1

Lovdekret nr. 23 af 14. februar 2003 om hasteforanstaltninger til fremme af beskæftigelsen (GURI nr. 39 af 17.2.2003), der efter ændring blev ophøjet til lov nr. 81 af 17. april 2003 (GURI nr. 91 af 18.4.2003), fastsætter følgende i artikel 1, stk. 1:

»Med henblik på at imødegå den alvorlige beskæftigelseskrise, der har ramt virksomheder, som er omfattet af proceduren med særlig administration, kan arbejds- og socialministeriet i de i artikel 63, stk. 4, i lovdekret nr. 270 af 8. juli 1999 omhandlede tilfælde, vedrørende virksomheder, der har over 1000 ansatte, og som er omfattet af de pågældende procedurer, tildele de arbejdsgivere, der overtager disse, inden for en øvre grænse på 550 arbejdstagere, de fordele, der er omhandlet i artikel 8, stk. 4, og artikel 25, stk. 9, i lov nr. 223 af 23. juli 1991, såfremt følgende betingelser er opfyldt:

2

Artikel 63, stk. 4, i lovdekret nr. 270 af 8. juli 1999 om ny lovgivning for særlig administration af insolvente store virksomheder (GURI nr. 185 af 9.8.1999) fastsætter følgende i forbindelse med salg af hele eller dele af virksomheder, der drives af store virksomheder, og som er omfattet af en procedure med særlig administration:

»I forbindelse med høringerne vedrørende overførsel af en virksomhed i henhold til artikel 47 i lov nr. 428 af 29. december 1990 kan den særlige administrator, den overtagende virksomhed og repræsentanterne for arbejdstagerne i fællesskab beslutte, at den overtagende virksomhed kun ansætter en del af arbejdstagerne, samt andre ændringer i ansættelsesvilkårene i henhold til gældende bestemmelser.«

3

Artikel 8 i lov nr. 223 af 23. juli 1991 om regler vedrørende teknisk arbejdsløshed, mobilitet, arbejdsløshedsunderstøttelse, gennemførelse af fællesskabsdirektiver, placering af arbejdskraft og om andre bestemmelser vedrørende arbejdsmarkedet (almindeligt tillæg til GURI nr. 175 af 27.7.1991, herefter »lov nr. 223/91«), som gælder for Intervento straordinario d’integrazione salariale (kassen for særlig lønintegration, herefter »CIGS«), suppleret ved artikel 2 i lovdekret nr. 148 af 20. maj 1993 (GURI nr. 116 af 20.5.1993), indeholder et antal bestemmelser med henblik på at fremme placering af arbejdstagere under en særlig mobilitetsordning. Der fastsættes bl.a.:

»1.   Med henblik på placering af arbejdstagere under en mobilitetsordning gælder prioriterede ansættelsesrettigheder […]

4.   En arbejdsgiver, der uden at være forpligtet i medfør af stk. 1 ansætter arbejdstagere, der er optaget i mobilitetsordningen, i en tidsubegrænset fuldtidsstilling, modtager for hver månedsløn, der udbetales til arbejdstagerne, et månedligt tilskud svarende til 50% af den understøttelse, som arbejdstageren ville have fået udbetalt under mobilitetsordningen. Støtten kan højst udbetales i 12 måneder og for arbejdstagere over 50 år i højst 24 måneder […]

4a.   Den ovenfor omhandlede ret til økonomiske ydelser bortfalder, såfremt arbejdstagerne i løbet af de seks foregående måneder er blevet placeret under mobilitetsordningen af en virksomhed inden for den samme sektor eller en anden sektor, der på afskedigelsestidspunktet i alt væsentligt havde samme ejere som den virksomhed, der antager arbejdstagerne, eller som kontrolleres af eller er knyttet til denne. Den virksomhed, som ansætter arbejdstagerne, er selv ansvarlig for at tilkendegive, at ovenstående hindringer ikke foreligger, når den ansøger om at ansætte arbejdstagerne.«

4

Artikel 25, stk. 9, i lov nr. 223/91 fastsætter:

»For hver arbejdstager, der er omfattet af mobilitetsordningen, og som ansættes i en tidsubegrænset stilling, svarer arbejdsgiverens del af socialsikringsbidraget i de første 18 måneder til beløbet for lærlinge, der er fastsat i lov nr. 25 af 19. januar 1955, med senere ændringer.«

5

Desuden fastsætter artikel 1, stk. 1, i lov nr. 223/91:

»Bestemmelserne vedrørende [CIGS] finder kun anvendelse på virksomheder, der i halvåret forud for indgivelsen af den i stk. 2 omhandlede ansøgning har ansat i gennemsnit over 15 personer. Hvad angår ansøgninger, der er indgivet, inden der er forløbet seks måneder efter virksomhedens overførsel, finder denne betingelse anvendelse på den nye arbejdsgiver i perioden efter datoen for overførslen […]«

6

I henhold til artikel 1, stk. 2, i lov nr. 223/91 skal anmodningen om at komme ind under CIGS-ordningen indeholde den plan, opstillet efter en fast model, som virksomheden vil gennemføre, og den skal angive eventuelle foranstaltninger med henblik på at imødegå sociale konsekvenser. Endvidere fastsættes i artikel 2 i lov nr. 223/91, at retten til ydelser efter denne ordning tildeles ved et dekret udstedt af den italienske arbejds- og socialminister, efter at planen er godkendt af Comitato interministeriale per il coordinamento della politica industriale [den fællesministerielle komité for samordning af industripolitikken (CIPI)], og at udbetaling af ydelserne er afhængig af korrekt gennemførelse af denne plan.

7

Desuden indeholder artikel 4 i lov nr. 223/91 bl.a. følgende bestemmelser:

»1.   Hvis en virksomhed, som har fået bevilget ydelser efter [CIGS-]ordningen, under gennemførelsen af den i artikel 1 omhandlede plan vurderer, at den ikke er i stand til at garantere alle afskedigede arbejdstagere genansættelse og ikke kan benytte andre foranstaltninger, kan den gøre brug af mobilitetsprocedurerne i henhold til nærværende artikel.

2.   Virksomheder, der ønsker at gøre brug af muligheden i stk. 1, skal på forhånd give virksomhedens faglige repræsentanter skriftlig underretning herom.

3.   Den i stk. 2 omhandlede underretning skal indeholde oplysninger om årsagerne til overkapaciteten, tekniske, organisatoriske eller produktionsmæssige årsager til, at virksomheden mener sig ude af stand til at vedtage foranstaltninger, der kan afhjælpe denne situation og således helt eller delvis undgå mobilitetsordningen, antallet af dels overskydende ansatte i virksomheden, dels det normale antal ansatte, deres stilling og erhvervsprofiler, tidsplanen for mobilitetsprogrammet, eventuelle fastsatte foranstaltninger med henblik på at imødegå de sociale konsekvenser af programmets gennemførelse og metoden anvendt til beregning af alle andre betalinger end betalinger som følge af gældende lovgivning og kollektive overenskomster. Sammen med meddelelsen skal følge en kopi af kvitteringen for indbetalingen til [Instituto Nazionale della Previdenza Sociale (INPS)] som forskud på det i artikel 5, stk. 4, omhandlede beløb, svarende til det maksimale tilskud fra [CIGS] multipliceret med det antal arbejdstagere, der anses for at være overskydende […]«

8

Desuden indeholder artikel 4 i lov nr. 223/91 følgende bestemmelser:

»5.   På anmodning af de faglige organisationer og tilsvarende sammenslutninger skal der, inden for en frist på syv dage fra modtagelsen af den i stk. 2 omhandlede meddelelse, af de relevante parter foretages en fælles undersøgelse for at udrede de årsager, der har medvirket til, at der er overskydende personale, og mulighederne for at omplacere alle eller en del af dette personale inden for virksomheden, herunder ved solidaritetsaftaler og ordninger med fleksibel arbejdstid […]

[…]

7.   Såfremt der ikke opnås enighed, sammenkalder direktøren for Ufficio provinciale del lavoro e della massima occupazione (den regionale arbejdsformidling) parterne med henblik på fornyet behandling af spørgsmålene i stk. 5, eventuelt med forslag til en sådan aftale. Denne behandling skal under alle omstændigheder være gennemført inden 30 dage, efter at Ufficio provinciale del lavoro e della massima occupazione har modtaget virksomhedens meddelelse.

[…]

9.   Når der er indgået en aftale med de faglige repræsentanter, eller den i stk. 6, 7 og 8 omhandlede procedure er gennemført, kan virksomheden iværksætte mobilitetsordningen for de overskydende ansatte, arbejdstagere og funktionærer. Dette sker ved skriftlig opsigelse af hver enkelt under iagttagelse af de foreskrevne opsigelsesfrister. […]

[…]

13.   Arbejdstagere, der er omfattet af [CIGS], genansættes af virksomheden efter afslutningen af den periode, hvor de modtager ydelser gennem ordningen.

[…]«

9

Endelig fastsætter artikel 5, stk. 4 og 5, i lov nr. 223/91 følgende:

»4.   Virksomheden skal for hver arbejdstager, der er omfattet af mobilitetsordningen, indbetale et beløb, i 30 månedlige rater, svarende til seks gange den oprindelige månedsløn for arbejdstageren under mobilitetsordningen, til kassen for bistand og støtte til socialsikringsorganer. Hvis den i artikel 4, stk. 9, omhandlede erklæring om overskydende personale indgår i en faglig aftale, reduceres dette beløb til det halve.

5.   Virksomheder, der i overensstemmelse med de procedurer, der er fastlagt af Commissione regionale per l’impiego [regional beskæftigelseskommission], tilbyder tidsubegrænset ansættelse, som opfylder de i artikel 9, stk. 1, litra b), fastsatte betingelser, er ikke forpligtet til at indbetale de resterende rater for de arbejdstagere, der mister retten til at være omfattet af mobilitetsordningen, fordi de har afvist jobtilbuddet, eller for hele den periode, de har været beskæftiget, efter at have accepteret virksomhedernes jobtilbud. Denne fordel gælder ikke for virksomheder, der er knyttet til den virksomhed, som vil ansætte arbejdstagerne, som omhandlet i artikel 8, stk. 4a.«

10

Ved skrivelse af 12. februar 2003 til Kommissionen anmeldte de italienske myndigheder støtteordningen, der blev indført ved lovdekret nr. 23/2003 (herefter »den omtvistede foranstaltning«).

11

Den omtvistede foranstaltning trådte i kraft den 18. februar 2003, før Kommissionen havde udtalt sig om, hvorvidt den var forenelig med fællesmarkedet. Den blev derfor opført i registret over ikke-anmeldte støtteforanstaltninger under nr. NN 7/2003.

12

I skrivelse af 12. marts 2003 anmodede Kommissionen Den Italienske Republik om at fremlægge yderligere oplysninger om den omtvistede foranstaltning. Kommissionen ønskede især oplyst, for hvilke store virksomheder en overdragelse i overensstemmelse med denne foranstaltning ville være aktuel, samt en angivelse af de nye ejere og kriterierne for udvælgelsen af disse. Efter anmodning fra Den Italienske Republik blev fristen for at svare på Kommissionens skrivelse forlænget, og Den Italienske Republik fremsendte de ønskede oplysninger til Kommissionen i en skrivelse af 20. maj 2003.

13

I skrivelse af 15. oktober 2003 underrettede Kommissionen Den Italienske Republik om sin beslutning om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure i henhold til artikel 88, stk. 2, EF. Beslutningen blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende den 18. december 2003 (EUT C 308, s. 5). Den Italienske Republik fremsendte sine bemærkninger til Kommissionen i skrivelse af 22. december 2003, hvori den for det første gjorde opmærksom på, at der i hele den periode, hvor den omtvistede foranstaltning havde været gældende, kun var én virksomhed, som var blevet overdraget i overensstemmelse med foranstaltningens bestemmelser, nemlig den i Verolanuova (Brescia) beliggende virksomhedsgren af Ocean SpA, der var overdraget til Brandt Italia SpA (herefter »Brandt«). For det andet gjorde Den Italienske Republik opmærksom på, at Brandt havde erhvervet Ocean til markedsprisen og ikke havde opnået nogen direkte økonomisk fordel af anvendelsen af den omtvistede foranstaltning.

14

I skrivelse af 19. januar 2004 anmodede Kommissionen Den Italienske Republik om yderligere oplysninger og navnlig om at bekræfte, at Brandt rent faktisk var den eneste virksomhed, der havde draget fordel af den omtvistede foranstaltning, samt oplyse om diverse andre forhold vedrørende omfanget af den støtte, der var udbetalt i denne sammenhæng. Den Italienske Republik fremsendte de ønskede oplysninger til Kommissionen den 11. februar 2004.

15

Den 30. marts 2004 vedtog Kommissionen beslutning 2004/800/EF om Italiens støtteordning til hasteforanstaltninger til fremme af beskæftigelsen (EUT L 352, s. 10, herefter »den anfægtede beslutning«), som blev meddelt Den Italienske Republik den 1. april 2004.

16

Kommissionen har i den anfægtede beslutning for det første fastslået, at den omtvistede foranstaltning udgjorde statsstøtte i henhold til artikel 87, stk. 1, EF.

17

Ifølge Kommissionen begunstigede den omtvistede foranstaltning for det første bestemte kategorier af virksomheder, dvs. dels køberne af kriseramte virksomheder, som var omfattet af en procedure med særlig administration, og som havde mindst 1000 ansatte, der senest den 30. april 2003 havde indgået en kollektiv aftale med det italienske arbejds- og socialministerium om godkendelse af overførslen af arbejdstagere, dels kriseramte virksomheder, som var omfattet af en procedure med særlig administration, som havde mindst 1000 ansatte, og som blev afhændet. Denne foranstaltning gav de pågældende virksomheder en økonomisk fordel ved at mindske deres normale omkostninger og styrke deres finansielle stilling i forhold til andre konkurrenter, som ikke har fordel af denne ordning. Den omtvistede foranstaltnings selektive karakter bekræftedes i øvrigt af, at foranstaltningen kun var blevet anvendt i et enkelt tilfælde.

18

For det andet anvender den omtvistede foranstaltning statsmidler, dels fordi den finansieres gennem offentlige gavebidrag, dels fordi staten giver afkald på en del af de sociale sikringsbidrag, der normalt skulle betales.

19

For det tredje truer den omtvistede foranstaltning med at påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne og fordreje konkurrencen, idet den styrker bestemte virksomheders finansielle position i forhold til deres konkurrenter.

20

Ifølge Kommissionen er den omtvistede foranstaltning således omfattet af det generelle forbud i artikel 87, stk. 1, EF og kan kun betragtes som forenelig med fællesmarkedet, hvis den kan opnå en af de undtagelser, der er fastsat i traktaten.

21

Endvidere beklager Kommissionen, at de italienske myndigheder ikke har opfyldt deres forpligtelser i henhold til artikel 88, stk. 3, EF og har gennemført den omtvistede foranstaltning uden Kommissionens forudgående godkendelse.

22

Med hensyn til den omtvistede foranstaltnings forenelighed med fællesmarkedet udelukker Kommissionen i øvrigt, at den kan komme i betragtning med hensyn til undtagelserne i traktaten.

23

Endelig har Kommissionen vurderet den omtvistede foranstaltnings forenelighed på baggrund af rammebestemmelserne for redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder (EFT 1999 C 288, s. 2) i Kommissionens forordning (EF) nr. 2204/2002 af 12. december 2002 om anvendelse af […] artikel 87 [EF] og 88 [EF] på statsstøtte til beskæftigelse (EFT L 337, s. 3) og retningslinjerne for statsstøtte med regionalt sigte (EFT 1998 C 74, s. 9).

24

Vedrørende vurderingen af den omtvistede foranstaltnings forenelighed med fællesmarkedet mener Kommissionen for det første, hvad angår rammebestemmelserne for redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder, at foranstaltningen ikke er forenelig, da den omtvistede foranstaltning finder anvendelse på virksomheder, der har over 1000 beskæftigede, dvs. store virksomheder, og at rammebestemmelserne kun tillader ordninger til redning og omstrukturering af små og mellemstore virksomheder.

25

For det andet, hvad angår forordning nr. 2204/2002, afviser Kommissionen især Den Italienske Republiks argument om, at de fordele, der gives inden for rammerne af denne foranstaltning, er de samme som inden for ordningen med teknisk arbejdsløshed, der aldrig har været anset for statsstøtte.

26

For det tredje har Den Italienske Republik gjort gældende, at den omtvistede foranstaltning ville være forenelig med fællesmarkedet i henhold til artikel 4, stk. 4, litra c), i forordning nr. 2204/2992 som en støtteordning til forbedring af beskæftigelsen, også selv om den udgjorde statsstøtte, hvortil Kommissionen har anført, at støtte til oprettelse af nye arbejdspladser i ikke-støtteberettigede områder kun er tilladt, når der er tale om små og mellemstore virksomheder, hvorimod den omtvistede foranstaltning vedrører store virksomheder.

27

Vedrørende vurderingen af den omtvistede foranstaltnings forenelighed med fællesmarkedet, hvad angår retningslinjerne for statsstøtte med regionalt sigte, er det Kommissionens opfattelse, at den omtvistede foranstaltning ikke er omfattet af anvendelsesområdet for retningslinjerne for statsstøtte med regionalt sigte, da den gælder i hele landet, og da det eneste tilfælde, hvor foranstaltningen er blevet anvendt, vedrører en virksomhed i en region, som ikke er omfattet af undtagelserne i artikel 87, stk. 3, litra a) og c), EF.

28

Ud fra disse betragtninger har Kommissionen vurderet, at den omtvistede foranstaltning udgør statsstøtte i henhold til artikel 87, stk. 1, EF, som er gennemført ulovligt i strid med artikel 88, stk. 3, EF. Kommissionen har fastslået, at denne foranstaltning er uforenelig med fællesmarkedet, og at dens beslutning straks skal efterleves, især med hensyn til tilbagesøgning af den uforenelige støtte. Kommissionen har dog gjort opmærksom på, at den anfægtede beslutning ikke udelukker muligheden for, at Kommissionen senere ved en beslutning betegner individuelle støttetildelinger inden for rammerne af foranstaltningen som helt eller delvis forenelige med fællesmarkedet på grundlag af deres specifikke karakteristika.

29

Ved stævninger indleveret til Rettens Justitskontor henholdsvis den 11. juni og den 4. august 2004, som blev registreret henholdsvis under nr. T-239/04 og T-323/04, har Den Italienske Republik og Brandt anlagt nærværende søgsmål.

30

Ved kendelse afsagt af formanden for Rettens Første Afdeling den 19. juli 2006, efter at have hørt parterne, er de to sager blevet forenet med henblik på den mundtlige forhandling og dommen i overensstemmelse med artikel 50 i Rettens procesreglement.

31

Parterne har afgivet mundtlige indlæg og besvaret spørgsmål fra Retten under retsmødet den 19. september 2006.

32

I sag T-239/04 har Den Italienske Republik nedlagt følgende påstande:

33

I sag T-323/04 har Brandt nedlagt følgende påstande:

34

I sag T-239/04 har Kommissionen nedlagt følgende påstande:

35

I sag T-323/04 har Kommissionen nedlagt følgende påstande:

36

Kommissionen har i sag T-323/04 rejst spørgsmål om, hvorvidt den sag, der er anlagt af Brandt til prøvelse af den anfægtede beslutning, kan antages til realitetsbehandling. Selv om Kommissionen, bl.a. på baggrund af, at Den Italienske Republik har anfægtet den samme beslutning for Retten i sag T-239/04, i et særskilt dokument har frafaldet formalitetsindsigelsen vedrørende denne sag, fastholder den, at Brandt ikke kan gøre en individuel interesse i annullation af den anfægtede beslutning gældende, og har nedlagt påstand om, at sagen afvises.

37

Kommissionen har med henvisning til generaladvokat Jacobs’ forslag til afgørelse i sag C-78/03 P, Kommissionen mod Aktionsgemeinschaft Recht und Eigentum (dom af 13.12.2005, Sml. I, s. 10737, på s. 10741, punkt 138-142), gjort gældende, at praksis vedrørende spørgsmålet, om sager anlagt af konkurrenter til prøvelse af beslutninger, der er vedtaget i henhold til artikel 88, stk. 3, EF, kan antages til realitetsbehandling, slet ikke ligger fast, og at de samme betragtninger gør sig gældende i forbindelse med sager, der er anlagt af modtagere af støtte, som er tildelt inden for rammerne af en støtteordning, til prøvelse af en beslutning om, at den pågældende ordning er uforenelig med fællesmarkedet, og at den støtte, der er tildelt i denne forbindelse, skal tilbagesøges. Kommissionen har tilføjet, at der, uanset den varierende retspraksis, ikke er nogen grund til at anse alle modtagere af støtte, der er tildelt inden for rammerne af en støtteordning, for at være individuelt berørt i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 230, stk. 4, EF, af Kommissionens beslutning om at erklære den pågældende ordning uforenelig med fællesmarkedet, eftersom Kommissionen i dette tilfælde har vurderet en almen og abstrakt national lovgivning uden at gennemgå de enkelte tilfælde.

38

Kommissionen har desuden bemærket, at Den Italienske Republik har indført og anmeldt en generel og abstrakt ordning til Kommissionen, og denne har derfor kunnet behandle den omtvistede foranstaltning som sådan, selv om det kun var tilsigtet, at den skulle anvendes på en enkelt virksomhed, nemlig Brandt. Kommissionen har tilføjet, at dette netop er årsagen til, at den anfægtede beslutning vedrører den omtvistede foranstaltning som sådan, uden at den behandler Brandts særlige situation, og at sidstnævntes sag derfor bør afvises.

39

Brandt mener at have ret til at rejse sag med påstand om annullation af den anfægtede beslutning. Selv om Brandt har erkendt, at den anfægtede beslutning formelt er rettet til Den Italienske Republik, mener virksomheden, at den rent faktisk er direkte og individuelt berørt af beslutningen. For det første er Brandt direkte berørt af den anfægtede beslutning, da beslutningens krav om, at Den Italienske Republik tilbagesøger støtten, vil medføre et vist økonomisk tab for virksomheden (Domstolens dom af 5.5.1998, sag C-386/96 P, Dreyfus mod Kommissionen, Sml. I, s. 2309, præmis 43). For det andet er Brandt individuelt berørt af den anfægtede beslutning, da virksomheden ifølge Kommissionen er modtager af den påståede støtte og forpligtet til at tilbagebetale støttebeløbet i henhold til den anfægtede beslutnings artikel 3.

40

Det bemærkes for det første, at Kommissionen i sag T-239/04, hvor Den Italienske Republik har bestridt den anfægtede beslutning, har hævdet, at den omtvistede foranstaltning ikke er af generel karakter, men er en støtteforanstaltning, der er begrænset til et konkret tilfælde, som kun kommer en enkelt virksomhed til gavn, nemlig Brandt, ved at indføre undtagelser fra betingelser i den generelle lovgivning.

41

Endvidere har Brandt i sag T-323/04 egne interesser, der adskiller sig fra Den Italienske Republiks interesser, hvad angår de kriterier, der blev anvendt i Domstolens dom af 10. juli 1986, DEFI mod Kommissionen (sag 282/85, Sml. s. 2469, præmis 16). Ved at vedtage den omtvistede foranstaltning, som har givet anledning til den anfægtede beslutning og følgelig til de to søgsmål, der behandles i de foreliggende forenede sager, har Den Italienske Republik villet undgå en social krise, som kunne opstå på grund af afskedigelsen af et stort antal arbejdstagere i kriseramte virksomheder, ved at gøre det lettere for Brandt at overtage disse arbejdstagere fra Ocean. Ud fra Brandts synsvinkel var denne overførsel et kommercielt valg, som blev gjort lettere ved den omtvistede foranstaltning.

42

Selv om den omtvistede foranstaltning ikke angiver de virksomheder, støtten skal udbetales til, er Brandt blevet nævnt i den parlamentariske debat, der gik forud for vedtagelsen af den omtvistede foranstaltning, og som Kommissionen har henvist til. Endelig har Kommissionen flere steder i den anfægtede beslutning anført, at der i hele den periode, hvor den omtvistede foranstaltning blev anvendt, kun var en enkelt virksomhed, som blev solgt på de vilkår, der er fastsat i ordningen, nemlig Ocean, der blev solgt til Brandt.

43

Det bemærkes for det andet, at det følger af fast retspraksis, at spørgsmålet om, hvorvidt en sag anlagt af en fysisk eller juridisk person kan antages til realitetsbehandling, beror på, om personen godtgør at have en retlig interesse i søgsmålet (Rettens dom af 22.11.2001, sag T-9/98, Mitteldeutsche Erdöl-Raffinerie mod Kommissionen, Sml. II, s. 3367, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis). I det foreliggende tilfælde ville Brandts juridiske situation unægteligt ændre sig, hvis den anfægtede beslutning blev annulleret, idet den tilbagesøgning af støtten, som foreskrives i artikel 3, ikke længere ville have noget retsgrundlag. Heraf følger, at Brandt har en interesse i at anlægge sag for at opnå annullation af den anfægtede beslutning (jf. i denne retning kendelse afsagt af Rettens præsident den 2.8.2001, sag T-111/01 R, Saxonia Edelmetalle mod Kommissionen, Sml. II, s. 2335, præmis 17).

44

Det bemærkes for det tredje vedrørende spørgsmålet, om Brandt er direkte og individuelt berørt af den anfægtede beslutning, at i det omfang beslutningens artikel 3 forpligter Den Italienske Republik til at tilbagesøge den støtte fra modtagerne, der er bevilget på grundlag af den omtvistede foranstaltning, bør Brandt anses for direkte og individuelt berørt af denne beslutning (jf. i denne retning Domstolens dom af 19.10.2000, forenede sager C-15/98 og C-105/99, Italien og Sardegna Lines mod Kommissionen, Sml. I, s. 8855, præmis 35 og 36). Retten bemærker endvidere, at de italienske socialsikringsmyndigheder har besluttet at stoppe udbetalingen af et støttebeløb på ca. 500000 EUR.

45

Af det anførte følger, at Brandts søgsmål kan antages til realitetsbehandling.

46

Inden for rammerne af de tre påstande i sag T-239/04 har Den Italienske Republik fremsat følgende anbringender:

47

I sag T-323/04 har Brandt fremført fem anbringender:

48

Flere af de anbringender og argumenter, der er fremført af sagsøgerne i henholdsvis sag T-239/04 og sag T-323/04, er sammenfaldende i en sådan grad, at Retten finder det hensigtsmæssigt at behandle dem samlet i følgende rækkefølge:

49

Henset til karakteren af de argumenter, som Brandt har fremført til støtte for påstanden om, at Kommissionen har begået magtfordrejning, finder Retten, at dette anbringende i stedet bør kvalificeres som et anbringende vedrørende utilstrækkelig og selvmodsigende begrundelse af den anfægtede beslutning på visse punkter. Det bør derfor behandles inden for rammerne af bedømmelsen af den anfægtede beslutnings begrundelse.

50

Den Italienske Republik har gjort gældende, at den omtvistede foranstaltning er en foranstaltning af generel karakter, der har til formål at fremme beskæftigelsen. Som sådan fordrejer den ikke og risikerer ikke at fordreje konkurrencen ved at begunstige bestemte virksomheder eller fremstillingen af bestemte varer, og den udgør derfor ikke statsstøtte. Denne foranstaltning har udvidet anvendelsesområdet for CIGS og mobilitetsordningen, som allerede fandtes, til visse konkrete situationer, idet den, såfremt visse betingelser er opfyldt, giver de samme fordele til arbejdstagere, som overtager virksomheder, der er omfattet af en procedure med særlig administration. De egentlige modtagere af støtte fra den ordning, som blev indført ved den omtvistede foranstaltning, er lønmodtagerne, og Kommissionen har selv anerkendt, at de to ovennævnte ordninger ikke i sig selv udgjorde statsstøtte.

51

Den Italienske Republik har hævdet, at Kommissionen ikke har behandlet dette spørgsmål i forbindelse med den foreløbige vurdering af, om der er tale om statsstøtte, men kun har nævnt det i forbindelse med vurderingen af den omtvistede foranstaltning på grundlag af forordning nr. 2204/2002.

52

Brandt har gjort gældende, at de økonomiske konsekvenser af den omtvistede foranstaltning er helt neutrale for virksomheden. Dette kan konkluderes ud fra en sammenligning af den omtvistede foranstaltning og lov nr. 223/91, som Kommissionen burde have foretaget. Brandt ville have opnået det samme økonomiske resultat uden den omtvistede foranstaltning, hvis virksomheden i overensstemmelse med gældende generelle lovgivning havde indgået en aftale med Ocean om delvis overførsel af arbejdstagerne fra Verolanuova. Brandt mener derfor, at den omtvistede foranstaltning støtter arbejdstagerne i en virksomhed, der er omfattet af en procedure med særlig administration (i dette tilfælde de ansatte i Ocean), ved at gøre det lettere for køberen at overtage de ansatte, uden at de kommer ind under CIGS-ordningen eller optages på mobilitetsordningens lister. Brandt har heraf konkluderet, at virksomheden vil befinde sig i en langt mindre gunstig situation, hvis Retten godkender den anfægtede beslutning og især dens krav om, at Den Italienske Republik tilbagesøger den udbetalte støtte, end den ville befinde sig i, hvis den anfægtede beslutning ikke var blevet vedtaget.

53

Brandt har endvidere gjort opmærksom på, at støttemodtageren skal have haft en økonomisk eller finansiel fordel, for at artikel 87 EF finder anvendelse. Virksomheden har i denne henseende bemærket, at den overtog Ocean efter at have afgivet bud i konkurrence med andre potentielle købere, og at den derfor havde betalt markedsprisen. Endvidere omfattede overtagelsen ikke kun den bestemte afdelings industrielle virksomhed, men også hele dens gæld. Brandt har fastholdt, at virksomheden ikke har haft nogen fordel af den omtvistede foranstaltning, især fordi de ekstra omkostninger, som den har måttet bære på grund af den omtvistede foranstaltning, ikke har kunnet opvejes af nogen fordel, hverken indirekte eller delvis eller som følge af anvendelsen af den gældende generelle lovgivning.

54

Endvidere har Brandt, med henvisning til den anfægtede beslutnings betragtning 31, hævdet, at der er tale om en klar selvmodsigelse, når Kommissionen på den ene side hævder, at de fordele, der er ydet ved den omtvistede foranstaltning, er de samme som dem, der allerede indgik i CIGS-ordningen og mobilitetsordningen, og på den anden side afviser at se den omtvistede foranstaltning som en bestanddel af disse ordninger. Brandt har fastholdt, at den omtvistede foranstaltning ikke har indført nogen ny fordel, og at den omtvistede foranstaltning har de samme virkninger som bestemmelserne i den gældende generelle lovgivning, nemlig lov nr. 223/91. Den omtvistede foranstaltning er i denne henseende i fuld overensstemmelse med ånden i og hele tanken bag det italienske system med sociale bidrag. Brandt har i denne henseende henvist til Domstolens praksis, hvorefter en delvis nedsættelse af socialsikringsbidrag, som påhviler virksomheder i en bestemt industrisektor, udgør støtte som omhandlet i artikel 87, stk. 1, EF, såfremt foranstaltningen delvis tilsigter at fritage virksomhederne for byrder, der følger af en normal anvendelse af det almindelige sociale forsorgssystem, når undtagelsen ikke berettiges ved systemets karakter eller opbygning (jf. Domstolens dom af 5.10.1999, sag C-251/97, Frankrig mod Kommissionen, Sml. I, s. 6639, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis).

55

Kommissionen har ud fra en almen synsvinkel angivet, at den har behandlet den omtvistede foranstaltning i forbindelse med sin vurdering af, om der er tale om statsstøtte, i den anfægtede beslutnings betragtning 30 og 31.

56

Kommissionen har fremført stort set de samme argumenter i de to sager og har gjort gældende, at den omtvistede foranstaltning ikke er af almen karakter, og at dette ikke kun bekræftes af uddrag af det indledende arbejde og parlamentsdebatten forud for vedtagelsen af den omtvistede foranstaltning, men også af den omstændighed, at foranstaltningen kun er blevet anvendt i et enkelt tilfælde. Kommissionen har desuden understreget, at de italienske myndigheder, som det fremgår af skrivelsen af 7. februar 2003 fra arbejds- og socialministeren, som blev forelagt Kommissionen i en skrivelse af 12. februar 2003, først havde anmeldt den omtvistede foranstaltning som statsstøtte, men i den følgende skrivelse gjorde det modsatte gældende.

57

Kommissionen har påpeget, at den omstændighed, at den omtvistede foranstaltning tilsigter at fremme beskæftigelsen, ikke har nogen betydning for, hvorvidt den skal betegnes som statsstøtte, da artikel 87, stk. 1, EF i henhold til en meget omfattende retspraksis definerer nationale foranstaltninger henset til deres virkninger og ikke henset til deres årsag eller formål.

58

Desuden er det af mindre betydning, at Brandt inden for rammerne af andre procedurer og på et senere tidspunkt havde kunnet opnå særlige fordele i henhold til andre italienske bestemmelser, hvad enten der var tale om statsstøtte eller ikke. Ifølge Kommissionen er det kun af betydning, at den pågældende foranstaltning gav virksomheden konkrete fordele.

59

Den omstændighed, at Brandt har leveret en modydelse for den støtte, der er modtaget, gør heller ingen forskel med hensyn til, hvordan den skal klassificeres (dommen i sagen Frankrig mod Kommissionen). Ifølge Kommissionen er det synspunkt med hensyn til nettostøtte, der er fremført af Brandt, ifølge hvilket det forhold, at der er leveret en modydelse, opvejer fordelen og hermed også støtten, faktisk uforeneligt med grundtanken bag kontrol af statsstøtte. Under alle omstændigheder er de beregninger, som Brandt har fremlagt under den skriftlige forhandling, ikke blevet påberåbt under den administrative procedure og kan i henhold til fast retspraksis derfor ikke tages i betragtning ved vurderingen af, om den anfægtede beslutning er lovlig.

60

Brandts henvisning til den retspraksis, der udelukker, at der er tale om en særlig fordel, og således om støtte, når fritagelsen fra obligatoriske bidrag er begrundet i skatte- og bidragssystemets karakter eller opbygning, er ligeledes grundløs i nærværende sag. Kommissionen har i denne forbindelse anført, at det påhviler medlemsstaten at godtgøre, at dette er tilfældet (Domstolens dom af 29.4.2004, sag C-159/01, Nederlandene mod Kommissionen, Sml. I, s. 4461, præmis 43), og bemærket, at Den Italienske Republik ikke har fremført et sådant argument. Med hensyn til realiteten skal den således begrundede foranstaltning svare til det generelle skattesystems art og indretning (jf. Rettens domme af 6.3.2002, forenede sager T-127/99, T-129/99 og T-148/99, Diputación Foral de Álava m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 1275, præmis 164, og forenede sager T-92/00 og T-103/00, Diputación Foral de Álava m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 1385, præmis 60 og den deri nævnte retspraksis), hvilket ikke er særlig sandsynligt, når der er tale om en midlertidig fritagelse.

61

Ifølge Kommissionen ligger fordelen ved den omtvistede foranstaltning i den omstændighed, at de sociale ydelser straks udbetales til den arbejdsgiver, der har overtaget virksomheden, i stedet for at blive udbetalt efter indviklede procedurer som f.eks. proceduren med henblik på at blive omfattet af CIGS-ordningen eller proceduren med henblik på at bringe mobilitetsordningen i anvendelse. Desuden sikrede det system, der blev indført ved den omtvistede foranstaltning, den funktionelle kontinuitet mellem Ocean og Brandt ved at give sidstnævnte mulighed for at ansætte arbejdstagerne fra Ocean, endog før de blev afskediget. Det forhold i sig selv, at det kun er de virksomheder, der opfylder kriterierne opstillet i den omtvistede foranstaltning, der kan opnå fordelene på socialsikringsområdet, og ikke andre virksomheder, er nok til at konkludere, at der er tale om en selektiv foranstaltning.

62

Endelig har Kommissionen anført, hvilket strider imod sagsøgernes påstande, at den ikke på noget tidspunkt har vurderet ordningen med teknisk arbejdsløshed og den særlige afskedigelsesordning på baggrund af reglerne om statsstøtte. Det kan derfor ikke udelukkes, at de i sig selv udgør statsstøtte, og denne vurdering gælder i endnu højere grad den selektive udvidelse af disse.

63

Det bemærkes for det første, at Kommissionen, i modsætning til, hvad Den Italienske Republik har hævdet, har analyseret spørgsmålet, hvorvidt der er tale om statsstøtte i nærværende sag, i den anfægtede beslutnings punkt 5 samt, vedrørende forordning nr. 2204/2002, i beslutningens betragtning 30 og 31.

64

Retten kan endvidere tilslutte sig Kommissionens argumenter om, at fordelen ved den anfægtede beslutning ligger i, at de socialsikringsmæssige fordele umiddelbart tildeles den arbejdsgiver, der har overtaget en virksomhed, som er omfattet af en procedure med særlig administration, i stedet for at blive udbetalt efter indviklede procedurer som f.eks. proceduren med henblik på at blive omfattet af CIGS-ordningen eller proceduren med henblik på at bringe mobilitetsordningen i anvendelse. Brandts argument om, at det ikke er købers opgave at gennemføre nogle af procedurerne med henblik på at placere arbejdstagerne under mobilitetsordningen, kan ikke godtages. Selv om man antog, at disse procedurer blev iværksat af sælger, tager de sigte på en civilretlig aftale, som i princippet kommer begge parter til gode. I henhold til den fastlagte ordning er det nemlig køber, der har gavn af ydelserne og retten til at betale reducerede socialsikringsbidrag. Denne har således en ubestridelig interesse i hurtigt og let at opnå de pågældende fordele.

65

Desuden har den omtvistede foranstaltning gjort det muligt at sikre den funktionelle kontinuitet mellem Ocean og Brandt ved at give Brandt mulighed for at ansætte arbejdstagerne, før de blev afskediget, hvilket i sig selv giver en konkurrencefordel.

66

Med hensyn til den omtvistede foranstaltnings selektive karakter gør Retten opmærksom på, at den omtvistede foranstaltning blev vedtaget ved en hasteprocedure den 14. februar 2003. Fordelene i henhold til den omtvistede foranstaltning var betinget af en kollektiv aftale, som skulle være indgået den 30. april 2003. De var således tilgængelige i en periode på to måneder og 17 dage. De fordele, der var fastsat ved den omtvistede foranstaltning, var de samme som fordelene i henhold til den gældende almene lovgivning. I henhold til den omtvistede foranstaltning er det imidlertid ikke længere nødvendigt at følge de komplekse procedurer for at få adgang til de pågældende fordele, som gælder inden for den gældende almene lovgivning, og anvendelsesområdet for denne almene ordning er betydeligt mindre, især med kravet om, at kun virksomheder med over 1000 ansatte kan drage fordel af den omtvistede foranstaltning, hvor der i den almene ordning kun var krav om mindst 15 ansatte. Heraf følger, at den omtvistede foranstaltning kun er blevet anvendt i et enkelt tilfælde. Desuden fremgår det udtrykkeligt af protokollen fra parlamentsforhandlingerne forud for vedtagelsen af den omtvistede foranstaltning, som Kommissionen har fremlagt under den skriftlige forhandling, at salget af Ocean var årsag til, at den omtvistede foranstaltning blev vedtaget. Retten mener således, at det er godtgjort, at den omtvistede foranstaltning er en selektiv foranstaltning.

67

Retten konstaterer i øvrigt, at parterne er enige om, at den fordel, som den omtvistede foranstaltning indebærer, finansieres ved hjælp af statslige midler.

68

Med hensyn til den omtvistede foranstaltnings påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne og af konkurrencen mener Retten, at Kommissionen med rette har fastslået i den anfægtede beslutnings betragtning 20, at den omtvistede foranstaltning truer med at fordreje konkurrencen, idet den styrker bestemte virksomheders finansielle position i forhold til deres konkurrenter og navnlig truer med at fordreje konkurrencen og påvirke samhandelen, hvis modtagerne konkurrerer med produkter med oprindelse i andre medlemsstater, selv om de ikke selv eksporterer deres produktion (Domstolens dom af 17.9.1980, sag 730/79, Philip Morris, Sml. s. 2671, præmis 11 og 12, og af 17.6.1999, sag C-75/97, Belgien mod Kommissionen, Sml. I, s. 3671, præmis 47 og 48). Retten gør desuden opmærksom på, at modtageren af støtten fra den omtvistede foranstaltning, dvs. Brandt, tilhører ElcoBrandt-gruppen, den femtestørste gruppe inden for elektroniske husholdningsartikler i Europa, en sektor, der er kendetegnet ved meget stor konkurrence, hvilket bestyrker den konklusion, at den omtvistede foranstaltning kan påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne og fordreje eller true med at fordreje konkurrencen inden for denne sektor (jf. i denne retning Rettens dom af 15.6.2005, sag T-171/02, Regione autonoma della Sardegna mod Kommissionen, Sml. II, s. 2123, præmis 87).

69

Retten mener endvidere, at den omstændighed, at den omtvistede foranstaltning tilsigter at bevare beskæftigelsen, ikke har nogen betydning for, om den kan betegnes som statsstøtte, da artikel 87, stk. 1, EF ikke sondrer mellem statslige indgreb på grundlag af deres årsag eller formål, men definerer dem på grundlag af deres virkninger (jf. Rettens dom af 5.8.2003, forenede sager T-116/01 og T-118/01, P & O European Ferries (Vizcaya) og Diputación Foral de Vizcaya mod Kommissionen, Sml. II, s. 2957, præmis 112 og den deri nævnte retspraksis). Brandts argument om, at virksomheden inden for rammerne af andre procedurer og på et senere tidspunkt havde kunnet opnå de samme fordele i medfør af andre italienske bestemmelser, er heller ikke relevant, da det afgørende kriterium i denne sag er, at den omtvistede foranstaltning udgør en selektiv udvidelse af disse generelle ordninger, idet den giver bestemte virksomheder konkrete fordele ved at styrke deres finansielle position i forhold til deres konkurrenter.

70

På baggrund af det anførte mener Retten, at den omtvistede foranstaltning udgør statsstøtte i artikel 87, stk. 1, EF’s forstand.

71

Brandt har gjort gældende, at Kommissionen har taget fejl, når den ikke har anset den omtvistede foranstaltning for en eksisterende støtte, da den ifølge Brandt er omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 2204/2002. Brandt har i denne forbindelse hævdet, at Kommissionen kun har påstået, at den omtvistede foranstaltning ikke var omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 2204/2002. Herved, og da forordning nr. 2204/2002 ikke giver Kommissionen særlige beføjelser i denne henseende, har Kommissionen tiltaget sig muligheden for at fjerne den fordel, der fulgte af en eksisterende støtteordning i henhold til denne forordning. Kommissionen har desuden herved undladt at begrunde, hvordan den havde kompetence til, ved en individuel beslutning, at fjerne denne fordel, og har således i det mindste undladt at opfylde sin forpligtelse til at give en fyldestgørende begrundelse.

72

Kommissionen har hævdet, at Brandt har fremsat en række påstande uden at underbygge dem, idet virksomheden ikke har påvist, at betingelserne for anvendelse af forordning nr. 2204/2002 er opfyldt, eller gendrevet Kommissionens argumentation i den anfægtede beslutnings betragtning 29-33, hvor det modsatte er påvist.

73

Kommissionen mener, at Brandts argumenter er klart fejlagtige, når virksomheden, som det tilsyneladende fremgår af punkt 99 ff. i stævningen, har bestridt Kommissionens kompetence på området og ikke mener, at den har beføjelse til at anvende forordning nr. 2204/2002, og i det hele taget fritagelsesforordningerne, på de individuelle beslutninger, den vedtager. Dels kan medlemsstaterne i henhold til fjerde betragtning til forordning nr. 2204/2002 anmelde beskæftigelsesstøtte, og Kommissionen skal behandle disse anmeldelser, især på baggrund af kriterierne i forordning nr. 2204/2002 og Kommissionens forordning (EF) nr. 70/2001 af 12. januar 2001 om anvendelse af […] artikel 87 [EF] og 88 [EF] på statsstøtte til små og mellemstore virksomheder (EFT L 10, s. 33) eller i overensstemmelse med direktiver eller gældende EF-rammebestemmelser. Dels er det helt klart, at Kommissionen for at kunne vurdere, om en statsstøtte er forenelig med fællesmarkedet, skal anvende alle de tekster, der kan være relevante, det være sig retningslinjer, rammebestemmelser eller forordninger. Ifølge Kommissionen ville den, hvis dette ikke var tilfældet, aldrig kunne vedtage negative beslutninger, da den ikke ville have beføjelse til at udelukke, at støtten kunne være forenelig med fællesmarkedet i henhold til en fritagelsesforordning.

74

Kommissionen har tilføjet, at hvis Brandt derimod har påstået, at Kommissionen har anlagt en fejlagtig vurdering, da den fastslog, at den omtvistede foranstaltning ikke er omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 2204/2002, er virksomheden i henhold til artikel 21 i statutten for Domstolen og procesreglementets artikel 44, stk. 1, litra c), forpligtet til at gøre nærmere rede for dette anbringende.

75

Retten bemærker for det første, at Kommissionen i henhold til artikel 1, stk. 1, litra a), nr. iv), og artikel 1, stk. 1, litra b), i forordning nr. 994/98 ved forordning udstedt i overensstemmelse med proceduren i forordningens artikel 8 og med artikel 87 EF kan erklære, at støtte til beskæftigelse og uddannelse og støtte tildelt i overensstemmelse med det kort, Kommissionen har godkendt for tildeling af regionalstøtte i hver medlemsstat, er forenelig med fællesmarkedet og ikke omfattet af underretningspligten i artikel 88, stk. 3, EF.

76

Kommissionen har udøvet denne kompetence med vedtagelsen af forordning nr. 2204/2002. For at en støtte kan være fritaget for underretningspligten i medfør af denne forordning, skal betingelserne for anvendelse af forordningen være opfyldt. Som det fastslås nedenfor i præmis 93-96, er dette ikke tilfældet i denne sag.

77

Retten mener heller ikke, at Brandts argument om, at den omtvistede foranstaltning kun er en ubetydelig variant af CIGS-ordningen og mobilitetsordningen, som begge er eksisterende statsstøtte, kan tiltrædes. I henhold til artikel 1 i forordning nr. 659/1999 kan en eksisterende støtte omfatte flere tilfælde. I henhold til denne bestemmelse udgør eksisterende støtte:

78

Retten bemærker, at den ældste af de italienske love, hvorved støtteordningerne blev indført, og som der er henvist til i denne sag, er fra 1991. I denne sag er det første tilfælde, hvor en støtte kan anses for eksisterende støtte, således udelukket.

79

Som det er fremhævet ovenfor i præmis 62, har Kommissionen desuden anført, at CIGS-ordningen og mobilitetsordningen ikke er blevet anmeldt til denne, og at den ikke har undersøgt dem på baggrund af bestemmelserne om statsstøtte. Det andet og tredje tilfælde, hvor en støtteforanstaltning kan anses for eksisterende støtte, er således heller ikke relevante i denne sag.

80

I den anfægtede beslutning har Kommissionen desuden udelukkende pålagt Den Italienske Republik at træffe de nødvendige foranstaltninger for at tilbagesøge den støtte, der er udbetalt på grundlag af den omtvistede foranstaltning. Det fjerde tilfælde, hvorved en støtteforanstaltning kunne anses for eksisterende støtte, er således heller ikke relevant i denne sag.

81

Endelig bemærker Retten, at parterne ikke har fremført nogen argumenter, hvori de gør gældende, at den omtvistede foranstaltning ikke udgjorde støtte på tidspunktet for dens ikrafttræden, og at den først blev en støtte som følge af udviklingen af fællesmarkedet. Det femte og sidste tilfælde, hvorved en støtteforanstaltning kunne anses for eksisterende støtte, er således heller ikke relevant i denne sag.

82

På baggrund af det anførte må det fastslås, at den omtvistede foranstaltning ikke er eksisterende støtte.

83

Dette anbringende må derfor forkastes.

84

Den Italienske Republik har gjort gældende, at i modsætning til hvad der er anført i den anfægtede beslutnings betragtning 22, er den omtvistede foranstaltning ikke som påstået ulovlig, fordi den blev gennemført, før Kommissionen havde taget stilling til den, idet den var en hasteforanstaltning. Hvis foranstaltningen ikke var blevet iværksat i løbet af den administrative procedure, ville den ikke have haft nogen effektiv virkning.

85

Kommissionen har gjort opmærksom på, at i henhold til artikel 88, stk. 3, EF skal den underrettes på forhånd om alle støtteforanstaltninger, og det er ikke tilladt at gennemføre de påtænkte foranstaltninger, før undersøgelsen har ført til endelig beslutning. En medlemsstat kan ikke ensidigt frigøre sig fra disse forpligtelser ved at påberåbe sig hastende karakter, da den tidsfrist på to måneder, der er fastsat til den foreløbige undersøgelse, allerede opfylder dette krav (Domstolens dom af 15.2.2001, sag C-99/98, Østrig mod Kommissionen, Sml. I, s. 1101, præmis 73).

86

Det bemærkes, at det klart og utvetydigt fremgår af artikel 88, stk. 3, EF, at den pågældende medlemsstat ikke kan gennemføre de påtænkte foranstaltninger, før den foreløbige undersøgelse har ført til endelig beslutning.

87

Denne bestemmelse suppleres i øvrigt af artikel 4, stk. 5, i forordning nr. 659/1999, hvori der fastsættes en frist, som i princippet er på to måneder fra dagen efter modtagelsen af anmeldelsen, til at vedtage en beslutning efter den foreløbige undersøgelse af den anmeldte foranstaltning.

88

Hvad angår den tidsfrist på to måneder, som oprindeligt blev fastsat i retspraksis, har Domstolen i sin dom i sagen Østrig mod Kommissionen (præmis 73) fastslået, at den ved at tage udgangspunkt i artikel 230 EF og 232 EF og således fastsætte varigheden af fristen til højst to måneder ville undgå en retsusikkerhed, som klart ville være i strid med formålet med den indledende fase af undersøgelsen af statsstøtte, som er fastsat i artikel 88, stk. 3, EF. Som Domstolen udtalte, ville dette formål, som består i at give medlemsstaten den nødvendige retssikkerhed ved hurtigt at afgøre, om en støtte, som kan være af hastende karakter, er forenelig med traktaten, nemlig blive bragt i fare, såfremt fristen blev anset for vejledende. Desuden ville denne retsusikkerhed kunne blive forstærket i tilfælde af en kunstig forlængelse af undersøgelsens indledende fase.

89

Derfor må den frist, som er fastsat i artikel 4, stk. 5, i forordning nr. 659/1999, anses for at være tvingende og for at binde alle parter i den indledende fase af undersøgelsen. Den pågældende medlemsstat kan således ikke frigøre sig fra denne ved at påberåbe sig hastende karakter. Som Kommissionen med rette har påpeget, svarer en frist på to måneder til at fuldføre den indledende fase af undersøgelsen desuden allerede til dette krav.

90

Af det anførte følger, at dette anbringendes første led må forkastes.

91

Den Italienske Republik har bestridt den anfægtede beslutning, idet det i betragtning 32 og 33 er anført, at den omtvistede foranstaltning ikke kan anses for forenelig med fællesmarkedet i henhold til forordning nr. 2204/2002, især fordi den gælder i hele landet, og fordi den gælder ved salg af virksomheder med over 1000 beskæftigede, dvs. især salg af store virksomheder. Selv om støtte til oprettelse af nye arbejdspladser i ikke-støtteberettigede områder kun er tilladt, når der er tale om små og mellemstore virksomheder, kan dette på ingen måde foranledige Kommissionen til at konkludere, at hele foranstaltningen er uforenelig i henhold til forordningen, da det ikke kan udelukkes, at overtagelse af denne type virksomheder også kan være af interesse for små og mellemstore virksomheder.

92

Kommissionen har gjort gældende, at Den Italienske Republik har udvist en mangelfuld forståelse for kontrollen af statsstøtte, især støtteordninger. For at en ordning kan anses for forenelig med fællesmarkedet, er det ikke tilstrækkeligt, at forenelighedskriterierne er opfyldt i bestemte tilfælde, hvor ordningen kan finde anvendelse. Det er derimod nødvendigt, at den støtte, der tildeles på grundlag af støtteordningen, opfylder disse kriterier i alle tilfælde. Dette princip kommer klart til udtryk i artikel 3, stk. 1, litra a), i forordning nr. 2204/2002. I det foreliggende tilfælde udelukker den omtvistede foranstaltning ifølge Kommissionen ikke, at støtten gives til en stor virksomhed i en ikke-støtteberettiget region, og Kommissionen har derfor med rette konkluderet, at den ikke opfyldte betingelserne i forordning nr. 2204/2002.

93

Retten understreger, at det fremgår af selve ordlyden af artikel 4 i forordning nr. 2204/2002, at kun små og mellemstore virksomheder kan drage fordel af støtten til oprettelse af nye arbejdspladser uden for områder, der er berettigede til regionalstøtte. Eftersom den omtvistede foranstaltning kan anvendes på alle virksomheder i hele landet, er denne betingelse ikke opfyldt, hvilket også fremgår af den anfægtede beslutnings betragtning 32 og 33. Desuden vedrørte det eneste tilfælde, hvor den omtvistede foranstaltning er blevet anvendt, store virksomheder i et ikke-støtteberettiget område, og derfor kan støtten heller ikke anses for forenelig med fællesmarkedet på dette grundlag.

94

Retten finder desuden, at Kommissionen med rette fastslog, at det ikke er tilstrækkeligt, at forenelighedskriterierne er opfyldt i bestemte tilfælde, hvor ordningen finder anvendelse, for at den kan anses for at være forenelig med fællesmarkedet under hensyn til forordning nr. 2204/2002. Den støtte, der ydes inden for denne ordning, skal opfylde betingelserne i alle tilfælde. Dette princip kommer klart til udtryk i artikel 3, stk. 1, litra a), i forordning nr. 2204/2002. I det foreliggende tilfælde er der ikke noget til hinder for, at der med den omtvistede foranstaltning kan ydes støtte til en stor virksomhed i et ikke-støtteberettiget område. Kommissionen har derfor med rette besluttet, at den omtvistede foranstaltning ikke opfyldte betingelserne i forordning nr. 2204/2002.

95

Retten bemærker endvidere, at den anfægtede beslutning vedrører den omtvistede foranstaltning i sin helhed, og at det i betragtning 38 udtrykkeligt er angivet, at den ikke udelukker muligheden for, at Kommissionen senere ved en beslutning betegner støttetildelinger som led i ordningen som helt eller delvis forenelige på grundlag af deres specifikke karakteristika.

96

Af det anførte følger, at dette anbringendes andet led må forkastes.

97

Den Italienske Republik har gjort gældende, at Kommissionen i henhold til punkt 101 i Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder skal undersøge, om en rednings- og omstruktureringsstøtte, der er ydet uden Kommissionens godkendelse og derfor i strid med artikel 88, stk. 3, EF, er i overensstemmelse med fællesmarkedet. Den Italienske Republik har i denne henseende afvist Kommissionens argument om, at der manglede nogle oplysninger, som var nødvendige for, at den kunne foretage en individuel undersøgelse af anvendelsen af den omtvistede foranstaltning, og påpeget, at Kommissionen formelt skulle have anmodet de italienske myndigheder om de oplysninger, den skulle bruge, i stedet for blot at tale om muligheden for en individuel anmeldelse.

98

Kommissionen har gjort gældende, at det fremgår af punkt 64 i Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder, at rednings- og omstruktureringsstøtteordninger kun kan godkendes for små og mellemstore virksomheder som omhandlet i EF-definitionen af sådanne virksomheder. I modsætning til, hvad Den Italienske Republik har hævdet, pålægger punkt 101 i rammebestemmelserne ikke Kommissionen at undersøge, om alle rednings- og omstruktureringsstøtteydelser, der er ydet uden Kommissionens godkendelse, er forenelige med fællesmarkedet. Der er blot tale om en bestemmelse, der omhandler anvendelsen af de forskellige regler, der er vedtaget på området gennem tiden, og den indeholder absolut ingen forpligtelse til, at Kommissionen foretager en individuel undersøgelse af alle de tilfælde, hvor der er anvendt ikke-anmeldte ordninger.

99

Det bemærkes, at Kommissionen i henhold til Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder kan godkende to former for rednings- og omstruktureringsstøtteordninger, såfremt de betingelser, der er fastsat i disse bestemmelser, er opfyldt: dels rednings- og omstruktureringsstøtte, der anmeldes individuelt til Kommissionen, for alle virksomheder uanset størrelse (rammebestemmelsernes punkt 22-63), dels rednings- og omstruktureringsstøtteordninger udelukkende for små og mellemstore virksomheder (rammebestemmelsernes punkt 64-69).

100

I denne sag finder den omtvistede foranstaltning anvendelse på alle virksomheder uanset deres størrelse i henhold til lovdekret nr. 23/2003. Desuden er den kun blevet anvendt i et enkelt tilfælde, nemlig da en stor virksomhed, Ocean, blev overtaget af en anden stor virksomhed, Brandt.

101

Som det allerede er anført ovenfor i præmis 94 vedrørende forordning nr. 2204/2002, er det — for at en støtteordning kan anses for forenelig med fællesmarkedet — ikke tilstrækkeligt, at de betingelser, der kræves opfyldt, er opfyldt i bestemte tilfælde, hvor ordningen kan finde anvendelse. Den støtte, der ydes inden for denne ordning, skal opfylde betingelserne i alle tilfælde. Derfor er den rent teoretiske mulighed i denne sag for, at den virksomhed, der eventuelt overtages, er en lille eller mellemstor virksomhed, ikke tilstrækkelig til, at den anmeldte støtte er forenelig med fællesmarkedet hvad angår Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder.

102

Da den omtvistede foranstaltning ikke opfylder betingelserne for at være omfattet af anvendelsesområdet for Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder, er der ikke grundlag for at undersøge, om de processuelle betingelser er opfyldt.

103

Dette anbringendes tredje led må derfor forkastes.

104

I lyset af det anførte fastslår Retten, at den omtvistede foranstaltning ikke kan anses for forenelig med fællesmarkedet i henhold til nogen af de fællesskabsbestemmelser, der er påberåbt. Dette anbringende må derfor forkastes i dets helhed.

105

Hvad angår sagsøgernes anbringende om manglende begrundelse af den anfægtede beslutning med hensyn til klassificeringen af den omtvistede foranstaltning som statsstøtte finder Retten, at den begrundelse, der er anført i den anfægtede beslutnings punkt 5, er tydelig og tilstrækkelig til at begrunde Kommissionens synspunkt, idet argumentationen heri svarer til Rettens argumentation i præmis 63-70.

106

Den Italienske Republik har gjort gældende, at Kommissionens vurdering, som den har gjort rede for i den anfægtede beslutnings betragtning 18, ikke er begrundet. Ifølge denne vurdering er den omtvistede foranstaltning ikke af generel karakter, men giver bestemte virksomheder en økonomisk fordel ved at mindske deres normale omkostninger og styrke deres finansielle stilling i forhold til andre konkurrenter, som ikke nyder godt heraf, hvilket bekræftes af, at foranstaltningen kun er anvendt i et enkelt tilfælde. Ifølge Den Italienske Republik medfører denne vurdering en urigtig anvendelse af selektivitetsbetingelsen i traktaten, der kræver, at foranstaltningen skal begunstige bestemte virksomheder eller bestemte produktioner. Denne betingelse er nemlig ikke opfyldt, når den omtvistede foranstaltning, som i denne sag, hverken har til formål eller til følge at begunstige bestemte virksomheder eller bestemte produktioner, da den finder anvendelse på nøjagtigt definerede personer, efter objektive kriterier, uden mulighed for skønsmæssige ændringer af anvendelsesområdet. Hvad angår den begrænsede varighed og det forhold, at den omtvistede foranstaltning kun er blevet anvendt i et enkelt tilfælde, som ifølge Kommissionen viser, at der er tale om en selektiv foranstaltning, har Den Italienske Republik understreget, at det afgørende rent faktisk er, om den tekst, hvorved foranstaltningen er indført, har en generel og abstrakt ordlyd, hvorved Kommissionen ved en indledende kontrol, som var det, den burde have foretaget, ikke kunne udelukke, at den omtvistede foranstaltning kunne anvendes på andre støttemodtagere, som opfyldte de nødvendige betingelser.

107

Kommissionen har gjort gældende, at uanset om anvendelsesområdet for en foranstaltning er fastlagt på grundlag af objektive kriterier, kan den alligevel have en selektiv karakter (dommen i de forenede sager T-127/99, T-129/99 og T-148/99, Diputación Foral de Álava m.fl. mod Kommissionen, præmis 163, og i de forenede sager T-92/00 og T-103/00, Diputación Foral de Álava m.fl. mod Kommissionen, præmis 58). De meget præcise anvendelseskriterier og den meget korte varighed af anvendelsen, som betød, at den kun blev anvendt i et enkelt tilfælde, viser, at den omtvistede foranstaltnings generelle og abstrakte karakter, som Den Italienske Republik har påberåbt sig, kun er en facade. Da den anfægtede beslutning vedrører den omtvistede foranstaltning i sin helhed, er det desuden tilstrækkeligt, at den er selektiv i forhold til en af de to kategorier af modtagere. Kommissionen har endvidere, som svar på Den Italienske Republiks bemærkninger angående den nævnte retspraksis’ relevans, gjort opmærksom på, at en fordel ikke behøver at være tildelt på grundlag af skøn, for at den kan anses for selektiv. Den selektive karakter kan være resultat af anvendelsen af kriterier for automatisk tildeling (dommen i sagen Belgien mod Kommissionen, præmis 27-31). Kommissionen har endelig gjort gældende, at den omtvistede foranstaltnings selektive karakter bekræftes af, at den kun har været anvendt en enkelt gang.

108

Den Italienske Republik har hævdet, at den anfægtede beslutning også mangler en begrundelse, idet den som begunstigede i henhold til den omtvistede foranstaltning angiver kriseramte virksomheder, der var omfattet af en procedure med særlig administration, som havde over 1000 ansatte, og som blev afhændet, ud fra den konstatering alene, at hvem den faktiske begunstigede i henhold til den omtvistede foranstaltning er, afhænger af en række faktorer, som ikke er belyst tilstrækkeligt af de italienske myndigheder, men uden at præcisere, hvilke faktorer der er relevante for at bestemme den begunstigede og af hvilken årsag.

109

Kommissionen har bemærket, at den omtvistede foranstaltning sagtens kan udgøre statsstøtte, selv om sælger eller køber var den eneste begunstigede. Kommissionen har i denne henseende henvist til Domstolens praksis, hvorefter begunstigede i henhold til en støtteforanstaltning ikke nødvendigvis er de samme personer, som staten direkte har tildelt støtte eller givet lettelser til (Domstolens dom af 19.9.2000, sag C-156/98, Tyskland mod Kommissionen, Sml. I, s. 6857, præmis 22-28). I denne sag ville det f.eks. fuldt ud være muligt, at en virksomhed, der var omfattet af en procedure med særlig administration, og som afhændede et af sine aktivitetsområder, fortsatte med at udøve andre aktiviteter. I dette tilfælde ville foranstaltningen betyde mindskelser af udgifter, som denne virksomhed normalt skulle bære, nemlig lønninger og godtgørelser i forbindelse med afskedigelser samt andre bidrag, især til administrationen af CIGS. Der kan også være andre fordele som følge af en foranstaltning vedtaget af staten, som giver mulighed for en afhændelse af en virksomhed, som ellers ikke ville kunne finde sted eller kun kunne finde sted på andre vilkår, f.eks. til en højere pris.

110

Den Italienske Republik har givet udtryk for den opfattelse, at den anfægtede beslutning heller ikke er begrundet hvad angår vurderingen af den tredje og den fjerde betingelse for anvendelsen af artikel 87, stk. 1, EF, der vedrører henholdsvis påvirkningen af samhandelen mellem medlemsstaterne og de negative konsekvenser for konkurrencen, idet Kommissionen i den anfægtede beslutnings betragtning 20 udelukkende har fremsat uimodsigelige påstande i denne henseende.

111

Brandt har udtrykt den samme kritik og hævdet, at Kommissionen i den anfægtede beslutnings betragtning 20 i meget almene vendinger har henvist til en styrkelse af visse virksomheders finansielle stilling i forhold til deres konkurrenter. Kommissionen har således undladt at vurdere og påvise, hvordan den omtvistede foranstaltning har påvirket samhandelen mellem medlemsstaterne og skadet konkurrencen. På denne måde har Kommissionen ikke opfyldt sin forpligtelse, som er omhandlet i Domstolens dom af 13. marts 1985, forenede sager 296/82 og 318/82, Nederlandene og Leeuwarder Papierwarenfabriek mod Kommissionen, Sml. s. 809, præmis 22-24, til at gøre rede for begrundelserne for sine beslutninger hvad angår statsstøtte, med et minimum af relevante oplysninger, så det er muligt i det mindste at bestemme det relevante marked, de pågældende virksomheders position på markedet, handelsstrømmen mellem medlemsstaterne for de pågældende produkters vedkommende og den påståede støttemodtagende virksomheds eksport.

112

Kommissionen har gjort gældende, at den ikke har pligt til at påvise den faktiske virkning af støtte, der er ydet ulovligt, på konkurrencen og samhandelen mellem medlemsstaterne (Domstolens dom af 14.2.1990, sag C-301/87, Frankrig mod Kommissionen, Sml. I, s. 307, præmis 33, Rettens dom af 29.9.2000, sag T-55/99, CETM mod Kommissionen, Sml. II, s. 3207, præmis 103, og dommene i sagen P & O European Ferries (Vizcaya) og Diputación Foral de Vizcaya mod Kommissionen, præmis 142).

113

Den Italienske Republik har, parallelt med de argumenter, der er gjort rede for i præmis 91 og 97, gjort gældende, at Kommissionen ikke har givet tilstrækkelig begrundelse for den anfægtede beslutning, idet den har afvist muligheden for, at den omtvistede foranstaltning kan anses for forenelig med fællesmarkedet på grundlag af forordning nr. 2204/2002 og Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder.

114

Kommissionen har i sit svar blot gentaget de argumenter, der er gjort rede for i præmis 92 og 98, om at forordning nr. 2204/2002 og Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder ikke finder anvendelse i denne sag.

115

Brandt har gjort gældende, at den anfægtede beslutning er meget utilstrækkeligt begrundet, idet Kommissionen ikke har angivet årsagerne til, at Den Italienske Republik skal træffe de nødvendige foranstaltninger for at tilbagesøge den støtte, der er udbetalt til Brandt. Ifølge Brandt burde Kommissionen i en retlig og faktisk sammenhæng, hvor det i det mindste er tvivlsomt, om en sådan handling er lovlig, have givet en forklaring på den anfægtede beslutning på dette punkt, så Retten og de involverede parter kunne give udtryk for deres synspunkter.

116

Kommissionen har hævdet, at den, hvad Brandt angår, ikke har givet nogen specifik begrundelse af kravet om, at Den Italienske Republik tilbagesøger den støtte, der er udbetalt til Brandt i henhold til den omtvistede foranstaltning, da tilbagesøgningen er en normal og almen følge, når en ulovlig støtte erklæres for uforenelig med fællesmarkedet, og fordi Kommissionen ikke havde pligt til at foretage en individuel undersøgelse af Brandts sag.

117

I henhold til fast retspraksis udgør begrundelsespligten et væsentligt formkrav, som bør adskilles fra begrundelsens materielle indhold, der henhører under spørgsmålet om lovligheden af den anfægtede retsakt (Domstolens dom af 22.3.2001, sag C-17/99, Frankrig mod Kommissionen, Sml. I, s. 2481, præmis 35, og Rettens dom af 18.1.2005, sag T-93/02, Confédération nationale du Crédit mutuel mod Kommissionen, Sml. II, s. 143, præmis 67).

118

Den begrundelse, der kræves i henhold til artikel 253 EF, skal tilpasses karakteren af den pågældende retsakt og klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt den anfægtede retsakt, har lagt til grund, således at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, og således at den kompetente ret kan udøve sin prøvelsesret. Begrundelseskravet skal fastlægges i lyset af den konkrete sags omstændigheder, navnlig indholdet af den pågældende retsakt, indholdet af de anførte grunde samt den interesse, som retsaktens adressater samt andre, der må anses for umiddelbart og individuelt berørt af retsakten, kan have i begrundelsen. Det kræves ikke, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige momenter, da spørgsmålet, om en retsakts begrundelse opfylder kravene efter artikel 253 EF, ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område (jf. Domstolens dom af 2.4.1998, sag C-367/95 P, Kommissionen mod Sytraval og Brink’s France, Sml. I, s. 1719, præmis 63 og den deri nævnte retspraksis).

119

Af disse principper fremgår især, at Kommissionen har pligt til at påvise, at den pågældende foranstaltning udgør statsstøtte, og at den ikke er forenelig med fællesmarkedet. Den har derimod ikke pligt til punkt for punkt at imødegå argumenter, der er uden relevans, og som er påberåbt af de nationale myndigheder eller af intervenienter (Rettens dom af 12.12.2006, sag T-95/03, Asociación de Estaciones de Servicio de Madrid og Federación Catalana de Estaciones de Servicio mod Kommissionen, Sml. II, s. 4739, præmis 108).

120

Hvad angår den første påstand om mangel på begrundelse af den anfægtede beslutning mener Retten, at de oplysninger i den anfægtede beslutning, der er gjort rede for i præmis 66, som helhed er klare og tilstrækkelige til at fastslå, at den omtvistede foranstaltning var selektiv.

121

Dette anbringendes første led må derfor forkastes.

122

Det bemærkes for det første, at den anfægtede beslutning i betragtning 18 angiver to kategorier af potentielle begunstigede i henhold til den omtvistede foranstaltning, nemlig:

123

Retten finder endvidere, at Kommissionen, i modsætning til, hvad Den Italienske Republik har hævdet, ikke havde pligt til i sin beslutning at angive en specifik modtager af den støtte, der er udbetalt i henhold til den omtvistede foranstaltning, og at den kunne begrænse sig til at angive de to konkrete kategorier af modtagere, som den har gjort i den anfægtede beslutnings betragtning 18. I øvrigt bemærkes, at den ubetalte støtte i det eneste tilfælde, hvor den omtvistede foranstaltning er blevet anvendt, havde til formål at lette afhændelsen af en kriseramt virksomhed. Dette har gjort en frivillig økonomisk transaktion mellem to parter lettere. Retten skal henvise til den retspraksis, hvorefter begunstigede i henhold til en støtteforanstaltning ikke nødvendigvis er de samme personer, som staten direkte har tildelt støtte eller givet lettelser til (dommen i sagen Tyskland mod Kommissionen, præmis 28).

124

Eftersom Kommissionen har undersøgt den omtvistede foranstaltning udelukkende på baggrund af de oplysninger, som de italienske myndigheder har fremlagt, og som ikke indeholdt specifikke dokumenter vedrørende det eneste tilfælde, hvor den er blevet anvendt, finder Retten, at oplysningerne i den anfægtede beslutnings betragtning 18, herunder den ikke-udtømmende opregning af de faktorer, som kan danne grundlag for bestemmelsen af den faktiske støttemodtager, er tilstrækkelige.

125

Dette anbringendes andet led må derfor forkastes.

126

Det bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at selv om det i visse tilfælde kan fremgå af selve de omstændigheder, hvorunder støtten ydes, at den kan påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne og fordreje eller true med at fordreje konkurrencevilkårene, påhviler det i det mindste Kommissionen at angive disse omstændigheder i beslutningens begrundelse (jf. dommen i sagen Italien og Sardegna Lines mod Kommissionen, præmis 66 og den deri nævnte retspraksis, og dommen i sagen Regione autonoma della Sardegna mod Kommissionen, præmis 73 og 74).

127

Kommissionen er imidlertid ikke forpligtet til at påvise, hvilke virkninger den ulovlige støtte rent faktisk havde på konkurrencen og samhandelen mellem medlemsstaterne. Hvis Kommissionen havde været forpligtet til at påvise dette, ville det være ensbetydende med, at man begunstigede de medlemsstater, der yder støtte under tilsidesættelse af anmeldelsespligten ifølge artikel 88, stk. 3, EF, på de medlemsstaters bekostning, der giver underretning om en påtænkt støtte (Rettens dom af 30.4.1998, sag T-214/95, Vlaamse Gewest mod Kommissionen, Sml. II, s. 717, præmis 67, og af 30.1.2002, sag T-35/99, Keller og Keller Meccanica mod Kommissionen, Sml. II, s. 261, præmis 85 og den deri nævnte retspraksis). Denne retspraksis støttes i øvrigt af ordlyden af artikel 87, stk. 1, EF, hvorefter ikke kun støtte, der »fordrejer« konkurrencevilkårene, men også støtte, der »truer med at fordreje« konkurrencevilkårene, er uforenelige med fællesmarkedet (dommen i sagen Keller og Keller Meccanica mod Kommissionen, præmis 85).

128

Det bemærkes, at Kommissionen i den anfægtede beslutnings betragtning 20 fastslog følgende:

»Den tredje og fjerde betingelse for anvendelse af artikel 87, stk. 1, [EF] er, at foranstaltningen fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencen og påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne. Den foreliggende ordning truer med at fordreje konkurrencen, idet den styrker bestemte virksomheders finansielle position i forhold til deres konkurrenter. Især truer foranstaltningen med at fordreje konkurrencen og påvirke samhandelen, hvis støttemodtagerne konkurrerer med produkter fra andre medlemsstater, selv hvis de ikke eksporterer deres produktion. Hvis støttemodtagerne ikke eksporterer, bliver den nationale produktion begunstiget, eftersom det bliver vanskeligere for virksomheder fra andre medlemsstater at eksportere deres produkter til det pågældende marked.«

129

Det bemærkes endvidere, at Kommissionen, som det er fastslået ovenfor i præmis 86-90, i den anfægtede beslutnings betragtning 22 med rette fastslog, at de italienske myndigheder ikke har opfyldt deres forpligtelser i henhold til artikel 88, stk. 3, EF, idet de har gennemført foranstaltningen uden Kommissionens forudgående godkendelse.

130

I henhold til den nævnte retspraksis mener Retten derfor, at begrundelsen i den anfægtede beslutnings betragtning 20 er fyldestgørende og tilstrækkelig.

131

Af det anførte følger, at dette anbringendes tredje led må forkastes.

132

Hvad angår den anden påstand om manglende begrundelse af den anfægtede beslutning finder Retten, at den begrundelse, der er angivet i den anfægtede beslutnings punkt 5.4 og 5.5, er tydelig og tilstrækkelig til at begrunde Kommissionens synspunkt. Denne argumentation stemmer overens med Rettens argumentation, som fremgår af præmis 93-96 og 99-103.

133

Det bemærkes, at ifølge fast retspraksis er tilbagesøgning af ulovligt udbetalt støtte, inklusive renter, den logiske følge af, at støtten er fundet uforenelig med fællesmarkedet (Domstolens dom af 21.3.1990, sag C-142/87, Belgien mod Kommissionen, Sml. I, s. 959, præmis 66, af 14.1.1997, sag C-169/95, Spanien mod Kommissionen, Sml. I, s. 135, præmis 47, og af 29.6.2004, sag C-110/02, Kommissionen mod Rådet, Sml. I, s. 6333, præmis 41).

134

I det foreliggende tilfælde har Kommissionen i den anfægtede beslutnings artikel 1 fastslået, at den omtvistede foranstaltning er uforenelig med fællesmarkedet, hvilket Retten har bekræftet ovenfor i præmis 104.

135

I henhold til den nævnte retspraksis, og eftersom Kommissionen, som det er fastslået i præmis 140-145, ikke var forpligtet til at undersøge Brandts individuelle tilfælde, finder Retten, at Kommissionen ikke har tilsidesat sin begrundelsespligt i den anfægtede beslutning i denne henseende.

136

Af det anførte følger, at dette anbringendes fjerde led må forkastes.

137

Dette anbringende må derfor forkastes i dets helhed.

138

Brandt har gjort gældende, at Kommissionen udelukkende har baseret sit krav om, at Den Italienske Republik træffer de nødvendige foranstaltninger for at tilbagesøge den støtte, som Brandt har modtaget individuelt i henhold til den omtvistede foranstaltning, på undersøgelsen af denne foranstaltning, som den har klassificeret som en generel ordning. Den har imidlertid ikke foretaget en egentlig undersøgelse af det konkrete tilfælde, hvor den påståede støtte er blevet anvendt. Ifølge Brandt har Kommissionen således, ved at pålægge Den Italienske Republik at tilbagesøge den støtte, virksomheden har fået udbetalt, som sagtens kunne have vist sig at være forenelig med fællesmarkedet ved en rutineundersøgelse i henhold til forordning nr. 659/1999, tilsidesat bestemmelserne i denne forordning (Domstolens dom af 29.10.1980, sag 22/80, Boussac, Sml. s. 3427, og generaladvokat Albers forslag til afgørelse i sagen Frankrig mod Kommissionen (dom af 22.3.2001, Sml. I, på s. 2484, punkt 40)). Hvis Kommissionen havde haft til hensigt at kræve tilbagesøgning af den påståede støtte fra Brandt, skulle den have overholdt proceduren i artikel 11 i forordning nr. 659/1999.

139

Kommissionen har gjort gældende, at den anfægtede beslutning ikke indeholder noget krav om foreløbig tilbagesøgning af støtten i henhold til artikel 11 i forordning nr. 659/1999. Der er kun pålagt tilbagesøgning på grundlag af den anfægtede beslutning, i henhold til forordningens artikel 14, og de materielle og formelle betingelser i forordningens artikel 11 skulle således ikke tages i betragtning. Denne måde at handle på er helt legitim, som det fremgår af adskillige domme, hvorved negative beslutninger om støtteordninger, hvori Kommissionen med rette havde krævet tilbagesøgning af støtte, der var udbetalt under sådanne ordninger, er blevet opretholdt (Domstolens dom af 17.6.1999 i sagen Belgien mod Kommissionen, præmis 64 ff., dommen i sagen Tyskland mod Kommissionen, præmis 112 og ff., dom af 7.3.2002, sag C-310/99, Italien mod Kommissionen, Sml. I, s. 2289, præmis 98 ff., af 19.9.2002, sag C-114/00, Spanien mod Kommissionen, Sml. I, s. 7657, præmis 107 ff., af 29.4.2004, sag C-298/00 P, Italien mod Kommissionen, Sml. I, s. 4087, præmis 86 ff., som stadfæstede Rettens dom af 15.6.2000, forenede sager T-298/97, T-312/97, T-313/97, T-315/97, T-600/97 – T-607/97, T-1/98, T-3/98 – T-6/98 og T-23/98, Alzetta m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2319, og af 29.4.2004, sag C-278/00, Grækenland mod Kommissionen, Sml. I, s. 3997, præmis 103-108).

140

Med hensyn til Brandts påstand om, at Kommissionen var forpligtet til at foretage en individuel undersøgelse af Brandts sag, bemærkes for det første, at de italienske myndigheder anmeldte den omtvistede foranstaltning ved skrivelse af 12. februar 2003. Som svar på Kommissionens anmodning om yderligere oplysninger om den omtvistede foranstaltning, og under hele den administrative procedure, har Den Italienske Republik hævdet, at den omtvistede foranstaltning var en generel ordning, der kun var blevet anvendt i et enkelt tilfælde, nemlig ved Brandts overtagelse af Ocean. Den Italienske Republik har imidlertid ikke givet Kommissionen nogen oplysninger om Brandts konkrete sag, f.eks. omstruktureringsplanen.

141

Dernæst bemærkes, at Kommissionens beslutning om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure i henhold til artikel 88, stk. 2, EF blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende den 18. december 2003, som det også fremgår af præmis 13 ovenfor. På trods heraf fandt Brandt det imidlertid ikke nødvendigt at fremsætte bemærkninger under den formelle undersøgelsesprocedure. Det følger imidlertid af fast retspraksis, at offentliggørelse af en meddelelse i EU-Tidende er et egnet middel til at gøre alle de interesserede parter bekendt med, at der er indledt en sådan procedure (Domstolens dom af 14.11.1984, sag 323/82, Intermills mod Kommissionen, Sml. s. 3809, præmis 17, og Rettens dom af 11.5.2005, forenede sager T-111/01 og T-133/01, Saxonia Edelmetalle mod Kommissionen, Sml. II, s. 1579, præmis 48, og af 31.5.2006, sag T-354/99, Kuwait Petroleum (Nederland) mod Kommissionen, Sml. II, s. 1475, præmis 81). På trods af at meddelelsen blev offentliggjort, har Brandt ikke interveneret i løbet af den formelle undersøgelsesprocedure og har ikke forelagt Kommissionen supplerende bemærkninger.

142

Retten finder derfor, at Kommissionen havde modtaget anmeldelsen af den omtvistede foranstaltning og derfor havde tilstrækkelige oplysninger til at behandle den. Selv om Retten erkender, at der kunne være tvivl om, hvorvidt den omtvistede foranstaltning kan udgøre individuel støtte, må det imidlertid antages, at Kommissionen ikke havde konkrete oplysninger, der gjorde det muligt for den at konstatere dette, ud fra Den Italienske Republiks indrømmelse af, at den omtvistede foranstaltning kun var blevet anvendt i et enkelt tilfælde. Det bemærkes i denne henseende, at Kommissionen i forbindelse med en støtteordning kan indskrænke sig til at undersøge ordningens nærmere indhold uden at være forpligtet til at undersøge hver enkelt anvendelse af ordningen med henblik på at vurdere, om den nævnte ordning indeholder støtteelementer (Domstolens dom i sagen Italien og Sardegna Lines mod Kommissionen, præmis 51, dommen i sagen Grækenland mod Kommissionen, præmis 24, og dom af 15.12.2005, sag C-148/04, Unicredito Italiano, Sml. I, s. 11137, præmis 67).

143

Det bemærkes desuden, at det i den anfægtede beslutnings betragtning 38 tydeligt er angivet, at den vedrører den omtvistede foranstaltning og de tilfælde, hvor denne er blevet anvendt, men at den ikke udelukker muligheden for, at Kommissionen senere, ved en beslutning, betegner individuelle støttetildelinger som led i ordningen som helt eller delvis forenelige på grundlag af deres specifikke karakteristika.

144

Retten finder derfor, at Kommissionen med føje har undersøgt den omtvistede foranstaltning, således som den blev anmeldt af Den Italienske Republik, og at Kommissionen derfor ikke har begået nogen processuel fejl til skade for Brandt.

145

Af det anførte følger, at dette anbringendes første led må forkastes.

146

Hvad angår kravet om tilbagesøgning har Brandt i det væsentlige påberåbt sig princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og påstået, at begrundelsespligten ikke er overholdt.

147

Kommissionen har gjort gældende, at Domstolen selv inden vedtagelsen af forordning nr. 659/1999 og uafhængigt af eksistensen af en udtrykkelig bestemmelse herom anerkendte, at tilbagesøgning af ulovligt udbetalt støtte, inklusive renter, er den logiske følge af, at støtten er fundet uforenelig med fællesmarkedet (Domstolens dom af 21.3.1990 i sagen Belgien mod Kommissionen, præmis 66, af 14.9.1994, forenede sager C-278/92, C-279/92 og C-280/92, Spanien mod Kommissionen, Sml. I, s. 4103, præmis 75, dommen af 14.1.1997 i sagen Spanien mod Kommissionen, præmis 47, af 7.3.2002 i sagen Italien mod Kommissionen, præmis 98, og dommen i sagen Kommissionen mod Rådet, præmis 41).

148

I henhold til artikel 14 i forordning nr. 659/1999 skal Kommissionen fremover påse, at støtte kræves tilbagebetalt af modtageren, medmindre dette er i strid med et generelt princip i fællesskabslovgivningen, f.eks. princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.

149

Kommissionen har imidlertid hævdet, at der i henhold til fast retspraksis ikke hos støttemodtagerne principielt kan bestå en berettiget forventning om, at den støtte, de har modtaget, er lovlig, medmindre den er blevet ydet under iagttagelse af den i artikel 88 EF fastlagte procedure. En påpasselig erhvervsdrivende må nemlig normalt være i stand til at forvisse sig om, at denne procedure er blevet fulgt, selv om den ulovlige beslutning om at tildele støtten kan tilskrives den pågældende stat, således at en geninddrivelse af støtten ville være i strid med princippet om god tro (Domstolens dom af 20.9.1990, sag C-5/89, Kommissionen mod Tyskland, Sml. I, s. 3437, præmis 14, og af 20.3.1997, sag C-24/95, Alcan Deutschland, Sml. I, s. 1591, præmis 25).

150

Selv om Kommissionen har erkendt, at det er muligt for modtagere af støtte at påberåbe sig ekstraordinære omstændigheder, der har kunnet skabe en berettiget forventning hos dem med hensyn til støttens lovlighed, og på grundlag heraf modsætte sig tilbagebetaling, har den understreget, at det i et sådant tilfælde, i henhold til fast retspraksis, tilkommer den nationale ret, der eventuelt har fået sagen forelagt, i givet fald efter at have anmodet Domstolen om en præjudiciel fortolkning, at afgøre sagen på grundlag af de pågældende omstændigheder (dommen i sagen Kommissionen mod Tyskland, præmis 16, og dommen af 7.3.2002 i sagen Italien mod Kommissionen, præmis 103).

151

Kommissionen har konstateret, at den omtvistede foranstaltning i det foreliggende tilfælde blev indført ved et lovdekret, der fandt umiddelbar anvendelse. Selv om Den Italienske Republik havde anmeldt denne foranstaltning og samtidig anerkendte, at der var tale om en støtteordning, er det således klart, at Den Italienske Republik ikke overholdt forpligtelsen i artikel 88, stk. 3, EF, og at den iværksatte den omtvistede foranstaltning på ulovlig vis, da Kommissionen endnu ikke havde udtalt sig om, hvorvidt den var forenelig med fællesmarkedet. Kommissionen har endvidere hævdet, at den i selve anmeldelsen af 7. februar 2003 blev opfordret til at vurdere, om den omtvistede foranstaltning var forenelig med fællesmarkedet hvad angår Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder.

152

Det har således været klart helt fra begyndelsen, at gennemførelsesforanstaltningerne til den omtvistede foranstaltning kunne udgøre statsstøtte, og at artikel 88, stk. 3, EF således var tilsidesat. Dette er ifølge Kommissionen tilstrækkeligt til at udelukke, at der kunne være tale om berettiget forventning.

153

Som det fremgår af omstændighederne og er blevet fastslået ovenfor i præmis 70 og 104, er den omtvistede foranstaltning uforenelig med fællesmarkedet, da den er vedtaget under tilsidesættelse af såvel de materielle som de formelle fællesskabsregler om statsstøtte.

154

Retten finder, at det i det foreliggende tilfælde synes umuligt, at en påpasselig erhvervsdrivende som Brandt kunne undlade at bemærke, at den omtvistede foranstaltning var ulovlig. Retten skal herved henvise til fast retspraksis, hvorefter der hos støttemodtagerne, henset til, at den kontrol, som Kommissionen i medfør af artikel 88 EF fører med statsstøtte, har sit grundlag i ufravigelige principper, principielt ikke kan bestå en berettiget forventning om, at den støtte, de har modtaget, er lovlig, medmindre den er blevet ydet under iagttagelse af den fastlagte procedure (dommen i sagen Kommissionen mod Tyskland, præmis 14, og dommen i sagen Alcan Deutschland, præmis 25). En påpasselig erhvervsdrivende må nemlig normalt være i stand til at forvisse sig om, at denne procedure er blevet fulgt, også selv om den ulovlige beslutning om at tildele støtten kan tilskrives den pågældende stat, således at tilbagekaldelse må fremstå som stridende mod redelig handlemåde (dommen i sagen Alcan Deutschland, præmis 41, og Rettens dom af 14.1.2004, sag T-109/01, Fleuren Compost mod Kommissionen, Sml. II, s. 127, præmis 135).

155

Endelig bemærkes, at det ligeledes fremgår af fast retspraksis, at hvis støttemodtageren, som Brandt, mener, at der foreligger ekstraordinære omstændigheder, der har kunnet skabe en berettiget forventning med hensyn til støttens lovlighed, tilkommer det i et sådant tilfælde den nationale ret, der eventuelt har fået sagen forelagt, i givet fald efter at have anmodet Domstolen om en præjudiciel fortolkning, at afgøre sagen (dommen i sagen Kommissionen mod Tyskland, præmis 16, dommen af 7.3.2002 i sagen Italien mod Kommissionen, præmis 103, og dommen i sagen Fleuren Compost mod Kommissionen, præmis 136).

156

Dette anbringendes andet led må derfor også forkastes.

157

Af det anførte følger, at dette anbringende må forkastes i dets helhed.

158

Ifølge procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Kommissionen har nedlagt påstand herom i sag T-239/04, og Den Italienske Republik har tabt sagen, bør det pålægges Den Italienske Republik at betale sagens omkostninger. Da Kommissionen har nedlagt påstand herom i sag T-323/04, og Brandt også har tabt sagen, bør det pålægges Brandt at betale sagens omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

Retten (Første Afdeling)