1

Følgende er fastsat i artikel 8 i protokol nr. 2 om EKSF-produkter i Europaaftalen af 16. december 1991 om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Polen på den anden side (EFT 1993 L 348, s. 2, herefter »protokol nr. 2«):

»1.   Følgende er uforenelige med aftalens rette funktion, i det omfang det påvirker samhandelen mellem Fællesskabet og Polen:

[…]

[…]

4.   Parterne anerkender, at [Republikken] Polen i løbet af de første fem år efter aftalens ikrafttræden som en afvigelse fra stk. 1, nr. iii), undtagelsesvis, hvad angår EKSF-stålprodukter, kan yde offentlig støtte til strukturomlægningsformål, forudsat at:

Under hensyntagen til den økonomiske situation i Polen træffer Associeringsrådet afgørelse om, hvorvidt femårsperioden kan forlænges.«

2

Ved afgørelse nr. 3/2002 truffet af Associeringsrådet EU-Polen den 23. oktober 2002 om forlængelse af den periode, der er anført i artikel 8, stk. 4, i protokol nr. 2 (EUT 2003 L 186, s. 38), er den pågældende periode blevet forlænget, således at den løber i yderligere otte år regnet fra den eller indtil Republikken Polens tiltrædelse af Den Europæiske Union, i hvilken periode Republikken Polen undtagelsesvis hvad angår »stålprodukter« kunne yde offentlig støtte til strukturomlægningsformål i overensstemmelse med de fremgangsmåder, der er fastsat i artikel 8, stk. 4, i protokol nr. 2. Følgende er fastsat i afgørelsens artikel 2:

»[Republikken] Polen forelægger et strukturomlægningsprogram og forretningsplaner for Kommissionen […], som opfylder kravene i artikel 8, stk. 4, i protokol [nr.] 2, og som er blevet evalueret og godkendt af den nationale myndighed for statsstøttekontrol (kontoret for konkurrence og forbrugerbeskyttelse).«

3

Ved protokol nr. 8 om strukturomlægning af den polske stålindustri, der udgør et bilag til akten vedrørende vilkårene for Den Tjekkiske Republiks, Republikken Estlands, Republikken Cyperns, Republikken Letlands, Republikken Litauens, Republikken Ungarns, Republikken Maltas, Republikken Polens, Republikken Sloveniens og Den Slovakiske Republiks tiltrædelse og tilpasningerne af de traktater, der danner grundlag for Den Europæiske Union (EUT 2003 L 236, s. 948, herefter »protokol nr. 8«), er der ved undtagelse til de almindelige statsstøtteregler blevet meddelt Republikken Polen tilladelse til at yde støtte til strukturomlægning i landets stålsektor på grundlag af de i strukturomlægningsplanen fastsatte fremgangsmåder og på de i protokollen fastsatte betingelser. Der er heri bl.a. fastsat følgende:

[…]

[…]

4

Følgende er fastsat i den eneste artikel i Rådets afgørelse 2003/588/EF af 21. juli 2003 om opfyldelse af de betingelser, der er fastsat i artikel 3 i afgørelse nr. 3/2002 (EUT L 199, s. 17):

»Det strukturomlægningsprogram og de forretningsplaner, som [Republikken] Polen forelagde Kommissionen den 4. april 2003 i henhold til artikel 2 i […] afgørelse nr. 3/2002 […], er i overensstemmelse med kravene i artikel 8, stk. 4, i […] protokol nr. 2.«

5

Følgende er fastsat i artikel 6, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22. marts 1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel [88 EF] (EFT L 83, s. 1):

»Beslutningen om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure skal sammenfatte de relevante faktiske og retlige spørgsmål, indeholde en foreløbig vurdering fra Kommissionens side med hensyn til støttekarakteren af den påtænkte foranstaltning og anføre, om der er tvivl om, hvorvidt den er forenelig med fællesmarkedet. I beslutningen skal den pågældende medlemsstat og andre interesserede parter opfordres til at fremsætte bemærkninger inden for en nærmere fastsat frist, der normalt ikke må overstige en måned. I behørigt begrundede tilfælde kan Kommissionen forlænge denne frist.«

6

Følgende er fastsat i denne forordnings artikel 7, stk. 5:

»Finder Kommissionen, at den anmeldte støtte ikke er forenelig med fællesmarkedet, beslutter den, at støtten ikke må gennemføres, i det følgende benævnt »negativ beslutning«.«

7

Følgende er fastsat i artikel 14 i forordning nr. 659/1999:

»1.   I negative beslutninger om ulovlig støtte bestemmer Kommissionen, at den pågældende medlemsstat skal træffe alle nødvendige foranstaltninger til at kræve støtten tilbagebetalt fra støttemodtageren, i det følgende benævnt »beslutning om tilbagebetaling«. Kommissionen kræver ikke tilbagebetaling af støtten, hvis det vil være i modstrid med et generelt princip i fællesskabslovgivningen.

2.   Den støtte, der skal tilbagebetales i medfør af en beslutning om tilbagebetaling, skal indeholde renter beregnet på grundlag af en passende sats, der fastsættes af Kommissionen. Renterne betales fra det tidspunkt, hvor den ulovlige støtte var til støttemodtagerens rådighed, og indtil den tilbagebetales.

3.   […]«

8

Følgende er fastsat i denne forordnings artikel 20, stk. 1:

»Alle interesserede parter kan ifølge artikel 6 fremsætte bemærkninger, efter at Kommissionen har besluttet at indlede den formelle undersøgelsesprocedure. Alle de interesserede parter, der har fremsat sådanne bemærkninger, og modtagerne af individuel støtte vil få tilsendt en kopi af den beslutning, Kommissionen vedtager i medfør af artikel 7.«

9

Denne sag vedrører en transaktion angående strukturomlægning af den polske stålproducent Huta Częstochowa S.A. (herefter »HCz«). Strukturomlægningen af HCz fandt sted mellem 2002 og 2005. Med henblik herpå blev HCz’ aktiver overført til nye selskaber:

10

Ved skrivelse af 19. maj 2004 meddelte Kommissionen Republikken Polen, at den havde besluttet at indlede den formelle undersøgelsesprocedure vedrørende den til stålproducenten HCz ydede strukturomlægningsstøtte. Denne beslutning blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende den (EUT C 204, s. 6, herefter »beslutning om at indlede undersøgelse«) på det autentiske sprog (polsk) og indeholder indledningsvis et resumé på de øvrige officielle sprog. Kommissionen opfordrede alle interesserede parter til at fremsætte bemærkninger vedrørende de faktiske omstændigheder og den retlige bedømmelse, der var indeholdt i beslutningen om at indlede undersøgelse. Kommissionen modtog bemærkninger fra Republikken Polen og fire andre interesserede parter.

11

Ved procedurens afslutning drog Kommissionen den konklusion, at foranstaltningerne til strukturomlægning af HCz i henhold til Ustawa o pomocy publicznej dla przedsiębiorców o szczególnym znaczeniu dla rynku pracy (lov af 30.10.2002 om offentlig støtte til virksomheder, der har særlig betydning for arbejdsmarkedet, Dz. U. nr. 213, position 1800, med senere ændringer, herefter »loven af 2002«) ikke udgjorde statsstøtte i henhold til artikel 87, stk. 1, EF. Derimod fandt Kommissionen, at HCz havde draget fordel af forskellige former for statsstøtte i perioden fra 1997 til 2002. Kommissionen fandt, at denne støtte for en dels vedkommende var forenelig med fællesmarkedet, men den påbød tilbagebetaling af den del, som den anså for at være uforenelig med fællesmarkedet, dvs. et beløb på 19699452 PLN (herefter »den omtvistede støtte«).

12

Den 5. juli 2005 vedtog Kommissionen beslutning 2006/937/EF om statsstøtte nr. C 20/04 (ex NN 25/04) til fordel for HCz (EUT 2006 L 366, s. 1, herefter »beslutningen«). Følgende er fastsat i beslutningens artikel 3:

»1.   Den statsstøtte, som [Republikken] Polen har ydet til [HCz] i perioden 1997 — maj 2002 som driftsstøtte og støtte til strukturomlægning af beskæftigelsen på i alt 19699452 [PLN], er uforenelig med fællesmarkedet.

2.   [Republikken] Polen træffer alle nødvendige foranstaltninger med henblik på at sikre, at [HCz], Regionalny Fundusz Gospodarczy, [MH] og [Operator] tilbagebetaler den i stk. 1 omtalte støtte, som er ydet ulovligt til [HCz]. Alle disse virksomheder hæfter solidarisk.

Tilbagebetalingen skal ske uopholdeligt og i overensstemmelse med procedurerne i national ret, forudsat at disse giver mulighed for at efterkomme beslutningen hurtigt og effektivt. De beløb, der skal tilbagebetales, pålægges renter fra den dato, hvor de blev stillet til rådighed for [HCz], og indtil de er tilbagebetalt. Renten beregnes i overensstemmelse med bestemmelserne i kapitel V i […] forordning […] nr. 794/2004.

3.   […]«

13

I henhold til en aftale dateret den 30. september 2005, som trådte i kraft den , købte ISD Polska sp. z o.o. (der på daværende tidspunkt havde selskabsnavnet ZPD Steel sp. z o.o., herefter »ISD«), som er et af Industrial Union of Donbass Corp. (herefter »IUD«) helejet datterselskab, af HCz samtlige aktier i MH og MH Plus og i de resterende ti af HCz’ datterselskaber. Ved aftale, der ligeledes er dateret den og trådt i kraft den , købte ISD samtlige aktier i HSCz af TFS. ISD blev dermed ejer af HSCz, MH, MH Plus og ti andre af HCz’ datterselskaber.

14

Efter salget skiftede HCz selskabsnavn til Regionalny Fundusz Gospodarczy S.A. (herefter »RFG«). RFG eksisterer endnu og er ejet 100% af den polske stat, men ejer kun nogle få ejendomme, der ikke har forbindelse til stålindustrien.

15

Ved skrivelse af 17. februar 2006 anmodede Kommissionen de polske myndigheder om at give den meddelelse om den rentesats, der fandt anvendelse ved tilbagebetalingen af den omtvistede støtte hos de solidarisk hæftende debitorer, som er nævnt i beslutningens artikel 3, stk. 2. I deres svar af fremsatte de polske myndigheder et forslag til de ved inddrivelsesforretningerne anvendelige rentesatser og til en renteberegningsmetode. De foreslog bl.a., at der for perioden fra 1997 til 1999 blev taget udgangspunkt i obligationsrenten for fastforrentede polske statsobligationer udstedt i PLN med en løbetid på fem år og for perioden fra 2000 indtil Republikken Polens tiltrædelse af Den Europæiske Union i rentesatsen for de samme obligationer med en løbetid på ti år. I lyset af den på daværende tidspunkt foreliggende situationen på de polske kapitalmarkeder, som var kendetegnet ved meget høje, men hastigt faldende renter, anmodede de endvidere om, at der skulle finde en årlig ajourføring af disse satser sted, og at renterne ikke skulle tilskrives med renters rente.

16

I en skrivelse af 7. juni 2006 til de polske myndigheder konstaterede Kommissionen, at den rentesats, der fandt anvendelse ved inddrivelsen af den omtvistede støtte, for hele pågældende periode skulle være obligationsrenten for fastforrentede polske statsobligationer udstedt i PLN og med en løbetid på fem år, og at renten i henhold til artikel 11, stk. 2, i forordning nr. 794/2004 skulle tilskrives med renters rente.

17

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 18. oktober 2006 har sagsøgeren anlagt nærværende søgsmål.

18

Som følge af den delvise nybesættelse af embederne ved Retten i Første Instans blev sagen tildelt en ny refererende dommer. Den refererende dommer blev herefter tilknyttet Ottende Afdeling, som denne sag følgelig blev henvist til.

19

På grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Ottende Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling, anmodet Kommissionen om at besvare visse skriftlige spørgsmål og fremlægge visse dokumenter. Kommissionen har efterkommet disse anmodninger inden for den fastsatte frist.

20

Parterne har afgivet mundtlige indlæg og besvaret spørgsmål fra Retten i retsmødet den 4. september 2008.

21

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

22

Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

23

Kommissionen har under retsmødet anført, at Republikken Polen havde tilbagesøgt den omtvistede støtte fra RFG og ISD, og at disse selskaber ikke havde gjort regres mod sagsøgeren. Desuden har IUD i privatiseringsaftalen indestået for MH’s tilbagebetaling af den omtvistede støtte. Følgelig har sagsøgeren ingen retlig interesse.

24

Sagsøgeren har hertil gjort gældende, at de enheder, der i henhold til polsk ret faktisk har tilbagebetalt den ulovlige støtte, kan henvende sig til førstnævnte og kræve de betalte beløb godtgjort i en periode på op til ti år efter betalingen. Sagsøgeren understreger, at selskabet er uvidende om, hvorvidt IUD har påtaget sig en indeståelsesforpligtelse vedrørende tilbagebetalingen af den omtvistede støtte, og at det ikke kan støtte sig på bestemmelser i privatiseringsaftalen mellem den polske regering og IUD.

25

Ifølge fast retspraksis må spørgsmålet om, hvorvidt et annullationssøgsmål, der er anlagt af en fysisk eller juridisk person, kan antages til realitetsbehandling, vurderes ud fra sagsøgerens eksisterende og aktuelle interesse i en annullation af den anfægtede beslutning (Rettens kendelse af 10.3.2005, forenede sager T-228/00, T-229/00, T-242/00, T-243/00, T-245/00 — T-248/00, T-250/00, T-252/00, T-256/00 — T-259/00, T-265/00, T-267/00, T-268/00, T-271/00, T-274/00 — T-276/00, T-281/00, T-287/00 og T-296/00, Gruppo ormeggiatori del porto di Venezia m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 787, præmis 23).

26

Det er korrekt, at Kommissionen først under retsmødet nedlagde formalitetsindsigelsen vedrørende manglende retlig interesse. Det bemærkes imidlertid, at betingelserne for at antage en sag til realitetsbehandling og herunder bl.a. spørgsmålet om, hvorvidt der mangler retlig interesse, er ufravigelige procesforudsætninger (Rettens kendelse i sagen Gruppo ormeggiatori del porto di Venezia m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 25 ovenfor, præmis 22, jf. ligeledes i denne retning Domstolens kendelse af 7.10.1987, sag 108/86, G.d.M. mod Rådet og ØSU, Sml. s. 3933, præmis 10). Det tilkommer således i medfør af procesreglementets artikel 113 Retten af egen drift når som helst at efterprøve, om sagsøgeren har en interesse i, at den anfægtede beslutning annulleres (jf. i den retning Rettens dom af , sag T-141/03, Sniace mod Kommissionen, Sml. II, s. 1197, præmis 22).

27

I den foreliggende sag kan sagsøgerens retlige interesse ikke afvises alene på grund af den faktiske omstændighed, at den omtvistede støtte er blevet tilbagebetalt af en af de andre enheder, som i beslutningen er udpeget som solidarisk ansvarlig for tilbagebetalingen. Sagsøgeren har, uden på dette punkt være blevet modsagt af Kommissionen, anført, at de enheder, der faktisk har tilbagebetalt den ulovlige støtte, i henhold til polsk ret i en periode på ti år ville kunne gøre en regresret gældende mod sagsøgeren. Under disse omstændigheder skal sagsøgeren anses for at have bevaret en interesse i annullation af beslutningen, eftersom enhver risiko for retslige skridt mod selskabet ville kunne bortfalde, såfremt sagsøgeren fik medhold i sit søgsmål.

28

Med hensyn til den indeståelseserklæring, som Kommissionen har påberåbt sig under retsmødet, er det tilstrækkeligt at bemærke, at der i sagsakterne ikke indgår noget dokument, der kan tjene til at godtgøre eksistensen af en sådan indeståelse.

29

Følgelig bør den af Kommissionen nedlagte formalitetsindsigelse forkastes.

30

Sagsøgeren har til støtte for søgsmålet gjort fire anbringender gældende vedrørende tilsidesættelse af retten til forsvar, manglende begrundelse af beslutningen, urigtig fortolkning af artikel 87 EF, artikel 88 EF og artikel 14 i forordning nr. 659/1999 samt tilsidesættelse af retssikkerheds- og proportionalitetsprincippet.

31

Sagsøgeren har gjort gældende, at selv om offentliggørelsen af en meddelelse i EU-Tidende i princippet udgør et egnet middel til at gøre alle de interesserede parter bekendt med, at der er indledt en kontrolprocedure vedrørende statsstøtte, er det ikke desto mindre nødvendigt, at Kommissionen foretager en tilstrækkelig definition af rammerne for undersøgelsen med henblik på at undgå, at parternes ret til at fremsætte bemærkninger berøves sin mening.

32

Sagsøgeren har imidlertid anført, at Kommissionens meddelelse om indledning af proceduren blev affattet på en sådan måde, at der ikke var nogen grund til at selskabet skulle betragte sig som en interesseret part. Beslutningen om at indlede undersøgelse omfattede bl.a. stålproducenter, mens den operatør, der var ansvarlig for at forvalte offentlige fordringer, blev beskrevet som et selskab, der ikke fremstillede stål. Desuden var det først den 8. juli 2005, dvs. efter beslutningens vedtagelse, at sagsøgeren gav samtykke til at varetage hvervet som »operator«, således, at selskabet ikke havde mulighed for at fremsætte bemærkninger til Kommissionens undersøgelsesresultater.

33

Sagsøgeren har endelig fremhævet, at den beskrivelse af den omtvistede støtte, der er anført i beslutningen om at indlede undersøgelse, udelukkende vedrører den efter 2003 gennemførte strukturomlægning, hvorom Kommissionen i beslutningen har anerkendt, at den ikke udgjorde statsstøtte. Endvidere tilsendte Republikken Polen ikke sagsøgeren beslutningen om at indlede undersøgelse og oplyste heller ikke selskabet om den igangværende procedure.

34

Kommissionen har bestridt disse argumenter. Den har bemærket, at begrundelsen i beslutningen om at indlede undersøgelse var tilstrækkelig til at gøre det muligt for sagsøgeren, der var den eneste virksomhed i Polen, der havde tilladelse til at varetage funktionen som »operator«, at forstå, at selskabet i sin egenskab af den enhed, som overtog HCz’ aktiver, ville kunne være forpligtet til at tilbagebetale den omtvistede støtte.

35

Det bemærkes indledningsvis, at kun den stat, der foretager anmeldelse, i sin egenskab af adressat for den anfægtede beslutning kan påberåbe sig en egentlig ret til forsvar. De øvrige interesserede parter, såsom sagsøgeren, var inddraget i den administrative procedure, men uden dog at kunne gøre samme rettigheder gældende. De har derimod de processuelle rettigheder, der tilkommer interesserede parter i henhold til artikel 88, stk. 2, EF (jf. i denne retning Rettens dom af 18.11.2004, sag T-176/01, Ferriere Nord mod Kommissionen, Sml. II, s. 3931, præmis 82, og af , forenede sager T-309/04, T-317/04, T-329/04 og T-336/04, TV 2/Danmark m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2935, præmis 137).

36

Det følger af retspraksis, at undersøgelsesfasen i henhold til artikel 88, stk. 2, EF skal give Kommissionen mulighed for at indhente fuldstændige oplysninger om alle sagens elementer (jf. Domstolens dom af 2.4.1998, sag C-367/95 P, Kommissionen mod Sytraval og Brink’s France, Sml. I, s. 1719, præmis 38).

37

Ifølge artikel 6, stk. 1, i forordning nr. 659/1999 skal beslutningen om at indlede undersøgelse sammenfatte de relevante faktiske og retlige spørgsmål, indeholde en »foreløbig vurdering« fra Kommissionens side af den påtænkte foranstaltning og anføre, om der er tvivl om, hvorvidt den er forenelig med fællesmarkedet. Endvidere skal den pågældende medlemsstat og andre interesserede parter i beslutningen opfordres til at fremsætte bemærkninger.

38

Det fremgår således af ordlyden af den ovennævnte bestemmelse, at Kommissionens gennemgang nødvendigvis har foreløbig karakter. Det følger heraf, at Kommissionen ikke er forpligtet til at foretage en fuldstændig vurdering af den omhandlede støtte i meddelelsen om indledning af denne procedure. Det er derimod nødvendigt, at Kommissionen giver en tilstrækkelig beskrivelse af rammerne for dens undersøgelse med henblik på ikke at gøre de berørte parters ret til at fremkomme med deres bemærkninger meningsløs (Rettens dom af 31.5.2006, sag T-354/99, Kuwait Petroleum (Nederland) mod Kommissionen, Sml. II, s. 1475, præmis 85).

39

I denne sag viser punkt 6, 32 og 51 i beslutningen om at indlede undersøgelse, der i den polske version blev offentliggjort i EU-Tidende, tydeligt, at Kommissionen overvejede, hvorvidt der var blevet foretaget flere støttetildelinger til HCz og HSCz siden 1997. I beslutningens punkt 6 har den konstateret, at det »[p]å grundlag af de foreliggende oplysninger fremgår, at HCz har modtaget offentlig støtte i en række tilfælde siden begyndelsen af perioden med strukturomlægning i 1997«. I punkt 32 har den bemærket, at det er »[i] forbindelse med denne procedure, at enhver støtte til HCz siden den 1. januar 1997 skal tages i betragtning«. Derfor har den anmodet de polske myndigheder om »[d]etaljerede oplysninger om beløbene og formålet med al den offentlige støtte, som [Republikken] Polen har ydet til HCz siden 1997« (punkt 51).

40

Det fremgår klart af denne beslutnings ordlyd, at Kommissionen indledte en omfattende procedure, der omfattede al støtte ydet til HCz siden 1997.

41

Hvad nærmere bestemt angår sagsøgeren er det i punkt 18 i beslutningen om at indlede undersøgelse blevet konstateret, at et datterselskab til ARP, benævnt »Operator«, i henhold til lov af 2002 var ansvarligt på området for offentlige fordringer. Det er derefter i samme beslutnings punkt 19 anført, at dette indebærer, at Operator, til gengæld for modtagelsen af alle offentlige fordringshaveres ret til at søge sig fyldestgjort i anledning af fordringer til det offentlige inden for sektoren for stålproduktion, skulle overtage en del af HCz’ aktiver uden forbindelse til stålproduktion. Operators rolle er nærmere forklaret i fodnoten på side 48 i beslutningen om at indlede undersøgelse. Endelig har Kommissionen i punkt 51 i beslutningen om at indlede undersøgelse overvejet grunden til, at de til Operator overførte aktiver og dem, der er forblevet i de regionale fonde, udgjorde henholdsvis 203 mio. PLN og 159 mio. PLN.

42

Følgelig gjorde begrundelsen for beslutningen om at indlede undersøgelse, som blev vedtaget den 19. maj 2004, det muligt for sagsøgeren, der blev etableret den , at forstå, at selskabet i sin egenskab af den enhed, som overtog HCz’ aktiver, ville kunne være forpligtet til at tilbagebetale den omtvistede støtte.

43

Hertil kommer, at eftersom sagsøgeren var den eneste virksomhed i Polen, der havde tilladelse til at fungere som »operator« som omhandlet i loven af 2002, kan selskabet ikke med henblik på at godtgøre en tilsidesættelse af dets processuelle rettigheder påberåbe sig, at det først den 8. juli 2005 samtykkede i at udøve denne funktion. Dette gælder så meget desto mere, som direktøren for ARP, som ejer sagsøgeren 100%, deltog i den formelle undersøgelsesprocedure og havde kendskab til alle oplysninger om HCz’ strukturomlægning.

44

Det følger heraf, at anbringendet om tilsidesættelse af retten til forsvar skal forkastes.

45

Sagsøgeren har bemærket, at beslutningen for så vidt angår de betragtninger, der har ført Kommissionen til at kvalificere selskabet som begunstiget af den omtvistede støtte og dermed solidarisk hæftende debitor for tilbagebetalingsforpligtelsen, er kortfattet og ikke gør det muligt for selskabet i dets egenskab af interesseret part at forstå den fulgte argumentation.

46

Dette gælder så meget desto mere, som Kommissionen i beslutningen har anført, at værdien af de overtagne offentlige gældsforpligtelser oversteg værdien af de overtagne aktiver. Det følger heraf, at Kommissionens argument, hvorefter sagsøgeren har haft fordel af den omtvistede støtte og derfor var forpligtet til at tilbagebetale den, savner ethvert grundlag.

47

Kommissionen har anført, at dette anbringende vedrører spørgsmålet, om beslutningen er velbegrundet, og ikke dens begrundelse.

48

Ifølge fast retspraksis er det nødvendigt at sondre mellem anbringender vedrørende manglende eller utilstrækkelig begrundelse og anbringender om, at begrundelsen for afgørelsen er urigtig (på grund af en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder eller urigtig retsanvendelse). Sidstnævnte aspekt vedrører den materielle gennemgang vedrørende beslutningens lovlighed og ikke tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter og kan således ikke give anledning til en tilsidesættelse af artikel 253 EF (dommen i sagen Kommissionen mod Sytraval og Brink’s France, nævnt i præmis 36 ovenfor, præmis 67, og Rettens dom af 7.11.1997, sag T-84/96, Cipeke mod Kommissionen, Sml. II, s. 2081, præmis 47). Derfor kan Retten ikke i forbindelse med efterprøvelsen af, om begrundelsespligten er overholdt, gennemgå lovligheden af den begrundelse, som Kommissionen har anført til støtte for sin beslutning. Ved behandlingen af et anbringende om manglende eller utilstrækkelig begrundelse kan der ikke tages hensyn til klagepunkter og argumenter, der tager sigte på at bestride berettigelsen af den anfægtede beslutning, idet disse er irrelevante i denne sammenhæng (Rettens dom af , sag T-349/03, Corsica Ferries France mod Kommissionen, Sml. II, s. 2197, præmis 58 og 59).

49

I denne sag har Kommissionen i betragtning 146 til beslutningen bemærket, at HCz’ aktiver og passiver var blevet fordelt til tre virksomheder, der efterfulgte dem, nemlig RFG, MH og Operator, og at den juridiske person, der modtog den omtvistede støtte, derfor ikke længere var begrænset til den juridiske person, som udgøres af HCz, men ligeledes omfattede disse andre enheder. Kommissionen har således anført grunden til, at den identificerede sagsøgeren som en enhed, der var solidarisk forpligtet til at tilbagebetale den omtvistede støtte, selv om den ikke var blevet identificeret som begunstiget af denne støtte.

50

Under disse omstændigheder kan det ikke konkluderes, at beslutningen var utilstrækkeligt begrundet. For så vidt som sagsøgeren har anfægtet rigtigheden af de anførte grunde og lovligheden af de fastsatte bestemmelser, vil disse argumenter blive behandlet inden for rammerne af det følgende anbringende.

51

Det følger heraf, at anbringendet vedrørende utilstrækkelig begrundelse bør forkastes.

52

Sagsøgeren gør gældende, at Kommissionen har overskredet grænserne for sin skønsbeføjelse, idet den har lagt til grund, at sagsøgeren var begunstiget af den omtvistede støtte.

53

Den omstændighed, at sagsøgeren, som ikke er aktiv inden for stålsektoren, erhvervede visse aktiver fra det selskab, der modtog den omtvistede støtte, er ikke i sig selv en tilstrækkelig begrundelse for at finde, at de økonomiske fordele, som det selskab, der overførte disse aktiver til sagsøgeren, tidligere havde opnået som et resultat af den offentlige støtte, som selskabet havde været begunstiget af, blev erhvervet af sagsøgeren sammen med disse aktiver. Eftersom værdien af de offentligretlige forpligtelser, som sagsøgeren overtog, oversteg markedsværdien af de aktiver, der overførtes til selskabet, foreligger der intet til støtte for at antage, at sagsøgeren opnåede en økonomisk fordel, herunder en fordel, der udgør offentlig støtte. Når en virksomhed, som har modtaget ulovlig statsstøtte, bliver solgt til markedsprisen, kan køberen ikke anses for at have haft nogen fordel af denne støtte (Domstolens dom af 29.4.2004, sag C-277/00, Tyskland mod Kommissionen, Sml. I, s. 3925, herefter »SMI-dommen«).

54

Sagsøgeren har gjort gældende, at en eventuel tilbagesøgning af den omtvistede støtte hos dette selskab ville »ryste« grundlaget for strukturomlægningen af de offentligretlige forpligtelser, som var blevet omhyggeligt beregnet, analyseret og accepteret af Kommissionen, og ville mindske de økonomiske midler beregnet til at finansiere disse offentligretlige forpligtelser.

55

Sagsøgeren har endvidere fremhævet, at selskabet ikke erhvervede de ikke-stålrelaterede aktiver i henhold til loven af 2002. Det var kun overtagelsen af virksomhedens gæld, der fandt sted i henhold til denne lov. Under retsmødet har sagsøgeren forklaret, at det først var den 8. juli 2005, at sagsøgeren gav samtykke til at varetage hvervet som »operator« som omhandlet i loven af 2002. Følgelig forekom angivelsen af sagsøgeren i beslutningens artikel 3 for tidligt, eftersom selskabet ikke endnu eksisterede på tidspunktet for beslutningens vedtagelse.

56

Desuden ville indirekte kreditorer, der har krav på at modtage tilbagebetalingen, også kunne rette krav mod sagsøgeren i selskabets egenskab af solidarisk hæftende debitor om tilbagebetaling af hele den omtvistede støtte med tillæg af renter. Der er imidlertid ingen aftalemæssig forbindelse mellem sagsøgeren og MH eller IUD, der ville berettige førstnævnte til at rette krav mod sidstnævnte om tilbagebetaling af den omtvistede støtte.

57

Kommissionen har indledningsvis bemærket, at selv om det blev konstateret, at omstruktureringen af HCz på grundlag af loven af 2002 blev gennemført uden yderligere statsstøtte, eftersom den opfyldte kravene i »den private kreditortest«, lagde den også til grund, at HCz i perioden fra 1997 til 2002 var begunstiget af statsstøtte, som delvis var uforenelig med fællesmarkedet.

58

Kommissionen deler ikke den opfattelse, at sagsøgeren har erhvervet aktiver fra HCz på markedsvilkår. Det er ikke muligt at fastslå den højeste pris, som en privat investor, der opererer på markedet, ville have været parat til at betale for disse aktiver. Alle de ændringer vedrørende aktivmassen, som blev udført som led i strukturomlægningen af HCz, og den deraf følgende opdeling af selskabets aktiver, var transaktioner, som blev støttet på bestemmelserne i loven af 2002.

59

Med hensyn til den forpligtelse til solidarisk hæftelse, der påhviler HCz, RFG, MH og sagsøgeren, tilkommer det ifølge Kommissionen medlemsstaten at gennemføre påbuddet om tilbagesøgning af den omtvistede støtte. Kommissionen har bemærket, at den oprindelige markedsværdi af de af sagsøgeren overtagne aktiver, således som det er anført i beslutningen, er forskellig fra den bogførte værdi, som findes i bilag A.5. Det var umuligt for Kommissionen at fastslå aktivernes nøjagtige værdi. Under alle omstændigheder kan en medlemsstat, der er ude af stand til at håndhæve en afgørelse, anmode Kommissionen om bistand til at overvinde disse vanskeligheder.

60

Sagsøgeren har i det væsentlige gjort gældende, at det var med urette, at Kommissionen i beslutningen fastslog, at selskabet hæftede solidarisk for tilbagebetalingen af den omtvistede støtte.

61

Det bemærkes i den forbindelse, at Kommissionen i negative beslutninger om ulovlig støtte i henhold til artikel 14, stk. 1, i forordning nr. 659/1999 bestemmer, at den pågældende medlemsstat skal træffe alle nødvendige foranstaltninger til at kræve støtten tilbagebetalt fra »støttemodtageren«.

62

I denne sag har Kommissionen fremhævet, at sagsøgeren ikke var modtager af den omtvistede støtte. Kommissionen har følgelig angivet, at selskabet hæftede solidarisk for støttens tilbagebetaling.

63

Det er korrekt, at Kommissionen siden den i sin beslutning 1999/720/EF, EKSF af 8. juli 1999 om statsstøtte fra Tyskland til Gröditzer Stahlwerke GmbH og dets datterselskab Walzwerk Burg GmbH (EFT L 292, s. 27), hvor den for første gang fastsatte påbud om tilbagebetaling af støtte fra virksomheder, der havde erhvervet aktiver, i visse tilfælde har konstateret, at udtrykket »støttemodtageren« som omhandlet i artikel 14, stk. 1, i forordning nr. 659/1999 ikke udelukkende henviser til den oprindelige støttemodtager, men alt efter omstændighederne enhver virksomhed, hvortil aktiver er blevet overført med henblik på at gøre bestemmelserne om påbud om tilbagesøgning virkningsløse.

64

Det forholder sig ikke desto mindre for det første således, at udvidelsen af kredsen af enheder, der er forpligtet til at tilbagebetale støtten, forudsætter, at der er sket overførsel af aktiver. På datoen for beslutningens vedtagelse, dvs. den 5. juli 2005, havde en sådan overførsel endnu ikke fundet sted, eftersom sagsøgeren først gav sit samtykke til at udøve funktionen som »operator« i forbindelse med strukturomlægningsproceduren vedrørende HCz nogle dage senere. Det fremgår imidlertid af fast retspraksis, at lovligheden af den anfægtede retsakt i forbindelse med sager om annullation skal bedømmes på grundlag af de faktiske og retlige omstændigheder, der forelå på det tidspunkt, da retsakten blev vedtaget (Domstolens dom af , forenede sager 15/76 og 16/76, Frankrig mod Kommissionen, Sml. s. 321, præmis 7, og SMI-dommen, nævnt i præmis 53 ovenfor, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis).

65

Det er korrekt, at Kommissionen under retsmødet har gjort gældende, at hele strukturomlægningen vedrørende HCz var baseret på princippet om, at aktiver ville blive overført til sagsøgeren, og at sidstnævntes samtykke til dette ville være en ren formalitet. Sagsøgeren har imidlertid med rette anført, at selv om der ved loven af 2002 er foretaget fastsættelse af rollen som »operator«, er det ikke heri præciseret, hvem der er »operator«, og hvor mange »operatorer« der kan etableres. Derfor kunne »operator« i det foreliggende tilfælde have været en anden enhed end sagsøgeren. På datoen for beslutningens vedtagelse var det følgelig for tidligt at lade sagsøgeren være betingelsesløst omfattet af kredsen af enheder, der hæftede solidarisk for tilbagebetalingen af den omtvistede støtte.

66

For det andet kan udvidelsen af kredsen af enheder, der er forpligtet til at tilbagebetale støtten, kun være berettiget, hvis overførslen af aktiver indebærer en risiko for omgåelse af virkningen af påbuddet om tilbagesøgning, og navnlig hvis den oprindelige støttemodtager som følge af overtagelsen af aktiver står tilbage som en »tom skal«, i forhold til hvilken det ikke er muligt at opnå tilbagebetaling af den ulovlige støtte (jf. i denne retning Rettens dom af 19.10.2005, sag T-324/00, CDA Datenträger Albrechts mod Kommissionen, Sml. II, s. 4309, præmis 98 ff.). Endvidere kan udvidelsen være begrundet i, at erhververen af aktiverne faktisk nyder godt af den med støtten forbundne konkurrencefordel (SMI-dommen, nævnt i præmis 53 ovenfor, præmis 86).

67

Domstolen har i denne henseende fastslået, at når en virksomhed, som har modtaget ulovlig statsstøtte, bliver solgt til markedsprisen, kan køberen ikke anses for at have haft nogen fordel i forhold til de øvrige aktører på markedet. Det kan således ikke pålægges køberen at tilbagebetale støtten (jf. i denne retning SMI-dommen, nævnt i præmis 53 ovenfor, præmis 80 og 81). Retten har nærmere bestemt vedrørende køb af aktiver i dommen i sagen CDA Datenträger Albrechts mod Kommissionen, nævnt i præmis 66 ovenfor, lagt til grund, at når køberen har betalt en markedsbestemt købspris for overtagelse af dele af aktiverne, indebærer denne foranstaltning følgelig ikke, at køberen faktisk fortsat nyder godt af den konkurrencefordel, der var knyttet til modtagelsen af den støtte, der blev ydet til sælgeren. I et sådant tilfælde kan det hverken lægges til grund, at den oprindelige støttemodtager som følge af overtagelsen af aktiver står tilbage som en »tom skal«, i forhold til hvilken det ikke er muligt at opnå tilbagebetaling af den ulovlige støtte (jf. i denne retning dommens præmis 99 og 100), eller at køberen faktisk fortsat nyder godt af den konkurrencefordel, der var knyttet til modtagelsen af støtten.

68

Domstolen har endvidere præciseret, at de nationale myndigheder med henblik på undersøgelsen af overførslens finansielle betingelser bl.a. kan tage en sagkyndig erklæring, som eventuelt er blevet udarbejdet ved overførslen, i betragtning (Domstolens dom af 13.11.2008, sag C-214/07, Kommissionen mod Frankrig, Sml. I, s. 8357, præmis 59 og 60).

69

I den foreliggende sag har sagsøgeren gjort gældende, at værdien af de offentligretlige forpligtelser, som selskabet havde overtaget, væsentligt overstiger værdien af de aktiver, som er blevet overført til selskabet. Det fremgår af betragtning 53 til beslutningen, at en uafhængig sagkyndig erklæring har vurderet markedsværdien af de af sagsøgeren modtagne aktiver, dvs. den faste ejendom, aktierne i virksomheden Elsen og fordringerne, til 156 mio. PLN (det tal, der er anført i bilag A.5, adskiller sig kun lidt herfra i denne henseende). Derimod udgjorde den samlede værdi af de offentligretlige forpligtelser, der lovligt er blevet overtaget af sagsøgeren, mere end 280 mio. PLN. Under disse omstændigheder kunne Kommissionen ikke uden yderligere forklaring hverken antage, at der forelå en risiko for omgåelse, eller at sagsøgeren faktisk fortsat nød godt af den konkurrencefordel, der var knyttet til modtagelsen af den omtvistede støtte. Kommissionen burde i det mindste have forklaret, hvorfor den betragtede den faktiske omstændighed som irrelevant, at aktiverne var erhvervet til en »pris«, som syntes at udelukke nydelse af en sådan konkurrencefordel. I betragtning af, at sagsøgeren hverken er et selskab, der indgår i sælgerens koncern, eller et selskab, der optræder på markedet for stålproduktion, men udfylder rollen som køber af gæld og aktiver tilhørende virksomheder, der er ramt af vanskeligheder, med henblik på at tilgodese disse virksomheders kreditorer, burde Kommissionen nærmere bestemt have godtgjort en risiko for omgåelse, og at sagsøgeren faktisk fortsat nød godt af den konkurrencefordel, der var knyttet til modtagelsen af den omtvistede støtte.

70

Følgelig var det med urette, at sagsøgeren blev omfattet af den kreds af enheder, der blev gjort solidarisk ansvarlige for tilbagebetalingen af den omtvistede støtte.

71

Det følger heraf, at anbringendet vedrørende en urigtig fortolkning af artikel 87 EF og 88 EF samt artikel 14 i forordning nr. 659/1999 bør lægges til grund.

72

Følgelig bør beslutningen annulleres, for så vidt som den vedrører sagsøgeren, uden at det er fornødent at foretage en gennemgang af det sidste anbringende vedrørende tilsidesættelse af retssikkerheds- og proportionalitetsprincippet.

73

Ifølge procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Kommissionen har tabt sagen, bør det pålægges den at betale sagens omkostninger i overensstemmelse med sagsøgerens påstand herom.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer

RETTEN (Ottende Afdeling):

Retsforskrifter

Sagens faktiske omstændigheder

Retsforhandlinger og parternes påstande

Retlige bemærkninger

Om formaliteten

— Parternes argumenter

— Rettens bemærkninger

Om realiteten

Om anbringendet vedrørende tilsidesættelse af retten til forsvar

— Parternes argumenter

— Rettens bemærkninger

Om anbringendet vedrørende begrundelsesmangel

— Parternes argumenter

— Rettens bemærkninger

Om anbringendet vedrørende urigtig fortolkning af artikel 87 EF og 88 EF samt artikel 14 i forordning nr. 659/1999

— Parternes argumenter

— Rettens bemærkninger

Sagens omkostninger