—

Julius Sabatauskas m.fl. ved advokatas G. Kaminskas

—

den litauiske regering ved D. Kriaučiūnas og R. Mackevičienė, som befuldmægtigede

—

den italienske regering ved I.M. Braguglia, som befuldmægtiget, bistået af avvocato dello Stato W. Ferrante

—

den finske regering ved J. Heliskoski og A. Guimaraes-Purokoski, som befuldmægtigede

—

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved B. Schima og A. Steiblytė, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 20 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/54/EF af 26. juni 2003 om fælles regler for det indre marked for elektricitet og om ophævelse af direktiv 96/92/EF (EUT L 176, s. 37, herefter »direktivet«).

2

Anmodningen er blevet fremsat i forbindelse med en sag for Lietuvos Respublikos Konstitucinis Teismas (Republikken Litauens forfatningsdomstol), hvor Julius Sabatauskas m.fl., medlemmer af det litauiske parlament, havde anlagt sag med henblik på at få prøvet forfatningsmæssigheden af artikel 15, stk. 2, i lov om elektricitet, i den affattelse, der følger af lov nr. IX-2307 af 1. juli 2004 (Lietuvos Respublikos elektros energetikos įstatymo pakeitimo įstatymas Nr. IX-2307, Žin., 2004, Nr. 107-3964).

3

Artikel 1 i direktiv 2003/54 bestemmer følgende:

»I dette direktiv fastsættes fælles regler for produktion, transmission, distribution og forsyning af elektricitet. Det fastlægger regler for, hvorledes elektricitetssektoren skal organiseres og fungere, hvordan der opnås adgang til markedet, hvilke kriterier og procedurer der skal anvendes ved indkaldelse af tilbud og udstedelse af bevillinger, samt hvorledes systemerne skal drives.«

4

Betragtning 2, 4-7, 13, 15 og 17 til direktiv 2003/54 har følgende ordlyd:

[…]

[…]

[…]

[…]

5

Direktivets artikel 2 med overskriften »Definitioner« bestemmer:

»I dette direktiv forstås ved:

[…]

[…]

[…]

[…]

[…]

[…]

[…]«

6

Det fremgår af direktivets artikel 21, stk. 1, litra c), at medlemsstaterne fra den 1. juli 1007 sikrer, at de privilegerede kunder omfatter alle kunder.

7

Direktivets artikel 3 med overskriften »Offentlige serviceforpligtelser og forbrugerbeskyttelse« præciserer:

»[…]

3.   Medlemsstaterne sikrer, at alle privatkunder og, når medlemsstaterne anser det for hensigtsmæssigt, små virksomheder, nemlig virksomheder med under 50 ansatte og en årlig omsætning eller balance på højst 10 mio. EUR, omfattes af en forsyningspligt, dvs. har ret til at få leveret elektricitet af en bestemt kvalitet til rimelige, let og klart sammenlignelige og gennemsigtige priser på deres område. Medlemsstaterne kan for at sikre forsyningspligt med henblik herpå udpege en forsyningspligtig leverandør. Medlemsstaterne skal pålægge distributionsselskaberne en forpligtelse til at tilslutte kunderne til deres net i henhold til vilkår, betingelser og tariffer, som er fastlagt efter proceduren i artikel 23, stk. 2. Dette direktiv er ikke til hinder for, at medlemsstaterne styrker de private, små og mellemstore forbrugeres markedsposition ved at fremme mulighederne for, at denne forbrugergruppe frivilligt kan lade sig repræsentere samlet.

Første afsnit gennemføres på en gennemsigtig og ikke-diskriminerende måde og er ikke til hinder for, at markedet åbnes, jf. artikel 21.

[…]«

8

Direktivets artikel 5 med overskriften »Tekniske forskrifter« bestemmer:

»Medlemsstaterne påser, at der defineres tekniske sikkerhedskriterier, og at der udarbejdes og offentliggøres tekniske forskrifter for de mindstekrav med hensyn til konstruktion og drift, som produktionsanlæg, distributionssystemer, direkte tilsluttede kunders udstyr, samkøringsforbindelser og direkte linjer skal opfylde for at kunne blive tilsluttet systemet. Disse tekniske forskrifter skal sikre systemernes interoperabilitet, og de skal være objektive og ikke-diskriminerende […]«

9

Direktivets artikel 20 med overskriften »Tredjeparts adgang« præciserer:

»1.   Medlemsstaterne sikrer, at der indføres en ordning for tredjeparts adgang til transmissions- og distributionssystemerne, som bygger på offentliggjorte tariffer, som gælder alle privilegerede kunder, og som anvendes objektivt og uden at diskriminere mellem systembrugere. Medlemsstaterne sikrer, at tarifferne eller de metoder, de er baseret på, er godkendt forud for deres ikrafttræden i overensstemmelse med artikel 23, og at disse tariffer — og metoderne, hvor kun disse godkendes — offentliggøres, inden de træder i kraft.

2.   En transmissions- eller distributionssystemoperatør kan nægte adgang, hvis systemet ikke har den nødvendige kapacitet. Afslaget skal begrundes behørigt, særlig under hensyntagen til artikel 3. Medlemsstaterne sikrer, at transmissions- eller distributionssystemoperatøren i givet fald, og når der nægtes adgang, giver relevante oplysninger om de foranstaltninger, der vil være nødvendige for at styrke nettet. Den part, som anmoder om sådanne oplysninger, kan pålægges et rimeligt gebyr, som afspejler omkostningerne ved at fremlægge sådanne oplysninger.«

10

Direktivets artikel 23 med overskriften »Regulerende myndigheder« bestemmer:

»1.   Medlemsstaterne udpeger et eller flere kompetente organer, der fungerer som regulerende myndigheder. Disse myndigheder skal være totalt uafhængige af interesser i elektricitetsindustrien. De skal som led i anvendelsen af denne artikel i det mindste have ansvar for at sikre, at der ikke sker forskelsbehandling, at der er effektiv konkurrence, og at markedet fungerer effektivt, idet de navnlig overvåger:

[…]

[…]

[…]

2.   De regulerende myndigheder skal have ansvaret for fastsættelse eller godkendelse af i det mindste de metoder, der anvendes til at beregne eller fastsætte betingelser og vilkår, inden de træder i kraft, for:

[…]«

11

Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at det litauiske parlament den 1. juli 2004 vedtog lov nr. IX-2307 om ændring af lov om elektricitet. Lov nr. IX-2307 havde bl.a. som formål at gennemføre direktivet i national ret. Denne lov trådte i kraft den 10. juli 2004.

12

Artikel 15, stk. 2, i lov om elektricitet, i den affattelse, der følger af lov nr. IX-2307 af 1. juli 2004, har følgende ordlyd:

»Transmissionssystemoperatøren skal sikre, at betingelserne for tilslutning af udstyr tilhørende elværker, distributionssystemoperatører og kunder til transmissionssystemer er i overensstemmelse med kravene i lovgivningen og er ikke-diskriminerende. En kundes udstyr må kun tilsluttes et transmissionssystem, såfremt distributionssystemoperatøren på grundlag af godtgjorte tekniske og driftsmæssige krav nægter at tilslutte kundens udstyr, der befinder sig på området angivet på distributionssystemoperatørens licens, til distributionssystemet.«

13

Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at i Litauen er udstyret hos de fleste elkunder, dvs. elforbrugerne, tilsluttet distributionssystemer, der drives af to operatører af denne type systemer. Disse to operatører er transmissionssystemernes primære kunder. Derudover er der fem firmaer, der driver lokale distributionssystemer, som er udformet til at opfylde deres egne behov og behovene hos de personer, der er bosat i et ret lille område. Endelig er der seks firmaer, som driver produktionsvirksomhed, der er direkte tilsluttet transmissionssystemet. Disse tilslutninger er fra sovjetregeringens tid, dvs. en tid, hvor der ikke blev skelnet mellem produktion, transmission og distribution af elektricitet. Det er en følge heraf, at visse elforbrugere fortsat er tilsluttet disse produktionsvirksomheders anlæg, og at leveringen af deres elektricitet er afhængig af nævnte virksomheders tekniske og økonomiske kapacitet.

14

Som følge af ændringen ved lov nr. IX-2307 af 1. juli 2004 af lov om elektricitet, og navnlig artikel 15, stk. 2, heri, kan nye kunder ikke frit vælge, hvilken type net deres udstyr skal tilsluttes, og skal tilslutte sig et distributionssystem. Det er kun i tilfælde, hvor distributionssystemoperatøren nægter at tilslutte en kunde til sit system på grundlag af tekniske eller driftsmæssige forhindringer, at den berørte kunde må tilslutte sit udstyr til et transmissionssystem.

15

En gruppe parlamentarikere anlagde sag ved Lietuvos Respublikos Konstitucinis Teismas med begæring om at få prøvet foreneligheden mellem artikel 15, stk. 2, i lov om elektricitet, i den affattelse, der følger af lov nr. IX-2307 af 1. juli 2004, og forfatningen. Denne retsinstans har anført, at den i henhold til forfatningens artikel 102 har til opgave at prøve foreneligheden mellem love og nævnte forfatning. Den har præciseret, at en gruppe parlamentarikere kan indbringe en sag for forfatningsdomstolen. Når den prøver, om en lov er i overensstemmelse med forfatningen, sondrer den mellem den eller dem, der har anlagt sagen, og institutionen, der har vedtaget den anfægtede lov, dvs. det litauiske parlament. Retsinstansens afgørelser kan ikke appelleres.

16

Lietuvos Respublikos Konstitucinis Teismas har anført, at Den Europæiske Unions lovgivning ifølge forfatningen er en bestanddel af Republikken Litauens retsorden, og at i de tilfælde, hvor den europæiske lovgivning følger af traktaterne om oprettelse af Unionen, finder denne lovgivning direkte anvendelse, og i tilfælde af regelkonflikt har den forrang frem for de nationale regler. Eftersom direktivet blev vedtaget på grundlag af artikel 45 EF, 55 EF og 95 EF, er den forelæggende ret af den opfattelse, at artikel 15, stk. 2, i lov om elektricitet, i den affattelse, der følger af lov nr. IX-2307 af 1. juli 2004, skal fortolkes i sammenhæng med direktivet.

17

Ifølge parlamentarikerne, der har indbragt sagen for forfatningsdomstolen, sikrer artikel 15, stk. 2, ikke, at kunderne frit kan vælge mellem et transmissions- eller distributionssystem med henblik på at tilslutte deres udstyr. Direktivets artikel 20 foreskriver imidlertid hverken en direkte begrænsning i forhold til en elkundes tilslutning af udstyr til et transmissionssystem eller en forpligtelse til kun at foretage en sådan tilslutning til et distributionssystem.

18

Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at det litauiske parlament derimod er af den opfattelse, at medlemsstaterne frit kan fastlægge reglerne for tilslutning til elektricitetsnettene. En skrivelse af 21. december 2005 fra Andris Piebalgs, medlem af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber med ansvar for energi, er fremlagt for den forelæggende ret, hvori det er præciseret, at direktivet »ikke kræver, at en kunde gives ret til frit at vælge mellem tilslutning til et transmissionssystem eller tilslutning til et distributionssystem; kunden har ret til at blive tilsluttet et elektricitetssystem; den nærmere gennemførelse af direktivet afgøres således i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet«.

19

Den forelæggende ret konstaterer, at det fremgår af ordlyden af direktivets artikel 20, stk. 1, at det påhviler medlemsstaterne at skabe et system, hvor kunder efter anmodning skal have adgang til både transmissions- og distributionssystemer. Den forelæggende ret konstaterer ligeledes, at spørgsmålene om tilslutning til et elektricitetsnet skal fortolkes i sammenhæng med direktivets bestemmelser, navnlig artikel 3, der forfølger sociale formål, dvs. almene tjenesteydelser, forbrugerbeskyttelse eller miljøbeskyttelse. Artikel 15, stk. 2, i lov om elektricitet, i den affattelse, der følger af lov nr. IX-2307 af 1. juli 2004, synes at forfølge disse formål.

20

Lietuvos Respublikos Konstitucinis Teismas har på denne baggrund besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Skal artikel 20 i [direktivet] fortolkes således, at medlemsstaterne er forpligtede til at indføre retsregler, hvorefter enhver tredjepart har ret til efter eget valg og under forudsætning af, at elektricitetssystemet har den »fornødne kapacitet«, at vælge det system — eltransmissionssystem eller eldistributionssystem — som vedkommende ønsker at være tilsluttet, og hvorefter en systemoperatør har pligt til give adgang til nettet?«

21

Med sit spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om direktivets artikel 20 skal fortolkes således, at medlemsstaterne skal indføre retsregler, der foreskriver dels, at enhver tredjepart efter eget valg kan vælge det transmissions- eller distributionssystem, som vedkommende ønsker adgang eller tilslutning til, dels at systemoperatøren er forpligtet til at give vedkommende adgang eller tilslutning til nettet, hvis der er den fornødne kapacitet.

22

Sagsøgerne i hovedsagen har anført, at direktivets artikel 20 forpligter medlemsstaterne til at skabe en ordning for adgang til systemerne, der giver alle kunder mulighed for efter anmodning at få adgang til såvel transmissionssystemet som distributionssystemet. Den eneste undtagelse til dette princip fremgår af samme artikels stk. 2. Det følger af definitionen i direktivets artikel 2 af ordet »transmission«, at transmission af elektricitet til kunden kan ske direkte uden brug af et distributionssystem.

23

Artikel 15, stk. 2, i lov om elektricitet, i den affattelse, der følger af lov nr. IX-2307 af 1. juli 2004, giver ikke kunderne mulighed for frit at vælge, hvilket system deres udstyr tilsluttes. Bestemmelsen er derfor diskriminerende og strider mod direktivets formål. Den manglende valgmulighed krænker forbrugernes rettigheder.

24

Den litauiske og den finske regering, der under retsmødet blev støttet af Kommissionen, har gjort gældende, at der med henblik på fortolkning af direktivets artikel 20 skal sondres mellem begreberne »adgang til systemet« og »tilslutning til systemet«. Adgangen til systemet omfatter muligheden for at bruge det fungerende system til en offentliggjort tarif. Tilslutning til systemet omhandler den fysiske tilslutning til systemet. Nævnte artikel 20 vedrører alene medlemsstaternes forpligtelser til at give tredjeparter mulighed for fri adgang til transmissions- og distributionssystemer for elektricitet og ikke spørgsmålene om tilslutning til disse systemer.

25

Den litauiske regering er af den opfattelse, at direktivet ikke pålægger medlemsstaterne forpligtelser for så vidt angår kundernes tilslutning til systemet, med undtagelse af forsyningspligten, jf. direktivets artikel 3, stk. 3.

26

Denne regering bekræfter, at kunden ved at tilslutte sig et elektricitetssystem får adgang til dette. De nationale bestemmelser, der er omhandlet i hovedsagen, giver således kunderne adgang til elektricitetssystemerne og sikrer desuden, at offentlige serviceforpligtelser og forsyningspligten, jf. direktivets artikel 3, stk. 2 og 3, overholdes.

27

Derudover kan medlemsstaterne bestemme, at kunder primært tilsluttes distributionssystemer og subsidiært transmissionssystemer. Ordningen, der er iværksat ved de i hovedsagen omhandlede nationale bestemmelser, har bl.a. til formål at undgå, at store kunder tilslutter sig direkte til transmissionssystemerne, hvilket kan føre til, at det kun er de små kunder, der bærer omkostningerne i forbindelse med distributionssystemerne, og dermed at priserne på elektricitet stiger med 10-30%. Endvidere vil frit valg af tilslutning til et transmissionssystem kunne skade systemernes optimale udvikling.

28

Ifølge den finske regering betegner begrebet »tredjepart« i direktivets artikel 20 en anden leverandør af elektricitet end den enhed i et vertikalt integreret selskab, der producerer eller leverer elektricitet. Denne bestemmelse vedrører altså ikke forbrugernes adgang til systemet.

29

Ifølge den italienske regering giver direktivet ikke kunden ret til frit at vælge det system, som vedkommende ønsker at blive tilsluttet. Kunden skal inden da tilpasse sig den »adgangsordning«, der er iværksat ved den nationale lovgivning. Kunden har således en betinget ret til adgang til ordningen. Hvis medlemsstaterne kunne tvinge kunderne til først at henvende sig til en distributionssystemoperatør, ville der imidlertid være tale om en tilsidesættelse af kundens valgfrihed og en risiko for forskelsbehandling i distributionssystemoperatørens anvendelse af reglerne om adgang.

30

Da spørgsmålet om tilslutning ikke har direkte betydning for liberaliseringen af det indre marked, er det ifølge Kommissionen overladt til medlemsstaternes beføjelser, med undtagelse af tilslutningen af de mest sårbare kunder for hvilke medlemsstaterne i overensstemmelse med direktivets artikel 3, stk. 3, skal sikre en forsyningspligt.

31

Det skal bemærkes, at direktivets formål er at få det indre marked for elektricitet til at fungere bedre. Ifølge sjette og syvende betragtning til direktivet er en ikke-diskriminerende, gennemsigtig adgang til nettene til rimelige priser nødvendig for velfungerende konkurrence og af afgørende betydning for at få gennemført det indre marked for elektricitet (jf. dom af 22.5.2008, sag C-439/06, citiworks, Sml. I, s. 3913, præmis 38 og 40).

32

I fjerde betragtning til direktivet er anført, at i et helt åbent marked skal forbrugere frit kunne vælge leverandør, og denne leverandør skal frit kunne levere til sine kunder.

33

Domstolen har heraf udledt dels, at de privilegerede kunder skal have adgang til de forskellige transmissions- og distributionssystemer, som leder elektriciteten til kunderne, således at de frit kan vælge leverandør, dels at tredjeparters frie adgang til transmissions- og distributionssystemer udgør en af de væsentlige foranstaltninger, som medlemsstaterne skal træffe til gennemførelse af det indre marked for elektricitet (jf. citiworks-dommen, præmis 43 og 44).

34

Med henblik på at besvare det forelagte spørgsmål skal det undersøges, hvad der er omfattet af begreberne »adgang til systemerne« og »tredjeparter« i den forstand, hvori udtrykkene er anvendt i direktivets artikel 20, og fastslås, hvilke forpligtelser der i henhold til denne artikel 20 påhviler medlemsstaterne for at sikre tredjeparters adgang til systemerne.

35

Det fremgår af direktivets artikel 20, stk. 1, at medlemsstaterne sikrer, at der indføres »en ordning for tredjeparts adgang til transmissions- og distributionssystemerne […] som gælder alle privilegerede kunder«, og at denne ordning skal »anvendes objektivt og uden at diskriminere mellem systembrugere«.

36

Hvad for det første angår begrebet »adgang til systemet« skal det undersøges, om der — som anført af den litauiske og den finske regering samt af Kommissionen under retsmødet — skal sondres mellem begreberne »adgang til systemet« og »tilslutning til systemet«.

37

I denne forbindelse skal det konstateres, at der er forskelle mellem visse sproglige udgaver af direktivet. Således benyttes ordet »adgang« i flere sprogudgaver såvel i artikel 20, stk. 1, første punktum, som i samme artikels stk. 2, første punktum. Det gælder bl.a. den spanske (»acceso«), den tyske (»Zugang«), den engelske (»access«), den franske (»accès«) og den italienske (»accesso«) udgave. I den litauiske udgave af direktivet benyttes i artikel 20, stk. 1, ordet »prieiga«, der på dansk oversættes til »adgang«, hvorimod ordet »prisijungti« benyttes i samme artikels stk. 2, hvilket på dansk kan oversættes til »forbinde« eller »tilslutte«. Ordet »prisijungti« benyttes endvidere i anden og sjette betragtning til den litauiske udgave af direktivet, hvorimod de andre nævnte sprogudgaver benytter ordet »adgang« eller tilsvarende.

38

Ifølge fast retspraksis kan den formulering, der er anvendt i en sproglig udgave af en fællesskabsretlig bestemmelse, ikke alene tjene som grundlag for bestemmelsens fortolkning eller i denne henseende tillægges større betydning end de øvrige sproglige udgaver. Dette ville nemlig være i strid med kravet om en ensartet anvendelse af fællesskabsretten (jf. dom af 12.11.1998, sag C-149/97, Institute of the Motor Industry, Sml. I, s. 7053, præmis 16, og af 3.4.2008, sag C-187/07, Endendijk, Sml. I, s. 2115, præmis 23).

39

I tilfælde af uoverensstemmelse mellem de forskellige sproglige udgaver af en fællesskabsbestemmelse skal den pågældende bestemmelse fortolkes på baggrund af den almindelige opbygning af og formålet med den ordning, som den er led i (dom af 9.3.2000, sag C-437/97, EKW og Wein & Co, Sml. I, s. 1157, præmis 42, af 1.4.2004, sag C-1/02, Borgmann, Sml. I, s. 3219, præmis 25, samt Endendijk-dommen, præmis 24).

40

Det må derfor konstateres, at ordene »adgang« og »tilslutning« i direktivet har forskellige betydninger. Ordet »adgang« er forbundet med forsyning af elektricitet, herunder kvaliteten, regelmæssigheden og omkostningerne af ydelsen. Det anvendes ofte i forbindelse med sikring af ikke-diskriminerende tariffer. Det fremgår således af 2. og 13. betragtning til direktivet, at netadgang på grundlag af tariffer, der offentliggøres, inden de træder i kraft, sikrer ikke-diskriminerende transmissions- og distributionstariffer, af direktivets 6. betragtning, at der skal være ikke-diskriminerende, gennemsigtig adgang til nettene til rimelige priser, af direktivets 15. betragtning, at de regulerende myndigheders intervention skal sikre ikke-diskriminerende adgang til nettet, og af direktivets 17. betragtning, at det er nødvendigt at indføre ikke-diskriminerende og omkostningsrelaterede balanceringsmekanismer for at sikre en effektiv markedsadgang for alle markedsdeltagere.

41

Ordet »tilslutning« anvendes snarere i en teknisk sammenhæng og vedrører den fysiske tilslutning til nettet. Således foreskriver direktivets artikel 5, at medlemsstaterne påser, at der udarbejdes og offentliggøres tekniske forskrifter for de mindstekrav med hensyn til konstruktion og drift, som produktionsanlæg, distributionssystemer, direkte tilsluttede kunders udstyr, samkøringsforbindelser og direkte linjer skal opfylde for at kunne blive tilsluttet systemet. Direktivets artikel 23, stk. 1, litra c), præciserer ligeledes, at de regulerende myndigheder skal have ansvar for at sikre, at der ikke sker forskelsbehandling, og at der er effektiv konkurrence, idet de navnlig overvåger den tid, det tager transmissions- og distributionsselskaber at foretage tilslutninger. Disse myndigheder skal endvidere efter direktivets artikel 23, stk. 2, litra a), fastsætte eller godkende metoderne til beregning eller fastsættelse af betingelserne for tilslutning til nettene. Hertil — og som generaladvokaten med rette har påpeget i punkt 33 i forslaget til afgørelse — anvendes i artikel 23, stk. 2, litra a), både ordet »adgang« og ordet »tilslutning« i samme sætning. Det følger heraf, at de to ord har forskellige betydninger. Det bemærkes i øvrigt, at det i direktivets artikel 3, stk. 3, bestemmes, at medlemsstaterne for at sikre forsyningspligten kan pålægge distributionsselskaberne en forpligtelse til at tilslutte kunderne deres net.

42

Det fremgår således af denne undersøgelse af direktivets bestemmelser — som anført af generaladvokaten i punkt 34 og 36 i forslaget til afgørelse — at begrebet netadgang består i retten til at benytte elektricitetssystemerne, og at begrebet tilslutning svarer til den fysiske tilslutning til nettet. Direktivets artikel 20 præciserer alene medlemsstaternes forpligtelser for så vidt angår adgangen til systemerne og ikke tilslutningen hertil.

43

I det omfang, hvor transmission og distribution ikke omfatter forsyning af elektricitet, og hvor de privilegerede kunder frit skal kunne vælge deres leverandør og have adgang til systemerne, som det er anført i nærværende doms præmis 33, følger det derfor heraf, at retten til netadgangen for de privilegerede kunder udøves via en leverandør, som de pågældende kunder frit kan vælge. Denne valgfrihed er — som anført af generaladvokaten i punkt 41 i forslaget til afgørelse — ligeledes sikret, uanset om forsyningsselskabet tilslutter dem et transmissionssystem eller et distributionssystem.

44

Hvad dernæst angår begrebet »tredjepart« skal det konstateres, at selve teksten i direktivets artikel 20, stk. 1, præciserer dette begreb ved tillige at benytte begrebet »systembrugere«, som er defineret i direktivets artikel 2, nr. 18, og som omfatter alle fysiske eller juridiske personer, der forsyner eller forsynes fra et transmissions- eller distributionssystem. Kunderne findes blandt disse personer.

45

Det følger heraf, at eftersom systembrugerne er omfattet af anvendelsesområdet for direktivets artikel 20, stk. 1, tillægger bestemmelsen de privilegerede kunder en ret til ikke-diskriminerende netadgang.

46

Et af direktivets formål er, at netadgangen skal være fri, hvilket — som det fremgår af nærværende doms præmis 33 — udgør en væsentlig foranstaltning til gennemførelse af det indre marked for elektricitet, og at denne netadgang skal være baseret på ikke-diskriminerende, gennemsigtige og objektive kriterier samt på tariffer, der offentliggøres, inden de træder i kraft, og ikke at denne adgang er vilkårlig.

47

Det følger heraf, at medlemsstaterne bevarer en handlefrihed med henblik på at orientere systembrugerne mod den ene eller den anden type net, dog på betingelse af, at dette sker med ikke-diskriminerende begrundelser og ud fra objektive betragtninger. Systembrugerne har derfor en ret til adgang til elektricitetssystem, men medlemsstaterne kan bestemme, til hvilken type system tilslutningen skal ske. Det skal imidlertid efterprøves, om de af medlemsstaterne anførte kriterier er objektive og ikke-diskriminerende.

48

I den forbindelse kan ønsket om at undgå, at de store kunder tilslutter sig transmissionssystemerne direkte, hvilket vil føre til, at det alene er de små kunder, der skal bære omkostningerne i forbindelse med distributionssystemerne, og dermed at elpriserne stiger, begrunde pligten til at prioritere tilslutning til et distributionssystem. Det tilkommer imidlertid den nationale retsinstans at efterprøve, om disse begrundelser er reelle, og om de hviler på objektive og ikke-diskriminerende kriterier.

49

Det fremgår af samtlige disse bemærkninger, at spørgsmålet skal besvares med, at direktivets artikel 20 skal fortolkes således, at bestemmelsen alene definerer medlemsstaternes forpligtelser for så vidt angår tredjeparters adgang og ikke tilslutning til transmissions- og distributionssystemerne for elektricitet, og at den ikke foreskriver, at den ordning for adgang til systemerne, som medlemsstaterne skal iværksætte, skal give de privilegerede kunder mulighed for frit at vælge, hvilken type net de ønsker at tilslutte sig. Nævnte artikel 20 skal endvidere fortolkes således, at den ikke er til hinder for nationale bestemmelser, hvorefter en privilegeret kundes udstyr kun må tilsluttes et transmissionssystem, såfremt distributionssystemoperatøren på grundlag af godtgjorte tekniske og driftsmæssige krav nægter at tilslutte den privilegerede kundes udstyr, der befinder sig på området angivet på distributionssystemoperatørens licens, til distributionssystemet. Det tilkommer imidlertid den nationale retsinstans at efterprøve, om iværksættelsen og anvendelsen af denne ordning i forhold til systembrugerne sker efter objektive og ikke-diskriminerende kriterier.

50

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tredje Afdeling) for ret:

Artikel 20 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/54/EF af 26. juni 2003 om fælles regler for det indre marked for elektricitet og om ophævelse af direktiv 96/92/EF skal fortolkes således, at bestemmelsen alene definerer medlemsstaternes forpligtelser for så vidt angår tredjeparters adgang og ikke tilslutning til transmissions- og distributionssystemerne for elektricitet, og at den ikke foreskriver, at den ordning for adgang til systemerne, som medlemsstaterne skal iværksætte, skal give de privilegerede kunder mulighed for frit at vælge, hvilken type net de ønsker at tilslutte sig.

Nævnte artikel 20 skal endvidere fortolkes således, at den ikke er til hinder for nationale bestemmelser, hvorefter en privilegeret kundes udstyr kun må tilsluttes et transmissionssystem, såfremt distributionssystemoperatøren på grundlag af godtgjorte tekniske og driftsmæssige krav nægter at tilslutte den privilegerede kundes udstyr, der befinder sig på området angivet på distributionssystemoperatørens licens, til distributionssystemet. Det tilkommer imidlertid den nationale retsinstans at efterprøve, om iværksættelsen og anvendelsen af denne ordning i forhold til systembrugerne sker efter objektive og ikke-diskriminerende kriterier.