bør føre til, at den appellerede dom ophæves, ikke velbegrundet. Følgelig bør det ottende anbringende forkastes.

197

Da ingen af DSD’s anbringender kan tages til følge, bør appellen forkastes.

198

I medfør af procesreglementets artikel 69, stk. 2, som i henhold til dets artikel 118 finder anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Kommissionen, Interseroh, Vfw, Landbell og BellandVision har nedlagt påstand om, at appellanten tilpligtes at betale sagens omkostninger, og da appellanten har tabt sagen, bør selskabet pålægges at betale sagens omkostninger under den foreliggende sag.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Store Afdeling):