1.

Mirja Juuri arbejdede i ni år i en kantine i en virksomhed i metalindustrien i Finland. Da hendes arbejdsgiver overførte restaurationsvirksomheden til en anden arbejdsgiver, forringedes M. Juuris arbejdsvilkår. Fællesskabsretten foreslår en løsning på denne arbejdstagers situation, men den nationale retsinstans nærer tvivl om fortolkningen af dens regler. Nærmere bestemt pålægger direktiv 2001/23/EF om varetagelse af arbejdstagernes rettigheder i forbindelse med overførsel af virksomheder ( 2 ) M. Juuris nye arbejdsgiver ansvaret for hendes sag. Domstolen skal tage stilling til rækkevidden af denne pålæggelse og de økonomiske virkninger heraf.

2.

Direktiv 2001/23/EF er en del af »Fællesskabets sociallovgivning«. Dette segment af retten giver arbejdstagerne en mindste beskyttelse, uden at der er noget til hinder for, at medlemsstaterne øger beskyttelsesniveauet. Kompleksiteten i reguleringen af de nationale arbejdsmarkeder har bidraget til, at denne lovgivning vedtages efter omfattende konsensus, hvorfor der på grund af dens åbne og uklare bestemmelser hyppigt kræves en præjudiciel afgørelse fra Domstolen.

3.

Fællesskabets sociallovgivning er kendetegnet ved sin fragmenterede struktur. Den består af visse regler til løsning af særlige problemer, som opstår i løbet af arbejdsforholdet. Metaforisk set repræsenterer den en archipelagsektor ( 3 ), hvis enklaver ikke altid forekommer at være indbyrdes forbundne med broer. I nærværende sag skal Domstolen behandle spørgsmål, som rejses på en af disse øer ( 4 ). Man løber dermed en risiko for at efterkomme det fortolkede direktiv, men ikke de øvrige, som der er en tilknytning til. Det er derfor nødvendigt at sætte ubøjeligheden på spidsen og ikke undlade at tage hensyn til samspillet inden for et spredt område som det sociale, der er mere sammenhængende end det i princippet ser ud til.

4.

Den 5. april 1994 tiltrådte M. Juuri en stilling i virksomheden Rautaruukki Oyj (herefter »overdrageren«) i Hämeenlinna (Finland), hvor hun var beskæftiget i virksomhedskantinen. Den blev M. Juuris kontrakt ændret til et tidsubegrænset arbejdsforhold.

5.

Selv om hendes arbejdsopgaver var begrænset til kantinen, fandt metalindustriens kollektivaftale anvendelse på M. Juuris arbejdsforhold. Kollektivaftalen var gyldig til den 31. januar 2003, men forlængedes automatisk for et år ad gangen, medmindre den blev opsagt af en af parterne med et varsel på to måneder før dens udløb. Ingen opsigelse var imidlertid nødvendig, da der den blev indgået en anden overenskomst for industrien med virkning fra den .

6.

Samme dag som den tidligere aftale udløb, overførte overdrageren driften af kantineenheden til Amica Ravintolat Oy (herefter »erhververen«). Efter overførslen begyndte arbejdstagerne at præstere deres arbejdsydelse til erhververen, men omfattet af en ny kollektiv aftale — aftalen for hotel- og restaurationsbranchen.

7.

M. Juuri, der var uenig i anvendelsen af kollektivaftalen for hotel- og restaurationsbranchen på hendes arbejdsforhold, gik ud fra, at hun fortsat ville være omfattet af metalindustriens kollektivaftale. Ifølge arbejdstageren indebar ændringen af lovgivningen en nedgang i månedslønnen på 300 EUR samt forflytning til en anden af Amicas arbejdspladser. Erhververen anerkendte, at den nye aftale indebar en række ændringer for M. Juuri, heriblandt udførelse af aktiviteter på andre arbejdspladser, dog kun midlertidigt, og en nedgang i månedslønnen på 100 EUR på grund af en nedsættelse af arbejdstiden i et forhold, der svarede til lønnedgangen.

8.

Efter disse ændringer i overenskomstordningen for hendes arbejdsforhold opsagde M. Juuri sin arbejdskontrakt den 19. februar 2003. Under påberåbelse af den finske arbejdslovgivning nedlagde hun påstand om, at erhververen tilpligtedes at betale erstatning for feriegodtgørelse for opsigelsesperioden og en anden erstatning svarende til 14 månedslønninger for retsstridigt at have bragt arbejdskontrakten til ophør. Den forkastede Helsingin Käräjäoikeus (førsteinstansret i Helsinki) M. Juuris påstand. Et år senere, den , stadfæstede Helsingin Hovioikeus (appeldomstol i Helsinki) førsteinstansrettens dom, men M. Juuri appellerede sagen til Korkein Oikeus (højesteret), som har spurgt Domstolen om fortolkningen af direktiv 2001/23.

9.

Direktiv 2001/23 omhandler en mindsteordning til varetagelse af arbejdstagernes rettigheder i forbindelse med overførsel af virksomheder eller bedrifter eller dele af virksomheder eller bedrifter. I forbindelse med den tvist, der angår M. Juuri og erhververen, er artikel 3, stk. 3, og artikel 4, stk. 2, relevante.

»Artikel 3

[…]

3.   Efter overførslen skal erhververen opretholde de løn- og arbejdsvilkår, som ifølge en kollektiv overenskomst gjaldt for overdrageren, indtil den kollektive overenskomst opsiges eller udløber, eller en anden kollektiv overenskomst træder i kraft eller får virkning.

Medlemsstaterne kan begrænse den periode, hvori løn- og arbejdsvilkårene opretholdes, idet den dog ikke kan være kortere end ét år.

[…]

Artikel 4

[…]

2.   Såfremt arbejdskontrakten eller arbejdsforholdet ophæves, fordi overførslen medfører en væsentlig ændring af arbejdsvilkårene til skade for arbejdstageren, anses arbejdsgiveren at være ansvarlig for arbejdskontraktens eller arbejdsforholdets ophævelse.«

10.

Ifølge Korkein Oikeus’ kendelse bestemmer työsopimuslaki (lov om arbejdskontrakter) i kapitel 6, § 2, at »en arbejdsaftale, der er indgået på ubestemt tid eller i øvrigt ikke er tidsbegrænset, ophæves, når en af kontraktparterne meddeler dette«.

11.

§ 6 i kapitel 7 gennemfører artikel 4, stk. 2, i direktiv 2001/23 i den finske retsorden med bestemmelsen om, at »hvis arbejdskontrakten ophæves, fordi arbejdstagerens arbejdsvilkår forringes væsentligt som følge af overdragelse, anses arbejdsgiveren for ansvarlig for arbejdsforholdets ophævelse«.

12.

Ifølge kapitel 8, § 1, stk. 2, i työsopimuslaki kan arbejdstageren ophæve arbejdskontrakten, så den ophører straks, hvis arbejdsgiveren groft tilsidesætter eller forsømmer sine forpligtelser, som er af væsentlig betydning for arbejdsforholdet, i det mindste indtil udløbet af opsigelsesperioden.

13.

Det bestemmes i § 5 i työehtosopimuslaki (lov om kollektivaftaler), at har indehaveren af en virksomhed været part i en kollektivaftale eller på anden måde er bundet heraf, indtræder hans efterfølger i samtlige de rettigheder og forpligtelser, som kollektivaftalen pålægger ham. Erhververen er dermed forpligtet til at overholde de bestemmelser og vilkår i den kollektivaftale, som var bindende for overdrageren, indtil aftalen udløber, og er derefter forpligtet til at overholde den kollektivaftale, som erhververen i henhold til § 4 i työehtosopimuslaki er bundet af.

14.

Kapitel 12, § 2, i työsopimuslaki regulerer det af arbejdstageren mod arbejdsgiveren rettede erstatningskrav på grund af uberettiget ophævelse af arbejdskontrakten. Efter denne bestemmelse er arbejdsgiveren forpligtet til at betale erstatning, hvis han har ophævet arbejdskontrakten under tilsidesættelse af de i työsopimuslaki regulerede grunde, og således kan arbejdsgiveren være forpligtet til at betale erstatning, når arbejdstageren måtte anses for at være berettiget til selv at ophæve arbejdskontrakten.

15.

I kapitel 12, § 2, i työsopimuslaki angives grænserne for erstatning til arbejdstageren. Der skal betales erstatning på mindst tre og højst fireogtyve måneders løn.

16.

Arbejdstageren har ikke noget krav på erstatning efter kapitel 12, § 2, i työsopimuslaki, når arbejdsgiveren har ophævet arbejdskontrakten af retmæssige og væsentlige grunde, men selv under disse omstændigheder har arbejdstageren krav på løn og andre ydelser i opsigelsesperioden. Derimod eksisterer der ikke noget krav på løn og andre ydelser, når det kan lægges til grund, at arbejdsgiveren havde en yderst tungtvejende grund til med øjeblikkelig virkning at ophæve arbejdskontrakten.

17.

Ifølge kapitel 12, § 1, i työsopimuslaki skal arbejdsgiveren, når han forsætligt eller uagtsomt har tilsidesat eller forsømt sine forpligtelser i henhold til en arbejdskontrakt eller työsopimuslaki, erstatte arbejdstageren den derved lidte skade.

18.

Korkein Oikeus har ved kendelse af 24. august 2007 i forlængelse af det af M. Juuri anlagte søgsmål mod erhververen forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

19.

Den finske og den ungarske regering samt Kommissionen har indgivet indlæg inden for den i artikel 23 i statutten for Domstolen fastsatte frist.

20.

På sit almindelige møde den 29. april 2008 fremsendte Domstolen to skriftlige spørgsmål til den finske regering, hvis svar blev modtaget af Domstolens Justitskontor den .

21.

De to spørgsmål fra den høje finske retsinstans drejer sig om samme fænomen, nemlig ændringen af den arbejdsretlige ordning efter udløbet af metalindustriens kollektivaftale. Dette udgangspunkt er ikke så fredeligt, som det kunne synes, idet de to regeringer, som har indgivet indlæg i denne præjudicielle sag, samt Kommissionen har nævnt dette punkt i deres skriftlige indlæg. Artikel 4, stk. 2, i direktiv 2001/23 finder anvendelse, når lovligheden af den lovændring, der påvirker arbejdskontrakten, er bekræftet. Hvis ændringen viser sig at være ulovlig, fordi den tilsidesætter artikel 3, stk. 3, i det nævnte direktiv, ville det have andre virkninger. Det er følgelig nødvendigt at afklare de faktiske omstændigheder i hovedsagen for at tage stilling til, om der foreligger fejl i form af ulovlighed, idet den kollektivaftale, som M. Juuri oprindeligt var omfattet af, udløb samme dato som overførslen af bedriften. Dette sammenfald har givet anledning til tvivl hos Domstolen, hvorfor den fremsendte nogle spørgsmål ( 5 ) til den finske regering, og det får mig til at omformulere Korkein Oikeus’ spørgsmål ( 6 ).

22.

I denne sag finder jeg det hensigtsmæssigt at behandle de to spørgsmål fra den nationale retsinstans sammen og efter at have analyseret alle spørgsmål vedrørende de på hinanden følgende kollektivaftaler bestemme de erstatningsmæssige følger af artikel 4, stk. 2, i det nævnte direktiv.

23.

Jeg foreslår følgelig Domstolen at omformulere de to præjudicielle spørgsmål således:

24.

Med artikel 3, stk. 3, i direktiv 2001/23 er der indført et instrument til beskyttelse af arbejdstagere, som giver lønmodtagere retssikkerhed i forbindelse med arbejdsgiverens virksomhedsoverførsel. Såfremt der findes en kollektiv overenskomst inden overførslen, kan arbejdstagerne påberåbe sig den indtil dens udløbsdato, eller indtil »en anden kollektiv overenskomst træder i kraft«. Medlemsstaterne kan tidsmæssigt begrænse denne særlige ret, idet perioden dog ikke må være kortere end ét år ( 7 ).

25.

Direktiv 2001/23 forfølger en ligevægt mellem stabilitet i det arbejdsretlige forhold og fleksibilitet i arbejdsgiverens handlemåde. Arbejdstagernes rettigheder opretholdes efter overførslen i en bestemt periode. Når de nævnte rettigheders gyldighed ophører, har arbejdstageren beføjelse til at træffe en beslutning desangående og iværksætte anvendelsen af artikel 4, stk. 2. Denne bestemmelse tillægger arbejdsgiveren ansvaret for arbejdsforholdets afslutning, hvis overførslen medfører »en væsentlig ændring af arbejdsvilkårene til skade for arbejdstageren« ( 8 ). Retspraksis har desuden anerkendt disse ændringer til trods for den bindende karakter af bestemmelserne i direktiv 2001/23, hvis den nationale lovgivning tillader dem under arbejdsforholdets normale forløb, uafhængigt af om der er foretaget en overførsel ( 9 ).

26.

Artikel 3, stk. 3, og artikel 4, stk. 2, fungerer ikke som adskilte områder ( 10 ). At fællesskabslovgiveren giver arbejdstageren mulighed for at opsige arbejdsforholdet følger af en forringelse af forholdet til arbejdsgiveren, som igen skyldes en regelændring. Det synes åbenbart, at artikel 3, selv om den beskytter arbejdstagerens oprindelige rettigheder, i givet fald tillader en ændring i ansættelsesvilkårene. Netop fordi der bestemmes en sådan ændring, er der ifølge direktiv 2001/23 en ansvarlig for afbrydelsen af arbejdskontrakten, nemlig arbejdsgiveren ( 11 ). Der kompenseres på denne måde for, at en bestemmelse, som forbyder at ændre arbejdsvilkårene, er genstand for undtagelser. Ved at tillægge erhververen ansvaret kan arbejdstageren i det mindste på det økonomiske plan bevare sine rettigheder ( 12 ).

27.

I det andet præjudicielle spørgsmål skal de erstatningsmæssige følger af den ophævelse, der henvises til i artikel 4, stk. 2, i direktiv 2001/23, undersøges, men på dette tidspunkt foregribes en del af argumentationen til støtte for følgende overvejelse.

28.

Opretholdelsen af arbejdstagerens rettigheder i henhold til artikel 3, stk. 3, i direktiv 2001/23 pålægger medlemsstaterne en positiv forpligtelse, som i sidste instans påhviler arbejdsgiverne. Hvis forskriftens betingelser samles, bevarer arbejdstageren sine arbejdsvilkår efter en overførsel, på ubestemt tid eller inden for visse margener, i en bestemt periode ( 13 ). Tilsidesættelsen af artiklen bemyndiger imidlertid arbejdstageren til at kræve, også ved en domstol, samme ansættelsesmæssige status som før overførslen eller en hertil svarende økonomisk kompensation ( 14 ). Den sidstnævnte omstændighed gennemføres i overensstemmelse med den nationale arbejdsrets materielle og formelle bestemmelser, men uden at glemme direktiv 2001/23, som angiver hvilket formål de statslige bestemmelser skal nå.

29.

I denne sammenhæng er det indlysende, at den anfægtede bestemmelse indirekte og som et minimumskrav indfører en dobbelt erstatningsmæssig ordning, når et arbejdsforhold bringes til ophør. I den første situation ophæver arbejdstageren en arbejdskontrakt, men alle enkelthederne i artikel 3, stk. 3, i direktiv 2001/23 er opfyldt. I den anden situation sker ophævelsen af kontrakten efter en overtrædelse af den nævnte artikel. Alvoren af de to situationer er forskellig, idet den anden situation efterlader arbejdstageren i en mere ubeskyttet situation, hvorfor den nationale arbejdsret må reagere strengere over for arbejdsgiveren. En løsning, som også vil kunne anvendes, når der under formel overholdelse af artikel 3, stk. 3, i direktiv 2001/23 begås svig, et scenarium, som eventuelt kan forekomme i nærværende sag, men som det i betragtning af denne sags præjudicielle karakter tilkommer den nationale ret at tage stilling til.

30.

Bedømmelsen af omgåelse af loven kræver faktiske oplysninger, som Domstolen ikke altid kender ( 15 ). Retspraksis ( 16 ) retter imidlertid en særlig opmærksomhed mod tvister, hvor en af parterne udviser en svigagtig adfærd ( 17 ). Denne opmærksomhed har også klart vist sig i sager vedrørende Fællesskabets sociallovgivning, nærmere bestemt i forbindelse med anvendelsen af direktiv 2001/23. I Bork International-sagen ( 18 ) behandlede Domstolen en sag, der drejede sig om afskedigelse af alle de ansatte, hvorefter der umiddelbart fulgte overdragelse af virksomheden og genansættelse af en væsentlig del af det tidligere personale, men på mindre gunstige vilkår. Efter den sædvanlige metode understregede Domstolen, at det påhviler den nationale ret at kvalificere de faktiske omstændigheder og den efterfølgende anvendelse af fællesskabsforskrifterne, idet den opridsede de vejledende kriterier, der skulle følges af den forelæggende ret, der var forpligtet til at tage i betragtning »under hvilke objektive omstændigheder afskedigelsen er sket og navnlig — i et tilfælde som det, der foreligger i denne sag — om den har virkning fra et tidspunkt, der ligger tæt på overførselstidspunktet, og om de pågældende arbejdstagere er blevet genansat af erhververen« ( 19 ). Fastsættelsen af disse motiver førte til en dom, som bekræfter anvendelsen af direktiv 2001/23 på en situation som i nærværende sag ( 20 ).

31.

Som det kan udledes af Bork International-dommen, giver Domstolen den nationale ret et vidt råderum for senere at fratage den det. Ved at pålægge særlige kriterier og fastsætte kvalificeringen af de relevante fællesskabsforskrifter med henblik på at afgøre sagen indskrænkes analysen af de faktiske omstændigheder, idet den nationale ret henvises til en bundet sammenhæng. Jeg kan ikke tilslutte mig denne fremgangsmåde fra Domstolens side. Det drejer sig i bedste fald om en kunstig teknik, som giver deltagerne i en præjudiciel sag en dårlig placering og tilkendegiver en umættelig hunger efter at spille hovedrollen, men også et lidet respektfuldt syn på den institutionelle autonomi, som skal tilkendes den nationale retsinstans ( 21 ). I den foreliggende sag kan den type diskurs undgås, uden at det påvirker Domstolens autoritet eller Korkein Oikeus’ særlige rettigheder.

32.

Med accepten af, at det påhviler den nationale retsinstans at finde ud af, om der har været tale om omgåelse af loven ved synkroniseringen af datoen for overdragelse af en virksomhed med datoen for kollektivaftalens udløb, har den finske regering givet Domstolen yderligere interessante oplysninger. Det er konstateret, at den aftale, som M. Juuri og hendes arbejdsgiver oprindeligt var omfattet af, udløb på dagen for overførslen. Der var ikke tale om stiltiende forlængelse, for flere måneder tidligere var der indgået en ny kollektivaftale for industrien, som erstattede den foregående i hele dens indhold. Tidsrummet mellem ratificeringen af den nye aftale og dens ikrafttræden er meget kort, knap halvanden måned. Overdragerens adfærd i tidsrummet forud for overførslen, hovedsageligt den opmærksomhed, han rettede mod lønmodtagerne og deres repræsentanter, kaster lys over den form, hvorunder operationen blev gennemført. Det tilkommer den nationale ret at bedømme, om de på hinanden følgende aftaler samt den forløbne tid og de oplysninger, der blev givet de ansatte, gør det muligt at driste sig til at sige, at overdrageren og erhververen har omgået loven og dermed overtrådt de bestemmelser, som forbyder ændring af arbejdsvilkårene i forbindelse med overførsel af virksomheder.

33.

Når den faktiske vurdering er påbegyndt, skal den forelæggende ret tage hensyn til Domstolens klare retningslinjer med henblik på at vedtage den retligt korrekte løsning. Fællesskabsinstansen bør yde sit fulde samarbejde, og med henblik herpå gentager jeg de argumenter, der er anført i punkt 29-32 i dette forslag til afgørelse: hvis Korkein Oikeus i henhold til de foreliggende faktiske og retlige oplysninger bekræfter, at der er sket omgåelse af loven, er artikel 3, stk. 3, i direktiv 2001/23 blevet overtrådt. Manglende overholdelse af den forskrift medfører en snævrere fortolkning af artikel 4, stk. 2, i direktiv 2001/23. Under sådanne omstændigheder vil arbejdsgiveren have begået overtrædelsen bevidst, hvilket berettiger en skærpelse af hans ansvar.

34.

Som følge heraf og som svar på det første præjudicielle spørgsmål mener jeg, at artikel 3, stk. 3, i direktiv 2001/23 er til hinder for, at arbejdsvilkår, der er aftalt ved en kollektiv overenskomst, bringes til ophør på tidspunktet for overenskomstens udløb, når overdragelsen af virksomheden tidsmæssigt er sammenfaldende med kontraktens udløb, og hvis overdrageren og erhververen har omgået loven. Det påhviler den nationale retsinstans at afgøre, om der er udvist svigefuld adfærd ved at synkronisere datoen for overdragelsen og datoen for kollektivaftalens udløb.

35.

Nu skal rækkevidden af og grænserne for dette ansvar undersøges, hvilket fortolkningen af artikel 4, stk. 2, i direktiv 2001/23 kræver.

36.

Den finske og den ungarske regering samt Kommissionen er enige om, at artikel 4, stk. 2, alene fordeler ansvaret efter en væsentlig ændring af arbejdsforholdet. Direktiv 2001/23 søger således ikke en konkret fordel ved at afgøre retsstillingen for den arbejdstager, der har oplevet en overførsel. Dette standpunkt støttes på det begreb, at direktivet er et instrument til minimumsharmonisering, hvis fortolkning kræver et vidt råderum for den nationale lovgiver ( 22 ). Selv om jeg deler det væsentlige i denne opfattelse, er det nødvendigt at uddybe fortolkningen af bestemmelsen. At Fællesskabet har påbegyndt en minimumsharmonisering indebærer ikke a priori at forkaste en form for økonomisk beskyttelse af arbejdstageren. Kun ved en detaljeret undersøgelse af teksten kan det lykkes at få en sikker forklaring, og med henblik herpå er det nødvendigt at tyde de forskellige segmenter, som bestemmelsen består af.

37.

Den forudsætning, som giver arbejdstageren mulighed for at ophæve sin kontrakt og pålægge arbejdsgiveren ansvaret for ophævelsen, findes i første bisætning i artikel 4, stk. 2, i direktiv 2001/23 med kravet om, at overførslen »medfører en væsentlig ændring af arbejdsvilkårene til skade for arbejdstageren«.

38.

Den nationale retsinstans er den bedst egnede instans til at bedømme om der i den foreliggende sag er sket en væsentlig ændring til skade for M. Juuri. Selv om den finske lovgivning utvivlsomt omfatter foranstaltninger, der tillader Korkein Oikeus at gå i den ene eller den anden retning, giver Domstolens praksis retningslinjer for at diagnosticere, om der er sket en ændring in pejus ( 23 ). I sagen Merckx og Neuhuys ( 24 ) opsagde to arbejdstagere deres arbejdskontrakt i henhold til artikel 4, stk. 2, i direktiv 2001/23, da deres nye arbejdsgiver nægtede at sikre dem den tidligere løn, som beregnedes på grundlag af omsætningen. Domstolen valgte at beskrive omstændighederne direkte og fastslog, at »[e]n ændring af arbejdstagerens aflønning er […] omfattet af begrebet væsentlig ændring af arbejdsvilkårene i den i den nævnte bestemmelse forudsatte betydning, også selv om aflønningen bl.a. afhænger af den opnåede omsætning« ( 25 ).

39.

Nogle år senere gav dommen i Delahaye-sagen ( 26 ) Domstolen mulighed for atter at udtale sig om »væsentlige ændringer« af en arbejdskontrakt, men med en anden fokus end i dommen i Merckx og Neuhuys-sagen. I en tvist mellem en arbejdstager og hendes nye arbejdsgiver på grund af en lønnedsættelse på 37% gav dommen ikke den nationale ret et konkret svar, idet den nøjedes med at fastslå, at »anvendelsen af nationale bestemmelser om forholdene for statsansatte […] indebærer nedsættelse af lønnen for arbejdstagere, der er berørt af overførslen. En sådan nedsættelse skal, når den er væsentlig, anses for at være en væsentlig ændring af arbejdsvilkårene til skade for de pågældende arbejdstagere som omhandlet i direktivets artikel 4, stk. 2« ( 27 ).

40.

Delahaye-dommen gentog til forskel fra Merckx og Neuhuys-dommen med større fasthed nødvendigheden af, at ændringen var »væsentlig«, og undlod at beskrive de faktiske omstændigheder i hovedsagen. De to afgørelser blev imidlertid afsagt i samme sammenhæng, der var karakteriseret ved en lønnedsættelse, som fik arbejdstageren til ensidigt at ophæve sin kontrakt. For at fortolke hvad der i direktiv 2001/23 forstås ved en »væsentlig« ændring, må man anlægge et subjektivt syn på udtrykket og forstå arbejdstageren i hans retlige og økonomiske dimension. Valgte man et objektivt syn på udtrykket og foretog en afvejning af faktorer, som ikke havde noget at gøre med arbejdstagerens individuelle stilling, ville man risikere at nå frem til løsninger, der er uforenelige med direktiv 2001/23’s formål. I de to ovenfor undersøgte sager viste Domstolen den nationale ret andre — ligeledes relevante — elementer, som taler til fordel for en ensidig ophævelse af arbejdskontrakten. I Delahaye-sagen blev arbejdstagerens anciennitet nævnt i dommen for at tage hensyn til arbejdstagerens globale sammenhæng ( 28 ). Merckx og Neuhuys-dommen fastslog, selv om den i præmis 38 ikke henviste til andre relevante faktorer, at appellanternes stilling ikke alene var skadet lønmæssigt, idet overførslen af virksomheden tillige havde medført en flytning af arbejdsstedet ( 29 ).

41.

Det forekommer således, at Domstolen uden udtrykkeligt at erklære det har valgt en subjektiv definition af udtrykket »væsentlig ændring«, idet den har afvejet de faktiske og retlige omstændigheder, der gjorde sig gældende for arbejdstageren, da han ophævede sin kontrakt i henhold til artikel 4, stk. 2, i direktiv 2001/23. Det påhviler den nationale retsinstans at kvalificere disse omstændigheder i forhold til de retningslinjer, der er angivet i Merckx-dommen og Delahaye-dommen. Når de anvendes på M. Juuris sag, konstateres det, at hendes løn var blevet nedsat i et forhold, der svarede til hendes arbejdstid. Ændringen af kollektivaftale kan desuden have medført andre regelændringer, som det kan være relevant at fremlægge i hovedsagen, da de vil tjene som supplerende oplysninger med henblik på at afveje den sande karakter af de ændringer, som M. Juuri er genstand for. Hertil skal eventuelt tilføjes den midlertidige forflytning af M. Juuris arbejdsplads. Den nationale retsinstans er forpligtet til at vurdere, om alle disse faktorer, i M. Juuris retlige og økonomiske sammenhæng, udgør en væsentlig ændring af arbejdskontrakten.

42.

Ifølge artikel 4, stk. 2, i direktiv 2001/23 »anses arbejdsgiveren at være ansvarlig for arbejdskontraktens eller arbejdsforholdets ophævelse«, hvis der er konstateret en væsentlig ændring i arbejdsforholdet. Appellanten i hovedsagen har gjort gældende, at disse ord ikke alene indeholder en regel om pålæggelse af ansvar, men også en forskrift vedrørende beløbet for ophævelsen af arbejdskontrakten. I den sag, der er anlagt på grundlag af det foreliggende præjudicielle spørgsmål, interesserer Korkein Oikeus sig for omfanget af M. Juuris erstatning, hvis direktiv 2001/23 går længere end til den blotte pålæggelse af ansvar, og retten er i tvivl om, hvorvidt der skal betales erstatning, som i henhold til finsk ret skal svares for en uberettiget afskedigelse, eller erstatning for opsigelsesperioden, som arbejdsgiveren skal overholde.

43.

Jeg er enig med den finske og den ungarske regering og Kommissionen i, at direktiv 2001/23 udelukkende fastsætter en fordeling af ansvaret. Hvis fællesskabslovgiveren havde ønsket at fastsætte de pengemæssige følger af ophævelsen, ville det være blevet klart udtrykt. Formålet med artikel 4, stk. 2, består i at fordele ansvaret for ophævelsen og ikke i at præcisere de retlige konsekvenser heraf. Denne opfattelse er baseret på en sproglig, men også teleologisk vurdering af direktiv 2001/23, såvel som af andre dokumenter om harmonisering af Fællesskabets sociallovgivning ( 30 ).

44.

Ofte er en filologisk fortolkning ikke det bedste redskab for juristen, men den viser sig altid at være det første skridt på vejen. Fællesskabsretten, der er en lovgivning formuleret på en bred vifte af sprog, der alle er officielle, finder kraftfulde argumenter i sine forskrifters udtrykkelige ordlyd ( 31 ). En fordel, som undertiden bliver til en last og tilføjer en vis forvirring i forbindelse med afgørelsen af, hvilke bestemmelser der finder anvendelse i en bestemt tvist ( 32 ). Den her omhandlede tvist hører til i den sidstnævnte kategori, hvor den sproglige pluralitet skaber mere forstyrrelse end gennemsigtighed. Dette fremgår klart ved en undersøgelse af de udtryk, der er anvendt i artikel 4, stk. 2, i direktiv 2001/23.

45.

Den sidste sætning i forskriften angiver nøjagtigt, at for ophævelsen af arbejdskontrakten »anses arbejdsgiveren at være ansvarlig«. Den spanske version såvel som den franske, den tjekkiske og den tyske omhandler pålæggelse af ansvar ( 33 ). Andre oversættelser af artiklen omhandler arbejdsgiverens ansvar uden at henvise til pålæggelsen. Det gælder den italienske, den portugisiske, den polske, den bulgarske og den engelske version, hvor ophævelsen f.eks. »è considerata come dovuta alla responsabilità del datore di lavoro« ( 34 ). Nogle versioner lægger således vægt på pålæggelsen og andre på ansvaret ( 35 ). I vid forstand afspejler de tekster, der lægger vægt på »ansvaret«, en vilje hos fællesskabslovgiveren, som går ud over den blotte pålæggelse og understreger en selvstændig betydning af glosen med et økonomisk indhold, som er udformet af den europæiske og ikke den nationale lovgivning.

46.

Jeg gentager de ord, som jeg indledte dette afsnit med og konstaterer, at en ordlydsfortolkning undertiden skaber mere forveksling end klar konsensus. Skriftlige bestemmelsers ordlyd får en særlig vægt, når analysen fører til en vurdering, der let kan skelnes, men ikke i sager som den foreliggende, hvor ordene og oversættelsen af dem fører til løsninger, der er lige så forskellige, som de er modstridende. Jeg tror ikke, at nuancerne i formuleringen i nogle versioner medfører nævneværdige retlige konsekvenser, hvorfor man ad denne vej kun træder ind på et usikkert område.

47.

På baggrund af den tilsyneladende vilkårlighed, hvormed »pålæggelse« og »ansvar« anvendes i de forskellige officielle oversættelser, mener jeg ikke, at nøglen til løsningen skal findes i bestemmelsens ordlyd, men i dens formål.

48.

Direktiv 2001/23 forfølger ligesom andre regelsæt inden for Fællesskabets sociallovgivning beskyttelse af arbejdstagerne på det europæiske indre marked. Dets dynamik til beskyttelse af arbejdsforholdets svageste part må undersøges i sin sammenhæng, som tilsigter et harmoniseret beskyttelsesniveau i Fællesskabet, hvor forskriftsmæssige forskelle ikke må hindre produktionsfaktorernes frie bevægelighed ( 36 ). De sociale bestemmelser udgør således komplekse forskrifter alt efter deres formål, men også efter deres beskaffenhed og virkninger. Det er ikke en tilfældighed, at man har anvendt direktivet på dette område og heller ikke nogle minimumsdirektiver, hvis forskrifter giver plads til en større beskyttelse på nationalt plan ( 37 ).

49.

Beskyttelsesholdningen afspejles i betragtningerne til direktiv 2001/23, som blev vedtaget »til beskyttelse af arbejdstagerne i tilfælde af ny indehaver især for at sikre varetagelsen af deres rettigheder« ( 38 ). Med dette formål besluttede lovgiveren at bringe de forskelle, der stadig fandtes i medlemsstaterne, til ophør »for så vidt angår omfanget af beskyttelsen af arbejdstagerne på dette område« ( 39 ). Domstolen og dens generaladvokater har fortolket direktiv 2001/23 og fremhævet betydningen af dets sociale aspekter. Generaladvokat Cosmas anerkendte i forslaget til afgørelse i Luigi Spano-sagen, at »det drejer sig om en lovgivning, som klart forfølger et socialt mål« ( 40 ), en udtalelse, som har fundet udtryk i Domstolens praksis ( 41 ).

50.

Dette sociale formål er imidlertid ledsaget af andre initiativer. Direktiv 2001/23 samt dets forgænger direktiv 77/187 har åbent søgt en ligevægt mellem beskyttelsen af arbejdstagerne og fremme af virksomhedernes organisatoriske fleksibilitet ( 42 ). Med henblik herpå har de europæiske bestemmelser søgt at afhjælpe stivheden i nogle nationale lovgivninger, hvis anvendelse ikke alene bidrog til at vanskeliggøre omstruktureringen i visse sektorer men også til at indføre forhindringer for den frie bevægelighed og loyal konkurrence på det indre marked. Interesseoverensstemmelsen bliver tydelig, hvis der sammenlignes med Kommissionens oprindelige formulering ( 43 ), hvormed Rådet offentliggjorde det. Den endelige tekst viser stor interesse for at forene arbejdstagernes beskyttelse med fremme af foranstaltninger til virksomhedsomlægning, hvilket er tydeligt i de i den foreliggende sag drøftede artikler. I punkt 25-29 i dette forslag til afgørelse påpeger jeg, at arbejdstagernes rettigheder efter overførslen opretholdes i et ubestemt eller et bestemt tidsrum. Direktiv 2001/23 giver erhververen et betydeligt råderum i forbindelse med ændringen af hans personales arbejdsvilkår, men kompenserer denne fleksibilitet med en række foranstaltninger til fordel for arbejdstagerne, heriblandt muligheden for ensidig ophævelse. Dette resultat forener endeligt de to parters interesser, idet direktiv 2001/23 tilføjer, at ansvaret for ophævelsen pålægges arbejdsgiveren, hvis arbejdstagerens arbejdssituation forringes som følge af overførslen. Kommissionen bekræftede i sit udkast til direktiv allerede i 1974, at artikel 4, på grund af denne afvejning begrænsede sig til at fordele culpaansvaret og overlod afgrænsningen heraf til de nationale lovgivninger ( 44 ).

51.

Punktet midt imellem beskyttelsen af arbejdstagerne og virksomhedernes fleksibilitet opnås ved at indsætte en erstatningsordning i den nationale lovgivning. Direktiv 2001/23, som er en minimumsforskrift, der gør det muligt at forstærke dets regler på det nationale område, formulerer en fornuftig løsning. På den ene side giver det arbejdstageren sikkerhed for, at erhververen vil kompensere for forringelsen af hans arbejdsvilkår. På den anden side tillægger det den nationale lovgivning opgaven med at detaljere erstatningens økonomiske indhold. I lyset af formålet med direktiv 2001/23 er jeg overbevist om, at dets artikel 4, stk. 2, foreskriver en pålæggelse og ikke en karakterisering af ansvaret for arbejdsgiveren.

52.

Der er også andre grunde til en snæver fortolkning af artikel 4, stk. 2, af systematisk karakter. Fællesskabets sociallovgivning viser i sin helhed institutionernes hensigt med vedtagelsen af direktiv 2001/23, for så vidt som de, når de har ønsket at betinge den erstatningsordning, som passede til sagsøgeren i denne sag, har gjort det uden omsvøb. A contrario sensu, må det følgelig udledes, at artikel 4, stk. 2, kun henfører ansvaret til arbejdsgiveren, men ikke definerer det.

53.

Direktiv 2006/54/EF om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv ( 45 ), hvis regler omarbejder hovedparten af Fællesskabets bestemmelser til bekæmpelse af forskelsbehandling, forpligter i artikel 18 medlemsstaterne til at indføre kompensationsmekanismer for personer, der har været genstand for forskelsbehandling. I princippet fremmer det indførelsen af »de nødvendige bestemmelser for at sikre en reel og effektiv erstatning eller godtgørelse«, således at det har en »præventiv virkning og står i et rimeligt forhold til det tab, den pågældende har lidt«. Forskriftens perspektiv indfører et element af åbenbar fællesskabsretlig betydning i de nationale lovgivninger, navnlig i deres arbejdsmiljø og erstatningsret ( 46 ). På samme måde henfører direktiv 2006/54 ikke alene ansvaret til arbejdsgiveren, men forbyder derudover, at erstatningen begrænses til et på forhånd fastsat maksimum, med henblik på at beskytte rettighederne for personer, der har været påført forskelsbehandling ( 47 ). Hvilket forholder sig helt anderledes end med artikel 4, stk. 2, i direktiv 2001/23.

54.

Direktiv 2004/113/EF om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med adgang til og levering af varer og tjenesteydelser ( 48 ) foreslår en lignende løsning, idet dets artikel 8 med tilsvarende udtryk som anvendt i direktiv 2006/54 understreger, at medlemsstaterne skal vedtage »de nødvendige bestemmelser for at sikre en reel og effektiv erstatning eller godtgørelse efter medlemsstatens afgørelse for tab og skader, der er påført en person som følge af forskelsbehandling […] således at det har en præventiv virkning og står i et rimeligt forhold til det tab, den pågældende har lidt«. Bestemmelsen begrænser ikke alene den nationale lovgivning i positiv retning men også i negativ, idet den til sidst i artikel 8, stk. 2, angiver, at »[f]orudgående fastsættelse af et maksimum må ikke begrænse en sådan erstatning eller godtgørelse«.

55.

De øvrige sociale harmoniseringsbestemmelser udtaler sig ikke om pligten til at svare erstatning i forbindelse med arbejdsgiverens forsømmelser. Direktiv 2001/23 er oplysende, men ikke så klart som direktiv 2004/113 og direktiv 2006/54, hvorfor jeg er tilbøjelig til at mene, at artikel 4, stk. 2, i direktiv 2001/23 opnår en rimelig ligevægt ved at anvende et kriterium om pålæggelse af ansvar, men ikke en selvstændig ordning vedrørende et sådant ansvar. Hertil skal blot tilføjes på baggrund af punkt 25-29 i dette forslag til afgørelse, at som anført dér fungerer artikel 3 og 4 i direktiv 2001/23 i en komplementærforbindelse og giver efter min mening anledning til fortolkningsdifferentieringer, når de finder anvendelse.

56.

Jeg har forfægtet, at en ophævelse af arbejdskontrakten baseret på opfyldelse af artikel 3, stk. 3, i direktiv 2001/23 ikke fortjener samme opmærksomhed som en ophævelse som følge af tilsidesættelse af den nævnte forskrift. Der er en forskel i arbejdsgiverens adfærd, som i forhold til omstændighederne vil kræve en nuanceret fortolkning af artikel 4, stk. 2, i direktiv 2001/23. Denne konsekvens følger af Domstolens praksis, som af de nationale retter kræver en grad af processuel og materialretlig beskyttelse i overensstemmelse med principperne om effektivitet og ækvivalens, også i sektorer, der er genstand for minimumsharmonisering ( 49 ). Når artikel 3 er blevet overholdt af erhververen i forbindelse med gennemførelse af en overførsel, men arbejdskontrakten ophæves i henhold til artikel 4, stk. 2, er ansvaret stadig underlagt den nationale arbejdsmarkedslovgivnings generelle bestemmelser. Når det modsatte sker, mener jeg, at artikel 4, stk. 2, på trods af at den ikke definerer en konkret erstatningsordning, pålægger medlemsstaten, også med udgangspunkt i dens interne ret, en særlig behandling.

57.

Domstolen bør ikke over for Korkein Oikeus angive den bedst egnede godtgørelsesordning med henblik på at behandle M. Juuris påstande. Den bør derimod vejlede den nationale ret og vise den, at direktiv 2001/23 indfører to ansvarsniveauer. Fællesskabslovgivningen tager ikke hensyn til det konkrete økonomiske resultat, men den finder det betænkeligt, hvis der anvendes samme retsvirkninger på situationer, der klart er forskellige ( 50 ). Det påhviler retsinstansen at udforme den mest hensigtsmæssige løsning med hensyn til ansvaret, forudsat den anvender et moduleret kriterium, baseret på artikel 3 i forbindelse med artikel 4, stk. 2, i direktiv 2001/23.

58.

Det andet præjudicielle spørgsmål skal herefter besvares med, at artikel 4, stk. 2, i direktiv 2001/23 skal fortolkes som en bestemmelse, der pålægger ansvar. Fællesskabslovgivningen kræver imidlertid graduering af ansvaret afhængigt af overholdelsen af artikel 3 i direktiv 2001/23. Med henblik herpå anvender den nationale ret de formildende eller skærpende kriterier for ansvar, der er fastsat i deres nationale lovgivning.

59.

På baggrund af de ovennævnte overvejelser foreslår jeg Domstolen at besvare Korkein Oikeus’ præjudicielle spørgsmål på følgende måde: