Sag C-199/05

Det Europæiske Fællesskab

mod

État belge

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Cour d’appel de Bruxelles)

»Protokol vedrørende Fællesskabernes privilegier og immuniteter – artikel 3 – indirekte skatter – afgørelser truffet af nationale retsinstanser – domsafgifter«

Forslag til afgørelse fra generaladvokat C. Stix-Hackl fremsat den 27. april 2006 

Domstolens dom (Store Afdeling) af 26. oktober 2006 

Sammendrag af dom

1.     De Europæiske Fællesskabers privilegier og immuniteter – skatte- og afgiftsfritagelse for Fællesskaberne

(Protokol vedrørende De Europæiske Fællesskabers privilegier og immuniteter, art. 3, stk. 3)

2.     De Europæiske Fællesskabers privilegier og immuniteter – skatte- og afgiftsfritagelse for Fællesskaberne

(Protokol vedrørende De Europæiske Fællesskabers privilegier og immuniteter, art. 3, stk. 2)

1.     Afgifter, såsom domsafgifter, der skal betales i tilfælde af domme eller retsafgørelser afsagt af de nationale retsinstanser, som indebærer idømmelse af betaling af pengebeløb eller opgørelse af værdipapirer, udgør ikke blot betaling for almennyttige ydelser som omhandlet i artikel 3, stk. 3, i protokol vedrørende De Europæiske Fællesskabers privilegier og immuniteter, hvorefter der ikke indrømmes fritagelse for afgifter, skatter og gebyrer, som blot udgør betaling for almennyttige offentlige ydelser.

(jf. præmis 29 og domskonkl. 1)

2.     Artikel 3, stk. 2, i protokol vedrørende De Europæiske Fællesskabers privilegier og immuniteter, hvori det bestemmes, at medlemsstaterne eftergiver eller tilbagebetaler indirekte skatter og afgifter, der indgår i prisen for større indkøb, som Fællesskaberne foretager til tjenestebrug, skal fortolkes således, at dens anvendelsesområde ikke omfatter afgifter, såsom domsafgifter, der skal betales i tilfælde af domme eller retsafgørelser afsagt af de nationale retsinstanser, som indebærer idømmelse af betaling af pengebeløb eller opgørelse af værdipapirer.

(jf. præmis 44 og domskonkl. 2)

DOMSTOLENS DOM (Store Afdeling)

26. oktober 2006 (*)

»Protokol vedrørende Fællesskabernes privilegier og immuniteter – artikel 3 – indirekte skatter – afgørelser truffet af nationale retsinstanser – domsafgifter«

I sag C-199/05,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 234 EF, indgivet af Cour d’appel de Bruxelles (Belgien) ved afgørelse af 28. april 2005, indgået til Domstolen den 9. maj 2005, i sagen:

Det Europæiske Fællesskab

mod

État belge,

har

DOMSTOLEN (Store Afdeling)

sammensat af præsidenten, V. Skouris, afdelingsformændene P. Jann, A. Rosas, K. Schiemann og J. Makarczyk, samt dommerne R. Schintgen, N. Colneric, P. Kūris, E. Juhász (refererende dommer), J. Klučka, U. Lõhmus, E. Levits og A. Ó Caoimh,

generaladvokat: C. Stix-Hackl

justitssekretær: ekspeditionssekretær M. Ferreira,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 22. februar 2006,

efter at der er afgivet indlæg af:

–       den belgiske regering ved E. Dominkovits og M. Wimmer, som befuldmægtigede

–       den italienske regering ved I.M. Braguglia, som befuldmægtiget, bistået af avvocato dello Stato A. Cingolo

–       Rådet for Den Europæiske Union ved A. Vitro, som befuldmægtiget

–       Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved J.-F. Pasquier og I. Martínez del Peral, som befuldmægtigede,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 27. april 2006,

afsagt følgende

Dom

1       Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 3, stk. 2 og 3, i protokol vedrørende De Europæiske Fællesskabers privilegier og immuniteter, oprindeligt knyttet til traktaten om oprettelse af et fælles Råd og en fælles Kommission for De Europæiske Fællesskaber, undertegnet den 8. april 1965, og dernæst i medfør af Amsterdam-traktaten knyttet til EF-traktaten (herefter »protokollen«).

2       Anmodningen er forelagt i en tvist mellem Det Europæiske Fællesskab, repræsenteret ved Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, og den belgiske stat om opkrævning af domsafgifter, der skal betales i tilfælde af domme eller retsafgørelser afsagt af de nationale retsinstanser, der indebærer idømmelse af betaling af pengebeløb eller opgørelse af værdipapirer (herefter »domsafgifter«).

 Retsforskrifter

 Fællesskabsbestemmelser

3       I henhold til artikel 28, stk. 1, i traktaten om oprettelse af et fælles Råd og en fælles Kommission for De Europæiske Fællesskaber, dernæst, efter ikrafttrædelsen af Amsterdam-traktaten, i henhold til artikel 291 EF, nyder Fællesskabet på medlemsstaternes område de for udførelsen af dets opgave nødvendige privilegier og immuniteter på de betingelser, der er fastsat i protokollen.

4       Protokollens artikel 3 bestemmer:

»Fællesskaberne, deres aktiver, indtægter og øvrige ejendom er fritaget for alle direkte skatter.

Medlemsstaternes regeringer skal, hver gang det er muligt, træffe egnede forholdsregler med henblik på eftergivelse eller tilbagebetaling af indirekte skatter og afgifter, der indgår i prisen for fast ejendom eller løsøre, når Fællesskaberne til tjenestebrug foretager større indkøb, hvis pris omfatter skatter og afgifter af denne art. Anvendelsen af disse bestemmelser må dog ikke fordreje konkurrencevilkårene inden for Fællesskaberne.

Der indrømmes ingen fritagelse for afgifter, skatter og gebyrer, som blot udgør betaling for almennyttige offentlige ydelser.«

 De nationale bestemmelser

5       Artikel 35, stk. 3, i den belgiske lov om registrerings-, hypotek- og retsafgifter, har følgende ordlyd:

»Forpligtelsen til at betale de afgifter, der forfalder som følge af domme og retsafgørelser, der afsiges af domstole og retter vedrørende domfældelse, opgørelse eller fastsættelse af kreditorernes prioritetsorden, påhviler

1.      de sagsøgte, i det omfang domfældelsen, opgørelsen eller fastsættelsen af kreditorernes prioritetsorden går dem imod, og de solidariske sagsøgte i tilfælde af solidarisk domfældelse

2.      sagsøgerne, i det omfang de hver især får medhold hvad angår domfældelsen, opgørelsen eller fastsættelsen af kreditorernes prioritetsorden, uden at afgiften dog kan overstige halvdelen af de beløb eller værdier, som hver af dem modtager.

[…]

Afgiften og i givet fald bøden skal betales inden for en frist på en måned regnet fra datoen for receveurs fremsendelse af betalingspålægget med rekommanderet skrivelse.«

6       Lovens artikel 142 bestemmer:

»Afgiften fastsættes til 3% for domme og retsafgørelser, der afsiges af domstolene og retterne, uanset på hvilket område, og som indeholder en endelig, midlertidig, principal, subsidiær eller betinget domfældelse eller opgørelse vedrørende pengebeløb eller værdipapirer, herunder for retsafgørelser vedrørende fastsættelse af kreditorernes prioritetsorden med hensyn til disse beløb eller værdipapirer.

I tilfælde af domfældelse eller opgørelse vedrørende pengebeløb eller værdipapirer beregnes afgiften på grundlag af det samlede beløb, som en og samme debitor skal betale som følge af alle domfældelser eller opgørelser, bortset fra sagsomkostninger og de renter, der ikke opgøres af dommeren. I tilfælde af en prioritetsorden mellem kreditorerne beregnes afgiften på grundlag af det samlede beløb, der uddeles til kreditorerne.«

7       Lovens artikel 150 bestemmer:

»Staten har et privilegeret krav – til sikring af opkrævningen af afgifter og eventuelt forfaldne bøder i henhold til nærværende kapitel – på de beløb og værdipapirer, der er genstand for domfældelsen, opgørelsen eller fastsættelsen af kreditorernes prioritetsorden.

De i stk. 1 omhandlede afgifter og bøder har forrang for enhver fordring i forbindelse med domfældelser, opgørelser eller fastsættelse af kreditorernes prioritetsorden.«

 Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

8       Opfyldelsen af en kontrakt indgået i 1993 mellem Kommissionen og selskabet SA MCFE blev genstand for en tvist ved Tribunal de première instance de Bruxelles. Med denne rets dom af 25. januar 1994 dømtes Kommissionen til at betale et foreløbigt beløb på 269 589 ECU eller 10 845 935 belgiske franc (BEF) med tillæg af renter og sagsomkostninger til SA MCFE.

9       Ved skrivelse af 14. juni 1994 opfordrede receveur ved 9. kontor ved bureau de l’Enregistrement de Bruxelles Kommissionen til at betale et beløb på 325 470 BEF for domsafgifter i overensstemmelse med domfældelsen. Den 2. august 1995 opfordrede de belgiske registreringsmyndigheder (herefter »myndighederne«) Kommissionen til at betale ovennævnte beløb inden for en frist på 15 dage med tillæg af en bøde som følge af for sen betaling samt procesrenter og sagsomkostninger.

10     Den 15. januar 1996 opfordrede receveur ved 9. kontor ved bureau de l’Enregistrement de Bruxelles Kommissionen til, inden den 25. januar 1996, at betale et samlet beløb på 363 470 BEF og udstedte et betalingspålæg til Kommissionen.

11     Ved anbefalet skrivelse af 19. januar 1996 meddelte Kommissionen gennem sin advokat myndighederne, at den i henhold til protokollens artikel 3 er fritaget for domsafgifter og for enhver form for indirekte skatter. Myndighederne svarede den 25. januar 1996, at de omhandlede afgifter ikke skal anses for en afgift på erhvervelse af forbrugsgoder, men som betaling for domstolenes ydelser.

12     Ved skrivelse af 28. april 1997 blev Kommissionens advokat underrettet om, at myndighedernes standpunkt i sagen var blevet opretholdt ved ministeriel afgørelse af 18. april 1997.

13     Den 15. juli 1997 rejste Kommissionen indsigelse mod betalingspålægget af 15. januar 1996 og indstævnede den belgiske stat for Tribunal de première instance de Bruxelles som led i en retssag med påstand om annullation af pålægget.

14     Ved dom af 6. juni 2001 fremmede Tribunal de première instance de Bruxelles indsigelsen til realitetsbehandling, men erklærede den for grundløs og afviste søgsmålet. Denne ret fastslog, at den domsafgift, der var blevet pålagt Kommissionen, ikke blot udgør betaling for almennyttige offentlige ydelser som omhandlet i protokollens artikel 3, stk. 3, da det drejer sig om en skat med henblik på at dække de offentlige myndigheders almindelige udgifter. Afgifterne indgår imidlertid ikke i den pris, der skulle betales for SA MCFE’s tjenesteydelser, men beror på selve retsafgørelsen, hvorved der skete domfældelse af Kommissionen. Kommissionen skulle derfor ikke indrømmes den anmodede fritagelse. Endvidere udtalte retten, at det ikke var nødvendigt at anmode Domstolen om en præjudiciel afgørelse, da der ikke var »nogen rimelig tvivl« med hensyn til fritagelsen fra disse afgifter i medfør af protokollens artikel 3, stk. 2.

15     Ved appelskrift indleveret til Cour d’appel de Bruxelles’ justitskontor den 14. september 2001 iværksatte Kommissionen appel af denne dom.

16     Da Cour d’appel de Bruxelles fandt, at når det drejer sig om traktater og internationale konventioner, skal – selv klare – formuleringer fortolkes, og at det ikke tilkommer de nationale retsinstanser at fortolke protokollen, besluttede den at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1)      Skal [protokollens] artikel 3, stk. 2 […] hvorefter medlemsstaternes regeringer skal træffe egnede forholdsregler med henblik på eftergivelse eller tilbagebetaling af indirekte skatter og afgifter, fortolkes således, at dets anvendelsesområde omfatter en proportional afgift, der opkræves for domme og retsafgørelser, som afsiges af domstolene og retterne, uanset på hvilket område, og som indeholder en domfældelse eller opgørelse vedrørende pengebeløb eller værdipapirer?

2)      Skal [protokollens] artikel 3, stk. 3 […] hvorefter der ikke indrømmes fritagelse for afgifter, skatter og gebyrer, som blot udgør betaling for almennyttige offentlige ydelser, fortolkes således, at en afgift, der efter en retlig procedure pålægges en tabende part, som dømmes til at betale et bestemt beløb, blot udgør betaling for almennyttige offentlige ydelser?«

 Om de præjudicielle spørgsmål

17     Det bør indledningsvis bemærkes, at den forelæggende ret, i beskrivelsen af den verserende tvists faktiske omstændigheder, har anført, at Tribunal de première instance de Bruxelles er af den opfattelse, at de i hovedsagen omhandlede domsafgifter er en indirekte skat, hvilket parterne i den nationale retssag ikke har bestridt. Den forelæggende ret har selv fastslået, at »Det Europæiske Fællesskab og den belgiske stat er uenige om, hvorledes artikel 3, stk. 2 og 3, i protokol vedrørende De Europæiske Fællesskabers privilegier og immuniteter skal fortolkes«. Den belgiske og italienske regering samt Kommissionen har i deres skriftlige indlæg til Domstolen ikke yderligere anfægtet denne kvalificering. Det er derfor på denne baggrund, at de spørgsmål, der er forelagt Domstolen, vedrørende fortolkningen af bestemmelserne i artikel 3, stk. 2 og 3, i protokollen skal behandles.

 Det andet spørgsmål

18     Med dette spørgsmål, som skal behandles først, ønsker den forelæggende ret oplyst, om afgifter, såsom domsafgifter, blot udgør betaling for almennyttige ydelser som omhandlet i protokollens artikel 3, stk. 3, for hvilke der ikke indrømmes fritagelse.

19     Den belgiske regering, der på dette punkt støttes af den italienske regering, har gjort gældende, at domsafgifterne udgør indirekte skatter, der er udtryk for et vederlag for en bestemt almennyttig ydelse, idet de opkræves som betaling for ydelser fra det belgiske retsvæsen. Denne opfattelse forfægtes tillige i den belgiske retspraksis og juridiske litteratur. Betalingen af disse afgifter kan inden for visse begrænsninger tillige pålægges den sagsøger, der får medhold, hvilket godtgør, at ydelsen angår de to parter, og at betalingen herfor står i forhold til den økonomiske interesse i tvisten.

20     Kommissionen har derimod gjort gældende, at for at en opkrævning kan anses for blot at være en betaling for en almennyttig ydelse, er det nødvendigt at godtgøre, at der findes en direkte og forholdsmæssig sammenhæng mellem betalingen for en sådan ydelse og den ydelse, der modtages. I det foreliggende tilfælde er der ikke en sådan sammenhæng, idet en kompleks sag kan resultere i betaling af begrænsede domsafgifter, mens en enkel sag kan indebære væsentlige afgifter. Desuden tilfalder provenuet af den pågældende afgift i overensstemmelse med budgetprincippet om bruttoopgørelse og om ikke-formålsbestemt anvendelse statskassen som sådan og finansierer ikke en specifik ydelse fra retsvæsenet.

21     Som Domstolen allerede har fremhævet, fremgår det udtrykkeligt af protokollens artikel 3, at der kan sondres mellem en skat, der tjener til at dække det offentliges almindelige udgifter, og et gebyr, som udgør modydelsen for en bestemt tjenesteydelse. Domstolen har præciseret, at selve begrebet modydelse for en bestemt tjenesteydelse forudsætter, at den pågældende tjenesteydelse leveres eller i det mindste vil kunne leveres til dem, som betaler gebyret (dom af 28.3.1996, sag C-191/94, AGF Belgium, Sml. I, s. 1859, præmis 25 og 26).

22     Selv om det antages, at dette kriterium er afgørende for den i det foregående præmis nævnte sondring, må det fastslås, at det er lidet sandsynligt, at det er opfyldt i den foreliggende sag, da de i hovedsagen omhandlede afgifter kan påhvile personer, der på ingen måde har modtaget ydelser fra den pågældende medlemsstats retsvæsen, eller som end ikke har påtænkt at anmode om sådanne ydelser. Som den belgiske regering har påpeget, opkræves disse afgifter i praksis først af den domfældte part, på trods af at domsafgifterne, med hjemmel i de i hovedsagen omhandlede bestemmelser, kan opkræves både af sagsøgte og sagsøgeren.

23     Som generaladvokaten har anført i punkt 27-30 i sit forslag til afgørelse, er kriteriet om betaling for en ydelse desuden ikke det eneste afgørende kriterium i den foreliggende sag.

24     I overensstemmelse med Domstolens faste praksis, der er udviklet på et område af fællesskabsretten, som indeholder et begreb, der svarer til det i den foreliggende sag omhandlede, dvs. begrebet »afgifter, der har karakter af vederlag« som omhandlet i artikel 12, stk. 1, litra e), i Rådets direktiv 69/335/EØF af 17. juli 1969 om kapitaltilførselsafgifter (EFT 1969, s. 405), kan en afgift, hvis størrelse uden begrænsninger stiger direkte proportionalt med den tegnede, nominelle kapital, ikke som sådan være en afgift, der har karakter af vederlag for en ydelse. En sådan afgifts størrelse står i almindelighed ikke i sammenhæng med de omkostninger, myndigheden konkret har måttet afholde for at udføre den pågældende ydelse (jf. i denne retning bl.a. dom af 21.9.2000, sag C-19/99, Modelo, Sml. I, s. 7213, præmis 33, og af 21.6.2001, sag C-206/99, SONAE, Sml. I, s. 4679, præmis 34).

25     Det følger af denne retspraksis, at kvalificeringen af en afgift som betaling for en almennyttig ydelse forudsætter en direkte og forholdsmæssig sammenhæng mellem ydelsens reelle omkostninger og den erlagte afgift, dvs. en forbindelse mellem den pris, modtageren har betalt som vederlag for en bestemt ydelse, og myndighedens konkrete omkostninger i forbindelse med leveringen af ydelsen.

26     Dette kriterium om en direkte og forholdsmæssig sammenhæng mellem den præsterede ydelse og det erlagte vederlag, der kan overføres på protokollens artikel 3, stk. 3, er ikke opfyldt i den foreliggende sag.

27     For det første er det ubestridt, at størrelsen af de i hovedsagen omhandlede domsafgifter forøges direkte og uden begrænsninger i forhold til det beløb, domfældelsen foretaget af den kompetente nationale retsinstans vedrører, uden at der henses til de reelle omkostninger ved retsinstansens ydelse. Således mangler den nødvendige sammenhæng mellem de erlagte beløb og ydelsen. I øvrigt bekræfter den omstændighed, at domsafgifter kun opkræves i tilfælde af domfældelse, selv om de reelle omkostninger ved retsinstansens ydelse må være den samme i tilfælde af frifindelse, at hensigten med afgifterne ikke er at dække ydelsens reelle omkostninger.

28     For det andet udgør afgifterne, som Tribunal de première instance de Bruxelles har fastslået, en skat med henblik på at dække de offentlige myndigheders almindelige omkostninger. Således anvendes de erlagte beløb i forbindelse med disse afgifter ikke konkret til finansieringen af offentlige ydelser fra retsvæsenet.

29     Følgelig skal det andet spørgsmål besvares med, at afgifter, såsom domsafgifter, ikke blot udgør betaling for almennyttige ydelser som omhandlet i protokollens artikel 3, stk. 3.

 Det første spørgsmål

30     Med dette spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om protokollens artikel 3, stk. 2, skal fortolkes således, at afgifter, såsom domsafgifter, er omfattet af anvendelsesområdet for denne bestemmelse.

31     Med henblik på besvarelsen af dette spørgsmål bemærkes, at i modsætning til protokollens artikel 3, stk. 1, hvorved Fællesskaberne, deres aktiver, indtægter og øvrige ejendom indrømmes en generel og ubetinget fritagelse for alle nationale, direkte skatter, er den skattemæssige immunitet i artikel 3, stk. 2, ikke ubegrænset. Ifølge denne sidstnævnte bestemmelse skal der – på visse betingelser, der klart er opregnet i bestemmelsen – ske eftergivelse eller tilbagebetaling af indirekte skatter og afgifter, der indgår i prisen for de varer Fællesskaberne indkøber til tjenestebrug. Domstolen har fortolket protokollens artikel 3, stk. 2, således, at enhver form for indkøb, herunder levering af tjenesteydelser, som er nødvendige for, at Fællesskaberne kan udføre deres opgave, er omfattet af bestemmelsens anvendelsesområde (jf. AGF Belgium- dommen, præmis 36).

32     Af de i protokollens artikel 3, stk. 2, opregnede betingelser er den vigtigste, der fremhæves to gange i bestemmelsen, den, hvorefter afgifter og indirekte skatter skal indgå i prisen for de varer eller tjenesteydelser, der er genstand for kontrakter indgået af Fællesskaberne.

33     Den belgiske regering, der subsidiært har afgivet skriftligt indlæg om dette spørgsmål, har, støttet af den italienske regering, gjort gældende, at de i hovedsagen omhandlede domsafgifter ikke kan anses for at indgå i prisen for indkøb af varer eller tjenesteydelser, da de opkræves efter en retsafgørelse og ikke som følge af erhvervelse af varer eller tjenesteydelser. Det fremgår desuden af ordlyden af protokollens artikel 3, stk. 2, at fritagelsen udelukkende omfatter erhvervelse af varer eller tjenesteydelser og ikke kan udstrækkes til enhver disposition eller ethvert forhold. Endelig vedrører de i den foreliggende sag omhandlede afgifter en retsafgørelse, som sanktionerer den manglende opfyldelse af kontraktlige forpligtelser.

34     Kommissionen har heroverfor gjort gældende, at den kompetente nationale retsinstans’ mellemkomst i en tvist som den i hovedsagen omhandlede var nødvendig som led i gennemførelsen af den kontrakt vedrørende levering af tjenesteydelser, som den havde indgået i forbindelse med udførelsen af dens opgaver. Det er således parternes kontraktlige forhold, der ligger til grund for den dom, der blev afsagt af den forelæggende ret, hvorfor de domsafgifter, der er knyttet til dommen, indgår i kontraktens pris. Denne fortolkning tager højde for formålet med protokollens artikel 3.

35     Denne sidstnævnte argumentation kan ikke tiltrædes.

36     Det bemærkes nemlig for det første, at arten og virkningen af nationale afgifter som de i hovedsagen omhandlede domsafgifter skal identificeres og godtgøres, ikke blot med hensyn til anvendelsen heraf over for Fællesskabet, men under hensyn til deres samlede anvendelsesområde, dvs. over for enhver fysisk eller juridisk person, der rent faktisk eller potentielt er eller kan blive parter i en retssag for den pågældende medlemsstats domstole eller retter. De sager, der verserer for en national retsinstans, og som Fællesskabet er part i, udgør kun en ringe andel af det samlede antal retssager, der giver anledning til opkrævning af disse afgifter.

37     Det fremgår af sagsakterne, at afgifterne skal betales i alle de tilfælde, hvor et juridisk forhold mellem fysiske eller juridiske personer giver anledning til en retssag, der resulterer i en retsafgørelse, som indebærer idømmelse til betaling af et pengebeløb. Således omfattes ikke blot kontraktlige forhold, men også forhold af enhver art uden for kontraktforhold, hvor der ikke er tale om, at det pengebeløb, domfældelsen vedrører, indgår i prisen for købet af en vare eller en tjenesteydelse.

38     For det andet bemærkes, at indirekte skatter kun kan anses for at indgå i prisen for Fællesskabernes indkøb som omhandlet i protokollens artikel 3, stk. 2, hvis de er forventelige, og hvis de kan beregnes på forhånd med en vis grad af præcision, således at de nationale myndigheder kan iværksætte eftergivelse eller tilbagebetaling heraf på anmodning fra fællesskabsinstitutionerne.

39     Opfyldelsen af en kontrakt giver dog ikke systematisk anledning til uoverensstemmelser mellem parterne, og der kan i alle tilfælde ikke, på tidspunktet for kontraktens indgåelse, tages højde for sandsynligheden for, at det sker. Desuden er genstanden for og omfanget af sådanne eventuelle uoverensstemmelser uvis, og måden, hvorpå de løses, er ikke nødvendigvis via en retssag, men kan tillige være en løsningsmodel, som ikke har karakter af tvistemål. Endelig er udfaldet af en eventuel retssag lige så uvis, herunder det beløb, som en af parterne tilpligtes at betale. På denne baggrund kan prisen i en kontrakt ikke indeholde et fremtidigt, uvist og upræcist element, såsom indirekte skatter, der kan tilbagebetales, som de i hovedsagen omhandlede domsafgifter.

40     Det argument, som Kommissionen har fremført, idet den henviste til punkt 23 i generaladvokat Jacobs’ forslag til afgørelse i sagen, der ligger til grund for AGF Belgium-dommen, kan heller ikke tiltrædes. Ifølge dette argument får den berørte medlemsstat ved opkrævningen af domsafgifter en uberettiget fordel, idet midler fra bidrag til Fællesskabernes budget henføres til statskassen. Bortset fra den i denne doms præmis 36 nævnte omstændighed, at de nationale retssager, som Fællesskabet er part i, kun udgør en ringe andel af det samlede antal retssager, der giver anledning til opkrævning af disse afgifter, kan det ikke tiltrædes, at Fællesskabet i sådanne sager, hvis antal, genstand og omfang ikke kendes på forhånd, systematisk domfældes.

41     Desuden er Kommissionen, henset til det forhold, der ligger til grund for tvisten i hovedsagen, på ingen måde forpligtet til at administrere sine kontraktlige forhold således, at retsinstanserne i én enkelt medlemsstat systematisk har kompetence i tvister, hvori Kommissionen er part.

42     For det tredje hvad angår argumentet, hvorefter protokollens artikel 3, stk. 2, skal fortolkes i lyset af bestemmelsens formål, bemærkes, at den skattemæssige immunitet, som er nødvendig for, at Fællesskabet kan udføre dets opgave, og som følger af artikel 291 EF, tillægges »på de betingelser, der er fastsat i protokollen«. En fortolkning i lyset af en bestemmelses formål og den sammenhæng, hvori den indgår, kan ikke resultere i, at bestemmelsens klare og præcise ordlyd berøves enhver effektiv virkning (jf. i denne retning for så vidt angår Den Europæiske Centralbanks privilegier og immuniteter dom af 8.12.2005, sag C-220/03, ECB mod Tyskland, Sml. I, s. 10595, præmis 31).

43     Selv om det antages, at fritagelsen for de i hovedsagen omhandlede domsafgifter udgør en økonomisk fordel for Fællesskabet, må det under alle omstændigheder fastslås, at Kommissionen ikke har fremlagt nogen afgørende elementer, der godtgør, at betalingen for disse afgifter kan skade Fællesskabets uafhængighed og hindre, at det fungerer tilfredsstillende.

44     På baggrund af ovenstående overvejelser skal det første spørgsmål besvares med, at protokollens artikel 3, stk. 2, skal fortolkes således, at dens anvendelsesområde ikke omfatter afgifter såsom domsafgifter.

 Sagens omkostninger

45     Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelser af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen for ret:

1)      Afgifter, såsom domsafgifter, der skal betales i tilfælde af domme eller retsafgørelser afsagt af de nationale retsinstanser, som indebærer idømmelse af betaling af pengebeløb eller opgørelse af værdipapirer, udgør ikke blot betaling for almennyttige ydelser som omhandlet i artikel 3, stk. 3, i protokol vedrørende De Europæiske Fællesskabers privilegier og immuniteter.

2)      Protokollens artikel 3, stk. 2, skal fortolkes således, at dens anvendelsesområde ikke omfatter afgifter, såsom domsafgifter, der skal betales i tilfælde af domme eller retsafgørelser afsagt af de nationale retsinstanser, som indebærer idømmelse af betaling af pengebeløb eller opgørelse af værdipapirer.

Underskrifter

---

* Processprog: fransk.