EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62006TN0370

Sag T-370/06: Sag anlagt den 4. december 2006 — Kuwait Petroleum Corp. m.fl. mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

EUT C 20 af 27.1.2007, p. 29–30 (ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, NL, PL, PT, SK, SL, FI, SV)
EUT C 20 af 27.1.2007, p. 28–29 (BG, RO)

27.1.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 20/29


Sag anlagt den 4. december 2006 — Kuwait Petroleum Corp. m.fl. mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

(Sag T-370/06)

(2007/C 20/45)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøgere: Kuwait Petroleum Corp. (Shuwaikh, Kuwait), Kuwait Petroleum International Ltd (Woking, Det Forenede Kongerige) og Kuwait Petroleum (Nederland) BV (Rotterdam, Nederlandene) (ved lawyers D.W. Hull og Dr. G.M. Berrisch)

Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Sagsøgerens/sagsøgernes påstande

Kommissionens beslutning K(2006) 4090 af 13. september 2006 annulleres for så vidt som den angår sagsøgerne.

Subsidiært nedsættes den pålagte bøde.

Under alle omstændigheder tilpligtes Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Ved beslutning af 13. september 2006 (»den anfægtede beslutning«) pålagde Kommissionen sagsøgerne, Kuwait Petroleum Corp. (»KPC«), Kuwait Petroleum International Ltd (»KPI«) og Kuwait Petroleum (Nederland) BV (»KPN«), en bøde in solidum på 16 632 000 EUR for overtrædelse af artikel 81 EF ved at fastsætte priser på det nederlandske marked for bitumen. Hver af sagsøgerne har ved denne sag nedlagt påstand om annullation af den anfægtede beslutning eller, subsidiært, en bødenedsættelse af følgende grunde:

Som deres første søgsmålsgrund har sagsøgerne gjort gældende, at Kommissionen gjorde sig skyldig i åbenbar urigtig retsanvendelse og urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder, fordi den anvendte en urigtig lovhjemmel for at holde KPC og KPI ansvarlige for handlinger begået af KPN, og fordi den ikke fremlagde passende beviser i henhold til den rigtige lovhjemmel. Nærmere bestemt gøres det gældende, at Kommissionen i den anfægtede beslutning har fundet, at såvel KPC som KPI er ansvarlige for KPN's lederes deltagelse i det nederlandske bitumenkartel som følge af, at KPN er et helejet datterselskab til KPC, og at både KPC og KPI udøver stor tilsynsføring med KPN. Sagsøgerne gør gældende, at et moderselskab ikke kan holdes ansvarlig alene på grundlag af en aktiepost og stor tilsynsføring, og at Kommissionen skal godtgøre, at moderselskabet udøvede en tilstrækkelig kontrol over sit datterselskabs adfærd på det marked, der var berørt af overtrædelsen, til, at det med rimelighed kan antages, at datterselskabet ikke handlede selvstændigt i forhold til overtrædelsen.

Sagsøgerne har endvidere som deres anden søgsmålsgrund gjort gældende, at den anfægtede beslutning bør annulleres, eller, subsidiært, at bøden bør nedsættes, fordi Kommissionen angiveligt foretog urigtig retsanvendelse ved at pålægge sagsøgerne en bøde i strid med samarbejdsmeddelelsen af 2002 (1), som bestemmer, at Kommissionen, når en virksomhed, der anmoder om bødenedsættelse, fremlægger beviser vedrørende faktiske forhold, der tidligere var ubeviste, og når disse faktiske forhold er af direkte betydning for alvoren eller varigheden af kartellet, ikke må anvende sådanne forhold mod den virksomhed, der anmoder om bødenedsættelse.

Endelig gør sagsøgerne med deres tredje søgsmålsgrund gældende, at Kommissionen anlagde et åbenbart fejlskøn ved fastsættelsen den procentvise nedsættelse af bøden i henhold til samarbejdsmeddelelsen af 2002, og de gør i overensstemmelse hermed gældende, at bøden bør nedsættes med det maksimale beløb på 50 %.


(1)  Kommissionens meddelelse om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager, EFT 2002 C 45, s. 3.


Top