RETTENS DOM (Tredje Afdeling)

7. februar 2007

Sag T-175/04

Donal Gordon

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Tjenestemænd – annullationssøgsmål – karriereudviklingsrapport – total og vedvarende invaliditet – bortfald af søgsmålsinteresse – ufornødent at træffe afgørelse – erstatningssøgsmål – formaliteten«

Angående: Dels påstand om annullation af afgørelsen af 11. december 2003 om afslag på den klage, der blev indgivet over afgørelsen af 28. april 2003, som stadfæstede sagsøgerens karriereudviklingsrapport for perioden fra den 1. juli 2001 til den 31. december 2002, dels påstand om erstatning for det tab, sagsøgeren angiveligt har lidt.

Udfald: Det er ufornødent at træffe afgørelse vedrørende annullationspåstanden. Erstatningspåstanden afvises. Hver part bærer sine egne omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – søgsmål – søgsmålsinteresse

(Tjenestemandsvedtægten, art. 53, 78, 90 og 91; bilag VIII, art. 14)

2.      Retspleje – stævning – formkrav

[Statutten for Domstolen, art. 21 og art. 53, stk. 1; Rettens procesreglement, art. 44, stk. 1, litra c)]

1.      Da karriereudviklingsrapporten principielt kun berører den bedømte persons interesser, indtil han endeligt fratræder tjenesten, har tjenestemanden efter denne fratræden ikke længere interesse i at anlægge eller fortsætte en sag til prøvelse af denne rapport, medmindre vedkommende kan godtgøre, at der foreligger en særlig omstændighed, der begrunder en personlig og aktuel interesse i at opnå en annullation heraf.

Hvad angår en tjenestemand, der er gået på pension under den administrative procedure som følge af vedvarende og total invaliditet, der principielt afbryder hans karriere endeligt, udgør muligheden for en eventuel genindtræden i tjenesten i medfør af artikel 14 i vedtægtens bilag VIII kun en usikker omstændighed, der blot skaber en teoretisk interesse, og som derfor ikke er tilstrækkelig til at konstatere, at hans retsstilling berøres af en manglende annullation af den anfægtede rapport. Spørgsmålet om, hvorvidt ophøret af tjenesten sker frivilligt, er herved irrelevant for vurderingen af, om der foreligger en søgsmålsinteresse.

Retten til en effektiv retsbeskyttelse kan desuden ikke give sagsøgeren ret til at få Fællesskabets retsinstanser til at påkende et sådan annullationspåstand, da denne kun omfatter en ret til at forelægge retten fællesskabsretsakter, der indeholder et klagepunkt mod ham, idet de berører hans interesser.

(jf. præmis 28, 32-34 og 37)

Henvisning til: Domstolen, 21. januar 1987, sag 204/85, Stroghili mod Revisionsretten, Sml. s. 389, præmis 11; Domstolen, 1. oktober 2004, sag C-379/03 P, Pérez Escolar mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 41 og 42; Retten, 30. november 1998, sag T-97/94, N mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 621, og II, s. 1879, præmis 26 og 27; Retten, 2. juni 2003, sag T-276/02, Forum 187 mod Kommissionen, Sml. II, s. 2075, præmis 50; Retten, 31. maj 2005, sag T-105/03, Dionyssopoulou mod Rådet, Sml. Pers. I-A, s. 137, og II, s. 621, præmis 20; Retten, 21. februar 2006, forenede sager T-200/03 og T-313/03, V mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 184.

2.      For at opfylde kravene i artikel 21 i statutten for Domstolen og artikel 44, stk. 1, litra c), i Rettens procesreglement skal en stævning, hvori der nedlægges påstand om betaling af erstatning for et tab forvoldt af en fællesskabsinstitution, indeholde de elementer, der gør det muligt at identificere den adfærd, som sagsøgeren bebrejder institutionen, grundene til, at han antager, at der består en årsagsforbindelse mellem adfærden og det tab, han hævder at have lidt, samt karakteren og størrelsen af dette tab. En påstand om erstatning i et eller andet omfang mangler den fornødne præcision og kan følgelig ikke antages til realitetsbehandling.

Dette gælder for en stævning indgivet af en tjenestemand, hvori der blot nedlægges påstand om erstatning for en skade, der er blevet tilføjet hans karriere, hans helbred og hans velbefindende uden opgørelse af tabets størrelse og uden en tilstrækkelig præcis angivelse af de elementer, der gør det muligt at bedømme skadens omfang, idet der ikke føres bevis for, endsige henvises til, at der foreligger særlige omstændigheder, der kunne fritage sagsøgeren fra at afgive disse oplysninger.

Hvad angår ikke-økonomisk skade påhviler det sagsøgeren, uanset om erstatningspåstanden fremsættes rent symbolsk eller med henblik på at opnå betaling af en egentlig erstatning, at præcisere arten af den ikke-økonomiske skade, der hævdes at være lidt, i relation til den adfærd, der bebrejdes institutionen, og dernæst i det mindste tilnærmelsesvis at præcisere skadens samlede omfang.

(jf. præmis 42-45)

Henvisning til: Domstolen, 2. december 1971, sag 5/71, Zuckerfabrik Schöppenstedt mod Rådet, Sml. 1971, s. 275, org.ref.: Rec. s. 975, præmis 9; Retten, 10. juli 1990, sag T-64/89, Automec mod Kommissionen, Sml. II, s. 367, præmis 75-77; Retten, 20. september 1990, sag T-37/89, Hanning mod Parlamentet, Sml. II, s. 463, præmis 82; Retten, 1. juli 1994, sag T-505/93, Osório mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 179, og II, s. 581, præmis 33 og 35; Retten, 15. februar 1995, sag T-112/94, Moat mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 37, og II, s. 135, præmis 32, 37 og 38; Retten, 29. januar 1998, sag T-157/96, Affatato mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 41, og II, s. 97, præmis 38.