1. 

I den foreliggende sag skal Domstolen træffe afgørelse om en appel, som Den Hellenske Republik har iværksat til prøvelse af dom afsagt af Retten i Første Instans (Første Afdeling) den 17. januar 2007 i sag T-231/04, Den Hellenske Republik mod Kommissionen ( 2 ) (herefter »den appellerede dom«), hvori den gør gældende, at Retten fejlagtigt fastslog, at Den Hellenske Republik var påført finansielle forpligtelser, som følge af at den havde underskrevet og ratificeret et oprindeligt aftalememorandum mellem Kommissionen og medlemsstaterne og havde underskrevet et supplerende aftalememorandum og som følge af dens adfærd.

2. 

I den appellerede dom frifandt Retten i Første Instans Kommissionen i et annullationssøgsmål rettet mod den handling, hvorved Kommissionen foretog inddrivelse ved modregning af skyldige beløb hos Den Hellenske Republik efter dennes deltagelse i Abuja I- og II-projekterne, hvor Kommissionen og visse af Den Europæiske Unions medlemsstater ville oprette en fælles diplomatisk repræsentation i Abuja (Nigeria).

3.

Artikel 58 i statutten for Domstolen bestemmer følgende:

»Appel til Domstolen er begrænset til retsspørgsmål. Den kan kun støttes på, at Retten savner kompetence, at der er begået rettergangsfejl, som krænker appellantens interesser, eller at Retten har overtrådt fællesskabsretten […]«

4.

I artikel 71 i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 af 25. juni 2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget ( 3 ) (herefter »finansforordningen«) bestemmes følgende:

»1.   Fastlæggelse af en fordring er den handling, hvorved den ved delegation eller subdelegation bemyndigede anvisningsberettigede:

2.   Egne indtægter, der overdrages til Kommissionen, og enhver fordring, der er sikker, opgjort og forfalden til betaling, skal fastlægges ved en indtægtsordre, der sendes til regnskabsføreren, efterfulgt af en debetnota, der stiles til debitor, begge udarbejdet af den kompetente anvisningsberettigede […]«

5.

I finansforordningens artikel 72 bestemmes:

»1.   Anvisning af indtægter er den handling, hvorved den ved delegation eller subdelegation bemyndigede kompetente anvisningsberettigede ved udstedelse af en indtægtsordre giver regnskabsføreren instruks om at inddrive en fordring, som han har fastlagt […]«

6.

I finansforordningens artikel 73 bestemmes:

»1.   Regnskabsføreren tager sig af de indtægtsordrer, der er behørigt udstedt af den kompetente anvisningsberettigede med henblik på inddrivelse af fordringer. Han skal sikre, at Fællesskabernes indtægter bliver indbetalt, og sørge for, at deres krav bevares.

Regnskabsføreren inddriver Fællesskabernes fordringer ved modregning i alle tilfælde, hvor debitor selv i forhold til Fællesskaberne har en fordring, der er sikker, opgjort og forfalden til betaling […]«

7.

Artikel 78 i Kommissionens forordning (EF, Euratom) nr. 2342/2002 af 23. december 2002 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget ( 4 ) (herefter »gennemførelsesforordningen«) har følgende ordlyd:

»Procedure

1.   Fastlæggelsen af en fordring udgør den anvisningsberettigedes anerkendelse af Fællesskabernes rettigheder over for en debitor samt af grundlaget for at kræve, at den pågældende debitor betaler sin gæld.

2.   Indtægtsordren er den transaktion, hvorved den kompetente anvisningsberettigede giver regnskabsføreren instruks om at inddrive den fastlagte fordring.

3.   Debetnotaen er en underretning af debitor om, at

Debetnotaen sendes af den anvisningsberettigede til debitor med kopi til regnskabsføreren.«

8.

I gennemførelsesforordningens artikel 79 bestemmes følgende:

»Fastlæggelse af fordringer

Ved fastlæggelsen af en fordring sikrer den anvisningsberettigede sig,

9.

I gennemførelsesforordningens artikel 83 bestemmes følgende:

»Inddrivelse ved modregning

På et hvilket som helst tidspunkt under proceduren foretager regnskabsføreren — efter at have underrettet den kompetente anvisningsberettigede og debitoren herom — inddrivelsen ved modregning af den fastlagte fordring i tilfælde af, at debitor samtidig har en fordring på Fællesskaberne, der er sikker, opgjort og forfalden til betaling og som genstand har et beløb, der er fastlagt ved en betalingsordre.«

10.

Artikel 31 i Wienerkonventionen om traktatretten ( 5 ) har følgende ordlyd:

»Almindelig regel om fortolkning

1.   En traktat skal fortolkes loyalt i overensstemmelse med den sædvanlige betydning, der måtte tillægges traktatens udtryk i deres sammenhæng og belyst af dens hensigt og formål.

2.   Med henblik på fortolkningen af en traktat indgår i sammenhængen foruden selve teksten inklusive dens præambel og bilag:

3.   Jævnsides med sammenhængen skal der tages hensyn til:

4.   Der skal tillægges et udtryk en særlig betydning, hvis det er godtgjort, at dette var deltagernes hensigt.«

11.

I den appellerede dom opsummerede Retten i Første Instans de faktiske omstændigheder i den sag, den var forelagt, således:

12.

Den Hellenske Republik anlagde sag ved Domstolen vedrørende den foretagne modregning. Sagen blev senere henvist til Retten i Første Instans og registreret som sag T-231/04. I sagen ved Retten fremsatte Den Hellenske Republik et enkelt anbringende, idet medlemsstaten gjorde gældende, at Kommissionen havde tilsidesat det oprindelige og det supplerende aftalememorandum samt finansforordningen og forordning nr. 2342/2002.

13.

I anbringendets første led gjorde Den Hellenske Republik gældende, at der var sket tilsidesættelse af det oprindelige og det supplerende aftalememorandum.

14.

Indledningsvis undersøgte Retten, hvorvidt den var kompetent til at behandle sagen, idet et af de beløb, der var genstand for modregningen, faldt inden for rammerne af EU-traktatens afsnit V, med hensyn til hvilken Domstolen ikke er kompetent, idet en sådan kompetence ikke er specificeret i artikel 46 EU. Men da Kommissionen havde foretaget inddrivelse af de omtvistede beløb ved en handling, som blev vedtaget med hjemmel i finansforordningen og forordning nr. 2342/2002, konkluderede Retten, at modregningshandlingen henhører under fællesskabsrettens område og følgelig kunne gøres til genstand for et annullationssøgsmål i henhold til artikel 230 EF. Retten fandt følgelig, at den var kompetent til at træffe afgørelse i sagen.

15.

Retten foretog herefter en undersøgelse af Den Hellenske Republiks økonomiske ansvar for Abuja I- og Abuja II-projekterne.

16.

Hvad angår Abuja I-projektet anerkendte Den Hellenske Republik, at den var forpligtet til at betale leje- og driftsomkostninger, men bestrider at den skylder et samlet beløb på 72714,47 EUR, som Kommissionen afkrævede medlemsstaten. Retten fastslog, at Den Hellenske Republik ikke havde bevist, at Kommissionen havde begået en fejl med hensyn til det skyldige beløb. Endvidere havde Den Hellenske Republik ikke anfægtet den række af debetnotaer, den havde modtaget, og havde ikke forklaret, hvorfor den ikke var skyldig at betale forskellen mellem det beløb, som den vedgik, og det af Kommissionen krævede beløb. Derfor kunne Den Hellenske Republiks argument vedrørende dens ansvar for gælden vedrørende Abuja I-projektet ikke tiltrædes.

17.

Hvad angår Abuja II-projektet bemærkede Retten, at Den Hellenske Republik i mere end seks år — fra den 18. april 1994 til den  — gentagne gange gennem sin adfærd lod de andre deltagende parter forstå, at den forblev deltager i Abuja II-projektet. Efter undertegnelsen af det supplerende aftalememorandum i december 1998 deltog medlemsstaten i dette projekt i næsten to år.

18.

Retten udledte af disse omstændigheder, at en stillingtagen til Den Hellenske Republiks forpligtelser ikke kunne begrænses til det oprindelige og det supplerende aftalememorandum, men også skulle tage hensyn til den forventning, som denne medlemsstat gennem sin adfærd havde skabt hos de andre deltagende parter.

19.

I den forbindelse bemærkede Retten, at princippet om god tro er en regel i den folkeretlige sædvaneret, der gælder for Fællesskabet og de andre deltagende parter, og at det i folkeretten er en naturlig følge til princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.

20.

Retten bemærkede derefter, at da Den Hellenske Republik havde undertegnet det oprindelige aftalememorandum, som den ligeledes havde ratificeret, var den en af de deltagende parter i Abuja II-projektet, hvilket indebar visse yderligere forpligtelser til samarbejde og solidaritet deltagerne imellem.

21.

Retten bemærkede, at det oprindelige aftalememorandum vedrørte de indledende faser af Abuja II-projektet, og at parterne, efter afslutningen af denne fase, havde besluttet at fortsætte projektet og at bære omkostningerne til den deltaljerede udformning af bygningskomplekset, inden det supplerende aftalememorandum var blevet undertegnet. På et møde den 24. februar 1997, hvor to repræsentanter fra Den Hellenske Republik deltog, godkendte parterne faktisk, at Kommissionen sammen med arkitekterne traf de nødvendige foranstaltninger til udarbejdelse af detaljerede planer uden at afvente det supplerende aftalememorandum. Retten fastslog, at parterne således gik ud over de indledende faser, idet de således nødvendigvis har indgået en stiltiende aftale om at færdiggøre projektet. Eftersom de deltagende parter under mødet den besluttede at gennemføre projektet, kunne de — ifølge Retten — ikke længere frit trække sig ud af projektet uden at betale deres del af de indledende og senere udgifter.

22.

Retten bemærkede dernæst, at uanset at visse medlemsstater herefter trak sig ud af projektet, udviste Den Hellenske Republik ingen adfærd, der kunne rejse tvivl om dens deltagelse, og den 9. december 1998 undertegnede Den Hellenske Republik det supplerende memorandum sammen med de andre deltagende parter, som ikke havde trukket sig ud af projektet. Retten bemærkede, at det først var i løbet af sommeren 2000, at Den Hellenske Republik for første gang tilkendegav et forbehold med hensyn til dens fortsatte deltagelse.

23.

Ifølge Retten er det ubestridt, at Den Hellenske Republik havde ret til at trække sig ud af projektet, men henset til udviklingen i dens deltagelse siden den indledende fase og på trods af den manglende ratificering af det supplerende aftalememorandum kunne Den Hellenske Republik ikke trække sig ud uden at skulle være ansvarlig for udgifter i forbindelse med dens deltagelse i Abuja II-projektet.

24.

Endvidere fastslog Retten, at Den Hellenske Republiks økonomiske forpligtelser ligeledes fulgte af ordlyden af det oprindelige aftalememorandum, særligt af dets artikel 15, stk. 1. I henhold til den pågældende bestemmelse kan en stat, som ikke undertegner det supplerende aftalememorandum, fritages fra sine økonomiske forpligtelser vedrørende projektet. Imidlertid bemærkede Retten, at når en stat har undertegnet det supplerende aftalememorandum (som det er tilfældet med Den Hellenske Republik), gør det modsatte sig ligeledes gældende.

25.

Hvad angår argumentet om, at ratificeringen af det supplerende aftalememorandum udgør en nødvendig betingelse for, at det træder i kraft, fastslog Retten, at i henhold til det supplerende aftalememorandums artikel 14 finder sidstnævnte foreløbig anvendelse for Den Hellenske Republik fra den 1. februar 1999 til oktober 2000. Ifølge Retten medfører dette, at Den Hellenske Republik ikke kan tilsidesætte denne foreløbige anvendelse under påberåbelse af, at den ikke har ratificeret det supplerende aftalememorandum.

26.

Hvad endelig angår Den Hellenske Republiks argument om, at forøgelsen af omkostningerne ved projektet kunne anses for en »fuldstændig ændring af omstændighederne«, der ville fritage medlemsstaten fra dens økonomiske forpligtelser, fastslog Retten, at i forbindelse med opførelse af en bygning kan forøgelsen af omkostninger ved projektet ikke anses for en »fuldstændig ændring af omstændighederne«. Desuden havde Den Hellenske Republik accepteret projektets øgede omkostninger, som var kendt siden påbegyndelsen af Abuja II-projektet, og medlemsstaten havde ikke gjort indsigelse, da dens andel i projektet steg, som følge af at flere medlemsstater trak sig ud af projektet mellem 1997 og 1999.

27.

På baggrund af ovenstående fastslog Retten, at Den Hellenske Republik var ansvarlig for alle udgifter i forbindelse med dens deltagelse i Abuja II-projektet.

28.

Retten forkastede derfor anbringendets første led som ugrundet.

29.

Med anbringendets andet led gjorde Den Hellenske Republik gældende, at der var sket tilsidesættelse af finansforordningen og af forordning nr. 2342/2002.

30.

Hvad angår Den Hellenske Republiks anbringende om, at det i forhold til både Abuja I-projektet og Abuja II-projektet var åbenbart, at beløbets størrelse og begrundelsen for de krævede beløb var omgærdet med usikkerhed, understregede Retten, at modregning i henhold til finansforordningens artikel 73, stk. 1, ikke er udelukket, når en af gældsposterne er omstridt, eller når der har været forhandlinger mellem Kommissionen og debitor vedrørende disse gældsposter. I modsat fald ville debitor kunne forsinke inddrivelsen af en gæld i det uendelige.

31.

Retten fandt, at uanset at der i 2002 har kunnet være en usikkerhed om fordringerne, var Kommissionen — efter en udveksling af skrivelser mellem parterne og en ny undersøgelse af sagens akter — i 2004, da den foretog inddrivelsen, nået frem til en sikker konklusion hvad angår de skyldige beløb.

32.

Endvidere fastslog Retten, at Den Hellenske Republik ikke havde fremlagt noget bevis til godtgørelse af, at Kommissionen ikke havde fulgt den i de omhandlede forordninger fastsatte procedure, eller at den ikke havde ret til at konkludere, at fordringen var »sikker, opgjort og forfalden til betaling«. Derfor var de fastsatte betingelser for inddrivelse ved modregning opfyldt på datoen for den anfægtede handling.

33.

Endelig forkastede Retten Den Hellenske Republiks påstand om, at Kommissionen ikke var beføjet til at foretage inddrivelse ved modregning, eftersom de pågældende fordringer påhvilede parterne og ikke Fællesskabet, hvorfor modregningen ikke tilsigtede at beskytte Fællesskabets økonomiske interesser, hvilket er formålet med de ovennævnte forordninger. Retten mente derimod, at de pågældende fordringer var Fællesskabets, da Kommissionen var mandatar for de parter, der deltog i Abuja I- og II-projekterne.

34.

Retten forkastede derfor anbringendets andet led som ugrundet.

35.

Den Hellenske Republik har nedlagt følgende påstande:

36.

Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

37.

Den Hellenske Republik gør gældende, at Retten fejlfortolkede artikel 12, 13 og 15 i det oprindelige aftalememorandum, artikel 14 i det supplerende memorandum og princippet om god tro og om beskyttelse af den berettigede forventning.

38.

Den Hellenske Republik gør gældende, at Retten fejlagtigt fastslog, at medlemsstaternes forpligtelser i forbindelse med Abuja II-projektet blev fastsat ud fra hver medlemsstats adfærd og ikke alene var af rent kontraktmæssig karakter og fastsat ved bestemmelserne i de to nævnte memoranda. Ved en korrekt fortolkning af artikel 12, 13 og 15 i det oprindelige aftalememorandum og artikel 14 i det supplerende memorandum må det nemlig fastslås, at disse ikke har kunnet indebære finansielle forpligtelser for Den Hellenske Republik, eftersom denne alene havde underskrevet, men ikke ratificeret, det supplerende memorandum. Følgelig havde Den Hellenske Republik ikke godkendt dette memorandum, hvorfor betingelserne for pådragelse af finansielle forpligtelser ikke var opfyldt for den pågældende medlemsstats vedkommende.

39.

Den Hellenske Republik gør gældende, at princippet om god tro kun er relevant med hensyn til at fastslå, om en medlemsstat deltager i Abuja II-projektet, og ikke med hensyn til at afgøre, hvilke forpligtelser der følger af en sådan deltagelse. Sådanne forpligtelser skal udelukkende afgøres på grundlag af de kontraktmæssige bestemmelser, således at medlemsstatens adfærd i den henseende er irrelevant.

40.

I denne forbindelse gør Den Hellenske Republik gældende, at Retten har fejlfortolket artikel 13 i det oprindelige aftalememorandum, der »efter godkendelse af [det supplerende aftalememorandum]« kræver, »at deres samlede omkostninger vil blive betalt« af de pågældende medlemsstater. Den blotte foreløbige anvendelse af det supplerende memorandum er ikke tilstrækkelig til, at der kan opstå de finansielle forpligtelser, der er fastsat i artikel 12 og 13 i det oprindelige memorandum, der kræver godkendelse af det supplerende memorandum.

41.

Retten har ligeledes fejlfortolket artikel 14 i det supplerende memorandum, hvori det blev klargjort, at ratificering er en nødvendig betingelse for, at det supplerende memorandum træder i kraft, og for at der således kan opstå finansielle forpligtelser for de deltagende medlemsstater.

42.

Den Hellenske Republik gør gældende, at Retten fejlfortolkede artikel 15 i det oprindelige aftalememorandum, da den fastslog, at inden underskriften af det supplerende memorandum var der stiltiende indgået en aftale mellem parterne den 24. februar 1997, hvorved artikel 15, stk. 1, var ophævet eller i det mindste ændret.

43.

Kommissionen har påstået appellen afvist med den begrundelse, at den er baseret på fortolkningen af aftalememoranda, der ikke indgår i Fællesskabsretten. Appellen er derfor ikke baseret på nogen af de grunde, der er anført i artikel 58 i statutten for Domstolen, som fastsætter de mulige grundlag for appel.

44.

Artikel 58 i den pågældende statut bestemmer, at appel til Domstolen er begrænset til retsspørgsmål. Denne bestemmelse skal forstås således, at den begrænser Domstolens kompetence, i dens egenskab af appeldomstol, til at foretage en legalitetskontrol af Rettens afgørelse.

45.

I den foreliggende sag opstår der en vanskelighed som følge af den omstændighed, at, som Retten udtrykte det, »forholdet mellem Kommissionen og medlemsstaterne var en følge af deres samarbejde i forbindelse med udformning, planlægning og gennemførelse af Abuja I- og II-projekterne, der henhører under EU-traktatens afsnit V« ( 6 ). Men som Retten med føje bemærkede, er »Domstolens kompetence i forbindelse med EU-traktaten i den affattelse, der følger af Amsterdamtraktaten, […] udtømmende opregnet i artikel 46 EU; [d]enne artikel fastsætter intet om Domstolens kompetence inden for rammerne af bestemmelserne i EU-traktatens afsnit V« ( 7 ). Aftalememorandummet falder således ikke som sådan ind under Domstolens kompetence.

46.

Ikke desto mindre fastslog Retten, i relation til den for Retten indbragte sag, at »det er […] ubestridt, at Kommissionen foretog inddrivelse af de omtvistede beløb ved en handling, som blev vedtaget med hjemmel i finansforordningen og forordning nr. 2342/2002, således at modregningshandlingen henhører under fællesskabsrettens område« ( 8 ).

47.

Retten fastslog endvidere, at »det fremgår af finansforordningens anvendelsesområde — og navnlig af dens artikel 1 — at inddrivelsesproceduren ved modregning som fastsat i dennes artikel 73, stk. 1, kun finder anvendelse på beløb, som henhører under Fællesskabets budget; [d]et er dog ikke bestridt, at Kommissionen i henhold til artikel 268 EF, der både fastsætter optagelsen i budgettet af Fællesskabets udgifter og visse udgifter, som følger af bestemmelserne i traktaten om Den Europæiske Union om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, var beføjet til at debitere Fællesskabets budget udgifterne fra Abuja I- og Abuja II-projekterne« ( 9 ).

48.

Efter min opfattelse har Retten draget den logiske følge af artikel 268 EF, hvori bestemmes, at ikke kun Fællesskabets udgifter, men ligeledes visse udgifter, som bestemmelserne i traktaten om Den Europæiske Union om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik medfører for institutionerne, afholdes over Fællesskabets budget. Denne bestemmelse afspejles i artikel 28, stk. 2, EU. Disse bestemmelser har bevirket, at den budgetmæssige behandling af sådanne udgifter i vidt omfang svarer til behandlingen af udgifter pådraget under EF-traktaten ( 10 ). Det følger heraf, at finansforordningens artikel 73, stk. 1, der foreskriver modregning i alle tilfælde, hvor debitor selv i forhold til Fællesskaberne har en fordring, finder tilsvarende anvendelse på udgifter, som bestemmelserne i traktaten om Den Europæiske Union om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik medfører for institutionerne, og som afholdes over Fællesskabets budget, som det er tilfældet med Fællesskabets udgifter.

49.

Som en fællesskabsretsakt kan modregning i henhold til artikel 230 EF prøves ved Domstolen. En sådan prøvelse vil, såfremt den skal være effektiv og omfattende, ofte kræve en undersøgelse af, om gælden, der er genstand for modregningen, rent faktisk foreligger ( 11 ). I den foreliggende sag skulle Retten fortolke både det oprindelige og det supplerende memorandum, for så vidt som fortolkningen heraf var nødvendig for at sikre en tilbundsgående retslig prøvelse af lovligheden af modregningshandlingen.

50.

Som en logisk følge af at Retten var beføjet til at træffe afgørelser hvad angår de to aftalememoranda og rent faktisk gjorde det, er det efter min opfattelse fuldt ud berettiget, at et anbringende, i en appel for Domstolen, kan vedrøre fortolkningen af disse to memoranda. Mens et sådant anbringende ganske vist vedrører et retsspørgsmål, der skal besvares i den foreliggende sag med henblik på at undersøge lovligheden af en fællesskabsretsakt (modregningshandlingen), er det pågældende anbringende imidlertid rent faktisk ikke baseret på en påstået fejlagtig fortolkning af fællesskabsretten. Eftersom appellantens anbringender ikke er blandt de, der fremgår af artikel 58 i statutten for Domstolen, skal det afgøres, om Domstolen ikke desto mindre kan træffe afgørelse på grundlag af anbringender, der er baseret på sådanne retsspørgsmål.

51.

I den sammenhæng skal det først bemærkes, at Domstolen i forbindelse med andre sager end appelsager ofte er blevet anmodet om at fortolke bestemmelser i folkeretten ( 12 ).

52.

Dernæst skal det erindres, at formålet med appelproceduren er at tilvejebringe et toinstansretsbeskyttelsessystem, der forstærker domstolsbeslutningernes legitimitet ( 13 ).

53.

Endelig kan det ikke udelukkes, at en snæver fortolkning af artikel 58 i statutten for Domstolen kan få virkning for andre typer af appelsager, der involverer retsspørgsmål, der strengt set ikke vedrører fortolkningen af fællesskabsretten. Dette er tilfældet for så vidt angår appel af Rettens afgørelser i henhold til artikel 238 EF. I sådanne sager vedrører Rettens afgørelse hovedsaglig, hvis ikke udelukkende, den nationale ret, der finder anvendelse på en aftale, der indeholder en voldgiftklausul. Såfremt Kommissionens anbringende baseret på artikel 58 i statutten for Domstolen skulle tages til følge i den foreliggende sag i relation til en afgørelse vedrørende afsnit V i EU-traktaten, kunne det efter min opfattelse ligeledes udelukke, at en appellant, der i henhold til artikel 238 EF appellerer en af Retten afsagt afgørelse, kan påberåbe sig retlige fejl vedrørende Rettens afgørelse i henseende til en given national ret. Efter min opfattelse er dette vanskeligt at forene med ønsket om at sikre retlig beskyttelse gennem et toinstanssystem.

54.

Følgelig mener jeg, at retsgrundene vedrørende fortolkningen af de to aftalememoranda skal anses for at være omfattet af området for de retsspørgsmål, der skal underkastes Domstolens undersøgelse i forbindelse med denne appel.

55.

Det første anbringende til støtte for afvisningspåstanden bør derfor forkastes.

56.

Kommissionen har påstået appellen afvist, eftersom appelanbringenderne er virkningsløse. Kommissionen mener, at den appellerede dom ville forblive gyldig, selv i det usandsynlige tilfælde at de to appelanbringender blev anset for at kunne antages til realitetsbehandling og for at være begrundede. Mere præcist fastholder Kommissionen, at appellanten ikke anfægter afgørelsen i den appellerede doms præmis 100, hvorefter kun de parter, som trak sig ud af projektet uden at undertegne det supplerende memorandum, fritages fra deres økonomiske forpligtelser, i modsætning til de parter, der undertegnede det supplerende memorandum uden at ratificere det. Ifølge Kommissionen anfægter appellanten heller ikke afgørelsen i den appellerede doms præmis 101, hvorefter Den Hellenske Republik pådrager sig økonomiske forpligtelser som følge af den foreløbige anvendelse af det supplerende memorandum.

57.

Selv om Den Hellenske Republik måske ikke specifikt har anfægtet afgørelsen i præmis 100 og 101, fremgår det tydeligt af dens argumentation vedrørende det første anbringende og de dele af den appellerede dom, hvortil den henviser, at Den Hellenske Republik er grundlæggende uenig med Rettens afgørelse i de nævnte præmisser. For det første anfægter den afgørelsen, hvorefter, i henhold til artikel 15, stk. 1, i det oprindelige aftalememorandum, undertegnelsen af det supplerende aftalememorandum medfører finansielle forpligtelser for Den Hellenske Republik, der adskiller sig fra forpligtelserne for de parter, der ikke har undertegnet det supplerende memorandum. For det andet, i og med at Den Hellenske Republik afviser muligheden for, at de finansielle forpligtelser opstod før ratificeringen af det supplerende memorandum og udtrykkeligt anfører, at Retten fejlfortolkede artikel 14 i det supplerende memorandum, der foreskriver den foreløbige anvendelse af det pågældende memorandum, anfægter den nødvendigvis, at den foreløbige anvendelse af det supplerende memorandum på dets parter kan bevirke, at der pålægges finansielle forpligtelser på de undertegnere af det supplerende memorandum, der ikke har ratificeret sidstnævnte. Derfor omfatter det første anbringende åbenbart Rettens afgørelse i præmis 100 og 101 i den appellerede dom. Hvis Domstolen derfor skulle finde det første anbringende velbegrundet, ville den nødvendigvis ligeledes fastslå, at Rettens afgørelse i præmis 100 og 101 i den appellerede dom var ukorrekt.

58.

Dette anbringende til støtte for afvisningspåstanden skal derfor forkastes.

59.

Kernen i den foreliggende sag er, hvorvidt Retten fejlagtigt har fastslået, at Den Hellenske Republik stod i økonomisk gæld til fællesskabsbudgettet som følge af finansielle forpligtelser, der var opstået i forbindelse med dens planlagte deltagelse i Abuja II-projektet.

60.

I den appellerede dom analyserede Retten forekomsten af finansielle forpligtelser i lyset af ordlyden af det oprindelige og det supplerende memorandum samt i lyset af principperne om god tro og beskyttelse af den berettigede forventning. I præmis 100 og 101 i den appellerede dom fandt Retten endvidere, at der var opstået en finansiel forpligtelse på grundlag af artikel 15, stk. 1, i det oprindelige aftalememorandum (idet Den Hellenske Republik havde undertegnet det supplerende memorandum), og fordi sidstnævnte, i henhold til artikel 14 i det supplerende memorandum, fandt foreløbig anvendelse fra den første dag i den anden måned efter undertegnelsen.

61.

Den Hellenske Republik gør gældende, at en finansiel forpligtelse udelukkende bør kunne fastslås ud fra ordlyden af de kontraktmæssige bestemmelser, og at der ikke kan tages hensyn til Den Hellenske Republiks adfærd ved afgørelsen af, hvorvidt der er opstået en finansiel forpligtelse. I det væsentlige mener Den Hellenske Republik, at alene de kontraktmæssige bestemmelser er relevante, og at der ikke kan opstå finansielle forpligtelser, før den har indvilliget i at blive bundet af det supplerende memorandum, dvs. før den har ratificeret dette.

62.

Indledningsvis skal det bemærkes, at som allerede nævnt i forbindelse med hvorvidt den nærværende sag kan antages til realitetsbehandling, blev de to pågældende memoranda vedtaget i henhold til afsnit V i traktaten om Den Europæiske Union om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, ofte benævnt Den Europæiske Unions »anden søjle«. Bestemmelserne i dette afsnit giver anledning til rettigheder og forpligtelser reguleret af international ret ( 14 ). Dette medfører, i retlig henseende, at de to memoranda udgør internationale aftaler ( 15 ), der, som nævnt i deres præambler, synes at være indgået mellem på den ene side Kommissionen og på den anden side en række stater, herunder Den Hellenske Republik ( 16 ). Det følger af disse retsinstrumenters karakter, at de skal fortolkes i overensstemmelse med bestemmelserne i folkeretten ( 17 ).

63.

I denne henseende følger det af folkeretlig sædvaneret, som kodificeret ( 18 ) i artikel 31 i Wienerkonventionen om traktatretten, at der er tre hovedelementer i traktatfortolkning: a) selve teksten, b) sammenhængen og c) hensigten og formålet.

64.

I relation til de pågældende memoranda er den mest relevante bestemmelse for afgørelsen af, hvilke finansielle forpligtelser en part, der trækker sig ud, har, så afgjort artikel 15, stk. 1, i det oprindelige aftalememorandum. Denne bestemmelse regulerer virkningerne af en deltagende parts tilbagetrækning fra Abuja II-projektet. Artiklen bestemmer i det væsentlige, at hvis en part beslutter at trække sig ud af Abuja II-projektet ved ikke at undertegne det supplerende aftalememorandum, gælder bestemmelserne i det oprindelige memorandum — herunder de i artikel 12 og 13 nævnte finansielle forpligtelser — ikke længere for den part, der trækker sig ud.

65.

Det er åbenbart, at Den Hellenske Republik stiller spørgsmålstegn ved Rettens afgørelse i den appellerede doms præmis 100 ( 19 ), for så vidt som den i sin appel i den forelæggende sag gør gældende, at den retlige situation for en stat, der har undertegnet, men ikke ratificeret det supplerende memorandum, og som derfor ikke er part i det supplerende memorandum, ikke er anderledes — særligt hvad angår de finansielle forpligtelser — end den retlige situation for en stat, der aldrig har undertegnet det supplerende memorandum.

66.

Jeg mener ikke, at dette argument kan tiltrædes.

67.

For det første henviser artikel 15, stk. 1, i det oprindelige memorandum udtrykkeligt til undertegnelsen af det supplerende memorandum, ikke til dets ratificering. Dette betyder, at parterne hvad angår tilbagetrækning af parter fra Abuja II-projektet blev enige om at lægge særlig vægt på undertegnelsen og ikke ratificeringen af det supplerende memorandum. Dette valg af en fremtidig begivenhed som udgangspunkt for fremkaldelse af visse retlige virkninger er uafhængig af den omstændighed, at kun ratificeringen af det supplerende memorandum kan medføre, at det træder i kraft.

68.

Der er således intet, der giver anledning til at antage, at det supplerende aftalememorandum skulle ratificeres og træde i kraft, for at bestemmelserne om udtrækning fastlagt i artikel 15, stk. 1, i det oprindelige memorandum kunne udløse deres retlige virkninger.

69.

Efter min opfattelse kunne Retten derfor i præmis 100 i den appellerede dom med rette fastslå, at Den Hellenske Republiks finansielle forpligtelser fulgte af ordlyden af det oprindelige memorandum. Det er efter min opfattelse tilstrækkeligt til at fastslå, at Rettens dom bør opretholdes.

70.

For det andet, og til støtte for denne sidstnævnte konklusion, er det vigtigt at fremhæve, at Den Hellenske Republik med sin undertegnelse, i overensstemmelse med artikel 14 i det supplerende memorandum, har erklæret sig enig i, at sidstnævnte memorandum finder foreløbig anvendelse fra den første dag i den anden måned efter undertegnelsen, indtil det træder i kraft, efter de undertegnende parter har ratificeret det eller meddelt de øvrige undertegnende parter, at de ikke har til hensigt at ratificere aftalen.

71.

Mens, som vist ovenfor, undertegnelsen af det supplerende memorandum er tilstrækkelig til, at artikel 15, stk. 1, i det oprindelige memorandum fremkalder sine retsvirkninger, har den omstændighed, at det supplerende memorandum fandt foreløbig anvendelse, yderligere betydning for afgørelsen af, hvorvidt Den Hellenske Republik allerede var bundet af finansielle forpligtelser, da den trak sig ud af Abuja II-projektet.

72.

Selv om en international aftale i princippet ikke har bindende virkning for en underskrivende stat før ratificeringen ( 20 ), kan de kontraherende parter beslutte, at en aftale skal finde foreløbig anvendelse før dens ikrafttræden ( 21 ). Formålet med en sådan foreløbig anvendelse er at fjerne ethvert incitament hos de undertegnende parter til at springe fra gennem forsinkelse eller manglende ratificering af traktaten ved at tvinge dem til at bære omkostningerne ved traktatforpligtelserne umiddelbart fra tidspunktet for undertegnelsen ( 22 ).

73.

At de parter, som undertegnede det supplerende memorandum, blev enige om, at det skulle finde midlertidig anvendelse, viser derfor tydeligt, at de havde til hensigt at acceptere de virkninger, finansielle eller andre, der fulgte af en foreløbig anvendelse af memorandummet, indtil en af dem meddelte de øvrige parter, at den ikke havde til hensigt at ratificere det supplerende memorandum.

74.

Jeg mener derfor ikke, at Retten har begået en fejl ved i den appellerede doms præmis 101 at fastslå, at Den Hellenske Republik ikke kunne tilsidesætte denne foreløbige anvendelse under påberåbelse af, at medlemsstaten ikke havde ratificeret aftalememorandummet.

75.

Det følger heraf, at Retten med rette kunne fastslå i den appellerede doms præmis 100 og 101, at en finansiel forpligtelse følger af artikel 15, stk. 1, i det oprindelige memorandum og den foreløbige anvendelse af det supplerende memorandum.

76.

Det er derfor tvivlsomt, om det er nødvendigt, for resultatet af nærværende appel, at undersøge, om Retten har anvendt principperne om god tro og beskyttelse af den berettigede forventning fejlagtigt i forbindelse med artikel 12, 13 og 15 i det oprindelige aftalememorandum og artikel 14 i det supplerende aftalememorandum.

77.

Under alle omstændigheder og for fuldstændighedens skyld skal det kort nævnes, at Retten efter min opfattelse ligeledes kunne henholde sig til princippet om god tro til støtte for sin konklusion, hvorefter Den Hellenske Republik var finansielt forpligtet som følge af dens ratificering af det oprindelige memorandum og undertegnelsen af det supplerende memorandum.

78.

Som Retten med føje har bemærket, er princippet om god tro en regel i den folkeretlige sædvaneret, som er anerkendt af Den Faste Internationale Domstol oprettet inden for rammerne af Folkeforbundet ( 23 ). Det er, til en vis grad ( 24 ), ækvivalenten, i folkeretten, til princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, der findes i Fællesskabets retsorden ( 25 ).

79.

Det kan tilføjes, at Den Internationale Domstol for nylig fastslog, at »et af de grundlæggende principper, der regulerer oprettelsen og udøvelsen af retlige forpligtelser, uanset deres kilde, er princippet om god tro« ( 26 ).

80.

Den præcise definition af ( 27 ) og den rolle, som princippet om god tro spiller i international ret, er ikke let at fastlægge ( 28 ). Ikke desto mindre synes det at være den almindelige opfattelse, at princippet om god tro, når det finder anvendelse på sædvaneretlige forhold i international ret, medfører en fornuftig og retfærdig anvendelse af de sædvaneretlige principper på hver enkelt sags omstændigheder. Princippet om god tro er især et vejledende princip for fortolkningen af de faktiske omstændigheder ( 29 ).

81.

Det, der synes mest relevant i sagen for Domstolen, er, at god tro kræver, at den udtrykte hensigt svarer til de reelle intentioner, og mere generelt at den retlige realitet er i overensstemmelse med det, der i retlig henseende er kommet til udtryk (dvs. er i overensstemmelse med de opfattelser, der er opstået som følge af udtalelser eller adfærd hos sagens parter) ( 30 ). Denne virkning af princippet om god tro synes at falde sammen med princippet om »allegans contraria non est audiendus«, almindeligvis kendt som grundsætningen om afskærelse af indsigelser i international ret ( 31 ).

82.

Henset til de forskellige af Retten fastslåede faktiske omstændigheder, hvorved Den Hellenske Republik har ladet de øvrige parter forstå, at den, fra april 1994 til september 2000, havde til hensigt at deltage i Abuja II-projektet, har Retten med rette henvist til princippet om god tro til støtte for sin konklusion, hvorefter Den Hellenske Republik ikke kunne trække sig ud uden at være ansvarlig for udgifter i forbindelse med dens deltagelse i Abuja II-projektet.

83.

Denne afgørelse støttes — ud over denne almindelige forståelse af princippet om god tro — af forekomsten af en forstærket forpligtelse til god tro ( 32 ), der påhviler medlemsstaterne i Den Europæiske Union hvad angår deres forhold til hinanden og til Unionens institutioner som følge af deres medlemsskab af EU ( 33 ). I den foreliggende sag finder en sådan forpligtelse anvendelse på Den Hellenske Republik i dens forhold til Kommissionen og de øvrige stater, der er parter i Abuja II-projektet.

84.

På baggrund heraf mener jeg ikke, at det første anbringende kan tages til følge.

85.

Eftersom jeg mener, at Grækenland allerede havde finansielle forpligtelser som følge af bestemmelserne i det oprindelige og det supplerende memorandum, synes det ikke relevant for nærværende appels resultat, hvorvidt Retten med rette fastslog, at en sådan finansiel forpligtelse ligeledes opstod som følge af en stiltiende aftale indgået på mødet den 24. februar 2007.

86.

Andet anbringende er derfor virkningsløst og bør forkastes.

87.

På baggrund af ovenstående bør appellen forkastes.

88.

I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, der ifølge artikel 118 finder anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Kommissionen har nedlagt påstand om, at Den Hellenske Republik tilpligtes at betale sagens omkostninger. Den Hellenske Republik har tabt sagen og bør derfor pålægges at betale appelsagens omkostninger.

89.

På baggrund af ovenstående foreslår jeg Domstolen at træffe følgende afgørelse: