Parter
Dommens præmisser
Afgørelse

Parter

I sag C‑413/04,

angående et annullationssøgsmål i henhold til artikel 230 EF, anlagt den 23. september 2004,

Europa-Parlamentet ved A. Baas og U. Rösslein, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg,

sagsøger,

støttet af:

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved J. Sack og P. Van Nuffel, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg,

intervenient,

mod

Rådet for Den Europæiske Union ved A. Lopes Sabino og M. Bishop, som befuldmægtigede,

sagsøgt,

støttet af:

Republikken Estland ved L. Uibo, som befuldmægtiget,

Republikken Polen ved M. Węglarz samt T. Nowakowski og T. Krawczyk, som befuldmægtigede,

intervenienter,

har

DOMSTOLEN (Store Afdeling)

sammensat af præsidenten, V. Skouris, afdelingsformændene C.W.A. Timmermans, A. Rosas, K. Lenaerts, R. Schintgen, P. Kūris og E. Juhász samt dommerne K. Schiemann (refererende dommer), J. Makarczyk, G. Arestis, A. Borg Barthet, A. Ó Caoimh og L. Bay Larsen,

generaladvokat: L.A. Geelhoed

justitssekretær: ekspeditionssekretær L. Hewlett,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 15. marts 2006,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 1. juni 2006,

afsagt følgende

Dom

Dommens præmisser

1. I sin stævning har Europa-Parlamentet nedlagt påstand om annullation af Rådets direktiv 2004/85/EF af 28. juni 2004 om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/54/EF for så vidt angår anvendelsen af visse bestemmelser i Estland (EUT L 236, s. 10, herefter »det anfægtede direktiv«).

2. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 96/92/EF af 19. december 1996 om fælles regler for det indre marked for elektricitet (EFT L 27, s. 20) trådte i kraft den 19. februar 1997. Direktivet skulle være gennemført i national ret senest den 19. februar 1999.

3. Traktaten vedrørende ti nye medlemsstaters tiltrædelse af Den Europæiske Union, herunder Republikken Estland, blev undertegnet den 16. april 2003 (EFT 2003 L 236, s. 17, herefter »tiltrædelsestraktaten af 2003«). Som det fremgår af traktatens artikel 1, stk. 2, er vilkårene for optagelsen og de af optagelsen nødvendiggjorte tilpasninger af de traktater, som danner grundlag for Den Europæiske Union, indeholdt i den akt, der er knyttet til denne traktat, og som udgør en integrerende del af denne (herefter »tiltrædelsesakten af 2003«).

4. Bilag VI i tiltrædelsesakten af 2003 fastsætter overgangsforanstaltninger for Republikken Estland bl.a. vedrørende anvendelsen af direktiv 96/92.

5. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/54/EF af 26. juni 2003 om fælles regler for det indre marked for elektricitet og om ophævelse af direktiv 96/92/EF (EUT L 176, s. 37) blev vedtaget i henhold til artikel 47, stk. 2, EF, artikel 55 EF og artikel 95 EF.

6. Med henblik på midlertidigt at udsætte anvendelsen af visse bestemmelser i direktiv 2003/54 over for Republikken Estland vedtog Rådet for Den Europæiske Union det anfægtede direktiv. Dette direktiv blev vedtaget i henhold til artikel 57 i tiltrædelsesakten af 2003.

7. Europa-Parlamentet har i sagen nedlagt påstand om annullation af det anfægtede direktiv. Parlamentet har gjort gældende, dels at direktivet ikke gyldigt kunne vedtages med hjemmel i artikel 57, dels at direktivet ikke overholder den i artikel 253 EF foreskrevne begrundelsespligt.

8. Ved kendelser afsagt af Domstolens præsident den 21. december 2004 og den 9. marts 2005 har Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, Republikken Estland samt Republikken Polen fået tilladelse til at intervenere i sagen til støtte for – hvad angår Kommissionen – henholdsvis Europa-Parlamentets og – hvad angår Republikken Estland og Republikken Polen – Rådets påstande.

Retsforskrifter

Tiltrædelsestraktaten af 2003

9. Artikel 2, stk. 2 og 3, i tiltrædelsestraktaten af 2003 har følgende ordlyd:

» 2. Denne traktat træder i kraft den 1. maj 2004 [...].

3. Uanset stk. 2 kan Unionens institutioner inden tiltrædelsen vedtage de foranstaltninger, der er omhandlet i artikel 6, stk. 2, andet afsnit, artikel 6, stk. 6, andet afsnit, […] artikel 38, 39, 41, 42, 55, 56 og 57 i tiltrædelsesakten, bilag III-XIV til denne akt […]. Disse foranstaltninger træder i kraft med forbehold af denne traktats ikrafttræden og da på datoen herfor.«

10. Artikel 20 i tiltrædelsesakten af 2003 bestemmer følgende:

»De retsakter, der opregnes i listen i bilag II til denne akt, tilpasses som anført i nævnte bilag.«

11. Tiltrædelsesaktens artikel 21 bestemmer følgende:

»De af tiltrædelsen nødvendiggjorte tilpasninger i de retsakter, der opregnes i listen i bilag III til denne akt, fastsættes i overensstemmelse med de i nævnte bilag fastsatte retningslinjer og efter den procedure og på de vilkår, der er fastsat i artikel 57.«

12. Tiltrædelsesaktens artikel 24 bestemmer følgende:

»De foranstaltninger, der opregnes i bilag V, VI, VII, VIII, IX, X, XI, XII, XIII og XIV til denne akt, gælder for de nye medlemsstater på betingelserne i de nævnte bilag.«

13. Artikel 55 i tiltrædelsesakten af 2003 bestemmer:

»Efter behørig begrundet anmodning fra en af de nye medlemsstater kan Rådet, der træffer afgørelse med enstemmighed på forslag af Kommissionen, inden den 1. maj 2004 træffe foranstaltninger vedrørende midlertidige undtagelser fra institutionernes retsakter, som er vedtaget mellem den 1. november 2002 og datoen for undertegnelsen af tiltrædelsestraktaten.«

14. Tiltrædelsesaktens artikel 57 har følgende ordlyd:

»1. De fornødne tilpasninger af institutionernes retsakter fra før tiltrædelsen, som ikke er indeholdt i denne akt eller bilagene hertil, foretages efter proceduren i stk. 2. Disse tilpasninger træder i kraft ved tiltrædelsen.

2. Rådet, der træffer afgørelse med kvalificeret flertal på forslag af Kommissionen, eller Kommissionen, alt efter om de oprindelige tekster er blevet vedtaget af den ene eller den anden af disse to institutioner, udfærdiger med henblik herpå de nødvendige tekster.«

15. Det skal indledningsvis præciseres, at selv om den franske version af artikel 57 lader antage, at de tilpasninger, der skal foretages i henhold til nævnte bestemmelse, skal foretages »inden tiltrædelsen«, vedrører denne tidsmæssige begrænsning – hvilket tillige fremgår af de øvrige sproglige versioner af bestemmelsen – faktisk ikke muligheden for at anvende artikel 57, men datoen for vedtagelsen af de akter, der skal tilpasses (jf. i denne retning vedrørende den identiske bestemmelse i akten vedrørende vilkårene for Republikken Østrigs, Republikken Finlands og Kongeriget Sveriges tiltrædelse og tilpasningerne af de traktater, der danner grundlag for Den Europæiske Union (EFT 1994 C 241, s. 21, herefter »tiltrædelsesakten af 1994«), Domstolens dom af 2.10.1997, sag C‑259/95, Parlamentet mod Rådet, Sml. I, s. 5303, præmis 12- 22).

16. Bilag VI i tiltrædelsesakten af 2003 indeholder en præcisering med følgende ordlyd:

»I Estland finder artikel 19, stk. 2, i direktiv 96/92/EF ikke anvendelse før den 31. december 2008.«

17. Den for 15 medlemsstater fælles erklæring nr. 8 med overskriften »Erklæring om olieskifer, det indre marked for elektricitet og direktiv 96/92/EF […] (»elektricitetsdirektivet«): Estland« (herefter »ottende erklæring«), som blev indføjet i slutakten til tiltrædelsestraktaten af 2003, bestemmer:

»EU vil føre nøje tilsyn med, at Estland lever op til sine tilsagn, navnlig for så vidt angår den videre forberedelse af det indre marked for energi (omstrukturering af olieskifer- og elsektoren, lovgivning, styrkelse af Energimarkedsinspektoratet osv.).

EU henleder Estlands opmærksomhed på konklusionerne fra Det Europæiske Råd i Lissabon og Barcelona vedrørende fremskyndet markedsåbning i bl.a. el- og gassektoren med henblik på at nå frem til et fuldt operationelt indre marked på disse områder, og den tager de erklæringer herom til efterretning, som Estland fremsatte den 27. maj 2002 i forbindelse med tiltrædelsesforhandlingerne. EU tager på trods af behovet for en hurtig indførelse af et operationelt indre marked for elektricitet til efterretning, at Estland forbeholder sig sin stilling for så vidt angår den fremtidige lovgivningsmæssige udvikling på dette område. EU anerkender i denne henseende den særlige situation i forbindelse med omstruktureringen af olieskifersektoren, som kræver en særlig indsats indtil udgangen af 2012, og behovet for gradvis åbning af Estlands elektricitetsmarked for erhvervskunder indtil den dato.

EU tager til efterretning, at det med henblik på at begrænse eventuel konkurrenceforvridning på det indre marked for elektricitet kan blive nødvendigt at anvende beskyttelsesmekanismer som f.eks. gensidighedsklausulen i direktiv 96/92/EF.

Kommissionen vil nøje følge elproduktionens udvikling og de mulige ændringer på elektricitetsmarkedet i Estland og nabolandene.

Uanset ovenstående kan alle medlemsstater fra 2009 anmode Kommissionen om at vurdere udviklingen på elektricitetsmarkederne i Østersøområdet. På grundlag af denne vurdering, og idet der tages fuldt hensyn til olieskifers ganske særlige karakter samt til sociale og økonomiske forhold i tilknytning til udvinding, produktion og forbrug af olieskifer i Estland, og idet der tages højde for Fællesskabets målsætninger for elektricitetsmarkedet, aflægger Kommissionen rapport til Rådet med passende anbefalinger.«

Den afledte ret

18. Artikel 19 i direktiv 96/92 bestemte følgende:

»1. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre en åbning af deres elektricitetsmarkeder, således at der kan indgås aftaler på betingelserne i artikel 17 og 18 i det mindste op til et betydeligt niveau, der årligt indberettes til Kommissionen.

Den nationale markedsandel beregnes på grundlag af fællesskabsandelen af den elektricitetsmængde, der forbruges af endelige kunder med et årligt forbrug på over 40 GWh (pr. forbrugssted og inklusive egenproduktion).

Den gennemsnitlige fællesskabsandel beregnes af Kommissionen på grundlag af oplysninger, som medlemsstaterne regelmæssigt tilsender den. Kommissionen offentliggør inden den 1. november hvert år denne gennemsnitlige fællesskabsandel, som bestemmer markedsåbningsgraden, i De Europæiske Fællesskabers Tidende sammen med alle relevante oplysninger, der anskueliggør beregningen.

2. Den nationale markedsandel, jf. stk. 1, øges gradvis over en periode på seks år. Denne forøgelse beregnes ved at nedsætte fællesskabsforbrugstærsklen på 40 GWh, jf. stk. 1, fra 40 GWh til 20 GWh årligt elektricitetsforbrug tre år efter direktivets ikrafttræden og til 9 GWh årligt elektricitetsforbrug seks år efter direktivets ikrafttræden.

3. Medlemsstaterne angiver de kunder på deres område, som repræsenterer de i stk. 1 og 2 omhandlede andele, og som har rets- og handleevne til at indgå elektricitetsaftaler i overensstemmelse med artikel 17 og 18, idet alle endelige kunder med et årligt forbrug på over 100 GWh (pr. forbrugssted og inklusive egenproduktion) skal indbefattes i denne kategori.

Distributionsselskaber har, hvis de ikke allerede er angivet som privilegerede kunder i henhold til dette stykke, rets- og handleevne til at indgå aftaler på betingelserne i artikel 17 og 18 om den elektricitetsmængde, som forbruges af de kunder, der er angivet som privilegerede inden for deres distributionssystem, med henblik på at forsyne disse kunder.

4. Medlemsstaterne offentliggør senest den 31. januar hvert år kriterierne for angivelsen af de privilegerede kunder, som kan indgå aftaler på betingelserne i artikel 17 og 18. […]«

19. 33. betragtning til direktiv 2003/54 bestemmer, at »da de ændringer, der skal foretages i direktiv 96/92/EF, er omfattende, er det af hensyn til klarheden mest rationelt at omarbejde de pågældende bestemmelser«.

20. Artikel 29, stk. 2, i direktiv 96/92/EF bestemmer i denne henseende, at »direktiv 96/92/EF ophæves herved fra den 1. juli 2004; dette berører dog ikke medlemsstaternes forpligtelser med hensyn til fristerne for gennemførelse og anvendelse af nævnte direktiv. Henvisninger til det ophævede direktiv betragtes som henvisninger til nærværende direktiv og læses i henhold til sammenligningstabellen i bilag B«. Ifølge sammenligningstabellen svarer artikel 21 i direktiv 2003/54 til artikel 19 i direktiv 96/92.

21. Artikel 21 i direktiv 2003/54 har følgende ordlyd:

»Markedsåbning og gensidighed

1. Medlemsstaterne sikrer, at de privilegerede kunder:

a) indtil den 1. juli 2004 omfatter: privilegerede kunder i henhold til artikel 19, stk. 1, 2 og 3, i direktiv 96/92/EF. Medlemsstaterne offentliggør inden den 31. januar hvert år kriterierne for definitionen af disse privilegerede kunder

b) senest fra den 1. juli 2004 omfatter: alle erhvervskunder

c) fra den 1. juli 2007 omfatter: alle kunder.

[...]«

22. Ifølge artikel 30, stk. 1, i direktiv 2003/54 skal medlemsstaterne senest den 1. juli 2004 sætte de nødvendige bestemmelser i kraft for at efterkomme direktivet.

Det anfægtede direktiv

23. Med henvisning til artikel 57 i tiltrædelsesakten af 2003 indgav Republikken Estland ved skrivelse af 17. september 2003 en anmodning til Kommissionen med henblik på ændring af direktiv 2003/54, således at der kunne tages hensyn såvel til den undtagelse, der er indrømmet denne medlemsstat ved bilag VI til tiltrædelsesakten af 2003 vedrørende artikel 19, stk. 2, i direktiv 96/92, som til erklæring nr. 8.

24. Kommissionen fremsatte den 27. april 2004 et direktivforslag med henblik på midlertidigt at udsætte gennemførelsen af visse bestemmelser i direktiv 2003/54 for så vidt angår Republikken Estland (KOM(2004) 318 endelig udg.). Dette forslag blev vedtaget med hjemmel i artikel 47, stk. 2, EF, artikel 55 EF og artikel 95 EF.

25. Selv om det anfægtede direktiv i det væsentlige gentager ordlyden af det nævnte forslag, blev det vedtaget af Rådet den 28. juni 2004 på grundlag af artikel 57 i tiltrædelsesakten af 2003. Parlamentet blev underrettet om vedtagelsen ved skrivelse af 9. juli 2004 fra Rådets generalsekretær.

26. Det var i den pågældende skrivelse anført, at »[henset] til forbindelsen mellem tiltrædelsestraktaten og [dette] forslag […] og henset til nødvendigheden af at vedtage [denne] retsakt i tide, og under alle omstændigheder inden den 1. juli 2004, […] datoen for gennemførelsen af direktiv 2003/54 […], har Rådet besluttet at anvende artikel 57 i [tiltrædelsesakten af 2003] som hjemmel […], der ikke kræver Europa-Parlamentets deltagelse i lovgivningsproceduren«.

27. Det fremgår af artikel 1 i det anfægtede direktiv, at der til artikel 26 i direktiv 2003/54 skal føjes et stk. 3 med følgende ordlyd:

»Estland tilkendes en midlertidig undtagelsesbestemmelse med hensyn til anvendelsen af artikel 21, stk. 1, litra b) og c), indtil den 31. december 2012. Estland træffer de fornødne foranstaltninger for at åbne sit marked for elektricitet. Denne åbning foretages gradvist i løbet af referenceperioden med henblik på et fuldstændigt åbent marked den 1. januar 2013. Pr. 1. januar 2009 skal markedsåbningen som minimum udgøre 35% af forbruget. Estland meddeler hvert år Kommissionen de forbrugstærskler, der gør, at en endelig forbruger kan komme i betragtning.«

28. Følgende præciseres i første, anden, tredje, fjerde, syvende og ottende betragtning til det anfægtede direktiv:

»(1) Estland har under tiltrædelsesforhandlingerne fremhævet særlige forhold i sin elsektor for at få tilkendt en overgangsperiode i forbindelse med anvendelsen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 96/92/EF […]

(2) I bilag IV til tiltrædelsesakten af [af 2003] blev der indrømmet Estland en overgangsperiode frem til den 31. december 2008 med hensyn til anvendelsen af artikel 19, stk. 2, i direktiv 96/92/EF – denne artikel omhandler en gradvis åbning af markedet.

(3) I erklæring nr. 8 […] anerkendtes det, at den særlige situation for reformen af Estlands olieskifersektor ville kræve en særlig indsats indtil udgangen af 2012.

(4) Direktiv 96/92/EF er blevet erstattet af direktiv 2003/54/EF, der skal gennemføres senest den 1. juli 2004, og som bl.a. har til formål at fremskynde åbningen af markedet for elektricitet.

[...]

(7) Olieskifer udgør Estlands eneste indenlandske energikilde, og den nationale produktion udgør næsten 84% af verdens produktion. 90% af elproduktionen i Estland produceres med dette faste brændsel. Olieskifer er derfor af strategisk betydning for Estlands forsyningssikkerhed..

(8) Tilkendelsen af en undtagelsesbestemmelse for perioden 2009-2012 vil garantere sikkerheden af investeringer i produktionsanlæggene og Estlands forsyningssikkerhed, og samtidig gøres det muligt at afhjælpe de alvorlige miljøproblemer, som skabes af disse anlæg.«

Om søgsmålet

29. Parlamentet har fremført to anbringender til støtte for sit søgsmål, der for det første vedrører en urigtig hjemmel for det anfægtede direktiv, for det andet en overtrædelse af begrundelsespligten.

Det første anbringende

30. Parlamentet har med det første anbringende gjort gældende, at det anfægtede direktiv, hvorved der indføres overgangsundtagelser med hensyn til anvendelsen af direktiv 2003/54, ikke gyldigt kunne vedtages med hjemmel i artikel 57 i tiltrædelsesakten af 2003, og at det burde have været vedtaget efter den almindelige lovgivningsprocedure fastsat i EF-traktaten, det vil i det foreliggende tilfælde sige på grundlag af artikel 47, stk. 2, EF, artikel 55 EF og artikel 95 EF, som udgjorde hjemmelen ved vedtagelsen af direktiv 2003/54. Den nævnte artikel 57 tillader således kun tilpasninger, der gør det muligt fuldt ud at anvende institutionernes retsakter over for de tiltrædende medlemsstater, og ikke en indrømmelse af midlertidige undtagelser herfra.

31. I den forbindelse skal det – som anført af Parlamentet – bemærkes, at det fremgår af ordlyden af artikel 57 i tiltrædelsesakten af 2003, at denne bestemmelse giver mulighed for at vedtage »tilpasninger«, som er »fornødne« på grund af tiltrædelsen, men som ikke er blevet fastsat i tiltrædelsesakten eller bilagene hertil.

32. Som Kommissionen med føje har gjort gældende, følger det af artikel 20 og 21 i tiltrædelsesakten af 2003, som tilsammen udgør afsnit I med overskriften »Tilpasning af institutionernes retsakter«, i tredje del af akten med overskriften »Permanente bestemmelser«, at de »tilpasninger«, der henvises til i de nævnte artikler, i princippet svarer til de ændringer, som er nødvendige for at sikre, at institutionernes retsakter fuldt ud anvendes over for de nye medlemsstater, og som ud fra dette synspunkt er bestemt til varigt at supplere de nævnte retsakter.

33. Sådanne »tilpasninger« omfatter derimod normalt ikke de midlertidige undtagelser for anvendelsen af fællesskabsretsakter, som er genstand for artikel 24 i tiltrædelsesakten af 2003, der er indeholdt i afsnit I med overskriften »Overgangsforanstaltninger« i fjerde del af akten med overskriften »Midlertidige bestemmelser«.

34. Der er imidlertid ikke noget grundlag for at antage, at begrebet »tilpasninger« burde have en anden betydning, alt efter om det anvendes i forbindelse med artikel 20 og 21 i tiltrædelsesakten af 2003 eller artikel 57. Der henvises i øvrigt i selve artikel 21 til bestemmelserne i artikel 57 med hensyn til de retningslinjer og den procedure, hvorefter de tilpasninger, den vedrører, skal fastsættes, hvorimod artikel 57, som henviser til de tilpasninger, »som ikke er indeholdt i tiltrædelsesakten eller bilagene hertil«, tyder på, at de tilpasninger, som skal foretages på grundlag af denne bestemmelse, er af samme art som dem, navnlig artikel 20 og 21 i akten regulerer.

35. Endvidere udgør indrømmelsen af midlertidige undtagelser med henblik på en snarlig tiltrædelse – som med føje anført af Parlamentet og Kommissionen – den særlige genstand for en anden bestemmelse i tiltrædelsesakten af 2003, nemlig artikel 55, og det kan i den forbindelse vanskeligt antages, at de kontraherende parter har villet fastsætte to forskellige bestemmelser, som kan sikre vedtagelsen af en og samme retsakt.

36. Dette gælder så meget desto mere, som artikel 55 underkaster indrømmelsen af sådanne midlertidige undtagelser betingelser, som er betydeligt strengere end dem, som er fastsat i artikel 57 for vedtagelsen af tilpasningsforanstaltninger. Dels tillader artikel 55 således kun undtagelser, for så vidt som de angår fællesskabsretsakter, der er vedtaget mellem den 1. november 2002 (tidspunktet for afslutning af tiltrædelsesforhandlingerne) og den 16. april 2003 (datoen for undertegnelsen af tiltrædelsestraktaten af 2003). Dels er en sådan indrømmelse underlagt et krav om enstemmighed i Rådet.

37. Det følger af det anførte, at de foranstaltninger, som kan vedtages på grundlag af artikel 57 i tiltrædelsesakten af 2003, i princippet kun kan bestå i at foretage tilpasninger med udelukkelse af andre ændringer overhovedet for at gøre fællesskabsretsakter fra tiden før anvendelige i de nye medlemsstater (jf. analogt, vedrørende den identiske bestemmelse i tiltrædelsesakten af 1994, dommen i sagen Parlamentet mod Rådet, præmis 14 og 19), og især de midlertidige undtagelser.

38. Det følger heraf, at midlertidige undtagelser til anvendelsen af bestemmelserne i en fællesskabsretsakt, hvis eneste genstand og formål er midlertidigt at udsætte den effektive anvendelse af fællesskabsretsakten over for en ny medlemsstat, ikke kan betragtes som »tilpasninger« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i tiltrædelsesaktens artikel 57.

39. Det skal imidlertid i den foreliggende sag bemærkes, at selv om det anfægtede direktiv ganske givet har til formål midlertidigt at udsætte den effektive anvendelse af visse bestemmelser i direktiv 2003/54 for så vidt angår Republikken Estland, forholder det sig ikke desto mindre således, at visse af de foranstaltninger, som direktivet indeholder i denne henseende, i øvrigt ligeledes antager karakter af tilpasningsforanstaltninger, der er nødvendige for at sikre, at direktiv 2003/54 kan anvendes fuldt ud over for denne medlemsstat.

40. Det er tilfældet for de foranstaltninger, som inden for de rammer, der er etableret ved direktiv 2003/54, tilsigter at tage højde for den overgangsforanstaltning, som tidligere er blevet indrømmet Republikken Estland ved bilag VI til tiltrædelsesakten af 2003 vedrørende direktiv 96/92. De følgende betragtninger bekræfter dette resultat.

41. Dels er – som den estiske regering og Kommissionen med rette har gjort gældende, og i modsætning til hvad Rådet har gjort gældende – den overgangsundtagelse, der er indeholdt i bilag VI til tiltrædelsesakten af 2003 vedrørende direktiv 96/92, ikke forældet som følge af, at dette direktiv er blevet ophævet af direktiv 2003/54.

42. Det skal nemlig for det første påpeges, at artikel 10 i tiltrædelsesakten af 2003 fastsætter, at anvendelsen af traktater og af retsakter, der er vedtaget af institutionerne, er midlertidigt omfattet af de undtagelsesbestemmelser, som er omhandlet i den pågældende akt. Artikel 24 i tiltrædelsesakten af 2003 præciserer i denne henseende, at overgangsforanstaltningerne ifølge de forskellige bilag, som denne bestemmelse henviser til, herunder bilag VI, finder anvendelse for så vidt angår de nye medlemsstater på betingelserne i henhold til de pågældende bilag. Indholdet af artikel 60 i tiltrædelsesakten af 2003 bekræfter, at bilagene til tiltrædelsesakten af 2003 udgør en integrerende del af sidstnævnte.

43. De bestemmelser, der fremgår af bilag VI til tiltrædelsesakten af 2003, er således fastlagt ved aftale mellem medlemsstaterne og de tiltrædende medlemsstater og udgør bestemmelser i primærretten (jf. i denne retning dom af 28.4.1988, forenede sager 31/86 og 35/86, LAISA og CPC mod Rådet, Sml. s. 2285, præmis 12).

44. For det andet fremgår det af 33. betragtning til og artikel 29 i direktiv 2003/54, at dette direktiv skal betragtes som forlængelsen og omarbejdelsen af direktiv 96/92, hvilket følger af rækkevidden af de ændringer, som direktiv 2003/54 medfører for direktiv 96/92, samt af klarheds- og rationaliseringshensyn, uden imidlertid at berøre fristerne for gennemførelse og ikrafttræden, som fastsat ved direktiv 96/92.

45. På baggrund af det ovenstående må det fastslås, som den estiske regering med rette har anført, at den midlertidige undtagelse, som er fastsat i bilag VI i tiltrædelsesakten af 2003, fortsat fuldt ud finder anvendelse inden for de nye lovgivningsmæssige rammer ifølge direktiv 2003/54.

46. Dels har denne regering under disse omstændigheder ligeledes med rette gjort gældende, at såfremt artikel 21 i direktiv 2003/54 ikke var blevet ændret for fuldt ud at tage højde for den ovennævnte overgangsundtagelse, ville der have været risiko for modstrid mellem de virkninger, som følger af denne undtagelse, og kravene til medlemsstaterne på baggrund af artikel 21.

47. Det fremgår nemlig af bilag VI i tiltrædelsesakten af 2003, at Republikken Estland indtil den 31. december 2008 er fritaget for at sikre en åbning af sit nationale elektricitetsmarked på de betingelser, som er fastsat ved artikel 19, stk. 2, i direktiv 96/92. Det følger navnlig af denne bestemmelse, at den forpligtelse, hvorved medlemsstaterne pålægges at sikre en åbning af deres elektricitetsmarkeder på omkring 35% på de betingelser, der fremgår af bestemmelsen (jf. herved Kommissionens meddelelse af 19.12.2003 om beregning af Fællesskabets gennemsnitlige markedsandel efter åbning af elektricitetsmarkedet, som det er fastlagt i direktiv 96/92/EF (EFT C 321, s. 51)), ikke gælder før den 31. december 2008 for så vidt angår Republikken Estland.

48. Da artikel 21, stk. 1, litra a), i direktiv 2003/54 blot gentager de krav, der allerede stilles til medlemsstaterne som følge af den delvise åbning af markedet efter artikel 19 i direktiv 96/92, er det klart, at den undtagelse, som ved bilag VI i tiltrædelsesakten af 2003 er fastsat for så vidt angår Republikken Estland med hensyn til artikel 19 i direktiv 96/92, fuldt ud finder anvendelse for så vidt angår denne nye artikel 21, stk. 1, litra a).

49. Derimod fastsætter bestemmelserne i artikel 21, stk. 1, litra b) og c), i direktiv 2003/54, at medlemsstaterne desuden er forpligtet til at åbne deres respektive markeder fra den 1. juli 2004 for så vidt angår alle erhvervskunder og fra den 1. juli 2007 for så vidt angår alle andre kunder. Den gradvise åbning ifølge artikel 21, stk. 1, litra a) og b), skal således indtræde før den 1. januar 2009, og som den estiske regering har anført, uden at dette er blevet bestridt, overstiger denne åbning væsentligt 35% af forbruget i begge de tilfælde, som er omhandlet i disse bestemmelser.

50. Under disse omstændigheder er det utvivlsomt, at en hensyntagen til den retsstilling, som Republikken Estland har opnået ved den midlertidige undtagelse vedrørende direktiv 96/92, der er indeholdt i bilag VI til tiltrædelsesakten af 2003, gjorde det nødvendigt, om end kun ud fra elementære betragtninger om retssikkerhed, at ændre artikel 21, stk. 1, litra b) og c), i direktiv 2003/54 for at sikre en konsekvent anvendelse af disse bestemmelser på denne medlemsstat.

51. En sådan tilpasning vil derfor i det mindste indebære, at anvendelsen af bestemmelserne i artikel 21, stk. 1, litra b) og c), i direktiv 2003/54 bliver udsat indtil den 31. december 2008 for så vidt angår Republikken Estland, for i denne stats interesse at opretholde den fritagelse for at åbne sit elektricitetsmarked før den 1. januar 2009, som landet blev indrømmet ved bestemmelserne i bilag VI i tiltrædelsesakten af 2003.

52. Det følger heraf, at eftersom det anfægtede direktiv indeholder en sådan udsættelse af anvendelsen af artikel 21, stk. 1, litra b) og c), i direktiv 2003/54 indtil den 31. december 2008, kunne direktivet gyldigt vedtages med hjemmel i artikel 57 i tiltrædelsesakten af 2003.

53. Det skal imidlertid konstateres, at det anfægtede direktiv ikke er begrænset til en sådan foranstaltning. Direktivet indrømmer nemlig Republikken Estland en supplerende overgangsperiode, der går ud over den 31. december 2008 og varer til slutningen af 2012 med hensyn til gennemførelsen af artikel 21, stk. 1, litra b) og c), i direktiv 2003/54, og det fastsætter desuden i denne henseende, at åbningen af markedet skal foretages gradvist med henblik på at opnå en markedsåbning på 35% den 1. januar 2009 og en fuldstændig åbning mod slutningen af 2012; det pålægges i den forbindelse Estland hvert år at meddele Kommissionen de forbrugstærskler, der gør, at en endelig forbruger kan komme i betragtning (herefter tilsammen de »supplerende undtagelser, som indført ved det anfægtede direktiv«).

54. Sådanne supplerende undtagelser kunne imidlertid ikke indrømmes på grundlag af artikel 57 i tiltrædelsesakten af 2003.

55. Det kan nemlig ikke antages, som Parlamentet har anført, at en sådan indrømmelse strider mod tiltrædelsesakten med den begrundelse, at tiltrædelsesakten kun har fastsat en overgangsperiode, der udløber ved udgangen af 2008 for så vidt angår Estland.

56. Det er klart, som den estiske regering med rette har fremhævet, at undtagelsen i bilag VI i tiltrædelsesakten af 2003 indgår i en lovgivningsmæssig sammenhæng, inden for hvilken der i henhold til direktiv 96/92 endnu kun var påtænkt en delvis åbning af markedet, og at det er i forhold til netop denne delvise åbning, at datoen den 31. december 2008 er fundet egnet til at tilgodese de krav, der følger af den særlige situation, som elsektoren i denne nye medlemsstat befinder sig i. Der er derved på ingen måde foregrebet bestemmelser, som måtte blive vedtaget på baggrund af disse krav i tilfælde af en efterfølgende udvikling af den omhandlede lovgivning, navnlig med henblik på en fuldstændig åbning af det omhandlede marked.

57. Det er i øvrigt korrekt, som den estiske regering har understreget, at den supplerende overgangsperiode, som er indrømmet Estland ved det anfægtede direktiv, klart har tilknytning til erklæring nr. 8. Denne erklæring henviser til en fremskyndet markedsåbning inden for elsektoren og anerkender bl.a. i den henseende den nye medlemsstats særlige situation i forbindelse med omstruktureringen af olieskifersektoren, som kræver en særlig indsats indtil udgangen af 2012.

58. Forholdet er imidlertid ikke desto mindre det, at en sådan stillingtagen ifølge en erklæring, der er fælles for Den Europæiske Unions medlemsstater, og som er føjet til slutakten til tiltrædelsestraktaten af 2003, ikke, i modsætning til hvad den estiske regering har anført, kan anvendes til at bestemme den hjemmel, der skal være til stede for at indrømme undtagelser, som f.eks. de supplerende undtagelser i henhold til det anfægtede direktiv.

59. Det skal imidlertid bemærkes, at de omhandlede supplerende undtagelser ikke er omfattet af begrebet tilpasninger i den forstand, hvori begrebet er anvendt i artikel 57 i tiltrædelsesakten af 2003, og med de præciseringer af begrebet, som fremgår af præmis 31-38 i denne dom.

60. De omhandlede supplerende undtagelser, der blev indført ved det anfægtede direktiv, udgør nemlig foranstaltninger, der, i lighed med hovedparten af midlertidige undtagelser, udelukkende har til genstand og formål midlertidigt at udsætte den effektive anvendelse af den pågældende fællesskabsretsakt, og hvor vedtagelsen derfor indebærer en politisk vurdering. Til forskel fra den undtagelse, som er omhandlet i præmis 39-52 i denne dom, og som har til formål at indarbejde den retsstilling, som Republikken Estland opnåede ved undtagelsen ifølge bilag VI til tiltrædelsesakten af 2003, i de lovgivningsmæssige rammer under direktiv 2003/54, kan de omhandlede supplerende undtagelser ikke anses for nødvendige med henblik på at sikre, at det omhandlede direktiv kan anvendes fuldt ud over for den pågældende nye medlemsstat.

61. Det følger heraf, at de supplerende undtagelser, som er indført ved det anfægtede direktiv, ikke gyldigt kunne vedtages på grundlag af artikel 57 i tiltrædelsesakten af 2003.

62. I modsætning til det af Rådet hævdede følger der dog ikke et retligt tomrum heraf. Når tiltrædelsestraktaten af 2003 er undertegnet, og med forbehold af anvendelsen af de i traktaten fastsatte særlige fremgangsmåder med henblik på at træffe visse midlertidige foranstaltninger, som f.eks. dem, der indføres ved artikel 41 og 42 i tiltrædelsestraktaten af 2003, er der således i princippet ikke noget til hinder for, at fællesskabsretsakter, der er vedtaget efter undertegnelsen og inden ikrafttræden af tiltrædelsestraktaten, og som indeholder midlertidige undtagelser til fordel for en fremtidig tiltrædende stat, vedtages direkte på grundlag af EF-traktatens bestemmelser.

63. Sådanne undtagelsesbestemmelser, som således kun kan anvendes med forbehold af og efter den faktiske ikrafttræden af tiltrædelsestraktaten, kan, i modsætning til det af Rådet hævdede, ikke være i strid med hverken artikel 249, stk. 2 og 3, EF og artikel 299 EF, hvorefter de af institutionerne vedtagne retsakter finder anvendelse på medlemsstaterne, eller artikel 2, stk. 2 og 3, i tiltrædelsestraktaten af 2003.

64. Dels finder sådanne særlige bestemmelser – ligesom de øvrige retsakter, hvori de er indeholdt, og/eller hvorfra de udgør en undtagelse – først anvendelse på tiltrædende stater fra den dato, hvor tiltrædelsen bliver effektiv, dvs. den dato, hvor staterne opnår egenskab af medlemsstat.

65. Dels foregriber den omstændighed, at det i artikel 2, stk. 2, i tiltrædelsestraktaten af 2003 er fastsat, at traktaten først træder i kraft den 1. maj 2004, og at det i artikel 2, stk. 3, er bestemt, at visse bestemmelser, som en fravigelse af dette princip, kan anvendes tidligere, ikke muligheden for i retsakter, som ikke vedtages med grundlag i denne traktat, men i henhold til selve EF-traktaten, at fastsætte de betingelser, hvorunder sådanne retsakter, som vedtages i tiden mellem undertegnelsen af tiltrædelsestraktaten og dens ikrafttræden, skal anvendes over for fremtidige medlemsstater, når tiltrædelsen bliver effektiv.

66. Derimod må det bemærkes, at for de retsakter, der således skal vedtages i løbet af den periode, der forløber mellem datoen for undertegnelsen af tiltrædelsestraktaten og den dato, hvor tiltrædelsen får virkning, var institutionerne fuldt ud underrettet om, at de nye medlemsstaters tiltrædelse var umiddelbart forestående, mens disse havde fået mulighed for om nødvendigt at gøre deres interesser gældende, navnlig gennem informations- og konsultationsproceduren (jf. i denne retning dom af 16.2.1982, forenede sager 39/81, 43/81, 85/81, og 88/81, Halyvourgiki og Helleniki Halyvourgia mod Kommissionen, Sml. s. 593, præmis 10).

67. Det er derfor i princippet inden for rammerne af denne procedure, ligesom ved anvendelsen af deres observatørstatus i Rådet, og til fordel for mulighederne for dialog og samarbejde, som disse specifikke mekanismer åbner mulighed for, at de fremtidige medlemsstater – når de er blevet oplyst om den fremtidige vedtagelse af nye fællesskabsretsakter – kan gøre gældende, at de har en interesse i at opnå nødvendige overgangsundtagelser, f.eks. henset til, at det er umuligt for dem at sikre den umiddelbare anvendelse af disse retsakter på tidspunktet for tiltrædelsen eller på grund af betydelige socioøkonomiske problemer, som en sådan anvendelse vil kunne medføre.

68. Det er i kraft af sådanne mekanismer, at de således hævdede særlige interesser på behørig måde bl.a. vil kunne opvejes mod Fællesskabets almene interesse, samt at betragtningerne vedrørende ligebehandlingsprincippet, loyalitetsforpligtelsen og solidaritetsprincippet mellem de nuværende og fremtidige medlemsstater, som den polske regering har fremført, i givet fald vil spille en rolle.

69. Tilstedeværelsen af disse specifikke mekanismer, som er særegne for den iværksatte tiltrædelsesproces, bekræfter derfor, at det i princippet er gennem den almindelige lovgivningsprocedure fastsat i traktaten, og ikke inden for rammerne af den særlige fremgangsmåde fastsat i artikel 57 i tiltrædelsesakten af 2003, at de supplerende undtagelser, som er indført ved det anfægtede direktiv, burde have været vedtaget.

70. Der kan heller ikke støttes ret på det argument, som Rådet udleder af uopsætteligheden i at måtte vedtage sådanne supplerende undtagelser på grundlag af nævnte artikel 57 inden tidspunktet for gennemførelsen af de bestemmelser, som er nødvendige for at efterkomme direktiv 2003/54, snarere end at følge proceduren med fælles beslutningstagen, som kræver en meget længere tidsfrist, for at undgå at skabe retsusikkerhed, og at de legitime interesser hos de erhvervsdrivende på det estiske elektricitetsmarked vil kunne lide skade derved.

71. På den ene side – således som det er understreget i denne doms præmis 66-68 – når Fællesskabet påtænker at vedtage en retsakt i løbet af den periode, der forløber mellem datoen for undertegnelsen af tiltrædelsestraktaten af 2003 og dens ikrafttræden, kan informations- og konsultationsproceduren føre til indrømmelse af eventuelle overgangsundtagelser til en tiltrædende stat med hensyn til anvendelsen af bestemmelserne i den retsakt, som påtænkes vedtaget.

72. Ingen af sagens parter har i øvrigt fremlagt oplysninger vedrørende dette forhold, som gør det muligt at antage, at den nævnte informations- og konsultationsprocedure ikke er blevet fulgt forskriftsmæssigt, og at den estiske regering ikke har været i stand til at godtgøre sin interesse med hensyn til det direktivforslag, som har ført til vedtagelsen af direktiv 2003/54, i overensstemmelse med det i denne procedure fastsatte (jf. analogt dommen i sagen Halyvourgiki og Helleniki Halyvourgia mod Kommissionen, præmis 15).

73. På den anden side – og som Parlamentet har anført – har Rådet, når det har fået forelagt et forslag fra Kommissionen, i givet fald mulighed for at gøre Parlamentet opmærksom på uopsætteligheden i at vedtage en bestemt retsakt. Proceduren med fælles beslutningstagen i artikel 251 EF udelukker således ikke, at der relativt hurtigt kan vedtages en lovtekst, især hvor der ikke foreligger betydelige divergerende synspunkter mellem Parlamentet og Rådet.

74. Med hensyn til den retsusikkerhed, som eventuelt kan følge af udløbet af den frist, som er forbundet med selve den normale lovgivningsprocedure, vil den kun kunne afhjælpes – som Kommissionen med føje har gjort gældende – ved indrømmelsen af en eventuel virkning med tilbagevirkende kraft af den ønskede overgangsundtagelse, hvis denne besluttes.

75. Det følger i denne henseende af Domstolens praksis, at selv om retssikkerhedsprincippet i almindelighed er til hinder for, at en fællesskabsretsakt tillægges gyldighed fra et tidspunkt, der ligger før aktens offentliggørelse, kan dette undtagelsesvis tillades, når det tilstræbte formål fordrer det, og de berørtes berettigede forventning respekteres behørigt (jf. dom af 13.11.1990, sag C-331/88, Fedesa m.fl., Sml. I, s. 4023, præmis 45, og dommen i sagen Parlamentet mod Rådet, præmis 21).

76. Endvidere bemærkes, at det ganske rigtigt er muligt, hvilket bl.a. den polske regering har gjort gældende, at den omstændighed, at der ikke foreligger nogen generel bestemmelse i tiltrædelsesakten af 2003, hvorefter der kan vedtages overgangsundtagelser for så vidt angår anvendelsen på nye medlemsstater af retsakter, som er vedtaget i tiden mellem undertegnelsen af tiltrædelsestraktaten af 2003 og dens ikrafttræden, og selve eksistensen til dette formål af informations- og konsultationsproceduren, efterfølgende betragtet kan virke utilstrækkelig. Det er også muligt, at dette forhold ligger til grund for den omstændighed, at det i artikel 55 i akten om Republikken Bulgariens og Rumæniens tiltrædelsesvilkår samt om tilpasning af de traktater, som Den Europæiske Union bygger på (EUT 2005 L 157, s. 203), som forskellige parter har påberåbt sig, og som har samme genstand som artikel 55 i tiltrædelsesakten af 2003, udtrykkeligt er bestemt, at Rådets beføjelse til at vedtage midlertidige undtagelser også omfatter de fællesskabsretsakter, som er vedtaget i tiden mellem undertegnelsen af tiltrædelsestraktaten og tiltrædelsen. De eventuelle mangler, som tiltrædelsesakten af 2003 måtte indeholde, kan imidlertid ikke tillade anvendelsen af en urigtig hjemmel.

77. Det fremgår af det ovenstående, at de supplerende undtagelser, som er indført ved det anfægtede direktiv, og som er omhandlet i præmis 53 i denne dom, ikke gyldigt kunne vedtages på grundlag af artikel 57 i tiltrædelsesakten af 2003.

78. Det følger heraf, at det første anbringende er berettiget, for så vidt som dette anfægter gyldigheden af de omhandlede supplerende undtagelser.

Det andet anbringende

79. Da gennemgangen af det første anbringende alene har gjort det muligt at fastslå, at det anfægtede direktiv er delvis ugyldigt, skal det andet anbringende om en manglende begrundelse for det anfægtede direktiv undersøges med henblik på at fastslå, om direktivet er ugyldigt af denne anden grund.

80. Med det andet anbringende har Parlamentet gjort gældende, at det omstridte direktiv ikke angiver, om og i hvilket omfang direktivet foretager en tilpasning som følge af tiltrædelsen, ligesom det intet angiver om begrundelsen for at anvende den særlige hjemmel, der fremgår af artikel 57 i tiltrædelsesakten af 2003, som udgør en undtagelse til den normale lovgivningsprocedure. Det omhandlede direktivs præambel er i øvrigt ikke blevet ændret i forhold til den, som er indeholdt i Kommissionens forslag, der er omhandlet i præmis 24 i denne dom, selv om dette forslag har hjemmel i artikel 47, stk. 2, EF, artikel 55 EF og artikel 95 EF, og der er ikke givet en forklaring på denne forskel.

81. Herved skal der henvises til fast retspraksis, hvorefter den begrundelse, der kræves efter artikel 253 EF, skal være tilpasset den pågældende retsakts natur. Selv om det klart og utvetydigt skal fremgå af fællesskabsinstitutionens retsakt, hvilke betragtninger den fællesskabsmyndighed, som har udstedt den anfægtede retsakt, har lagt til grund, således at de berørte kan gøre sig bekendt med baggrunden for den trufne foranstaltning, og den kompetente ret kan udøve sin kontrol, kræves det imidlertid ikke, at en retsakts begrundelse angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige momenter. Spørgsmålet om, hvorvidt en retsakts begrundelse opfylder kravene i artikel 253 EF, skal desuden ikke blot vurderes i forhold til dens ordlyd, men ligeledes i forhold til den sammenhæng, hvori den indgår, samt alle de retsregler, som gælder på det pågældende område (jf. bl.a. dom af 10.7.2003, sag C-15/00, Kommissionen mod EIB, Sml. I, s. 7281, præmis 174).

82. Som Rådet og den estiske regering med rette har anført i den foreliggende sag, gør præamblen til det anfægtede direktiv – der henviser til anmodningen fra Republikken Estland, til den midlertidige undtagelse med hensyn til direktiv 96/92, som er fastsat for denne medlemsstat ved bilag VI i tiltrædelsesakten af 2003, til erklæring nr. 8, til fremskyndelse af den åbning af elektricitetsmarkedet, der er gennemført ved direktiv 2003/54, og endelig til de særegenheder, der gør sig gældende for den estiske olieskifersektor, såvel som de vanskeligheder, som denne sektor vil støde på i mangel af de overgangsforanstaltninger, som er fastsat ved det anfægtede direktiv – det muligt for interesserede parter at opnå passende viden om baggrunden for de omhandlede overgangsforanstaltninger og for den kompetente ret at udøve sin prøvelsesret.

83. Disse forhold gør det navnlig muligt for Domstolen at foretage en prøvelse af den af fællesskabslovgiver valgte hjemmel, uden at dette valg, der udtrykkeligt ved henvisningerne i det anfægtede direktiv er fastslået som artikel 57 i tiltrædelsesakten af 2003, nødvendiggør en mere detaljeret begrundelse. Den omstændighed, at Rådet ikke har valgt den hjemmel, som Kommissionen har foreslået, gør det heller ikke nødvendigt at anføre en mere specifik begrundelse i denne henseende.

84. Herefter vil det andet anbringende ikke kunne lægges til grund.

Om delvis annullation af det anfægtede direktiv

85. Som det fremgår af præmis 77 og 78 i denne dom, skal det første anbringende delvist tages til følge, for så vidt som de supplerende undtagelser, der er indført ved det anfægtede direktiv, ikke gyldigt kunne vedtages på grundlag af artikel 57 i tiltrædelsesakten af 2003.

86. Det skal herved påpeges, at en fællesskabsretsakt ifølge fast retspraksis kun kan annulleres delvis, såfremt de elementer, der kræves annulleret, kan udskilles fra den øvrige retsakt (jf. bl.a. dom af 24.5.2005, sag C-244/03, Frankrig og Parlamentet mod Rådet, Sml. I, s. 4021, præmis 12 og den deri nævnte retspraksis).

87. I den foreliggende sag kan de supplerende undtagelser ifølge det anfægtede direktiv imidlertid udskilles fra resten af direktivet, der, som det fremgår af direktivets artikel 1, sammenholdt med dets anden og ottende betragtning, forfølger et dobbelt formål, nemlig dels inden for rammerne af den ordning, der er fastsat ved direktiv 2003/54, at tage hensyn til den overgangsperiode, som tidligere er blevet indrømmet Republikken Estland ved bilag VI til tiltrædelsesakten af 2003 vedrørende direktiv 96/92, dels for perioden 2009-2012 at indrømme en supplerende undtagelse, der indebærer en forpligtelse til gradvist at gennemføre artikel 21 i direktiv 2003/54.

88. Det følger heraf, at det anfægtede direktiv skal annulleres, for så vidt som det for Estlands vedkommende fastsætter en undtagelse fra anvendelsen af artikel 21, stk. 1, litra b) og c), i direktiv 2003/54, der går ud over den 31. december 2008, samt en tilsvarende forpligtelse til kun at sikre en delvis åbning af markedet, der udgør 35% af forbruget den 1. januar 2009 og en forpligtelse til hvert år at give meddelelse om de forbrugstærskler, som gør, at en endelig forbruger kan komme i betragtning.

De tidsmæssige virkninger af denne annullation

89. Rådet har under henvisning til artikel 231, stk. 2, EF og til, at det er nødvendigt at undgå en uvis situation for erhvervsdrivende og investorer på markedet for elektricitet i Estland og de berørte arbejdstagere, nedlagt påstand om – støttet af den estiske regering og Kommissionen – at Domstolen, i tilfælde af annullation af det anfægtede direktiv, opretholder virkningerne af retsakten, indtil der vedtages et nyt direktiv.

90. Parlamentet har under henvisning til, at dets søgsmål ikke vedrører spørgsmålet om det saglige grundlag for undtagelsesanmodningen indgivet af Republikken Estland, men alene hjemmelen for det anfægtede direktiv, anført, at det ikke ønsker at udtale sig om denne påstand nedlagt af Rådet.

91. Det skal i denne henseende bemærkes, at den pågældende anmodning er blevet fremsat i tilfælde af, at Domstolen eventuelt annullerer det anfægtede direktiv i sin helhed.

92. Konkret annulleres det anfægtede direktiv imidlertid kun delvist i den udstrækning, det er præciseret i præmis 88 i denne dom, hvorimod den midlertidige undtagelse fra artikel 21, stk. 1, litra b) og c), i direktiv 2003/54, som er fastsat ved det anfægtede direktiv, opretholdes indtil den 31. december 2008. Under disse omstændigheder er det ufornødent at tage stilling til Rådets anmodning, som nævnt ovenfor.

Sagens omkostninger

93. Ifølge procesreglementets artikel 69, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 3, kan Domstolen imidlertid fordele sagens omkostninger eller bestemme, at hver part skal bære sine egne omkostninger, hvis hver af parterne henholdsvis taber eller vinder på et eller flere punkter. Da Parlamentet i den foreliggende sag har nedlagt påstand om, at Rådet tilpligtes at betale sagens omkostninger, og Rådet i det væsentlige har tabt sagen, bør det pålægges Rådet at betale sagens omkostninger. I henhold til artikel 69, stk. 4, første afsnit, bærer Republikken Polen, Republikken Estland og Kommissionen, der er indtrådt i sagen, deres egne omkostninger.

Afgørelse

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Store Afdeling):

1) Rådets direktiv 2004/85/EF af 28. juni 2004 om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/54/EF for så vidt angår anvendelsen af visse bestemmelser i Estland annulleres, for så vidt det for Estlands vedkommende fastsætter en undtagelse fra anvendelsen af artikel 21, stk. 1, litra b) og c), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/54/EF af 26. juni 2003 om fælles regler for det indre marked for elektricitet og om ophævelse af direktiv 96/92/EF, der går ud over den 31. december 2008, samt en tilsvarende forpligtelse til kun at sikre en delvis åbning af markedet, der udgør 35% af forbruget den 1. januar 2009 og en forpligtelse til hvert år at give meddelelse om de forbrugstærskler, der gør, at en endelig forbruger kan komme i betragtning.

2) I øvrigt frifindes Rådet for Den Europæiske Union.

3) Rådet betaler sagens omkostninger.

4) Republikken Polen, Republikken Estland og Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber bærer deres egne omkostninger.