Sag C-325/05

Ismail Derin

mod

Landkreis Darmstadt-Dieburg

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af

Verwaltungsgericht Darmstadt)

»Associeringsaftalen EØF-Tyrkiet – tillægsprotokollens artikel 59 – artikel 6, 7 og 14 i associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 – fri adgang til lønnet beskæftigelse i medfør af artikel 7, stk. 1, andet led – afledt opholdsret – tyrkisk statsborger, der er ældre end 21 år, og som ikke længere forsørges af sine forældre – idømmelse af fængselsstraffe – betingelser for fortabelse af erhvervede rettigheder – forenelighed med bestemmelsen, hvorefter Republikken Tyrkiet ikke kan indrømmes en behandling, der er gunstigere end den, som medlemsstaterne anvender i deres indbyrdes forhold«

Sammendrag af dom

Internationale aftaler – associeringsaftalen EØF-Tyrkiet – associeringsrådet oprettet ved associeringsaftalen EØF-Tyrkiet – afgørelse nr. 1/80 – familiesammenføring – barn af en tyrkisk arbejdstager, der har opnået ret til fri adgang til lønnet beskæftigelse

(Tillægsprotokollen til associeringsaftalen EØF-Tyrkiet, art. 59; Associeringsrådet EØF-Tyrkiets afgørelse nr. 1/80, art. 7, stk. 1, og art. 14, stk. 1)

Det følger systemet i og formålet med afgørelse nr. 1/80 om udvikling af associeringen, vedtaget af det associeringsråd, der blev oprettet ved aftalen om oprettelse af en associering mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Tyrkiet, at en tyrkisk statsborger, der som barn fik tilladelse til indrejse på en medlemsstats område i forbindelse med en familiesammenføring, og som har erhvervet retten til fri adgang til enhver form for lønnet beskæftigelse i medfør af denne afgørelses artikel 7, stk. 1, andet led, kun fortaber den ret til ophold i værtsmedlemsstaten, der er afledt af nævnte ret til fri adgang, i to tilfælde, nemlig

- hvor den vandrende tyrkiske statsborgers tilstedeværelse på værtsmedlemsstatens område, på grund af hans personlige adfærd, udgør en faktisk og alvorlig trussel for den offentlige orden, den offentlige sikkerhed eller den offentlige sundhed i henhold til afgørelsens artikel 14, stk. 1, eller

- når den pågældende har forladt medlemsstatens område i en længere periode og uden lovlige grunde,

selv om han er ældre end 21 år, ikke længere forsørges af sine forældre, men fører en selvstændig tilværelse i den pågældende medlemsstat, og han ikke har stået til rådighed for arbejdsmarkedet i flere år på grund af afsoning af en ubetinget fængselsstraf af en vis varighed.

En sådan fortolkning er ikke uforenelig med kravene i artikel 59 i tillægsprotokollen til associeringsaftalen, hvorefter Tyrkiet ikke kan indrømmes en behandling, der er gunstigere end den, som medlemsstaterne anvender i deres indbyrdes forhold.

(jf. præmis 54, 57 og 75 samt domskonkl.)

DOMSTOLENS DOM (Første Afdeling)

18. juli 2007 (*)

»Associeringsaftalen EØF-Tyrkiet – tillægsprotokollens artikel 59 – artikel 6, 7 og 14 i associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 – fri adgang til lønnet beskæftigelse i medfør af artikel 7, stk. 1, andet led – afledt opholdsret – tyrkisk statsborger, der er ældre end 21 år, og som ikke længere forsørges af sine forældre − idømmelse af fængselsstraffe − betingelser for fortabelse af erhvervede rettigheder − forenelighed med bestemmelsen, hvorefter Republikken Tyrkiet ikke kan indrømmes en behandling, der er gunstigere end den, som medlemsstaterne anvender i deres indbyrdes forhold«

I sag C-325/05,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 234 EF, indgivet af Verwaltungsgericht Darmstadt (Tyskland) ved afgørelser af 17. august og 21. september 2005, indgået til Domstolen henholdsvis den 26. august og den 29. september i sagen

Ismail Derin

mod

Landkreis Darmstadt-Dieburg,

har

DOMSTOLEN (Første Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, P. Jann, og dommerne R. Schintgen (refererende dommer), A. Tizzano, M. Ilešič og E. Levits,

generaladvokat: Y. Bot

justitssekretær: assisterende justitssekretær H. von Holstein,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 16. november 2006,

efter at der er afgivet indlæg af:

–        den tyske regering ved M. Lumma og C. Schulze-Bahr, som befuldmægtigede

–        den italienske regering ved I.M. Braguglia, som befuldmægtiget, bistået af avvocato dello Stato W. Ferrante

–        Det Forenede Kongeriges regering ved S. Nwaokolo, som befuldmægtiget, bistået af barrister T. Ward

–        Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved G. Rozet og I. Kaufmann-Bühler, som befuldmægtigede,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 11. januar 2007,

afsagt følgende

Dom

1        Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 59 i tillægsprotokollen, der blev undertegnet den 23. november 1970 i Bruxelles og indgået, godkendt og bekræftet på Fællesskabets vegne ved Rådets forordning (EØF) nr. 2760/72 af 19. december 1972 (Samling af Aftaler indgået af De Europæiske Fællesskaber, bind 3, s. 581, herefter »tillægsprotokollen«), samt artikel 6, 7 og 14 i associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 af 19. september 1980 om udvikling af associeringen (herefter »afgørelse nr. 1/80«). Associeringsrådet blev oprettet ved aftalen om oprettelse af en associering mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Tyrkiet, som blev undertegnet den 12. september 1963 i Ankara dels af Republikken Tyrkiet, dels af EØF’s medlemsstater og Fællesskabet, og som blev indgået, godkendt og bekræftet på Fællesskabets vegne ved Rådets afgørelse 64/732/EØF af 23. december 1963 (Samling af Aftaler indgået af De Europæiske Fællesskaber, bind 3, s. 541, herefter »associeringsaftalen«).

2        Denne anmodning er fremsat i en sag mellem Ismail Derin, der er tyrkisk statsborger, og Landkreis Darmstadt-Dieburg vedrørende en procedure om udvisning fra tysk område.

 Retsforskrifter

 Associeringen EØF-Tyrkiet

3        Associeringsaftalen har ifølge sin artikel 2, stk. 1, til formål at fremme en stadig og afbalanceret styrkelse af de økonomiske og handelsmæssige forbindelser mellem parterne, herunder på arbejdskraftens område, ved gradvist at gennemføre arbejdskraftens frie bevægelighed (artikel 12) med henblik på at forbedre det tyrkiske folks levestandard og senere at lette Republikken Tyrkiets optagelse i Fællesskabet (fjerde betragtning i præamblen og artikel 28).

4        I dette øjemed omfatter associeringsaftalen en indledende fase, hvor Republikken Tyrkiet med støtte fra Fællesskabet skal styrke sin økonomi (artikel 3), en overgangsperiode, hvorunder der skal ske en gradvis oprettelse af en toldunion og en tilnærmelse af de økonomiske politikker (artikel 4), og en afsluttende fase, som bygger på toldunionen og indebærer styrkelse af samordningen af de kontraherende parters økonomiske politik (artikel 5).

5        Associeringsaftalens artikel 6 er affattet således:

»For at sikre gennemførelsen og den gradvise udvikling af associeringsordningen mødes de kontraherende parter i et associeringsråd, som handler inden for grænserne af de beføjelser, som er blevet det tillagt ved aftalen.«

6        Associeringsaftalens artikel 12, der er indeholdt i aftalens afsnit II med overskriften »Iværksættelse af overgangsperioden«, kapitel 3, der har overskriften »Andre bestemmelser af økonomiske art«, bestemmer:

»De kontraherende parter enes om, på grundlag af artikel [39 EF], [40 EF] og [41 EF] gradvist indbyrdes at gennemføre arbejdskraftens frie bevægelighed.«

7        Associeringsaftalens artikel 22, stk. 1, har følgende ordlyd:

»Til virkeliggørelse af de i aftalen fastlagte mål og i de tilfælde, den opregner, er associeringsrådet beslutningsdygtigt. Hver af de to kontraherende parter er forpligtet til at træffe sådanne foranstaltninger, som gennemførelsen af de trufne afgørelser nødvendiggør. [...]«

8        Tillægsprotokollen, der ifølge sin artikel 62 udgør en integrerende del af associeringsaftalen, fastsætter i artikel 1 vilkårene, retningslinjerne og tempoet for gennemførelse af den overgangsperiode, der er omhandlet i aftalens artikel 4.

9        Tillægsprotokollen indeholder et afsnit II, der har overskriften »Bevægelighed for personer og tjenesteydelser«, hvis kapitel I vedrører »[a]rbejdskraften«.

10      Tillægsprotokollens artikel 36, der er indeholdt i nævnte kapitel I, bestemmer, at arbejdskraftens frie bevægelighed mellem Fællesskabets medlemsstater og Tyrkiet vil blive gradvist gennemført i overensstemmelse med de i associeringsaftalens artikel 12 anførte principper mellem afslutningen af det 12. og 22. år efter aftalens ikrafttræden, og bestemmer, at associeringsrådet træffer beslutning om de nødvendige retningslinjer med henblik herpå.

11      Tillægsprotokollens artikel 59, der findes i afsnit IV med overskriften »Almindelige og afsluttende bestemmelser«, er affattet således:

»Inden for de af denne protokol dækkede områder må der ikke gives Tyrkiet gunstigere betingelser end dem, som medlemsstaterne indrømmer hinanden på grundlag af traktaten om oprettelse af Fællesskabet.«

12      Afgørelse nr. 1/80 har ifølge sin tredje betragtning til formål på det sociale område at forbedre den ordning, som anvendes på arbejdstagerne og deres familiemedlemmer, i forhold til den ordning, der blev indført ved associeringsrådets afgørelse nr. 2/76, vedtaget den 20. december 1976.

13      Artikel 6, 7 og 14 i afgørelse nr. 1/80 er indeholdt i afgørelsens kapitel II, der har overskriften »Bestemmelser på det sociale område«, afsnit 1, vedrørende »Beskæftigelsesforhold og arbejdskraftens frie bevægelighed«.

14      Artikel 6, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80 bestemmer:

»Med forbehold af artikel 7 vedrørende familiemedlemmers frie adgang til beskæftigelse har tyrkiske arbejdstagere med tilknytning til det lovlige arbejdsmarked i en bestemt medlemsstat:

–        efter at have haft lovlig beskæftigelse i et år, ret til fornyelse af deres arbejdstilladelser i denne medlemsstat hos samme arbejdsgiver, såfremt der er beskæftigelse

–        efter at have haft lovlig beskæftigelse i tre år, ret til i denne medlemsstat med forbehold af den fortrinsstilling, som arbejdstagere fra Fællesskabets medlemsstater har, at modtage tilbud om anden beskæftigelse hos en arbejdsgiver efter eget valg, såfremt dette tilbud er afgivet under normale vilkår og er registreret ved den pågældende medlemsstats arbejdsmarkedsmyndigheder

–        efter at have haft lovlig beskæftigelse i fire år i den pågældende medlemsstat, fri adgang til enhver form for lønnet arbejde efter eget valg.«

15      Artikel 7 i afgørelse nr. 1/80 bestemmer:

»Når tyrkiske arbejdstagere har tilknytning til det lovlige arbejdsmarked i en medlemsstat, har deres familiemedlemmer, såfremt de har fået tilladelse til at flytte til den pågældende medlemsstat:

–        efter at have haft lovlig bopæl dér i mindst tre år, og under forbehold af den fortrinsret, som gives arbejdstagere fra Fællesskabets medlemsstater, ret til at modtage enhver form for tilbud om beskæftigelse

–        efter at have haft lovlig bopæl dér i mindst fem år, fri adgang til enhver form for lønnet beskæftigelse.

Tyrkiske arbejdstageres børn, der har gennemført en erhvervsuddannelse i værtslandet, kan uafhængigt af varigheden af deres ophold i medlemsstaten modtage ethvert tilbud om beskæftigelse i den pågældende medlemsstat, forudsat at en af forældrene har været lovligt beskæftiget i denne stat i mindst tre år.«

16      Artikel 14, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80 bestemmer:

»Bestemmelserne i dette afsnit finder anvendelse med forbehold af begrænsninger begrundet i hensynet til den offentlige orden, den offentlige sikkerhed og den offentlige sundhed.«

 Øvrige fællesskabsbestemmelser

17      Artikel 10, stk. 1 og 2, i Rådets forordning nr. 1612/68/EØF af 15. oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet (EFT 1968 II, s. 467), som ændret ved Rådets forordning (EØF) nr. 2434/92 af 27. juli 1992 (EFT L 245, s. 1, herefter »forordning nr. 1612/68«), bestemmer:

»1.      Følgende personer har uanset nationalitet ret til at tage bopæl hos en arbejdstager, der er statsborger i en medlemsstat og er beskæftiget på en anden medlemsstats område:

a)      hans ægtefælle og deres efterkommere i lige linje, der er under 21 år eller forsørges af ham

b)      arbejdstagerens og hans ægtefælles slægtninge i opstigende linje, når disse forsørges af ham.

2.      Medlemsstaterne skal lette tilflytningen for familiemedlemmer, som ikke er nævnt i stk. 1, men som forsørges af eller i hjemlandet er optaget i den nævnte arbejdstagers husstand.«

18      Artikel 11 i forordning nr. 1612/68 er affattet således:

»I tilfælde, hvor en statsborger i en medlemsstat har lønnet beskæftigelse eller selvstændig virksomhed på en anden medlemsstats område, har ægtefællen og børn, der er under 21 år eller forsørges af ham, ret til at udøve enhver lønnet beskæftigelse på hele denne medlemsstats område, selv om de ikke har statsborgerret i en medlemsstat.«

 Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

19      Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at Ismail Derin, der er født den 30. september 1973, den 1. juli 1982 blev familiesammenført med sine forældre på Forbundsrepublikken Tysklands område.

20      Ismail Derins fader og moder har udøvet lovlig beskæftigelse i denne medlemsstat i henholdsvis 6 og 24 år.

21      Efter at være indrejst til Tyskland gik sagsøgeren i folkeskole i tiden fra august 1982 til juli 1988 og gik efterfølgende i tiden fra august 1988 til juli 1990 på en erhvervsfaglig skole. Han afsluttede sin sekundære skoleuddannelse i 1991 med aflæggelse af afgangsprøven på lavere mellemniveau (»mittelere Reife«).

22      Efter sin skoleuddannelse havde han beskæftigelse hos forskellige arbejdsgivere, men beskæftigelsesperioderne var altid mindre end et år hos de respektive arbejdsgivere.

23      I perioden 1992 til 1996 udøvede Ismail Derin ligeledes lovlig beskæftigelse som selvstændig erhvervsdrivende.

24      Den 3. september 2001 påbegyndte han en omskoling til erhvervschauffør, men han var nødt til at afbryde denne uddannelse på grund af sin varetægtsfængsling. Den 17. januar 2005 påbegyndte han imidlertid igen sin omskoling.

25      Den 10. december 1990 blev Ismail Derin meddelt varig opholdstilladelse i Tyskland.

26      I løbet af efteråret 1994 fraflyttede han forældrenes bolig og etablerede egen husstand. Hans hustru, som ligeledes er tyrkisk statsborger, fik tilladelse til at slutte sig til ham i Tyskland den 24. februar 2002.

27      Siden august 1994 er Ismail Derin flere gange blevet idømt bøder for forskellige lovovertrædelser, og ved dom af 13. december 2002 blev han idømt en fængselsstraf på mere end to et halvt år for professionelt og som medlem af en bande at have indsmuglet udlændinge til Tyskland.

28      Den 24. november 2003 blev Ismail Derin udvist for bestandigt af Tyskland. Det var bestemt, at han ville blive udsendt direkte efter afsoning.

29      Den nationale myndighed var af den opfattelse, at Ismail Derin opfylder betingelserne for lovbestemt udvisning i henhold til § 47, stk. 2, nr. 1, i udlændingeloven (Ausländergesetz, herefter »AuslG«), hvorefter en udlænding, som ved retskraftig dom er blevet idømt en ubetinget frihedsstraf for en eller flere forsætlige lovovertrædelser, som hovedregel udvises. Da sagsøgeren i hovedsagen havde varig opholdstilladelse og var indrejst i Tyskland som mindreårig, var betingelserne for den særlige udvisningsbeskyttelse ifølge AuslG’s § 48, stk. 1, nr. 2, imidlertid opfyldt, og han kunne kun udvises, hvis der forelå tungtvejende hensyn til sikkerhed og den offentlige orden. Myndigheden havde i det foreliggende tilfælde pligt til at træffe beslutning om udvisning efter en skønsmæssig afvejning i overensstemmelse med AuslG’s § 47, stk. 3, andet punktum.

30      I denne henseende konkluderede den kompetente nationale myndighed, at Ismail Derin ganske vist har haft ophold i Tyskland, siden han var barn, men det var imidlertid ikke lykkedes ham at blive fuldstændig integreret. Han blev idømt sin første straffedom i 1994 og har siden da konstant begået nye strafbare handlinger. Han mangler åbenbart enhver form for fornemmelse for, hvad der er uret, idet de idømte straffe ikke har medført en ændret adfærd. Da de tidligere domme ikke har påvirket hans adfærd, må det antages, at heller ikke idømmelsen af denne første frihedsstraf vil medføre en adfærdsændring. Gennem en udvisning af Ismail Derin kan man endvidere opnå at afskrække andre udenlandske statsborgere fra at begå lignende forhold, idet de vil blive gjort opmærksom på de alvorlige konsekvenser, som indsmugling af illegale udlændinge til en medlemsstat har. Der bør nemlig træffes strenge foranstaltninger over for menneskesmuglere, henset til det problem, som det store antal illegale udlændinge, der opholder sig i Tyskland, udgør. Sagsøgeren i hovedsagen har endvidere ingen krav i henhold til artikel 6, stk. 1, eller artikel 7 i afgørelse nr. 1/80, dels fordi han ikke har haft uafbrudt beskæftigelse hos den samme arbejdsgiver i et år, dels fordi han hverken bor sammen med sine forældre eller forsørges af disse.

31      Da den klage, som Ismail Derin indgav over nævnte udvisningsbeslutning, blev afvist den 15. september 2004, anlagde han den 5. oktober 2004 sag ved Verwaltungsgericht Darmstadt, idet han har gjort gældende, at han tilhører den personkreds, der er beskyttet i medfør af artikel 7 i afgørelse nr. 1/80. Han er således omfattet af anvendelsesområdet for afgørelsens artikel 14, der betinger udvisning af, at der er konkret fare for nye forstyrrelser af den offentlige orden, hvilken betingelse ikke er opfyldt i den foreliggende sag.

32      Ifølge sagsøgte i hovedsagen beskytter artikel 7 i afgørelse nr. 1/80 imidlertid kun børn af tyrkiske arbejdstagere, der er under 21 år, og som forsørges af deres forældre.

33      Den forelæggende ret har anført, at Ismail Derin opfylder betingelserne for at erhverve de rettigheder, der følger af artikel 7, stk. 1, andet led, i afgørelse nr. 1/80, som følge af, at han har haft lovligt ophold i mere end fem år hos sine forældre, som er tyrkiske arbejdstagere bosiddende i værtsmedlemsstaten.

34      Den forelæggende ret ønsker imidlertid nærmere oplysning om de betingelser, hvorunder en tyrkisk statsborger i en situation som den, Ismail Derin befinder sig, kan fortabe de rettigheder, han har erhvervet i medfør af artikel 7, stk. 1, andet led.

35      For det første har den forelæggende ret henvist til dom af 7. juli 2005, Aydinli (sag C-373/03, Sml. I, s. 6181), ud fra den betragtning, at Domstolen heri fastslog, at fortabelse af de rettigheder, der følger af nævnte bestemmelse, er begrænset til to situationer, nemlig for det første hvor den vandrende tyrkiske statsborgers tilstedeværelse på værtsmedlemsstatens område på grund af hans personlige adfærd udgør en faktisk og alvorlig trussel mod den offentlige orden, den offentlige sikkerhed eller den offentlige sundhed i henhold til artikel 14, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80, eller for det andet hvor den pågældende har forladt medlemsstatens område i en længere periode og uden lovlige grunde.

36      I det foreliggende tilfælde er Ismail Derins situation ikke omfattet af nogen af disse to begrundelser for fortabelse af de rettigheder, der er tillagt ham i medfør af artikel 7, stk. 1, andet led, i afgørelse nr. 1/80.

37      Den forelæggende ret mener imidlertid, at det i overensstemmelse med tillægsprotokollens artikel 59 skal undersøges, om denne begrænsning i adgangen til fortabelse af de rettigheder, der er erhvervet i medfør af artikel 7, stk. 1, andet led, i afgørelse nr. 1/80, fører til, at tyrkiske familiemedlemmer stilles gunstigere end familiemedlemmer til en arbejdstager fra en medlemsstat, som i medfør af artikel 10 i forordning nr. 1612/68 har ret til at tage bopæl hos denne arbejdstager, når de er under 21 år og forsørges af denne. I det foreliggende tilfælde ville Ismail Derin, som ikke har boet hos sine forældre siden efteråret 1994, og som er mere end 30 år gammel og ikke længere forsørges af sin familie, blive stillet gunstigere end en efterkommer af en vandrende arbejdstager, der er statsborger i en medlemsstat, såfremt der ikke findes andre muligheder for at begrænse hans rettigheder i medfør af afgørelse nr. 1/80.

38      For det tilfælde, at Ismail Derin faktisk må anses for at have fortabt sine rettigheder i medfør af artikel 7, stk. 1, andet led, i afgørelse nr. 1/80 som følge af, at han er ældre end 21 år, at han ikke længere bor hos sine forældre og disse ikke længere forsørger ham, ønsker den forelæggende ret for det andet oplyst, om han kan støtte ret på en anden bestemmelse i denne afgørelse for at få beskyttelse mod den udvisningsforanstaltning, der er truffet i medfør af afgørelsens artikel 14, stk. 1, og retten ønsker nærmere bestemt oplyst, i hvilket omfang Ismail Derin kan sidestilles med en person, der har erhvervet rettigheder i medfør af samme afgørelses artikel 6, stk. 1.

39      Af disse grunde har Verwaltungsgericht Darmstadt besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1)      Er det foreneligt med artikel 59 i tillægsprotokollen […] såfremt en tyrkisk statsborger, der som barn som led i en familiesammenføring flyttede til sine forældre, der var beskæftigede som arbejdstagere i Forbundsrepublikken Tyskland, ikke mister sin opholdsret, afledt af retten til i henhold til artikel 7, stk. 1, andet led, i afgørelse nr. 1/80 […] til at modtage enhver form for tilbud om beskæftigelse – med undtagelse af de i [afgørelsens] artikel 14 […] omhandlede tilfælde samt ved udrejse af værtsmedlemsstaten i en længere periode uden lovlige grunde – såfremt han efter at være fyldt 21 år ikke længere bor sammen med sine forældre og ikke forsørges af dem?

2)      Nyder den nævnte tyrkiske statsborger, uanset fortabelsen af den i henhold til [afgørelsens] artikel 7, stk. 1, andet led, […] sikrede retsstilling, den særlige udvisningsbeskyttelse i henhold til afgørelse[ns] artikel 14, såfremt han, efter at han ikke længere bor sammen med forældrene, har haft uregelmæssig beskæftigelse som arbejdstager, således at han ikke selv i kraft af sin status som arbejdstager har opnået en selvstændig retsstilling i henhold til artikel 6, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80, og igennem en periode på flere år udelukkende har udøvet erhvervsvirksomhed som selvstændig?«

 Om det første spørgsmål

40      Indledningsvis bemærkes, at det første spørgsmål henviser til situationen for en tyrkisk statsborger, som opfylder de nødvendige betingelser for fri adgang til enhver form for lønnet beskæftigelse i medfør af artikel 7, stk. 1, andet led, i afgørelse nr. 1/80 samt den heraf afledte opholdsret.

41      Selv om det er ubestridt, at sagsøgeren i hovedsagen faktisk har erhvervet sådanne rettigheder i medfør af nævnte bestemmelse i afgørelse nr. 1/80, har den italienske regering og Det Forenede Kongeriges regering imidlertid rejst spørgsmål om, hvorvidt den pågældende person ikke snarere er omfattet af afgørelsens artikel 7, stk. 2.

42      Henset til de faktiske omstændigheder i hovedsagen, således som de fremgår af forelæggelsesafgørelsen, er det nemlig sandsynligt, at Ismail Derin, der som barn af en tyrkisk fader og moder, som har haft lovlig beskæftigelse i henholdsvis 6 og 24 år i værtsmedlemsstaten, har gennemført en erhvervsuddannelse på denne stats område, kan gøre retten til adgang til beskæftigelse og ophold i denne medlemsstat gældende med henvisning til artikel 7, stk. 2, som i forhold til samme artikels stk. 1, er en gunstigere bestemmelse (jf. dom af 19.11.1998, sag C-210/97, Akman, Sml. I, s. 7519, præmis 35 og 38, og af 16.2.2006, sag C-502/04, Torun, Sml. I, s. 1563, præmis 22-24).

43      Det tilkommer imidlertid kun den forelæggende ret at fastlægge de faktiske omstændigheder, der ligger til grund for den sag, der verserer for den, og at tage stilling til, hvilken af de to bestemmelser, som er nævnt i foregående præmis, der finder anvendelse i hovedsagen.

44      Det skal tilføjes, at der med det forelagte spørgsmål nærmere bestemt ønskes oplyst, på hvilket grundlag en tyrkisk statsborger som Ismail Derin kan fortabe de rettigheder, der er tillagt ham i værtsmedlemsstaten i medfør af artikel 7, stk. 1, andet led, i afgørelse nr. 1/80 på området for fri adgang til enhver form for lønnet beskæftigelse og i tilknytning hertil ophold.

45      Således som genereladvokaten imidlertid med rette har anført i punkt 35 og 78 i forslaget til afgørelse, fortabes de rettigheder, der er erhvervet i medfør af nævnte afgørelses artikel 7, på samme betingelser, uanset om den konkrete situation har givet anledning til en tvist, henhører under denne artikels stk. 1 eller stk. 2 (jf. i denne retning Torun-dommen, præmis 21-25).

46      Under disse betingelser er det uden betydning for vurderingen af den forelæggende rets første spørgsmål, om en tyrkisk statsborger som sagsøgeren i hovedsagen er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 7, stk. 1 eller stk. 2, i afgørelse nr. 1/80.

47      Med henblik på en hensigtsmæssig besvarelse af dette spørgsmål skal det indledningsvis fastslås, at det er ubestridt, dels at artikel 7, stk. 1, ligesom artikel 6, stk. 1, og artikel 7, stk. 2, har direkte virkning i medlemsstaterne, således at tyrkiske statsborgere, der opfylder betingelserne, umiddelbart kan påberåbe sig de rettigheder, der følger af denne (jf. bl.a. Torun-dommen, præmis 19), dels at de rettigheder, som artikel 7, stk. 1, giver tyrkiske arbejdstageres børn med hensyn til beskæftigelse i den pågældende medlemsstat, uundgåeligt indebærer, at de i det mindste har opholdsret, da retten til adgang til arbejdsmarkedet og til beskæftigelse ellers ville være helt illusorisk (jf. bl.a. dom af 11.11.2004, sag C-467/02, Cetinkaya, Sml. I, s. 10895, præmis 31).

48      Artikel 7, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80 omhandler den situation, hvor en tyrkisk statsborger, der som medlem af en tyrkisk arbejdstagers familie, der er tilknyttet eller har haft tilknytning til værtsmedlemsstatens lovlige arbejdsmarked, enten har fået tilladelse til at flytte til nævnte arbejdstager ved en familiesammenføring eller er født og altid har været bosiddende i denne stat (jf. bl.a. Aydinli-dommen, præmis 22).

49      I denne henseende skal det for det første bemærkes, at Domstolen allerede har fastslået, at bestemmelsens anvendelse på en sådan situation er uafhængig af den omstændighed, at den pågældende på det omtvistede tidspunkt er myndig og ikke længere har familiemæssigt samliv med sin familie, men fører en selvstændig tilværelse som arbejdstager i den pågældende medlemsstat (jf. bl.a. Aydinli-dommen, præmis 22, samt, analogt, Torun-dommen, præmis 27 og 28).

50      En sådan tyrkisk statsborger kan derfor ikke fortabe en ret, som han har erhvervet i henhold til artikel 7, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80, på grund af sådanne forhold, der er nævnt i foregående præmis. Retten for en tyrkisk arbejdstagers familiemedlemmer til efter en vis tid at få adgang til beskæftigelse i værtsmedlemsstaten tilsigter netop at sikre deres stilling i denne stat, idet de herved gives mulighed for at føre en selvstændig tilværelse (jf. Aydinli-dommen, præmis 23).

51      Det bemærkes videre, at selv om artikel 7, stk. 1, første led, i afgørelse nr. 1/80 principielt kræver, at en tyrkisk arbejdstagers familiemedlem faktisk lever sammen med arbejdstageren i den treårsperiode, hvor den pågældende ikke selv opfylder betingelserne for adgang til værtsmedlemsstatens arbejdsmarked (jf. dom af 17.4.1997, sag C-351/95, Kadiman, Sml. I, s. 2133, præmis 33, 37, 40, 41 og 44, af 16.3.2000, sag C-329/97, Ergat, Sml. I, s. 1487, præmis 36 og 37, og af 22.6.2000, sag C-65/98, Eyüp, Sml. I, s. 4747, præmis 28 og 29, samt Cetinkaya-dommen, præmis 30), forholder det sig dog ikke desto mindre således, at medlemsstaterne efter denne treårsperiode ikke længere har ret til at fastsætte betingelsen for ophold for et familiemedlem til en tyrkisk arbejdstager, hvilket så meget desto mere også må gælde, når det drejer sig om en vandrende tyrkisk statsborger, som opfylder betingelserne i artikel 7, stk. 1, andet led (jf. Ergat-dommen, præmis 37-39, Cetinkaya-dommen, præmis 30, og Aydinli-dommen, præmis 24).

52      Som generaladvokaten har anført i punkt 30 og 31 samt punkt 120-123 i forslaget til afgørelse, har Domstolen herved nærmere fastslået, at det for så vidt angår de familiemedlemmer til en tyrkisk arbejdstager, som omhandlet i artikel 7, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80 – der, som Ismail Derin, efter at have haft lovlig bopæl i fem år har fri adgang til lønnet beskæftigelse i værtsmedlemsstaten i henhold til bestemmelsens andet led – ikke alene er den direkte virkning, som er tillagt denne bestemmelse, der medfører, at de pågældende udleder en individuel ret til beskæftigelse direkte af afgørelse nr. 1/80, men endvidere denne rets effektive virkning, der nødvendigvis indebærer en opholdsret uafhængig af opretholdelsen af betingelserne for adgang til disse rettigheder (jf. Ergat-dommen, præmis 40, Cetinkaya-dommen, præmis 31, og Aydinli-dommen, præmis 25).

53      Følgelig kan den omstændighed, at betingelsen for adgang til den pågældende ret, her det fælles samliv med den tyrkiske arbejdstager i en bestemt periode, bortfalder, når arbejdstagerens familiemedlem har opnået den pågældende rettighed, derfor ikke ændre dennes udnyttelse heraf (jf. Aydinli-dommen, præmis 26). En anden fortolkning af artikel 7, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80 er ikke i overensstemmelse med afgørelsens opbygning og formål, som er gradvist at fremme integrationen i værtsmedlemsstaten af tyrkiske statsborgere, der opfylder betingelserne i en af bestemmelserne i denne afgørelse, og som derfor kan påberåbe sig de rettigheder, de er blevet tillagt ved afgørelsen (jf. bl.a. dom af 8.5.2003, sag C-171/01, Wählergruppe Gemeinsam, Sml. I, s. 4301, præmis 79).

54      For det andet følger det af Domstolens faste praksis, at der kun i to tilfælde kan ske en begrænsning af de rettigheder for tyrkiske arbejdstageres familiemedlemmer, som følger af artikel 7, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80, nemlig hvor den vandrende tyrkiske statsborgers tilstedeværelse på værtsmedlemsstatens område, på grund af hans personlige adfærd, udgør en faktisk og alvorlig trussel for den offentlige orden, den offentlige sikkerhed eller den offentlige sundhed i henhold til afgørelsens artikel 14, stk. 1, eller hvor den pågældende har forladt medlemsstatens område i en længere periode og uden lovlige grunde (jf. Ergat-dommen, præmis 45, 46 og 48, Cetinkaya-dommen, præmis 36 og 38, Aydinli-dommen, præmis 27 og Torun-dommen, præmis 21).

55      Eftersom afgørelse nr. 1/80 sondrer klart mellem situationen for tyrkiske arbejdstagere, der i værtsmedlemsstaten har haft lovlig beskæftigelse i en bestemt periode (artikel 6), og situationen for familiemedlemmer til sådanne arbejdstagere, der opholder sig lovligt på den pågældende medlemsstats område (artikel 7), og artikel 7 i afgørelsens system udgør en særregel i forhold til de gradvist mere omfattende rettigheder, der følger af varigheden af udøvelse af lovlig lønnet beskæftigelse som fastsat i de tre led i artikel 6, stk. 1 (jf. dom af 21.10.2003, forenede sager C-317/01 og C-369/01, Abatay m.fl., Sml. I, s. 12301, præmis 78, Aydinli-dommen, præmis 19, og Torun-dommen, præmis 17), kan rettighederne i henhold til artikel 7 i afgørelse nr. 1/80 ikke begrænses på de betingelser, der gælder for artikel 6 (jf. Aydinli-dommen, præmis 31, og Torun-dommen, præmis 26).

56      Nærmere bestemt fortaber en tyrkisk statsborger, som er tillagt rettigheder i medfør af artikel 7, således hverken disse rettigheder på grund af manglende udøvelse af beskæftigelse som følge af idømmelse af en endog flerårig ubetinget frihedsstraf eller på grund af den omstændighed, at han ikke på noget tidspunkt har erhvervet rettigheder på området for beskæftigelse og ophold i henhold til artikel 6, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80 (jf. i denne retning Aydinli-dommen, præmis 28, og Torun-dommen, præmis 26). Til forskel fra de tyrkiske arbejdstagere, som sidstnævnte bestemmelse finder anvendelse på, afhænger status for deres familiemedlemmer som omhandlet i samme afgørelses artikel 7 nemlig ikke af udøvelsen af en lønnet beskæftigelse.

57      Henset til ovenstående bemærkninger skal det således fastslås, at det følger af afgørelse nr. 1/80’s system og formål, at en tyrkisk statsborger, der befinder sig i en situation som sagsøgeren i hovedsagen, der har ret til fri adgang til enhver form for lønnet beskæftigelse i medfør af denne afgørelses artikel 7, stk. 1, andet led, kun fortaber den ret til ophold, der er afledt af denne ret til fri adgang, i to tilfælde, nemlig de i artikel 14, stk. 1, i samme afgørelse omhandlede tilfælde, eller når han har forladt medlemsstatens område i en længere periode og uden lovlige grunde. Derimod fortaber en sådan tyrkisk statsborger hverken denne ret til ophold på grund af et langvarigt fravær fra arbejdsmarkedet som følge af en endog flerårig ubetinget frihedsberøvelse, eller på grund af den omstændighed, at den pågældende på tidspunktet for udvisningsafgørelsen var ældre end 21 år og ikke længere havde bopæl hos den tyrkiske arbejdstager, som udløste hans opholdsret, og ikke blev forsørget af denne arbejdstager, men førte en af denne arbejdstager uafhængig tilværelse (jf. Aydinli-dommen, præmis 32, og, analogt, Torun-dommen, præmis 29).

58      Den forelæggende ret ønsker imidlertid oplyst, om fortolkningen i foregående præmis er forenelig med tillægsprotokollens artikel 59.

59      Da den forelæggende ret ikke er overbevist om, at der med de grunde til fortabelse af rettighederne i henhold til artikel 7 i afgørelse nr. 1/80, der følger af en sådan fortolkning, er tale om en udtømmende opregning, har den således foreslået, at et barn af en tyrkisk arbejdstager for at bevare de erhvervede rettigheder – ud over de betingelser, der følger af den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 57 – skal opfylde de krav, der følger af afledt fællesskabsret og navnlig artikel 10, stk. 1, og artikel 11 i forordning nr. 1612/68, som kun gælder for børn under 21 år, eller som forsørges af arbejdstageren.

60      Følgelig bør artikel 7, stk. 1, andet led, i afgørelse nr. 1/80 ifølge den forelæggende ret fortolkes således, at en tyrkisk statsborger, der inden det fyldte 21. år har fået tilladelse til indrejse på værtsmedlemsstatens område med henblik på familiesammenføring med sine forældre, der har beskæftigelse i denne stat, mister retten til beskæftigelse samt den ret til ophold i sidstnævnte stat, der er afledt heraf, når han fylder 21 år eller ikke længere forsørges af sin familie.

61      Enhver anden fortolkning af denne bestemmelse ville have til virkning, at et familiemedlem til en tyrkisk arbejdstager, der er lovligt beskæftiget i en medlemsstat, bringes i en mere gunstig stilling end en efterkommer af en vandrende arbejdstager, der er statsborger i en medlemsstat.

62      I denne henseende skal det først og fremmest fastslås, at i overensstemmelse med artikel 10, stk. 1, i forordning nr. 1612/68 har efterkommere, der er under 21 år eller forsørges af en arbejdstager, der er statsborger i en medlemsstat og er beskæftiget på en anden medlemsstats område, ubetinget ret til at tage bopæl hos denne vandrende arbejdstager, der er statsborger i en medlemsstat,

63      Derimod er familiesammenføring i medfør af artikel 7, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80 udtrykkeligt betinget af, at der er givet tilladelse til at flytte sammen med den vandrende tyrkiske arbejdstager i overensstemmelse med bestemmelserne i værtsmedlemsstatens lovgivning (jf. dom af 30.9.2004, sag C-275/02, Ayaz, Sml. I, s. 8765, præmis 34 og 35).

64      Det skal således fastslås, at inden for rammerne af associeringen EØF-Tyrkiet er familiesammenføring – bortset fra det særlige tilfælde, hvor den tyrkiske statsborger er født og fortsat er bosiddende i værtsmedlemsstaten – ikke en ret for en vandrende tyrkisk arbejdstagers familiemedlemmer, men afhænger derimod af en beslutning fra de nationale myndigheders side udelukkende på grundlag af lovgivningen i den berørte medlemsstat med forbehold for kravet om iagttagelse af grundlæggende rettigheder som dem, der bl.a. fremgår af artikel 8 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950 (jf., analogt, dom af 17.9.2002, sag C-413/99, Baumbast og R, Sml. I, s. 7091, præmis 72).

65      Videre bemærkes, at i medfør af artikel 11 i forordning nr. 1612/68 har de børn, der har ret til at flytte sammen med den arbejdstager, der er statsborger i en medlemsstat, og som har beskæftigelse på en anden medlemsstats område, allerede af denne grund ret til adgang til enhver form for lønnet beskæftigelse i værtsmedlemsstaten, mens retten for en vandrende tyrkisk arbejdstagers børn til at tage beskæftigelse er nøjagtigt reguleret i artikel 7, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80, som i denne henseende opstiller forskellige betingelser, der afhænger af varigheden af det lovlige ophold hos denne vandrende arbejdstager, fra hvem disse rettigheder afledes. I løbet af de tre første års ophold gives ingen sådan ret til tyrkiske statsborgere, men de får efter at have haft lovlig bopæl i mindst tre år, og under forbehold af den fortrinsret, som gives arbejdstagere, der er statsborgere i en af Fællesskabets medlemsstater, ret til at modtage enhver form for tilbud om beskæftigelse. Det er først efter at have haft lovlig bopæl i fem år, at de får fri adgang til enhver form for lønnet beskæftigelse.

66      Endelig har Domstolen gentagne gange udtalt, at tyrkiske statsborgere i modsætning til medlemsstaternes statsborgere ikke har ret til fri bevægelighed inden for Fællesskabet, men kun har bestemte rettigheder på en enkelt værtsmedlemsstats område (jf. i denne retning bl.a. dom af 23.1.1997, sag C-171/95, Tetik, Sml. I, s. 329, præmis 29, og af 11.5.2000, sag C-37/98, Savas, Sml. I, s. 2927. præmis 59, samt Wählergruppe Gemeinsam-dommen, præmis 89).

67      Yderligere bemærkes, at det følger af Domstolens praksis vedrørende de betingelser, hvorunder de rettigheder, der følger af artikel 7 i afgørelse nr. 1/80, kan fortabes, at ud over undtagelsen vedrørende offentlig orden, offentlig sikkerhed og offentlig sundhed, som finder anvendelse på samme måde for tyrkiske statsborgere og fællesskabsborgere (jf. bl.a. dom af 10.2.2000, sag C-340/97, Nazli, Sml. I, s. 957, præmis 55, 56 og 63), er der en yderligere mulighed for fortabelse af disse rettigheder, der kun gælder for vandrende tyrkiske statsborgere, nemlig såfremt disse forlader værtsmedlemsstatens område i en længere periode og uden lovlige grunde (jf. denne doms præmis 54 og 57). I et sådant tilfælde har myndighederne i den pågældende medlemsstat ret til at kræve, at vedkommende, såfremt han senere ønsker atter at bosætte sig i denne stat, indgiver en ny ansøgning med henblik på enten at flytte sammen med den tyrkiske arbejdstager, hvis han stadig er afhængig af denne, eller for at få tilladelse til at arbejde i medfør af artikel 6 i afgørelse nr. 1/80 (jf. Ergat-dommen, præmis 49).

68      Under disse omstændigheder kan situationen for et barn af en vandrende tyrkisk arbejdstager ikke med føje sammenlignes med situationen for en efterkommer af en vandrende arbejdstager, der er statsborger i en medlemsstat, henset til de betydelige forskelle, der karakteriserer deres respektive retlige situationer, og idet den klart gunstigere behandling, som sidstnævnte får, i øvrigt følger af selve ordlyden af de anvendelige bestemmelser.

69      I modsætning til den fortolkning, som den forelæggende ret har foreslået, kan det ikke med rette gøres gældende, at det følger af den begrænsning af de grunde til fortabelse af opholdsretten – således som den fremgår af Domstolens praksis (jf. denne doms præmis 54 og 57) – der gælder for et familiemedlem til en vandrende tyrkisk arbejdstager, der har fået tilladelse til at flytte sammen med sidstnævnte i en medlemsstat, at familiemedlemmet befinder sig i en gunstigere situation end den, der er forbeholdt en fællesskabsborgers familiemedlem, således at bestemmelsen i tillægsprotokollens artikel 59 skulle være blevet tilsidesat.

70      Den fortolkning, som den forelæggende ret har foreslået, tager i øvrigt ikke hensyn til, at artikel 7 i afgørelse nr. 1/80 og artikel 10 i forordning nr. 1612/68 er affattet på forskellig måde.

71      Det bemærkes desuden, at en sådan fortolkning nødvendigvis ville have til virkning at gøre den retlige status for vandrende tyrkiske arbejdstageres børn mere usikker i takt med deres integration i værtsmedlemsstaten, mens artikel 7 i afgørelse nr. 1/80 forfølger det modsatte formål om en gradvis konsolidering af situationen for disse arbejdstageres familiemedlemmer i den pågældende medlemsstat med henblik på at gøre det muligt for dem efter en vis tid at føre en uafhængig tilværelse.

72      Som det desuden fremgår af forelæggelsesafgørelsens præmisser, hviler den forelæggende rets fortolkning, således som den er gengivet i denne doms præmis 60, i det væsentlige på de betragtninger, der fremgår af punkt 52 i generaladvokat Geelhoeds forslag til afgørelse i den sag, der lå til grund for Ayaz-dommen, men denne type betragtninger blev ikke gentaget i begrundelsen i nævnte dom.

73      Da den forelæggende ret udtrykkeligt har omformuleret sit første spørgsmål efter afsigelsen af Aydinli-dommen med det formål at få Domstolen til at tage fornyet stilling hertil, skal det videre bemærkes, at den fortolkning af rækkevidden af artikel 7, stk. 1, andet led, i afgørelse nr. 1/80, der er givet i nævnte dom, for det første blot er en stadfæstelse af den fortolkning, der allerede var blevet anlagt af samme bestemmelse i Domstolens tidligere praksis (Ergat-dommen og Cetinkaya-dommen). For det andet er denne fortolkning blevet udvidet af Domstolen med tilsvarende begrundelser til at omfatte afgørelsens artikel 7, stk. 2 (Torun-dommen). Desuden er der ikke henvist til noget forhold, der viser, at de faktiske og juridiske omstændigheder i hovedsagen på afgørende måde adskiller sig fra de omstændigheder, der forelå i de sager, der lå til grund for Ergat-dommen, Cetinkaya-dommen, Aydinli-dommen og Torun-dommen, hvorfor der ikke i det foreliggende tilfælde er nogen gyldig grund til, at Domstolen skulle tage fornyet stilling til sin praksis på dette punkt.

74      Hvad endelig angår en situation som den, der foreligger i hovedsagen, hvor en tyrkisk statsborger bliver udvist i overensstemmelse med en udvisningsbeslutning truffet af de kompetente myndigheder i værtsmedlemsstaten efter at være blevet dømt i denne stat for forskellige nationale lovovertrædelser, skal det præciseres, at det er artikel 14, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80, der udgør rette hjemmel for medlemsstaternes beslutninger om at træffe de nødvendige foranstaltninger, dog med det forbehold, at disse myndigheder har pligt til at foretage en vurdering af den pågældendes personlige adfærd samt af, om adfærden indebærer en virkelig og tilstrækkeligt alvorlig trussel mod den offentlige orden og sikkerhed, og de skal desuden iagttage proportionalitetsprincippet (jf. i denne retning Nazli-dommen, præmis 57-61, og analogt, dom af 26.11.2002, sag C-100/01, Oteiza Olazabal, Sml. I, s. 10981, præmis 39, 43 og 44). Nærmere bestemt kan en beslutning om udvisning, baseret på nævnte afgørelses artikel 14, stk. 1, kun træffes, såfremt den pågældendes personlige adfærd indebærer en konkret risiko for nye alvorlige overtrædelser, der kan forstyrre den offentlige orden. En sådan beslutning kan derfor ikke automatisk træffes efter en straffedom og med generalpræventive formål (jf. dom af 7.7.2005, sag C-383/03, Dogan, Sml. I, s. 6237, præmis 24).

75      Henset til samtlige ovenstående bemærkninger skal det første spørgsmål besvares med, at en tyrkisk statsborger, der som barn fik tilladelse til indrejse på en medlemsstats område i forbindelse med en familiesammenføring, og som har erhvervet retten til fri adgang til enhver form for lønnet beskæftigelse i medfør af artikel 7, stk. 1, andet led, i afgørelse nr. 1/80, kun fortaber den ret til ophold i værtsmedlemsstaten, der er afledt af nævnte ret til fri adgang, i to tilfælde, nemlig

–        i de tilfælde, der er omhandlet i denne afgørelses artikel 14, stk. 1, eller

–        når den pågældende har forladt medlemsstatens område i en længere periode og uden lovlige grunde,

selv om han er ældre end 21 år, ikke længere forsørges af sine forældre, men fører en selvstændig tilværelse i den pågældende medlemsstat, og han ikke har stået til rådighed for arbejdsmarkedet i flere år på grund af afsoning af en ubetinget fængselsstraf af en vis varighed. En sådan fortolkning er ikke uforenelig med kravene i tillægsprotokollens artikel 59.

 Om det andet spørgsmål

76      Når henses til besvarelsen af den forelæggende rets første spørgsmål, er det ufornødent at besvare det andet præjudicielle spørgsmål.

 Sagens omkostninger

77      Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Første Afdeling) for ret:

En tyrkisk statsborger, der som barn fik tilladelse til indrejse på en medlemsstats område i forbindelse med en familiesammenføring, og som har opnået retten til fri adgang til enhver form for lønnet beskæftigelse i medfør af artikel 7, stk. 1, andet led, i afgørelse nr. 1/80 af 19. september 1980 om udvikling af associeringen, vedtaget af det associeringsråd, der blev oprettet ved aftalen om oprettelse af en associering mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Tyrkiet, fortaber kun den ret til ophold i værtsmedlemsstaten, der er afledt af nævnte ret til fri adgang, i to tilfælde, nemlig

–        i de tilfælde, der er omhandlet i denne afgørelses artikel 14, stk. 1, eller

–        når den pågældende har forladt medlemsstatens område i en længere periode og uden lovlige grunde,

selv om han er ældre end 21 år, ikke længere forsørges af sine forældre, men fører en selvstændig tilværelse i den pågældende medlemsstat, og han ikke har stået til rådighed for arbejdsmarkedet i flere år på grund af afsoning af en ubetinget fængselsstraf af en vis varighed. En sådan fortolkning er ikke uforenelig med kravene i artikel 59 i tillægsprotokollen, der blev undertegnet den 23. november 1970 i Bruxelles og indgået, godkendt og bekræftet på Fællesskabets vegne ved Rådets forordning (EØF) nr. 2760/72 af 19. december 1972.

Underskrifter

---

* Processprog: tysk.