1

Den Hellenske Republik har i appelskriftet nedlagt påstand om, at Domstolen i forhold til den del, der vedrører dens gældsforpligtelse med hensyn til Abuja II-projektet, ophæver den dom, der blev afsagt den 17. januar 2007 af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans, Grækenland mod Kommissionen (sag T-231/04, Sml. II, s. 63, herefter »den appellerede dom«), hvorved Retten ikke gav medhold i det søgsmål, Den Hellenske Republik havde anlagt med påstand om annullation af handling af , hvorved Kommissionen foretog inddrivelse ved modregning af skyldige beløb hos denne medlemsstat som følge af sidstnævntes deltagelse i ejendomsprojekter vedrørende Kommissionens og visse af Den Europæiske Unions medlemsstaters diplomatiske repræsentation i Abuja (Nigeria) (herefter »den anfægtede handling«).

2

Artikel 18 i Wienerkonventionen om traktatretten, indgået den 23. maj 1969 (herefter »Wienerkonventionen«), har følgende ordlyd:

»Forpligtelse til ikke at berøve en traktat dens formål og hensigt forud for dens ikrafttræden

En stat er forpligtet til at afholde sig fra handlinger, der ville berøve traktaten dens formål og hensigt, når

3

Wienerkonventionens artikel 31 er affattet således:

»Almindelig regel om fortolkning

1.   En traktat skal fortolkes loyalt i overensstemmelse med den sædvanlige betydning, der måtte tillægges traktatens udtryk i deres sammenhæng og belyst af dens hensigt og formål.

2.   Med henblik på fortolkningen af en traktat indgår i sammenhængen foruden selve teksten inklusive dens præambel og bilag:

3.   Jævnsides med sammenhængen skal der tages hensyn til:

4.   Der skal tillægges et udtryk en særlig betydning, hvis det er godtgjort, at dette var deltagernes hensigt.«

4

Artikel 71, stk. 1 og 2, i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 af 25. juni 2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget (EFT L 248, s. 1, herefter »finansforordningen«) bestemmer:

»1.   Fastlæggelse af en fordring er den handling, hvorved den ved delegation eller subdelegation bemyndigede anvisningsberettigede:

2.   Egne indtægter, der overdrages til Kommissionen, og enhver fordring, der er sikker, opgjort og forfalden til betaling, skal fastlægges ved en indtægtsordre, der sendes til regnskabsføreren, efterfulgt af en debetnota, der stiles til debitor, begge udarbejdet af den kompetente anvisningsberettigede.«

5

Finansforordningens artikel 72, stk. 1, har følgende ordlyd:

»Anvisning af indtægter er den handling, hvorved den ved delegation eller subdelegation bemyndigede kompetente anvisningsberettigede ved udstedelse af en indtægtsordre giver regnskabsføreren instruks om at inddrive en fordring, som han har fastlagt.«

6

Finansforordningens artikel 73, stk. 1, bestemmer:

»Regnskabsføreren tager sig af de indtægtsordrer, der er behørigt udstedt af den kompetente anvisningsberettigede med henblik på inddrivelse af fordringer. Han skal sikre, at Fællesskabernes indtægter bliver indbetalt, og sørge for, at deres krav bevares.

Regnskabsføreren inddriver Fællesskabernes fordringer ved modregning i alle tilfælde, hvor debitor selv i forhold til Fællesskaberne har en fordring, der er sikker, opgjort og forfalden til betaling.«

7

Artikel 78, stk. 1 og 2, i Kommissionens forordning (EF, Euratom) nr. 2342/2002 af 23. december 2002 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 (EFT L 357, s. 1) har følgende ordlyd:

»1.   Fastlæggelsen af en fordring udgør den anvisningsberettigedes anerkendelse af Fællesskabernes rettigheder over for en debitor samt af grundlaget for at kræve, at den pågældende debitor betaler sin gæld.

2.   Indtægtsordren er den transaktion, hvorved den kompetente anvisningsberettigede giver regnskabsføreren instruks om at inddrive den fastlagte fordring.«

8

Artikel 79 i forordning nr. 2342/2002 bestemmer:

»Ved fastlæggelsen af en fordring sikrer den anvisningsberettigede sig,

9

Artikel 83 i forordning nr. 2342/2002 er affattet som følger:

»På et hvilket som helst tidspunkt under proceduren foretager regnskabsføreren — efter at have underrettet den kompetente anvisningsberettigede og debitoren herom — inddrivelsen ved modregning af den fastlagte fordring, i tilfælde af at debitor samtidig har en fordring på Fællesskaberne, der er sikker, opgjort og forfalden til betaling og som genstand har et beløb, der er fastlagt ved en betalingsordre.«

10

Tvistens baggrund blev i præmis 7-44 i Rettens dom fremstillet som følger:

[…]

[…]

[…]

11

Ved stævning indleveret til Domstolens Justitskontor den 22. april 2004 anlagde Den Hellenske Republik sag med påstand om annullation af den anfægtede handling.

12

Ved kendelse af 8. juni 2004 hjemviste Domstolen sagen til Retten i henhold til artikel 2 i Rådets afgørelse 2004/407/EF, Euratom af om ændring af artikel 51 og 54 i protokollen vedrørende statutten for De Europæiske Fællesskabers Domstol (EUT L 132, s. 5).

13

Ved den appellerede dom frifandt Retten Kommissionen. Retten fastslog, at denne medlemsstats ansvar både for gælden vedrørende Abuja I-projektet og Abuja II-projektet måtte fastholdes, og at de fastsatte betingelser for inddrivelse ved modregning var opfyldt på tidspunktet for den anfægtede handling.

14

Efter i den appellerede doms præmis 74 at have fastslået at være kompetent til at træffe afgørelse i sagen om annullation af modregningshandlingen bemærkede Retten i samme doms præmis 84 hvad angår Abuja II-projektet, at Den Hellenske Republik ikke bestred, at den i mere end seks år var omfattet af dette projekt som fuldgyldig deltager. Navnlig fastslog Retten, at Den Hellenske Republik deltog i projektet i næsten to år efter undertegnelsen af det supplerende aftalememorandum den 9. december 1998. Gennem sin adfærd havde Den Hellenske Republik således ifølge Retten ladet de andre deltagende parter forstå, at den forblev deltager i Abuja II-projektet.

15

Heraf udledte Retten i nævnte præmis 84, at en stillingtagen til denne medlemsstats forpligtelser ikke kunne begrænses til det oprindelige og det supplerende aftalememorandum, men også skulle tage hensyn til den forventning, som denne medlemsstat gennem sin adfærd havde skabt hos de andre deltagende parter.

16

I denne forbindelse bemærkede Retten i den appellerede doms præmis 85-87, at princippet om god tro er en regel i den folkeretlige sædvaneret, som Det Europæiske Fællesskab og de andre deltagende parter skal overholde, idet princippet er kodificeret i Wienerkonventionens artikel 18, og idet princippet i folkeretten svarer til princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.

17

Retten fastslog herefter i samme doms præmis 88, at eftersom Den Hellenske Republik havde undertegnet og ratificeret det oprindelige aftalememorandum, var den en af de deltagende parter i Abuja II-projektet, og at denne status som deltagende part indebar visse yderligere forpligtelser til samarbejde og solidaritet deltagerne imellem.

18

Herefter bemærkede Retten i den appellerede doms præmis 92, at de deltagende parter efter den indledende projekteringsfase besluttede sig for at fortsætte projektet og bære omkostningerne til den detaljerede udformning af bygningskomplekset, inden det supplerende aftalememorandum var blevet udfærdiget. Navnlig blev det under et møde den 24. februar 1997, hvor to repræsentanter fra Den Hellenske Republik deltog, godkendt, at Kommissionen sammen med arkitekterne traf de nødvendige foranstaltninger til udarbejdelse af detaljerede planer uden at afvente det supplerende aftalememorandum.

19

Hertil fastslog Retten i den appellerede doms præmis 93, at de deltagende parter ved at have bevæget sig ud over projektets indledende faser, nødvendigvis havde indgået en stiltiende aftale om at færdiggøre projektet. I samme præmis 93 anførte Retten, at de deltagende parter ved at henvise til senere tilbagebetaling af de i det oprindelige aftalememorandum fastsatte forskud reelt henviste til dette aftalememorandums artikel 12, hvorefter deltagerne skulle refundere de af Kommissionen forudbetalte beløb i forbindelse med forberedelsen af projektet, hvis projektet blev gennemført. Retten tilføjede, at eftersom de deltagende parter under mødet den 24. februar 1997 besluttede at gennemføre projektet, kunne de ikke længere frit trække sig ud af projektet uden at betale deres del af de indledende udgifter og senere udgifter.

20

I den appellerede doms præmis 95 fastslog Retten, at Den Hellenske Republik og de andre deltagende parter, som ikke havde trukket sig ud af projektet, den 9. december 1998 undertegnede det supplerende aftalememorandum, og at Den Hellenske Republik i de følgende måneder udviste en adfærd som en fuldgyldig deltager i projektet, da den først i løbet af sommeren 2000 tilkendegav et forbehold med hensyn til dens deltagelse.

21

Heraf udledte Retten i den appellerede doms præmis 96, at Den Hellenske Republik — uanset at den havde ret til at trække sig ud af projektet — ikke, henset til udviklingen i dens deltagelse siden den indledende fase og på trods af den manglende ratificering af det supplerende aftalememorandum, kunne trække sig ud uden at skulle være ansvarlig for udgifter i forbindelse med dens deltagelse i Abuja II-projektet.

22

I samme doms præmis 97 fastholdt Retten, at forpligtelsen til at handle i god tro, som påhvilede Den Hellenske Republik, var styrket af den omstændighed, at den havde undertegnet og ratificeret det oprindelige aftalememorandum, og af at den fra den 18. april 1994 til den var en »deltagende part« i projektet.

23

Herefter anførte Retten i den appellerede doms præmis 98, at hvis Den Hellenske Republik ikke mente at bære noget økonomisk ansvar før ratificeringen af det supplerende aftalememorandum, skulle den have rejst indsigelse mod betalingsordrerne af 10. juni 1998 og vedrørende Abuja II-projektet, som Kommissionen havde tilstillet den. I samme præmis 98 tilføjede Retten, at Den Hellenske Republik aldrig havde tilkendegivet sin hensigt om at trække sig ud af projektet eller om ikke at ratificere det supplerende aftalememorandum, og det på trods af at flere medlemsstater havde trukket sig ud, og på trods af den heraf følgende ændring af den del af projektet, der vedrørte Den Hellenske Republik.

24

Heraf udledte Retten i den appellerede doms præmis 99, at Den Hellenske Republik havde handlet som en fuldgyldig deltager i projektet, og at den således hos de andre deltagende parter havde skabt en tillid til, at den ville påtage sig de hertil hørende økonomiske forpligtelser.

25

I dommens præmis 100 tilføjede Retten, at denne medlemsstats økonomiske forpligtelser også fulgte af ordlyden af det oprindelige aftalememorandum, navnlig af dets artikel 15, stk. 1.

26

I den appellerede doms præmis 101 fastslog Retten, at det supplerende aftalememorandum i henhold til sin artikel 14 finder foreløbig anvendelse fra den første dag i den anden måned efter undertegnelsen, hvilket vil sige den 1. februar 1999, idet denne foreløbige anvendelse ikke kunne drages i tvivl af Den Hellenske Republiks manglende ratificering.

27

Af alle disse grunde fastslog Retten i dommens præmis 103, at Den Hellenske Republik skulle være ansvarlig for alle udgifter i forbindelse med dennes deltagelse i Abuja II-projektet.

28

Desuden forkastede Retten anbringendet om, at de omhandlede fordringer ikke var sikre og opgjort som omhandlet i de relevante forordninger, og den fastslog derfor, at de fastsatte betingelser for inddrivelse ved modregning var opfyldt på tidspunktet for den anfægtede handling.

29

Af alle disse grunde frifandt Retten Kommissionen.

30

Appellanten har nedlagt følgende påstande:

31

Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

32

Den Hellenske Republik har til støtte for sin appel fremført to anbringender.

33

Ifølge det første anbringende har Retten begået en retlig fejl ved fortolkningen og anvendelsen af det oprindelige aftalememorandums artikel 12, 13 og 15 samt af principperne om god tro og om beskyttelse af den berettigede forventning.

34

Med det andet anbringende gør Den Hellenske Republik gældende, at Rettens vurdering, hvorefter parterne den 24. februar 1997 — dvs. inden underskrivelsen af det supplerende aftalememorandum — stiltiende havde indgået en aftale, hvorefter de ikke længere frit kunne trække sig ud af projektet uden at betale deres del af udgifterne, var fejlagtig.

35

Kommissionen mener ikke, at den af Den Hellenske Republik iværksatte appel kan antages til realitetsbehandling, eftersom den ikke er baseret på nogen af de grunde, der er opregnet i artikel 58 i statutten for Domstolen. De anbringender, som appellen er baseret på, tager ifølge Kommissionen udelukkende sigte på fortolkningen af memoranda, som ikke udgør en del af fællesskabsretten.

36

I denne henseende skal det fastslås, at Retten har kompetence til at træffe afgørelse i sager, som er omfattet af artikel 230 EF, bortset fra sager, der i henhold til statutten er forbeholdt Domstolen. De afgørelser, der træffes af Retten i medfør af denne bestemmelse, kan appelleres til Domstolen, dog kun for så vidt angår retsspørgsmål, på de betingelser og inden for de grænser, der er fastsat i denne statut.

37

I det foreliggende tilfælde blev der i medfør af artikel 230 EF anlagt sag ved Retten med påstand om annullation af den anfægtede handling, hvorved Kommissionen foretog inddrivelse ved modregning af skyldige beløb henhørende under Fællesskabets budget hos Den Hellenske Republik, uanset at beløbene vedrørte den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, idet handlingen blev iværksat med hjemmel i artikel 73, stk. 1, i finansforordningen og forordning nr. 2342/2002.

38

Ved at nedlægge påstand om, at den appellerede dom ophæves, har Den Hellenske Republik kritiseret denne dom, i det omfang den ikke tog påstanden om annullation af den handling, der havde hjemmel i fællesskabsforordninger, til følge.

39

Hvad angår rækkevidden af selve anbringenderne skal det fastslås, at Den Hellenske Republik anfægter den juridiske fortolkning, som Retten har anlagt i sit svar på det eneste anbringende, denne medlemsstat havde fremført, og som bl.a. vedrørte en fejlagtig bedømmelse af dens økonomiske forpligtelser i forhold til Abuja II-projektet.

40

Artikel 58 i statutten for Domstolen, hvorefter en appel kan støttes på anbringender om, at Retten savner kompetence, at der er begået rettergangsfejl for Retten, som krænker appellantens interesser, eller at Retten har overtrådt fællesskabsretten, er ikke til hinder for, at appelanbringenderne — hvorved det bestrides, at Den Hellenske Republik kan være debitor som omhandlet i artikel 78 i forordning nr. 2342/2002 — for at begrunde påstanden om ophævelse af Rettens dom fører til en undersøgelse af rækkevidden af retsakter, som ikke kan være genstand for et søgsmål for Retten, såsom de to memoranda, der er omhandlet i denne doms præmis 33 og 34.

41

Endvidere skal det fastslås, at undersøgelsen af, om den anfægtede handling var begrundet — navnlig hvad angår efterprøvelsen af, om der overhovedet er nogen gæld, og af de betingelser, som handlingen skal opfylde, for at modregning er mulig — nødvendigvis indebærer fortolkningen af disse retsakter, uden at en sådan undersøgelse i øvrigt fører til, at der kan indledes noget som helst søgsmål til prøvelse af dem.

42

Desuden har Kommissionen påstået appellen afvist, eftersom appelanbringenderne er uden betydning for sagens afgørelse. Kommissionen har således gjort gældende, at selv om nævnte anbringender skulle tages til følge, ville den omstændighed, at var berettigede, under alle omstændigheder ikke kunne føre til ophævelse af den appellerede dom i det omfang andre begrundelser, som domskonklusionen retmæssigt hviler på, ikke er bestridt i appellen.

43

Da denne argumentation ikke vedrører spørgsmålet, om appellen kan antages til realitetsbehandling, men hvorvidt appellen er velbegrundet, kan argumentationen — uanset om den er velbegrundet — ikke føre til, at appellen ikke antages til realitetsbehandling.

44

Det følger heraf, at appellen må antages til realitetsbehandling.

45

Ifølge Den Hellenske Republik skulle Retten for det første have fastslået, at det var bestemmelserne i det oprindelige aftalememorandum og i det supplerende aftalememorandum og ikke den enkelte medlemsstats adfærd, som fastsætter de forpligtelser, der påhviler medlemsstaterne, som deltog i Abuja II-projektet.

46

Den Hellenske Republik mener, at en medlemsstats forpligtelse kun kan fastslås ud fra ordlyden af de relevante bestemmelser i memorandaene. Der kan dermed ikke i lyset af princippet om god tro tages hensyn til medlemsstatens adfærd ved fastsættelsen af Den Hellenske Republiks oprindelige forpligtelser inden for rammerne af Abuja II-projektet, eftersom dette princip ikke kan føre til, at der pålægges forpligtelser, som denne medlemsstat ikke kontraktmæssigt har tiltrådt.

47

Den Hellenske Republik har i denne henseende gjort gældende, at Retten burde have begrænset sig til det oprindelige aftalememorandums ordlyd og fastslået, at der i mangel på ratificering af det supplerende aftalememorandum ikke påhvilede Den Hellenske Republik nogen finansiel forpligtelse.

48

I overensstemmelse med artikel 12 og 13 i det oprindelige aftalememorandum mener denne medlemsstat nemlig, at de deltagende staters forpligtelse til at bidrage til finansieringen af Abuja II-projektet opstod efter godkendelse af det supplerende aftalememorandum, idet godkendelsen — som er en af de måder, hvorpå en stat indvilliger i at blive bundet af en international traktat — i henhold til Wienerkonventionen således bl.a. svarer til et instrument til ratificering, godkendelse eller tiltrædelse. Denne godkendelse var derfor en betingelse for, at de finansielle forpligtelser som omhandlet i det oprindelige aftalememorandum opstod.

49

Som det fremgår af Wienerkonventionens artikel 16, udgør disse instrumenter en stats samtykke til at være bundet af en traktat fra det tidspunkt, da de bl.a. notificeres over for de kontraherende stater eller depositaren. Den Hellenske Republik har således gjort gældende, at artikel 14 i det supplerende aftalememorandum i forhold til anvendelsen af denne handling klart sondrer mellem undertegnelsen heraf, hvis virkning er begrænset til en foreløbig anvendelse, og dets ikrafttræden, der er betinget af de deltagende parters ratifikationserklæring. Selv om Den Hellenske Republik har undertegnet det supplerende aftalememorandum og i begyndelsen deltog i arbejderne til konkretisering af Abuja II-projektet, har den aldrig ratificeret dette memorandum.

50

Ifølge Den Hellenske Republik følger det heraf, at de specifikt definerede betingelser i det oprindelige aftalememorandums artikel 12 og 13, sammenholdt med dette memorandums artikel 15, ikke var opfyldt i forhold til denne, idet princippet om god tro ikke kan gå imod disse traktatbestemmelser.

51

Den Hellenske Republik har for det andet gjort gældende, at Rettens vurdering, hvorefter parterne den 24. februar 1997 indgik en stiltiende aftale, er urigtig, i det omfang denne aftale ikke blev bekræftet ved en tilsvarende bestemmelse i det supplerende aftalememorandum.

52

Kommissionen har derimod for det første gjort gældende, at det er en fast regel, at der påhviler en kontraherende stat et økonomisk ansvar, når dens adfærd tilsidesætter princippet om god tro og forårsager et tab hos de deltagende parter.

53

Kommissionen har tilføjet, at en medlemsstat ikke i relationerne til sine internationale partnere kan tilsidesætte almindelige retsgrundsætninger, som den selv anerkender i sin interne retsorden, og har understreget, at det græske retssystem anerkender princippet om god tro i såvel privatretten som i offentlig ret.

54

Heraf følger, at det var med rette, at Retten i sin vurdering af Den Hellenske Republiks økonomiske forpligtelser tog hensyn til dennes relationer til de deltagende parter, og at den fastslog, at anvendelsen af princippet om god tro på grundlag af den konsekvente adfærd, Den Hellenske Republik havde udvist i perioden 1994-2000, forpligtede denne medlemsstat til at betale de omtvistede udgifter.

55

Kommissionen har for det andet gjort gældende, at en aftale foreligger fra det øjeblik, da de deltagende parter formelt har givet udtryk for deres samtykke. Det var således med rette, at Retten af referatet af mødet den 24. februar 1997, hvori Den Hellenske Republik deltog, udledte, at der forelå en aftale, der skabte rettigheder og forpligtelser for de medlemsstater, der deltog i dette møde.

56

For det første skal de finansielle forpligtelser, der inden for rammerne af gennemførelsen af Abuja II-projektet påhviler medlemsstaterne, fastsættes i forhold til indholdet og rækkevidden af det oprindelige aftalememorandum og af det supplerende aftalememorandum.

57

Det skal fastslås, at Retten langt fra at udelukke en sådan tilgang til disse finansielle forpligtelser direkte lagde den til grund i den appellerede dom — navnlig i Rettens bedømmelse i den nævnte doms præmis 100 ff. — hvilket skete efter at have fortolket det oprindelige aftalememorandum og det supplerende aftalememorandum.

58

I denne henseende er det ubestridt, således som Retten har anført i den appellerede doms præmis 88, at Den Hellenske Republik den 18. april 1994 undertegnede det oprindelige aftalememorandum, og at den også godkendte dette, hvorved den blandt flere andre medlemsstater blev en af de deltagende parter i Abuja II-projektet, som tilsigtede opførelsen af et ejendomskompleks, der skulle huse ambassader og Kommissionens delegation ud fra en »fælles interesse«.

59

Det er desuden også ubestridt, således som Retten fastslog i den appellerede doms præmis 95, at Den Hellenske Republik den 9. december 1998 undertegnede det supplerende aftalememorandum, uanset at nogle medlemsstater allerede på dette tidspunkt havde trukket sig ud af Abuja II-projektet, idet de havde betalt deres del af udgifterne forbundet med projektets gennemførelsesstadium, og konklusionen på dette supplerende aftalememorandum var blevet fastsat i det oprindelige aftalememorandum, således som det fremgår af sidstnævntes artikel 11.

60

Desuden var det med rette, at Retten ved fortolkningen af artikel 15, stk. 1, i det oprindelige aftalememorandum — som var den bestemmelse Retten skulle tage stilling til — fastslog, således som det fremgår af den appellerede doms præmis 100, at hvis en af de deltagende parter skulle beslutte sig for at trække sig ud af Abuja II-projektet efter at have undertegnet det supplerende aftalememorandum, ville indholdet af det oprindelige aftalememorandum, herunder de finansielle forpligtelser som omhandlet i artikel 12 og 13, fortsat finde anvendelse på denne part.

61

Endvidere følger det af artikel 14 i det supplerende aftalememorandum, at uanset at dette aftalememorandums ikrafttræden var fastsat til den første dag i den anden måned efter den dag, hvor medlemsstaterne og Kommissionen havde erklæret at have godkendt det, fandt det foreløbigt anvendelse fra den første dag i den anden måned efter undertegnelsen. Ved at undertegne det supplerende aftalememorandum havde Den Hellenske Republik nødvendigvis gennem denne handling, sådan som Retten fastslog, accepteret den foreløbige anvendelse og dermed de konsekvenser, der følger af en tilbagetrækning fra Abuja II-projektet uden nogen form for godkendelse.

62

Som generaladvokaten har anført i punkt 67 og 73 i forslaget til afgørelse, følger det af artikel 15, stk. 1, i det oprindelige aftalememorandum og af artikel 14 i det supplerende aftalememorandum, at de deltagende medlemsstater og Kommissionen havde til hensigt at lægge særlig vægt på selve undertegnelsen af det supplerende memorandum og på dets foreløbige anvendelse, uafhængigt af dets godkendelse, og det navnlig hvad angår de deltagende parters eventuelle tilbagetrækning fra Abuja II-projektet.

63

Selv om Den Hellenske Republik dermed beholdt sin fulde handlefrihed til at trække sig ud af dette projekt, eftersom den ikke havde godkendt det supplerende aftalememorandum, kunne den ikke nægte at opfylde sine finansielle forpligtelser, der var knyttet til dens deltagelse i Abuja II-projektet frem til tidspunktet for dens tilbagetrækning, da disse forpligtelser var fastsat i forhold til udviklingen i dens deltagelse siden den indledende fase.

64

Til støtte for den forpligtelse, som således er blevet pålagt Den Hellenske Republik, og som følger af aftalememorandaene, har Retten desuden kunnet henvise til det sædvaneretlige princip om god tro, som er en del af den almindelige folkeret (dom af 3.6.2008, sag C-308/06, Intertanko m.fl., Sml. I, s. 4057, præmis 52).

65

I denne henseende har Retten ved en eksklusiv bedømmelse fastslået, at Den Hellenske Republik ikke havde fremsat noget forbehold i forhold til dens deltagelse i Abuja II-projektet mellem den 18. april 1994 og den , selv om dens deltagelse i det væsentlige havde udviklet sig på baggrund af flere medlemsstaters tilbagetrækning fra projektet, og navnlig gjorde den ikke indsigelser mod betalingsordrer, som Kommissionen sendte, idet den således hos de andre deltagende parter havde skabt en tillid til, at den ville påtage sig sine økonomiske forpligtelser, som fulgte af Abuja II-projektet.

66

Af det foregående følger, at det var med rette, at Retten ud fra fortolkningen af rækkevidden af det oprindelige aftalememorandum og det supplerende aftalememorandum udledte, at Den Hellenske Republik, uanset at den ikke godkendte det nævnte supplerende aftalememorandum, skal betale de udgifter, der har forbindelse med dens deltagelse i Abuja II-projektet, idet den desuden hos de andre deltagende parter havde skabt en tillid til, at den ville påtage sig sine økonomiske forpligtelser.

67

Anbringenderne vedrørende eksistensen af en stiltiende aftale, som var indgået under mødet den 24. februar 1997, kan endelig ikke rejse tvivl om den appellerede doms konklusion, i det omfang anbringenderne er rettet mod præmisser, der ikke var afgørende for domskonklusionen, der i stedet var baseret på de ovennævnte præmisser, som Den Hellenske Republik nyttesløst har kritiseret.

68

Uden at det var fornødent at tage stilling til Kommissionens argumentation, der er anført i denne doms præmis 42, må appellen følgelig forkastes.

69

I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, der i medfør af artikel 118 finder tilsvarende anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Kommissionen har nedlagt påstand om, at Den Hellenske Republik tilpligtes at betale sagens omkostninger, og Den Hellenske Republik har tabt sagen, bør det pålægges den at betale sagens omkostninger.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Anden Afdeling):