—

Ezgi Payir ved barrister S. Cox og solicitor R. Despicht

—

Burhan Akyuz og Birol Ozturk ved barrister N. Rogers

—

Det Forenede Kongeriges regering ved C. Gibbs, som befuldmægtiget, bistået af barrister P. Saini

—

den tyske regering ved M. Lumma og C. Schulze-Bahr, som befuldmægtigede

—

den italienske regering ved I.M. Braguglia, som befuldmægtiget, bistået af avvocato dello Stato W. Ferrante

—

den nederlandske regering ved H.G. Sevenster og C. Wissels, som befuldmægtigede

—

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved G. Rozet og N. Yerrell, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 6, stk. 1, i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 af 19. september 1980 om udvikling af associeringen (herefter »afgørelse nr. 1/80«). Associeringsrådet blev oprettet ved aftalen om oprettelse af en associering mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Tyrkiet, som blev undertegnet den 12. september 1963 i Ankara af Republikken Tyrkiet på den ene side, og af EØF’s medlemsstater og Fællesskabet på den anden side, og som blev indgået, godkendt og bekræftet på Fællesskabets vegne ved Rådets afgørelse 64/732/EØF af 23. december 1963 (Samling af Aftaler Indgået af De Europæiske Fællesskaber, bind 3, s. 541).

2

Spørgsmålet er rejst under to sager, hvoraf den første er anlagt af Ezgi Payir og den anden af Burhan Akyuz og Birol Ozturk mod Secretary of State for the Home Department (herefter »Secretary of State«). Sagerne vedrører sidstnævntes afslag på at forlænge de pågældendes opholdstilladelse.

3

Artikel 6, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80 bestemmer:

»1.   Med forbehold af artikel 7 vedrørende familiemedlemmers frie adgang til beskæftigelse har tyrkiske arbejdstagere med tilknytning til det lovlige arbejdsmarked i en bestemt medlemsstat:

4

De relevante bestemmelser om au pair-ansatte findes navnlig i regel 88-93 i de regler om indvandring, som er vedtaget af Det Forenede Kongeriges parlament i 1994 (United Kingdom Immigration Rules, House of Commons Paper 395, herefter »Immigration Rules«), hvori bestemmes:

»Definition af au pair-ansættelse

Betingelser for at opnå indrejsetilladelse [»leave to enter«] som au pair-ansat

Indrejsetilladelse som au pair-ansat

5

Bestemmelserne om indrejse for studerende findes bl.a. i regel 57-62 i Immigration Rules:

»Betingelser for at opnå indrejsetilladelse som studerende

Indrejsetilladelse som studerende

6

Kapitel 3, bilag A, afsnit 4, i de instrukser, der er udstedt af Secretary of States Udlændingedirektorat (»Immigrations Directorate’s Instructions«), indeholder følgende bestemmelse:

»Studerende over 16 år, for hvem der gælder en code 2-betingelse (den betingelse, som begrænser deres ret til at tage beskæftigelse), er berettiget til at tage deltids- og feriebeskæftigelse uden at indhente tilladelse fra den lokale arbejdsanvisning [»local Jobcentre«]. De er endvidere berettiget til at tage en beskæftigelse, der indgår som led i en teoretisk/praktisk uddannelse, eller gennemgå et praktikophold uden at indhente arbejdstilladelse [som udstedes af de kompetente myndigheder i Det Forenede Kongerige]. Studerende må ikke være beskæftiget mere end 20 timer ugentligt inden for studieperioden […]«

7

Tvisterne i hovedsagen vedrører dels en ung kvinde, Ezgi Payir, som er au pair-ansat, dels to studerende, Burhan Akyuz og Birol Ozturk.

8

Ezgi Payir, som på daværende tidspunkt var 21 år, fik meddelt en foreløbig indrejsetilladelse til Det Forenede Kongerige, efterfulgt i april 2000 af en indrejsetilladelse, der var gyldig indtil april 2002. Tilladelsen var gjort betinget af, at Payir ikke måtte tage anden, lønnet eller ulønnet, beskæftigelse end au pair-beskæftigelse.

9

Straks efter indrejsen i Det Forenede Kongerige blev Ezgi Payir beskæftiget som au pair-ansat i en familie og fra marts måned 2001 i en anden familie, hvor hun var beskæftiget mellem 15 og 25 timer ugentligt. Hun fik kost og logi og modtog et vederlag på 70 GBP (ca. 103 EUR) pr. uge.

10

I april 2002, før hendes indrejsetilladelse udløb, ansøgte Ezgi Payir Secretary of State om en længere opholdstilladelse i Det Forenede Kongerige, idet hun under henvisning til artikel 6, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80 gjorde gældende, at hun havde været ansat hos samme arbejdsgiver i mere end et år og ønskede at fortsætte sin ansættelse hos denne. Hendes ansøgning blev imidlertid afslået ved en beslutning truffet den 18. august 2004.

11

Ezgi Payir anlagde herefter sag til prøvelse af denne beslutning ved High Court of Justice (England & Wales), Queen’s Bench Division (Administrative Court). High Court of Justice gav Payir medhold og annullerede beslutningen, idet den tilpligtede Secretary of State at forlænge Ezgi Payirs indrejsetilladelse og at ophæve den oprindelige betingelse om begrænsning af hendes adgang til arbejdsmarkedet. Hendes indrejsetilladelse blev herefter forlænget indtil den 2. august 2006. I oktober 2005 blev Ezgi Payir ansat som butiksassistent.

12

Secretary of State appellerede High Courts afgørelse under henvisning til, at artikel 6, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80 ikke gælder for au pair-ansatte.

13

Burhan Akyuz og Birol Ozturk indrejste som studerende i Det Forenede Kongerige i henholdsvis 1999 og 1997 efter at have fået meddelt indrejsetilladelse, som blev fulgt op af en opholdstilladelse. Det var angivet i deres opholdstilladelser, at de var berettiget til at tage beskæftigelse højst 20 timer ugentligt i studieperioden.

14

Under deres studier var de to tyrkiske studerende deltidsbeskæftiget som tjenere i en restaurant og fik af deres arbejdsgiver tilbudt en forlængelse af arbejdskontrakten. Før deres indrejse- eller opholdstilladelse som studerende udløb, ansøgte Burhan Akyuz og Birol Ozturk i juli 2003 og januar 2004 Secretary of State om opholdstilladelse under henvisning til artikel 6, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80. Da deres ansøgning herom blev afslået den 18. august 2004, indbragte de beslutningen om afslaget for High Court, som gav dem medhold. Secretary of State appellerede imidlertid High Courts afgørelser under henvisning til, at artikel 6, stk. 1, i afgørelsen nr. 1/80 ikke finder anvendelse på studerende.

15

Court of Appeal (England & Wales) (Civil Division) forenede sagerne vedrørende Ezgi Payir, Burhan Akyuz og Birol Ozturk.

16

Court of Appeal har fremhævet, at High Court har anset de tre tyrkiske statsborgere for arbejdstagere i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i Domstolens praksis, navnlig i dommen af 26. november 1998 i Birden-sagen (sag C-1/97, Sml. I, s. 7747, præmis 24).

17

Court of Appeal (England & Wales) (Civil Division) har anerkendt High Courts konstatering, men finder, at det tillige er nødvendigt at tage hensyn til den del af Domstolens praksis, som anerkender, at medlemsstaterne kan indføre ordninger, der forfølger et socialt formål. Selv om sådanne ordninger medfører, at de pågældende udøver en beskæftigelse som arbejdstager, indebærer ordningerne ikke nødvendigvis, at de pågældende integreres i den pågældende medlemsstats lovlige arbejdsmarked.

18

Court of Appeal (England & Wales) (Civil Division) er således i hovedsagerne i tvivl om, hvorvidt de pågældende tyrkiske statsborgere kan påberåbe sig bestemmelserne i artikel 6, stk. 1, i afgørelsen nr. 1/80. Den har derfor besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

19

Spørgsmålene har samme ordlyd i de to sager og vedrører dels au pair-ansatte, dels studerende.

20

Det fremgår af spørgsmålene, at den forelæggende ret nærmere bestemt ønsker oplyst, om den omstændighed, at en tyrkisk statsborger har fået tilladelse til indrejse på en medlemsstats område som au pair-ansat eller som studerende, udelukker, at den pågældende kan være »arbejdstager« og være tilknyttet »det lovlige arbejdsmarked« i denne medlemsstat i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i artikel 6, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80, med den følge, at den pågældende ikke kan påberåbe sig denne bestemmelse som grundlag for at få fornyet sin arbejdstilladelse og opnå en hertil svarende opholdstilladelse.

21

Den opfattelse, som de tre sagsøgere i hovedsagen, Ezgi Payir, Burhan Akyuz og Birol Ozturk, har gjort gældende, støttes af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber. Disse procesdeltagere gør gældende, at tyrkiske statsborgere som de i hovedsagerne omhandlede opfylder de nødvendige betingelser for at kunne anses for »arbejdstagere« i den i artikel 6, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80 omhandlede forstand. De har nemlig mod vederlag præsteret faktiske ydelser af økonomisk værdi efter en anden persons anvisninger.

22

De pågældende tyrkiske arbejdstagere er tilknyttet det lovlige arbejdsmarked i værtsmedlemsstaten. De er indrejst lovligt på denne stats område og på tilsvarende lovlig måde blevet optaget på den pågældende stats arbejdsmarked. De har i særdeleshed ikke begået noget svigagtigt forhold for at opnå og udføre det arbejde, de har fået tildelt. Deres stilling på arbejdsmarkedet er derfor stabil og sikker.

23

Da de tyrkiske arbejdstagere opfylder betingelserne i artikel 6, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80, kan de påberåbe sig denne bestemmelse til støtte for at få fornyet deres arbejdstilladelse og få meddelt en hertil svarende opholdstilladelse. Det er hverken nødvendigt eller relevant at undersøge grundene til, at Det Forenede Kongerige har meddelt dem indrejse- og opholdstilladelserne, og som er at give yngre mulighed for at indrejse i Det Forenede Kongerige i en begrænset periode udelukkende som au pair-ansatte eller studerende.

24

Heroverfor har Det Forenede Kongeriges regering samt den tyske, italienske og nederlandske regering gjort gældende, at der må tillægges grundene til opholdet betydning. Artikel 6, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80 vedrører retten til beskæftigelse for tyrkiske statsborgere, som er berettiget til at indrejse på en medlemsstats område som arbejdstagere. Tyrkiske statsborgere, der i lighed med Ezgi Payir, Burhan Akyuz og Birol Ozturk ikke er indrejst i Det Forenede Kongerige som arbejdstagere, kan ikke påberåbe sig denne bestemmelse. Selv om den beskæftigelse, disse statsborgere har udført, har en reel og økonomisk karakter, kan de pågældende ikke dermed anses for arbejdstagere og er ikke tilknyttet værtsmedlemsstatens lovlige arbejdsmarked i denne bestemmelses forstand.

25

Såfremt det antages, at tyrkiske statsborgere, som er berettiget til at indrejse på en medlemsstats område som au pair-ansatte eller studerende, kan påberåbe sig bestemmelserne i artikel 6, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80, vil det have alvorlige følger. Det vil nemlig for det første medføre, at medlemsstaterne ikke længere har frihed til at fastsætte de betingelser, der skal gælde for tyrkiske statsborgeres indrejse på deres område. For det andet vil det tilskynde til en omgåelse af de nationale lovgivninger, da de pågældende personer vil have interesse i at udgive sig som studerende eller au pair-ansatte for at blive integreret på arbejdsmarkedet i den medlemsstat, de er rejst ind i. Endelig vil det tvinge medlemsstaterne til at stramme deres politik for modtagelse af tyrkiske studenter og au pair-ansatte til skade for disse to persongrupper.

26

Den tyske og nederlandske regering tilføjer, at en ligestilling af situationen for en studerende eller en au pair-ansat, der udøver en deltidsbeskæftigelse, med en almindelig arbejdstager er i strid med den opfattelse, som fællesskabslovgiver har indtaget i Rådets direktiv 2004/114/EF af 13. december 2004 om betingelserne for tredjelandsstatsborgeres indrejse og ophold med henblik på studier, elevudveksling, ulønnet erhvervsuddannelse eller volontørtjeneste (EUT L 375, s. 12). Efter deres opfattelse sondrer dette direktiv mellem studerende og arbejdstagere.

27

For at kunne besvare de forelagte spørgsmål, således som disse er omformuleret i dommens præmis 20, skal de tre betingelser, der er indeholdt i artikel 6, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80, først nævnes.

28

Den første af disse betingelser vedrører den pågældendes status som arbejdstager. Det fremgår af Domstolens faste retspraksis, at en tyrkisk arbejdstager for at opfylde denne betingelse skal udøve en reel og faktisk beskæftigelse, hvorved en beskæftigelse af så ringe omfang, at den fremtræder som et rent marginalt supplement, ikke kommer i betragtning. Det afgørende kendetegn ved arbejdsforholdet er, at en person i en vis periode præsterer ydelser mod vederlag for en anden og efter dennes anvisninger (jf. Birden-dommen, præmis 25 og den deri nævnte retspraksis).

29

Den anden betingelse vedrører tilknytningen til det lovlige arbejdsmarked. Domstolen har fastslået, at dette begreb skal forstås som en henvisning til samtlige arbejdstagere, der overholder værtsmedlemsstatens love og administrative bestemmelser, og som således har ret til at udøve beskæftigelse i denne stat (jf. Birden-dommen, præmis 51).

30

Den tredje betingelse i artikel 6, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80 er, at beskæftigelsen er lovlig, dvs. at den pågældendes stilling på værtsmedlemsstatens arbejdsmarked skal være stabil og ikke usikker og opholdsretten som følge heraf være uomtvistet (jf. dom af 19.11.2002, sag C-188/00, Kurz, Sml. I, s. 10691, præmis 48).

31

Ifølge forelæggelsesafgørelsen har såvel Ezgi Payir som Burhan Akyuz og Birol Ozturk præsteret ydelser, som udgør en reel og økonomisk beskæftigelse. Det fremgår af sagens akter, at de har været ansat hos en arbejdsgiver og mod vederlag arbejdet efter dennes anvisninger. Ezgi Payir arbejdede mellem 15 og 25 timer ugentligt, og Burhan Akyuz og Birol Ozturk arbejdede højst 20 timer ugentligt. Det er ikke gjort gældende, at deres beskæftigelse var rent marginal. Ifølge beskrivelsen heraf opfyldte beskæftigelsen derfor i princippet de nødvendige betingelser for, at de, som udøvede den, kunne betegnes som »arbejdstagere« i den i artikel 6, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80 omhandlede forstand.

32

Hvad angår de to øvrige betingelser har den forelæggende ret præciseret, at Ezgi Payir, Burhan Akyuz og Birol Ozturk har overholdt den nationale lovgivning om indvandring og således er lovligt indrejst i Det Forenede Kongerige. Den forelæggende ret tilføjer, at de pågældende har udøvet en beskæftigelse, som ikke blot er i overensstemmelse med reglerne om indvandring, men også med arbejdslovgivningen, og navnlig, at beskæftigelsen opfyldte de fastsatte betingelser for deres indrejsetilladelse på nationalt område. Det er således ubestridt, at deres opholdsret var uomtvistet.

33

Ifølge den beskrivelse, der er givet heraf af den forelæggende ret, opfylder den beskæftigelse, som er udøvet af de tre tyrkiske statsborgere, som er omhandlet i hovedsagen, derfor også de to øvrige betingelser i artikel 6, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80 om tilknytningen til det lovlige arbejdsmarked og udøvelsen af en lovlig beskæftigelse.

34

Spørgsmålet er imidlertid, om den omstændighed, at de pågældende tyrkiske statsborgere — hvis beskæftigelse i øvrigt opfylder de tre betingelser i artikel 6, stk. 1 — har status som au pair-ansatte eller studerende, udelukker, at de kan være arbejdstagere og være tilknyttet det lovlige arbejdsmarked i en bestemt medlemsstat i denne bestemmelses forstand.

35

Herom må det for det første fremhæves, at selv om der i givet fald forfølges et socialt formål med en indrejsetilladelse, der udstedes til studerende eller au pair-ansatte, og med den hertil knyttede arbejdstilladelse, ændrer dette ikke i sig selv ved den lovlige karakter af deres beskæftigelse og udelukker derfor ikke, at de er tilknyttet det lovlige arbejdsmarked i værtsmedlemsstaten. Domstolen har fastslået i Birden-dommens præmis 51, at begrebet lovligt arbejdsmarked ikke kan fortolkes således, at det sigter til det almindelige arbejdsmarked i modsætning til et særligt arbejdsmarked med socialt formål, som støttes af de offentlige myndigheder.

36

Endvidere skal bemærkes, at afgørelse nr. 1/80 ikke berører medlemsstaternes kompetence til at udstede forskrifter såvel om tyrkiske statsborgeres indrejse til landet som om betingelserne for deres første beskæftigelse, men at afgørelsens artikel 6 alene regulerer situationen for tyrkiske arbejdstagere, der allerede er lovligt tilknyttet værtsmedlemsstatens arbejdsmarked (dom af 30.9.1997, sag C-98/96, Ertanir, Sml. I, s. 5179, præmis 23).

37

Ifølge Domstolens faste praksis har artikel 6, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80 til formål gradvis at konsolidere tyrkiske arbejdstageres forhold i værtsmedlemsstaten (jf. bl.a. dom af 10.1.2006, sag C-230/03, Sedef, Sml. I, s. 157, præmis 34).

38

Bestemmelsen vedrører altså tyrkiske statsborgere, som er arbejdstagere i værtsmedlemsstaten, men kræver dog ikke, at de er rejst ind i Fællesskabet som arbejdstagere. I Birden-sagen var sagsøgeren, som havde fået indrejsetilladelse i en medlemsstat, først arbejdsløs i den pågældende medlemsstat, før han fandt lønnet beskæftigelse. I Kurz-sagen havde den pågældende tyske statsborger fået indrejsetilladelse til Fællesskabet i 15-årsalderen, ikke som arbejdstager, men for at gennemgå en faglig uddannelse som gas- og vandinstallatør.

39

Når den tyrkiske arbejdstager har haft beskæftigelse i et år, har han, hvis han opfylder betingelserne i artikel 6, stk. 1, første led, i afgørelse nr. 1/80, ret til fornyelse af sin arbejdstilladelse hos den samme arbejdsgiver og til en tilsvarende opholdstilladelse.

40

Ved afgørelsen af, om de tyrkiske arbejdstagere opfylder disse betingelser, er det ikke nødvendigt at tage hensyn til formålet med at give dem indrejsetilladelse i den pågældende medlemsstat. Domstolen har således gentagne gange fastslået, at de rettigheder, artikel 6, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80 tillægger tyrkiske statsborgere, ikke er underkastet betingelser vedrørende baggrunden for, at de oprindeligt har fået meddelt indrejse-, arbejds- og opholdstilladelse (jf. dom af 30.9.1997, sag C-36/96, Günaydin, Sml. I, s. 5143, præmis 51 og 52 og den deri nævnte retspraksis). Domstolen har derfor fastslået, at den omstændighed, at en tyrkisk statsborger har tilkendegivet en hensigt til at vende tilbage til sit oprindelsesland efter at have opholdt sig nogle år i værtsmedlemsstaten, ikke kan forhindre ham i at påberåbe sig de rettigheder, han har erhvervet i henhold til artikel 6, stk. 1. Et andet resultat kan kun antages, såfremt den pågældende havde forsøgt at vildlede de kompetente myndigheder ved at afgive en urigtig erklæring udelukkende med det formål at få myndighederne til at meddele ham de ønskede tilladelser (jf. i denne retning Günaydin-dommen, præmis 54 og 60).

41

Som det fremgår af Günaydin-dommen, kan den omstændighed, at den pågældende tyrkiske statsborger har fået indrejsetilladelse i en medlemsstat for at følge en uddannelse, og at hans opholdstilladelser i første omgang blev gjort betinget af et forbud mod at udøve lønnet beskæftigelse, ikke forhindre den pågældende i at påberåbe sig bestemmelserne i artikel 6, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80, når han efterfølgende lovligt har opnået lønnet beskæftigelse og arbejdet mindst et år hos samme arbejdsgiver.

42

Heller ikke en eventuelt tidsmæssig begrænsning af arbejdskontrakten kan forhindre anvendelsen af artikel 6, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80. Domstolen har således fastslået, at hvis den omstændighed, at ansættelsen er tidsbegrænset, var tilstrækkeligt til at rejse tvivl om lovligheden af en beskæftigelse, som udøves retmæssigt af den pågældende, ville medlemsstaterne have mulighed for uberettiget at fratage tyrkiske arbejdstagere — som de har givet tilladelse til at indrejse på deres område, og som har udøvet lovlig beskæftigelse dér uden afbrydelse i mindst et år — de rettigheder, som de direkte kan gøre krav på i henhold til artikel 6, stk. 1 (jf. Birden-dommen, præmis 64).

43

For at afgøre, om en tyrkisk statsborger, som er lovligt indrejst i en medlemsstat, efter at have arbejdet et år på dens område kan påberåbe sig rettighederne i henhold til artikel 6, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80, må det derfor efterprøves, om den pågældende opfylder de objektive betingelser i denne bestemmelse, uden at det er nødvendigt at tage hensyn til de grunde, som ligger bag ved den oprindelige meddelelse af indrejsetilladelse til den pågældende medlemsstats område eller til de eventuelle tidsmæssige begrænsninger i hans arbejdstilladelse. Ifølge Domstolens faste praksis er de nationale myndigheder ikke berettiget til at fastsætte betingelser for udøvelsen af disse rettigheder eller begrænse deres anvendelse, da afgørelsens effektive virkning i modsat fald ville blive bragt i fare (jf. Günaydin-dommen, præmis 37-40 og 50, Birden-dommen, præmis 19; og Kurz-dommen, præmis 26; samt dom af 21.10.2003, forenede sager C-317/01 og C-369/01, Abatay m.fl., Sml. I, s. 12301, præmis 78, og Sedef-dommen, præmis 34).

44

De grunde, som ligger bag ved meddelelsen af indrejsetilladelse til de pågældende tyrkiske statsborgere, nemlig med henblik på, at de udøver beskæftigelse som au pair-ansatte eller studerende, kan derfor ikke i sager som de foreliggende hovedsager i sig selv forhindre de pågældende i at påberåbe sig bestemmelserne i artikel 6, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80. Det samme gælder de hensigtserklæringer, som afkræves de pågældende statsborgere, og hvorved de tilkendegiver, at de ikke ønskede at forblive i værtsmedlemsstaten mere end to år eller at ville forlade denne efter afslutningen af deres uddannelse, og de tidsmæssige begrænsninger for deres opholdstilladelse.

45

Såfremt de betingelser, som er nævnt ovenfor i denne doms præmis 27-30, er opfyldt, og såfremt det navnlig er bekræftet, at de pågældende tyrkiske statsborgere har haft en reel beskæftigelse, er det uden relevans, at de er indrejst på medlemsstatens område som studerende med henblik på at studere eller som au pair-ansatte med henblik på at lære værtsmedlemsstatens sprog. Hvis de pågældende tyrkiske statsborgere i kraft af deres indsats opfylder de tre betingelser i artikel 6, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80, kan de ikke berøves de rettigheder, som de ifølge denne bestemmelse gradvist erhverver, afhængig af beskæftigelsens varighed (jf. i denne retning Günaydin-dommen, præmis 37).

46

Der kan derfor ikke gives de procesdeltagende medlemsstater medhold i den argumentation, som de har gjort gældende, og hvorefter en studerende eller en au pair-ansat vil kunne omgå lovgivningen i værtsmedlemsstaten for gradvist at opnå en ubegrænset adgang til dennes arbejdsmarked. Der foreligger ikke nogen omgåelse af medlemsstatens lovgivning, når de pågældende blot udøver en ret, som udtrykkeligt er tillagt dem ved afgørelse nr. 1/80. Et andet resultat kan kun antages, såfremt de pågældende svigagtigt havde opnået indrejsetilladelse til den pågældende medlemsstats område ved fejlagtigt at angive, at de havde til hensigt at studere eller udøve beskæftigelse som au pair-ansat. Hvis deres tilkendegivelse herom derimod efterfølgende godtgøres ved, at de faktisk har gennemført et studium eller udøvet beskæftigelse som au pair-ansat, når de lovligt har opnået en beskæftigelse i værtsmedlemsstaten, og når de opfylder de betingelser, som kræves efter artikel 6, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80, kan de uden begrænsninger påberåbe sig de rettigheder, som tilkommer dem ifølge denne bestemmelse.

47

Endelig har den tyske og nederlandske regering henvist til direktiv 2004/114 og på grundlag af dette direktivs opbygning gjort gældende, at fællesskabslovgiver har villet give studerende mulighed for at tage beskæftigelse og arbejde et vist antal timer, uden at de dermed kan anses for arbejdstagere og uden af denne grund at have adgang til arbejdsmarkedet i værtsmedlemsstaten.

48

Dette direktiv har imidlertid ikke relevans i sagen. Ifølge artikel 4, stk. 1, litra a), berører direktivet ikke gunstigere bestemmelser i henhold til bilaterale eller multilaterale aftaler, som er indgået mellem Fællesskabet eller Fællesskabet og dets medlemsstater på den ene side, og et eller flere tredjelande, på den anden side. Der er derfor ikke — i overensstemmelse med, hvad generaladvokaten har antaget i punkt 57 i forslaget til afgørelse — grundlag i direktiv 2004/114 for at anlægge en restriktiv fortolkning af artikel 6, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80 eller for at fortolke denne bestemmelse på grundlag af direktivet.

49

Det forelagte spørgsmål må herefter besvares med, at den omstændighed, at en tyrkisk statsborger har fået indrejsetilladelse til en medlemsstats område som au pair-ansat eller studerende, ikke udelukker, at den pågældende kan være »arbejdstager« og være tilknyttet »det lovlige arbejdsmarked« i denne medlemsstat i den forstand, hvori disse udtryk er anvendt i artikel 6, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80. Denne omstændighed er derfor ikke til hinder for, at den pågældende statsborger påberåber sig den nævnte bestemmelse med henblik på at få fornyet sin arbejdstilladelse og opnå en hertil svarende opholdstilladelse.

50

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tredje Afdeling) for ret:

Den omstændighed, at en tyrkisk statsborger har fået indrejsetilladelse til en medlemsstats område som au pair-ansat eller som studerende, udelukker ikke, at den pågældende kan være »arbejdstager« og være tilknyttet »det lovlige arbejdsmarked« i denne medlemsstat i den forstand, hvori disse udtryk er anvendt i artikel 6, stk. 1, i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 af 19. september 1980 om udvikling af associeringen. Denne omstændighed kan derfor ikke være til hinder for, at den pågældende statsborger påberåber sig denne bestemmelse med henblik på at få fornyet sin arbejdstilladelse og opnå en hertil svarende opholdstilladelse.