1

Sagsøgeren, Omya AG, som er et selskab, der navnlig driver virksomhed på markedet for levering af udfældet kalciumkarbonat (herefter »PCC«) og malet kalciumkarbonat (herefter »GCC«), som navnlig anvendes til brug som fyldstof for papir og papircoating, indgik den 18. januar 2005 en kontrakt, ifølge hvilken selskabet skulle erhverve visse af J.M Huber Corp.’s europæiske produktionssteder for PCC (herefter »den anmeldte fusion«). Transaktionen blev anmeldt til de finske konkurrencemyndigheder, som anmodede Kommissionen om at behandle transaktionen i medfør af artikel 22, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 af om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser (EUT L 24, s. 1).

2

Kommissionen bekræftede sin kompetence og iværksatte den 23. september 2005 proceduren om undersøgelse af den anmeldte fusion. Kommissionen etablerede en database over ekspeditioner af PCC og GCC, der blev effektueret af hovedleverandørerne fra Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde mellem 2002 og 2004 (herefter »database over ekspeditioner«), der navnlig kunne anvendes ved en økonometrisk undersøgelse vedrørende substitutionsmønstret for kalciumkarbonat, der anvendes som fyldstof (herefter »den økonometriske undersøgelse«). Kommissionen anmodede i den forbindelse flere gange sagsøgeren om at fremlægge visse oplysninger. Den anmodede Kommissionen således sagsøgeren om i henhold til artikel 11, stk. 2, i forordning nr. 139/2004 at præcisere sine oplysninger om tilbud og køb og om afsætningsmulighederne for så vidt angår PCC. Da sagsøgeren ikke efterkom anmodningen inden for den fastsatte frist, vedtog Kommissionen den en beslutning i medfør af 11, stk. 3, i den nævnte forordning vedrørende disse oplysninger og udsatte fristen for sagens behandling i medfør af forordningens artikel 10, stk. 4.

3

Sagsøgeren besvarede beslutningen af 9. december 2005 ved fremsendelser af og og (herefter samlet benævnt »januar-oplysningerne«). Efter modtagelsen af disse oplysninger bekræftede Kommissionen ved brev til sagsøgeren den , at januar-oplysningerne var fuldstændige, og tilkendegav, at fristen for sagens behandling var begyndt at løbe igen fra den med udløb den .

4

Kommissionen meddelte den 13. januar 2006 sagsøgeren, at den agtede at godkende fusionen uden fremsendelse af en klagepunktsmeddelelse. Den forberedte endvidere et udkast til beslutning herom (herefter »udkast til godkendelse«), som den sendte til Det Rådgivende Udvalg for Kontrol med Fusioner og Virksomhedsovertagelser sammensat af repræsentanter for medlemsstaterne (herefter »det rådgivende udvalg«). Samtidig hermed udtrykte flere medlemsstater samt nogle af sagsøgerens konkurrenter imidlertid bekymring over for Kommissionen for så vidt angår den anmeldte fusions følger for konkurrencen. Disse bekymringer medførte bl.a., at repræsentanter fra visse medlemsstater anfægtede Kommissionens bedømmelse på et møde i det rådgivende udvalg den .

5

Kommissionen gjorde ved e-mails af 22. og samt af sagsøgeren opmærksom på, at der var visse uoverensstemmelser i januar-oplysningerne, og anmodede om afklaring heraf. Under et telefonmøde den foreslog Kommissionen sagsøgeren, at man aftalte at forlænge fristen for sagens behandling med 20 arbejdsdage i medfør af artikel 10, stk. 3, i forordning nr. 139/2004, og meddelte, at den kunne træffe en ny beslutning efter forordningens artikel 11, stk. 3, om udsættelse af fristen for sagens behandling, hvis sagsøgeren ikke kunne acceptere en sådan aftale.

6

Sagsøgeren afviste ved brev af 6. marts 2006 at give sit samtykke til forlængelse af fristen.

7

Kommissionen fastslog ved beslutning af 8. marts 2006, truffet i medfør af artikel 11, stk. 3, i forordning nr. 139/2004 (herefter »den anfægtede beslutning«), at de oplysninger, der var fremlagt den som besvarelse af beslutningen af , var i det mindste delvist ukorrekte, og at fristen for undersøgelse af fusionen som følge heraf var afbrudt fra den , indtil Kommissionen havde modtaget fuldstændige og korrekte oplysninger. Kommissionen anmodede i den forbindelse sagsøgeren om at besvare fire generelle og 119 specifikke spørgsmål.

8

Den 21. marts 2006 besvarede sagsøgeren den anfægtede beslutning ved at fremlægge en i realiteten ny udgave af databasen over ekspeditioner (herefter »marts-oplysningerne«). Ved brev af meddelte Kommissionen sagsøgeren, at martsoplysningerne var fuldstændige, at Kommissionen var i færd med at kontrollere, om oplysningerne var korrekte, og at fristen for sagens behandling igen var begyndt at løbe. Ved brev af bekræftede Kommissionen, at marts-oplysningerne var korrekte.

9

Kommissionen havde i mellemtiden, den 2. maj 2006, fremsendt en klagepunktsmeddelelse til sagsøgeren, hvori den foreløbigt fastslog, at den anmeldte fusion var uforenelig med fællesmarkedet.

10

Endelig erklærede Kommissionen ved beslutning af 19. juli 2006 (herefter »fusionsbeslutningen«), at den anmeldte fusion var forenelig med fællesmarkedet under hensyn til visse betingelser og forpligtelser.

11

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 18. maj 2006 har sagsøgeren anlagt denne sag.

12

Ved særskilt dokument indleveret til Rettens Justitskontor samme dag har sagsøgeren begæret sagen behandlet efter den fremskyndede procedure i medfør af artikel 76a i Rettens procesreglement. Denne begæring blev afslået ved Rettens Femte Afdelings afgørelse af 19. juni 2006.

13

Svarskriftet blev indleveret den 8. august 2006, replik og duplik blev indgivet henholdsvis den og .

14

Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 31. august 2006 har Imerys SA fremsat begæring om tilladelse til at intervenere i denne sag til støtte for Kommissionens påstande.

15

Ved afgørelse truffet af Rettens præsident den 27. oktober blev sagen henvist til Rettens Anden Afdeling.

16

Ved kendelse af 22. marts 2007 har formanden for Rettens Anden Afdeling tilladt Imerys at intervenere. Ved brev indleveret til Rettens Justitskontor den har denne imidlertid frafaldet sin begæring om intervention. Som følge heraf har formanden for Rettens Anden Afdeling ved kendelse af bestemt, at Imerys skal slettes som intervenient fra registret.

17

Rettens Anden Afdeling har den 29. januar 2008 besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgående bevisoptagelse. Retten har ligeledes anmodet Kommissionen om at fremlægge visse dokumenter og opfordret sagsøgeren til at fremkomme med sine bemærkninger vedrørende disse dokumenter samt at besvare et spørgsmål. Parterne er fremkommet med deres svar inden for de af Retten fastsatte frister, og Kommissionen har desuden på Rettens opfordring fremsat supplerende bemærkninger til sagsøgerens bemærkninger.

18

Parterne har afgivet mundtlige indlæg og besvaret spørgsmål fra Retten i retsmødet den 22. april 2008.

19

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

20

Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

21

Sagsøgeren har påberåbt sig fire anbringender. Det første anbringende omhandler manglende overholdelse af de betingelser, der skal være opfyldt, før der kan træffes en beslutning i medfør af artikel 11, stk. 3, i forordning nr. 139/2004, samt en tilsidesættelse proportionalitetsprincippet. Det andet anbringende omhandler en tilsidesættelse af princippet om, at der skal handles inden for en rimelig frist. Det tredje anbringende omhandler magtfordrejning, og det fjerde anbringende omhandler en tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning. Sagsøgeren har endvidere begæret, at der anordnes visse foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse.

22

Kommissionen har gjort gældende, at begæringen om, at Retten skal tage stilling til følgerne af, at den anfægtede beslutning eventuelt måtte blive annulleret, skal afvises. Kommissionen finder endvidere, at de af sagsøgeren påberåbte anbringender er ugrundede, og har bestridt, at der er grundlag for at anordne foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse.

23

Det skal — som Kommissionen har gjort gældende — bemærkes, at sagsøgeren ved at anmode Retten om at tage stilling til følgerne af, at den anfægtede beslutning annulleres, søger at opnå en afgørelse vedrørende virkningerne af nærværende dom, som også ville udgøre et påbud til Kommissionen om opfyldelse af denne dom. Da Retten imidlertid ikke inden for rammerne af legalitetskontrollen i henhold til artikel 230 EF har kompetence til at afsige deklaratoriske domme (jf. i denne retning Domstolens kendelse af 9.12.2003, sag C-224/03, Italien mod Kommissionen, Sml. I, s. 14751, præmis 20-22) eller meddele påbud, uanset om sådanne påbud vedrører den nærmere opfyldelse af afsagte domme (kendelse afsagt af Domstolens præsidents den , forenede sager C-199/94 P og C-200/94 P, Pevasa og Inpesca mod Kommissionen, Sml. I, s. 3709, præmis 24), skal sagsøgerens begæring afvises som åbenbart ugrundet.

24

Hvad angår det første anbringende beskæftiger parterne sig indledningsvis med de betingelser, som skal være opfyldt, for at Kommissionen gennem vedtagelsen af en beslutning efter artikel 11, stk. 3, i forordning nr. 139/2004 kan anmode om berigtigelse af oplysninger, som er fremlagt af en anmeldende part, og som viser sig at være ukorrekte. Sagsøgeren gør herefter gældende, at disse betingelser ikke er opfyldt i den nærværende sag, eftersom de anmodede berigtigelser i den anfægtede beslutning ikke var nødvendige for bedømmelsen af fusionen (første led), og at januar-oplysningerne i det væsentlige var korrekte (andet led).

25

Kommissionen kan ifølge sagsøgeren anmode om berigtigelse af konstaterede fejl i de oplysninger, som er fremlagt af en deltager i en fusion, for så vidt som både de oplysninger, som skal berigtiges, og selve berigtigelsen er nødvendig. Sagsøgeren præciserer i den forbindelse for det første, at den omstændighed, at oplysningerne blot muligvis skal anvendes, ikke er tilstrækkelig, og for det andet, at en berigtigelse alene er nødvendig, hvis der er tale om væsentlige fejl, dvs. når der er en ikke ubetydelig risiko for, at oplysningerne har væsentlig betydning for bedømmelsen af den omhandlede fusion.

26

På baggrund af følgerne af, at fristen for sagens behandling udsættes, og henset til det krav om hurtighed, som karakteriserer proceduren i forordning nr. 139/2004, skal ovennævnte betingelser desuden fortolkes strengt. Endelig har sagsøgeren anført, at uanset om Kommissionen i princippet frit kan afgøre, hvilke oplysninger der er nødvendige, er den imidlertid, navnlig som følge af sagens særlige omstændigheder, undergivet proportionalitetsprincippet, som kræver, at jo længere tid afbrydelsen varer, jo vigtigere skal de grunde være, som afbrydelsen er baseret på.

27

Kommissionen har indledningsvis anført, at den kan vedtage en beslutning efter artikel 11, stk. 3, i forordning nr. 139/2004, når den vurderer, at den ikke har alle de nødvendige oplysninger for at tage stilling til den omhandlede fusions forenelighed med fællesmarkedet. Dette vil navnlig være tilfældet, hvis der er en risiko for, at de konstaterede fejl i de oplysninger, som er fremlagt af part, kan have indvirkning på Kommissionens bedømmelse. Kommissionen har herefter gjort gældende, at spørgsmålet om, hvorvidt de anmodede oplysninger er nødvendige, er en objektiv faktor, hvorover Kommissionen har en vid skønsbeføjelse, og som skal bedømmes ud fra sagens omstændigheder og muligheden for, at oplysningerne kan blive anvendt. Endelig skal det også tages i betragtning, at Kommissionen skal udføre sin undersøgelse med stor omhu på baggrund af fuldstændige og korrekte oplysninger.

28

Det følger af retspraksis, at Kommissionen kun kan anvende de beføjelser, den er tildelt i henhold til artikel 11 i forordning nr. 139/2004, hvis den ikke mener at have alle nødvendige oplysninger for at kunne tage stilling til, om den omhandlede fusion er forenelig med fællesmarkedet (jf. angående analoge bestemmelser i Rådets forordning (EØF) nr. 4064/89 af 21.12.1989 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser (EFT L 395, s. 1) Rettens dom af , sag T-290/94, Kaysersberg mod Kommissionen, Sml. II, s. 2137, præmis 145).

29

Der skal i den forbindelse erindres om, at Kommissionen med henblik på vedtagelsen af en beslutning om en fusion i medfør af bl.a. artikel 2 i forordning nr. 139/2004 skal undersøge den omhandlede fusions virkninger på alle markeder, hvor der er en risiko for, at den effektive konkurrence inden for fællesmarkedet eller en væsentlig del heraf hæmmes i væsentlig grad.

30

Hertil kommer, at den omstændighed, at kravet om nødvendighed skal fortolkes ud fra beslutningen om den omhandlede fusions forenelighed med fællesmarkedet, indebærer, at spørgsmålet om, hvorvidt de oplysninger, der er anmodet om i medfør af artikel 11, stk. 3, i forordning nr. 139/2004, er nødvendige, skal bedømmes ud fra den opfattelse af omfanget af de oplysninger, der er nødvendige for behandlingen af fusionen, som Kommissionen med rimelighed kunne have på tidspunktet for udarbejdelsen af den omhandlede anmodning om oplysninger. Dermed kan denne bedømmelse ikke være støttet på, at oplysningerne skal være faktisk nødvendige for den efterfølgende procedure ved Kommissionen, da dette afhænger af en række faktorer, og som derfor ikke kan fastlægges med sikkerhed ved udarbejdelsen af anmodningen om oplysninger.

31

Hvad angår det særlige spørgsmål, om det er nødvendigt at berigtige oplysninger, som allerede er fremsendt, og som viser sig at være ukorrekte, finder Retten, at kriteriet om, at de konstaterede fejl skal være væsentlige, som parterne i øvrigt er enige om, er passende, set i lyset af forordning nr. 139/2004’s ordlyd og opbygning og navnlig artikel 2 og 11. Det må følgelig fastslås, at Kommissionen kan anmode om berigtigelse af de oplysninger, som er fremsendt af en part, hvor det er konstateret, at de er ukorrekte, hvis der er en risiko for, at de konstaterede fejl er egnede til i væsentlig grad at påvirke bedømmelsen af den omhandlede fusions forenelighed med fællesmarkedet.

32

Hvad angår kontrollen med anvendelsen af ovennævnte kriterier skal det for det første præciseres, at dette forudsætter komplekse vurderinger af økonomisk art. Kommissionen råder følgelig over en skønsbeføjelse i den forbindelse, og den kontrol, som udøves af Fællesskabets retsinstanser, må nødvendigvis begrænses til en efterprøvelse af, om formforskrifterne er overholdt, om begrundelsen er tilstrækkelig, om de faktiske omstændigheder er materielt rigtige, samt om der foreligger et åbenbart urigtigt skøn eller magtfordrejning. Denne omstændighed indebærer imidlertid ikke, at Fællesskabets retsinstanser skal afholde sig fra at kontrollere Kommissionens fortolkning af oplysninger af økonomisk art (Domstolens dom af 15.2.2005, sag C-12/03 P, Kommissionen mod Tetra Laval, Sml. I, s. 987, præmis 38 og 39), og navnlig Kommissionens bedømmelse af, at de oplysninger, som den anmoder om i medfør af artikel 11 i forordning nr. 139/2004, er nødvendige, samt af, om de fejl, som angiveligt påvirker denne bedømmelse, er væsentlige.

33

For det andet er der — i modsætning til det af sagsøgeren anførte — ikke grundlag for at fortolke ovennævnte kriterier strengt. Det krav om hurtighed, der generelt karakteriserer forordning nr. 139/2004 (jf. hvad angår forordning nr. 4064/89 Rettens dom af 28.4.1999, sag T-221/95, Endemol mod Kommissionen, Sml. II, s. 1299, præmis 84), skal nemlig forenes med formålet om effektiv kontrol med fusioners forenelighed med fællesmarkedet, som Kommissionen skal udføre med stor omhu (dommen i sagen Kommissionen mod Tetra Laval, præmis 42), og som kræver, at Kommissionen får fuldstændige og korrekte oplysninger.

34

Endelig er det korrekt, at Kommissionens udøvelse af de beføjelser, den er tildelt i henhold til artikel 11 i forordning nr. 139/2004, kræver overholdelse af proportionalitetsprincippet, som indebærer, at fællesskabsinstitutionernes retsakter ikke må gå videre end nødvendigt og passende for gennemførelsen af det tilsigtede formål (Rettens dom af 4.7.2006, sag T-177/04, easyJet mod Kommissionen, Sml. II, s. 1931, præmis 133). Det må navnlig kræves, at den forpligtelse til at fremkomme med oplysninger, som pålægges en virksomhed, ikke udgør en uforholdsmæssig byrde for virksomheden i forhold til det, som undersøgelsen kræver (jf. analogt Rettens dom af , sag T-39/90, SEP mod Kommissionen, Sml. II, s. 1497, præmis 51). Da varigheden af den udsættelse af fristerne, fastsat i artikel 10 i forordning nr. 139/2004, som vedtagelsen af en beslutning efter forordningens artikel 11 medfører, imidlertid afhænger af datoen for fremsendelse af de nødvendige oplysninger, tilsidesætter Kommissionen ikke proportionalitetsprincippet ved at udsætte proceduren, så længe den ikke har modtaget sådanne oplysninger.

35

Sagsøgeren gør for det første gældende, at de oplysninger, der blev anmodet om berigtigelse af ved den anfægtede beslutning, ikke var nødvendige på datoen for vedtagelsen af beslutningen, for at Kommissionen kunne tage stilling til den anmeldte fusions forenelighed med fællesmarkedet, da de ikke var relevante for de formål, som Kommissionen påberåber sig.

36

Da den økonometriske undersøgelse vedrørte fyldstoffer og udelukkende var baseret på oplysningerne fra 2004, var oplysningerne om coatingprodukterne samt oplysningerne vedrørende 2002 og 2003 ikke relevante. Følgelig er den omstændighed, at Kommissionen anmodede om berigtigelse af oplysninger vedrørende 2002 og 2003, udtryk for en handling i ond tro, som rejser tvivl om, hvorvidt den anfægtede beslutning var nødvendig hvad angår de øvrige oplysninger, der blev anmodet om berigtigelse af. Denne omstændighed rejser endvidere spørgsmålet, om marts-oplysningerne i virkeligheden blev anvendt til at gentage den økonometriske undersøgelse rettidigt. På grund af de processuelle regler i forordning nr. 139/2004 skulle de eventuelle følger af fremsendelsen af marts-oplysningerne for bedømmelsen af fusionen nemlig være gjort gældende senest ved fremsendelsen af klagepunktsmeddelelsen. Kommissionen har derimod alene påvist, at disse blev anvendt til at gentage den økonometriske undersøgelse efter fremsendelsen af klagepunktsmeddelelsen, hvilket bekræfter, at marts-oplysningerne ikke var nødvendige for Kommissionens analyse.

37

Sagsøgeren har herefter erindret om, at klagepunktsmeddelelsen, hvis udarbejdelse blev påbegyndt på tidspunktet for vedtagelsen af den anfægtede beslutning, og som derfor var særligt relevant med henblik på at identificere de oplysninger, som Kommissionen på dette tidspunkt anså for nødvendige for sin behandling, udelukkende vedrørte coatingprodukter. På tidspunktet for vedtagelsen af beslutningen af 9. december 2005 vedrørte Kommissionens undersøgelse ikke området for coatingprodukter, men området for fyldstoffer. Dermed er de oplysninger, der er omhandlet i den anfægtede beslutning, som er begrundet i en manglende overholdelse af beslutningen af , ikke relevante i forhold til området for coatingprodukter, og således i forhold til klagepunktsmeddelelsen. Denne omstændighed støttes af den meget begrænsede og under alle omstændigheder unødvendige brug af databasen over ekspeditioner i klagepunktsmeddelelsen.

38

Sagsøgeren har endvidere bestridt, at de oplysninger, der er omhandlet i den anfægtede beslutning, blev anvendt til at afgrænse de omhandlede produktmarkeder og geografiske markeder.

39

Sagsøgeren har endelig gjort gældende, at de af Kommissionen fremlagte dokumenter vedrørende den reelle anvendelse af marts-oplysningerne ikke beviser, at de oplysninger, der er omhandlet i den anfægtede beslutning, var nødvendige for vedtagelsen af fusionsbeslutningen. For det første fremgår det nemlig af disse dokumenter, at de nævnte oplysninger var unødige for bedømmelsen af prisniveauet. For det andet er de omhandlede dokumenter heller ikke afgørende for spørgsmålet, om de omhandlede oplysninger er nødvendige for beregningen af markedsandele. For det tredje har Kommissionen ikke påvist, at den — før eller efter vedtagelsen af den anfægtede beslutning — havde gennemført en vurdering af, om de oplysninger, den havde anmodet om berigtigelse af, var nødvendige.

40

Kommissionen har bemærket, at den ikke alene har anvendt databasen over ekspeditioner til at gennemføre den økonometriske undersøgelse, men også til at afgrænse de omhandlede markeder og, mere generelt, til gennemførelse af den konkurrencemæssige vurdering af fusionen. Kommissionen har forklaret, at den økonometriske undersøgelse rent faktisk blev gentaget rettidigt på grundlag af marts-oplysningerne, hvilket bekræftes af de dokumenter, som Retten har anmodet om fremlæggelse af. Kommissionen medgiver i øvrigt, at den har koncentreret sig om området for coatingprodukter fra midten af februar 2006, men at den primære årsag til denne ændring imidlertid skyldes den omstændighed, at den på det tidspunkt fik kendskab til, at J.M. Huber Corp. var i færd med at udvikle et produkt, som ville sætte virksomheden i stand til at trænge ind på dette marked. Denne omstændighed indebærer dog ikke, at Kommissionen fuldstændigt havde opgivet sin undersøgelse hvad angår fyldstofprodukter.

41

Det skal indledningsvis bemærkes, at en vigtig del af sagsøgerens argumenter er støttet på påstanden om, at Kommissionen på tidspunktet for vedtagelsen af den anfægtede beslutning havde fuldendt eller ikke var påbegyndt behandlingen af visse spørgsmål, havde draget visse foreløbige konklusioner eller havde koncentreret sin opmærksomhed om visse områder. Som det imidlertid fremgår af præmis 30 ovenfor, er disse omstændigheder uden relevans, da spørgsmålet om, hvorvidt de oplysninger, der er omhandlet i den anfægtede beslutning, var nødvendige, skal bedømmes ud fra den opfattelse af omfanget af de oplysninger, der var nødvendige for vedtagelsen af fusionsbeslutningen, som Kommissionen med rimelighed kunne have på tidspunktet for vedtagelsen af denne beslutning.

42

Det skal herefter bemærkes, at databasen over ekspeditioner vedrørte leveringer på markederne for kalciumkarbonater til brug som fyldstof og kalciumkarbonater til coatingformål. Sagsøgeren har ikke bestridt, at disse markeder blev påvirket eller kunne påvirkes af den anmeldte fusion. Det fremgår af præmis 29 ovenfor, at de oplysninger, der i den anfægtede beslutning blev anmodet om berigtigelse af, og som udgjorde en del af databasen over ekspeditioner, under disse omstændigheder i princippet kunne anses for nødvendige for vedtagelsen af fusionsbeslutningen.

43

Der skal ligeledes erindres om, at databasen over ekspeditioner for hver enkelt levering indeholder oplysninger om f.eks. afsendelsesvirksomheden, kundernes identitet og hjemsted, afstand og transportmiddel, arten af leverancen, mængden og pris for leverancen. Sådanne oplysninger er relevante for undersøgelsen af, om en fusion er forenelig med fællesmarkedet, eftersom de sætter Kommissionen i stand til at definere de berørte markeder samt at analysere hvert enkelt markeds konkurrencesituation.

44

Sagsøgeren har imidlertid desuden kritiseret Kommissionen for at have anmodet om berigtigelse af oplysninger vedrørende 2002 og 2003, mens den økonometriske undersøgelse udelukkende var baseret på oplysningerne fra 2004, og den øvrige brug af oplysningerne, som Kommissionen har henvist til, ikke er forbundet med nogen tidsfaktor. I modsætning til det af sagsøgeren anførte skal det dog i den forbindelse bemærkes, at de faktorer, som er relevante for at kunne definere det geografiske marked og produktmarkedet, som f.eks. leverandørerne og kundernes hjemsted, transportmidlerne eller udvalget af varer til rådighed, har tendens til at ændre sig med tiden. Under disse omstændigheder og i fraværet af konkrete omstændigheder, der viser, at en kortere referenceperiode havde været tilstrækkelig, fremgår det ikke, at Kommissionen med urette fandt, at oplysningerne fra 2002 og 2003 var nødvendige med henblik på vedtagelsen af fusionsbeslutningen.

45

Med hensyn til anbringenderne støttet på klagepunktsmeddelelsen og de af Kommissionen fremlagte dokumenter vedrørende den reelle anvendelse af marts-oplysningerne skal det bemærkes, at disse faktorer ligger tidsmæssigt efter den anfægtede beslutning. Det skal i den forbindelse straks bemærkes, som Kommissionen med rette har gjort gældende, at selv om den omstændighed, at de oplysninger, der anmodes om efter artikel 11 i forordning nr. 139/2004, efterfølgende er blevet anvendt, kan vise, at de var nødvendige, er deres manglende anvendelse ikke ensbetydende med et bevis for det modsatte af de grunde, der er angivet i præmis 30 ovenfor.

46

Hvad angår klagepunktsmeddelelsen skal det desuden bemærkes, at denne meddelelse — i modsætning til det af sagsøgeren anførte — ikke gør det muligt at afgøre udtømmende, hvilke oplysninger Kommissionen fandt var nødvendige på tidspunktet for vedtagelsen af den anfægtede beslutning. For det første forløb der, selv om udarbejdelsen af klagepunktsmeddelelsen tilsyneladende blev påbegyndt på tidspunktet for vedtagelsen af den anfægtede beslutning, nemlig ikke desto mindre næsten to måneder, før meddelelsen blev sendt. For det andet nævner klagepunktsmeddelelsen kun Kommissionens bedømmelse, som førte til konstateringen af de mulige konkurrencemæssige problemer, og som således i princippet udelod de markeder, hvor der ikke kunne påvises en risiko. Dermed er formålet med klagepunktsmeddelelsen væsentligt mere begrænset end formålet med den undersøgelse, som skal foretages af Kommissionen.

47

Med hensyn til de andre argumenter, støttet på dokumenterne vedrørende den reelle anvendelse af marts-oplysningerne, skal det bemærkes, at sagsøgeren blot har hævdet, at Kommissionen ikke har bevist, at de oplysninger, der er omhandlet i den anfægtede beslutning, var nødvendige for vedtagelsen af fusionsbeslutningen. Det er imidlertid sagsøgeren, der bærer bevisbyrden for holdbarheden af de anbringender, selskabet påberåber sig, og dermed må disse argumenter afvises som uunderbyggede med hensyn til påstanden om, at de omhandlede oplysninger ikke var nødvendige.

48

Endelig har Kommissionen med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt den økonometriske undersøgelse blev gentaget før fremsendelsen af klagepunktsmeddelelsen, fremlagt skærmprint for Retten, hvoraf det fremgår, at de forskellige edb-filer af relevans for bedømmelsen af fusionen blev ændret i perioden mellem april og august 2006. Det er korrekt, således som sagsøgeren har gjort gældende, at hovedparten af filerne er påført en ændringsdato, der ligger tidsmæssigt efter fremsendelsen af klagepunktsmeddelelsen. Retten finder imidlertid, således som Kommissionen har gjort gældende, at de omhandlede datoer vedrører den seneste anvendelse af de omhandlede filer, da filerne har været anvendt løbende under behandlingen af den anmeldte fusion, herunder navnlig før fremsendelsen af klagepunktsmeddelelsen. Sagsøgeren, der, som det netop er blevet bemærket, bærer bevisbyrden, har nemlig ikke fremført nogen omstændigheder for at imødegå denne påstand.

49

På baggrund af det ovenstående må det konstateres, at det ikke er blevet påvist, at de oplysninger, der i den anfægtede beslutning blev anmodet om berigtigelse af, ikke af Kommissionen kunne anses for nødvendige i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 11 i forordning nr. 139/2004, på tidspunktet for udarbejdelsen af anmodningen om oplysninger. Følgelig skal det første anbringendes første led forkastes.

50

Sagsøgerens påstand om, at Kommissionen har handlet i ond tro ved at anmode om berigtigelse af oplysningerne angående 2002 og 2003, vedrører Kommissionens begrundelse for at vedtage den anfægtede beslutning og er faktisk sammenfaldende med sagsøgerens anbringende om magtfordrejning. Påstanden er følgelig ikke relevant i forbindelse med dette anbringende.

51

Sagsøgeren har gjort gældende, at januar-oplysningerne i det væsentlige var korrekte, og at det således var ufornødent at anmode om berigtigelse af disse oplysninger.

52

Sagsøgeren har til støtte for sin påstand indledningsvis henvist til en række argumenter vedrørende den statistiske behandling af januar-oplysningerne. Sagsøgeren har i den forbindelse bemærket, at uanset om januar-oplysningerne måtte indeholde visse fejl, er dette sædvanligt i forbindelse med statistikker, og i øvrigt er marts-oplysningerne formentligt heller ikke fuldstændigt korrekte. Det er således hverken muligt, nødvendigt eller sædvanligt at udelukke alle fejl, der påvirker de statistiske oplysninger, eftersom der findes metoder, der gør det muligt dels at udskille de afvigende oplysninger blandt en flerhed af oplysninger eller forudsige virkningen af disse afvigende oplysninger, dels at kontrollere pålideligheden af de omhandlede oplysninger. Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen i denne sag anvendte sådanne metoder, da den modtog januar-oplysningerne, uagtet dens påstande om, at den blot gik ud fra, at oplysningerne var korrekte.

53

Med henblik på at bedømme indvirkningen af de fejl, der er omhandlet i den anfægtede beslutning, har sagsøgeren anmodet LECG Consulting om at underkaste januar-oplysningerne samme statistiske test som dem, Kommissionen skulle have gennemført ved modtagelsen af disse oplysninger. Ifølge den første rapport, som er vedlagt stævningen (herefter »LECG’s første rapport«), var antallet af fejl ikke usædvanligt højt, og en sammenligning af januar-oplysningerne med og uden de usammenhængende eller fejlagtige værdier, som Kommissionen har påpeget (herefter »de ændrede oplysninger«), viser ikke væsentlige forskelle i forhold til de variabler, som Kommissionen anvendte ved udarbejdelsen af klagepunktsmeddelelsen og den almindelige analyse af de omhandlede markeder. Det er på samme måde usandsynligt, at de omhandlede fejl kan have haft en betydelig indvirkning på resultatet af den økonometriske undersøgelse.

54

Ifølge en anden rapport fra LECG Consulting, udarbejdet som svar på svarskriftet og vedlagt replikken (herefter »LECG’s anden rapport«), adskilte de hypotetiske priser, beregnet i forbindelse med den økonometriske undersøgelse, sig ikke væsentligt fra januar-oplysningerne, de ændrede oplysninger og marts-oplysningerne. Derfor var januar-oplysningerne ifølge sagsøgeren i det væsentlige korrekte, hvilket Kommissionen kunne og burde have indset.

55

Sagsøgeren har i øvrigt vedrørende de dokumenter, som Kommissionen har fremlagt, anført, at beregningerne foretaget af LECG Consulting, hvorefter januar-oplysningerne i det væsentlige var korrekte, angår fastlæggelsen af den maksimale rimelige leveringsafstand.

56

Sagsøgeren har dernæst gjort visse omstændigheder gældende, som ifølge selskabet viser, at Kommissionen på tidspunktet for vedtagelsen af den anfægtede beslutning faktisk vidste, at januar-oplysningerne i det væsentlige var korrekte. Sagsøgeren har i den forbindelse anført, at Kommissionens argument om, at den ikke opdagede de fejl, der er omhandlet i den anfægtede beslutning, før i anden halvdel af februar, ikke er troværdigt, navnlig eftersom Kommissionen i januar 2006 havde konkluderet, at fusionen ikke udgjorde et problem for konkurrencen, og at den var rede til at godkende fusionen uden betingelser. En sådan konklusion ville i realiteten alene kunne nås efter en kontrol af januar-oplysningerne, under hvilken Kommissionen ville have fået kendskab til fejlene og vurderet deres betydning. I øvrigt taler den omstændighed, at den økonometriske undersøgelse kun tog hensyn til et relativt begrænset antal af sagsøgerens ekspeditioner, samt den omstændighed, at en af de medarbejdere i Kommissionen, der behandler sagen, har bekræftet, at han havde udskilt de afvigende værdier, for, at sådanne undersøgelser havde fundet sted, og at Kommissionen således fra januar måned var bekendt med et stort antal fejl, som den foregiver først at have opdaget efterfølgende.

57

Sagsøgeren har derefter for det første bemærket, at de spørgsmål, der ifølge Kommissionen begrundede en ny kontrol af, om januar-oplysningerne var korrekte, allerede havde været overvejet af Kommissionen. For det andet følger det af LECG’s første og anden rapport, at Kommissionen på tidspunktet for vedtagelsen af den anfægtede beslutning under alle omstændigheder var i stand til at kontrollere, om de påviste fejl havde betydning for dens analyse. For det tredje har Kommissionen ikke påvist, at den havde gennemført en sådan kontrol forud for vedtagelsen af den anfægtede beslutning, hvilket taler for, at den reelt ikke beskæftigede sig med de konstaterede fejls betydning for behandlingen af den anmeldte fusion. For det fjerde viser det standpunkt, som Kommissionen indtog i klagepunktsmeddelelsen, samt den omstændighed, at den hverken havde gentaget den økonometriske undersøgelse eller afsluttet undersøgelsen af, om marts-oplysningerne var korrekte, før fremsendelsen af denne meddelelse, at Kommissionen var bevidst om, at januar-oplysningerne var korrekte. Endelig har sagsøgeren for det femte erindret om, at Kommissionen ifølge selskabet burde have vist, at den udelukkende anvendte oplysningerne vedrørende 2004.

58

Sagsøgeren har endelig anført, at i betragtning af den ubetydelige brug af databasen over ekspeditioner i klagepunktsmeddelelsen og længden af udsættelsen, forårsaget af den anfægtede beslutning, var den nævnte udsættelse åbenbart uforholdsmæssig.

59

Kommissionen har anført, at den på tidspunktet for vedtagelsen af den anfægtede beslutning ikke kunne udelukke, at fejlene i januar-oplysningerne kunne påvirke dens analyse af den anmeldte fusion, og følgelig var oplysningerne ikke i det væsentlige korrekte. Kommissionen har bemærket, at sagsøgerens første række argumenter ikke tager hensyn til de forskellige formål med databasen over ekspeditioner, og at LECG’s to rapporter ikke kan anvendes som bevis for, at de konstaterede fejl var uden betydning. Kommissionen har angående den anden række argumenter forklaret, at den efter fremsendelsen af januar-oplysningerne gennemførte visse standardundersøgelser, som imidlertid var af begrænset omfang. De fejl, som omhandles i den anfægtede beslutning, blev følgelig først konstateret under de supplerende undersøgelser, som blev gennemført efter det rådgivende udvalgs møde den 22. februar 2006, hvor visse medlemsstater rejste tvivl om den økonometriske undersøgelses pålidelighed. Kommissionen har tilføjet, at den afsluttede flere processer samtidigt i starten af maj, herunder undersøgelsen af marts-oplysningerne og udarbejdelsen af klagepunktsmeddelelsen, hvilket forklarer, at den først bekræftede, at de nævnte oplysninger var korrekte, nogle dage efter fremsendelsen af den nævnte klagepunktsmeddelelse.

60

Hvad angår argumenterne vedrørende den statistiske behandling af januar-oplysningerne skal der indledningsvis erindres om, at i medfør af de betragtninger, som er gengivet ovenfor i præmis 30 og 31, skal spørgsmålet om, hvorvidt anmodningen om berigtigelse i den anfægtede beslutning var nødvendig, bedømmes ud fra den opfattelse, som Kommissionen på tidspunktet for vedtagelsen af beslutningen med rimelighed kunne have af, hvor væsentlige de konstaterede fejl i januar-oplysningerne var. Dermed kan de analyser, som sagsøgeren har fremlagt, alene tages i betragtning i det omfang, Kommissionen kunne have foretaget sådanne analyser på tidspunktet for vedtagelsen af den anfægtede beslutning. Denne omstændighed indebærer navnlig, at sammenligningerne med marts-oplysningerne ikke er relevante, eftersom disse oplysninger ikke forelå på tidspunktet for vedtagelsen af den anfægtede beslutning.

61

Det skal herefter i overensstemmelse med kriteriet om væsentlig nøjagtighed, som er anført ovenfor i præmis 31, undersøges, om de forskellige analyser, som sagsøgeren har forelagt, viser, at de fejl, som Kommissionen har konstateret, ikke i væsentlig grad kunne påvirke Kommissionens bedømmelse af den anmeldte fusions forenelighed med fællesmarkedet.

62

Det skal i den forbindelse bemærkes, at mens LECG’s første rapport konkluderede, at de relevante gennemsnitsværdier, beregnet ud fra januar-oplysningerne og de ændrede oplysninger, ikke afviger væsentligt, fremgår der af rapportens tabel 2 ikke ubetydelige forskelle mellem de to sæt oplysninger for så vidt angår den højeste værdi, kvotient for transportomkostninger/pris ab fabrik (en forskel på 10 procentpoint), den gennemsnitlige transportlængde pr. lastbil (en forskel på 13%) og den gennemsnitlige transportlængde pr. skib (en forskel på 28%). Selv om det i overensstemmelse med LECG Consultings repræsentants forklaringer under retsmødet lægges til grund, at disse forskelle set fra et økonomisk synspunkt er uden relevans i forhold til konklusionerne i klagepunktsmeddelelsen, således som det fastslås i rapportens tabel 3, skal det imidlertid bemærkes, at der ikke er fremlagt en tilsvarende analyse af disse forskelles manglende relevans for så vidt angår den økonometriske undersøgelse, selv om LECG Consulting i sin første rapport bemærker, at priserne, transportomkostningerne og leveringsafstandene efter selskabets opfattelse er denne undersøgelses nøglevariabler. Det er i mangel af en sådan analyse således ikke muligt at fastslå, om de fejl, som Kommissionen har konstateret, var egnede til at påvirke resultaterne af den økonometriske undersøgelse, og dermed Kommissionens undersøgelse af den anmeldte fusion, i væsentlig grad.

63

Det skal med hensyn til LECG’s første rapport tilføjes, således som Kommissionen har gjort gældende, at konklusionen om, at de konstaterede fejl ikke påvirker de centrale variabler i den økonometriske undersøgelse, er baseret på analysen af de gennemsnitlige værdier, som er beregnet ud fra sammenfattede oplysninger. Kommissionen hævder — uden at blive modsagt af sagsøgeren på dette punkt — at den nævnte undersøgelse fandt sted i forhold til forskellige produktionssteder, hvilket indebærer, at en analyse af de sammenfattede oplysninger ikke kan anvendes til at fastslå de konstaterede fejls mulige indvirkning.

64

LECG’s anden rapport, som forsøger af imødegå dette sidstnævnte argument, navnlig ved at foretage en mere detaljeret undersøgelse af oplysningerne, indeholder imidlertid heller ikke nogen analyse af relevansen af de konstaterede ikke ubetydelige forskelle mellem priserne, som var på 3-4% for gennemsnitspriserne, og som oversteg 10% for visse produktionssteder og visse produkter. Uanset om LECG’s repræsentant under retsmødet har gjort gældende, at forskellen mellem gennemsnitspriserne var uden relevans i betragtning af betydningen af omkostningerne til transport af de omhandlede produkter, forholder det sig ikke desto mindre således, at der ikke er fremkommet nogen specifik forklaring på de mere betydelige forskelle, som er konstateret for visse produktionssteder. LECG’s anden rapport påviser således heller ikke, at de konstaterede fejl i januar-oplysningerne ikke var egnede til i væsentlig grad at påvirke priserne i den økonometriske undersøgelse og dermed bedømmelsen af den anmeldte fusions forenelighed med fællesmarkedet.

65

Hvad angår de argumenter, som er fremsat i forbindelse med bemærkningerne til de dokumenter, som Kommissionen har fremlagt, skal det bemærkes, at sagsøgeren alene har henvist til analysen af den maksimale rimelige leveringsafstand for hvert transportmiddel, som er en teoretisk afstand, der beregnes ud fra alle leveringer foretaget med det relevante transportmiddel. Uanset om denne afstand blev anvendt ved fastlæggelsen af det omhandlede geografiske marked, fremgår det imidlertid af oplysningerne i sagen, at den efterfølgende blev sammenlignet med reelle maksimale leveringsafstande fra hvert af de omhandlede produktionssteder, hvorved disse afstande blev udvalgt for de produktionssteder, i forhold til hvilke de var længere. Under disse omstændigheder er en analyse af de sammenfattede oplysninger, som ikke sondrer mellem de forskellige produktionssteder, utilstrækkelig ved undersøgelsen af, om de konstaterede fejl var egnede til i væsentlig grad at påvirke fastlæggelsen af det geografiske marked og dermed bedømmelsen af den anmeldte fusion.

66

Det følger af det ovenstående, at de af sagsøgeren fremlagte analyser ikke gør det muligt at konkludere, at januar-oplysningerne i det væsentlige var korrekte. Den anden række af argumenter, hvorefter Kommissionen reelt var bekendt med, at dette var tilfældet, skal således undersøges.

67

Det skal i den forbindelse bemærkes, at sagsøgerens argumentation i det væsentlige er baseret på den påståede manglende rimelighed af Kommissionens argument om, at de fejl der er omhandlet i den anfægtede beslutning, ikke blev konstateret ved modtagelsen af januar-oplysningerne, men derimod først i anden halvdel af februar efter mødet i det rådgivende udvalg den 22. februar 2006. Retten skal derfor først undersøge de faktorer, som Kommissionen har fremført til støtte for dette argument.

68

Det skal i den sammenhæng hvad angår de undersøgelser, der blev foretaget efter modtagelsen af januar-oplysningerne, dels bemærkes, at for så vidt som Kommissionens undersøgelse skal foretages inden for relativt strenge frister, og parterne i fusionen skal meddele Kommissionen korrekte og fuldstændige oplysninger, hviler proceduren for kontrol med fusioner nødvendigvis i vid udstrækning på tillid, idet Kommissionen ikke kan være forpligtet til øjeblikkeligt og i mindste detalje at kontrollere nøjagtigheden af alle de oplysninger, som parterne fremsender.

69

I forbindelse med de fejl, der er omhandlet i den anfægtede beslutning, fremgår det af en intern e-mail, fremsendt den 6. marts 2006 af en af de medarbejdere i Kommissionen, der behandler sagen, og som er fremlagt af Kommissionen i et bilag til dennes svar på Rettens anmodning, at »[d]e tests, der er anvendt tidligere i forbindelse med databasen [over ekspeditioner], var mere overordnede […] og var ikke fokuseret på produktionen af papirvarer«. Medarbejderen fortsætter ved at præcisere, at dette »forklarer, hvorfor disse punkter ikke tidligere er blevet bemærket«.

70

Dette forhold, hvis relevans ikke er bestridt af sagsøgeren, godtgør med tilstrækkelig sikkerhed, at Kommissionens kontrol efter fremsendelsen af januar-oplysningerne var begrænset og derfor ikke gjorde det muligt at identificere de fejl, der er omhandlet i den anfægtede beslutning. I den forbindelse skal det endvidere bemærkes, at den omstændighed, at der alene blev foretaget en begrænset kontrol, indebærer, at argumentet om, at de nævnte fejl burde være opdaget ved en almindelig standardstatistikkontrol, er irrelevant.

71

For det andet hvad angår afholdelsen af mødet i det rådgivende udvalg den 22. februar 2006 og følgerne heraf, fremgår det af erklæringerne fra mødedeltagerne, som er fremlagt i et bilag til Kommissionens svar på Rettens anmodning, at både pålideligheden af den økonometriske undersøgelse og de oplysninger, som lå til grund for undersøgelsen, blev drøftet på mødet. Uanset at spørgsmålet om, hvorvidt de omhandlede oplysninger var korrekte, ikke blev drøftet i detaljer af de forskellige intervenienter, er det ikke desto mindre logisk, som sagsøgeren har gjort gældende, at en sådan drøftelse ville foranledige Kommissionen til at kontrollere pålideligheden af undersøgelsen og de anvendte oplysninger, navnlig i lyset af dens intention om at forelægge et nyt udkast til beslutning for det rådgivende udvalg til godkendelse.

72

I den forbindelse skal det endvidere bemærkes, at der vedrørende den økonometriske undersøgelse er anført »kontrol af pålidelighed + undersøgelse af følsomheden« i Kommissionens interne e-mail, afsendt den 22. februar 2006, vedrørende fordelingen af opgaver i forbindelse med forberedelsen af ændringerne i udkastet til godkendelse som opfølgning på mødet i det rådgivende udvalg, der er vedlagt ovennævnte svar fra Kommissionen. Retten finder, at denne henvisning skal fortolkes som en indikation af, at der skulle foretages en supplerende kontrol af den økonometriske undersøgelse og de oplysninger, som lå til grund for undersøgelsen, snarere end, som sagsøgeren har anført under retsmødet, at den blot tilsigter, at den tidligere foretagne kontrol skulle beskrives mere detaljeret i udkastet til beslutning om godkendelse. Den omhandlede e-mail begrænser sig nemlig ikke til blot at beskrive bestemte ændringer, men har også til formål at definere nye opgaver, som skal gennemføres i forbindelse med behandlingen.

73

De dokumenter, som Kommissionen har fremsendt, støtter således også Kommissionens argumenter om, at resultaterne af mødet i det rådgivende udvalg den 22. februar 2006 foranledigede den til at foretage en fornyet kontrol af januar-oplysningerne. Under disse omstændigheder må det konstateres, at Kommissionens argument om, at de fejl, der er omhandlet i den anfægtede beslutning, blev opdaget under denne grundige kontrol — og ikke på et tidligere tidspunkt — er tilstrækkeligt underbygget.

74

Endvidere kan de omstændigheder, som sagsøgeren har påberåbt sig, ikke imødegå denne konstatering. For det første har sagsøgeren selv under retsmødet medgivet, at selv om de spørgsmål, der blev rejst på mødet i det rådgivende udvalg den 22. februar 2006, og navnlig den særlige situation på det finske marked, var blevet bedømt på et tidligere tidspunkt, ville de være blevet bedømt mere overfladisk, hvilket indebærer, at den supplerende, mere deltaljerede kontrol, som blev gennemført efter det nævnte møde, havde kunnet føre til, at de omhandlede fejl blev opdaget.

75

For det andet, for så vidt som det blev fastslået i præmis 66 ovenfor, at sagsøgeren ikke har påvist, at januar-oplysningerne i det væsentlige var korrekte, er argumentet om, at Kommissionen på tidspunktet for vedtagelsen af den anfægtede beslutning kunne have sikret sig, at fejlene i disse oplysninger ikke var væsentlige, uden grundlag i de faktiske omstændigheder.

76

For det tredje nævnes det i e-mailen af 5. marts 2006, fremlagt af Kommissionen i et bilag til dens svar på Rettens anmodning, at der blev konstateret »alvorlige uoverensstemmelser« i januar-oplysningerne, hvilket indebærer, at Kommissionen havde foretaget en analyse af fejlenes mulige indvirkning på dens behandling. Under disse omstændigheder kan sagsøgerens påstand om det modsatte, som ikke er faktuelt understøttet, ikke tiltrædes.

77

For det fjerde er klagepunktmeddelelsen af de grunde, der er angivet ovenfor i præmis 45 og 46, ikke af afgørende betydning for bedømmelsen af Kommissionens standpunkt for så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt de oplysninger, som den anvendte ved sin behandling af den anmeldte fusion, var korrekte. Retten har ligeledes fundet i præmis 48 ovenfor, at sagsøgeren ikke har imødegået Kommissionens argument om, at den økonometriske undersøgelse var blevet gentaget før fremsendelsen af klagepunktsmeddelelsen. For så vidt angår den omstændighed, at det først efter dette dokuments fremsendelse blev bekræftet, at marts-oplysningerne var korrekte, har sagsøgeren ikke rejst tvivl om Kommissionens argument baseret på, at flere opgaver blev afsluttet samtidigt i den omhandlede periode.

78

For det femte er argumentet om, at Kommissionen var bekendt med, at alene oplysningerne fra 2004 var relevante, uden betydning, eftersom det er blevet fastslået ovenfor i præmis 44, at Kommissionen med rimelighed kunne anmode om fremsendelse af oplysninger, der omfattede flere år.

79

Endelig kan argumentet om en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet i lyset af bemærkningerne i præmis 34 ovenfor ikke tiltrædes.

80

Det må på baggrund af det ovenstående konstateres, at det ikke er godtgjort, at Kommissionen har tilsidesat artikel 11 i forordning nr. 139/2004 ved at vurdere, at januar-oplysningerne ikke var i det væsentlige korrekte, og ved at anmode om berigtigelse af disse oplysninger. Det andet led skal således, lige som hele det første anbringende, forkastes i sin helhed.

81

Sagsøgeren finder ikke, at den anfægtede beslutning blev truffet inden for en rimelig frist, eftersom Kommissionen var bekendt med de omhandlede fejl, siden den første kontrol blev gennemført i første halvdel af januar 2006. Dermed påførte Kommissionen dels sagsøgeren et betydeligt økonomisk tab, dels påvirkede den sagsøgerens ret til forsvar. Endvidere viser den sene vedtagelse af den anfægtede beslutning Kommissionens egentlige begrundelse, som var at vinde tid med henblik på at fortsætte sin undersøgelse, uagtet udløbet af den herfor gældende frist.

82

Kommissionen har for det første gjort gældende, at en eventuel tilsidesættelse af princippet om en rimelig frist ikke kan begrunde annullation af den anfægtede beslutning, eftersom sagsøgeren ikke har bevist, at der kan afledes en tilsidesættelse af selskabets ret til forsvar af den anfægtede beslutning. For det andet finder Kommissionen, at den efter sagens omstændigheder ikke har handlet med unødig forsinkelse.

83

Det skal bemærkes, at argumentet om et tab påført sagsøgeren er irrelevant i den foreliggende sag, som udelukkende omhandler annullation af den anfægtede beslutning og dermed kun en prøvelse af beslutningens lovlighed.

84

Selv om overholdelse af en rimelig frist ved gennemførelsen af administrative procedurer på området for Fællesskabets konkurrencepolitik udgør et generelt fællesskabsretligt princip, hvis overholdelse Fællesskabets retsinstanser sikrer, kan en tilsidesættelse af princippet dog kun begrunde annullation af en beslutning, hvis den også indebærer en tilsidesættelse af de pågældende virksomheders ret til forsvar (Rettens dom af 20.4.1999, forenede sager T-305/94 — T-307/94, T-313/94 — T-316/94, T-318/94, T-325/94, T-328/94, T-329/94 og T-335/94, Limburgse Vinyl Maatschappij m.fl. mod Kommissionen, benævnt »PVC II«, Sml. II, s. 931, præmis 120-122). I denne sag begrænser sagsøgeren sig dog blot til at fremsætte en summarisk påstand i den forbindelse uden konkrete omstændigheder til støtte herfor.

85

Betydningen af den frist, inden for hvilken den anfægtede beslutning blev vedtaget, som bevis for magtfordrejning vil blive undersøgt i forbindelse med det tredje anbringende.

86

Under disse omstændigheder må dette anbringende forkastes.

87

Sagsøgeren har indledningsvis gjort gældende, at dette anbringende, i modsætning til det af Kommissionen anførte, ikke er irrelevant som følge af, at det første anbringende er blevet forkastet.

88

Sagsøgeren har hvad angår realiteten gjort gældende, at Kommissionen har begået magtfordrejning, for så vidt som den ikke vedtog den anfægtede beslutning for at forfølge et mål i henhold til forordning nr. 139/2004, men med det formål at opnå en forlængelse af den undersøgelsesfrist, der er fastsat i den nævnte forordning, med henblik på at kunne behandle de supplerende spørgsmål, som visse medlemsstater samt nogle af sagsøgerens konkurrenter havde rejst i løbet af februar og marts 2006. Den oprindelige frist for sagens behandling, som ville udløbe den 31. marts 2006, ville nemlig ikke have gjort det muligt for Kommissionen at færdiggøre sin analyse og eventuelt fremsende en klagepunktsmeddelelse.

89

Sagsøgeren har for det første gjort gældende, at dette er årsagen til, at Kommissionen under et telefonmøde den 3. marts 2006 tilkendegav, at visse supplerende problemer skulle behandles, og at den foreslog en frivillig forlængelse af undersøgelsesfristen på 20 arbejdsdage. Efter at være blevet stillet over for den tvivl, som sagsøgerens advokater gav udtryk for, henviste Kommissionen — som en trussel — til muligheden for at vedtage en beslutning i henhold til artikel 11, stk. 3, i forordning nr. 139/2004 vedrørende januar-oplysningerne for det tilfælde, at der ikke kunne opnås enighed om en løsning. I den sammenhæng blev de e-mails, som Kommissionens tjenestegrene fremsendte den og samt den , og som rejste en række spørgsmål med hensyn til, om januar-oplysningerne var korrekte, alene fremsendt med det formål at forberede grundlaget for den anfægtede beslutning.

90

Sagsøgeren har i den forbindelse præciseret, at en sådan tilgang — i modsætning til det af Kommissionen anførte — ikke kan anses for enigt aftalt, navnlig eftersom det for det første fremgår af den interne e-mail af 5. marts 2006, fremlagt i bilaget til Kommissionens svar på Rettens anmodning, at tilbuddet om et alternativ til sagsøgeren var begrundet i ønsket om at formindske risikoen for sagsanlæg, og ikke i ønsket om at begrænse følgerne for fristen for sagens undersøgelse af, at der blev opdaget fejl, og for det andet tilbød Kommissionen ikke sagsøgeren alternativer i forbindelse med vedtagelsen af beslutningerne, i henhold til artikel 11, stk. 3, i forordning nr. 139/2004 af , den og eller den .

91

For det andet kan den omstændighed, at Kommissionen rejste tvivl om, hvorvidt januar-oplysningerne var korrekte, forklares med, at dens undersøgelse tog en ny retning, eftersom den ikke havde givet udtryk for tvivl for så vidt angår disse oplysninger før visse medlemsstaters og visse virksomheders intervention. Oprindeligt, dvs. indtil anden halvdel af februar 2006, var Kommissionen nemlig fokuseret på markedet for kalciumkarbonater til brug som fyldstof, og den økonometriske undersøgelse var et centralt element i analysen af dette marked, i modsætning til Kommissionens argumenter om, at den blot var et supplerende værktøj. Senere derimod, efter mødet i det rådgivende udvalg den 22. februar 2006, var Kommissionen fokuseret på at undersøge de argumenter, som visse medlemsstater og konkurrenter til sagsøgeren havde fremført vedrørende situationen på markedet for coatingprodukter, særligt hvad angår det finske marked.

92

For det tredje har sagsøgeren tilføjet, at det på baggrund af de berigtigede oplysninger ikke var nødvendigt at genbehandle den anmeldte fusion, eftersom Kommissionens behandling havde taget en ny retning, og at en sådan genbehandling i øvrigt ikke blev foretaget. På tidspunktet for fremsendelsen af klagepunktsmeddelelsen havde Kommissionen nemlig ikke afsluttet kontrollen af marts-oplysningerne, og det er ikke godtgjort, at Kommissionen anvendte disse oplysninger til at gentage den økonometriske undersøgelse rettidigt. Sagsøgeren tilføjer, at hvis berigtigelserne af januar-oplysningerne havde kunnet påvirke resultatet af Kommissionens analyse, ville den have anført denne omstændighed i klagepunktsmeddelelsen.

93

For det fjerde har sagsøgeren erindret om, at januar-oplysningerne ifølge selskabet i det væsentlige var korrekte, og har i den forbindelse tilføjet, at den ubetydelige karakter af visse af de rejste spørgsmål i den anfægtede beslutning og deres manglende relevans viser, at vedtagelsen af anfægtede beslutning var begrundet i ønsket om at opnå en forlængelse af undersøgelsesfristen. Endvidere var Kommissionen bekendt med, at januar-oplysningerne var korrekte, således som det fremgår af brevet af 12. januar 2006, fordi den havde til hensigt at godkende fusionen uden betingelser i januar 2006, og fordi den udarbejdede og rundsendte udkast til beslutning om godkendelse.

94

For det femte fremgår det af den interne e-mail af 6. marts 2006, fremlagt i et bilag til Kommissionens svar på Rettens anmodning, at en af de medarbejdere i Kommissionen, der behandler sagen, systematisk søgte efter det størst mulige antal fejl i januar-oplysningerne, med henblik på vedtagelse af en beslutning i medfør af artikel 11, stk. 3, i forordning nr. 139/2004, uden at overveje fejlenes mulige indvirkning. Sagsøgeren har i den forbindelse gentaget argumentet om, at Kommissionen ikke har godtgjort, at den havde analyseret betydningen af de konstaterede fejl før vedtagelsen af den anfægtede beslutning. Tværtimod fremgår det af e-mailen af , at Kommissionen havde påbegyndt udarbejdelsen af den anfægtede beslutning, før en sådan analyse var gennemført. Disse omstændigheder viser, at Kommissionen reelt ikke var fokuseret på de konstaterede fejls indvirkning.

95

For det sjette har Kommissionen ikke bestridt indholdet af sagsøgerens brev af 6. marts 2006, hvori selskabet anførte, at det var stillet over for et ulovligt valg mellem en i forening aftalt forlængelse og en beslutning om afbrydelse af undersøgelsesfristen.

96

For det syvende blev de sammenlignelige beslutninger, som Kommissionen vedtog under behandlingen af den anmeldte fusion, vedtaget få dage efter modtagelsen af de omhandlede oplysninger, mens der gik to måneder fra modtagelsen af januar-oplysningerne til vedtagelsen af den anfægtede beslutning.

97

Kommissionen har anført, at dette anbringende bygger på den antagelse, at de oplysninger, der er anmodet om i den anfægtede beslutning, ikke var nødvendige for vedtagelsen af beslutningen om fusionen. Heraf følger, at da det første anbringende blev forkastet, skal også det andet anbringende forkastes. Hvad angår realiteten har Kommissionen gjort gældende, at sagsøgeren ikke har fremført objektive, relevante og samstemmende indicier til støtte for sin påstand om magtfordrejning, men alene har draget urigtige konklusioner af visse omstændigheder.

98

Det skal indledningsvis bemærkes, at den omstændighed, at det første anbringende blev forkastet, indebærer, at sagsøgeren ikke i tilstrækkeligt omfang har godtgjort, at de oplysninger, der er anmodet om i den anfægtede beslutning, ikke var nødvendige i henhold til artikel 11 i forordning nr. 139/2004. Imidlertid påvirker manglende bevis for en tilsidesættelse af gældende regler ikke muligheden for, at der kan foreligge magtfordrejning fra en administrativ myndigheds side. Følgelig skal dette anbringende stadig undersøges, uafhængigt af, at det første anbringende skal forkastes.

99

Der skal dernæst erindres om, at der ved begrebet magtfordrejning forstås, at en administrativ myndighed under udøvelsen af beføjelser forfølger et andet formål end det, hvortil beføjelserne blev givet. En beslutning er kun behæftet med magtfordrejning, såfremt det på grundlag af objektive, relevante og samstemmende indicier fremgår, at den må antages at være truffet med dette formål. Hvis der forfølges flere mål med beslutningen, indebærer denne, såfremt den ikke tilsidesætter hovedformålet, dog ikke magtfordrejning, selv om der til de gyldige hensyn føjer sig et uberettiget hensyn (jf. Rettens dom af 21.9.2005, sag T-87/05, EDP mod Kommissionen, Sml. II, præmis 87 og den deri nævnte retspraksis).

100

Det skal således prøves, om de omstændigheder, som sagsøgeren påberåber sig, udgør objektive, relevante og samstemmende indicier for, at den anfægtede beslutning blev vedtaget af Kommissionen for at opnå en afbrydelse af fristen for undersøgelse af fusionen, snarere end at den var begrundet i ønsket om at få berigtiget de oplysninger, som var nødvendige for denne undersøgelse.

101

Hvad for det første angår telefonmødet den 3. marts 2006 fremgår det af en afskrift af denne samtale, udfærdiget af sagsøgerens advokater, at Kommissionen først henviste til muligheden for vedtagelse af en beslutning i henhold til artikel 11, stk. 3, i forordning nr. 139/2004, efter at sagsøgeren havde stillet spørgsmål til anvendelsen af en frivillig forlængelse af fristen. Imidlertid henviste Kommissionen, stadig ifølge den nævnte afskrift, allerede i starten af samtalen til, at der var væsentlige uoverensstemmelser i januar-oplysningerne, før fremgangsmåderne til afhjælpning heraf blev overvejet. Ligeledes er det ikke bestridt af sagsøgeren, at Kommissionen i e-mails fra den og frem havde påpeget visse fejl i januar-oplysningerne. Det følger heraf, at den nævnte afskrift ikke giver anledning til at konkludere, at Kommissionens henvisning til muligheden for at vedtage en beslutning i henhold til artikel 11, stk. 3, i forordning nr. 139/2004 udgør en trussel med henblik på at overtale sagsøgeren til at indvillige i en frivillig forlængelse af undersøgelsesfristen.

102

Hvad endvidere angår den omstændighed, at Kommissionen tilbød sagsøgeren et alternativ til en frivillig forlængelse, skal det bemærkes, at eftersom en handling kan være resultatet af flere parallelle hensyn, kan det forhold, at det fremgår af de omstændigheder, som Kommissionen har fremført, at den var optaget af risikoen for eventuelle sagsanlæg, ikke udelukke, at den samtidig havde til hensigt at begrænse følgerne for fristen for sagens undersøgelse af, at der blev opdaget fejl. I øvrigt er sagsøgerens sammenligning med de forudgående beslutninger ikke overbevisende, eftersom den anfægtede beslutning, således som Kommissionen har gjort gældende, omhandlede en periode, som var væsentligt længere, og endvidere havde dens virkninger til dels tilbagevirkende kraft, da den udsættelse, som den medførte, lå forud for datoen for dens vedtagelse.

103

For det andet fremgår det af præmis 73 ovenfor, at Kommissionen havde opdaget de fejl, der er omhandlet i den anfægtede beslutning, efter de drøftelser om den økonometriske undersøgelse og de oplysninger, som lå til grund for undersøgelsen, som fandt sted på mødet i det rådgivende udvalg den 22. februar 2006. Ligeledes fremgår det af præmis 66 ovenfor, at det ikke er godtgjort, at Kommissionen kunne udelukke, at disse fejl kunne have en væsentlig indvirkning på Kommissionens behandling af fusionen. Det skal endelig bemærkes, at en af de medarbejdere i Kommissionen, der behandler sagen, anfører i den interne e-mail af , fremlagt i et bilag til Kommissionens svar på Rettens anmodning, at Kommissionen havde »opdaget alvorlige uoverensstemmelser i oplysningerne«, at »[d]isse oplysninger skal berigtiges«, og at Kommissionen »vil overveje, i hvilket omfang de berigtigede oplysninger (som skal modtages inden for få dage) vil ændre [dens] bedømmelse af transaktionen«. Retten finder under disse omstændigheder, at vedtagelsen af den anfægtede beslutning var begrundet i Kommissionens ønske om at gentage den samlede bedømmelse af den anmeldte fusion på grundlag af korrekte oplysninger, snarere end, at dens behandling havde ændret retning efter interventionen fra visse medlemsstater og konkurrerende virksomheder, og derfor søgte den at opnå en udsættelse af fristen for undersøgelse af den anmeldte fusion.

104

For det tredje indebærer Kommissionens pligt til at undersøge fusionens virkninger på alle markeder, hvor der er en risiko for, at den effektive konkurrence hæmmes i væsentlig grad, til hvilken der henvises i præmis 29 ovenfor, i modsætning til det af sagsøgeren anførte, at Kommissionen — uanset hvilken retning dens undersøgelse tog — var forpligtet til at behandle fusionen både i forhold til området for coatingprodukter og i forhold til området for fyldstofprodukter. Disse to områder blev nemlig begge potentielt berørt af den anmeldte fusion og var selv blev undersøgt af Kommissionen før vedtagelsen af den anfægtede beslutning. Hvad angår påstandene om, at Kommissionen hverken har kontrolleret, at marts-oplysningerne var korrekte, eller gentaget den økonometriske undersøgelse før fremsendelsen af klagepunktsmeddelelsen og påstandene vedrørende indholdet af denne meddelelse, skal opmærksomheden henledes på, at der allerede er taget stilling til disse påstande ovenfor i præmis 45-48.

105

For det fjerde fremgår det af undersøgelsen af det første anbringende, at det hverken er blevet godtgjort, at januar-oplysningerne i det væsentlige var korrekte, eller at Kommissionen mente, at det var tilfældet. Under disse omstændigheder er det forhold, at visse spørgsmål i den anfægtede beslutning alene vedrører mindre fejl, uden betydning, eftersom det på tidspunktet for vedtagelsen af den anfægtede beslutning ikke kunne udelukkes, at sådanne fejl kunne have en indflydelse på behandlingen af den anmeldte fusion. Hvad angår sagsøgerens påberåbelse af brevet af 12. januar 2006 og det standpunkt, som Kommissionen indtog den følgende dag, bemærkes, at disse omstændigheder ligeledes er uden betydning, da de ligger tidsmæssigt før opdagelsen af de fejl, der er omhandlet i den anfægtede beslutning, således som det fremgår af præmis 73 ovenfor.

106

For det femte er det ikke udtryk for magtfordrejning, at en af de medarbejdere i Kommissionen, der behandler sagen, under den supplerende kontrol af, om januar-oplysningerne var korrekte, systematisk måtte have søgt efter fejl i disse oplysninger. Det er nemlig sædvanligt, når der foretages en kontrol af alle oplysninger, at det tilstræbes at opdage så mange unøjagtigheder som muligt, mens der ses bort fra faktorer, der fremstår som korrekte. Hvad angår argumentet om, at Kommissionen ikke vurderede fejlenes indvirkning, efter at de var blevet opdaget, skal der henvises til præmis 76 ovenfor. Selv om det endelig lægges til grund, at udarbejdelsen af den anfægtede beslutning var påbegyndt, inden Kommissionen havde bedømt fejlenes indvirkning på dens bedømmelse, udgør denne omstændighed heller ikke et indicium for, at der foreligger magtfordrejning. I betragtning af det krav om hurtighed, som karakteriserer proceduren med kontrol af fusioner, forekommer det logisk, at Kommissionen bestræber sig på samtidigt at afslutte flere faser i proceduren, som den ved formentligt vil være nødvendige i forbindelse med undersøgelsen af en fusion.

107

For det sjette er den omstændighed, at Kommissionen ikke besvarede sagsøgerens brev af 6. marts 2006, hvori selskabet rejste tvivl om, hvorvidt det var nødvendigt at foretage de berigtigelser, der blev anmodet om i den anfægtede beslutning, uden betydning, da Kommissionen for det første ikke havde pligt til at besvare brevet, og for det andet kan Kommissionens manglende besvarelse under alle omstændigheder ikke tages til indtægt for, at den forfulgte andre mål end dem, som den har redegjort for.

108

For det syvende og til sidst skal det anføres, at eftersom det ovenfor i præmis 73 er blevet fastslået, at de fejl, der er omhandlet i den anfægtede beslutning, blev opdaget i anden halvdel af februar, kan den periode, der forløb mellem dette tidspunkt og tidspunktet for vedtagelsen af den anfægtede beslutning, ikke anses for usædvanligt lang, sammenlignet med de forudgående beslutninger, som blev vedtaget inden for rammerne af behandlingen af den anmeldte fusion, under hensyntagen til for det første, at visse problemer, der var blevet konstateret i databasen over ekspeditioner, var blevet påpeget over for sagsøgeren i perioden fra den 22. februar 2006 og frem, for det andet den nævnte databases størrelse og endelig den omstændighed, at den anfægtede beslutning til forskel fra de foregående beslutninger var baseret på, at de omhandlede oplysninger var ukorrekte, snarere end at oplysningerne var ufyldestgørende.

109

Det følger herefter af gennemgangen af de forhold, som sagsøgeren har påberåbt sig, at der er tale om omstændigheder, som ikke er blevet godtgjort, eller som er uden betydning, eller om påstande, der er ugrundede, eller for hvilke der er en alternativ forklaring. Under disse omstændigheder gør disse forhold det ikke muligt, heller ikke samlet set, at konkludere, at der foreligger magtfordrejning.

110

Det skal for fuldstændighedens skyld bemærkes, at Retten med henblik på at kunne fuldføre prøvelsen af dette anbringende har anmodet Kommissionen om at fremlægge beviser for, at den havde anvendt marts-oplysningerne. De dokumenter, som blev fremlagt som svar på denne anmodning, viser, at de nævnte oplysninger rent faktisk blev anvendt i forbindelse med undersøgelsen af den anmeldte fusion, navnlig til at gentage den økonometriske undersøgelse, til at vurdere priserne og til at analysere leveringsafstandene. Følgelig bestyrker disse omstændigheder den i foregående præmis anførte konklusion.

111

På baggrund af det ovenstående må det konkluderes, at det ikke er godtgjort, at Kommissionen har begået magtfordrejning ved at vedtage den anfægtede beslutning, og derfor må det tredje anbringende forkastes.

112

Sagsøgeren har anført, at brevet af 12. januar 2006, hvorved Kommissionen bekræftede, at de oplysninger, som denne anmodede om i sin beslutning af , var blevet fremsendt i deres helhed, sammenholdt med Kommissionens adfærd, gav anledning til en berettiget forventning for sagsøgeren, som blev tilsidesat ved den anfægtede beslutning.

113

Sagsøgeren har således for det første gjort gældende, at Kommissionen ved at vedtage den anfægtede beslutning tilbagekaldte sit brev af 12. januar 2006, eftersom den erstattede bedømmelsen i dette brev med en ny konklusion om, at januar-oplysningerne var ukorrekte. For så vidt som dette brev ifølge sagsøgeren dels blev afsendt i medfør af de beføjelser, Kommissionen er tillagt, dels indeholdt forsikringer, for så vidt som Kommissionen vurderede, at januar-oplysningerne var fuldstændige og korrekte, udgør brevet en retsakt, der giver sagsøgeren individuelle rettigheder. Dermed skulle Kommissionen have henset til, at sagsøgeren var blevet foranlediget til at forlade sig på denne retsakts lovlighed, og dette så meget desto mere, som brevet ikke angav, at indholdet var betinget eller skulle undergives en mere detaljeret undersøgelse.

114

Sagsøgeren finder under disse omstændigheder, at selv om Kommissionen har mulighed for at ændre sit standpunkt efter fremsendelsen af mere deltaljerede oplysninger og er berettiget til at tage alle typer bevismidler i betragtning, kunne Kommissionen i medfør af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning ikke længere genoverveje sit tidligere standpunkt for at anmode om kontrol eller justering af de omhandlede oplysninger, medmindre den påviste, at de anmodede foranstaltninger var relevante med hensyn til nye omstændigheder, som forelå for Kommissionen. I denne sag er det imidlertid ikke gjort gældende, at der foreligger væsentlige ændringer i den forbindelse.

115

Hvad for det andet angår Kommissionens adfærd har dens almindelige og faste praksis været hurtigt at påpege alle ufuldstændige oplysninger. Kommissionen har imidlertid i denne sag igennem næsten to måneder ikke klaget over, at de fremlagte oplysninger var ukorrekte, og den rettede først henvendelse til sagsøgeren efter, at undersøgelsen havde taget en ny retning.

116

Kommissionen har anført, at sagsøgeren ikke kan påberåbe sig den berettigede forventning i forhold til spørgsmålet, om januar-oplysningerne var korrekte, eftersom brevet af 12. januar 2006 ikke indeholdt præcise, ubetingede forudgående og samstemmende forsikringer i den forbindelse, og brevet kunne under alle omstændigheder ikke anses for at give modtageren endelige, individuelle rettigheder.

117

Ifølge retspraksis er retten til at påberåbe sig beskyttelsen af den berettigede forventning betinget af, at tre betingelser er opfyldt. For det første, at præcise, ubetingede og samstemmende forsikringer, der hidrører fra en pålidelig kilde med den nødvendige bemyndigelse, er fremsat af en fællesskabsmyndighed over for parten. For det andet, at disse forsikringer er af en sådan art, at de er egnede til at skabe en berettiget forventning hos den, til hvem de er rettet. For det tredje skal forsikringerne være i overensstemmelse med gældende regler (Rettens dom af 23.2.2006, sag T-282/02, Cementbouw Handel & Industrie mod Kommissionen, Sml. II, s. 319, præmis 79 og den deri nævnte retspraksis).

118

Sagsøgeren har gjort gældende, at den berettigede forventning, som selskabet har henvist til, er baseret dels på brevet af 12. januar 2006, dels på Kommissionens adfærd. Selv om, for det første, ovennævnte brev indeholdt forsikringer, hvorefter Kommissionen fandt, at januar-oplysningerne i det væsentlige var korrekte, kunne det imidlertid ikke skabe berettigede forventninger for sagsøgeren om, at Kommissionen ikke ville ændre sin bedømmelse.

119

Det fremgår nemlig af præmis 29-31 og 33 ovenfor, at af hensyn til en effektiv kontrol med fusioner efter forordning nr. 139/2004 og i lyset af Kommissionens pligt til omhyggeligt at undersøge den omhandlede fusions virkninger på alle markeder, som potentielt kan påvirkes, skal Kommissionen bevare muligheden for at anmode om berigtigelser af de oplysninger, som parterne har fremsendt, der er ukorrekte i væsentligt omfang, og som er nødvendige for Kommissionens undersøgelse, og baggrunden for Kommissionens fornyede kontrol med, at oplysningerne er korrekte, er i den forbindelse uden betydning.

120

Denne konklusion støttes af den omstændighed, at — som bemærket ovenfor i præmis 68 — Kommissionen ikke er forpligtet til øjeblikkeligt og i mindste detalje at kontrollere nøjagtigheden af alle de oplysninger, som parterne i den omhandlede fusion meddeler, da disse parter er bedre i stand til at sikre, at de meddelte oplysninger er pålidelige, og i øvrigt har pligt til at meddele fuldstændige og korrekte oplysninger. Under disse omstændigheder kan den kontrol, som Kommissionen gennemfører efter modtagelsen af visse oplysninger, for det første ikke nødvendigvis afsløre alle væsentlige uregelmæssigheder, som kan påvirke disse oplysninger. For det andet kan sagsøgeren ikke påberåbe sig en berettiget forventning for at undgå følgerne af en tilsidesættelse af pligten til at meddele fuldstændige og korrekte oplysninger med den ene begrundelse, at Kommissionen ikke opdagede denne tilsidesættelse ved den nævnte kontrol.

121

Hvad for det andet angår Kommissionens praksis, som sagsøgeren har påberåbt sig, skal det indledningsvis bemærkes — for så vidt som sagsøgeren klager over den angiveligt usædvanlige periode, der forløb mellem, at de fejl, der er omhandlet i den anfægtede beslutning, blev opdaget, og det tidspunkt, hvor de blev påpeget over for sagsøgeren — at sagsøgerens argument er baseret på den forudsætning, at disse fejl allerede blev konstateret i forbindelse med den første kontrol, som blev gennemført i første halvdel af januar. Da Retten ovenfor i præmis 73 har fastslået, at dette ikke var tilfældet, er denne forudsætning uden grundlag i de faktiske omstændigheder.

122

Retten finder endvidere ikke, at den omstændighed alene, at Kommissionen tidligere har reageret på fremsendte oplysninger inden for få dage, udgør en tilstrækkelig præcis forsikring om, at Kommissionen ikke vil besvare en fremtidig fremsendelse af oplysninger efter en sådan periode.

123

Endelig bemærkes, som Kommissionen har anført, at eftersom de forudgående beslutninger, som blev vedtaget inden for rammerne af undersøgelsen af den anmeldte fusion, omhandlede spørgsmålet, om de fremsendte oplysninger var fuldstændige, kan praksis vedrørende disse beslutninger under alle omstændigheder ikke påberåbes i forbindelse med en beslutning, der vedrører spørgsmålet, om oplysninger er korrekte, som tilfældet er med den anfægtede beslutning, og denne praksis kan således ikke begrunde en berettiget forventning.

124

På baggrund af det ovenstående må det fjerde anbringende forkastes.

125

Sagsøgeren har fremsat begæring om, at Retten pålægger Kommissionen at fremlægge visse af sine interne dokumenter, navnlig vedrørende korrespondance med det rådgivende udvalg, udkastet til godkendelse, den økonometriske undersøgelse, anvendelsen af de oplysninger, som sagsøgeren har fremsendt, og interne dokumenter, der omhandler spørgsmålet, om disse oplysninger var fuldstændige og korrekte, samt den kontrol, som Kommissionen gennemførte i den henseende, og baggrunden for, at Kommissionen anmodede om forlængelse af fristen for sagens behandling den 3. marts 2006.

126

Retten har anmodet Kommissionen om at fremlægge visse dokumenter vedrørende afholdelsen og resultaterne af mødet i det rådgivende udvalg den 22. februar 2006 og om anvendelsen af marts-oplysningerne. For så vidt som Retten har kunnet undersøge alle sagsøgernes anbringender på grundlag af de omstændigheder og de akter, der indgik i sagen, og eftersom Kommissionens interne dokumenter ikke bringes til sagsøgernes kundskab under sagens behandling for Fællesskabets retsinstanser, medmindre sagens ganske særlige omstændigheder kræver det (Rettens dom af , sag T-9/99, HFB m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 1487, præmis 40), må sagsøgerens begæring i øvrigt afvises.

127

Det følger af alt det ovenstående, at Kommissionen bør frifindes i det hele.

128

I henhold til artikel 87, stk. 2, i Rettens procesreglement pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Sagsøgeren har tabt sagen og bør derfor pålægges at betale sagens omkostninger i overensstemmelse med Kommissionens påstand herom.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Anden Afdeling):

Tvistens baggrund

Retsforhandlinger og parternes påstande

Retlige bemærkninger

Hvorvidt begæringen vedrørende følgerne af, at den anfægtede beslutning eventuelt måtte blive annulleret, kan tages under behandling

Det første anbringende om en tilsidesættelse af artikel 11 i forordning nr. 139/2004

Indledende bemærkninger vedrørende begrebet nødvendige oplysninger og deres berigtigelse

— Parternes argumenter

— Rettens bemærkninger

Første led om, at de oplysninger, der blev anmodet om berigtigelse af, ikke var nødvendige

— Parternes argumenter

— Rettens bemærkninger

Det andet led om, at januar-oplysningerne i det væsentlige var korrekte

— Parternes argumenter

— Rettens bemærkninger

Det andet anbringende om, at Kommissionen har tilsidesat princippet om en rimelig frist

Parternes argumenter

Rettens bemærkninger

Det tredje anbringende om magtfordrejning

Parternes argumenter

Rettens bemærkninger

Det fjerde anbringende om en tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning

Parternes argumenter

Rettens bemærkninger

Foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse og bevisoptagelse

Sagens omkostninger