—

Jörn Petersen ved Rechtsanwalt U. Seamus Hiob

—

den østrigske regering ved E. Riedl og M. Winkler, som befuldmægtigede

—

den tyske regering ved M. Lumma og J. Möller, som befuldmægtigede

—

den spanske regering ved J. Rodríguez Cárcamo, som befuldmægtiget

—

den italienske regering ved I.M. Braguglia, som befuldmægtiget, bistået af avvocato dello Stato W. Ferrante

—

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved V. Kreuschitz og G. Braun, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 4, stk. 1, og artikel 10, stk. 1, i Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet (EFT 1971 II, s. 366), som ændret og ajourført ved Rådets forordning (EF) nr. 118/97 af 2. december 1996 (EFT 1997 L 28, s. 1, herefter »forordning nr. 1408/71«), og fortolkningen af artikel 39 EF.

2

Denne anmodning er blevet fremsat inden for rammerne af en tvist mellem Jörn Petersen og Landesgeschäftsstelle des Arbeitsmarktservice Niederösterreich (det regionale arbejdsmarkedskontor, herefter »Arbeitsmarktservice«) vedrørende sidstnævntes afslag på fortsat — dvs. efter Jörn Petersens flytning til Tyskland — at udbetale det forskud, der udbetales til arbejdsløse, der i medfør af den lovpligtige pensions- og ulykkesforsikring har ansøgt om en sikringsydelse i anledning af nedsat arbejdsevne eller invaliditet.

3

Artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 bestemmer:

»Denne forordning finder anvendelse på enhver lovgivning om sociale sikringsgrene, der vedrører:

[…]

[…]«

4

Forordningens artikel 10, stk. 1, første afsnit, har følgende ordlyd:

»Kontantydelser ved invaliditet eller alderdom eller til efterladte, erstatning i anledning af arbejdsulykker eller erhvervssygdomme samt ydelser ved dødsfald, hvortil der er erhvervet ret efter lovgivningen i en eller flere medlemsstater, kan, medmindre andet er bestemt i denne forordning, ikke nedsættes, ændres, stilles i bero, inddrages eller beslaglægges som følge af, at den berettigede er bosat i en anden medlemsstat end den, hvori den institution, som det påhviler at udrede ydelsen, er beliggende.«

5

Forordningens artikel 69, stk. 1, bestemmer:

»En helt arbejdsløs arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende, der opfylder de i en medlemsstats lovgivning foreskrevne betingelser for ret til ydelser, og som rejser til en eller flere andre medlemsstater for at søge beskæftigelse dér, bevarer sin ret til disse ydelser under følgende betingelser og inden for følgende grænser:

6

I samme forordnings artikel 71 reguleres retten til ydelser for arbejdsløse, som under deres seneste beskæftigelse var bosat i en anden medlemsstat end den kompetente stat.

7

§ 7 i lov om arbejdsløshedsforsikring af 1977 (Arbeitslosenversicherungsgesetz 1977, BGBl 609/1977, som affattet ved BGBl I 71/2003, herefter »AlVG«) med overskriften »Arbejdsløshedsdagpenge — betingelser for ret til ydelser«, bestemmer:

»1.   Ret til arbejdsløshedsdagpenge har personer, der

2.   Der kan formidles arbejde til personer, der kan og har ret til at optage beskæftigelse (stk. 3), der er arbejdsdygtige (§ 8), arbejdsvillige (§ 9), og som er arbejdsløse (§ 12).

[…]

4.   Betingelsen om arbejdsdygtighed kræves ikke opfyldt af arbejdsløse, der har undergået revalideringsforanstaltninger med henblik på erhvervsmæssig genoptræning, og som har nået formålet med disse foranstaltninger (§ 300, stk. 1 og 3, i Allgemeines Sozialversicherungsgesetz [lov om social sikring, herefter »ASVG«]), og som har tilbagelagt optjeningsperioden, efter at disse foranstaltninger er gennemført.

[…]«

8

AlVG’s § 16 med overskriften »Suspension af retten til arbejdsløshedsdagpenge« har følgende ordlyd:

»1.   Retten til arbejdsløshedsdagpenge suspenderes under

[…]

[…]

3.   På begæring af den arbejdsløse kan suspensionen af arbejdsløshedsdagpengene i henhold til stk. 1, litra g), efter høring af Regionalrådet udsættes i op til tre måneder under en ydelsesperiode, såfremt der foreligger omstændigheder, der med rimelighed må tages hensyn til (§ 18). Omstændigheder, der med rimelighed må tages hensyn til, er omstændigheder, der kan bringe arbejdsløsheden til ophør, navnlig når det kan påvises, at den arbejdsløse tager til udlandet for dér at søge arbejde eller deltage i en ansættelsessamtale med en arbejdsgiver, eller for at gennemgå en uddannelse, eller omstændigheder af tvingende familiemæssig karakter.

[…]«

9

AlVG’s § 23 med overskriften »Forskud på ydelser fra pensionsforsikringen« har følgende ordlyd:

»1.   Arbejdsløse, der har ansøgt om

kan opnå forskudsvis udbetaling af arbejdsløshedsdagpenge eller kontanthjælp, indtil der træffes afgørelse om tilkendelse af ovennævnte ydelser.

2.   Forskudsvis udbetaling af arbejdsløshedsdagpenge eller kontanthjælp forudsætter, at

3.   I forbindelse med ansøgning om en ydelse efter stk. 1, nr. 1, må det ligeledes antages, at der foreligger arbejdsløshed, når der i et eksisterende tjenesteforhold ikke længere er et krav på løn, og retten til sygedagpenge er udtømt.

4.   Forskuddet udbetales med et beløb svarende til de forventede arbejdsløshedsdagpenge (eller den forventede kontanthjælp) indtil et loft, der svarer til en tredivtedel af den gennemsnitlige størrelse af ydelserne, inklusive børnetilskud efter stk. 1, nr. 1, henholdsvis efter stk. 1, nr. 2. Får Arbeitsmarktservices regionalkontor skriftlig meddelelse fra socialforsikringsinstitutionen om, at den forventede ydelse vil blive lavere, nedsættes forskudsbeløbet tilsvarende. I det i stk. 1, nr. 2, omhandlede tilfælde ydes forskuddet med tilbagevirkende kraft fra det tidspunkt, hvor der opnås ret til pension, såfremt den pågældende har indgivet pensionsansøgningen inden 14 dage efter udstedelsen af den i stk. 2, nr. 3, nævnte bekræftelse.

5.   Har et regionalkontor ydet forskud efter stk. 1, eller er der udbetalt arbejdsløshedsdagpenge eller kontanthjælp, overdrages den arbejdsløses krav på en ydelse i medfør af stk. 1, nr. 1, eller stk. 1, nr. 2, for den samme periode til forbundsmyndighederne til brug for økonomisk forvaltning af arbejdsmarkedspolitikken med et beløb, der svarer til den udbetalte ydelse fra regionalkontoret, med undtagelse af sygedagpenge, så snart regionalkontoret ved socialforsikringsinstitutionen har gjort overdragelsen af kravet gældende (overdragelse i henhold til loven). Kravets overdragelse gælder kun i et omfang svarende til de beløb, der skal efterbetales, og har forrang for andre krav.

De sygedagpenge, der er blevet udbetalt over arbejdsløshedsforsikringens budget (§ 42, stk. 3) i den i stk. 5 nævnte periode, skal godtgøres af de lovpligtige sygesikringsinstitutioner på vegne af Hauptverband der österreichischen Sozialversicherungsträger med den procentsats, der er fastsat i ASVG’s § 73, stk. 2, af de beløb, der refunderes af pensionsforsikringsinstitutionerne i henhold til stk. 5.

7.   Tilkendes der ikke pension efter stk. 1, betragtes forskuddet med hensyn til varighed og størrelse som arbejdsløshedsdagpenge henholdsvis kontanthjælp, dvs. at der navnlig ikke bliver tale om nogen efterbetaling af en eventuel difference, og ydelsesperioden forkortes i medfør af § 18.«

10

Jörn Petersen, der er tysk statsborger, har haft lønnet beskæftigelse i Østrig. Den 14. april 2000 indgav han en ansøgning til den østrigske pensionsforsikringsanstalt om tilkendelse af invalidepension (Berufsunfähigkeitspension) fra den lovpligtige pensionsforsikring. Han klagede efterfølgende over det afslag, han fik herpå.

11

Mens sagen verserede, udbetalte Arbeitsmarktservice forskud til Jörn Petersen i henhold til AlVG’s § 23. Jörn Petersen, der på daværende tidspunkt stadig boede i Østrig, men som havde til hensigt at flytte til Tyskland, anmodede Arbeitsmarktservice om, at ydelsen fortsat blev udbetalt efter flytningen.

12

Den 28. oktober 2003 afslog Arbeitsmarktservice denne anmodning. Jörn Petersen indbragte denne afgørelse for Verwaltungsgerichtshof.

13

I sin afgørelse har den forelæggende ret anført, at spørgsmålet om, hvorvidt den i hovedsagen omhandlede ydelse skal »eksporteres« eller ej, afhænger af, om den må kvalificeres som en »ydelse ved arbejdsløshed« eller en »ydelse ved invaliditet« i den forstand, hvori udtrykkene er anvendt i artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 1408/71, da det i forordningens artikel 10, stk. 1, er fastsat, at den sidstnævnte ydelse skal eksporteres, hvorimod samme forordnings artikel 69 begrænser eksport af den førstnævnte til et særligt tilfælde, der ikke er relevant i hovedsagen.

14

Ifølge den forelæggende ret indeholder den i hovedsagen omhandlede ydelse elementer fra begge disse ydelser. Dels udbetales den nemlig over arbejdsløshedsforsikringens budget, og det forudsættes, at ansøgeren er arbejdsløs og har optjent ret til arbejdsløshedsdagpenge. Dels indgår denne ydelse i ydelserne fra den lovpligtige pensions- eller ulykkesforsikring, og tildelingen af denne er ikke betinget af, at ansøgeren er arbejdsdygtig, står til rådighed for arbejdsmarkedet og er arbejdsvillig. Efter rettens opfattelse medfører de to sidstnævnte elementer, at hovedsagen adskiller sig fra den sag, der gav anledning til dom af 2. august 1993, Acciardi (sag C-66/92, Sml. I, s. 4567), hvori Domstolen fastslog, at en ydelse bestemt til delvis uarbejdsdygtige arbejdsløse, der træder i stedet for offentlig arbejdsløshedsunderstøttelse, er en »ydelse ved arbejdsløshed« som omhandlet i artikel 4, stk. 1, litra g), i forordning nr. 1408/71.

15

Hvis den i hovedsagen omhandlede ydelse skal betragtes som en »ydelse ved arbejdsløshed« i ovennævnte bestemmelses forstand, opstår efter rettens opfattelse spørgsmålet, om det er foreneligt med artikel 39 EF, at retten til ydelser suspenderes ved udlandsophold, for så vidt som det til forskel fra det i artikel 69 i forordning nr. 1408/71 udtrykkeligt fastsatte tilfælde af arbejdssøgning hverken i Østrig eller i en anden medlemsstat er påkrævet, at den pågældende underkaster sig Arbeitsmarktservices kontrol med, at vedkommende er villig til at påtage sig beskæftigelse.

16

Under disse omstændigheder har Verwaltungsgerichtshof besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

17

Med det første spørgsmål søger den forelæggende ret afklaret arten af en ydelse som den i hovedsagen omhandlede. Retten har nærmere bestemt spurgt, om en sådan ydelse skal betragtes som en »ydelse ved invaliditet« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 4, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1408/71, eller som en »ydelse ved arbejdsløshed« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 4, stk. 1, litra g).

18

Det bemærkes, at forordning nr. 1408/71 i henhold til dennes artikel 4, stk. 1, litra b) og g), finder anvendelse på enhver lovgivning om sociale sikringsgrene, der vedrører henholdsvis ydelser ved invaliditet, herunder ydelser, der tager sigte på at bevare eller forbedre erhvervsevnen, og ydelser ved arbejdsløshed.

19

Efter fast retspraksis kan en ydelse anses for en social sikringsydelse, såfremt den tildeles de berettigede uden nogen individuel bedømmelse af personlige behov, men efter lovbestemte kriterier og forudsat, at den vedrører én af de risici, der udtrykkeligt er anført i artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 (jf. bl.a. dom af 21.2.2006, sag C-286/03, Hosse, Sml. I, s. 1771, præmis 37, og af 18.12.2007, forenede sager C-396/05, C-419/05 og C-450/05, Habelt m.fl., Sml. I, s. 11895, præmis 63).

20

I det foreliggende tilfælde er det ubestridt, at dette gælder for den i hovedsagen omhandlede ydelse, da den tildeles på grundlag af objektive kriterier, der er fastsat i AlVG’s § 23, og de kompetente myndigheder ikke råder over nogen beføjelse til at foretage en individuel bedømmelse af ansøgerens behov, og denne ydelse er bestemt til at imødegå risikoen for enten invaliditet eller arbejdsløshed, hvilket fremgår af artikel 4, stk. 1, litra b) og g), i forordning nr. 1408/71.

21

Hvad angår den præcise fastlæggelse af arten af den i hovedsagen omhandlede ydelse fremgår det af Domstolens praksis, at sociale sikringsydelser, uanset de forskellige nationale lovgivningers egenart, må betragtes som værende af samme art, når deres genstand og formål samt deres beregningsgrundlag og tildelingsbetingelser er identiske. Derimod er rent formelle kendetegn ikke af betydning ved klassificeringen af ydelserne (jf. i denne retning dom af 5.7.1983, sag 171/82, Valentini, Sml. s. 2157, præmis 13, og af 18.7.2006, sag C-406/04, De Cuyper, Sml. I, s. 6947, præmis 25).

22

Det er i lyset af disse principper, at det skal undersøges, om en ydelse som den i hovedsagen omhandlede skal betragtes som en »ydelse ved invaliditet« eller som en »ydelse ved arbejdsløshed« i den forstand, hvori udtrykkene er anvendt i artikel 4, stk. 1, litra b) eller g), i forordning nr. 1408/71.

23

Hvad for det første angår den i hovedsagen omhandlede ydelses genstand og formål bemærkes, at det, som generaladvokaten i det væsentlige har konstateret i punkt 58 og 59 i forslaget til afgørelse, fremgår af AlVG’s § 23, og navnlig af bestemmelsens stk. 1-3, at formålet med bestemmelsen er at sikre en ansøger om invalidepension, der ikke er i arbejde, eller som ikke har nogen indkomst, når omstændighederne tilsiger, at en sådan pension vil blive tildelt, økonomiske midler, der gør det muligt for vedkommende at dække sine fornødenheder, mens den pågældende afventer et endeligt svar på sin ansøgning, og dermed i en periode, hvor det er usikkert, om ansøgeren kan vende tilbage til arbejdsmarkedet.

24

Som den tyske regering har anført i sit indlæg i sagen, har den i hovedsagen omhandlede ydelse således til formål at gøre det muligt for ansøgeren om invalidepension at forblive på arbejdsmarkedet i denne usikkerhedsperiode for at undgå at vanskeliggøre en senere adgang til arbejdsmarkedet, hvis han skulle få afslag på sin ansøgning om invalidepension.

25

Det følger heraf — ligesom det er tilfældet med enhver arbejdsløshedsydelse — at den i hovedsagen omhandlede ydelse, der også udbetales af de myndigheder, der er kompetente på arbejdsløshedsområdet, hovedsageligt har til formål at erstatte arbejdsløn, der er bortfaldet som følge af arbejdsløshed, og at bidrage til den arbejdsløses underhold (dom af 8.7.1992, sag C-102/91, Knoch, Sml. I, s. 4341, præmis 44 og 45, Acciardi-dommen, præmis 16 og 17, samt dom af 27.11.1997, sag C-57/96, Meints, Sml. I, s. 6689, præmis 27). Hvis der meddeles afslag på invalidepension, betragtes den omtvistede ydelse med hensyn til varighed og størrelse desuden som arbejdsløshedsunderstøttelse i henhold til AlGV’s § 23, stk. 7.

26

Tildelingen af den i hovedsagen omhandlede ydelse er ganske vist ligeledes forbundet med en ansøgning om invalidepension, og i tilfælde af, at der senere tilkendes en sådan pension, skal de kompetente myndigheder på invalidepensionsområdet refundere de beløb, der er blevet udbetalt i form af den pågældende ydelse, til de myndigheder, der er kompetente på arbejdsløshedsområdet.

27

Som anført af den østrigske regering må det imidlertid fastslås, at selv om det i henhold til AlVG’s § 23, stk. 2, nr. 2, skal være sandsynligt, at der — med henblik på tildeling af den i hovedsagen omhandlede ydelse — er ret til invalidepension, skal det derimod være sikkert, at den pågældende ikke er i beskæftigelse, idet arbejdsløshed er en ufravigelig betingelse for tildeling af denne ydelse.

28

Det følger bl.a. heraf, at den ydelsesberettigede i hovedsagen fortaber sin ret til denne ydelse, hvis han opnår lønnet beskæftigelse. Domstolen har imidlertid allerede fastslået, at en ydelse, der tildeles som følge af, at risikoen for tab af beskæftigelse realiseres, og som den pågældende ikke længere har krav på at få udbetalt, såfremt denne situation ophører ved, at den pågældende får lønnet beskæftigelse, må anses for en ydelse ved arbejdsløshed (De Cuyper-dommen, præmis 27).

29

Hvad dernæst angår beregningsgrundlaget for den i hovedsagen omhandlede ydelse bemærkes, at dennes størrelse i henhold til AlVG’s § 23, stk. 4, fastsættes på samme måde som arbejdsløshedsdagpengene. Ifølge denne bestemmelse kan beløbet ganske vist ikke overstige størrelsen af den invalidepension, der er ansøgt om. Som den tyske regering har anført, har dette loft imidlertid kun til formål at undgå, at den berettigede skal tilbagebetale det overskydende beløb, såfremt invalidepensionen tilkendes.

30

Hvad endelig angår betingelserne for tildeling af den pågældende ydelse må det — ud over den omstændighed, at de bestemmelser, der finder anvendelse herpå, er fastsat i arbejdsløshedslovgivningen, og at denne ydelse tildeles af de myndigheder, der er kompetente på arbejdsløshedsområdet — fastslås, at ansøgeren om invalidepension skal opfylde betingelserne for at erhverve ret til arbejdsløshedsdagpenge med hensyn til optjeningsperioden, og den pågældende må endnu ikke have oppebåret dagpenge i den maksimale periode.

31

Det er således ubestridt, at hvis den pågældende udtømmer retten til at oppebære arbejdsløshedsdagpenge i løbet af den periode, hvor den i hovedsagen omhandlede ydelse udbetales, bortfalder retten til ydelsen i samme øjeblik, selv om der ikke er truffet nogen endelig afgørelse vedrørende ansøgningen om invalidepension.

32

Jörn Petersen og den spanske regering har imidlertid anført, at det med henblik på tildeling af den i hovedsagen omhandlede ydelse — som en undtagelse fra de krav, der er fastsat i den nationale lovgivning for erhvervelse af ret til arbejdsløshedsdagpenge — hverken kræves, at ansøgeren godtgør, at han er i stand til og villig til at arbejde, eller at han står til rådighed for arbejdsmarkedet.

33

Selv om det er korrekt, at disse krav kan udgøre et væsentligt kendetegn i relation til betingelserne for at være berettiget til tildeling af arbejdsløshedsdagpenge (jf. i denne retning dom af 23.3.1982, sag 79/81, Baccini, Sml. s. 1063, præmis 15 og 16, Acciardi-dommen, præmis 16 og 17, dom af 11.7.1996, sag C-25/95, Otte, Sml. I, s. 3745, præmis 36, og De Cuyper-dommen, præmis 27), kan fritagelsen fra at skulle opfylde dem i et bestemt tilfælde ikke i sig selv påvirke selve arten af den i hovedsagen omhandlede ydelse.

34

En sådan fritagelse har i det foreliggende tilfælde nemlig kun til formål at tilpasse betingelserne for tildeling af denne ydelse til den situation, hvori en ansøger om invalidepension, hvis arbejdsdygtighed og tilgængelighed for arbejdsmarkedet er usikker i afventning af en endelig afgørelse af dette spørgsmål, befinder sig (jf. analogt De Cuyper-dommen, præmis 30 og 34).

35

Under disse omstændigheder må det konstateres, at det følger af såvel genstanden for og formålet med den i hovedsagen omhandlede ydelse som dens beregningsgrundlag og tildelingsbetingelser, at en sådan ydelse, uagtet at den er forbundet med en ansøgning om invalidepension, er knyttet direkte til risikoen for arbejdsløshed som omhandlet i artikel 4, stk. 1, litra g), i forordning nr. 1408/71.

36

Det første spørgsmål skal følgelig besvares med, at en ydelse som den i hovedsagen omhandlede skal betragtes som en »ydelse ved arbejdsløshed« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 4, stk. 1, litra g), i forordning nr. 1408/71.

37

Med det andet spørgsmål har den forelæggende ret nærmere bestemt spurgt, om artikel 39 EF skal fortolkes således, at bestemmelsen er til hinder for, at en medlemsstat undergiver tildelingen af en ydelse som den i hovedsagen omhandlede, der skal betragtes som en »ydelse ved arbejdsløshed« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 4, stk. 1, litra g), i forordning nr. 1408/71, en betingelse om, at de ydelsesberettigede har bopæl på den pågældende stats område, og som følgelig forbyder »eksport« af en sådan ydelse til en anden medlemsstat.

38

Indledningsvis bemærkes, at artikel 10, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 — der bestemmer, at bopælsbestemmelser, »medmindre andet er bestemt i [forordningen]«, skal ophæves for så vidt angår de i bestemmelsen opregnede ydelser — ganske vist udtrykkeligt nævner ydelser ved invaliditet, der således principielt kan eksporteres til en anden medlemsstat (jf. dom af 4.11.1997, sag C-20/96, Snares, Sml. I, s. 6057, præmis 40), men den nævner derimod ikke ydelser ved arbejdsløshed. Denne bestemmelse forbyder således ikke, at lovgivningen i en medlemsstat undergiver udbetalingen af en sådan ydelse en betingelse om, at den berettigede har bopæl på denne medlemsstats område (jf. i denne retning De Cuyper-dommen, præmis 37).

39

Herved bemærkes, at forordning nr. 1408/71 imidlertid bestemmer, at der er to situationer, hvor den kompetente medlemsstat er forpligtet til at give modtagerne af arbejdsløshedsdagpenge mulighed for at være bosat på en anden medlemsstats område og dog bevare deres ret til ydelsen. Den ene er den situation, som er omhandlet i forordningens artikel 69, hvorefter arbejdsløse, som rejser til en anden medlemsstat end den kompetente stat »for at søge beskæftigelse dér«, bevarer deres ret til ydelser ved arbejdsløshed. Den anden er den situation, som er omhandlet i forordningens artikel 71, og som vedrører arbejdsløse, der under deres seneste beskæftigelse var bosat i en anden medlemsstat end den kompetente stat (De Cuyper-dommen, præmis 38).

40

Det fremgår imidlertid klart af forelæggelsesafgørelsen, at en situation som den, Jörn Petersen befinder sig i, ikke er omfattet af nogen af disse bestemmelser — hvilket i øvrigt er ubestridt — og at forordning nr. 1408/71 følgelig ikke indeholder bestemmelser, der regulerer tilfælde som det, der er genstand for hovedsagen.

41

Hertil skal det dog bemærkes, at forordning nr. 1408/71 ikke indfører en fælles socialsikringsordning, men udelukkende har til formål at sikre en samordning af medlemsstaternes nationale sikringsordninger, som fortsat består (dom af 5.7.1988, sag 21/87, Borowitz, Sml. s. 3715, præmis 23, og af 3.4.2008, sag C-331/06, Chuck, Sml. I, s. 1957, præmis 27).

42

Selv om medlemsstaterne i mangel af en harmonisering på fællesskabsplan har bevaret deres kompetence til selv at udforme deres sociale sikringsordninger, skal de imidlertid overholde fællesskabsretten ved udøvelsen af denne kompetence og navnlig EF-traktatens bestemmelser om arbejdskraftens frie bevægelighed (jf. i denne retning dom af 23.11.2000, sag C-135/99, Elsen, Sml. I, s. 10409, præmis 33, og af 7.7.2005, sag C-227/03, van Pommeren-Bourgondiën, Sml. I, s. 6101, præmis 39).

43

Det fremgår af fast retspraksis, at det formål, der forfølges med artikel 39 EF til 42 EF, ikke ville blive nået, hvis arbejdstagerne ved at udøve deres ret til fri bevægelighed skulle miste de sociale fordele, som sikres dem ved en medlemsstats lovgivning, særligt når disse fordele udgør modydelsen for de bidrag, som de har indbetalt. En sådan konsekvens ville nemlig kunne afholde arbejdstagere i Fællesskabet fra at udøve deres ret til fri bevægelighed og ville dermed være en hindring for denne frihed (jf. i denne retning dom af 4.10.1991, sag C-349/87, Paraschi, Sml. I, s. 4501, præmis 22, af 8.3.2001, sag C-215/99, Jauch, Sml. I, s. 1901, præmis 20, og Hosse-dommen, præmis 24).

44

Det følger heraf, at der — i modsætning til den østrigske og den tyske regerings standpunkt — skal foretages en prøvelse af spørgsmålet om, hvorvidt den ordning, der finder anvendelse på en ydelse som den i hovedsagen omhandlede, er forenelig med artikel 39 EF.

45

Hertil bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at arbejdstagerbegrebet i artikel 39 EF er et fællesskabsretligt begreb, som ikke må fortolkes indskrænkende. Enhver person, der udøver en reel og faktisk beskæftigelse, bortset fra beskæftigelse af så ringe omfang, at den fremtræder som et rent marginalt supplement, skal anses for »arbejdstager«. Kendetegnet ved et arbejdsforhold er ifølge denne praksis, at en person i en vis periode præsterer ydelser mod vederlag for en anden og efter dennes anvisninger (jf. bl.a. dom af 3.7.1986, sag 66/85, Lawrie-Blum, Sml. s. 2121, præmis 16 og 17, af 7.9.2004, sag C-456/02, Trojani, Sml. I, s. 7573, præmis 15, og af 17.3.2005, sag C-109/04, Kranemann, Sml. I, s. 2421, præmis 12).

46

I den foreliggende sag fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at Jörn Petersen — før de faktiske omstændigheder, der gav anledning til tvisten i hovedsagen, indtrådte — havde lønnet beskæftigelse i en medlemsstat, og at han på daværende tidspunkt følgelig havde status som »arbejdstager« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 39 EF. En statsborger i en medlemsstat, der, som Jörn Petersen, har forladt sin oprindelsesmedlemsstat for at udøve lønnet beskæftigelse i en anden medlemsstat, skal anses for at have gjort brug af sin ret til fri bevægelighed i henhold til artikel 39 EF.

47

Denne konstatering anfægtes ikke af den omstændighed, at Jörn Petersen, da han efterfølgende flyttede tilbage til sin oprindelsesmedlemsstat, efter at de kompetente myndigheder havde tilkendt ham den i hovedsagen omhandlede ydelse, var arbejdsløs og ansøgte om invalidepension.

48

Det fremgår nemlig af fast retspraksis, at visse rettigheder, der beror på de vandrende arbejdstageres status som arbejdstagere, består, selv om de pågældende ikke længere er i beskæftigelse (jf. i denne retning dom af 21.6.1988, sag 39/86, Lair, Sml. s. 3161, præmis 36, af 12.5.1998, sag C-85/96, Martínez Sala, Sml. I, s. 2691, præmis 32, af 24.9.1998, sag C-35/97, Kommissionen mod Frankrig, Sml. I, s. 5325, præmis 41, af 6.11.2003, sag C-413/01, Ninni-Orasche, Sml. I, s. 13187, præmis 34, og af 23.3.2004, sag C-138/02, Collins, Sml. I, s. 2703, præmis 27).

49

Dette gælder for ydelser, der tildeles på betingelse af, at der forud har bestået et arbejdsforhold, som er ophørt, og som indholdsmæssigt er forbundet med modtagernes objektive status som arbejdstagere (jf. Meints-dommen, præmis 41, og dom af 31.5.2001, sag C-43/99, Leclerc og Deaconescu, Sml. I, s. 4265, præmis 57).

50

I en situation som den i hovedsagen foreliggende, hvor den omhandlede ydelse er bestemt til at sikre en indkomst for en ansøger om invalidepension, der er arbejdsløs, og som har udøvet lønnet beskæftigelse i den pågældende medlemsstat, skal det imidlertid fastslås, at en sådan ydelse direkte følger af et arbejdsforhold i artikel 39 EF’s forstand, da ydelsen som anført af generaladvokaten i punkt 72 i forslaget til afgørelse både er forbundet med risikoen for arbejdsløshed og risikoen for invaliditet.

51

Det følger heraf, at en statsborger i en medlemsstat, der befinder sig i en situation som den, Jörn Petersen befinder sig i, skal anses for at have bevaret sin status som »arbejdstager« i artikel 39 EF’s forstand med henblik på at få tildelt den omhandlede ydelse, og en sådan statsborger er følgelig omfattet af anvendelsesområdet for denne artikel.

52

Det skal herefter undersøges, om et bopælskrav som det, der er opstillet for at få tildelt den i hovedsagen omhandlede ydelse, udgør en hindring for arbejdskraftens frie bevægelighed i artikel 39 EF’s forstand.

53

Ifølge fast retspraksis forbyder reglen om ligebehandling, der er indeholdt i artikel 39, stk. 2, EF, ikke blot åbenlys forskelsbehandling begrundet i nationalitet, men desuden enhver form for skjult forskelsbehandling, som ved anvendelse af andre sondringskriterier reelt fører til samme resultat (jf. bl.a. Meints-dommen, præmis 44, og domme af 18.7.2007, sag C-212/05, Hartmann, Sml. I, s. 6303, præmis 29, og sag C-213/05, Geven, Sml. I, s. 6347, præmis 18).

54

En national retsforskrift må, medmindre den er objektivt begrundet og står i rimeligt forhold til det tilstræbte formål, anses for at medføre indirekte forskelsbehandling, når den efter selve sin karakter er egnet til i højere grad at berøre vandrende arbejdstagere end indenlandske arbejdstagere og dermed risikerer navnlig at stille de førstnævnte ringere (Meints-dommen, præmis 44, Hartmann-dommen, præmis 30, og Geven-dommen, præmis 19).

55

Dette er tilfældet med en bopælsbetingelse som den, der gælder for den i hovedsagen omhandlede ydelse, der lettere opfyldes af de indenlandske arbejdstagere end af arbejdstagerne fra de øvrige medlemsstater, eftersom det navnlig er sidstnævnte arbejdstagere, der bl.a. i tilfælde af arbejdsløshed eller invaliditet, vil være tilbøjelige til at forlade det land, hvor de havde beskæftigelse, for at vende tilbage til deres hjemland (jf. i denne retning Paraschi-dommen, præmis 24, og dom af 18.4.2002, sag C-290/00, Duchon, Sml. I, s. 3567, præmis 38).

56

Det må imidlertid fastslås, at den østrigske regering ikke har udfoldet bestræbelser på at redegøre for det formål, der forfølges med den bopælsbetingelse, der er fastsat i de nationale bestemmelser for at få tildelt den i hovedsagen omhandlede ydelse, og at den følgelig ikke har fremført et eneste argument, der kunne begrunde den pågældende betingelse ud fra de hensyn til tvingende almene hensyn, der er beskyttet efter artikel 39 EF.

57

Med henblik på at give den forelæggende ret et fyldestgørende svar skal det imidlertid præciseres, at selv om bl.a. en risiko for et alvorligt indgreb i den sociale sikringsordnings økonomiske ligevægt kan udgøre et sådant tvingende alment hensyn (jf. bl.a. dom af 28.4.1998, sag C-158/96, Kohll, Sml. I, s. 1931, præmis 41, og af 11.1.2007, sag C-208/05, ITC, Sml. I, s. 181, præmis 43), kan en sådan risiko næppe påvises, da de kompetente myndigheder, som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 81 i forslaget til afgørelse, ved at tildele den i hovedsagen omhandlede ydelse til ansøgere om invalidepension, der på tidspunktet for indgivelse af deres ansøgning boede på det nationale område, netop har godtgjort, at de kan påtage sig den finansielle byrde i afventning af en endelig afgørelse heraf.

58

Det bemærkes endvidere, at den i hovedsagen omtvistede bopælsbetingelse forekommer uforholdsmæssig, da den opstilles i relation til en social sikringsydelse, der som den i hovedsagen omhandlede kan udbetales til ansøgere om invalidepension i en begrænset periode, der ifølge den østrigske regering i gennemsnit ikke overstiger tre til fire måneder, i hvilket tidsrum det i afventning af en endelig afgørelse om tildeling af en sådan pension hverken kræves, at de er i stand til og villige til at arbejde, eller at de står til rådighed for arbejdsmarkedet (jf. i denne retning Collins-dommen, præmis 68 og 69).

59

Hvis pensionen efter denne venteperiode tilkendes, er de kompetente myndigheder i den berørte medlemsstat, der skal fratrække de beløb, der er blevet udbetalt i form af den i hovedsagen omhandlede ydelse, under alle omstændigheder i medfør af artikel 10, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 forpligtet til at udbetale den pågældende pension, selv om den berettigede er flyttet til en anden medlemsstat.

60

Hvis der derimod efter denne periode gives afslag på invalidepension, i hvilket tilfælde den omhandlede ydelse med hensyn til beløbets størrelse og udbetalingens varighed skal modregnes i arbejdsløshedsdagpengene, er de kompetente myndigheder i den pågældende medlemsstat ikke længere forpligtet til at udbetale dagpengene til den berettigede, medmindre vedkommende godtgør at have opfyldt de betingelser, der er fastsat i artikel 69 i forordning nr. 1408/71 for at bevare retten til ydelsen i sin egenskab af arbejdstager, der søger beskæftigelse i en anden medlemsstat, hvilket indebærer, at han eller hun skal opfylde samtlige betingelser i oprindelsesmedlemsstatens nationale ret for at have ret til ydelser ved arbejdsløshed.

61

Desuden forekommer den i hovedsagen omtvistede bopælsbetingelse ligeledes at være uforholdsmæssig henset til, at det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at ansøgerne om den i hovedsagen omhandlede ydelse i den periode, hvor de afventer afgørelsen af ansøgningen om invalidepension, i lighed med arbejdsløse, der søger beskæftigelse i en anden medlemsstat i medfør af artikel 69 i forordning nr. 1408/71 (dom af 20.3.1979, sag 139/78, Coccioli, Sml. s. 991, præmis 7), ikke er undergivet nogen særlig kontrol fra den berørte medlemsstats arbejdsformidling, eftersom de er fritaget fra at skulle opfylde betingelserne med hensyn til arbejdsdygtighed, arbejdsvillighed samt kravet om, at de skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

62

Selv hvis der var fastsat regler om en sådan kontrol, skulle det under alle omstændigheder yderligere efterprøves, at det ikke er tilstrækkeligt at opfordre den berettigede til at begive sig til den berørte medlemsstat med henblik på at lade sig underkaste en sådan kontrol i givet fald med den konsekvens, at udbetalingen af den omhandlede ydelse indstilles i tilfælde af, at den pågældende uberettiget afviser dette (jf. i denne retning dom af 22.5.2008, sag C-499/06, Nerkowska, Sml. I, s. 3993, præmis 45).

63

Det fremgår af det foregående, at tildeling af en ydelse som den i hovedsagen omhandlede skal anses for at være uforenelig med artikel 39 EF, for så vidt som de akter, der er fremlagt for Domstolen, ikke indeholder oplysninger, der objektivt kan begrunde en bopælsbetingelse.

64

Det andet spørgsmål skal følgelig besvares med, at artikel 39 EF skal fortolkes således, at den er til hinder for, at en medlemsstat — for så vidt som den ikke har fremlagt oplysninger, der godtgør, at en sådan betingelse er objektivt begrundet og forholdsmæssig — undergiver tildelingen af en ydelse som den i hovedsagen omhandlede, der skal betragtes som en »ydelse ved arbejdsløshed« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 4, stk. 1, litra g), i forordning nr. 1408/71, en betingelse om, at de ydelsesberettigede har bopæl på den pågældende stats område.

65

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tredje Afdeling) for ret: