Parter
Dommens præmisser
Afgørelse

Parter

I sag T-16/04,

Arcelor SA, Luxembourg (Luxembourg), først ved avocats W. Deselaers, B. Meyring og B. Schmitt-Rady, derefter ved avocats Deselaers og Meyring,

sagsøger,

mod

Europa-Parlamentet, først ved K. Bradley og M. Moore, derefter ved L. Visaggio og I. Anagnostopoulou, som befuldmægtigede,

og

Rådet for Den Europæiske Union , først ved B. Hoff-Nielsen og M. Bishop, derefter ved E. Karlsson og A. Westerhof Löfflerova, og derefter ved A. Westerhof Löfflerova og K. Michoel, som befuldmægtigede,

sagsøgte,

støttet af:

Europa-Kommissionen ved U. Wölker, som befuldmægtiget,

intervenient,

angående dels en påstand om delvis annullation af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF af 13. oktober 2003 om en ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Fællesskabet og om ændring af Rådets direktiv 96/61/EF (EUT L 275, s. 32), og dels en påstand om erstatning for det tab, som sagsøgeren hævder at have lidt som følge af vedtagelsen af nævnte direktiv,

har

RETTEN (Tredje Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, J. Azizi (refererende dommer), og dommerne E. Cremona og S. Frimodt Nielsen,

justitssekretær: fuldmægtig K. Pocheć,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 15. april 2008,

afsagt følgende

Dom

Dommens præmisser

Retsforskrifter

I – EF-traktatens bestemmelser

1. Artikel 174 EF bestemmer særligt:

»1. Fællesskabets politik på miljøområdet skal bidrage til forfølgelse af nedennævnte mål:

– bevarelse, beskyttelse og forbedring af miljøkvaliteten

– beskyttelse af menneskers sundhed

– en forsigtig og rationel udnyttelse af naturressourcerne

– fremme på internationalt plan af foranstaltninger til løsning af de regionale og globale miljøproblemer.

2. Fællesskabets politik på miljøområdet tager sigte på et højt beskyttelsesniveau under hensyntagen til de forskelligartede forhold, der gør sig gældende i de forskellige områder i Fællesskabet. Den bygger på forsigtighedsprincippet og princippet om forebyggende indsats, princippet om indgreb over for miljøskader fortrinsvis ved kilden og princippet om, at forureneren betaler.

[…]

3. Ved udarbejdelsen af Fællesskabets politik på miljøområdet tages der hensyn til:

– eksisterende videnskabelige og tekniske data

– de miljømæssige forhold i de forskellige områder i Fællesskabet

– fordele og ulemper ved foranstaltningens gennemførelse eller undladelse af at gennemføre den

– den økonomiske og sociale udvikling i Fællesskabet som helhed og den afbalancerede udvikling i dets områder.

[…]«

2. Artikel 175, stk. 1, EF bestemmer:

»1. Rådet træffer efter fremgangsmåden i artikel 251 [EF] og efter høring af Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget afgørelse om de aktioner, der skal iværksættes af Fællesskabet med henblik på at gennemføre de mål, der er anført i artikel 174 [EF].«

II – Det anfægtede direktiv

3. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF af 13. oktober 2003 om en ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Fællesskabet og om ændring af Rådets direktiv 96/61/EF (EUT L 275, s. 32, herefter »det anfægtede direktiv«), som trådte i kraft den 25. oktober 2003, fastlægger en ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Fællesskabet (herefter »ordningen for handel med kvoter«) med henblik på at fremme reduktionen af drivhusgasemissioner, navnlig kuldioxid (herefter »CO 2 «) på en omkostningseffektiv og økonomisk effektiv måde (artikel 1 i det anfægtede direktiv). Direktivet bygger på de forpligtelser, der påhviler Fællesskabet i henhold til De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer og Kyotoprotokollen. Sidstnævnte blev godkendt ved Rådets beslutning 2002/358/EF af 25. april 2002 om godkendelse på Det Europæiske Fællesskabs vegne af Kyotoprotokollen til De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer og den fælles opfyldelse af forpligtelserne i forbindelse hermed (EFT L 130, s. 1). Kyotoprotokollen trådte i kraft den 16. februar 2005.

4. Fællesskabet og dets medlemsstater har forpligtet sig til i perioden fra 2008 til 2012 at reducere deres samlede antropogene emissioner af de i Kyotoprotokollens bilag A opførte drivhusgasser med 8% i forhold til 1990-niveauet (fjerde betragtning til direktiv 2003/87). I den forbindelse har Fællesskabet samt dets medlemsstater vedtaget, at de vil opfylde deres forpligtelser med hensyn til reduktion af emissioner i overensstemmelse med Kyotoprotokollens artikel 4 i henhold til en aftale benævnt »byrdefordeling«, hvor hver medlemsstats bidrag fremgår af tabellen i bilag II til beslutning 2002/358.

5. Kyotoprotokollen indeholder tre mekanismer med henblik på at give de deltagende lande mulighed for at opnå deres mål for reduktion af drivhusgasemissioner, nemlig for det første den internationale handel med emissionskvoter, for det andet den fælles gennemførelse af projekter til reduktion og for det tredje mekanismen for en »bæredygtig« udvikling. De to sidstnævnte mekanismer kaldes ligeledes »fleksible mekanismer«. Mens den fælles gennemførelse af projekter til reduktion har som mål at reducere drivhusgasemissionerne i de Kyotoprotokol-deltagende lande, vedrører mekanismen for en »bæredygtig« udvikling projekterne til reduktion af emissioner, der skal gennemføres i de udviklingslande, som ikke har samtykket til Kyotoprotokollens mål.

6. Med henblik på gennemførelsen af de reduktionsmål, der er fastsat i Kyotoprotokollen og i beslutning 2002/358, inden for Fællesskabet, bestemmer det anfægtede direktiv, at i forbindelse med ordningen for handelen med kvoter skal driftslederne for anlæg, der er omfattet af direktivets bilag I, dække deres drivhusgasemissioner gennem de kvoter, som er tildelt dem i overensstemmelse med de nationale tildelingsplaner (herefter »NAP«). Hvis det lykkes en driftsleder at reducere sine emissioner, kan han sælge de overskydende kvoter til andre driftsledere. Omvendt kan en driftsleder af et anlæg, hvis emissioner er for store, købe de nødvendige kvoter hos en driftsleder, som har kvoteoverskud.

7. I henhold til det anfægtede direktivs bilag I falder særligt visse fyringsanlæg, der er bestemt til energiproduktion såvel som til produktionen og forarbejdningen af ferrometaller såsom »[a]nlæg til produktion af støbejern eller stål (første eller anden smeltning) med dertil hørende strengstøbning og med en kapacitet på mere end 2,5 tons/time«, ind under direktivets anvendelsesområde.

8. Det anfægtede direktiv fastsætter en første fase fra 2005 til 2007 (herefter »første tildelingsperiode«), som går forud for den første forpligtelsesperiode i henhold til Kyotoprotokollen, dernæst en anden fase fra 2008 til 2012 (herefter »anden tildelingsperiode«), der svarer til nævnte første forpligtelsesperiode (det anfægtede direktivs artikel 11). I løbet af den første tildelingsperiode finder det anfægtede direktiv kun anvendelse på en enkelt af drivhusgasserne, der er anført i bilag II, nemlig CO 2 , og alene på emissioner fra de i bilag I opførte aktiviteter (det anfægtede direktivs artikel 2), heriblandt produktionen og forarbejdningen af ferrometaller.

9. Ordningen for handel med kvoter er nærmere bestemt baseret dels på en forudgående tilladelse til at udlede drivhusgasser (artikel 4-8 i direktiv 2003/87), og dels på tildelingen af kvoter, der tillader den indehavende driftsleder at udlede en bestemt mængde af disse gasser med krav om, at driftslederen hvert år returnerer et antal kvoter svarende til de samlede emissioner fra hans anlæg (det anfægtede direktivs artikel 12, stk. 3).

10. Således skal alle anlæg, der er omfattet af det anfægtede direktivs bilag I, være i besiddelse af en tilladelse udstedt af den kompetente nationale myndighed. I henhold til ordlyden af det anfægtede direktivs artikel 4 »[…] sikrer [medlemsstaterne], at anlæg fra den 1. januar 2005 kun udfører de i bilag I opførte aktiviteter, hvorved der udledes en for den pågældende aktivitet anført gas, hvis anlæggets driftsleder er i besiddelse af en tilladelse udstedt af en kompetent myndighed i overensstemmelse med artikel 5 og 6, eller anlægget midlertidigt er undtaget fra […]ordning[en] for handel med kvoter i medfør af [nævnte direktivs] artikel 27«.

11. Endvidere fastsætter det anfægtede direktivs artikel 6, stk. 2:

»Drivhusgasemissionstilladelser skal indeholde følgende:

[…]

c) overvågningskrav med angivelse af overvågningsmetodologi og -hyppighed

d) rapporteringskrav, og

e) en forpligtelse til at returnere kvoter svarende til anlæggets samlede emissioner i hvert kalenderår, som verificeret efter [det anfægtede direktivs] artikel 15, senest fire måneder efter årets udgang.«

12. Betingelserne og procedurerne, i overensstemmelse med hvilke de nationale myndigheder på grundlag af en NAP tildeler kvoter til driftsledere af anlæg, er fastsat i det anfægtede direktivs artikel 9-11.

13. Det anfægtede direktivs artikel 9, stk. 1, første afsnit, bestemmer:

»For hver af de i [det anfægtede direktivs] artikel 11, stk. 1 og 2, omhandlede perioder udarbejder hver medlemsstat en [NAP] med angivelse af den samlede mængde kvoter, den vil tildele for den pågældende periode, og hvordan den vil tildele dem. [NAP’en] skal være baseret på objektive og gennemsigtige kriterier, herunder kriterierne i bilag III, under skyldig hensyntagen til offentlighedens bemærkninger. Med forbehold af [EF-]traktaten udarbejder Kommissionen senest den 31. december 2003 retningslinjer for opfyldelsen af kriterierne i bilag III.«

14. Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber har opstillet en første udgave af de ovenfor omtalte retningslinjer i sin meddelelse KOM(2003) 830 endelig af 7. januar 2004 om retningslinjer for medlemsstaternes anvendelse af kriterierne i det anfægtede direktivs bilag III og om betingelserne for påberåbelse af force majeure. Ved sin meddelelse KOM(2005) 703 endelig af 22. december 2005 har Kommissionen opstillet yderligere retningslinjer vedrørende den anden tildelingsperiodes NAP’er (herefter »Kommissionens yderligere retningslinjer«).

15. Det anfægtede direktivs artikel 9, stk. 1, andet afsnit, har følgende ordlyd:

»For perioden i [det anfægtede direktivs] artikel 11, stk. 1, skal [NAP’en] offentliggøres og forelægges Kommissionen og de andre medlemsstater senest den 31. marts 2004. For de følgende perioder skal [NAP’en] offentliggøres og forelægges Kommissionen og de andre medlemsstater senest 18 måneder inden den pågældende periodes begyndelse.«

16. Ifølge det anfægtede direktivs artikel 9, stk. 3,

»[kan] Kommissionen […] senest tre måneder efter en medlemsstats forelæggelse af en [NAP] i henhold til stk. 1 afvise [NAP’en] eller en del heraf, hvis den er uforenelig med kriterierne i bilag III eller med [det anfægtede direktivs] artikel 10. Medlemsstaten træffer kun afgørelse i henhold til [det anfægtede direktivs] artikel 11, stk. 1 eller 2, hvis foreslåede ændringer er godkendt af Kommissionen. En afgørelse om afslag truffet af Kommissionen skal begrundes«.

17. I henhold til det anfægtede direktivs artikel 10 tildeler medlemsstaterne mindst 95% af kvoterne gratis for den første tildelingsperiode og mindst 90% af kvoterne for den anden tildelingsperiode.

18. Det anfægtede direktivs artikel 11 vedrørende tildelingen og udstedelsen af kvoter bestemmer:

»1. For den treårsperiode, der begynder den 1. januar 2005, træffer hver medlemsstat afgørelse om den samlede mængde kvoter, den vil tildele for denne periode, og om tildelingen heraf til driftslederen af hvert anlæg. Afgørelsen træffes senest tre måneder inden periodens begyndelse og baseres på medlemsstatens [NAP], som er udarbejdet i henhold til artikel 9 og i overensstemmelse med [det anfægtede direktivs] artikel 10, under skyldig hensyntagen til offentlighedens bemærkninger.

2. For den femårsperiode, der begynder den 1. januar 2008, og for hver efterfølgende femårsperiode, træffer hver medlemsstat afgørelse om den samlede mængde kvoter, den vil tildele for denne periode, og påbegynder processen for tildeling heraf til driftslederen af hvert anlæg. Afgørelsen træffes mindst 12 måneder inden den pågældende periodes begyndelse og baseres på medlemsstatens [NAP], som er udarbejdet i henhold til artikel 9 og i overensstemmelse med [det anfægtede direktivs] artikel 10, under skyldig hensyntagen til offentlighedens bemærkninger.

3. Afgørelser, der træffes i henhold til stk. 1 eller 2, skal være i overensstemmelse med traktatens bestemmelser, særlig artikel 87 og 88. Når medlemsstaterne træffer afgørelse om tildeling, tager de hensyn til behovet for at give nytilkomne adgang til kvoter.

[…]«

19. Det anfægtede direktivs bilag III opstiller 11 kriterier for NAP’erne.

20. Kriterium nr. 1) i det anfægtede direktivs bilag III fastsætter følgende:

»Den samlede mængde kvoter, der skal tildeles for den pågældende periode, skal være i overensstemmelse med medlemsstatens forpligtelse til at begrænse sine emissioner efter beslutning 2002/358 […] og Kyotoprotokollen under hensyn til den andel, som disse kvoter udgør af de samlede emissioner i forhold til emissionerne fra kilder, der ikke er omfattet af dette direktiv, og de nationale energipolitikk er, og skal være i overensstemmelse med det nationale klimaændringsprogram. Den samlede mængde kvoter, der skal tildeles, skal ikke være større end den mængde, der kan forventes at være nødvendig med henblik på en nøje anvendelse af kriterierne i dette bilag. Ind[til] 2008 skal mængden af kvoter være tilpasset bestræbelserne på at nå eller overgå hver enkelt medlemsstats mål som fastsat i beslutning 2002/358[…] og Kyotoprotokollen.«

21. Kriterium nr. 3) i det anfægtede direktivs bilag III bestemmer:

»Den mængde kvoter, der skal tildeles, skal være i overensstemmelse med det potentiale, herunder det teknologiske potentiale, som de anlæg, der er omfattet af denne ordning [for handel med kvoter], har med hensyn til at reducere emissionerne. Medlemsstaterne kan basere deres kvotefordeling på de gennemsnitlige drivhusgasemissioner pr. produkt inden for hver aktivitet og de fremskridt, der kan gøres inden for disse aktiviteter.«

22. I henhold til kriterium nr. 6) i det anfægtede direktivs bilag III »[skal] [NAP’en] […] indeholde oplysninger om, hvordan nytilkomne vil kunne deltage i […]ordningen [for handel med kvoter] i den pågældende medlemsstat«.

23. Ifølge kriterium nr. 7) i det anfægtede direktivs bilag III »[kan] [NAP’en] […] tilgodese en tidlig indsats [i forhold til reduktion af emissioner] og skal indeholde oplysninger om, hvordan der vil blive taget hensyn til en sådan indsats«. I henhold til det samme kriterium »[kan] [m]edlemsstaterne […] ved udarbejdelsen af deres [NAP’er] anvende benchmarks udledt af referencedokumenter om de bedste tilgængelige teknikker, og disse benchmarks kan indeholde et element af hensyntagen til en tidlig indsats [i forhold til reduktion af emissioner]«.

24. Det anfægtede direktivs artikel 12, stk. 1, bestemmer, at kvoterne kan overdrages mellem fysiske eller juridiske personer i Fællesskabet eller til fysiske eller juridiske personer i tredjelande, for så vidt som der er indgået en aftale mellem disse lande og Fællesskabet i overensstemmelse med det anfægtede direktivs artikel 25, og at disse kvoter er blevet gensidigt anerkendt af den kompetente myndighed i hver medlemsstat. I medfør af det anfægtede direktivs artikel 12, stk. 3, skal medlemsstaterne sørge for, at driftslederen for hvert anlæg senest den 30. april hvert år returnerer et antal kvoter svarende til de samlede emissioner fra det pågældende anlæg i det foregående kalenderår, og at disse kvoter derefter annulleres.

25. Det anfægtede direktivs artikel 13, stk. 1, bestemmer, at kvoter kun er gyldige for emissioner i den periode, for hvilken de er udstedt.

26. I overensstemmelse med det anfægtede direktivs artikel 16, stk. 2, sørger medlemsstaterne for at offentliggøre navnene på driftsledere, der ikke overholder kravene om returnering af tilstrækkelige kvoter i henhold til det anfægtede direktivs artikel 12, stk. 3. I henhold til det anfægtede direktivs artikel 16, stk. 3 og 4, bliver enhver driftsleder, der ikke har returneret tilstrækkelige kvoter til dækning af sine emissioner i det foregående år, pålagt en bøde på 40 EUR for overskridelse af emissionskvoterne i løbet af den første tildelingsperiode og på 100 EUR i løbet af den følgende perioder for hvert ton CO 2 -ækvivalent, der overskrider emissionskvoterne, og som ikke er dækket af en returneret kvote. Desuden fritager betaling af den bøde, der er pålagt for overskridelse af emissionskvoter, ikke driftslederen for forpligtelsen til at returnere en kvotemængde svarende til hans samlede emissioner.

27. I henhold til det anfægtede direktivs artikel 24 kan medlemsstaterne med Kommissionens godkendelse i overensstemmelse med proceduren, der omhandles i nævnte direktivs artikel 23, stk. 2, sammenholdt med Rådets beslutning 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen (EFT L 184, s. 23), anvende ordningen for handel med kvoter på øvrige aktiviteter, på øvrige anlæg og på øvrige drivhusgasser, idet der skal tages hensyn til alle relevante kriterier, herunder navnlig til virkningerne for det indre marked, til mulig konkurrenceforvridning, til ordningen for handel med kvoters miljømæssige integritet og til pålideligheden af den planlagte overvågnings- og rapporteringssystem.

28. Det anfægtede direktivs artikel 27 bestemmer, at medlemsstaterne ligeledes kan anmode Kommissionen om midlertidigt at undtage visse anlæg fra ordningen for handel med kvoter – en anmodning, som Kommissionen kan efterkomme ved en beslutning. I overensstemmelse med det anfægtede direktivs artikel 28 kan medlemsstaterne desuden – med Kommissionens godkendelse – tillade de driftsledere, der har anmodet om det, at oprette en pulje af deres anlæg i en sektor med den samme aktivitet. Endelig kan medlemsstaterne ved anvendelse af det anfægtede direktivs artikel 29 anmode Kommissionen om, at der for visse anlægs vedkommende udstedes yderligere kvoter i tilfælde af force majeure.

29. Det anfægtede direktivs artikel 30 med overskriften »Revision og videreudvikling« bestemmer:

»[…]

2. På grundlag af erfaringerne med anvendelsen af dette direktiv og de fremskridt, der gøres inden for overvågning af drivhusgasemissionerne, samt på baggrund af udviklingen på internationalt plan udarbejder Kommissionen en rapport om direktivets anvendelse, idet den tager stilling til:

a) […] hvorledes bilag I bør ændres, således at det kommer til at omfatte andre relevante sektorer, herunder bl.a. kemikalie-, aluminium- og transportsektorerne, aktiviteter og emissioner af de i bilag II anførte andre drivhusgasser med henblik på yderligere forbedring af ordningen [for handel med kvoters] økonomiske effektivitet

[…]«

Faktiske omstændigheder og retsforhandlinger

30. Sagsøgeren, Arcelor SA, opstod som følge af en fusion mellem ARBED, Aceralia og Usinor i 2001. Siden fusionen med Mittal i 2006 hedder selskabet ArcelorMittal og er blevet verdens største stålproducent. Ikke desto mindre udgjorde sagsøgeren på tidspunktet for anlæggelsen af denne sag med en produktion på 44 mio. tons pr. år, hvor mere end 90% blev produceret i EU, mindre end 5% af verdensproduktionen af stål. Selskabet ejer 17 støbejernsproduktionsanlæg, der er etableret i EU. Disse befinder sig i Frankrig (Fos-sur-Mer, Florange og Dunkerque), i Belgien (Liège og Gent), i Spanien (Gijón-Avilés) og i Tyskland (Bremen og Eisenhüttenstadt).

31. Sagsøgeren har anlagt den foreliggende sag ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 15. januar 2004.

32. I stævningen har sagsøgeren nedlagt følgende påstande:

– Artikel 4, artikel 6, stk. 2, litra e), artikel 9, artikel 12, stk. 3, artikel 16, stk. 2-4, sammenholdt med artikel 2, bilag I og kriterium nr. 1) i det anfægtede direktivs bilag III, annulleres, for så vidt som disse bestemmelser (herefter »de omtvistede bestemmelser«) anvendes på anlæg til produktion af støbejern eller stål med dertil hørende strengstøbning og med en kapacitet på mere end 2,5 tons/time.

– Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at erstatte det tab, som sagsøgeren har lidt som følge af vedtagelsen af de omtvistede bestemmelser.

– Parlamentet og Rådet tilpligtes at betale sagens omkostninger

33. I replikken har sagsøgeren endvidere nedlagt påstand om annullation af det anfægtede direktiv i dets helhed.

34. I henhold til artikel 114, stk. 1, i Rettens procesreglement fremsatte henholdsvis Parlamentet og Rådet ved særskilte dokumenter, der blev registreret på Rettens Justitskontor den 1. og den 6. april 2004, en formalitetsindsigelse. Sagsøgeren fremsatte bemærkninger til disse indsigelser den 25. juni 2004.

35. Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 5. maj 2004 fremsatte Kommissionen ifølge procesreglementets artikel 115, stk. 1, begæring om tilladelse til at intervenere i sagen til støtte for Parlamentet og Rådet. Ved kendelse af 24. juni 2004 tog formanden for Rettens Tredje Afdeling begæringen til følge. Kommissionen indleverede den 2. september 2004 i overensstemmelse med procesreglementets artikel 116, stk. 4, sit interventionsindlæg, der er begrænset til formalitetsspørgsmålet.

36. Parlamentet og Rådet har i formalitetsindsigelserne, og Kommissionen i interventionsindlægget om formaliteten, nedlagt følgende påstande:

– Sagen afvises.

– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

37. Ved Rettens kendelse af 26. september 2005 blev formalitetsindsigelserne henskudt til afgørelse i forbindelse med sagens realitet, og afgørelsen om sagens omkostninger blev udsat.

38. Rådet har i svarskriftet, Parlamentet i duplikken og Kommissionen i interventionsindlægget om sagens realitet desuden subsidiært nedlagt påstand om frifindelse.

39. På grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Tredje Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling og har i forbindelse med foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse, jf. procesreglementets artikel 64, anmodet Parlamentet, Rådet og Kommissionen om at besvare en række skriftlige spørgsmål før retsmødet. Parlamentet, Rådet og Kommissionen har besvaret spørgsmålene inden for de fastsatte frister.

40. Parterne har afgivet mundtlige indlæg og besvaret spørgsmål fra Retten under retsmødet den 15. april 2008.

41. I retsmødet, efter høring af parterne, udsatte afdelingsformanden for Tredje Afdeling ved anvendelse af procesreglementets artikel 77, litra a), sammenholdt med artikel 54, tredje afsnit, i statutten for Domstolen sagen, indtil Domstolen havde afsagt dom i sagen C-127/07, hvilket blev tilført protokollatet for retsmødet.

42. Domstolen afsagde den 16. december 2008 dom i sagen Arcelor Atlantique et Lorraine m.fl. (sag C-127/07, Sml. I, s. 9895). Parterne er blevet opfordret til at indgive deres bemærkninger med hensyn til eventuelle konsekvenser, der kan udledes af denne dom i forbindelse med den foreliggende sag. Parterne har indgivet deres bemærkninger inden for de fastsatte frister, og den mundtlige forhandling er blevet afsluttet.

43. Som følge af Lissabontraktatens ikræfttræden den 1. december 2009 har Retten besluttet at genåbne den mundtlige procedure og har opfordret parterne til at fremkomme med en udtalelse vedrørende de eventuelle konsekvenser angående denne omstændighed og særligt ikrafttrædelsen af artikel 263, fjerde afsnit, i EUF-traktaten i forbindelse med den foreliggende sag. Parterne har indgivet deres bemærkninger, og den mundtlige forhandling er blevet afsluttet.

Retlige bemærkninger

I – Formaliteten vedrørende annullationspåstanden

A – Parternes argumenter

1. Parlamentets, Rådets og Kommissionens argumenter

44. Parlamentet og Rådet – støttet af Kommissionen – har gjort gældende, at påstanden om delvis annullation af det anfægtede direktiv skal afvises.

45. Ifølge Parlamentet og Rådet udgør det anfægtede direktiv et »ægte direktiv« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 249, tredje afsnit, EF, dvs. en generel retsakt, der skal gennemføres i national ret af medlemsstaterne, og på en abstrakt måde finder anvendelse på objektivt fastlagte situationer. Imidlertid indeholder artikel 230, fjerde afsnit, EF ingen adgang for borgere til at rejse direkte søgsmål til prøvelse af et sådant direktiv.

46. Parlamentet og Rådet – støttet af Kommissionen – har endvidere anført, at sagsøgeren hverken er umiddelbart eller individuelt berørt af de omtvistede bestemmelser i artikel 230, fjerde afsnit, EF’s forstand.

47. Hvad angår kriteriet om at være umiddelbart berørt har Parlamentet og Rådet i det væsentlige gjort gældende, at til forskel fra en forordning kan et »ægte direktiv« ikke umiddelbart skabe retligt bindende virkninger for en borgers retsstilling eller pålægge borgeren retlige forpligtelser, inden der på nationalt eller fællesskabsniveau er vedtaget foranstaltninger til direktivets gennemførelse, eller inden fristen for gennemførelse er udløbet. Følgelig kan et sådant direktiv ikke i sig selv umiddelbart berøre denne borger i artikel 230, fjerde afsnit, EF’s forstand. Således pålægger de omtvistede bestemmelser vedrørende især tildelingen af emissionstilladelser, overvågnings- og rapporteringsforpligtelserne, indførelsen af en NAP samt tildelingen og udstedelsen af emissionskvoter ikke sagsøgeren nogen forpligtelse og ændrer ikke dennes retsstilling, så længe bestemmelserne ikke er gennemført af nationale regler.

48. Endvidere har Parlamentet og Rådet – støttet af Kommissionen – gjort gældende, at det anfægtede direktiv overlader en meget vid skønsbeføjelse til medlemsstaterne hvad angår dets gennemførelse ved nationale gennemførelsesforanstaltninger, særligt for så vidt angår udarbejdelsen af NAP’en ifølge direktivets artikel 9, fastsættelsen af den mindste procentsats for kvoter, der ved anvendelse af direktivets artikel 10 skal tildeles gratis, fastsættelsen af den samlede mængde kvoter i henhold til direktivets artikel 11 for den pågældende tildelingsperiode og kvoternes udstedelse til driftsledere af anlæg i overensstemmelse med kriterierne i direktivets bilag III.

49. Rådet har – støttet af Kommissionen – bestridt antagelsen om, at det anfægtede direktiv fratager sagsøgerne fordelen ved emissionstilladelser, der er opnået i henhold til Rådets direktiv 96/61/EF af 24. september 1996 om integreret forebyggelse og bekæmpelse af forurening (EFT L 257, s. 26). Direktiv 96/61 er kun et samordningsmiddel, der fastlægger en generel ramme for de sektorbestemte retsakter og særligt definerer de generelle forpligtelser for driftslederne samt godkendelsesvilkårerne (niende betragtning til direktiv 96/61). Under alle omstændigheder tildeler direktiv 96/61 ikke emissionsrettigheder og udgør heller ikke en direkte hjemmel til at tildele sådanne. Særligt er der i selve direktiv 96/61 ikke fastsat noget emissionsloft (artikel 18 i direktiv 96/61).

50. Parlamentet og Rådet har på grundlag af det ovenfor anførte konkluderet, at sagsøgeren ikke er umiddelbart berørt af de omtvistede bestemmelser.

51. Hvad angår kriteriet om at være individuelt berørt har Rådet anført, at det anfægtede direktiv på en generel og abstrakt måde finder anvendelse på alle de erhvervsdrivende, der udøver virksomhed omfattet af nævnte direktivs bilag I, og på alle de store anlæg, som udleder CO 2 – herunder produktionsanlæg til støbejern eller stål. Imidlertid har sagsøgeren ikke bevist, at selskabets situation afviger fra andre støbejerns- eller stålproducenters. Rådet har tilføjet, at i overensstemmelse med kriterium nr. 6) i bilag III og det anfægtede direktivs artikel 11, stk. 3, er medlemsstaterne forpligtet til at lette adgangen til kvoter for nytilkomne. Desuden har det anfægtede direktiv fra den 1. maj 2004 fundet anvendelse på de støbejerns- eller stålproducenter, der er etableret i de ti medlemsstater, som tiltrådte Den Europæiske Union på denne dato, og hvis virksomhed ligeledes er omfattet af nævnte direktivs bilag I.

52. Parlamentet og Rådet har gjort gældende, at hverken artikel 175, stk. 1, EF, som hjemmel for Fællesskabets handlinger på miljøområdet, eller artikel 174 EF pålægger fællesskabslovgiver en forpligtelse til ved vedtagelsen af generelle foranstaltninger at tage hensyn til visse erhvervsdrivendes særlige situation. En sådan forpligtelse følger heller ikke af en anden højere retsregel, såsom proportionalitets- og ligebehandlingsprincippet eller de grundlæggende rettigheder. Ifølge Parlamentet og Rådet kan en borgers ret til at rejse et direkte søgsmål ved Fællesskabets retsinstanser ikke udledes heraf, idet dette ville tømme kravene i artikel 230, fjerde afsnit, EF for deres indhold. Under alle omstændigheder har sagsøgeren ikke godtgjort, at de omtvistede bestemmelser har »dramatiske konsekvenser« for selskabets særlige situation på en sådan måde, at de kan anses for at være i strid med de påberåbte højere retsregler.

53. Herved har Rådet bestridt sagsøgerens argument om, at selskabet angiveligt som den største stålproducent i Europa, hvis situation er enestående som følge af selskabets igangværende omstrukturering, af selskabets begrænsede fortjenstmargen og af de væsentlige reduktioner af CO 2 -emissioner, der allerede er foretaget, er særligt alvorligt berørt. Det er ikke tilstrækkeligt, at visse erhvervsdrivende er økonomisk mere berørt af en retsakt end deres konkurrenter, for at denne retsakt berører dem individuelt. Ifølge Rådet er sagsøgeren blot ramt af selskabets objektive situation som støbejerns- eller stålproducent på samme måde som en hvilken som helst anden erhvervsdrivende, der befinder sig i den samme situation. På samme måde kan den omstændighed, at en generel retsakt kan have forskellige konkrete virkninger for de enkelte retssubjekter, den finder anvendelse på, ikke føre til, at sagsøgeren adskilles fra alle andre berørte erhvervsdrivende, såfremt denne retsakt – såsom det anfægtede direktiv – finder anvendelse på en objektivt bestemt situation.

54. Hvad angår sagsøgerens anbringende om, at det anfægtede direktiv hindrer omstruktureringen af koncernen ved, at det ikke tillader grænseoverskridende overførsel af kvoter i forbindelse med produktionskapaciteterne i anlæg, der er etableret i forskellige medlemsstater, har Rådet repliceret, at sagsøgeren ikke har forklaret årsagerne til, at selskabet er den eneste erhvervsdrivende, der er berørt, mens selskabet selv har nævnt eksemplet med den igangværende omstrukturering hos selskabet Corus. Under alle omstændigheder er den eventuelle mulighed for at bruge de lukkede anlægs tildelte kvoter i vidt omfang overladt til medlemsstaternes skøn. Således tillader tæt ved halvdelen af medlemsstaterne overførsel af kvoter fra et lukket anlæg til et erstatningsanlæg, selv om disse overførsler i flere tilfælde kun er mulige inden for én og samme medlemsstat. Rådet har desuden – støttet af Kommissionen –gjort gældende, at alle medlemsstaterne under udøvelsen af deres skønsmæssige beføjelse ved anvendelse af det anfægtede direktivs artikel 11, stk. 3 og kriterium nr. 6) i bilag III har valgt gratis at tildele kvoter, der stammer fra reserven, til nytilkomne. Selv hvis det endvidere forudsættes, at sagsøgeren ikke kan overføre de tildelte kvoter fra anlæg, der står for at skulle lu kkes, til andre anlæg i koncernen, kan selskabet ikke desto mindre ved udvidelsen af selskabets andre anlægs kapacitet gøre krav på den gratis tildeling af kvoter, da begrebet »nytilkommen«, som omhandlet i det anfægtede direktivs artikel 3, litra h), omfatter udvidelsen af et eksisterende anlæg. Endelig hvad angår eventuelle tidlige indsatser i forhold til reduktion af emissioner påpeger Rådet, at i overensstemmelse med kriterium nr. 7) i bilag III til det anfægtede direktiv kan en NAP tage hensyn til sådanne indsatser, og at medlemsstaterne herved råder over en vis manøvremulighed.

55. Ifølge Parlamentet og Rådet har sagsøgeren ikke har godtgjort, at selskabet med hensyn til det anfægtede direktiv befinder sig i en tilsvarende situation som sagsøgernes situation i de sager, der gav anledning til Domstolens domme af 17. januar 1985, Piraiki-Patraiki m.fl. mod Kommissionen (sag 11/82, Sml. s. 207), af 26. juni 1990, Sofrimport mod Kommissionen (sag C-152/88, Sml. I s. 2477, præmis 28), og af 18. maj 1994, Codorníu mod Rådet (sag C-309/89, Sml. I, s. 1853), såvel som i de sager, der gav anledning til Rettens domme af 14. september 1995, Antillean Rice Mills m.fl. mod Kommissionen (forenede sager T-480/93 og T-483/93, Sml. II, s. 2305, præmis 67), og af 17. juni 1998, UEAPME mod Rådet (sag T-135/96, Sml. II, s. 2335). Hvad angår argumentet om langfristede kontrakter for levering af gas, som sagsøgeren har indgået med kraftværker før vedtagelsen af det anfægtede direktiv, har Rådet gjort gældende, at de to kumulative betingelser, som fremgår af de nævnte domme, for at fastslå, at sagsøgerne er individuelt berørt i artikel 230, fjerde afsnit, EF’s forstand – dvs. dels tilstedeværelsen af en højere retsregel, der forpligter fællesskabsinstitutionerne til at tage hensyn til sagsøgerens særlige situation sammenlignet med alle andre berørte personers situation, og dels den omstændighed, at den anfægtede retsakt helt eller delvist hindrer opfyldelsen af de pågældende kontrakter – ikke er opfyldt i den foreliggende sag. Sagsøgeren bekræfter selv, at de gasser, der er omfattet af disse kontrakter, blev leveret både til selskabets egne kraftværker og til andre værker. Derfor kan selskabet drage fordel af de kvoter, der er tildelt værker, som er en del af selskabets koncern, eller overføre kvoterne mellem selskabets forskellige produktionsanlæg. Ifølge Rådet påhviler det faktisk i henhold til ordlyden af punkt 92 i Kommissionens retningslinjer (jf. præmis 14 ovenfor) i tilfælde, hvor en affaldsgas fra en produktionsproces anvendes som brændstof af et andet anlæg, medlemsstaten at træffe afgørelse vedrørende fordelingen af kvoterne mellem de to anlæg. Medlemsstaten kan således vælge at tildele kvoter til driftslederen af det anlæg, der overfører affaldsgasserne, dvs. i den foreliggende sag til en støbejerns- eller stålproducent, selv om de emissioner, der stammer fra forbrændingen af nævnte gasser, ikke stammer fra stålproduktionsanlægget som sådan, men fra kraftværket. Under disse omstændigheder har sagsøgeren ikke godtgjort, at det anfægtede direktiv hindrer selskabet i at opfylde de pågældende kontrakter for levering af gas. Under alle omstændigheder indebærer den ene omstændighed, at det anfægtede direktiv gennem de nationale gennemførelsesforanstaltninger risikerer at gøre opfyldelsen af disse kontrakter mere vanskelig, ikke, at det kan fastslås, at sagsøgeren er individuelt berørt.

56. Parlamentet og Rådet har – støttet af Kommissionen – anført, at sagsøgeren heller ikke har godtgjort, at selskabet udgør en del af en lukket kategori af driftsledere. Henset til, at det anfægtede direktiv udgør en generel foranstaltning, som finder anvendelse på alle de driftsledere, der udøver den virksomhed, som er defineret i direktivets bilag I, er sagsøgeren alene i sin objektive egenskab af støbejerns- og stålproducent omfattet på samme måde som en hvilken som helst anden erhvervsdrivende, der befinder sig i den samme situation. Desuden er den eventuelle tilstedeværelse af kun 15 støbejerns- og stålproducenter på tidspunktet for vedtagelsen af det anfægtede direktiv ikke tilstrækkeligt til at individualisere sagsøgeren. Ifølge Parlamentet medfører selv den omstændighed, at sagsøgeren tilhører en »lukket og identificerbar gruppe« på tidspunktet for vedtagelsen af det anfægtede direktiv eller vil blive økonomiske mere berørt end sine konkurrenter, ikke, at sagsøgeren individualiseres som retsaktens adressat.

57. Rådet har bestridt, at sagsøgeren vil blive en »nettokøber af kvoter« på grund af selskabets særlige situation. Herved har Rådet for det første mindet om, at medlemsstaterne i løbet af den første tildelingsperiode gratis tildeler mindst 95% af kvoterne, der er fastsat af NAP’en, mod mindst 90% i løbet af den anden tildelingsperiode. For det andet kan kvoterne i henhold til det anfægtede direktivs artikel 12, stk. 1 og 2, overdrages uden restriktioner både inden for samme koncern og til andre personer, der befinder sig enten i Fællesskabet eller i tredjelande. For det tredje bliver antallet af de fra begyndelsen tildelte kvoter skønsmæssigt fastsat af hver medlemsstat under hensyntagen til en række faktorer og kriterier (jf. præmis 48 ff. ovenfor). Endelig giver Kyotoprotokollens fleksible mekanismer støbejerns- og stålproducenterne mulighed for at omlægge emissionskreditter, der er opnået i forbindelse med de berørte projekter, til kvoter, som kan anvendes inden for ordningen for handel med kvoter. Følgelig vil sagsøgeren være i stand til gratis at samle kvoter til selskabets samlede emissioner.

58. Rådet har – støttet af Kommissionen – har bestridt undersøgelser til støtte for antagelsen om, at støbejerns- og stålproducenterne på grund af manglen på tekniske muligheder for jern- og stålindustrien til at reducere CO 2 -emissionerne befinder sig i en »speciel fastlåsningssituation«. Herved har Rådet i det væsentlige gjort gældende, at der findes tekniske muligheder for at reducere sådanne emissioner i jern- og stålsektoren både på kort og på lang sigt, at Fællesskabet yder en væsentlig finansiel støtte til forskere med henblik herpå, og at ordningen for handel med kvoter giver støbejerns- og stålproducenterne de økonomiske incitamenter til yderligere at reducere deres CO 2 -emissioner.

59. Hvad angår sagsøgerens anbringende om, at støbejerns- og stålproducenterne ikke er i stand til at overvælte en eventuel forhøjelse af de produktionsomkostninger, der stammer fra nødvendigheden af at købe emissionskvoter, på deres kunder, har Rådet – støttet af Kommissionen – anført, at en sådan producents eventuelle behov for at købe kvoter afhænger af det oprindelige antal af kvoter, der blev tildelt producenten på grundlag af NAP’en, og af producentens indsats for at reducere emissionerne. Sagsøgeren henviser selv til koncernens omstruktureringsproces og til reduktionen af antallet af selskabets højovne i 2012, hvilket sandsynligvis i sig selv vil reducere emissionerne. Det vil særligt være således, når selskabets højovne i overensstemmelse med sagsøgerens offentliggørelse bliver erstattet af lysbueovne, hvis CO 2 -emissioner pr. ton produceret stål er meget mindre. Selv hvis det antages, at sagsøgeren skal købe yderligere kvoter, kan de omkostninger, der er forbundet dermed, i det mindste delvist overføres til forbrugerne ved en betragtelig forhøjelse af priserne i stålsektoren, som er under udvidelse.

60. Parlamentet og Rådet har – støttet af Kommissionen – på grundlag af det ovenfor anførte konkluderet, at sagsøgeren ikke er individuelt berørt af det anfægtede direktiv, og at annullationspåstanden følgelig må afvises.

61. Endvidere har Parlamentet – støttet af Kommissionen – påberåbt sig afvisningen af annullationspåstanden, da de omtvistede bestemmelser ikke kan udskilles fra resten af det anfægtede direktiv uden at tømme dette for dets indhold. Faktisk ville det ifølge Parlamentet, hvis f.eks. forpligtelserne vedrørende tilladelsen til at udlede drivhusgasser (artikel 4 og 6) og NAP’erne (artikel 9) blev ophævet, føre til en retsakt, hvis indhold ville være fuldstændig »modsat«.

62. Herved har Parlamentet bestridt sagsøgerens anbringende om, at ordningen for handel med kvoter ville forblive »i det væsentligste uberørt«, hvis støbejerns- og stålproducenterne blev undtaget fra dens anvendelsesområde. Dette forhold har ingen forbindelse med spørgsmålet om, hvorvidt annullationen af de omtvistede bestemmelser har den virkning, at de ændrer indholdet af den resterende del af det anfægtede direktiv. Ifølge Parlamentet og Rådet kan sagsøgerens sene forsøg på i replikken og dermed i strid med betingelserne i procesreglementets artikel 48, stk. 2, at tilpasse sine påstande således, at selskabets søgsmål skal fortolkes »som om det også omfattede en påstand om annullation i det hele af det [anfægtede] direktiv, hvis en delvis annullation ikke var mulig«, desuden ikke tages til følge. Denne tilgang ville udvide og ikke mindske sagsøgerens oprindelige påstande til at omfatte en »delvis annullation« af det anfægtede direktiv. Imidlertid har sagsøgeren ikke fremlagt nye retlige eller faktiske omstændigheder i løbet af retsforhandlingerne, som omhandlet i procesreglementets artikel 48, stk. 2, der kunne berettige fremsættelsen af et nyt anbringende.

63. Følgelig har Parlamentet og Rådet gjort gældende, at annullationspåstanden ligeledes bør afvises af denne årsag.

64. I deres bemærkninger om konsekvenserne angående ikrafttrædelsen af artikel 263, fjerde afsnit, TEUF har Parlamentet og Rådet – støttet af Kommissionen – gjort gældende, at den omstændighed ikke er i stand til at ændre denne vurdering; nævnte artikel finder ikke anvendelse på den foreliggende sag, og det anfægtede direktiv er ikke en retsakt i denne bestemmelses forstand.

2. Sagsøgerens argumenter

65. Sagsøgeren har indledningsvis gjort gældende, at ifølge fast retspraksis vedrørende artikel 230, fjerde afsnit, EF kan den ene omstændighed, at den anfægtede foranstaltning er et direktiv, ikke i sig selv begrunde afvisning af et annullationssøgsmål fra realitetsbehandling. Følgelig kan et søgsmål om annullation af visse bestemmelser i et direktiv antages til realitetsbehandling, hvis sagsøgeren er umiddelbart og individuelt berørt af disse bestemmelser.

66. Hvad angår kriteriet om at være umiddelbart berørt har sagsøgeren anført, at selv om et direktiv i overensstemmelse med artikel 249, tredje afsnit, EF kræver en gennemførelsesretsakt fra medlemsstaternes side for at have direkte virkning på de erhvervsdrivendes retsstilling, er dette krav ikke tilstrækkeligt til i sig selv at fastslå, at sagsøgeren ikke er umiddelbart berørt i artikel 230, fjerde afsnit, EF’s forstand. Hvis dette var tilfældet, kunne direktiverne aldrig anfægtes af en erhvervsdrivende, hvilket er uforeneligt med retspraksis såvel som med retten til en effektiv domstolsbeskyttelse. Når en fællesskabsforanstaltning – herunder et direktiv – ikke overlader nogen skønsbeføjelse til medlemsstaterne hvad angår den forpligtelse, som skal pålægges sagsøgeren, dvs. når gennemførelsen sker helt automatisk, er en sådan sagsøger umiddelbart berørt. Faktisk kan institutionerne ikke alene ved valg af formen af den vedtagne retsakt fratage denne sagsøger den retsbeskyttelse, der er fastsat i artikel 230, fjerde afsnit, EF.

67. I den foreliggende sag overlader de omtvistede bestemmelser ikke nogen skønsbeføjelse til medlemsstaterne hvad angår de forpligtelser, der pålægges sagsøgeren.

68. Herved har sagsøgeren for det første bemærket, at medlemsstaterne i overensstemmelse med det anfægtede direktivs artikel 4 skal sikre, at støbejerns- og stålproducenterne fra den 1. januar 2005 ikke driver deres anlæg uden emissionstilladelse. Medlemsstaterne har herved ingen skønsbeføjelse. Det anfægtede direktivs artikel 27, stk. 1, fastsætter kun en mulighed for midlertidigt at undtage visse anlæg fra ordningen for handel med kvoter til den 31. december 2007, hvilket har den følge, at tilladelsesforpligtelsen træder i kraft senest den 1. januar 2008. På samme måde tillægger den mulighed, medlemsstaterne har for at tildele en midlertidig undtagelse fra 2005 til 2007, og som er fastsat i det anfægtede direktivs artikel 27, stk. 2, dem ingen skønsmæssig beføjelse og er på grund af de strenge betingelser uden praktisk betydning.

69. For det andet er argumentet om, at den vide skønsbeføjelse, som medlemsstaterne er i besiddelse af hvad angår udarbejdelsen af NAP’er, uden relevans, eftersom det anfægtede direktiv klart skelner mellem tilladelse (artikel 4) og kvoter (artikel 9). Forpligtelsen til at tillade CO 2 -emissioner har som sådan virkninger på sagsøgerens retsstilling, idet den delvis gør driftstilladelserne og CO 2 -emissionsrettighederne, der er udstedt i henhold til direktiv 96/61, og som sagsøgeren havde opnået tidligere til sine produktionsanlæg, ugyldige. Faktisk er denne tilladelse i henhold til det anfægtede direktivs artikel 6, stk. 2, forbundet med yderligere overvågnings- og rapporteringskrav såvel som med forpligtelsen til at returnere de kvoter, der er nødvendige for at dække det pågældende anlægs CO 2 -emissioner i løbet af hvert kalenderår. Ifølge sagsøgeren har medlemsstaterne ingen skønsbeføjelse hvad angår de forpligtelser, der herved er pålagt selskabet.

70. For det tredje skal den samlede mængde kvoter, der er tildelt for den pågældende tildelingsperiode, i henhold til det anfægtede direktivs artikel 9, sammenholdt med kriterium nr. 1) i direktivets bilag III, dels være i overensstemmelse med medlemsstatens forpligtelse til at begrænse sine emissioner efter beslutning 2002/358 og Kyotoprotokollen, og dels ved en nøje anvendelse af kriterierne i det anfægtede direktivs bilag III ikke overskride den nødvendige mængde. Det følger heraf, at når medlemsstaterne fastsætter den samlede mængde kvoter, der skal tildeles, skal de uden nogen skønsbeføjelse overholde et »absolut kvoteloft«. Denne fortolkning bekræftes af punkt 10 i Kommissionens yderligere retningslinjer vedrørende kriterium nr. 3) i det anfægtede direktivs bilag III (jf. præmis 14 ovenfor).

71. For det fjerde og endelig skal medlemsstaterne i henhold til det anfægtede direktivs artikel 12, stk. 3, og artikel 16 – uden herved at have en skønsmæssig beføjelse – dels pålægge enhver driftsleder forpligtelsen til senest den 30. april hvert år at returnere et antal kvoter, svarende til driftslederens samlede emissioner i det foregående kalenderår, og dels pålægge sanktioner i tilfælde af, at denne forpligtelse ikke overholdes.

72. Sagsøgeren har heraf konkluderet, at de omtvistede bestemmelser ikke overlader medlemsstaterne nogen skønsbeføjelse hvad angår de forpligtelser, der er pålagt selskabet, og at disse bestemmelser dermed umiddelbart berører selskabet i artikel 230, fjerde afsnit, EF’s forstand.

73. Sagsøgeren har ligeledes gjort gældende at være individuelt berørt af de omtvistede bestemmelser. Dels skal fællesskabslovgiver tage hensyn til de alvorlige konsekvenser, som følger heraf for sagsøgerens særlige situation, og dels udgør sagsøgeren en del af en lukket kategori, der består af et begrænset antal støbejerns- eller stålproducenter, som er påvirket af nævnte bestemmelser.

74. For det første er den forpligtelse, fællesskabslovgiver har til at tage hensyn til følgerne af den retsakt, som lovgiver har til hensigt at vedtage for visse borgeres situation, ifølge sagsøgeren af en sådan art, at den individualiserer dem (dommen i sagen Piraiki-Patraiki m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 55, præmis 19, i sagen Sofrimport mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 55, præmis 11, og i sagen Cordorníu mod Rådet, nævnt ovenfor i præmis 55, præmis 20). Denne forpligtelse kan have sin oprindelse enten i en særlig bestemmelse i EF-traktaten (dommen i sagen Antillean Rice Mills m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 55, præmis 67) eller i alle andre højere retsregler (dommen i sagen UEAPME mod Rådet, nævnt ovenfor i præmis 55, præmis 90) samt i proportionalitetsprincippet, ligebehandlingsprincippet og de grundlæggende rettigheder.

75. Herved har sagsøgeren anført, at fællesskabslovgiver af hensyn til proportionalitetsprincippet og ligebehandlingsprincippet såvel som til sagsøgerens ejendomsret og sagsøgerens ret til at udøve økonomisk virksomhed skulle have taget direktivets meget alvorlige virkninger på sagsøgerens særlige situation i betragtning. Således har fællesskabslovgiver ved – i strid med Parlamentets og Kommissionens indledende forslag – at undlade at medtage andre sektorer – særligt de konkurrerende sektorer for ikke-jernholdige metaller og kemikalier – i det anfægtede direktivs bilag I krænket ligebehandlingsprincippet og princippet om opretholdelsen af en ufordrejet konkurrence. På samme måde har fællesskabslovgiver ved ikke at anerkende støbejerns- og stålproducenternes tekniske og økonomiske umulighed for yderligere at reducere CO 2 -emissionerne krænket ejendomsretten, etableringsfriheden og sagsøgerens ret til at udøve økonomisk virksomhed såvel som proportionalitetsprincippet. Dermed har fællesskabslovgiver pålagt sagsøgeren en uforholdsmæssig byrde, som bringer selskabets eksistens i fare, idet dette nødvendigvis bliver en »nettokøber af kvoter« uden mulighed for at overvælte de omkostninger, der er forbundet dermed, på sine kunder. Endvidere er de omtvistede bestemmelser uforholdsmæssige, da de ikke er forbundet med foranstaltninger, der i det mindste letter deres uheldige konsekvenser for sagsøgeren – sådan som en priskontrolordning for kvoter eller muligheden for grænseoverskridende overførsel af kvoter inden for samme virksomhedskoncern. I mangel af en sådan mulighed for overførsel, der alvorligt påvirker sagsøgerens omstrukturering og selskabets konkurrenceevne, krænker det anfægtede direktiv ligeledes sagsøgerens ejendomsret og selskabets etableringsfrihed. Sagsøgeren har præciseret, at den i det anfægtede direktiv ulovlige hindring af selskabets etableringsfrihed, som følger af manglen på regler, der gør den grænseoverskridende overførsel af emissionskvoter mellem den samme virksomhedskoncerns forskellige anlæg mulig, ikke begrænses af argumentet om, at en udvidelse af et anlægs produktionskapacitet kan drage fordel af tildelingsreglerne for de »nytilkomne«. En sådan fordel er undergivet den pågældende værtsmedlemsstats skøn.

76. For det andet har sagsøgeren gjort gældende, at selskabet udgør en del af en lukket kategori af virksomheder, der er særligt påvirket af det anfægtede direktiv. I »EU-15« drev kun 15 virksomheder eller virksomhedskoncerner anlæg til støbejerns- eller stålproduktion, dvs. sagsøgeren, Corus, ThyssenKrupp, HKM, Riva, Luccini, SSAB, Voest Alpine, Salzgitter, Duferco, Rauttaruukki, Fundis, Saint-Gobain, DHS og Neue Maxhütte, hvilke siden den 1. maj 2004 er blevet udvidet med fem støbejerns- og stålproducenter fra de ti nye medlemsstater, dvs. Ispat Polska, Czech Steel Company, Moravia Steel, Dunaferr Dunai og US Steel Košice. Under alle omstændigheder kan udvidelsen af Unionen ikke i sig selv fratage denne gruppe dens stilling som lukket kategori, sådan som denne er fastslået i retspraksis, henset til, at denne udvidelse var fastsat i artikel 2 i akten vedrørende vilkårene for Den Tjekkiske Republiks, Republikken Estlands, Republikken Cyperns, Republikken Letlands, Republikken Litauens, Republikken Ungarns, Republikken Maltas, Republikken Polens, Republikken Sloveniens og Den Slovakiske Republiks tiltrædelse og tilpasningerne af de traktater, der danner grundlag for Den Europæiske Union (EUT 2003 L 236, s. 33), før det anfægtede direktiv trådte i kraft. Desuden er nytilkomnes indtræden på markedet ved etableringen af nye højovns-aktiviteter ikke et økonomisk levedygtigt alternativ og er derfor de facto udelukket. Faktisk kan en nytilkommen efter det anfægtede direktivs ikrafttrædelse og henset til de færre højovne i Unionen siden 1975 kun etablere sig på markedet gennem en overtagelse.

77. Ifølge sagsøgeren skyldes den »specielle fastlåsningssituation« for denne gruppe af producenter, som adskiller dem fra alle andre personer, at støbejerns- og stålproducenterne i en nær fremtid af tekniske årsager – til forskel fra situationen for andre berørte økonomiske sektorer såsom cementsektoren, elektricitetsektoren, papirsektoren og glassektoren – ikke er i stand til på en væsentlig måde at reducere CO 2 -emissionerne i overensstemmelse med det anfægtede direktivs mål. Følgelig kan de producenter, der er en del af denne gruppe, i realiteten ikke vælge mellem reduktionen af emissionerne og købet af yderligere kvoter, og dermed bliver de nødvendigvis »nettokøbere af kvoter«. I stålproduktionsprocessen er CO 2 -emission uundgåelig på grund af anvendelsen af kul som råmateriale og ikke som brændstof. Således findes der ikke noget økonomisk rentabelt alternativ til at formindske CO 2 -emissionerne, f.eks. ved anvendelse af et andet brændstof såsom naturgas. Forbedringen af højovns-teknologien for så vidt angår energieffektivitet har nået sin teoretiske grænse, der stadig medfører emissionen af to tons CO 2 pr. ton produceret stål. En yderligere reduktion af emissionerne er kun mulig ved et teknisk fremskridt, hvis udvikling vil tage mindst 20-30 år. Derimod er det ikke muligt at formindske produktionen, da højovnene af tekniske årsager altid bør fungere på et niveau, der er tæt på deres fulde kapacitet.

78. Sagsøgeren har fremhævet undersøgelser til støtte for, at driftslederne af højovne i de kommende ca. 25 år fortsat skal anvende eksisterende teknologier, hvis mulighed for fremskridt er meget reduceret. Alle forsøg på erstatning er indtil nu mislykkedes af tekniske og/eller økonomiske årsager. Selskabet har tilføjet, at i modsætning til, hvad Rådet har hævdet, er de emissions-reduktioner, som selskabet har foretaget frem til 2002, ikke resultatet af tekniske forbedringer, men skyldes først og fremmest lukning af fem højovne, forhøjelse af andre anlægs kapacitet såvel som udskiftning af malm fra Lorraine med malm fra Brasilien, der som råmateriale giver en bedre energieffektivitet. På samme måde skal sagsøgerens reduktionsmål for den periode, der løber mellem 2008 og 2012, særligt nås ved lukning af anlæg ledsaget af overførsel af produktionen til andre anlæg i andre medlemsstater.

79. Sagsøgeren har desuden gjort gældende, at stålsektoren er den eneste af de fire sektorer, der er omfattet af det anfægtede direktivs bilag I, som står over for konkurrencen med andre sektorer, der ikke er omfattet af nævnte direktiv, dvs. de ikke-jernholdige metaller og plasticmaterialer. Denne meget ugunstige konkurrencesituation for støbejerns- og stålproducenterne er forværret dels ved en »meget koncentreret« efterspørgsel – særligt den fra automobilindustrien – og dels ved en skærpet konkurrence, der stammer fra sektorer, som ikke er omfattet af det anfægtede direktiv, og stålproducenter i tredjelande såsom USA, der ikke er underlagt de forpligtelser, som følger af Kyotoprotokollen, og som udgør 65% af verdensproduktionen. Således er de europæiske stålproducenter ikke i stand til at overvælte forøgelsen af produktionsomkostninger, der er forårsaget af nødvendigheden af at købe CO 2 -kvoter, på deres kunder, hvilket yderligere påvirker deres allerede lave rentabilitet. Herved er den konkurrencemæssige situation en anden for de andre sektorer, der er omfattet af det anfægtede direktivs bilag I. F.eks. har energileverandørerne, henset til vurderingen af en væsentlig forhøjelse af elektricitetsprisen, muligheden for at overvælte enhver eventuel forhøjelse af deres produktionsomkostninger på deres kunder og for mærkbart at forbedre deres rentabilitet.

80. Sagsøgeren har præciseret, at selv den nylige prisstigning på stål derimod ikke gør det muligt for selskabet at overvælte forhøjelsen af de produktionsomkostninger, der stammer fra nødvendigheden af at købe emissionskvoter, på sine kunder. Denne prisstigning er alene resultatet af stigende omkostninger til råvarer og transport på verdensplan. Imidlertid står de europæiske støbejerns- og stålproducenter over for en stærk konkurrence på verdensplan fra producenter fra tredjelande, der enten som Amerikas Forenede Stater, Australien og Republikken Tyrkiet ikke har ratificeret Kyotoprotokollen, eller som Republikken Indien, Folkerepublikken Kina og Den Føderative Republik Brasilien, der har ratificeret Kyotoprotokollen, men som i første omgang ikke er forpligtet til at reducere deres CO 2 -emissioner (Kyotoprotokollens bilag B), eller som alene i henhold til Kyotoprotokollen er forpligtet til at opretholde det nuværende emissions-niveau, hvilket er tilfældet for Den Russiske Føderation og Ukraine. Derfor er de europæiske støbejerns- og stålproducenter de eneste, der påføres yderligere produktionsomkostninger på grund af gennemførelsen af Kyotoprotokollen, samtidig med at de er udsat for et stadigt stærkere konkurrencepres fra importeret stål fra tredjelande, hvor betydningen afhænger af prisniveauet på det europæiske marked. Sagsøgeren har tilføjet, at henset til den nuværende emissionskvotepris på 26 EUR pr. ton udledt CO 2 forårsager produktionen af et ton stål, som medfører emissionen af omkring to tons CO 2 , en yderligere omkostning på 52 EUR, mens den globale transportpris for et ton stål normalt ikke overstiger 20 EUR. Sagsøgeren har tilføjet, at til forskel fra støbejerns- og stålproducenterne må energileverandørerne, særligt de, der er etableret i Tyskland og Det Forenede Kongerige, formodes at inkludere værdien af de gratis opnåede emissionskvoter i priserne på elektricitet for at opnå ekstraordinære indtægter.

81. Sagsøgeren har på baggrund af det ovenstående konkluderet, at de støbejerns- og stålproducenter, som er etableret i Unionen, befinder sig i en »speciel fastlåsningssituation«, der adskiller dem fra alle andre personer. Denne situation forværres af den omstændighed, at det anfægtede direktiv hverken fastsætter et prisloft eller en priskontrolordning for emissionskvoter. Ifølge nylige undersøgelser er støbejerns- eller stålproducenterne således blevet mødt med en kvotepris, der gør det muligt at udlede et ton CO 2 , på mellem 20 og 60 EUR mere, selv om en pris på 20 EUR allerede truer stålsektorens bruttofortjeneste.

82. For det tredje har sagsøgeren gjort gældende, at som langt den største støbejerns- og stålproducent i Europa med en produktion på 40 mio. tons stål, efterfulgt af Thyssen-Krupp (17 mio.) og Corus (16 mio.) er selskabet på en særlig alvorlig måde blevet påvirket af det anfægtede direktiv. Ved anvendelsen af sin meget avancerede højovnsteknologi har sagsøgeren allerede mindsket sine drivhusgasemissioner – heriblandt CO 2 – i et omfang, der er væsentligt meget større end det, som er omfattet af Kyotoprotokollen, dvs. 19% i absolutte tal og 24% i relative tal (pr. ton produceret stål) siden 1990, og kan af de tekniske årsager, der er nævnt ovenfor i præmis 77 og 78, ikke fortsætte med væsentligt at reducere CO 2 -emissionerne. Desuden har sagsøgeren i 2002 ved udnyttelsen af sine højovne opnået en bruttofortjeneste på 16 EUR og en nettofortjeneste på 4 EUR pr. ton udledt CO 2 . Det følger heraf, at selv med de laveste emissionskvotepriser ifølge den nuværende beregning på 20 EUR, som svarer til en yderligere omkostning på 40 EUR per ton stål, bliver produktionen urentabel for sagsøgeren i en sådan grad, at det ikke længere vil være muligt for selskabet at fortsætte med at drive sine anlæg i Europa.

83. For det fjerde er sagsøgeren den eneste europæiske støbejerns- og producent, der grundet omstændigheden med den igangværende omstrukturering af sin koncern, som tilsigter at forbedre selskabets konkurrenceevne, står over for et særligt problem, der er skabt af det anfægtede direktiv. Denne omstrukturering, som blev indledt ved fusionen i 2001 (jf. præmis 30 ovenfor), dvs. før vedtagelsen af det anfægtede direktiv, omfatter lukningen af anlæg eller nedsættelsen af den mindst rentable produktionskapacitet i en medlemsstat og den tilsvarende forhøjelse af produktionskapaciteten i de mere rentable anlæg, der er etableret i andre medlemsstater. Denne situation er særlig for sagsøgeren og adskiller selskabet fra alle andre støbejerns- eller stålproducenter, hvis anlæg befinder sig i en enkelt medlemsstat. Den eneste undtagelse er Corus med anlæg etableret i Det Forenede Kongerige og i Nederlandene, men som allerede har optimeret sin produktion. Imidlertid bringer det anfægtede direktiv denne omstrukturering i fare ved ikke at pålægge medlemsstaterne forpligtelsen til at muliggøre den grænseoverskridende overførsel af kvoter fra et anlæg, der står for at skulle lukkes, til andre anlæg etableret i andre medlemsstater. Således har de belgiske og tyske regeringer allerede meddelt, at i tilfælde af lukning mister sagsøgeren sine kvoter for de anlæg, der er etableret i Wallonien (Belgien) og i Bremen (Tyskland), således at selskabet ikke er i stand til at overføre disse kvoter til sine anlæg, som er etableret i Spanien eller i Frankrig, hvor selskabet havde forventet en tilsvarende forhøjelse af produktionskapaciteterne. På samme måde fastsætter den tyske NAP og artikel 10, stk. 1, første punktum, i den tyske lovforslag om tildelingen af kvoter i løbet af den første tildelingsperiode annulleringen af kvoter i tilfælde af et anlægs lukning, undtagen hvis driftslederen sætter et nyt anlæg i drift i Tyskland (og ikke i en anden medlemsstat). På samme måde fastsætter den franske NAP, at en driftsleder kun kan bevare et lukket anlægs kvoter, hvis aktiviteten bliver overført til et andet anlæg etableret på fransk område. Sagsøgeren er således tvunget til at gå imod sit omstruktureringsmål og forbedringen af sin konkurrenceevne. Selskabet må købe yderligere emissionskvoter for at dække de produktionskapaciteter, der oprindeligt skulle lukkes og overføres til anlæg, som er etableret i andre medlemsstater, og fortsætte med at drive mindre rentable anlæg udelukkende med det formål ikke at miste de allerede tildelte kvoter.

84. Sagsøgeren har tilføjet, at selskabet ligeledes er den eneste erhvervsdrivende i alle de sektorer, der er omfattet af det anfægtede direktivs bilag I, som står over for problemet med grænseoverskridende overførsel af produktionskapaciteter mellem anlæg, der er beliggende i forskellige medlemsstater. Dette problem påvirker ikke cementsektoren, glassektoren, elektricitetssektoren og papirsektoren, hvis anlæg til forskel fra stålproduktionsanlæg er beliggende enten tæt på kunderne eller i områder, der tilbyder råvarer i tilstrækkelig mængde. Følgelig er lukningen af et anlæg i en medlemsstat og overførslen af produktionen til en anden medlemsstat ikke en sandsynlig mulighed for producenterne i disse sektorer.

85. Under alle omstændigheder er der hvad angår etableringsfriheden intet grundlag for at overlade spørgsmålet om, i hvilket omfang de grænseoverskridende overførsler af produktionskapaciteter er mulige, til medlemsstaternes skøn. Dette gælder så meget desto mere, som der findes vigtige økonomiske og politiske incitamenter for medlemsstaterne til ikke at muliggøre en sådan overførsel af produktionskapaciteter, herunder overførslen af emissionskvoter, der er forbundet hermed. Dels set fra synspunktet fra den medlemsstat, som oprindeligt har tildelt disse kvoter, er der ingen interesse i at gøre en sådan overførsel lettere og i på sit område at miste både de pågældende produktionskapaciteter og den beskæftigelse, der er knyttet hertil, og de allerede tildelte kvoter. Dels har bestemmelsesmedlemsstaten for en sådan overførsel, særligt når denne stat er lille, ikke nødvendigvis interesse i gratis at tildele kvoter til en nytilkommen, henset til risikoen for at overskride sit nationale kvoteloft og dermed tilsidesætte sine reduktionsforpligtelser i henhold til beslutning 2002/358 og Kyotoprotokollen. Således som det fremgår af Kommissionens yderligere retningslinjers bilag 4, punkt 5 (jf. præmis 14 ovenfor), bekræftes disse betænkeligheder af den omstændighed, at hovedparten af medlemsstaterne ikke gør den grænseoverskridende overførsel af kvoter mulig. I disse retningslinjer har Kommissionen selv gjort opmærksom på denne problematik ved at understrege, at i løbet af den første tildelingsperiode har medlemsstaterne vedtaget en lang række bestemmelser vedrørende reserverne for nytilkomne, lukningerne og overførslerne, der bidrager til en stor kompleksitet og til en mangel på gennemsigtighed på det indre marked og risikerer at medføre konkurrencefordrejninger. Kommissionen har draget den konklusion, at det er nødvendigt at overveje oprettelsen af en fællesskabsreserve såvel som en harmonisering af de administrative bestemmelser, der finder anvendelse på nytilkomne, på lukninger og på grænseoverskridende overførsler inden for det indre marked (Kommissionens yderligere retningslinjers bilag 7). Sagsøgeren har ligeledes påberåbt sig en undersøgelse, ifølge hvilken det i ordningen for handel med kvoter på nuværende tidspunkt – henset til medlemsstaternes interesse i at bevare de afgifter og den beskæftigelse, der er knyttet til anlæg etableret på deres område – er fornuftigt for staterne enten at tilbagetage kvoterne fra de lukkede anlæg eller i det mindste at undergive opretholdelsen af disse kvoter åbningen af et nyt anlæg på deres område med henblik på at undgå, at driftslederen forlader landet. Imidlertid kan det resultere i en konkurrence mellem medlemsstaterne, der er økonomisk ineffektiv og politisk uønsket, med henblik på at fastholde og tiltrække investeringer. Af disse årsager konkluderede denne undersøgelse, at det var nødvendigt med en harmonisering af bestemmelserne på fællesskabsniveau, der gør det muligt for anlæggene at bevare deres kvoter selv i tilfælde af en lukning. Følgelig kan etableringsfrihedens effektive virkning ifølge sagsøgeren kun beskyttes ved en indgriben fra fællesskabslovgiver selv.

86. For det femte har sagsøgeren gjort gældende at være særligt påvirket af det anfægtede direktiv på grund af langfristede kontrakter, der længe forbandt selskabet med elektricitetsværkerne, som delvis ikke er en del af selskabets koncern. Disse kontrakter har som formål levering af højovns-gas, der indeholder carbonmonoxid, CO 2 og kvælstof med henblik på elektricitetsproduktionen. Sagsøgeren rejser spørgsmålet, om de pågældende emissionskvoter hvad angår det anfægtede direktivs artikel 3, litra b) og e), skal tildeles selskabet eller tildeles elektricitetsværket. I tilfælde af, at disse kvoter går til elektricitetsværket, forværres sagsøgerens situation igen, eftersom selskabet i givet fald skal erhverve de nødvendige kvoter på markedet for handel eller i tilfælde af, at leveringen til elektricitetsværket ophører, brænde sine højovns-gasser uden i øvrigt at besidde det tilsvarende antal kvoter. Heraf følger en alvorlig konkurrencemæssig ulempe for sagsøgeren sammenlignet med selskabets konkurrenter, der anvender deres egne elektricitetsværker.

87. Endelig, for det sjette, har sagsøgeren fremhævet, at fordi selskabet er påvirket i særlig grad af de omtvistede bestemmelser, havde det været tæt inddraget i lovgivningsproceduren særligt i løbet af forskellige møder med repræsentanter for Kommissionen, Parlamentet og Rådet. I første omgang i forbindelse med en række af sagsøgeren udtrykte indvendinger, der skulle tages stilling til, for endeligt at blive afvist uden nogen begrundelse.

88. På baggrund af det ovenstående konkluderer sagsøgeren, at selskabet, for at dets annullationspåstand kan antages til realitetsbehandling i henhold til artikel 230, fjerde afsnit, EF, har fastslået tilstedeværelsen af en samling af omstændigheder, som er særlige for det, og som adskiller det fra alle andre.

89. Hvad angår den formalitetsindsigelse, som Parlamentet har fremført vedrørende påstanden om den delvise annullation af det anfægtede direktiv, har sagsøgeren understreget, at selskabet ikke påstår den fuldstændige ophævelse af de omtvistede bestemmelser, men alene, at der ses bort fra deres anvendelse på anlæg til produktion af støbejern eller stål. Derfor medfører denne påstand ingen ændring af ordningen for handel med kvoter for de andre sektorer, som er omfattet af det anfægtede direktivs bilag I. Faktisk kan det anfægtede direktivs anvendelsesområde enten udstrækkes til andre sektorer, som det allerede er blevet foreslået til sektorerne for ikke-jernholdige metaller og kemikalier, eller begrænses, uden at det berører virkningen og selve indholdet af ordningen for handel med kvoter. Således vil den påståede delvise annullation alene have til følge, at den tydeligt og klart definerede del af det anfægtede direktivs bilag I, som omfatter anlæg til produktion af støbejern og stål, bliver ophævet.

90. Selv hvis det antages, at de omtvistede bestemmelser ikke kan udskilles fra det anfægtede direktiv i sin helhed, kan annullationspåstanden ifølge sagsøgeren ikke desto mindre antages til realitetsbehandling. Faktisk er det, hvis den delvise annullation ikke kan nås, nødvendigt at fortolke denne påstand som vedrørende den fuldstændige annullation af det anfægtede direktiv. Denne vurdering stammer fra nødvendigheden af at fortolke påstandene med hensyn til deres sammenhæng og de mål, der forfølges af stævningen, som tilsigter at bringe tilsidesættelsen af sagsøgerens grundlæggende rettigheder til ophør. I tilfælde af, at Retten ikke tiltræder den tilgang, som er forsvaret i præmis 89 ovenfor, har sagsøgeren subsidiært påstået fuldstændig annullation af det anfægtede direktiv, hvilket endnu er muligt efter indgivelsen af stævningen.

91. Sagsøgeren har på baggrund af samtlige ovenstående forhold konkluderet, at annullationspåstanden kan antages til realitetsbehandling.

92. I sine bemærkninger vedrørende konsekvenserne angående ikrafttrædelsen af artikel 263, fjerde afsnit, TEUF har sagsøgeren i det væsentlige fremført, dels at denne bestemmelse finder anvendelse på den foreliggende sag, og dels at det anfægtede direktiv indholdsmæssigt udgør en retsakt i denne bestemmelses forstand med den begrundelse, at de anfægtede bestemmelser ikke overlader noget skøn til medlemsstaterne hvad angår deres gennemførelse, og således fritager sagsøgeren fra at påvise, at selskabet er individuelt berørt af nævnte direktiv.

B – Rettens bemærkninger

93. I henhold til artikel 230, stk. 4, EF kan enhver fysisk eller juridisk person indbringe en klage over beslutninger, der retter sig til denne person, samt over beslutninger, som, skønt de er udfærdiget i form af en forordning eller en beslutning rettet til en anden person, dog berører den første person umiddelbart og individuelt.

94. Det fremgår af fast retspraksis, at alene den omstændighed, at denne traktatbestemmelse ikke udtrykkeligt anerkender realitetspåkendelse af annullationssøgsmål fra en borger til prøvelse af et direktiv, som omhandlet i artikel 249, tredje afsnit, EF, ikke kan begrunde, at et sådant søgsmål afvises fra realitetsbehandling. Fællesskabets institutioner kan nemlig ikke alene ved valg af formen for den omhandlede retsakt udelukke den retsbeskyttelse, traktaten giver privatpersoner, selv om beskyttelsen tildeles af et direktiv (Rettens kendelse af 10.9.2002, sag T-223/01, Japan Tobacco og JT International mod Parlamentet og Rådet, Sml. II, s. 3259, præmis 28, af 30.4.2003, sag T-154/02, Villiger Söhne mod Rådet, Sml. II, s. 1921, præmis 39, af 6.9.2004, sag T-213/02, SNF mod Kommissionen, Sml. II, s. 3047, præmis 54, og af 25.4.2006, sag T-310/03, Kreuzer Medien mod Parlamentet og Rådet, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 40 og 41). Tilsvarende er alene den omstændighed, at de omtvistede bestemmelser er en del af en generel retsakt, som udgør et ægte direktiv og ikke en beslutning i artikel 249, fjerde afsnit, EF’s forstand, truffet i form af et direktiv, ikke i sig selv tilstrækkelig til at udelukke, at disse bestemmelser kan berøre en borger umiddelbart og individuelt (jf. i denne retning kendelsen i sagen Japan Tobacco og JT International mod Parlamentet og Rådet, præmis 30, og kendelse af 6.5.2003, sag T-321/02, Vannieuwenhuyze-Morin mod Parlamentet og Rådet, Sml. II, s. 1997, præmis 21).

95. I den foreliggende sag skal det fastslås, at det anfægtede direktiv både ved sin form og ved sit indhold er en generel retsakt, som finder anvendelse på objektivt fastlagte situationer, og som skaber retsvirkninger over for generelt og abstrakt afgrænsede personkredse, nemlig alle driftslederne af anlæg, der udøver en aktivitet omfattet af det anfægtede direktivs bilag I, heriblandt produktionen af støbejern eller stål, som sagsøgeren er en del af.

96. Det er dog ikke udelukket, at en sådan generel retsakts bestemmelser under visse omstændigheder kan berøre visse af driftslederne umiddelbart og individuelt (jf. i denne retning Domstolens dom af 16.5.1991, sag C-358/89, Extramet Industrie mod Rådet, Sml. I, s. 2501, præmis 13, dommen i sagen Codorníu mod Rådet, nævnt ovenfor i præmis 55, præmis 19, og dom af 25.7.2002, sag C-50/00 P, Pequeños Agricultores mod Rådet, Sml. I, s. 6677, præmis 36).

97. Endvidere fremgår det af fast retspraksis, at betingelsen om, at en fysisk eller juridisk person skal være umiddelbart berørt af den retsakt, der prøves under en sag som omhandlet i artikel 230, fjerde afsnit, EF, indebærer, at denne retsakt umiddelbart skal have indvirkning på den pågældendes retsstilling og ikke overlade nogen skønsmæssig beføjelse til adressaterne, der skal gennemføre den, men at gennemførelsen skal ske helt automatisk og udelukkende i medfør af fællesskabsretsreglerne uden anvendelse af andre mellemkommende regler (Domstolens dom af 29.6.2004, sag C-486/01 P, Front National mod Parlamentet, Sml. I, s. 6289, præmis 34, og af 22.3.2007, sag C-15/06 P, Regione Siciliana mod Kommissionen, Sml. I, s. 2591, præmis 31).

98. Retten finder det hensigtsmæssigt først at undersøge, om sagsøgeren er individuelt berørt af de omtvistede bestemmelser. Det er kun subsidiært, at Retten i givet fald ligeledes vil undersøge, om sagsøgeren er umiddelbart berørt af disse bestemmelser.

99. Som fastslået i fast retspraksis kan en anden fysisk eller juridisk person end adressaten for en retsakt kun påstå at være berørt individuelt som omhandlet i artikel 230, stk. 4, EF, såfremt personen rammes af den pågældende retsakt på grund af visse egenskaber, som er særlige for vedkommende, eller på grund af en faktisk situation, der adskiller vedkommende fra alle andre og derfor individualiserer denne på lignende måde som retsaktens adressat (Domstolens dom af 15.7.1963, sag 25/62, Plaumann mod Kommissionen, Sml. 1954-1964 s. 411, org.ref.: Rec. s. 197, på s. 223, dommen i sagen Pequeños Agricultores mod Rådet, nævnt ovenfor i præmis 96, præmis 36, og dom af 1.4.2004, sag C-263/02, Kommissionen mod Jégo-Quéré, Sml. I, s. 3425, præmis 45).

100. På grundlag af disse betragtninger skal det efterprøves, om de forpligtelser, der eventuelt følger af de omtvistede bestemmelser, kan individualisere sagsøgeren som en adressat. Der skal herved peges på, at sagsøgeren påstår annullation for det første af det anfægtede direktivs artikel 4, der opstiller kravet om besiddelse af en emissionstilladelse, for det andet af direktivets artikel 6, stk. 2, litra e), og artikel 12, stk. 3, om forpligtelsen til returnering af kvoter, svarende til de samlede emissioner fra anlægget i det foregående kalenderår, for det tredje af direktivets artikel 9, sammenholdt med kriterium nr. 1) i direktivets bilag III vedrørende oprettelsen af NAP’er og den pligt, der hævdes at påhvile medlemsstaterne til at tildele et maksimalt antal emissionskvoter til anlæggenes driftsledere, og for det fjerde af direktivets artikel 16, stk. 2-4, om sanktionerne i tilfælde af, at forpligtelsen til at returnere ikke overholdes, i det omfang disse bestemmelser i henhold til det anfægtede direktivs artikel 2, sammenholdt med direktivets bilag I, finder anvendelse på støbejerns- eller stålproducenterne.

101. Til støtte for hævdelsen af at være individuelt berørt af de omtvistede bestemmelser har sagsøgeren for det første i det væsentlige anført, at fællesskabslovgiver i henhold til adskillige højere retsregler – herunder sagsøgerens grundlæggende rettigheder – var forpligtet til at tage hensyn til den særlige situation for de støbejerns- eller stålproducenter, der er etableret i det indre marked, og særligt til sagsøgerens situation (dommen i sagen Piraiki-Patraiki m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 55 ovenfor, præmis 19, i sagen Sofrimport mod Kommissionen, nævnt i præmis 55 ovenfor, præmis 11, og i sagen UEAPME mod Rådet, nævnt i præmis 55 ovenfor, præmis 90).

102. Det skal herved bemærkes, at der ikke findes nogen udtrykkelig og speciel bestemmelse enten af højere rang eller i afledt ret, som måtte have forpligtet fællesskabslovgiver til under processen med vedtagelse af det anfægtede direktiv at tage hensyn til støbejerns- eller stålproducenternes situation – eller endog til sagsøgerens situation – sammenlignet med situationen for de erhvervsdrivende i de andre industrisektorer, der er omfattet af nævnte direktivs bilag I (jf. i denne retning Rettens dom af 17.1.2002, sag T-47/00, Rica Foods mod Kommissionen, Sml. II, s. 113, præmis 41 og 42; jf. ligeledes Rettens kendelse af 6.5.2003, sag T-45/02, DOW AgroSciences mod Parlamentet og Rådet, Sml. II, s. 1973, præmis 47, af 25.5.2004, sag T-264/03, Schmoldt m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 1515, præmis 117, og af 16.2.2005, sag T-142/03, Fost Plus mod Kommissionen, Sml. II, s. 589, præmis 61-65). Således fastlægger særligt artikel 174 EF og artikel 175, stk. 1, EF i deres egenskab af retsgrundlag for Fællesskabets lovgivningsvirksomhed på miljøområdet ikke en sådan forpligtelse. Desuden har sagsøgeren ikke, undtagen ved henvisningen til sine grundlæggende rettigheder og til visse almindelige retsgrundsætninger, der beskytter selskabet, påberåbt sig nogen konkret højere regel, der specielt omfatter selskabet eller i det mindste omfatter støbejerns- og stålproducenterne, som kan skabe en sådan forpligtelse til fordel for selskabet.

103. Fællesskabsinstitutionerne er vel under vedtagelsen af en generel retsakt forpligtet til at respektere de højere retsregler, herunder de grundlæggende rettigheder, men anbringendet om, at en sådan retsakt tilsidesætter disse regler eller disse rettigheder, er imidlertid ikke i sig selv tilstrækkeligt til at antage en borgers søgsmål til realitetsbehandling, da dette ville tømme kravene i artikel 230, fjerde afsnit, EF for deres indhold, eftersom denne påståede tilsidesættelse ikke er af en sådan art, at den individualiserer borgeren på lignende måde som adressaten (jf. for så vidt angår ejendomsretten Rettens kendelse af 28.11.2005, sag T-94/04, EEB m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 4919, præmis 53-55, jf. ligeledes i denne retning Rettens kendelse af 26.6.2006, sag T-311/03, Nürburgring mod Parlamentet og Rådet, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 65 og 66). I denne sammenhæng kan sagsøgeren ikke gyldigt påberåbe sig dommen i sagen Codorníu, nævnt i præmis 55 ovenfor (præmis 20-22); af dommen fremgår det, at det eneafgørende for at realitetspåkende søgsmålet mod den anfægtede forordning med hensyn til de omtvistede bestemmelser var den individualiserende karakter af den omtvistede betegnelse, på grundlag af hvilken sagsøgeren længe havde været den eneste varemærkeindehaver.

104. Under alle omstændigheder har sagsøgeren ikke påvist, at de omtvistede bestemmelser, særligt forpligtelsen til emissionstilladelse i henhold til det anfægtede direktivs artikel 4, forpligtelsen til returnering i henhold til direktivets artikel 12, stk. 3, sammenholdt med direktivets artikel 6, stk. 2, litra e), såvel som de sanktioner, der er fastsat i nævnte direktivs artikel 16, stk. 2-4, krænkede sagsøgerens grundlæggende rettigheder og forårsagede selskabet et alvorligt tab af en sådan art, at det individualiserer selskabet som en adressat, sammenlignet med alle andre erhvervsdrivende, der er berørt af disse bestemmelser (jf. i denne retning kendelsen i sagen Nürburgring mod Parlamentet og Rådet, nævnt i præmis 103 ovenfor, præmis 66). Faktisk finder disse bestemmelser på en generel og abstrakt måde anvendelse på alle de erhvervsdrivende, der er omfattet af det anfægtede direktivs bilag I, og på objektivt fastlagte situationer. De påvirker derfor alle disse erhvervsdrivendes retsstilling på samme måde.

105. Følgelig giver sagsøgerens argumenter om pligten for fællesskabslovgiver til at respektere visse almindelige retsgrundsætninger og de grundlæggende rettigheder ikke mulighed for at konkludere, at selskabet er individuelt berørt af de omtvistede bestemmelser, hvorfor det ikke er nødvendigt at undersøge, om disse bestemmelser herved berører det umiddelbart.

106. Hvad for det andet angår sagsøgerens argument om, at selskabet udgør en del af en lukket kategori af erhvervsdrivende, der er særligt påvirket af de omtvistede bestemmelser, skal det dels påpeges, at den omstændighed, at det er muligt med større eller mindre nøjagtighed at fastlægge antallet eller endog identiteten af de retssubjekter, som en foranstaltning finder anvendelse på, ikke indebærer, at de pågældende retssubjekter må anses for individuelt berørt af foranstaltningen, når det kan fastslås, at denne retsvirkning som grundlag har objektive retlige eller faktiske kriterier, der er opstillet i den pågældende retsakt (jf. i denne retning Domstolens kendelse af 8.4.2008, sag C-503/07 P, Saint-Gobain Glass Deutschland mod Kommissionen, Sml. I, s. 2217, præmis 70 og den deri nævnte retspraksis). Dels er det ikke tilstrækkeligt, at visse erhvervsdrivende påvirkes økonomisk af en generel retsakt i højere grad end andre for at individualisere dem, sammenlignet med disse andre erhvervsdrivende, såfremt retsakten finder anvendelse på en objektivt bestemt situation (jf. i denne retning Domstolens kendelse af 18.12.1997, sag C-409/96 P, Sveriges Betodlares og Henrikson mod Kommissionen, Sml. I, s. 7531, præmis 37, Rettens kendelse af 11.9.2007 i sag T-28/07, Fels-Werke m.fl. mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 60 og den deri nævnte retspraksis, og kendelse af 10.5.2004, sag T-391/02, Bundesverband der Nahrungsmittel- und Speiseresteverwertung og Kloh mod Parlamentet og Rådet, Sml. II, s. 1447, præmis 53 og den deri nævnte retspraksis).

107. Imidlertid må det fastslås, at sagsøgeren primært er påvirket af de omtvistede bestemmelser i sin objektive egenskab dels som driftsleder af anlæg, der udleder drivhusgasser, og dels som støbejerns- og stålproducent, og dette på samme måde som alle andre erhvervsdrivende eller støbejerns- eller stålproducenter, hvis aktivitet er omfattet af det anfægtede direktivs bilag I. Selv om sagsøgeren på tidspunktet for det anfægtede direktivs ikrafttrædelse udgjorde en del af en gruppe på kun 15 støbejerns- eller stålproducenter, der arbejder inden for det indre marked, er denne omstændighed alene således ikke tilstrækkelig til at individualisere sagsøgeren på en lignende måde, som en adressat er individualiseret, i forhold til samtlige andre erhvervsdrivende, der udøver en virksomhed som omhandlet i det anfægtede direktivs bilag I, herunder støbejerns- eller stålproducenterne fra den samme gruppe.

108. Selv hvis det antages, at støbejerns- eller stålproducenterne udgør en gruppe af erhvervsdrivende, der er særligt påvirket, vil de tillige alle lide de samme retlige og faktiske konsekvenser som sagsøgeren på grund af en objektivt bestemt situation, fordi deres aktiviteter jo er omfattet af det anfægtede direktivs bilag I. Den hævdede manglende tekniske og økonomiske mulighed for disse producenter – til forskel fra andre industrisektorers erhvervsdrivende – for yderligere at reducere deres drivhusgasemissioner og for at overvælte de yderligere omkostninger, der er afholdt i forbindelse med købet af emissionskvoter, på deres kunder, påvirker således sektoren for produktion af støbejern eller stål i sin helhed og på samme måde. Tilsvarende udsættes alle disse producenter – som følge af gennemførelsen af ordningen for handel med kvoter – på samme måde for udviklingen på markedet for handel og på markedet for de pågældende produkter – herunder konkurrencen fra andre industrisektorer eller fra støbejerns- eller stålproducenter fra tredjelande.

109. I denne sammenhæng skal sagsøgerens opfattelse om, at støbejerns- eller stålproducenterne, der er etableret i det indre marked, udgør en lukket kreds af erhvervsdrivende, hvis sammensætning ikke længere kan ændre sig, ligeledes forkastes. Det er herved med rette, at Parlamentet og Rådet under anvendelsesområdet for det anfægtede direktiv henviser til det større antal støbejerns- eller stålproducenter siden 2004 som følge af udvidelsen af Unionen såvel som til den mulighed, at andre europæiske stater, der også har en jern- og stålsektor, tilsluttes Unionen i fremtiden. Desuden har sagsøgeren ikke påvist, at nævnte støbejerns- eller stålproducenter på tidspunktet for det anfægtede direktivs ikrafttrædelse udviste en række særlige karakteristika af en sådan art, at de kan adskilles fra alle andre producenter eller nytilkomne, f.eks. ved at de havde specielle ældre rettigheder (jf. i denne retning Domstolens dom af 13.3.2008, sag C-125/06 P, Kommissionen mod Infront WM, Sml. I, s. 1451, præmis 71-77). Selv om det antages, at disse producenter har haft emissionsrettigheder tildelt i henhold til direktiv 96/61 (jf. præmis 49 ovenfor), er disse angivelige rettigheder, der langtfra er specielle eller endog særligt vedrører sagsøgeren alene, nemlig på samme måde kommet alle de erhvervsdrivende med en virksomhed, som er omfattet af nævnte direktivs bilag I, til gode. Endelig udelukker alene den omstændighed, at en adgang til det relevante marked ifølge sagsøgeren kun er mulig gennem en overtagelse af en producent, der allerede er etableret på markedet, ikke, at identiteten af denne producent eller af den nytilkomne, som køber den, ændres, og at det således forandrer sammensætningen af den pågældende gruppe af producenter.

110. Det følger heraf, at de omtvistede bestemmelsers retsvirkninger, nemlig forpligtelserne til at tillade emissioner og til at returnere kvoterne, sanktionerne i tilfælde af, at disse forpligtelser ikke overholdes, såvel som det hævdede kvotemaksimum i henhold til det anfægtede direktivs artikel 9, påvirker den økonomiske virksomhed og retsstillingen for de erhvervsdrivende, der er omfattet af det anfægtede direktivs bilag I – herunder dem fra støbejerns- eller stålproduktionssektoren – på samme måde og på grund af en objektivt bestemt situation. Disse bestemmelser kan derfor ikke kendetegne sagsøgerens faktiske og retlige situation i forhold til disse andre erhvervsdrivende og kan følgelig ikke individualisere sagsøgeren på en lignende måde, som en adressat er individualiseret. Således er det ikke nødvendigt at undersøge, om bestemmelserne berører sagsøgeren umiddelbart.

111. Hvad for det tredje angår argumentet om sagsøgeren store størrelse, selskabets årlige produktion og dets individuelle manglende økonomiske og/eller tekniske evne til yderligere at reducere dets CO 2 -emissioner, ses sagsøgeren ikke at have forklaret årsagerne til, at de konkurrerende støbejerns- eller stålproducenter ikke udsættes for tilpasningsproblemer og tilsvarende vanskeligheder afhængig af deres størrelse, deres produktion og deres indsats for at reducere emissionerne. En erhvervsdrivende af en meget mindre størrelse, som har en mindre støbejerns- eller stålproduktion end sagsøgeren, besidder nemlig nødvendigvis et mindre antal kvoter, således at denne erhvervsdrivendes økonomiske og/eller tekniske vanskeligheder for at reducere sine emissioner proportionelt kan sammenlignes med sagsøgerens. Imidlertid finder de forpligtelser, der følger af de omtvistede bestemmelser, i overensstemmelse med det anfægtede direktivs bilag I på en ensartet og generel måde anvendelse på alle driftslederne af anlæg, hvis produktion overstiger den angivne tærskelværdi, uanset deres størrelse. Endvidere afhænger omfanget af disse forpligtelser af mængden af drivhusgasemissioner, der i mangel af bevis for det modsatte kan stige med det pågældende anlægs størrelse og med produktionen således, at alle de pågældende erhvervsdrivende befinder sig i en sammenlignelig situation (jf. i denne retning dommen i sagen Arcelor Atlantique et Lorraine m.fl., nævnt i præmis 42 ovenfor, præmis 34). Eftersom sagsøgeren ikke med retsvirkning kan hævde at være særligt berørt, således at selskabet individualiseres som en adressat, er det således ikke nødvendigt at undersøge, om sagsøgeren herved er umiddelbart berørt.

112. For det fjerde har sagsøgeren ikke fyldestgørende påvist, at selskabets påståede »specielle fastlåsningssituation«, særligt på grund af koncernens omstrukturering, kunne individualisere sagsøgeren sammenlignet med alle andre erhvervsdrivende. Selv om sagsøgeren antages at være den eneste støbejerns- og stålproducent etableret i fællesmarkedet, som har iværksat en sådan omstrukturering, er fraværet af andre producenter under andre sektorer nævnt i det anfægtede direktivs bilag I, der – som følge af gennemførelsen af direktivet – lider tilsvarende konsekvenser med den begrundelse, at de enten har foretaget eller givet afkald på lignende procedurer, nemlig ikke godtgjort. Herved er sagsøgerens påstande om, at virksomhederne i de andre sektorer, der er omfattet af det anfægtede direktivs bilag I, ikke kan være udsat for de samme vanskeligheder, for vage og hypotetiske til at udelukke et lignende tilfælde for andre producenter som dem i energisektoren, der som følge af dens liberalisering på fællesskabsplan har været genstand for en væsentlig grænseoverskridende omstrukturering.

113. Under alle omstændigheder har sagsøgeren ikke bevist, at selskabets tilfælde på grund af denne påståede »specielle fastlåsningssituation« kunne henføres til de omtvistede bestemmelsers retsvirkninger som sådan, således at de berører sagsøgeren umiddelbart. Ifølge sagsøgerens egne bemærkninger hidrører denne situation i det væsentlige for det første fra den påståede mangel på emissionskvoter, der tildeles gratis af de statslige myndigheder, som gør sagsøgeren til »nettokøber af kvoter«, for det andet fra den eventuelle prisstigning og/eller det forhøjede prisniveau for kvoter, der er disponible på markedet for handel, og for det tredje fra det forhold, at det ikke er muligt for sagsøgeren inden for det indre marked at overføre de tildelte kvoter fra anlæg, der står for at skulle lukkes, til andre anlæg, hvor sagsøgeren forventer en udvidelse af produktionskapaciteten.

114. På samme måde skal det, hvis det antages, at den påståede omstrukturering er et særligt karakteristika for sagsøgeren, fastslås, at den påståede »specielle fastlåsningssituation«, der følger af faktorerne nævnt i præmis 112 ovenfor, ikke skyldes hverken forpligtelsen til emissionstilladelse i henhold til det anfægtede direktivs artikel 4 eller forpligtelsen til returnering i henhold til direktivets artikel 12, stk. 3, sammenholdt med direktivets artikel 6, stk. 2, litra e), eller sanktionerne som fastsat i nævnte direktivs artikel 16, stk. 2-4, men – hvis nævnte situation kan bekræftes – er konsekvensen af medlemsstaternes gennemførelse af deres NAP’er og af relevante lovgivninger. Imidlertid råder disse medlemsstater i overensstemmelse med det anfægtede direktivs artikel 9, stk. 1, og artikel 11, stk. 1, over en vid skønsbeføjelse hvad angår både tildeling af kvoteandele til diverse industrisektorer og kvoteudstedelse til og kvotetilbagekaldelse fra individuelle driftsledere – herunder i tilfælde af lukning af et anlæg (jf. i denne retning Rettens dom af 7.11.2007, sag T-374/04, Tyskland mod Kommissionen, Sml. II, s. 4431, præmis 102-106).

115. Det anfægtede direktivs artikel 4 undergiver nemlig blot enhver erhvervsdrivende, der udleder drivhusgasser, en forpligtelse til at indhente en emissionstilladelse uden i øvrigt at specificere betingelserne og de nærmere bestemmelser for tildelingen eller endog for tilbagekaldelsen af emissionskvoter, således som de betragtes af visse medlemsstater, hvor sagsøgeren hævder, at de er årsagen til selskabets omstruktureringsvanskeligheder. Dette ræsonnement gælder tilsvarende for returneringsforpligtelsen ifølge det anfægtede direktivs artikel 12, stk. 3, sammenholdt med direktivets artikel 6, stk. 2, litra e), og de sanktioner, der er omfattet af nævnte direktivs artikel 16, stk. 2-4. Sagsøgeren har jo ikke forklaret årsagerne til sin opfattelse om, at disse bestemmelser har en eller anden forbindelse med nævnte vanskeligheder. Under disse omstændigheder kan et eventuelt tab, sagsøgeren har lidt på grund af de højere af omkostninger ved anskaffelse af kvoter og/eller et eventuelt tab af kvoter – selv væsentligt og mere byrdefuld end for andre erhvervsdrivende – som følge af lukningen af et af sagsøgerens anlæg og den tilbagekaldelse af kvoter, de statslige myndigheder foretager i forbindelse hermed, ikke tilskrives de forpligtelser, der følger af disse bestemmelser, til støtte for, at sagsøgeren er umiddelbart berørt i artikel 230, fjerde afsnit, EF’s forstand.

116. Endelig bemærkes, at for så vidt som sagsøgeren ligeledes har bestridt det anfægtede direktivs artikel 9, sammenholdt med kriterium nr. 1) i direktivets bilag III, med den begrundelse, at den foreskriver, at medlemsstaterne pålægges et »absolut kvoteloft«, er det tilstrækkeligt at anføre, at selv om det antages, at dette sidste argument kan tages til følge, påvirker et sådant loft ikke sagsøgeren umiddelbart i artikel 230, fjerde afsnit, EF’s forstand, eftersom det ikke tilnærmelsesvist gør det muligt at identificere antallet af kvoter, der skal tildeles af de statslige myndigheder til diverse industrisektorer og endnu mindre til individuelle erhvervsdrivende. Dette forhold bekræftes af den omstændighed, at sagsøgeren under sagen – med hensyn til det anfægtede direktiv og beslutning 2002/358 – ikke var i stand til at præcisere eller forudse hverken antallet af kvoter, som medlemsstaterne gratis vil tildele selskabet til dets produktionsanlæg etableret i det indre marked, eller omfanget af den eventuelle byrde, som sagsøgeren kommer til at bære i tilfælde af mangel på disse kvoter.

117. Følgelig har sagsøgeren ikke godtgjort, at selskabet – på grund af dets påståede »specielle fastlåsningssituation«, der særligt følger af koncernens grænseoverskridende omstrukturering – var umiddelbart og individuelt berørt af de omtvistede bestemmelser.

118. For det femte udtales, at for så vidt angår de langfristede kontrakter for levering af gas, som sagsøgeren påstår at have indgået med flere kraftværker før det anfægtede direktivs ikrafttrædelse, kan de heller ikke individualisere sagsøgeren efter de omtvistede bestemmelser. Disse bestemmelser regulerer nemlig på en generel og abstrakt måde forpligtelserne for de erhvervsdrivende under ordningen for handel med kvoter, uden at de i øvrigt præciserer betingelserne og de nærmere bestemmelser for medlemsstaternes tildeling eller tilbagekaldelse af emissionskvoter (jf. præmis 112-116 ovenfor). Det følger under alle omstændigheder heraf, at muligheden for, at udførelsen af disse kontrakter for levering af gas påvirkes, kun kan følge af de nationale regler til regulering af tildelingen af kvoter, således at sagsøgeren herved heller ikke med føje kan gøre gældende, at selskabet er umiddelbart berørt. Endvidere bemærkes, således som Rådet har gjort gældende, at sagsøgeren selv har anført, at disse kontrakter for levering af gas i det mindste delvis vedrører de kraftværker, der hører under selskabets egen virksomhedskoncern. For så vidt som disse kraftværkers aktivitet hører under det anfægtede direktivs bilag I’s anvendelsesområde i og med, ved at de overstiger produktionen omfattet deraf, er sagsøgeren således nødvendigvis på grundlag af NAP’erne og de nationale regler, der finder anvendelse, i besiddelse af emissionskvoter med henblik på forbrændingen af de pågældende gasser. Endelig gælder det, at selv om energiproduktionen i princippet udgør en aktivitet omfattet af det anfægtede direktivs bilag I, har sagsøgeren hverken præciseret, i hvilket omfang disse kontrakter for levering af gas forbinder selskabet med udenforstående kraftværker, eller angivet, om disse kraftværker for egen regning kunne opnå emissionskvoter, eller om de på grund af deres omfattelse af dette bilag havde behov herfor, eller forklaret, under hvilke betingelser en eventuel mangel på kvoter for sagsøgeren var af en sådan art, at den kunne påvirke udførelsen af de nævnte kontrakter. Herefter findes sagsøgeren ikke at have påvist, at selskabet, på baggrund af påstanden om, at udførelsen af de pågældende langfristede kontrakter for levering af gas blev påvirket, var umiddelbart og individuelt berørt af de omtvistede bestemmelser.

119. For det sjette skal det hvad angår sagsøgerens vage argument om, at selskabet har deltaget i den beslutningsproces, der førte til vedtagelsen af det anfægtede direktiv, bemærkes, at den omstændighed, at en person på den ene eller anden måde deltager i den proces, som fører til vedtagelsen af en retsakt udstedt af Fællesskabet, udelukkende individualiserer denne person for så vidt angår den pågældende retsakt, når den pågældende fællesskabsbestemmelse tilsikrer vedkommende visse processuelle garantier. Medmindre andet udtrykkelig er bestemt, kræver hverken proceduren for udarbejdelse af generelle retsakter eller disse retsakter dog selv i medfør af fællesskabsrettens almindelige grundsætninger, såsom retten til at blive hørt, deltagelse af de berørte personer, da disses interesser anses for repræsenteret af de politiske instanser, som har til opgave at vedtage de nævnte retsakter. Følgelig ville det, når processuelle rettigheder således ikke er udtrykkeligt garanteret, være i strid med ordlyden af og ånden bag artikel 230 EF, såfremt enhver borger, alene fordi den pågældende har deltaget i forberedelsen af en lovgivningsmæssig akt, efterfølgende kan anlægge sag til prøvelse heraf (jf. i denne retning Rettens kendelse af 14.12.2005, sag T-369/03, Arizona Chemical m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 5839, præmis 72 og 73 og den deri nævnte retspraksis).

120. I den foreliggende sag skal det fastslås, dels at fremgangsmåden for udarbejdelse og vedtagelse af det anfægtede direktiv i henhold til artikel 175, stk. 1, EF og artikel 251 EF udgør en beslutningsproces, der indebærer den fælles deltagelse fra Rådet og Parlamentet i egenskab af fællesskabslovgiver, og som munder ud i vedtagelsen af en generel foranstaltning, uden at nogen som helst deltagelse fra de erhvervsdrivendes side er fastsat i denne sammenhæng, og dels at sagsøgeren hverken har gjort gældende eller påvist at have processuelle rettigheder af en sådan art, at de støtter selskabets søgsmålskompetence ifølge den retspraksis, der er nævnt i præmis 119 ovenfor.

121. Det følger heraf, uden at det herved er nødvendigt at undersøge, om sagsøgeren er umiddelbart berørt, at sagsøgerens påståede deltagelse i den beslutningsproces, der har ført til vedtagelsen af det anfægtede direktiv, ikke kan individualisere selskabet i artikel 230, fjerde afsnit, EF’s forstand.

122. Det følger af det ovenfor anførte som helhed, at sagsøgeren hverken er individuelt eller umiddelbart berørt af de omtvistede bestemmelser i artikel 230, fjerde afsnit, EF’s forstand, og at selskabets annullationspåstand skal afvises, uden at det er nødvendigt at undersøge, om de omtvistede bestemmelser kan udskilles fra hele det anfægtede direktiv eller ej.

123. Denne løsning ændres i øvrigt ikke af artikel 263, fjerde afsnit, TEUF. Medlemsstaterne råder nemlig, som påpeget ovenfor i denne doms præmis 114, over en vid skønsbeføjelse til at gennemføre det anfægtede direktiv. Direktivet kan derfor under alle omstændigheder ikke, i modsætning til, hvad sagsøgeren har påstået, anses for en retsakt, der ikke omfatter gennemførelsesforanstaltninger i artikel 263, fjerde afsnit, TEUF’s forstand.

II – Formaliteten med hensyn til erstatningspåstanden

A – Parternes påstande

124. Parlamentet og Rådet har – støttet af Kommissionen – gjort gældende, at erstatningspåstanden ligeledes bør afvises.

125. Sagsøgerens påstand er ikke i overensstemmelse med kravene i procesreglementets artikel 44, stk. 1, litra c), dels da det påståede tab hverken er overhængende, faktisk eller tilstrækkelig klart, og dels da der ikke er nogen direkte årsagsforbindelse mellem det anfægtede direktiv og dette tab. Ifølge Parlamentet har sagsøgeren heller ikke bevist, at fællesskabslovgivers valg alvorligt og åbenbart krænker de påberåbte højre retsregler, såsom ligebehandlingsprincippet. Således har sagsøgeren ikke påvist, at kemikalie- og aluminiumssektorerne optager det samme markedssegment som støbejerns- og stålsektoren, og at disse sektorer udleder direkte CO 2 -emissioner af en sådan størrelse, at de lige fra begyndelsen burde være omfattet af det anfægtede direktiv.

126. Hvad angår tilstedeværelsen af et tab har Rådet gjort gældende, at det anfægtede direktiv, selv om det allerede var i kraft, endnu ikke på tidspunktet for stævningens indlevering har haft den mindste direkte virkning på sagsøgerens økonomiske virksomhed, og at eventuelle fremtidige virkninger ikke kan anses for at være overhængende. Desuden har sagsøgeren ikke bevist tilstedeværelsen af et faktisk tab, hvilket af flere årsager er umuligt på dette tidspunkt. Herved har Parlamentet og Rådet særligt anført, at sagsøgerens påståede situation som »nettokøber af kvoter« kun er hypotetisk og ikke en direkte, nødvendig og sikker konsekvens af det anfægtede direktiv.

127. Ifølge Rådet afhænger spørgsmålet, om sagsøgeren bliver en »nettokøber af kvoter«, af en række ukendte og ikke beviste faktorer i den foreliggende sag, såsom det samlede antal af kvoter, der oprindeligt blev tildelt af de nationale myndigheder i overensstemmelse med NAP’erne, og omkostningerne ved reduktionen af emissionerne, sammenlignet med prisen på kvoterne på markedet for handel. Det samlede antal tildelte kvoter afhænger på sin side af flere faktorer, såsom det reduktionsmål, der er tillagt medlemsstaten, medlemsstatens eventuelle intention om på verdensmarkedet at købe emissionsenheder som fastsat af Kyotoprotokollen, såvel som medlemsstatens beslutning hvad angår metoder til fordeling af den nødvendige reduktion af emissionerne mellem de forskellige industrisektorer. Rådet har desuden gjort gældende, at når de tildelte kvoter viser sig at være utilstrækkelige, afhænger det anfægtede direktivs virkning – henset til den respektive investeringsomkostning – af driftslederens valg mellem dels købet af yderligere kvoter for at dække sine CO 2 -emissioner, og dels indførelsen af foranstaltninger til reduktion af emissionerne.

128. At der ikke ses at foreligge et faktisk tab, bestyrkes af den omstændighed, at det anfægtede direktiv i kriterierne nr. 3) og 7) i bilag III udtrykkeligt fastsætter, at antallet af kvoter skal være i overensstemmelse med de erhvervsdrivendes virksomhedspotentiale, herunder det teknologiske, og at NAP’en kan tilgodese en tidlig indsats, som de reduktioner af CO 2 -emissionerne, som sagsøgeren bekræfter at have foretaget siden 1990. Endvidere har Rådet henvist til, at sagsøgeren kan fortsætte med en grænseoverskridende overførsel af ikke anvendte kvoter mellem anlæggene inden for sin koncern – denne mulighed udgør selve grundlaget for ordningen for handel med kvoter.

129. Parlamentet og Rådet har – støttet af Kommissionen – anført, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at selskabet i forbindelse med gennemførelsen af det anfægtede direktiv skal afholde yderligere omkostninger, såsom omkostninger til personale, der tager sig af overvågningen af CO 2 -emissionerne og udarbejdelsen af rapporter, eftersom disse forpligtelser allerede pålægges ved anvendelse af direktiv 96/61. Rådet har gjort gældende, at sagsøgerens påstande hvad angår omkostninger forbundet med ansættelsen af yderligere personale og tabet af fremtidige overskud er for vage og upræcise til at udgøre beviset for et fremtidigt tab. På samme måde er de eventuelle tab af markedsandele eller overskud ikke sikre og afhænger af ukendte faktorer, der er uafhængige af det anfægtede direktiv, f.eks. udviklingen af priserne på støbejern og stål og priserne på konkurrerende produkter.

130. Ifølge Parlamentet og Rådet – støttet af Kommissionen – har sagsøgeren heller ikke påvist tilstedeværelsen af en årsagsforbindelse mellem det anfægtede direktiv og det påståede fremtidige tab, som er påført selskabet. Henset til den skønsbeføjelse, der er tillagt medlemsstaterne, kan det anfægtede direktiv ikke som sådan direkte forårsage sagsøgeren noget som helst tab; dette kan kun følge af de nationale gennemførelsesregler og særligt af tildelingen af emissionskvoter.

131. Sagsøgeren finder, at selskabets erstatningspåstand er i overensstemmelse med procesreglementets artikel 44, stk. 1, litra c), og at den følgelig bør antages til realitetsbehandling.

B – Rettens bemærkninger

132. Det skal påpeges, at i henhold til artikel 21, første afsnit, sammenholdt med artikel 53, første afsnit, i statutten for Domstolen og procesreglementets artikel 44, stk. 1, litra c), skal enhver stævning indeholde en angivelse af søgsmålets genstand og en kort fremstilling af søgsmålsgrundene. Disse angivelser skal være tilstrækkeligt klare og præcise til, at sagsøgte kan tilrettelægge sit forsvar, og Retten i givet fald på det således foreliggende grundlag kan tage stilling til sagen. Af retssikkerheds- og retsplejehensyn er det en forudsætning for, at en sag kan antages til realitetsbehandling, at de væsentlige faktiske og retlige omstændigheder, som søgsmålet støttes på, eventuelt kortfattet, men dog på en sammenhængende og forståelig måde, fremgår af selve stævningen. For at opfylde disse krav skal en stævning, hvori der nedlægges påstand om betaling af erstatning for tab forvoldt af en fællesskabsinstitution, nærmere bestemt indeholde de elementer, der gør det muligt at identificere den adfærd, som sagsøgeren bebrejder institutionen, grundene til, at sagsøgeren antager, at der består en årsagsforbindelse mellem adfærden og det tab, sagsøgeren hævder at have lidt, samt karakteren og omfanget af dette tab (Rettens dom af 3.2.2005, sag T-19/01, Chiquita Brands m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 315, præmis 64 og 65, af 10.5.2006, sag T-279/03, Galileo International Technology m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 1291, præmis 36 og 37, domme af 13.12.2006, sag T- 304/01, Abad Pérez m.fl. mod Rådet og Kommissionen, Sml. II, s. 4857, præmis 44, og sag T-138/03, É.R m.fl. mod Rådet og Kommissionen, Sml. II, s. 4923, præmis 34, samt Rettens kendelse af 27.5.2004, sag T-379/02, Andolfi mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 41 og 42).

133. Retten finder, at stævningen opfylder disse formforskrifter, og at Parlamentets og Rådets argumenter, hvoraf de fleste vedrører vurderingen af, om erstatningspåstanden er berettiget, og ikke vurderingen af, om den kan realitetsbehandles, herved ikke skal tages til følge. Sagsøgeren har nemlig i stævningen fremført tilstrækkelige elementer, der gør det muligt at identificere den adfærd, der bebrejdes fællesskabslovgiver, årsagerne til, at sagsøgeren vurderer, at der findes en årsagsforbindelse mellem denne adfærd og det tab, som sagsøgeren angiveligt har lidt, såvel som arten og det eventuelle omfang af dette tab. Disse elementer har i øvrigt herved gjort det muligt for Parlamentet og Rådet at forsvare sig behørigt ved at fremsætte argumenter, der i virkeligheden tilsigter at påvise, at erstatningspåstanden er ubegrundet.

134. Hvad angår Parlamentets og Rådets påståede retsstridige adfærd skal det fastslås, at sagsøgeren i overensstemmelse med de krav, der er anerkendt i retspraksis (Domstolens dom af 4.7.2000, sag C-352/98, Bergaderm og Goupil mod Kommissionen, Sml. I, s. 5291, præmis 39 ff., og af 12.7.2005, sag C-198/03 P, Kommissionen mod CEVA og Pfizer, Sml. I, s. 6357, præmis 61 ff.), har fremført udførlige argumenter, der tilsigter at påvise en tilstrækkeligt kvalificeret krænkelse af flere regler – endog højere retsregler – der har til formål at tillægge borgerne rettigheder, såsom ligebehandlingsprincippet og etableringsfriheden.

135. Hvad angår tabet skal det for det første fastslås, at henset til alle omstændighederne på tidspunktet for stævningens indlevering, måtte dette tab nødvendigvis være kendetegnet ved at være fremtidigt på grund af, at det anfægtede direktiv endnu befandt sig i implementeringsfasen i de nationale retssystemer, og at medlemsstaterne kun var begyndt at forberede deres NAP’er og deres lovgivning for så vidt angår den første tildelingsperiode. Hertil kommer, at sagsøgeren, henset til medlemsstaternes skønsbeføjelse for så vidt angår gennemførelsen af ordningen for handel med kvoter på deres områder ved anvendelse af deres NAP’er (jf. præmis 116 ovenfor), på tidspunktet for sagens anlæg ikke kunne præcisere det nøjagtige omfang af dette fremtidige tab. Imidlertid kan det under disse særlige omstændigheder, som sagsøgeren har henvist til, ikke som betingelse for søgsmålsadgang forlanges, at sagsøgeren i stævningen angiver tabets nøjagtige omfang og endnu mindre en opgørelse af den krævede erstatning. Dette er under alle omstændigheder muligt frem til replikken på betingelse af, at sagsøgeren påberåber sig sådanne omstændigheder og anfører de elementer, der gør det muligt at vurdere arten og omfanget af tabet, hvorfor den sagsøgte part vil være i stand til at varetage sit forsvar (jf. i denne retning Rettens kendelse i sagen Andolfi mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 132, præmis 48 og 49 og den deri nævnte retspraksis, og kendelse af 22.7.2005, sag T-376/04, Polyelectrolyte Producers Group mod Rådet og Kommissionen, Sml. II, s. 3007, præmis 55).

136. Det skal dernæst bemærkes, at sagsøgeren har fremført tilstrækkelige elementer, der karakteriserer selskabets fremtidige tab, heriblandt arten af dette, dets omfang og dets forskellige bestanddele, til at opfylde betingelserne i procesreglementets artikel 44, stk. 1, litra c). Sagsøgeren har nemlig for det første i stævningen henvist til skaden hidrørende fra de yderligere omkostninger, der er forbundet med ansættelse af personale, som skal forestå overvågnings- og rapporteringsvirksomheden i henhold til det anfægtede direktivs artikel 14 og 15. Desuden har sagsøgeren i sine bemærkninger vedrørende formalitetsindsigelserne fremført et konkret skønsmæssigt beløb for disse yderligere omkostninger. For det andet har sagsøgeren påberåbt sig at have lidt både et økonomisk og et ikke-økonomisk tab, der følger af tabet af markedsandele og af skaden forårsaget på selskabets omdømme på miljøområdet, der er opstået som følge af undladelsen af at medtage konkurrerende sektorer for ikke-jernholdige metaller og kemikalier i det anfægtede direktivs anvendelsesområde. For det tredje har sagsøgeren med støtte i skønsmæssigt opgjorte beløb (jf. præmis 80 og 81 ovenfor), påberåbt sig opståelsen af et tab på grund af selskabets situation som »nettokøber af kvoter« og den sandsynlige forhøjelse af omkostningerne for disse kvoter, der kan true selskabets bruttofortjeneste. For det fjerde har sagsøgeren påstået erstatning for tab af fortjeneste som følge af, at det er umuligt for selskabet at udføre sin grænseoverskridende omstruktureringsstrategi. Herefter ses minimumskravene vedrørende identificeringen af tabet at være opfyldt i den foreliggende sag.

137. Hvad endelig angår årsagsforbindelsen mellem den ulovlige adfærd og tabet har sagsøgeren med tilstrækkelig præcision, i overensstemmelse med logikken i sit ræsonnement, gjort gældende, at medlemsstaten, i relation til de omtvistede bestemmelsers implementering i national ret og de forpligtelser, der følger heraf for de erhvervsdrivende, ikke rådede over en skønsbeføjelse, og at ethvert eventuelt tab, der er lidt af sagsøgeren, følgelig skyldes fællesskabslovgivers påståede ulovlige adfærd. Herved kan Parlamentets, Rådets og Kommissionens argumenter om, at sagsøgeren har skullet »godtgøre« eller »bevise« en sådan årsagsforbindelse, for at påstanden kan antages til realitetsbehandling, ikke tiltrædes. En sådan vurdering vedrører undersøgelsen af, om nævnte påstand er berettiget, men ikke af, om den kan realitetsbehandles.

138. Henset til samtlige de anførte betragtninger, kan Parlamentets og Rådets formalitetsindsigelser, for så vidt som de omfatter erstatningspåstanden, ikke tages til følge.

III – Erstatningspåstandens berettigelse

A – Betingelserne for, at Fællesskabet kan ifalde ansvar uden for kontraktforhold

139. Det fremgår af fast retspraksis, at Fællesskabets erstatningsansvar uden for kontraktforhold for dets organers ulovlige adfærd efter artikel 288, andet afsnit, EF forudsætter, at en række betingelser er opfyldt, nemlig at den adfærd, der lægges institutionerne til last, er retsstridig, at der foreligger et virkeligt tab, og at der er årsagsforbindelse mellem denne adfærd og det påståede tab (jf. Domstolens dom af 9.11.2006, sag C-243/05 P, Agraz m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 10833, præmis 26 og den deri nævnte retspraksis, Rettens dom af 16.11.2006, sag T-333/03, Masdar (UK) mod Kommissionen, Sml. II, s. 4377, præmis 59, dommen i sagen Abad Pérez m.fl. mod Rådet og Kommissionen, nævnt i præmis 132 ovenfor, præmis 97, dommen i sagen É.R. m.fl. mod Rådet og Kommissionen, nævnt i præmis 132 ovenfor, præmis 99, og dom af 12.9.2007, sag T-259/03, Nikolaou mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 37).

140. Henset til disse betingelsers kumulative karakter, skal sagsøgte i det hele frifindes, når blot en af disse betingelser ikke er opfyldt (jf. i denne retning Rettens domme i sagen Abad Pérez m.fl. mod Rådet og Kommissionen, nævnt i præmis 132 ovenfor, præmis 99, og i sagen É.R. m.fl. mod Rådet og Kommissionen, nævnt i præmis 132 ovenfor, præmis 101 og den deri nævnte retspraksis).

141. Hvad angår den første af disse betingelser kræves det, at der er godtgjort at være sket en tilstrækkelig kvalificeret tilsidesættelse af en retsregel, som har til formål at tillægge borgerne rettigheder (dommen i sagen Bergaderm og Goupil mod Kommissionen, nævnt i præmis 134 ovenfor, præmis 42). Hvad angår kravet om, at tilsidesættelsen skal være tilstrækkelig kvalificeret, er det væsentligste kriterium ved afgørelsen heraf, om den pågældende fællesskabsinstitution åbenbart og groft har tilsidesat grænserne for sin skønsmæssige beføjelse. Det er kun, når denne institution blot råder over en stærkt begrænset eller ingen skønsbeføjelse, at den blotte overtrædelse af fællesskabsretten kan være tilstrækkelig til at bevise, at der foreligger en tilstrækkelig kvalificeret tilsidesættelse (Domstolens dom af 10.12.2002, sag C-312/00 P, Kommissionen mod Camar og Tico, Sml. I, s. 11355, præmis 54, Rettens dom af 12.7.2001, forenede sager T-198/65, T-171/96, T-230/97, T-174/98 og T-225/90, Comafrica og Dole Fresh Fruit Europe mod Kommissionen, Sml. II, s. 1975, præmis 134, dommen i sagen Abad Pérez m.fl. mod Rådet og Kommissionen, nævnt i præmis 132 ovenfor, præmis 98, og dommen i sagen É.R. m.fl. mod Rådet og Kommissionen, nævnt i præmis 132 ovenfor, præmis 100).

142. Først skal berettigelsen af anbringenderne om ulovlighed, som er fremført af sagsøgeren, vurderes lyset af de kriterier, der er nævnt i præmis 141 ovenfor.

143. Herved skal det i den foreliggende sags sammenhæng præciseres, at en eventuel tilstrækkelig kvalificeret tilsidesættelse af de pågældende retsregler skal være baseret på en åbenbar og grov tilsidesættelse af grænserne for den vide skønsmæssige beføjelse, som fællesskabslovgiver i henhold til artikel 174 EF og 175 EF råder over i udøvelsen af kompetencerne på miljøområdet (jf. i denne retning og analogt dels Rettens dom af 1.12.1999, forenede sager T-125/96 og T-152/96, Boehringer mod Rådet og Kommissionen, Sml. II, s. 3427, præmis 74, og af 10.2.2004, forenede sager T-64/01 og T-65/01, Afrikanische Frucht-Compagnie mod Rådet og Kommissionen, Sml. II, s. 521, præmis 101 og den deri nævnte retspraksis, og dels Rettens dom af 11.9.2002, sag T-13/99, Pfizer Animal Health mod Rådet, Sml. II, s. 3305, præmis 166, og af 26.11.2002, forenede sager T-74/00, T-76/00, T-83/00 – T-85/00, T-132/00, T-137/00 og T-141/00, Artegodan mod Kommissionen, Sml. II, s. 4945, præmis 201). Udførelsen af denne skønsbeføjelse medfører nemlig dels, at det er nødvendigt for fællesskabslovgiver at forudse og vurdere den økologiske, videnskabelige, tekniske og økonomiske udviklings komplekse og usikre karakter, og dels denne lovgivers afvejning og mægling mellem de forskellige mål, principper og interesser, der er omfattet af artikel 174 EF (jf. i denne retning Domstolens dom af 14.7.1998, sag C-284/95, Safety Hi-Tech, Sml. I, s. 4301, præmis 36 og 37, og af 15.12.2005, sag 86/03, Grækenland mod Kommissionen, Sml. I, s. 10979, præmis 88, samt dommen i sagen Arcelor Atlantique et Lorraine m.fl., nævnt i præmis 42 ovenfor, præmis 57-59, jf. ligeledes analogt dommen i sagen Chiquita Brands m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 132 ovenfor, præmis 228). Dette er i det anfægtede direktiv afspejlet ved fastsættelsen af en række delvis modstridende mål og delmål (jf. i denne retning dommen i sagen Arcelor Atlantique et Lorraine m.fl., nævnt i præmis 42 ovenfor, præmis 28-33, og i sagen Tyskland mod Kommissionen, nævnt i præmis 114 ovenfor, præmis 121-125 og 136-139).

144. Følgelig skal det efterprøves, om den påståede tilsidesættelse af de af sagsøgeren påberåbte retsregler består i en åbenbar og grov tilsidesættelse af grænserne for den vide skønsbeføjelse, som fællesskabslovgiver rådede over ved vedtagelsen af det anfægtede direktiv.

145. Henset til, at sagsøgeren argumentation til støtte for de første to anbringenderne om ulovlighed i vidt omfang er sammenfaldende, skal de behandles samlet.

B – Tilstedeværelsen af en tilstrækkelig kvalificeret tilsidesættelse af ejendomsretten, retten til at udøve en økonomisk aktivitet og proportionalitetsprincippet

1. Parternes argumenter

146. Sagsøgeren har gjort gældende, at de omtvistede bestemmelser krænker selskabets ejendomsret og dets ret til at udøve økonomisk virksomhed, som udgør grundlæggende rettigheder, der er garanteret af Fællesskabets retsorden, sådan som det bekræftes af artikel 16 og 17 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, som blev proklameret i Nice den 7. december 2000 (EFT C 364, s. 1). De bindende foranstaltninger undergiver nemlig »anvendelsen af ejendom« visse betingelser, der kan begrænse udøvelsen af ejendomsretten, og når disse foranstaltninger fratager en borger denne udøvelse, krænker de selve indholdet af denne ret.

147. Sagsøgeren har vurderet, at de omtvistede bestemmelser ved at forpligte selskabet til at drive sine anlæg under økonomisk ikke-bæredygtige vilkår på en uforholdsmæssig måde i det væsentlige krænker selskabets ejendomsret og dets ret til at udøve økonomisk virksomhed. Dels har disse bestemmelser den konsekvens, at sagsøgeren bliver en »nettokøber af kvoter« (jf. præmis 75 og 77 ovenfor), henset til, at det på trods af selskabets tidligere indsats og til forskel fra erhvervsdrivende i andre sektorer er teknisk umuligt for sagsøgeren i nær fremtid yderligere at reducere sine CO 2 -emissioner (jf. præmis 77 og 78 ovenfor). Dels er sagsøgeren, henset til de særlige konkurrencevilkår i jern- og stålsektoren (jf. præmis 79 ovenfor), ikke i stand til at overvælte forhøjelsen af sine produktionsomkostninger på sine kunder (jf. præmis 80 ovenfor). Følgelig producerer sagsøgeren med tab og må enten fortsat drive de urentable og ineffektive anlæg inden for det indre marked eller lukke dem eller overføre dem til de lande, der ikke pålægger forpligtelser til at reducere emissioner i henhold til Kyotoprotokollen.

148. I replikken har sagsøgeren præciseret, at det anfægtede direktiv medfører en fordrejning af konkurrencen på tre måder. For det første gælder det, at mens industrien i Fællesskabet er undergivet den forpligtelse til at reducere CO 2 -emissionerne, der forhøjer produktionsomkostningerne, forbliver produktionsomkostningerne i tredjelandene uforandret eller bliver endog mindre på grund af projekter i forbindelse med den mekanisme for en »bæredygtig« udvikling, der er fastsat i Kyotoprotokollen (jf. præmis 5 ovenfor). For det andet ændrer forhøjelsen af produktionsomkostninger sig på det indre marked på grund af forskelle mellem de nationale mål for reduktion af emissioner og mellem de nationale politikker for kvotetildeling. For det tredje er alene produktionen af visse produkter, herunder stål, omfattet af ordningen for handel med kvoter. Imidlertid bør alle produkter ifølge sagsøgeren være omfattet på den samme måde proportionelt i forhold til den mængde CO 2 , der udledes, og henset til både produktionsprocessen og det pågældende produkts livscyklus.

149. Sagsøgeren finder, at det anfægtede direktiv er uegnet til at tilskynde driftslederne af anlæggene til at reducere deres emissioner. Dels fremmer direktivet ikke den tekniske udvikling, da det fastsætter, at de nye anlæg opnår kvoter på grundlag af deres faktiske behov, hvilket tilskynder producenterne til fortsat at drive de ikke‑rentable anlæg, dels belønner det anfægtede direktiv ikke reduktionerne af emissioner, herunder den væsentlige reduktionsindsats, der tidligere er sket i den europæiske jern- og stålsektor. Tværtimod vil lukningen af et ineffektivt anlæg medføre tab af de tildelte kvoter, eftersom disse kvoter ikke kan overføres til anlæg, der er beliggende i en anden medlemsstat (jf. præmis 83-85 ovenfor). Støbejerns- eller stålproducenterne bliver således afskrækket fra at reducere deres emissioner eller overføre deres produktion til mere effektive anlæg, der er mere gunstige for miljøet. Henset til denne alvorlige tilsidesættelse af selskabets ejendomsret, dets ret til at udøve økonomisk virksomhed og dets etableringsfrihed, tvivler sagsøgeren bl.a. på, at det anfægtede direktivs formål med at reducere drivhusgasemissionerne og at beskytte miljøet kan opnås. Hvad angår jern- og stålsektoren er det muligt, at ingen reduktion af emissioner i det hele – på grund af den fortsatte drift af ineffektive anlæg og overførelsen af stålproduktionen til tredjelande – kan realiseres.

150. Ifølge sagsøgeren fremgår det af disse betragtninger, der påviser tilsidesættelsen af selskabets ejendomsret, dets ret til at udøve økonomisk virksomhed og dets etableringsfrihed, at de omtvistede bestemmelser ligeledes tilsidesætter proportionalitetsprincippet. I henhold til dette princip er fællesskabsretsakternes og ‑foranstaltningernes lovlighed undergivet den betingelse, at disse retsakter og foranstaltninger er passende og nødvendige for gennemførelsen af de med den pågældende lovgivning lovligt tilsigtede formål. På samme måde kræver artikel 5, tredje afsnit, EF, at Fællesskabets retsakter ikke overskrider det, der er nødvendigt for at nå EF-traktatens mål. Desuden skal man vælge den mindst bebyrdende foranstaltning, når det er muligt at vælge mellem flere egnede foranstaltninger, og de byrder, der pålægges, må ikke være uforholdsmæssige i forhold til de tilsigtede mål. Under alle omstændigheder har omfattelsen af støbejerns- eller stålproduktionsanlæggene i det anfægtede direktivs bilag I fra begyndelsen været uegnet til at bidrage til gennemførelsen af det anfægtede direktivs mål for reduktion af emissioner og beskyttelse af miljøet, og de omtvistede bestemmelser pålægger sagsøgeren en tung og uforholdsmæssig byrde, der bringer selve selskabets eksistens i fare.

151. Parlamentet og Rådet har bestridt, at det anfægtede direktiv på en uforholdsmæssig måde påvirker sagsøgerens ejendomsret og ret til at udøve økonomisk virksomhed. Selv hvis det antages, at de forpligtelser, der for sagsøgeren følger af direktivet, herved udgør begrænsninger, kan disse ikke anses for uforholdsmæssige og uacceptabelt at krænke disse rettigheder, henset til det formål, som det anfægtede direktiv og ordningen for handel med kvoter forfølger, nemlig beskyttelsen af miljøet.

152. Det første og andet anbringende skal således forkastes som ugrundede.

2. Rettens bemærkninger

153. Det bemærkes indledningsvis, at selv om ejendomsretten og retten til at udøve en økonomisk aktivitet hører til fællesskabsrettens almindelige grundsætninger, skal disse grundsætninger i øvrigt ikke behandles som absolutte forrettigheder, men skal ses i sammenhæng med deres funktion i samfundet. Udøvelsen af ejendomsretten og af retten til fri erhvervsudøvelse kan derfor underkastes begrænsninger, forudsat at sådanne begrænsninger er i vi rkelig overensstemmelse med de formål, som Fællesskabet forfølger i almenhedens interesse, og ikke, når henses til det forfulgte formål, indebærer et uforholdsmæssigt og uacceptabelt indgreb, der krænker selve kernen i de således sikrede rettigheder (jf. i denne retning Domstolens dom af 30.6.2005, sag C-295/03 P, Alessandrini m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 5673, præmis 86 og den deri nævnte retspraksis, og dommen i sagen Chiquita Brands m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 132, præmis 220).

154. Hvad nærmere bestemt angår den påståede krænkelse af ejendomsretten skal det fastslås, at sagsøgeren – med undtagelse af den meget generelle påstand om, at de omtvistede bestemmelser har den konsekvens, at sagsøgeren ikke længere på en rentabel måde kan drive sine stålproduktionsanlæg beliggende i det indre marked – ikke har præciseret, i hvilket omfang selskabets ejendomsret vedrørende visse materielle eller immaterielle goder, der udgør en del af selskabets produktionsmidler, faktisk er krænket eller endog berøvet sit indhold på grund af anvendelsen eller gennemførelsen af nævnte bestemmelser i national ret. Sagsøgeren har heller ikke anført, hvilke af disse produktionsanlæg der er særligt påvirket af de omtvistede bestemmelser, og af hvilke årsager en sådan påvirkning findes, henset til hver af disse anlægs individuelle situation på det område, hvor de er beliggende, og i lyset af den relevante NAP. Herved har sagsøgeren begrænset sig til vagt at gøre gældende, at selskabet ikke kan lukke visse ineffektive og ikke‑rentable anlæg for ikke at miste de emissionskvoter, der er tildelt dem, uden i øvrigt at forklare, i hvilket omfang denne mangel på effektivitet og rentabilitet og de økonomiske vanskeligheder, der følger heraf, særligt kan henføres til anvendelsen af de omtvistede bestemmelser som sådan. Imidlertid eksisterede disse vanskeligheder ifølge sagsøgerens egne argumenter allerede længe før fusionen i 2001 (jf. præmis 30 ovenfor) og udgjorde en af de økonomiske årsager til denne.

155. Hvad angår den påståede tilsidesættelse af ejendomsretten og retten til at udøve økonomisk virksomhed i deres helhed har sagsøgeren endvidere ikke, hverken i sine indlæg eller ved retsmødet, på en overbevisende og konkret bevisende måde forklaret, hvordan og i hvilket omfang selskabet på grund af gennemførelsen af det anfægtede direktiv kunne blive en »nettokøber af [emissions]kvoter«, hvis omkostninger selskabet ikke kunne overvælte på sine kunder. Sagsøgeren har nemlig kun gjort gældende, at i løbet af den første tildelingsperiode, som sluttede i 2007, har selskabet på grund af en eventuel mangel på kvoter i et af dets produktionsanlæg, der er beliggende på det indre marked, måttet købe yderligere emissionskvoter. Derimod har sagsøgeren under retsmødet som svar på et spørgsmål stillet af Retten indrømmet at have solgt overskydende kvoter på markedet for handel i 2006 og at have opnået en fortjeneste på 101 mio. EUR, hvilket er tilført protokollatet for retsmødet. Det synes således udelukket, at de omtvistede bestemmelser i deres helhed nødvendigvis skaber negative finansielle konsekvenser, der krænker sagsøgerens ejendomsret og selskabets ret til at udøve økonomisk virksomhed.

156. Det skal tillige bemærkes, at sagsøgeren ikke i forbindelse med sin erstatningspåstand har hævdet, at visse af selskabets produktionsanlæg i det indre marked har lidt tab på grund af anvendelsen af de omtvistede bestemmelser, og sagsøgeren har ikke fremlagt præcise tal vedrørende udviklingen af disse anlægs lønsomhed, siden ordningen for handel med kvoter begyndte at fungere. Sagsøgeren har heller ikke redegjort dels for den måde, hvorpå hvert af disse anlæg tilpassede sig forskellige mål for reduktion af emissionerne i de pågældende medlemsstater, hvor visse, såsom Kongeriget Spanien, endda har mulighed for at forhøje emissionerne i overensstemmelse med beslutning 2002/358 og planen for byrdefordeling, og dels for spørgsmålet, om den emissionskvoteandel, som selskabet på grundlag af de forskellige NAP’er kunne gøre krav på til disse anlæg, var tilstrækkelig eller ej. Endelig bemærkes, at selv om det antages, at de forskellige NAP’er og nationale reduktionsmål kan krænke sagsøgerens rettigheder, har sagsøgeren hverken fremført eller påvist, at denne krænkelse kunne tilskrives de omtvistede bestemmelser som sådan og ikke den interne lovgivning, som medlemsstaterne har vedtaget i henhold til artikel 249, tredje afsnit, EF under udøvelsen af deres margen i forbindelse med gennemførelsen af det anfægtede direktiv.

157. Hvad angår sagsøgerens argument om, at stålproducenterne af tekniske og økonomiske årsager er ude af stand til yderligere at reducere deres CO 2 -emissioner, er det tilstrækkeligt at bemærke, at kriterium nr. 3) i det anfægtede direktivs bilag III med hensyn til fastsættelsen af den mængde af emissionskvoter, der skal tildeles, forpligter medlemsstaterne til at tage hensyn til det potentiale, herunder det teknologiske potentiale, som de aktiviteter, der er omfattet af ordningen for handel med kvoter, har med hensyn til at reducere emissionerne (jf. i denne retning generaladvokat Poiares Maduros forslag til afgørelse i sagen Arcelor Atlantique et Lorraine m.fl., nævnt i præmis 42 ovenfor, punkt 57). Det følger heraf, at medlemsstaterne ved tildelingen af kvoter til de forskellige industrisektorer såvel som til driftslederne af anlæggene i disse sektorer skal tage alle disse sektorers og driftslederes potentiale til reduktion i betragtning, herunder potentialet for jern- og stålsektoren og støbejerns- eller stålproducenterne. Desuden er forholdet det, at ifølge kriterium nr. 7) i det anfægtede direktivs bilag III »[kan] [NAP’en] […] tilgodese en tidlig indsats [i forhold til reduktion af emissioner]«, således at medlemsstaterne i det mindste har ret til at tage hensyn til de tidligere reduktionsindsatser, der allerede er opnået i sektoren og af de pågældende driftsledere. Følgelig kan medlemsstatens eventuelle utilstrækkelige hensyn til denne reduktionskapacitet i forbindelse med dens lovgivning til gennemførelse af det anfægtede direktiv ikke henføres til de omtvistede bestemmelser.

158. Under disse omstændigheder kan det klart udelukkes, at de omtvistede bestemmelser krænker sagsøgerens ejendomsret og selskabets ret til fri erhvervsudøvelse eller endog, at denne påståede krænkelse er i stand til at forårsage et tab for selskabet. Det skal herefter konkluderes, at sagsøgeren ikke har påvist en tilstrækkelig kvalificeret tilsidesættelse eller en uforholdsmæssig begrænsning af disse rettigheder på grund af de omtvistede bestemmelser, eller at denne påståede tilsidesættelse kan være årsagen til et tab, som sagsøgeren har lidt.

159. I det omfang, sagsøgeren som selvstændigt ulovlighedesanbringende har påberåbt sig en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet, følger det desuden allerede af betragtningerne i præmis 154-158 ovenfor, at sagsøgeren ikke har påvist tilstedeværelsen af den tunge og uforholdsmæssige byrde, som selskabet hævder at have båret. Tilsvarende kan Retten af åbenbare grunde ikke – uden at det er nødvendigt at undersøge påstandene om de forskellige brister ved ordningen for handel med kvoter (jf. præmis 149 og 150 ovenfor) – tiltræde sagsøgerens hovedargument om, at stålproducenternes deltagelse – som de afgjort største industrielle udledere af CO 2 – er uegnet eller upassende til at bidrage til det anfægtede direktivs hovedformål, som er at beskytte miljøet ved reduktionen af drivhusgasemissionerne. Endelig har sagsøgeren under alle omstændigheder ikke godtgjort, at ordningen for handel med kvoter som sådan var åbenbart upassende til at nå reduktionsmålet for CO 2 -emissioner, og at fællesskabslovgiver således åbenbart og groft havde tilsidesat grænserne for sin vide skønsmæssige beføjelse.

160. Derfor må ulovlighedsanbringenderne vedrørende en tilstrækkelig kvalificeret tilsidesættelse af ejendomsretten, af retten til at udøve økonomisk virksomhed og af proportionalitetsprincippet forkastes som grundløse.

C – Tilstedeværelsen af en tilstrækkelig kvalificeret tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet

1. Parternes argumenter

161. Sagsøgeren har gjort gældende, at de omtvistede bestemmelser tilsidesætter ligebehandlingsprincippet.

162. For det første er de konkurrerende sektorer for ikke-jernholdige metaller og kemikalier uden en objektiv begrundelse udelukket fra det anfægtede direktivs anvendelsesområde, selv om de udleder CO 2 -emissioner, der er sammenlignelige med eller endog meget højere end jern- og stålsektoren. Herved har sagsøgeren bestridt, at den kemiske sektor med et stort antal anlægs omfattelse af ordningen for handel med kvoter medfører en betragtelig administrativ forøgelse. Nødvendigheden af en yderligere administrativ indsats kan ikke som sådan berettige en alvorlig fordrejning af konkurrencen, sådan som den foreligger i denne sag. Dertil kommer, at i overensstemmelse med det oprindelige forslag skulle de store anlæg, der fremstiller kemiske grundstoffer med væsentlige emissioner, i det mindste have været medtaget. Hvad angår udelukkelsen af sektoren for ikke-jernholdige metaller som aluminium (betragtning 15 til det anfægtede direktiv) har Parlamentet og Rådet endda ikke angivet en begrundelse for denne forskelsbehandling. Endelig er ingen anden foranstaltning blevet pålagt disse konkurrerende sektorer for at formindske de beskrevne konkurrencefordrejninger. For det andet tilsidesættes ligebehandlingsprincippet ved den omstændighed, at man uden objektiv begrundelse ensartet behandler jern- og stålsektoren og de andre sektorer, der er omfattet af det anfægtede direktivs bilag I, eftersom disse sektorer befinder sig i forskellige situationer. Støbejerns- eller stålproducenternes »specielle fastlåsningssituation« (jf. præmis 76 ff. ovenfor) adskiller dem nemlig fra de andre sektorers situationer og stiller dem i en situation som »naturlig taber« blandt alle deltagerne i ordningen for handel med kvoter.

163. I replikken har sagsøgeren præciseret, at sektorerne for ikke-jernholdige metaller og kemikalier kan sammenlignes med jern- og stålsektoren, og at der, som Kommissionens praksis på området for fusioner bekræfter, findes konkurrencemæssige forhold mellem disse forskellige sektorer. Således erstatter de store bilfabrikanter mere og mere stål med aluminium til de »ydre dele«, såsom motoren, motorhjelmen og dørene. På markedet for ikke-alkoholholdige drikke bliver ståldåser desuden mere og mere erstattet af aluminiumsdåser og af plastikflasker. Endvidere er den blotte omstændighed, at jern- og stålsektorens samlede mængde CO 2 -emissioner er højere end dem i aluminiums- og plastsektorerne, ikke i sig selv tilstrækkelig til at adskille disse sektorer, henset til, at de andre sektorer med et mindre væsentlig emissionsniveau end det for kemiske produkter, dvs. glassektoren, keramiske produkter og byggematerialesektoren såvel som papir- og trykkerisektoren, ligeledes er omfattet af det anfægtede direktivs bilag I. Det er nemlig på grund af disse sektorers sammenlignelighed, at Parlamentet har foreslået, at »anlæg til produktion og behandling af aluminium« og »kemikaliesektoren« omfattes af det anfægtede direktiv. Endelig er den omstændighed, at aluminiumssektoren på grund af den højere pris på elektricitet indirekte er påvirket af det anfægtede direktiv, ikke tilstrækkelig til at adskille den sektor fra stålsektoren, der lider de samme konsekvenser heraf.

164. Ifølge sagsøgeren kan det anfægtede direktivs artikel 24 ikke påberåbes i denne sammenhæng. Den ensidige medtagelse af andre aktiviteter og anlæg i ordningen for handel med kvoter i henhold til denne bestemmelse er kun en ret og ikke en pligt for medlemsstaterne og er undergivet Kommissionens godkendelse i henhold til forskellige kriterier. Under alle omstændigheder har medlemsstaternes eventuelle uvisse medtagelse af jern- og stålsektorens konkurrerende sektorer kun været mulig fra 2008 og kan derfor ikke afhjælpe en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet i løbet af den første tildelingsperiode. Endelig foreligger der ikke en objektiv begrundelse for denne forskelsbehandling, henset til, at de omtvistede bestemmelser ikke er hverken nødvendige eller proportionelle i forhold til det forfulgte miljøbeskyttelsesformål.

165. Under retsmødet og i sine bemærkninger vedrørende konsekvenserne af dommen i sagen Arcelor Atlantique et Lorraine m.fl., nævnt i præmis 42 ovenfor, har sagsøgeren vedrørende tilsidesættelsen af ligebehandlingsprincippet genfremsat og suppleret sine argumenter.

166. Parlamentet, Rådet og Kommissionen har påstået dette anbringende forkastet, eftersom Domstolen i dommen i sagen Arcelor Atlantique et Lorraine m.fl., nævnt i præmis 42 ovenfor, har taget endelig stilling til dette.

2. Rettens bemærkninger

167. Det skal indledningsvis bemærkes, at dette ulovlighedesanbringende vedrørende en tilstrækkelig kvalificeret tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet er inddelt i to led, nemlig dels en påstået forskelsbehandling af ensartede situationer og dels en påstået ens behandling af forskellige situationer.

168. Hvad angår det første led skal der henvises til præmis 25 ff. i dommen i sagen Arcelor Atlantique et Lorraine m.fl., nævnt i præmis 42 ovenfor, hvor Domstolen udtalte følgende:

»Forskellig behandling af ensartede situationer

25  En tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet på grund af en forskellig behandling forudsætter, at de pågældende situationer er ensartet vurderet, henset til alle de omstændigheder, som kendetegner dem.

26  De omstændigheder, som kendetegner forskellige situationer og dermed deres ensartede karakter, skal navnlig fastlægges og vurderes på grundlag af indholdet af og formålet med den retsakt, der indfører en forskellig behandling. Endvidere skal der tages hensyn til de principper, der gælder inden for det område, som den pågældende retsakt henhører under, og de formål, der forfølges på det pågældende område (jf. i denne retning [Domstolens] dom af 27.10.1971, sag 6/71, Rheinmühlen Düsseldorf, Sml. 1971, s. 201, org.ref.: Rec. s. 823, præmis 14, af 19.10.1977, forenede sager 117/76 og 16/77, Ruckdeschel m.fl., Sml. s. 1753, præmis 8, af 5.10.1994, sag C-280/93, Tyskland mod Rådet, Sml. I, s. 4973, præmis 74, og af 10.3.1998, forenede sager C-364/95 og C-365/95, T. Port, Sml. I, s. 1023, præmis 83).

27  I det foreliggende tilfælde skal gyldigheden af [det anfægtede] direktiv […] vurderes i relation til den omstændighed, at jern- og stålsektoren er omfattet af direktivets anvendelsesområde, hvorimod den kemiske sektor og sektoren for ikke-jernholdige metaller, hvortil plast- og aluminiumssektoren hører […], er udelukket fra direktivets anvendelsesområde.

28  Ifølge artikel 1 har [det anfægtede] direktiv […] til formål at indføre en ordning for handel med kvoter […]. Som det fremgår af grønbogens [af 8. marts 2000 om handel med emissioner af drivhusgasser inden for Den Europæiske Union] punkt 4.2 og 4.3, var det Fællesskabets hensigt med dette direktiv at indføre en sådan ordning for virksomhederne og dermed for disses økonomiske virksomhed.

29  Ifølge femte betragtning har [det anfægtede] direktiv […] til formål at indføre en sådan ordning for at bidrage til at opfylde Fællesskabets og dets medlemsstaters forpligtelser i henhold til Kyotoprotokollen med henblik på at reducere emissionerne af drivhusgasser i atmosfæren til et sådant niveau, at det forhindrer alle menneskeskabte forstyrrelser, som er farlige for klimasystemet, og hvis endelige formål er at beskytte miljøet.

30  Fællesskabets politik på miljøområdet, som de i hovedsagen omhandlede lovbestemmelser henhører under – og som har miljøbeskyttelse som et af sine hovedformål – tilstræber ifølge artikel 174, stk. 2, EF at sikre et højt beskyttelsesniveau og bygger bl.a. på forsigtighedsprincippet, princippet om forebyggende indsats og princippet om, at forureneren betaler (jf. [Domstolens] dom af 5.5.1998, sag C-157/96, National Farmers’ Union m.fl., Sml. I, s. 2211, præmis 64, og af 1.4.2008, forenede sager C-14/06 og C-295/06, Parlamentet mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 75[,] og den deri nævnte retspraksis).

[…]

34  Heraf følger, at de forskellige kilder til emission af drivhusgasser, som er forbundet med en økonomisk virksomhed, i princippet befinder sig i en ensartet situation vurderet i forhold til såvel genstanden for [det anfægtede] direktiv […], dette direktivs formål, som er gengivet i denne doms præmis 29, og som de principper, Fællesskabets miljøpolitik er baseret på, da enhver emission af drivhusgasser kan bidrage til en farlig forstyrrelse af klimasystemet, og da enhver økonomisk sektor, der udstøder sådanne gasser, kan bidrage til, at ordningen for handelen med kvoter fungerer.

35  Endvidere skal fremhæves, dels at det angives i 25. betragtning til [det anfægtede] direktiv […], at der bør gennemføres politikker og foranstaltninger i alle de økonomiske sektorer i Den Europæiske Union for at opnå væsentlige begrænsninger af emissionerne, dels at det bestemmes i artikel 30 i [det anfægtede] direktiv […], at der skal foretages en fornyet vurdering med henblik på at inddrage andre sektorer under direktivets anvendelsesområde.

36  Heraf følger, at hvad angår sammenligneligheden af de situationer, som de pågældende sektorer befinder sig i efter [det anfægtede] direktiv […], er det ikke noget afgørende kriterium, om de eventuelt er i konkurrence med hinanden […]

37  Det er heller ikke afgørende for vurderingen af sammenligneligheden af disse sektorer […] hvor stor en mængde CO 2 hver af dem udstøder, navnlig når henses til formålene med [det anfægtede] direktiv […] og den måde, ordningen for handel med kvoter fungerer på, hvorom henvises til beskrivelsen i denne doms præmis 31-33.

38  Jern- og stålsektoren og sektorerne for kemi og ikke-jernholdige metaller befinder sig derfor hvad angår spørgsmålet, om [det anfægtede] direktiv […] er gyldigt, henset til ligebehandlingsprincippet, i en ensartet situation, selv om de behandles forskelligt.

Ulemper som følge af en forskellig behandling af ensartede situationer

39  […][F]or at kunne kritisere fællesskabslovgiver for at have tilsidesat ligebehandlingsprincippet [er det en betingelse], at denne har behandlet ensartede situationer forskelligt på en sådan måde, at visse personer stilles ringere end andre (jf. [Domstolens] dom af 13.7.1962, forenede sager 17/61 og 20/61, Klöckner-Werke et Hoesch mod Den Høje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 331, org.ref.: Rec. s. 615, på s. 652, af 15.1.1985, sag 250/83, Finsider mod Kommissionen, Sml. s. 131, præmis 8, og af 22.5.2003, sag C-462/99, Connect Austria, Sml. I, s. 5197, præmis 115).

[…]

42  Følgen af, at visse sektorer medtages under […]ordningen for handel med kvoter […] indebærer, at de pågældende erhvervsdrivende forpligtes til dels at indhente en tilladelse til at udstøde drivhusgasser, dels at tilbagelevere en kvotemængde svarende til den samlede mængde emissioner for deres anlæg inden for en bestemt periode, idet de i modsat fald kan pålægges bøde. Såfremt et anlægs emissioner overstiger de mængder, som er tildelt den pågældende erhvervsdrivende ved en national plan for tildeling af kvoter, er denne forpligtet til at skaffe sig supplerende kvoter under anvendelse af ordningen for handel med kvoter.

43  Derimod findes der ikke på fællesskabsplan tilsvarende retlige forpligtelser til nedsættelse af drivhusgasemissioner for driftsledere af anlæg, som ikke er omfattet af bilag I til [det anfægtede] direktiv […]. Såfremt en økonomisk virksomhed medtages under anvendelsesområdet for [det anfægtede] direktiv […], medfører det følgelig, at de pågældende driftsledere stilles ringere end dem, som udøver virksomhed, der ikke er omfattet af direktivets anvendelsesområde.

44  Selv om det antages […], at den omstændighed, at en aktivitet medtages under en sådan ordning, ikke nødvendigvis konsekvent vil være økonomisk ufordelagtig, kan det dog ikke dermed udelukkes, at den pågældende aktivitet stilles ringere, da den forringelse af stillingen, som der skal tages hensyn til efter ligebehandlingsprincippet, også kan påvirke den pågældende persons retsstilling ved den forskellige behandling, der udøves.

45  I øvrigt kan den omstændighed, at driftslederne af anlæg henhørende under de sektorer, som er omfattet af [det anfægtede] direktiv […], stilles ringere, ikke kompenseres ved nationale foranstaltninger, som ikke er fastsat i fællesskabsretten […].

Berettigelsen af en forskellig behandling

46  Ligebehandlingsprincippet er dog ikke tilsidesat, såfremt den forskellige behandling af jern- og stålsektoren, på den ene side, og den kemiske sektor og sektoren for ikke-jernholdige metaller, på den anden side, er berettiget.

47  En forskellig behandling er berettiget, når den er baseret på et objektivt og rimeligt kriterium, dvs. når den beror på et med den pågældende lovgivning lovligt tilstræbt formål, og når forskellen står i rimeligt forhold til det formål, som tilstræbes med denne behandling (jf. i denne retning [Domstolens] dom af 5.7.1977, sag 114/76, Bela-Mühle Bergmann, Sml. s. 1211, præmis 7, af 15.7.1982, sag 245/81, Edeka Zentrale AG, Sml. s. 2745, præmis 11 og 13, af 10.3.1998, sag C-122/95, Tyskland mod Rådet, Sml. I, s. 973, præmis 68 og 71, og af 23.3.2006, sag C-535/03, Unitymark og North Sea Fishermen’s Organisation, Sml. I, s. 2689, præmis 53, 63, 68 og 71).

48  Da der i sagen er tale om en fællesskabsretsakt, påhviler det fællesskabslovgiver at godtgøre eksistensen af de objektive kriterier, der er fremført som begrundelse, og at forelægge Domstolen de oplysninger, som er nødvendige til efterprøvelse af, at der er anvendt sådanne kriterier (jf. i denne retning [Domstolens] dom af 19.10.1977, forenede sager 124/76 og 20/77, Moulins et Huileries de Pont-à-Mousson og Providence agricole de la Champagne, Sml. s. 1795, præmis 22, og dommen af 10.3.1998 i sagen Tyskland mod Rådet, præmis 71).

[…]

57  Domstolen har anerkendt, at der ved udøvelsen af de beføjelser, som er tillagt fællesskabslovgiver, tilkommer denne et vidt skøn, når de foranstaltninger, der skal træffes, indebærer valg af politisk, økonomisk og social karakter, og når fællesskabslovgiver skal foretage komplekse vurderinger (jf. dom af 10.1.2006, sag C-344/04, IATA og ELFAA, Sml. I, s. 403, præmis 80). Endvidere er det berettiget, at fællesskabslovgiver går etapevis frem, når denne skal omstrukturere en sektor eller indføre en kompliceret ordning (jf. i denne retning [Domstolens] dom af 29.2.1984, sag 37/83, Rewe-Zentrale, Sml. s. 1229, præmis 20, af 18.4.1991, sag C-63/89, Assurances du crédit mod Rådet og Kommissionen, Sml. I, s. 1799, præmis 11, og af 13.5.1997, sag C-233/94, Tyskland mod Parlamentet og Rådet, Sml. I, s. 2405, præmis 43) og bl.a. træffe foranstaltninger på grundlag af de indvundne erfaringer.

58  Selv om der tilkommer fællesskabslovgiver en sådan beføjelse, er denne dog forpligtet til at basere sin beslutning på kriterier, som er objektive, og som står i rimeligt forhold til det mål, der forfølges med den pågældende lovgivning (jf. i denne retning [Domstolens] dom af 15.9.1982, sag 106/81, Kind mod EØF, Sml. s. 2885, præmis 22 og 23, og Sermide-dommen, præmis 28), og til i denne forbindelse at tage hensyn til alle de faktiske omstændigheder samt de tekniske og videnskabelige data, som er tilgængelige på tidspunktet for vedtagelsen af den pågældende retsakt (jf. i denne retning [Domstolens] dom af 14.7.1998, sag C-284/95, Safety Hi-Tech, Sml. I, s. 4301, præmis 51).

59  Ved udøvelsen af sit skøn skal fællesskabslovgiver ud over hovedformålet vedrørende beskyttelsen af miljøet fuldt ud tage hensyn til de berørte interesser (jf. hvad angår foranstaltninger på landbrugsområdet [Domstolens] dom af 10.3.2005, forenede sager C-96/03 og C-97/03, Tempelman og van Schaijk, Sml. I, s. 1895, præmis 48, og af 12.1.2006, sag C-504/04, Agrarproduktion Staebelow, Sml. I, s. 679, præmis 37). Ved undersøgelsen af de forpligtelser, som er forbundet med forskellige mulige foranstaltninger, må det antages, at de tilstræbte formål ganske vist kan være af så stor betydning, at de kan begrunde, at foranstaltningerne har væsentlige negative økonomiske følger for visse erhvervsdrivende (jf. i denne retning [Domstolens] dom af 13.11.1990, sag C-331/88, Fedesa m.fl., Sml. I, s. 4023, præmis 15-17, og af 15.12.2005, sag 86/03, Grækenland mod Kommissionen, Sml. I, s. 10979, præmis 96), men udøvelsen af fællesskabslovgivers skøn må ikke medføre resultater, som åbenbart er mindre hensigtsmæssige end dem, der kan opnås ved anvendelse af andre foranstaltninger, som også er egnede til disse formål.

60  I den foreliggende sag er det ubestridt, dels at den ordning for handel med kvoter, som er indført ved [det anfægtede] direktiv […], er en ny og kompleks ordning, hvis indførelse og funktion kunne være blevet forstyrret, såfremt der havde medvirket for mange deltagere, dels at den oprindelige afgrænsning af [det anfægtede] direktiv[s] anvendelsesområde var bestemt af formålet om at nå den kritiske mængde af deltagere, som var nødvendige for at indføre ordningen.

61  I betragtning af ordningens nye og komplekse karakter var det berettiget, at fællesskabslovgiver inden for rammerne af sin skønsbeføjelse foretog den oprindelige afgrænsning af anvendelsesområdet for [det anfægtede] direktiv […] og valgte at følge en gradvis fremgangsmåde, som bl.a. var baseret på de erfaringer, som blev erhvervet under den første fase af direktivets anvendelse, for ikke at forstyrre ordningens indførelse.

62  Herom bemærkes, at fællesskabslovgiver ganske vist ved indførelsen af ordningen for handel med kvoter lovligt kunne anvende en sådan fremgangsmåde, hvor man gik gradvist frem, men var forpligtet til navnlig i betragtning af formålene med [det anfægtede] direktiv […] og Fællesskabets politik på miljøområdet med jævne mellemrum at foretage en fornyet vurdering af de indførte foranstaltninger, bl.a. hvad angår de sektorer, som er omfattet af [det anfægtede] direktiv […], således som det i øvrigt er fastsat i direktivets artikel 30.

63  […][D]et skøn, som fællesskabslovgiver rådede over med hensyn til at følge en fremgangsmåde, hvor man gik gradvist frem, [kunne] dog ikke fritage denne for som følge af ligebehandlingsprincippet at anvende objektive kriterier, som var baseret på de tekniske og videnskabelige data, der var til rådighed på tidspunktet for direktivets vedtagelse, ved fastlæggelsen af de sektorer, som fællesskabslovgiver fandt var egnede til at blive medtaget under anvendelsesområdet for [det anfægtede] direktiv […] fra begyndelsen af.

64  Hvad for det første angår den kemiske sektor fremgår det af [det anfægtede] direktiv[s] tilblivelseshistorie, at denne sektor omfatter et meget stort antal anlæg, nemlig ca. 34 000, ikke blot vurderet i forhold til de emissioner, som disse anlæg udstøder, men også i forhold til det antal anlæg, som på nuværende tidspunkt er omfattet af anvendelsesområdet for [det anfægtede] direktiv […], og som udgør ca. 10 000.

65  Det ville derfor have belastet forvaltningen af ordningen for handel med kvoter og de administrative byrder i forbindelse hermed, såfremt denne sektor var blevet medtaget under anvendelsesområdet for [det anfægtede] direktiv […], hvorfor det ikke kan udelukkes, at det kunne have forstyrret ordningens funktion i forbindelse med dens indførelse, om denne sektor var blevet medtaget. Desuden var fællesskabslovgiver berettiget til at antage, at fordelene ved i forbindelse med indførelsen af ordningen for handel med kvoter at udelukke hele denne sektor i begyndelsen vejede tungere end fordelene ved at medtage dem af hensyn til gennemførelsen af formålet med [det anfægtede] direktiv […]. Fællesskabslovgiver har derfor i tilstrækkelig grad godtgjort at have lagt objektive kriterier til grund, da denne i forbindelse med den første fase for gennemførelsen af ordningen for handel med kvoter udelukkede hele den kemiske sektor fra [det anfægtede] direktiv[s] anvendelsesområde.

66  Denne vurdering anfægtes ikke af argumentet […] om, at det ikke ville have voldt nogen problemer på det administrative plan at medtage virksomheder fra denne sektor, hvis udstødning af CO 2 overstiger en vis tærskelværdi, under anvendelsesområdet for [det anfægtede] direktiv.

[…]

69  Henset til de foranstående betragtninger og den gradvise fremgangsmåde, som [det anfægtede] direktiv […] er baseret på i forbindelse med den første fase for gennemførelsen af ordningen for handel med kvoter, kan den forskellige behandling af den kemiske sektor i forhold til jern- og stålsektoren anses for berettiget.

70  Hvad for det andet angår sektoren for ikke-jernholdige metaller […] [udgjorde] [de direkte emissioner inden for denne sektor] ved udarbejdelsen og vedtagelsen af [det anfægtede] direktiv […] […] i 1990 […] 16,2 mio. tons CO 2 og 174,8 mio. tons inden for jern- og stålsektoren.

71  I betragtning af, at fællesskabslovgivers afgrænsning af anvendelsesområdet for [det anfægtede] direktiv […] var begrundet i et ønske om ikke at forstyrre den administrative gennemførlighed af ordningen for handel med kvoter i dennes indledende fase ved at inddrage et for stort antal deltagere, var fællesskabslovgiver ikke forpligtet til udelukkende at anvende en emissionstærskel inden for hver af de økonomiske sektorer, der udstøder CO 2 , som middel til gennemførelse af det tilstræbte formål. Under de omstændigheder, som førte til vedtagelsen af [det anfægtede] direktiv […], kunne fællesskabslovgiver derfor, uden at overskride grænserne for sin skønsbeføjelse, i forbindelse med indførelsen af denne ordning gyldigt afgrænse direktivets anvendelsesområde ved at foretage en sektorvis opdeling.

72  Forskellen mellem de to berørte sektorer hvad angår de direkte emissioner er så stor, at en forskellig behandling af disse sektorer i den første fase ved gennemførelsen af ordningen for handel med kvoter, når henses til den gradvise fremgangmåde, som [det anfægtede] direktiv […] er baseret på, kan anses for berettiget, uden at det var nødvendigt, at fællesskabslovgiver tog hensyn til de forskellige sektorers indirekte emissioner.

73  Det må derfor fastslås, at fællesskabslovgiver ikke har tilsidesat ligebehandlingsprincippet ved at have behandlet ensartede situationer forskelligt som følge af, at den kemiske sektor og sektoren for ikke-jernholdige metaller er udelukket fra [det anfægtede] direktiv[s] anvendelsesområde.«

169. Da de ovenfor nævnte præmisser i Domstolens dom giver et fuldstændig svar på det foreliggende ulovlighedsanbringendes første led vedrørende manglen på en begrundelse for en forskelsbehandling mellem jern- og stålsektoren og sektoren for ikke-jernholdige metaller og for kemiske produkter, skal dette led forkastes som ugrundet.

170. Hvad angår det andet led vedrørende manglen på begrundelse for en ens behandling af jern- og stålsektoren og de andre sektorer, der er omfattet af det anfægtede direktivs bilag I, hvor jern- og stålsektoren – til forskel fra andre sektorer – er en »naturlig taber«, som befinder sig i en »speciel fastlåsningssituation«, er det tilstrækkeligt at fastslå, at med hensyn til det generelle formål om beskyttelse af miljøet ved reduktion af drivhusgasemissioner og princippet om, at forureneren betaler, befinder alle disse sektorer sig i en ensartet situation (jf. i denne retning og analogt dommen i sagen Arcelor Atlantique et Lorraine m.fl., nævnt i præmis 42 ovenfor, præmis 29-38). Desuden fremgår det af præmis 112-116 ovenfor, at sagsøgeren ikke har påvist, at jern- og stålsektoren befinder sig i en særlig situation, der adskiller den fra alle de andre sektorer, som er omfattet af det anfægtede direktivs bilag I (jf. ligeledes i denne retning generaladvokat Poares Maduros forslag til afgørelse i sagen Arcelor Atlantique et Lorraine m.fl., nævnt i præmis 157 ovenfor, punkt 57).

171. Følgelig skal ulovlighedsanbringendet vedrørende en tilstrækkelig kvalificeret tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet i sin helhed forkastes som ugrundet.

D – Tilstedeværelsen af en tilstrækkelig kvalificeret tilsidesættelse af etableringsfriheden

1. Parternes argumenter

172. Sagsøgeren har gjort gældende, at de omtvistede bestemmelser alvorligt krænker selskabets etableringsfrihed i henhold til artikel 43, første afsnit, EF.

173. Forbuddet mod at begrænse etableringsfriheden finder ikke alene anvendelse på statslige foranstaltninger, men binder som retligt princip ligeledes Fællesskabet. Artikel 39 EF og 43 EF tilsigter nemlig at gennemføre det grundlæggende princip, som er knæsat i artikel 3, stk. 1, litra c), EF, hvorefter Fællesskabets virke med de i artikel 2 EF nævnte mål for øje skal indebære fjernelsen af hindringerne for den frie bevægelighed for personer og tjenesteydelser mellem medlemsstaterne. Desuden er også fællesskabsinstitutionerne forpligtet til at respektere de frie varebevægelser, som er et af fællesmarkedets grundlæggende principper, hvoraf etableringsfriheden følger. Sagsøgeren har anført, at artikel 43 EF garanterer, at virksomhederne ifølge de økonomiske kriterier frit kan vælge placeringen af deres produktion på det fælles marked. På samme måde forbyder denne grundlæggende frihed, at der i oprindelsesmedlemsstaten opstår hindringer, der tilsigter at hindre virksomhedernes flytning til en anden medlemsstat, idet de rettigheder, der er garanteret af artikel 43 EF, ellers tømmes for deres indhold.

174. Imidlertid krænker de omtvistede bestemmelser ved ikke at sikre den samtidige overførsel af tildelte kvoter fra produktionskapaciteten, der står for at skulle lukkes og overføres, sagsøgerens ret til at overføre sin produktion fra et mindre rentabelt anlæg i en medlemsstat til et mere rentabelt anlæg i en anden medlemsstat (jf. præmis 149 ff. ovenfor). Således må sagsøgeren, uden at der er en objektiv begrundelse herfor, fortsat drive de mindre rentable produktionskapaciteter med det ene formål ikke at miste disse kvoter. Denne begrænsning af sagsøgerens etableringsfrihed er uforholdsmæssig, henset til det anfægtede direktivs utilstrækkelige karakter til at opnå det ønskede miljøbeskyttelsesformål (jf. præmis 149 ovenfor) og etableringsfrihedens grundlæggende betydning for gennemførelsen af det indre marked.

175. Parlamentet og Rådet har påstået dette anbringende forkastet.

2. Rettens bemærkninger

176. Med dette anbringende tilsigter sagsøgeren i det væsentlige at gøre gældende, at i lyset af etableringsfriheden i artikel 43 EF’s forstand, sammenholdt med artikel 3, stk. 1, litra c), EF, er fællesskabslovgivers vide skønsmæssige beføjelse i henhold til artikel 174 EF og 175 EF (jf. præmis 143 ovenfor) begrænset i en sådan grad, at fællesskabslovgiver ikke selv lovligt inden for rammerne af det anfægtede direktiv, som blev vedtaget i henhold til artikel 175, stk. 1, EF, kunne give afkald på at regulere problemstillingen vedrørende den frie grænseoverskridende overførsel af emissionskvoter inden for en virksomhedskoncern frem for – med hensyn til implementeringen af nævnte direktiv – at forbeholde medlemsstaterne et vidt råderum, der giver plads til vedtagelsen af forskellige nationale regler, som kan skabe ulovlige hindringer for etableringsfriheden.

177. Det skal herved bemærkes, at ifølge fast retspraksis skal fællesskabsinstitutionerne på samme måde som medlemsstaterne respektere de grundlæggende friheder såsom etableringsfriheden, der tjener til at opnå et af Fællesskabets grundlæggende formål, særligt formålet med etableringen af det indre marked, der er knæsat i artikel 3, stk. 1, litra c), EF (jf. i denne retning Domstolens dom af 29.2.1984, sag 37/83, Rewe-Zentrale, Sml. s. 1229, præmis 18).

178. Det følger dog ikke af denne generelle forpligtelse, at fællesskabslovgiver skal regulere det pågældende område på sådan en måde, at fællesskabslovgivningen, især når den tager form af et direktiv som omhandlet i artikel 249, tredje afsnit, EF, frembyder en udtømmende og endelig løsning på visse problemer, der er opstået ud fra etableringen af det indre marked, eller at fællesskabslovgivningen gennemfører en fuldstændig harmonisering af de nationale lovgivninger med henblik på at afværge enhver tænkelig hindring for samhandelen inden for Fællesskabet. Når fællesskabslovgiver skal omstrukturere eller indføre en kompliceret ordning, såsom ordningen for handel med kvoter, er lovgiver berettiget til at gå etapevis frem (jf. i denne retning dommen i sagen Arcelor Atlantique et Lorraine m.fl., jf. præmis 42 ovenfor, præmis 57) og kun gradvist gennemføre en harmonisering af de pågældende lovgivninger. Gennemførelsen af sådanne foranstaltninger er jo i almindelighed vanskelig, fordi den forudsætter, at de kompetente fællesskabsinstitutioner ud fra forskellige og komplekse nationale bestemmelser fastlægger fælles regler, som er i overensstemmelse med de i traktaten opstillede målsætninger, og som kan samle et kvalificeret flertal af Rådets medlemmer (jf. i denne retning Domstolens dom i sagen Rewe-Zentrale, nævnt i præmis 177 ovenfor, præmis 20, af 18.4.1991, sag C-63/89, Assurances du crédit mod Rådet og Kommissionen, Sml. I, s. 1799, præmis 11, af 13.5.1997, sag C-233/94, Tyskland mod Parlamentet og Rådet, Sml. I, s. 2405, præmis 43, af 17.6.1999, sag C-166/98, Socridis, Sml. I, s. 3791, præmis 26, og af 13.7.2006, sag C-221/05, Sam Mc Cauley Chemists (Blackpool) og Sadja, Sml. I, s. 6869, præmis 26). Dette er ligeledes tilfældet for fællesskabslovgivningen på området for miljøbeskyttelse.

179. Der skal desuden peges på, at dels er et direktiv med hensyn til det tilsigtede mål i henhold til artikel 249, tredje afsnit, EF kun bindende for enhver medlemsstat, som det rettes til, men overlader det til de nationale myndigheder at bestemme form og midler for gennemførelsen, hvilket logisk medfører en nødvendig skønsmargin for denne stat til at definere gennemførelsesforanstaltningerne (jf. i denne retning Domstolens dom af 29.1.2008, sag C-275/06, Promusicae, Sml. I, s. 271, præmis 67), og dels henviser 30. betragtning til det anfægtede direktiv til subsidiaritetsprincippet i artikel 5, andet afsnit, EF. I henhold til nævnte princip handler Fællesskabet på de områder, som ikke hører ind under dets enekompetence, kun, hvis og i det omfang målene for den påtænkte handling ikke i tilstrækkelig grad kan opfyldes af medlemsstaterne og derfor på grund af den påtænkte handlings omfang eller virkninger bedre kan gennemføres på fællesskabsplan. Imidlertid fremgår det artikel 174 EF – 176 EF, at på området for miljøbeskyttelse er kompetencen delt mellem Fællesskabet og medlemsstaterne. Derfor tilsigter fællesskabsbestemmelserne på dette område ikke en fuldstændig harmonisering, og artikel 176 indeholder mulighed for, at medlemsstaterne træffer strengere beskyttelsesforanstaltninger, som kun er undergivet betingelsen om, at de er forenelige med EF-traktaten, og at de meddeles Kommissionen (jf. i denne retning Domstolens dom af 14.4.2005, sag C-6/03, Deponiezweckverband Eiterköpfe, Sml. I, s. 2753, præmis 27 og den deri nævnte retspraksis).

180. I overensstemmelse med disse principper fastsætter det anfægtede direktiv ikke en fuldstændig harmonisering på fællesskabsniveau af de betingelser, der ligger til grund for oprettelsen og funktionen af ordningen for handel med kvoter. Faktisk råder medlemsstaterne – forudsat at EF-traktatens bestemmelser bliver overholdt – over en vid skønsbeføjelse hvad angår gennemførelsen af denne ordning, især i forbindelse med udarbejdelsen af deres NAP og deres selvstændige afgørelser om tildeling af emissionskvoter i henhold til det anfægtede direktivs artikel 9, stk. 1, og artikel 11, stk. 1 (dommen i sagen Tyskland mod Kommissionen, nævnt i præmis 114 ovenfor, præmis 102-106). Følgelig berettiger den ene omstændighed, at fællesskabslovgiver har ladet et spørgsmål vedrørende det anfægtede direktivs anvendelsesområde samt anvendelsesområdet for en grundlæggende frihed stå åbent, således at det tilkommer medlemsstaterne – ganske vist i overensstemmelse med de højere fællesskabsretsregler – at regulere dette spørgsmål under udøvelsen af deres skønsbeføjelse, ikke i sig selv, at denne undladelse betegnes som værende i strid med EF-traktatens bestemmelser (jf. i denne retning generaladvokat Jacobs’ forslag til afgørelse i Domstolens dom af 9.10.2001, sag C-377/98, Nederlandene mod Parlamentet og Rådet, Sml. I, s. 7084, punkt 87 og 88). Dette er så meget desto mere korrekt, når medlemsstaterne i kraft af deres pligt til loyalt samarbejde i henhold til artikel 10 EF skal sikre direktivernes effektive virkning (jf. i denne retning Domstolens dom af 8.9.2005, sag C-40/04, Yonemoto, Sml. I, s. 7755, præmis 58), hvilket ligeledes medfører, at de skal fortolke national ret i lyset af de formål og de principper, der ligger til grund for det pågældende direktiv (jf. for så vidt angår princippet om fortolkning i lyset af et direktiv Domstolens dom af 5.7.2007, sag C-321/05, Kofoed, Sml. I, s. 5795, præmis 45).

181. I øvrigt er både fællesskabslovgiver, når denne vedtager et direktiv, og medlemsstaterne, når de implementerer nævnte direktiv i national lovgivning, forpligtet til at sørge for, at fællesskabsrettens almindelige grundsætninger overholdes. Således fremgår det af fast retspraksis, at de krav, der må stilles til beskyttelse af de i fællesskabsretten anerkendte almindelige principper, heriblandt de grundlæggende rettigheder, også er bindende for medlemsstaterne, når disse gennemfører fællesskabsbestemmelserne, og det påhviler følgelig medlemsstaterne i videst muligt omfang at anvende disse bestemmelser, således at de nævnte krav opfyldes (jf. Domstolens dom af 27.6.2006, sag C-540/03, Parlamentet mod Rådet, Sml. I, s. 5769, præmis 105 og den deri nævnte retspraksis; jf. ligeledes i denne retning Domstolens dom af 6.11.2003, sag C-101/01, Lindqvist, Sml. I, s. 12971, præmis 84-87).

182. Retten finder, at disse principper finder analog anvendelse på EF-traktatens grundlæggende friheder. Det anfægtede direktiv, særligt dets artikel 9, stk. 1, og artikel 11, stk. 1, tildeler nemlig medlemsstaterne et skøn, som i princippet er tilstrækkelig vidt til, at de kan gennemføre anvendelsen af nævnte direktivs bestemmelser, således at de kan tilgodese de krav, som følger af beskyttelsen af EF-traktatens grundlæggende rettigheder og grundlæggende friheder. Desuden er gennemførelsen af det anfægtede direktiv underlagt de nationale retsinstansers kontrol. Det tilkommer disse retsinstanser i tilfælde, hvor de er i tvivl om fortolkningen eller gyldigheden af direktivet, at forelægge et præjudicielt spørgsmål for Domstolen under de betingelser, der er fastsat i artikel 234 EF (jf. i denne retning og analogt dommen i sagen Parlamentet mod Rådet, nævnt i præmis 181 ovenfor, præmis 104 og 106).

183. Følgelig påhviler det således ikke blot medlemsstaternes myndigheder og retsinstanser at fortolke deres nationale ret på en måde, der er forenelig med det anfægtede direktiv, men også at sikre, at de ikke lægger en fortolkning af sidstnævnte til grund, som kommer i konflikt med de grundlæggende rettigheder, der beskyttes ved Fællesskabets retsorden, med de andre almindelige fællesskabsretlige grundsætninger eller med EF-traktatens grundlæggende friheder, såsom etableringsfriheden (jf. i denne retning og analogt Domstolens dom i Lindqvist-sagen, nævnt i præmis 181 ovenfor, præmis 87, dom af 26.6.2007, sag C-305/05, Ordre des barreaux francophones et germanophone m.fl., Sml. I, s. 5305, præmis 28, og Promusicae-dommen, nævnt i præmis 179 ovenfor, præmis 68).

184. Det følger af det ovenfor anførte i det hele, at fællesskabslovg iver ikke kan bebrejdes ikke på en udtømmende og endelig måde inden for rammerne af et direktiv at have løst en bestemt problematik vedrørende anvendelsesområdet for etableringsfriheden, når dette direktiv forbeholder staterne en skønsbeføjelse, der gør det muligt for dem fuldstændigt at overholde EF-traktatens bestemmelser og fællesskabsrettens almindelige grundsætninger.

185. Henset til de ovenfor anførte betragtninger, finder Retten det i den foreliggende sag hensigtsmæssigt at undersøge, om det anfægtede direktiv kan fortolkes og implementeres af medlemsstaterne i overensstemmelse med etableringsfriheden i henhold til artikel 43 EF (jf. i denne retning Domstolens dom af 20.5.2003, forenede sager C-465/00, C-138/01 og C-139/01, Österreichischer Rundfunk m.fl., Sml. I, s. 4989, præmis 68 og 91, og af 29.4.2004, forenede sager C-482/01 og C-493/01, Orfanopoulos, Sml. I, s. 5257, præmis 109 og 110).

186. Som sagsøgeren har gjort det gældende, fastsætter det anfægtede direktiv ikke en særlig bestemmelse, der giver driftslederne af anlæg, som er underlagt ordningen for handel med kvoter, mulighed for at overføre andelen af kvoter, der er tildelt et anlæg som følge af dets lukning, til et andet anlæg, der er beliggende i en anden medlemsstat, og som hører under samme virksomhedskoncern.

187. Det fremgår dog af det anfægtede direktivs artikel 12, stk. 1, sammenholdt med artikel 3, litra a) og g), at »[m]edlemsstaterne sørger for, at kvoter kan overdrages mellem […] [fysiske eller juridiske] personer i Fællesskabet«. Desuden kræver det anfægtede direktivs artikel 12, stk. 2, at »[m]edlemsstaterne sørger for, at kvoter, der udstedes af en kompetent myndighed i en anden medlemsstat, anerkendes med henblik på opfyldelse af en driftsleders forpligtelser [til returnering af ikke anvendte kvoter] efter [samme artikels] stk. 3«. Det følger heraf, dels at markedet for handel, der er fastlagt af det anfægtede direktiv, i overensstemmelse med formålet ifølge femte betragtning til det anfægtede direktiv – som omtaler skabelsen af et »effektivt europæisk marked med kvoter for drivhusgasemissioner« – har en fællesskabsdimension, og dels at dette marked er baseret på princippet om fri grænseoverskridende overførsel af kvoter mellem fysiske og juridiske personer.

188. Effektiviteten af ordningen for handel med kvoter som omhandlet i det anfægtede direktivs artikel 1 ville nemlig i mangel af fri grænseoverskridende overførsel af emissionskvoter som omhandlet i det anfægtede direktivs artikel 12, stk. 2 og 3, sammenholdt med artikel 3, litra a), blive stærkt påvirket. Det er årsagen til, at det anfægtede direktivs artikel 12, stk. 2, pålægger medlemsstaterne den generelle forpligtelse til at »sørge for«, at denne frihed bliver gjort effektiv i forbindelse med den relevante nationale lovgivning. Omvendt skal det fastslås, at det anfægtede direktiv ikke fastsætter en begrænsning hvad angår en grænseoverskridende overførsel af kvoter mellem juridiske personer fra samme virksomhedskoncern, uanset deres økonomiske hovedsæde inden for det indre marked. I lyset af de ovennævnte bestemmelser fra det anfægtede direktiv kan det derfor ikke konkluderes, at direktivet indebærer en ulovlig begrænsning af EF-traktatens grundlæggende friheder, herunder etableringsfriheden, eller at direktivet tilskynder medlemsstaterne til ikke at respektere disse friheder.

189. Derimod har, som sagsøgeren selv har anført i sine indlæg, den problematik, der er rejst af selskabet, sin oprindelse i de delvis forskellige lovgivninger, der er vedtaget af medlemsstaterne med henblik på implementeringen af det anfægtede direktiv, uden at denne tilgang kan tilskrives et af nævnte tiltag eller endog de omtvistede bestemmelser. Herved skal det påpeges, at medlemsstaterne inden for den ramme, som artikel 249, stk. 3, EF har overladt dem, er forpligtet til at vælge de bedst egnede former og midler for at sikre direktivernes effektive virkning (Yonemoto-dommen, nævnt i præmis 180 ovenfor, præmis 58) og at anvende deres nationale ret på en på en måde, der er forenelig med disse direktiver og med EF-traktatens grundlæggende friheder, såsom etableringsfriheden (jf. i denne retning og analogt Lindqvist-dommen, nævnt i præmis 181 ovenfor, præmis 87, og Promusicae-dommen, nævnt i præmis 179 ovenfor, præmis 68).

190. Derfor skal det, uden at det er nødvendigt at tage stilling til spørgsmålet, om de relevante nationale lovgivninger – der er årsagen til sagsøgerens manglende mulighed for frit at overføre kvoteandelene mellem selskabets anlæg, som er beliggende i forskellige medlemsstater – er i overensstemmelse med etableringsfriheden i henhold til artikel 43 EF eller ej, konkluderes, at en sådan begrænsning af denne frihed ikke kan tilskrives det anfægtede direktiv alene med den begrundelse, at direktivet ikke udtrykkeligt forbyder en sådan praksis fra medlemsstaterne. Så meget desto mere kan fællesskabslovgiver ikke gøres ansvarlig for herved på en åbenbar og grov måde at have tilsidesat grænserne for sin skønsmæssige beføjelse i henhold til artikel 174 EF, sammenholdt med artikel 43 EF.

191. På denne baggrund er det ufornødent at undersøge holdbarheden af parternes argumenter hvad angår sagsøgerens eventuelle mulighed for at nyde godt af nationale bestemmelser, der fastsætter en gratis adgang for enhver nytilkommen til kvoter fra reserven. Selv om artikel 11, stk. 3, sammenholdt med det anfægtede direktivs kriterium nr. 6), kræver, at medlemsstaterne tager hensyn til behovet for at give nytilkomne adgang til kvoter, er oprettelsen som sådan af en sådan reserve ikke fastsat af det anfægtede direktiv. Således kan den eventuelle utilstrækkelighed af denne adgang for at opveje de tab af kvoter, der er forbundet med lukningen af et anlæg, heller ikke tilskrives fællesskabslovgiver.

192. Følgelig skal ulovlighedsanbringendet vedrørende den tilstrækkeligt kvalificerede tilsidesættelse af etableringsfriheden forkastes som ugrundet.

E – Tilstedeværelsen af en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet

1. Parternes argumenter

193. Sagsøgeren har gjort gældende, at de omtvistede bestemmelser tilsidesætter retssikkerhedsprincippet. Fællesskabslovgivningen – herunder direktiverne – skal være klar og utvetydig, og den retsundergivne må kunne forudse dens anvendelse, for at den pågældende ikke skal være i tvivl om sine rettigheder og forpligtelser, således at der kan handles derefter. Disse krav gælder med særlig styrke, når der er tale om en bestemmelse med retsvirkninger af økonomisk art.

194. Ifølge sagsøgeren tilsidesætter de omtvistede bestemmelser retssikkerhedsprincippet af to årsager. Da det anfægtede direktiv mangler fastsættelse af et prisloft eller en priskontrolordning for kvoter, er sagsøgeren som »nettokøber af kvoter« på grund af selskabets manglende evne til at reducere CO 2 -emissionerne dels nødt til at købe kvoter til »fuldstændigt uforudsigelige priser« vurderet til mellem 20 og 60 EUR pr. kvote (jf. præmis 80 ff. ovenfor), dels fastsætter det anfægtede direktiv ikke bestemmelser, der sikrer overførslen af kvoter, som oprindeligt blev tildelt et anlæg, der står for at skulle lukkes, til et anlæg i samme virksomhedskoncern beliggende i en anden medlemsstat. Imidlertid har medlemsstaterne enhver interesse i at annullere de kvoter, der blev tildelt de anlæg, som oprindeligt skulle lukkes, henset til, at disse lukninger gør det mulig for medlemsstaterne yderligere at reducere deres CO 2 -emissioner for at opnå deres reduktionsmål i henhold til beslutning 2002/358. Den retlige usikkerhed, der følger heraf, hindrer sagsøgeren i at planlægge selskabets transaktioner på lang sigt og i at gøre fremskridt med sin omstruktureringsstrategi, der består i at overføre produktionen til selskabets mest rentable anlæg. Henset til, at denne omstruktureringsstrategi udgør eksistensberettigelsen for fusionen i 2001 (jf. præmis 30 ovenfor), tilsidesætter det anfægtede direktiv ligeledes princippet om beskyttelse af den berettigede forventning. I replikken har sagsøgeren præciseret, at enhver langsigtet planlægning af selskabets investeringer og dets økonomiske projekter er blevet faktisk umulig – især de variationer, der er underlagt forskellige medlemsstaters mål og foranstaltninger til at reducere emissionerne. Denne usikkerhed bekræftes af den væsentlige prisforhøjelse på CO 2 -kvoterne. Således blev prisen på CO 2 -kvoterne mellem februar 2005 og marts 2006 forhøjet med ca. 6 EUR for at nå op over 26 EUR. I øvrigt kan den fremtidige tildeling af emissionskvoter særligt for den anden tildelingsperiode og de efterfølgende perioder ikke forudses.

195. Parlamentet og Rådet har påstået dette anbringende forkastes.

2. Rettens bemærkninger

196. Med dette anbringende har sagsøgeren i det væsentlige anført, at de omtvistede bestemmelser ikke er tilstrækkeligt klare og utvetydige, idet de medfører en betydelig finansiel byrde for selskabet, som gør det umuligt for sagsøgeren at planlægge sine økonomiske beslutninger. Herved burde fællesskabslovgiver have fastsat dels et prisloft eller en priskontrolordning for emissionskvoter, og dels en særlig bestemmelse, der sikrer den grænseoverskridende overførsel af kvoter mellem den samme virksomhedskoncerns forskellige anlæg.

197. I det omfang sagsøgeren i forbindelse med det andet led har gentaget sin argumentation vedrørende den påståede tilsidesættelse af etableringsfriheden, følger det af de betragtninger, som er angivet ovenfor i præmis 176-192, at denne argumentation heller ikke kan tiltrædes for så vidt angår en påstået tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet. Det andet led af nærværende anbringende skal derfor forkastes som ugrundet.

198. Hvad angår anbringendets første led skal det indledningsvis påpeges, at ifølge retspraksis kræver retssikkerhedsprincippet særligt, at retsreglerne er klare, præcise og forudsigelige i deres retsvirkninger, især når de kan være bebyrdende for personer og virksomheder (jf. i denne retning Domstolens dom af 7.6.2005, sag C-17/03, VEMW m.fl., Sml. I, s. 4983, præmis 80 og den deri nævnte retspraksis).

199. Herved skal det dernæst bemærkes, at det anfægtede direktiv ikke fastsætter nogen bestemmelse om omfanget af de økonomiske konsekvenser, der muligvis vil følge både af den eventuelle mangel på emissionskvoter, der er tildelt et anlæg, og af prisen på de nævnte kvoter. Denne pris bliver jo udelukkende fastsat af de markedskræfter, der er opstået som følge af oprettelsen af ordningen for handel med kvoter, som i henhold til det anfægtede direktivs artikel 1 tilsigter at »fremme reduktionen af drivhusgasemissioner på en omkostningseffektiv og økonomisk effektiv måde«. Henset til de betragtninger, der fremgår af præmis 178-184 ovenfor, er fællesskabslovgiver dog ikke forpligtet til herved at udføre særlige bestemmelser og således at begrænse medlemsstaternes skønsbeføjelse hvad angår implementeringen af det anfægtede direktiv.

200. Tværtimod kan en fællesskabslovgivning for priser på kvoter modarbejde det anfægtede direktivs primære formål, nemlig reduktionen af drivhusgasser ved hjælp af en effektiv ordning for handel med kvoter, i forbindelse med hvilken omkostningen ved emissionerne og de investeringer, der er foretaget med henblik på reduktionen af disse, i det væsentligste fastsættes af markedsmekanismerne (femte betragtning til det anfægtede direktiv). Det følger heraf, at i tilfælde af mangel på kvoter afhænger de erhvervsdrivendes tilskyndelse til at reducere deres drivhusgasemissioner heller ikke af en kompleks økonomisk beslutning, som tages særligt, henset til dels priserne på emissionskvoter, der er tilgængelige på markedet for handel, og dels til omkostningerne ved eventuelle foranstaltninger til at reducere emissionerne, der kan have det formål enten at sænke produktionen eller at investere i mere energieffektive produktionsmidler (20. betragtning til det anfægtede direktiv, jf. ligeledes i denne retning dommen i sagen Tyskland mod Kommissionen, nævnt i præmis 114 ovenfor, præmis 132 ff.).

201. I en sådan ordning kan forhøjelsen af omkostningen ved emissionerne og følgelig af prisen på kvoterne, der afhænger af en række økonomiske parametre, ikke på forhånd reguleres af fællesskabslovgiver, idet de økonomiske tilskyndelser, der udgør grundlaget for ordningens funktion, formindskes eller endog tilintetgøres og således forstyrrer effektiviteten af ordningen for handel med kvoter. Desuden henhører oprettelsen af en sådan ordning – herunder dens økonomiske forudsætninger med henblik på at respektere de forpligtelser, der følger af Kyotoprotokollen – under den vide skønsbeføjelse, som fællesskabslovgiver råder over i henhold til artikel 174 EF (jf. præmis 143 ovenfor), og udgør i sig selv et lovligt og passende valg, hvis grundlag som sådan ikke er blevet bestridt af sagsøgeren.

202. I øvrigt er det på grundlag af dette lovlige valg, at fællesskabslovgiver har baseret ordningen for handel med kvoter på den forudsætning, at det i overensstemmelse med det anfægtede direktivs artikel 9, stk. 1, og artikel 11, stk. 1, tilkommer medlemsstaterne på grundlag af deres NAP’er og under udøvelsen af den skønsbeføjelse, der herved er forbeholdt dem, at afgøre den samlede mængde af kvoter, der skal tildeles, og udstedelsen af nævnte kvoter til de anlæg, der er beliggende på deres område (jf. i denne retning dommen i sagen Tyskland mod Kommissionen, nævnt i præmis 114 ovenfor, præmis 102-106). Endvidere er denne afgørelse i henhold til det anfægtede direktivs artikel 9, stk. 3, kun undergivet Kommissionens begrænsede forudgående kontrol særligt med hensyn til de kriterier, der er nævnt i direktivets bilag III (Rettens kendelse af 30.4.2007, sag T-387/04, EnBW Energie Baden-Württemberg mod Kommissionen, Sml. II, s. 1195, præmis 104 ff.). Følgelig kan de variationer, der er underlagt forskellige medlemsstaters mål og foranstaltninger til at reducere emissionerne, som hidrører fra deres forpligtelser i henhold til Kyotoprotokollen, sådan som disse er afspejlet i planen for byrdefordeling, der er fastsat af beslutning 2002/358, og følgelig den usikkerhed hvad angår betydningen af den samlede mængde og de individuelle mængder af kvoter, der tildeles forskellige industrisektorer og driftslederne på grundlag af de forskellige NAP’er, ikke tilskrives de omtvistede bestemmelser som sådan.

203. Endelig har sagsøgeren ikke på en specifik måde rejst tvivl om de øvrige omtvistede bestemmelsers klarhed og præcision med henblik på at påvise, at selskabet ikke var i stand til at have kendskab hertil uden tvivl om sine rettigheder og forpligtelser, der følger heraf. Nødvendigheden af at være i besiddelse af en emissionstilladelse i henhold til det anfægtede direktivs artikel 4, forpligtelsen til returnering som omhandlet i direktivets artikel 6, stk. 2, litra c), sammenholdt med direktivets artikel 12, stk. 3, såvel som de sanktioner, der er fastsat i nævnte direktivs artikel 16, stk. 2-4, udgør bestemmelser, der er tilstrækkeligt klare, præcise og forudsigelige i deres retsvirkninger, og hvis faktiske rækkevidde kun afhænger af mængden af gratis kvoter, der er til rådighed for de erhvervsdrivende, eller af prisen på kvoter, som er disponible på markedet for handel. Hvad angår dette sidstnævnte aspekt skal det dog bemærkes, at den manglende forudsigelighed af udviklingen på markedet for handel udgør en selvfølgelig og uadskillelig del af den økonomiske mekanisme, der kendetegner ordningen for handel med kvoter, som er undergivet de klassiske regler for udbud og efterspørgsel, der kendetegner et frit og konkurrencebaseret marked, i overensstemmelse med principperne i det anfægtede direktivs artikel 1, sammenholdt med syvende betragtning til direktivet, såvel som i artikel 2 EF og i artikel 3, stk. 1, litra c) og g), EF. Dette aspekt kan derfor ikke anses for at være i strid med retssikkerhedsprincippet, uden at det bringer det samme økonomiske fundament for ordningen for handel med kvoter, sådan som det er defineret af det anfægtede direktiv ifølge EF-traktatens bestemmelser, i fare.

204. På den baggrund kan manglen på en særlig bestemmelse i det anfægtede direktiv, som fastsætter et prisloft eller en priskontrolordning for kvoter, ikke anses for at være en grov og åbenbar tilsidesættelse af grænserne for fællesskabslovgivers skønsbeføjelse.

205. Følgelig skal dette anbringende forkastes som ugrundet.

206. Det fremgår af det ovenfor anførte som helhed, at sagsøgeren ikke har påvist, at fællesskabslovgiver med vedtagelsen af det anfægtede direktiv har handlet ulovligt eller endog begået en tilstrækkeligt kvalificeret overtrædelse af en retsregel, der har til formål at tillægge sagsøgeren rettigheder. Det følger heraf, at erstatningssøgsmålet skal forkastes, uden at det er nødvendigt at tage stilling til de andre betingelser for, at Fællesskabet kan ifalde ansvar uden for kontraktforhold, og til den formalitetsindsigelse, som Rådet har fremført hvad angår visse af replikkens bilag.

Sagens omkostninger

207. I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da sagsøgeren har tabt sagen, bør det pålægges sagsøgeren at betale sagens omkostninger i overensstemmelse med Parlamentets og Rådets påstand herom.

208. I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 4, første afsnit, bærer institutioner, der er indtrådt i en sag, deres egne omkostninger. Følgelig bærer Kommissionen, som er indtrådt i sagen til støtte for Parlamentet og Rådet, sine egne omkostninger.

Afgørelse

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer

RETTEN (Tredje Afdeling)

1) Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union frifindes.

2) Arcelor SA bærer sine egne omkostninger og betaler Parlamentets og Rådets omkostninger.

3) Europa-Kommissionen bærer sine egne omkostninger.