FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

VERICA TRSTENJAK

fremsat den 6. marts 2007 ¹(1)

Sag C-1/06

Bonn Fleisch Ex- und Import GmbH

mod

Hauptzollamt Hamburg-Jonas

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Finanzgericht Hamburg (Tyskland))

»Udførsel – ordning for eksportrestitutioner for landbrugsprodukter – artikel 47, stk. 3, i forordning (EØF) nr. 3665/87 – fremlæggelse af bevis for udførsel af produkter – fremlæggelse af et ligestillet bevis – anerkendelse af beviser, der ikke er forbundet med en udtrykkeligt fremsat anmodning om bevismæssig ligestilling, på egen drift som ligestillet bevis«

I –    Indledning

1.     Den foreliggende præjudicielle anmodning vedrører for det første den problemstilling, om det kompetente nationale organ i forbindelse med ydelse af eksportrestitutioner i henhold til artikel 47, stk. 3, i Kommissionens forordning (EØF) nr. 3665/87 af 27. november 1987 om fælles gennemførelsesbestemmelser for eksportrestitutioner for landbrugsprodukter (2) (herefter »forordning nr. 3665/87«) også er forpligtet til af egen drift at anerkende bevismæssig ligestilling, hvis eksportøren som følge af omstændigheder, der ikke kan tilregnes ham, ikke kan fremlægge kontroleksemplar T5, og for det andet det spørgsmål, om en eksportør også indirekte og for alle tilfældes skyld kan indgive en anmodning om bevismæssig ligestilling i henhold til denne forordnings artikel 47, stk. 3.

2.     Spørgsmålene med hensyn til fortolkningen af artikel 47, stk. 3, i forordning nr. 3665/87 opstår i forbindelse med en tvist, der verserer for Finanzgericht Hamburg mellem Bonn Fleisch Ex- und Import GmbH (herefter »Bonn Fleisch«) og Hauptzollamt Hamburg-Jonas (herefter »Hauptzollamt«), og som vedrører lovligheden af afgørelser om tilbagesøgning med hensyn til en forudbetalt eksportrestitution på baggrund af den angiveligt manglende eksport af varerne fra Fællesskabets toldområde til Rusland inden for fristen på 60 dage.

II – De relevante retsregler

A –    Fællesskabsbestemmelser

3.     Forordning nr. 3665/87, der bl.a. er ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1829/94, og som senest blev ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 604/98, indeholdt fælles gennemførelsesbestemmelser vedrørende eksport af landbrugsprodukter, hvortil der udbetales restitutioner. Denne forordning blev ophævet og erstattet af Kommissionens forordning (EF) nr. 800/1999 af 15. april 1999 om fælles gennemførelsesbestemmelser for eksportrestitutioner for landbrugsprodukter (3), som har fundet anvendelse fra den 1. juli 1999.

4.     Artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 3665/87 bestemmer følgende:

»Uden at dette i øvrigt berører bestemmelserne i artikel 5 og 16, udbetales restitutionen kun, hvis der føres bevis for, at de produkter, for hvilke udførselsangivelsen er blevet antaget, senest 60 dage efter denne antagelse har forladt Fællesskabets toldområde i uforandret stand.«

5.     Artikel 6, stk. 1, i forordning nr. 3665/87 bestemmer følgende:

»Hvis et produkt, for hvilket udførselsangivelsen er blevet antaget, inden det forlader Fællesskabets toldområde, passerer igennem andre områder i Fællesskabet end den medlemsstat, på hvis område nævnte angivelse er blevet antaget, føres beviset for, at produktet har forladt Fællesskabets toldområde, ved fremlæggelse af den behørigt påtegnede original af det kontroleksemplar T5, som omhandles i artikel 1 i forordning (EØF) nr. 2823/87.«

6.     Artikel 47 i forordning nr. 3665/87, der findes i afsnit 4 (»Fremgangsmåde ved restitutionens udbetaling«), bestemmer følgende:

»1. Restitutionen udbetales kun på eksportørens udtrykkelige anmodning af den medlemsstat, på hvis område udførselsangivelsen er antaget.

[…]

2. Dokumenterne vedrørende udbetaling af restitutionen eller frigivelse af sikkerhedsstillelsen skal, undtagen i tilfælde af force majeure, indgives senest 12 måneder efter antagelsen af udførselsangivelsen.

3. Når det i artikel 6 omhandlede kontroleksemplar T5 ikke er tilbagesendt til afgangstoldstedet eller det centrale kontor senest tre måneder efter dets udstedelse som følge af omstændigheder, der ikke kan tilregnes eksportøren, kan denne til det kompetente organ indgive en begrundet anmodning om bevismæssig ligestilling.

De beviser, der skal fremlægges, skal omfatte følgende

a)      hvis der er udstedt et kontroleksemplar som bevis for, at produkterne har forladt Fællesskabets toldområde:

–      transportdokumentet

og

–      et dokument, der godtgør, at produktet er blevet frembudt på et toldsted i et tredjeland, eller et eller flere af de i artikel 18, stk. 1, 2 og 4, omhandlede dokumenter

[…]

Bestemmelserne i stk. 4 finder anvendelse i forbindelse med fremlæggelse af ligestillet bevis.

4. Når de ifølge artikel 18 krævede dokumenter ikke har kunnet fremskaffes inden udløbet af den i stk. 2 omhandlede frist, skønt eksportøren har gjort sig umage for at fremskaffe og fremsende dem inden for denne frist, kan han få forlænget frist til at fremskaffe disse dokumenter.

5. Den i stk. 3 omhandlede anmodning om bevismæssig ligestilling med eller uden bevis samt den i stk. 4 omhandlede anmodning om forlængelse af fristen skal indgives inden udløbet af den i stk. 2 fastsatte frist.«

7.     Artikel 54, stk. 1, første led, i forordning nr. 800/1999 bestemmer, at forordning nr. 3665/87 dog fortsat anvendes på udførsler, for hvilke udførselsangivelsen er antaget inden den dato, fra hvilken nærværende forordning finder anvendelse.

B –    Nationale bestemmelser

8.     Den tyske bekendtgørelse om eksportrestitutioner af 24. maj 1996 (4) (herefter »AEVO«) indeholder følgende bestemmelser vedrørende eksportrestitution.

9.     § 1 i AEVO foreskriver, at AEVO gælder for gennemførelsen af EF's retsakter, der er udstedt som led i den fælles markedsordning og handelsordninger vedrørende restitutioner ved udførsel.

10.   I henhold til § 3, stk. 1, i AEVO i affattelsen forud for ikrafttrædelsen af forordning nr. 800/1999 skal som dokument i henhold til artikel 3, stk. 5, i forordning nr. 3665/87 i den nugældende affattelse anvendes det standarddokument (udførselsangivelse med henblik på restitution), som forbundsfinansministeriet har bekendtgjort til dette formål i Vorschriftensammlung Bundesfinanzverwaltung – Amtsblatt des Bundesministeriums der Finanzen – (VSF) som udførselsangivelse (tillægsblanket) for EF-eksportrestitutioner.

11.   § 4, stk. 1 og 2, i AEVO i affattelsen forud for ikrafttrædelsen af forordning nr. 800/1999 har følgende ordlyd:

»1) Attestation af vareforsendelsens udgang af Fællesskabets toldområde (udgangsattestation) afgives af det i artikel 793, stk. 2, i Kommissionens forordning (EØF) nr. 2454/93 af 2. juli 1993 om visse gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 om indførelse af en EF-toldkodeks (EFT L 253, s. 1) i den nugældende affattelse nævnte udgangstoldsted inden for denne forordnings anvendelsesområde på udførselsangivelsen med henblik på restitution.

2) Ved vareforsendelser, for hvilke udførselsangivelsen er antaget i en anden medlemsstat i Den Europæiske Union, afgives udgangsattestationen inden for denne forordnings anvendelsesområde på kontroleksemplar T5.«

III – De væsentligste faktiske omstændigheder, hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

A –    Faktiske omstændigheder

12.   For Finanzgericht Hamburg verserer en sag mellem Bonn Fleisch og Hauptzollamt, som vedrører lovligheden af de afgørelser om tilbagesøgning, der er rettet til Bonn Fleisch.

13.   Bonn Fleisch havde under henvisning til den senere udførsel af varen til Rusland i henholdsvis december 1997 og januar 1998 overført oksekød til toldoplagsordningen og modtog i overensstemmelse med ansøgning herom ved fire restitutionsafgørelser af henholdsvis 21. og 23. januar 1998 forudbetaling af eksportrestitutioner på i alt 47 597,81 EUR.

14.   Den 8. april 1998 indgav Bonn Fleisch udførselsangivelsen for oksekødet.

15.   Den 9. april 1998 blev transportdokumentet på afsendelsesbanegården i Mukran forsynet med en udførselsattestation. Under retsmødet for Domstolen har Bonn Fleisch anført, at de produkter, der skulle udføres, ifølge Zollamt Mukrans skrivelse af 13. oktober 2000 var blevet indleveret behørigt til dette Zollamt.

16.   På en ikke nærmere angiven dato fremsendte Hauptzollamt Stralsund, som Zollamt Mukran hører ind under, udførselsangivelsen pr. post til Hauptzollamt. Det er imidlertid ubestridt, at denne udførselsangivelse, der er nødvendig til eksportrestitutionen, ikke befinder sig i Hauptzollamts akter. Under retsmødet for Domstolen blev der givet udtryk for den formodning, at dette dokument er gået tabt ad tjenestevejen.

17.   Den 20. maj 1998 blev det af Bonn Fleisch udførte oksekød ifølge oplysningerne i det russiske indførselstolddokument angivet til fri omsætning i Rusland.

18.   Den 13. juli 1998 fremsendte Bonn Fleisch til Hauptzollamt transportdokumentet, der var forsynet med udførselsattestationen af 9. april 1998, og det russiske indførselstolddokument, der var forsynet med datoen 20. maj 1998.

19.   Den 21. juli 1998 og den 18. november 1999 underrettede Hauptzollamt Bonn Fleisch telefonisk om, at udførselsangivelsen med udførselsattestationen ikke var indgået til dette.

20.   Den 23. juni 2000 krævede Hauptzollamt ved fire afgørelser den forudbetalte eksportrestitution tilbagebetalt med et tillæg på 20% med den begrundelse, at Bonn Fleisch ikke inden for de foreskrevne 60 dage ved hjælp af en med udførselsattestation forsynet udførselsangivelse havde bevist, at restitutionsvaren havde forladt Fællesskabets toldområde. Bonn Fleisch indgav klage over disse fire afgørelser. Som begrundelse anførte virksomheden, at udførselsangivelsen inden for toldforvaltningen automatisk blev videresendt til Hauptzollamt. Endvidere fastsætter forordning nr. 3665/1987 ingen forpligtelse for eksportøren til at forelægge Hauptzollamt udførselsangivelsen.

21.   Den 2. november 2000 gjorde Bonn Fleisch under klagesagens videre forløb ved skrivelse Hauptzollamt opmærksom på, at virksomheden den 13. juli 1998, og således inden for tolvmånedersfristen i artikel 47, stk. 2, i forordning nr. 3665/87, havde indgivet transportdokumentet og indførselstolddokumentet. Med indgivelsen af disse dokumenter var der også indirekte forbundet en anmodning om at anerkende disse dokumenter som ligestillet bevis for varernes udførsel fra Fællesskabets toldområde, for det tilfælde, at udførselsangivelsen ikke skulle være indgået i sagens akter. Samtidig anmodede Bonn Fleisch for alle tilfældes skyld om, at det transportdokument, der var fremsendt den 13. juli 1998, samt indførselstolddokumentet blev anerkendt som bevismæssigt ligestillede.

22.   Denne anmodning blev den 13. december 2001 afslået som for sent indgivet under henvisning til artikel 47, stk. 5, i forordning nr. 3665/87. Afgørelsen om afslaget blev begrundet med, at der kræves en udtrykkelig anmodning om anerkendelse af bevismæssig ligestilling, og at Hauptzollamt ikke er forpligtet til at anerkende bevismæssig ligestilling af egen drift. Bonn Fleisch indgav klage over denne afgørelse og over afgørelserne af 23. juni 2000. Denne klage blev afvist ved klageafgørelse af 20. februar 2003. Til prøvelse af dette afslag anlagde Bonn Fleisch den 20. marts 2003 sag ved Finanzgericht Hamburg.

B –    Hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

23.   Under henvisning til artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 3665/87 lægger den forelæggende ret til grund, at udførslen af produkterne inden for 60 dage efter antagelsen af udførselsangivelsen er en materiel betingelse, og at tilvejebringelses- og bevisbyrden med hensyn til beviset for udførsel påhviler eksportøren.

24.   Med hensyn til bevisbyrden har den forelæggende ret anført, at det foreskrives i artikel 6 i forordning nr. 3665/87 i tilfælde af, at restitutionsvaren, inden den har forladt Fællesskabets toldområde, passerer gennem andre områder i Fællesskabet end udførselsmedlemsstatens område (henholdsvis transit og indirekte udførsel), at beviset for udførslen føres ved fremlæggelse af den behørigt påtegnede original af kontroleksemplar T5. Med hensyn til direkte udførsel, som i hovedsagen, har fællesskabslovgiver derimod ikke fastsat bestemmelser om, på hvilken måde beviset for udførslen skal føres. Derfor har den tyske lovgiver udfyldt denne lakune i henhold til § 4, stk. 1, i AEVO, hvorefter udførselsanmeldelsen med henblik på restitution påføres en attestation af varepartiets udførsel fra Fællesskabets toldområde.

25.   Den forelæggende ret har endvidere gjort opmærksom på, at hovedsagen er kendetegnet ved, at Bonn Fleisch ved skrivelse af 13. juli 1998, og således inden for tolvmånedersfristen i artikel 47, stk. 2, i forordning nr. 3665/87, har indgivet såvel transportdokumentet som det russiske indførselstolddokument. Af disse dokumenter kan det utvivlsomt udledes, at restitutionsvaren har forladt Fællesskabets toldområde inden for de 60 dage. Begge dokumenter kan principielt komme i betragtning som andre ligestillede beviser i henhold til artikel 47, stk. 3, i forordning nr. 3665/87. Den forelæggende ret hælder derfor til den opfattelse, at de kompetente myndigheder under visse omstændigheder også af egen drift kan tage stilling til spørgsmålet om anerkendelse af bevismæssig ligestilling.

26.   Efter den forelæggende rets opfattelse er artikel 47, stk. 3, i forordning nr. 3665/87, der findes i denne forordnings afsnit 4 (»Fremgangsmåde ved restitutionens udbetaling«), kun en formforskrift, men ikke en materielretlig betingelse. Det kan ikke udledes af bestemmelsen, at en anerkendelse af bevismæssig ligestilling på forhånd bør være udelukket.

27.   En anmodning om bevismæssig ligestilling kan efter den forelæggende rets opfattelse kun fremsættes udtrykkeligt. Ifølge den forelæggende ret udelukker dette imidlertid ikke, at det, såfremt eksportørens vilje klart fremgår af de konkrete omstændigheder ved fremlæggelse af andre ligestillede beviser for, at restitutionsvaren er udført fra Fællesskabets toldområde under overholdelse af fristen, i det konkrete tilfælde kan antages, at en anmodning er indgivet indirekte og for alle tilfældes skyld.

28.   Da Finanzgericht Hamburg var i tvivl om fortolkningen af artikel 47, stk. 3, i forordning nr. 3665/87, har den udsat sagen og forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1)      Er det kompetente organ også berettiget og forpligtet til af egen drift at anerkende bevismæssig ligestilling i henhold til artikel 47, stk. 3, i forordning nr. 3665/87?

2)      Kan en anmodning om bevismæssig ligestilling i henhold til artikel 47, stk. 3, i forordning nr. 3665/87 også indgives indirekte og for alle tilfældes skyld?«

IV – Bedømmelse

A –    Det første præjudicielle spørgsmål

1.      Parternes argumenter

29.   Bonn Fleisch er af den opfattelse, at det første præjudicielle spørgsmål skal besvares bekræftende. Det bekræftende svar fremgår ifølge Bonn Fleisch af ordlyden af og formålet med forordningens artikel 47, stk. 3. Det kan ikke udledes af bestemmelsens ordlyd, at en anmodning fra eksportøren er den eneste måde, hvorpå der kan ske anerkendelse af bevismæssig ligestilling på toldområdet. Artikel 47, stk. 3, i forordning nr. 3665/87 har under hensyn til betragtning 50 til formål at beskytte eksportøren mod risici i forbindelse med forvaltningens behandling af kontroleksemplaret, som han ikke har kendskab til, som ikke kan tilregnes ham, og som han ikke har indflydelse på.

30.   Hauptzollamt har foreslået, at det første spørgsmål besvares benægtende. Det er af den opfattelse, at det kompetente organ ikke har nogen generel forpligtelse til at undersøge, om der i forbindelse med de dokumenter, der er indgivet, kunne være tale om ligestillede beviser som omhandlet i artikel 47, stk. 3, i forordning nr. 3665/87. En sådan undersøgelse kræver en udtrykkelig anmodning.

31.   Den Hellenske Republik er af den opfattelse, at det for udbetalingen kompetente organ af egen drift kan anerkende bevismæssig ligestilling, hvis der er anmodet herom af eksportøren inden for tolvmånedersfristen i artikel 47 i forordning nr. 3665/87, og de materielle betingelser for retten til restitution er opfyldt. I et sådant tilfælde fremgår det klart og tydeligt af omstændighederne, at der er anmodet om bevismæssig ligestilling.

32.   Kommissionen er af den opfattelse, at artikel 47, stk. 3, i forordning nr. 3665/87 ikke kan anvendes analogt på direkte udførsel. Under retsmødet for Domstolen anførte Kommissionen, at eksportøren ved indirekte udførsel kommer i berøring med mindst to forvaltningsmæssige strukturer i de forskellige medlemsstater. Da forvaltninger i flere medlemsstater og dermed også flere forvaltningsmæssige strukturer er berørt ved indirekte udførsel, har artikel 47, stk. 3, i forordning nr. 3665/87 til formål at forebygge eventuelle vanskeligheder i forvaltningen på tværs af medlemsstaterne.

33.   Derimod syntes det efter Kommissionens opfattelse ikke at være nødvendigt, at fællesskabslovgiver sikrer en harmonisering af de nationale procedurebestemmelser for direkte udførsel. Med hensyn til direkte udførsel mangler der et grænseoverskridende tilknytningsmoment, hvorfor bestemmelser i denne henseende er omfattet af den nationale procesautonomi, og § 4, stk. 1, i AEVO således finder anvendelse i tysk ret. Den nye forordning nr. 800/1999 ændrer heller intet ved denne fortolkning.

34.   Såfremt Domstolen imidlertid alligevel skulle nå til den konklusion, at artikel 47, stk. 3, i forordning nr. 3665/87 også finder analog anvendelse på direkte udførsel, er Kommissionen subsidiært af den opfattelse, at fejl fra myndighedens side med hensyn til det almindelige retsprincip om lovmæssig forvaltning ikke må lægges den erhvervsdrivende til last, og at eksportøren derimod skal have lejlighed til også på anden vis at godtgøre, at produkterne er blevet udført. Den kompetente myndighed skal derfor enten af egen drift anerkende bevismæssig ligestilling eller gøre eksportøren opmærksom på, at det nationale dokument mangler, eller forlænge fristen til at fremlægge dokumenterne.

2.      Generaladvokatens stillingtagen

a)      Anvendelsen af artikel 47, stk. 3, i forordning nr. 3665/87 ratione materiae på direkte udførsel

35.   Selv om bestemmelserne om udbetalingsproceduren ifølge nyere retspraksis er administrative bestemmelser (5), skal disse tages lige så seriøst som materielle betingelser. En tilsidesættelse af disse bestemmelser kan nemlig lige som en manglende overholdelse af de materielle betingelser resultere i, at eksportrestitutionen nedsættes eller endog helt går tabt (6).

36.   Artikel 47, stk. 3, i forordning nr. 3665/87 henviser med hensyn til kontroleksemplar T5 til forordningens artikel 6. I henhold til artikel 6, stk. 1, begrænses anvendelsesområdet for kontroleksemplar T5 ratione materiae til indirekte udførsel.

37.   Det er en væsentlig betingelse i forbindelse med indirekte udførsel, at et produkt, for hvilket udførselsangivelsen blev antaget, inden det forlod Fællesskabets toldområde, passerede igennem andre områder i Fællesskabet end den medlemsstat, på hvis område udførselsangivelsen blev antaget.

38.   Direkte udførsel (7) behandles ikke i artikel 47, stk. 3, i forordning nr. 3665/87. Det kan entydigt udledes af de faktiske omstændigheder i denne sag, at oksekødet blev udført direkte fra Tyskland til Rusland. Produkterne har ikke passeret igennem andre områder i Fællesskabet end den medlemsstat, på hvis område udførselsangivelsen blev antaget.

39.   Der rejser sig derfor det spørgsmål, om anvendelsen af artikel 47, stk. 3, i forordning nr. 3665/87 skal afvises i forbindelse med direkte udførsel, eller om artikel 47, stk. 3, i denne forordning også skal anvendes analogt på direkte udførsel.

40.   Den omstændighed, at artikel 47, stk. 3, i forordning nr. 3665/87 ikke behandler spørgsmålet om direkte udførsel, tyder imidlertid ikke på et retstomt rum. Den proceduremæssige administrative behandling af direkte udførsel på den ene side og indirekte udførsel på den anden side er forbundet med forskellige momenter, som ikke berører de samme faktiske omstændigheder. Med hensyn til direkte udførsel har eksportørerne at gøre med toldmyndighederne i kun en enkelt medlemsstat, dvs. at afgangstoldstedet og udgangstoldstedet befinder sig i samme medlemsstat.

41.   Med hensyn til indirekte udførsel kommer erhvervsdrivende imidlertid ikke kun i berøring med oprindelsesmedlemsstatens forvaltningsmæssige struktur, men desuden også i det mindste en anden medlemsstats forvaltningsmæssige struktur. Det standardiserede kontroleksemplar T5 behandles af et udenlandsk udgangstoldsted, dvs. en anden medlemsstats udgangstoldsted og oprindelsesstatens kompetente organ. Dette udgangstoldsted udleverer ikke kontroleksemplar T5 til eksportøren, men fremsender det til det centrale kontor i oprindelsesstaten (8). Det kan derfor antages, at formålet med artikel 47, stk. 3, i forordning nr. 3665/87 ligger i at forebygge de administrative vanskeligheder, som erhvervsdrivende kan komme ud for i forvaltningen på tværs af medlemsstaterne.

42.   Jeg er derfor enig med Kommissionen i, at artikel 47, stk. 3, i forordning nr. 3665/87 ikke kan anvendes analogt på direkte udførsel af produkter.

b)      Spørgsmålet, om det kompetente organ er berettiget og forpligtet til af egen drift at anerkende bevismæssig ligestilling

43.   Dette spørgsmål vedrører udelukkende beviset for udførslen og ikke de materielle betingelser for en udførsel. Jeg skal minde om, at for at få udbetalt eksportrestitutionen skal eksportøren ifølge den juridiske litteratur ikke kun behørigt opfylde de dertil nødvendige materielle betingelser, men derudover også overholde betingelserne i forbindelse med betalingsproceduren (9).

44.   Ydelsen af eksportrestitutioner er i henhold til tredje betragtning (10) nært knyttet til beviset for produkternes udførsel fra Fællesskabet. Ratio legis er derfor produkternes udførsel fra Fællesskabets toldområde.

45.   Med hensyn til indirekte udførsel føres beviset ved fremlæggelse af kontroleksemplar T5. Det nævnte bevis er det originale udførselsbevis, som føres ved udgangstoldstedets attestation (11). Da dette kontroleksemplar imidlertid uanset eksportørens vilje kan bortkomme i den administrative procedure mellem de forskellige medlemsstaters toldmyndigheder, giver forordning nr. 3665/87 mulighed for, at dokumenter, som eksportøren råder over, i henhold til betragtning 49 (i den danske affattelse betragtning 50) (12) til forordningen kan anerkendes som bevismæssigt ligestillede, for at beskytte eksportøren mod ulemper, som kan opstå som følge af mangelfulde embedshandlinger fra toldmyndighedens side. Eksportøren kan derfor føre udførselsbeviset under en anerkendelsesprocedure, dvs. ved fremlæggelse af transportdokumentet og indførselstolddokumentet fra tredjelandet (13) inden for tolvmånedersfristen. Det skal understreges, at både anmodningen om og anerkendelsen af bevismæssig ligestilling imidlertid er betinget af, at de materielle betingelser for udførslen er opfyldt.

46.   Er det på grundlag af andre end de formaliserede beviser ubestridt, at de materielle betingelser for retten til eksportrestitution er opfyldt, må påberåbelsen af, at det formaliserede bevis, såsom kontroleksemplar T5, manglede, kunne betragtes som rent bureaukrati og må derfor afvises (14).

47.   De materielle betingelser for en ret til eksportrestitution fastsættes af fællesskabslovgiver. I henhold til artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 3665/87 skal to materielle betingelser for retten til eksportrestitution godtgøres, nemlig for det første udførselsangivelsens antagelse og for det andet den omstændighed, at det produkt, der skal udføres, har forladt Fællesskabets toldområde i uforandret stand senest 60 dage efter denne antagelse.

48.   Ved direkte udførsel kræver Tyskland, at beviset for de materielle betingelser for retten til eksportrestitution føres ved fremlæggelse af et nationalt udførselsdokument. I et sådant tilfælde fremsender det nationale udgangstoldsted det relevante nationale dokument direkte til det nationale centrale kontor, som i den foreliggende sag er Hauptzollamt. Med hensyn til direkte udførsel er dokumenterne således ligeledes uden for eksportørens indflydelsessfære.

49.   Den foreliggende sag vedrører det tilfælde, at den nationale lovgiver i den tyske bekendtgørelse AEVO vedrørende en rent national situation, dvs. ved direkte udførsel, henviser til indholdet af en fællesskabsbestemmelse (15). Selv om spørgsmålene i den foreliggende sag vedrører direkte udførsel, og artikel 47, stk. 3, i forordning nr. 3665/87 derfor ikke er relevant, vedrører de fortolkningsproblemer, som den forelæggende ret tilstræber at afklare, derfor i det væsentlige den eksportrestitutionsordning, der er reguleret i forordning nr. 3665/87.

50.   Når de af de nationale retter forelagte spørgsmål vedrører fortolkningen af en bestemmelse i fællesskabsretten, er Domstolen ifølge fast retspraksis i princippet forpligtet til at træffe afgørelse herom. Det fremgår således hverken af ordlyden af artikel 234 EF eller af formålet med den ved denne artikel indførte procedure, at traktatens ophavsmænd har villet frakende Domstolen kompetence med hensyn til de anmodninger om præjudiciel afgørelse, der angår en fællesskabsretlig bestemmelse i det særlige tilfælde, hvor en medlemsstats lovgivning henviser til indholdet af denne bestemmelse for at fastlægge de bestemmelser, der finder anvendelse på en rent intern situation i denne stat (16).

51.   Såfremt den i national ret valgte regulering af rent interne forhold er tilpasset fællesskabsretten, bl.a. for at undgå forskelsbehandling eller for at undgå konkurrencefordrejninger, er det afgjort i Fællesskabets interesse, at bestemmelser eller begreber, der er hentet fra fællesskabsretten, fortolkes ensartet, uanset de vilkår, hvorunder de skal anvendes, således at senere fortolkningsuoverensstemmelser undgås (17).

52.   Det kompetente centrale kontor, i denne sag Hauptzollamt, er ansvarlig for proceduren for anerkendelse af bevismæssig ligestilling. Der er i denne forbindelse tale om en administrativ procedure (18). I den henseende adskiller denne sag sig fra van Schijndel-sagen, hvor Domstolen behandlede spørgsmål i forbindelse med den nationale retslige procedure (19).

53.   I van Schijndel-sagen behandledes det spørgsmål, om en domstol af egen drift skal anvende fællesskabsbestemmelserne og i den forbindelse må se bort fra princippet om, at den ikke aktivt griber ind i procesførelsen, ved at gå ud over den afgrænsning af sagen, som parterne har foretaget, og/eller ved at lægge andre faktiske forhold og omstændigheder til grund end dem, som den part i sagen, der har interesse i, at traktatbestemmelserne anvendes, har fremført til støtte for sin påstand (20). Denne retspraksis kan imidlertid ikke overføres til den foreliggende sag, da der i denne forbindelse er tale om en administrativ procedure på toldområdet, som er omfattet af andre lovmæssigheder end den retslige procedure.

54.   En administrativ procedure kan, medmindre andet udtrykkeligt er fastsat, både indledes af egen drift og på begæring (21). Det understreges i den juridiske litteratur, at indledningen af den administrative procedure af egen drift kun er udelukket, hvis den administrative procedure udelukkende kan indledes på parternes begæring (22). Jeg er derfor enig med den forelæggende ret i, at en anerkendelse af bevismæssig ligestilling af egen drift ikke på forhånd er udelukket.

55.   Selv om den administrative procedure er indledt på en parts begæring, skal den kompetente forvaltningsmyndighed i henhold til undersøgelsespligten af egen drift undersøge, om de faktiske omstændigheder, der er relevante for beslutningen, faktisk foreligger (23). Det for civilretlige sager typiske princip om, at parterne fastlægger tvistens genstand (»Beibringungsgrundsatz«), som betyder, at det er parterne, der fremlægger sagens faktum i den form og i det omfang, som de har interesse i, hvilket således bestemmer dens genstand og binder retten, der er forpligtet til at træffe afgørelse i overensstemmelse med påstandene og de beviser, parterne har fremlagt (24), gælder ikke i en administrativ procedure på toldområdet. Derimod er myndigheden forpligtet til at fastslå de relevante faktiske omstændigheder, som ligger til grund for en beslutning (25). Den bestemmer arten og omfanget af undersøgelserne, navnlig også om og hvilke bevismidler der skal benyttes. Parterne kan indgive anmodninger om bevisførelse. Myndigheden er imidlertid ikke bundet af disse; den kan både afvise parternes anmodninger om bevisførelse og anvende andre bevismidler. Den må dog ikke gå ensidigt frem, men er forpligtet til at basere sig på og tage hensyn til alle relevante omstændigheder i det konkrete tilfælde (26).

56.   Spørgsmålet om indledningen af proceduren for anerkendelse af bevismæssig ligestilling skal undersøges ud fra dette aspekt.

57.   Eksportrestitutionsordningen er bl.a. kendetegnet ved, at fællesskabsstøtten kun ydes, såfremt eksportøren ansøger derom (27). Ordningen er baseret på en frivillig angivelse, når eksportøren af egen fri vilje har besluttet at ansøge herom, og vedkommende skal indgive de relevante oplysninger, der er nødvendige for at godtgøre retten til restitution (28). På samme måde bestemmer § 16, stk. 1, andet punktum, i AEVO, at ansøgeren skal gøre rede for og godtgøre betingelserne for retten til restitution. Den postulerede bevisbyrde ændrer imidlertid intet ved, at den kompetente toldmyndighed er forpligtet til af egen drift at undersøge de for beslutningen relevante faktiske omstændigheder.

58.   Relevante oplysninger i henhold til denne retspraksis er transportdokumentet og indførselstolddokumentet fra tredjelandet, når kontroleksemplar T5 eller det relevante nationale tolddokument som følge af omstændigheder, der ikke kan tilregnes eksportøren, ikke befinder sig i forvaltningens akter. Ved hjælp af disse dokumenter kan det let godtgøres, at produkterne har forladt Fællesskabets toldområde, og at de er blevet frembudt på et toldsted i et tredjeland. De materielle betingelser for en ret til eksportrestitution er opfyldt i sådanne tilfælde. Med fremsendelsen af sådanne dokumenter kan det kompetente organ derfor af egen drift indlede proceduren for anerkendelse af bevismæssig ligestilling. Såfremt eksportøren indgiver de pågældende dokumenter, kan det også under en masseprocedure udledes af en sådan handling, at den pågældende under normale omstændigheder forsøger af føre bevis for udførslen.

59.   Dette betyder på den anden side ikke, at eksportører kan indgive ufuldstændige anmodninger.

60.   Der findes ikke fællesskabsbestemmelser om bevisbegrebet med hensyn til direkte udførsel. Principielt kan derfor alle de bevismidler anvendes, som efter de processuelle bestemmelser i Tyskland kan anvendes i lignende sager. I en situation som den, der foreligger i hovedsagen, påhviler det følgelig de nationale myndigheder ved anvendelse af deres nationale retsordens principper om bevisspørgsmål at afgøre, om der i den konkrete sag, der foreligger for dem, er blevet ført bevis på tilfredsstillende måde for direkte udførsel (29). Transportdokumentet, der var forsynet med udførselsattestationen af 9. april 1998, og det russiske indførselstolddokument, der var forsynet med datoen 20. maj 1998, udgør efter min opfattelse bevismidler, som kunne godtgøre, at de materielle betingelser for retten til restitution er opfyldt.

61.   De ligestillede beviser skal, og i denne henseende er jeg enig med den græske regering, indgives inden for tolvmånedersfristen i artikel 47, stk. 2, i forordning nr. 3665/87 efter antagelsen af udførselsangivelsen.

62.   På denne baggrund foreslår jeg, at den forelæggende rets første spørgsmål besvares med, at artikel 47, stk. 3, i forordning nr. 3365/87 ikke finder anvendelse på direkte udførsel af produkter. Det kompetente nationale organ kan imidlertid med hensyn til direkte udførsel af egen drift indlede proceduren for anerkendelse af bevismæssig ligestilling, når mindst følgende betingelser er opfyldt:

–       Det nationale udførselsdokument kan som følge af omstændigheder, der ikke kan tilregnes eksportøren, ikke fremlægges.

–       De fremlagte beviser skal indgives inden for tolvmånedersfristen i artikel 47, stk. 2, i forordning nr. 3665/87 efter antagelsen af udførselsangivelsen.

–       De fremlagte dokumenter godtgør utvivlsomt, at de materielle betingelser for udbetalingen af eksportrestitutionen er opfyldt. Et sådant utvivlsomt bevis kan føres ved fremlæggelse af transportdokumentet og tolddokumentet fra tredjelandet.

B –    Spørgsmålet, om en anmodning om bevismæssig ligestilling også kan indgives indirekte og for alle tilfældes skyld

1.      Parternes argumenter

63.   Bonn Fleisch har anført, at en anmodning om anerkendelse af bevismæssig ligestilling også kan indgives indirekte og for alle tilfældes skyld. Artikel 47, stk. 3, i forordning nr. 3665/87 præciserer ikke, i hvilken form en sådan anmodning skal indgives. Det er derfor kun nødvendigt, at eksportørens anmodning om bevismæssig ligestilling bliver tilstrækkelig klar. Forordning nr. 3665/87 er derfor efter Bonn Fleischs opfattelse ikke til hinder for, at anmodningen kan indgives indirekte og for alle tilfældes skyld.

64.   Hauptzollamt har anført, at der generelt kræves en anmodning for at få anerkendt bevismæssig ligestilling. I det konkrete tilfælde kan en erklæring, der er afgivet i forbindelse med fremsendelsen af dokumenterne, ganske vist indirekte fortolkes som en anmodning om anerkendelse, men det skal i den forbindelse være muligt entydigt at fastslå den erklærendes virkelige vilje på grundlag af princippet om god tro under hensyntagen til sædvane. I det foreliggende tilfælde fremgår en sådan vilje imidlertid ikke. For det første kan det ikke udledes af fremsendelsen af transportdokumentet og tolddokumentet fra tredjelandet, at der dermed også skal være indgivet en anmodning om bevismæssig ligestilling. Endvidere skal det tages i betragtning, at proceduren vedrørende eksportrestitutioner er en masseprocedure, hvor fortolkningen af erklæringer kun er mulig, når dette synes begrundet. Efter Hauptzollamts opfattelse må det derfor afvises, at der indirekte og for alle tilfældes skyld er indgivet en anmodning ved blot at fremsende de pågældende dokumenter.

65.   Grækenland er af den opfattelse, at såfremt det fremgår entydigt af de fremlagte dokumenter, at det formål, der forfølges med forordningen, er opnået, kan den omstændighed, at eksportøren ikke har indgivet nogen udtrykkelig eller formel anmodning om bevismæssig ligestilling, ikke føre til, at eksportøren i et tilfælde, hvor de materielle betingelser for ydelsen af eksportrestitutionerne er opfyldt, ikke får disse udbetalt. Det må ikke glemmes, at eksportøren ikke kan have noget sikkert kendskab til tidspunktet for tilbagesendelsen af kontroleksemplar T5 til udgangstoldstedet eller det udbetalende organ. Det må derfor ikke udelukkes, at eksportøren for at beskytte sine interesser i tilfælde af, at kontroleksemplar T5 ikke er tilbagesendt, kan indgive en anmodning om bevismæssig ligestilling for alle tilfældes skyld.

66.   Kommissionen minder om, at artikel 47, stk. 3, i forordning nr. 3665/87 efter dens opfattelse ikke finder anvendelse på direkte udførsel af produkter.

2.      Generaladvokatens stillingtagen

67.   Det kan udledes at parternes argumenter, at den teoretiske mulighed for, at der indirekte er indgivet en anmodning om bevismæssig ligestilling, ikke bestrides af parterne. Parterne er uenige om de betingelser, der skal være opfyldt, for at organet behandler en handling fra den person, der har indgivet anmodningen, som en anmodning, der er indgivet indirekte og for alle tilfældes skyld.

68.   En indirekte anmodning om bevismæssig ligestilling er også en viljeserklæring, hvis indhold imidlertid skal fastslås ved fortolkning. I fællesskabsretten må grundlaget for fortolkningen af viljeserklæringerne blive de almindelige retsgrundsætninger. Bestemmelser om de almindelige retsgrundsætninger med hensyn til fortolkningen af viljeserklæringer kan udledes af kapitel 5 om fortolkning i Principles of European Contract Law, principperne for den europæiske aftaleret (30). Dette er et værk, som omfatter den fælles kerne inden for medlemsstaternes aftaleret.

69.   Med hensyn til en indirekte indgivelse af en anmodning skal indholdet af anmodningen kunne fastslås på grundlag af omstændighederne for dens indgivelse.

70.   I medlemsstaternes ret anvendes i forbindelse med fortolkningen i overvejende grad en kombination af den subjektive og den objektive metode (31).

71.   De subjektive komponenter kræver først og fremmest, at det formål, som parten har forfulgt med viljeserklæringen, kan fastslås. I denne sag fremgår det subjektive element af anmodningen om udbetaling af eksportrestitutionen. Såfremt en eksportør anmoder om eksportrestitution, ligger det ikke uden for tingenes normale forløb, at han a maiori ad minus med denne anmodning også har indgivet enhver foreløbig anmodning, der måtte være nødvendig for ydelsen af eksportrestitutionen. Proceduren for anerkendelse af bevismæssig ligestilling er et led i proceduren for udbetaling af eksportrestitutionen, hvormed det indledede spørgsmål afklares, om de for eksportrestitutionen nødvendige beviser er blevet ført. En sådan mellemliggende anerkendelsesprocedure kan hverken udtrykkeligt eller indirekte indledes uden en hovedprocedure. Det er derfor som en grundlæggende betingelse for at kunne bekræfte den subjektive side af anmodningen nødvendigt, at en procedure for udbetaling af eksportrestitutionen er i gang, og at proceduren for anerkendelse af bevismæssig ligestilling indledes som led i den igangværende eksportrestitutionsprocedure.

72.   De yderligere objektive komponenter inddrager sædvane, dvs. det, der er sædvanligt, eller det, som i betragtning af sædvane forekommer en udenforstående fornuftigt, i fortolkningen (32).

73.   Kravet om en mellemliggende procedure fremgår af det forhold, at det nationale udførselsdokument eller kontroleksemplar T5 som følge af omstændigheder, der ikke kan tilregnes eksportøren, ikke er indgået i det kompetente organs akter. Det første objektive element er derfor det forhold, at det nationale udførselsdokument eller kontroleksemplar T5 som følge af omstændigheder, der ikke kan tilregnes eksportøren, ikke befinder sig i det kompetente organs akter.

74.   Overholdelsen af den tolvmånedersfrist, inden for hvilken anmodningen om bevismæssig ligestilling skal indgives, er et yderligere objektivt element, der fremgår af artikel 47, stk. 5, i forordning nr. 3665/87. Derfor skal der indgives en indirekte anmodning inden for denne frist.

75.   I denne forbindelse skal for det første beviset for, at produkterne har forladt Fællesskabets toldområde i uforandret stand senest 60 dage efter udførselsangivelsens antagelse, og for det andet for, at produkterne er blevet frembudt på et toldsted i et tredjeland, betragtes som egnede til at bevise de materielle betingelser for retten til restitution.

76.   Hvis i det mindste disse fire omstændigheder er opfyldt, forekommer det for en udenforstående eller en tredjemand i betragtning af sædvane fornuftigt, at en eksportør i forbindelse med eksportrestitutionen indirekte og for alle tilfældes skyld har anmodet om bevismæssig ligestilling.

77.   På denne baggrund foreslår jeg, at Domstolen besvarer det andet spørgsmål med, at en anmodning om bevismæssig ligestilling med hensyn til direkte udførsel, som artikel 47, stk. 3, i forordning nr. 3665/87 ikke finder anvendelse på, også kan indgives indirekte og for alle tilfældes skyld på følgende betingelser:

–       Der blev indgivet en anmodning om udbetaling af eksportrestitutionen i henhold til artikel 47, stk. 1, i forordning nr. 3665/87.

–       Det nationale udførselsdokument befinder sig som følge af omstændigheder, der ikke kan tilregnes eksportøren, ikke i det kompetente organs akter.

–       De fremlagte beviser blev indgivet inden for tolvmånedersfristen i artikel 47, stk. 2, i forordning nr. 3665/87 efter antagelsen af udførselsangivelsen.

–       De fremlagte beviser godtgør, at produkterne har forladt Fællesskabets toldområde i uforandret stand senest 60 dage efter udførselsangivelsens antagelse, og at produkterne er blevet frembudt på et toldsted i et tredjeland.

V –    Forslag til afgørelse

78.   På baggrund af ovenstående foreslår jeg Domstolen at besvare de præjudicielle spørgsmål fra Finanzgericht Hamburg på følgende måde:

»1)      Det kompetente nationale organ kan med hensyn til direkte udførsel, som artikel 47, stk. 3, i Kommissionens forordning (EØF) nr. 3665/87 af 27. november 1987 om fælles gennemførelsesbestemmelser for eksportrestitutioner for landbrugsprodukter ikke finder anvendelse på, af egen drift indlede proceduren for anerkendelse af bevismæssig ligestilling, når mindst følgende betingelser er opfyldt:

–      Det nationale udførselsdokument kan som følge af omstændigheder, der ikke kan tilregnes eksportøren, ikke fremlægges.

–      De fremlagte beviser skal indgives inden for tolvmånedersfristen i artikel 47, stk. 2, i forordning nr. 3665/87 efter antagelsen af udførselsangivelsen.

–      De fremlagte dokumenter godtgør utvivlsomt, at de materielle betingelser for udbetalingen af eksportrestitutionen er opfyldt. Et sådant utvivlsomt bevis kan føres ved fremlæggelse af transportdokumentet og tolddokumentet fra tredjelandet.

2)      En anmodning om bevismæssig ligestilling kan med hensyn til direkte udførsel, som artikel 47, stk. 3, i forordning nr. 3665/87 ikke finder anvendelse på, også indgives indirekte og for alle tilfældes skyld, når mindst følgende betingelser er opfyldt:

–      Der blev indgivet en anmodning om udbetaling af eksportrestitutionen i henhold til artikel 47, stk. 1, i forordning nr. 3665/87.

–      Det nationale udførselsdokument befinder sig som følge af omstændigheder, der ikke kan tilregnes eksportøren, ikke i det kompetente organs akter.

–      De fremlagte beviser blev indgivet inden for tolvmånedersfristen i artikel 47, stk. 2, i forordning nr. 3665/87 efter antagelsen af udførselsangivelsen.

–      De fremlagte beviser godtgør, at produkterne har forladt Fællesskabets toldområde i uforandret stand senest 60 dage efter udførselsangivelsens antagelse, og at produkterne er blevet frembudt på et toldsted i et tredjeland. Dette bevis kan føres med fremlæggelse af transportdokumentet og tolddokumentet fra tredjelandet.«

---

1 – Originalsprog: tysk.

---

2 – EFT L 351, s. 1.

---

3 – EFT L 102, s. 11.

---

4 – BGBl I, s. 766.

---

5 – Dom af 14.4.2005, sag C-385/03, Käserei Champignon Hofmeister, Sml. I, s. 2297, præmis 26.

---

6 – Jf. K. Reiche: »Das Zahlungsverfahren der Ausfuhrerstattung«, ZfZ (2006), s. 110, som kommentar til Käserei Champignon Hofmeister-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 5. Efterfølgende analyserer forfatteren samspillet mellem de materielle og processuelle aspekter af udbetalingsproceduren i forbindelse med eksportrestitution.

---

7 – Ifølge Reiche, a.st., s. 111, foreligger der direkte udførsel, når produktet udføres direkte fra udførselsmedlemsstatens område til et tredjeland.

---

8 – Jf. Reiche, a.st., s. 111, under henvisning til artikel 912 og artikel 912c, stk. 4, i Kommissionens forordning (EØF) nr. 2454/93 af 2.7.1993 om visse gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 om indførelse af en EF-toldkodeks (EFT L 253, s. 1). Forordningens artikel 912c, stk. 4, bestemmer følgende: »Bestemmelsesstedet tilbagesender omgående originalen af kontroleksemplar T5 til den adresse, som er anført i rubrik B på formular T5 »Tilbagesendes til«, efter at alle krævede formaliteter og påtegninger er foretaget.«

---

9 – Reiche, a.st., s. 110.

---

10 – Tredje betragtning til forordning nr. 3665/87 har følgende ordlyd: »Ifølge de almindelige regler, der er vedtaget af Rådet, betales restitutionen, når der føres bevis for, at produkterne er blevet udført fra EF […]«

---

11 – Reiche, a.st., s. 111.

---

12 – Betragtning 49 (i den danske affattelse betragtning 50) til forordning nr. 3665/87 har følgende ordlyd: »[S]om følge af omstændigheder, som eksportøren ikke er herre over, kan det ske, at kontroleksemplar T5 ikke kan fremlægges, selv om produktet har forladt EF’s toldområde eller nået en bestemt destination; en sådan situation kan skabe vanskeligheder for handelen; i sådanne tilfælde bør andre dokumenter anerkendes som ligestillede.«

---

13 – Reiche, a.st., s. 111. Forfatteren henviser til, at der som led i anerkendelsesproceduren normalt er mulighed for at føre udførselsbeviset ved indførselstolddokumentet fra tredjelandet og kopien af transportdokumentet.

---

14 – Ligeledes Reiche, a.st., s. 116, der på grundlag af sin analyse af samspillet mellem de materielle og processuelle aspekter af udbetalingsproceduren konkluderer, at fremlæggelsen af det formaliserede bevis ikke må forveksles med en materiel betingelse for restitution.

---

15 – I samme retning dom af 8.11.1990, sag C-231/89, Gmurzynska-Bscher, Sml. I, s. 4003, præmis 25. I denne sag fastslog Domstolen sin kompetence til at fortolke fællesskabsretten i et tilfælde, hvor fællesskabsretten på grundlag af en medlemsstats lovgivning fandt anvendelse uden for det ved fællesskabsretten fastlagte anvendelsesområde. Domstolen anførte i denne sag, at det hverken fremgår af ordlyden af EØF-traktatens artikel 177 (nu artikel 234 EF) eller af formålet med den ved denne artikel indførte procedure, at traktatens ophavsmænd har villet frakende Domstolen kompetence med hensyn til de anmodninger om præjudiciel afgørelse, der angår en fællesskabsretlig bestemmelse i det særlige tilfælde, hvor en medlemsstats lovgivning henviser til indholdet af denne bestemmelse for at fastlægge de bestemmelser, der finder anvendelse på en rent intern situation i denne stat.

---

16 – Dom af 16.3.2006, sag C-3/04, Poseidon Chartering, Sml. I, s. 2505, præmis 15. I denne sag, der stammede fra Nederlandene, fortolkede Domstolen Rådets direktiv 86/653/EØF af 18.12.1986 om samordning af medlemsstaternes lovgivning om selvstændige handelsagenter (EFT L 382, s. 17). Den nederlandske lovgiver gennemførte dette direktiv i nederlandsk ret ved artikel 428-445 i den borgerlige lovbog (Burgerlijk Wetboek). BW’s artikel 7:428, stk. 1, har følgende ordlyd: »En agenturkontrakt er en kontrakt, hvorved den ene part, agenturgiveren, antager den anden part, handelsagenten, for en bestemt eller ubestemt periode for mod vederlag at formidle kontrakter og eventuelt afslutte disse i agenturgiverens navn og for dennes regning, dog uden at være underordnet denne.« Domstolen fastslog i denne sag, at begrebet handelsagent i direktivets forstand også omfatter en kontrakt, der er indgået med en mellemmand, som var antaget til at formidle en kontrakt om tjenesteydelser og ikke en kontrakt om salg eller køb af varer. Den anførte, at selv om direktivet ikke direkte regulerer den omhandlede situation, besluttede den nationale lovgiver ved gennemførelsen af direktivets bestemmelser i national ret ikke desto mindre at behandle disse to situationer ens.

---

17 – Poseidon Chartering-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 16, præmis 16, og dom af 17.7.1997, sag C‑130/95, Giloy, Sml. I, s. 4291, præmis 21.

---

18 – Reiche, a.st., s. 113. Forfatteren henviser i sin undersøgelse til § 25 i den tyske forvaltningslov (Verwaltungsverfahrensgesetz) af 25.5.1976 (BGBl I, 1976, s. 1253).

---

19 – Dom af 14.12.1995, forenede sager C-430/93 og C-431/93, van Schijndel, Sml. I, s. 4705. Domstolen var i denne sag stillet over for spørgsmålet om en national domstols adgang til af egen drift at tage stilling til, om en national retsregel er forenelig med fællesskabsretten. I dommens præmis 22 fastslog den, at fællesskabsretten ikke pålægger de nationale domstole en forpligtelse til af egen drift at inddrage et anbringende om, at fællesskabsbestemmelser er overtrådt, når en stillingtagen til et sådant anbringende ville tvinge dem til at se bort fra princippet om, at de ikke aktivt griber ind i procesførelsen, ved at gå ud over den afgrænsning af sagen, som parterne har foretaget, og ved at lægge andre faktiske forhold og omstændigheder til grund end dem, som den part i sagen, der har interesse i, at fællesskabsbestemmelserne anvendes, har fremført til støtte for sin påstand.

---

20 – Van Schijndel-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 19, præmis 16.

---

21 – Jf. R. Thienel, Verwaltungsverfahrensrecht, Wien, 2004, s. 138; Wollf og A. Decker, Studienkommentar VwGO und VwVG, München, 2005, s. 566 og 567, H. Maurer, Allgemeines Verwaltungsrecht, 15. oplag, München, 2005, s. 489.

---

22 – Jf. Thienel, a.st., s. 138.

---

23 – Jf. Thienel, a.st., s. 170.

---

24 – Generaladvokat Ruiz-Jarabo Colomer når i sit forslag til afgørelse af 15.7.2004, sag C-106/03 P, Vedial/HABM, Sml. I, s. 3573, punkt 29 og 31, til den konklusion, at princippet om, at parterne fastlægger tvistens genstand (»Beibringungsgrundsatz«), principielt også kan finde anvendelse i forvaltningsretlige sager for Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design). Efter hans opfattelse afhænger anvendelsen af dette princip af, om parterne reelt har rådighed over tvisten.

---

25 – Jf. Thienel, a.st., s. 171.

---

26 – Maurer, a.st., s. 490. Forfatteren understreger, at undersøgelsesprincippet i den administrative procedure er af grundlæggende betydning, da en beslutning i denne forbindelse i vidt omfang afhænger af, at de for beslutningen relevante faktiske omstændigheder fastslås behørigt og nøjagtigt.

---

27 – Generaladvokat Phillipe Légers forslag til afgørelse af 1.6.2006, sag C-120/05, Schulze, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, punkt 37. Generaladvokaten fremsatte denne betragtning med hensyn til fortolkningen af artikel 7, stk. 1, tredje afsnit, i Kommissionens forordning (EF) nr. 1222/94 af 30.5.1994 om fastsættelse af fælles gennemførelsesregler for ordningen for ydelse af eksportrestitutioner og om fastlæggelse af kriterierne for fastsættelse af restitutionsbeløbet for visse landbrugsprodukter, der udføres i form af varer, der ikke er opført i traktatens bilag II (EFT L 136, s. 5).

---

28 – Dom af 1.12.2005, sag C-309/04, Fleisch-Winter, Sml. I, s. 10349, præmis 31. Denne sag vedrører fortolkningen af artikel 13 og 11 i forordning nr. 3665/87, som ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 2945/94 af 2.12.1994 om ændring af forordning (EØF) nr. 3665/87 om fælles gennemførelsesbestemmelser for eksportrestitutioner for landbrugsprodukter for så vidt angår tilbagebetaling af uretmæssigt udbetalte beløb og sanktionsbeløb (EFT L 310, s. 57).

---

29 – I dom af 23.3.2000, forenede sager C-310/98 og C-406/98, Met-Trans og Sagpol, Sml. I, s. 1797, præmis 29 og 30, fastslog Domstolen med hensyn til konstateringen af en overtrædelse af Kommissionens forordning (EØF) nr. 2454/93 af 2.7.1993 om visse gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 om indførelse af en EF-toldkodeks (EFT L 253, s. 1), at det påhviler de nationale myndigheder ved anvendelse af deres nationale retsordens principper om bevisspørgsmål at afgøre, om der i den konkrete sag, der foreligger for dem, og henset til samtlige omstændigheder, er blevet ført bevis på tilfredsstillende måde for stedet, hvor overtrædelsen eller uregelmæssigheden er begået, f.eks. hvorvidt et vidnebevis kan tillades ført og kan tillægges beviskraft.

---

30 – O. Lando og H. Beale, Principles of European Contract Law, Parts I and II, Den Haag, 2000, s. 287 ff. S. Ferreri, Chapter 5, Interpretation, i L. Antoniolli, og A. Venezian, Principles of European Contract Law and Italian Law, Den Haag, 2005, s. 251 ff.

---

31 – Lando, Beale, a.st., Parts I and II, s. 288, hvori det hedder: »following the majority of laws of EU Member states, the general rules on interpretation combine the subjective method, according to which pre-eminence is given to the common intention of the parties, and the objective method which takes an external view by reference to objective criteria such as reasonableness, good faith etc«.

---

32 – I samme retning Lando, Beale, a.st., Parts I and II, s. 289.