Sag C-438/04

Mobistar SA

mod

Institut belge des services postaux et des télécommunications (IBPT)

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Cour d’appel de Bruxelles)

»Telekommunikation – forsyningspligt og brugernes rettigheder – telefonnummerportabilitet – etableringsomkostninger i tilfælde af mobilnummerportering – artikel 30, stk. 2, i direktiv 2002/22/EF (»forsyningspligtdirektivet«) – samtrafikpriser i forbindelse med udbud af nummerportabilitet – omkostningsbaserede priser – de nationale tilsynsmyndigheders reguleringsbeføjelse – artikel 4, stk. 1, i direktiv 2002/21/EF (»rammedirektivet«) – effektiv retsbeskyttelse – beskyttelse af fortrolige oplysninger«

Sammendrag af dom

1.        Tilnærmelse af lovgivningerne – telekommunikationssektoren – forsyningspligt og brugernes rettigheder – direktiv 2002/22

(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/22, art. 30, stk. 2)

2.        Tilnærmelse af lovgivningerne – telekommunikationssektoren – rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester – direktiv 2002/21

(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/22, art. 4)

1.        Samtrafikprisen i forbindelse med udbud af nummerportabilitet, som omhandlet i artikel 30, stk. 2, i direktiv 2002/22 om forsyningspligt og brugerrettigheder i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og ‑tjenester, omfatter omkostninger, der vedrører trafik til de porterede numre, såvel som de etableringsomkostninger, som mobiltelefonoperatørerne har måttet afholde for at efterkomme anmodninger om nummerportering.

Den pågældende bestemmelse er ikke til hinder for vedtagelsen af en national foranstaltning, som fastsætter en bestemt metode til omkostningsberegningen, og som på forhånd og ved hjælp af en abstrakt omkostningsmodel fastsætter de maksimumspriser, som giveroperatøren kan kræve af modtageroperatøren til dækning af etableringsomkostninger, når priserne fastsættes i forhold til omkostningerne på en sådan måde, at forbrugerne ikke bliver afskrækket fra at gøre brug af faciliteten med portabilitet.

(jf. præmis 30 og 37 samt domskonkl. 1 og 2)

2.        Artikel 4 i direktiv 2002/21 om fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester skal fortolkes således, at den instans, der er udpeget til at påkende klager over de nationale tilsynsmyndigheders afgørelser, skal råde over samtlige oplysninger, der er nødvendige for at kunne afgøre, om klagen er velbegrundet, herunder også i givet fald fortrolige oplysninger, som de pågældende myndigheder har taget i betragtning ved vedtagelsen af den afgørelse, der er genstand for klagen. Det påhviler imidlertid klageinstansen at sikre en fortrolig behandling af de pågældende oplysninger, samtidig med at kravene til en effektiv retsbeskyttelse overholdes, og sagens parters ret til kontradiktion sikres.

(jf. præmis 43 og domskonkl. 3)

DOMSTOLENS DOM (Anden Afdeling)

13. juli 2006 (*)

»Telekommunikation – forsyningspligt og brugernes rettigheder – telefonnummerportabilitet – etableringsomkostninger i tilfælde af mobilnummerportering – artikel 30, stk. 2, i direktiv 2002/22/EF (»forsyningspligtdirektivet«) – samtrafikpriser i forbindelse med udbud af nummerportabilitet – omkostningsbaserede priser – de nationale tilsynsmyndigheders reguleringsbeføjelse – artikel 4, stk. 1, i direktiv 2002/21/EF (»rammedirektivet«) – effektiv retsbeskyttelse – beskyttelse af fortrolige oplysninger«

I sag C-438/04,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 234 EF, indgivet af Cour d’appel de Bruxelles (Belgien) ved afgørelse af 14. oktober 2004, indgået til Domstolen den 19. oktober 2004, i sagen

Mobistar SA

mod

Institut belge des services postaux et des télécommunications (IBPT),

procesdeltagere:

Belgacom Mobile SA,

Base SA,

har

DOMSTOLEN (Anden Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, C.W.A. Timmermans, samt dommerne R. Schintgen, P. Kūris (refererende dommer), G. Arestis og J. Klučka,

generaladvokat: C. Stix-Hackl

justitssekretær: fuldmægtig K. Sztranc,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 20. oktober 2005,

efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:

–        Mobistar SA ved avocats F. Louis og A. Vallery

–        Institut belge des services postaux et des télécommunications (IBPT) ved avocats S. Depré, C. Janssens og S. Adam

–        Belgacom Mobile SA ved avocat D. Van Liedekerke

–        Base SA ved avocats A. Verheyden og Y. Desmedt

–        den italienske regering ved I.M. Braguglia, som befuldmægtiget, bistået af avvocato dello Stato P. Gentili

–        den cypriotiske regering ved D. Lysandou, som befuldmægtiget

–        den litauiske regering ved D. Kriaučiūnas, som befuldmægtiget

–        Det Forenede Kongeriges regering ved M. Bethell, som befuldmægtiget, bistået af barristers K. Smith og G. Peretz

–        Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved D. Maidani og M. Shotter, som befuldmægtigede,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 23. marts 2006,

afsagt følgende

Dom

1        Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/21/EF af 7. marts 2002 om fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (rammedirektivet) (EFT L 108, s. 33, herefter »rammedirektivet«) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/22/EF af 7. marts 2002 om forsyningspligt og brugerrettigheder i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og ‑tjenester (forsyningspligtdirektivet) (EFT L 108, s. 51, herefter »forsyningspligtdirektivet«).

2        Spørgsmålene er blevet rejst under en sag mellem Mobistar SA (herefter »Mobistar«) og Institut belge des services postaux et des télécommunications (IBPT), der er en offentligretlig juridisk person, vedrørende sidstnævntes afgørelse af 16. september 2003 om fastsættelse af de etableringsomkostninger, som den modtagende mobiltelefonioperatør skal betale i forbindelse med overflytning eller portering af et nummer fra en operatør til en anden for perioden fra den 1. oktober 2002 til den 1. oktober 2005 (herefter »den anfægtede afgørelse«).

 Retsforskrifter

 De fællesskabsretlige bestemmelser

3        Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/33/EF af 30. juni 1997 om samtrafik på teleområdet med henblik på at sikre forsyningspligtydelser og interoperabilitet ved anvendelse af ONP-principperne (EFT L 99, s. 32), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/61/EF af 24. september 1998 (EFT L 268, s. 37, herefter »direktiv 97/33«), blev ophævet ved rammedirektivet med virkning fra den 25. juli 2003. Direktiv 97/33 fastlagde i henhold til dets artikel 1, stk. 1, regler til sikring af samtrafik mellem telenet og navnlig interoperabilitet mellem teletjenester samt til sikring af, at der stilles forsyningspligtydelser til rådighed i et miljø med fri og åben konkurrence i Det Europæiske Fællesskab.

4        Begrebet »samtrafik« blev i dette direktivs artikel 2, stk. 1, litra a), defineret som »fysisk og logisk sammenkobling af telenet, som bruges af den samme eller af en anden organisation med henblik på at give en organisations brugere mulighed for at kommunikere med en anden organisations brugere eller få adgang til andre organisationers tjeneste«.

5        Samme direktivs artikel 7 fastlagde principper for samtrafiktakster og regulerede omkostningsberegningssystemerne på samtrafikområdet. Direktivets bilag IV indeholdt en »oversigt over eksempler på elementer i samtrafiktakster« og bestemte bl.a. følgende: »Samtrafiktakster kan i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet omfatte en rimelig del af fællesomkostninger og omkostningerne ved at udbyde lige adgang, nummerportabilitet og omkostningerne ved at sikre væsentlige krav (nettets enhed, netsikkerheden i nødsituationer, interoperabilitet mellem tjenester samt databeskyttelse).«

6        Artikel 12, stk. 5, i direktiv 97/33 havde følgende ordlyd:

»De nationale tilsynsmyndigheder tilstræber at fremme den tidligst mulige indførelse af en ordning med nummerportabilitet mellem operatører, som giver abonnenter, der måtte anmode herom, mulighed for fortsat at beholde deres nummer/numre i det faste offentlige telefonnet og det tjenesteintegrerede digitalnet (ISDN), uanset hvilken organisation der betjener dem, for så vidt angår geografiske numre inden for et bestemt område, og for så vidt angår andre end geografiske numre på et hvilket som helst sted, og sikrer, at ordningen er indført senest den 1. januar 2000 eller, i lande, der har fået en længere overgangsperiode, snarest muligt derefter, dog senest to år efter en eventuel senere dato, der er blevet aftalt for fuld liberalisering af taletelefonitjenester.

For at sikre, at det gebyr, som forbrugeren skal betale, er rimeligt, skal de nationale tilsynsmyndigheder sørge for, at prisen for samtrafik for denne facilitet er rimelig.«

7        Der blev vedtaget nye fælles retlige ramme for alle kommunikationsnet og ‑tjenester i form af fire direktiver, nemlig – ud over rammedirektivet og forsyningspligtdirektivet – Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/19/EF af 7. marts 2002 om adgang til og samtrafik mellem elektroniske kommunikationsnet og tilhørende faciliteter (adgangsdirektivet) (EFT L 108, s. 7, herefter »adgangsdirektivet«) samt Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/20/EF af 7. marts 2002 om tilladelser til elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (tilladelsesdirektivet) (EFT L 108, s. 21, herefter »tilladelsesdirektivet«).

8        Forsyningspligtdirektivets artikel 30 bestemmer følgende:

»1.      Medlemsstaterne sikrer, at alle abonnenter på offentligt tilgængelige telefonitjenester, herunder mobiltjenester, efter anmodning herom kan bevare deres nummer eller numre, uanset hvilken virksomhed der udbyder tjenesten til abonnenterne:

a)      for så vidt angår geografiske numre på et bestemt sted, og

b)      for så vidt angår ikke-geografiske numre på et hvilket som helst sted.

Dette stykke finder ikke anvendelse på nummerportabilitet mellem net, der udbyder tjenester på et fast sted, og mobilnet.

2.      De nationale tilsynsmyndigheder sørger for, at samtrafikprisen i forbindelse med udbud af nummerportabilitet er omkostningsbaseret, og at eventuelle direkte gebyrer, der skal betales af abonnenterne, ikke virker prohibitivt for anvendelsen af disse faciliteter.

3.      De nationale tilsynsmyndigheder må ikke fastsætte detailledstakster for overførsel af numre på en måde, som kan medføre konkurrenceforvridning, som f.eks. indførsel af specifikke eller fælles detailledstakster.«

9        Rammedirektivets artikel 4, stk. 1, har følgende ordlyd:

»Medlemsstaterne sikrer, at der på nationalt plan findes effektive mekanismer, ved hjælp af hvilke enhver bruger eller en virksomhed, der udbyder elektroniske kommunikationsnet og/eller -tjenester, og som berøres af en national tilsynsmyndigheds afgørelse, kan påklage denne til en klageinstans, som er uafhængig af de involverede parter. Denne instans, som kan være en domstol, skal have den nødvendige ekspertise til rådighed, som gør det muligt for den at udføre sine funktioner. Medlemsstaterne sikrer, at der tages behørigt hensyn til sagens omstændigheder, og at der forefindes en effektiv klagemekanisme. Klagesagen har ikke opsættende virkning for den afgørelse, som den nationale tilsynsmyndighed har truffet, medmindre klageinstansen træffer anden afgørelse herom.«

 De nationale bestemmelser

10      Ved den anfægtede afgørelse, som blev truffet med hjemmel i den belgiske lov af 17. januar 2003 om statut for tilsynsmyndigheden med ansvar for de belgiske post- og teletjenester (Moniteur belge af 24.1.2003) og den kongelige anordning af 23. september 2002 om nummerportabilitet for slutbrugere af offentligt tilgængelige mobilteletjenester (Moniteur belge af 1.10.2002, herefter »den kongelige anordning af 23. september 2002«), fastsatte IBPT, som er en national tilsynsmyndighed som omhandlet i rammedirektivets artikel 2, litra g), etableringsomkostningerne for hvert effektivt overført mobilnummer fra en operatør til en anden til 3,86 EUR for en enkelt installation og til 23,41 EUR for en kompleks installation for perioden fra den 1. oktober 2002 til den 1. oktober 2005. I henhold til den kongelige anordnings artikel 19 blev omkostningerne fastsat på grundlag af begrebet »en effektiv mobiloperatørs teoretiske omkostninger«. Det fremgår af den anfægtede afgørelses punkt 4, at denne referenceoperatør ikke nødvendigvis er den operatør, der har de laveste omkostninger, men at det er den operatør, som skal betragtes som konkurrencedygtig inden for den sammenlignelige segmentgruppe. Ved vedtagelsen af den anfægtede afgørelse tog IBPT hensyn til oplysninger fra Mobistar, Belgacom Mobile SA (herefter »Belgacom Mobile«) og Base SA (herefter »Base«), dvs. de tre mobiltelefonioperatører, som er aktive i Belgien.

11      Den kongelige anordning af 23. september 2002 indeholder bl.a. bestemmelser om fordelingen af de omkostninger, som operatørerne har i forbindelse med overførslen af mobiltelefonnumre, og der sondres i den forbindelse mellem fire omkostningstyper: omkostninger ved indførelse af portabilitet, etableringsomkostninger pr. linje eller pr. nummer (herefter »etableringsomkostninger«), omkostninger i forbindelse med den centrale database og trafikomkostninger i forbindelse med nummerportabiliteten (herefter »trafikomkostninger«).

12      I den kongelige anordnings artikel 18 defineres etableringsomkostningerne som »engangs-meromkostninger ved overførsel af et eller flere mobilnumre ud over omkostninger i forbindelse med overførsel af et eller flere mobilnumre uden nummerportabilitet til en anden operatør eller leverandør af mobiltjenester eller for at bringe leveringen af tjenesten til ophør«.

13      I henhold til den kongelige anordnings artikel 19 »fastsættes etableringsomkostningerne pr. linje eller pr. nummer [...] af [IBPT] på grundlag af en effektiv mobiloperatørs teoretiske omkostninger. De beløb, der fastsættes af [IBPT] for at dække oprettelsesomkostningerne pr. linje eller pr. nummer [...], er omkostningsbaserede«.

14      Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at der udelukkende er tale om de etableringsomkostninger, der bæres af mobiloperatøren, som et mobiltelefonnummer bliver overført fra (herefter »giveroperatøren«). Giveroperatøren kan fakturere den mobiloperatør, som mobiltelefonnummeret bliver overført til (herefter »modtageroperatøren«), for etableringsomkostningerne med det af IBPT fastsatte beløb. Dette beløb er et maksimumsbeløb, således at mobiloperatørerne har mulighed for at aftale et lavere beløb. En giveroperatør kan på den anden side principielt også kræve betaling af det af IBPT fastsatte beløb, selv om operatørens etableringsomkostninger faktisk er lavere.

15      Ifølge artikel 11 i den kongelige anordning af 23. september 2002 kan giveroperatøren ikke kræve nogen godtgørelse fra en slutbruger, der overfører sit nummer. Modtageroperatøren kan i øvrigt ikke afkræve denne bruger en godtgørelse for overførslen af nummeret, der overstiger 15 EUR.

16      Endelig bestemmer den kongelige anordnings artikel 18, at trafikomkostninger er »de yderligere omkostninger, der opstår i nettet ved opkald til de overførte numre sammenlignet med opkald til de ikke-overførte numre«. Operatøren af det net, hvorfra opkaldet foretages, og som fakturerer slutbrugeren for opkaldet, skal forholdsmæssigt godtgøre giveroperatøren disse omkostninger.

 Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

17      Mobistar har anlagt en sag ved Cour d’appel de Bruxelles til prøvelse af den anfægtede afgørelse, hvorunder selskabet gør gældende, at de i afgørelsen fastsatte omkostningerne er blevet fastsat for højt. Mobistar anlagde sagen mod IBPT, Belgacom Mobile og Base. I modsætning til Mobistar er Belgacom Mobile af den opfattelse, at omkostningerne ikke er høje nok, mens Base, som har støttet Mobistars påstand, har gjort gældende, at den kongelige anordning af 23. september 2002 er ulovlig, og at den anfægtede afgørelse, som har hjemmel heri, følgelig også er det, idet selskabet særligt har henvist til en tilsidesættelse af forsyningspligtdirektivets artikel 30, stk. 2.

18      Cour d’appel de Bruxelles har anført, at den anfægtede afgørelse må tillægges retsvirkninger som en foranstaltning, hvorved en fælles maksimumspris pålægges for porteringen af et nummer, en pris, som kun kan fraviges i nedadgående retning med giveroperatørens samtykke, og har fastslået, at spørgsmålet, om sagsøgeren skal gives medhold, afhænger af besvarelsen af en række spørgsmål vedrørende lovligheden af den kongelige anordning af 23. september 2002, som udgør den retlige hjemmel for den anfægtede afgørelse.

19      Under disse omstændigheder har Cour d’appel de Bruxelles besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1)      For så vidt angår nummerportabilitet som omhandlet i [forsyningspligtdirektivets] artikel 30 […]:

a)      Omhandler forsyningspligtdirektivets artikel 30, stk. 2, som bestemmer, at de nationale tilsynsmyndigheder sørger for, at samtrafikprisen i forbindelse med udbud af nummerportabilitet er omkostningsbaseret, kun de omkostninger, der vedrører trafik til det porterede nummer, eller ligeledes beregningen af de omkostninger, som operatørerne har måttet afholde for at efterkomme anmodninger om nummerportering?

b)      Hvis [forsyningspligtdirektivets] artikel 30, stk. 2, kun omhandler samtrafikomkostninger, der vedrører trafik til det porterede nummer, skal bestemmelsen da fortolkes

i)      således, at operatørerne frit kan forhandle de kommercielle betingelser for faciliteten, og at det er medlemsstaterne forbudt ex ante at fastsætte kommercielle betingelser for de virksomheder, der er underlagt forpligtelsen til at udbyde nummerportabilitetsfaciliteten, for så vidt angår ydelser, der leveres for at efterkomme en porteringsanmodning?

ii)      således, at den ikke forbyder medlemsstaterne ex ante at fastsætte kommercielle betingelser for den nævnte facilitet for de operatører, som er blevet udpeget som havende en stærk markedsposition på et bestemt marked?

c)      Hvis [forsyningspligtdirektivets] artikel 30, stk. 2, skal fortolkes således, at den pålægger samtlige operatører en forpligtelse til omkostningsægthed for så vidt angår omkostningerne som følge af nummerportabilitet, skal bestemmelsen da fortolkes således, at den er til hinder for

i)      en national lovgivningsforanstaltning, der med henblik på beregning af omkostningerne foreskriver en bestemt beregningsmetode?

ii)      en national foranstaltning, som ex ante fastsætter fordelingen af omkostningerne mellem operatørerne?

iii)      en national foranstaltning, som giver den nationale tilsynsmyndighed beføjelse til for samtlige operatører og for en bestemt periode ex ante at fastsætte maksimumsbeløbet for de afgifter, som giveroperatøren kan kræve af modtageroperatøren?

iv)      en national foranstaltning, hvorefter giveroperatøren har ret til at anvende de takster, der er fastsat af den nationale tilsynsmyndighed, og som fritager ham for forpligtelsen til at bevise, at de takster, han anvender, er baseret på hans egne omkostninger?

2)      For så vidt angår klageadgangen som omhandlet i [rammedirektivets] artikel 4 […]:

Skal rammedirektivets artikel 4, stk. 1, fortolkes således, at den myndighed, der er udpeget til at påkende klager, skal kunne råde over samtlige oplysninger, der er nødvendige for, at der kan tages behørigt hensyn til sagens omstændigheder, herunder de fortrolige oplysninger, på grundlag af hvilke den nationale tilsynsmyndighed har truffet den afgørelse, der er genstand for klagen?«

 De præjudicielle spørgsmål

 Om det første spørgsmål

 Om første del af første spørgsmål

20      Med første del af første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om samtrafikprisen i forbindelse med udbud af nummerportabilitet, som omhandlet i forsyningspligtdirektivets artikel 30, stk. 2, ud over trafikomkostninger ligeledes omfatter etableringsomkostninger.

21      Mobistar og Belgacom Mobile samt IBPT, Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber og Cyperns og Litauens regeringer har anført, at bestemmelserne i artikel 30, stk. 2, alene omfatter omkostninger, der vedrører trafik til det porterede nummer, og ikke de omkostninger, som er afholdt for at efterkomme en anmodning om nummerportering mellem mobiloperatører.

22      Base samt Italiens og Det Forenede Kongeriges regeringer er derimod af den opfattelse, at den i bestemmelsen omhandlede samtrafikpris omfatter alle tjenester i forbindelse med nummerportabilitet, som operatørerne kan opkræve betaling for.

23      Indledningsvis præciseres, at begrebet nummerportabilitet omfatter den facilitet, der giver en mobiltelefonabonnent mulighed for at beholde sit telefonnummer i tilfælde af skift af operatør.

24      Gennemførelsen af denne facilitet gør det nødvendigt, at operatørernes platforme er kompatible, at telefonnummeret overføres fra en operatør til en anden, og at tekniske operationer gør det muligt at videreføre opkald til det overførte nummer.

25      Nummerportabilitet tilsigter at fjerne hindringer for forbrugernes frie valg særligt mellem mobiltelefonoperatørerne og således at sikre udviklingen af en effektiv konkurrence på markedet for telefontjenester.

26      Med henblik på at nå disse mål har fællesskabslovgiver i forsyningspligtdirektivets artikel 30, stk. 2, bestemt, at de nationale tilsynsmyndigheder sørger for, at samtrafikprisen i forbindelse med udbud af nummerportabilitet er omkostningsbaseret, og at eventuelle direkte gebyrer, der skal betales af abonnenterne, ikke virker prohibitivt for anvendelsen af disse faciliteter.

27      En fortolkning, hvorefter etableringsomkostningerne ikke er omfattet af den pågældende bestemmelse, er i strid med forsyningspligtdirektivets formål og risikerer at begrænse direktivets effektive virkning i relation til udbud af portabilitet.

28      Etableringsomkostningerne udgør således en væsentlig del af de omkostninger, som modtageroperatøren direkte eller indirekte kan overvælte på den abonnent, som vil gøre brug af faciliteten med mobilnummerportabilitet.

29      Hvis sådanne omkostninger ikke var omfattet af den overvågningsforpligtelse, som følger af forsyningspligtdirektivets artikel 30, stk. 2, ville en for høj fastsættelse heraf fra giveroperatørerne – særligt dem, som allerede er etableret på markedet, og som har en stor kundekreds – risikere at få forbrugerne til at opgive at gøre brug af faciliteten, hvilket faktisk ville gøre den illusorisk.

30      Første del af første spørgsmål skal således besvares med, at samtrafikprisen i forbindelse med udbud af nummerportabilitet, som omhandlet i forsyningspligtdirektivets artikel 30, stk. 2, omfatter omkostninger, der vedrører trafik til de porterede numre, såvel som de etableringsomkostninger, som mobiltelefonoperatørerne har måttet afholde for at efterkomme anmodninger om nummerportering.

 Om anden og tredje del af første spørgsmål

31      Henset til besvarelsen af den første del af det første spørgsmål er det alene fornødent at besvare den tredje del af spørgsmålet.

32      Den forelæggende ret ønsker nærmere bestemt oplyst, om de nationale tilsynsmyndigheder på forhånd kan fastsætte maksimumspriser for samtlige mobiltelefonoperatører ved hjælp af en abstrakt omkostningsmodel.

33      Det bemærkes, at forsyningspligtdirektivets artikel 30, stk. 2, pålægger de nationale tilsynsmyndigheder at sørge for, at operatørerne fastsætter priserne i forhold til omkostningerne, og at priserne i øvrigt ikke virker prohibitivt i forhold til forbrugerne.

34      Når det er bekræftet, at priserne er omkostningsbestemte, overlader bestemmelsen et vist skøn til de nationale myndigheder til at vurdere situationen og fastlægge, hvilken metode de finder mest egnet til at sikre portabilitetens fulde effektivitet, således at forbrugerne ikke bliver afskrækket fra at gøre brug af faciliteten.

35      Det skal bemærkes, at de nationale tilsynsmyndigheder ikke har overskredet denne skønsmargin i det foreliggende tilfælde. En metode bestående i at fastsætte en maksimumspris, således som den, de belgiske myndigheder har fastsat, kan betragtes som forenelig med forsyningspligtdirektivets artikel 30, stk. 2, under forudsætning af, at nye operatører har mulighed for effektivt at anfægte, at de operatører, der allerede er til stede på markedet, anvender disse maksimumspriser, ved at godtgøre, at priserne er for høje i forhold til de pågældende operatørers omkostningsstruktur.

36      Det fremgår af disse bemærkninger, at forsyningspligtdirektivet i princippet ikke er til hinder for, at de nationale tilsynsmyndigheder på forhånd fastsætter maksimumspriser for samtlige mobiltelefonoperatører ved hjælp af en abstrakt omkostningsmodel.

37      Herefter skal den tredje del af første spørgsmål besvares med, at forsyningspligtdirektivets artikel 30, stk. 2, ikke er til hinder for vedtagelsen af en national foranstaltning som den i hovedsagen omhandlede, som på forhånd og ved hjælp af en abstrakt omkostningsmodel fastsætter de maksimumspriser, som giveroperatøren kan kræve af modtageroperatøren til dækning af etableringsomkostninger, når priserne fastsættes i forhold til omkostningerne på en sådan måde, at forbrugerne ikke bliver afskrækket fra at gøre brug af faciliteten med portabilitet.

 Om det andet spørgsmål

38      Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, hvorvidt det kan udledes af rammedirektivets artikel 4, at en uafhængig instans, som er omfattet af bestemmelsen, såsom den forelæggende ret, skal råde over samtlige oplysninger, der er nødvendige for at undersøge, om en klage er velbegrundet, herunder oplysninger, der anses for fortrolige i henhold til bestemmelser om forretningshemmeligheder.

39      Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at IBPT har henvist til den fortrolighedsforpligtelse, det er underlagt i henhold til dets statut, således som denne er fastlagt i lov af 17. januar 2003.

40      Det skal i denne forbindelse bemærkes, at den instans, der er udpeget til at påkende klager over en afgørelse, der er truffet af den nationale tilsynsmyndighed, i medfør af rammedirektivets artikel 4 skal råde over samtlige oplysninger, der er nødvendige for, at den med fuldt kendskab til sagen kan afgøre, om klagen er velbegrundet, herunder også fortrolige oplysninger. Beskyttelsen af fortrolige oplysninger og forretningshemmeligheder skal dog sikres og skal udformes på en måde, der bringer beskyttelsen i overensstemmelse med kravene til en effektiv retsbeskyttelse og sagens parters ret til kontradiktion.

41      Det fremgår udtrykkeligt af rammedirektivets artikel 4, stk. 1, at den adgang for enhver bruger eller udbyder til at klage over en national tilsynsmyndigheds afgørelse, som berører dem, skal bygge på effektive klagemekanismer, som sikrer, at sagens faktiske omstændigheder tages behørigt i betragtning.

42      Det bestemmes i øvrigt i direktivets artikel 5, stk. 3, at i forbindelse med udveksling af oplysninger mellem nationale tilsynsmyndigheder og Kommissionen kan oplysninger, som af disse myndigheder betragtes som fortrolige, meddeles til Kommissionen, som imidlertid skal sikre denne fortrolighed.

43      Herefter skal det andet spørgsmål besvares med, at rammedirektivets artikel 4 skal fortolkes således, at den instans, der er udpeget til at påkende klager over de nationale tilsynsmyndigheders afgørelser, skal råde over samtlige oplysninger, der er nødvendige for at kunne afgøre, om klagen er velbegrundet, herunder også i givet fald fortrolige oplysninger, som de pågældende myndigheder har taget i betragtning ved vedtagelsen af den afgørelse, der er genstand for klagen. Det påhviler imidlertid klageinstansen at sikre en fortrolig behandling af de pågældende oplysninger, samtidig med at kravene til en effektiv retsbeskyttelse overholdes, og sagens parters ret til kontradiktion sikres.

 Sagens omkostninger

44      Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et let i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Anden Afdeling) for ret:

1)      Samtrafikprisen i forbindelse med udbud af nummerportabilitet, som omhandlet i artikel 30, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/22/EF af 7. marts 2002 om forsyningspligt og brugerrettigheder i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (forsyningspligtdirektivet), omfatter omkostninger, der vedrører trafik til de porterede numre, såvel som de etableringsomkostninger, som mobiltelefonoperatørerne har måttet afholde for at efterkomme anmodninger om nummerportering.

2)      Artikel 30, stk. 2, i direktiv 2002/22 er ikke til hinder for vedtagelsen af en national foranstaltning, som fastsætter en bestemt metode til omkostningsberegningen, og som på forhånd og ved hjælp af en abstrakt omkostningsmodel fastsætter de maksimumspriser, som giveroperatøren kan kræve af modtageroperatøren til dækning af etableringsomkostninger, når priserne fastsættes i forhold til omkostningerne på en sådan måde, at forbrugerne ikke bliver afskrækket fra at gøre brug af faciliteten med portabilitet.

3)      Artikel 4 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/21/EF af 7. marts 2002 om fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (rammedirektivet) skal fortolkes således, at den instans, der er udpeget til at påkende klager over de nationale tilsynsmyndigheders afgørelser, skal råde over samtlige oplysninger, der er nødvendige for at kunne afgøre, om klagen er velbegrundet, herunder også i givet fald fortrolige oplysninger, som de pågældende myndigheder har taget i betragtning ved vedtagelsen af den afgørelse, der er genstand for klagen. Det påhviler imidlertid klageinstansen at sikre en fortrolig behandling af de pågældende oplysninger, samtidig med at kravene til en effektiv retsbeskyttelse overholdes, og sagens parters ret til kontradiktion sikres.

Underskrifter

---

* Processprog: fransk.