Sag C-214/05 P

Sergio Rossi SpA

mod

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM)

»Appel – EF-varemærker – artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 40/94 – risiko for forveksling – ordmærket »SISSI ROSSI« – indsigelse rejst af indehaveren af det ældre ordmærke »MISS ROSSI« – argumenter fremsat for første gang i retsmødet – bevisførelse«

Sammendrag af dom

1.        Appel – anbringender – fejlagtig bedømmelse af lovligt fremlagte beviser – afvisning, medmindre de er urigtigt gengivet

(Art. 225 EF; Domstolens statut, art. 58, stk. 1)

2.        Retspleje – stævning – formkrav

[Rettens procesreglement, art. 44, stk. 1, litra c)]

3.        EF-varemærker – klagesag

(Rådets forordning nr. 40/94, art. 63 og art. 74, stk. 1)

1.        Det er alene Retten, der har kompetence til at afgøre, hvilken bevisværdi der skal tillægges de oplysninger, den har fået forelagt. Selv om Retten ikke er forpligtet til udtrykkeligt at begrunde sin bedømmelse af, hvilken bevisværdi disse oplysninger skal tillægges, har den pligt til at give en begrundelse, der giver Domstolen mulighed for at udøve sin retslige kontrol og navnlig for at efterprøve, om der i givet fald foreligger en urigtig gengivelse af de for Retten forelagte bevismidler.

Desuden har Retten adgang til ved den vurdering af de faktiske omstændigheder, som kun den kan foretage, at tage hensyn til, at en part afholder sig fra at gøre visse omstændigheder gældende.

(jf. præmis 22 og 23)

2.        Retten er følgelig forpligtet til at afvise at realitetsbehandle en påstand i den for Retten indgivne stævning, når de væsentlige faktiske og retlige omstændigheder, som denne påstand er støttet på, ikke fremgår af selve stævningens ordlyd på en sammenhængende og forståelig måde. Det følger heraf, at den manglende angivelse af sådanne omstændigheder i stævningen ikke kan afhjælpes ved, at de fremlægges under retsmødet.

(jf. præmis 37)

3.        For det første fremgår det af artikel 63 i forordning nr. 40/94 om EF-varemærker, at det kun er muligt at ophæve eller omgøre en afgørelse, der er truffet af appelkamrene ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design), i tilfælde af inkompetence, væsentlige formmangler eller overtrædelse af traktaten, af forordning nr. 40/94 eller af retsregler vedrørende deres gennemførelse, eller hvis der foreligger magtfordrejning. Den kontrol, som Fællesskabets retsinstanser udøver i forbindelse med denne afgørelse, går således ikke ud over kontrollen af afgørelsens lovlighed og har derfor ikke til formål endnu engang at undersøge de faktiske omstændigheder, der er blevet bedømt af Harmoniseringskontorets instanser.

For det andet følger det af samme forordnings artikel 74, stk. 1, at Harmoniseringskontoret i sager vedrørende relative registreringshindringer begrænser sig til at prøve de af parterne fremførte kendsgerninger, beviser og argumenter og de af parterne fremsatte anmodninger.

Da Harmoniseringskontoret ikke kan tage hensyn til faktiske omstændigheder, som parterne ikke har fremført for kontoret, kan lovligheden af dets afgørelser ikke anfægtes på grundlag af sådanne faktiske omstændigheder. Retten kan følgelig heller ikke tage hensyn til beviser, der har til formål at bevise sådanne faktiske omstændigheder.

(jf. præmis 50-52)

DOMSTOLENS DOM (Tredje Afdeling)

18. juli 2006 (*)

»Appel – EF-varemærker – artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 40/94 – risiko for forveksling – ordmærket »SISSI ROSSI« – indsigelse rejst af indehaveren af det ældre ordmærke »MISS ROSSI« – argumenter fremsat for første gang i retsmødet – bevisførelse«

I sag C-214/05 P,

angående appel i henhold til artikel 56 i Domstolens statut, iværksat den 10. maj 2005,

Sergio Rossi SpA, San Mauro Pascoli (Italien), ved avvocato A. Ruo,

appellant,

de andre parter i appelsagen:

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM) ved O. Montalto og P. Bullock, som befuldmægtigede,

sagsøgt i første instans,

Sissi Rossi Srl, Castenaso di Villanova (Italien), ved avvocato S. Verea,

intervenient i første instans,

har

DOMSTOLEN (Tredje Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, A. Rosas, og dommerne J. Malenovský (refererende dommer), J.-P. Puissochet, A. Borg Barthet og A. Ó Caoimh,

generaladvokat: J. Kokott

justitssekretær: R. Grass,

på grundlag af den skriftlige forhandling,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 16. marts 2006,

afsagt følgende

Dom

1        I appelskriftet har Sergio Rossi SpA nedlagt påstand om ophævelse af den dom, der blev afsagt af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans den 1. marts 2005, Sergio Rossi mod KHIM (sag T-169/03, Sml. II, s. 685, herefter »den appellerede dom«), hvorved appellanten ikke fik medhold i sin påstand om annullation af den afgørelse, der var blevet truffet af Første Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (herefter »Harmoniseringskontoret«) den 28. februar 2003 (sag R 569/2002-1) (herefter »den anfægtede afgørelse«) i forbindelse med en indsigelsessag mellem Calzaturificio Rossi SpA – i hvis rettigheder Sergio Rossi SpA er indtrådt – og Sissi Rossi Srl.

 Retsforskrifter

2        Artikel 44, stk. 1, i Rettens procesreglement bestemmer:

»Stævning, der udtages i henhold til artikel 21 i statutten for Domstolen, skal indeholde:

[…]

c)      søgsmålets genstand og en kort fremstilling af søgsmålsgrundene

d)      sagsøgerens påstande

e)      i påkommende tilfælde en angivelse af de beviser, der påberåbes.«

3        Samme procesreglements artikel 48, stk. 2, første afsnit, har følgende ordlyd:

»Nye anbringender må ikke fremsættes under sagens behandling, medmindre de støttes på retlige eller faktiske omstændigheder, som er kommet frem under retsforhandlingerne.«

4        Artikel 8, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 40/94 af 20. december 1993 om EF-varemærker (EFT 1994 L 11, s. 1) bestemmer:

»Hvis indehaveren af et ældre varemærke rejser indsigelse, er det varemærke, der søges registreret, udelukket fra registrering:

[…]

b)      såfremt der i offentlighedens bevidsthed inden for det område, hvor det ældre mærke er beskyttet, er risiko for forveksling, fordi det yngre mærke er identisk med eller ligner det ældre varemærke, og varerne eller tjenesteydelserne er af samme eller lignende art; risikoen for forveksling indbefatter risikoen for, at der antages at være en forbindelse med det ældre varemærke.«

5        Artikel 73 i forordning nr. 40/94 bestemmer:

»Harmoniseringskontorets afgørelser skal begrundes. De må kun støttes på grunde, som parterne har haft lejlighed til at udtale sig om.«

6        Forordningens artikel 74 har følgende ordlyd:

»1.      Under sagsbehandlingen ved Harmoniseringskontoret prøver dette ex officio de faktiske omstændigheder; i sager vedrørende relative registreringshindringer begrænser Harmoniseringskontoret sig imidlertid til at prøve de af parterne fremførte kendsgerninger, beviser og argumenter og de af parterne fremsatte anmodninger.

2.      Harmoniseringskontoret kan se bort fra kendsgerninger og beviser, som ikke er påberåbt eller fremført rettidigt af de pågældende parter.«

 Sagens baggrund

7        Retten beskrev sagens baggrund på følgende måde:

»1      Den 1. juni 1998 indgav [Sissi Rossi Srl (herefter »Sissi Rossi«)] en EF-varemærkeansøgning til [Harmoniseringskontoret] i medfør af […] forordning [nr. 40/94].

2      Varemærket, som ansøgtes registreret, var ordmærket SISSI ROSSI.

3      De varer, som registreringsansøgningen vedrører, henhører bl.a. under klasse 18 i Nice-arrangementet af 15. juni 1957 vedrørende international klassificering af varer og tjenesteydelser til brug ved registrering af varemærker, som revideret og ændret, og svarer til følgende beskrivelse: »læder og læderimitationer samt varer fremstillet af disse materialer og ikke indeholdt i andre klasser; skind og huder; kufferter og rejsetasker; paraplyer, parasoller og spadserestokke; piske og sadelmagervarer«.

         […]

5      Den 21. maj 1999 rejste selskabet Calzaturificio Rossi SpA i henhold til artikel 42, stk. 1, i forordning nr. 40/94 indsigelse mod registreringen af det ansøgte varemærke for varerne »læder og læderimitationer samt varer fremstillet af disse materialer og ikke indeholdt i andre klasser; skind og huder; kufferter og rejsetasker«.

6      De varemærker, der er påberåbt til støtte for indsigelsen, er ordmærket MISS ROSSI, registreret i Italien den 11. november 1991 (nr. 553 016), og det internationale varemærke MISS ROSSI, registreret samme dag med virkning i Frankrig (nr. 577 643). De varer, der er omfattet af disse ældre varemærker, er »fodtøj« i klasse 25 i Nice-arrangementet.

         […]

8      Som følge af selskabet Calzaturificio Rossi SpA’s fusion ved overtagelse, der er bekræftet ved notarialdokument af 22. november 2000, er sagsøgeren – nu kendt under navnet Sergio Rossi SpA – blevet indehaver af de ældre varemærker.

9      Ved afgørelse af 30. april 2002 afslog Indsigelsesafdelingen registreringsansøgningen for alle de varer, der var omfattet af indsigelsen. Indsigelsesafdelingen fandt i det væsentligste, at sagsøgeren kun havde godtgjort, at der var gjort reel brug af de ældre varemærker for varerne »damesko«, og at disse varer på den ene side og de af varemærkeansøgningen omfattede varer »læder og læderimitationer samt varer fremstillet af disse materialer og ikke indeholdt i andre klasser; skind og huder; kufferter og rejsetasker« på den anden side var af lignende art. Desuden konkluderede Indsigelsesafdelingen, at der i den franske forbrugers bevidsthed var lighed mellem tegnene.

10      Den 28. juni 2002 indgav [Sissi Rossi] en klage til Harmoniseringskontoret over Indsigelsesafdelingens afgørelse.

11      Ved [den anfægtede afgørelse] annullerede Første Appelkammer ved Harmoniseringskontoret Indsigelsesafdelingens afgørelse og forkastede indsigelsen. Appelkammeret fandt i det væsentligste, at ligheden mellem de omhandlede tegn var ringe. Efter en sammenlignende undersøgelse af de omhandlede varers distributionskanaler, anvendelse og karakter konkluderede appelkammeret desuden, at forskellene mellem varerne var langt mere udprægede end deres få fælles punkter. Appelkammeret efterprøvede og imødegik bl.a. påstanden om, at varerne »damesko« og »dametasker« var af lignende art som følge af et komplementærforhold. Følgelig var der ifølge appelkammeret ikke risiko for forveksling i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 40/94.«

 Retsforhandlinger ved Retten og den appellerede dom

8        Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 12. maj 2003 anlagde Sergio Rossi SpA sag til prøvelse af den anfægtede afgørelse principalt med påstand om fuldstændig annullation af afgørelsen og subsidiært delvis annullation heraf, for så vidt som det heri blev fastslået, at der ikke var risiko for forveksling mellem varemærkerne for varerne »dametasker« og »damesko«, som var omfattet af ordmærket MISS ROSSI.

9        I den appellerede dom afviste Retten først at tage hensyn til visse beviser – herunder avisartikler, reklamer og fotografier, som bl.a. stammede fra hjemmesider på internettet – der var fremlagt af Sergio Rossi SpA til støtte for selskabets påstand om, at damesko og dametasker er varer af lignende art, med den begrundelse, at disse dokumenter ikke var blevet fremlagt i forbindelse med den administrative sagsbehandling ved Harmoniseringskontoret.

10      Med hensyn til påstanden om annullation af den anfægtede afgørelse fastslog Retten, at den principale påstand skulle afvises, og at der alene skulle ske en prøvelse af den subsidiære påstand. Retten bemærkede indledningsvis, at det fremgik af stævningen for Retten – navnlig af den første påstand – samt af sagsøgerens mundtlige indlæg, at sagsøgeren anså alle de varer, der var omfattet af indsigelsen, dvs. på den ene side varerne »læder og læderimitationer samt varer fremstillet af disse materialer og ikke indeholdt i andre klasser; skind og huder; kufferter og rejsetasker« og på den anden side varerne »damesko«, der er omfattet af de ældre varemærker, for at være af lignende art. Retten konstaterede imidlertid, at den i stævningen anførte argumentation udelukkende vedrørte varerne »dametasker« og »damesko«. I mangel af ethvert argument, der anfægtede appelkammerets konklusion om, at varerne »læder og læderimitationer; skind og huder; kufferter og rejsetasker« på den ene side og varerne »damesko« på den anden side ikke var af lignende art, fandt Retten det unødvendigt at foretage en prøvelse af det anbringende, der var gjort gældende for den, for så vidt som det var støttet på den påståede lighed mellem de nævnte varer.

11      Desuden fandt Retten, at sagsøgerens generelle henvisning til alle de bemærkninger, selskabet havde fremsat i forbindelse med sagen for Harmoniseringskontoret, ikke kunne afhjælpe, at der manglede argumentation i stævningen. Endelig påpegede Retten, at det først var under retsmødet og således for sent, at sagsøgeren havde gjort gældende, at alle disse varer havde de samme distributionskanaler og blev fremstillet af de samme materialer.

12      Dernæst undersøgte Retten ligheden mellem varerne »dametasker«, der var omfattet af EF-varemærkeansøgningen, og varerne »damesko«, der var omfattet af de ældre varemærker, samt ligheden mellem de omhandlede tegn og konkluderede, at der ikke var risiko for forveksling mellem de omhandlede varemærker. Følgelig frifandt Retten Harmoniseringskontoret.

 Parternes påstande

13      I appelsagen har appellanten nedlagt følgende påstande:

–        Principalt ophæves den appellerede dom i sin helhed.

–        Subsidiært ophæves den appellerede dom for så vidt angår registreringen af varemærket SISSI ROSSI for varer såsom »læder og læderimitationer«.

–        Mere subsidiært fastslås det, at appellanten har ret til at fremlægge beviser, den appellerede dom ophæves i sin helhed, og sagen hjemvises til Retten med henblik på dennes efterprøvelse af de beviser, som ikke blev antaget til realitetsbehandling, eller alternativt fastslås det i henhold til retten til at blive hørt, jf. artikel 73 i forordning nr. 40/94, at sagen hjemvises til appelkammeret ved Harmoniseringskontoret, således at det kan fastsætte en frist for at blive hørt.

–        Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale sagens omkostninger.

14      Harmoniseringskontoret og Sissi Rossi har nedlagt påstand om, at appellen forkastes, og at appellanten tilpligtes at betale sagens omkostninger.

 Appellen

15      Appellanten har gjort tre anbringender gældende til støtte for sin påstand om ophævelse af den appellerede dom. Det første og andet anbringende vedrører fejlagtig anvendelse af Rettens procesreglement. Med sit tredje anbringende, der består af to led, har appellanten påberåbt sig, at der er sket tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 40/94.

16      I den forbindelse skal der først tages stilling til det tredje anbringende og dernæst det første og andet anbringende.

 Tredje anbringende

 Parternes argumenter

17      Med det tredje anbringendes første led har appellanten anført, at Retten foretog en fejlagtig analyse af de faktorer, der er relevante for vurderingen af ligheden mellem de omhandlede varer – og følgelig risikoen for forveksling mellem de omhandlede varemærker – sådan som disse faktorer fremgår af Domstolens praksis, hvorefter de navnlig omfatter varernes art, deres anvendelsesformål og benyttelsen af dem, samt om de er i et konkurrenceforhold eller kompletterer hinanden. Appellanten har i denne henseende påberåbt sig præmis 23 i dom af 29. september 1998, Canon (sag C-39/97, Sml. I, s. 5507).

18      Navnlig så Retten bort fra den omstændighed, at de endelige forbrugere af de omhandlede varer er identiske. Ved behandlingen af kriteriet om disse varers anvendelsesformål tog Retten desuden ikke i passende grad hensyn til dametaskers og dameskos æstetiske funktion, som indebærer, at disse varer er kompletterende, da de skal passe sammen på en æstetisk måde. Endvidere fandt Retten, at appellanten ikke i forbindelse med sagen for Harmoniseringskontoret havde godtgjort, at de omhandlede varer normalt blev markedsført på de samme salgssteder. Under den pågældende sag blev appellanten imidlertid ikke på noget tidspunkt tilbudt at fremlægge beviser i denne henseende.

19      Med det tredje anbringendes andet led har appellanten gjort gældende, at Retten bedømte ligheden mellem de omhandlede varemærker forkert. Appellanten har særligt hævdet, at Rettens konklusion synes at være udledt af den omstændighed, at efternavnet »Rossi« er meget almindeligt i de franske forbrugeres øjne. Denne konstatering har imidlertid ikke støtte i nogen objektive oplysninger. Ifølge appellanten er Rettens konklusion urigtig, da nævnte efternavn ikke er udbredt i Frankrig og leder tanken hen på et italiensk efternavn. Desuden kan selv et udbredt efternavn opfylde varemærkets oprindelsesfunktion og derfor have særpræg i forhold til de omhandlede varer. Efternavnet »Rossi« kan følgelig ikke anses for at have en mindre grad af særpræg i Frankrig. Det skal anses for at have et stærkt særpræg. Endelig kunne Retten ikke støtte sig på den omstændighed, at »sagsøgeren ikke har gjort gældende, at ordet »Rossi« er tegnets dominerende bestanddel«, da appellanten ikke på noget tidspunkt har anført det modsatte.

20      Sissi Rossi er af den opfattelse, at appellanten reelt blot anfægter Rettens bedømmelse af sagens faktiske omstændigheder uden at påberåbe sig nogen indholdsmæssig urigtighed af Rettens konstateringer, således at dette anbringende ikke er omfattet af Domstolens kompetence.

21      Harmoniseringskontoret og subsidiært Sissi Rossi har ligeledes gjort gældende, at appellantens klagepunkter er grundløse.

 Domstolens bemærkninger

22      For så vidt angår det tredje anbringendes andet led er det tilstrækkeligt at bemærke, at det alene er Retten, der har kompetence til at afgøre, hvilken bevisværdi der skal tillægges de oplysninger, den har fået forelagt, og at Retten ikke er forpligtet til udtrykkeligt at begrunde sin bedømmelse af, hvilken bevisværdi disse oplysninger skal tillægges. Retten har pligt til at give en begrundelse, der giver Domstolen mulighed for at udøve sin retslige kontrol og navnlig for at efterprøve, om der i givet fald foreligger en urigtig gengivelse af de for Retten forelagte bevismidler (jf. i denne retning dom af 12.7.2005, sag C‑198/03 P, Kommissionen mod CEVA og Pfizer, Sml. I, s. 6357, præmis 50).

23      Desuden har Retten adgang til ved den vurdering af de faktiske omstændigheder, som kun den kan foretage, at tage hensyn til, at en part afholder sig fra at gøre visse omstændigheder gældende.

24      I den appellerede doms præmis 69-85 foretog Retten en helhedsvurdering af ligheden mellem de omhandlede varemærker og af risikoen for forveksling i kundekredsens bevidsthed, hvorved den tog hensyn til alle de relevante faktorer i den foreliggende sag. Ligeledes begrundede Retten sine konklusioner i tilstrækkeligt omfang.

25      Ved at kritisere Retten for at have foretaget en fejlagtig analyse af de faktorer, der er relevante for vurderingen af ligheden mellem de omhandlede varer og mellem de omhandlede varemærker, har appellanten med det tredje anbringendes første og andet led i øvrigt søgt at opnå, at Domstolen sætter sin egen vurdering af de faktiske omstændigheder i stedet for Rettens.

26      Det fremgår imidlertid af artikel 225 EF og artikel 58, stk. 1, i Domstolens statut, at appel er begrænset til retsspørgsmål. Det er derfor alene Retten, der har kompetence til at fastlægge og bedømme de relevante faktiske omstændigheder såvel som til at vurdere beviserne. Bedømmelsen af disse faktiske omstændigheder og beviser er således ikke et retsspørgsmål, der som sådan kan efterprøves af Domstolen under en appelsag, medmindre disse omstændigheder og beviser er blevet forkert gengivet (jf. dom af 19.9.2002, sag C-104/00 P, DKV mod KHIM, Sml. I, s. 7561, præmis 22, og af 15.9.2005, sag C-37/03 P, BioID mod KHIM, Sml. I, s. 7975, præmis 43).

27      Da appellanten ikke har gjort gældende, at Retten har gengivet de faktiske omstændigheder og bevismaterialet forkert, må det tredje anbringendes første led afvises og det andet led delvist afvises.

28      Det tredje anbringende skal derfor som helhed forkastes.

 Første anbringende

 Parternes argumenter

29      Sagsøgeren har gjort gældende, at Retten har tilsidesat procesreglementets artikel 81, idet der i den appellerede dom savnes en begrundelse for afvisningen af at antage den principale påstand til realitetsbehandling.

30      Retten kunne ikke begrænse tvistens omfang til spørgsmålet om ligheden mellem varerne »damesko«, der var omfattet af de ældre varemærker, og varerne »dametasker«, der var omfattet af det ansøgte varemærke. For det første var ligheden mellem alle de varer, der var omfattet af det varemærke, som registreringsansøgningen vedrører, og appellantens varer blevet påberåbt flere steder i den til Retten indgivne stævning, selv om appellantens argumenter til støtte for søgsmålet for Retten næsten udelukkende havde vedrørt ligheden mellem damesko og dametasker. For det andet kunne de argumenter, der blev fremført under retsmødet, ikke afvises fra realitetsbehandling i henhold til artikel 48, stk. 2, i Rettens procesreglement som nye anbringender, der blev fremsat under sagens behandling. Der var således ikke tale om nye anbringender, men blot om supplerende argumenter til støtte for, hvad der allerede var blevet gjort gældende i påstandene i stævningen.

31      Ifølge Sissi Rossi og Harmoniseringskontoret var det med rette, at Retten begrænsede sin analyse til varerne »damesko« og »dametasker«, da Retten ikke kan træde i stedet for parterne og – uden at der er fremsat argumenter af disse parter – på eget initiativ behandle et spørgsmål i forbindelse med tvisten. Selv om appellanten under retsmødet faktisk henviste til ligheden mellem andre varer end dem, som Retten havde begrænset sin undersøgelse til, var dette desuden for første gang i forbindelse med sagen, hvorfor det var med rette, at Retten fandt, at anbringendet var blevet fremsat for sent.

 Domstolens bemærkninger

32      Ifølge dets overskrift vedrører det første anbringende en manglende begrundelse af den appellerede dom for så vidt angår afvisningen af at antage den principale påstand, der var nedlagt for Retten, til realitetsbehandling. Ikke desto mindre fremgår det af appelskriftet, at appellanten reelt bestrider lovligheden af denne afvisning. Appellanten har således kritiseret Retten for at have fastslået, at nævnte påstand ikke kunne antages til realitetsbehandling med den begrundelse, at appellanten ikke havde fremsat nogen argumentation til støtte herfor i selve stævningen.

33      Det skal derfor efterprøves, om Retten herved begik en retlig fejl.

34      Det følger af artikel 44, stk. 1, litra c), i Rettens procesreglement, at den for Retten indgivne stævning skal indeholde en angivelse af søgsmålets genstand og en kort fremstilling af søgsmålsgrundene.

35      Domstolen har allerede taget stilling til rækkevidden af et sådant krav i forbindelse med artikel 38, stk. 1, litra c), i dens eget procesreglement. Domstolen fastslog, at de foreskrevne angivelser skal være tilstrækkelig klare og præcise til, at sagsøgte kan tilrettelægge sit forsvar, og Domstolen kan udøve sin kontrol. Det følger heraf, at de væsentlige faktiske og retlige omstændigheder, som et søgsmål støtter sig på, skal fremgå af selve stævningen på en sammenhængende og forståelig måde (dom af 9.1.2003, sag C-178/00, Italien mod Kommissionen, Sml. I, s. 303, præmis 6, og af 15.9.2005, sag C-199/03, Irland mod Kommissionen, Sml. I, s. 8027, præmis 50).

36      Tilsvarende gælder med hensyn til sager anlagt ved Retten, eftersom artikel 38, stk. 1, litra c), i Domstolens procesreglement og artikel 44, stk. 1, litra c), i Rettens procesreglement har samme ordlyd og alene gentager et krav i artikel 21 i Domstolens statut, som uden forskel finder anvendelse på sager anlagt ved Domstolen og sager anlagt ved Retten.

37      Retten er følgelig forpligtet til at afvise at realitetsbehandle en påstand i den for Retten indgivne stævning, når de væsentlige faktiske og retlige omstændigheder, som denne påstand er støttet på, ikke fremgår af selve stævningens ordlyd på en sammenhængende og forståelig måde. Det følger heraf, at den manglende angivelse af sådanne omstændigheder i stævningen, i modsætning til det af appellanten anførte, ikke kan afhjælpes ved, at de fremlægges under retsmødet.

38      I det foreliggende tilfælde afviste Retten i den appellerede doms præmis 46-48 at antage den principale påstand til realitetsbehandling med den begrundelse, at den argumentation, der var anført i den for Retten indgivne stævning, udelukkende vedrørte varerne »dametasker« og »damesko«, og at stævningen derfor ikke indeholdt argumenter, der kunne ændre noget ved appelkammerets konklusion om, at varerne »læder og læderimitationer; skind og huder; kufferter og rejsetasker« og varerne »damesko« ikke var af lignende art.

39      Appellanten har imidlertid ikke for Domstolen anført nogen seriøse argumenter med henblik på at godtgøre, at den for Retten indgivne stævning, i modsætning til det af Retten fastslåede, indeholdt faktiske og retlige omstændigheder til støtte for nævnte påstand.

40      Da denne påstand ikke kunne antages til realitetsbehandling, fremsatte appellanten reelt et nyt anbringende ved under retsmødet at fremlægge oplysninger om retlige og faktiske omstændigheder, der havde samme formål som nævnte påstand, med henblik på at underbygge påstandene i stævningen. Ifølge artikel 48, stk. 2, i Rettens procesreglement må nye anbringender imidlertid ikke fremsættes under sagens behandling, medmindre de støttes på retlige eller faktiske omstændigheder, som er kommet frem under retsforhandlingerne. Da appellanten ikke har gjort gældende, at dette var tilfældet i den foreliggende sag, må det konstateres, at Retten med føje afviste nævnte oplysninger som for sent fremlagt.

41      Idet Retten ikke har begået nogen retlig fejl, skal det første anbringende forkastes.

 Andet anbringende

 Parternes argumenter

42      Appellanten har principalt gjort gældende, at Retten ved at afvise at realitetsbehandle de beviser, selskabet havde fremlagt, tilsidesatte procesreglementets artikel 44, stk. 1, litra e), hvorefter bevisførelse er tilladt.

43      Appellanten har anført, at Retten, som i denne henseende støttede sig på sin egen retspraksis, imidlertid henviste til andre typer tilfælde end det, der er omhandlet i nærværende sag. De domme, som Retten nævnte, vedrører således sager, hvori sagsøgerne først fik deres argumenter afvist af Harmoniseringskontoret – og derfor for appelkammeret ved Harmoniseringskontoret kunne have bestridt de modsatrettede argumenter, der blev fremført med henblik på at begrunde denne afvisning – mens appelkammeret ved Harmoniseringskontoret, idet Indsigelsesafdelingen gav appellanten medhold, i den foreliggende sag gjorde sine argumenter gældende for første gang i den anfægtede afgørelse, således at appellanten ikke på noget tidspunkt under den administrative procedure havde mulighed for at bestride Harmoniseringskontorets konklusioner, der var de modsatte af appellantens.

44      Subsidiært har sagsøgeren gjort gældende, at artikel 73 i forordning nr. 40/94 er tilsidesat, fordi appellanten ikke under sagen for appelkammeret ved Harmoniseringskontoret fik lejlighed til at blive hørt angående spørgsmålet om, hvorvidt der var lighed mellem de omhandlede varer.

45      I modsætning til det af Retten fastslåede, kunne påberåbelsen af, at artikel 73 var tilsidesat, ikke anses for et nyt anbringende, der blev fremsat for første gang i retsmødet, da det blot var en videreudvikling af et anbringende, til støtte for hvilket der var blevet fremlagt visse beviser samtidig med den sag, der blev anlagt ved Retten.

46      Ifølge nævnte bestemmelse skulle appellanten således under alle omstændigheder have haft lejlighed til at bestride de argumenter, der blev fremsat for første gang af Harmoniseringskontoret. Eftersom dette ikke havde kunnet lade sig gøre under den administrative procedure, burde Retten, når den traf afgørelse i en sag anlagt til prøvelse af en afgørelse truffet af et appelkammer ved Harmoniseringskontoret, have valgt mellem to muligheder – enten at tillade, at beviserne blev fremlagt, eller at annullere den anfægtede afgørelse og hjemvise sagen til appelkammeret for at give appellanten mulighed for at bestride de argumenter, der var fremsat for første gang i den pågældende afgørelse.

47      Sissi Rossi og Harmoniseringskontoret er af den opfattelse, at Retten med rette afviste de omtvistede beviser af de grunde, der er anført i den appellerede dom.

48      For så vidt angår det subsidiære anbringende har Sissi Rossi udtrykt tvivl om, hvorvidt det kan antages til realitetsbehandling med den begrundelse, at appellanten har gjort gældende, at appelkammeret – og ikke Retten – har tilsidesat artikel 73 i forordning nr. 40/94.

49      Under alle omstændigheder var det med rette, at Retten fandt, at anbringendet vedrørende tilsidesættelse af denne bestemmelse ikke kunne antages til realitetsbehandling. Desuden har appellanten haft tilstrækkelig lejlighed til at gøre sine synspunkter gældende under sagen for Harmoniseringskontoret.

 Domstolens bemærkninger

–        Klagepunktet vedrørende tilsidesættelse af artikel 44, stk. 1, litra e), i Rettens procesreglement

50      For det første fremgår det af artikel 63 i forordning nr. 40/94, at det kun er muligt at ophæve eller omgøre en afgørelse, der er truffet af appelkamrene ved Harmoniseringskontoret, i tilfælde af inkompetence, væsentlige formmangler eller overtrædelse af EF-traktaten, af forordning nr. 40/94 eller af retsregler vedrørende deres gennemførelse, eller hvis der foreligger magtfordrejning. Den kontrol, som Fællesskabets retsinstanser udøver i forbindelse med denne afgørelse, går således ikke ud over kontrollen af afgørelsens lovlighed og har derfor ikke til formål endnu engang at undersøge de faktiske omstændigheder, der er blevet bedømt af Harmoniseringskontorets instanser.

51      For det andet følger det af samme forordnings artikel 74, stk. 1, at Harmoniseringskontoret i sager vedrørende relative registreringshindringer – således som den foreliggende sag – begrænser sig til at prøve de af parterne fremførte kendsgerninger, beviser og argumenter og de af parterne fremsatte anmodninger.

52      Da Harmoniseringskontoret ikke kan tage hensyn til faktiske omstændigheder, som parterne ikke har fremført for kontoret, kan lovligheden af dets afgørelser ikke anfægtes på grundlag af sådanne faktiske omstændigheder. Retten kan følgelig heller ikke tage hensyn til beviser, der har til formål at bevise sådanne faktiske omstændigheder.

53      I modsætning til det af appellanten anførte, er den omstændighed, at appelkammeret lagde vægt på beviser, der var fremlagt for Harmoniseringskontoret, til støtte for konstateringer, der var forskellige fra Indsigelsesafdelingens, ikke relevant i denne henseende, da appelkammerets bedømmelse af disse beviser under alle omstændigheder kunne anfægtes ved Retten.

54      Desuden skal det, som Retten med rette konstaterede, bemærkes, at såfremt appellanten var af den opfattelse, at appelkammeret i strid med artikel 73, andet punktum, i forordning nr. 40/94 havde frataget selskabet muligheden for i rette tid at fremlægge visse relevante beviser under den administrative sagsbehandling, skulle appellanten have gjort et sådant anbringende gældende til støtte for sin påstand om annullation af den anfægtede afgørelse. Appelkammerets eventuelle tilsidesættelse af appellantens ret til at blive hørt kan derimod ikke føre til, at Retten foretager en bedømmelse af kendsgerninger og beviser, der ikke tidligere har været forelagt Harmoniseringskontorets instanser.

–       Klagepunktet vedrørende en retlig fejl begået af Retten i forbindelse med appelkammerets påståede tilsidesættelse af artikel 73 i forordning nr. 40/94

55      Indledningsvis skal det konstateres, at dette klagepunkt – i modsætning til, hvad Sissi Rossi har gjort gældende – kan antages til realitetsbehandling, da appellanten har kritiseret Retten for at have begået en retlig fejl ved ikke at have påtalt appelkammerets påståede tilsidesættelse af artikel 73 i forordning nr. 40/94.

56      Med henblik på at vurdere, om klagepunktet er begrundet, skal det bemærkes, at det følger af artikel 48, stk. 2, første afsnit, i Rettens procesreglement, at nye anbringender ikke må fremsættes under sagens behandling, medmindre de støttes på retlige eller faktiske omstændigheder, som er kommet frem under retsforhandlingerne.

57      Appellanten har imidlertid ikke bestridt, at selskabet ikke i stævningen for Retten kritiserede appelkammeret for at have tilsidesat artikel 73, andet punktum, i forordning nr. 40/94, idet dette klagepunkt blev gjort gældende for første gang under retsmødet. Ligeledes har appellanten ikke bestridt, at de beviser, der blev fremlagt til støtte for dette klagepunkt, allerede fandtes og var kendt af appellanten på tidspunktet for indleveringen af stævningen til Rettens Justitskontor.

58      Under disse omstændigheder har Retten ikke begået en retlig fejl ved ikke at påtale den påståede tilsidesættelse af artikel 73, andet punktum, i forordning nr. 40/94.

59      Det andet anbringende skal derfor forkastes.

 Sagens omkostninger

60      I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, der i medfør af artikel 118 finder tilsvarende anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Harmoniseringskontoret og Sissi Rossi har nedlagt påstand om, at appellanten tilpligtes at betale sagens omkostninger, og appellanten har tabt sagen, bør det pålægges sidstnævnte at betale sagens omkostninger.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Tredje Afdeling):

1)      Appellen forkastes.

2)      Sergio Rossi SpA betaler sagens omkostninger.

Underskrifter

---

* Processprog: italiensk.